Æventyrlige sagn om bjærgfolk - Revisjonshistorikk

Carsten på 20. sep. 2017 kl. 11:48

2017-09-20T11:48:55Z

Carsten på 20. sep. 2017 kl. 11:47

2017-09-20T11:47:30Z

Carsten på 20. sep. 2017 kl. 10:07

2017-09-20T10:07:08Z

Carsten: Æventyrlige sagn om bjærgfolk

2017-09-20T08:40:44Z

Æventyrlige sagn om bjærgfolk

Vis endringer

@@ Linje 184: / Linje 184: @@
-. På ''Havmosegård'', der skal have ligget i den sydlige del af ''Tvilum'' sogn, tjente en gang en pige, der af sin gjerrige madmoder blev sat til at spinde en vis hob garn hver aften. Madmoderen forlangte nu så meget af pigen, at denne måtte spinde næsten hele natten og snart aldrig fik søvn i øjnene. En aften snart ved midnatstid sad pigen og spandt og græd tillige, for hun var både søvnig og træt, og havde dog næsten ikke mere end halvdelen spundet af det, hun skulde. Som hun nu sad der, gik døren op, og en lille før mand trådte ind. «Hvad græder du for, min. pige?» spurgte manden. Så fortalte hun om den megen spinden, som hun ikke kunde overkomme. «Du skal ikke græde,» sagde han, «jeg vil komme hver aften og spinde for dig, når du så vil love at følge med mig hjem og blive min kone.» Pigen var i stor forlegenhed og gik så ind på det, den fremmede forlangte. Fra den aften af kunde pigen gå meget tidlig til sengs, og endda blev der mere spundet, end den gjerrige kone forlangte. Men endelig var alt, både uld og hør, opspundet, og så siger den lille mand til pigen: « Ja, nu om tre dage kommer jeg, så skal du med mig hjem og være min kone.» Pigen var nu igjen meget sorgfuld, hun græd og bad om at blive fri for, hvad hun ubetænkt havde lovet. Bjærgmanden lovede da endelig, at hvis hun kunde gjætte hans navn, til han kom igjen, så forlangte han ikke anden betaling. Pigen vedblev at sørge, for hun vidste ikke, hvordan hun skulde gjætte bjærgmandens navn, det var ikke så let. På samme gård tjente en dreng, der den aften var ude at flytte fårene, og da han på hjemvejen kom forbi en stor höj, hørte han én synge inde i höjen: ::«Jeg hasped, og jeg spandt
+. På ''Havmosegård'', der skal have ligget i den sydlige del af ''Tvilum'' sogn, tjente en gang en pige, der af sin gjerrige madmoder blev sat til at spinde en vis hob garn hver aften. Madmoderen forlangte nu så meget af pigen, at denne måtte spinde næsten hele natten og snart aldrig fik søvn i øjnene. En aften snart ved midnatstid sad pigen og spandt og græd tillige, for hun var både søvnig og træt, og havde dog næsten ikke mere end halvdelen spundet af det, hun skulde. Som hun nu sad der, gik døren op, og en lille før mand trådte ind. «Hvad græder du for, min. pige?» spurgte manden. Så fortalte hun om den megen spinden, som hun ikke kunde overkomme. «Du skal ikke græde,» sagde han, «jeg vil komme hver aften og spinde for dig, når du så vil love at følge med mig hjem og blive min kone.» Pigen var i stor forlegenhed og gik så ind på det, den fremmede forlangte. Fra den aften af kunde pigen gå meget tidlig til sengs, og endda blev der mere spundet, end den gjerrige kone forlangte. Men endelig var alt, både uld og hør, opspundet, og så siger den lille mand til pigen: « Ja, nu om tre dage kommer jeg, så skal du med mig hjem og være min kone.» Pigen var nu igjen meget sorgfuld, hun græd og bad om at blive fri for, hvad hun ubetænkt havde lovet. Bjærgmanden lovede da endelig, at hvis hun kunde gjætte hans navn, til han kom igjen, så forlangte han ikke anden betaling. Pigen vedblev at sørge, for hun vidste ikke, hvordan hun skulde gjætte bjærgmandens navn, det var ikke så let. På samme gård tjente en dreng, der den aften var ude at flytte fårene, og da han på hjemvejen kom forbi en stor höj, hørte han én synge inde i höjen:
 ::hos en jomfru, som jeg vandt,
 ::Trillevip det er mit navn.»

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. sep. 2017 kl. 11:47
Linje 151:		Linje 151:
	''Jens Pedersen''.		''Jens Pedersen''.

		+
		+	1425. Der boede en dværg i ''Salgjerhöj''. Han sammen med hans sønner pløjede op ad bakken. Men det var for strængt, tykte han. «Jo,» sagde de, «lad os pløje derop.» Deraf fik gården, som ligger på skrænten af höjen, navnet ''Plejdrup''.
		+
		+	''Lærer Dissing, Erslev''.
		+
		+
		+	1426. Ole havde kun en helmisko, der levede af lyngen i klitten om sommeren, og til en forandring lyng med kålblade om vinteren. Den kunde næppe bære sig selv, mindre trække ploven. Da fik han dværgmanden i ''Salgjerhyw'' til at hjælpe sig o. s. v. Dagen før kampen fik Oles ko kalv, og da manden var gået for at få en håndsrækning, slagtede konen kalven, hængte hjærtet og lungerne, så blodigt som det var, med en snor om halsen og hægtede skindpelsen derover Da Salgjer kom ind i stuen, syntes Helle så svag, at hun knap kunde hænge sammen, «Det var ilde, at jeg skulde gjøre jer ulejlighed, koen har nu kjælvet, men ungen er død, og når Ole kommer hjem, så river han mig rent ud, så ilter er han bleven i de sidste dage » — «Sig til din mand, at jeg i morgen rejser til ''Malhöj'' til min broder. » Næste dag var dværgen med sin hele yngel forsvunden. Ole blev en holden mand og byggede sig en gård, hvor hytten før stod. Den kaldte de ''Pløjdrup'', «for,» sagde konen, «du råbte til trolden: pløj der op, vi trækker nok, og denne pløjning har lagt grunden til vor velstand. »
		+
		+	<small>Dette sagn findes i en mere udførlig form i min bog «Jyske folkeminder» IX under «Prøver af jyske landskabsmål».</small>
		+
		+
		+	''P. Henriksen''.
		+
		+	1427. Der var en mand, som havde et stykke eng til halvt med en bjærgmand. Men alle de karle, han havde, de kom af med deres liv den dag, de slog den eng, for det bjærgmanden gik foran og gik for stærkt. Den gang det blev bekjendt, så kunde manden ikke vel få nogle karle, der var ingen for at komme dertil at tjene alene for den eng sin skyld. Så lovede han en grumme stor løn ud, og så var der én, som tog sig det på, han tykte, han vilde prøve det. Den gang det lakkede hen ad høslætten, gik han og tænkte på nogle dage for, at det var endda slemt, dersom han skulde af med hans liv, ligesom de andre karle, manden havde haft, han måtte se at finde på en udvej, og nu var det snart ved tiden. Så boede der en hekskjælling et stykke derfra, hende gik han til og snakkede med om det en dag. Så sagde hun til ham, at den morgen, de skulde ned i engen og slå, da skulde han komme om til hende, så skulde hun nok hjælpe ham til rette ved det og fly ham en høle. Nå, han gik også om til hende den morgen, og hun flyede ham en høle og sagde til ham, at han måtte aldrig stryge den og aldrig se den i eggen, den skulde nok holde sig skarp alligevel; og så skulde han tage et hjul af vognen, de kjørte ned i engen på, og lægge midt i engen, og så tage høleen og gå rundenom hjulet og sige til bjærgmanden, han skulde komme bag efter. Det gjorde han også. Den gang de kommer på engen, tager han hjulet af vognen og lægger midt i stykket, tager hans høle, og stiller sig an for at begynde. «Nu skal du komme bag efter, » siger han til bjærgmanden, «du har gået foran de andre år, i år da vil a gå foran.» Og så begyndte de at slå sådan, at bjærgmanden begyndte knapan at puste, for karlens høle bed så udmærket, han havde aldrig slået med sådan en høle. Så siger bjærgmanden: «Holdt, lad os fytte en gang!» for bjærgfolkene de kan ikke snakke rigtig, de siger fytte for stryge. Karlen sagde: «Nej, i dag slår vi, i morgen fytter vi!» Nu blev de sådan ved at slå runden om hjulet, og inden de fik ende på stykket, styrtede bjærgmanden. Karlen havde da frelst hans liv. Så ilav han kjørte hjem, kom han om ved en milepæl, der stod ved siden af vejen, det var sådan en stor sten. Han tykte, han havde slået med hans høle den hele dag, og den var lige skarp, han vilde prøve, om han kunde hugge den sten over med den. Og den hug han af, te den spurrede langt hen. Så vilde han endda se til høleen, om det blev ikke kjendt på den, men da han fik den set i eggen, var det ikke andet end et helmisben, han stod med i hånden. Sådan gik det med den slåen, og siden den tid beholdt manden engen alene, men så kunde han også godt beholde hans karle.
		+
		+	''Hans Kristian Pedersen, Brigshus''.
		+
		+
		+	1428. Et sted var der en stor eng, som bjærgmanden havde forpagtet af mændene, og de havde forpligtet sig til at sende ham en mand til at slå hvert år. Hele engen skulde slåes én dag, og når den dag kom, gik bjærgmanden ud midt i engen og begyndte, og den anden skulde så gå uden om. På den måde kvælld han dem alle sammen. Nu stod der atter en mand for tur, og hans karl havde en sykone i byen — som de fleste har — hende fortæller han det til. Hun havde sagt, da han stedede sig til ham: «Du skal ikke lade dig forskrække, men kom om til mig, før du tager derned, og få en hjølli ved mig.» Da der nu kom bud fra bjærgmanden, at den og den dag . . . . gik han om til hende, og hun havde lavet ham en træhjølli og sagde: «Når nu bjærgmanden siger: Lad os fikke, skal du svare: Lad os nu slå i dag og fikke i morgen.» Så gik han i engen med hans hjølli, og det gik godt. Bjærgmanden vilde fikke, og til sidst blev han så overvunden og så ærgerlig, at han løb op på en bøj og sprang i ene flintesten.
		+
		+	''Thomas Søndergård, Estrup''.
		+
		+
		+	1429. En gårdmand havde en eng, som blev slået en gang hver sommer; og hver gang den skulde slåes, kom nissen og hjalp gårdmandens karl dermed. Men nissen var nu karlen helt overlegen i kræfter, og han gik så rask, at karlen havde ondt ved at følge med, så at, når de var færdige med at slå engen, duede karlen ikke rigtig til arbejde mere, sådan havde nissen kjørt med ham, og gårdmanden var nødt til at skifte karle hver sommer. En gang får manden som sædvanlig en ny karl. Dagen før han skulde til at slå, går han hen til en klog mand og klager sig til ham, om han ikke kunde sige ham et godt råd mod nissen, for ellers gik det jo ham, som det var gået alle de andre karle, at han blev split ad. «Jo,» siger da den kloge mand, «jeg skal fly dig en høle, som du kan høste alt det det skal være med uden at blive træt, men så skal du også love mig to ting, og det er, at du hverken må stryge den eller se i biddet af den.» Ja, det troede karlen da nok han kunde lade være. Han takker for leen og går hjem, og om anden dagen mødte nissen, som han plejede, og han og karlen gav sig straks i færd med slåningen. Mage til høle havde karlen aldrig haft, ti den var så hvas, at han havde ikke det mindste arbejde ved at bruge den. Da de så havde slået et godt stød, råber nissen: «Fep engang!» — «Nej,» siger karlen, «slå i dag og fep i morgen!» for det kneb jo for nissen at følge med. Det varede ikke ret længe, inden de var færdige med engen, og så gik de jo begge hver til sit. Karlen fulgte en markvej, og den gik igjennem et dige. For at værne digets ender var her oprejst to store sten, og som karlen nu går her med leen under armen, tager bladet af den — sådan for vanvare — om én af de her store sten og skjærer den midt over. Så vilde karlen lige se til bladet, og til hans store forundring ser han, at det var et sideben af Djævelen. Siden den dag kom nissen ikke tiere for at hjælpe at slå hø.
		+
		+	''J. J. K., S. ved J. K. Krabbe''.
		+
		+
		+	1430. På en gård i ''Binderup, Dalbynedre'' sogn, havde de en gang i flere år en dværg til høstmand, som al tid gik så voldsomt på, at han ødelagde alle deres karle, for de kunde umulig holde ud med ham. Men så en sommer havde de fået en karl, der besluttede at prøve på ved list at stå sig med den Slemme. Da de skulde ud at høste, forsynede han sig i al stilhed med en del løse sideben, som han stak ind under sin vest; og da de havde høstet lidt, udbrød han: «Fy-y, hvor det er varmt! lad os rive et sideben ud,» stak så hånden ind under vesten, fik fat i ét og slængte det fra sig. Dværgen skulde jo gjøre lige så, men han var nødt til at tage et af sine egne, det troede han jo også, at karlen gjorde. Hver gang i dagens løb, karlen fik det for varmt, rev han et sideben ud, dværgen lige så, men medens karlen stod sig brav, blev udfaldet, at dværgen styrtede.
		+
		+	''Karen Marie Rasmussen, Linde''.
		+
		+
		+	1431. På ''Havmosegård'', der skal have ligget i den sydlige del af ''Tvilum'' sogn, tjente en gang en pige, der af sin gjerrige madmoder blev sat til at spinde en vis hob garn hver aften. Madmoderen forlangte nu så meget af pigen, at denne måtte spinde næsten hele natten og snart aldrig fik søvn i øjnene. En aften snart ved midnatstid sad pigen og spandt og græd tillige, for hun var både søvnig og træt, og havde dog næsten ikke mere end halvdelen spundet af det, hun skulde. Som hun nu sad der, gik døren op, og en lille før mand trådte ind. «Hvad græder du for, min. pige?» spurgte manden. Så fortalte hun om den megen spinden, som hun ikke kunde overkomme. «Du skal ikke græde,» sagde han, «jeg vil komme hver aften og spinde for dig, når du så vil love at følge med mig hjem og blive min kone.» Pigen var i stor forlegenhed og gik så ind på det, den fremmede forlangte. Fra den aften af kunde pigen gå meget tidlig til sengs, og endda blev der mere spundet, end den gjerrige kone forlangte. Men endelig var alt, både uld og hør, opspundet, og så siger den lille mand til pigen: « Ja, nu om tre dage kommer jeg, så skal du med mig hjem og være min kone.» Pigen var nu igjen meget sorgfuld, hun græd og bad om at blive fri for, hvad hun ubetænkt havde lovet. Bjærgmanden lovede da endelig, at hvis hun kunde gjætte hans navn, til han kom igjen, så forlangte han ikke anden betaling. Pigen vedblev at sørge, for hun vidste ikke, hvordan hun skulde gjætte bjærgmandens navn, det var ikke så let. På samme gård tjente en dreng, der den aften var ude at flytte fårene, og da han på hjemvejen kom forbi en stor höj, hørte han én synge inde i höjen: ::«Jeg hasped, og jeg spandt
		+	::hos en jomfru, som jeg vandt,
		+	::Trillevip det er mit navn.»
		+	Da drengen kom hjem, fortalte han til pigen, hvad han havde hørt, og hun blev ikke lidt glad, for nu vidste hun jo, hvad bjærgmanden hed. Tre dage efter kom han og spurgte hende først, om hun kunde gjætte hans navn. «Du hedder vel Povl,» mente pigen. «Nej.» — «Ja, så hedder du vel Per.» — «Nej.» — «Ja, så hedder du Trillevip.» Her over blev bjærgmanden noget lang i ansigtet og gik sin vej.
		+
		+	''Fortalt af en gl. kone i Vole; S. P. Jensen''.
		+
		+
		+	1432. Der var en mand, der havde en höj på sin mark. Så en dag, han var ude at pløje på den ager, der lå næst ind til höjen, og han havde en dreng til at kjøre ploven for sig, som var meget næsvis, da kunde de børe, at bjærgmanden var ved at kjærne smør der nede. Så er det, drengen råber: «Når I får kjærnet, giv os så en kjaanbryggi (ɔ: meldmad med nyskjærnet, usaltet smør på)!» Da de kommer så igjen, stod der to tallerkener udenfor höjen, den ene var hvælvet over den anden, og da de så til det, var der to meldmader. De så jo kjønne nok ud. Så siger drengen: «A æder dem!» — «Nej, det må du ikke,» siger hans fader. «Så giver a hunden dem.» Hunden tog også et stykke, som han brød af, og da den fik det ædt, så rendte den ad höjen til. Det var manden jo gal over, havde de nu selv ædt af meldmaderne, skulde de jo have hørt bjærgmanden til og så gik han og tænkte på, hvordan han skulde få sig hævnet på ham, men han vidste snart ikke, hvorledes det bedst skulde ske. Så kommer han om ved höjen en aften, han er ret fuld, og så giver han sig til at bande og skjælde hæslig over bjærgmanden: at nu havde han været der i så mange år og ingen husleje givet, og dersom han betalte nu ikke, så skulde han splitte höjen ad og alt det, bjærgmanden havde, også. Da han sådan havde skjældet og smældet, gik han hjem og i hans seng. Men bjærgmanden han blev forskrækket for denher trusel, og den gang manden havde så ligget og sovet et bitte korn, kommer bjærgmanden til vinduerne og taler til ham: han skulde komme og bytte hans gode med ham; han vilde give ham det halve af det, han havde, men så skulde han lade ham sidde i fred. Manden bliver jo så angst, for det han havde sådan skjældt bjærgmanden ud og bandt over ham, at han turde aldrig svare et ord. Men så slumpede konen endda til at sige: «Han er så mænd syg, tag du' din part og lad os ligge, vi betroer dig godt nok til at bytte det!» Så om morgenen, den gang de kom ud, da lå der en stor dynge penge uden døren, og bjærgmanden havde byttet dem så ligelig, at der var en rigsbankskilling, som de hver kunde få det halve af, og den havde han brækket over og lagt den ene halvdel ovenpå dyngen. Så havde manden penge nok, og siden den tid var han og bjærgmanden aldrig uvenner.
		+
		+	''Maren Pedersdatter''.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. sep. 2017 kl. 10:07
Linje 111:		Linje 111:
	''Mariane Jakobsen, Hammerum''.		''Mariane Jakobsen, Hammerum''.

		+
		+	1417. I de to höje, der er ved ''Amstrup huse'', var der to bjærgmænd. En dag, da en mand fra Amstrup, var ude at plove, kom der en bjærgmamd til ham og klagede sig over, at hans nabo vilde al tid være over ham. «Han har en skjæppe penge flere, end a har, og derfor vil han al tid være villere end mig, når vi kommer sammen i gilder. Vil du ikke hjælpe mig at få den skjæppe penge fra ham, så vi kan blive lige rige? og du må godt få dem, men så skal du tage en topskjæppe, for så er a da lidt rigere.» Det vilde manden jo godt, og så skulde bjærgmanden til at undervise ham om, hvordan det skulde gå til. «A vil fly dig noget at smøre dine øjne i, så kan du se ham. Han er gode venner med din kone og kommer tit hjem til dine, og de bar for meget sammen, men det kan du nu selv få at se. Når du nu kommer hjem, så er han der, og så skal du liste dig til at få ham gildet, så har du spillet vundet, og vil nemt komme til at få pengene.» Så prøver han også til med det. Da han kommer hjem, sidder konen i kakkelovnskrogen, og bjærgmanden på hendes knæ. Manden skotter noget til det, men han siger ikke noget. Så siger bjærgmanden: «A troer, han kan se mig, ja, a frygter for det.» — «Nej, det troer a ikke,» siger konen. «Men a vil løbe op og pisse i ølpotten, dersom han kan se det, så drikker han ikke af den.» Han kommer op og skal have det forrettet, men da kan a tro, manden er gesvindt, han har kniven ved hånden og skjærer småtøjet af ham til hobe. Så render bjærgmanden med det, han nu havde fået. Dagen efter kom han igjen og vil akkordere med manden om, at han vil lade ham få det igjen, han der havde skåret af ham. Manden vidste ikke, hvad nytte han kunde have af det. «Jo, når du blot vil stikke det til igjen, så skal det nok gro sammen. » Ja, det vilde han nok, «men så vil a jo have en topskjæppe penge for det.» Ja, han tykte, det kunde blive ved den strøgne skjæppe, det var mere rele. Men manden vilde have den topskjæppe, der var ikke noget at se efter, og han må nødes til at sige ja til det. Så kommer han med pengene, og manden har straks hånden i lommen for at tage det frem. «Stræb, stræb at stikke det til,» siger bjærgmanden, «for der kommer min nabo, og han må jo ikke se, hvad vi er ved.» Da han skulde nu være så snar, får han det vendt fejl, så klundten kom ud ad, og så rendte han sådan med det. Siden kunde de være i sikkerhed for hans besøg til konen.
		+
		+	''Niels Kragelund, Arnborg''.
		+
		+
		+	1418. Der var en bjærgmand i ''Vendsyssel'', han havde en broder, der boede her oppe ved ''Lemvigs-egnen''. De tager jo sammen en gang imellem at besøge hverandre, og så skal de jo over ''Ottesund''. Ham fra Lemvigs-egnen han vilde en dag over til broderen, men netop som han kommer til sundet og vil over, er der en bondemand, som også har en broder i Vendsyssel, han vil over at besøge, og så kom de over af én gang, men bjærgmanden havde gjort sig usynlig, så ingen gav agt på, te han var med. Da de var komne over og skulde til at tage hver sin vej, sætter bjærgmanden hans hat på mandens hoved, og så kan han se ham. Dernæst tager han en krukke med salve op og flyer ham, den skulde han smøre hans øjne med, så kunde han for eftertiden se alle bjærgfolkene. Endelig siger han ham, te den salve havde også den egenskab, at den kunde læge sår. Bondemanden takker, og efter at de har fulgtes ad en lang tid, rejser de hver sin vej. Manden kommer endelig til broderen. Da havde han ligget syg en tid, men nu kan bonden jo se, hvad der er i vejen. Her var også en bjærgmand, netop broderen til ham, han havde fulgtes med, som var gode venner med broderkonen, og det var ham, der plagede hans broder. Bjærgmanden tykte, te denher fremmede mand så så nøje efter ham, og det kunde han ikke forstå, han troede jo, han var usynlig. Så siger han til konen: «Tror du, han kan se mig?» Ja, det vidste hun jo ikke, men det skulde hun nemt opdage. «Nu skal han jo have noget at spise til middag, og når a sætter det på bordet, så skal du gå op og gjøre dit behov over det. Dersom han kan se det, så tager han jo intet af det, men dersom han ikke kan se dig, så spiser han.» I den tid hun laver middagsmad, snakker manden med hans broder, og han fortæller, at han troer, han er forgjort af bjærgfolkene. Broderen trøster ham og mener, han skal nok komme sig, når han vil have tålmodighed. Ja, han vil jo gjærne vide noget om, hvad der er at gjøre, men det lader broderen, han kan ikke sige. Da de har endt samtalen, er middagsmaden færdig, konen havde lavet en æggekage og dækket et pænt bord. Så kommer den fremmede mand og sætter sig, og bjærgmanden er og på hans plads, han vidste jo, hvad han skulde bestille. Når mennesket er i den stilling, er der noget, der hænger ned, og det griber broderen straks om og skjærer det hele af. Så render bjærgmanden, det bedste han kan; Han vil hen til broderen, som er hos ham i besøg, for at få noget af hans krukke at smøre sig med, men da er det jo galt, han havde givet krukken bort til en mand, der vilde hen at besøge hans broder i Vendsyssel. Nok er det, det viser sig, te den mand, der har skåret, er netop den samme, der har krukken. Så må han tilbage til ham og beder ham om at hjælpe ham at blive lægt. Det var han just ikke tilbøjelig til, og han gjør ham en hel del bebrejdelser, for det han sådan havde plaget hans broder og været gode venner med hans broderkone. Men da han lover så svært godt for fremtiden, smører han ham endelig. Men for at bjærgmanden ikke skulde fristes til at komme tiere i det ærende, så vender han sagerne baglænds, idet han sætter dem til og smører ham. Det groer godt nok sammen, men så jo lidt sært ud. Manden rejser snart hjem igjen, for nu var hans broder kommen sig og levede så svært godt med konen, og det varede heller ikke længe, inden bjærgmanden forlod Vendsyssel og rejste ned sønder på ad Tyskland med de andre trolde.
		+
		+	''Kes''.
		+
		+
		+	1419. Der var en mand, der pløjede med fire skårne heste på hans mark hver dag. Så var der en höj, og hver gang, han kom der, så siger manden til drengen, der kjørte for ham: «Gjen på æ gildinger, dreng!» Så kommer bjærgmanden ud, da han hører det nogle gange, og siger: «Er det de stærkeste, gildingerne?» — «Ja,» siger han manden. «Vil du så ikke gilde mig?» siger han bjærgmanden. «Jo, læg dig så ned.» Så gildede han ham. Da det var nu gjort, siger manden til ham: «Hvorfor vilde du gildes?» — «Jo, for a er uens med min nabo, og a kan ikke godt få magten over ham.» Anden dagen, han kommer der op igjen at plove, da kommer bjærgmanden atter ud til ham og siger: «Nu skal du have mange tak, nu kan a retten få magten over min nabo, nu i aften kan du komme op til mig, så skal a gilde dig.» Det bliver manden jo så meget forsagt over, og han siger det til hans kone. «Det skal have gode veje med det,» siger hun, «a kan trække i dine bukser og tage din gamle hat og din kjole på, så vil a gå derop.» Hun rejser da af ved aftenstid. Så siger bjærgmanden: «Nå, kommer du nu?» — «Ja.» — «Læg dig så ned, så skal a snart gilde dig.» Den gang hun havde nu lagt sig ned, og han skal til det, så siger han: «Nej, det her ser galt ud, du er jo hulgildet; dig kan a slet ikke have med at bestille.» Så gik hun hjem igjen, og de var glade ved det både manden og konen, te det gik så godt. Så tænkte bjærgmanden ved sig selv: «Har han nu narret dig så godt, hvordan skal du så bære dig ad med at narre ham?» Så kom han ud til ham om dagen efter og siger: «Nu skal du jo have noget i jorden, kan vi ikke sætte kartofler til halvs?» — «Ja-a, det kan vi gjærne,» siger manden. Så sætter de kartofler. Da høstens dag kommer, siger bjærgmanden: «Hvordan skal vi nu skifte dem?» — «Ja, det skal du jo råde noget for,» siger manden til ham. «Ja, så vil a have det, der er oven jorden,» siger bjærgmanden. «For den gang kan du også få det,» siger manden. Han tog toppen lige så snært af i jorden, som han kunde, det gjorde bjærgmanden, og manden grov kartoflerne op. Kort efter siger han igjen til ham: «Hvad skal vi nu have sået i år?» — «Ja, det véd a snart ikke,» siger manden. «Ja, lad os så få sået rug.» Høstens dag kommer, så kommer bjærgmanden og siger: «Hvordan skal vi bytte det i år?» — «Ja, det skal du jo råde noget for.» — «Ja, i fjor blev a narret, da fik a kuns toppen, nu vil a have roden, så kan du tage det, der er oven jorden, og så vil a have det neden jorden.» Manden høstede nu rugen og tog det hjem, men bjærgmanden fik stubberne. Så siger han til ham: «Hvad skal vi nu have sået til næste år?» — «Havre!» siger manden. Nå, da høstens dag kommer, siger bjærgmanden: «Nu har du narret mig i to år, nu vil a ikke narres det tredje, nu har a både fået oven jorden og neden jorden, og a er narret hver gang.» — «Hvordan skal vi så skifte det?» — «Ja, hvem der kan komme med den skjønneste befordring, den skal have det alt sammen i år.» — «Ja, lad gå da!» siger manden. Da havren var høstet, så møder bjærgmanden med en træsko, der var to mus for. Manden kommer med hans kone og hans pige al støvsnøgne for en lille barnevogn. Så siger bjærgmanden: «Ja, nu har du narret mig i to år, og i år er a også narret, for sådan et par dyr har a aldrig set, så fede, som de er, og så godt, som du har røgtet dem, der er ikke et hår på dem nogne steder,» siger bjærgmanden. «Ja, nu vil a sige dig farvel, a er narret hver gang, nu vil vi ikke så til halvs mere.» Bjærgmanden kjørte hjem til höjen, og manden kjørte hans havre hjem. Siden véd a ikke, de har haft noget sammen, de to.
		+
		+	''Erik Jensen, Feldborg''.
		+
		+
		+	1420. En fattig bonde, der ikke vidste, hvordan han skulde komme ud af at svare enhver sit, gik i kompagniskab med trolden om at drive gården. Trolden skulde give ham to hundrede daler i forskud, og så skulde de siden dele udbyttet. Det første år såede de hele lodden til med byg, som voksede godt; trolden vilde have den del, der voksede under jorden, og det fik han, han var selv med at høste og var en rask høstkarl. Da de pløjede stubben, skulde trolden pille rødderne op som sin del; men han indså snart, at han havde gjort en dårlig akkord, og lod rødderne ligge. «Næste år vil jeg have, hvad der groer over jorden, » sagde han, og det blev de også enige om. Nu såede de gulerødder; trolden fik toppen, og bonden roden, så trolden blev atter skuffet. Det tredje år skulde han igjen have, hvad der voksede under jorden, og det blev de atter enige om. Nu såede de hør, hvoraf bonden fik stængelen, og den anden roden. Det fjerde år vilde trolden have, hvad der voksede over jorden. De lagde da kartofler, og han gik og glædede sig over den dejlige top, de kjønne blomster og de mange kartoffelæbler — for det var, inden kartoffelsygdommen kom ind i landet. Han fik jo en hel hob top, men han så nok, at bonden fik den bedste del; toppen lå og brændte sammen, og æblerne rådnede, men bonden kunde fodre sit kvæg med kartoflerne hele vinteren. Nu gik trolden og brummede over dette her, og påstod, at bonden havde narret ham. «Du har jo fået ganske efter dit eget forlangende,» sagde bonden, og det kunde han ikke nægte. Imidlertid var trolden bleven kjed af jordbedriften og vilde prøve noget andet. Det femte år fik bonden altså lov at dyrke sin jord, som han selv vilde, og nu skulde de i fællesskab have svin på olden. De kjøbte da hundrede magre grise i fællesskab, der alle hængte med halerne på et par stykker nær, og så tænkte trolden, at de med de hængende haler var de skrappeste, og forlangte, at han til efteråret vilde have alle dem, der havde disse lader. Det blev de også enige om, men manden vidste nok, hvad han vidste, om den ting. Da nu efteråret kom, var grisene blevne store fedesvin med krølle på halerne på én nær. Bonden drev sine ind i svinehuset. «Det er altså mine så nær som den ene sølle pjes der,» sagde han og gav den syge gris et lille rap over ryggen med en kvist. Det satte humør i den, så den også satte krølle på halen og løb ind til de andre. Trolden blev så snydevred over også at være bleven narret den gang, at han hævede kammeratskabet, og det syntes bonden godt om, ti nu kunde han ene klare sig i fremtiden.
		+
		+	''Chr. Weiss''.
		+
		+
		+	1421. En mand og en trold blev enige om at kjøbe et stykke jord i samling, men trolden måtte betale det, og manden skulde passe lodden. Det første år blev det bestemt, at der skulde fedes svin. Manden satte et svin derind, som havde krølle på halen, og trolden satte ni og halvfems derind, som alle havde slette haler. Men trolden kunde ikke tælle, han huskede derfor kun på, at alle de svin med krøllede haler tilhørte manden, de øvrige var hans. Da der så var gået et halvt års tid, skulde svinene deles. Men da var de blevne så fede, at de havde krøller på halen alle sammen, og manden fik derfor hele første års udbytte. Det andet år blev der lagt kartofler o. s. v. Rod og top. Tredje år blev der sået korn, og så omvendt. Blev vred og gav manden begge dele.
		+
		+	''Chr. R''.
		+
		+
		+	1422. Bonden og bjærgmanden satte svin til halvs med hinanden på skoven. Da disse var fedede, og delingen skulde gå for sig, spurgte bonden den anden, om han havde mærket sine. Trolden havde forsømt det og spurgte om bondens mærke. «A slog en krølle på halen af mine,» svarte han og fik nu alle de fede. Men bjærgmanden måtte lade sig nøje med en gammel mager so, hvis hale hang lige ned.
		+
		+	''H. Br''.
		+
		+
		+	1423. En bjærgmand og en bondemand boede i skjel sammen, så lejede de et stykke jord og havde det til fælles. Det første år blev de enige om at så rug i det. Men da de nu skulde til at høste, siger bjærgmanden: «Hvik vil du helst have, enten rod eller top?» — «Ja, det må du selv om,» siger bonden. Jo, han vilde da helst have roden, for det var det meste. Så blev det sådan. Bonden bjærgede kornet hjem og tærskede det, hvorpå han tog kjærnen og gav bjærgmanden halmen. Det andet år satte de kartofler, ti år vil a have toppen,» siger bjærgmanden, den gang de var modne. Ja, det kunde han da også gjærne få. Så tog de dem op, og bonden tog alle kartoflerne til sin part. Nu kunde bjærgmanden godt mærke, at han var bleven narret to gange. Så det tredje år da såede de havre i stykket Da tiden kom, det blev høstet, så vilde de begge to have toppen, for nu var bjærgmanden bleven så klog. De kunde ikke komme til rette om det på anden måde, end at han siger: «Ja, så kan vi mødes en dag og rives om det.» Det siger bonden ja til, og dagen bliver bestemt, da de skal mødes og rives med hinanden. Så går bonden og kommer i tanker om, te bjærgmandens negle de var for skarpe, han var bange for at blive reven ihjel, og det bliver han lidt urolig over. Så siger konen til ham: Hvad han gik og sørgede over? Det, tykte han, kunde ikke hjælpe at sige hende, men hun mente, hun var lige så klog som han, hun havde hjulpet ham så mange gange, og det kunde vel være, hun kunde også give ham et godt råd i det mindste. Ja, så siger han det da: I morgen så skulde han og bjærgmanden rives om deres havre, og han var ræd, te den andens negle var for skarpe, så han skulde blive reven ihjel. «Det skal du slet ikke bryde dig om,» siger konen, «det skal a nok afgjøre med bjærgmanden. Når du ser, han kommer, kan du gå op og lægge dig på loftet » Så anden dagen, da de ser bjærgmanden komme gående, render manden og derop og lægger sig al stille. Så kommer han ind og siger: «God dag!» Konen beder ham sidde ned. Han sidder lidt, så siger han: «Er jer mand ikke hjemme?» — «Nej, han er ikke,» siger hun, «men a tænker, han skal snart komme,» og dermed går hun hen og kiger ud ad vinduet, ligesom for at se efter ham. Så spørger han om, hvor han er henne. «Han er så mænd henne ved smeden.» — «Hvad mon han er der efter?» siger han. «Han er så mænd henne at få sine negle hvæssede.» siger konen. Så spørger han, om hun troer, de bliver skarpe. «Ja, det er a vis på,» siger hun, «de var skarpe i forvejen,» for hun og hendes mand havde levet sammen i atten år, og ingen vidste, de havde skiftet et ondt ord, «og nu i nat kom han til at rive mig i søvne.» Om det var meget? «Ja, det var ikke så lidt,» siger hun, og så tager hun klæderne op og viser ham det. «Ja, så kan du hilse din mand og sige ham, at jeg vil ikke rives med ham, han må godt beholde toppen.»
		+
		+	''Hans Kr. Pedersen''.
		+
		+
		+	1424. Der var en mand, der fæstede sig en stor plet øde hede, og han får jo et stort stykke brækket op og standet, men mangler til at så i det, og han var for fattig til at kjøbe noget sædekorn. Som han så går og er halv sørgmodig over det, for jorden var nu så godt standet, kommer der en lille mørk mand til ham en aften, han går og grubelerer, og spørger ham om, hvad han var så sørgmodig over. «Ja, hvad kan det nytte, a siger dig det, du er vel ikke mere velgjørende end andre.» Ja, det kunde han ikke vide, han havde da noget imellem hænder, «og du kunde jo da sige mig, hvad det er.» Ja, det, han manglede hårdest, det var da noget at så i hans jord. Det kunde den lille mand godt hjælpe ham med, han vilde lægge halv sæd til imod at få den halve afgrøde, men manden skulde besørge arbejdet udført Det var han tilfreds med, og så vilde han have kartofler i det først, og det blev vedtaget, at de skulde trække lod om, hvem der skulde have det, der var oven jorden. Så trækker den lille mand det korteste strå. Tiden går, til kartoflerne kommer til at stå i blomster, og de ser frodige ud. Så vilde den lille mand helst have toppen, og manden får da kartoflerne, den gang de blev modne. Det kunde den lille mand nu se, at det års avl ikke var lykkedes for ham, og så skulde det prøves med en anden sæd. Manden vilde have rug næst efter, og det blev bestemt, at det år skulde der ingen lodtrækning være, den lille mand vilde nu have det, der blev i jorden. Tiden kom, da rugen var moden, og så høster manden det og henter det hjem, den anden kunde tage hans, når han tykte til. Der blev jo vel lidt til ham, og han så nok, te nu var han snydt to år i træk, hvorfor han spekulerede på at få oprejsning. Nu havde husmanden jo haft en god avl, og så ønskede han at få bedre bygning, men havde ikke råd til det endnu. Så tilbyder den lille mand ham, han vil sætte ham en bygning helt i stand, imod at han skal tilhøre ham, når det blev færdigt, inden kokken galede. Det går han ind på. Så kom der jo folk af alle professioner om aftenen, og hver tog rask fat på sit arbejde. Manden gik oppe og så til, og han begyndte at gryve (grue) for den fart, det gik i. Da det er næsten færdigt, og kokken galer ikke, var han ved at komme i tanker om, det var en skidt husbonde, han vilde komme til at tjene. Nu vilde han gjærne have arbejdet standset og får da konen ud ad hønsehuset, hvor hun giver sig til at gale dygtig. Så begynder kokken også. Han galer én gang, anden gang og tredje gang, så var tiden udløben, og arbejdet var da så nær færdigt som at få en dør og to luger hængt. Dem kunde de aldrig siden holde lukkede. Så flyttede folkene ind i deres nye gård, de boede der med god lykke og havde siden evne til at drive deres ejendom.
		+
		+	''Jens Pedersen''.