Carsten: Hinrich Rink: Brødrenes Besøg hos deres Søster

2024-11-23T05:34:30Z

Hinrich Rink: Brødrenes Besøg hos deres Søster

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Brødrenes Besøg hos deres Søster (Rink)]] !! !!
|-
|}

<blockquote>
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]''' '''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]''' '''Hinrich Rink''' 1866 <big><big><big>'''13. Brødrenes Besøg </big> hos deres Søster'''</big></big></big></center> 

En Mand havde tre Børn, hvoraf det ældste var en Pige. Denne Datter blev gift med en Mand fra en fremmed Plads paa Sydlandet, endnu medens Drengene vare ganske smaa. Under Opvæxten vidste de endnu intet om, at de havde en Søster, fordi Faderen med Villie ikke omtalte det. Endelig bleve de voxne og begyndte at fange, uden endnu at vide noget om, at de havde en Søster. Engang sagde Moderen: »mine Børn, I vide nok slet ikke noget om at I have en Søster?« Strax udfrittede de hende om dennes Opholdssted. Da sagde Moderen: »see I de høie Fjelde hist mod Syd, nedenfor dem har eders Søster sin Vinterplads; paa den ene Side af Hovedet er hun ganske lys; men I maae ikke drage derhen, hendes Samboende ville ikke lade eder leve, de ere Menneskeædere.« Ved disse Ord tabte den Ældre Lysten til et Besøg; men den Yngre længtes meget efter at see Søsteren; Moderen vilde afholde ham, men han fik endnu større Lyst til at besøge hende. Den følgende Dag droge Brødrene afsted; Forældrene sagde til dem: »naar I naae Landet derovre, skulle I vente til om Aftenen, thi hvis I komme til dem forinden de sove, slippe I ikke levende derfra.« Da de vare borte, opgav Forældrene dem ganske. De Reisende naaede over under Fjeldene, og de udspeidede hele Underlandet, for at opdage Huse. Endelig sagde den Ældre: »naar der boe Mennesker ved Foden af Fjeldene, pleier man at see Ravnene vende sig i Luften.« Endelig saae de et Fjeld, over hvilket der flagrede mange Ravne; da gik de paa Land, bandt deres Slæder fast og ventede til Aften. Men da det mørknedes, og de formodede at Folk havde lagt sig til Hvile, løsnede de Slæderne, og kjørte nærmere; de kom da til mange Huse, det første af dem havde tre Vinduer, dette gik de hen til, krøb forsigtigt op paa Taget og kiggede gjennem Lufthullet. Der saae de da et fælt Mandfolk foran Lampen blive løsket af sin Kone. Denne var paa den ene Side af Hovedet ligesom ganske hvid. Da reiste den Ældre sig op og sagde: »der siges, at vor Søster skal være lys paa den ene Side af Hovedet, see bare!« Den Yngre saae hende og udbrød forbauset: »vor Søster er tilvisse dernede; hør engang, du skal samle dit Spyt og spytte ned foran Lampen; naar de see det og derved blive opmærksomme, vil nok nogen komme ud.« I det samme som nu den Ældre havde spyttet, ruskede hun dernede i sin Mand og sagde: »der maa være nogen, som er kommen langveis fra, for at besøge os, skynd dig op.« Strax foer han op, greb sin Bue og gik ud. Da Brødrene saae ham kommende frem af Huusgangen med Buen spændt hen i Veiret, sagde den Ældre, førend han flk Øie paa dem: »vi ville besøge vor Søster, der er sagt os at hun er hvid paa den ene Side af Hovedet.« Da sagde den anden sagte hviskende: »eders Søster er derinde, kommer i kun ind.« Da de kom ind, viste han sig strax som Svoger, og forlangte Mad til dem; Konen tog Støvler paa, og sagde til nogle af Børnene at de skulde hjælpe. Gjæsterne mærkede nu, at deres Søsters Huusfæller alene bestode af hendes Børn; hele Tørrehækken var behængt med deres Støvler, alt efter Størrelsen, de størstes yderst. Noget derefter bragte de et stort Fad ind med Bær, blandede med Spæk, Søsteren satte det frem for dem og bad dem spise. Brødrene bleve nu muntre og skulde lige til at tage for sig, da opdagede de nede i Fadet en Menneskehaand, afskaaren ved Haandleddet, gribende om Bærrene og fælt sammenkrympet. Da sagde de: »vi spise ikke det Slags.» Men hun tog saa Fadet tilbage og gav sig til at spise i Forening med Børnene. Da hun nu tog Menneskehaanden og bed i Tommelfingeren og vilde skjære den af, raabte Børnene imellem hverandre: »Moder jeg vil ogsaa have noget!« Da traadte Brødrene hen for hende og sagde: »du der, er du ogsaa bleven Menneskeæder?« Hun skubbede til sin Mand og sagde: »Denne Fæle her har faaet mig dertil.« Svogeren bød nu sin Kone at koge noget til dem over Lampen, men tilføiede: »lad den kun brænde ganske svagt, thi naar vore Naboer mærke noget, løber det ikke roligt af.« Idet Konen hængte Gryden op, fortalte hun til sine Brødre: »Da vore Samboende i Vinter fangede en Hval og fik den til Land og flensede, faldt en Mand om paa den, og saa flensede de ham med.« Førend Maden var kogt sagde Værten til sine Børn: »staaer op og skjærer Surringen over paa alle vore Naboers Slæder derude, men gjører bare ingen Støi.« Børnene gik strax ud, og da de kom ind igjen, spurgte han dem: »have I nu ogsaa skaaret Surringen over paa dem alle?« Da svarede de: »ja vi have gjort saaledes ved dem alle.« Imidlertid havde de dog forbigaaet een. Da nu Kjødet var kogt og de spiste, sagde Svogeren til sine Gjæster: »saasnart I have spiist, maae I reise, jeg skal følge eder ud, men saasnart I ere kjørte fra Land, vil jeg raabe, og saa skulle I faae at see.« Da de havde spiist og vilde reise, sagde han atter: »nu vide I hvor vi boe, lad see at I besøger os, og kommer at see til eders Søster.« Derpaa fulgte han dem ud, de satte sig begge i deres Slæder og kjørte, men i det samme, som de kjørte ud paa Isen, raabte han høit: »de Fremmede ville reise, de Fremmede ville reise!« Da de derpaa saae sig om, var det heelt sort at see til, saaledes myldrede de frem baade af Huusgange og af Vinduer, nogle havde bare faaet fat paa deres Klæder, andre vare nøgne; saaledes skyndte de sig til Slæderne, men idet de vilde kjøre, gik disse itu. Imidlertid bleve de to Reisende bange og skyndte paa deres Hunde, og idet de saae sig om, opdagede de een Slæde, der fulgte efter dem og ligesom halede ind paa dem. Da deres Svoger saae dette, skyndte han sig efter den, naaede den og dræbte den Kjørende; derpaa begyndte han at dræbe Mennesker, hele sin Slæde fyldte han med Menneskelemmer, Arme og Laar, og saaledes belæsset drog han tilbage. Men hans Svogre naaede deres Hjem seent paa Natten, og saa fortalte de, hvorledes deres Søster var bleven til Menneskeæder, og hvorledes de kun med Nød havde undgaaet Døden, idet deres Svoger havde frelst dem. Senere fik de aldrig mere deres Søster at see.

==Kilde==
 
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 77-79.
 
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]

Brødrenes Besøg hos deres Søster (Rink) - Revisjonshistorikk

Carsten: Hinrich Rink: Brødrenes Besøg hos deres Søster