Afgudiske Ofringer - Revisjonshistorikk

Carsten på 4. aug. 2026 kl. 08:35

2026-08-04T08:35:44Z

Carsten på 4. aug. 2026 kl. 08:25

2026-08-04T08:25:21Z

Carsten på 4. aug. 2026 kl. 07:47

2026-08-04T07:47:24Z

Carsten på 4. aug. 2026 kl. 07:38

2026-08-04T07:38:21Z

Carsten på 4. aug. 2026 kl. 07:09

2026-08-04T07:09:42Z

Carsten på 4. aug. 2026 kl. 06:53

2026-08-04T06:53:26Z

Carsten på 4. aug. 2026 kl. 06:43

2026-08-04T06:43:12Z

Carsten på 4. aug. 2026 kl. 06:11

2026-08-04T06:11:58Z

Carsten på 3. mar. 2023 kl. 17:22

2023-03-03T17:22:08Z

Carsten på 25. sep. 2021 kl. 11:51

2021-09-25T11:51:02Z

@@ Linje 203: / Linje 203: @@
 Hos bemeldte afskyelige Afguds-Dyrkelse have Lapperne i lang Tiid tillige troet paa den sande Gud, hvis Ord de hørte, og hvis Sacramenter de brugte, lignende i saa Maader Samaritanerne, der tiente Israels Gud og tillige Hedningernes Afguder.
-Det er troeligt, at Lapperne have fra ældgammel Tiid, om ikke kiendt, saa dog i det mindste hørt Sagn om en sand og almægtig Gud, som have skabt og opholder alle Ting, og regierer over Himmel og Jord, og alt hvad der er i dem; Thi af Krønikerne erfares, at ''Ludovicus Pius'' lod den christelige Troes Forplantelse i de Nordiske Lande være sig med megen Fliid angelegen, i det han ey allene lod døbe Kong ''Harald Klak'' med sin Dronning i Mainz i St. Albani Kirke, men endog derefter sendte ''Ansgarium'' en Munk fra Corbeia i Frankeriig med hans Staldbroder ''Amberto'' til Danmark; hvorfra de siden reyste til Sverrig, der Kong ''Biörn'' i Aaret 828 tilstedde dem der offentlig at prædike om den christelige Troe. Efter sin Tilbagekomst fra Danmark og Sverrig blev han, for at være Nord-Landene desto nærmere, beskikket til Erke-Biskp i Hamburg (da benævnte Stad samme Tiid blev giort til en Erke-Bispelig Residence-Stad for Danske, Norske, Svenske, Skridfinner, Grønlændere og andre omboende Folk) af Høybemeldte Keyser ''Ludovico'', som gav ham derpaa sit Brev med alvorlig Ordre og Befalning, at udbrede den sande Guds Kundskab, ey allene iblant de andre Nordiske Folk, men endog iblant Skridfinner de af os nu kaldede Lapper. Ordene derom lyde saaledes:
+Det er troeligt, at Lapperne have fra ældgammel Tiid, om ikke kiendt, saa dog i det mindste hørt Sagn om en sand og almægtig Gud, som have skabt og opholder alle Ting, og regierer over Himmel og Jord, og alt hvad der er i dem; Thi af Krønikerne erfares, at ''Ludovicus Pius'' lod den christelige Troes Forplantelse i de Nordiske Lande være sig med megen Fliid angelegen, i det han ey allene lod døbe Kong ''Harald Klak'' med sin Dronning i Mainz i St. Albani Kirke, men endog derefter sendte ''Ansgarium'' en Munk fra Corbeia i Frankeriig med hans Staldbroder ''Amberto'' til Danmark; hvorfra de siden reyste til Sverrig, der Kong ''Biörn'' i Aaret 828 tilstedde dem der offentlig at prædike om den christelige Troe. Efter sin Tilbagekomst fra Danmark og Sverrig blev han, for at være Nord-Landene desto nærmere, beskikket til Erke-Biskop i Hamburg (da benævnte Stad samme Tiid blev giort til en Erke-Bispelig Residence-Stad for Danske, Norske, Svenske, Skridfinner, Grønlændere og andre omboende Folk) af Høybemeldte Keyser ''Ludovico'', som gav ham derpaa sit Brev med alvorlig Ordre og Befalning, at udbrede den sande Guds Kundskab, ey allene iblant de andre Nordiske Folk, men endog iblant Skridfinner de af os nu kaldede Lapper. Ordene derom lyde saaledes:
 <blockquote>''Ludovicus divino favore Imperator Augustus; Certum esse volumus, qvaliter (divina ordinante gratia) nostris in diebus aqvilonaribus in partibus sc. in gentibus, videlicet Danorum, Svecorum, Norvagorum, Grönlandorum, Helsinglandorum, Islandorum, Schridfinnorum, & omnium septentrionalium & orientalium Nationum magnum coelestis gratia prædicationis patefecit ostium. &c.<br>
 Anno Dni. DCCCXXXIV.''</blockquote>

@@ Linje 195: / Linje 195: @@
 Alle de saa kaldede ''Passe-Varek'', eller hellige Bierge, bleve af Lapperne holdte i stor Ære, som af efterfølgende sees: De biværede sine Offer-Steder i Helligdags Klæder, og giorde der sine Afguder Knæfald. De alle Aar besøgte dem, og, endskiønt de ikke hver gang giorde nye Ofringer, rørte de dog i det mindste ved Benene af de forhen der paa Steder ofrede Dyr. De vilde ikke boe hos et ''Passe-Vaerre'', for at ikke besvære Stedets Afgud med Børne-Graad, eller andet, som kunde tilføye ham Uroe. Farende et ''Passe-Vaerre'' forbi, vilde de ikke sove; thi det holdtes som en ringe Agtelse for Stedets Afgud. De vilde ikke tale høyt, ikke skyde en Fugl eller firefødt Dyr, eller giøre nogen Allarm foraarsagende Bevægelse. (Vid. Tab. LXXXIX.) Havde de en blaa Kiortel eller andet blaat Klæde paa, afførte de sig samme, indtil de vare komne Stedet forbi. Qvinderne saae ikke derhen, men skiulte deres Ansigter. Naar en Mands-Person besøgte et ''Passe-Vaerre'', vilde han ikke have noget Klædebon paa, som havde været paa en Qvindes Legeme; thi efter hans Tanke blev Stedet derved vanhelliget; ja han vilde ikke engang gaae derhen med Skoe paa, som for at barkes havde ligget i en og samme Kiedel med en Qvindes Skoe.
-Som Lapperne i deres Indbildning tilegnede visse Bierge, Stene og deslige en Hellighed, og troede besynderlige Guder der at have sin Bolig, saa have de og giort sig samme Tanker om en Deel ferske Søer og Elve, vilket iblant andet erfares af de Navne, som de dennem have tillagt, saasom: ''Ailekes Jauvre, Danice'': den hellige Søe, ''Passe-Jok, Danice'': hellige Elv etc.
+Som Lapperne i deres Indbildning tilegnede visse Bierge, Stene og deslige en Hellighed, og troede besynderlige Guder der at have sin Bolig, saa have de og giort sig samme Tanker om en Deel ferske Søer og Elve, hvilket iblant andet erfares af de Navne, som de dennem have tillagt, saasom: ''Ailekes Jauvre, Danice'': den hellige Søe, ''Passe-Jok, Danice'': hellige Elv etc.
 Altsomtiest have de ofret paa de sædvanlige Offer-Steder, og det efter Troldmandens den saa kaldede ''Noaaides'' Anviisning; dog giordes ogsaa undertiden Ofringer der, hvor aldrig tilforn havde været ofret. En Sandrue og i sin Opførsel skikkelig Porsanger-Fiords Søe-Lap ved Navn ''Mellet Olsön'' fortalte mig om en anden Søe-Lap af benævnte Fiord, at da han paa Hiemreysen fra Kobbe-Skytterie havde drukket Vand af en Bæk, og strax derpaa befandt sig syg, og maatte nogle Ugers Tiid holde ved Sengen, ofrede han, saasnart han var bleven tilpas igien, en Oxe paa Stedet, hvor Sygdommen, i det han drak af Bækken, havde angrebet ham; Kiødet aad man op, men Afguden fik Beenene, og man bedækkede dem med Riis-Qviste.

@@ Linje 176: / Linje 176: @@
 ) ''Sieide-Niarg, Danice'': Orakel-Næs.[[Fil:Leem LXXXIX.jpg|thumb|300px|<center> Tab. LXXXIX </center>]]
-) (Vid. Tab. LXXXIX.) ''Gameditzh'', en Steen saa kaldet. En Porsanger-Fiords Søe-Lap, som et øyensynligt Vidne, fortalte mig om en af benævnte Fiords Søe-Lapper, ved Navn ''Peder Siversön'', at, naar han foer ud at fiske, lagde han til Lands hos bemeldte Steen, og aad af sin medhavende Spise i Stenens Navn, og for at faae Lykke til Fiskefangst, gav den meget af den Kost, han havde ved Haanden.
+) (Vid. Tab. LXXXIX.) ''Gameditzh'', en Steen saa kaldet. En Porsanger-Fiords Søe-Lap, som et øyensynligt Vidne, fortalte mig om en af benævnte Fiords Søe-Lapper, ved Navn ''Peder Siversön'', at, naar han foer ud at fiske, lagde han til Lands hos bemeldte Steen, og aad af sin medhavende Spise i Stenens Navn, og for at faae Lykke til Fiskefangst, gav den noget af den Kost, han havde ved Haanden.
 ) Ved Kaa-Fiorden i Kielviigs Præstegield skal og have været et ''Passe-Vaerre''.

@@ Linje 162: / Linje 162: @@
 ) ''Smeer-Vuodna-Noaaide, Danice'': Smør-Fiordens Viismand.
-) ''Smier-Vuodna-Niarg, Danice'': Smør-Fiords-Næs.
+) ''Smeer-Vuodna-Niarg, Danice'': Smør-Fiords-Næs.
 ) ''Kokko-Giedde-Niarg, Danice'': Kistrands Næs.[[Fil:Leem LXXXVIII.jpeg |thumb|300px|<center> Tab. LXXXVIII </center>]]

@@ Linje 43: / Linje 43: @@
 ) ''Nieid-Vare Passe Aldo, Danice'': Jomfru-Biergets hellige Simle; her skal Lapperne have giort Ofringer til ''Joulo-Gadze''.
-) ''Kalbmem baste, Danice'': Fryse-Klippen.
+) ''Kalbmem bafte, Danice'': Fryse-Klippen.
 ) En Steen, kaldet ''Zhievres-Ibmel, Danice'': Otter-Gud; det guddommelige Navn, som benævnte Steen er bleven beæret med, bevidner, at den er bleven holdt for et helligt Bierg, og ved Offere misbrugt til Afguds-Dyrkelse.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. aug. 2026 kl. 06:43
Linje 20:		Linje 20:


−	Saavel Afgudernes Navne, som de Ceremonier, der ved Afguds-Dyrkelsen ere blevne iagttagne, have, i Henseende til Stedernes Adskillighed, hvor Lapper opholde sig, været saa forskiellige, at det vil blive meget vanskeligt, derom at kunne give ~~noget~~ fuldstændig Underretning. Imidlertid vil jeg meddele Læseren, hvad mig herom, saavel af egen Erfarenhed, som af andre Kyndige, deres Beretning, er bleven bekiendt.	+	Saavel Afgudernes Navne, som de Ceremonier, der ved Afguds-Dyrkelsen ere blevne iagttagne, have, i Henseende til Stedernes Adskillighed, hvor Lapper opholde sig, været saa forskiellige, at det vil blive meget vanskeligt, derom at kunne give nogen fuldstændig Underretning. Imidlertid vil jeg meddele Læseren, hvad mig herom, saavel af egen Erfarenhed, som af andre Kyndige, deres Beretning, er bleven bekiendt.

	Det som brugtes til Ofringer, var helst levende Creaturee, saasom: Rensdyr, Faar og andet deslige Qvæg, sielden Sælhunde, eller andre saadanne Dyr. Undertiden betiente man sig og af døde Ting til at ofre, saasom: Melk, Melke-Suppe, Ost etc.		Det som brugtes til Ofringer, var helst levende Creaturee, saasom: Rensdyr, Faar og andet deslige Qvæg, sielden Sælhunde, eller andre saadanne Dyr. Undertiden betiente man sig og af døde Ting til at ofre, saasom: Melk, Melke-Suppe, Ost etc.

@@ Linje 21: / Linje 21: @@
 Saavel Afgudernes Navne, som de Ceremonier, der ved Afguds-Dyrkelsen ere blevne iagttagne, have, i Henseende til Stedernes Adskillighed, hvor Lapper opholde sig, været saa forskiellige, at det vil blive meget vanskeligt, derom at kunne give noget fuldstændig Underretning. Imidlertid vil jeg meddele Læseren, hvad mig herom, saavel af egen Erfarenhed, som af andre Kyndige, deres Beretning, er bleven bekiendt.
 Det som brugtes til Ofringer, var helst levende Creaturee, saasom: Rensdyr, Faar og andet deslige Qvæg, sielden Sælhunde, eller andre saadanne Dyr. Undertiden betiente man sig og af døde Ting til at ofre, saasom: Melk, Melke-Suppe, Ost etc.
-[[Fil:Leem LXXXV.jpg|thumb|300px|<center> Tab. LXXXV </center>]](Vid. Tab. LXXXV) Ofre-Maneererne vare adskillige; med levende Creaturers Ofring omgikkes saaledes, at undertiden ofredes Dyret heelt, somme Tider ikkun en Deel deraf. Som ofteste slagtede man Dyret, kogte og aad det, undtagen Benene, hvilke man lod blive paa Stedet til Afgudens Tieneste, værende i den fulde Tanke, at han kunde skabe Kiød paa dem igien<ref>Af deslige Been har jeg seet adskillige paa det Bierg Klubben i Øst-Finmarken, een Miil fra Nessebye beliggende, hvor jeg og, imellem de høyeste Tinder, saae tvende Udhalinger, hvor der var Tegn til, at der i gamle Dage havde været brændt Been. Ikke langt derfra, blev jeg og vaer et rundt af Steen opbygget Ildsted, hvor omkring der hist og her laae adspredde Rensdyr-Been; hvilket Sted skal, efter Beretning, have været et af de fornemste Offer-Steder i Landet.</ref>. Man og med Offerets Blod besmurte og imod Offer-Stedet opreyste lange Kieppe, hvilke bleve kaldede: ''Liet-Morak''. Undertiden slagtede man Dyret hos Bredden af en Elv, lod det meeste af Blodet rinde bort med samme, og med det øvrige anstrøg nogle Kieppe, som man paa Stedet efterlod sig.
+[[Fil:Leem LXXXV.jpg|thumb|300px|<center> Tab. LXXXV </center>]](Vid. Tab. LXXXV) Ofre-Maneererne vare adskillige; med levende Creaturers Ofring omgikkes saaledes, at undertiden ofredes Dyret heelt, somme Tider ikkun en Deel deraf. Som ofteste slagtede man Dyret, kogte og aad det, undtagen Benene, hvilke man lod blive paa Stedet til Afgudens Tieneste, værende i den fulde Tanke, at han kunde skabe Kiød paa dem igien<ref>Af deslige Been har jeg seet adskillige paa det Bierg Klubben i Øst-Finmarken, een Miil fra Nessebye beliggende, hvor jeg og, imellem de høyeste Tinder, saae tvende Udhulinger, hvor der var Tegn til, at der i gamle Dage havde været brændt Been. Ikke langt derfra, blev jeg og vaer et rundt af Steen opbygget Ildsted, hvor omkring der hist og her laae adspredde Rensdyr-Been; hvilket Sted skal, efter Beretning, have været et af de fornemste Offer-Steder i Landet.</ref>. Man og med Offerets Blod besmurte og imod Offer-Stedet opreyste lange Kieppe, hvilke bleve kaldede: ''Liet-Morak''. Undertiden slagtede man Dyret hos Bredden af en Elv, lod det meeste af Blodet rinde bort med samme, og med det øvrige anstrøg nogle Kieppe, som man paa Stedet efterlod sig.
 En Biørns Lever stegte man paa en Pind hos Ilden til et Offer, hvilket blev givet Navn af ''Vuodno-bassem''. Det skal og i visse Lapmarkiske Egne have tildraget sig, at der ofredes for Børn, imedens de endnu vare i Moders Liv, et eller andet Qvæg, i Fødselen en Hund, der blev i Jorden nedgraven levende, og efter Fødselen et Dyr med en linnet Hue paa Hovedet, hvilket iligemaade blev nedgravet i Jorden.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 3. mar. 2023 kl. 17:22
Linje 9:		Linje 9:


−	<center>'''[[Samisk religion]]'''	+	<center>'''[[Samisk religion og mytologi\|Temaside: Samisk religion og mytologi]]'''<br><br>'''[[Samisk religion]]'''

	Uddrag af Knud Leem:		Uddrag af Knud Leem:

@@ Linje 190: / Linje 190: @@
 De Steder, som Lapperne holdt for hellige Bierge, eller saa kaldede ''Passe-Varek'', og dyrkede med Ofringer, ere gierne af nogen ugemeen naturlig Danlighed, de omliggende noget ulige. For Exempel: Paa den Klippe ''Sölfar'', hvorom tilforn er meldt, staaer to høye Stene nær hos hinanden. Udi ovenanførte Bierg ved Strandbredden, hvorhen blev kastet Tobak-Stykker, sees et Menniskes Skikkelse, der vender Ansigtet ned imod Vandet.
-Paa Kiølle-Fiords Næs i Øst-Finmarken befindes en af Naturen saa dannet Steen, at den for en langt fraværende Anskuers Øyne noget ligner en Kirke med Taarn-Fod; samme kaldes endnu af de Norske Landets Beboere Finne-Kirken<ref>Der ere deraf paa samme Sted tvende; den store og den lille Finne-Kirke. See Act. Nidros. I. S. 280.</ref>. Jeg haver vel ikke hørt, at Lapperne der paa Stedet have ofret; thi det ligger desuden noget afsides fra deres sædvanlige Vey; men det Navn, som man haver tilegnes bemeldte Steen, saavel som ogsaa dens ugemeene Skikkelse, giver dog derom nogen Formodning. De arme Lapper have udi deres Vankundighed overtalt sig til at troe, at hos Steder, der havde nogen ugemeen naturlig Danlighed, fandtes der noget stort og guddommeligt, og derfor sammesteds giorte afgudiske Ofringer.
+Paa Kiølle-Fiords Næs i Øst-Finmarken befindes en af Naturen saa dannet Steen, at den for en langt fraværende Anskuers Øyne noget ligner en Kirke med Taarn-Fod; samme kaldes endnu af de Norske Landets Beboere Finne-Kirken<ref>Der ere deraf paa samme Sted tvende; den store og den lille Finne-Kirke. See Act. Nidros. I. S. 280.</ref>. Jeg haver vel ikke hørt, at Lapperne der paa Stedet have ofret; thi det ligger desuden noget afsides fra deres sædvanlige Vey; men det Navn, som man haver tilegnet bemeldte Steen, saavel som ogsaa dens ugemeene Skikkelse, giver dog derom nogen Formodning. De arme Lapper have udi deres Vankundighed overtalt sig til at troe, at hos Steder, der havde nogen ugemeen naturlig Danlighed, fandtes der noget stort og guddommeligt, og derfor sammesteds giorte afgudiske Ofringer.
 Alle de saa kaldede ''Passe-Varek'', eller hellige Bierge, bleve af Lapperne holdte i stor Ære, som af efterfølgende sees: De biværede sine Offer-Steder i Helligdags Klæder, og giorde der sine Afguder Knæfald. De alle Aar besøgte dem, og, endskiønt de ikke hver gang giorde nye Ofringer, rørte de dog i det mindste ved Benene af de forhen der paa Steder ofrede Dyr. De vilde ikke boe hos et ''Passe-Vaerre'', for at ikke besvære Stedets Afgud med Børne-Graad, eller andet, som kunde tilføye ham Uroe. Farende et ''Passe-Vaerre'' forbi, vilde de ikke sove; thi det holdtes som en ringe Agtelse for Stedets Afgud. De vilde ikke tale høyt, ikke skyde en Fugl eller firefødt Dyr, eller giøre nogen Allarm foraarsagende Bevægelse. (Vid. Tab. LXXXIX.) Havde de en blaa Kiortel eller andet blaat Klæde paa, afførte de sig samme, indtil de vare komne Stedet forbi. Qvinderne saae ikke derhen, men skiulte deres Ansigter. Naar en Mands-Person besøgte et ''Passe-Vaerre'', vilde han ikke have noget Klædebon paa, som havde været paa en Qvindes Legeme; thi efter hans Tanke blev Stedet derved vanhelliget; ja han vilde ikke engang gaae derhen med Skoe paa, som for at barkes havde ligget i en og samme Kiedel med en Qvindes Skoe.