Antiquarisk Chorographie af Grønland (CCR/FM) - Revisjonshistorikk

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 08:03

2018-08-24T08:03:21Z

Carsten på 4. mar. 2018 kl. 15:23

2018-03-04T15:23:07Z

Carsten på 4. mar. 2018 kl. 13:38

2018-03-04T13:38:58Z

Knut på 4. mar. 2018 kl. 13:00

2018-03-04T13:00:10Z

Carsten på 4. mar. 2018 kl. 12:36

2018-03-04T12:36:07Z

Carsten på 4. mar. 2018 kl. 12:31

2018-03-04T12:31:41Z

Vis endringer

Carsten på 4. mar. 2018 kl. 12:08

2018-03-04T12:08:11Z

Knut på 3. mar. 2018 kl. 17:15

2018-03-03T17:15:58Z

Vis endringer

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp...

2018-02-28T10:35:27Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp...

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Antiquarisk Chorographie af Grønland (CCR/FM) - Antiquarisk Chorographie af Grønland]] !! !!
|-
|}

[[Fil:GHM 3.jpg|200px|thumb]]

<center>Udvalgte tekster fra

'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] III'''

<big>'''XXXIV<br>Antiquarisk Chorographie af Grønland'''</big>

paa dansk ved

[[Finnur Magnússon biografi|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi|C. C. Rafn]]</center>

TEKST UNDER ARBEID

@@ Linje 7: / Linje 7: @@
 |}
-'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] III'''
+<center>'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] III'''
@@ Linje 21: / Linje 20: @@
 [[Finnur Magnússon biografi|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi|C. C. Rafn]]</center>

@@ Linje 108: / Linje 108: @@
 Fra Amaraglikfjorden kan man paa flere Steder over Land komme til ''Godthaabsfjorden'', saaledes t. E. fra Bugten Nulluk, Öst for Ikerasek., til Korok i Godthaabsfjorden, hvor adskillige Ruiner skulle forefindes, og fra Bunden af Amaraglikfjorden forbi de ovenomtalte Ruiner over til nogle andre Ruiner i Bunden af Kappiselikfjorden, der er den sydligste af de tre Arme, som Godthaabsfjorden tilsidst deler sig i. Ved Kappiselik ere gode Græsmarker, men ringe Kratskov. Den Mark, som nærmest omgiver Ruinerne har tydelig været gjödet og dyrket. Tæt ved Stranden synes de gamle Beboere at have opfört en Bygning, for deri at törre Fisk, af hvilke der her falder en temmelig betydelig Mængde. Fra Kappiselik Fjorden er der igjen Overgang til Ruiner i en Bugt ved Nunartorsoak i Ujararsoak Fjorden, den mellemste af Godthaabs-Fjordenes Arme. Inderst i Ujararsoak Fjorden træſſes Ruiner ved Naviangoæt og Nörd derfor ved Ujararsoak. Blandt Ruinerne paa det sidstnævnte Sted findes Levninger af en Kirkebygning, der udvendig har været henved 10 Alen i Firkant; Murene, som ere byggede af flade Stene, ere endnu henved 4 Alen höie og 1 Alen brede. Over Indgangen er lagt en 3 Alen lang Steen. Strax östen for sees en Indhegning, 48 Alen lang og 36 Alen bred, som udentvivl har været Kirkegaarden. Flere Huustomter ligge paa Sletten, som nu er overgroet med Lyng og Krat, men som forhen har været gjödet og dyrket. En Laxeelv, der flyder Syd for disse Ruiner, er paa begge Sider godt bevoxet med Kratskov og Græs. At Jagt, især efter Rensdyr, vistnok har været en vigtig Erhvervskilde for de gamle Beboere af Ujararsoak, fremgaaer deraf, at de höit tilfjelds, et Par Dagreiser i ostnordostlig Retning fra Ujararsoak, synes. at have haſt Hytter til at overnatte i, medens de om Sommercn opholdt sig der, for at jage efter Rensdyr. Disse Hytter, hvoraf man endnu seer et betydeligt Antal, skjöndt meer og mindre ruinerede, ere deels rundagtige, deels firkantede og alle opförte af lutter Stene, uden mellemliggende Jord eller Törv. I de fleste Hytter ere Murene ikkun byggede af middelmaadig store Stene, der ere omhyggelig lagte paa hinanden; i de övrige derimod bestaae de af store, flade Stene, der ere reiste paa Kant og saa tæt sammenstillede, at der kun paa enkelte Steder behövedes mindre Stene til at udfylde Mellemrummene. Murene ere omtrent kun 1 Alen höie og paa det tykkeste Alen. De störste Hytter ere indvendig henved 2 1/2 til 3 Alen lange og 2 1/2 Alen brede. Over den Aabning i Muren, der har tjent som Indgang, ligger altid en stor flad Steen; undertiden er der til Aabningen i Muren föiet en lille Gang af 1. Alens Længde. Hytterne have nu intet Tag, men det er rimeligt at de tildækkedes med Skind, naar de bleve benyttede til Natteleie. Stedet, hvorpaa Hytterne staae, kaldes af Grönlænderne, med Hensyn til de herværende Levninger fra de gamle Kablunakker, Kablunaitsiak. Det er et Fjeldstykke, som er omtrent 3000 Fod over Havets Overflade, men dog kun lidet ophöiet over det egentlige Fjeldplateau, der har en temmelig betydelig Udstrækning, og paa flere Steder altid er bedækket med Sneepletter, hvorfor ogsaa dets Vegetation er yderst sparsom. Isærdeleshed den Strækning af Plateauet, der ligger nærmest ved den store Isbræ, som aldeles bedækker det Indre af Landet og som ikkun er Miil borte fra Hytterne, er næsten ganske opfyldt med Grus fra de derværende forvittrede Fjeldstykker; ikkun paa enkelte Steder, hvor det gjennemsivende Sneevand giver nogen Væde, træſfes flere eller færre Væxter. Paa tre Sider omgives Plateauet af to store Söer, af hvilke den ene, der tildeels hele Aaret er bedækket med Iis, stöder op til Isbræen, hvorfra större og mindre Stykker udkalve. I ingen af Söerne skal der, efter Grönlændernes Sigende, findes Fisk. Landjorden er i disse Höider heller ikke rig paa levende Væsener; thi kun om Sommeren söge Rensdyrene saa höit op, mod Vinteren derimod forlade de atter disse Steder og söge ned i Fjelddalene og til de lavere Fjelde ved Kysterne. Det er ogsaa alene for Rensdyrenes Skyld, at Grönlænderne om Sommeren drage did; paa disse Jagter benytte de da gjerne de gamle Hytter til Natteleie, hvorfor de have tættet Væggene med Mos.
-Det vil heraf lettelig sees, at disse Hytter umulig kunne have været brugte som Vinterhuse af tidligere derboende Grönlændere<ref>S. Nilsson: Skandinaviska Nordens Urinvänare, 3 Kapit. S. 8-9.</ref>. Allerede Stedets Beliggenhed gjör det utroligt, at Mennesker og mindst Grönlændere, der formedelst deres Erhverv maae boe ved de ydre Kyster, skulde, saa nær ved Polarcirkelen, have faste Boliger i en saadan Höide over Havfladen (3000 Fod) og i en saadan Örken. Hytterne ere desuden saa smaa, at selv de störste af dem ikke kunne rumme flere end 5 til 6 Mennesker i liggende Stilling; ingen vilde være istand til at staae opreist i dem, uden at deres Skinddække maatte aftages. I adskillige af de mindre Hytter kunde kun 2 til 3 Mennesker faae Plads. Endelig afvige Hytterne fuldkommen ved deres særegne Bygning fra de grönlandske Huse og Sovesteder, som over hele Landet saavel paa Vest- som paa Östkysten, aldrig ere opförte af Stene, men bestandig af Stene, blandede med Jordtörv, eller hvor ikkun faa Stene haves f. Ex. ved Umanak, alene af Jordtörv. Enkelte Steder, hvor der forhen har været drevet Hvalfangst og hvor der endnu fanges Narhvaler og Hvidfisk, bruges istedenfor Stene Ryghvirvlerne af disse Dyr, ja af Hvidfiskene benyttes ogsaa stundum de noget sönderslagne Cranier paa den Maade. Hvad der endnu taler for, at Folk af en anden Nation, end den grönlandske, maa have besögt dette Sted, er, at der i Nærheden ligger en stor Hob Klippestykker og blandt dem noget Vegsteen, af hvilket der ved Hjælp af Jernredskaber, Meisler eller deslige kjendelig er udhugget store Stykker. Grönlænderne have neppe foretaget disse Udhugninger. Fra deres Jagtpartier i det Indre af Landet medbringe de enten lidet eller slet intet af de dræbte Dyrs Kjöd, da i Almindelighed Skindene alene give dem nok at bære paa. Det er derfor ikke rimeligt, at de skulde saa langtfra have baaret Vegstenen, som de betydelig lettere vide at forskaffe sig ved Kysterne.
+Det vil heraf lettelig sees, at disse Hytter umulig kunne have været brugte som Vinterhuse af tidligere derboende Grönlændere<ref>S. Nilsson: Skandinaviska Nordens Urinvånare, 3 Kapit. S. 8-9.</ref>. Allerede Stedets Beliggenhed gjör det utroligt, at Mennesker og mindst Grönlændere, der formedelst deres Erhverv maae boe ved de ydre Kyster, skulde, saa nær ved Polarcirkelen, have faste Boliger i en saadan Höide over Havfladen (3000 Fod) og i en saadan Örken. Hytterne ere desuden saa smaa, at selv de störste af dem ikke kunne rumme flere end 5 til 6 Mennesker i liggende Stilling; ingen vilde være istand til at staae opreist i dem, uden at deres Skinddække maatte aftages. I adskillige af de mindre Hytter kunde kun 2 til 3 Mennesker faae Plads. Endelig afvige Hytterne fuldkommen ved deres særegne Bygning fra de grönlandske Huse og Sovesteder, som over hele Landet saavel paa Vest- som paa Östkysten, aldrig ere opförte af Stene, men bestandig af Stene, blandede med Jordtörv, eller hvor ikkun faa Stene haves f. Ex. ved Umanak, alene af Jordtörv. Enkelte Steder, hvor der forhen har været drevet Hvalfangst og hvor der endnu fanges Narhvaler og Hvidfisk, bruges istedenfor Stene Ryghvirvlerne af disse Dyr, ja af Hvidfiskene benyttes ogsaa stundum de noget sönderslagne Cranier paa den Maade. Hvad der endnu taler for, at Folk af en anden Nation, end den grönlandske, maa have besögt dette Sted, er, at der i Nærheden ligger en stor Hob Klippestykker og blandt dem noget Vegsteen, af hvilket der ved Hjælp af Jernredskaber, Meisler eller deslige kjendelig er udhugget store Stykker. Grönlænderne have neppe foretaget disse Udhugninger. Fra deres Jagtpartier i det Indre af Landet medbringe de enten lidet eller slet intet af de dræbte Dyrs Kjöd, da i Almindelighed Skindene alene give dem nok at bære paa. Det er derfor ikke rimeligt, at de skulde saa langtfra have baaret Vegstenen, som de betydelig lettere vide at forskaffe sig ved Kysterne.
 Naar undtages enkelte uvisse Ruiner, som efter Grönlændernes Beretning skulle findes ved Irisartok, kjendes der endnu kun paa eet Sted i Fjorden nogle overgroede Ruiner, nemlig ved Iglorsoit. De ligge ikke ret langt inde i en Bugt, i hvilken en betydelig Elv har sit Udlöb, paa en temmelig stor, hist og her med Græs og Vidiekrat vel bevoxen, Landtunge. I en mindre Bugt, Öst for denne, sees en stor Steenfælde, som af Grönlænderne tilskrives de gamle Nordboere. Den er indvendig 2 1/2 Alen lang, 1 Alen bred og 1 1/2 Alen höi og altsaa langt större, end de sædvanlige grönlandske Rævefælder af Steen. Ligesom i disse bestaaer Dören af en stor Steen. Tre lignende Steenfælder skulle endnu findes i samme Fjordarm<ref>Hans Egede Omstændelig og udſörlig Relation S. 92-93. Thor hallesen Efterretning om Rudera S. 25-31. C. Pingel Tritogenia 1829, 93-95. Beretning af Dr. J. Vahl i Nordisk Tidskrift for Oldkyndighed II, 331-334 og en utrykt Skrivelse fra samme til Dr. Pingel.</ref>.
@@ Linje 116: / Linje 116: @@
 I hele Sukkertoppens District har man hidtil ikke kunnet paavise en eneste sikker Levning fra de gamle Nordboere. Kun et ustadfæstet Rygte beretter om Ruiner inde i ''Isertok'' Fjorden, noget Syd for Colonien Ny-Sukkertoppen. Derimod længere mod Nord i Holsteinborgs District synes der idetmindste forhen at have ligget virkelige, nordiske Ruiner i Bunden af den nordligste og længste Arm af ''Ikkertok'' Fjorden, hvor der siges at være en stor Slette ved en Elv. Forskjellige Oldsager skulle i sin Tid være opgravede af Ruinerne”. Höiere oppe mod Nord har man hidtil ingensinde truffet Spor af, at de gamle Nordboere der have haft faste Bopæle. Imidlertid gives der dog i Grönlands nordligere Egne et Par Mindesmærker, som tyde hen paa, at Nordboerne til enkelte Tider kunne have opholdt sig her, vel isærdeleshed for Jagtens og Fiskeriets Skyld. Det ene af disse Mindesmærker er dog af noget uvis Oprindelse. Det er en Steenfælde, som staaer nær Havkysten i en lille Bugt ved Enden af Waigattet, der adskiller Disko Eyland fra det faste Land, ikke langt fra Forsöget ''Norsoak''. Den er reist af store graaligsorte prismatiske Basaltstene, som forekomme der i Nærheden. Indvendig er den endnu 3 Alen höi og med en mod Östen tilbygget Indgang 4 Alen lang; Fælden selv er 1. Alen bred, medens Indgangen ikkun er halv saa bred. Den udvendige Længde af hele Fælden er 6 1/2 Alen og Breden 5 Alen. Paa Grund af disse betydelige Dimensioner maa den sidste antages for at være indrettet til en Fælde for större Dyr, f. E. Isbjörne, som undertiden om Vinteren komme ned paa disse Höider, idet mindste kan den ikke forvexles med de langt mindre Steenfælder, hvori Grönlænderne fange Fjeldræven. Den synes i det Hele at være af altfor colossal Bygning til at være opfört af Grönlænderne; derimod ligner den meget de övrige Steenfælder i Grönland, som af de Indfödte henföres til de gamle Nordboere<ref>jfr. C. Pingel: Nord. Tidsk. for Oldk. I, 106-107 jfr. II, 335-341 og Beretn. af Dr. Vahl i Annaler ſor Nord. Oldk. 1838-1839 S. 243-246 med Bemærkninger af C. Pingel, ssteds S. 246-248.</ref>.
-Af utvivlsom nordisk Oprindelse er derimod en lille Runesteen, der, mærkeligt nok, er fundet paa ''Kingiktórsoak'', under 72° 55" n. Brede, omtrent 4 Mile NV for det nordligste danske Etablissementet Upernivik. Stenen er afbildet i naturlig Störelse paa Tab. lX Fig. 3; den er af en sortegrön Farve og har fölgende Indskrift, som med et skarpt Instrument er indridset paa den glatte Flade: ELLÍNGR∙SIGVAÐS:SON:R∙OK∙BJANNE:TÓRTARSON: OK ENRIDI∙OSSON:LAUGARDAG∙INN:FYRIR∙GAGNDAG HLÓDU∙VARDA TE∙OK RUDDU (d.e.. RITU) MCXXXV(?) d.e. Erling Sigvatssön og Bjarne Thordarsön og Endride Oddsön opförte de(nne eller disse Varde(r) Löverdagen efter Gagndag (den 25 April) og ryddede (Pladsen) eller indridsede (Indskriften) 1135. Den förste Læsemaade «ryddede” (Pladsen) er vistnok ikke sandsynlig, da man neppe tör troe, at de Gamle opholdt sig der saa længe, at de skulde have ryddet Pladsen; desuden vilde det vistnok kun medföre liden eller ingen Fordeel at rydde en Plads i en saa öde og saa höit mod Norden liggende Egn. Hensigten med Indskriften synes saaledes at have været den, at bringe Erindringen om et eventyrligt Tog og sammes Deeltagere til Eſterverdenen<ref>Runestenen, som i 1824 hidbragtes af Capit. Graah, er beskreven og forklaret af R. Rask og Finn Magnusen i Antiqvariske Annaler IV, 309-342; jfr. Afbildningen II Tab. II Fig 1; og af C. C. Rafn i Antiquitates Americanæ p. 347-355; jfr. Afbildningen Tab VIII, ligeledes Pingel i Nord. Tidskr. for Oldk. 1, 108.</ref>.
+Af utvivlsom nordisk Oprindelse er derimod en lille Runesteen, der, mærkeligt nok, er fundet paa ''Kingiktórsoak'', under 72° 55" n. Brede, omtrent 4 Mile NV for det nordligste danske Etablissementet Upernivik. Stenen er afbildet i naturlig Störelse paa Tab. lX Fig. 3; den er af en sortegrön Farve og har fölgende Indskrift, som med et skarpt Instrument er indridset paa den glatte Flade: ELLÍNGR∙SIGVAÐS:SON:R∙OK∙BJANNE:TÓRTARSON: OK ENRIDI∙OSSON:LAUGARDAG∙INN:FYRIR∙GAGNDAG HLÓDU∙VARDA TE∙OK RUDDU (d.e.. RITU) MCXXXV(?) d.e. Erling Sigvatssön og Bjarne Thordarsön og Endride Oddsön opförte de(nne eller disse Varde(r) Löverdagen efter Gagndag (den 25 April) og ryddede (Pladsen) eller indridsede (Indskriften) 1135. Den förste Læsemaade "ryddede" (Pladsen) er vistnok ikke sandsynlig, da man neppe tör troe, at de Gamle opholdt sig der saa længe, at de skulde have ryddet Pladsen; desuden vilde det vistnok kun medföre liden eller ingen Fordeel at rydde en Plads i en saa öde og saa höit mod Norden liggende Egn. Hensigten med Indskriften synes saaledes at have været den, at bringe Erindringen om et eventyrligt Tog og sammes Deeltagere til Eſterverdenen<ref>Runestenen, som i 1824 hidbragtes af Capit. Graah, er beskreven og forklaret af R. Rask og Finn Magnusen i Antiqvariske Annaler IV, 309-342; jfr. Afbildningen II Tab. II Fig 1; og af C. C. Rafn i Antiquitates Americanæ p. 347-355; jfr. Afbildningen Tab VIII, ligeledes Pingel i Nord. Tidskr. for Oldk. 1, 108.</ref>.
 De oldnordiske Mindesmærker i Grönland vise altsaa, at Nordboerne i Fortiden isærdeleshed have bebygget Julianehaabs District og der igjen mest Igalikko, Kakortok, Tunnudluarbik og Sermelik Fjordene, men at de kun i ringe Antal have nedsat sig i Frederikshaab og Fiskenæssets Districter; hvorimod de atter synes at háve været temmelig talrige i Godthaabs District, i Amaraglik og Godthaabs Fjordene. Nord herfor have de enten kun ganske enkeltvis eller slet ikke haft faste Bopæle. Ruinernes Beliggenhed og Omgivelser oplyse endvidere, at de gamle Nordboere vel i nogle Tilfælde maae have levet af Jagt og Fiskeri, men at de dog i Regelen tillige have drevet Kvægavl, ja paa sine Steder, f. E. i Igalikko, mulig endog haft nogen, skjöndt naturligviis ubetydelig, Kornavl.

@@ Linje 62: / Linje 62: @@
 Et Bösseskud fra Landingsstedet ved Igalikko, ligger ude i Fjorden en lille Holm eller et Skjær, som i Springtiderne næsten heelt overskylles af Havet. Paa den nordlige Ende er en Ruin 24. Alen lang og 13 Alen bred. Murenes Höide var endnu paa enkelte Steder 4 Alen. Et Par Kabellængder Sydvest for denne Holm, ligger en anden græsbevoxet Holm med to Ruiner, der stöde tæt op til hinanden. Efter al Sandsynlighed have disse Huse nærmest været anlagte for Fiskeriets Skyld<ref>Annaler: "Samleren" 6te Bd. S. 1208-1230. C. Pingel i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed I, 97-100, jfr. ssteds. S. 221-222; III, 222-223. Beretning af I. Vahl, II, 318-319. Beretn. af Esmann. Beretn. af J. Mathiesen i Annaler for Nord. Oldkyndh. 1836-1837, S. 126-128 og flere vidtlöftige, tildeels utrykte Beretn. af Pastor J. F. Jörgensen i Selskabets Archiv. Jfr. de enkelte Uddrag i Annaler for Nord. Oldk. 1838-1839, s. 234-236 og 1842-1843, S. 340-342.</ref>.
-Naar man fra Igalikko vender sig mod Syd og fölger Fjordens vestlige Bred, træffes adskillige Ruiner. En Fjerdingvei fra Igalikko ved Kaglut o: Fjelddalen, forekomme allerede Huustomter og Ruiner af en lille, 7 Alen lang og 5 Alen bred. Bygning, der formodentlig i sin Tid har været et Forraadshuus eller, som Grönlænderne mene, en Slag Fælde (Björnefælde). Ved Nulluk og Naſæt sees atter Huus tomter, men da der hverken gives Underland eller Græsgange omkring dem, have de sikkert enten kun været Gjemmesteder for det Hö, der maaskee er indsamlet hist og her paa Fjeldene, eller ogsaa have de muligen været beboede af Fiskere. Derimod Syd for Naiæt ved Sirksardluktok d.e. den slemme Strandbred, vil man linde et anseeligt og forhen vistnok græsbevoxet Underland ved at gaae over en höi Bakke eller et lavt Fjeld, som begrændser det mod Sösiden. Forresten er det ogsaa paa de andre Sider omgivet af en Fjeldstrækning, i hvilken især 3 Fjelde ved deres Störrelse tildrage sig Opmærksomhed. Denne Slette eller rettere Dal gjennemströmmes af en betydelig Elv, Kórksoak d.e. Storelven, som, efter at have optaget en mindre Elv, falder ud i Fjorden lige ved Landingsstedet. Langs med Elven, temmelig nær ved den, ligge en heel Deel Ruiner. I Dalen har man talt over 14 Ruiner og mange skulle dog være tilintetgjorte. En omtrent tilsvarende Samling af Huustomter ligger et Par Mile sydligere ved Mursartok eller Iglorsoito: de store Huse. Et af Husene har været 32 Alen langt og 8 Alen bredt, og synes at have haft 3 Afdelinger; i et andet Huus har en flad Klippe dannet Gulvet. Ved Gravning i Tomterne ſindes ogsaa her en Mængde Kul. Omgivelserne ere usædvanlig smukke. Det betydelige Underland, som er bevoxet med frodigt Græs, omkrandses af græs- og skovbegroede Fjelde, fra hvilke en lille Elv bugter sig ned gjennem Sletten. Ved Kaneitsut og Ikinek, ligesom ogsaa yderst i Fjorden ved Uperniviarsuk, forekomme smaae, tildeels græsbevoxede Sletter, paa hvilke sees Spor af Ruiner, tre til fire paa hvert Sted<ref>Arcander "Samleren" Ute B. S. 1218-1231, Utrykt Beretning af Pastor J. F. Jörgensen i Selskabets historiske Archiv.</ref>.
+Naar man fra Igalikko vender sig mod Syd og fölger Fjordens vestlige Bred, træffes adskillige Ruiner. En Fjerdingvei fra Igalikko ved Kaglut &#596;: Fjelddalen, forekomme allerede Huustomter og Ruiner af en lille, 7 Alen lang og 5 Alen bred. Bygning, der formodentlig i sin Tid har været et Forraadshuus eller, som Grönlænderne mene, en Slag Fælde (Björnefælde). Ved Nulluk og Naſæt sees atter Huus tomter, men da der hverken gives Underland eller Græsgange omkring dem, have de sikkert enten kun været Gjemmesteder for det Hö, der maaskee er indsamlet hist og her paa Fjeldene, eller ogsaa have de muligen været beboede af Fiskere. Derimod Syd for Naiæt ved Sirksardluktok d.e. den slemme Strandbred, vil man linde et anseeligt og forhen vistnok græsbevoxet Underland ved at gaae over en höi Bakke eller et lavt Fjeld, som begrændser det mod Sösiden. Forresten er det ogsaa paa de andre Sider omgivet af en Fjeldstrækning, i hvilken især 3 Fjelde ved deres Störrelse tildrage sig Opmærksomhed. Denne Slette eller rettere Dal gjennemströmmes af en betydelig Elv, Kórksoak d.e. Storelven, som, efter at have optaget en mindre Elv, falder ud i Fjorden lige ved Landingsstedet. Langs med Elven, temmelig nær ved den, ligge en heel Deel Ruiner. I Dalen har man talt over 14 Ruiner og mange skulle dog være tilintetgjorte. En omtrent tilsvarende Samling af Huustomter ligger et Par Mile sydligere ved Mursartok eller Iglorsoito: de store Huse. Et af Husene har været 32 Alen langt og 8 Alen bredt, og synes at have haft 3 Afdelinger; i et andet Huus har en flad Klippe dannet Gulvet. Ved Gravning i Tomterne ſindes ogsaa her en Mængde Kul. Omgivelserne ere usædvanlig smukke. Det betydelige Underland, som er bevoxet med frodigt Græs, omkrandses af græs- og skovbegroede Fjelde, fra hvilke en lille Elv bugter sig ned gjennem Sletten. Ved Kaneitsut og Ikinek, ligesom ogsaa yderst i Fjorden ved Uperniviarsuk, forekomme smaae, tildeels græsbevoxede Sletter, paa hvilke sees Spor af Ruiner, tre til fire paa hvert Sted<ref>Arcander "Samleren" Ute B. S. 1218-1231, Utrykt Beretning af Pastor J. F. Jörgensen i Selskabets historiske Archiv.</ref>.
 Vesten for Uperniviarsuk begynder ''Kakortok'' Fjorden, der stundum betragtes som en Arm af Igalikko Fjorden. Paa den nordostlige Side, omtrent en Miil fra Mundingen, træſſes i en med Vidiekrat bevoxet Dal, en Huusmuur, som ene har været opreist af flade, graa Stene, uden Spor til Forbindingsmiddel. Inderst i Fjorden ved Tessiursak, en halv Miil længere borte, er en lille Græsmark med nogle Huustomter, og udenfor dem i Fjorden har der paa et Skjær eller en Holm ligeledes været et Huus. Igjennem Tessiursak Dalen, som vandes af en fiskerig Elv og som har smukke Græssletter, kan man temmelig let komme baade til Sirksardluktok i Igalikko Fjorden og til Tunnudluarbik Fjorden.
@@ Linje 108: / Linje 108: @@
 Fra Amaraglikfjorden kan man paa flere Steder over Land komme til ''Godthaabsfjorden'', saaledes t. E. fra Bugten Nulluk, Öst for Ikerasek., til Korok i Godthaabsfjorden, hvor adskillige Ruiner skulle forefindes, og fra Bunden af Amaraglikfjorden forbi de ovenomtalte Ruiner over til nogle andre Ruiner i Bunden af Kappiselikfjorden, der er den sydligste af de tre Arme, som Godthaabsfjorden tilsidst deler sig i. Ved Kappiselik ere gode Græsmarker, men ringe Kratskov. Den Mark, som nærmest omgiver Ruinerne har tydelig været gjödet og dyrket. Tæt ved Stranden synes de gamle Beboere at have opfört en Bygning, for deri at törre Fisk, af hvilke der her falder en temmelig betydelig Mængde. Fra Kappiselik Fjorden er der igjen Overgang til Ruiner i en Bugt ved Nunartorsoak i Ujararsoak Fjorden, den mellemste af Godthaabs-Fjordenes Arme. Inderst i Ujararsoak Fjorden træſſes Ruiner ved Naviangoæt og Nörd derfor ved Ujararsoak. Blandt Ruinerne paa det sidstnævnte Sted findes Levninger af en Kirkebygning, der udvendig har været henved 10 Alen i Firkant; Murene, som ere byggede af flade Stene, ere endnu henved 4 Alen höie og 1 Alen brede. Over Indgangen er lagt en 3 Alen lang Steen. Strax östen for sees en Indhegning, 48 Alen lang og 36 Alen bred, som udentvivl har været Kirkegaarden. Flere Huustomter ligge paa Sletten, som nu er overgroet med Lyng og Krat, men som forhen har været gjödet og dyrket. En Laxeelv, der flyder Syd for disse Ruiner, er paa begge Sider godt bevoxet med Kratskov og Græs. At Jagt, især efter Rensdyr, vistnok har været en vigtig Erhvervskilde for de gamle Beboere af Ujararsoak, fremgaaer deraf, at de höit tilfjelds, et Par Dagreiser i ostnordostlig Retning fra Ujararsoak, synes. at have haſt Hytter til at overnatte i, medens de om Sommercn opholdt sig der, for at jage efter Rensdyr. Disse Hytter, hvoraf man endnu seer et betydeligt Antal, skjöndt meer og mindre ruinerede, ere deels rundagtige, deels firkantede og alle opförte af lutter Stene, uden mellemliggende Jord eller Törv. I de fleste Hytter ere Murene ikkun byggede af middelmaadig store Stene, der ere omhyggelig lagte paa hinanden; i de övrige derimod bestaae de af store, flade Stene, der ere reiste paa Kant og saa tæt sammenstillede, at der kun paa enkelte Steder behövedes mindre Stene til at udfylde Mellemrummene. Murene ere omtrent kun 1 Alen höie og paa det tykkeste Alen. De störste Hytter ere indvendig henved 2 1/2 til 3 Alen lange og 2 1/2 Alen brede. Over den Aabning i Muren, der har tjent som Indgang, ligger altid en stor flad Steen; undertiden er der til Aabningen i Muren föiet en lille Gang af 1. Alens Længde. Hytterne have nu intet Tag, men det er rimeligt at de tildækkedes med Skind, naar de bleve benyttede til Natteleie. Stedet, hvorpaa Hytterne staae, kaldes af Grönlænderne, med Hensyn til de herværende Levninger fra de gamle Kablunakker, Kablunaitsiak. Det er et Fjeldstykke, som er omtrent 3000 Fod over Havets Overflade, men dog kun lidet ophöiet over det egentlige Fjeldplateau, der har en temmelig betydelig Udstrækning, og paa flere Steder altid er bedækket med Sneepletter, hvorfor ogsaa dets Vegetation er yderst sparsom. Isærdeleshed den Strækning af Plateauet, der ligger nærmest ved den store Isbræ, som aldeles bedækker det Indre af Landet og som ikkun er Miil borte fra Hytterne, er næsten ganske opfyldt med Grus fra de derværende forvittrede Fjeldstykker; ikkun paa enkelte Steder, hvor det gjennemsivende Sneevand giver nogen Væde, træſfes flere eller færre Væxter. Paa tre Sider omgives Plateauet af to store Söer, af hvilke den ene, der tildeels hele Aaret er bedækket med Iis, stöder op til Isbræen, hvorfra större og mindre Stykker udkalve. I ingen af Söerne skal der, efter Grönlændernes Sigende, findes Fisk. Landjorden er i disse Höider heller ikke rig paa levende Væsener; thi kun om Sommeren söge Rensdyrene saa höit op, mod Vinteren derimod forlade de atter disse Steder og söge ned i Fjelddalene og til de lavere Fjelde ved Kysterne. Det er ogsaa alene for Rensdyrenes Skyld, at Grönlænderne om Sommeren drage did; paa disse Jagter benytte de da gjerne de gamle Hytter til Natteleie, hvorfor de have tættet Væggene med Mos.
-Det vil heraf lettelig sees, at disse Hytter umulig kunne have været brugte som Vinterhuse af tidligere derboende Grönlændere<ref>S. Nilsson: Skandinaviska Nordens Urinvänare, 3 Kapit. S. 8-9.</ref>. Allerede Stedets Beliggenhed gjör det utroligt, at Mennesker og mindst Grönlændere, der formedelst deres Erhverv maae boe ved de ydre Kyster, skulde, saa nær ved Polarcirkelen, have faste Boliger i en saadan Höide over Havfladen (3000Fod) og i en saadan Örken. Hytterne ere desuden saa smaa, at selv de störste af dem ikke kunne rumme flere end 5 til 6 Mennesker i liggende Stilling; ingen vilde være istand til at staae opreist i dem, uden at deres Skinddække maatte aftages. I adskillige af de mindre Hytter kunde kun 2 til 3 Mennesker faae Plads. Endelig afvige Hytterne fuldkommen ved deres særegne Bygning fra de grönlandske Huse og Sovesteder, som over hele Landet saavel paa Vest- som paa Östkysten, aldrig ere opförte af Stene, men bestandig af Stene, blandede med Jordtörv, eller hvor ikkun faa Stene haves f. Ex. ved Umanak, alene af Jordtörv. Enkelte Steder, hvor der forhen har været drevet Hvalfangst og hvor der endnu fanges Narhvaler og Hvidfisk, bruges istedenfor Stene Ryghvirvlerne af disse Dyr, ja af Hvidfiskene benyttes ogsaa stundum de noget sönderslagne Cranier paa den Maade. Hvad der endnu taler for, at Folk af en anden Nation, end den grönlandske, maa have besögt dette Sted, er, at der i Nærheden ligger en stor Hob Klippestykker og blandt dem noget Vegsteen, af hvilket der ved Hjælp af Jernredskaber, Meisler eller deslige kjendelig er udhugget store Stykker. Grönlænderne have neppe foretaget disse Udhugninger. Fra deres Jagtpartier i det Indre af Landet medbringe de enten lidet eller slet intet af de dræbte Dyrs Kjöd, da i Almindelighed Skindene alene give dem nok at bære paa. Det er derfor ikke rimeligt, at de skulde saa langtfra have baaret Vegstenen, som de betydelig lettere vide at forskaffe sig ved Kysterne.
+Det vil heraf lettelig sees, at disse Hytter umulig kunne have været brugte som Vinterhuse af tidligere derboende Grönlændere<ref>S. Nilsson: Skandinaviska Nordens Urinvänare, 3 Kapit. S. 8-9.</ref>. Allerede Stedets Beliggenhed gjör det utroligt, at Mennesker og mindst Grönlændere, der formedelst deres Erhverv maae boe ved de ydre Kyster, skulde, saa nær ved Polarcirkelen, have faste Boliger i en saadan Höide over Havfladen (3000 Fod) og i en saadan Örken. Hytterne ere desuden saa smaa, at selv de störste af dem ikke kunne rumme flere end 5 til 6 Mennesker i liggende Stilling; ingen vilde være istand til at staae opreist i dem, uden at deres Skinddække maatte aftages. I adskillige af de mindre Hytter kunde kun 2 til 3 Mennesker faae Plads. Endelig afvige Hytterne fuldkommen ved deres særegne Bygning fra de grönlandske Huse og Sovesteder, som over hele Landet saavel paa Vest- som paa Östkysten, aldrig ere opförte af Stene, men bestandig af Stene, blandede med Jordtörv, eller hvor ikkun faa Stene haves f. Ex. ved Umanak, alene af Jordtörv. Enkelte Steder, hvor der forhen har været drevet Hvalfangst og hvor der endnu fanges Narhvaler og Hvidfisk, bruges istedenfor Stene Ryghvirvlerne af disse Dyr, ja af Hvidfiskene benyttes ogsaa stundum de noget sönderslagne Cranier paa den Maade. Hvad der endnu taler for, at Folk af en anden Nation, end den grönlandske, maa have besögt dette Sted, er, at der i Nærheden ligger en stor Hob Klippestykker og blandt dem noget Vegsteen, af hvilket der ved Hjælp af Jernredskaber, Meisler eller deslige kjendelig er udhugget store Stykker. Grönlænderne have neppe foretaget disse Udhugninger. Fra deres Jagtpartier i det Indre af Landet medbringe de enten lidet eller slet intet af de dræbte Dyrs Kjöd, da i Almindelighed Skindene alene give dem nok at bære paa. Det er derfor ikke rimeligt, at de skulde saa langtfra have baaret Vegstenen, som de betydelig lettere vide at forskaffe sig ved Kysterne.
 Naar undtages enkelte uvisse Ruiner, som efter Grönlændernes Beretning skulle findes ved Irisartok, kjendes der endnu kun paa eet Sted i Fjorden nogle overgroede Ruiner, nemlig ved Iglorsoit. De ligge ikke ret langt inde i en Bugt, i hvilken en betydelig Elv har sit Udlöb, paa en temmelig stor, hist og her med Græs og Vidiekrat vel bevoxen, Landtunge. I en mindre Bugt, Öst for denne, sees en stor Steenfælde, som af Grönlænderne tilskrives de gamle Nordboere. Den er indvendig 2 1/2 Alen lang, 1 Alen bred og 1 1/2 Alen höi og altsaa langt större, end de sædvanlige grönlandske Rævefælder af Steen. Ligesom i disse bestaaer Dören af en stor Steen. Tre lignende Steenfælder skulle endnu findes i samme Fjordarm<ref>Hans Egede Omstændelig og udſörlig Relation S. 92-93. Thor hallesen Efterretning om Rudera S. 25-31. C. Pingel Tritogenia 1829, 93-95. Beretning af Dr. J. Vahl i Nordisk Tidskrift for Oldkyndighed II, 331-334 og en utrykt Skrivelse fra samme til Dr. Pingel.</ref>.

@@ Linje 102: / Linje 102: @@
 Af nordiske Oldsager har man i Fiskefjorden fundet en ganske lille, nogenlunde firkantet Slibe- eller Hvæssesteen af röd Jaspis, med et Öie i den ene Ende, og altsaa bestemt til at bæres hængende, maaskee ved Siden af en Kniv, ligesom Skik og Brug forhen var paa Færöerne. I Fjorden er ogsaa opgravet noget Klokkemalm, hvoraf man har villet slutte sig til, at der her skulde have været anlagt en Kirke. Men det er vitterligt, at lignende Stykker Klokkemalm træffes spredte over hele Sydgrönland<ref>Et Stykke, som det synes af Knebelen til en Klokke, er fundet i Aksut Fjorden, og et Stykke af et Kar, hvorpaa sees et ophôiet Kors, er fundet paa en Ö i Nærheden af Colonien Frederikshaab.</ref>, selv paa Steder, hvor ellers ingen nordiske Ruiner forefindes, f. Ex. i Narksalik Fjorden. Til saadanne Egne ere de sikkert bragte af Grönlænderne, som efterhaanden have omgravet de fleste, eller vel rettere alle nordiske Ruiner, for i dem at finde Söm og andre Jernstykker. Det er ogsaa aabenbart især af denne Grund, at de i nyere Tid, navnlig af Oldskrift Selskabet foranstaltede Udgravninger af nordiske Ruiner have givet saa lidet Udbytte af Oldsager<ref>P. O. Vallöe i "Samleren" l Bd. S. 101. Cranz Historie om Grönland I Th. S. 13. Deretn. af J. N. Möller i Nord. Tidsskr. for Oldk. I, 103 og i Annaler for Nord. Oldk. 1836-1837 S. 133-139. Jfr. Annalerne ſor 1838-1839 S. 252-253.</ref>.
-[[Fil:Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845) Tab.12.jpg|thumb|Tab. XII. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)]] Næst efter Julianehaabs District har ''Godthaab'' District kjendelig været stærkest befolket af de gamle Nordboere, hvorom de mange Ruiner i Baals-Revier, eller Amaraglik Fjorden og Godthaabs Fjorden, ere talende Vidner (jævnför Kortet over Ruinerne i Godthaabs District Tab. XII). Den 8 Mile lange ''Amaraglik'' Fjord er fra Mundingen af i en temmelig betydelig Strækning begrændset af meget höie sorte Fjelde, der ikke alene gaae steilt ned ad mod Fjorden, men endog paa flere Steder helde ud over den. Et Par Mile inde paa Sydsiden træffes vel i Bugten Itiblik Levninger af et gammelt Huus, men da det kun er omgivet af lidet Græs og smaat Krat, har det maaskee neppe tjent til stadig Beboelse. Snarere turde det være brugt som Tilholdsted for Beboerne af Fjordens Indre, naar de dreve Fiskeri i Havet og samlede Drivtömmer, Æg og Ederduun paa Öerne. Ved Ruinerne er en god Laxeelv, og Multebær samt Kræke- og Blaabær voxe der i Overflödighed. Fra Itiblik ér Overgang til EkalluIt eller Præstefjorden. Ligeledes paa Sydsiden af Fjorden, men adskillige Mile længere inde, træſſes Ruiner ved en stor Bugt, benævnt Ekalluit (d.e. Laxörreder). Underlandet her er smukt og ſladt. Huustomterne ligge deels mod Sönden paa et sumpigt og slet Sted, mellem to Elve, deels mod Öst ved en god Laxeelv, der har givet Bugten Navn. En Mark ved Siden af har kjendelig forhen været dyrket; paa Sletten findes gode græsbegroede Enge, Kratskov voxer i Nærheden, hvortil kommer, at Stedet er den bedste Sildeplads i Amaraglik.
+[[Fil:Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845) Tab.12.jpg|thumb|Tab. XII. Kort over den deel af Godthaabs district, som antages fornemmelig at have udgjort de gamles Vesterbygd. H.P.C. Möller, 1840. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)]] Næst efter Julianehaabs District har ''Godthaab'' District kjendelig været stærkest befolket af de gamle Nordboere, hvorom de mange Ruiner i Baals-Revier, eller Amaraglik Fjorden og Godthaabs Fjorden, ere talende Vidner (jævnför Kortet over Ruinerne i Godthaabs District Tab. XII). Den 8 Mile lange ''Amaraglik'' Fjord er fra Mundingen af i en temmelig betydelig Strækning begrændset af meget höie sorte Fjelde, der ikke alene gaae steilt ned ad mod Fjorden, men endog paa flere Steder helde ud over den. Et Par Mile inde paa Sydsiden træffes vel i Bugten Itiblik Levninger af et gammelt Huus, men da det kun er omgivet af lidet Græs og smaat Krat, har det maaskee neppe tjent til stadig Beboelse. Snarere turde det være brugt som Tilholdsted for Beboerne af Fjordens Indre, naar de dreve Fiskeri i Havet og samlede Drivtömmer, Æg og Ederduun paa Öerne. Ved Ruinerne er en god Laxeelv, og Multebær samt Kræke- og Blaabær voxe der i Overflödighed. Fra Itiblik ér Overgang til EkalluIt eller Præstefjorden. Ligeledes paa Sydsiden af Fjorden, men adskillige Mile længere inde, træſſes Ruiner ved en stor Bugt, benævnt Ekalluit (d.e. Laxörreder). Underlandet her er smukt og ſladt. Huustomterne ligge deels mod Sönden paa et sumpigt og slet Sted, mellem to Elve, deels mod Öst ved en god Laxeelv, der har givet Bugten Navn. En Mark ved Siden af har kjendelig forhen været dyrket; paa Sletten findes gode græsbegroede Enge, Kratskov voxer i Nærheden, hvortil kommer, at Stedet er den bedste Sildeplads i Amaraglik.
 Længst inde deler Fjorden sig i to Arme. Ved den sydligste, som skjærer temmelig dybt ind i Landet, ligge et Par store Huustomter; forbi den ene af disse löber der en stor Laxeelv. Denne Elv siges at være Aflöbet af en Sö oppe i Landet, der nu er tildækket af Isblinken. Da Elven stundum, idetmindste forhen, skal have fört store Tömmerstokke med sig, mene Grönlænderne, at Nordboerne have boet höiere oppe, hvor nu Isen skjuler Landet, og at de der have haft en stor Bygning, hvilket naturligvis er overmaade usikkert. Ved den nordlige Arm frembyder der sig en lille langagtig Slette med en smal, sandig Strandbred. En Elv begrændser i Nord Sletten, som hist og her er bevoxet med Grupper af Pilebuske og enkelte Dvergbirke. Idetmindste et Stykke af Sletten synes tidligere at have været dyrket. De störste Levninger af en Bygning træffes ved Fjordbredden og saa tæt op til den, at Vandet undertiden næsten aldeles bedækker dem. Ved Jordens Bortskylling er der blottet en Deel Menneskebeen, som efter Grönlændernes Paastand, ere Been af de gamle Kablunakker. At der har været en Kirkegaard her, kan man med en temmelig Grad af Sandsynlighed antage. Omtrent midt paa Sletten sees Tomterne af en enkelt stor Bygning eller af tre forskjellige, med hinanden forenede Huse. Fra Sletten förer en Gangsti gjennem en ret smuk Dal op til en Indsö, hvorfra en Elv löber mod Nord. Over Elven har der af Nordboerne været lagt en Bro af store flade Stene med en smal Aabning i Midten til Vandets Udlöb, men den er nu forstyrret af Isen. Paa den anden Side af denne Bro, Nord for Söen ligge, foruden Tomterne af 2 adskilte Huse, Ruinerne af 5 Huse, der have været byggede i eet paa sàmme Maade som Bönderne endnu bygge ved Sökanten i Island (see Afbildningen hos Thorhallesen S. 31); for disse Huses Skylder altsaa Broen nærmest bleven opfört; den har dog ogsaa kunnet være til Nytte ved Laxeſangsten. En nyere Reisende har truffet et Par store Huse N. for Söen, men det er uvist, om de ere forskjellige fra de nys omtalte. Nordsiden af Amaraglikfjorden har ikkun haft faa Beboere i Fortiden. Enkelte höist ubetydelige Ruiner forekomme ved Niakorsæt, Nunangiæt og lkerasek; men Underlandet paa disse Steder er saa ringe, at Indbyggerne vistnok mest maa have levet af Fiskeri. Noget större Græsmarker omgive enkelte, forresten ogsaa ubetydelige, Ruiner nederst i den Bugt, som Fjorden afsætter Öst for Ikerasek. Iövrigt skal Fjordens Nordside, som vender imod Solen, yde et ret smukt Skue. Dalene og Bjergsiderne ere bevoxede med Krat og alleslags Urter, Rosmarin, Timian og desl., medens de paa den modsatte Fjordbred ere kun overgroede med Mos<ref>Thorhallesen: Eſterretning om Rudera eller Levninger af de gamle Nordmænds og Islænderes Bygninger paa Grönlands Vesterside. Kbhavn. 1776 S. 31-40. Beretn. af H. P. C. Möller i Annaler for Nord. Oldk. 1842-1843 S. 344-347.</ref>.

@@ Linje 112: / Linje 112: @@
 Naar undtages enkelte uvisse Ruiner, som efter Grönlændernes Beretning skulle findes ved Irisartok, kjendes der endnu kun paa eet Sted i Fjorden nogle overgroede Ruiner, nemlig ved Iglorsoit. De ligge ikke ret langt inde i en Bugt, i hvilken en betydelig Elv har sit Udlöb, paa en temmelig stor, hist og her med Græs og Vidiekrat vel bevoxen, Landtunge. I en mindre Bugt, Öst for denne, sees en stor Steenfælde, som af Grönlænderne tilskrives de gamle Nordboere. Den er indvendig 2 1/2 Alen lang, 1 Alen bred og 1 1/2 Alen höi og altsaa langt större, end de sædvanlige grönlandske Rævefælder af Steen. Ligesom i disse bestaaer Dören af en stor Steen. Tre lignende Steenfælder skulle endnu findes i samme Fjordarm<ref>Hans Egede Omstændelig og udſörlig Relation S. 92-93. Thor hallesen Efterretning om Rudera S. 25-31. C. Pingel Tritogenia 1829, 93-95. Beretning af Dr. J. Vahl i Nordisk Tidskrift for Oldkyndighed II, 331-334 og en utrykt Skrivelse fra samme til Dr. Pingel.</ref>.
-Af Oldsager er der i Godthaabs District opgravet adskillige Stykker forarbejdet Vegsteen og navnlig endeel af de saakaldte Synkestene til at sænke Fiskesnörer og Garnmed. Paa et af Stykkerne, som er afbildet Tab. X Fig. 9. er skarpt og tydeligt indhugget en Figur, der ligner Runen P (punkteret) og blandt de övrige udmærke sig en i Midten gjennemboret Skive<ref>Lignende i Danmark fundne er afbildede og omtalte: Nord. Tidskr. ſor Oldk. 1, 436 og Tab. IV Fig. 52.</ref> og en Steen i Form af de saakaldte Steendopper (Tab. X Fig. 10), som ikke sjelden ſindes i vore Gravhöie. Kun er Hullet i den grönlandske Dop noget mere udvidet forneden, end i de her fundne. Det maa heller ikke lades uberört, at der ifölge fleres Udsagn, skal findes en mærkelig særegen Fortidslevning inde i Kappiselik Fjorden, nemlig en stor rund Vegsteenskjedel,3/4 Alen i Diameter med to Hanke, der staaer nedsjunken i Jorden indtil Randen. Klippen, hvoraf den er udhugget og hvorfra den skal være rullet et Stykke ned, vises endnu. Ved Nedrullingen har den formodentlig slaaet den store Revne, som sees i den og som vel har bevirket, at den aldrig er bleven fuldfört<ref>Beretning af H. P. C. Müller i Annaler for Nord. Oldkynd. 1828-1839. S. 251–252.</ref>.
+Af Oldsager er der i Godthaabs District opgravet adskillige Stykker forarbejdet Vegsteen og navnlig endeel af de saakaldte Synkestene til at sænke Fiskesnörer og Garnmed. Paa et af Stykkerne, som er afbildet Tab. X Fig. 9. er skarpt og tydeligt indhugget en Figur, der ligner Runen  ᚵ (punkteret) og blandt de övrige udmærke sig en i Midten gjennemboret Skive<ref>Lignende i Danmark fundne er afbildede og omtalte: Nord. Tidskr. ſor Oldk. 1, 436 og Tab. IV Fig. 52.</ref> og en Steen i Form af de saakaldte Steendopper (Tab. X Fig. 10), som ikke sjelden ſindes i vore Gravhöie. Kun er Hullet i den grönlandske Dop noget mere udvidet forneden, end i de her fundne. Det maa heller ikke lades uberört, at der ifölge fleres Udsagn, skal findes en mærkelig særegen Fortidslevning inde i Kappiselik Fjorden, nemlig en stor rund Vegsteenskjedel, 3/4 Alen i Diameter med to Hanke, der staaer nedsjunken i Jorden indtil Randen. Klippen, hvoraf den er udhugget og hvorfra den skal være rullet et Stykke ned, vises endnu. Ved Nedrullingen har den formodentlig slaaet den store Revne, som sees i den og som vel har bevirket, at den aldrig er bleven fuldfört<ref>Beretning af H. P. C. Müller i Annaler for Nord. Oldkynd. 1828-1839. S. 251–252.</ref>.
 I hele Sukkertoppens District har man hidtil ikke kunnet paavise en eneste sikker Levning fra de gamle Nordboere. Kun et ustadfæstet Rygte beretter om Ruiner inde i ''Isertok'' Fjorden, noget Syd for Colonien Ny-Sukkertoppen. Derimod længere mod Nord i Holsteinborgs District synes der idetmindste forhen at have ligget virkelige, nordiske Ruiner i Bunden af den nordligste og længste Arm af ''Ikkertok'' Fjorden, hvor der siges at være en stor Slette ved en Elv. Forskjellige Oldsager skulle i sin Tid være opgravede af Ruinerne”. Höiere oppe mod Nord har man hidtil ingensinde truffet Spor af, at de gamle Nordboere der have haft faste Bopæle. Imidlertid gives der dog i Grönlands nordligere Egne et Par Mindesmærker, som tyde hen paa, at Nordboerne til enkelte Tider kunne have opholdt sig her, vel isærdeleshed for Jagtens og Fiskeriets Skyld. Det ene af disse Mindesmærker er dog af noget uvis Oprindelse. Det er en Steenfælde, som staaer nær Havkysten i en lille Bugt ved Enden af Waigattet, der adskiller Disko Eyland fra det faste Land, ikke langt fra Forsöget ''Norsoak''. Den er reist af store graaligsorte prismatiske Basaltstene, som forekomme der i Nærheden. Indvendig er den endnu 3 Alen höi og med en mod Östen tilbygget Indgang 4 Alen lang; Fælden selv er 1. Alen bred, medens Indgangen ikkun er halv saa bred. Den udvendige Længde af hele Fælden er 6 1/2 Alen og Breden 5 Alen. Paa Grund af disse betydelige Dimensioner maa den sidste antages for at være indrettet til en Fælde for större Dyr, f. E. Isbjörne, som undertiden om Vinteren komme ned paa disse Höider, idet mindste kan den ikke forvexles med de langt mindre Steenfælder, hvori Grönlænderne fange Fjeldræven. Den synes i det Hele at være af altfor colossal Bygning til at være opfört af Grönlænderne; derimod ligner den meget de övrige Steenfælder i Grönland, som af de Indfödte henföres til de gamle Nordboere<ref>jfr. C. Pingel: Nord. Tidsk. for Oldk. I, 106-107 jfr. II, 335-341 og Beretn. af Dr. Vahl i Annaler ſor Nord. Oldk. 1838-1839 S. 243-246 med Bemærkninger af C. Pingel, ssteds S. 246-248.</ref>.

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Antiquarisk Chorographie af Grønland (CCR/FM) - Antiquarisk Chorographie af Grønland]] !!  !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Antiquarisk Chorographie af Grønland (CCR/FM)]] !!  !!
 |-
 |}