Íslendingabók - Oversættelse - Revisjonshistorikk

Carsten på 27. mai 2020 kl. 05:48

2020-05-27T05:48:38Z

Carsten på 3. des. 2013 kl. 11:01

2013-12-03T11:01:51Z

Carsten på 26. nov. 2013 kl. 12:35

2013-11-26T12:35:51Z

Carsten på 26. nov. 2013 kl. 09:09

2013-11-26T09:09:16Z

Carsten på 22. nov. 2013 kl. 16:01

2013-11-22T16:01:34Z

Carsten på 21. nov. 2013 kl. 09:15

2013-11-21T09:15:20Z

Carsten på 17. nov. 2013 kl. 09:45

2013-11-17T09:45:08Z

Carsten på 16. nov. 2013 kl. 22:25

2013-11-16T22:25:01Z

Carsten på 9. nov. 2013 kl. 04:33

2013-11-09T04:33:21Z

Carsten på 8. nov. 2013 kl. 18:58

2013-11-08T18:58:26Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. mai 2020 kl. 05:48
Linje 10:		Linje 10:


		+	[[Fil:Reprint Add.jpg\|right\|210px\|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]]<br>
		+	[[Fil:Íslendingabók Cover.jpg\|thumb\|200px\|link=https://www.bod.dk/bogshop/islendingabok-finnur-jonsson-9788743010531\| <center>Finnur Jónsson: '''Íslendingabók''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]
	<center>Are hinn Froðe Þorgilsson<br><br>'''[[Íslendingabók (Finnur Jónsson)\|Íslendingabók]]'''		<center>Are hinn Froðe Þorgilsson<br><br>'''[[Íslendingabók (Finnur Jónsson)\|Íslendingabók]]'''

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | <b>Velg språk</b> !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Íslendingabók]]  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Oversættelse]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Íslendingabók]]  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Íslendingabók (Finnur Jónsson)]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 92: / Linje 92: @@
 &nbsp;&nbsp; Ketilbjörn landnamsmand, som bosatte sig sydpå på det øvre Mosfell, var fader til Teit, fader til Gizur den hvide, fader til Isleif, der var den første biskop i Skalholt, fader til biskop Gizur.
 <br>&nbsp;&nbsp; Hrollaug landnamsmand, som bosatte sig østerpå på Sida på Bredebolstad, var fader til Özur, fader til Tordis, moder til Hall på Sida, fader til Egil, fader til Torgerd, moder til Joan, som var den første biskop til Holar.
-<br>&nbsp;&nbsp; Auðr landnamskvinde, som bosatte sig vesterpå i Bredefjorden i Hvamm, var moder til Torstein den røde, fader til Oleif feilan, fader til Tord geller, fader til Torhild rype, moder til Tord hestehoved, fader til Karlsevne, fader til Snorre, fader til Ballfrid, moder til Torlak, der nu er biskop i Skalholt næst efter Gizur.
+<br>&nbsp;&nbsp; Auðr landnamskvinde, som bosatte sig vesterpå i Bredefjorden i Hvamm, var moder til Torstein den røde, fader til Oleif feilan, fader til Tord geller, fader til Torhild rype, moder til Tord hestehoved, fader til Karlsevne, fader til Snorre, fader til Hallfrid, moder til Torlak, der nu er biskop i Skalholt næst efter Gizur.
 <br>&nbsp;&nbsp; Helge den magre landnamsmand, som bosatte sig nordpå i Øfjorden i Kristnes, var fader til Helga, moder til Einar, fader til Eyjolf Valgerdssön, fader til Godmund, fader til Eyjolf, fader til Torstein, fader til Ketil, som nu er biskop til Holar næst efter Joan.

@@ Linje 81: / Linje 81: @@
 <br>&nbsp;&nbsp; Markus Skeggessön havde lovfremsigelsen næst efter Sighvat og overtog den den sommer, da Gizur havde været en vinter her i landet, og havde den i 24 somre. Efter hans meddelelse er alle lovsigemændenes virkeår skrevne i denne bog, (det vil sige) deres, der levede før den tid, jeg erindrer. Men ham fortalte hans broder Toraren, samt deres fader Skegge og flere (andre) vise mænd, deres virkeår, der levede før han kunde huske, efter hvad Bjarne den vise, deres farfader havde sagt; han huskede Toraren lovsigemand og 6 andre derefter.
 <br>&nbsp;&nbsp; Biskop Gizur var mere afholdt af alle landets mænd end nogen anden af dem, vi har kendt her i landet. På grund af den yndest han nød og hans og Sæmunds taler (formaninger) samt ved lovsigemanden Markus' støtte blev det lovtaget, at alle mænd talte og vurderede deres ejendele og svor, at de var rigtig vurderede, hvad enten det var jord eller løsøre, og udredede derefter tiende deraf. Det er et stort bevis for, hvor føjelige landets mænd var imod den mand, at han fik det udvirket, at alt gods, som der var i landet og landet selv blev edelig vurderet og tiende givet deraf, og det ved lov bestemt, at således skal det være, sålænge Island er bebygget. Gizur biskop lod også det ved lov bestemme, at den bispestol, der skulde være i Island, skulde være i Skalholt, men før var en sådan ingensteds, og han gav til bispesædet Skalholts land (tilliggende) og mange slags andre rigdomme, bestående både af jordegods og løsøre. Men da han fandt, at den stad var bleven stærk ved rigdom, bortskænkede han mere end en fjærdedel af sit bispedømme, for at der hellere skulde være to bispesæder her i landet end et, således som Nordlændingerne bad ham om. Før havde han ladet alle bønder her i landet tælle, og da var der i Østfjordingernes fjærding 7 hele hundreder, i Rangåmændenes 10, i Bredfjordingernes 9, og Øfjordingernes fjærding 12; ikke medregnede var de i hele Island, der ikke skulde betale tingrejseløn.
-<br>&nbsp;&nbsp; Ulvhedin, Gunnar den vises sön, overtog lovfremsigelsen efter Markus og havde den i 9 somre; så havde Bergtor Hrafnssön den i 6 [så havde Godmund Torgeirssön den i 12 somre]. Den første sommer, som Bergtor fremsagde loven, blev den nylov vedtagen, at vore love skulde skrives i bog hos Haflide Mårssön i løbet af den følgende vinter efter Bergtors og andre dertil valgte vise mænds foresigelse og råd. De skulde foreslå alle sådanne nylove, som de syntes var bedre end de gamle love; de skulde fremsiges den følgende sommer i lovretten, og alle de love. skulde holdes, som ikke et flertal af mænd (goderne) da gjorde indsigelse imod. Men det blev udvirket, at da blev Vigslode og meget andet af love optegnet og fremsagt i lovretten af gejstlige sommeren efter. Alle syntes godt derom og ingen kom med indsigelser derimod.
+<br>&nbsp;&nbsp; Ulvhedin, Gunnar den vises sön, overtog lovfremsigelsen efter Markus og havde den i 9 somre; så havde Bergtor Hrafnssön den i 6 [så havde Godmund Torgeirssön den i 12 somre]. Den første sommer, som Bergtor fremsagde loven, blev den nylov vedtagen, at vore love skulde skrives i bog hos Haflide Mårssön i løbet af den følgende vinter efter Bergtors og andre dertil valgte vise mænds foresigelse og råd. De skulde foreslå alle sådanne nylove, som de syntes var bedre end de gamle love; de skulde fremsiges den følgende sommer i lovretten, og alle de love skulde holdes, som ikke et flertal af mænd (goderne) da gjorde indsigelse imod. Men det blev udvirket, at da blev Vigslode og meget andet af love optegnet og fremsagt i lovretten af gejstlige sommeren efter. Alle syntes godt derom og ingen kom med indsigelser derimod.
 <br>&nbsp;&nbsp; Det skete også den første sommer, da Bergtor fremsagde loven, at Gizur biskop var på grund af sygdom ude af stand til at ride til tings. Da sendte han bud til altinget til sine venner og til høvdingerne, at man skulde bede Torlak, sön af Runolf, sön af Torleik, Hall i Haukadals broder, at han skulde lade sig bispevie. Men alle gjorde således som hans ord (ønske) var, og det opnåedes, fordi Gizur tidligere havde indtrængende bedt derom, og han (Torlak) rejste udenlands den sommer og kom tilbage den næstfølgende, og var da bleven viet til biskop. Gizur blev bispeviet, da han var 40 år; da var Gregor den 7. pave, men derpå var Gizur den følgende vinter i Danmark og kom sommeren efter hid til landet. Men da han, som hans fader, havde været 24 vintre biskop, blev Joan Ögmundssön viet til biskop, som den første til Holar. Da var han 54 vintre gammel. Men 12 vintre efter, da Gizur havde været 36 vintre biskop ialt, blev Torlak viet til biskop. Gizur lod ham vie til Skalholt bispesæde endnu medens han selv var i live. Da var Torlak 32 vintre gammel. Men biskop Gizur døde 30 nætter senere i Skalholt den 3. dag i ugen, den 28. maj.
 <br>&nbsp;&nbsp; Det samme år døde pave Paschalis den 2. för end Gizur, Baldvine konge i Jerusalem, Arnaldus, patriark i Jerusalem, og Sveakongen Philippus, og senere den samme sommer Grækernes konge Alexius. Da havde han været konge i Miklagård i 38 vintre. To vintre efter sluttede en måneperiode og en ny begyndte. Da havde Eystein og Sigurd været 17 vintre konger i Norge efter deres fader Magnus, sön af Olaf Haraldssön. Det var 120 vintre efter Olaf Tryggvasöns fald, men 250 efter Eadmund, Anglernes konges drab, men 516 vintre efter pave Gregors død, han som fik kristendommen indført i England efter hvad der bliver beregnet. Men han døde i kejser Fokas 2. regeringsår, 604 vintre efter Kristi fødsel, efter almindelig tidsregning. Det bliver ialt 1120 år.

@@ Linje 80: / Linje 80: @@
 &nbsp;&nbsp; X. Gizur biskop, sön af Isleif, blev viet til biskop efter landets mænds ønske i kong Olaf Haraldssöns (kyrres) dage, 2 vintre efter at Isleif døde. Deraf var han den ene vinter her i landet, den anden i Götland. Da blev hans navn udtalt som Gisrød. Det fortalte han mig.
 <br>&nbsp;&nbsp; Markus Skeggessön havde lovfremsigelsen næst efter Sighvat og overtog den den sommer, da Gizur havde været en vinter her i landet, og havde den i 24 somre. Efter hans meddelelse er alle lovsigemændenes virkeår skrevne i denne bog, (det vil sige) deres, der levede før den tid, jeg erindrer. Men ham fortalte hans broder Toraren, samt deres fader Skegge og flere (andre) vise mænd, deres virkeår, der levede før han kunde huske, efter hvad Bjarne den vise, deres farfader havde sagt; han huskede Toraren lovsigemand og 6 andre derefter.
-<br>&nbsp;&nbsp; Biskop Gizur var mere afholdt af alle landets mænd end nogen anden af dem, vi har kendt her i landet. På grund af den yndest han nød og hans og Sæmunds taler (formaninger) samt ved lovsigemanden Markus' støtte blev det lovtaget, at alle mænd talte og vurderede deres ejendele og svor, at de var rigtig vurderede, hvad enten det var jord eller løsøre, og udredede derefter tiende deraf. Det er et stort bevis for, hvor føjelige landets mænd var imod den mand, at han fik det udvirket, at alt gods, som der var i landet og landet selv blev edelig vurderet og tiende givet deraf, og det ved lov bestemt, at således skal det være, sålænge Island er bebygget. Gizur biskop lod også det ved lov bestemme, at den bispestol, der skulde være i Island, skulde være i Skalholt, men før var en sådan ingensteds, og han gav til bispesædet Skalholts land (tilliggende) og mange slags andre rigdomme, bestående både af jordegods og løsøre. Men da han fandt, at den stad var bleven stærk ved rigdom, bortskænkede han mere end en fjærdedel af sit bispedømme, for at der hellere skulde være to bispesæder her i landet end et, således som Nordlændingerne bad ham om. Før havde han ladet alle bønder her i landet trelle, og da var der i Østfjordingernes fjærding 7 hele hundreder, i Rangåmændenes 10, i Bredfjordingernes 9, og Øfjordingernes fjærding 12; ikke medregnede var de i hele Island, der ikke skulde betale tingrejseløn.
+<br>&nbsp;&nbsp; Biskop Gizur var mere afholdt af alle landets mænd end nogen anden af dem, vi har kendt her i landet. På grund af den yndest han nød og hans og Sæmunds taler (formaninger) samt ved lovsigemanden Markus' støtte blev det lovtaget, at alle mænd talte og vurderede deres ejendele og svor, at de var rigtig vurderede, hvad enten det var jord eller løsøre, og udredede derefter tiende deraf. Det er et stort bevis for, hvor føjelige landets mænd var imod den mand, at han fik det udvirket, at alt gods, som der var i landet og landet selv blev edelig vurderet og tiende givet deraf, og det ved lov bestemt, at således skal det være, sålænge Island er bebygget. Gizur biskop lod også det ved lov bestemme, at den bispestol, der skulde være i Island, skulde være i Skalholt, men før var en sådan ingensteds, og han gav til bispesædet Skalholts land (tilliggende) og mange slags andre rigdomme, bestående både af jordegods og løsøre. Men da han fandt, at den stad var bleven stærk ved rigdom, bortskænkede han mere end en fjærdedel af sit bispedømme, for at der hellere skulde være to bispesæder her i landet end et, således som Nordlændingerne bad ham om. Før havde han ladet alle bønder her i landet tælle, og da var der i Østfjordingernes fjærding 7 hele hundreder, i Rangåmændenes 10, i Bredfjordingernes 9, og Øfjordingernes fjærding 12; ikke medregnede var de i hele Island, der ikke skulde betale tingrejseløn.
 <br>&nbsp;&nbsp; Ulvhedin, Gunnar den vises sön, overtog lovfremsigelsen efter Markus og havde den i 9 somre; så havde Bergtor Hrafnssön den i 6 [så havde Godmund Torgeirssön den i 12 somre]. Den første sommer, som Bergtor fremsagde loven, blev den nylov vedtagen, at vore love skulde skrives i bog hos Haflide Mårssön i løbet af den følgende vinter efter Bergtors og andre dertil valgte vise mænds foresigelse og råd. De skulde foreslå alle sådanne nylove, som de syntes var bedre end de gamle love; de skulde fremsiges den følgende sommer i lovretten, og alle de love. skulde holdes, som ikke et flertal af mænd (goderne) da gjorde indsigelse imod. Men det blev udvirket, at da blev Vigslode og meget andet af love optegnet og fremsagt i lovretten af gejstlige sommeren efter. Alle syntes godt derom og ingen kom med indsigelser derimod.
 <br>&nbsp;&nbsp; Det skete også den første sommer, da Bergtor fremsagde loven, at Gizur biskop var på grund af sygdom ude af stand til at ride til tings. Da sendte han bud til altinget til sine venner og til høvdingerne, at man skulde bede Torlak, sön af Runolf, sön af Torleik, Hall i Haukadals broder, at han skulde lade sig bispevie. Men alle gjorde således som hans ord (ønske) var, og det opnåedes, fordi Gizur tidligere havde indtrængende bedt derom, og han (Torlak) rejste udenlands den sommer og kom tilbage den næstfølgende, og var da bleven viet til biskop. Gizur blev bispeviet, da han var 40 år; da var Gregor den 7. pave, men derpå var Gizur den følgende vinter i Danmark og kom sommeren efter hid til landet. Men da han, som hans fader, havde været 24 vintre biskop, blev Joan Ögmundssön viet til biskop, som den første til Holar. Da var han 54 vintre gammel. Men 12 vintre efter, da Gizur havde været 36 vintre biskop ialt, blev Torlak viet til biskop. Gizur lod ham vie til Skalholt bispesæde endnu medens han selv var i live. Da var Torlak 32 vintre gammel. Men biskop Gizur døde 30 nætter senere i Skalholt den 3. dag i ugen, den 28. maj.

@@ Linje 76: / Linje 76: @@
 &nbsp;&nbsp; IX. Isleif, sön af Gizur den hvide, blev viet til biskop i Harald, Norges konges tid, han der var sön af Sigurd, sön af Halfdan, sön af Sigurd hrise, sön af Harald hårfagre. Men da høvdinger og andre gode mænd så, at Isleif var langt dygtigere end andre gejstlige, der fandtes i dette land, overdrog mange ham deres sönner til undervisning og lod dem præstevie. Deraf blev senere to viet til biskopper, Koll, der var østerpå i Viken, og Joan (biskop) til Holar. Isleif havde 3 sönner, der alle blev dygtige høvdinger, biskop Gizur og Teit præst, fader til Hall, og Torvald. Teit blev opfostret af Hall i Haukadal, den mand, om hvem alles dom var ens, (nemlig) at han var den gavmildeste og mest udmærkede i alt godt af ulærde folk her i landet. Jeg kom også til Hall 7 vintre gammel, en vinter efter at min farfader og fosterfader Geller Torkelssön døde, og jeg var der 14 vintre.
 <br>&nbsp;&nbsp; Gunnar den vise havde overtaget lovfremsigelsen, da Geller opgav den, og havde den 3 somre. så havde Kolbein Flosesön den i 6. Den sommer, han overtog den, faldt kong Harald i England. Så havde Geller den for anden gang i 3 somre, så Gunnar for anden gang en sommer, dernæst Sighvat Surtssön, Kolbeins søstersön, i 8. I de dage kom Sæmund Sigfussøn hjem til landet fra Frankland og lod sig derpå præstevie.
-<br>&nbsp;&nbsp; Isleif blev viet til biskop, da han var halvtres år, da var Leo IX. pave. Han var den følgende vinter i Norge og kom så her til landet, men han døde i Skalholt, da han havde været biskop ialt 24 år. Det fortalte Teit mig. Det var söndagen 6 nætter efter Peters og Pauls messe, 80 vintre efter Olaf Tryggvesöns fald. Der var jeg dengang hos min fostre Teit 12 vintre gammel, men Hall fortalte mig dette, han som både havde stærk hukommelse og var sanddru og som selv huskede da han blev døbt, at Tangbrand døbte ham 3 vintre gammel, men det var en vinter før end kristendom-men her blev lovtagen. Han stiftede bo 30 vintre gammel og bode 64 vintre i Haukadal og var 94 vintre gammel da han døde, men det var på biskop Martens dag i den 10. vinter efter biskop Isleifs død.
+<br>&nbsp;&nbsp; Isleif blev viet til biskop, da han var halvtres år, da var Leo IX. pave. Han var den følgende vinter i Norge og kom så her til landet, men han døde i Skalholt, da han havde været biskop ialt 24 år. Det fortalte Teit mig. Det var söndagen 6 nætter efter Peters og Pauls messe, 80 vintre efter Olaf Tryggvesöns fald. Der var jeg dengang hos min fostre Teit 12 vintre gammel, men Hall fortalte mig dette, han som både havde stærk hukommelse og var sanddru og som selv huskede da han blev døbt, at Tangbrand døbte ham 3 vintre gammel, men det var en vinter før end kristendommen her blev lovtagen. Han stiftede bo 30 vintre gammel og bode 64 vintre i Haukadal og var 94 vintre gammel da han døde, men det var på biskop Martens dag i den 10. vinter efter biskop Isleifs død.
 &nbsp;&nbsp; X. Gizur biskop, sön af Isleif, blev viet til biskop efter landets mænds ønske i kong Olaf Haraldssöns (kyrres) dage, 2 vintre efter at Isleif døde. Deraf var han den ene vinter her i landet, den anden i Götland. Da blev hans navn udtalt som Gisrød. Det fortalte han mig.

@@ Linje 69: / Linje 69: @@
 </blockquote>
-Men Gizur og de andre rejste, til de kom til det sted ved Ölfosssøen, der kaldes Vellandkatla; de sendte bud derfra til tinget om, at alle deres hjælpere skulde komme dem imøde, ti de havde erfaret, at deres fjender agtede at værge tingsletten for dem ved kamp. Men før end de red derfra, kom Hjalte ridende der og de, som var bleven tilbage med ham. Derpå red de ind på tingsletten; deres frænder og venner var i forvejen kommen dem i møde, som de havde ønsket. De hedenske mænd sluttede sig sammen fuldt bevæbnede, og det var så nær ved, at de vilde kæmpe, at man ikke kunde se nogen (anden) udvej. Men dagen efter gik Gizur og Hjalte til lovbjærget og fremførte der deres ærinde. Det siges, at det overgik alt andet, hvor fortrinlig de talte. Men derefter skete det, at bægge parter, den ene efter den anden, nævnede vidner og meldte sig ud af retsforbindelsen med den anden, de kristne og de hedenske, og gik så bort fra lovbjærget. Da bad de kristne Hall på Sida, at han skulde fremsige den lov, der skulde følge med (gælde for) kristendommen. Men han fik sig fritagen derfor hos dem, derved, at han for løn fik lovsigemanden Torgeir - men han var endnu hedensk - til at fremsige loven. Da folk nu kom til deres boder, lagde Torgeir sig ned og bredte en skindkappe over sig og lå (således) hele den dag og den følgende nat uden at sige et ord. Men om morgenen efter rejste han sig op og sendte bud omkring, at man skulde begive sig til lovbjærget. Da begyndte han, efter at folk var komne tilstede, sin tale og sagde, at han syntes at der var fare på færde, hvis ikke alle skulde have (leve under) en og samme lov i landet, og formanede på mange måder til, at det ikke skulde ske; han sagde, at det vilde føre til en sådan splid, at man tilvisse kunde gå ud fra, at deraf opstod sådanne kampe mellem folk, at det vilde lægge landet øde. Han fortalte om, at konger i Norge og Danmark (engang) havde haft ufred og kampe i lange tider med hinanden, indtil landets indbyggere sluttede fred indbyrdes mellem dem, hvad enten de vilde eller ej. Men deraf fulgte, at på stedet (kort tid efter) sendte de hinanden kostbarheder, og freden holdt sig sålænge de levede - »og nu synes jeg det rådeligst, sagde han, at vi heller ikke lader dem råde, der stærkest vil gå imod hinanden, men lad os mægle således mellem bægge parter, at de hver for sig opnår noget efter deres ønske; lad os alle have en og samme lov og en og samme tro. Det vil blive sandhed, at når vi har revet loven itu, bryder vi også freden itu«. Han sluttede sin tale således, at begge parter gik ind på, at alle skulde have en og samme lov og den, som han vilde fremsige. Da blev det vedtaget som lov, at alle de, som i forvejen ikke var bleven døbte her i landet, skulde være kristne og tage imod dåben. Men angående börns udsættelse og nydelse af hestekød skulde den gamle lov (fremdeles) gælde, og man skulde have lov til at blote i al hemmelighed, hvis man vilde, men ifalde 3 års landflygtighed, hvis man fik vidner derpå, Nogle få vintre senere blev imidlertid dette hedenskab, som alt andet, fjærnet. Disse tildragelser, hvorledes kristendommen blev indført i Island, fortalte Teit mig. Men Olaf Tryggvasön faldt den samme sommer efter Sæmund præsts fortælling. Da kæmpede han med Danerkongen Sven Haraldssön og Sveakongen Olaf den svenske Erikssön i Upsala, og Erik Hakonssön, som så blev .jarl over Norge. Det var 130 år efter Eadmunds drab, men 1000 år efter Kristi fødsel ifølge almindelig tidsregning.
+Men Gizur og de andre rejste, til de kom til det sted ved Ölfosssøen, der kaldes Vellandkatla; de sendte bud derfra til tinget om, at alle deres hjælpere skulde komme dem imøde, ti de havde erfaret, at deres fjender agtede at værge tingsletten for dem ved kamp. Men før end de red derfra, kom Hjalte ridende der og de, som var bleven tilbage med ham. Derpå red de ind på tingsletten; deres frænder og venner var i forvejen kommen dem i møde, som de havde ønsket. De hedenske mænd sluttede sig sammen fuldt bevæbnede, og det var så nær ved, at de vilde kæmpe, at man ikke kunde se nogen (anden) udvej. Men dagen efter gik Gizur og Hjalte til lovbjærget og fremførte der deres ærinde. Det siges, at det overgik alt andet, hvor fortrinlig de talte. Men derefter skete det, at bægge parter, den ene efter den anden, nævnede vidner og meldte sig ud af retsforbindelsen med den anden, de kristne og de hedenske, og gik så bort fra lovbjærget. Da bad de kristne Hall på Sida, at han skulde fremsige den lov, der skulde følge med (gælde for) kristendommen. Men han fik sig fritagen derfor hos dem, derved, at han for løn fik lovsigemanden Torgeir - men han var endnu hedensk - til at fremsige loven. Da folk nu kom til deres boder, lagde Torgeir sig ned og bredte en skindkappe over sig og lå (således) hele den dag og den følgende nat uden at sige et ord. Men om morgenen efter rejste han sig op og sendte bud omkring, at man skulde begive sig til lovbjærget. Da begyndte han, efter at folk var komne tilstede, sin tale og sagde, at han syntes at der var fare på færde, hvis ikke alle skulde have (leve under) en og samme lov i landet, og formanede på mange måder til, at det ikke skulde ske; han sagde, at det vilde føre til en sådan splid, at man tilvisse kunde gå ud fra, at deraf opstod sådanne kampe mellem folk, at det vilde lægge landet øde. Han fortalte om, at konger i Norge og Danmark (engang) havde haft ufred og kampe i lange tider med hinanden, indtil landets indbyggere sluttede fred indbyrdes mellem dem, hvad enten de vilde eller ej. Men deraf fulgte, at på stedet (kort tid efter) sendte de hinanden kostbarheder, og freden holdt sig sålænge de levede - »og nu synes jeg det rådeligst, sagde han, at vi heller ikke lader dem råde, der stærkest vil gå imod hinanden, men lad os mægle således mellem bægge parter, at de hver for sig opnår noget efter deres ønske; lad os alle have en og samme lov og en og samme tro. Det vil blive sandhed, at når vi har revet loven itu, bryder vi også freden itu«. Han sluttede sin tale således, at begge parter gik ind på, at alle skulde have en og samme lov og den, som han vilde fremsige. Da blev det vedtaget som lov, at alle de, som i forvejen ikke var bleven døbte her i landet, skulde være kristne og tage imod dåben. Men angående börns udsættelse og nydelse af hestekød skulde den gamle lov (fremdeles) gælde, og man skulde have lov til at blote i al hemmelighed, hvis man vilde, men ifalde 3 års landflygtighed, hvis man fik vidner derpå, Nogle få vintre senere blev imidlertid dette hedenskab, som alt andet, fjærnet. Disse tildragelser, hvorledes kristendommen blev indført i Island, fortalte Teit mig. Men Olaf Tryggvasön faldt den samme sommer efter Sæmund præsts fortælling. Da kæmpede han med Danerkongen Sven Haraldssön og Sveakongen Olaf den svenske Erikssön i Upsala, og Erik Hakonssön, som så blev jarl over Norge. Det var 130 år efter Eadmunds drab, men 1000 år efter Kristi fødsel ifølge almindelig tidsregning.
 &nbsp;&nbsp; VIII. Disse er navnene på de fremmede biskopper, der har været her på Island, efter Teits meddelelse. Fredrik kom hertil i hedenskabets tid, men følgende har været her senere: Bjarnhard den bogkyndige 5 år, Kol nogle få år, Rudolf 19 år, Joan den irske få år, Bjarnhard 19 år, Henrik 2 år. Fremdeles kom her andre 5, der sagde sig at være biskopper: Arnulf og Godeskalk, samt 3 armeniske: Petrus og Abraham og Stephanus.

@@ Linje 62: / Linje 62: @@
 &nbsp;&nbsp; VI. Det land, som kaldes Grønland, fandtes og bebyggedes fra Island. Erik den røde hed en mand, fra Bredefjorden, som drog derhen herfra, og tog der land i besiddelse, hvor det siden hedder Eriksfjorden. Han gav landet navn og kaldte det Grønland, og sagde, at det vilde lokke folk til at komme derover, når landet havde et godt navn. De fandt der (tegn på) mænds ophold både øster- og vesterpå i landet, samt brudstykker af både og sådanne stenredskaber, at man deraf kunde forstå, at der havde færdedes den slags folk, som har befolket Vinland og som Grønlænderne kalder Skrælinger. Men det var 14 eller 15 vintre før end kristendommen blev indført her i landet, at han begyndte at bebygge landet, efter hvad den mand meddelte Torkel Gellessön i Grønland, som selv havde fulgt Erik den røde derhen.
-&nbsp;&nbsp; VII. Kong Olaf sön af Tryggve, sön af Olaf, sön af Harald hårfagre, fik kristendommen indført i Norge og på Island. Han sendte her til landet den præst, der hed Tangbrand; han underviste her folk i kristentroen og døbte alle dem, som modtog den. Men Hall på Sida Torsteinssön lod sig tidlig døbe, så og Hjalte Skeggessön fra Tjorsådal og Gizur den hvide, sön af Teit Ketilbjørnssön fra Mosfell, samt mange andre høvdinger. Men flest var dog de, som talte derimod og nægtede (at tage ved troen). Men da Tangbrand havde været her en vinter eller to, drog han bort; da havde han dræbt 2 eller 3 mænd, som havde digtet nidvers om ham. Da han kom til Norge, fortalte han kong Olaf alt hvad der var overgået ham, og erklærede, at der var ringe udsigt til, at kristendommen vilde få indpas der i fremtiden. Olaf blev derover meget vred og truede med at ville lemlæste eller dræbe vore landsmænd, der da var i Norge. Den samme sommer kom til Norge Gizur og Hjalte og bevægede kongen til at lade dem [vore landsmænd] gå fri og lovede (til gengæld) påny at ville virke for, at man her skulde modtage kristendommen; de erklærede, at de ikke kunde vænte andet end at det vilde lade sig gøre. Sommeren derefter drog de østerfra og (med dem) den præst, som hed Tormod; de kom til Vestmannaøerne, da der var gået 10 uger af sommeren og hele rejsen var gået godt; det sagde Teit, at den mand, som selv var der, havde fortalt. Da var det blevet vedtaget som lov sommeren i forvejen, at folk skulde komme til altinget, når der var gået 10 uger af sommeren (19. el. 20. .juni), men indtil da var man mødt frem en uge tidligere. De tog straks til fastlandet og derpå til altinget, men bevægede Hjalte selvtolvte til at blive tilbage i Laugardalen, fordi han sommeren i forvejen var bleven dømt til 3 års fredløshed på grund af gudsbespottelse. Grundlaget derfor var, at han havde fremsagt følgende kvædling på lovbjærget:
+&nbsp;&nbsp; VII. Kong Olaf sön af Tryggve, sön af Olaf, sön af Harald hårfagre, fik kristendommen indført i Norge og på Island. Han sendte her til landet den præst, der hed Tangbrand; han underviste her folk i kristentroen og døbte alle dem, som modtog den. Men Hall på Sida Torsteinssön lod sig tidlig døbe, så og Hjalte Skeggessön fra Tjorsådal og Gizur den hvide, sön af Teit Ketilbjørnssön fra Mosfell, samt mange andre høvdinger. Men flest var dog de, som talte derimod og nægtede (at tage ved troen). Men da Tangbrand havde været her en vinter eller to, drog han bort; da havde han dræbt 2 eller 3 mænd, som havde digtet nidvers om ham. Da han kom til Norge, fortalte han kong Olaf alt hvad der var overgået ham, og erklærede, at der var ringe udsigt til, at kristendommen vilde få indpas der i fremtiden. Olaf blev derover meget vred og truede med at ville lemlæste eller dræbe vore landsmænd, der da var i Norge. Den samme sommer kom til Norge Gizur og Hjalte og bevægede kongen til at lade dem [vore landsmænd] gå fri og lovede (til gengæld) påny at ville virke for, at man her skulde modtage kristendommen; de erklærede, at de ikke kunde vænte andet end at det vilde lade sig gøre. Sommeren derefter drog de østerfra og (med dem) den præst, som hed Tormod; de kom til Vestmannaøerne, da der var gået 10 uger af sommeren og hele rejsen var gået godt; det sagde Teit, at den mand, som selv var der, havde fortalt. Da var det blevet vedtaget som lov sommeren i forvejen, at folk skulde komme til altinget, når der var gået 10 uger af sommeren (19. el. 20. juni), men indtil da var man mødt frem en uge tidligere. De tog straks til fastlandet og derpå til altinget, men bevægede Hjalte selvtolvte til at blive tilbage i Laugardalen, fordi han sommeren i forvejen var bleven dømt til 3 års fredløshed på grund af gudsbespottelse. Grundlaget derfor var, at han havde fremsagt følgende kvædling på lovbjærget:
 <blockquote>