JJ.Sandal på 25. des. 2013 kl. 15:34

2013-12-25T15:34:48Z

Jesper: Þjóðólfr hinn hvinverski og brydningen

2013-01-13T13:25:39Z

Þjóðólfr hinn hvinverski og brydningen

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Þjóðólfr hinn hvinverski og brydningen]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Arkiv for nordisk filologi]]'''

ved [[Julius Hoffory]]

Første bind, s. 44-46
 Christiania 1883.

<big>'''Þjóðólfr hinn hvinverski og brydningen.'''</big></center>

Den af flere nyere grammatikere mere eller mindre klart udtalte tanke, at "brydningen" i oldnordisk umiddelbart beror på epenthese af et i endelsen forhåndenværende ''u'' (''v'') eller ''a'', hvorved det opr. ''e'' resp. blev til ''jö'' eller ''ja'', er af Bugge (i hans afhandling om Hamðismál, Z. f. d. ph. VII, 394 f. bleven optaget og videreført. Bugge opstiller nemlig her den formodning, at ligesom ''u'' og ''a'' have haft den evne at fremkalde brydningen, således havde det ikke-omlydvirkende ''i'' (= ældre ''e'') den egenskab at hindre samme, og han søger på grundlag heraf at forklare tilværelsen af dobbeltformer som ''berg'' og ''bjarg'', idet han forudsætter, at ordets opr. bøjning var
         sg. n. a. berga
                    d. berge
                    g. bergas,
 hvoraf der udviklede sig en flexion
                n. a. bjarg
                    d. ''berge''
                    g. bjargs.

   Ved gensidig udjævning opstod da heraf efter Bugges mening dobbeltformerne ''berg'' og ''bjarg''.
    Hvor skarpsindig og tiltalende denne forklaring end er, har den dog kun hypothetisk værd, sålænge den af Bugge forudsatte flexion
                n. a. bjarg
                    d. ''berge''
                    g. bjargs
 ikke er eftervist som faktisk existerende. Vi se da også, at f. ex. Paul i sine undersøgelser om den germ. vocalismus (beitr. VI) ikke tager hensyn til Bugges forklaring, men udtrykkelig fremhæver, at brydningen også må have fundet sted, hvor endelsen indeholdt et i (1. c. s. 23-24). Det tør derfor neppe ansees for overflødigt at fremhæve, at vi i en vísa af Þjóðólfr hinn hvinverski finde et fuldgyldigt bevis for, at den nysomtalte flexion virkelig engang har været forhånden. Det drejer sig her om ordet ''jöðurr'' (senere ''jaðarr''), hvilket efter Bugges theori engang må have haft følgende flexion
              sg. n. jöðurr
                    a. jöður
                    d. ''eðre''
                    g. jöðurs
               pl. n. jaðrar
                    o. s. v.    I den omtalte vísa af Þjóðólfr læse vi nu (Hkr. ved Unger s. 75)

<blockquote>verit með oss unz verði
 veðr; nú er brim fyrir Jaðri.</blockquote>

Det i sidste vísuorð forekommende "helrim" : ''veðr'' > ''Jaðri'' strider ganske mod Þjóðólfs metriske technik. Fraset nemlig enkelte archaismer såsom, at Þjóðólfr - som alle de ældre skalde - i aðalhending hyppig rimer former med og uden ''u''-omlyd med hinanden (''svangr'' > ''löngu'', ''herfangs'' > ''stöngu'' Sn. E. I. 310 o. dsl.), at han rimer ''i'' med det af ''i'' ved ''v''-omlyd opståede ''y'' (''trygglaust'' > ''þriggja'', Sn. E. I 306, ''Ingvifreys'', d.v.s. ''Yngvifreys'' > ''þingi'' Sn. E. I. 312 o. lign.) er Þjóðólfs praxis ellers m. h. til helrimene ganske den samme som de senere skaldes, og rimenes nøjagtighed lader i de allerfleste tilfælde intet tilbage at ønske (2). Det er derfor også ganske utroligt, at Þjóðólfr skulde have tilladt sig i aðalhending at rime ''eð'' med ''ja''ð. Indsætte vi derimod den af theorien krævede form ''Eðri'' er alt i fuldkommen orden; der må da læses:

<blockquote>verið með oss unz verði
 veðr; nú's brim fyr Eðri.</blockquote>

   At brydningen derimod på Þjóðólfs tid var indtrådt, hvor endelsen indeholdt et ''a'' eller ''u'', fremgår af vísuorð, som

<blockquote>leik ''blaðs'' Regin ''fjaðrar''
          (Þjóðólfr, Sn. E. L 314)

 ''geðvörðr'', und sik ''jörðu''
          (Þorbjörn hornklofi, Hkr. s. 60)</blockquote>

   Bugge udtaler l. c. den formodning, at brydningen er opstået i løbet af d. 8. århundrede; jeg kan ganske slutte mig hertil - ialtfald går det neppe an at sætte dens opståen senere. Þjóðólfs ovenciterede vísuorð lærer os nu, at reglen om, at ''e'' i endelsen hindrer brydningens fremkomst, endnu var virksom omkring år 900. Men omtrent et århundrede efter synes det gamle forhold at være udvisket; idetmindste finde vi hos Hallfreðr vandræðaskáld rim som

<blockquote>''maðr'' und sólar ''jaðri'', (Fms. II. 322)</blockquote>

hvad der ikke lader sig forlige med en flexion som den ovenomtalte.

København i juli 1882.
 JULIUS HOFFORY.

'''Noter:'''

1) Foran omlydvirkende ''i'' var allerede længe før brydningens optræden ''e'' i rodstavelsen blevet til ''i'', således som Leffler har vist i sin afhdl, om ''i''-omlyden, tidskr. f. fil. n. r. II.
 2) I den første halvstrophe af den Hkr. v. Unger s. 75 anførte drotkvædte vísa findes ganske vist en grov forsyndelse mod reglerne for aðalhending, idet "''Guðröðr''" her rimer på "''stóran''". Men þjóðólfr er her ganske uden skyld: der må naturligvis læses ''Góröðr'', cfr. Bugge, ant. tidskr. f. Sverige V. 40-41.

{{DEFAULTSORT:Tjodolfr hinn hvinverski og brydningen}}

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Artikler]]
[[Kategori:Arkiv for nordisk filologi]]
[[Kategori:Julius Hoffory]]

@@ Linje 42: / Linje 42: @@
 <br>&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; o. s. v.<br>&nbsp;&nbsp; I den omtalte vísa af Þjóðólfr læse vi nu (Hkr. ved Unger s. 75)
-<blockquote>verit með oss unz verði
+<blockquote>
-<br>veðr; nú er brim fyrir Jaðri.</blockquote>
+verit með oss unz verði
 Det i sidste vísuorð forekommende "helrim" : ''veðr'' > ''Jaðri'' strider ganske mod Þjóðólfs metriske technik. Fraset nemlig enkelte archaismer såsom, at Þjóðólfr - som alle de ældre skalde - i aðalhending hyppig rimer former med og uden ''u''-omlyd med hinanden (''svangr'' > ''löngu'', ''herfangs'' > ''stöngu'' Sn. E. I. 310 o. dsl.), at han rimer ''i'' med det af ''i'' ved ''v''-omlyd opståede ''y'' (''trygglaust'' > ''þriggja'', Sn. E. I 306, ''Ingvifreys'', d.v.s. ''Yngvifreys'' > ''þingi'' Sn. E. I. 312 o. lign.) er Þjóðólfs praxis ellers m. h. til helrimene ganske den samme som de senere skaldes, og rimenes nøjagtighed lader i de allerfleste tilfælde intet tilbage at ønske (2). Det er derfor også ganske utroligt, at Þjóðólfr skulde have tilladt sig i aðalhending at rime ''eð'' med ''ja''ð. Indsætte vi derimod den af theorien krævede form ''Eðri'' er alt i fuldkommen orden; der må da læses:
-<blockquote>verið með oss unz verði
+<blockquote>
-<br>veðr; nú's brim fyr Eðri.</blockquote>
+verið með oss unz verði
 &nbsp;&nbsp; At brydningen derimod på Þjóðólfs tid var indtrådt, hvor endelsen indeholdt et ''a'' eller ''u'', fremgår af vísuorð, som
-<blockquote>leik ''blaðs'' Regin ''fjaðrar''
+<blockquote>
 <br>&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; (Þjóðólfr, Sn. E. L 314)
 <br><br>''geðvörðr'', und sik ''jörðu''
-<br>&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; (Þorbjörn hornklofi, Hkr. s. 60)</blockquote>
+<br>&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; (Þorbjörn hornklofi, Hkr. s. 60)
 &nbsp;&nbsp; Bugge udtaler l. c. den formodning, at brydningen er opstået i løbet af d. 8. århundrede; jeg kan ganske slutte mig hertil - ialtfald går det neppe an at sætte dens opståen senere. Þjóðólfs ovenciterede vísuorð lærer os nu, at reglen om, at ''e'' i endelsen hindrer brydningens fremkomst, endnu var virksom omkring år 900. Men omtrent et århundrede efter synes det gamle forhold at være udvisket; idetmindste finde vi hos Hallfreðr vandræðaskáld rim som
-<blockquote>''maðr'' und sólar ''jaðri'', (Fms. II. 322)</blockquote>
+<blockquote>
 hvad der ikke lader sig forlige med en flexion som den ovenomtalte.
@@ Linje 67: / Linje 74: @@
 København i juli 1882.
 <br>JULIUS HOFFORY.

Þjóðólfr hinn hvinverski og brydningen - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 25. des. 2013 kl. 15:34

Jesper: Þjóðólfr hinn hvinverski og brydningen