Øster-Skaftafells syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 17. jul. 2015 kl. 11:25

2015-07-17T11:25:57Z

Carsten på 27. jun. 2015 kl. 14:41

2015-06-27T14:41:48Z

Carsten på 27. jun. 2015 kl. 14:38

2015-06-27T14:38:03Z

Carsten på 27. jun. 2015 kl. 14:34

2015-06-27T14:34:26Z

Carsten på 27. jun. 2015 kl. 14:32

2015-06-27T14:32:03Z

Carsten på 27. jun. 2015 kl. 14:29

2015-06-27T14:29:48Z

Carsten på 27. jun. 2015 kl. 14:26

2015-06-27T14:26:31Z

Carsten på 27. jun. 2015 kl. 14:24

2015-06-27T14:24:38Z

Carsten på 27. jun. 2015 kl. 14:16

2015-06-27T14:16:25Z

Carsten på 27. jun. 2015 kl. 14:05

2015-06-27T14:05:38Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. jul. 2015 kl. 11:25
Linje 172:		Linje 172:


−	Undersøger man nu antallet af de bevarede gårdsnavne, finder man først 8 endnu beboede gårde; dertil kommer 16 ødegårde, hvis plads påvises i sysselmandsbeskrivelsen. Endvidere møder i de ældre måldager navnene på en del gårde, hvis beliggenhed ikke længer kendes. Således nævner den ældre Rødelæks måldage og Michaels måldage for ''Hov Krossholt'', endvidere bægge Rødelæksmåldagerne ''Hladnaholt, Langanes og Skammstaðir'', den yngre alene ''Steinsholt'' og ''Nes''(— indirekte, gennem formerne Steinshylltingar og Nesmenn, med hvilket sidste navn dog måske snarest beboerne af Hofsnes eller Langanes er ment). Muligvis også i Hnappavallamåldagen et par gårdsnavne kan påpeges; ligeledes i Bredå-måldagen, hvor særlig navnet »Hellir hinn eystri« kan fremhæves.	+	Undersøger man nu antallet af de bevarede gårdsnavne, finder man først 8 endnu beboede gårde; dertil kommer 16 ødegårde, hvis plads påvises i sysselmandsbeskrivelsen. Endvidere møder i de ældre måldager navnene på en del gårde, hvis beliggenhed ikke længer kendes. Således nævner den ældre Rødelæks måldage og Michaels måldage for ''Hov Krossholt'', endvidere bægge Rødelæksmåldagerne ''Hladnaholt, Langanes og Skammstaðir'', den yngre alene ''Steinsholt'' og ''Nes'' (— indirekte, gennem formerne Steinshylltingar og Nesmenn, med hvilket sidste navn dog måske snarest beboerne af Hofsnes eller Langanes er ment). Muligvis også i Hnappavallamåldagen et par gårdsnavne kan påpeges; ligeledes i Bredå-måldagen, hvor særlig navnet »Hellir hinn eystri« kan fremhæves.

@@ Linje 19: / Linje 19: @@
@@ Linje 117: / Linje 115: @@
-[[Fil:AM.115.jpg|thumb|400px|right|<center>''' Indgangen til gården Hnappavellir. '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]De øvrige gårde i Örævebygden ligge i en række fra sydøst til nordvest langs Örævejøklens vestside med en indbyrdes afstand af omtrent en mil. Først møder (syd fra) '''Hov''' (Hof), hvor annekskirken står, derefter '''Sandfell''', bygdens præstegård. Mellem de to gårde ligger vejen over en lang hals og i det hele mest over sten og grus; i de sammenhængende fjælde oven for bygden glimter hist og her jøklen frem; et fritstående, kegleformigt, rødbrunt fjæld Goðafjall vækker ved sit navn opmærksomhed, — man har også her sagn om, at hovet skal have stået på fjældet, og at tomter endnu skal ses dér<ref>Sml. »hov«-sagnene fra Østfjordene. – På Sandfell ligesom paa den følgende gård Svinafell nævner E. O. s. 825 nogle gamle bygninger, der efter beboernes sigende skulde have stået siden det 11te årh.; selv mener dog forfatteren, at disse huse — om end større og ældre end sædvanlig — må være flere gange ombyggede. I den antkv. indb. (1817) tales endnu om en skåle på Sandfell, hvor man så lævninger af gammelt tømmer og gammeldags vinduesåbninger i taget; de gamle sænge i skålen var derimod forlængst forstyrrede.</ref>. — Den følgende gård '''Svinafell''' (stundom også ''Svínafjall'') ligger i lidt venligere omgivelser, beskyttet af det til dels grønklædte Svinafells-fjæld, — dog med skridjøkler i gårdens umiddelbare nærhed. Svinafell var i gamle dage et berømt høvdingesæde, i Nj. så ofte omtalt som bolig for en af sagaens hovedpersoner Flose Tordssön, der ved omstændighedernes magt meget imod sin vilje dreves til at optræde som mordbrændernes fører ved Njålsbranden. I Sturlungetiden var Svinafellsætten, hvortil de fra Sturl. bekendte høvdinger Sigurd Ormssön, brodersønssønnen Orm Jonssön og dennes søn Sæmund hørte, den mest ansete familie på hele Østlandet. På historiske minder er gården ikke rig. Floses navn synes bevaret i benævnelsen på en hule i Svinafells-fjældet ''Flosahellir'', til hvilken dog ingen tradition om denne mand knytter sig. I gårdens land på flad mark vises et ''Grettestag''. — Nordligst i Örævebygden, nordvest for Svinafell, ligger endnu en gård '''Skaftafell''' (''Skaptafell''), måske på den frodigste plet i hele Öræve. Gården, der tidligere stod under Skaftafells-fjældet, har på grund af Skejdaråens ødelæggelser måttet flyttes noget op i dette. Skråningerne er her kratbevoxede både nord og syd for gården, og hist og her i kløfterne når træerne (birk og røn) endog en ret anselig højde. Udsigten fra gården er dog trist nok; den snavsede Skejdaråjøkel, den uhyre, flade sand, med den vidt forgrenede Skejdarå er, hvad der møder øjet. Imod nord åbner sig en lille dal Morsådal (Morsárdalr) ind mellem ''Jökulfell'' (mod vest) og nogle andre fjælde mod øst, mellem hvilke sidste rigtignok en skridjøkel i øst-vestlig retning strækker sig ned i dalen, men endnu bærer dog denne egnens bedste skov.
+[[Fil:AM.115.jpg|thumb|350px|right|<center>''' Indgangen til gården Hnappavellir. '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]De øvrige gårde i Örævebygden ligge i en række fra sydøst til nordvest langs Örævejøklens vestside med en indbyrdes afstand af omtrent en mil. Først møder (syd fra) '''Hov''' (Hof), hvor annekskirken står, derefter '''Sandfell''', bygdens præstegård. Mellem de to gårde ligger vejen over en lang hals og i det hele mest over sten og grus; i de sammenhængende fjælde oven for bygden glimter hist og her jøklen frem; et fritstående, kegleformigt, rødbrunt fjæld Goðafjall vækker ved sit navn opmærksomhed, — man har også her sagn om, at hovet skal have stået på fjældet, og at tomter endnu skal ses dér<ref>Sml. »hov«-sagnene fra Østfjordene. – På Sandfell ligesom paa den følgende gård Svinafell nævner E. O. s. 825 nogle gamle bygninger, der efter beboernes sigende skulde have stået siden det 11te årh.; selv mener dog forfatteren, at disse huse — om end større og ældre end sædvanlig — må være flere gange ombyggede. I den antkv. indb. (1817) tales endnu om en skåle på Sandfell, hvor man så lævninger af gammelt tømmer og gammeldags vinduesåbninger i taget; de gamle sænge i skålen var derimod forlængst forstyrrede.</ref>. — Den følgende gård '''Svinafell''' (stundom også ''Svínafjall'') ligger i lidt venligere omgivelser, beskyttet af det til dels grønklædte Svinafells-fjæld, — dog med skridjøkler i gårdens umiddelbare nærhed. Svinafell var i gamle dage et berømt høvdingesæde, i Nj. så ofte omtalt som bolig for en af sagaens hovedpersoner Flose Tordssön, der ved omstændighedernes magt meget imod sin vilje dreves til at optræde som mordbrændernes fører ved Njålsbranden. I Sturlungetiden var Svinafellsætten, hvortil de fra Sturl. bekendte høvdinger Sigurd Ormssön, brodersønssønnen Orm Jonssön og dennes søn Sæmund hørte, den mest ansete familie på hele Østlandet. På historiske minder er gården ikke rig. Floses navn synes bevaret i benævnelsen på en hule i Svinafells-fjældet ''Flosahellir'', til hvilken dog ingen tradition om denne mand knytter sig. I gårdens land på flad mark vises et ''Grettestag''. — Nordligst i Örævebygden, nordvest for Svinafell, ligger endnu en gård '''Skaftafell''' (''Skaptafell''), måske på den frodigste plet i hele Öræve. Gården, der tidligere stod under Skaftafells-fjældet, har på grund af Skejdaråens ødelæggelser måttet flyttes noget op i dette. Skråningerne er her kratbevoxede både nord og syd for gården, og hist og her i kløfterne når træerne (birk og røn) endog en ret anselig højde. Udsigten fra gården er dog trist nok; den snavsede Skejdaråjøkel, den uhyre, flade sand, med den vidt forgrenede Skejdarå er, hvad der møder øjet. Imod nord åbner sig en lille dal Morsådal (Morsárdalr) ind mellem ''Jökulfell'' (mod vest) og nogle andre fjælde mod øst, mellem hvilke sidste rigtignok en skridjøkel i øst-vestlig retning strækker sig ned i dalen, men endnu bærer dog denne egnens bedste skov.
@@ Linje 150: / Linje 148: @@
-Den i sysselmandsbeskrivelsen næst følgende ødegård ''Hreggås'' (-ás) skal have ligget vest for den sydøst for Hov stående gård Hovsnæs (Hofsnes). Tør »Hreggás« antages at være det samme navn som det fra Bredå-måldagen nævnte »Vindás«, vilde man her have en af de fra de ældre kilder kendte gårde. — Endnu vestligere, oven for Ingolvshövde, mener man, at ''Eyrarhorn'' har stået, en gård, som allerede den ældre Rødelæks-måldage nævner. På Eyrarhorn må der have været kirke. Dog nævnes denne ikke i nogen af de bevarede måldager fra tiden før det 14de årh.'s vulkanudbrud. Derimod kendes i afskrift en forordning af biskop Magnus fra år 1480, i følge hvilken alt det, som kirken på Eyrarhorn havde ejet, land, forstrande, brugsret — det som var ufordærvet tilovers — , skulde lægges til kirken på Hov.
+[[Fil:AM.112.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Skaftafellsjökull og Svínafellsjökull '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Den i sysselmandsbeskrivelsen næst følgende ødegård ''Hreggås'' (-ás) skal have ligget vest for den sydøst for Hov stående gård Hovsnæs (Hofsnes). Tør »Hreggás« antages at være det samme navn som det fra Bredå-måldagen nævnte »Vindás«, vilde man her have en af de fra de ældre kilder kendte gårde. — Endnu vestligere, oven for Ingolvshövde, mener man, at ''Eyrarhorn'' har stået, en gård, som allerede den ældre Rødelæks-måldage nævner. På Eyrarhorn må der have været kirke. Dog nævnes denne ikke i nogen af de bevarede måldager fra tiden før det 14de årh.'s vulkanudbrud. Derimod kendes i afskrift en forordning af biskop Magnus fra år 1480, i følge hvilken alt det, som kirken på Eyrarhorn havde ejet, land, forstrande, brugsret — det som var ufordærvet tilovers — , skulde lægges til kirken på Hov.
@@ Linje 171: / Linje 169: @@
-Mellem de nævnte kirker må herredets gårde i gejstlig henseende antages fordelte, således at man, hvis det lykkes tilnærmelsesvis at bestemme de fire hovedsognes størrelse, tillige får en omtrentlig angivelse af gårdenes antal i hele herredet. Under Bredå hørte to kapeller, altså må sognet med hjemmegården have udgjort mindst 3 gårde, men har vel snarest været noget større. — Under Hnappavalla kirke lå (foruden hjemmegården) 4 gårde med 3 kapeller, altså udgjordes sognet i det hele af 5 gårde. — Til den rige Rødelækkirke hørte 10 gårde (to halvkirker, tre kapeller), altså udgjordes sognet af 11 gårde <ref>De to halvkirker var, som det vil erindres, Sandfell og Jøkelfell, af hvilke Sandfell allerede nævnes i den ældre Rødelæks-måldage. Jökelfell kirke er vel næppe bleven genrejst efter vulkanødelæggelsen, og i det mindste en del af kirkens ejendomme er da, som det synes, lagt til Hov. Sandfell blev derimod efter vulkanudbruddet bygdens hovedkirke, der arvede alle Rødelæks ejendomme. Jon Egilssön fortæller, at kirken på Rødelæk flyttedes til Sandfell, og i Gisle Jonssöns måldagebog indføres Rødelæksmåldagen simpelt hen som måldage for Sandfell, og derefter tilføjes udtrykkelig, »at det er den gamle måldage for Rødelæk, der for længst er gået til grunde, og i steden for hvilken Sandfell er kommen«.</ref>. — Lægger man hertil et Hov & Eyrarhorns sogn med c. 5 — 10 gårde, får man ud, at Lille herred efter al sandsynlighed har talt c. 25—30 gårde.
+[[Fil:AM.113.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Skaftafellsjökull og Svínafellsjökull '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Mellem de nævnte kirker må herredets gårde i gejstlig henseende antages fordelte, således at man, hvis det lykkes tilnærmelsesvis at bestemme de fire hovedsognes størrelse, tillige får en omtrentlig angivelse af gårdenes antal i hele herredet. Under Bredå hørte to kapeller, altså må sognet med hjemmegården have udgjort mindst 3 gårde, men har vel snarest været noget større. — Under Hnappavalla kirke lå (foruden hjemmegården) 4 gårde med 3 kapeller, altså udgjordes sognet i det hele af 5 gårde. — Til den rige Rødelækkirke hørte 10 gårde (to halvkirker, tre kapeller), altså udgjordes sognet af 11 gårde <ref>De to halvkirker var, som det vil erindres, Sandfell og Jøkelfell, af hvilke Sandfell allerede nævnes i den ældre Rødelæks-måldage. Jökelfell kirke er vel næppe bleven genrejst efter vulkanødelæggelsen, og i det mindste en del af kirkens ejendomme er da, som det synes, lagt til Hov. Sandfell blev derimod efter vulkanudbruddet bygdens hovedkirke, der arvede alle Rødelæks ejendomme. Jon Egilssön fortæller, at kirken på Rødelæk flyttedes til Sandfell, og i Gisle Jonssöns måldagebog indføres Rødelæksmåldagen simpelt hen som måldage for Sandfell, og derefter tilføjes udtrykkelig, »at det er den gamle måldage for Rødelæk, der for længst er gået til grunde, og i steden for hvilken Sandfell er kommen«.</ref>. — Lægger man hertil et Hov & Eyrarhorns sogn med c. 5 — 10 gårde, får man ud, at Lille herred efter al sandsynlighed har talt c. 25—30 gårde.

@@ Linje 117: / Linje 117: @@
-[[Fil:AM.115.jpg|thumb|300px|right|<center>''' Indgangen til gården Hnappavellir. '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]De øvrige gårde i Örævebygden ligge i en række fra sydøst til nordvest langs Örævejøklens vestside med en indbyrdes afstand af omtrent en mil. Først møder (syd fra) '''Hov''' (Hof), hvor annekskirken står, derefter '''Sandfell''', bygdens præstegård. Mellem de to gårde ligger vejen over en lang hals og i det hele mest over sten og grus; i de sammenhængende fjælde oven for bygden glimter hist og her jøklen frem; et fritstående, kegleformigt, rødbrunt fjæld Goðafjall vækker ved sit navn opmærksomhed, — man har også her sagn om, at hovet skal have stået på fjældet, og at tomter endnu skal ses dér<ref>Sml. »hov«-sagnene fra Østfjordene. – På Sandfell ligesom paa den følgende gård Svinafell nævner E. O. s. 825 nogle gamle bygninger, der efter beboernes sigende skulde have stået siden det 11te årh.; selv mener dog forfatteren, at disse huse — om end større og ældre end sædvanlig — må være flere gange ombyggede. I den antkv. indb. (1817) tales endnu om en skåle på Sandfell, hvor man så lævninger af gammelt tømmer og gammeldags vinduesåbninger i taget; de gamle sænge i skålen var derimod forlængst forstyrrede.</ref>. — Den følgende gård '''Svinafell''' (stundom også ''Svínafjall'') ligger i lidt venligere omgivelser, beskyttet af det til dels grønklædte Svinafells-fjæld, — dog med skridjøkler i gårdens umiddelbare nærhed. Svinafell var i gamle dage et berømt høvdingesæde, i Nj. så ofte omtalt som bolig for en af sagaens hovedpersoner Flose Tordssön, der ved omstændighedernes magt meget imod sin vilje dreves til at optræde som mordbrændernes fører ved Njålsbranden. I Sturlungetiden var Svinafellsætten, hvortil de fra Sturl. bekendte høvdinger Sigurd Ormssön, brodersønssønnen Orm Jonssön og dennes søn Sæmund hørte, den mest ansete familie på hele Østlandet. På historiske minder er gården ikke rig. Floses navn synes bevaret i benævnelsen på en hule i Svinafells-fjældet ''Flosahellir'', til hvilken dog ingen tradition om denne mand knytter sig. I gårdens land på flad mark vises et ''Grettestag''. — Nordligst i Örævebygden, nordvest for Svinafell, ligger endnu en gård '''Skaftafell''' (''Skaptafell''), måske på den frodigste plet i hele Öræve. Gården, der tidligere stod under Skaftafells-fjældet, har på grund af Skejdaråens ødelæggelser måttet flyttes noget op i dette. Skråningerne er her kratbevoxede både nord og syd for gården, og hist og her i kløfterne når træerne (birk og røn) endog en ret anselig højde. Udsigten fra gården er dog trist nok; den snavsede Skejdaråjøkel, den uhyre, flade sand, med den vidt forgrenede Skejdarå er, hvad der møder øjet. Imod nord åbner sig en lille dal Morsådal (Morsárdalr) ind mellem ''Jökulfell'' (mod vest) og nogle andre fjælde mod øst, mellem hvilke sidste rigtignok en skridjøkel i øst-vestlig retning strækker sig ned i dalen, men endnu bærer dog denne egnens bedste skov.
+[[Fil:AM.115.jpg|thumb|400px|right|<center>''' Indgangen til gården Hnappavellir. '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]De øvrige gårde i Örævebygden ligge i en række fra sydøst til nordvest langs Örævejøklens vestside med en indbyrdes afstand af omtrent en mil. Først møder (syd fra) '''Hov''' (Hof), hvor annekskirken står, derefter '''Sandfell''', bygdens præstegård. Mellem de to gårde ligger vejen over en lang hals og i det hele mest over sten og grus; i de sammenhængende fjælde oven for bygden glimter hist og her jøklen frem; et fritstående, kegleformigt, rødbrunt fjæld Goðafjall vækker ved sit navn opmærksomhed, — man har også her sagn om, at hovet skal have stået på fjældet, og at tomter endnu skal ses dér<ref>Sml. »hov«-sagnene fra Østfjordene. – På Sandfell ligesom paa den følgende gård Svinafell nævner E. O. s. 825 nogle gamle bygninger, der efter beboernes sigende skulde have stået siden det 11te årh.; selv mener dog forfatteren, at disse huse — om end større og ældre end sædvanlig — må være flere gange ombyggede. I den antkv. indb. (1817) tales endnu om en skåle på Sandfell, hvor man så lævninger af gammelt tømmer og gammeldags vinduesåbninger i taget; de gamle sænge i skålen var derimod forlængst forstyrrede.</ref>. — Den følgende gård '''Svinafell''' (stundom også ''Svínafjall'') ligger i lidt venligere omgivelser, beskyttet af det til dels grønklædte Svinafells-fjæld, — dog med skridjøkler i gårdens umiddelbare nærhed. Svinafell var i gamle dage et berømt høvdingesæde, i Nj. så ofte omtalt som bolig for en af sagaens hovedpersoner Flose Tordssön, der ved omstændighedernes magt meget imod sin vilje dreves til at optræde som mordbrændernes fører ved Njålsbranden. I Sturlungetiden var Svinafellsætten, hvortil de fra Sturl. bekendte høvdinger Sigurd Ormssön, brodersønssønnen Orm Jonssön og dennes søn Sæmund hørte, den mest ansete familie på hele Østlandet. På historiske minder er gården ikke rig. Floses navn synes bevaret i benævnelsen på en hule i Svinafells-fjældet ''Flosahellir'', til hvilken dog ingen tradition om denne mand knytter sig. I gårdens land på flad mark vises et ''Grettestag''. — Nordligst i Örævebygden, nordvest for Svinafell, ligger endnu en gård '''Skaftafell''' (''Skaptafell''), måske på den frodigste plet i hele Öræve. Gården, der tidligere stod under Skaftafells-fjældet, har på grund af Skejdaråens ødelæggelser måttet flyttes noget op i dette. Skråningerne er her kratbevoxede både nord og syd for gården, og hist og her i kløfterne når træerne (birk og røn) endog en ret anselig højde. Udsigten fra gården er dog trist nok; den snavsede Skejdaråjøkel, den uhyre, flade sand, med den vidt forgrenede Skejdarå er, hvad der møder øjet. Imod nord åbner sig en lille dal Morsådal (Morsárdalr) ind mellem ''Jökulfell'' (mod vest) og nogle andre fjælde mod øst, mellem hvilke sidste rigtignok en skridjøkel i øst-vestlig retning strækker sig ned i dalen, men endnu bærer dog denne egnens bedste skov.
@@ Linje 123: / Linje 123: @@
-[[Fil:AM.116.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Stígarjökull'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Syd for jökulfell fremstyrter Skejdarå i østlig retning og har forvandlet alt land under fjældets fod til sten- og sandslette. Imellem Skaftafell og Svinafell som mellem egnens fleste andre gårde strække mindre skridjøkler sig frem; stundum nå de næsten helt ned til Skejdaråens bred: sorte og snavsede, med en banke af grus og sten foran sig, affødende en rivende lille å, som det kan volde bryderi nok at passere. Ejendommeligt er det at se, hvorledes på sådanne steder de græsklædte fjældskråninger ligge højere end skridjøklens umiddelbart til dem stødende rande.
+Syd for jökulfell fremstyrter Skejdarå i østlig retning og har forvandlet alt land under fjældets fod til sten- og sandslette. Imellem Skaftafell og Svinafell som mellem egnens fleste andre gårde strække mindre skridjøkler sig frem; stundum nå de næsten helt ned til Skejdaråens bred: sorte og snavsede, med en banke af grus og sten foran sig, affødende en rivende lille å, som det kan volde bryderi nok at passere. Ejendommeligt er det at se, hvorledes på sådanne steder de græsklædte fjældskråninger ligge højere end skridjøklens umiddelbart til dem stødende rande.
-I følge hvad man nu vil fortælle på Skaftafell skulde gården allerførst have stået under Jökulfell inde i Morsådal. Dette skyldes dog kun traditionens uklarhed. Den gård, som tidligere stod her, hed, hvad også sysselmandsbeskrivelsen fremhæver, ''Jökul(s)fell''; beskrivelsen beretter yderligere, at den havde stået i skråningen af det Jökulfell benævnte fjæld, på et sted, som endnu den gang kaldtes ''Bæjarstaðr''; der havde været kirke, og man havde indtil for kort tid siden set spor til dennes og kirkegårdens tomter (ifg. Örævebeskrivelsen sås »endnu med lethed tomterne af kirkestedet«, og skoven i fjældet havde tidligere været så høj, at der herfra hentedes hustømmer). På Jökulsfell var der i følge Raudalæk-måldagen fra 1340 en halvkirke, men desuden ejede tillige Raudalæk kirke fra gammel tid (allerede nævnt 1179) en skovstrækning i fjældet her. Af Vm. ses, at biskop Gyrd (1349—60) gav 12 får og en ko fra Jökulfell til den nærmeste kirke i VSkf. Af denne overdragelse kan man vel slutte til kirkens samtidige nedlæggelse, og da overdragelsen i følge bispens levetid må have fundet sted før det sandsynlige år for den store vulkanødelæggelse (1362), kunde man måske heri finde en bestyrkelse for antagelsen af et tidligere udbrud i samme århundrede, der af nogle henføres til 1350. Efter vulkunødelæggelserne i det 15de århundrede er Jökulfell rimeligvis ikke mere bleven bebygget. Blandt de Arnamagnæanske afskrifter af islandske diplomer findes en måldage for Hov kirke, efter en måldagebog, som biskop Michael (1383—90) skal have ladet gøre. Heraf ses, at Hov kirke ejede »halvdelen af alle de forstrande, som ligge til Jökulfell«. I uddraget af jordebogen fra 1697 angives, at jorden Jökulfell er lagt under Skaftafell; i sysselmandsbeskrivelsen 1712 siges mere bestemt, at hvad der er tilbage af denne jords land, lejes fra Skaftafells gård <ref>Mærkeligt er det ellers, at Orævebygden så hurtigt har begyndt at rejse sig efter ødelæggelsen, at en fortegnelse over Hof kirkes ejendomme således har kunnet optages en snes år efter vulkanudbruddet.</ref>. At Skaftafell-gården fra gammel tid væsenlig har haft sin nuværende plads, derom vidner jo dens navn, og med dette forekommer den allerede i Nj., hvor gården nævnes som en ejendom, Flose havde rådighed over.
+[[Fil:AM.116.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Stígarjökull'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]I følge hvad man nu vil fortælle på Skaftafell skulde gården allerførst have stået under Jökulfell inde i Morsådal. Dette skyldes dog kun traditionens uklarhed. Den gård, som tidligere stod her, hed, hvad også sysselmandsbeskrivelsen fremhæver, ''Jökul(s)fell''; beskrivelsen beretter yderligere, at den havde stået i skråningen af det Jökulfell benævnte fjæld, på et sted, som endnu den gang kaldtes ''Bæjarstaðr''; der havde været kirke, og man havde indtil for kort tid siden set spor til dennes og kirkegårdens tomter (ifg. Örævebeskrivelsen sås »endnu med lethed tomterne af kirkestedet«, og skoven i fjældet havde tidligere været så høj, at der herfra hentedes hustømmer). På Jökulsfell var der i følge Raudalæk-måldagen fra 1340 en halvkirke, men desuden ejede tillige Raudalæk kirke fra gammel tid (allerede nævnt 1179) en skovstrækning i fjældet her. Af Vm. ses, at biskop Gyrd (1349—60) gav 12 får og en ko fra Jökulfell til den nærmeste kirke i VSkf. Af denne overdragelse kan man vel slutte til kirkens samtidige nedlæggelse, og da overdragelsen i følge bispens levetid må have fundet sted før det sandsynlige år for den store vulkanødelæggelse (1362), kunde man måske heri finde en bestyrkelse for antagelsen af et tidligere udbrud i samme århundrede, der af nogle henføres til 1350. Efter vulkunødelæggelserne i det 15de århundrede er Jökulfell rimeligvis ikke mere bleven bebygget. Blandt de Arnamagnæanske afskrifter af islandske diplomer findes en måldage for Hov kirke, efter en måldagebog, som biskop Michael (1383—90) skal have ladet gøre. Heraf ses, at Hov kirke ejede »halvdelen af alle de forstrande, som ligge til Jökulfell«. I uddraget af jordebogen fra 1697 angives, at jorden Jökulfell er lagt under Skaftafell; i sysselmandsbeskrivelsen 1712 siges mere bestemt, at hvad der er tilbage af denne jords land, lejes fra Skaftafells gård <ref>Mærkeligt er det ellers, at Orævebygden så hurtigt har begyndt at rejse sig efter ødelæggelsen, at en fortegnelse over Hof kirkes ejendomme således har kunnet optages en snes år efter vulkanudbruddet.</ref>. At Skaftafell-gården fra gammel tid væsenlig har haft sin nuværende plads, derom vidner jo dens navn, og med dette forekommer den allerede i Nj., hvor gården nævnes som en ejendom, Flose havde rådighed over.
@@ Linje 138: / Linje 138: @@
-På tre steder i det sydlige Island — beretter den i følge Jon Sigurdssön pålideligste kilde (en annal fra slutningen af det 14de årh.; se Dipl. isl. s. 245) — var der år 1362 vulkanudbrud; hele ''Lilleherred'', samt meget af Hornefjord og Lonshverve, i alt en strækning af 25 mil (5 »tingmannaled«) ødelagdes; hvor der før var 30 favnes dyb i havet, opstod jævne sande, med sådan voldsomhed løb Knappafellsjøkel frem i søen. To kirkesogne (kirkiu sokner), ''Hov'' og ''Rødelæk'' (at Hofi oc Rauðalæk), gik aldeles til grunde. — Denne beretning forstås måske rettest således, at i følge denne hele Örævebygden (Bredemarksgårdene indbefattede), en strækning, der her kaldes Lilleherred, ved denne lejlighed i det mindste for en tid lagdes øde, medens særlig to kirkesogne, Hov og Rødelæk, fuldstændig tilintetgjordes af den fremstyrtende jøkel. Den i slutningen af det 16de århundrede levende præst Jon Egilsson beretter, at der ved det store vulkanudbrud skal være gået 40 gårde til grunde, men desuden 8 bevarede, som på hans tid udgjorde Örævebygden. Ja en annal fra det 16de årh. lader endog den ødelagte bygd have talt 70 gårde. En ligefrem misforståelse (ved fejllæsning?) er det sikkert, når man finder angivet 6 udbrudssteder i steden for 3; samme kilde (en annal, der i sin nuværende skikkelse skyldes den nordlandske biskop Torlak Skulessön, 1628—56) lader fejlagtig Örævebygden være »i Østfjordene«, i det dette udtryk formodenlig her er brugt ensbetydende med Østfjordingefjærdingen. Denne annal — der af Jon Sigurdssön karakteriseres som utvivlsomt afskreven efter en anden ældre — beretter, hvorledes åen »Vlfarzä« brød frem over præstegården ''Raudelæk'', Rødelæk (at Rauðalæk), og ødelagde alle bygninger, så at kun kirken stod tilbage. '''Rødelæk''' (''Rauðilækr'', Ljósv.) har i følge sysselmandsbeskrivelsen stået mellem Svinafell og Sandfell, ud for hvor en skridjøkel nu strækker sig frem; 30 år tidligere så man tomter dér, men nu (1712) var alt forvandlet til grusstrækninger. Da sysselmandsbeskrivelsen anfører, at der kort fra, hvor gården har stået, løber en å »Virkisá«, er det rimeligvis denne å, som i sin tid har ødelagt gården, og som ved en afskriverfejl i den før omtalte annal har fået formen »Vlfarzä« &#596;: Úlfarsá.
+[[Fil:AM.114.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Öræfajökull'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]På tre steder i det sydlige Island — beretter den i følge Jon Sigurdssön pålideligste kilde (en annal fra slutningen af det 14de årh.; se Dipl. isl. s. 245) — var der år 1362 vulkanudbrud; hele ''Lilleherred'', samt meget af Hornefjord og Lonshverve, i alt en strækning af 25 mil (5 »tingmannaled«) ødelagdes; hvor der før var 30 favnes dyb i havet, opstod jævne sande, med sådan voldsomhed løb Knappafellsjøkel frem i søen. To kirkesogne (kirkiu sokner), ''Hov'' og ''Rødelæk'' (at Hofi oc Rauðalæk), gik aldeles til grunde. — Denne beretning forstås måske rettest således, at i følge denne hele Örævebygden (Bredemarksgårdene indbefattede), en strækning, der her kaldes Lilleherred, ved denne lejlighed i det mindste for en tid lagdes øde, medens særlig to kirkesogne, Hov og Rødelæk, fuldstændig tilintetgjordes af den fremstyrtende jøkel. Den i slutningen af det 16de århundrede levende præst Jon Egilsson beretter, at der ved det store vulkanudbrud skal være gået 40 gårde til grunde, men desuden 8 bevarede, som på hans tid udgjorde Örævebygden. Ja en annal fra det 16de årh. lader endog den ødelagte bygd have talt 70 gårde. En ligefrem misforståelse (ved fejllæsning?) er det sikkert, når man finder angivet 6 udbrudssteder i steden for 3; samme kilde (en annal, der i sin nuværende skikkelse skyldes den nordlandske biskop Torlak Skulessön, 1628—56) lader fejlagtig Örævebygden være »i Østfjordene«, i det dette udtryk formodenlig her er brugt ensbetydende med Østfjordingefjærdingen. Denne annal — der af Jon Sigurdssön karakteriseres som utvivlsomt afskreven efter en anden ældre — beretter, hvorledes åen »Vlfarzä« brød frem over præstegården ''Raudelæk'', Rødelæk (at Rauðalæk), og ødelagde alle bygninger, så at kun kirken stod tilbage. '''Rødelæk''' (''Rauðilækr'', Ljósv.) har i følge sysselmandsbeskrivelsen stået mellem Svinafell og Sandfell, ud for hvor en skridjøkel nu strækker sig frem; 30 år tidligere så man tomter dér, men nu (1712) var alt forvandlet til grusstrækninger. Da sysselmandsbeskrivelsen anfører, at der kort fra, hvor gården har stået, løber en å »Virkisá«, er det rimeligvis denne å, som i sin tid har ødelagt gården, og som ved en afskriverfejl i den før omtalte annal har fået formen »Vlfarzä« &#596;: Úlfarsá.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. jun. 2015 kl. 14:34
Linje 117:		Linje 117:


−	[[Fil:AM.115.jpg\|thumb\|~~500px~~\|right\|<center>''' Indgangen til gården Hnappavellir. '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]De øvrige gårde i Örævebygden ligge i en række fra sydøst til nordvest langs Örævejøklens vestside med en indbyrdes afstand af omtrent en mil. Først møder (syd fra) '''Hov''' (Hof), hvor annekskirken står, derefter '''Sandfell''', bygdens præstegård. Mellem de to gårde ligger vejen over en lang hals og i det hele mest over sten og grus; i de sammenhængende fjælde oven for bygden glimter hist og her jøklen frem; et fritstående, kegleformigt, rødbrunt fjæld Goðafjall vækker ved sit navn opmærksomhed, — man har også her sagn om, at hovet skal have stået på fjældet, og at tomter endnu skal ses dér<ref>Sml. »hov«-sagnene fra Østfjordene. – På Sandfell ligesom paa den følgende gård Svinafell nævner E. O. s. 825 nogle gamle bygninger, der efter beboernes sigende skulde have stået siden det 11te årh.; selv mener dog forfatteren, at disse huse — om end større og ældre end sædvanlig — må være flere gange ombyggede. I den antkv. indb. (1817) tales endnu om en skåle på Sandfell, hvor man så lævninger af gammelt tømmer og gammeldags vinduesåbninger i taget; de gamle sænge i skålen var derimod forlængst forstyrrede.</ref>. — Den følgende gård '''Svinafell''' (stundom også ''Svínafjall'') ligger i lidt venligere omgivelser, beskyttet af det til dels grønklædte Svinafells-fjæld, — dog med skridjøkler i gårdens umiddelbare nærhed. Svinafell var i gamle dage et berømt høvdingesæde, i Nj. så ofte omtalt som bolig for en af sagaens hovedpersoner Flose Tordssön, der ved omstændighedernes magt meget imod sin vilje dreves til at optræde som mordbrændernes fører ved Njålsbranden. I Sturlungetiden var Svinafellsætten, hvortil de fra Sturl. bekendte høvdinger Sigurd Ormssön, brodersønssønnen Orm Jonssön og dennes søn Sæmund hørte, den mest ansete familie på hele Østlandet. På historiske minder er gården ikke rig. Floses navn synes bevaret i benævnelsen på en hule i Svinafells-fjældet ''Flosahellir'', til hvilken dog ingen tradition om denne mand knytter sig. I gårdens land på flad mark vises et ''Grettestag''. — Nordligst i Örævebygden, nordvest for Svinafell, ligger endnu en gård '''Skaftafell''' (''Skaptafell''), måske på den frodigste plet i hele Öræve. Gården, der tidligere stod under Skaftafells-fjældet, har på grund af Skejdaråens ødelæggelser måttet flyttes noget op i dette. Skråningerne er her kratbevoxede både nord og syd for gården, og hist og her i kløfterne når træerne (birk og røn) endog en ret anselig højde. Udsigten fra gården er dog trist nok; den snavsede Skejdaråjøkel, den uhyre, flade sand, med den vidt forgrenede Skejdarå er, hvad der møder øjet. Imod nord åbner sig en lille dal Morsådal (Morsárdalr) ind mellem ''Jökulfell'' (mod vest) og nogle andre fjælde mod øst, mellem hvilke sidste rigtignok en skridjøkel i øst-vestlig retning strækker sig ned i dalen, men endnu bærer dog denne egnens bedste skov.	+	[[Fil:AM.115.jpg\|thumb\|300px\|right\|<center>''' Indgangen til gården Hnappavellir. '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]De øvrige gårde i Örævebygden ligge i en række fra sydøst til nordvest langs Örævejøklens vestside med en indbyrdes afstand af omtrent en mil. Først møder (syd fra) '''Hov''' (Hof), hvor annekskirken står, derefter '''Sandfell''', bygdens præstegård. Mellem de to gårde ligger vejen over en lang hals og i det hele mest over sten og grus; i de sammenhængende fjælde oven for bygden glimter hist og her jøklen frem; et fritstående, kegleformigt, rødbrunt fjæld Goðafjall vækker ved sit navn opmærksomhed, — man har også her sagn om, at hovet skal have stået på fjældet, og at tomter endnu skal ses dér<ref>Sml. »hov«-sagnene fra Østfjordene. – På Sandfell ligesom paa den følgende gård Svinafell nævner E. O. s. 825 nogle gamle bygninger, der efter beboernes sigende skulde have stået siden det 11te årh.; selv mener dog forfatteren, at disse huse — om end større og ældre end sædvanlig — må være flere gange ombyggede. I den antkv. indb. (1817) tales endnu om en skåle på Sandfell, hvor man så lævninger af gammelt tømmer og gammeldags vinduesåbninger i taget; de gamle sænge i skålen var derimod forlængst forstyrrede.</ref>. — Den følgende gård '''Svinafell''' (stundom også ''Svínafjall'') ligger i lidt venligere omgivelser, beskyttet af det til dels grønklædte Svinafells-fjæld, — dog med skridjøkler i gårdens umiddelbare nærhed. Svinafell var i gamle dage et berømt høvdingesæde, i Nj. så ofte omtalt som bolig for en af sagaens hovedpersoner Flose Tordssön, der ved omstændighedernes magt meget imod sin vilje dreves til at optræde som mordbrændernes fører ved Njålsbranden. I Sturlungetiden var Svinafellsætten, hvortil de fra Sturl. bekendte høvdinger Sigurd Ormssön, brodersønssønnen Orm Jonssön og dennes søn Sæmund hørte, den mest ansete familie på hele Østlandet. På historiske minder er gården ikke rig. Floses navn synes bevaret i benævnelsen på en hule i Svinafells-fjældet ''Flosahellir'', til hvilken dog ingen tradition om denne mand knytter sig. I gårdens land på flad mark vises et ''Grettestag''. — Nordligst i Örævebygden, nordvest for Svinafell, ligger endnu en gård '''Skaftafell''' (''Skaptafell''), måske på den frodigste plet i hele Öræve. Gården, der tidligere stod under Skaftafells-fjældet, har på grund af Skejdaråens ødelæggelser måttet flyttes noget op i dette. Skråningerne er her kratbevoxede både nord og syd for gården, og hist og her i kløfterne når træerne (birk og røn) endog en ret anselig højde. Udsigten fra gården er dog trist nok; den snavsede Skejdaråjøkel, den uhyre, flade sand, med den vidt forgrenede Skejdarå er, hvad der møder øjet. Imod nord åbner sig en lille dal Morsådal (Morsárdalr) ind mellem ''Jökulfell'' (mod vest) og nogle andre fjælde mod øst, mellem hvilke sidste rigtignok en skridjøkel i øst-vestlig retning strækker sig ned i dalen, men endnu bærer dog denne egnens bedste skov.


Linje 123:		Linje 123:


−	Syd for jökulfell fremstyrter Skejdarå i østlig retning og har forvandlet alt land under fjældets fod til sten- og sandslette. Imellem Skaftafell og Svinafell som mellem egnens fleste andre gårde strække mindre skridjøkler sig frem; stundum nå de næsten helt ned til Skejdaråens bred: sorte og snavsede, med en banke af grus og sten foran sig, affødende en rivende lille å, som det kan volde bryderi nok at passere. Ejendommeligt er det at se, hvorledes på sådanne steder de græsklædte fjældskråninger ligge højere end skridjøklens umiddelbart til dem stødende rande.	+	[[Fil:AM.116.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Stígarjökull'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Syd for jökulfell fremstyrter Skejdarå i østlig retning og har forvandlet alt land under fjældets fod til sten- og sandslette. Imellem Skaftafell og Svinafell som mellem egnens fleste andre gårde strække mindre skridjøkler sig frem; stundum nå de næsten helt ned til Skejdaråens bred: sorte og snavsede, med en banke af grus og sten foran sig, affødende en rivende lille å, som det kan volde bryderi nok at passere. Ejendommeligt er det at se, hvorledes på sådanne steder de græsklædte fjældskråninger ligge højere end skridjøklens umiddelbart til dem stødende rande.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. jun. 2015 kl. 14:32
Linje 102:		Linje 102:


−	[[Fil:AM.~~125~~.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Jökulsá á Breiðamerkurjökull '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Mellem det nu omhandlede strøg — nærmest vest for Bredåen — og Kvísker kendes ingen ødegårde. ''Kviskær'' (Kvísker), nu Bredemarkssandens eneste bebyggede gård, ligger som tidligere anført beskyttet af nogle højder omtrent hvor Bredemarksjøklen og Örævajøklen går over i hinanden. Gården tager i følge Örævebeskrivelsen i Arne Magnussöns samlinger navn af to lave skær i havet ud for gården; disse benævnes rigtignok nu ''Tvísker'', og dette navn er tilmed ved at gå over på gården, men den gang benævntes både skær og gård Kvisker. Heraf er vel igen navnet på den vest for gården løbende ''Kviå'' (Kvíá) dannet<ref>Nu skelnes mellem en østre og en vestre Kviå, men bægge vest for Kviskær.</ref>. — Ldn. beretter, at Torgerd, enke efter en af den norske herse Heyjangrs-Björns sönner Asbjörn, der var død på sin rejse til Island, besatte hele ''Ingolvshövdehverve'' (Ingólfshöfðahverfi) mellem Kviå og ''Jøkelså'' (Jökulsá ɔ Skejdarå) og boede på Sandfell (en af de midterste gårde i Örævebygden). Hauksbog og Melabog oplyse nærmere, hvorledes det gik til med dette landnam, at Torgerd nemlig, da ingen kvinde måtte besætte en større strækning end den, hvorover en to års kvie kunde trækkes i løbet af en forårsdag, satte sig i bevægelse med kvien fra et fjæld i nærheden af Kviå og nåede til Jökulsfell ved Örævebygdens nordvestlige hjørne, hvoraf det altså også ses, at hele Ingolvshövdehverve, som hun derved fik som sit landnam, netop svarer til det nuværende bebyggede Öræve, Kviskær fraregnet. — Havde man kun Ldn. at støtte sig til, vilde man sikkert aflede det i navnene på gården og åen liggende kví- af »kvíga« (en kvie); er disse benævnelser derimod, som det synes, udgået fra navnet på de to småskær, har man formodenlig her med ordet »kví« (fold, indhegning) at gøre. I følge Sig. Gunnarssön (Örnefni s. 450) skal der i nærheden af Kviå findes en »Kvígusteinn« (ɔ: kviestén), hvorfra man siger at Torgerd begyndte sin vandring med kvien.	+	[[Fil:AM.117.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Jökulsá á Breiðamerkurjökull '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Mellem det nu omhandlede strøg — nærmest vest for Bredåen — og Kvísker kendes ingen ødegårde. ''Kviskær'' (Kvísker), nu Bredemarkssandens eneste bebyggede gård, ligger som tidligere anført beskyttet af nogle højder omtrent hvor Bredemarksjøklen og Örævajøklen går over i hinanden. Gården tager i følge Örævebeskrivelsen i Arne Magnussöns samlinger navn af to lave skær i havet ud for gården; disse benævnes rigtignok nu ''Tvísker'', og dette navn er tilmed ved at gå over på gården, men den gang benævntes både skær og gård Kvisker. Heraf er vel igen navnet på den vest for gården løbende ''Kviå'' (Kvíá) dannet<ref>Nu skelnes mellem en østre og en vestre Kviå, men bægge vest for Kviskær.</ref>. — Ldn. beretter, at Torgerd, enke efter en af den norske herse Heyjangrs-Björns sönner Asbjörn, der var død på sin rejse til Island, besatte hele ''Ingolvshövdehverve'' (Ingólfshöfðahverfi) mellem Kviå og ''Jøkelså'' (Jökulsá ɔ Skejdarå) og boede på Sandfell (en af de midterste gårde i Örævebygden). Hauksbog og Melabog oplyse nærmere, hvorledes det gik til med dette landnam, at Torgerd nemlig, da ingen kvinde måtte besætte en større strækning end den, hvorover en to års kvie kunde trækkes i løbet af en forårsdag, satte sig i bevægelse med kvien fra et fjæld i nærheden af Kviå og nåede til Jökulsfell ved Örævebygdens nordvestlige hjørne, hvoraf det altså også ses, at hele Ingolvshövdehverve, som hun derved fik som sit landnam, netop svarer til det nuværende bebyggede Öræve, Kviskær fraregnet. — Havde man kun Ldn. at støtte sig til, vilde man sikkert aflede det i navnene på gården og åen liggende kví- af »kvíga« (en kvie); er disse benævnelser derimod, som det synes, udgået fra navnet på de to småskær, har man formodenlig her med ordet »kví« (fold, indhegning) at gøre. I følge Sig. Gunnarssön (Örnefni s. 450) skal der i nærheden af Kviå findes en »Kvígusteinn« (ɔ: kviestén), hvorfra man siger at Torgerd begyndte sin vandring med kvien.


Linje 117:		Linje 117:


−	De øvrige gårde i Örævebygden ligge i en række fra sydøst til nordvest langs Örævejøklens vestside med en indbyrdes afstand af omtrent en mil. Først møder (syd fra) '''Hov''' (Hof), hvor annekskirken står, derefter '''Sandfell''', bygdens præstegård. Mellem de to gårde ligger vejen over en lang hals og i det hele mest over sten og grus; i de sammenhængende fjælde oven for bygden glimter hist og her jøklen frem; et fritstående, kegleformigt, rødbrunt fjæld Goðafjall vækker ved sit navn opmærksomhed, — man har også her sagn om, at hovet skal have stået på fjældet, og at tomter endnu skal ses dér<ref>Sml. »hov«-sagnene fra Østfjordene. – På Sandfell ligesom paa den følgende gård Svinafell nævner E. O. s. 825 nogle gamle bygninger, der efter beboernes sigende skulde have stået siden det 11te årh.; selv mener dog forfatteren, at disse huse — om end større og ældre end sædvanlig — må være flere gange ombyggede. I den antkv. indb. (1817) tales endnu om en skåle på Sandfell, hvor man så lævninger af gammelt tømmer og gammeldags vinduesåbninger i taget; de gamle sænge i skålen var derimod forlængst forstyrrede.</ref>. — Den følgende gård '''Svinafell''' (stundom også ''Svínafjall'') ligger i lidt venligere omgivelser, beskyttet af det til dels grønklædte Svinafells-fjæld, — dog med skridjøkler i gårdens umiddelbare nærhed. Svinafell var i gamle dage et berømt høvdingesæde, i Nj. så ofte omtalt som bolig for en af sagaens hovedpersoner Flose Tordssön, der ved omstændighedernes magt meget imod sin vilje dreves til at optræde som mordbrændernes fører ved Njålsbranden. I Sturlungetiden var Svinafellsætten, hvortil de fra Sturl. bekendte høvdinger Sigurd Ormssön, brodersønssønnen Orm Jonssön og dennes søn Sæmund hørte, den mest ansete familie på hele Østlandet. På historiske minder er gården ikke rig. Floses navn synes bevaret i benævnelsen på en hule i Svinafells-fjældet ''Flosahellir'', til hvilken dog ingen tradition om denne mand knytter sig. I gårdens land på flad mark vises et ''Grettestag''. — Nordligst i Örævebygden, nordvest for Svinafell, ligger endnu en gård '''Skaftafell''' (''Skaptafell''), måske på den frodigste plet i hele Öræve. Gården, der tidligere stod under Skaftafells-fjældet, har på grund af Skejdaråens ødelæggelser måttet flyttes noget op i dette. Skråningerne er her kratbevoxede både nord og syd for gården, og hist og her i kløfterne når træerne (birk og røn) endog en ret anselig højde. Udsigten fra gården er dog trist nok; den snavsede Skejdaråjøkel, den uhyre, flade sand, med den vidt forgrenede Skejdarå er, hvad der møder øjet. Imod nord åbner sig en lille dal Morsådal (Morsárdalr) ind mellem ''Jökulfell'' (mod vest) og nogle andre fjælde mod øst, mellem hvilke sidste rigtignok en skridjøkel i øst-vestlig retning strækker sig ned i dalen, men endnu bærer dog denne egnens bedste skov.	+	[[Fil:AM.115.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Indgangen til gården Hnappavellir. '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]De øvrige gårde i Örævebygden ligge i en række fra sydøst til nordvest langs Örævejøklens vestside med en indbyrdes afstand af omtrent en mil. Først møder (syd fra) '''Hov''' (Hof), hvor annekskirken står, derefter '''Sandfell''', bygdens præstegård. Mellem de to gårde ligger vejen over en lang hals og i det hele mest over sten og grus; i de sammenhængende fjælde oven for bygden glimter hist og her jøklen frem; et fritstående, kegleformigt, rødbrunt fjæld Goðafjall vækker ved sit navn opmærksomhed, — man har også her sagn om, at hovet skal have stået på fjældet, og at tomter endnu skal ses dér<ref>Sml. »hov«-sagnene fra Østfjordene. – På Sandfell ligesom paa den følgende gård Svinafell nævner E. O. s. 825 nogle gamle bygninger, der efter beboernes sigende skulde have stået siden det 11te årh.; selv mener dog forfatteren, at disse huse — om end større og ældre end sædvanlig — må være flere gange ombyggede. I den antkv. indb. (1817) tales endnu om en skåle på Sandfell, hvor man så lævninger af gammelt tømmer og gammeldags vinduesåbninger i taget; de gamle sænge i skålen var derimod forlængst forstyrrede.</ref>. — Den følgende gård '''Svinafell''' (stundom også ''Svínafjall'') ligger i lidt venligere omgivelser, beskyttet af det til dels grønklædte Svinafells-fjæld, — dog med skridjøkler i gårdens umiddelbare nærhed. Svinafell var i gamle dage et berømt høvdingesæde, i Nj. så ofte omtalt som bolig for en af sagaens hovedpersoner Flose Tordssön, der ved omstændighedernes magt meget imod sin vilje dreves til at optræde som mordbrændernes fører ved Njålsbranden. I Sturlungetiden var Svinafellsætten, hvortil de fra Sturl. bekendte høvdinger Sigurd Ormssön, brodersønssønnen Orm Jonssön og dennes søn Sæmund hørte, den mest ansete familie på hele Østlandet. På historiske minder er gården ikke rig. Floses navn synes bevaret i benævnelsen på en hule i Svinafells-fjældet ''Flosahellir'', til hvilken dog ingen tradition om denne mand knytter sig. I gårdens land på flad mark vises et ''Grettestag''. — Nordligst i Örævebygden, nordvest for Svinafell, ligger endnu en gård '''Skaftafell''' (''Skaptafell''), måske på den frodigste plet i hele Öræve. Gården, der tidligere stod under Skaftafells-fjældet, har på grund af Skejdaråens ødelæggelser måttet flyttes noget op i dette. Skråningerne er her kratbevoxede både nord og syd for gården, og hist og her i kløfterne når træerne (birk og røn) endog en ret anselig højde. Udsigten fra gården er dog trist nok; den snavsede Skejdaråjøkel, den uhyre, flade sand, med den vidt forgrenede Skejdarå er, hvad der møder øjet. Imod nord åbner sig en lille dal Morsådal (Morsárdalr) ind mellem ''Jökulfell'' (mod vest) og nogle andre fjælde mod øst, mellem hvilke sidste rigtignok en skridjøkel i øst-vestlig retning strækker sig ned i dalen, men endnu bærer dog denne egnens bedste skov.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. jun. 2015 kl. 14:29
Linje 102:		Linje 102:


−	Mellem det nu omhandlede strøg — nærmest vest for Bredåen — og Kvísker kendes ingen ødegårde. ''Kviskær'' (Kvísker), nu Bredemarkssandens eneste bebyggede gård, ligger som tidligere anført beskyttet af nogle højder omtrent hvor Bredemarksjøklen og Örævajøklen går over i hinanden. Gården tager i følge Örævebeskrivelsen i Arne Magnussöns samlinger navn af to lave skær i havet ud for gården; disse benævnes rigtignok nu ''Tvísker'', og dette navn er tilmed ved at gå over på gården, men den gang benævntes både skær og gård Kvisker. Heraf er vel igen navnet på den vest for gården løbende ''Kviå'' (Kvíá) dannet<ref>Nu skelnes mellem en østre og en vestre Kviå, men bægge vest for Kviskær.</ref>. — Ldn. beretter, at Torgerd, enke efter en af den norske herse Heyjangrs-Björns sönner Asbjörn, der var død på sin rejse til Island, besatte hele ''Ingolvshövdehverve'' (Ingólfshöfðahverfi) mellem Kviå og ''Jøkelså'' (Jökulsá ɔ Skejdarå) og boede på Sandfell (en af de midterste gårde i Örævebygden). Hauksbog og Melabog oplyse nærmere, hvorledes det gik til med dette landnam, at Torgerd nemlig, da ingen kvinde måtte besætte en større strækning end den, hvorover en to års kvie kunde trækkes i løbet af en forårsdag, satte sig i bevægelse med kvien fra et fjæld i nærheden af Kviå og nåede til Jökulsfell ved Örævebygdens nordvestlige hjørne, hvoraf det altså også ses, at hele Ingolvshövdehverve, som hun derved fik som sit landnam, netop svarer til det nuværende bebyggede Öræve, Kviskær fraregnet. — Havde man kun Ldn. at støtte sig til, vilde man sikkert aflede det i navnene på gården og åen liggende kví- af »kvíga« (en kvie); er disse benævnelser derimod, som det synes, udgået fra navnet på de to småskær, har man formodenlig her med ordet »kví« (fold, indhegning) at gøre. I følge Sig. Gunnarssön (Örnefni s. 450) skal der i nærheden af Kviå findes en »Kvígusteinn« (ɔ: kviestén), hvorfra man siger at Torgerd begyndte sin vandring med kvien.	+	[[Fil:AM.125.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Jökulsá á Breiðamerkurjökull '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Mellem det nu omhandlede strøg — nærmest vest for Bredåen — og Kvísker kendes ingen ødegårde. ''Kviskær'' (Kvísker), nu Bredemarkssandens eneste bebyggede gård, ligger som tidligere anført beskyttet af nogle højder omtrent hvor Bredemarksjøklen og Örævajøklen går over i hinanden. Gården tager i følge Örævebeskrivelsen i Arne Magnussöns samlinger navn af to lave skær i havet ud for gården; disse benævnes rigtignok nu ''Tvísker'', og dette navn er tilmed ved at gå over på gården, men den gang benævntes både skær og gård Kvisker. Heraf er vel igen navnet på den vest for gården løbende ''Kviå'' (Kvíá) dannet<ref>Nu skelnes mellem en østre og en vestre Kviå, men bægge vest for Kviskær.</ref>. — Ldn. beretter, at Torgerd, enke efter en af den norske herse Heyjangrs-Björns sönner Asbjörn, der var død på sin rejse til Island, besatte hele ''Ingolvshövdehverve'' (Ingólfshöfðahverfi) mellem Kviå og ''Jøkelså'' (Jökulsá ɔ Skejdarå) og boede på Sandfell (en af de midterste gårde i Örævebygden). Hauksbog og Melabog oplyse nærmere, hvorledes det gik til med dette landnam, at Torgerd nemlig, da ingen kvinde måtte besætte en større strækning end den, hvorover en to års kvie kunde trækkes i løbet af en forårsdag, satte sig i bevægelse med kvien fra et fjæld i nærheden af Kviå og nåede til Jökulsfell ved Örævebygdens nordvestlige hjørne, hvoraf det altså også ses, at hele Ingolvshövdehverve, som hun derved fik som sit landnam, netop svarer til det nuværende bebyggede Öræve, Kviskær fraregnet. — Havde man kun Ldn. at støtte sig til, vilde man sikkert aflede det i navnene på gården og åen liggende kví- af »kvíga« (en kvie); er disse benævnelser derimod, som det synes, udgået fra navnet på de to småskær, har man formodenlig her med ordet »kví« (fold, indhegning) at gøre. I følge Sig. Gunnarssön (Örnefni s. 450) skal der i nærheden af Kviå findes en »Kvígusteinn« (ɔ: kviestén), hvorfra man siger at Torgerd begyndte sin vandring med kvien.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. jun. 2015 kl. 14:26
Linje 93:		Linje 93:


−	Forskellig fra »Fell ved Bredå« synes den i Nj. nævnte gård '''Bredå''' (''Breiðá'') at have været. Da en frænde af Side-Hall boede her, har det rimeligvis været en anselig gård. Efter at den flere gange er omtalt i sagaen, berettes der ved dennes slutning, at efter Kåres udsoning med Flose og hans påfølgende ægteskab med dennes broderdatter Hildegunn boede ægteparret »først« på Bredå. På Bredå var i gammel tid en kirke. Om denne og de tilhørende besiddelser får man nærmere underretning gennem en i AM. 263, fol. opbevaret måldage. Skønt dette håndskrift, der er istandbragt af biskop Odd Ejnarssön år 1598, og hvorom nærmere kan efterses i Dipl. isl. I, 253—54, indeholder »gamle« måldager af højst forskellig alder, sædvanlig uden nogen anden betegnelse end netop ordet »gammel«, kan det dog for denne måldages vedkommende med temmelig sikkerhed siges, at den stammer fra tiden før vulkanødelæggelsen i det 14de årh., rimeligvis fra den nærmest foregående tid, og affattet samtidig med et par i håndskriftet umiddelbart efterfølgende måldager for denne egn, hvoraf »Rauðilækr« -måldagen af Jon Sigurdssön henføres til år 1340 (Sml. Dipl. isl. I, 167—69). I følge den nævnte fortegnelse ejede kirken hele gården (jorden) med de forstrande og skove, som fra gammel tid havde hørt dertil. Særlig nævnes som kirkeejendom desuden »hellir hinn eystri« (en gård?), Hola land (Hólar — en alt da ubeboet gård?), Hola forstrand, Vindås forstrand (Vindáss — en gård?)<ref>I følge en meddelelse gennem præsten i Öræve skal Vindás-fjara ligge i Fellshverfi (Suðrsveit).</ref> og en forstrand ud for Salthövde (Salthöfði er den sydøstligste udløber fra Örævebygdens fjælde). Fremdeles hørte under kirken to kapeller. På gården skulde være en præst. Med hensyn til ejendommens betydning kan det også fremhæves, at den kirken tilhørende kreaturbesætning var ret anselig (således 6 kør), og at nabokirken (Hnappavellir) havde ret til rishugst i Bredå land. Ved det store vulkanudbrud i det 14de årh., der med størst rimelighed kan henføres til år 1362, er Bredå rimeligvis bleven forladt. At kirken her som en følge af disse naturomvæltninger i det mindste for en tid er bleven opgivet, synes at fremgå af den i slutningen af århundredet forfattede Vilchins måldage; her opføres ikke Bredå kirke, men under fortegnelsen over kirkeinventariet på Stavafell i Lon bemærkes, at to klokker fra Bredå og et kors af biskop Torarin (1363—64) overdroges den derværende kirke. — Denne gård anses for at være den samme som ''Bredåmark'' (Breiðármörk, Breiðamörk), der først efter midten af det 17de årh. lagdes øde. Fjall siges i sysselmandsbeskrivelsen at ligge vest for Bredåmark, og om Bredåmark berettes sammesteds, at den var ødelagt af jøkel, vand og grus, men tomterne sås endnu; der havde været kapel, og i dettes indgang lå en stor, flad sten — af længde, bredde og tykkelse omtrent som en almindelig ligsten — , hvidgrå af farve. Stenen, der kaldtes ''Kåre-stén'' (Kára hella), ansås for Kåre Sölmundssons ligsten, og man fortalte, at han selv havde båret den hjem før sin død. På den tid, beretningen nedskreves, sås vel ikke længer selve stenen (der mentes at ligge på Kåres grav), men man vidste at påvise stedet, hvor den var at finde <ref>Denne »ligsten« omtales også E. O. s. 841, og i følge denne kilde føltes det endnu ved midten af forrige århundrede af de forbirejsende som en pligt at rense stenen for grus og støv.</ref>. Ved slutningen af forrige århundrede var alt her skjult af jøkel, med undtagelse af nogle lævninger af tunet. I den blandt Arne Magnussöns samlinger opbevarede beskrivelse af Örævebygden nævnes Bredåmark endnu som Örævesvejtens niende gård, men der siges, at gården nu ligger fuldstændig øde, med undtagelse af stedet for selve gården og nogle forfaldne småbygninger; dog sås der tillige, tomter, således en kirketomt og Kåres grav med den firkantede gravsten, som i følge meddelerens skøn næppe kunde flyttes af 8 mænd. I biskop Brynjulv Svendssöns måldagebog fra år 1641 nævnes »Breiðarmörk« blandt de under Örævebygdens sydligste kirke (Hof) liggende gårde og må antages endnu den gang bebygget.	+	[[Fil:AM.119.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Steinarfjall'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Forskellig fra »Fell ved Bredå« synes den i Nj. nævnte gård '''Bredå''' (''Breiðá'') at have været. Da en frænde af Side-Hall boede her, har det rimeligvis været en anselig gård. Efter at den flere gange er omtalt i sagaen, berettes der ved dennes slutning, at efter Kåres udsoning med Flose og hans påfølgende ægteskab med dennes broderdatter Hildegunn boede ægteparret »først« på Bredå. På Bredå var i gammel tid en kirke. Om denne og de tilhørende besiddelser får man nærmere underretning gennem en i AM. 263, fol. opbevaret måldage. Skønt dette håndskrift, der er istandbragt af biskop Odd Ejnarssön år 1598, og hvorom nærmere kan efterses i Dipl. isl. I, 253—54, indeholder »gamle« måldager af højst forskellig alder, sædvanlig uden nogen anden betegnelse end netop ordet »gammel«, kan det dog for denne måldages vedkommende med temmelig sikkerhed siges, at den stammer fra tiden før vulkanødelæggelsen i det 14de årh., rimeligvis fra den nærmest foregående tid, og affattet samtidig med et par i håndskriftet umiddelbart efterfølgende måldager for denne egn, hvoraf »Rauðilækr« -måldagen af Jon Sigurdssön henføres til år 1340 (Sml. Dipl. isl. I, 167—69). I følge den nævnte fortegnelse ejede kirken hele gården (jorden) med de forstrande og skove, som fra gammel tid havde hørt dertil. Særlig nævnes som kirkeejendom desuden »hellir hinn eystri« (en gård?), Hola land (Hólar — en alt da ubeboet gård?), Hola forstrand, Vindås forstrand (Vindáss — en gård?)<ref>I følge en meddelelse gennem præsten i Öræve skal Vindás-fjara ligge i Fellshverfi (Suðrsveit).</ref> og en forstrand ud for Salthövde (Salthöfði er den sydøstligste udløber fra Örævebygdens fjælde). Fremdeles hørte under kirken to kapeller. På gården skulde være en præst. Med hensyn til ejendommens betydning kan det også fremhæves, at den kirken tilhørende kreaturbesætning var ret anselig (således 6 kør), og at nabokirken (Hnappavellir) havde ret til rishugst i Bredå land. Ved det store vulkanudbrud i det 14de årh., der med størst rimelighed kan henføres til år 1362, er Bredå rimeligvis bleven forladt. At kirken her som en følge af disse naturomvæltninger i det mindste for en tid er bleven opgivet, synes at fremgå af den i slutningen af århundredet forfattede Vilchins måldage; her opføres ikke Bredå kirke, men under fortegnelsen over kirkeinventariet på Stavafell i Lon bemærkes, at to klokker fra Bredå og et kors af biskop Torarin (1363—64) overdroges den derværende kirke. — Denne gård anses for at være den samme som ''Bredåmark'' (Breiðármörk, Breiðamörk), der først efter midten af det 17de årh. lagdes øde. Fjall siges i sysselmandsbeskrivelsen at ligge vest for Bredåmark, og om Bredåmark berettes sammesteds, at den var ødelagt af jøkel, vand og grus, men tomterne sås endnu; der havde været kapel, og i dettes indgang lå en stor, flad sten — af længde, bredde og tykkelse omtrent som en almindelig ligsten — , hvidgrå af farve. Stenen, der kaldtes ''Kåre-stén'' (Kára hella), ansås for Kåre Sölmundssons ligsten, og man fortalte, at han selv havde båret den hjem før sin død. På den tid, beretningen nedskreves, sås vel ikke længer selve stenen (der mentes at ligge på Kåres grav), men man vidste at påvise stedet, hvor den var at finde <ref>Denne »ligsten« omtales også E. O. s. 841, og i følge denne kilde føltes det endnu ved midten af forrige århundrede af de forbirejsende som en pligt at rense stenen for grus og støv.</ref>. Ved slutningen af forrige århundrede var alt her skjult af jøkel, med undtagelse af nogle lævninger af tunet. I den blandt Arne Magnussöns samlinger opbevarede beskrivelse af Örævebygden nævnes Bredåmark endnu som Örævesvejtens niende gård, men der siges, at gården nu ligger fuldstændig øde, med undtagelse af stedet for selve gården og nogle forfaldne småbygninger; dog sås der tillige, tomter, således en kirketomt og Kåres grav med den firkantede gravsten, som i følge meddelerens skøn næppe kunde flyttes af 8 mænd. I biskop Brynjulv Svendssöns måldagebog fra år 1641 nævnes »Breiðarmörk« blandt de under Örævebygdens sydligste kirke (Hof) liggende gårde og må antages endnu den gang bebygget.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. jun. 2015 kl. 14:24
Linje 87:		Linje 87:


−	Örævabygden består nu kun af 8 store gårde — eller gårdgrupper, som flere af disse rettere må kaldes, da der her findes 3—4 bønder, hver i sin bolig. Østligst af alle er '''Kvísker''', en gård, der ligger inde på selve Bredemarkssand, beskyttet for jøklen af nogle bagved liggende højder, omtrent hvor Bredemarksjøklen og Örævajøklens østligste skridjøkel støder sammen; længst mod nordvest ligger '''Skaftafell''', omtrent overfor hvor Skejdarå bryder frem fra Skejdaråjøklen. Tidligere har forholdene i den mellem de to sande indesluttede bygd, der først efter det 14de årh.'s vulkanudbrud antog sit nuværende navn, været vidt forskellige fra nutidens — om end ikke så forskellige, som man i almindelighed udmaler sig — ; men heldigvis sættes vi ved Ldn.'s angivelser, i forbindelse med forskellige bevarede kirkemåldager, samt beretninger fra tiden omkring 1700 om hvad man da endnu vidste om de her foregåede forandringer, i stand til at få, et ganske godt billede af den oprindelige tilstand. Hvad nu først den af Bredemarksandens større, vestligere del opfyldte strækning angår, viser allerede Ldn., at denne ikke på landnamstiden kan have haft sin nuværende ufrugtbarhed. I følge den nævnte kilde gav nemlig Hrollaug, der tog land fra »Vester«Horn til Kviå, Tord illuge, som havde lidt skibbrud på ''Bredåsand'' (Breiðársandr), landet mellem Kviå og Jøkelså (ɔ J. på Bredemarkssand) — en strækning, som nu kun udgør en del af Bredemarkssanden. På denne strækning kan desuden steder for flere gårde påvises, og af måldagerne ses, at dette har været en skov- og græsrig egn. Hvorvidt disse gårde har været opfattede som en særskilt bygd, benævnt ''Bredåmark'' (Breiðármörk) — således som traditionen vil - , kan ikke bestemt ses; dog fremgår det af en måldagebog, at navnet Bredåmark temlig tidlig har været i brug, som det synes om den vestlige, større del af den nuværende Bredemarkssand, muligvis dog kun om egnen nærmest Bredå. Dette navn, senere afslebet til Bredemark (Breiðamörk), er tydelig nok endnu bevaret i benævnelserne Bredemarkssand, Bredemarksjøkel m. fl. Måldagerne vise, at de herværende gårde tilligemed den nuværende Örævebygd betragtedes som et »herred«, allerede den gang (som det fremgår af Nj.) skilt fra nabobygderne ved to sande. Den vestligste af disse (Lómagnúpssandr) må være den nu Skejdaråsand benævnte sandstrækning, den østlige var Bredåsand, svarende til en del af den nuværende Bredemarkssand, så at dens vestlige begrænsning formodenlig har været Bredå; derved forklares både dens navn, og den omstændighed, at Bredå kunde blive grænseskel mod Sydersvejt, således som forholdet — som bemærket — endnu er. Jøkelså har sikkert den gang ligesom nu haft sit udspring fra en skridjøkel; men denne har utvivlsomt da ligget meget længere fra kysten, som den vel først ved Örævajøklens vulkanudbrud i det 14de årh. ret er begyndt at nærme sig; endnu ved midten af forrige årh. var den i følge E. O. (s. 785) omtrent en mil fjærnet fra kysten. Ligeledes har skridjøklen sikkert oprindelig været indskrænket til den nærmeste del omkring Jøkelsås udspring, medens egnen vest for Bredå da i det væsenlige må have været forskånet for skridjøkler. Nu er den vestlige og større del af Bredemarkssand ikke meget forskellig fra den østlige. Den er noget bredere end den østlige tredjedel, hvor den endnu tilbagestående kyststrimmel er indskrænket til nogle grusdynger (moræner) mellem jøkeranden og en fladvandssamling (lón, ós) nærmest strandbredden. Efterhånden som man kommer vest på, ser man hist og her lidt grønt land foran jøklen, et enkelt sted (vest for Kviå) endog en gård, beskyttet af nogle bagved liggende højder — det før nævnte Kvísker — , den sidste lævning af den formodede Bredemarksbygd.	+	[[Fil:AM.120.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Borgarhafnarfjall'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Örævabygden består nu kun af 8 store gårde — eller gårdgrupper, som flere af disse rettere må kaldes, da der her findes 3—4 bønder, hver i sin bolig. Østligst af alle er '''Kvísker''', en gård, der ligger inde på selve Bredemarkssand, beskyttet for jøklen af nogle bagved liggende højder, omtrent hvor Bredemarksjøklen og Örævajøklens østligste skridjøkel støder sammen; længst mod nordvest ligger '''Skaftafell''', omtrent overfor hvor Skejdarå bryder frem fra Skejdaråjøklen. Tidligere har forholdene i den mellem de to sande indesluttede bygd, der først efter det 14de årh.'s vulkanudbrud antog sit nuværende navn, været vidt forskellige fra nutidens — om end ikke så forskellige, som man i almindelighed udmaler sig — ; men heldigvis sættes vi ved Ldn.'s angivelser, i forbindelse med forskellige bevarede kirkemåldager, samt beretninger fra tiden omkring 1700 om hvad man da endnu vidste om de her foregåede forandringer, i stand til at få, et ganske godt billede af den oprindelige tilstand. Hvad nu først den af Bredemarksandens større, vestligere del opfyldte strækning angår, viser allerede Ldn., at denne ikke på landnamstiden kan have haft sin nuværende ufrugtbarhed. I følge den nævnte kilde gav nemlig Hrollaug, der tog land fra »Vester«Horn til Kviå, Tord illuge, som havde lidt skibbrud på ''Bredåsand'' (Breiðársandr), landet mellem Kviå og Jøkelså (ɔ J. på Bredemarkssand) — en strækning, som nu kun udgør en del af Bredemarkssanden. På denne strækning kan desuden steder for flere gårde påvises, og af måldagerne ses, at dette har været en skov- og græsrig egn. Hvorvidt disse gårde har været opfattede som en særskilt bygd, benævnt ''Bredåmark'' (Breiðármörk) — således som traditionen vil - , kan ikke bestemt ses; dog fremgår det af en måldagebog, at navnet Bredåmark temlig tidlig har været i brug, som det synes om den vestlige, større del af den nuværende Bredemarkssand, muligvis dog kun om egnen nærmest Bredå. Dette navn, senere afslebet til Bredemark (Breiðamörk), er tydelig nok endnu bevaret i benævnelserne Bredemarkssand, Bredemarksjøkel m. fl. Måldagerne vise, at de herværende gårde tilligemed den nuværende Örævebygd betragtedes som et »herred«, allerede den gang (som det fremgår af Nj.) skilt fra nabobygderne ved to sande. Den vestligste af disse (Lómagnúpssandr) må være den nu Skejdaråsand benævnte sandstrækning, den østlige var Bredåsand, svarende til en del af den nuværende Bredemarkssand, så at dens vestlige begrænsning formodenlig har været Bredå; derved forklares både dens navn, og den omstændighed, at Bredå kunde blive grænseskel mod Sydersvejt, således som forholdet — som bemærket — endnu er. Jøkelså har sikkert den gang ligesom nu haft sit udspring fra en skridjøkel; men denne har utvivlsomt da ligget meget længere fra kysten, som den vel først ved Örævajøklens vulkanudbrud i det 14de årh. ret er begyndt at nærme sig; endnu ved midten af forrige årh. var den i følge E. O. (s. 785) omtrent en mil fjærnet fra kysten. Ligeledes har skridjøklen sikkert oprindelig været indskrænket til den nærmeste del omkring Jøkelsås udspring, medens egnen vest for Bredå da i det væsenlige må have været forskånet for skridjøkler. Nu er den vestlige og større del af Bredemarkssand ikke meget forskellig fra den østlige. Den er noget bredere end den østlige tredjedel, hvor den endnu tilbagestående kyststrimmel er indskrænket til nogle grusdynger (moræner) mellem jøkeranden og en fladvandssamling (lón, ós) nærmest strandbredden. Efterhånden som man kommer vest på, ser man hist og her lidt grønt land foran jøklen, et enkelt sted (vest for Kviå) endog en gård, beskyttet af nogle bagved liggende højder — det før nævnte Kvísker — , den sidste lævning af den formodede Bredemarksbygd.

@@ Linje 63: / Linje 63: @@
-Til Hornefjord i videste forstand regnes endnu den følgende bygd ''Sydersvejt'' (Suðrsveit). Som grænse mellem denne og Myrerne nævnes undertiden Hejnabergsvandene eller den noget vestligere, ligeledes fra Hejnabergsjøkel kommende elv Kolgríma<ref>Heinabergsjøkel er på kortet afsat for meget i nordøst.</ref>; dog findes mellem disse to bygder ingen naturlig grænse, da to af Sydersvejtens gårde ligger øst for Kolgrima og heller ikke de urolige Hejnabergsvande lade sig bruge som grænseskel. Den største del af bygden danner imidlertid et afsluttet, af fjælde og det foranliggende hav begrænset hele. Østligst i bygden løber som sagt ''Kolgrima''. Uagtet den er en jøkelå og tilmed temlig vandrig, har den dog et forholdsvis regelmæssigt løb til havet; den bøjer mod sydvest og falder med flere andre åer ud i en af de ose eller lon, som vandløbene langs hele Sydersvejtens kyst danner. Mellem Kolgrima og Sydersvejtens østligste fjælde ligger flere gårde, deriblandt Skálafell, hvortil der i følge Sig. Gunnarssön er knyttet forskellige traditioner om den fra Nials saga bekendte Kåre Sölmundssön, der med forkærlighed synes at være mindet i Skaftafells-syslerne <ref>Örnefni. s. 451: Oppe på fjældet er der en sø ''Káravatn'', hvor Kåre skal have fisket, og hvor man lader ham være højlagt med skibet hvælvet over sig — en art højlægning, hvorom tradition idelig opstår, naar den formodede gravhøj ved sin form minder om et fartøj med bunden i vejret. I Kistugil gæmte han sin sølvkiste. I hullet ''Sleggjupollr'' i Kolgrima skal han have kastet sin smedehammer. — Traditionen er vel alene opstået af navnet ''»Káravatn«''.</ref>.
+[[Fil:AM.122.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Kálfafellsdalur'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Til Hornefjord i videste forstand regnes endnu den følgende bygd ''Sydersvejt'' (Suðrsveit). Som grænse mellem denne og Myrerne nævnes undertiden Hejnabergsvandene eller den noget vestligere, ligeledes fra Hejnabergsjøkel kommende elv Kolgríma<ref>Heinabergsjøkel er på kortet afsat for meget i nordøst.</ref>; dog findes mellem disse to bygder ingen naturlig grænse, da to af Sydersvejtens gårde ligger øst for Kolgrima og heller ikke de urolige Hejnabergsvande lade sig bruge som grænseskel. Den største del af bygden danner imidlertid et afsluttet, af fjælde og det foranliggende hav begrænset hele. Østligst i bygden løber som sagt ''Kolgrima''. Uagtet den er en jøkelå og tilmed temlig vandrig, har den dog et forholdsvis regelmæssigt løb til havet; den bøjer mod sydvest og falder med flere andre åer ud i en af de ose eller lon, som vandløbene langs hele Sydersvejtens kyst danner. Mellem Kolgrima og Sydersvejtens østligste fjælde ligger flere gårde, deriblandt Skálafell, hvortil der i følge Sig. Gunnarssön er knyttet forskellige traditioner om den fra Nials saga bekendte Kåre Sölmundssön, der med forkærlighed synes at være mindet i Skaftafells-syslerne <ref>Örnefni. s. 451: Oppe på fjældet er der en sø ''Káravatn'', hvor Kåre skal have fisket, og hvor man lader ham være højlagt med skibet hvælvet over sig — en art højlægning, hvorom tradition idelig opstår, naar den formodede gravhøj ved sin form minder om et fartøj med bunden i vejret. I Kistugil gæmte han sin sølvkiste. I hullet ''Sleggjupollr'' i Kolgrima skal han have kastet sin smedehammer. — Traditionen er vel alene opstået af navnet ''»Káravatn«''.</ref>.
-Fra disse fjælde løber mod syd frem mod kysten en mule, hvis højeste del kaldes ''Hestgerdeshnuk'' (Hestgerðishnúkr); det er Ldn.'s Hreggsgerdesmule (Hreggsgerðismúli). Fjældet tager navn af en nedenunder stående gård, som nu benævnes Hestgerde (Hestgerði). Navnet »Hreggsgerði«, som Ldn. har det i »Hreggsgerðismúli«, må vel sættes i forbindelse med »hregg« (uvejr). På stedet selv vil man imidlertid aflede gårdens [og fjældets] oprindelige navn af »hrekkr« (rænke); forbi gården løber nemlig en bæk af dette navn, som gør den stor skade. I Hestgerdeshnuk har Sydersvejten sin naturlige begrænsning mod øst; fjældene (de såkaldte Suðrsveitafjöll), som herfra og vest efter i sammenhæng begrænse bygden, har hidtil næsten helt holdt jøklerne borte, så at denne, der rigtignok ikke er stort mere end en kystrand med tilhørende smådale, har et fredeligere og venligere udseende end jøkelbygderne ellers. Nordvest for Hestgerde står under fjældet '''Borgarhøvn''' (''Borgarhöfn''), en gård, der foruden i Ldn. nævnes i Nj. (i anledning af Tangbrands rejse) <ref>I havet ud for Borgarhøvn findes et, kun ved ebbetid synligt skær Styrmissker, om hvilket der går det sagn, at det en gang har været landfast, og at en derværende hule, hvis munding man endnu mener stundum at kunne skimte, da benyttedes som fårehus fra gården.</ref>. Vest for Borgarhøvn under Kalvafellsfjæld (Kálfafellsfjall) står præstegården '''Kalvafell''' (''Kálfafell'', Nj.) eller, som den også benævnes, ''Kalvafellstad'' (Kálfafellstaðr). Mellem Borgarhøvn og Kalvafell skærer sig en lille dal ''Stadardal'' (Staðardalr) op mellem fjældene; man vil her se spor af gamle veje, og det fortælles, at Nordlændingerne i ældre tid drog over jøklen og ad denne vej ned til fiskeri i Sydersvejten. Da skal her i bygden have været en stor fiskeplads ved ''Halseskær'' (Hálsasker). Således benævnes en række skær, der i skrå retning går ud fra land omtrent ud for Hestgerdeshnuk, og som tidligere skal have dannet en god havn; her i nærheden påvises spor af de gamle fiskeskåle-tomter. Man tror snarest, at de nordlandske fiskeres besøg helt har tabt sig efter slutningen af det 16de årh., da henved 100 mænd på én dag skal være druknet ved Halse-havn <ref>Sml. hvad der om de nordlandske fiskere er berettet s. 273, anm.</ref>. Efterhånden var fiskeriet fra denne bygd næsten helt ophørt; i den senere tid er det dog igen tiltaget noget og drives navnlig fra Bjarnarhraunsvík ud for Kalvafell. Noget vest for Kalvafell åbner sig Kalvafellsdalen (Kálfafellsdalr), der adskiller Kalvafellsfjældet fra det såkaldte ''Stadarfjæld'' (Staðarfjall) — måske benævnt efter præstegården, som har ret til skovhugst her, men tilhørende gården Bredebolstad — ; derefter følger Stejnafjæld (Steinafjall), der igjen ved en dalstrækning Stejnadal (Steinadalr) er adskilt fra Stadarfjæld. Fra Kalvafellsdal og Stejnadal kommer en del større og mindre vandløb (Steinavötn), der ved deres skiftende forening og urolige løb har tilføjet det under fjældene liggende land betydelig skade, så at nu Kalvafell ved en sandstrækning er skilt fra nabogårdene mod vest. Stejnafjæld løber frem mod kysten på lignende måde som Hestgerdeshnuk, men fortsættes i øvrigt vest efter, til det ender ved Bredemarks-jøkel. Under den længst fremskudte del af Stejnafjæld står nær kysten gården '''Bredebolstad''' (''Breiðabólstaðr''), bekendt af sin højættede landnamsmand, Rögnvald jarls søn Hrollaug. Ldn. fortæller, at hans højsædesstøtter drev i land i Hornefjord, og at han da, uagtet han selv var landet i omegnen af Reykjavig, drog øst på og tog land fra Horn (»Vester-Horn«) til hinsides Sydersvejten. Først boede han i selve Hornefjord, men senere solgte han alt landet nord for Hreggsgerdesmule og boede derefter på Bredebolstad. Blandt de mænd, Hrollaug solgte land til, var Ulv den vorske; Ulv flyttede senere til ''Pappyle'' (Pap(p)ýli) og boede på Bredebolstad; hans sön Torgejr boede på Hov (Hof) i Pappyle. Man har her i egnen formodet, at Ulvs bolig Bredebolstad måtte være Hrollaugs nysnævnte gård, og har i henhold hertil henlagt Pappyle til den sydvestlige del af Sydersvejt; ligeledes vil man sige, at det Bredebolstad tilhørende Stadarfjæld har været benævnet »Papylisfjall« <ref>Pappýli — opr. vel »Papbýli« — samt Lónsvejtens Papós og Papafjörðr, så vel som Papey (SM.) minder om »paperne«» således som Ldn. for det første og sidste af disse steders vedkommende anfører; de to andre navne forekommer ikke i sagaliteraturen.</ref>. Til bestyrkelse af denne gætning lader der sig dog næppe fremføre noget af vægt. Intet tyder på, at denne egn har båret navnet Pappyle, lige så lidt som man véd om nogen gård Hov her i egnen. Den gård Bredebolstad, hvortil Ulv flytter, kan tilmed i følge Ldn. ikke vel antages at være Hrollaugs »Bredebolstad i Fellshverve«. Rimeligst er det vistnok, at Ulv har bot på Bredebolstad i det nuværende »Síða« i Vester-Skaftafellsyssel. Her er hovedgården Kirkebæ, der, som det fremgår af Ldn., ansås for et helligt sted; her havde kristne Irer (paper) opholdt sig før Nordboerne, og her mente man, at ingen hedensk mand kunde trives: navnet Pappyle kunde således passe godt på bygden.
+Fra disse fjælde løber mod syd frem mod kysten en mule, hvis højeste del kaldes ''Hestgerdeshnuk'' (Hestgerðishnúkr); det er Ldn.'s Hreggsgerdesmule (Hreggsgerðismúli). Fjældet tager navn af en nedenunder stående gård, som nu benævnes Hestgerde (Hestgerði). Navnet »Hreggsgerði«, som Ldn. har det i »Hreggsgerðismúli«, må vel sættes i forbindelse med »hregg« (uvejr). På stedet selv vil man imidlertid aflede gårdens [og fjældets] oprindelige navn af »hrekkr« (rænke); forbi gården løber nemlig en bæk af dette navn, som gør den stor skade. I Hestgerdeshnuk har Sydersvejten sin naturlige begrænsning mod øst; fjældene (de såkaldte Suðrsveitafjöll), som herfra og vest efter i sammenhæng begrænse bygden, har hidtil næsten helt holdt jøklerne borte, så at denne, der rigtignok ikke er stort mere end en kystrand med tilhørende smådale, har et fredeligere og venligere udseende end jøkelbygderne ellers. Nordvest for Hestgerde står under fjældet '''Borgarhøvn''' (''Borgarhöfn''), en gård, der foruden i Ldn. nævnes i Nj. (i anledning af Tangbrands rejse) <ref>I havet ud for Borgarhøvn findes et, kun ved ebbetid synligt skær Styrmissker, om hvilket der går det sagn, at det en gang har været landfast, og at en derværende hule, hvis munding man endnu mener stundum at kunne skimte, da benyttedes som fårehus fra gården.</ref>. Vest for Borgarhøvn under Kalvafellsfjæld (Kálfafellsfjall) står præstegården '''Kalvafell''' (''Kálfafell'', Nj.) eller, som den også benævnes, ''Kalvafellstad'' (Kálfafellstaðr). Mellem Borgarhøvn og Kalvafell skærer sig en lille dal ''Stadardal'' (Staðardalr) op mellem fjældene; man vil her se spor af gamle veje, og det fortælles, at Nordlændingerne i ældre tid drog over jøklen og ad denne vej ned til fiskeri i Sydersvejten. Da skal her i bygden have været en stor fiskeplads ved ''Halseskær'' (Hálsasker). Således benævnes en række skær, der i skrå retning går ud fra land omtrent ud for Hestgerdeshnuk, og som tidligere skal have dannet en god havn; her i nærheden påvises spor af de gamle fiskeskåle-tomter. Man tror snarest, at de nordlandske fiskeres besøg helt har tabt sig efter slutningen af det 16de årh., da henved 100 mænd på én dag skal være druknet ved Halse-havn <ref>Sml. hvad der om de nordlandske fiskere er berettet s. 273, anm.</ref>. Efterhånden var fiskeriet fra denne bygd næsten helt ophørt; i den senere tid er det dog igen tiltaget noget og drives navnlig fra Bjarnarhraunsvík ud for Kalvafell. Noget vest for Kalvafell åbner sig Kalvafellsdalen (Kálfafellsdalr), der adskiller Kalvafellsfjældet fra det såkaldte [[Fil:AM.121.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Hestgerði'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]''Stadarfjæld'' (Staðarfjall) — måske benævnt efter præstegården, som har ret til skovhugst her, men tilhørende gården Bredebolstad — ; derefter følger Stejnafjæld (Steinafjall), der igjen ved en dalstrækning Stejnadal (Steinadalr) er adskilt fra Stadarfjæld. Fra Kalvafellsdal og Stejnadal kommer en del større og mindre vandløb (Steinavötn), der ved deres skiftende forening og urolige løb har tilføjet det under fjældene liggende land betydelig skade, så at nu Kalvafell ved en sandstrækning er skilt fra nabogårdene mod vest. Stejnafjæld løber frem mod kysten på lignende måde som Hestgerdeshnuk, men fortsættes i øvrigt vest efter, til det ender ved Bredemarks-jøkel. Under den længst fremskudte del af Stejnafjæld står nær kysten gården '''Bredebolstad''' (''Breiðabólstaðr''), bekendt af sin højættede landnamsmand, Rögnvald jarls søn Hrollaug. Ldn. fortæller, at hans højsædesstøtter drev i land i Hornefjord, og at han da, uagtet han selv var landet i omegnen af Reykjavig, drog øst på og tog land fra Horn (»Vester-Horn«) til hinsides Sydersvejten. Først boede han i selve Hornefjord, men senere solgte han alt landet nord for Hreggsgerdesmule og boede derefter på Bredebolstad. Blandt de mænd, Hrollaug solgte land til, var Ulv den vorske; Ulv flyttede senere til ''Pappyle'' (Pap(p)ýli) og boede på Bredebolstad; hans sön Torgejr boede på Hov (Hof) i Pappyle. Man har her i egnen formodet, at Ulvs bolig Bredebolstad måtte være Hrollaugs nysnævnte gård, og har i henhold hertil henlagt Pappyle til den sydvestlige del af Sydersvejt; ligeledes vil man sige, at det Bredebolstad tilhørende Stadarfjæld har været benævnet »Papylisfjall« <ref>Pappýli — opr. vel »Papbýli« — samt Lónsvejtens Papós og Papafjörðr, så vel som Papey (SM.) minder om »paperne«» således som Ldn. for det første og sidste af disse steders vedkommende anfører; de to andre navne forekommer ikke i sagaliteraturen.</ref>. Til bestyrkelse af denne gætning lader der sig dog næppe fremføre noget af vægt. Intet tyder på, at denne egn har båret navnet Pappyle, lige så lidt som man véd om nogen gård Hov her i egnen. Den gård Bredebolstad, hvortil Ulv flytter, kan tilmed i følge Ldn. ikke vel antages at være Hrollaugs »Bredebolstad i Fellshverve«. Rimeligst er det vistnok, at Ulv har bot på Bredebolstad i det nuværende »Síða« i Vester-Skaftafellsyssel. Her er hovedgården Kirkebæ, der, som det fremgår af Ldn., ansås for et helligt sted; her havde kristne Irer (paper) opholdt sig før Nordboerne, og her mente man, at ingen hedensk mand kunde trives: navnet Pappyle kunde således passe godt på bygden.
-Til Hrollaug er en rig tradition knyttet. Nordvest for Bredebolstad findes nogle banker ''Hrollaugshólar'', her vises Hrollaugs høj, hvori han skal være skiblagt (&#596; skibet skal være hvælvet over ham), og hvorover man har set ild brænde <ref>I Bredebolstad land vises desuden et Helgaleiði, over en af Bredebolstadsbeboerne dræbt mand, der havde græsset sine kreaturer i deres land — »i Papylefjæld« anfører Sig. Gannarssön.<br>Under Stadarfjæld, på en plet, som benævnes ''Hvitaflöt'', skal der — fortæller man — have stået en kirke. Hvorledes det hænger sammen hermed er ikke let at afgøre. Kalvafell kirke har fra gammel tid været bygdens hovedkirke; men desuden fandtes tidligere kirke på flere andre gårde, deriblandt på Bredebolstad. At Bredebolstad oprindelig skulde have ligget et helt andet sted, nemlig hvor kirkepladsen nu påvises, tør dog næppe antages.<br>Sv. Povlssön beretter (i sin utrykte afhandling om de isl. Isbjærge, Ny kgl. saml. 1094 b. fol.), at »man taler om et kirkested, der i katolsk tid skal have været overst i den dal i Hornafjorden — &#596; Suðrsveit — , hvor Steinavötn falder ned; navnet ved man ej længer«. Han gætter på, at det i Ldn. omtalte Hof i Papýli har stået her, »da Papýli vel har indbefattet egnen mellem Steiná og Fellsá«. » Kirkestedet skal«, slutter han, »være ødelagt ved oversvømmelser«.</ref>. Omtrent ud for disse holer, en mils vej fra land, ses tre nøgne småholme eller skær Hrollaugsøer (Hrollaugseyjar); her skal Hrollaug have haft sin fiskeskåle.
+[[Fil:AM.118b.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Breiðabólstaður'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Til Hrollaug er en rig tradition knyttet. Nordvest for Bredebolstad findes nogle banker ''Hrollaugshólar'', her vises Hrollaugs høj, hvori han skal være skiblagt (&#596; skibet skal være hvælvet over ham), og hvorover man har set ild brænde <ref>I Bredebolstad land vises desuden et Helgaleiði, over en af Bredebolstadsbeboerne dræbt mand, der havde græsset sine kreaturer i deres land — »i Papylefjæld« anfører Sig. Gannarssön.<br>Under Stadarfjæld, på en plet, som benævnes ''Hvitaflöt'', skal der — fortæller man — have stået en kirke. Hvorledes det hænger sammen hermed er ikke let at afgøre. Kalvafell kirke har fra gammel tid været bygdens hovedkirke; men desuden fandtes tidligere kirke på flere andre gårde, deriblandt på Bredebolstad. At Bredebolstad oprindelig skulde have ligget et helt andet sted, nemlig hvor kirkepladsen nu påvises, tør dog næppe antages.<br>Sv. Povlssön beretter (i sin utrykte afhandling om de isl. Isbjærge, Ny kgl. saml. 1094 b. fol.), at »man taler om et kirkested, der i katolsk tid skal have været overst i den dal i Hornafjorden — &#596; Suðrsveit — , hvor Steinavötn falder ned; navnet ved man ej længer«. Han gætter på, at det i Ldn. omtalte Hof i Papýli har stået her, »da Papýli vel har indbefattet egnen mellem Steiná og Fellsá«. » Kirkestedet skal«, slutter han, »være ødelagt ved oversvømmelser«.</ref>. Omtrent ud for disse holer, en mils vej fra land, ses tre nøgne småholme eller skær Hrollaugsøer (Hrollaugseyjar); her skal Hrollaug have haft sin fiskeskåle.

@@ Linje 30: / Linje 30: @@
-Også i forhold til de øvrige dele af Sønderamtet er dog Skaftafellssyslerne meget afsides beliggende og udgør vel i det hele taget den sjældnest besøgte del af landet. De uhyre jøkler, som bedække store strækninger af det sydøstlige Island og på mange steder kun lade en smal kystrand tilbage, have fra gammel tid påtrykt disse egne, som i og for sig i klimatisk henseende høre til Islands mildeste, et afskrækkende ugæstmildhedens præg: ved de frygtelige jøkelelve, de nedsende, gjort landet omtrent ufremkommeligt, og ved udbrud fra jøkelvulkanerne forvandlet store strækninger til vegetationsløse sandørkner.
+[[Fil:AM.125.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Traðargilsfoss på Lónsheiði '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Også i forhold til de øvrige dele af Sønderamtet er dog Skaftafellssyslerne meget afsides beliggende og udgør vel i det hele taget den sjældnest besøgte del af landet. De uhyre jøkler, som bedække store strækninger af det sydøstlige Island og på mange steder kun lade en smal kystrand tilbage, have fra gammel tid påtrykt disse egne, som i og for sig i klimatisk henseende høre til Islands mildeste, et afskrækkende ugæstmildhedens præg: ved de frygtelige jøkelelve, de nedsende, gjort landet omtrent ufremkommeligt, og ved udbrud fra jøkelvulkanerne forvandlet store strækninger til vegetationsløse sandørkner.
@@ Linje 36: / Linje 36: @@
-Den nordlige halvdel af Lón-bygden, mellem Jøkelså og Lonshede, tilhørte oprindelig landnamsmanden Tord skegge; men, ledet af sine højsædesstøtter, besluttede han selv at bosætte sig i det nuværende Kjos' syssel og solgte nu sit land til den senere som Islands første lovgiver bekendte Ulvljot. Formodenlig har Ulvljot bot på samme gård som Tord, nemlig ''Bæ'' (Bær), der ligger omtrent midt i bygden nær kysten. Oven for Bæ, nærmere fjældene (vest for den lille Karlså), ligger '''Hlid''' (''Hlíð'') — i følge tradition afbygget fra Bæ; imidlertid nævnes dog gården allerede i sagaen om Torsten Side-Hallssön. Af gårdene på denne side Jøkelså (nord- eller øst-siden) kan endnu mærkes præstegården '''Stavafell''' (''Stafafell''), under et lavt fjæld ikke langt fra åen, en gård, der flere gange nævnes i Nials saga. — Landet vest (syd) for Jøkelså besattes ligeledes af en enkelt landnamsmand; hans gård ''Böðvarsholt'' skal i følge Sig. Gunnarssön have ligget på de nu ''Nautholt'' benævnte strækninger vest for Jøkelså ude ved kysten <ref>Den antikv. indb. (1817) nævner et »Grettirstak« der i sognet.</ref>.
+[[Fil:AM.123.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Gården Hlíð í Lóni'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Den nordlige halvdel af Lón-bygden, mellem Jøkelså og Lonshede, tilhørte oprindelig landnamsmanden Tord skegge; men, ledet af sine højsædesstøtter, besluttede han selv at bosætte sig i det nuværende Kjos' syssel og solgte nu sit land til den senere som Islands første lovgiver bekendte Ulvljot. Formodenlig har Ulvljot bot på samme gård som Tord, nemlig ''Bæ'' (Bær), der ligger omtrent midt i bygden nær kysten. Oven for Bæ, nærmere fjældene (vest for den lille Karlså), ligger '''Hlid''' (''Hlíð'') — i følge tradition afbygget fra Bæ; imidlertid nævnes dog gården allerede i sagaen om Torsten Side-Hallssön. Af gårdene på denne side Jøkelså (nord- eller øst-siden) kan endnu mærkes præstegården '''Stavafell''' (''Stafafell''), under et lavt fjæld ikke langt fra åen, en gård, der flere gange nævnes i Nials saga. — Landet vest (syd) for Jøkelså besattes ligeledes af en enkelt landnamsmand; hans gård ''Böðvarsholt'' skal i følge Sig. Gunnarssön have ligget på de nu ''Nautholt'' benævnte strækninger vest for Jøkelså ude ved kysten <ref>Den antikv. indb. (1817) nævner et »Grettirstak« der i sognet.</ref>.
@@ Linje 45: / Linje 45: @@
-Følger man Nesja-svejten indefter, træffer man en mils vej fra fjordmundingen, ved bredden af Østre-Fljot, præstegården Bjarnanes (Nj.), omgivet af en hel kreds af afbyggersteder (hjåleigur). Ved østre-Fljot er '''Bjarnanæs''' skilt fra den før nævnte ''Skogø'', nu et så at sige vegetationsløst sand- og »hraun«-skær <ref>»Hraun« &#596; nøgen klippe, men efter sognebeskr.s udtryksmåde næppe »lava«, da sligt siges ikke at forekomme i sognet.</ref> — men, efter hvad sagnet vil, oprindelig en frugtbar ø med 18 gårde. I følge sysselbeskrivelsen fra forrige årh. sås endnu tomter og gamle husstenvægge. Af måldagerne (AM. 263 fol.) kan måske udledes, at her i sin tid har været et kapel. Rimeligvis har Fljoternes pludselig vekslende vandstand med stærk stigning foranlediget ved osens tilstopning, »jøkelløb« m. m. i tidens løb skadet øen meget. Om »jøkelløbene« eller den pludselige og uregelmæssige forøgelse af vandmængden, som er karakteristisk for Hornefjordsfljoterne så vel som for andre jøkelelve, fortæller Bjarnanæs-sognebeskrivelserne, at de her i bygden skal være foranledigede ved, at der i randen af jøklen oven for Øster-Fljot danner sig fire småsøer — som det synes, i det skridjøklen lukker forskellige kløfter, hvorigennem ellers rindende vand søger ned fra fjældene — ; når disse søer fyldes, sprænger vandet sin isbeholder og vælter blandet med isstykker ned mod Fljotet. Foruden ved jøkelløb og andre oversvømmelser kan Hornefjords-bygden også være skadet ved Vatnajøklens vulkanudbrud; således berette annalerne, at Hornefjorden (formodenlig dog Hornefjord i videste forstand) led megen skade ved de s. 267-68 omtalte udbrud 1362.
+[[Fil:AM.124.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Vesturhorn'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Følger man Nesja-svejten indefter, træffer man en mils vej fra fjordmundingen, ved bredden af Østre-Fljot, præstegården Bjarnanes (Nj.), omgivet af en hel kreds af afbyggersteder (hjåleigur). Ved østre-Fljot er '''Bjarnanæs''' skilt fra den før nævnte ''Skogø'', nu et så at sige vegetationsløst sand- og »hraun«-skær <ref>»Hraun« &#596; nøgen klippe, men efter sognebeskr.s udtryksmåde næppe »lava«, da sligt siges ikke at forekomme i sognet.</ref> — men, efter hvad sagnet vil, oprindelig en frugtbar ø med 18 gårde. I følge sysselbeskrivelsen fra forrige årh. sås endnu tomter og gamle husstenvægge. Af måldagerne (AM. 263 fol.) kan måske udledes, at her i sin tid har været et kapel. Rimeligvis har Fljoternes pludselig vekslende vandstand med stærk stigning foranlediget ved osens tilstopning, »jøkelløb« m. m. i tidens løb skadet øen meget. Om »jøkelløbene« eller den pludselige og uregelmæssige forøgelse af vandmængden, som er karakteristisk for Hornefjordsfljoterne så vel som for andre jøkelelve, fortæller Bjarnanæs-sognebeskrivelserne, at de her i bygden skal være foranledigede ved, at der i randen af jøklen oven for Øster-Fljot danner sig fire småsøer — som det synes, i det skridjøklen lukker forskellige kløfter, hvorigennem ellers rindende vand søger ned fra fjældene — ; når disse søer fyldes, sprænger vandet sin isbeholder og vælter blandet med isstykker ned mod Fljotet. Foruden ved jøkelløb og andre oversvømmelser kan Hornefjords-bygden også være skadet ved Vatnajøklens vulkanudbrud; således berette annalerne, at Hornefjorden (formodenlig dog Hornefjord i videste forstand) led megen skade ved de s. 267-68 omtalte udbrud 1362.