Carsten på 16. apr. 2019 kl. 13:54

2019-04-16T13:54:03Z

JJ.Sandal på 22. des. 2013 kl. 19:24

2013-12-22T19:24:10Z

Vis endringer

Carsten på 5. feb. 2013 kl. 21:54

2013-02-05T21:54:03Z

Jesper: Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 13.Sang

2013-01-15T07:17:45Z

Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 13.Sang

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !! !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)]] !! !!
|-
|}

<center><big><big>'''[[Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)| Bjovulvs-Drapen]]'''</big></big>

 Oversat af
 '''[[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]'''

<big>Trettende Sang '''Bjovulvs Hjemkomst, Offas Dronning Drude og Maglebarderne i Danmark.'''</big></center>

<blockquote> Nu Bjovulv gik, den Helt saa klar,
 Med stolte Kæmpe-Drenge
 Og med Foræring dyrebar,
 Alt over Mark og Enge;
 Opsadlet var paa Bølgen blaa
 En Ganger for den Kiække,
 Hvor under Ø fortøiet laae
 Hans gode Orlogssnekke.
 Alt som nu gik til Stranden ned
 Det Tog fra Høielofte,
 Kong Hrodgar for sin Gavmildhed
 Fik Lov og Tak fuldofte.
 Den Herre som et Kongespeil
 Og skinned i sin Vælde,
 Indtil ham Kræfterne slog feil
 I Kamp med Aar og Ælde.
 
 Til Stranden kom den Kæmpetrop
 I Ringebrynjer klare,
 Hvad han vel saae fra Klintetop,
 Som tog paa Kysten vare,
 Men blev derfor stet ikke vred,
 Han vidste, hvad de vilde,
 I Møde han de Bolde reed
 Med Venneord saa milde:
 „I stunde nu, (saa meldte han,)
 Til Hjemmet nok med Ære,
 Og Væder-Folket over Strand,
 Velkomne skal I være.”
 
 Hvor Snekken vipped under Land,
 For Ankertov og Fæste,
 Den ladet blev med Guld paa Stand,
 Med Kæmpetøi og Heste.
 Et guldprudt Sværd fik han til Skiænk,
 Som tog paa Snekken vare,
 Saa mere glimrende paa Bænk
 Han sad i Kæmpeskare.
 Det var nu Gothe-Heltens Lyst
 At kløve steilen Bølge,
 Thi stævned ud fra Danmarks Kyst
 Han med sit Kæmpefølge;
 Alt over Hrodgars Skiænk man saae
 I Midten Masten kneise,
 Og ei nu tøved Seil i Raa
 De Orlogsmænd at heise.
 Vel Vinden brat i Seilet tog,
 Saa Planker maatte knage,
 Men sinkede paa Reisen dog
 Ei blev de Kæmper strage:
 Nei, skummende som Bølge hvid,
 Den Havhest god, de aatte,
 Hver Brænding høi, hver Bølge strid,
 Med haarden Hov nedtraadte,
 Ja, foer med dem afsted saa svindt,
 At snart med Fryd opdaged
 De Gothe-Landets kiære Klint,
 Hvor op i Sky den raged.
 Ei tog af Mærkerne de feil,
 De var paa kiendte Veie,
 Men styred ind for fulde Seil
 Til Hjemmets Bryggeleie.
 
 Ei uventet kom de dog;
 Længe alt tilstæde,
 Havnefogeden modtog
 Heltene med Glæde;
 Skib og Seil han paa en Prik
 Kiendte i det Fjerne,
 Vennerne til Haande gik
 Hurtig han og gierne
 Gjorde al sin Flid med saa
 Snekken at fortøie,
 At for Storme tryg den laae,
 Som for Bølger Høie.
 
 Nu paa Timen kom i Land
 Ladningen saa fager,
 Adels-Føring over Strand,
 Guld og gode Sager.
 Kæmperne, med gode Kaar
 Og med gyldent Eie,
 Giæste vilde Kongens Gaard,
 Var og godt paa Veie:
 Hrædlingen, Kong Higelak,
 Herlig med sit Følge
 Thronede i sit Gemak
 Tæt ved Kyst og Bølge,
 Havde sig en Borg saa prud
 Der til Kongesæde
 Favnede sin unge Brud
 Der med Lyst og Glæde;
 Det var Hygd, den Liljevaand,
 Som i Ungdoms Dage
 Gav Kong Higelak sin Haand,
 Drog den ei tilbage.
 Hæreds Datter Dronning ny
 Var vel under Bue,
 Havde dog for Rundhed Ry
 Alt i Borgestue*)
 
 * * *
 
 Om den Franke-Dronning bold,
 Drude, er at melde,
 At da med et Rovdyr vildt
 Hun var stædt i Fare,
 Hun dog maged det saa snildt,
 At det faldt i Snare;
 Og da det var lagt i Baand
 Inden fire Vægge,
 Faldt det for en Kvindehaand
 Under skarpe Egge.
 Kvindelig en saadan Id
 Er vel ei at nævne,
 Om end Drude i sin Tid
 Havde dertil Evne,
 Da i Stikken slemt hun ladt
 Var af Følgesvende,
 Gjorde derved saa forhadt
 Sig hos Hemmings Frænde,
 At af ham paa hendes Bag
 Det blev foregivet:
 Hun sin Husbond uden Sag
 Tragted efter Livet.
 Andre lydt dog over Bord
 Turde ham modsige,
 Sagde hende fri for Mord
 Og for Nid tillige.
 Siden over Floden guul
 Hun som Rosensblommen
 Svømmede i Snekke huul,
 Var i Hall velkommen,
 Fulgte smukt sin Faders Bud,
 Som det bør at være,
 Klædte, som Kong Offas Brud,
 Dronningstol med Ære,
 Leved med sin Ægtemand
 Saa i Fryd og Gammen,
 Som da ogsaa hun og han
 Passed yndig sammen;
 Thi om Land, fra Hav til Hav,
 Det er sandt at sige:
 Alle Munde Offa gav
 Prisen uden Lige;
 Som i Krig, saa og i Fred,
 Mellem Drotter alle
 Han i Daad og Gavmildhed
 Ypperst var at kalde.
 Han og styred Folk og Land
 Viselig til Enden,
 Mens vel Tunge holdt for Tand
 Gomer Garmunds-Frænden.
 
 Høvdingen, med Staal i Bryst
 Og med Kæmpefølge,
 Fort nu gik i Sand paa Kyst,
 Langs med klaren Bølge;
 Solen alt fra Sønderleed
 Straaled høit paa Bue,
 Kraftelig og fremad skreed
 Kæmperne paa Tue,
 Kom saa til det Høie Slot,
 Hørte, at derinde
 Frisk og vel den unge Drot
 Sad med Huusgesinde;
 Ja, at han, hvem Ongenthjov
 Bukked for paa Valen,
 Skifted med fuldgodt et Lov
 Sølv og Guld i Salen.
 
 Higelak det blev nu meldt,
 Hvor han sad, saa sage:
 „Kommet er den gæve Helt,
 Bjovulv, nu tilbage!
 Frank og fri den Skjoldmand gaaer
 Op ad Borgegyde,
 Kommer vist med gode Kaar,
 Uden Lak og Lyde.”
 
 Plads da brat, paa Kongens Ord,
 Gjordes for de Kiære,
 De i Hall ved breden Bord
 Bænkedes med Ære;
 Frænde her sad Frænde næst,
 Ikke uden Føie,
 Kongen hilsed paa sin Giæst
 Kiønt i Toner Høie;
 Dronningen, den Rosenvaand,
 Saae man sig nu skynde,
 Bægeret i Vennehaand
 Rakte hun med Ynde;
 Det var Hæreds Datter fiin,
 Hun til Kæmper kiære
 Trindt i Hallen Mjød og Viin
 Skiænkede med Ære.
 
 Høit i fyrsteligt Gemak
 Spørgsmaal over Borde
 Vennesæl Kong Higelak
 Nu til Helten gjorde;
 Hvordan Gothen tured om,
 Det gad han nok vide,
 Derfor til den Høvding from
 Sagde han med Blide:
 „Hvordan gik det, Bjovulv kiær!
 Dig med Kæmpefølge,
 Paa din stoute Herrefærd
 Over salten Bølge?
 Kiæk hendrog med Kamp i Hu
 Du til Hjorte-Borgen:
 Ventelig fik Hrodgar nu,
 Bod for Hjertesorgen!
 Stor saa var min Sindsuro,
 Til dit Vovestykke
 Havde jeg slet ingen Tro,
 Aned kun Ulykke;
 Derfor gjorde jeg min Flid,
 Bad dig tit og længe,
 At du i den Troldestrid
 Ei dig skulde mænge,
 Lade Heller Dannemænd,
 Som de kunde mægte,
 For den prude Skjoldung-Ven
 Selv mod Grændel fægte;
 Sorrigfuld jeg sad enstund
 I min Borgestue,
 Gud skee Lov, jeg frisk og sund
 Atter dig mon skue!”
 
 Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn,
 Saa tog han til Orde:
 „Ord der ganger, ei i Løn,
 Af, hvad Godt jeg gjorde,
 Da fuldgram i Danevang
 Styrke med mig prøved
 Grændel, som saa mangen Gang
 Skjoldunger bedrøved,
 Piinte dem, saa de det vel
 Mindes alle Dage:
 Jeg ham gjorde Ret og Skiel
 For den Landeplage,
 Saa at hver Uvætte leed,
 Hver den Skovtrolds Frænde,
 Gyse for det Davrebeed
 Skal til Verdens Ende!
 
 Baaret over Bølgen sval,
 Uden Tid at spilde,
 Giæsted jeg i Kongesal
 Daners Drot hin milde:
 Plads mig gav den Herre bold,
 Der han fik at vide,
 Hvad jeg førte i mit Skjold,
 Ved sin Arvings Side.
 Det jeg og bekiende maa.
 Der var Lyst og Glæde,
 Saa jeg Magen aldrig saae,
 Hvor jeg gik til Sæde,
 Skued indtil denne Dag
 Under Himlens Bue
 Neppe sligt et Vennelag
 I en Borgestue.
 Med et Folkemoder-Blik,
 Som er rart at finde,
 Stundom trindt i Salen gik
 Daners Kongekvinde;
 Skiænket blev den klare Viin,
 Skiftet gyldne Skatte,
 For igien den Dronning fiin
 Sig til Sæde satte.
 
 Datteren, den Liljevaand,
 Gjorde veltilmode
 Stundom og med Skiænk i Haand
 Heltene tilgode;
 Da om Freyvor over Bord
 Faldt der mærkelige Ord
 Mellem Kæmper gæve.
 
 Guldrund var den Mø saa skiøn
 Mellem Kæmper strage,
 Fæstet var til Frodes Søn
 Hun i Ungdoms Dage;
 Skjoldung-Drotten og Hans Mænd
 Af en gammel Fiende
 Haabed sig en fuldtro Ven
 Paa den Viis at vinde.
 Sjelden dog en liden Stund
 Efter Birtingsbadet
 Kiærlighed af Hjertens Grund
 Kan udslukke Hadet;
 Er end Bruden nok saa skiøn,
 Let dog brister Freden,
 Sværdet selv til Vaabendøn
 Farer ud af Skeden.
 Det man saae paa Hrodgars Borg,
 Som saa tit i Verden:
 Bryllupsglæden blev til Sorg
 Under Jordefærden.
 Maglebarders Vikingtrop,
 Mangen en forvoven Krop,
 Stævned did fra Valen;
 Ungersvenden Haand i Haand
 Med den danske Liljevaand
 Gik igiennem Salen;
 Derved klirred Troppens Sværd,
 Thi bevæbnet var Enhver
 I den Vikingskare,
 Til i Hallen de med Fals
 Spillede paa deres Hals,
 Gav sig selv i Fare.
 Maglebarders Oldermand,
 Ulvegram i Sinde,
 Holdt for Tunge meer ei Tand,
 Droges grandt til Minde,
 Hvad der, til Hans Haar blev hvidt,
 Havde sig begivet,
 Hvor hinanden man saa tit
 Modig gik paa Livet;
 Suur han sad ved Drikkebord,
 Skottende med Øie,
 Og til Sting han sine Ord
 Vidste vel at føie;
 Ungersvenden Ingels Hu
 Vilde han udspeide,
 Vække, hvad der skumred nu:
 Folketvist og Feide.
 „Kiender du, min unge Ven!
 (Sagde han bedrøvet,)
 Sværdet, som ved Faderlænd
 Kæmpedaad har øvet?
 Kiender du det Sværd, han svang
 Over Brynjesærke,
 Da han kløved sidste Gang
 Hjelme under Mærke.
 Hvor han sank paa Valen træt
 For de danske Vaaben?
 Marken, efter Kæmpeslæt,
 Skjoldunger stod aaben;
 Og kun de, som den beholdt,
 Kunde Valen rane;
 Over Gulv nu ganger stolt,
 Søn ei veed, hvis Bane:
 Kryende af Daaden sig,
 Bærer han, som Bytte,
 Hvad nedarvet burde dig
 Følge og beskytte!”
 
 Saa med dolkehvasse Ord
 Minded han og maned,
 Til det unge Blod opfoer,
 Selv sin Helvei baned;
 Thi det kølned i Hans Bryst
 Kvinde-Kiærligheden,
 Han kun hørte Blodets Røst,
 Troløs brød han Freden;
 Brudte blev nu Ord og Eed
 Brat paa begge Sider,
 Ingel selv i Græsset beed;
 Og til alle Tider
 Giæsterne i Hrodgars Hall
 For den Svig mod Daner
 Falske Venner nævnes skal,
 Troløse Kompaner,
 Ikke mindst den gamle Knark,
 Som gik mellem Træ og Bark,
 Slap dog selv heelskindet.
 
 Dog, paa Tale Grændel nu
 Maa igien jeg føre.
 For at, Guldring-Skifter! du
 Ret kan faae at høre,
 Hvordan siden han og jeg
 Tumled os i Vangen.
 Dengang ad sin Kongevei
 Solen var nedgangen,
 Folkeæderen vor Giæst
 Blev, før næste Morgen,
 Hvor vi, som vi kunde bedst,
 Bænked os i Borgen.
 Handske her den lede Trold
 Nærmest laae for Haanden,
 I Hans Kløer den Kæmpe bold
 Faldt og opgav Aanden;
 Ja, det blev Hans tunge Kaar,
 Trolden godt at smage,
 Grændel ham med Hud og Haar
 Aad i Hall saa sage.
 Det var Kæmpers Avindsmand,
 Som fik Blod paa Tænder,
 Gange ud nu vilde han
 Ei med tomme Hænder;
 Prøve Kræfter vilde snu
 Træringen den gamle,
 Gav sig med en Vante nu
 Derfor til at famle,
 Gjort den var af Drageskind,
 Efter Djævles Hjernespind
 Mesterlig opfundet;
 Han med mangt et listigt Træk
 Vilde med mig spillet Giæk,
 Hvis han havde kunnet;
 Men det siger jeg forsand,
 Kæmpeven hin gode!
 Alt Hans Anslag blev til Vand,
 Da jeg kom paa Fode.
 Dog, jeg gider ei fortalt,
 Hvordan jeg giengiældte
 Stykkeviis den Kieltring alt,
 Hvad han laante Helte;
 Nok er det, min Drot! jeg bold
 Værged dine Svende;
 Og, hvorvel den feige Trold
 Smutted mig af Hænde,
 Løbe fra sin høire Haand
 Maatte dog den Fule,
 Fandt og for sig Dødens Baand
 I sin Røverkule.
 
 Skjoldung-Drotten vennehuld,
 For den Dyst i Vange
 Lønned mig med røden Guld,
 Kostbarheder mange,
 Dengang efter sorten Nat
 Kom den lyse Morgen,
 Og til Bords sig havde sat
 Gildesfolk i Borgen.
 Tro mig, det gik lystig til
 Samme Dag i Salen!
 Der var Sang, og der var Spil,
 Gammensfuld var Talen;
 Skjoldungen med hvide Haar,
 Efter gammel Vane,
 Meget, lært i mange Aar,
 Bragte nu paa Bane:
 Snart med liflig Harpeklang
 Han os vederkvæged,
 Snart med sanddru Kvidesang
 Hjerter han bevæged;
 Snart af Drotten, rig paa Alt,
 Giæstmild uden Mage,
 Flydende os blev fortalt
 Sælsom Skiemtesage;
 Snart den Heltegubbe hvid,
 Vaklende af Ælde,
 Kom ihu sin Ungdomstid
 Og sin Kæmpevælde;
 Graa ei blot, men klog af Aar,
 Tale viis han førte,
 Mindet dog om Ungdoms Vaar
 Inderlig ham rørte.
 
 Saa fordrev vi Dagen der,
 Lod os Mjøden smage,
 Indtil med sin Skyggehær
 Natten kom tilbage;
 Længe da det vared ei,
 Før et nyt Uhyre
 Gav til Hallen sig paa Vei,
 Harm og Hevn at styre:
 Det var Moderen til ham,
 Som for sin Umage
 Fik af Gothen Last og Skam,
 Kom derved af Dage.
 Harm nu hævnede den Mær,
 Foer ei frem med Læmpe,
 Kom til Hallen, langed der
 Brat en ædel Kæmpe;
 Gammel var den Helt og graa,
 Æsker man ham kaldte,
 Kyndig og han var som Faa,
 Hexen dog ham kvalte;
 Kun forgiæves om Hans Lig
 Ledte næste Morgen
 Daner med al Flid og Fig,
 Det fordobled Sorgen;
 Ei det hjalp, i Favnemaal
 Vedd at sammenbære,
 Bænkes kunde ei paa Baal
 Ædlingen med Ære;
 Hexen hjem den Kæmpe kiær
 Isnet maatte følge,
 Og med hende synke der
 Dybt i Luebølge.
 
 Mest af Alt gik dette Mord
 Daners Drot til Hjerte,
 Høit og dyrt han mig besvor,
 Undertrykt af Smerte,
 Kiæk at vove, Folk til Gavn,
 Liv og Kæmpekræfter,
 Virke Daad i Dybets Favn
 Og faae Løn derefter.
 Gjort som sagt: min Kæmpegang
 Drages Folk til Minde,
 I det varme Bad jeg sprang,
 Fandt den fule Kvinde
 Lurende paa Bølgebund,
 Farlig haard at trykke,
 Stivt hun strittede en Stund,
 Fik dog en Ulykke;
 Ja, alt med fuldgodt et Sværd,
 Uden Folk i Følge,
 Grændels Moder slog jeg der,
 Da kom Gift i Bølge.
 Haardt det holdt, dog godt jeg slap,
 Havde Aar tilbage;
 Godt betalt af Drot uknap
 Blev og min Umage;
 Ei fordi jeg søgte Løn
 Paa min Kæmpebane,
 Men for rund var Halvdans Søn
 Efter gammel Vane.
 Hvad mig Dannerlongen gav
 Med den bedste Vilje,
 Med mig stævned over Hav
 Hid paa Snekketilje;
 Til din Tjeneste, min Drot!
 Er de Gaver skiønne,
 Med din Naade, veed jeg godt,
 Du mig vil belønne;
 Jeg kun er paa Frænder rig,
 Higelak, min Herre!
 Som Paarørende ad dig,
 Ellers Faa har færre.”
 
 Nu paa Gothe-Heltens Bud
 Hurtig kom tilsyne
 Først en Kæmpehat saa prud,
 Hjelm med Bassetryne;
 Stadselig var den og stærk,
 Det skal Ingen nægte.
 Med den Sværd og Brynjesærk
 Fulgte, som var ægte.
 Med den prude Vaabendragt
 Skulde Ordkvad Følge,
 Helten hvad ham var paalagt
 Vilde ei fordølge,
 Og Hans egne Ord jeg vil
 Trolig eftersige:
 „Den har hørt Kong Hjørgar til,
 Drot i Skjoldung-Rige;
 Han den ei for Løn og Bøn
 Vilde Hjørvard skiænke,
 Som dog var Hans egen Søn,
 Det er at betænke;
 Tag dog (sagde Daners Drot)
 Tag du den og brug den godt!”
 Med den Rustning, rar at faae,
 (Har jeg ladt mig sige,)
 Fire Hopper abildgraa
 Fulgte her tillige.
 Gothe-Kongen Higelak
 Gaverne fuldskiære
 Tog med Lyst og tog med Tak,
 Saa det bør at være;
 Aldrig kan en Kæmpe gæv
 Slægt og Venner svige,
 Fiende værst er Frænde-Ræv,
 Afskum og tillige;
 Derimod de Frænder to:
 Higelak og Helten,
 Var som Guld Hinanden troe,
 Ædlinger af Vælgten.
 
 Dronning Hygd den Kæmpe stærk
 Glemte ingenlunde,
 Guldsmedkunstens Mesterværk
 Det bevise kunde;
 Hentet var det udenlands,
 Skiænket af Væltove,
 Og forhøied Barmens Glands
 Nu paany til Hove;
 Dermed Heske tre, ved Navn
 Svane, Sadelprud og Ravn,
 Fulgte over Vove.
 
 Saa den Helt, med Løvemod
 Og med Bjørnekræfter,
 Viiste, at han vennegod
 Ogsaa var derefter;
 Styrke fremfor alle Mænd
 Gud ham gav i Naade,
 Men sagtmodig han med den
 Immer holdt til Raade;
 Ærekiær, han Vreden dog
 Vidste godt at dæmpe:
 Aldrig over Bord han slog
 Nogen drukken Kæmpe.
 Gotherne for ingen Ting
 Længe Helten regned,
 Kongen ham i Kæmpering
 Daarlig kun begegned,
 For et Drog man saae ham an,
 For en Fæt i Ætten;
 Men den ærekiære Mund
 Visked af sig Pletten,
 Fik for al sin Vaande Bod,
 Havde nu den Ære,
 At sin Faders Værge lod
 Higelak indbære,
 Gav dermed sin Frænde kiær,
 Hvad i alt Hans Rige
 (Det forstaaer sig: iblandt Sværd)
 Spurgte om sin Lige,
 Gav ham Lov at sidde hos,
 Høit i Kongesæde,
 Gav ham Hjem og Jordegods,
 Herredom med Glæde.
 Saa sin Konge Bjovulv næst
 Blev i alle Dele,
 Han, hvem Lykken undte bedst,
 Siden fik det Hele;
 Det var Bjovulv, som med Tak
 Tog, hvad ham blev givet,
 Og holdt halvt med Higelak,
 Til han misted Livet;
 Var for Hardred Kongesøn
 Saa den bedste Støtte,
 Indtil han, om Hagen grøn,
 Sig paa Val forblødte. **)
 Det var Svensken, nu som før,
 Under Skilfing-Stammen,
 Der hos Granderne i Nør
 Tændte Ustyrs-Flammen;
 De som Seierherrer stod
 Over Konge-Liget,
 Traadte haanlig under Fod
 Hele Gothe-Riget.
 Bjovulv dog det Hovedslag
 Giengjaldt med et andet,
 Hævned Gothens Nederlag,
 Redded Fædrelandet.</blockquote>

 '''Noter'''
 *) At her fattes noget, er godt at see; og det maa, iblandt andet, være en Overgang, som siger, at Hæreds Datter havde ikke saadant et Ord paa sig, som Offas Dronning, om hvem dette Brudstykke handler.
 **) Higelaks Søn, der, som Barn, blev Hans Eftermand under Bjovulvs Formynderskab.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]

@@ Linje 662: / Linje 662: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
 [[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Beowulf (RW)]] !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)]] !!  !!

Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 13.Sang - Revisjonshistorikk

Carsten på 16. apr. 2019 kl. 13:54

JJ.Sandal på 22. des. 2013 kl. 19:24

Carsten på 5. feb. 2013 kl. 21:54

Jesper: Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 13.Sang