JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 18:41

2013-12-23T18:41:15Z

Jesper: Ægirs Giæstebud (Adam Oehlenschläger)

2013-01-14T15:49:10Z

Ægirs Giæstebud (Adam Oehlenschläger)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ægirs Giæstebud (Adam Oehlenschläger)]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
 Poetiske skrifter
 Et episk Digt

<big>''' Ægirs Giæstebud '''</big></center>

<blockquote>
1. I Havet stander Øen:
 Nu Hlesey kun er liden,
 Thi Bølgerne med Tiden
 Har pløiet den i Søen;
 Men stor i Oldtids Dage
 Den kneised høi og brat,
 Og trodsed Nordens Drage,
 Det sorte Kattegat.

 2. Der hvor sig Tanget snoede,
 Der stod af Muslingskaller
 De hvælvethøie Haller,
 Hvori Hler Ægir boede.
 Mens Ran paa Dybet hvæste,
 Han sad ved Perlekruus;
 Snart drak han, og snart blæste
 Han i sit Sneglehuus.

 3. Fæl var den grimme Qvinde,
 Den skumle Ran, som spættet
 Udspænder Druknenættet,
 Som Ligenes Gudinde;
 Som Fladen Ægir smilte,
 Kiek var han, uden Harm,
 Og tidt han trøstet hviilte
 I deilig Havfruarm.

 4. Naar Ran paa Dybet lured,
 Han blev i Sol tilbage;
 Med demantkroget Stage
 Han Sølverspeilet fured.
 Og ei han kunde dølge
 Med Skum sin søde Lyst,
 Hvergang han trykte Bølge
 Bag Sivet til sit Bryst.

 5. Til Freir og Gerda smilte
 Han ofte dybt bevæget;
 Thi saligvederqvæget
 Nu Arm i Arm de hvilte.
 Høit Ægir elskte Guder,
 Og han var Guder kiær:
 Mod Søen Himlen luder
 I sammensmeltet Skiær.

 6. Nu bød han dem til Festen;
 Thi, var ei Ran tilstede,
 Han følte Venneglæde
 Og tidt bespiste Giesten.
 Han brygged Øl i Kummer
 Af Flintesteen og Iis;
 Og Fisk og Krebs og Hummer
 Blev kogt i tusindviis.

 7. Til ingen Hielp han trænger;
 Thi hvergang han har Giester,
 Er Gudens Køgemester
 Den raske Finnafænger.
 Han bruger lidt kun Ilden,
 Ham hylder hver en Elv:
 Alt sødet blier ved Kilden,
 Som koger af sig selv.

 8. Hvor Malestrømmens Tragter
 Nedhvirvler i en Hule
 I Skum de Bølger gule
 Med rædsomtfæle Fagter,
 Der knuser Eldirs Kølle,
 Hvad Havet blev til Deel,
 Der knager Ægirs Mølle,
 Der maler han sit Meel.

 9. Nu vi vel alle vide,
 At Freir til Gerdas Fader
 Gav den af Sværdeplader,
 Som bedst var til at stride;
 Han mildned Troldens Avind,
 For ei af Sorg at døe,
 Gav bort sin stærke Glavind
 Og fik en deilig Mø.

 10. Men Gerda elskte Freier,
 Dem intet meer adskilled,
 Han overgik sit Billed,
 Han vandt den bedste Seier;
 Og Biergets skiønne Pige
 Gav ham til Vederlag
 Et Skib, som ei sin Lige
 Har fundet nogen Dag.

 11. Vel maa man Hringhorn rose,
 Den gode Baldurs Snekke:
 Ei Klippen kan den knække,
 Den gaaer i Sø og Mose;
 Der sidde kan ved Siden
 Af Gud, Gudinde trygt;
 Men ikke dog til Striden
 Er Baldurs Hringhorn bygt

 12. I Fredens Tid, til Stabel
 Den glider let fra Havnen,
 Med rige Fragt i Stavnen
 Og hæver høit sin Snabel
 Af sorte Horn med Ringe,
 Saa glindsende, saa krum;
 Og mod den brede Bringe
 Slaaer Bølgen sig til Skum.

 13. Et andet Skib mod Snegle
 Jernpladerne bevare,
 Det kaldes Nagelfare,
 g det er bygt af Negle.
 Det Skib tilhører Jetter,
 Det stil i Sumpen staaer;
 Bygmesteren dog sætter
 Til Skibet, Aar for Aar.

 14. Hvo klipper ei af Døde
 Den lange Negl paa Haanden,
 Han steds forøger Vaanden,
 Han Guder vil forøde;
 En Fordeel Jetten gives,
 Som han at nytte veed:
 Ulykken stille trives
 Ved Uforsigtighed!

 15. Men Snekken, som Jetinden
 Nu gav i Morgengave,
 Giør hver en Storm til Slave
 Og seiler stik mod Vinden.
 I Harnisk Guder alle
 Paa Dækket kunde staae,
 Og seile fra Valhalle
 Til Ægir i det Blaa.

 16. Og naar ei meer til Gammen
 Det foer paa Sø og Stræde,
 Da vikled som et Klæde
 Ung Gerda Skibet sammen.
 Paa Brystet hun det dølger,
 Der vugges det, - o Frei!
 Igien paa tvende Bølger,
 Som Havet eier ei.

 17. Tænk nu hvor stolt at skue
 Var denne Fart mod Øen,
 Til Ægir over Søen,
 I Morgenrødens Lue:
 Ved Roret Odin Vise,
 I Stavnen Vidar var,
 Og hver en deilig Dise,
 Som Blomster i et Kar!

 18. Da løb det som i Aaen,
 Da trængtes ei til Kasten,
 Og Bragi sang ved Masten,
 Og Heimdal sang i Raaen.
 Niord flagred høit i Flaget,
 Fiint stænkte Vandets Støv,
 Men Frigga hvælved Taget
 Med sine Egeløv.

 19. Da slyngtes Løv om Panden
 Og da forøgtes Spøgen,
 Thi afklædt, splitternøgen,
 Stod Tyr paa Snekkeranden:
 Sit Sværd, det korte, brede,
 I venstre Haand han holdt,
 At styre Haiens Vrede,
 Som vilde spille Boldt.

 20. Da maatte Diser bæve,
 Thi Haien fægted tapper,
 Den efter Guden snapper
 Med frygtelige Kiæve.
 Dog hørtes Heltens Latter,
 Ei Bølgen tvang hans Mod.
 Han sprang i Skibet atter,
 Og Haien flød i Blod.

 21. Det vil jeg ikke dølge:
 Den fæle Ran i Dybet,
 Som glæder sig blandt Krybet,
 Jog Haien fra sit Følge,
 At giøre dem forfærdet,
 Som Giested Ægirs Sal.
 Nu, da den sank for Sværdet,
 Udsendte hun en Hval.

 22. Som Øe med Klipperevner,
 Den kom, med barske Væsen;
 Vandstraalen stod af Næsen,
 Den svulmed som en Hevner.
 Da Heimdal foer som Lynet
 I Springets Straalevand,
 Og deilig stod for Synet
 En syvfoldfarvet Rand.

 23. I Stavnen Vidar stirred
 Med rædsomt Gnisterøie;
 Det monne Hvalen bøie,
 Den følte sig forvirret.
 Mens Odin læste Runer
 Til Bunds den atter gik,
 Thi stærkt, som med Harpuner,
 Traf Vidar med sit Blik.

 24. Saa kom da uden Fare
 Til Ægirs Ø, den milde,
 I Aftenrøden silde
 Hin høie Asa-Skare;
 Og som en Sky sig skyder
 Fra Luft i Bølgens Favn,
 Saa let Skybladner flyder,
 Og har fortient sit Navn.

 25. Da Anker nu var kastet
 I Solens Aftenrøde,
 Da svømmed dem imøde
 Havfruerne, som hasted;
 Med Haar saa grønt som Sivet
 Man saae dem, tre og tre,
 Med Arm i Arm om Livet,
 Saa hvide som en Snee.

 26. Med Sølverslør ad Nakken,
 Paa Issen hvide Hatte,
 De tumled, aldrig matte,
 Bød Alferne paa Bakken.
 Det lyse Alfefølge
 Da steg fra Skibets Rand,
 Og fulgte dem fra Bølge,
 Og satte sig paa Sand.

 27. De sad paa Klippedyssen,
 Hver Alf var deilig Kriger,
 Havfruerne var Piger;
 Da gik det med en Kyssen,
 En Krysten og en Hvisken,
 Bag Fieldekløftens Skiul,
 Som naar hos Sølverfisken
 Der pladsker sig en Fugl.

 28. Hler Ægir sad med Elmen,
 Sin Stang, med Demanthage;
 Og dannet som en Drage
 Med Kam, var Sølverhielmen.
 Skiøndt Hielmen smykte Guden,
 Den rysted Siæl og Sind:
 Der hørte man med Tuden
 En evig Hvirvelvind.

 29. Og midt i Giestestuen,
 Thi Nat det nu var vorden,
 En Klump af Guld paa Jorden
 Høit lysnede som Luen.
 Da Ægir dem bespiste
 Med hvad han havde bedst,
 Og alle Guder viste
 Sig glade ved hans Fest.

 30. Men fiernt i Finnedalen,
 Igiennem Snee og Taage,
 Med svulne Øienlaage
 Fløi Asa-Lok’ som galen.
 Som Snee var bleg ham Kinden;
 Den sorte Hovedlok
 Udbredte sig for Vinden,
 Som Mulm i Ragnarok.

 31. Det ærgrer ham i Siælen,
 At Fenris nu man tvinger.
 Med Flaggermusens Vinger
 Han vredt ombandt sig Hælen.
 Paa Skuldren sig af Uglen
 Han satte Vinger studs;
 Derpaa Ulykkesfuglen
 Strøg Klippen, som en Struds.

 32. "Mig har man ikke buden
 Til Hlesey med de Andre.
 Nu kan jeg ene vandre!
 Nu man foragter Guden.
 Men Thor i Østerleden
 Drog bort, er ikke Giest; -
 Jeg kaster Klint i Hveden,
 Forstyrrer denne Fest.

 33. Hvis ikke jeg kan nyde,
 Skal Andre heller ikke;
 Med glædedrukne Blikke
 Skal ingen Gud sig fryde.
 Snart vil de alle sande,
 At Rosen har en Torn;
 Og Malurt skal jeg blande
 Dem i det søde Horn.

 34. Vel har jeg ikke Magten,
 Dog ogsaa Svag kan saare!
 Nu staaer til Disars Taare
 Min Higen og min Tragten.
 De lære skal at frygte
 As-Loke som en Mand:
 Jeg spilder deres Rygte,
 Med giftig Klaffertand.

 35. Mon Sandhed mange Døgne
 Med Falskhed vel kan trives?
 Een Sandhed kun der gives,
 Men hundred tusind Løgne.
 Man Mængden let forfører
 Naar fræk man ikkun vil:
 Snart troer den, hvad den hører,
 Og Loke har sit Spil."

 36. Som saa han monne siunge,
 Henfoer han over Bierge,
 Han stolte paa sit Værge,
 Sin frygtelige Tunge.
 Han gik til Kystens Odde,
 Og lod af Dværge smaae
 Med skarpe Slangebraadde
 Sin Tunge tæt beslaae.

 37. En Krands hans Hoved pryder:
 I hvert et Tindinghiørne
 Udstrutte stive Tiørne
 Og sortblaae Skarntyder.
 Til Hlesey han sig trænger;
 Der voldte han din Død,
 Du bolde Finnafænger!
 Som Veien ham forbød.

 38. Besprængt med Trælleblodet
 Ved Døren han sig satte;
 Han monne vel sig fatte,
 Han tabte ikke Modet.
 Den blege Blodbesprængte,
 Ved Dørens gyldne Pæl,
 Paa Trædskhed ene tænkte,
 Og stirred paa sin Hæl.

 39. Hil være Diser alle!
 Hil være Valhals Guder!
 Derude Blæsten tuder,
 Men luun er Ægirs Halle.
 Her efter Glæden tragtes,
 Her vorder Øllet smagt:
 Ubuden Giest foragtes,
 Men leer ad jer Foragt.

 40. Hvi tier I saa stille
 Og stirre ned i Skiødet?
 Jeg Ægirs Træl har dødet,
 Det største Kogesnille.
 Han vilde mig forbyde
 At staae paa Ægirs Øe.
 Træl maa sin Herre lyde,
 Og næsviis Træl maa døe.

 41. ODIN
 Med Asers gode Minde
 Du meer indbydes neppe,
 Du Øgle bag en Skræppe!
 Du Broder til Helblinde!
 Viig bort, du Lystforøder,
 Som bryder Fredens Ed.
 Hvor jeg dig atter møder,
 Dig Gugner styrter ned.

 42. LOKE
 Meer venlig i din Tale
 Var du, da du som Terne
 Fortrylled Rindas Hierne
 I Garderikes Sale.
 Du gik i Trællekapper,
 Og glemte Fænsals Diis;
 Gud! mere viis end tapper,
 Og mere klog end viis.

 43. BRAGI
 Saaledes tør du siunge
 Til Valhals høie Fyrste?
 Med Haar i trodsig Børste,
 Med giftigslebne Tunge?
 Ha, fly Valhallas Straale,
 Styrt i dit Mulm og fnys!
 Og kan du ikke taale,
 Saa sky det rene Lys.

 44. LOKE
 Jeg kiender dine Dyder:
 I Ro du sanker Talgen,
 Med rustne Sværd i Balgen,
 Du, Bragi Bænkepryder!
 Du flyer, hvor der er farligst,
 Du pyntelige Gud!
 Til Drabet est du varligst,
 Og taabeligst i Skud.

 45. YDUN
 Saadan tør du forhaane
 Den Gud, som glæder Jorden?
 Hvis høie Qvad i Norden
 Husvaler som en Maane?
 Som Nidingsværket dræber,
 Som danner God af Grum;
 Som aabner Elskovs Læber;
 Giør han ei Ondskab stum?

 46. LOKE
 Husk da du dig forlysted,
 Og svagt mod Thiasse værged!
 Da Trolden dig i Bierget
 Dig Barmens Æbler krysted.
 Taalmodig da at være
 Dig lærte Fieldets Skræk.
 Dengang af Bragis Ære
 Du tog dig ei saa kiæk.

 47. GEFION
 Meer hellig og uskyldig
 End Ydun, Ingen findes!
 Tid at din Tunge bindes!
 Dog jeg er ligegyldig.
 Din Usselhed dig gotter?
 O, en elendig Høst!
 Lyv kun, du Gudsbespotter,
 Jeg agter ei din Røst.

 48. LOKE
 Du hader Mænd, du Grumme,
 Ved høilys Dag i Sale;
 Men Natten kan ei tale,
 Og Skovens Træer er stumme;
 Bag Buskens lave Toppe
 Du bader dig i Flod:
 Den hvideste blandt Kroppe
 Ophidser Nøkkens Blod.

 49. ODIN
 Saavidt du dig formaster?
 Du pletter Maanestraalen?
 Har Torne da Violen?
 Paa Sneen Kul du kaster?
 Ha, fly til Fielde sorte!
 Forstyr ei Glædens Stund,
 Og giø ved Ægirs Porte
 Ei hæst som Lænkehund!

 50. LOKE
 Ti, Odin! Kun i Blinde
 Du deler Seir blandt Kæmper,
 Din Trolddom Modet dæmper,
 Du koger Seid, som Qvinde.
 Du helst den Feige skaaner,
 Bag tykke Skiolderand.
 Du Mimers Hoved laaner,
 Men sielden hans Forstand.

 51. FRIGGA
 Ha, Loke! du est galen
 Som alle Guder hader;
 Til Asernes Alfader
 Du taler saa i Salen?
 Han vil ei Freden bryde
 Ved Ægirs Giestebord,
 Men dybt vil dig fortryde
 I Morgen dine Ord.

 52. LOKE
 Ti, Frigga! Jordens Dronning!
 Paa Kløen følger Svien.
 Du ligner Dronningbien,
 Har Mænd, men ingen Konning.
 Dit Blomsterskiød i Vaaren
 Sig aabner for hver Lyst,
 Da viser Længselstaaren
 Os Tanken i dit Bryst.

 53. FREIA
 O, Loke! kan ei Vreden
 Din bittre Tunge tæmme,
 Saa hør en bønlig Stemme,
 Fat dig, og vær beskeden!
 See Freyas gyldne Taare,
 Den smelte lad din Harm.
 Hvor nænner du at saare
 De store Guders Barm?

 54. LOKE
 Hvad svækker Freias Kræfter?
 Hvad volder hendes Trængsel?
 Hvi græder hun? Af Længsel!
 Af Længsel! Og hvorefter?
 Den skiønne Brudgom fattes?
 O, der er flere jo!
 Slig Mangel kan erstattes,
 Før Maanen gaaer til Ro.

 55. Hvi mon vel Odur vige?
 Hvi brød han sine Kieder?
 Blev disse Yndigheder
 Tilsidst ham væmmelige?
 Blev de ham alt for blotte?
 Veeg han i Valaskialf
 En Fryd, som deles maatte
 Med hver en As og Alf?

 56. FREIR
 Ti, Snog, som arrigt hvisler
 Og stikker feigt med Blikke.
 Hvi vil du Rosen stikke?
 Vind dig om dine Tidsler!
 Hvi haaner du den Gode?
 Utysker er der nok;
 Gak til din Angerbode,
 Med filtet Marelok.

 57. LOKE
 Dit Vellystøie brænder,
 Du har Valhalla sveget;
 Thi med dit Sværd er veget
 Din Kraft fra dine Lænder.
 Som Igle Gerda nyder
 Dit søde varme Blod;
 Hvergang dig Freya fryder,
 Da smiler Angerbod.

 58. HEIMDAL
 Hos Trold af Pandeskallen
 Du drak i Klippehuset,
 Nu kommer du beruset
 Og ypper Kiv i Hallen.
 Kun Øllets stærke Dunster
 Har lært dig tale frit;
 Vi kiende dine Kunster,
 Din gamle Vid er slidt.

 59. LOKE
 Ha, Taabe! far til Helved.
 Hvad? Du tør Loke true?
 Er ei af Regn din Bue?
 Af lutter Dunster hvælvet?
 Hvad er din skiønne Farve?
 Kun Kornmoen over Korn!
 Hvad est du bag din Larve?
 En Vægter med et Horn.

 60. BALDUR
 Jeg sporer bag din Skryden
 En Hierne snild og kløgtig,
 Men som blier aldrig dygtig,
 Fordi den mangler Dyden.
 Som Løgtemand du spaser
 I Mosens Taageslud,
 Vil blusse vildt mod Aser,
 Men slukkes, og gaaer ud.

 61. LOKE
 Naar Lammet venligt bræger
 Og lader feigt sig slagte,
 Mon derfor jeg skal agte
 Hvad Taaben kun bevæger?
 At være from og lydig,
 Hvad er det i en Sum?
 Kun, Baldur, den er dydig,
 Som søvnig er og dum."

 62. Da Vidar taug, men stirred
 Saa strengt i Lokes Øie,
 At Trolden for den Høie
 Blev bleg, og Læben dirred.
 Det var som Skyens Pumpe,
 Naar den med sagte Brum,
 Med tykke Sko paa Stumpe,
 Adsplitter Havets Skum.

 63. Da sortned Himlens Bue;
 Og dybt i Mulmet lyste,
 Mens Asa-Loke gyste,
 En blaaligkantet Lue.
 Et Skrald hen over Jorden
 Og over Havet foer;
 Da mærktes paa den Torden
 At nær var Asa-Thor.

 64. Da maatte Loke sukke,
 Dog tvang han end ei Harmen.
 Han saae i Skyen Karmen,
 De skiæggethvide Bukke;
 Han skued Thor hin Høie,
 I Malm, med sorte Skiæg;
 Dog gnistred Lokes Øie,
 Han blegned som en Væg.

 65. THOR
 Ti stille Gudsbespotter!
 Som Asers Glands fordunkler!
 Jeg seer dit Øie funkler,
 Dit Nidingsværk dig gotter.
 Kom kun! din Skiebne haster,
 Jeg ende vil din Svig:
 Til Utgard jeg dig kaster,
 Til Hel, paa dine Liig.

 66. LOKE
 Jeg tør dog sige dette:
 Din Hammer ei forskrækker!
 Thi Midgardsormen dækker
 Med sine Skæl den rette.
 Tidt spottet som en Fiante
 Du blussed, mindre kiæk:
 Husk da du sad i Vante
 Hos Skrymner, som en Giek.

 67. THOR
 Ti stille, Gudsforagter!
 Som haaner Lysets Flammer;
 Jeg bruger ingen Hammer,
 At standse dine Fagter.
 Seer Granen du paa Stenen?
 Den skumbestænkte Blok?
 Jeg hænger dig paa Grenen
 Der, ved din egen Lok.

 68. LOKE
 Det ei Umagen lønner
 At Loke længer raser.
 Jeg sang for høie Aser,
 Jeg sang for Asers Sønner;
 Kun Thor min Tunge kuer,
 Han kan ei Spøg forstaae,
 Han hugger før han truer,
 Og derfor vil jeg gaae."

 69. Saa skød han sig, som Aalen,
 Med Slim igiennem Bølgen.
 Heel ivrig i Forfølgen
 Da saae man Lynildstraalen.
 Dog skiermed Klippens Volde,
 Og Lokes egen Iil,
 Han slap til sine Trolde
 Og undgik Skyens Piil.

 70. Men som en Slud der svinder
 Meer blaa os Luften viser,
 Saa smilte Valhals Diser
 Med mere røde Kinder.
 Huldt hørte man bevæge
 Sig Bølgerne paa Kyst,
 Og Ægirs Strængelege
 Forkyndte Guders Lyst.
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Ægirs Giæstebud (Adam Oehlenschläger) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 18:41

Jesper: Ægirs Giæstebud (Adam Oehlenschläger)