Øfjords syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 11. jul. 2015 kl. 17:09

2015-07-11T17:09:13Z

Carsten på 11. jul. 2015 kl. 15:29

2015-07-11T15:29:19Z

Carsten på 18. feb. 2014 kl. 17:27

2014-02-18T17:27:56Z

Carsten på 4. feb. 2014 kl. 22:05

2014-02-04T22:05:49Z

Vis endringer

Carsten på 7. jan. 2014 kl. 10:10

2014-01-07T10:10:36Z

Vis endringer

Carsten på 18. des. 2013 kl. 05:38

2013-12-18T05:38:15Z

Vis endringer

Carsten på 18. des. 2013 kl. 05:30

2013-12-18T05:30:55Z

Carsten på 17. des. 2013 kl. 15:38

2013-12-17T15:38:27Z

Carsten på 17. des. 2013 kl. 15:36

2013-12-17T15:36:45Z

Carsten på 17. des. 2013 kl. 15:21

2013-12-17T15:21:37Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. jul. 2015 kl. 17:09
Linje 255:		Linje 255:


−	Få Grimsø har der dannet sig sagn om, at landnamsmanden Grim skal have bot i ''Grenevig'' (Grenivík — øens sydligste gård) og bygget et hov på klippekanten dér, på et sted, som senere benævntes ''Kirkehól'' (Kirkjuhóll); bygningen kastedes senere af en storm i søen, og et hov byggedes derefter på ''Miðgarðar'' (præstegården). Dette hov forandredes senere efter til en kirke, som længe efter indviedes af biskop Gudmund under dennes ophold på øen; et fartøj, der skal have forfulgt ham, gik under midt i sundet (ɔ: »Grímseyjarsund«, nu Flateyjarleið), på et sted, som derefter benævnes »Sturlungaboðar«.	+	På Grimsø har der dannet sig sagn om, at landnamsmanden Grim skal have bot i ''Grenevig'' (Grenivík — øens sydligste gård) og bygget et hov på klippekanten dér, på et sted, som senere benævntes ''Kirkehól'' (Kirkjuhóll); bygningen kastedes senere af en storm i søen, og et hov byggedes derefter på ''Miðgarðar'' (præstegården). Dette hov forandredes senere efter til en kirke, som længe efter indviedes af biskop Gudmund under dennes ophold på øen; et fartøj, der skal have forfulgt ham, gik under midt i sundet (ɔ: »Grímseyjarsund«, nu Flateyjarleið), på et sted, som derefter benævnes »Sturlungaboðar«.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. jul. 2015 kl. 15:29
Linje 182:		Linje 182:


−	[[Fil:WGC.303.jpg\|thumb\|450px\|right\|<center>'''Búðargil, Akureyri.''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Lidt syd for tunet ved Grund ligger i engen en langagtig, lav høj ''Spjaldhage'' (Spjaldhagi), der mindes som et fordums ''tingsted.''	+	[[Fil:WGC.303.jpg\|thumb\|450px\|right\|<center>'''Búðargil, Akureyri.''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Lidt syd for tunet ved Grund ligger i engen en langagtig, lav høj ''Spjaldhage'' (Spjaldhagi), der mindes som et fordums ''tingsted.'' Af tomter ses her intet spor; dog vil sognebekr. vide, at her skal have været en »domring«. Den antkv. indb. beretter, at her har været holdt ''tre hreppers ting'' og eksekveret dødsstraffe. De dømte er rimeligvis blevne aflivede ikke langt herfra, ved gården Möðrufell, hvor en ''Gálghamar'' forefindes og et halshugningssted har været påvist. Disse omstændigheder tyder på, at der her er tale om et tingsted fra nyere tid; at der i frihedstiden har været holdt ting her, vides derimod ikke. År 1372 omtale annalerne et stort ting på Spjaldhage; også ved årene 1491 og 1569 nævnes Spjaldhage som tingsted, — 1553 som »almindeligt tre hreppers ting« (se den Arnamagnæanske diplomsamling LIII, 3).
−
−
−	Af tomter ses her intet spor; dog vil sognebekr. vide, at her skal have været en »domring«. Den antkv. indb. beretter, at her har været holdt ''tre hreppers ting'' og eksekveret dødsstraffe. De dømte er rimeligvis blevne aflivede ikke langt herfra, ved gården Möðrufell, hvor en ''Gálghamar'' forefindes og et halshugningssted har været påvist. Disse omstændigheder tyder på, at der her er tale om et tingsted fra nyere tid; at der i frihedstiden har været holdt ting her, vides derimod ikke. År 1372 omtale annalerne et stort ting på Spjaldhage; også ved årene 1491 og 1569 nævnes Spjaldhage som tingsted, — 1553 som »almindeligt tre hreppers ting« (se den Arnamagnæanske diplomsamling LIII, 3).

@@ Linje 272: / Linje 272: @@
 <br><br>
 <center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>
 ----

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. des. 2013 kl. 05:30
Linje 234:		Linje 234:


−	[[Fil:WGC.304.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Akureyri set fra fjorden.''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]Den nævnte lille å Tværå danner grænsen mellem to sogne (dog bægge forenede med Ravnegilssogn vest for åen) og to småbygder; strækningen syd for til noget syd for Munketværå kaldes ''Stadarbygd'' (Staðarbygð), stykket nord for Tværå ud til fjorden ''Kaupangssvejt'' (Kaupángssveit). Kaupangssvejten, der er sid og fugtig, må svare til det i VGl. (og Vem.) nævnte '''Fiskilækjarhverve''' (''Fiskilækjarhverfi''), navnene Fiskilækr og et derefter benævnt fjæld Fiskilækarfjall er endnu bevarede. Fjældstrækningen, som begrænser denne bygd mod øst, kaldes '''Vadlahede''' (''Vaðla-, Vöðla- og Vöðluheiðr'', nu — ''heiði''). Over fjældet eller fjældheden fører to veje, bægge til Fnjoskadal i Sønder-Tingø syssel. Den ene. ''Tingmannavej'' (Þíngmannavegr), udgår omtrent ved fjordens sydøstlige hjørne og ligger herfra i nordøstlig retning over heden. Den anden, ''Bildsåkardsvejen'', (Bíldsárskarðsvegr) går tæt forbi den noget sydligere stående gård Kaupang. ''Bildsåen'' (Bíldsá), hvorefter denne vej benævnes, er en lille, fra en kløft i fjældet kommende å, der forbi nordsiden af Kaupangs tun søger sig vej ned til Øfjordså. I følge Ldn. (s. 207) sad Helge den magre efter sin ankomst til Island en vinter ved Bildså. Om der nogen sinde har været en gård af dette navn er uvist; nu findes i alt fald ingen. Lidt sydligere end Bildsåkløften ses en anden noget større kløft (i fjældet, som her kaldes Fiskilækjarfjall), hvorigennem vandløbet ''Fiskilæk'' (Fiskilækr) løber ned og søger udløb i Øfjordså lidt syd for Kaupang. Ikke heller af dette navn findes nogen gård, hvad man i følge Ldn. kunde tro. Den temlig lavt i skråningen under Vadlahede liggende gård '''Kaupang''' (''~~Kaupångr~~'' ɔ: Købing) får ved den omtale, stedet er genstand for i flere sagaer, en særlig betydning. I VGl. (s. 394 ffg.) fortælles om en kamp på selve tinget, som Glum en gang havde at bestå, da han skulde indvie høsttinget, og der siges der, at tingstedet er øst for fjorden kort fra Kaupang. At dette tingsted har været egnens vårtingssted '''Vadla-ting''' (''Vöðla-, Vöðluþing''), fremgår ikke alene af Ldn. (E. s. 209-10), der omtaler samme begivenhed som foregået på Vadlating, men ogsaa af en beretning i Vem., hvoraf det ses, at Vadlating lå ved eller »i« Kaupang, — ti Kaupang synes virkelig her at tages som navnet på mere end en gård. Der fortælles (Vem. s. 274) om en mand fra Tingø syssel, der optræder forklædt (selve sagaens hovedperson Vemund), at han agter sig til Vadlating; han rejser nu, til han kommer »i Kaupang« til en mand, som hed Tord, en velstående bonde, der boede på '''Vellir'''; her vil han afvænte tingets begyndelse og beder bonden om arbejde. Han bliver nu sat til at bygge et gærde om tunet, for at forhindre tingmændenes heste i at græsse på tunet. Men den fremmede benytter lejligheden til at ødelægge en af sine uvenners bodtomter og narre hans folk til at skære græstørv til istandsættelsen på bondens tun, — for således at kunne få en retssag ud af det hele. — Ved siden af den oplysning om Vadlatings beliggenhed, som dette sted giver, medfører beretningen ved den måde, hvorpå Vellir og Kaupang omtales, nye vanskeligheder. Nogen gård Vellir kendes ikke her omkring. I tunet ved Kaupang findes vel et par ødehjålejer; men at Vellir skulde have været en husmandsplads, passer kun dårlig med sagaens omtale af den dér boende bonde. Endvidere ligger det fordums tingsted (altså Vadlating), der er vel kendt, ikke umiddelbart ved Kaupang, hvor der ikke er spor af bodtomter, men noget nordligere. Vil man holde sig til fremstillingen i Vem., må man derfor snarest antage, at ordet »kaupángr«, der betyder »købstad«, »handelsplads«, her ikke oprindelig har betegnet nogen enkelt gård, men den nærmeste strækning sydøst for fjorden. Men rimeligere er det vel, at fremstillingen i Vem. grunder sig på en fejllæsning af eller fejlskrift i det til grund liggende håndskrift; oprindelig har der formodenlig i teksten stået, at Tord boede »i Kaupang på ''volden'' (ɔ: tingvolden, tingstedet)«, en beretning, som da måtte skyldes en forfatter, som ikke personlig kendte de særlige forhold. Også i Ljosv. (s. 76) nævnes Kaupang, men på en måde, der intet afgør; der angives, at et forårsmøde, som i ældre tid var ved Hals (ST.), ''nu'' (på sagaens affattelsestid) er i Kaupang.	+	[[Fil:WGC.304.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Akureyri set fra fjorden.''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]Den nævnte lille å Tværå danner grænsen mellem to sogne (dog bægge forenede med Ravnegilssogn vest for åen) og to småbygder; strækningen syd for til noget syd for Munketværå kaldes ''Stadarbygd'' (Staðarbygð), stykket nord for Tværå ud til fjorden ''Kaupangssvejt'' (Kaupángssveit). Kaupangssvejten, der er sid og fugtig, må svare til det i VGl. (og Vem.) nævnte '''Fiskilækjarhverve''' (''Fiskilækjarhverfi''), navnene Fiskilækr og et derefter benævnt fjæld Fiskilækarfjall er endnu bevarede. Fjældstrækningen, som begrænser denne bygd mod øst, kaldes '''Vadlahede''' (''Vaðla-, Vöðla- og Vöðluheiðr'', nu — ''heiði''). Over fjældet eller fjældheden fører to veje, bægge til Fnjoskadal i Sønder-Tingø syssel. Den ene. ''Tingmannavej'' (Þíngmannavegr), udgår omtrent ved fjordens sydøstlige hjørne og ligger herfra i nordøstlig retning over heden. Den anden, ''Bildsåkardsvejen'', (Bíldsárskarðsvegr) går tæt forbi den noget sydligere stående gård Kaupang. ''Bildsåen'' (Bíldsá), hvorefter denne vej benævnes, er en lille, fra en kløft i fjældet kommende å, der forbi nordsiden af Kaupangs tun søger sig vej ned til Øfjordså. I følge Ldn. (s. 207) sad Helge den magre efter sin ankomst til Island en vinter ved Bildså. Om der nogen sinde har været en gård af dette navn er uvist; nu findes i alt fald ingen. Lidt sydligere end Bildsåkløften ses en anden noget større kløft (i fjældet, som her kaldes Fiskilækjarfjall), hvorigennem vandløbet ''Fiskilæk'' (Fiskilækr) løber ned og søger udløb i Øfjordså lidt syd for Kaupang. Ikke heller af dette navn findes nogen gård, hvad man i følge Ldn. kunde tro. Den temlig lavt i skråningen under Vadlahede liggende gård '''Kaupang''' (''Kaupángr'' ɔ: Købing) får ved den omtale, stedet er genstand for i flere sagaer, en særlig betydning. I VGl. (s. 394 ffg.) fortælles om en kamp på selve tinget, som Glum en gang havde at bestå, da han skulde indvie høsttinget, og der siges der, at tingstedet er øst for fjorden kort fra Kaupang. At dette tingsted har været egnens vårtingssted '''Vadla-ting''' (''Vöðla-, Vöðluþing''), fremgår ikke alene af Ldn. (E. s. 209-10), der omtaler samme begivenhed som foregået på Vadlating, men ogsaa af en beretning i Vem., hvoraf det ses, at Vadlating lå ved eller »i« Kaupang, — ti Kaupang synes virkelig her at tages som navnet på mere end en gård. Der fortælles (Vem. s. 274) om en mand fra Tingø syssel, der optræder forklædt (selve sagaens hovedperson Vemund), at han agter sig til Vadlating; han rejser nu, til han kommer »i Kaupang« til en mand, som hed Tord, en velstående bonde, der boede på '''Vellir'''; her vil han afvænte tingets begyndelse og beder bonden om arbejde. Han bliver nu sat til at bygge et gærde om tunet, for at forhindre tingmændenes heste i at græsse på tunet. Men den fremmede benytter lejligheden til at ødelægge en af sine uvenners bodtomter og narre hans folk til at skære græstørv til istandsættelsen på bondens tun, — for således at kunne få en retssag ud af det hele. — Ved siden af den oplysning om Vadlatings beliggenhed, som dette sted giver, medfører beretningen ved den måde, hvorpå Vellir og Kaupang omtales, nye vanskeligheder. Nogen gård Vellir kendes ikke her omkring. I tunet ved Kaupang findes vel et par ødehjålejer; men at Vellir skulde have været en husmandsplads, passer kun dårlig med sagaens omtale af den dér boende bonde. Endvidere ligger det fordums tingsted (altså Vadlating), der er vel kendt, ikke umiddelbart ved Kaupang, hvor der ikke er spor af bodtomter, men noget nordligere. Vil man holde sig til fremstillingen i Vem., må man derfor snarest antage, at ordet »kaupángr«, der betyder »købstad«, »handelsplads«, her ikke oprindelig har betegnet nogen enkelt gård, men den nærmeste strækning sydøst for fjorden. Men rimeligere er det vel, at fremstillingen i Vem. grunder sig på en fejllæsning af eller fejlskrift i det til grund liggende håndskrift; oprindelig har der formodenlig i teksten stået, at Tord boede »i Kaupang på ''volden'' (ɔ: tingvolden, tingstedet)«, en beretning, som da måtte skyldes en forfatter, som ikke personlig kendte de særlige forhold. Også i Ljosv. (s. 76) nævnes Kaupang, men på en måde, der intet afgør; der angives, at et forårsmøde, som i ældre tid var ved Hals (ST.), ''nu'' (på sagaens affattelsestid) er i Kaupang.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. des. 2013 kl. 15:38
Linje 16:		Linje 16:


−	<big><big>'''Øfjords syssel'''</big><br>Eyjafjarðar sýsla</big><br><small>[Indbyggerantal c. 5000]</small>	+	<big><big>'''Øfjords syssel'''</big><br>Eyjafjarðar sýsla</big><br><small>[Indbyggerantal c. 5000]</small></center>

−
−	~~<br>'''<FONT COLOR=red>Siden er under opbygning. Teksten er ufuldstændig!</FONT COLOR=red>'''</center>~~

@@ Linje 184: / Linje 184: @@
-Lidt syd for tunet ved Grund ligger i engen en langagtig, lav høj ''Spjaldhage'' (Spjaldhagi), der mindes som et fordums ''tingsted.''
+[[Fil:WGC.303.jpg|thumb|450px|right|<center>'''Búðargil, Akureyri.''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]Lidt syd for tunet ved Grund ligger i engen en langagtig, lav høj ''Spjaldhage'' (Spjaldhagi), der mindes som et fordums ''tingsted.''
@@ Linje 212: / Linje 212: @@
-Fra Mødrevold ligger vejen nord efter langs fjældskråningens nedre del øst for åen; fjældene er her ikke høje, men sønderdelte ved flere smådale; engstrækningen langs åen og i det hele lavlandet bliver fugtigere og mere moseartet, jo længre man kommer ud efter. — Omtrent ud for Djupedalsåens udløb i Øfjordså ligger øst for åen en større græs- og stenhøj ''Arnarhóll'', der i Ldn. (s. 221-22) er nævnt som grænseskel; syd for denne høj vises tomterne af '''Videnæs''' (''Víðines''), hvor Hlenne den gamle i følge VGl. boede. I A. M. anføres Videnæs som ødehjåleje fra Øxnafell (VGl.) i en gård, som ligger lidt østligere, højere oppe i skrænten. Efter at på vejen nord efter tre nær ved hinanden liggende gårde er passerede møder man, omtrent lige over for Grund, de to gårde '''Hamar(r)''' med den mellemliggende og noget højere i skrænten stående gård ''Kamb(r)'', VGl.'s '''Hanakamb(r)''', hvor Gudmund den riges og broderen Ejnars moder boede, den gang sønnerne fortrængte Glum fra hans fædrenegård Tværå; sydligst ligger Store Hamar, — hvilken af de to gårde Hamar der er det i VGl. nævnte Hamar, er ikke let at se <ref>Pastor Thorlacius i Saurbæ omtaler i et brev til Finn Magnusson (12/6 1828), at der hidtil på gården Store Hamar på hver side af hovedindgangen (karldyrr) havde stået en »højsædesstøtte« (öndvegissúla); de var runde og forsynede med en knap. — Navn af »højsædessøjler« kan dog næppe med rette have tilkommet dem; snarere har de vel svaret til hvad man i ældre tid kaldte »brandar«. — Sådanne »højsædesstøtter« i Øfjords syssel omtales nærmere i E. O. s. 690—91.</ref>. — Nord for Lille Hamar følger '''Hripkelsstad''' (''Hripkelsstaðir'', nu Refkelstaðir), ved Tværåens sydlige bred, og lige over for, nord for åen, den bekendte gård ''Munketværå''. På Hripkelsstad var der i følge VGl. (s. 335) et ''hov'' for guden Frey. Pladsen for dette vil man endnu påvise i tunet nord for gården, hvor en høj skyder sig frem mod det lavere foran liggende land. I dennes vestligste del ses en ikke stor firkantet tomt; tidligere har fjoset (kostalden) stået her, og traditionen vil, at fjoset netop skal være bleven sat på gudehusets plads. — Den nævnte lille å ''Tværå'' (Þverá) har sit udspring fra en lille dal i fjældstrækningen øst for gården Munketværå; fra sydøst får den et større tilløb fra Mjadmådalen ved foreningen med den dalen gennemstrømmende ''Mjadmå'' (Mjaðmá). Lidt øst for Munketværå forene de to åer sig, idet Tværå umiddelbart før sammenløbet danner en temlig høj foss ''Goðafoss'' (som man i følge sagnet skal have ofret til), hvorefter de forenede åer under navnet Tværå fortsætter løbet langs sydsiden af gårdens tun og videre mod vest ud mod Øfjordså, hvor Tværå inden sit udløb i åen forgrener sig vidt over sletten i sten- og grusleje (ører). Den oven nævnte gård ''Munketværå'' (Múnkaþverá), i sagaerne alene '''Tværå''' (''Þverá'') eller bestemtere ''Øvre'' (Efri) Tværå, der naturligvis har taget navn af den forbiflydende å, hører til egnens bekendteste gårde. Viga-Glums saga handler for en stor om, hvorledes Glum, der var født arving til denne gård, må stride for at komme i uomtvistet besiddelse af denne sin fædrenearv, og så senere igen bliver fortrængt af Gudmund den mægtiges broder Ejnar, der hidtil havde bot på Saurbæ, men som efter denne gård sædvanlig benævnes Ejnar »Tværæing«. Hans sønnesøn Ejnar Jærnskeggesson, der spiller en rolle i den sidste del af Ljosvetninga saga, benævnes også med dette tilnavn. — År 1155 oprettedes på Tværå et benediktinermunkekloster, som bestod til reformationen, da det inddroges under kronen, men hvorom gårdens senere benævnelse endnu minder. Blandt klosterets abbeder kan bemærkes den ved sine literære arbejder bekendte Berg Sokkesson (munk fra Tingøre) i begyndelsen af det 14de århundrede. År 1429 opbrændte under en heftig ildløs kirken og klosteret med alt inventarium; rimeligvis er det da også gået stærkt ud over håndskrifter og brevskaber, af hvilke sidste her i følge sagnet skal have været en rig samling. — Gården ligger på skråningens nederste og laveste del med engstrækninger foran sig. Kirken er ny og ret pyntelig, gården så ny, at intet gammelt er tilbage; og også traditionen er for største delen tabt <ref>På Munketværå fandtes (og findes vel endnu?) en runeligsten, som i følge sagnet var lagt over Elin »blåhose«, moder til biskop Jon Aresson, der var født, af fattig slægt, på en gård her i nærheden. Af stenens indskrift fremgår det imidlertid, at den vel er lagt i den katolske tid, men over en kvinde ved navn Vigdis Arnesdatter. — Indskriften er meddelt i Antkv. Ann. IV, s. 350-51.</ref>. — Ved Munketværå vil man påvise en hovtomt, ja oven i købet tillige en »blótkelda«; tomten ser imidlertid noget mistænkelig ud, og hele traditionen er vistnok opstået ved en misforståelse af kilderne. Ldn. fortæller vel, at der på øvre Tverå byggedes et stort hov, men af VGl. (s. 335) fremgår det tydelig, at dette, til Frey indviede, hov stod syd for åen på [det senere] Hripkelsstad, der vel da ikke var nogen selvstændig gård. I dette hov må det være, at Glums medbejler Torkel den høje ved sin fordrivelse fra Tværå ofrer en okse til Frey for at få hævn (VGl. s. 348); dette hov gjorde stedet så helligt, at ingen fredløs måtte opholde sig på Tværå (VGl. s. 371). Dette samme hov, der her kaldes hovet på Tværå, er et af de tre templer, hvori Glum aflægger sin bekendte renselsesed (VGl. s. 388) <ref>Medens ellers herredets hovedting og som det synes Øfjordsbygdens (»Øfjordens«) eneste ting har været det ikke meget nordligere Vadlatlng, nævnes i Sturl. (I s. 146, gl. udg. s. 151) ''Tværålejd'' (Þverárleið) i Øfjord. Hvorledes det end forholder sig hermed, efter denne gård, den gang kloster, kan det næppe have taget navn.</ref>.
+[[Fil:WGC.305.jpg|thumb|600px|right|<center>'''Eyjafjordsdalen set fra Akureyri.''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]Fra Mødrevold ligger vejen nord efter langs fjældskråningens nedre del øst for åen; fjældene er her ikke høje, men sønderdelte ved flere smådale; engstrækningen langs åen og i det hele lavlandet bliver fugtigere og mere moseartet, jo længre man kommer ud efter. — Omtrent ud for Djupedalsåens udløb i Øfjordså ligger øst for åen en større græs- og stenhøj ''Arnarhóll'', der i Ldn. (s. 221-22) er nævnt som grænseskel; syd for denne høj vises tomterne af '''Videnæs''' (''Víðines''), hvor Hlenne den gamle i følge VGl. boede. I A. M. anføres Videnæs som ødehjåleje fra Øxnafell (VGl.) i en gård, som ligger lidt østligere, højere oppe i skrænten. Efter at på vejen nord efter tre nær ved hinanden liggende gårde er passerede møder man, omtrent lige over for Grund, de to gårde '''Hamar(r)''' med den mellemliggende og noget højere i skrænten stående gård ''Kamb(r)'', VGl.'s '''Hanakamb(r)''', hvor Gudmund den riges og broderen Ejnars moder boede, den gang sønnerne fortrængte Glum fra hans fædrenegård Tværå; sydligst ligger Store Hamar, — hvilken af de to gårde Hamar der er det i VGl. nævnte Hamar, er ikke let at se <ref>Pastor Thorlacius i Saurbæ omtaler i et brev til Finn Magnusson (12/6 1828), at der hidtil på gården Store Hamar på hver side af hovedindgangen (karldyrr) havde stået en »højsædesstøtte« (öndvegissúla); de var runde og forsynede med en knap. — Navn af »højsædessøjler« kan dog næppe med rette have tilkommet dem; snarere har de vel svaret til hvad man i ældre tid kaldte »brandar«. — Sådanne »højsædesstøtter« i Øfjords syssel omtales nærmere i E. O. s. 690—91.</ref>. — Nord for Lille Hamar følger '''Hripkelsstad''' (''Hripkelsstaðir'', nu Refkelstaðir), ved Tværåens sydlige bred, og lige over for, nord for åen, den bekendte gård ''Munketværå''. På Hripkelsstad var der i følge VGl. (s. 335) et ''hov'' for guden Frey. Pladsen for dette vil man endnu påvise i tunet nord for gården, hvor en høj skyder sig frem mod det lavere foran liggende land. I dennes vestligste del ses en ikke stor firkantet tomt; tidligere har fjoset (kostalden) stået her, og traditionen vil, at fjoset netop skal være bleven sat på gudehusets plads. — Den nævnte lille å ''Tværå'' (Þverá) har sit udspring fra en lille dal i fjældstrækningen øst for gården Munketværå; fra sydøst får den et større tilløb fra Mjadmådalen ved foreningen med den dalen gennemstrømmende ''Mjadmå'' (Mjaðmá). Lidt øst for Munketværå forene de to åer sig, idet Tværå umiddelbart før sammenløbet danner en temlig høj foss ''Goðafoss'' (som man i følge sagnet skal have ofret til), hvorefter de forenede åer under navnet Tværå fortsætter løbet langs sydsiden af gårdens tun og videre mod vest ud mod Øfjordså, hvor Tværå inden sit udløb i åen forgrener sig vidt over sletten i sten- og grusleje (ører). Den oven nævnte gård ''Munketværå'' (Múnkaþverá), i sagaerne alene '''Tværå''' (''Þverá'') eller bestemtere ''Øvre'' (Efri) Tværå, der naturligvis har taget navn af den forbiflydende å, hører til egnens bekendteste gårde. Viga-Glums saga handler for en stor om, hvorledes Glum, der var født arving til denne gård, må stride for at komme i uomtvistet besiddelse af denne sin fædrenearv, og så senere igen bliver fortrængt af Gudmund den mægtiges broder Ejnar, der hidtil havde bot på Saurbæ, men som efter denne gård sædvanlig benævnes Ejnar »Tværæing«. Hans sønnesøn Ejnar Jærnskeggesson, der spiller en rolle i den sidste del af Ljosvetninga saga, benævnes også med dette tilnavn. — År 1155 oprettedes på Tværå et benediktinermunkekloster, som bestod til reformationen, da det inddroges under kronen, men hvorom gårdens senere benævnelse endnu minder. Blandt klosterets abbeder kan bemærkes den ved sine literære arbejder bekendte Berg Sokkesson (munk fra Tingøre) i begyndelsen af det 14de århundrede. År 1429 opbrændte under en heftig ildløs kirken og klosteret med alt inventarium; rimeligvis er det da også gået stærkt ud over håndskrifter og brevskaber, af hvilke sidste her i følge sagnet skal have været en rig samling. — Gården ligger på skråningens nederste og laveste del med engstrækninger foran sig. Kirken er ny og ret pyntelig, gården så ny, at intet gammelt er tilbage; og også traditionen er for største delen tabt <ref>På Munketværå fandtes (og findes vel endnu?) en runeligsten, som i følge sagnet var lagt over Elin »blåhose«, moder til biskop Jon Aresson, der var født, af fattig slægt, på en gård her i nærheden. Af stenens indskrift fremgår det imidlertid, at den vel er lagt i den katolske tid, men over en kvinde ved navn Vigdis Arnesdatter. — Indskriften er meddelt i Antkv. Ann. IV, s. 350-51.</ref>. — Ved Munketværå vil man påvise en hovtomt, ja oven i købet tillige en »blótkelda«; tomten ser imidlertid noget mistænkelig ud, og hele traditionen er vistnok opstået ved en misforståelse af kilderne. Ldn. fortæller vel, at der på øvre Tverå byggedes et stort hov, men af VGl. (s. 335) fremgår det tydelig, at dette, til Frey indviede, hov stod syd for åen på [det senere] Hripkelsstad, der vel da ikke var nogen selvstændig gård. I dette hov må det være, at Glums medbejler Torkel den høje ved sin fordrivelse fra Tværå ofrer en okse til Frey for at få hævn (VGl. s. 348); dette hov gjorde stedet så helligt, at ingen fredløs måtte opholde sig på Tværå (VGl. s. 371). Dette samme hov, der her kaldes hovet på Tværå, er et af de tre templer, hvori Glum aflægger sin bekendte renselsesed (VGl. s. 388) <ref>Medens ellers herredets hovedting og som det synes Øfjordsbygdens (»Øfjordens«) eneste ting har været det ikke meget nordligere Vadlatlng, nævnes i Sturl. (I s. 146, gl. udg. s. 151) ''Tværålejd'' (Þverárleið) i Øfjord. Hvorledes det end forholder sig hermed, efter denne gård, den gang kloster, kan det næppe have taget navn.</ref>.
@@ Linje 236: / Linje 236: @@
-Den nævnte lille å Tværå danner grænsen mellem to sogne (dog bægge forenede med Ravnegilssogn vest for åen) og to småbygder; strækningen syd for til noget syd for Munketværå kaldes ''Stadarbygd'' (Staðarbygð), stykket nord for Tværå ud til fjorden ''Kaupangssvejt'' (Kaupángssveit). Kaupangssvejten, der er sid og fugtig, må svare til det i VGl. (og Vem.) nævnte '''Fiskilækjarhverve''' (''Fiskilækjarhverfi''), navnene Fiskilækr og et derefter benævnt fjæld Fiskilækarfjall er endnu bevarede. Fjældstrækningen, som begrænser denne bygd mod øst, kaldes '''Vadlahede''' (''Vaðla-, Vöðla- og Vöðluheiðr'', nu — ''heiði''). Over fjældet eller fjældheden fører to veje, bægge til Fnjoskadal i Sønder-Tingø syssel. Den ene. ''Tingmannavej'' (Þíngmannavegr), udgår omtrent ved fjordens sydøstlige hjørne og ligger herfra i nordøstlig retning over heden. Den anden, ''Bildsåkardsvejen'', (Bíldsárskarðsvegr) går tæt forbi den noget sydligere stående gård Kaupang. ''Bildsåen'' (Bíldsá), hvorefter denne vej benævnes, er en lille, fra en kløft i fjældet kommende å, der forbi nordsiden af Kaupangs tun søger sig vej ned til Øfjordså. I følge Ldn. (s. 207) sad Helge den magre efter sin ankomst til Island en vinter ved Bildså. Om der nogen sinde har været en gård af dette navn er uvist; nu findes i alt fald ingen. Lidt sydligere end Bildsåkløften ses en anden noget større kløft (i fjældet, som her kaldes Fiskilækjarfjall), hvorigennem vandløbet ''Fiskilæk'' (Fiskilækr) løber ned og søger udløb i Øfjordså lidt syd for Kaupang. Ikke heller af dette navn findes nogen gård, hvad man i følge Ldn. kunde tro. Den temlig lavt i skråningen under Vadlahede liggende gård '''Kaupang''' (''Kaupångr'' &#596;: Købing) får ved den omtale, stedet er genstand for i flere sagaer, en særlig betydning. I VGl. (s. 394 ffg.) fortælles om en kamp på selve tinget, som Glum en gang havde at bestå, da han skulde indvie høsttinget, og der siges der, at tingstedet er øst for fjorden kort fra Kaupang. At dette tingsted har været egnens vårtingssted '''Vadla-ting''' (''Vöðla-, Vöðluþing''), fremgår ikke alene af Ldn. (E. s. 209-10), der omtaler samme begivenhed som foregået på Vadlating, men ogsaa af en beretning i Vem., hvoraf det ses, at Vadlating lå ved eller »i« Kaupang, — ti Kaupang synes virkelig her at tages som navnet på mere end en gård. Der fortælles (Vem. s. 274) om en mand fra Tingø syssel, der optræder forklædt (selve sagaens hovedperson Vemund), at han agter sig til Vadlating; han rejser nu, til han kommer »i Kaupang« til en mand, som hed Tord, en velstående bonde, der boede på '''Vellir'''; her vil han afvænte tingets begyndelse og beder bonden om arbejde. Han bliver nu sat til at bygge et gærde om tunet, for at forhindre tingmændenes heste i at græsse på tunet. Men den fremmede benytter lejligheden til at ødelægge en af sine uvenners bodtomter og narre hans folk til at skære græstørv til istandsættelsen på bondens tun, — for således at kunne få en retssag ud af det hele. — Ved siden af den oplysning om Vadlatings beliggenhed, som dette sted giver, medfører beretningen ved den måde, hvorpå Vellir og Kaupang omtales, nye vanskeligheder. Nogen gård Vellir kendes ikke her omkring. I tunet ved Kaupang findes vel et par ødehjålejer; men at Vellir skulde have været en husmandsplads, passer kun dårlig med sagaens omtale af den dér boende bonde. Endvidere ligger det fordums tingsted (altså Vadlating), der er vel kendt, ikke umiddelbart ved Kaupang, hvor der ikke er spor af bodtomter, men noget nordligere. Vil man holde sig til fremstillingen i Vem., må man derfor snarest antage, at ordet »kaupángr«, der betyder »købstad«, »handelsplads«, her ikke oprindelig har betegnet nogen enkelt gård, men den nærmeste strækning sydøst for fjorden. Men rimeligere er det vel, at fremstillingen i Vem. grunder sig på en fejllæsning af eller fejlskrift i det til grund liggende håndskrift; oprindelig har der formodenlig i teksten stået, at Tord boede »i Kaupang på ''volden'' (&#596;: tingvolden, tingstedet)«, en beretning, som da måtte skyldes en forfatter, som ikke personlig kendte de særlige forhold. Også i Ljosv. (s. 76) nævnes Kaupang, men på en måde, der intet afgør; der angives, at et forårsmøde, som i ældre tid var ved Hals (ST.), ''nu'' (på sagaens affattelsestid) er i Kaupang.
+[[Fil:WGC.304.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Akureyri set fra fjorden.''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]Den nævnte lille å Tværå danner grænsen mellem to sogne (dog bægge forenede med Ravnegilssogn vest for åen) og to småbygder; strækningen syd for til noget syd for Munketværå kaldes ''Stadarbygd'' (Staðarbygð), stykket nord for Tværå ud til fjorden ''Kaupangssvejt'' (Kaupángssveit). Kaupangssvejten, der er sid og fugtig, må svare til det i VGl. (og Vem.) nævnte '''Fiskilækjarhverve''' (''Fiskilækjarhverfi''), navnene Fiskilækr og et derefter benævnt fjæld Fiskilækarfjall er endnu bevarede. Fjældstrækningen, som begrænser denne bygd mod øst, kaldes '''Vadlahede''' (''Vaðla-, Vöðla- og Vöðluheiðr'', nu — ''heiði''). Over fjældet eller fjældheden fører to veje, bægge til Fnjoskadal i Sønder-Tingø syssel. Den ene. ''Tingmannavej'' (Þíngmannavegr), udgår omtrent ved fjordens sydøstlige hjørne og ligger herfra i nordøstlig retning over heden. Den anden, ''Bildsåkardsvejen'', (Bíldsárskarðsvegr) går tæt forbi den noget sydligere stående gård Kaupang. ''Bildsåen'' (Bíldsá), hvorefter denne vej benævnes, er en lille, fra en kløft i fjældet kommende å, der forbi nordsiden af Kaupangs tun søger sig vej ned til Øfjordså. I følge Ldn. (s. 207) sad Helge den magre efter sin ankomst til Island en vinter ved Bildså. Om der nogen sinde har været en gård af dette navn er uvist; nu findes i alt fald ingen. Lidt sydligere end Bildsåkløften ses en anden noget større kløft (i fjældet, som her kaldes Fiskilækjarfjall), hvorigennem vandløbet ''Fiskilæk'' (Fiskilækr) løber ned og søger udløb i Øfjordså lidt syd for Kaupang. Ikke heller af dette navn findes nogen gård, hvad man i følge Ldn. kunde tro. Den temlig lavt i skråningen under Vadlahede liggende gård '''Kaupang''' (''Kaupångr'' &#596;: Købing) får ved den omtale, stedet er genstand for i flere sagaer, en særlig betydning. I VGl. (s. 394 ffg.) fortælles om en kamp på selve tinget, som Glum en gang havde at bestå, da han skulde indvie høsttinget, og der siges der, at tingstedet er øst for fjorden kort fra Kaupang. At dette tingsted har været egnens vårtingssted '''Vadla-ting''' (''Vöðla-, Vöðluþing''), fremgår ikke alene af Ldn. (E. s. 209-10), der omtaler samme begivenhed som foregået på Vadlating, men ogsaa af en beretning i Vem., hvoraf det ses, at Vadlating lå ved eller »i« Kaupang, — ti Kaupang synes virkelig her at tages som navnet på mere end en gård. Der fortælles (Vem. s. 274) om en mand fra Tingø syssel, der optræder forklædt (selve sagaens hovedperson Vemund), at han agter sig til Vadlating; han rejser nu, til han kommer »i Kaupang« til en mand, som hed Tord, en velstående bonde, der boede på '''Vellir'''; her vil han afvænte tingets begyndelse og beder bonden om arbejde. Han bliver nu sat til at bygge et gærde om tunet, for at forhindre tingmændenes heste i at græsse på tunet. Men den fremmede benytter lejligheden til at ødelægge en af sine uvenners bodtomter og narre hans folk til at skære græstørv til istandsættelsen på bondens tun, — for således at kunne få en retssag ud af det hele. — Ved siden af den oplysning om Vadlatings beliggenhed, som dette sted giver, medfører beretningen ved den måde, hvorpå Vellir og Kaupang omtales, nye vanskeligheder. Nogen gård Vellir kendes ikke her omkring. I tunet ved Kaupang findes vel et par ødehjålejer; men at Vellir skulde have været en husmandsplads, passer kun dårlig med sagaens omtale af den dér boende bonde. Endvidere ligger det fordums tingsted (altså Vadlating), der er vel kendt, ikke umiddelbart ved Kaupang, hvor der ikke er spor af bodtomter, men noget nordligere. Vil man holde sig til fremstillingen i Vem., må man derfor snarest antage, at ordet »kaupángr«, der betyder »købstad«, »handelsplads«, her ikke oprindelig har betegnet nogen enkelt gård, men den nærmeste strækning sydøst for fjorden. Men rimeligere er det vel, at fremstillingen i Vem. grunder sig på en fejllæsning af eller fejlskrift i det til grund liggende håndskrift; oprindelig har der formodenlig i teksten stået, at Tord boede »i Kaupang på ''volden'' (&#596;: tingvolden, tingstedet)«, en beretning, som da måtte skyldes en forfatter, som ikke personlig kendte de særlige forhold. Også i Ljosv. (s. 76) nævnes Kaupang, men på en måde, der intet afgør; der angives, at et forårsmøde, som i ældre tid var ved Hals (ST.), ''nu'' (på sagaens affattelsestid) er i Kaupang.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. des. 2013 kl. 15:21
Linje 150:		Linje 150:


−	Hvor Glerå falder i fjorden, har syd for udløbet dannet sig et fladt næs '''Oddøre''' (''Oddeyri;'' ældre: ''Oddeyrr'' eller'' Oddaeyrr''), der afgrænser fjordens inderste del, den såkaldte ''Poll'' (pollr), som ved denne beskyttelse bliver en sikker og god havn. På det smalle kystland vest for fjordens inderste del har købstaden '''Akerøre''' (''Akreyri'') eller ''Øfjord'' reist sig. Oddøre tilhører nu det bekendte ''Grånefjelag'' (Gránufélag), et indenlandsk handelsselskab, der i få år har svunget sig op til en betydelig højde, og på næsset er nu dets herværende handelsbygninger opførte. En tid i middelalderen var Oddøre tingsted; således omtaler annalerne ved år 1305. en begivenhed, der forefaldt på ''Oddøreting'' (Oddeyrarþing). I Ljósv, (s. 37) omtales et »hesteting« på Oddøre, men ved en unøjagtighed kaldes det dér »Oddøre i Hørgådal« <ref>År 1551 holdtes en art »fjærdingsting« på Oddøre, i det de af kongen i anledning af reformattonsurolighederne på Island udsendte befalingsmænd stævnede folk fra hele Nordlandet herhen for at sværge kongen lydighed.</ref>. — Mellem Oddøre og købstaden ligger et stort ''transmelteri''. Akerøre er nemlig hovedstationen for Nordlandets anselige flåde af håkarleskibe, og man har her til gensidig sikring fået indrettet et søforsikringsselskab, hvorved tabet af et sådant efter islandske forhold kostbart dækfartøj bliver mindre føleligt for ejeren, — Akerøre, der bærer navn efter den smalle kyststrimmel, på hvilken handelshusene stå, hørte til de handelspladser, som 1786 fik købstadsret. Først år 1862 blev dog Akerøre en virkelig købstad med særlig forvaltning. Byen, der nu har omtrent 400 indbyggere, har fire større handelsetablissementer, et respektabelt værtshus, to bogtrykkerier, et hospital, et apotek, en forberedelsesskole og er sæde for forskellige embedsmænd, deriblandt amtmanden over Nord- og Østerlandet. Også en ganske net tømmerkirke findes; byens præst har imidlertid hidtil bot på præstegården i landsognet. Akerøre optræder som Nordlandets hovedstad og kan også med en vis ret gøre fordring på dette navn; den danner i virkeligheden foreningspunktet for denne landsdels livlige befolkning, og der rører sig her en ikke ringe alménånd. Byen har kun snæver plads at udvide sig på; bygningerne ligger væsenlig i to rækker, af hvilke de i anden række allerede til dels ligge oppe i skrænten. Akerøre er et af de få steder på Nordlandet, hvor kartoffelavl har nåt nogen betydelig udvikling; byen er også mærkelig af enkelte meget store rønnebærtræer, der findes her.	+	[[Fil:AM.156.jpg\|thumb\|650px\|right\|<center>'''Akureyri.''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Hvor Glerå falder i fjorden, har syd for udløbet dannet sig et fladt næs '''Oddøre''' (''Oddeyri;'' ældre: ''Oddeyrr'' eller'' Oddaeyrr''), der afgrænser fjordens inderste del, den såkaldte ''Poll'' (pollr), som ved denne beskyttelse bliver en sikker og god havn. På det smalle kystland vest for fjordens inderste del har købstaden '''Akerøre''' (''Akreyri'') eller ''Øfjord'' reist sig. Oddøre tilhører nu det bekendte ''Grånefjelag'' (Gránufélag), et indenlandsk handelsselskab, der i få år har svunget sig op til en betydelig højde, og på næsset er nu dets herværende handelsbygninger opførte. En tid i middelalderen var Oddøre tingsted; således omtaler annalerne ved år 1305. en begivenhed, der forefaldt på ''Oddøreting'' (Oddeyrarþing). I Ljósv, (s. 37) omtales et »hesteting« på Oddøre, men ved en unøjagtighed kaldes det dér »Oddøre i Hørgådal« <ref>År 1551 holdtes en art »fjærdingsting« på Oddøre, i det de af kongen i anledning af reformattonsurolighederne på Island udsendte befalingsmænd stævnede folk fra hele Nordlandet herhen for at sværge kongen lydighed.</ref>. — Mellem Oddøre og købstaden ligger et stort ''transmelteri''. Akerøre er nemlig hovedstationen for Nordlandets anselige flåde af håkarleskibe, og man har her til gensidig sikring fået indrettet et søforsikringsselskab, hvorved tabet af et sådant efter islandske forhold kostbart dækfartøj bliver mindre føleligt for ejeren, — Akerøre, der bærer navn efter den smalle kyststrimmel, på hvilken handelshusene stå, hørte til de handelspladser, som 1786 fik købstadsret. Først år 1862 blev dog Akerøre en virkelig købstad med særlig forvaltning. Byen, der nu har omtrent 400 indbyggere, har fire større handelsetablissementer, et respektabelt værtshus, to bogtrykkerier, et hospital, et apotek, en forberedelsesskole og er sæde for forskellige embedsmænd, deriblandt amtmanden over Nord- og Østerlandet. Også en ganske net tømmerkirke findes; byens præst har imidlertid hidtil bot på præstegården i landsognet. Akerøre optræder som Nordlandets hovedstad og kan også med en vis ret gøre fordring på dette navn; den danner i virkeligheden foreningspunktet for denne landsdels livlige befolkning, og der rører sig her en ikke ringe alménånd. Byen har kun snæver plads at udvide sig på; bygningerne ligger væsenlig i to rækker, af hvilke de i anden række allerede til dels ligge oppe i skrænten. Akerøre er et af de få steder på Nordlandet, hvor kartoffelavl har nåt nogen betydelig udvikling; byen er også mærkelig af enkelte meget store rønnebærtræer, der findes her.


−	Hvor købstaden nu breder sig, har oprindelig gårdene Eyrarlands og Nausts land stødt sammen, og på denne sidste, syd for Akerøre liggende, jords grund antages handelshusene oprindelig at være byggede <ref>Ved gården Eyrarland fandtes c. år 1815 ved gravning i jorden en lille ''broncefigur'', forestillende en skægget mand med spids hue, siddende på en stol. Denne, der oprindelig antoges for et ''Torsbillede'' (se det svenske tidsskr. »Idunna«, 8de h. tab. II, fig. 3, hvor den er afbildet), anses nu for en middelalderlig kunstgenstand (skakbrik?).</ref>.	+	[[Fil:AM.157.jpg\|thumb\|650px\|left\|<center>'''Akureyri, Laxdalshús.''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Hvor købstaden nu breder sig, har oprindelig gårdene Eyrarlands og Nausts land stødt sammen, og på denne sidste, syd for Akerøre liggende, jords grund antages handelshusene oprindelig at være byggede <ref>Ved gården Eyrarland fandtes c. år 1815 ved gravning i jorden en lille ''broncefigur'', forestillende en skægget mand med spids hue, siddende på en stol. Denne, der oprindelig antoges for et ''Torsbillede'' (se det svenske tidsskr. »Idunna«, 8de h. tab. II, fig. 3, hvor den er afbildet), anses nu for en middelalderlig kunstgenstand (skakbrik?).</ref>.