JJ.Sandal på 26. des. 2013 kl. 14:35

2013-12-26T14:35:47Z

Vis endringer

JJ.Sandal på 20. des. 2013 kl. 22:17

2013-12-20T22:17:14Z

JJ.Sandal på 20. des. 2013 kl. 22:16

2013-12-20T22:16:52Z

JJ.Sandal: Bjarkemål

2013-01-12T14:30:00Z

Bjarkemål

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Bjarkamál]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjarkemål]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Fragmenter af det gamla Bjarkamal]] !!
|-
! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Bjarkamál in fornu]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Biarkamal hinn gamle (B. C. Sandvig)]] !! !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det gamle Bjarkemål]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Axel Olrik4.jpg|thumb|Axel Olrik]]

<center><big><big>'''Bjarkemål'''</big></big> '''[[Danske Oldkvad i Sakses Historie]]'''

Gengivne af [[Axel Olrik biografi|Axel Olrik]],

[[Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse]]
 København 1898
</center>

<blockquote>'''''Hjalte,'''''
 ''ene ude ved Nat, ser den kommende Fjendehær. Han vender sig til Kongehallen og kalder ad Kæmperne'':
 Vaagner, vaagner,
 Venneskare!
 alle den ypperstes
 Adel-Svende.
 Vaagner ej til Vin,
 eller Vivs Tale,
 heller til Hildes
 haarde Leg.

 '''''Bjarke'''''
 ''vaagner og tror, at der er kommet Gæster til Gaarde; han kalder ad sin Smaadreng'':
 Rejs du dig, Skalk,
 skynd dig at ilde!
 feje Arnen,
 pust i Æmmer!
 knitre lad Luen
 af Knast og Ved,
 godt er med varm Haand
 Ven at møde.

 '''''Hjalte'''''
 ''udenfor'':
 Gavmilde Konning
 gav til sine Hirdmænd
 Sakssværd, Hjælm, Ringe,
 side Jernbrynjer;
 hvad vi i Fred finge,
 først i Strid tjenes;
 Orlog skal ævne
 hvad ved Øl loves.

 Daners Kampfører
 valgte sig de kække;
 nu de raske kendes
 der, hvor de rædde flyr;
 Trang er der i Kamptummel
 til hver trøstig Kæmpe:
 tryggest gaar Høvding;
 der hvor tro Hird følger.

 Kaarne Huskarle,
 kryst om Sværdhjaltet,
 Skjold hængt paa Skulder
 skynder jer til Valen;
 Bryst aabent imod Bryst
 byder vi vor Fjende,
 Næb imod Næbbe
 vil vi nappes som Ørne.

 Fremmest i Fylking
 farer der Hjarvard,
 glad ved Striden,
 under Guldhjælmen;
 grumme Gøter
 gange ham efter,
 med ringlagt Hjælm,
 raslende Spær.

 Skuld ham ægged,
 Skjoldunge-Disen,
 Frænde at daare,
 Drotten at svige;
 ør er hun
 og afsindig
 af onde Norner
 til Udaad skabt.

 Sidste Skaal
 er nu Hirdmænd skænket;
 efter den ædelbaarne
 ingen skal leve,
 er han ej saa veg,
 at han viger for Hug,
 eller for dvask
 sin Drot at hævne.

 Løft nu, Hrut,
 lyslokket Pande;
 gak af Buret
 for den bragende Strid
 - - - - - - - - - - - - - - - -
 - - - - - - - - - - - - - - - -
 Borgen nu brydes,
 og Leddet brister.

 Brynjerne slides,
 Lemmerne søndres,
 Kongens Skjold er brustet
 for Bilens Ægge;
 Grinden højt gaber
 og de gæve viger,
 Økser fælt gnaver
 i Mændenes Isse.

 ''Hjalte henter en Brand i Huset for at afbrænde Borgen. Da opdager han inde i Buret Hruts Husbond, Bjarke, liggende i dyb Søvn.''

 Bier du end, Bjarke!
 binder dig Søvnruner?
 gak nu ud med mig,
 før dig Ild nøder!
 Bjørn med Brand jages,
 og nu med Baal Fjender:
 Buret højt blusser,
 Borgen styrter i Grus. -

 ''Hjalte samler atter Kæmperne'':

 Fylker fast Skaren!
 følg, hvad Rolf lærte,
 Hrøriks haarde Bane,
 den ringkarriges.
 Fattig var Hrørik,
 dog han Fæ ejed:
 Guld kun han sanked,
 ej gæve Kæmper.

 Rolf ham med Hær gæsted;
 Gaver bød da Hrørik,
 tømte for Porten
 Pungens gyldne Byrde,
 strøede for Kongeborgen
 Kisternes Malmpragt
 - ødte paa Uven,
 hvad for egne spartes.

 Skjoldung ham dog fældte,
 skifted saa Godset
 blandt fuldtro Svende,
 selv tog han intet.
 Intet var saa dyrt ham:
 dem det undtes;
 intet var saa kært,
 at det jo Kæmperne gaves.

 Segnet er til Mulde
 den mildeste Høvding;
 leden er det Liv,
 der længst vil mindes:
 saa stunded han mod Striden
 som Strøm imod Hav,
 fór saa rask mod Fjenden
 som fodrappe Hjort.

 Saarstrøm rinder
 fra slagen Val,
 Hjarvard i Hærfærd
 Hilds Leg fremmer.
 Dog i Døden
 Drotten smiler,
 (som ved gladest Gilde
 Gæst han var).

 Frodes Frænde
 paa Fyresvolde
 Guldet saaede,
 glad udi Hu;
 glade vor Fyrste
 vi følge paa Helfærd,
 frejdige i Tale
 og faste i Hu.

 Troskaben la'r vi kende
 i de tunge Sværdhug,
 Mindet om stor Manddom
 synker aldrig i Mulde, -
 Lukket og laaset
 lader end Hallen!
 tredje Gang, Bjarke,
 jeg byder dig ud!

 '''''Bjarke:'''''
 Højt mon du Hjalte,
 Rolfs Maag hidse;
 men til stort Ord
 skal Stordaad svare.
 Bi, medens Bjarke
 Brynjen spænder;
 andet han nu agter
 end inde at brænde.

 Jeg er baaren paa Holm,
 bar og liden;
 tolv Bo gav Rolf mig
 at raade med alle,
 (Bo at raade
 og røden Guld,
 Søster til Viv:
 det er værd at lønne),

 ''Bjarke styrter sig ud i Kampen.''

 Kaster Brynjen,
 naar I Bane søger!
 kun den rædde
 ruster sig nu;
 blotter Brystet!
 bort med Skjoldet!
 guldtynget Arm
 gir tungeste Hug.

 Vog jeg nys med Vaaben
 den »vilde Hjort« i Striden,
 slog ham med mit Sakssværd,
 det som Snirtir nævnes,
 Kæmpenavn vandt jeg fordum,
 først jeg krydsted dets Hjalte,
 da jeg Agnar ødte,
 IngjaIds Søn fældte.

 ''Han'' hug mod mit Hoved,
 ''Høking'' sprang i sønder,
 Blod-tenen var brusten
 imod Bødvars Pande;
 mit Sværd da mejede,
 skar Midjen gennem,
 venstre Haand hug af,
 højre Fod med i Hugget.

 Aldrig var der - huer jeg -
 haardere Kæmpe,
 end da IngJalds-barnet
 æggmødig segned;
 laa han i sit Livsbrudd,
 lo han imod Døden,
 gik glad i Huen
 til Gladhjems Vange.

 Ulivssaar gav jeg
 Ædling ret nys,
 ung af Alder,
 men ypperst af Mod;
 Brynje ham ej baaded
 eller buklet Skjold,
 sent min Snirtir
 sagtner sin Gang.

 Kommer, I gæveste
 Gøternes Høvdinger!
 hersbaarne ene
 holde nu Strid.

 - - - - - - - - - - - - - - - -
 - - - - - - - - - - - - - - - -
 - - - - - - - - - - - - - - - -
 - - - - - - - - - - - - - - - -

 Ædlinge falde,
 Stor-ætter ødes;
 Thegn kun, ej Træl,
 tager nu Hel:
 aldrig faldt - tykkes mig -
 tættere Hug,
 trende jeg faar,
 mens et jeg fører.

 Ene i Live
 blandt livløse
 af Valdyngen
 Værn jeg bygger.
 Hvor er nu han,
 der hidsed mig før,
 tirred mig saa frækt,
 som han tolv Liv havde?

 '''''Hjalte:'''''
 Lidet er nu Følget,
 fjærn er dog jeg ikke,
 tung er os Trang til
 tapreste Kæmper;
 søndreter mig Skjoldet
 skaaret og kløvet;
 Syn for Sagn gælder:
 selv du det skuer.

 Strider du nu, Bjarke,
 som du bied førre.

 '''''Bjarke:'''''
 Hadingsord haarde,
 hidse mig ej længer;
 ikke jeg selv volder,
 om jeg end sent kæmper;
 Sviers Sværdklinge
 saart mig har truffet,
 den skar Vaabenklæder,
 som den i Vand førtes.

 ''Bjarkes Hustru, Hrut, har nu opsøgt sin haardt saarede Husbond paa Valen, hvor Striden stilner af. ''

 Men hvor er Odin,
 Gubben den enøjede?
 sig mig, Hrut, snarlig
 ser du ham ikke?

 '''''Hrut:'''''
 Sænk dit øje,
 se gennem Arm mig:
 sign først Synet
 med Sejrsruner:
 trygt skal du, Bjarke,
 Blikket fæste,
 se da og kende
 Sejrsfader.

 '''''Bjarke:'''''
 Fik jeg nu at skue
 Frigges Husbonde,
 Skjoldets raske Svinger
 og Sleipnes Rytter,
 saa ej med Livet
 slap han fra Lejre,
 Hævn over Kamp-as
 kræved da Bjarke.

 Her ved min Høvdings
 Hoved jeg synker,
 du ved hans Fødder
 finde dig Leje.
 Det skal Svend sande,
 der søger paa Valen:
 selv af livløse
 lønnes mild Konning.

 Snart vil os slide
 sulten Ørns Kløer,
 rovgridske Ravne
 rives om vort Legem.
 Hugprud, højbaaren
 Hilding det sømmer
 døende saa at favne
 daadherlig Konning.</blockquote>

<div class="toccolours">'''Kilder:'''

1. Edda og saga, Gyldendals Bibliotek, Bind 6, udgivet af Vilhelm la Cour, København, 1928-30
 2. Axel Olrik: Danske Oldkvad i Sakses Historie, København, 1898

'''Kommentar:'''

"Filologen og folkemindeforskeren Axel Olriks genskabelse af Bjarkemålet omkring århundredskiftet bygger på en nøje sammenligning mellem de bevarede oldnordiske levninger og de tilsvarende steder i Saxos hexametervers med det formål at finde frem til digtets oprindelige form og tone. Resultatet udsendtes 1898 sammen med andre "Danske Oldkvad i Sakses Historie" af Selskabet for historiske Kildeskrifters Oversættelse. En indgående redegørelse for forsøget gav Olrik i sit værk Danmarks Heltedigtning, hvis første bind der udkom i 1903 handlede om Rolf Krake og den ældste Skjoldungrække."

Axel Olrik var usædvanlig veludrustet til opgaven. Han havde indgående kendskab til det oldnordiske åndsliv og var fortrolig med dets ytringer. Han havde en filologisk-kritisk skoling, udmøntet i hans skarpsindige doktordisputats om tvedelingen af Saxos kilder i norske og danske sagn. Han havde endelig en sikker sans for sprog og stil der hævede hans gendigtning til et stade svarende til samtidens digteriske oversættelser af Eddadigtene, Karl Gjellerups og Olaf Hansens.

Selv karakteriserede Axel Olrik sin gendigtning af Bjarkemålet således: »For den, som fordyber sig deri, lykkes det at bringe det gamle digterværk for dagen, selv hvor det syntes værst overklistret og forstyrret. Det afdækkes, når vi tager alle kilder i brug og lærer at udnytte hver især med forståelse af dens fortrin og fejl. Det gamle kvad stiger frem, alt eftersom vi fra de vundne faste punkter lever os ind i Bjarkemålets tankeverden... Igennem Sakses opdigtning kan vi lytte os til en mængde vægtige og ejendommelige linjer. Med lidt fortrolighed til nordisk digtning vil vi kunne bestemme stoffet til hver strofe, ofte til hver halvstrofe eller hvert linjepar... Fra Eddadigtene og de med dem beslægtede kvad låner vi udtryk og klangfarve«. Til at gengive kvadet på grundsproget savnede Olrik pålideligt sprogstof, men han vovede at fremlægge det på nudansk.

Historikeren Vilhelm la Cour, Axel Olriks jævnbyrdige, når det gjaldt indlevelse i oldnordisk kultur, har om hans gendigtninger af danske oldkvad sagt: »De er altså ikke ... ''oversættelser'' af gamle digte. De er ''omskrivninger'' - endda i anden potens, måske ikke noget for strenge videnskabsmænd, men så meget des mere for dem, der lytter med et rent menneskeligt øre, og som ikke sætter filologiske finesser højere end beåndet og skøn gendigtning af, hvad der en gang har været«.

Skulle nogen tvivle på troværdigheden af Axel Olriks gendigtning, så lad dem vers for vers sammenholde den med den latinske original eller de direkte oversættelser deraf til dansk. Prøver man det, må man indrømme, at dragten er skiftet, i sprog og stil, men ånd og indhold er uantastet under Olriks på en gang dristige og varsomme hænder."

(''Kilde: Roar Skovmand i Bjarkemål, Wormianum, 1982'')''</div>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Axel Olrik]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. des. 2013 kl. 22:17
Linje 13:		Linje 13:

	[[Bilde:Axel Olrik4.jpg\|thumb\|Axel Olrik]]		[[Bilde:Axel Olrik4.jpg\|thumb\|Axel Olrik]]
−

	<center><big><big>'''Bjarkemål'''</big></big><br>'''[[Danske Oldkvad i Sakses Historie]]'''		<center><big><big>'''Bjarkemål'''</big></big><br>'''[[Danske Oldkvad i Sakses Historie]]'''

@@ Linje 28: / Linje 28: @@
-<blockquote>'''''Hjalte,'''''
+<blockquote>
 <br>''ene ude ved Nat, ser den kommende Fjendehær. Han vender sig til Kongehallen og kalder ad Kæmperne'':
 <br>Vaagner, vaagner,
@@ Linje 360: / Linje 361: @@
 <br>Hilding det sømmer
 <br>døende saa at favne
-<br>daadherlig Konning.</blockquote>
+<br>daadherlig Konning.

Bjarkemål - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 26. des. 2013 kl. 14:35

JJ.Sandal på 20. des. 2013 kl. 22:17

JJ.Sandal på 20. des. 2013 kl. 22:16

JJ.Sandal: Bjarkemål