Bardastrands syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 6. sep. 2015 kl. 17:39

2015-09-06T17:39:32Z

Carsten på 24. mai 2015 kl. 16:59

2015-05-24T16:59:55Z

Jesper på 24. mai 2015 kl. 16:15

2015-05-24T16:15:35Z

Carsten på 24. mai 2015 kl. 11:58

2015-05-24T11:58:27Z

Carsten på 24. mai 2015 kl. 11:50

2015-05-24T11:50:29Z

Carsten på 24. mai 2015 kl. 11:43

2015-05-24T11:43:10Z

Carsten på 24. mai 2015 kl. 11:31

2015-05-24T11:31:10Z

Carsten på 24. mai 2015 kl. 11:25

2015-05-24T11:25:07Z

Carsten på 24. mai 2015 kl. 11:16

2015-05-24T11:16:51Z

Carsten på 24. mai 2015 kl. 10:24

2015-05-24T10:24:23Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. sep. 2015 kl. 17:39
Linje 219:		Linje 219:


−	[[Fil:Arnarfjörður.jpg\|thumb\|250px\|left\|<center>Arnarfjorden</center>]]Mellem Tålknafjorden og Arnarfjorden skiller et anseligt af høje fjælde bedækket næs, der yderst mod nordvest ender med pynten Kópanes. Selve '''Arnarfjorden''' (''Arnarfjörðr'') er en af Islands interessanteste fjorde. Den 4 — 5 mile lange igord er for den ydre større dels vedkommende 1 — 2 mile bred; længere inde deler den sig i to sidefjorde mod nordøst og sydøst; den sidste af disse forgrener sig igen i fire småfjorde, de såkaldte ''Sydfjorde'' (Suðrfirðir). På bægge sider er jorden omgiven af vældige forunderlig regelmæssige fjældmure, der ligesom støttes ved stræbepille-lignende udløbere, der umiddelbart beskylles af søen, kun adskilte ved smalle korte smådale eller sænkninger. Som følge heraf er vejene langs Arnarfjorden overordenlig besværlige og på mange steder næsten ufarbare, da man, hver gang et sådant mod fjorden udløbende fjæld skal passeres, må klatre hen over en stejl stenet li med søen under sine fødder, eller ved ebbetid lade hestene vade i strandbredden neden under fjældpynterne mellem klippeblokke og glatte sten. — Efter de mange, mellem de ~~paralldt~~ ud mod fjorden løbende fjælde indesluttede, smådale benævnes den ydre del af Arnarfjordens sydkyst ''Dalene'' (Dala svejt). Præstegård og kirkested her er ''Selådal'' (Selárdalr), længst ude ved fjordmundingen. Stedet er i folkesagnene berømt som den fordums bolig [[Fil:Selárdalur.jpg\|thumb\|450px\|right\|<center>Selådal</center>]]for den store troldmand, præsten Árum-Kári, hvis levetid sagnet lægger til tiden kort efter kristendommens indførelse. Om de mange stedsnavne i og omkring Selådal, der knytte sig til ham og hans nærmeste omgivelser, beretter både den antikv. indb. (1821) og Ísl. Þjóðs (I, 505—08), til hvilken sidste samling her henvises<ref>I følge den antikv. indb. skal der i nærheden af Selådal være en høj kaldet »Fífuhof« (efter den første beboer af det nærliggende Fifostaðir), men det synes, som man nu tænker sig, at hovet har været inde i højen.</ref>. — Hvor Dalasvejten ender, begynder den følgende hrepp ''Sydfjordssvejten'' (Suðrfjarðasveit), som optager den indre halvdel af Arnarfjordens sydkyst med de af denne afsatte småfjorde. Det vestligste bebyggede sted her er handelsstedet ''Bildudal'' (Bíldudalr), der står nede ved kysten ved mundingen af den lille dal, hvorefter stedet bærer navn. Til egnen om Bildudal har et sagn om Gisle Surssön uddannet sig, der i tidens løb har antaget fantastisk form. Oven for handelsstedet hæver et anseligt fjæld Torvgravaryg (Torfgrafahryggr) sig frem; dettes yderste del, der kaldes »Envige« (Einvígi), er ved en lodret kløft afsondret fra det øvrige fjæld. Over den kløft siges Gisle at have sprunget for fra »enviget« at forsvare sig mod sine fjender. På fjældet hinsides kløften vises nogle tuer (3-5), der skal være opkastede over de af Gisle dræbte fjender.	+	[[Fil:Arnarfjörður.jpg\|thumb\|250px\|left\|<center>Arnarfjorden</center>]]Mellem Tålknafjorden og Arnarfjorden skiller et anseligt af høje fjælde bedækket næs, der yderst mod nordvest ender med pynten Kópanes. Selve '''Arnarfjorden''' (''Arnarfjörðr'') er en af Islands interessanteste fjorde. Den 4 — 5 mile lange igord er for den ydre større dels vedkommende 1 — 2 mile bred; længere inde deler den sig i to sidefjorde mod nordøst og sydøst; den sidste af disse forgrener sig igen i fire småfjorde, de såkaldte ''Sydfjorde'' (Suðrfirðir). På bægge sider er jorden omgiven af vældige forunderlig regelmæssige fjældmure, der ligesom støttes ved stræbepille-lignende udløbere, der umiddelbart beskylles af søen, kun adskilte ved smalle korte smådale eller sænkninger. Som følge heraf er vejene langs Arnarfjorden overordenlig besværlige og på mange steder næsten ufarbare, da man, hver gang et sådant mod fjorden udløbende fjæld skal passeres, må klatre hen over en stejl stenet li med søen under sine fødder, eller ved ebbetid lade hestene vade i strandbredden neden under fjældpynterne mellem klippeblokke og glatte sten. — Efter de mange, mellem de parallelt ud mod fjorden løbende fjælde indesluttede, smådale benævnes den ydre del af Arnarfjordens sydkyst ''Dalene'' (Dala svejt). Præstegård og kirkested her er ''Selådal'' (Selárdalr), længst ude ved fjordmundingen. Stedet er i folkesagnene berømt som den fordums bolig [[Fil:Selárdalur.jpg\|thumb\|450px\|right\|<center>Selådal</center>]]for den store troldmand, præsten Árum-Kári, hvis levetid sagnet lægger til tiden kort efter kristendommens indførelse. Om de mange stedsnavne i og omkring Selådal, der knytte sig til ham og hans nærmeste omgivelser, beretter både den antikv. indb. (1821) og Ísl. Þjóðs (I, 505—08), til hvilken sidste samling her henvises<ref>I følge den antikv. indb. skal der i nærheden af Selådal være en høj kaldet »Fífuhof« (efter den første beboer af det nærliggende Fifostaðir), men det synes, som man nu tænker sig, at hovet har været inde i højen.</ref>. — Hvor Dalasvejten ender, begynder den følgende hrepp ''Sydfjordssvejten'' (Suðrfjarðasveit), som optager den indre halvdel af Arnarfjordens sydkyst med de af denne afsatte småfjorde. Det vestligste bebyggede sted her er handelsstedet ''Bildudal'' (Bíldudalr), der står nede ved kysten ved mundingen af den lille dal, hvorefter stedet bærer navn. Til egnen om Bildudal har et sagn om Gisle Surssön uddannet sig, der i tidens løb har antaget fantastisk form. Oven for handelsstedet hæver et anseligt fjæld Torvgravaryg (Torfgrafahryggr) sig frem; dettes yderste del, der kaldes »Envige« (Einvígi), er ved en lodret kløft afsondret fra det øvrige fjæld. Over den kløft siges Gisle at have sprunget for fra »enviget« at forsvare sig mod sine fjender. På fjældet hinsides kløften vises nogle tuer (3-5), der skal være opkastede over de af Gisle dræbte fjender.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. mai 2015 kl. 16:59
Linje 225:		Linje 225:


−	[[Fil:Geirþjófsfjörður.jpg\|thumb\|550px\|right\|<center>Gejrtjovsfjord</center>]]Den næste lille dal, sydøst for Otrardal, er ''Duvansdal'' (Dufansdalr) med en gård af samme navn; dalen, der nævnes et par gange i Ldn., udmunder på vestsiden af Fossfjord. Ned mod selve Fossfjordens dalbund ligger den fra Hage forende hedevej, hvorimod den derpå følgende lille fjord Reykjarfjorden (navnet naturligvis efter derværende varme kilder) er uden nogen sådan forbindelse med omverdenen. Øst for Reykjarfjord kommer Trostansfjord; som allerede tidligere omtalt fører Lækjarhedevejen ned i denne fjords dalbund. Som de andre Sydfjorde er også denne ret venlig og skråningerne under fjældene bedækkede med en frodig vegetation. Mellem Trostansfjord og '''Gejrtjovsfjord''' (''Geirþjófsfjörðr'') strækker sig et klippenæs ud i fjorden, der, som tilfældet sædvanlig er med Arnarfjordsfjældene, falder næsten lodret af imod fjorden. Den stejle li på bægge sider af fjældpynten ud mod søen (Sperlahlíð) frembyder en af de mest berygtede veje i fjorden. Den smalle, mellem klippeblokke og løse sten liggende sti afbrydes idelig af nys tilkomne stenskred, over hvilke man så må krydse oven eller neden for vejen; på sine steder er lien så brat, at man må krybe hen ad stien hældende sig ind ad og holdende sig ved forskellige klippeblokke; et andet sted ligger stien lodret ned mellem løse sten og skærver, hvorpå den gør en pludselig svingning om en klippeblok, der indsnævrer vejen, så at en kofferthest kun med største besvær kan manøvreres her omkring. Hinsides pynten af næsset viser Gejrtjovsfjorden sig som en lang, lige fjord, der navnlig mod nord i hele sin længde begrænses af ubrudt, lodret fjældvæg; det er den stejle li af det høje klippenæs '''Langanes''', som skiller Gejrtjovsfjorden fra Arnarfjordens indre del, og langs over hvilket grænseskellet mellem Bst. og Isf. går. På nordsiden af fjorden ses omtrent midtvejs i denne gården Krossøre ved foden af lien tæt ved søen og kun omgiven af en ubetydelig grøn plet. På sydsiden indsnævres Gejrtjovsfjorden inden for det omtalte Sperlahlidsnæs to gange, hvorved der hver gang dannes en lille pynt. Ved den første af disse ligger gården Sperlahlid (-hlið), som man først når til efter med største besvær at have ladet hestene vade et stykke i den klippefulde strand. Den sidste lille pynt er ganske nær ved fjordbunden, og herfra åbner sig udsigten til den for enden af fjorden stående gård ''Botn''. Fjorden er fra nu af meget smal, indtil den tilsidst går over i Botnsåens ører. Gården Botn står nord for og noget fra åen, der gennemløber en rundagtig lille dal med amfiteatralsk begrænsning af fjælde, der synes en umiddelbar fortsættelse af Langanæshalsen , og med kratgrot dalbund, hvad der giver det lille parti et ret venligt præg. — Denne Gejrtjovsfjordens inderste del har en ikke ringe interesse som hovedtilholdsstedet for Gisle Surssön i hans lange fredløshedstid; her boede i alle disse år (13) hans trofaste hustru Aud, hos hende tilbragte han i reglen somren, og her faldt han den sidste sommernat 978 bukkende under for sine fjenders gentagne efterstræbelser. Da Gisle forudser, at han vil blive dømt fredløs, sælger han sit land og begiver sig søvejs til Gejrtjovsfjord<ref>Gisl. II udtrykker sig herom nøjagtigst.</ref>, hvor han indretter sig en bolig; et mere ensomt, afsides liggende og fra landsiden vanskeligere tilgængeligt sted kunde han næppe have fundet. Gisles stadige forfølger Eyjolv i Otrardal benævner det i en samtale med Aud »denne ødefjord« , og utvivlsomt må fjordbunden inden Gisles ankomst have været ubebot, hvad der i øvrigt er besynderligt nok; selv under denne forudsætning må det overraske, at nabogårdenes ejere har villet tillade en sådan indtrængen på hvad der vel måtte betragtes som deres enemærker. Måske kan man antage, at den kratgroede fjordbund har været betragtet som en art almenning; i al fald berettes der om Eyjolvs spejdere, at de en gang opholder sig flere dage i fjordbunden under påskud af at hugge gavntømmer i de derværende skove. — I nærheden af sin gård havde Gisle indrettet sig flere skjulesteder, det ene var, som det synes, ved åen, det andet syd for gården og åen ved »klevene« (kleifarnar) <ref>Der er angående lokaliteterne i Gejrtjovsfjord små uoverensstemmelser mellem de to sagaredaktioners angivelser; II. synes helt igennem at være at foretrække.</ref>. Desuden skal han have haft et jordhus under sin sæng. Når sagaredaktionerne angiver det ene skjulested udelukkende i forhold til åen (Gísl. I, s. 40 »syd for åen«, II, s. 125 »nord for åen«), da er denne betegnelse ikke tilstrækkelig oplysende, da den lille Botnså, der nu kun under sit nederste, meget korte løb gennem dalbunden bærer dette navn, lige oven for tunet på Botn opstår ved foreningen af to åer Tungeå (Tungná, nordligst) og Østerå (Austrá), der i et klippefuldt leje styrte sig ned fra fjældene, og som tilsammen indeslutte en lille tunge med kratbevokset klippegrund. Medens bredderne af disse to åer består af stejle klipper, dog uden huler eller grotter, løber Botnså kun i flade omgivelser. — Sydøst for den nuværende gård findes i tunet, tæt ved åen, tomter, der kaldes »Gíslabær«; som navnet antyder, vil man heri se lævningerne af Gisles gård. Lige over for tunet, syd for åen, findes temlig højt oppe i lien en fremspringende, omtrent 30 al. lang og 10 ai. høj, klippe, der nu kaldes ''Enhamar'' (Einhamar). Klippen, der er afdelt i 3—4 små hamre, er for til og til siderne så høj og brat, at det kun undtagelsesvis er muligt at klatre noget op efter og nå den på klippen stående med spydstik; derimod kan den med lethed omgås, og adgangen er da åben bag fra, men vedkommende vil altid ved at trække sig ud på en af hamrene kunne have ryggen fri. Neden under klippen ligger nedfaldne stenblokke opdyngede, men ellers er hele lien heromkring kratgrot. Klippen kaldes som sagt nu Enhamar, men det er dog måske rettest at antage, at det er dette sted, som i Gísl. nævnes »Klevene«, og at hvad der i sagaen nævnes '''Enhamar''' (''Einhamarr'', Gísl. I, 70: II, 156) kun har været en enkelt klippeblok i klevene; ellers bliver det nemlig umuligt at forstå, hvad det er, sagaen betegner som klevene. Under (eller: i, ved) klevene Gísl. II. bruger også en gang udtrykket »kletterne« — syd for åen havde Gisle som sagt sit ene skjul; derhen begiver han sig med sin hustru og fosterdatter den skæbnesvangre nat, da hans fjender kommer til gården og over den rimdækte jord kan forfølge deres spor til skjulestedet. Da fjenden nærmer sig, går de alle tre op i klevene, hvor de finder stedet bedst til forsvar, og værger sig herfra med knipler. Kvinderne overmandes tilsidst, men længe stræber fjenderne forgæves at komme op i klevene. Pludselig, da modstanderne er komne Gisle tæt på livet, springer han fra klevene over (I. »op«, II. »ned«) på den hammer, der hedder Enhamar, og forsvarer sig herfra. Umiddelbart før Gisle falder, springer han ned (I. »fra hamren« , II. »over kløften«) og dræber endnu en mand, men må så bukke under for overmagten. Efter at have dysset Gisle drog fjenderne derpå bort; Aud forlod senere hen landet.	+	[[Fil:Geirþjófsfjörður.jpg\|thumb\|550px\|right\|<center>Gejrtjovsfjord</center>]]Den næste lille dal, sydøst for Otrardal, er ''Duvansdal'' (Dufansdalr) med en gård af samme navn; dalen, der nævnes et par gange i Ldn., udmunder på vestsiden af Fossfjord. Ned mod selve Fossfjordens dalbund ligger den fra Hage forende hedevej, hvorimod den derpå følgende lille fjord Reykjarfjorden (navnet naturligvis efter derværende varme kilder) er uden nogen sådan forbindelse med omverdenen. Øst for Reykjarfjord kommer Trostansfjord; som allerede tidligere omtalt fører Lækjarhedevejen ned i denne fjords dalbund. Som de andre Sydfjorde er også denne ret venlig og skråningerne under fjældene bedækkede med en frodig vegetation. Mellem Trostansfjord og '''Gejrtjovsfjord''' (''Geirþjófsfjörðr'') strækker sig et klippenæs ud i fjorden, der, som tilfældet sædvanlig er med Arnarfjordsfjældene, falder næsten lodret af imod fjorden. Den stejle li på bægge sider af fjældpynten ud mod søen (Sperlahlíð) frembyder en af de mest berygtede veje i fjorden. Den smalle, mellem klippeblokke og løse sten liggende sti afbrydes idelig af nys tilkomne stenskred, over hvilke man så må krydse oven eller neden for vejen; på sine steder er lien så brat, at man må krybe hen ad stien hældende sig ind ad og holdende sig ved forskellige klippeblokke; et andet sted ligger stien lodret ned mellem løse sten og skærver, hvorpå den gør en pludselig svingning om en klippeblok, der indsnævrer vejen, så at en kofferthest kun med største besvær kan manøvreres her omkring. Hinsides pynten af næsset viser Gejrtjovsfjorden sig som en lang, lige fjord, der navnlig mod nord i hele sin længde begrænses af ubrudt, lodret fjældvæg; det er den stejle li af det høje klippenæs '''Langanes''', som skiller Gejrtjovsfjorden fra Arnarfjordens indre del, og langs over hvilket grænseskellet mellem Bst. og Isf. går. På nordsiden af fjorden ses omtrent midtvejs i denne gården Krossøre ved foden af lien tæt ved søen og kun omgiven af en ubetydelig grøn plet. På sydsiden indsnævres Gejrtjovsfjorden inden for det omtalte Sperlahlidsnæs to gange, hvorved der hver gang dannes en lille pynt. Ved den første af disse ligger gården Sperlahlid (-hlið), som man først når til efter med største besvær at have ladet hestene vade et stykke i den klippefulde strand. Den sidste lille pynt er ganske nær ved fjordbunden, og herfra åbner sig udsigten til den for enden af fjorden stående gård ''Botn''. Fjorden er fra nu af meget smal, indtil den tilsidst går over i Botnsåens ører. Gården Botn står nord for og noget fra åen, der gennemløber en rundagtig lille dal med amfiteatralsk begrænsning af fjælde, der synes en umiddelbar fortsættelse af Langanæshalsen , og med kratgrot dalbund, hvad der giver det lille parti et ret venligt præg. — Denne Gejrtjovsfjordens inderste del har en ikke ringe interesse som hovedtilholdsstedet for Gisle Surssön i hans lange fredløshedstid; her boede i alle disse år (13) hans trofaste hustru Aud, hos hende tilbragte han i reglen somren, og her faldt han den sidste sommernat 978 bukkende under for sine fjenders gentagne efterstræbelser. Da Gisle forudser, at han vil blive dømt fredløs, sælger han sit land og begiver sig søvejs til Gejrtjovsfjord<ref>Gisl. II udtrykker sig herom nøjagtigst.</ref>, hvor han indretter sig en bolig; et mere ensomt, afsides liggende og fra landsiden vanskeligere tilgængeligt sted kunde han næppe have fundet. Gisles stadige forfølger Eyjolv i Otrardal benævner det i en samtale med Aud »denne ødefjord« , og utvivlsomt må fjordbunden inden Gisles ankomst have været ubebot, hvad der i øvrigt er besynderligt nok; selv under denne [[Fil:WGC.P108.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Geirþjófsfjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]forudsætning må det overraske, at nabogårdenes ejere har villet tillade en sådan indtrængen på hvad der vel måtte betragtes som deres enemærker. Måske kan man antage, at den kratgroede fjordbund har været betragtet som en art almenning; i al fald berettes der om Eyjolvs spejdere, at de en gang opholder sig flere dage i fjordbunden under påskud af at hugge gavntømmer i de derværende skove. — I nærheden af sin gård havde Gisle indrettet sig flere skjulesteder, det ene var, som det synes, ved åen, det andet syd for gården og åen ved »klevene« (kleifarnar) <ref>Der er angående lokaliteterne i Gejrtjovsfjord små uoverensstemmelser mellem de to sagaredaktioners angivelser; II. synes helt igennem at være at foretrække.</ref>. Desuden skal han have haft et jordhus under sin sæng. Når sagaredaktionerne angiver det ene skjulested udelukkende i forhold til åen (Gísl. I, s. 40 »syd for åen«, II, s. 125 »nord for åen«), da er denne betegnelse ikke tilstrækkelig oplysende, da den lille Botnså, der nu kun under sit nederste, meget korte løb gennem dalbunden bærer dette navn, lige oven for tunet på Botn opstår ved foreningen af to åer Tungeå (Tungná, nordligst) og Østerå (Austrá), der i et klippefuldt leje styrte sig ned fra fjældene, og som tilsammen indeslutte en lille tunge med kratbevokset klippegrund. Medens bredderne af disse to åer består af stejle klipper, dog uden huler eller grotter, løber Botnså kun i flade omgivelser. — Sydøst for den nuværende gård findes i tunet, tæt ved åen, tomter, der kaldes »Gíslabær«; som navnet antyder, vil man heri se lævningerne af Gisles gård. Lige over for tunet, syd for åen, findes temlig højt oppe i lien en fremspringende, omtrent 30 al. lang og 10 ai. høj, klippe, der nu kaldes ''Enhamar'' (Einhamar). Klippen, der er afdelt i 3—4 små hamre, er for til og til siderne så høj og brat, at det kun undtagelsesvis er muligt at klatre noget op efter og nå den på klippen stående med spydstik; derimod kan den med lethed omgås, og adgangen er da åben bag fra, men vedkommende vil altid ved at trække sig ud på en af hamrene kunne have ryggen fri. Neden under klippen ligger nedfaldne stenblokke opdyngede, men ellers er hele lien heromkring kratgrot. Klippen kaldes som sagt nu Enhamar, men det er dog måske rettest at antage, at det er dette sted, som i Gísl. nævnes »Klevene«, og at hvad der i sagaen nævnes '''Enhamar''' (''Einhamarr'', Gísl. I, 70: II, 156) kun har været en enkelt klippeblok i klevene; ellers bliver det nemlig umuligt at forstå, hvad det er, sagaen betegner som klevene. Under (eller: i, ved) klevene Gísl. II. bruger også en gang udtrykket »kletterne« — syd for åen havde Gisle som sagt sit ene skjul; derhen begiver han sig med sin hustru og fosterdatter den skæbnesvangre nat, da hans fjender kommer til gården og over den rimdækte jord kan forfølge deres spor til skjulestedet. Da fjenden nærmer sig, går de alle tre op i klevene, hvor de finder stedet bedst til forsvar, og værger sig herfra med knipler. Kvinderne overmandes tilsidst, men længe stræber fjenderne forgæves at komme op i klevene. Pludselig, da modstanderne er komne Gisle tæt på livet, springer han fra klevene over (I. »op«, II. »ned«) på den hammer, der hedder Enhamar, og forsvarer sig herfra. Umiddelbart før Gisle falder, springer han ned (I. »fra hamren« , II. »over kløften«) og dræber endnu en mand, men må så bukke under for overmagten. Efter at have dysset Gisle drog fjenderne derpå bort; Aud forlod senere hen landet.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. mai 2015 kl. 16:15
Linje 30:		Linje 30:


−	[[Fil:Króksfjörður.jpg\|thumb\|300px\|left\|<center>Kroksfjord</center>]]Oven for gården Garpsdal og videre mod vest strækker sig igen liskråninger, men mindre stejle og høje, langs hvilke vejen fører til nabogården mod vest '''Grostad''' (''Gróstaðir''), der står på lavlandet nær søen. Her boede i følge GÞ. (s. 67 ffg.) den Tore velsindede husfrue Groa, der med en krigslist understøtter Tore i den store kamp mellem ham og Torarin krok på den ene side, Stenolv på den anden, som begyndte i egnen her omkring, men hvis sidste del, der alt er omtalt, først udkæmpedes ved Fagredalsåos (D.). Hun bragte nemlig fjenderne til at tro, at mange ridende folk kom til fra Grostad, ved at brede klæder over hornene på sit kvæg og således drive dette ud fra gården<ref>Hun synes i det hele — efter hvad sagnet fortæller om hende — at have, som man siger, kunnet mere end sit fadervor. Midtvejs mellem gårdene Garpsdal og Grostad fører vejen over holtet midt imellem en del sortebrune vulkanske klippeblokke. Holtet hedder »Kosteneholtet« (Kýrsteinaholt), og klippeblokkene — fortæller man — er Garpsdalskøerne, der blev forvandlede til sten, fordi de hjemsøgte tunet på Grostad.</ref>. Vest for Grostad skyder en lang mule sig frem, nu kaldet ''Neshyrna'', men svarende til GÞ.s '''Kroksfjardarmule''' (''Króksfjarðarmúli''). Neden for dette strækker et lavere, i forskellige tanger delt land sig ud i søen; den første af disse er en smal, flad sten- og grusodde, kaldet '''Langøre''' (''Lángeyri'', ældre: ''-eyrr''); vest for denne, og adskilt derfra ved de såkaldte »våge«, rager det større og højere '''Kroksfjardarnæs''' (''Króksfjarðarnes'') frem, der kan siges at danne den vestlige begrænsning for den ydre del af Gilsfjorden i videste betydning. Dette sted er skuepladsen for en af hovedbegivenhederne i Guld-Tores saga, den nys nævnte kamp mellem Tore og Torarin krok på den ene side, Stenolv paa den anden. Kampen, der i sagaen har den fejlagtige overskrift »kamp i Torskefjord« (bardagi i Þorskafirði, GÞ. s. 67), indledes med, at Stenolv en gang, da han får at vide, at Tore er i besøg på Klejvar, samler folk, ror fra Fagredal (D.) til Kroksfjardarnæs<ref>Sagaens tekst har én gang her, ligesom siden s. 76, fejlagtig for Króksfjarðarnes Þorskafjarðarnes; noget næs af det navn findes ikke.</ref> og landede syd (ɔ: øst) for næsset, hvorfra de sendte seks mand, i blandt hvilke Blyg, op under ''Mule'' (Múli) for at holde udkig; samtidig dermed ror også de med Stenolv forbundne folk fra Olavsdal over Gilsfjord og landede ved Langøre vest for Grostad (út frá Gróstöðum). Da Tore på hjemvejen nærmer sig øst fra, ser han først de seks mand ud for mulen og kort efter Stenolv med sine folk komme nede fra skibene. En af Tores ledsagere, den ustyrlige Vövlu-Gunnar, kommer her forud for de andre og red den »nedre« vej, hvor han træffer Blyg og de andre udkigsmænd. Han kæmper heltemodig med disse, én dræbes, fire slutter sig til Olavsdalsfolkene, som de så stige op ad skråningen mellem (sig og)<ref>Skulde ikke nogle ord af denne eller lignende betydning være udfaldne, hvor der fortælles, at de fire sluttede sig til Olav og Torgejr, som de så stige op ad skråningen ”milli þeirra Þóris” (GÞ. s. 68).</ref> Tores flok, Blyg derimod forfølger han og indhenter og dræber ham i en mose, som efter ham kom til at bære navnet '''Blygsmyre''' (''Blýgsmýrr''); '''Blygssten''' (''Blýgssteinn'') benævntes stedet, hvor han dyssedes. Tores og Torgejrs folk kommer derefter i kamp sammen, og lidt efter kommer også Stenolvs flok til; men ved efterretningen om, at både en talrig skare mænd kommer ridende »ind forbi Kroksfjardarmule« (altså vest fra), og at andre nærmer sig fra Grostad — disse sidste var i virkeligheden Groas køer — , trækker Stenolv sig »ud under bakkerne« og ned til skibene. Her kæmpes påny, og de flygtende forfølges sluttelig til Fagredal, hvor dog lykken vender sig. Da Tore ved tilbagekomsten lander ~~vod~~ Langøre, finder han der ni mænd liggende døde, men seks, hvor den første kamp havde stået; de dræbtes antal, siger sagaen, er opgivet efter de ''dysser'', som man har fundet, hvor kampene har stået.	+	[[Fil:Króksfjörður.jpg\|thumb\|300px\|left\|<center>Kroksfjord</center>]]Oven for gården Garpsdal og videre mod vest strækker sig igen liskråninger, men mindre stejle og høje, langs hvilke vejen fører til nabogården mod vest '''Grostad''' (''Gróstaðir''), der står på lavlandet nær søen. Her boede i følge GÞ. (s. 67 ffg.) den Tore velsindede husfrue Groa, der med en krigslist understøtter Tore i den store kamp mellem ham og Torarin krok på den ene side, Stenolv på den anden, som begyndte i egnen her omkring, men hvis sidste del, der alt er omtalt, først udkæmpedes ved Fagredalsåos (D.). Hun bragte nemlig fjenderne til at tro, at mange ridende folk kom til fra Grostad, ved at brede klæder over hornene på sit kvæg og således drive dette ud fra gården<ref>Hun synes i det hele — efter hvad sagnet fortæller om hende — at have, som man siger, kunnet mere end sit fadervor. Midtvejs mellem gårdene Garpsdal og Grostad fører vejen over holtet midt imellem en del sortebrune vulkanske klippeblokke. Holtet hedder »Kosteneholtet« (Kýrsteinaholt), og klippeblokkene — fortæller man — er Garpsdalskøerne, der blev forvandlede til sten, fordi de hjemsøgte tunet på Grostad.</ref>. Vest for Grostad skyder en lang mule sig frem, nu kaldet ''Neshyrna'', men svarende til GÞ.s '''Kroksfjardarmule''' (''Króksfjarðarmúli''). Neden for dette strækker et lavere, i forskellige tanger delt land sig ud i søen; den første af disse er en smal, flad sten- og grusodde, kaldet '''Langøre''' (''Lángeyri'', ældre: ''-eyrr''); vest for denne, og adskilt derfra ved de såkaldte »våge«, rager det større og højere '''Kroksfjardarnæs''' (''Króksfjarðarnes'') frem, der kan siges at danne den vestlige begrænsning for den ydre del af Gilsfjorden i videste betydning. Dette sted er skuepladsen for en af hovedbegivenhederne i Guld-Tores saga, den nys nævnte kamp mellem Tore og Torarin krok på den ene side, Stenolv paa den anden. Kampen, der i sagaen har den fejlagtige overskrift »kamp i Torskefjord« (bardagi i Þorskafirði, GÞ. s. 67), indledes med, at Stenolv en gang, da han får at vide, at Tore er i besøg på Klejvar, samler folk, ror fra Fagredal (D.) til Kroksfjardarnæs<ref>Sagaens tekst har én gang her, ligesom siden s. 76, fejlagtig for Króksfjarðarnes Þorskafjarðarnes; noget næs af det navn findes ikke.</ref> og landede syd (ɔ: øst) for næsset, hvorfra de sendte seks mand, i blandt hvilke Blyg, op under ''Mule'' (Múli) for at holde udkig; samtidig dermed ror også de med Stenolv forbundne folk fra Olavsdal over Gilsfjord og landede ved Langøre vest for Grostad (út frá Gróstöðum). Da Tore på hjemvejen nærmer sig øst fra, ser han først de seks mand ud for mulen og kort efter Stenolv med sine folk komme nede fra skibene. En af Tores ledsagere, den ustyrlige Vövlu-Gunnar, kommer her forud for de andre og red den »nedre« vej, hvor han træffer Blyg og de andre udkigsmænd. Han kæmper heltemodig med disse, én dræbes, fire slutter sig til Olavsdalsfolkene, som de så stige op ad skråningen mellem (sig og)<ref>Skulde ikke nogle ord af denne eller lignende betydning være udfaldne, hvor der fortælles, at de fire sluttede sig til Olav og Torgejr, som de så stige op ad skråningen ”milli þeirra Þóris” (GÞ. s. 68).</ref> Tores flok, Blyg derimod forfølger han og indhenter og dræber ham i en mose, som efter ham kom til at bære navnet '''Blygsmyre''' (''Blýgsmýrr''); '''Blygssten''' (''Blýgssteinn'') benævntes stedet, hvor han dyssedes. Tores og Torgejrs folk kommer derefter i kamp sammen, og lidt efter kommer også Stenolvs flok til; men ved efterretningen om, at både en talrig skare mænd kommer ridende »ind forbi Kroksfjardarmule« (altså vest fra), og at andre nærmer sig fra Grostad — disse sidste var i virkeligheden Groas køer — , trækker Stenolv sig »ud under bakkerne« og ned til skibene. Her kæmpes påny, og de flygtende forfølges sluttelig til Fagredal, hvor dog lykken vender sig. Da Tore ved tilbagekomsten lander ved Langøre, finder han der ni mænd liggende døde, men seks, hvor den første kamp havde stået; de dræbtes antal, siger sagaen, er opgivet efter de ''dysser'', som man har fundet, hvor kampene har stået.

@@ Linje 18: / Linje 18: @@
 <big><big>'''Bardastrands syssel'''</big><br>(Barðastrandar sýsla)</big><br><small>[Indbyggerantal c. 2500]</small></center>
@@ Linje 224: / Linje 222: @@
-I den næste lille dal, øst for Bildudal, ligger præstegården og kirkestedet '''Otrardal''' (''Otrardalr'', i sagaerne også skrevet ''Otradalr''); øst for Otrardal skærer de fire oftere nævnte Sydfjorde sig ind, den første (Fossfjord) i sydlig retning, den anden og tredje (Reykjarfjord og Trostansfjord) i sydøstlig, den fjærde, Gejrtjovsfjord, i østlig retning. På Otrardal boede (som det fremgår af Nj., Eb., Gísl., sammenholdte med Islb. og Ldn.) i slutningen af det 10de og til noget ind i det følgende århundrede høvdingen Eyjolv den grå, en søn af den berømte Tord gelle; ikke desto mindre lader Háv., hvis begivenheder må tænkes at foregå i Eyjolvs dage, Otrardal være bolig for den Atle, der i sagaen siges at være en svoger til »Stentor på Øre« , og som sluttelig viser sig som Håvard haltes ivrigste hjælper, medens han først, medens Håvard opholdt sig hos Stentor, tilsyneladende viste en overordenlig snæverhjærtethed og umandighed. Skal man dømme efter de i Håv. brugte udtryk, som der dog på grund af denne sagas store unøjagtighed i alle enkeltheder, og ikke mindst hvad lokalforhold angår, ikke kan tillægges stor vægt, kan Stentors gård '''Øre''' (''Eyri'', ældre ''Eyrr'') næppe være nogen anden end den på nordsiden af Gejrtjovsfjorden liggende gård ''Krossøre'' (Krosseyri); sagaens betegnelse, at Otrardal lå »længere ude på den anden side fjorden lige over for Øre« (út öðrum megin fjarðarins gegnt Eyri), passer nemlig til de to gårdes indbyrdes beliggenhed, da Otrardal ligger omtrent vest for Krossøre, hinsides fjorden, medens derimod den anden gård Øre (det nuværende Ravnsøre — Rafnseyri, Isf.), som der her kunde være tale om, at sagaen sigtede til, ligger på nordsiden af selve hovedfjorden Arnarfjord omtrent nord for Otrardal, men således at udsigten fra den ene gård til den anden er spærret ved pynten af det Arnarfjord tvedelende næs. Spørges der derimod om, på hvilke gårde de mænd, som Håv. må antages at mene med ''Atle'' og ''»Stentor«'', har bot, da bliver sagen mere indviklet. Det er allerede af andre <ref>Gudbr. Vigfussön: Tímatal, s. 366; G. Brynjulfsson: Om Haavard og hans Viser, s. 156—60.</ref> fremhævet, at den i Háv. nævnte »Stentor på Øre«, hvis dermed menes den fra Eb. bekendte høvding af dette navn, umulig kan have haft noget med disse begivenheder at gøre; langt rimeligere er det, at Håvard, således som Ldn. fortæller (s. 147), er bleven hjulpen af ''Eyjolv den grå'' og hans søn ''Stengrim'', hvilken sidste Håv har forvekslet med Stentor, efter at sagaen først, uvist hvorledes, havde forvekslet Stengrims (& Eyjolvs) og Atles boliger. På Otrardal er der ikke plads for nogen Atle, derimod kan det vel tænkes, at sønnen Stengrim (Háv.’s Stentor) i faderen Eyjolvs alderdom har været den, der styrede gården, og derfor er bleven erindret fremfor denne i Háv.<ref>Som et ret karakteristisk kuriosum kan anføres, at man indtil begyndelsen af dette årh. i tunet i Otrardal ned mod søen, hvor der nu er have (kålgård), viste tomterne af »forðabur Atla«. — Hvor sagaen (Háv. s. 45ffg.) beretter om Torgrim Dyressöns tog fra den nordligere liggende Dyrefjord (Isf.) mod Atle i Otrardal, synes det, som sagaskriveren, forudsat at han har været sig de lokale forhold bevidst, har tenkt sig, at Torgrim havde faret »fjallasýn«, som det her kaldes, d. v. s. havde søgt til fjælds og begivet sig frem over fjældene, hvorefter han da tilsidst måtte være draget ned gennem en af smådalene oven for Otrardal.</ref>.
+[[Fil:Suðurfirðir.jpg|thumb|350px|left|<center>Sydfjordene</center>]]I den næste lille dal, øst for Bildudal, ligger præstegården og kirkestedet '''Otrardal''' (''Otrardalr'', i sagaerne også skrevet ''Otradalr''); øst for Otrardal skærer de fire oftere nævnte Sydfjorde sig ind, den første (Fossfjord) i sydlig retning, den anden og tredje (Reykjarfjord og Trostansfjord) i sydøstlig, den fjærde, Gejrtjovsfjord, i østlig retning. På Otrardal boede (som det fremgår af Nj., Eb., Gísl., sammenholdte med Islb. og Ldn.) i slutningen af det 10de og til noget ind i det følgende århundrede høvdingen Eyjolv den grå, en søn af den berømte Tord gelle; ikke desto mindre lader Háv., hvis begivenheder må tænkes at foregå i Eyjolvs dage, Otrardal være bolig for den Atle, der i sagaen siges at være en svoger til »Stentor på Øre« , og som sluttelig viser sig som Håvard haltes ivrigste hjælper, medens han først, medens Håvard opholdt sig hos Stentor, tilsyneladende viste en overordenlig snæverhjærtethed og umandighed. Skal man dømme efter de i Håv. brugte udtryk, som der dog på grund af denne sagas store unøjagtighed i alle enkeltheder, og ikke mindst hvad lokalforhold angår, ikke kan tillægges stor vægt, kan Stentors gård '''Øre''' (''Eyri'', ældre ''Eyrr'') næppe være nogen anden end den på nordsiden af Gejrtjovsfjorden liggende gård ''Krossøre'' (Krosseyri); sagaens betegnelse, at Otrardal lå »længere ude på den anden side fjorden lige over for Øre« (út öðrum megin fjarðarins gegnt Eyri), passer nemlig til de to gårdes indbyrdes beliggenhed, da Otrardal ligger omtrent vest for Krossøre, hinsides fjorden, medens derimod den anden gård Øre (det nuværende Ravnsøre — Rafnseyri, Isf.), som der her kunde være tale om, at sagaen sigtede til, ligger på nordsiden af selve hovedfjorden Arnarfjord omtrent nord for Otrardal, men således at udsigten fra den ene gård til den anden er spærret ved pynten af det Arnarfjord tvedelende næs. Spørges der derimod om, på hvilke gårde de mænd, som Håv. må antages at mene med ''Atle'' og ''»Stentor«'', har bot, da bliver sagen mere indviklet. Det er allerede af andre <ref>Gudbr. Vigfussön: Tímatal, s. 366; G. Brynjulfsson: Om Haavard og hans Viser, s. 156—60.</ref> fremhævet, at den i Háv. nævnte »Stentor på Øre«, hvis dermed menes den fra Eb. bekendte høvding af dette navn, umulig kan have haft noget med disse begivenheder at gøre; langt rimeligere er det, at Håvard, således som Ldn. fortæller (s. 147), er bleven hjulpen af ''Eyjolv den grå'' og hans søn ''Stengrim'', hvilken sidste Håv har forvekslet med Stentor, efter at sagaen først, uvist hvorledes, havde forvekslet Stengrims (& Eyjolvs) og Atles boliger. På Otrardal er der ikke plads for nogen Atle, derimod kan det vel tænkes, at sønnen Stengrim (Háv.’s Stentor) i faderen Eyjolvs alderdom har været den, der styrede gården, og derfor er bleven erindret fremfor denne i Háv.<ref>Som et ret karakteristisk kuriosum kan anføres, at man indtil begyndelsen af dette årh. i tunet i Otrardal ned mod søen, hvor der nu er have (kålgård), viste tomterne af »forðabur Atla«. — Hvor sagaen (Háv. s. 45ffg.) beretter om Torgrim Dyressöns tog fra den nordligere liggende Dyrefjord (Isf.) mod Atle i Otrardal, synes det, som sagaskriveren, forudsat at han har været sig de lokale forhold bevidst, har tenkt sig, at Torgrim havde faret »fjallasýn«, som det her kaldes, d. v. s. havde søgt til fjælds og begivet sig frem over fjældene, hvorefter han da tilsidst måtte være draget ned gennem en af smådalene oven for Otrardal.</ref>.
@@ Linje 235: / Linje 233: @@
 <br><br>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. mai 2015 kl. 11:50
Linje 209:		Linje 209:


−	Efterhånden som man kommer frem hvor nedstigningen til det egenlige Trostansfjords-skard begynder, viser en ganske ejendommelig alpeudsigt sig. Næsten af form og stejlhed som en bølgeformig rutschbane strækker den smalle kløft, ad hvilken nedstigningen foregår, sig ned mod Trostansfjorden, på bægge sider omgiven af stejle ud mod fjorden løbende trapfjælde; det synes, som skulde man rutsche ned i selve den lille fjord, over for hvilken der hæver sig lige så stejle fjældvægge, som dem, den indesluttes af. Ad den smalle utydelige sti glides mellem sten og skærver ned ad, ofte så stejlt, at man næsten får den glidende hest, som man må trække efter sig, i ryggen, — ned, næsten lodret, med den store Arnarfjord for sine fødder og dens lodrette fjældmure lige for øjnene, så at man samtidig nyder udsigten over et af de stolteste fjældpartier som Island har at opvise. — Noget vestligere end denne hedevej fører en anden fra Hage mod nord til en af Arnarfjordens bifjorde.	+	[[Fil:Trostansfjörður.jpg\|thumb\|450px\|right\|<center>Fossfjord, Reykjarfjord og Trostansfjord</center>]]Efterhånden som man kommer frem hvor nedstigningen til det egenlige Trostansfjords-skard begynder, viser en ganske ejendommelig alpeudsigt sig. Næsten af form og stejlhed som en bølgeformig rutschbane strækker den smalle kløft, ad hvilken nedstigningen foregår, sig ned mod Trostansfjorden, på bægge sider omgiven af stejle ud mod fjorden løbende trapfjælde; det synes, som skulde man rutsche ned i selve den lille fjord, over for hvilken der hæver sig lige så stejle fjældvægge, som dem, den indesluttes af. Ad den smalle utydelige sti glides mellem sten og skærver ned ad, ofte så stejlt, at man næsten får den glidende hest, som man må trække efter sig, i ryggen, — ned, næsten lodret, med den store Arnarfjord for sine fødder og dens lodrette fjældmure lige for øjnene, så at man samtidig nyder udsigten over et af de stolteste fjældpartier som Island har at opvise. — Noget vestligere end denne hedevej fører en anden fra Hage mod nord til en af Arnarfjordens bifjorde.


Linje 227:		Linje 227:


−	Den næste lille dal, sydøst for Otrardal, er ''Duvansdal'' (Dufansdalr) med en gård af samme navn; dalen, der nævnes et par gange i Ldn., udmunder på vestsiden af Fossfjord. Ned mod selve Fossfjordens dalbund ligger den fra Hage forende hedevej, hvorimod den derpå følgende lille fjord Reykjarfjorden (navnet naturligvis efter derværende varme kilder) er uden nogen sådan forbindelse med omverdenen. Øst for Reykjarfjord kommer Trostansfjord; som allerede tidligere omtalt fører Lækjarhedevejen ned i denne fjords dalbund. Som de andre Sydfjorde er også denne ret venlig og skråningerne under fjældene bedækkede med en frodig vegetation. Mellem Trostansfjord og '''Gejrtjovsfjord''' (''Geirþjófsfjörðr'') strækker sig et klippenæs ud i fjorden, der, som tilfældet sædvanlig er med Arnarfjordsfjældene, falder næsten lodret af imod fjorden. Den stejle li på bægge sider af fjældpynten ud mod søen (Sperlahlíð) frembyder en af de mest berygtede veje i fjorden. Den smalle, mellem klippeblokke og løse sten liggende sti afbrydes idelig af nys tilkomne stenskred, over hvilke man så må krydse oven eller neden for vejen; på sine steder er lien så brat, at man må krybe hen ad stien hældende sig ind ad og holdende sig ved forskellige klippeblokke; et andet sted ligger stien lodret ned mellem løse sten og skærver, hvorpå den gør en pludselig svingning om en klippeblok, der indsnævrer vejen, så at en kofferthest kun med største besvær kan manøvreres her omkring. Hinsides pynten af næsset viser Gejrtjovsfjorden sig som en lang, lige fjord, der navnlig mod nord i hele sin længde begrænses af ubrudt, lodret fjældvæg; det er den stejle li af det høje klippenæs '''Langanes''', som skiller Gejrtjovsfjorden fra Arnarfjordens indre del, og langs over hvilket grænseskellet mellem Bst. og Isf. går. På nordsiden af fjorden ses omtrent midtvejs i denne gården Krossøre ved foden af lien tæt ved søen og kun omgiven af en ubetydelig grøn plet. På sydsiden indsnævres Gejrtjovsfjorden inden for det omtalte Sperlahlidsnæs to gange, hvorved der hver gang dannes en lille pynt. Ved den første af disse ligger gården Sperlahlid (-hlið), som man først når til efter med største besvær at have ladet hestene vade et stykke i den klippefulde strand. Den sidste lille pynt er ganske nær ved fjordbunden, og herfra åbner sig udsigten til den for enden af fjorden stående gård ''Botn''. Fjorden er fra nu af meget smal, indtil den tilsidst går over i Botnsåens ører. Gården Botn står nord for og noget fra åen, der gennemløber en rundagtig lille dal med amfiteatralsk begrænsning af fjælde, der synes en umiddelbar fortsættelse af Langanæshalsen , og med kratgrot dalbund, hvad der giver det lille parti et ret venligt præg. — Denne Gejrtjovsfjordens inderste del har en ikke ringe interesse som hovedtilholdsstedet for Gisle Surssön i hans lange fredløshedstid; her boede i alle disse år (13) hans trofaste hustru Aud, hos hende tilbragte han i reglen somren, og her faldt han den sidste sommernat 978 bukkende under for sine fjenders gentagne efterstræbelser. Da Gisle forudser, at han vil blive dømt fredløs, sælger han sit land og begiver sig søvejs til Gejrtjovsfjord<ref>Gisl. II udtrykker sig herom nøjagtigst.</ref>, hvor han indretter sig en bolig; et mere ensomt, afsides liggende og fra landsiden vanskeligere tilgængeligt sted kunde han næppe have fundet. Gisles stadige forfølger Eyjolv i Otrardal benævner det i en samtale med Aud »denne ødefjord« , og utvivlsomt må fjordbunden inden Gisles ankomst have været ubebot, hvad der i øvrigt er besynderligt nok; selv under denne forudsætning må det overraske, at nabogårdenes ejere har villet tillade en sådan indtrængen på hvad der vel måtte betragtes som deres enemærker. Måske kan man antage, at den kratgroede fjordbund har været betragtet som en art almenning; i al fald berettes der om Eyjolvs spejdere, at de en gang opholder sig flere dage i fjordbunden under påskud af at hugge gavntømmer i de derværende skove. — I nærheden af sin gård havde Gisle indrettet sig flere skjulesteder, det ene var, som det synes, ved åen, det andet syd for gården og åen ved »klevene« (kleifarnar) <ref>Der er angående lokaliteterne i Gejrtjovsfjord små uoverensstemmelser mellem de to sagaredaktioners angivelser; II. synes helt igennem at være at foretrække.</ref>. Desuden skal han have haft et jordhus under sin sæng. Når sagaredaktionerne angiver det ene skjulested udelukkende i forhold til åen (Gísl. I, s. 40 »syd for åen«, II, s. 125 »nord for åen«), da er denne betegnelse ikke tilstrækkelig oplysende, da den lille Botnså, der nu kun under sit nederste, meget korte løb gennem dalbunden bærer dette navn, lige oven for tunet på Botn opstår ved foreningen af to åer Tungeå (Tungná, nordligst) og Østerå (Austrá), der i et klippefuldt leje styrte sig ned fra fjældene, og som tilsammen indeslutte en lille tunge med kratbevokset klippegrund. Medens bredderne af disse to åer består af stejle klipper, dog uden huler eller grotter, løber Botnså kun i flade omgivelser. — Sydøst for den nuværende gård findes i tunet, tæt ved åen, tomter, der kaldes »Gíslabær«; som navnet antyder, vil man heri se lævningerne af Gisles gård. Lige over for tunet, syd for åen, findes temlig højt oppe i lien en fremspringende, omtrent 30 al. lang og 10 ai. høj, klippe, der nu kaldes ''Enhamar'' (Einhamar). Klippen, der er afdelt i 3—4 små hamre, er for til og til siderne så høj og brat, at det kun undtagelsesvis er muligt at klatre noget op efter og nå den på klippen stående med spydstik; derimod kan den med lethed omgås, og adgangen er da åben bag fra, men vedkommende vil altid ved at trække sig ud på en af hamrene kunne have ryggen fri. Neden under klippen ligger nedfaldne stenblokke opdyngede, men ellers er hele lien heromkring kratgrot. Klippen kaldes som sagt nu Enhamar, men det er dog måske rettest at antage, at det er dette sted, som i Gísl. nævnes »Klevene«, og at hvad der i sagaen nævnes '''Enhamar''' (''Einhamarr'', Gísl. I, 70: II, 156) kun har været en enkelt klippeblok i klevene; ellers bliver det nemlig umuligt at forstå, hvad det er, sagaen betegner som klevene. Under (eller: i, ved) klevene Gísl. II. bruger også en gang udtrykket »kletterne« — syd for åen havde Gisle som sagt sit ene skjul; derhen begiver han sig med sin hustru og fosterdatter den skæbnesvangre nat, da hans fjender kommer til gården og over den rimdækte jord kan forfølge deres spor til skjulestedet. Da fjenden nærmer sig, går de alle tre op i klevene, hvor de finder stedet bedst til forsvar, og værger sig herfra med knipler. Kvinderne overmandes tilsidst, men længe stræber fjenderne forgæves at komme op i klevene. Pludselig, da modstanderne er komne Gisle tæt på livet, springer han fra klevene over (I. »op«, II. »ned«) på den hammer, der hedder Enhamar, og forsvarer sig herfra. Umiddelbart før Gisle falder, springer han ned (I. »fra hamren« , II. »over kløften«) og dræber endnu en mand, men må så bukke under for overmagten. Efter at have dysset Gisle drog fjenderne derpå bort; Aud forlod senere hen landet.	+	[[Fil:Geirþjófsfjörður.jpg\|thumb\|550px\|right\|<center>Gejrtjovsfjord</center>]]Den næste lille dal, sydøst for Otrardal, er ''Duvansdal'' (Dufansdalr) med en gård af samme navn; dalen, der nævnes et par gange i Ldn., udmunder på vestsiden af Fossfjord. Ned mod selve Fossfjordens dalbund ligger den fra Hage forende hedevej, hvorimod den derpå følgende lille fjord Reykjarfjorden (navnet naturligvis efter derværende varme kilder) er uden nogen sådan forbindelse med omverdenen. Øst for Reykjarfjord kommer Trostansfjord; som allerede tidligere omtalt fører Lækjarhedevejen ned i denne fjords dalbund. Som de andre Sydfjorde er også denne ret venlig og skråningerne under fjældene bedækkede med en frodig vegetation. Mellem Trostansfjord og '''Gejrtjovsfjord''' (''Geirþjófsfjörðr'') strækker sig et klippenæs ud i fjorden, der, som tilfældet sædvanlig er med Arnarfjordsfjældene, falder næsten lodret af imod fjorden. Den stejle li på bægge sider af fjældpynten ud mod søen (Sperlahlíð) frembyder en af de mest berygtede veje i fjorden. Den smalle, mellem klippeblokke og løse sten liggende sti afbrydes idelig af nys tilkomne stenskred, over hvilke man så må krydse oven eller neden for vejen; på sine steder er lien så brat, at man må krybe hen ad stien hældende sig ind ad og holdende sig ved forskellige klippeblokke; et andet sted ligger stien lodret ned mellem løse sten og skærver, hvorpå den gør en pludselig svingning om en klippeblok, der indsnævrer vejen, så at en kofferthest kun med største besvær kan manøvreres her omkring. Hinsides pynten af næsset viser Gejrtjovsfjorden sig som en lang, lige fjord, der navnlig mod nord i hele sin længde begrænses af ubrudt, lodret fjældvæg; det er den stejle li af det høje klippenæs '''Langanes''', som skiller Gejrtjovsfjorden fra Arnarfjordens indre del, og langs over hvilket grænseskellet mellem Bst. og Isf. går. På nordsiden af fjorden ses omtrent midtvejs i denne gården Krossøre ved foden af lien tæt ved søen og kun omgiven af en ubetydelig grøn plet. På sydsiden indsnævres Gejrtjovsfjorden inden for det omtalte Sperlahlidsnæs to gange, hvorved der hver gang dannes en lille pynt. Ved den første af disse ligger gården Sperlahlid (-hlið), som man først når til efter med største besvær at have ladet hestene vade et stykke i den klippefulde strand. Den sidste lille pynt er ganske nær ved fjordbunden, og herfra åbner sig udsigten til den for enden af fjorden stående gård ''Botn''. Fjorden er fra nu af meget smal, indtil den tilsidst går over i Botnsåens ører. Gården Botn står nord for og noget fra åen, der gennemløber en rundagtig lille dal med amfiteatralsk begrænsning af fjælde, der synes en umiddelbar fortsættelse af Langanæshalsen , og med kratgrot dalbund, hvad der giver det lille parti et ret venligt præg. — Denne Gejrtjovsfjordens inderste del har en ikke ringe interesse som hovedtilholdsstedet for Gisle Surssön i hans lange fredløshedstid; her boede i alle disse år (13) hans trofaste hustru Aud, hos hende tilbragte han i reglen somren, og her faldt han den sidste sommernat 978 bukkende under for sine fjenders gentagne efterstræbelser. Da Gisle forudser, at han vil blive dømt fredløs, sælger han sit land og begiver sig søvejs til Gejrtjovsfjord<ref>Gisl. II udtrykker sig herom nøjagtigst.</ref>, hvor han indretter sig en bolig; et mere ensomt, afsides liggende og fra landsiden vanskeligere tilgængeligt sted kunde han næppe have fundet. Gisles stadige forfølger Eyjolv i Otrardal benævner det i en samtale med Aud »denne ødefjord« , og utvivlsomt må fjordbunden inden Gisles ankomst have været ubebot, hvad der i øvrigt er besynderligt nok; selv under denne forudsætning må det overraske, at nabogårdenes ejere har villet tillade en sådan indtrængen på hvad der vel måtte betragtes som deres enemærker. Måske kan man antage, at den kratgroede fjordbund har været betragtet som en art almenning; i al fald berettes der om Eyjolvs spejdere, at de en gang opholder sig flere dage i fjordbunden under påskud af at hugge gavntømmer i de derværende skove. — I nærheden af sin gård havde Gisle indrettet sig flere skjulesteder, det ene var, som det synes, ved åen, det andet syd for gården og åen ved »klevene« (kleifarnar) <ref>Der er angående lokaliteterne i Gejrtjovsfjord små uoverensstemmelser mellem de to sagaredaktioners angivelser; II. synes helt igennem at være at foretrække.</ref>. Desuden skal han have haft et jordhus under sin sæng. Når sagaredaktionerne angiver det ene skjulested udelukkende i forhold til åen (Gísl. I, s. 40 »syd for åen«, II, s. 125 »nord for åen«), da er denne betegnelse ikke tilstrækkelig oplysende, da den lille Botnså, der nu kun under sit nederste, meget korte løb gennem dalbunden bærer dette navn, lige oven for tunet på Botn opstår ved foreningen af to åer Tungeå (Tungná, nordligst) og Østerå (Austrá), der i et klippefuldt leje styrte sig ned fra fjældene, og som tilsammen indeslutte en lille tunge med kratbevokset klippegrund. Medens bredderne af disse to åer består af stejle klipper, dog uden huler eller grotter, løber Botnså kun i flade omgivelser. — Sydøst for den nuværende gård findes i tunet, tæt ved åen, tomter, der kaldes »Gíslabær«; som navnet antyder, vil man heri se lævningerne af Gisles gård. Lige over for tunet, syd for åen, findes temlig højt oppe i lien en fremspringende, omtrent 30 al. lang og 10 ai. høj, klippe, der nu kaldes ''Enhamar'' (Einhamar). Klippen, der er afdelt i 3—4 små hamre, er for til og til siderne så høj og brat, at det kun undtagelsesvis er muligt at klatre noget op efter og nå den på klippen stående med spydstik; derimod kan den med lethed omgås, og adgangen er da åben bag fra, men vedkommende vil altid ved at trække sig ud på en af hamrene kunne have ryggen fri. Neden under klippen ligger nedfaldne stenblokke opdyngede, men ellers er hele lien heromkring kratgrot. Klippen kaldes som sagt nu Enhamar, men det er dog måske rettest at antage, at det er dette sted, som i Gísl. nævnes »Klevene«, og at hvad der i sagaen nævnes '''Enhamar''' (''Einhamarr'', Gísl. I, 70: II, 156) kun har været en enkelt klippeblok i klevene; ellers bliver det nemlig umuligt at forstå, hvad det er, sagaen betegner som klevene. Under (eller: i, ved) klevene Gísl. II. bruger også en gang udtrykket »kletterne« — syd for åen havde Gisle som sagt sit ene skjul; derhen begiver han sig med sin hustru og fosterdatter den skæbnesvangre nat, da hans fjender kommer til gården og over den rimdækte jord kan forfølge deres spor til skjulestedet. Da fjenden nærmer sig, går de alle tre op i klevene, hvor de finder stedet bedst til forsvar, og værger sig herfra med knipler. Kvinderne overmandes tilsidst, men længe stræber fjenderne forgæves at komme op i klevene. Pludselig, da modstanderne er komne Gisle tæt på livet, springer han fra klevene over (I. »op«, II. »ned«) på den hammer, der hedder Enhamar, og forsvarer sig herfra. Umiddelbart før Gisle falder, springer han ned (I. »fra hamren« , II. »over kløften«) og dræber endnu en mand, men må så bukke under for overmagten. Efter at have dysset Gisle drog fjenderne derpå bort; Aud forlod senere hen landet.

@@ Linje 215: / Linje 215: @@
-I Háv. endelig, hvor (s. 34 - 39) Rødesand vidtløftigere omtales, har øjensynlig en forveksling med ''Ingjaldssand'' (Isf.) fundet sted. De to af sagaens tre recensioner (den tredje følger Ldn.) fortæller, at der på Rødesand boede en mand Holmgange-Ljot, som havde en strid med sin nabo — der her siges at bo på ''Øre'' (Eyri, ældre: Eyrr) — , hvis to unge sønner dræbte ham. Fortællingen er øjensynlig den samme som den i Ldn. (s. 145 — 47) forekommende, men som der fortælles om Ljot den vise på Ingjaldssand og den på gården ''Brekka'' boende nabofamilie. Da nu dette sagn, i al fald, hvad det topografiske angår, mangler enhver tilknytning til Rødesand — nogen gård Øre findes her slet ikke — , medens man derimod på Ingjaldssand véd god besked med de, oven nævnte begivenheder vedrørende, lokaliteter, er det næppe for dristigt at antage, at forfatteren af Háv., for hvem sagnet om Ljots død har stået temlig dunkelt, og som udmærker sig ved den fuldstændigste forvirring hvad alle stedsangivelser angår, uden videre har forvekslet Rødesand og Ingjaldssand. Ljot er da tillige her, uvist af hvad grund, bleven kaldt Holmgange-Ljot, et navn, som han besynderlig nok også bærer i Laxd. <ref>Om G. Brynjnlfssons forsøg på at hævde Holmgange-Ljot på Rødesand som en fra Ljot den vise forskellig person se ”Om Haavard og hans Viser” s. 160 ffg. (tillæg til Háv.); sml. dog Gudbr. Vigfussön: Timatal s. 365—66.</ref>.
+[[Fil:Látrabjarg.jpg|thumb|450px|right|<center>Låtrabjerg</center>]]I Háv. endelig, hvor (s. 34 - 39) Rødesand vidtløftigere omtales, har øjensynlig en forveksling med ''Ingjaldssand'' (Isf.) fundet sted. De to af sagaens tre recensioner (den tredje følger Ldn.) fortæller, at der på Rødesand boede en mand Holmgange-Ljot, som havde en strid med sin nabo — der her siges at bo på ''Øre'' (Eyri, ældre: Eyrr) — , hvis to unge sønner dræbte ham. Fortællingen er øjensynlig den samme som den i Ldn. (s. 145 — 47) forekommende, men som der fortælles om Ljot den vise på Ingjaldssand og den på gården ''Brekka'' boende nabofamilie. Da nu dette sagn, i al fald, hvad det topografiske angår, mangler enhver tilknytning til Rødesand — nogen gård Øre findes her slet ikke — , medens man derimod på Ingjaldssand véd god besked med de, oven nævnte begivenheder vedrørende, lokaliteter, er det næppe for dristigt at antage, at forfatteren af Háv., for hvem sagnet om Ljots død har stået temlig dunkelt, og som udmærker sig ved den fuldstændigste forvirring hvad alle stedsangivelser angår, uden videre har forvekslet Rødesand og Ingjaldssand. Ljot er da tillige her, uvist af hvad grund, bleven kaldt Holmgange-Ljot, et navn, som han besynderlig nok også bærer i Laxd. <ref>Om G. Brynjnlfssons forsøg på at hævde Holmgange-Ljot på Rødesand som en fra Ljot den vise forskellig person se ”Om Haavard og hans Viser” s. 160 ffg. (tillæg til Háv.); sml. dog Gudbr. Vigfussön: Timatal s. 365—66.</ref>.
-[[Fil:Látrabjarg.jpg|thumb|450px|right|<center>Låtrabjerg</center>]]Mod vest begrænses Rødesanden af det mærkelige fuglebjærg ''Låtrabjærg'' (Látrabjarg), der består af et aldeles stejlt omtr. 1000 f. højt og flere mile langt fjæld, der hæver sig lodret op fra stranden. I fjældets mange parallelt løbende afsatser, de såkaldte hylder, ruge utallige svartfugle (alker), hvis æg og kød er et vigtigt fødemiddel for omegnens beboere<ref>Angående fuglefangsten her og hvad dermed står i forbindelse henvises til E. O. s. 562 ffg. Dér findes også interessante meddelelser om den til slige fuglebjærge knyttede overtro, om forskellen mellem de indviede og uindviede dele af bjærget (höld og heiðnabjarg) m. m.</ref>. Låtrabjærg svarer åbenbart til Ldn.s ''Barð''; når sognebeskrivelsen vil udlede Bardastrands syssels navn af en klippe i fjældet ved navn Barði, kan dette ikke være rigtigt, da Bardastranden aldrig har strakt sig så langt. — Straks vest for Låtrabjærg ender Vestfjordenes vestligste pynt; ud for den findes en heftig strømhvirvel Låtrarøst. Dette punkt har betydning ved, at havisen under almindelige forhold sjælden når syd for dette. Oven for fuglebjærgstangen trækker kysten sig noget tilbage, og det viser sig nu, at denne sydvestligste forgrening af Vestfjordene danner et temlig stumpt næs, i det den næste fjord Patreksfjorden først noget nordligere skærer sig ind mod sydøst. ''Patreksfjorden'' (Patreksfjörðr) og den nord for liggende '''Tålknafjord''' (''Tálknafjörðr'') er først i deres indre del adskille, ved at et lancetformigt næs (Tálkni) skyder sig ud imellem dem. Patreksfjorden opkaldte Örlyg [som senere boede på Esjuberg (Kj.)] af taknemlighed efter den hellige biskop Patrek, da han på sin fart fra Syderøerne til Island landede her, i vigen Örlygshavn (Örlygshöfn) på sydsiden af fjorden<ref>Noget længere inde end Örlygshavn ligger præstegården ''Saudlauksdal'' (Sauðlauksdalr, oprindelig Sauðlauksdalr). Egg. Olavssön boede i længere tid her, og i E. O. fortælles, at biskop Gudmund, som i sin modgangstid havde sit hovedtilhold i Vestfjordene, og som ved bestænkning med vievand indviede en mængde forskellige steder i disse egne, således en del af Låtrabjærg og en varm kilde i Tålknafjorden , også viede en lille fiskerig sø i Saudlauksdal.</ref>. På nordsiden af Patreksfjord ligger ''Vatnøre'' (Vatneyri), i forbindelse med nabogården Gejrsøre (Geirseyri), disse egnes handelssted. Hinsides Tålkne-næssets yderste pynt begynder en ny hrepp, der væsenlig omfatter Tålknafjorden. — I Gísl. nævnes en af gårdene på nordsiden af fjorden, '''Kvígandafell''' (nu sædvanlig Kvíindisfell); lidt inden for ligger gården Laugardal(r), hvor to varme kilder findes, deriblandt den i E. O. omtalte Gvöndarlaug. Tålknafjorden er en smal fjord og som alle fjordene i denne egn af landet omgivet af høje stejle fjælde. I Tålknafjorden, bemærker sognebeskrivelsen, ser man i to måneder af året ikke solen <ref>Vestfjordene har fra gammel tid været det rette hjemsted for al slags overtro. Endnu sognebebkrivelsen fra 1852 ved at berette om, at fårnes bráðapest eller svarti-dauði af nogle kaldes »andi«, fordi de tror, at den bevirkes af en ond ånd, der stundom ses i fugleskikkelse.</ref>.
+[[Fil:Tálknafjörður.jpg|thumb|450px|left|<center>Tålknafjord</center>]]Mod vest begrænses Rødesanden af det mærkelige fuglebjærg ''Låtrabjærg'' (Látrabjarg), der består af et aldeles stejlt omtr. 1000 f. højt og flere mile langt fjæld, der hæver sig lodret op fra stranden. I fjældets mange parallelt løbende afsatser, de såkaldte hylder, ruge utallige svartfugle (alker), hvis æg og kød er et vigtigt fødemiddel for omegnens beboere<ref>Angående fuglefangsten her og hvad dermed står i forbindelse henvises til E. O. s. 562 ffg. Dér findes også interessante meddelelser om den til slige fuglebjærge knyttede overtro, om forskellen mellem de indviede og uindviede dele af bjærget (höld og heiðnabjarg) m. m.</ref>. Låtrabjærg svarer åbenbart til Ldn.s ''Barð''; når sognebeskrivelsen vil udlede Bardastrands syssels navn af en klippe i fjældet ved navn Barði, kan dette ikke være rigtigt, da Bardastranden aldrig har strakt sig så langt. — Straks vest for Låtrabjærg ender Vestfjordenes vestligste pynt; ud for den findes en heftig strømhvirvel Låtrarøst. Dette punkt har betydning ved, at havisen under almindelige forhold sjælden når syd for dette. Oven for fuglebjærgstangen trækker kysten sig noget tilbage, og det viser sig nu, at denne sydvestligste forgrening af Vestfjordene danner et temlig stumpt næs, i det den næste fjord Patreksfjorden først noget nordligere skærer sig ind mod sydøst. [[Fil:Patreksfjörður (kort).jpg|thumb|450px|right|<center>Patreksfjord</center>]]''Patreksfjorden'' (Patreksfjörðr) og den nord for liggende '''Tålknafjord''' (''Tálknafjörðr'') er først i deres indre del adskille, ved at et lancetformigt næs (Tálkni) skyder sig ud imellem dem. Patreksfjorden opkaldte Örlyg [som senere boede på Esjuberg (Kj.)] af taknemlighed efter den hellige biskop Patrek, da han på sin fart fra Syderøerne til Island landede her, i vigen Örlygshavn (Örlygshöfn) på sydsiden af fjorden<ref>Noget længere inde end Örlygshavn ligger præstegården ''Saudlauksdal'' (Sauðlauksdalr, oprindelig Sauðlauksdalr). Egg. Olavssön boede i længere tid her, og i E. O. fortælles, at biskop Gudmund, som i sin modgangstid havde sit hovedtilhold i Vestfjordene, og som ved bestænkning med vievand indviede en mængde forskellige steder i disse egne, således en del af Låtrabjærg og en varm kilde i Tålknafjorden , også viede en lille fiskerig sø i Saudlauksdal.</ref>. På nordsiden af Patreksfjord ligger ''Vatnøre'' (Vatneyri), i forbindelse med nabogården Gejrsøre (Geirseyri), disse egnes handelssted. Hinsides Tålkne-næssets yderste pynt begynder en ny hrepp, der væsenlig omfatter Tålknafjorden. — I Gísl. nævnes en af gårdene på nordsiden af fjorden, '''Kvígandafell''' (nu sædvanlig Kvíindisfell); lidt inden for ligger gården Laugardal(r), hvor to varme kilder findes, deriblandt den i E. O. omtalte Gvöndarlaug. Tålknafjorden er en smal fjord og som alle fjordene i denne egn af landet omgivet af høje stejle fjælde. I Tålknafjorden, bemærker sognebeskrivelsen, ser man i to måneder af året ikke solen <ref>Vestfjordene har fra gammel tid været det rette hjemsted for al slags overtro. Endnu sognebebkrivelsen fra 1852 ved at berette om, at fårnes bráðapest eller svarti-dauði af nogle kaldes »andi«, fordi de tror, at den bevirkes af en ond ånd, der stundom ses i fugleskikkelse.</ref>.
-Mellem Tålknafjorden og Arnarfjorden skiller et anseligt af høje fjælde bedækket næs, der yderst mod nordvest ender med pynten Kópanes. Selve '''Arnarfjorden''' (''Arnarfjörðr'') er en af Islands interessanteste fjorde. Den 4 — 5 mile lange igord er for den ydre større dels vedkommende 1 — 2 mile bred; længere inde deler den sig i to sidefjorde mod nordøst og sydøst; den sidste af disse forgrener sig igen i fire småfjorde, de såkaldte ''Sydfjorde'' (Suðrfirðir). På bægge sider er jorden omgiven af vældige forunderlig regelmæssige fjældmure, der ligesom støttes ved stræbepille-lignende udløbere, der umiddelbart beskylles af søen, kun adskilte ved smalle korte smådale eller sænkninger. Som følge heraf er vejene langs Arnarfjorden overordenlig besværlige og på mange steder næsten ufarbare, da man, hver gang et sådant mod fjorden udløbende fjæld skal passeres, må klatre hen over en stejl stenet li med søen under sine fødder, eller ved ebbetid lade hestene vade i strandbredden neden under fjældpynterne mellem klippeblokke og glatte sten. — Efter de mange, mellem de paralldt ud mod fjorden løbende fjælde indesluttede, smådale benævnes den ydre del af Arnarfjordens sydkyst ''Dalene'' (Dala svejt). Præstegård og kirkested her er ''Selådal'' (Selárdalr), længst ude ved fjordmundingen. Stedet er i folkesagnene berømt som den fordums bolig for den store troldmand, præsten Árum-Kári, hvis levetid sagnet lægger til tiden kort efter kristendommens indførelse. Om de mange stedsnavne i og omkring Selådal, der knytte sig til ham og hans nærmeste omgivelser, beretter både den antikv. indb. (1821) og Ísl. Þjóðs (I, 505—08), til hvilken sidste samling her henvises<ref>I følge den antikv. indb. skal der i nærheden af Selådal være en høj kaldet »Fífuhof« (efter den første beboer af det nærliggende Fifostaðir), men det synes, som man nu tænker sig, at hovet har været inde i højen.</ref>. — Hvor Dalasvejten ender, begynder den følgende hrepp ''Sydfjordssvejten'' (Suðrfjarðasveit), som optager den indre halvdel af Arnarfjordens sydkyst med de af denne afsatte småfjorde. Det vestligste bebyggede sted her er handelsstedet ''Bildudal'' (Bíldudalr), der står nede ved kysten ved mundingen af den lille dal, hvorefter stedet bærer navn. Til egnen om Bildudal har et sagn om Gisle Surssön uddannet sig, der i tidens løb har antaget fantastisk form. Oven for handelsstedet hæver et anseligt fjæld Torvgravaryg (Torfgrafahryggr) sig frem; dettes yderste del, der kaldes »Envige« (Einvígi), er ved en lodret kløft afsondret fra det øvrige fjæld. Over den kløft siges Gisle at have sprunget for fra »enviget« at forsvare sig mod sine fjender. På fjældet hinsides kløften vises nogle tuer (3-5), der skal være opkastede over de af Gisle dræbte fjender.
+[[Fil:Arnarfjörður.jpg|thumb|250px|left|<center>Arnarfjorden</center>]]Mellem Tålknafjorden og Arnarfjorden skiller et anseligt af høje fjælde bedækket næs, der yderst mod nordvest ender med pynten Kópanes. Selve '''Arnarfjorden''' (''Arnarfjörðr'') er en af Islands interessanteste fjorde. Den 4 — 5 mile lange igord er for den ydre større dels vedkommende 1 — 2 mile bred; længere inde deler den sig i to sidefjorde mod nordøst og sydøst; den sidste af disse forgrener sig igen i fire småfjorde, de såkaldte ''Sydfjorde'' (Suðrfirðir). På bægge sider er jorden omgiven af vældige forunderlig regelmæssige fjældmure, der ligesom støttes ved stræbepille-lignende udløbere, der umiddelbart beskylles af søen, kun adskilte ved smalle korte smådale eller sænkninger. Som følge heraf er vejene langs Arnarfjorden overordenlig besværlige og på mange steder næsten ufarbare, da man, hver gang et sådant mod fjorden udløbende fjæld skal passeres, må klatre hen over en stejl stenet li med søen under sine fødder, eller ved ebbetid lade hestene vade i strandbredden neden under fjældpynterne mellem klippeblokke og glatte sten. — Efter de mange, mellem de paralldt ud mod fjorden løbende fjælde indesluttede, smådale benævnes den ydre del af Arnarfjordens sydkyst ''Dalene'' (Dala svejt). Præstegård og kirkested her er ''Selådal'' (Selárdalr), længst ude ved fjordmundingen. Stedet er i folkesagnene berømt som den fordums bolig [[Fil:Selárdalur.jpg|thumb|450px|right|<center>Selådal</center>]]for den store troldmand, præsten Árum-Kári, hvis levetid sagnet lægger til tiden kort efter kristendommens indførelse. Om de mange stedsnavne i og omkring Selådal, der knytte sig til ham og hans nærmeste omgivelser, beretter både den antikv. indb. (1821) og Ísl. Þjóðs (I, 505—08), til hvilken sidste samling her henvises<ref>I følge den antikv. indb. skal der i nærheden af Selådal være en høj kaldet »Fífuhof« (efter den første beboer af det nærliggende Fifostaðir), men det synes, som man nu tænker sig, at hovet har været inde i højen.</ref>. — Hvor Dalasvejten ender, begynder den følgende hrepp ''Sydfjordssvejten'' (Suðrfjarðasveit), som optager den indre halvdel af Arnarfjordens sydkyst med de af denne afsatte småfjorde. Det vestligste bebyggede sted her er handelsstedet ''Bildudal'' (Bíldudalr), der står nede ved kysten ved mundingen af den lille dal, hvorefter stedet bærer navn. Til egnen om Bildudal har et sagn om Gisle Surssön uddannet sig, der i tidens løb har antaget fantastisk form. Oven for handelsstedet hæver et anseligt fjæld Torvgravaryg (Torfgrafahryggr) sig frem; dettes yderste del, der kaldes »Envige« (Einvígi), er ved en lodret kløft afsondret fra det øvrige fjæld. Over den kløft siges Gisle at have sprunget for fra »enviget« at forsvare sig mod sine fjender. På fjældet hinsides kløften vises nogle tuer (3-5), der skal være opkastede over de af Gisle dræbte fjender.

@@ Linje 200: / Linje 200: @@
-I følge Gísl. boede Gest Oddlejvssöns moder i Vadel; senere benævntes gården Vadal, og først i en forholdsvis ny tid er af den opstået to ejendomme (Neðri- og Efri-V.). Etsteds i sagaen (Gísl. II, 129) forekommer vel den angivelse, at Gests moder boede i Hage, men af fortællingen i det hele taget fremgår det tydelig, at moderen har bebot sin egen gård, — og på Hage boede Gest. Hun, der så venlig tog sig af den fredløse Gisle, og hos hvem han tilbringer den bedste tid af sin fredløshed, plejede ofte at tage imod skovmænd, fortælles der; hun havde et »jordhus«, hvis ene munding var ved åen (som løber nær ved gården — tilføjer II, 129), men den anden i hendes ildhus, »og af denne ser man endnu spor«. Disse spor vil man endog påvise den dag i dag. På gården Evre Vadal vises lævningerne af Gisles løngang, der som en forholdsvis bred, noget ophøjet stribe strækker sig fra ildhuset over en jævn græsklædt bakke i en længde af c. 50 skridt, hvorpå den ender bag ved højen ved den lille å, der kort nord for gården løber ned imod vadlen<ref>Højen, hvorover »löngangen« går, hedder Þínghóll.</ref>. Den hinsides vadlen liggende gård ''Hage'', hvis beliggenhed allerede tidligere er omtalt, nævnes i forskellige sagaer som bolig for den vise og retsindige Gest Oddlejvssön, om hvem man endog troede, at han kendte folks skæbne forud. Han har utvivlsomt været denne egns høvding; dog skal intet andet minde om ham nu påvises end en tomt »Gestsfjós«.
+[[Fil:Skor.jpg|thumb|400px|right|<center>Skor</center>]]I følge Gísl. boede Gest Oddlejvssöns moder i Vadel; senere benævntes gården Vadal, og først i en forholdsvis ny tid er af den opstået to ejendomme (Neðri- og Efri-V.). Etsteds i sagaen (Gísl. II, 129) forekommer vel den angivelse, at Gests moder boede i Hage, men af fortællingen i det hele taget fremgår det tydelig, at moderen har bebot sin egen gård, — og på Hage boede Gest. Hun, der så venlig tog sig af den fredløse Gisle, og hos hvem han tilbringer den bedste tid af sin fredløshed, plejede ofte at tage imod skovmænd, fortælles der; hun havde et »jordhus«, hvis ene munding var ved åen (som løber nær ved gården — tilføjer II, 129), men den anden i hendes ildhus, »og af denne ser man endnu spor«. Disse spor vil man endog påvise den dag i dag. På gården Evre Vadal vises lævningerne af Gisles løngang, der som en forholdsvis bred, noget ophøjet stribe strækker sig fra ildhuset over en jævn græsklædt bakke i en længde af c. 50 skridt, hvorpå den ender bag ved højen ved den lille å, der kort nord for gården løber ned imod vadlen<ref>Højen, hvorover »löngangen« går, hedder Þínghóll.</ref>. Den hinsides vadlen liggende gård ''Hage'', hvis beliggenhed allerede tidligere er omtalt, nævnes i forskellige sagaer som bolig for den vise og retsindige Gest Oddlejvssön, om hvem man endog troede, at han kendte folks skæbne forud. Han har utvivlsomt været denne egns høvding; dog skal intet andet minde om ham nu påvises end en tomt »Gestsfjós«.
@@ Linje 206: / Linje 206: @@
-Fra Bardastrands hrepp, der både mod øst, nord og vest er omgiven af høje sammenhængende fjældmasser, der fuldstændig afgrænse den fra de omliggende bygder, fore — foruden Tingmannahede og en vej mellem Hornetå fjældene mod nord, der dog så godt som aldrig benyttes — ikke mindre end fem fjældveje, der sætter denne bygd i forbindelse med de nærmeste beboede egne nord og vest for samme. Alle udmærke de sig ved deres stejlhed og deraf følgende besværlighed; som et eksempel, der må gælde for alle, kan den østligste af dem, Lækjarhedevejen, nævnes. Denne fører fra Brjånslæk mod nord til en af Arnarfjordens bifjorde Trostansfjorden og er vel omtrent tre mile lang. Fra Brjånslæk er opstigningen endda ikke så besværlig; en kort tid glædes man ved den oven omtalte smukke udsigt til Hagavadal, derefter har man kun til alle sider hede. Denne taber snart al vegetation, men er ret ejendommelig bølgeformig med en mængde kedelformige fordybninger, nogle fyldte med småsøer og kær, andre tørre, atter andre med snedriver i bunden eller langs skråningerne, ad hvilke man rider. Den utydelige vej forsvinder hyppig mellem sten og klippebrokker, hist og her, hvor der er jævnere flader, kommer den igen til syne. Efterhånden udformes hedesænkningen, man følger, til et skard eller jævnt pas, og pludselig viser flere af Arnarfjordens fremspringende trapfjælde deres toppe.
+[[Fil:Rauðasandur.jpg|thumb|450px|left|<center>Rødesand</center>]]Fra Bardastrands hrepp, der både mod øst, nord og vest er omgiven af høje sammenhængende fjældmasser, der fuldstændig afgrænse den fra de omliggende bygder, fore — foruden Tingmannahede og en vej mellem Hornetå fjældene mod nord, der dog så godt som aldrig benyttes — ikke mindre end fem fjældveje, der sætter denne bygd i forbindelse med de nærmeste beboede egne nord og vest for samme. Alle udmærke de sig ved deres stejlhed og deraf følgende besværlighed; som et eksempel, der må gælde for alle, kan den østligste af dem, Lækjarhedevejen, nævnes. Denne fører fra Brjånslæk mod nord til en af Arnarfjordens bifjorde Trostansfjorden og er vel omtrent tre mile lang. Fra Brjånslæk er opstigningen endda ikke så besværlig; en kort tid glædes man ved den oven omtalte smukke udsigt til Hagavadal, derefter har man kun til alle sider hede. Denne taber snart al vegetation, men er ret ejendommelig bølgeformig med en mængde kedelformige fordybninger, nogle fyldte med småsøer og kær, andre tørre, atter andre med snedriver i bunden eller langs skråningerne, ad hvilke man rider. Den utydelige vej forsvinder hyppig mellem sten og klippebrokker, hist og her, hvor der er jævnere flader, kommer den igen til syne. Efterhånden udformes hedesænkningen, man følger, til et skard eller jævnt pas, og pludselig viser flere af Arnarfjordens fremspringende trapfjælde deres toppe.
@@ Linje 218: / Linje 218: @@
-Mod vest begrænses Rødesanden af det mærkelige fuglebjærg ''Låtrabjærg'' (Látrabjarg), der består af et aldeles stejlt omtr. 1000 f. højt og flere mile langt fjæld, der hæver sig lodret op fra stranden. I fjældets mange parallelt løbende afsatser, de såkaldte hylder, ruge utallige svartfugle (alker), hvis æg og kød er et vigtigt fødemiddel for omegnens beboere<ref>Angående fuglefangsten her og hvad dermed står i forbindelse henvises til E. O. s. 562 ffg. Dér findes også interessante meddelelser om den til slige fuglebjærge knyttede overtro, om forskellen mellem de indviede og uindviede dele af bjærget (höld og heiðnabjarg) m. m.</ref>. Låtrabjærg svarer åbenbart til Ldn.s ''Barð''; når sognebeskrivelsen vil udlede Bardastrands syssels navn af en klippe i fjældet ved navn Barði, kan dette ikke være rigtigt, da Bardastranden aldrig har strakt sig så langt. — Straks vest for Låtrabjærg ender Vestfjordenes vestligste pynt; ud for den findes en heftig strømhvirvel Låtrarøst. Dette punkt har betydning ved, at havisen under almindelige forhold sjælden når syd for dette. Oven for fuglebjærgstangen trækker kysten sig noget tilbage, og det viser sig nu, at denne sydvestligste forgrening af Vestfjordene danner et temlig stumpt næs, i det den næste fjord Patreksfjorden først noget nordligere skærer sig ind mod sydøst. ''Patreksfjorden'' (Patreksfjörðr) og den nord for liggende '''Tålknafjord''' (''Tálknafjörðr'') er først i deres indre del adskille, ved at et lancetformigt næs (Tálkni) skyder sig ud imellem dem. Patreksfjorden opkaldte Örlyg [som senere boede på Esjuberg (Kj.)] af taknemlighed efter den hellige biskop Patrek, da han på sin fart fra Syderøerne til Island landede her, i vigen Örlygshavn (Örlygshöfn) på sydsiden af fjorden<ref>Noget længere inde end Örlygshavn ligger præstegården ''Saudlauksdal'' (Sauðlauksdalr, oprindelig Sauðlauksdalr). Egg. Olavssön boede i længere tid her, og i E. O. fortælles, at biskop Gudmund, som i sin modgangstid havde sit hovedtilhold i Vestfjordene, og som ved bestænkning med vievand indviede en mængde forskellige steder i disse egne, således en del af Låtrabjærg og en varm kilde i Tålknafjorden , også viede en lille fiskerig sø i Saudlauksdal.</ref>. På nordsiden af Patreksfjord ligger ''Vatnøre'' (Vatneyri), i forbindelse med nabogården Gejrsøre (Geirseyri), disse egnes handelssted. Hinsides Tålkne-næssets yderste pynt begynder en ny hrepp, der væsenlig omfatter Tålknafjorden. — I Gísl. nævnes en af gårdene på nordsiden af fjorden, '''Kvígandafell''' (nu sædvanlig Kvíindisfell); lidt inden for ligger gården Laugardal(r), hvor to varme kilder findes, deriblandt den i E. O. omtalte Gvöndarlaug. Tålknafjorden er en smal fjord og som alle fjordene i denne egn af landet omgivet af høje stejle fjælde. I Tålknafjorden, bemærker sognebeskrivelsen, ser man i to måneder af året ikke solen <ref>Vestfjordene har fra gammel tid været det rette hjemsted for al slags overtro. Endnu sognebebkrivelsen fra 1852 ved at berette om, at fårnes bráðapest eller svarti-dauði af nogle kaldes »andi«, fordi de tror, at den bevirkes af en ond ånd, der stundom ses i fugleskikkelse.</ref>.
+[[Fil:Látrabjarg.jpg|thumb|450px|right|<center>Låtrabjerg</center>]]Mod vest begrænses Rødesanden af det mærkelige fuglebjærg ''Låtrabjærg'' (Látrabjarg), der består af et aldeles stejlt omtr. 1000 f. højt og flere mile langt fjæld, der hæver sig lodret op fra stranden. I fjældets mange parallelt løbende afsatser, de såkaldte hylder, ruge utallige svartfugle (alker), hvis æg og kød er et vigtigt fødemiddel for omegnens beboere<ref>Angående fuglefangsten her og hvad dermed står i forbindelse henvises til E. O. s. 562 ffg. Dér findes også interessante meddelelser om den til slige fuglebjærge knyttede overtro, om forskellen mellem de indviede og uindviede dele af bjærget (höld og heiðnabjarg) m. m.</ref>. Låtrabjærg svarer åbenbart til Ldn.s ''Barð''; når sognebeskrivelsen vil udlede Bardastrands syssels navn af en klippe i fjældet ved navn Barði, kan dette ikke være rigtigt, da Bardastranden aldrig har strakt sig så langt. — Straks vest for Låtrabjærg ender Vestfjordenes vestligste pynt; ud for den findes en heftig strømhvirvel Låtrarøst. Dette punkt har betydning ved, at havisen under almindelige forhold sjælden når syd for dette. Oven for fuglebjærgstangen trækker kysten sig noget tilbage, og det viser sig nu, at denne sydvestligste forgrening af Vestfjordene danner et temlig stumpt næs, i det den næste fjord Patreksfjorden først noget nordligere skærer sig ind mod sydøst. ''Patreksfjorden'' (Patreksfjörðr) og den nord for liggende '''Tålknafjord''' (''Tálknafjörðr'') er først i deres indre del adskille, ved at et lancetformigt næs (Tálkni) skyder sig ud imellem dem. Patreksfjorden opkaldte Örlyg [som senere boede på Esjuberg (Kj.)] af taknemlighed efter den hellige biskop Patrek, da han på sin fart fra Syderøerne til Island landede her, i vigen Örlygshavn (Örlygshöfn) på sydsiden af fjorden<ref>Noget længere inde end Örlygshavn ligger præstegården ''Saudlauksdal'' (Sauðlauksdalr, oprindelig Sauðlauksdalr). Egg. Olavssön boede i længere tid her, og i E. O. fortælles, at biskop Gudmund, som i sin modgangstid havde sit hovedtilhold i Vestfjordene, og som ved bestænkning med vievand indviede en mængde forskellige steder i disse egne, således en del af Låtrabjærg og en varm kilde i Tålknafjorden , også viede en lille fiskerig sø i Saudlauksdal.</ref>. På nordsiden af Patreksfjord ligger ''Vatnøre'' (Vatneyri), i forbindelse med nabogården Gejrsøre (Geirseyri), disse egnes handelssted. Hinsides Tålkne-næssets yderste pynt begynder en ny hrepp, der væsenlig omfatter Tålknafjorden. — I Gísl. nævnes en af gårdene på nordsiden af fjorden, '''Kvígandafell''' (nu sædvanlig Kvíindisfell); lidt inden for ligger gården Laugardal(r), hvor to varme kilder findes, deriblandt den i E. O. omtalte Gvöndarlaug. Tålknafjorden er en smal fjord og som alle fjordene i denne egn af landet omgivet af høje stejle fjælde. I Tålknafjorden, bemærker sognebeskrivelsen, ser man i to måneder af året ikke solen <ref>Vestfjordene har fra gammel tid været det rette hjemsted for al slags overtro. Endnu sognebebkrivelsen fra 1852 ved at berette om, at fårnes bráðapest eller svarti-dauði af nogle kaldes »andi«, fordi de tror, at den bevirkes af en ond ånd, der stundom ses i fugleskikkelse.</ref>.

@@ Linje 185: / Linje 185: @@
-Allerede fra Fosså åbner udsigten sig til mundingen af '''Vatnsfjorden''' (''Vatnsfjörðr''), hinsides hvilken et højt fjæld hæver sig; nu, efter at »Hörs« næs er passeret, fører vejen ad liskråningerne ind langs fjordens østkyst. Nogen egenlig »vej« findes der dog ikke, da her, som de fleste andre steder på næssene i disse egne fjæreyejen så godt som udelukkende benyttes. Lien på denne side fjorden er hele vejen kratgrot og selve Vatnsfjorden viser sig som en smuk lille, af flere rader høje fjælde omgiven fjord; bag den forreste rad af til dels ved smådale afdelte fjælde hæver sig fra fjældheden »Hornatær« nogle høje for oven afskårne kegletinder, hver med sit ejendommelige navn. I fjordbunden udmunder to åer ''Tingmannaå'' (Þíngmannaá) og ''Vatnsdalså'' ( -á). Langs den øst fra kommende lille Tingmannaå ligger vejen gennem Tingmannadalen ned fra den tidligere omtalte Tingmannahede. Hinsides, nord (eller vest) for åen, noget oven for dens udløb, men nær dennes bred findes midt i den temlig høje kratskov, der bedækker hele strækningen her, en meget nedfalden 4 — 5 fv.s tomt, der udgives for Gest Oddlejvssöns ''smedje''; i tomten ligger en stenblok med et firkantet, omtrent et kvarter dybt hul; heri skal ambolten have stået, der altså vel har været af samme art som de nu brugelige små islandske jærnambolte, der indsættes i en træblok e. d. l. som fod. I »smedjen« har man selv i den nyere tid fundet jærnstumper og slagger, og at tomten virkelig er resterne af en smedje — hvor da i ældre tid jærnndsmeltning vel kan have fundet sted — derom vidner flere stedsnavne (smiðjukleit smiðjuhnúkr), der er knyttede til nogle af de nærmeste omgivelser. I E. O. (I, 407-08), hvor denne tomt omtales, angives tillige, at odden, hvorpå den ligger, kaldtes Smidjunes. Rejsebeskrivelsens forfattere besøgte stedet 1753 og erfarede da, at det fra gammel tid fortaltes, at Gest Oddlejvssön havde haft jærnværk og smedje der; allerede, da de besøgte stedet, var tomten overvokset med birkebuske, og i jorden fandt man kul, aske og svære jærnslagger.
+[[Fil:Vatnsfjörður.jpg|thumb|450px|left|<center>Vatnsfjord</center>]]Allerede fra Fosså åbner udsigten sig til mundingen af '''Vatnsfjorden''' (''Vatnsfjörðr''), hinsides hvilken et højt fjæld hæver sig; nu, efter at »Hörs« næs er passeret, fører vejen ad liskråningerne ind langs fjordens østkyst. Nogen egenlig »vej« findes der dog ikke, da her, som de fleste andre steder på næssene i disse egne fjæreyejen så godt som udelukkende benyttes. Lien på denne side fjorden er hele vejen kratgrot og selve Vatnsfjorden viser sig som en smuk lille, af flere rader høje fjælde omgiven fjord; bag den forreste rad af til dels ved smådale afdelte fjælde hæver sig fra fjældheden »Hornatær« nogle høje for oven afskårne kegletinder, hver med sit ejendommelige navn. I fjordbunden udmunder to åer ''Tingmannaå'' (Þíngmannaá) og ''Vatnsdalså'' ( -á). Langs den øst fra kommende lille Tingmannaå ligger vejen gennem Tingmannadalen ned fra den tidligere omtalte Tingmannahede. Hinsides, nord (eller vest) for åen, noget oven for dens udløb, men nær dennes bred findes midt i den temlig høje kratskov, der bedækker hele strækningen her, en meget nedfalden 4 — 5 fv.s tomt, der udgives for Gest Oddlejvssöns ''smedje''; i tomten ligger en stenblok med et firkantet, omtrent et kvarter dybt hul; heri skal ambolten have stået, der altså vel har været af samme art som de nu brugelige små islandske jærnambolte, der indsættes i en træblok e. d. l. som fod. I »smedjen« har man selv i den nyere tid fundet jærnstumper og slagger, og at tomten virkelig er resterne af en smedje — hvor da i ældre tid jærnndsmeltning vel kan have fundet sted — derom vidner flere stedsnavne (smiðjukleit smiðjuhnúkr), der er knyttede til nogle af de nærmeste omgivelser. I E. O. (I, 407-08), hvor denne tomt omtales, angives tillige, at odden, hvorpå den ligger, kaldtes Smidjunes. Rejsebeskrivelsens forfattere besøgte stedet 1753 og erfarede da, at det fra gammel tid fortaltes, at Gest Oddlejvssön havde haft jærnværk og smedje der; allerede, da de besøgte stedet, var tomten overvokset med birkebuske, og i jorden fandt man kul, aske og svære jærnslagger.
@@ Linje 191: / Linje 191: @@
-Når der fortælles i Ldn., at Floke om foråret gik op på et højt fjæld og så nord over fjældene en fjord fuld af havis, er det naturligst at antage, at det høje fjæld har været et af de omtalte Hornetå-fjælde; men da må fjorden, han så, rigtignok have været Arnarfjorden, og kan i intet tilfælde, som man let af navnet fristes til at antage, have været det langt nordligere Isefjordsdyb. Ser man Vatnsfjorden en smuk sommerdag, forstår man vel, at jorden med de grønne flader om Brjånslæk, den kratgroede østkyst, smådalene op fra fjordbunden og åerne uden for fjorden kunde gøre et tiltalende indtryk på nybyggerne; men om vinteren, når de kolde vinde står ned fra de nære fjælde, skal den lille fjord til gengæld udmærke sig ved sit strænge klima, — I en senere tid er Brjånslæk bleven bekendt af, at der i fjældet oven for gården findes den såkaldte surtarbrand hovedsagelig i to lag, som af og til er bleven benyttet til brændsel (se i øvrigt E. O. I, 412).
+[[Fil:Hagavaðall.jpg|thumb|450px|right|<center>Haga-Vadal</center>]]Når der fortælles i Ldn., at Floke om foråret gik op på et højt fjæld og så nord over fjældene en fjord fuld af havis, er det naturligst at antage, at det høje fjæld har været et af de omtalte Hornetå-fjælde; men da må fjorden, han så, rigtignok have været Arnarfjorden, og kan i intet tilfælde, som man let af navnet fristes til at antage, have været det langt nordligere Isefjordsdyb. Ser man Vatnsfjorden en smuk sommerdag, forstår man vel, at jorden med de grønne flader om Brjånslæk, den kratgroede østkyst, smådalene op fra fjordbunden og åerne uden for fjorden kunde gøre et tiltalende indtryk på nybyggerne; men om vinteren, når de kolde vinde står ned fra de nære fjælde, skal den lille fjord til gengæld udmærke sig ved sit strænge klima, — I en senere tid er Brjånslæk bleven bekendt af, at der i fjældet oven for gården findes den såkaldte surtarbrand hovedsagelig i to lag, som af og til er bleven benyttet til brændsel (se i øvrigt E. O. I, 412).
@@ Linje 197: / Linje 197: @@
-Vest for Arnorsstada fjældet strækker sig '''Bardastranden''' (''Barðaströnd'', eller ''Strönd'', som den undertiden med afkortet form kaldes i sagaerne) i en længde af flere mil imod vest; det er en lang smal kyststrækning under fjældene, udmærket ved de ypperlige veje, der i modsætning til de fleste andre steder i Vestfjordene findes her; kysten består nemlig uden afbrydelse af aldeles jævne flader af grusblandet ler, der allerede ved Brjånslæk tage deres begyndelse, og over hvilke ridtet går med den ønskeligste lethed. En af de første gårde på Bardastranden er '''Hvamm''' (''Hvammr''), bekendt af Gísl. som bolig for Gisles snæverhjærtede broder Torkel. Vest for Hvamm skyder en lille grund fjord (vejle) ''Haga-Vaðall'' kaldet, sig ind i landet. Denne med sine nærmeste omgivelser udgør et særdeles smukt lille parti, der — i al fald en smuk sommerdag — navnlig fra den oven for liggende fjældhede, hvorover en vej fra Brjånslæk nord på til Arnarfjorden fører, tager sig ypperlig ud. Efter at man er stegen op fra Brjånslæk gennem en sænkning i fjældet, hvor udsigten mod vest en tid lang begrænses af højdedrag, åbner denne sig pludselig på en overraskende måde ned til Bardastrand. Omgiven af en jævn, regelmæssig halvcirkelformig lille slette ses den nyreformige Hagavadall at strække sig ind i landet; mod øst og vest begrænses det lille dalparti af to trapfjældes lodret-fremspringende pynter, bag til af den lavere hede, foran breder sig det uendelige hav; under lierne ned mod Vadal’en ligger forskellige gårde. Af disse må navnlig mærkes de to gårde af navnet '''Vadal''' (''Vaðall'', ældre: ''Vadill''), der ligger på vadlens østside, temlig langt inde, samt gården '''Hage''' (''Hagi''), der ligger vest for vadlen, men noget fra denne og tæt under fjældet. Denne »vadel« (vaðill) er hyppig nævnt i sagaerne som en yndet og meget besøgt havn, hvorfra udenlandsrejser foretoges, hvor de hjemkommende landede, og hvor der derfor sædvanlig stod et eller flere skibe »oppe«. I selve vadelmundingen skal der være stærk strøm, og kun med stigende vande skal et fartøj kunde passere derind, men længere inde skal være et dybere parti (pollr), som selv ikke ved ebbetid bliver tørt. I den indre del af vadlen findes en lille holm, kaldet ''Rævsholm'' (Refshólmi); her vises en tomt ''Rævshrov'' (Refshróf), hvor det af Ræv byggede skib skal have stået; i følge sognebeskrivelsen skal der desuden være en anden tomt, som udgives for Rævs smedje. Denne Ræv er helten i den æventyrlige Krokarefssaga; i følge sagaen opholdt han sig en tid lang hos sin morbroder Gest Oddlejvssön på Hage, der erkendte hans store kunstfærdighed og lod ham bygge et skib, som han sejlede til Grønland på. Af sagaen synes det i øvrigt, som om Gests skibsskur (hróf), hvori skibet byggedes, tænkes at have stået på det faste land ved kysten i nærheden af Hage. Det til holmen lokaliserede sagn er dog vist forholdsvis gammelt, ligesom det er overordenlig almenbekendt og Ræv en velkendt personlighed.
+[[Fil:Barðaströnd.jpg|thumb|500px|left|<center>Bardastranden</center>]]Vest for Arnorsstada fjældet strækker sig '''Bardastranden''' (''Barðaströnd'', eller ''Strönd'', som den undertiden med afkortet form kaldes i sagaerne) i en længde af flere mil imod vest; det er en lang smal kyststrækning under fjældene, udmærket ved de ypperlige veje, der i modsætning til de fleste andre steder i Vestfjordene findes her; kysten består nemlig uden afbrydelse af aldeles jævne flader af grusblandet ler, der allerede ved Brjånslæk tage deres begyndelse, og over hvilke ridtet går med den ønskeligste lethed. En af de første gårde på Bardastranden er '''Hvamm''' (''Hvammr''), bekendt af Gísl. som bolig for Gisles snæverhjærtede broder Torkel. Vest for Hvamm skyder en lille grund fjord (vejle) ''Haga-Vaðall'' kaldet, sig ind i landet. Denne med sine nærmeste omgivelser udgør et særdeles smukt lille parti, der — i al fald en smuk sommerdag — navnlig fra den oven for liggende fjældhede, hvorover en vej fra Brjånslæk nord på til Arnarfjorden fører, tager sig ypperlig ud. Efter at man er stegen op fra Brjånslæk gennem en sænkning i fjældet, hvor udsigten mod vest en tid lang begrænses af højdedrag, åbner denne sig pludselig på en overraskende måde ned til Bardastrand. Omgiven af en jævn, regelmæssig halvcirkelformig lille slette ses den nyreformige Hagavadall at strække sig ind i landet; mod øst og vest begrænses det lille dalparti af to trapfjældes lodret-fremspringende pynter, bag til af den lavere hede, foran breder sig det uendelige hav; under lierne ned mod Vadal’en ligger forskellige gårde. Af disse må navnlig mærkes de to gårde af navnet '''Vadal''' (''Vaðall'', ældre: ''Vaðill''), der ligger på vadlens østside, temlig langt inde, samt gården '''Hage''' (''Hagi''), der ligger vest for vadlen, men noget fra denne og tæt under fjældet. Denne »vadel« (vaðill) er hyppig nævnt i sagaerne som en yndet og meget besøgt havn, hvorfra udenlandsrejser foretoges, hvor de hjemkommende landede, og hvor der derfor sædvanlig stod et eller flere skibe »oppe«. I selve vadelmundingen skal der være stærk strøm, og kun med stigende vande skal et fartøj kunde passere derind, men længere inde skal være et dybere parti (pollr), som selv ikke ved ebbetid bliver tørt. I den indre del af vadlen findes en lille holm, kaldet ''Rævsholm'' (Refshólmi); her vises en tomt ''Rævshrov'' (Refshróf), hvor det af Ræv byggede skib skal have stået; i følge sognebeskrivelsen skal der desuden være en anden tomt, som udgives for Rævs smedje. Denne Ræv er helten i den æventyrlige Krokarefssaga; i følge sagaen opholdt han sig en tid lang hos sin morbroder Gest Oddlejvssön på Hage, der erkendte hans store kunstfærdighed og lod ham bygge et skib, som han sejlede til Grønland på. Af sagaen synes det i øvrigt, som om Gests skibsskur (hróf), hvori skibet byggedes, tænkes at have stået på det faste land ved kysten i nærheden af Hage. Det til holmen lokaliserede sagn er dog vist forholdsvis gammelt, ligesom det er overordenlig almenbekendt og Ræv en velkendt personlighed.

@@ Linje 158: / Linje 158: @@
-[[Fil:Flatey.jpg|thumb|350px|left|<center>Flat´</center>]]Øhreppen bærer sit navn med rette, da den består af ikke mindre end 600 øer og holme, de såkaldte ''Vesterøer'' (Vestreyjar); disse udgøre, som det vil erindres, igen kun en del af alle Bredefjordens øer, hvorfor også disse fra gammel tid af har fået ord for at være utallige. Alle Vesterøeme samle sig dog om 7 beboede øer. — Øgruppen indtager den midterste del af Bredefjorden og ligger nærmest jordens nordlige kyst, særlig de nys beskrevne næs, af hvilke Skalmamæsset rager længst frem mod syd. Af øeme er '''Flatø''' (''Flatey'') i enhver henseende den betydeligste, den synes også at have været den eneste, der har været sæde for en landnamsmand; her boede nemlig Trånd mjobén, som tog øerne vest for Bjarneyjarfloe &#596;: hele øhreppen. Flatø danner omtrent midtpunktet i øgruppen, dog ligger de allerfleste øer nord for denne ø. Aftanden til de to nærmeste punkter af »fastlandet«, Skardsstrand og Skalmarnæs, er c. 4 mil. Flatø nævnes foruden i Ldn. i GÞ. og Gísl. I GÞ. fortælles, at Tore, der efter sin svigerinde havde fået øen, havde kornavl her. Agerdyrkning skal i det hele taget tidligere have været temlig almindelig på Bredefjordsøerne; sognebeskrivelsen siger, at man på mange steder endnu ser spor til, at der har været dyrket korn, så vel i tunene som på udøerne. Den seneste, der drev kornavl i Flatø, skal have været »Olöv d. rige«; østligst på Flatø ses endnu en stor ager, der bærer hendes navn. Desuden ligger tæt syd for hovedøen en lille ø, der ved sit navn minder om agerdyrkning (Akrey). — I slutningen af det 12te årh. stiftedes på Flatø et kloster, der dog kun stod her 12 år, hvorefter det flyttedes til Helgafell<ref>Se Dipl. isl. I, 280-82.</ref>. Tomten af klostret skal i følge sognebeskrivelsen endnu tydelig ses, østligst og højest i Flatø-tun; den er 10 al. lang, 6 al. bred, med gærde omkring og indgang mod vest. Ved indgangen i klostergården står en stor sten, næsten skjult i jorden; i den er der hugget en skålformig fordybning, der rummer omtrent ½ pot vand — vel sagtens et fordums vievandskar, således som det også almindelig fortælles. På Flatø er sognets kirke, men desuden har her tillige det sidste hundrede år været et temlig besøgt handelssted. Handelshusene ligger på nordsiden af øen ved en lille våg Grýluvåg (ifg. sognebeskr. ældre Munadarvåg; i Sturl. Ferjuvåg), ud for hvilken en lille ø ''Havnarø'' (Hafnarey) ligger, mellem hvilken og hovedøen havnen dannes. Hvor handelshusene nu står, skal man i følge Olavius (rejsebeskr. s. 641-42) tidligere have kunnet se tomterne af 9 boder, der skrev sig fra den tid »de tyske« handlede her. — Mest bekendt er dog øens navn blevet ved, at den berømte sagasamling ''Flateyjarbók'', det største islandske håndskrift, der kendes, er opkaldt efter denne. Fra bonden på denne ø, hvor håndskriftet længe var gået som arvegods fra fader til søn, erhvervedes det nemlig ved midten af det 17de århundrede.
+[[Fil:Flatey.jpg|thumb|350px|left|<center>Flatø</center>]]Øhreppen bærer sit navn med rette, da den består af ikke mindre end 600 øer og holme, de såkaldte ''Vesterøer'' (Vestreyjar); disse udgøre, som det vil erindres, igen kun en del af alle Bredefjordens øer, hvorfor også disse fra gammel tid af har fået ord for at være utallige. Alle Vesterøeme samle sig dog om 7 beboede øer. — Øgruppen indtager den midterste del af Bredefjorden og ligger nærmest jordens nordlige kyst, særlig de nys beskrevne næs, af hvilke Skalmamæsset rager længst frem mod syd. Af øeme er '''Flatø''' (''Flatey'') i enhver henseende den betydeligste, den synes også at have været den eneste, der har været sæde for en landnamsmand; her boede nemlig Trånd mjobén, som tog øerne vest for Bjarneyjarfloe &#596;: hele øhreppen. Flatø danner omtrent midtpunktet i øgruppen, dog ligger de allerfleste øer nord for denne ø. Aftanden til de to nærmeste punkter af »fastlandet«, Skardsstrand og Skalmarnæs, er c. 4 mil. Flatø nævnes foruden i Ldn. i GÞ. og Gísl. I GÞ. fortælles, at Tore, der efter sin svigerinde havde fået øen, havde kornavl her. Agerdyrkning skal i det hele taget tidligere have været temlig almindelig på Bredefjordsøerne; sognebeskrivelsen siger, at man på mange steder endnu ser spor til, at der har været dyrket korn, så vel i tunene som på udøerne. Den seneste, der drev kornavl i Flatø, skal have været »Olöv d. rige«; østligst på Flatø ses endnu en stor ager, der bærer hendes navn. Desuden ligger tæt syd for hovedøen en lille ø, der ved sit navn minder om agerdyrkning (Akrey). — I slutningen af det 12te årh. stiftedes på Flatø et kloster, der dog kun stod her 12 år, hvorefter det flyttedes til Helgafell<ref>Se Dipl. isl. I, 280-82.</ref>. Tomten af klostret skal i følge sognebeskrivelsen endnu tydelig ses, østligst og højest i Flatø-tun; den er 10 al. lang, 6 al. bred, med gærde omkring og indgang mod vest. Ved indgangen i klostergården står en stor sten, næsten skjult i jorden; i den er der hugget en skålformig fordybning, der rummer omtrent ½ pot vand — vel sagtens et fordums vievandskar, således som det også almindelig fortælles. På Flatø er sognets kirke, men desuden har her tillige det sidste hundrede år været et temlig besøgt handelssted. Handelshusene ligger på nordsiden af øen ved en lille våg Grýluvåg (ifg. sognebeskr. ældre Munadarvåg; i Sturl. Ferjuvåg), ud for hvilken en lille ø ''Havnarø'' (Hafnarey) ligger, mellem hvilken og hovedøen havnen dannes. Hvor handelshusene nu står, skal man i følge Olavius (rejsebeskr. s. 641-42) tidligere have kunnet se tomterne af 9 boder, der skrev sig fra den tid »de tyske« handlede her. — Mest bekendt er dog øens navn blevet ved, at den berømte sagasamling ''Flateyjarbók'', det største islandske håndskrift, der kendes, er opkaldt efter denne. Fra bonden på denne ø, hvor håndskriftet længe var gået som arvegods fra fader til søn, erhvervedes det nemlig ved midten af det 17de århundrede.
-Nordvest for Flatøgruppen ligger '''Hergilsø''' (''Hergilsey'') med tilhørende øer. Hergilsø selv ligger temlig nordlig, omtrent 1½ mil fra Flatø<ref>Og vel så langt fra de to nærmeste punkter af fastlandet: Hjardarnæs og Skalmarnæs. — Øen har tidligere, uvist hvor længe, ligget øde, men bebyggedes påny i slutningen af forrige årh.; øen selv er ikke stor, men forholdsvis høj.</ref>. I følge Ldn. bærer øen navn efter Trånds søn Hergils, der boede her; hans søn var Ingjald, der omtales meget i Gísl. — Da Gisle efter at have tilbragt adskillige år som fredløs mand gør sit sidste forsøg på at få hjælp hos sin broder Torkel (der boede på den ydre del af Bredefjordens nordkyst, den såkaldte Bardastrand), nægtede denne det som sædvanligt, men tilbyder ham hest eller skib, så at han kan fortsætte sin vej. Gisle modtog da et skib, og på dette sejlede han til Hergilsø. Efter sin ankomst hertil kæntrer han skibet og lader det drive »ind til næssene«; disse næs er formodenlig de oven for omtalte næs i Mulahrepp. — Selv bliver han modtaget med venlighed af sin frænde Ingjald, og hos ham opholdt han sig tre vintre, — når fremmede kom til øen bestandig i et jordhus. Dog erfarer Gisles fjender tilsidst, at han er der, og Börk den digre begiver sig afsted fra Torsnæs for at dræbe ham. Samme dag er Ingjald og Gisle roede til fiskegrundene (á vastir) og lå i nærheden af nogle øer ved navn Skutileyjar (Gísl. II siger blot, at de er roede på fiskeri og ligge i nærheden af de øer, der kaldes Stykkiseyjar); på et andet skib var bondens træl og trælkvinde. Da man bliver Börks skib vár, skifter Gisle klæder og plads med trællen for at kunne udgive sig for bondens idiotiske søn Helge (kaldet Ingjalds-fivl &#596;: Ingjaldstossen; om ham er der i forvejen sagt, at man lod ham græsse ude ligesom kræget med en sten bundet om halsen). Ingjald derimod ror så hurtig som muligt hjem og begiver sig op på '''Vadstenaberg''' (''Vadsteinaberg''), hvorfra han tidligere har foreslået Gisle, at de skulde værge sig til det yderste. Gisle og trælkvinden ror så Börk i møde, det lykkes dem at narre ham, og så snart han er kommen forbi dem, ror de af alle kræfter ind mod Hjardarnæs. Hvad disse stedsangivelser angår, da volder de selve Hergilsø angående ingen vanskelighed. Vadstenaberg er endnu navnet på en stejl basaltklippe på vestsiden af øen. I Gisl. I (s. 49) lægges der Gisle de ord i munden, at, hvis Jngjald og trællen begiver sig op på Vadstenaberg, vil Börk, når han syd fra sejler forbi næsset (Gisl. I, s. 134, har her: syd fra ind i sundet), antage, at Gisle er en af de to. Forholdene ved øen skal være således, at, når man kommer fra Flatø og styrer vest om øen — hovedlandingsstedet er for resten på østsiden — , skal sydvestenden af øen hindre udsigten, til man er kommen Vadstenaberg ganske nær. Ikke langt fra Vadstenaberg viser man det såkaldte ''Fivlsgerde'' (Fíflsgerði), hvor Ingjaldsfivlet siges at have været indespærret; det er et rundt stengærde (c 10 — 12 fv. i omkreds), inden for hvilket man endog viser en stor jordfast sten, ved hvilken man nu vil mene, det skal have været tøjret<ref>Sydlig på øen, hvor to banker (balar) indeslutte et fra øst til vest gående mosedrag, er formodenllg det dalstrøg, hvor i følge sagaen fivlet fandtes af Börks folk »ædende græs«; her, i den nordre bankes skråning ned mod mosen, findes det omtalte Fivlsgerde.</ref>.
+[[Fil:Hergilsey.jpg|thumb|350px|left|<center>Hergilsø</center>]]Nordvest for Flatøgruppen ligger '''Hergilsø''' (''Hergilsey'') med tilhørende øer. Hergilsø selv ligger temlig nordlig, omtrent 1½ mil fra Flatø<ref>Og vel så langt fra de to nærmeste punkter af fastlandet: Hjardarnæs og Skalmarnæs. — Øen har tidligere, uvist hvor længe, ligget øde, men bebyggedes påny i slutningen af forrige årh.; øen selv er ikke stor, men forholdsvis høj.</ref>. I følge Ldn. bærer øen navn efter Trånds søn Hergils, der boede her; hans søn var Ingjald, der omtales meget i Gísl. — Da Gisle efter at have tilbragt adskillige år som fredløs mand gør sit sidste forsøg på at få hjælp hos sin broder Torkel (der boede på den ydre del af Bredefjordens nordkyst, den såkaldte Bardastrand), nægtede denne det som sædvanligt, men tilbyder ham hest eller skib, så at han kan fortsætte sin vej. Gisle modtog da et skib, og på dette sejlede han til Hergilsø. Efter sin ankomst hertil kæntrer han skibet og lader det drive »ind til næssene«; disse næs er formodenlig de oven for omtalte næs i Mulahrepp. — Selv bliver han modtaget med venlighed af sin frænde Ingjald, og hos ham opholdt han sig tre vintre, — når fremmede kom til øen bestandig i et jordhus. Dog erfarer Gisles fjender tilsidst, at han er der, og Börk den digre begiver sig afsted fra Torsnæs for at dræbe ham. Samme dag er Ingjald og Gisle roede til fiskegrundene (á vastir) og lå i nærheden af nogle øer ved navn Skutileyjar (Gísl. II siger blot, at de er roede på fiskeri og ligge i nærheden af de øer, der kaldes Stykkiseyjar); på et andet skib var bondens træl og trælkvinde. Da man bliver Börks skib vár, skifter Gisle klæder og plads med trællen for at kunne udgive sig for bondens idiotiske søn Helge (kaldet Ingjalds-fivl &#596;: Ingjaldstossen; om ham er der i forvejen sagt, at man lod ham græsse ude ligesom kræget med en sten bundet om halsen). Ingjald derimod ror så hurtig som muligt hjem og begiver sig op på '''Vadstenaberg''' (''Vadsteinaberg''), hvorfra han tidligere har foreslået Gisle, at de skulde værge sig til det yderste. Gisle og trælkvinden ror så Börk i møde, det lykkes dem at narre ham, og så snart han er kommen forbi dem, ror de af alle kræfter ind mod Hjardarnæs. Hvad disse stedsangivelser angår, da volder de selve Hergilsø angående ingen vanskelighed. Vadstenaberg er endnu navnet på en stejl basaltklippe på vestsiden af øen. I Gisl. I (s. 49) lægges der Gisle de ord i munden, at, hvis Jngjald og trællen begiver sig op på Vadstenaberg, vil Börk, når han syd fra sejler forbi næsset (Gisl. I, s. 134, har her: syd fra ind i sundet), antage, at Gisle er en af de to. Forholdene ved øen skal være således, at, når man kommer fra Flatø og styrer vest om øen — hovedlandingsstedet er for resten på østsiden — , skal sydvestenden af øen hindre udsigten, til man er kommen Vadstenaberg ganske nær. Ikke langt fra Vadstenaberg viser man det såkaldte ''Fivlsgerde'' (Fíflsgerði), hvor Ingjaldsfivlet siges at have været indespærret; det er et rundt stengærde (c 10 — 12 fv. i omkreds), inden for hvilket man endog viser en stor jordfast sten, ved hvilken man nu vil mene, det skal have været tøjret<ref>Sydlig på øen, hvor to banker (balar) indeslutte et fra øst til vest gående mosedrag, er formodenllg det dalstrøg, hvor i følge sagaen fivlet fandtes af Börks folk »ædende græs«; her, i den nordre bankes skråning ned mod mosen, findes det omtalte Fivlsgerde.</ref>.
@@ Linje 167: / Linje 167: @@
-Af de under Hergilsø hørende øer må foruden Skjaldmeyjarøerne endnu et par andre nævnes. Nord for Hergilsø findes flere småøer (hvoraf en ved navn Reykø), der alle ved ebbetid stå i forbindelse med hverandre; mellem disse vælder der på tre sider ''varme kilder'' frem, der, skønt vandet ikke er kogende, dog benævnes hverer; desuden siver på et enkelt sted ved Reykø lunkent vand frem gennem sandet. Alle disse kilder stå under vand ved flodtid. Sydvest for Hergilsø ligge to skær, Drápsker (således kaldte, fordi her tidligere jævnlig dræbtes útsæler); ved disse findes to store, stærkt kogende hverer foruden flere andre kilder, der ligeledes alle ved flodtid er overskyllede af søen. — Endnu må omtales en lille ''Oddbjarnarskær'' (-sker), der i forening ejes af Flatø og Hergilsø (som i øvrigt selv tilhører Flatø kirke). Denne holm, der er den vestligste i hele øhreppen, ligger syd for Drápskærene og omtrent 1½ mil sydvest for Flatø. Det er en lille af skær omgiven banke, omtrent 300 al. lang og ikke slet så bred. I lang tid var her en berømt fiskeplads, hvortil folk søgte ikke blot fra Vesterøerne, men også fra store dele af det omliggende faste land. I sagaerne nævnes dette sted dog ikke, men allerede i det 14de årh. antages holmen at være bleven taget i brug som fiskerstation, og fra nu af tiltog dens benyttelse i lang tid bestandig; i den første halvdel af dette århundrede skal imidlertid fiskeriet bestandig være blevet ringere, indtil det tilsidst ganske ophørte<ref>Sognebeskr. — Om forholdene i den gode tid se også E. O. I, 387 og Olavius 640-41.</ref>. Nu skal der vel være godt fiskeri ved Oddbjarnarskær, men det drives kun lidt på grund af stedets fjærne beliggenhed og den stærke søgang, der ofte forhindrer folk i at ro. — Medens fiskeriet blomstrede, var den lille holm aldeles bedækket med fisketørringspladser og »verboder«, der benyttedes af de mange, som fra det tidlige forår af slog sig ned her, og sandet ved kysten er endnu opfyldt af dyre- og fiskeknokler. En mangel var rigtignok vanskeligheden ved at få drikkevand, men den kunde dog overvindes; øst for holmen omtrent 100 fv. fra land vælder der nemlig en kogende hver frem fra stengrunden, men kun ved hver storstrøm er den oven vande, det gjaldt altså om at passe tiden og så hver gang at forsyne sig med et tilstrækkeligt forråd. Oprindelig har kilden haft to udløb lavere i klippen, men disse har fra gammel tid været tilstoppede med bly (hårdt træ, siges i E. O.).
+[[Fil:Oddbjarnarsker.jpg|thumb|350px|right|<center>Oddbjarnarskær</center>]]Af de under Hergilsø hørende øer må foruden Skjaldmeyjarøerne endnu et par andre nævnes. Nord for Hergilsø findes flere småøer (hvoraf en ved navn Reykø), der alle ved ebbetid stå i forbindelse med hverandre; mellem disse vælder der på tre sider ''varme kilder'' frem, der, skønt vandet ikke er kogende, dog benævnes hverer; desuden siver på et enkelt sted ved Reykø lunkent vand frem gennem sandet. Alle disse kilder stå under vand ved flodtid. Sydvest for Hergilsø ligge to skær, Drápsker (således kaldte, fordi her tidligere jævnlig dræbtes útsæler); ved disse findes to store, stærkt kogende hverer foruden flere andre kilder, der ligeledes alle ved flodtid er overskyllede af søen. — Endnu må omtales en lille ''Oddbjarnarskær'' (-sker), der i forening ejes af Flatø og Hergilsø (som i øvrigt selv tilhører Flatø kirke). Denne holm, der er den vestligste i hele øhreppen, ligger syd for Drápskærene og omtrent 1½ mil sydvest for Flatø. Det er en lille af skær omgiven banke, omtrent 300 al. lang og ikke slet så bred. I lang tid var her en berømt fiskeplads, hvortil folk søgte ikke blot fra Vesterøerne, men også fra store dele af det omliggende faste land. I sagaerne nævnes dette sted dog ikke, men allerede i det 14de årh. antages holmen at være bleven taget i brug som fiskerstation, og fra nu af tiltog dens benyttelse i lang tid bestandig; i den første halvdel af dette århundrede skal imidlertid fiskeriet bestandig være blevet ringere, indtil det tilsidst ganske ophørte<ref>Sognebeskr. — Om forholdene i den gode tid se også E. O. I, 387 og Olavius 640-41.</ref>. Nu skal der vel være godt fiskeri ved Oddbjarnarskær, men det drives kun lidt på grund af stedets fjærne beliggenhed og den stærke søgang, der ofte forhindrer folk i at ro. — Medens fiskeriet blomstrede, var den lille holm aldeles bedækket med fisketørringspladser og »verboder«, der benyttedes af de mange, som fra det tidlige forår af slog sig ned her, og sandet ved kysten er endnu opfyldt af dyre- og fiskeknokler. En mangel var rigtignok vanskeligheden ved at få drikkevand, men den kunde dog overvindes; øst for holmen omtrent 100 fv. fra land vælder der nemlig en kogende hver frem fra stengrunden, men kun ved hver storstrøm er den oven vande, det gjaldt altså om at passe tiden og så hver gang at forsyne sig med et tilstrækkeligt forråd. Oprindelig har kilden haft to udløb lavere i klippen, men disse har fra gammel tid været tilstoppede med bly (hårdt træ, siges i E. O.).
-Også de fleste af de andre beboede Vesterøer fortjæne af en eller anden grund i det mindste at nævnes. Ost for Flatø ligger '''Svevnøerne''' (''Svefneyjar'' &#596;: Søvnøerne) <ref>På hovedøen findes hreppens tinghns, og i tunet findes en høj, som kaldes Þínghóll. Også her nævnes et vist stykke land (uden for tunet) Akrar; også her findes en Gvendarbrunnr.</ref>. I Ldn. (s. 131) fortælles, at Hallstén gode sendte nogle trælle, som han havde røvet i Skotland, til salttilvirkning i Svevnøerne, og her, så vel som i Eb. (s. 92) omtales disse trælle på en måde, som om der var forefaldet noget mærkværdigt med dem, uden at man dog får at vide, hvad dette er. Nu fortælles der, at trællene havde forsovet sig dér på øen, så at de, da det var blevet ebbe, ikke var i stand til at komme bort; de havde nemlig deres skib i den såkaldte ''Hövn'' (Höfn &#596;: havn) mellem hovedøen og en holm øst for samme, hvor der ved ebbetid er tørt land; stedet, hvor de lå og sov, benævnes efter dem ''Trælledalen'' (Þrælalág). Til straf for deres forsømmelighed dræbtes de af deres herre (herom se det følgende) <ref>Se sognebeskrivelsen; de pågældende stedsnavne og sagnet om Hallstenstrællene, om end lidt afvigende, kendes i øvrigt allerede af Egg. Olavssön, se hans Enarrationes hist. de natura et const Islandiæ, s. 107—09.</ref>. — Den sydvøstligste ø i Svevnøgruppen hedder '''Skjaldarø''' (''-ey''); det antages at være denne ø, som Laxd. sigter til, når den (s. 142) nævner Skjaldarø som det sted, hvor den ved Haugsnæs druknede Tord Ingunnssöns skjold drev i land; men at skjoldet skulde have fundet vej helt herned, synes rigtignok ikke meget sandsynligt.
+[[Fil:Svefneyjar.jpg|thumb|350px|right|<center>Svevnøerne</center>]]Også de fleste af de andre beboede Vesterøer fortjæne af en eller anden grund i det mindste at nævnes. Ost for Flatø ligger '''Svevnøerne''' (''Svefneyjar'' &#596;: Søvnøerne) <ref>På hovedøen findes hreppens tinghns, og i tunet findes en høj, som kaldes Þínghóll. Også her nævnes et vist stykke land (uden for tunet) Akrar; også her findes en Gvendarbrunnr.</ref>. I Ldn. (s. 131) fortælles, at Hallstén gode sendte nogle trælle, som han havde røvet i Skotland, til salttilvirkning i Svevnøerne, og her, så vel som i Eb. (s. 92) omtales disse trælle på en måde, som om der var forefaldet noget mærkværdigt med dem, uden at man dog får at vide, hvad dette er. Nu fortælles der, at trællene havde forsovet sig dér på øen, så at de, da det var blevet ebbe, ikke var i stand til at komme bort; de havde nemlig deres skib i den såkaldte ''Hövn'' (Höfn &#596;: havn) mellem hovedøen og en holm øst for samme, hvor der ved ebbetid er tørt land; stedet, hvor de lå og sov, benævnes efter dem ''Trælledalen'' (Þrælalág). Til straf for deres forsømmelighed dræbtes de af deres herre (herom se det følgende) <ref>Se sognebeskrivelsen; de pågældende stedsnavne og sagnet om Hallstenstrællene, om end lidt afvigende, kendes i øvrigt allerede af Egg. Olavssön, se hans Enarrationes hist. de natura et const Islandiæ, s. 107—09.</ref>. — Den sydvøstligste ø i Svevnøgruppen hedder '''Skjaldarø''' (''-ey''); det antages at være denne ø, som Laxd. sigter til, når den (s. 142) nævner Skjaldarø som det sted, hvor den ved Haugsnæs druknede Tord Ingunnssöns skjold drev i land; men at skjoldet skulde have fundet vej helt herned, synes rigtignok ikke meget sandsynligt.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. mai 2015 kl. 10:24
Linje 152:		Linje 152:


−	Fra det omtalte Litlanæs, der svarer til sit navn og kun er lille og kort, er Skalmarnæs adskilt ved Kerlingarfjord, hvis indre del fra ejdet af har sit eget navn. Mellem Litlanæs og Hjardarnæs skærer '''Kjalkafjorden''' (''Kjálkafjörðr'') sig ind. Til den nærmer man sig kun med besvær fra landsiden; fra Tingmannaheden ligger her ingen som helst regelmæssig vej ned, dog kan kyndige folk over nedadskrånende strækninger, der fortsætter sig i en ned mod fjordbunden farende kløft, finde en for heste brugelig vej ned mod denne; også her møder i lierne langs fjordbunden ret frodigt krat.	+	[[Fil:Kjálkafjörður.jpg\|thumb\|300px\|right\|<center>Kjalkafjord</center>]]Fra det omtalte Litlanæs, der svarer til sit navn og kun er lille og kort, er Skalmarnæs adskilt ved Kerlingarfjord, hvis indre del fra ejdet af har sit eget navn. Mellem Litlanæs og Hjardarnæs skærer '''Kjalkafjorden''' (''Kjálkafjörðr'') sig ind. Til den nærmer man sig kun med besvær fra landsiden; fra Tingmannaheden ligger her ingen som helst regelmæssig vej ned, dog kan kyndige folk over nedadskrånende strækninger, der fortsætter sig i en ned mod fjordbunden farende kløft, finde en for heste brugelig vej ned mod denne; også her møder i lierne langs fjordbunden ret frodigt krat.


Linje 158:		Linje 158:


−	Øhreppen bærer sit navn med rette, da den består af ikke mindre end 600 øer og holme, de såkaldte ''Vesterøer'' (Vestreyjar); disse udgøre, som det vil erindres, igen kun en del af alle Bredefjordens øer, hvorfor også disse fra gammel tid af har fået ord for at være utallige. Alle Vesterøeme samle sig dog om 7 beboede øer. — Øgruppen indtager den midterste del af Bredefjorden og ligger nærmest jordens nordlige kyst, særlig de nys beskrevne næs, af hvilke Skalmamæsset rager længst frem mod syd. Af øeme er '''Flatø''' (''Flatey'') i enhver henseende den betydeligste, den synes også at have været den eneste, der har været sæde for en landnamsmand; her boede nemlig Trånd mjobén, som tog øerne vest for Bjarneyjarfloe ɔ: hele øhreppen. Flatø danner omtrent midtpunktet i øgruppen, dog ligger de allerfleste øer nord for denne ø. Aftanden til de to nærmeste punkter af »fastlandet«, Skardsstrand og Skalmarnæs, er c. 4 mil. Flatø nævnes foruden i Ldn. i GÞ. og Gísl. I GÞ. fortælles, at Tore, der efter sin svigerinde havde fået øen, havde kornavl her. Agerdyrkning skal i det hele taget tidligere have været temlig almindelig på Bredefjordsøerne; sognebeskrivelsen siger, at man på mange steder endnu ser spor til, at der har været dyrket korn, så vel i tunene som på udøerne. Den seneste, der drev kornavl i Flatø, skal have været »Olöv d. rige«; østligst på Flatø ses endnu en stor ager, der bærer hendes navn. Desuden ligger tæt syd for hovedøen en lille ø, der ved sit navn minder om agerdyrkning (Akrey). — I slutningen af det 12te årh. stiftedes på Flatø et kloster, der dog kun stod her 12 år, hvorefter det flyttedes til Helgafell<ref>Se Dipl. isl. I, 280-82.</ref>. Tomten af klostret skal i følge sognebeskrivelsen endnu tydelig ses, østligst og højest i Flatø-tun; den er 10 al. lang, 6 al. bred, med gærde omkring og indgang mod vest. Ved indgangen i klostergården står en stor sten, næsten skjult i jorden; i den er der hugget en skålformig fordybning, der rummer omtrent ½ pot vand — vel sagtens et fordums vievandskar, således som det også almindelig fortælles. På Flatø er sognets kirke, men desuden har her tillige det sidste hundrede år været et temlig besøgt handelssted. Handelshusene ligger på nordsiden af øen ved en lille våg Grýluvåg (ifg. sognebeskr. ældre Munadarvåg; i Sturl. Ferjuvåg), ud for hvilken en lille ø ''Havnarø'' (Hafnarey) ligger, mellem hvilken og hovedøen havnen dannes. Hvor handelshusene nu står, skal man i følge Olavius (rejsebeskr. s. 641-42) tidligere have kunnet se tomterne af 9 boder, der skrev sig fra den tid »de tyske« handlede her. — Mest bekendt er dog øens navn blevet ved, at den berømte sagasamling ''Flateyjarbók'', det største islandske håndskrift, der kendes, er opkaldt efter denne. Fra bonden på denne ø, hvor håndskriftet længe var gået som arvegods fra fader til søn, erhvervedes det nemlig ved midten af det 17de århundrede.	+	[[Fil:Flatey.jpg\|thumb\|350px\|left\|<center>Flat´</center>]]Øhreppen bærer sit navn med rette, da den består af ikke mindre end 600 øer og holme, de såkaldte ''Vesterøer'' (Vestreyjar); disse udgøre, som det vil erindres, igen kun en del af alle Bredefjordens øer, hvorfor også disse fra gammel tid af har fået ord for at være utallige. Alle Vesterøeme samle sig dog om 7 beboede øer. — Øgruppen indtager den midterste del af Bredefjorden og ligger nærmest jordens nordlige kyst, særlig de nys beskrevne næs, af hvilke Skalmamæsset rager længst frem mod syd. Af øeme er '''Flatø''' (''Flatey'') i enhver henseende den betydeligste, den synes også at have været den eneste, der har været sæde for en landnamsmand; her boede nemlig Trånd mjobén, som tog øerne vest for Bjarneyjarfloe ɔ: hele øhreppen. Flatø danner omtrent midtpunktet i øgruppen, dog ligger de allerfleste øer nord for denne ø. Aftanden til de to nærmeste punkter af »fastlandet«, Skardsstrand og Skalmarnæs, er c. 4 mil. Flatø nævnes foruden i Ldn. i GÞ. og Gísl. I GÞ. fortælles, at Tore, der efter sin svigerinde havde fået øen, havde kornavl her. Agerdyrkning skal i det hele taget tidligere have været temlig almindelig på Bredefjordsøerne; sognebeskrivelsen siger, at man på mange steder endnu ser spor til, at der har været dyrket korn, så vel i tunene som på udøerne. Den seneste, der drev kornavl i Flatø, skal have været »Olöv d. rige«; østligst på Flatø ses endnu en stor ager, der bærer hendes navn. Desuden ligger tæt syd for hovedøen en lille ø, der ved sit navn minder om agerdyrkning (Akrey). — I slutningen af det 12te årh. stiftedes på Flatø et kloster, der dog kun stod her 12 år, hvorefter det flyttedes til Helgafell<ref>Se Dipl. isl. I, 280-82.</ref>. Tomten af klostret skal i følge sognebeskrivelsen endnu tydelig ses, østligst og højest i Flatø-tun; den er 10 al. lang, 6 al. bred, med gærde omkring og indgang mod vest. Ved indgangen i klostergården står en stor sten, næsten skjult i jorden; i den er der hugget en skålformig fordybning, der rummer omtrent ½ pot vand — vel sagtens et fordums vievandskar, således som det også almindelig fortælles. På Flatø er sognets kirke, men desuden har her tillige det sidste hundrede år været et temlig besøgt handelssted. Handelshusene ligger på nordsiden af øen ved en lille våg Grýluvåg (ifg. sognebeskr. ældre Munadarvåg; i Sturl. Ferjuvåg), ud for hvilken en lille ø ''Havnarø'' (Hafnarey) ligger, mellem hvilken og hovedøen havnen dannes. Hvor handelshusene nu står, skal man i følge Olavius (rejsebeskr. s. 641-42) tidligere have kunnet se tomterne af 9 boder, der skrev sig fra den tid »de tyske« handlede her. — Mest bekendt er dog øens navn blevet ved, at den berømte sagasamling ''Flateyjarbók'', det største islandske håndskrift, der kendes, er opkaldt efter denne. Fra bonden på denne ø, hvor håndskriftet længe var gået som arvegods fra fader til søn, erhvervedes det nemlig ved midten af det 17de århundrede.