De danskes toge til Venden - Revisjonshistorikk

Jesper på 2. mar. 2016 kl. 06:24

2016-03-02T06:24:32Z

Jesper på 15. feb. 2016 kl. 16:25

2016-02-15T16:25:02Z

JJ.Sandal på 25. des. 2013 kl. 16:03

2013-12-25T16:03:30Z

Jesper: Kategori: N. M. Petersen

2013-06-20T05:36:05Z

Kategori: N. M. Petersen

JJ.Sandal på 18. feb. 2013 kl. 21:01

2013-02-18T21:01:52Z

Jesper: De danskes toge til Venden

2013-01-14T16:50:59Z

De danskes toge til Venden

Vis endringer

@@ Linje 29: / Linje 29: @@
 <br>De Landstrækninger ved Østersøen, som saaledes ved Gothernes Udvandringer blottedes for Indbyggere, bleve efterhaanden besatte af et østligere Folk, hvis Grundstamme uden Tvivl ogsaa her havde sit oprindelige Hjem, hvilket dog taber sig i Oldtidens Mørke. Allerede 500 Aar før Kristi Fødsel, finder man et saadant betydeligt Folkeslag omtalt som boende i Sarmatien, imellem Æstier paa den ene Side og Gother paa den anden; de handlede med Bernsteen, udbredte sig fra Weichselen af indtil Øsel, og den Deel af Østersøen, ved hvilken de boede, kaldtes det vendiske Hav, de selv Veneder (Оυενεδοι). Dette Folk, hvis Slægtskab med den store slaviske Folkestamme er afgjort, henhørte hverken til samme Grundstamme, som Gother og Germaner paa den ene Side, eller til samme, som Finner paa den anden; men enten maa man antage, at en saare tidlig og gjennemgribende Blanding havde fundet Sted imellem dem og Germanerne, fra hvilke de dog i Sæder og Skikke vare meget forskjellige, eller ogsaa begge maae være oprundne fra en fælles Grundstamme, den kaukasiske. Ligheden i Sprogenes første Ord og Sproglære beviser det. Begge Sprog søge deres Grund i Asien; de slaviske Sprog have mest Lighed med Armeniernes, de germaniske med Persernes; dog følger deraf næppe mere, end at begge have haft eet fælles Stamfolk. Af deres ældste østlige Naboer, Finnerne, kaldtes de ''Vena'', Finnerne kalde endnu Russerne ''Venäleine'' og Rusland ''Venahenmaa'' eller Vendernes Land. Denne Benævnelse træffe vi atter hos vore egne nordiske Forfattere, som omtale Folket ''Vanir'' og deres Land ''Vanaland'', hvilket grændsede til Asernes, og igjennem hvilket disse droge paa deres Vej til Norden. Herved bliver det os ogsaa paa een Gang forklarligt, hvorfra den Lighed imellem begge Folks Gudelære, saa megen Forskjellighed uagtet, kan være opstaaet, og hvorledes en vedvarende Blanding af begge Folkestammer kunde vedligeholde sig i Aarhundreders Løb.
 <br>Paa alle Sider omgivne af gothiske Folk, begyndte en stor Deel af Venderne allerede at udvandre i det første Aarhundrede efter Kristus; flere nordtyske Folk trængte da ind i deres Land, og fortsatte derpaa, ligesom de, Vandringen imod Syd. Andre fredelige Stammer, deels af deres Naboer, Finnerne, deels af selve Vender, bleve tilbage, og dannede ligesom Smaakantoner; ogsaa disse blandede sig efterhaanden ind i den almindelige Folkevandring, der var disse Aarhundreders bestandige Særkjende, og af Blandingen opstod nye Folkeslag. Et Exempel derpaa er Vidioarierne (Vidiverjerne) eller Vitlænderne i Vestpreussen, en Blanding af Vender og Gother.
-<br>I nogen Tid staae Venderne i Skygge, da Historien har fæstet sin Opmærksomhed paa langt mægtigere Riger: Til det store gothiske Rige under Ermanarich (''Jørmunrekr'') &#134; 375 hørte ogsaa Folkene ved Østersøen: Vender, Æstier, Fenner eller Tschuder. Ogsaa Attilas store hunniske Rige udstrakte sig til Østersøen, og rimeligviis have da ogsaa Venderne været skatskyldige dertil. For os Nordboer maa dette være saa meget sandsynligere, som vore ældgamle Sagn have opfattet Folkenavnet Huner, og anvendt dette paa de vendiske Folk langsmed Østersøen, og vide at fortælle mangehaande Tildragelser, som forefaldt imellem Konger af ''Reidgotaland'', det sydlige Jylland-, og ''Húnaland'', Venden. De nysnævnte gothiske og hunniske Riger sank imidlertid med deres Stiftere, og hvad der endnu kunde være en Hindring for Vendernes friere Udbredelse, det store Vandalske Rige, der havde dannet sig af gothiske Folk, hvoriblandt Rugier ved Peene og paa Rügen, det drager sig ogsaa i Begyndelsen af det femte Aarhundrede imod Syden. Da begynde ogsaa Venderne at udbrede sig sydpaa, og træde nu snart frem i anseelige Riger i Böhmen, Slesien, Kroatien, Mähren. To Hovedstammer blive da efterhaanden mere kjendelige: Slaviner og Anter, og kun nogle Smaastammer ved Weichselen bevare endnu Navnet Vender.
+<br>I nogen Tid staae Venderne i Skygge, da Historien har fæstet sin Opmærksomhed paa langt mægtigere Riger: Til det store gothiske Rige under Ermanarich (''Jørmunrekr'') &dagger; 375 hørte ogsaa Folkene ved Østersøen: Vender, Æstier, Fenner eller Tschuder. Ogsaa Attilas store hunniske Rige udstrakte sig til Østersøen, og rimeligviis have da ogsaa Venderne været skatskyldige dertil. For os Nordboer maa dette være saa meget sandsynligere, som vore ældgamle Sagn have opfattet Folkenavnet Huner, og anvendt dette paa de vendiske Folk langsmed Østersøen, og vide at fortælle mangehaande Tildragelser, som forefaldt imellem Konger af ''Reidgotaland'', det sydlige Jylland-, og ''Húnaland'', Venden. De nysnævnte gothiske og hunniske Riger sank imidlertid med deres Stiftere, og hvad der endnu kunde være en Hindring for Vendernes friere Udbredelse, det store Vandalske Rige, der havde dannet sig af gothiske Folk, hvoriblandt Rugier ved Peene og paa Rügen, det drager sig ogsaa i Begyndelsen af det femte Aarhundrede imod Syden. Da begynde ogsaa Venderne at udbrede sig sydpaa, og træde nu snart frem i anseelige Riger i Böhmen, Slesien, Kroatien, Mähren. To Hovedstammer blive da efterhaanden mere kjendelige: Slaviner og Anter, og kun nogle Smaastammer ved Weichselen bevare endnu Navnet Vender.
 <br>Imidlertid rykkede en anden slavisk Stamme, Ljæcher eller Lecher, fra Ungarn imod Norden, og satte sig fast i Polen og Pommern. Denne deelte sig atter i mange mindre Stammer, som fik Navne efter deres Boliger: Poljæner eller Poler paa Sletten ''(pole)'', Lutitier i Sumpegne ''(lutice)'', Pomeraner ved Havet ''(po more)'' o. s. v. Pomeranerne vandrede ind i Gothernes, Burgundernes, Vandalernes og Rugiernes forrige Land, og blandede sig rimeligviis med Lævninger af Varnerne ved Floden Warnow og af Rugier paa Øen Rügen; de antoge i det mindste deres Navne: Varner og Rugier. Lutitierne indtoge ikke blot Lausitz, som endnu bærer deres Navn, men ogsaa Forpommern og en Deel af Meklenborg og de brandenborgske Mark'er. Den Deel af Lutitierne, som boede i Lausitz, kom under Sorbernes Herredømme, en anden mægtig slavisk Stamme imod Syden; de nordligere Lutitier derimod bevarede deres Uafhængighed under Navnet Welataber eller Wilzer. Mange nyere Smaastammer udviklede sig, deels som Kolonister fra de forrige, deels maaskee af tidligere vendiske Stammer, og under Navnene Obotriter, Wagrier, o. m. fl. nærmede de vendiske Folk sig stedse mere Danmarks Grændse. Efterat Slaverne saaledes vare trængte frem til Østersøen og Slien, udgjorde de en overordentlig stor Stamme, hvis Top udbredte sine Grene mod Øst og Vest ved Østersøen, og hvis Rødder tabte sig paa den ene Side ved det sorte Hav, paa den anden ved den venetianske (venediske, vendiske) Bugt.
 <br>

@@ Linje 172: / Linje 172: @@
 <br>I det saakaldte Rügiske Circipanien eller Fyrstendømmet Rügen paa denne Side Vandet laa Provinsen BARTH med en Borg ved Udløbet af Floden Barthe; Provinsen havde mod Østen Landskabet Pütne (Stralsund og dets Omegn), mod Syden Grimmen, mod Vesten Floden Rekenitz.<sup>142)</sup>  Det er denne Provins Saxe kalder ''Barta (Barca'' er en Læsefejl) og om hvilken han siger, at den ved et smalt Sund er skilt fra Rügen ''(Barca a Rugia brevi freto discreta)''; men nærmest sigter han kun til den Landstrækning, som omgav Byen Barth eller castrum Barth; den Flod, han omtaler, er Barthe eller Bartheke.<sup>143)</sup>
 <br>Fremdeles Provinsen TRIBUSEES; ligeledes en Borg eller ''castrum'' med tilhørende Landstrækning ved Floden Trebel. Men herfra udstrakte Provinsens Navn sig langt videre, saa at det omfattede den største Deel af Fyrstendømmet Rügen paa denne Side Vandet; i samme nævnes i en Bulle af 1140 kun de tre Hovedborge Triboses, Gützkow og Wolgast, som altsaa hver maa have haft et anseeligt Distrikt; man seer ligeledes af Diplomer, at Landskabet Tribusees strakte sig heelt hen imod Stralsund ''(terra Tribusees prout protenditur in Stralsund)''; hos Saxe tages det tydelig i denne videre Udstrækning. Det er altsaa det hele Landskab søndenfor Barth imellem Floderne Rekenitz, Trebel, Rück og Sundet ved Rügen.<sup>144)</sup>  Denne Provins kaldes i Knytlinga ''Tribusiz'' og hos Saxe ''Tribusana provincia.''<sup>145)</sup>
-<br>I Forbindelse med nysanførte forekommer endnu en anden Landstrækning med en By: I Knytlinga fortælles nemlig, at Kong Valdemar drog til Stræla, og red op der ''til Tribuzis ok Atripiðen'', hærgede Landet rundt om, indtog Borgen, og drog derefter hjem. Paa det tilsvarende Sted hos Saxe fortælles, at Kongen overfaldt ''Circipenensis provincia''; man kom igjennem et stort Uføre, et Morads med Bække og Grøfter ''(vasta et cænulenta palus)'', derpaa igjennem en meget stor Skov; derpaa saae de Byen ''(vicus)'', som var omgiven med et saa stort Vand ''(palus)'', at man kunde sejle deri med Skibe. Byen var mere befæstet af Naturen ved det Vand, som omgav den, end ved Kunst; den havde kun en Vold paa een Side med en Bro; Høvdingen sammesteds Otmar lod Broen afbryde, men Kongen indtog desuagtet Byen.<sup>146)</sup>  Ved at sammenligne begge Beretninger skjønnes, at det ''Atripiðen'', som Knytlinga nævner, var det Sted, hvor Borgen (eller Saxes ''vicus'') laa. Ved et af Kong Knuds Toge fortælles fremdeles: efter Knytlinga, at Kongen fik Hjælp af Rügerne, og drog med dem ''til Tribuðiz (Tribuziz)'', og saa ''upp á Tribipen (Tripipen, Bipen)'', og hærgede der; han red til deres Kjøbsted ''(kaupstaðr)'', og brændte den; efter Saxe endnu omstændeligere, at Kong Knud samlede en Hær af 2000 Rüger, og marserede igjennem ''Tribusana provincia'', som laa under hans Herredømme; derpaa gik han igjennem Circipenensernes Morads ''(Circipenensium palus)'', som hans Fader før (paa nysomtalte Tog) var dragen igjennem, og kom til Byen ''(urbs) Lubeckinka''. Da han var dragen forbi denne, og vilde til ''Diminum'', traf han paa en By ''(vicus)'', hvor Barbarerne drak uden at tænke paa nogen Fjende (Knytlingas nysanførte ''kaupstaðr''). De Danske vendte tilbage, og Hæren adspredte sig for at hærge og brænde, da Kongen nu, for den lange Vejs Skyld, havde forandret sit Forsæt at drage til Dimin. Kongen selv marserede med 30 Mand, da han fik at vide, at der var en Gaard ''(villa)'' forsynet med Korn, men forsvaret af en stor Sværm af Fjender; han sendte derfor Absalon hen at hjælpe de andre. Absalon bemægtigede sig Gaarden med dens Forraad, og vendte tilbage til Kongen. Da denne havde overnattet i Nærheden af Lubyna ''(propter Lubynam)'', og ødelagt de overblevne Landsbyer, befalede han Rügerne at slaae Bro over det Dyb ''(lacuna)'', som han for havde haft Vanskelighed med at passere, gik over, besteg Skibene, og kom til den ved Peenefloden nærmeste Havn.<sup>147)</sup>  Ved at betragte disse Beretninger med nogen Opmærksomhed vil man finde, at Navnet ''Atripiden'' i Knytliiiga er læst urigtig for ''á Tripiden''; det sees tydelig ved Sammenligning af Kap. 124 og 129; paa første Sted har der staaet: ''reið þar upp til tribtiziz ok a tripiden'' (hvilket Afskriveren i sin Ukyndighed har læst i eet Ord), ligesom paa sidste: ''fár þaðan til tribúðiz ok sva upp a tripiden'', paa hvilket Sted det foran gaaende ''upp'' har hindret Afskriveren fra at læse fejl. Til de Varianter, som findes i Slutningen af Navnet, maa Grunden have været, at det har været skrevet med ''þ: Tripiþen'', hvilket da er blevet læst som ''p: Tripipen'', istedenfor ''ð:Tripiðen''. Dette Navn er det i Diplomer oftere forekommende ''Tribedne'' eller ''Tribeden''; man finder nemlig nævnt ''castrum Barth cum terra attinenti, videlicet Tribedne vocata''; saa og ''a Butesowe'' (Bützow i det Mechlenborgske) ''in utraque parte aquæ, quæ Nebula'' (Nebelfloden) ''dicitur, usque ad terram, quæ Tribedne'' (i Langebeks Afskrift ''Tribeden) vocatur''. Dette Tribeden kan have ligget paa to Steder, enten nordenfor Tribusees henimod Barth til, efter førstanførte Diplom, eller søndenfor Tribusees imellem dette og Demmin. Schwarz antager, at der menes ikke Tribusees paa denne Side Trebel indenfor Peene og Rekenitz, men Landstrækningen hin Side Trebel henimod Güstrow og Nebel, eller vel endog den Provins, som ellers kaldes Wasitha (nuv. Wastow ved Nehringen), hvor der endnu er Spor af en gammel Borg.<sup>148)</sup>  Denne Egn eller Egnen strax østen for Tribusees, hvor der ogsaa i et Diplom tra 1285 omtales et ''castrum antiquum'', der ligesom Tribusees selv var omgivet af Floden Trebel og dens Moradser eller Søer,<sup>149)</sup>  er uden Tvivl den rette. Thi ved at betragte det anførte Tog seer man, at de Danske gik ud fra Stralsund, hvor Flaaden som sædvanlig laa ved Strela; de trængte tværs ind igjennem Landet, og kom til en Borg, som ikke nævnes, og hvis Beliggenhed derfor heller ikke bestemt kan angives, men efter Togets Retning maa det have været nuværende Richtenberg eller Franzburg, der ligge ved Søer, eller vel endog Tribusees selv; Kongen drog nu videre frem, og agtede sig til Demmin; han kom da, som Saxe siger, til Lubeckinka, der ikke kan være andet, end nuværende ''Lübchin'' strax indenfor den Mechlenborgske Grændse. Kongen opgav imidlertid Forsættet, at drage mod Demmin, hvortil der endnu var en lang Vej, vendte tilbage over Lubyna, og kom endelig til den Havn, som er nærmest Peene. Denne Havn er sandsynligviis det foromtalte Wyk ved Greifswalde.<sup>150)</sup>  Det er da ogsaa indlysende, at Tribeden vel laa længer inde end Tribusees, hvilket ogsaa vel passer med Knytlingas Udtryk: til Tribuzis ok ''svá upp á'' Tripiðen; men det kan ikke, som Kombst antager,<sup>151)</sup>  være nuværende Treptow ved Tollense, thi hele Toget skete nordenfor Peene; den danske Konge kom ikke engang ned til Demmin, langt mindre til Treptow, der ligger endnu langt sydligere. Hvad Lubyna er, lader sig vanskelig bestemme; det kan hverken være ved Stralsund, som Schwarz mener;<sup>152)</sup>  heller ikke Liebenau (Lübbenow) noget nordenfor nedre Peene;<sup>153)</sup>  derimod ligger Landsbyen Leuenhagen, der ogsaa nævnes tidlig, lige i Togets Retning.
+<br>I Forbindelse med nysanførte forekommer endnu en anden Landstrækning med en By: I Knytlinga fortælles nemlig, at Kong Valdemar drog til Stræla, og red op der ''til Tribuzis ok Atripiðen'', hærgede Landet rundt om, indtog Borgen, og drog derefter hjem. Paa det tilsvarende Sted hos Saxe fortælles, at Kongen overfaldt ''Circipenensis provincia''; man kom igjennem et stort Uføre, et Morads med Bække og Grøfter ''(vasta et cænulenta palus)'', derpaa igjennem en meget stor Skov; derpaa saae de Byen ''(vicus)'', som var omgiven med et saa stort Vand ''(palus)'', at man kunde sejle deri med Skibe. Byen var mere befæstet af Naturen ved det Vand, som omgav den, end ved Kunst; den havde kun en Vold paa een Side med en Bro; Høvdingen sammesteds Otmar lod Broen afbryde, men Kongen indtog desuagtet Byen.<sup>146)</sup>  Ved at sammenligne begge Beretninger skjønnes, at det ''Atripiðen'', som Knytlinga nævner, var det Sted, hvor Borgen (eller Saxes ''vicus'') laa. Ved et af Kong Knuds Toge fortælles fremdeles: efter Knytlinga, at Kongen fik Hjælp af Rügerne, og drog med dem ''til Tribuðiz (Tribuziz)'', og saa ''upp á Tribipen (Tripipen, Bipen)'', og hærgede der; han red til deres Kjøbsted ''(kaupstaðr)'', og brændte den; efter Saxe endnu omstændeligere, at Kong Knud samlede en Hær af 2000 Rüger, og marserede igjennem ''Tribusana provincia'', som laa under hans Herredømme; derpaa gik han igjennem Circipenensernes Morads ''(Circipenensium palus)'', som hans Fader før (paa nysomtalte Tog) var dragen igjennem, og kom til Byen ''(urbs) Lubeckinka''. Da han var dragen forbi denne, og vilde til ''Diminum'', traf han paa en By ''(vicus)'', hvor Barbarerne drak uden at tænke paa nogen Fjende (Knytlingas nysanførte ''kaupstaðr''). De Danske vendte tilbage, og Hæren adspredte sig for at hærge og brænde, da Kongen nu, for den lange Vejs Skyld, havde forandret sit Forsæt at drage til Dimin. Kongen selv marserede med 30 Mand, da han fik at vide, at der var en Gaard ''(villa)'' forsynet med Korn, men forsvaret af en stor Sværm af Fjender; han sendte derfor Absalon hen at hjælpe de andre. Absalon bemægtigede sig Gaarden med dens Forraad, og vendte tilbage til Kongen. Da denne havde overnattet i Nærheden af Lubyna ''(propter Lubynam)'', og ødelagt de overblevne Landsbyer, befalede han Rügerne at slaae Bro over det Dyb ''(lacuna)'', som han for havde haft Vanskelighed med at passere, gik over, besteg Skibene, og kom til den ved Peenefloden nærmeste Havn.<sup>147)</sup>  Ved at betragte disse Beretninger med nogen Opmærksomhed vil man finde, at Navnet ''Atripiden'' i Knytlinga er læst urigtig for ''á Tripiden''; det sees tydelig ved Sammenligning af Kap. 124 og 129; paa første Sted har der staaet: ''reið þar upp til tribtiziz ok a tripiden'' (hvilket Afskriveren i sin Ukyndighed har læst i eet Ord), ligesom paa sidste: ''fár þaðan til tribúðiz ok sva upp a tripiden'', paa hvilket Sted det foran gaaende ''upp'' har hindret Afskriveren fra at læse fejl. Til de Varianter, som findes i Slutningen af Navnet, maa Grunden have været, at det har været skrevet med ''þ: Tripiþen'', hvilket da er blevet læst som ''p: Tripipen'', istedenfor ''ð:Tripiðen''. Dette Navn er det i Diplomer oftere forekommende ''Tribedne'' eller ''Tribeden''; man finder nemlig nævnt ''castrum Barth cum terra attinenti, videlicet Tribedne vocata''; saa og ''a Butesowe'' (Bützow i det Mechlenborgske) ''in utraque parte aquæ, quæ Nebula'' (Nebelfloden) ''dicitur, usque ad terram, quæ Tribedne'' (i Langebeks Afskrift ''Tribeden) vocatur''. Dette Tribeden kan have ligget paa to Steder, enten nordenfor Tribusees henimod Barth til, efter førstanførte Diplom, eller søndenfor Tribusees imellem dette og Demmin. Schwarz antager, at der menes ikke Tribusees paa denne Side Trebel indenfor Peene og Rekenitz, men Landstrækningen hin Side Trebel henimod Güstrow og Nebel, eller vel endog den Provins, som ellers kaldes Wasitha (nuv. Wastow ved Nehringen), hvor der endnu er Spor af en gammel Borg.<sup>148)</sup>  Denne Egn eller Egnen strax østen for Tribusees, hvor der ogsaa i et Diplom tra 1285 omtales et ''castrum antiquum'', der ligesom Tribusees selv var omgivet af Floden Trebel og dens Moradser eller Søer,<sup>149)</sup>  er uden Tvivl den rette. Thi ved at betragte det anførte Tog seer man, at de Danske gik ud fra Stralsund, hvor Flaaden som sædvanlig laa ved Strela; de trængte tværs ind igjennem Landet, og kom til en Borg, som ikke nævnes, og hvis Beliggenhed derfor heller ikke bestemt kan angives, men efter Togets Retning maa det have været nuværende Richtenberg eller Franzburg, der ligge ved Søer, eller vel endog Tribusees selv; Kongen drog nu videre frem, og agtede sig til Demmin; han kom da, som Saxe siger, til Lubeckinka, der ikke kan være andet, end nuværende ''Lübchin'' strax indenfor den Mechlenborgske Grændse. Kongen opgav imidlertid Forsættet, at drage mod Demmin, hvortil der endnu var en lang Vej, vendte tilbage over Lubyna, og kom endelig til den Havn, som er nærmest Peene. Denne Havn er sandsynligviis det foromtalte Wyk ved Greifswalde.<sup>150)</sup>  Det er da ogsaa indlysende, at Tribeden vel laa længer inde end Tribusees, hvilket ogsaa vel passer med Knytlingas Udtryk: til Tribuzis ok ''svá upp á'' Tripiðen; men det kan ikke, som Kombst antager,<sup>151)</sup>  være nuværende Treptow ved Tollense, thi hele Toget skete nordenfor Peene; den danske Konge kom ikke engang ned til Demmin, langt mindre til Treptow, der ligger endnu langt sydligere. Hvad Lubyna er, lader sig vanskelig bestemme; det kan hverken være ved Stralsund, som Schwarz mener;<sup>152)</sup>  heller ikke Liebenau (Lübbenow) noget nordenfor nedre Peene;<sup>153)</sup>  derimod ligger Landsbyen Leuenhagen, der ogsaa nævnes tidlig, lige i Togets Retning.
 <br>
 <br><br>

@@ Linje 38: / Linje 38: @@
 <br>Allerede i det sjette Aarhundrede fortælles om de nordlige Vender, at de altid havde Liren i Haanden. Dette Instrument havde tre Strenge, var større end en Fiolin og rimeligviis en Slags Harpe; i det mindste er det uden Tvivl dette Instrument der menes, naar Nordboerne i den bekjendte Fortælling om Aslaug berette, at hendes Fosterfader Helmer skjulte hende i en Harpe ''(harpa)''. Foruden dette Instrument, Russernes ''Husli'', Serviernes ''Gosle'', kjendte Venderne ogsaa Hornet og Sækkepiben ''(Kosslo)''. Et meget bøjeligt Sprog lettede Sangen, og Folkesange opstode tidlig.
 <br>Af Mangel paa Kundskab om de egentlige Venders Folkesange berøre vi blot Serviernes: det karakteristiske i disse Sange er uden Tvivl ogsaa det samme hos alle slaviske Folk. Servierne have Sange om en Helt Marko, der kan sammenlignes med Grækernes Herkules, og endnu mere med vor Stærkodder; han er den første af Helte, besidder en uendelig Styrke, hans Villie er ubetinget, og han frembringer hvad han vil. Han rider en Hest i halvandet hundrede Aar, og han bliver selv, ligesom vor Stærkodder, tre hundrede Aar gammel. I andre Sange skildres Stæder, der befæstes ved Menneskeoffer, ligesom i vore Sagn, og Fugle bruges som Budskab, ligesom i gamle Sagn hos os. Men især ville vi bemærke Serviernes Militza, da Sangen om hende, den bly Mø, som Elskeren forgjæves søger at bringe til at skue i Vejret, aander en elskværdig Simpelhed og Ro, og har megen Lighed med vort bekjendte Sagn om Ottar og Sigrid, der ikke kastede sit Øje paa den Elskede, førend Lyset, med hvilket hun lyste ham til Brudelejet, brændte ned paa hendes Fingre. Den serviske Sang lyder efter Bowring<sup>1)</sup>  omtrent saa:
-<br><blockquote>Lange Bryn hos min Militza skygge
 <br>over hendes milde Rosenkinder,
 <br>Rosenkinder, og det hulde Aasyn.
@@ Linje 62: / Linje 64: @@
 <br>”Hverken overviis, ej heller fjantet
 <br>er jeg, ikke Vila, Skyers Samler;
-<br>jeg er kun en Mø, og skuer for mig."</blockquote>
+<br>jeg er kun en Mø, og skuer for mig."
-<br>Vendernes Dands bestod, som Slavernes i Almindelighed, i overordentlig heftige Legemsbevægelser, i krigersk Gang, stærke Gestikulationer, Fordrejelser af Legemet og Løften og Svingen af Dandserinderne.
+</blockquote>
 Alle Skribenter ere enige i at tillægge dem en overordentlig Gjæstfrihed; efter Biskop Ottos Vidnesbyrd forsikres endog, at Manden, naar han gik ud, ikke lukkede sit Huus, men lod Spiser sætte paa Bordet, og tildækkede dem, forat de kunde være gode, hvis der kom Gjæster medens han var ude. Denne Gjæstfrihed befordrede Handel og fredelige Kunster, og den gjensidige Meddelelse og Velgjørenhed hindrede Betleri og Tyveri; Betlere og Tyve, forsikres der, fandtes ikke iblandt dem. Den gjensidige Tiltro fordrede ingen edelig Bekræftelse; at sværge og at sværge falsk ansaae de for lige syndigt.
 <br>I Afholdenhed og Kyskhed lignede de Nordboen; Fleerkoneriet var almindeligt, men Ægteskabsbrud straffedes med Døden. Konen kjøbtes eller røvedes, som hos Nordboen; men hun betragtedes i langt højere Grad, end hos ham, som Gods. Hun behandledes som Trælkvinde, og maatte som saadan forrette det sværeste Arbejde; havde Manden en Seng, saa maatte Konen ligge udenfor denne paa Gulvet. Ligesom Mand og Fader hos Morlakkerne ikke tale om Kone og Datter uden med Tillægget: med Forlov at sige (''da prostite, moia xena'', med Forlov at sige, min Kone), saaledes berettes det selvsamme om de gamle Vender. Som andet Gods maatte Konen følge sin Mand i den anden Verden; ved Mandens Død overlod man hende derfor Valget, enten hun vilde aflive sig selv ved hans Begravelse, eller lade sig dræbe paa Baalet.<sup>2)</sup>  Døde hun ej med Manden, da var hun til Skjændsel hele sit følgende Liv. Denne grusomme Skik, som vidner om Vendernes asiatiske Oprindelse, ophørte i Polen først i det tiende, i Rusland først i det ellevte Aarhundrede.
@@ Linje 214: / Linje 218: @@
 <br>''Geitisey'', hvor de Danske efter Toget til Bramnes traf Kong Valdemar (Knytl. Kap. 124) er ved nuværende Geddesby og Gedserodde paa den sydlige Side af Falster, hvor der var en ''curia domini regis'' eller ''arx regia'' (Valdemars Jordebog hos Langebek, S. 525. 540. Eskilds Fundation for Nestved Kloster fra Aar 1135 i Thorkelins Diplom. 1 D.)
 <br>''Hyljumynni'', hvor Absalon boldt et Slag med Venderne, da han drog hjem fra Vindland og sejlede nordpaa til Øresund (Knytl. Kap. 124) er enten nuværende Hölewik ved Skanør i Skaane (Langeb. Script. T. 1, S. 60); Stedet, som Vigen laa ved, kaldes ogsaa Hol, forhen ''Hólar'' eller ''Hálshólar'' (Hkr. T. 2, S. 281); eller det er Bugten ved Øen Hyllen paa den sydlige Side af Laaland (Estrups Absalon, S. 07).
-<blockquote>'''Fodnoter:'''
+'''Fodnoter:'''
-<br>1) Servian popular poetry, translated by Bowring.
+) Servian popular poetry, translated by Bowring.
 <br>2) ''Insuper et Vinedi, quod est fidelissimum genus hominum, hunc habet morem, ut mulier, viro mortuo, se in rogo cremati pariter arsura præcipitet.'' Epist. Bonifacii Archiepisc. Moguntini ad Ethelbaldum regem Merciorum (Bibl. max. Patrum, T. 13, S. 76).
 <br>3) Allgemeine Welthistorie, 51 Th. S. 221 fgg. Anton Erste Linien eines Versuches über der alten Slaven Ursprung etc. 1 Th. S. 30 fgg. jf. 2 Th S. 48 fgg. Schreiter Beitragc zur Gesch. der alten Wenden. Dobrowsky Slavin. Suhm om Slavernes Herkomst og ældste Sæde i hans Saml. Skr. 10de D. o. fl.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. jun. 2013 kl. 05:36
Linje 428:		Linje 428:
	[[Kategori:Tekster på dansk]]		[[Kategori:Tekster på dansk]]
	[[Kategori:Artikler]]		[[Kategori:Artikler]]
		+	[[Kategori: N. M. Petersen]]

@@ Linje 16: / Linje 16: @@
-<br><center> Første Afsnit:<br>'''De vendiske Folk'''</center>
+<center> Første Afsnit:<br>'''De vendiske Folk'''</center>
-<blockquote><center><big><big><big>'''1.'''</big></big></big></center>
+<center><big><big><big>'''1.'''</big></big></big></center>
 ALLEREDE i flere Aarhundreder havde nordiske Vikingesnækker hjemsøgt Østersøens, Nordsøens og Atlanterhavets Kyster. Det danske Navn gjenlød fra Liffy til Ifa; det var blevet en Skræk for Beboerne af Seines og Loires Brædder. Plyndring og Mord fulgte det; talrige Krigsfanger maatte betale den umættelige Begjerlighed svære Løsepenge, og Templerne for hvide Krist gik op i Luer. Men ved Kristendommens Indførelse i Norden vaktes Fromheden, og Vikingefærden ophørte. Fredens Kunster begyndte at trives; Skoven sank for Øxen; Sværdet ombyttedes med Ploven, og Stæder begyndte at fremblomstre. Da kom Gjengjældelsens strænge Ret. Hvad Ædelt der opfostredes i Fredens og Mildhedens Skjød, hvad der helligedes ved from Tro og varme Bønner, ved kristelig Kjærlighed imellem Mand og Kvinde, imellem Forældre og Børn, imellem Herskeren og hans Undergivne, der hyldede ham som den, Gud havde udkaaret til Magtens Haandthæver, det truedes nu med Undergang af vilde Hedninger, der i Had og Grumhed ikke stode tilbage for Nordboen, den Gang ogsaa han rasede som Bersærk og bar Had som en Hedning. Alle Danmarks Øer og Kyster vare udsatte for Plyndringer; de fredelige Indvaanere førtes bort som Fanger, deres Boliger sank i Aske, deres Døtre bortførtes til Skjændsel. Dog var ogsaa dette et Middel til at vække Folkets Kraft. Paa alle Landets betydeligste Punkter hævede sig Forskansninger og Kasteller, der snart bleve til ligesaa mange Stæder, igjennem alle Sunde gyngede Baade; fra de fjerneste Provinser iler man ombord, for at gjenne, bekjæmpe og fordrive Fjenden, eller for at opsøge ham i sit eget Land, for at sløjfe hans Værker og omstyrte hans Afguder. Kongerne selv gaae i Spidsen for Hæren, Biskopperne kaste Bispestaven og gribe til Sværdet, begge Dele føre de med Ære, Landets ædleste Mænd stride i de Simples Rækker. Trange Sunde maa gjennemfares, sumpige Moradser gjennemvades, store Skove gjennemvandres, kun for at naae Fjenden; at naae ham er nok, da er han næsten slagen. Men han forsvinder her og kommer hisset frem; han er falsk, som Landet han beboer. Tapperhed og List, Mod og Udholdenhed, Uforsagthed og from Tillid, alt er nødvendigt for at svække og kue den ikke nær saa tapre, som grumme, mere troløse, end listige, ikke begejstrede, men fanatiske Fjende. Mange Forsøg gjøres, og mislykkes, og gjøres atter; thi just dette er Kjendetegnet paa den kristne Helt, at mislykkede Forsøg ikke afskrække ham, fordi han veed hvorfor han fægter, og at han frejdig og tillidsfuld paa ny bekjæmper den paa ny frembrydende Fjende, der endelig maa bukke under, fordi han bærer Spiren til sin Undergang i sig selv.
 <br>Man maatte forundre sig, hvis Danmark, der havde bestaaet saa mangen Kamp, ikke ogsaa skulde gjennemkjæmpe denne. Dets Beliggenhed, som havde befordret dets Vikingers fri Fart over alle Nordens Have, til alle nordlige Landes Kyster, maatte ogsaa udsætte det for lignende Anfald af andre. Hvor Kraften var lige, hvor Hedning stred mod Hedning eller Kristen mod Kristen, der havde Danmark sejret; ingen kunde rose sig af at have vundet en Fodsbred Land indenfor dets naturlige. Grændser; tværtimod udstrakte det sit Herredømme over alle nærliggende, endog fjerne Kyster. Til Lands strakte det sig saa langt ned, som Havet, dets naturlige Værn, omgiver det paa begge Sider; paa hin Side Havet adlød England og tildeels Norge det samt de sydlige Strækninger af nuværende Sverrig, eller de nærmeste Lande, som Havet beskyllede mod Vest og Øst. Men paa hin Side Havet trodsedes det endnu af et hedensk Folkeslag, til Lands nær ved dets Grændser og over Søen ikke fjernere, end at faa Dage kunde bringe dets Snækker til de danske Kyster.
@@ Linje 424: / Linje 424: @@
 <br>203) See iøvrigt Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 393-394. Suhms Danm. Hist. 7 D. S. 168-169.
 <br>204) See ogsaa Suhms Danm. Hist. 7 D. S. 406-408.
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Artikler]]