Linje 127:

+

----

−

<br><br>'''Noter og Anmærkninger'''

+

'''Noter og Anmærkninger'''

−

<br>1) Dette Udtryk sigter til et bekjendt Udsagn af den romerske Digter Ennius om Fabius Cunctator: unus qui nobis cunctando restituit rem. Dette Vers (“han som ene ved Nølen igjen vor Sag fik istandbragt”) behøver A. ikke just at have læst sig til hos Virgil; han kan gjerne have fundet det hos Cicero. Om det er en smagfuld Anvendelse, han har gjort deraf, er et andet Spørgsmaal.

+

1) Dette Udtryk sigter til et bekjendt Udsagn af den romerske Digter Ennius om Fabius Cunctator: unus qui nobis cunctando restituit rem. Dette Vers (“han som ene ved Nølen igjen vor Sag fik istandbragt”) behøver A. ikke just at have læst sig til hos Virgil; han kan gjerne have fundet det hos Cicero. Om det er en smagfuld Anvendelse, han har gjort deraf, er et andet Spørgsmaal.

2) Vel ikke fuldt 5 Aar, men kun fra Slutningen af Aaret 961 til Begyndelsen af 965. Endvidere maa mærkes, at Ottos Kroning ikke falder i hans 28de, men i hans 26de Regjeringsaar, 126 Aar efter Karl den Stores Kroning.

2) Vel ikke fuldt 5 Aar, men kun fra Slutningen af Aaret 961 til Begyndelsen af 965. Endvidere maa mærkes, at Ottos Kroning ikke falder i hans 28de, men i hans 26de Regjeringsaar, 126 Aar efter Karl den Stores Kroning.

−

3) Læseren seer nok, at A. forvexler Jesus og Johannes.

3) Læseren seer nok, at A. forvexler Jesus og Johannes.

−

4) Altsaa efter Adams Regning, Aar 971; men i Virkeligheden Aar 968. Denne Adelbert døde Aar 981.

4) Altsaa efter Adams Regning, Aar 971; men i Virkeligheden Aar 968. Denne Adelbert døde Aar 981.

−

5) Dette er en Feiltagelse. Vendlerne eller, som de siden kaldtes, Longobarderne er et ganske andet Folk end Vandalerne, som de netop laae i Krig med. See Grundtvigs Haandb. i Verdenshist. II., S. 170 f. Et tredie Folk, forskjelligt baade fra Vandler (Vendler, Vendelboer) og Vandaler, er Venderne; og dem er det, A. her taler om.

5) Dette er en Feiltagelse. Vendlerne eller, som de siden kaldtes, Longobarderne er et ganske andet Folk end Vandalerne, som de netop laae i Krig med. See Grundtvigs Haandb. i Verdenshist. II., S. 170 f. Et tredie Folk, forskjelligt baade fra Vandler (Vendler, Vendelboer) og Vandaler, er Venderne; og dem er det, A. her taler om.

−

6) Virgils Æneide VI., 439. Det er næppe rimeligt, at man i Rethre har været saa stiv i Latinen, at man der skulde have indrettet Byens Udenværker efter de græsk-romerske Forestillinger om Dødningriget med Floden Styx; men dette er vel ogsaa kun Adams behagelige Skjemt.

6) Virgils Æneide VI., 439. Det er næppe rimeligt, at man i Rethre har været saa stiv i Latinen, at man der skulde have indrettet Byens Udenværker efter de græsk-romerske Forestillinger om Dødningriget med Floden Styx; men dette er vel ogsaa kun Adams behagelige Skjemt.

−

7) Solin taler hverken om “Vulkans Gryde”, ei heller om “den græske Ild”, og det er derfor næppe muligt at blive klog paa, hvad A. mener med Alt dette. Vil man sønderhugge Knuden, kan man jo antage, at Texten her er i Vilderede, skjøndt den forresten seer ganske umistænkelig ud; og vil man gjætte sig til Meningen, har man Valget mellem flere forskjellige Sager, saasom Rav, Pottemager-Vare, ildsprudende Bjerge og Fyrtaarne. See Lappenberg hos Pertz, Archiv VI., S. 813-17.

7) Solin taler hverken om “Vulkans Gryde”, ei heller om “den græske Ild”, og det er derfor næppe muligt at blive klog paa, hvad A. mener med Alt dette. Vil man sønderhugge Knuden, kan man jo antage, at Texten her er i Vilderede, skjøndt den forresten seer ganske umistænkelig ud; og vil man gjætte sig til Meningen, har man Valget mellem flere forskjellige Sager, saasom Rav, Pottemager-Vare, ildsprudende Bjerge og Fyrtaarne. See Lappenberg hos Pertz, Archiv VI., S. 813-17.

−

8) Hele dette Sted er hidtil blevet misforstaaet af alle mig bekjendte Fortolkere og Oversættere, mig selv iberegnet. Endda har Lykken været bedre end Forstanden, saa at jeg nu seer mig istand til at rette den hidtil gjængse Fortolkning, uden dog at skulle ændre en eneste Tøddel i min Oversættelse. Man er nemlig snublet over denne “Hartild”, hvem Ingen vil vedkjende sig, allermindst som Konge i Danmark. I Betragtning af den Omstændighed, at dette Sted gjenfindes hos Albert af Stade, samt at denne istedetfor “Hartild” skriver Harald, har man da formodet, at Adam har tænkt paa Harald Graafeld. Men hvor uefterrettelig Adam end viser sig i sin Tale om Norges ældre Begivenheder, veed han dog altfor god Besked med Danmark, til der at ville indsætte en Hartild eller Harald Graafeld til Konge paa Harald Blaatands Bekostning. “Hartild” maa ganske vist, paa Albert af Stades Ord, rettes til “Harald”; men denne “Harald” er saa dog ingen Anden end Harald Blaatand. Dette vil man let kunne forvisse sig om, ved endnu engang at eftersee Stedet. Adam gik nemlig ud fra, at Harald Blaatand “udvidede sin Myndighed over Normænd og Engelskmænd.” I denne Sammenhæng indskyder han nu en meget forvirret Efterretning om Hakon Hladejarl. Denne Ætmand af Ingwar (d. e. Yngve) har, efter Adams Formening, regjeret over Norge, ikke blot som Jarl, men som Konge, i 35 Aar. Beskyldningen for at have opkastet sig til Norges første Konge sigter uden Tvivl til den Kjendsgjerning, at Hakon nægtede at betale Harald Blaatand Skat. At Harald vel ikke “gjenindsatte” men dog “indsatte” Hakon i Herredømmet, det har jo sin Rigtighed. Naar Adam fremdeles siger, at Harald med det Samme “stemte ham gunstig mod Christdyrkerne”, saa tør jeg ikke med Grundtvig (Haandb. i Verdenshist. II,, S. 269) deri see en Forvexling af Hakon Hladejarl med Hakon Adelsteen; jeg seer deri blot en Hentydning til Poppos Kunststykke med det gloende Jern og den Tvang, Harald Blaatand i den Anledning udøvede over Hakon Hladejarl, hvem han jo paanødte baade Daab og christne Præster. At nemlig Adam har anderledes høie Tanker baade om Poppos og om Haralds Christendom end vi, med Historien saavelsom med Øhlenschlægers og Grundtvigs Digtninger (“Palnatoke” og “Optrin af Nordens Kæmpeliv”) paa vor Side, kan enten fatte eller tilegne os, er jo noksom bekjendt. Endelig feiler A. ogsaa, baade ved at anslaae Hakons Regjeringstid (975—995) til 35 Aar, og ved at lade Harald B., som døde før Hakon, arve denne; men dette er ligefuldt Adams Mening.

8) Hele dette Sted er hidtil blevet misforstaaet af alle mig bekjendte Fortolkere og Oversættere, mig selv iberegnet. Endda har Lykken været bedre end Forstanden, saa at jeg nu seer mig istand til at rette den hidtil gjængse Fortolkning, uden dog at skulle ændre en eneste Tøddel i min Oversættelse. Man er nemlig snublet over denne “Hartild”, hvem Ingen vil vedkjende sig, allermindst som Konge i Danmark. I Betragtning af den Omstændighed, at dette Sted gjenfindes hos Albert af Stade, samt at denne istedetfor “Hartild” skriver Harald, har man da formodet, at Adam har tænkt paa Harald Graafeld. Men hvor uefterrettelig Adam end viser sig i sin Tale om Norges ældre Begivenheder, veed han dog altfor god Besked med Danmark, til der at ville indsætte en Hartild eller Harald Graafeld til Konge paa Harald Blaatands Bekostning. “Hartild” maa ganske vist, paa Albert af Stades Ord, rettes til “Harald”; men denne “Harald” er saa dog ingen Anden end Harald Blaatand. Dette vil man let kunne forvisse sig om, ved endnu engang at eftersee Stedet. Adam gik nemlig ud fra, at Harald Blaatand “udvidede sin Myndighed over Normænd og Engelskmænd.” I denne Sammenhæng indskyder han nu en meget forvirret Efterretning om Hakon Hladejarl. Denne Ætmand af Ingwar (d. e. Yngve) har, efter Adams Formening, regjeret over Norge, ikke blot som Jarl, men som Konge, i 35 Aar. Beskyldningen for at have opkastet sig til Norges første Konge sigter uden Tvivl til den Kjendsgjerning, at Hakon nægtede at betale Harald Blaatand Skat. At Harald vel ikke “gjenindsatte” men dog “indsatte” Hakon i Herredømmet, det har jo sin Rigtighed. Naar Adam fremdeles siger, at Harald med det Samme “stemte ham gunstig mod Christdyrkerne”, saa tør jeg ikke med Grundtvig (Haandb. i Verdenshist. II,, S. 269) deri see en Forvexling af Hakon Hladejarl med Hakon Adelsteen; jeg seer deri blot en Hentydning til Poppos Kunststykke med det gloende Jern og den Tvang, Harald Blaatand i den Anledning udøvede over Hakon Hladejarl, hvem han jo paanødte baade Daab og christne Præster. At nemlig Adam har anderledes høie Tanker baade om Poppos og om Haralds Christendom end vi, med Historien saavelsom med Øhlenschlægers og Grundtvigs Digtninger (“Palnatoke” og “Optrin af Nordens Kæmpeliv”) paa vor Side, kan enten fatte eller tilegne os, er jo noksom bekjendt. Endelig feiler A. ogsaa, baade ved at anslaae Hakons Regjeringstid (975—995) til 35 Aar, og ved at lade Harald B., som døde før Hakon, arve denne; men dette er ligefuldt Adams Mening.

−

9) “Som en anden Tydide” skulde A. have sagt. Tydeus havde af Vanvare dræbt sin Broder; og ligesom nu Diomedes, Søn af Tydeus, helst taug stille med Faderens Vaadesgjerning, saaledes, mener A., vilde Svend Estridsøn nødig omtale sin Oldefader Haralds og Morfader Svend Tveskjægs blodige Mellemværende.

9) “Som en anden Tydide” skulde A. have sagt. Tydeus havde af Vanvare dræbt sin Broder; og ligesom nu Diomedes, Søn af Tydeus, helst taug stille med Faderens Vaadesgjerning, saaledes, mener A., vilde Svend Estridsøn nødig omtale sin Oldefader Haralds og Morfader Svend Tveskjægs blodige Mellemværende.

−

10) Det vil være Adams lærde Læsere bekjendt, at hele dette Afsnit, lige fra Ordene: “Da jeg angaaende hans Endeligt” (S. 70, L. 9 f. n.) indtil: “endnu stræbe at holde i Hævd” (S. 71, L. 17 f. o.) er bleven stærkt omtvistet af vor Forfatters fædrelandshistoriske Kyndinger. Sagen er den, at Adams Fremstilling er utydelig, idet man ikke ret seer, hvor den danske Konges Tale, som begynder med de Ord: “ja, det er det, vi Efterkommere maae bøde for” — igjen afbrydes ved Adams egen Fortælling. Enten maa Kongens Tale være endt med Ordet: “Landflygtighed”, eller strække sig til: “aldrig glemmes hos os,” eller først slutte med: “endnu stræbe at holde i Hævd.” I de to første Tilfælde bliver det endda lige tvivlsomt, om Afsnittet: “Disse ere de Begivenheder ... endnu stræbe at holde i Hævd” — skal forstaaes om Harald eller om Adeldag; og som en Følge heraf bliver Spørgsmaalet dette: om den her omtalte frisiske Lovgivning skal tilskrives Kongen af Danmark eller Erkebispen i Bremen. Under den tredie Forudsætning derimod, hvorefter Kong Svend vedbliver at føre Ordet eller dog A. at henholde sig til Kongens mundtlige Meddelelse lige indtil: “stræbe at holde i Hævd” — er det en Selvfølge, at Talen er, ikke om Erkebiskop Adeldag, men om den danske Konge, Harald Blaatand, og det saaledes, at denne Konge, efter hvad A. har hørt af Kong Svend, har givet Friserne Love. — Angaaende hele denne Forhandling om den rette Fortolkning af dette vanskelige Sted maa jeg nærmest henvise til C. Paludan-Müllers Indbydelsesskrift: “Om Harald Blaatands Lovgivning. En hermeneutisk Undersøgelse.” (Odense 1832). Resultatet af denne Undersøgelse er da dette: at Adams Fremstilling i Henhold til Kong Svends mundtlige Meddelelse først er tilende med Ordene: “endnu stræbe at holde i Hævd.” Heri er nu jeg, for mit Vedkommende, aldeles enig med Paludan-Müller, dog ikke ganske af selvsamme Grund. Hvad der nemlig i mine Øine afgjør hele Sagen til Fordeel for Paludan-Müllers Fortolkning, er den Omstændighed, at baade Helmold og Albert af Stade aabenbar har opfattet Adams Ord paa selvsamme Maade. Denne Omstændighed kan jeg ikke tillægge en saa underordnet Betydning, som Paludan-Müller tilkjender den, hverken i “hermeneutisk” eller i “historisk” Henseende. Hvad nemlig den bogstavelige og sproglige Fortolkning af Adams Fremstilling angaaer, saa bør man efter min Overbeviisning antage, at Mænd som Helmold og Albert af Stade ifølge hele deres Dannelse besad en umiddelbar Sikkerhed i at opfatte Adams Latinitet; en umiddelbar Sikkerhed, som vi, med vor grammaticalske og classiske Underviisning i Latinen, næppe tør rose os af. Og i historisk Henseende var Helmold og Albert atter saaledes stillede, baade i Tid og Rum, at de vel, selv naar de fulgte Adam, maatte have en selvstændig Mening om, enten den omspurgte Lovgivning stammede fra Harald eller fra Adeldag. Derimod har jeg ikke kunnet overbevise mig om, at man, afseet herfra, just er nødt til at lade Paludan-Müllers Opfattelse af Adams Ord, skjøndt den vistnok er den eneste rette og rigtige, gjælde for den eneste mulige, saa at enhver anden Opfattelse skulde være en Misforstaaelse eller Krænkelse af den bogstavelige Mening. Utydeligheden eller Tvetydigheden vedbliver, synes jeg, ligefuldt at være tilstede. Dette anmærker jeg blot til Retfærdiggjørelse af min Oversættelse. Som Oversætter er det ikke min Sag at følge denne eller hiin Fortolkning; min Opgave bestaaer netop i, trolig at gjengive Latinens utydelige eller tvetydige Udtryksmaade. Det er aldeles utilladeligt, at bære sig ad som Miesegaes, der i sin tydske Oversættelse af A. her indskyder to Ord (S. 132: “mit ihm”) som der ikke findes mindste Spor til i Texten. Derfor er jeg heller ikke uvillig til at indrømme, at de Citationstegn, jeg i min Oversættelse, S. 70, L. 3 og 5 f. n., har anbragt, helst maatte været borte, skjøndt de til Nød kan forsvares dermed, at de dog indskrænke sig til de Ord, A. ligefrem lægger Kong Svend i Munden. Det Følgende er, som sagt, Adams egen Fremstilling i Henhold til hvad han hørte Kong Svend fortælle om Harald Blaatand; først med de Ord: “Imidlertid gik den gamle troe Adeldag” o. s. v. gaaer A. over til at omtale Erkebispen. Dette er nu min Opfattelse af Sammenhængen; men at min Oversættelse ogsaa tilsteder en anden Fortolkning, f. Ex. Lappenbergs (han vil nemlig have Kong Haralds og Dronning Gunilds Ihukommelse “hos os”, S. 11 L. 5 f. o., henført til dem i Bremen og Hamborg) — det anseer jeg ikke for at være en Feil.

10) Det vil være Adams lærde Læsere bekjendt, at hele dette Afsnit, lige fra Ordene: “Da jeg angaaende hans Endeligt” (S. 70, L. 9 f. n.) indtil: “endnu stræbe at holde i Hævd” (S. 71, L. 17 f. o.) er bleven stærkt omtvistet af vor Forfatters fædrelandshistoriske Kyndinger. Sagen er den, at Adams Fremstilling er utydelig, idet man ikke ret seer, hvor den danske Konges Tale, som begynder med de Ord: “ja, det er det, vi Efterkommere maae bøde for” — igjen afbrydes ved Adams egen Fortælling. Enten maa Kongens Tale være endt med Ordet: “Landflygtighed”, eller strække sig til: “aldrig glemmes hos os,” eller først slutte med: “endnu stræbe at holde i Hævd.” I de to første Tilfælde bliver det endda lige tvivlsomt, om Afsnittet: “Disse ere de Begivenheder ... endnu stræbe at holde i Hævd” — skal forstaaes om Harald eller om Adeldag; og som en Følge heraf bliver Spørgsmaalet dette: om den her omtalte frisiske Lovgivning skal tilskrives Kongen af Danmark eller Erkebispen i Bremen. Under den tredie Forudsætning derimod, hvorefter Kong Svend vedbliver at føre Ordet eller dog A. at henholde sig til Kongens mundtlige Meddelelse lige indtil: “stræbe at holde i Hævd” — er det en Selvfølge, at Talen er, ikke om Erkebiskop Adeldag, men om den danske Konge, Harald Blaatand, og det saaledes, at denne Konge, efter hvad A. har hørt af Kong Svend, har givet Friserne Love. — Angaaende hele denne Forhandling om den rette Fortolkning af dette vanskelige Sted maa jeg nærmest henvise til C. Paludan-Müllers Indbydelsesskrift: “Om Harald Blaatands Lovgivning. En hermeneutisk Undersøgelse.” (Odense 1832). Resultatet af denne Undersøgelse er da dette: at Adams Fremstilling i Henhold til Kong Svends mundtlige Meddelelse først er tilende med Ordene: “endnu stræbe at holde i Hævd.” Heri er nu jeg, for mit Vedkommende, aldeles enig med Paludan-Müller, dog ikke ganske af selvsamme Grund. Hvad der nemlig i mine Øine afgjør hele Sagen til Fordeel for Paludan-Müllers Fortolkning, er den Omstændighed, at baade Helmold og Albert af Stade aabenbar har opfattet Adams Ord paa selvsamme Maade. Denne Omstændighed kan jeg ikke tillægge en saa underordnet Betydning, som Paludan-Müller tilkjender den, hverken i “hermeneutisk” eller i “historisk” Henseende. Hvad nemlig den bogstavelige og sproglige Fortolkning af Adams Fremstilling angaaer, saa bør man efter min Overbeviisning antage, at Mænd som Helmold og Albert af Stade ifølge hele deres Dannelse besad en umiddelbar Sikkerhed i at opfatte Adams Latinitet; en umiddelbar Sikkerhed, som vi, med vor grammaticalske og classiske Underviisning i Latinen, næppe tør rose os af. Og i historisk Henseende var Helmold og Albert atter saaledes stillede, baade i Tid og Rum, at de vel, selv naar de fulgte Adam, maatte have en selvstændig Mening om, enten den omspurgte Lovgivning stammede fra Harald eller fra Adeldag. Derimod har jeg ikke kunnet overbevise mig om, at man, afseet herfra, just er nødt til at lade Paludan-Müllers Opfattelse af Adams Ord, skjøndt den vistnok er den eneste rette og rigtige, gjælde for den eneste mulige, saa at enhver anden Opfattelse skulde være en Misforstaaelse eller Krænkelse af den bogstavelige Mening. Utydeligheden eller Tvetydigheden vedbliver, synes jeg, ligefuldt at være tilstede. Dette anmærker jeg blot til Retfærdiggjørelse af min Oversættelse. Som Oversætter er det ikke min Sag at følge denne eller hiin Fortolkning; min Opgave bestaaer netop i, trolig at gjengive Latinens utydelige eller tvetydige Udtryksmaade. Det er aldeles utilladeligt, at bære sig ad som Miesegaes, der i sin tydske Oversættelse af A. her indskyder to Ord (S. 132: “mit ihm”) som der ikke findes mindste Spor til i Texten. Derfor er jeg heller ikke uvillig til at indrømme, at de Citationstegn, jeg i min Oversættelse, S. 70, L. 3 og 5 f. n., har anbragt, helst maatte været borte, skjøndt de til Nød kan forsvares dermed, at de dog indskrænke sig til de Ord, A. ligefrem lægger Kong Svend i Munden. Det Følgende er, som sagt, Adams egen Fremstilling i Henhold til hvad han hørte Kong Svend fortælle om Harald Blaatand; først med de Ord: “Imidlertid gik den gamle troe Adeldag” o. s. v. gaaer A. over til at omtale Erkebispen. Dette er nu min Opfattelse af Sammenhængen; men at min Oversættelse ogsaa tilsteder en anden Fortolkning, f. Ex. Lappenbergs (han vil nemlig have Kong Haralds og Dronning Gunilds Ihukommelse “hos os”, S. 11 L. 5 f. o., henført til dem i Bremen og Hamborg) — det anseer jeg ikke for at være en Feil.

−

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]

[[Kategori:Tekster på dansk]]

[[Kategori:Tekster på dansk]]

[[Kategori:Adam af Bremen]]

[[Kategori:Adam af Bremen]]

Adam af Bremen: Adeldag - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 26. des. 2013 kl. 14:10

Jesper: Adam af Bremen: Adeldag