Den nordiske Missions Historie - Uddrag - Revisjonshistorikk

Carsten på 11. mar. 2023 kl. 12:32

2023-03-11T12:32:03Z

Carsten på 3. mar. 2023 kl. 16:26

2023-03-03T16:26:19Z

Carsten på 13. okt. 2022 kl. 07:43

2022-10-13T07:43:03Z

Carsten på 12. okt. 2022 kl. 07:26

2022-10-12T07:26:26Z

Vis endringer

Carsten på 10. okt. 2022 kl. 09:29

2022-10-10T09:29:07Z

Carsten på 10. okt. 2022 kl. 06:35

2022-10-10T06:35:17Z

Carsten på 18. sep. 2022 kl. 10:06

2022-09-18T10:06:40Z

Carsten: Hr. Paus' instruks for helligdagsvægterne

2022-03-30T05:41:09Z

Hr. Paus' instruks for helligdagsvægterne

Carsten på 7. mar. 2022 kl. 11:36

2022-03-07T11:36:57Z

Jesper på 5. nov. 2021 kl. 05:32

2021-11-05T05:32:54Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. mar. 2023 kl. 12:32
Linje 19:		Linje 19:
	<br><big>'''Hr. Thomas von Westen'''</big> døde </big>		<br><big>'''Hr. Thomas von Westen'''</big> døde </big>

−	~~1734~~</center>	+	1787</center>

@@ Linje 11: / Linje 11: @@
 <center>
-<br>'''Uddrag af'''
+<br>'''[[Samisk religion og mytologi|Temaside: Samisk religion og mytologi]]'''<br><br>'''Uddrag af'''
 <br><big>'''Hans Hammond<br><big>Den nordiske Missions Historie'''</big>

@@ Linje 185: / Linje 185: @@
 : '''1) Finnernes Hedenske Daab, har saadan Beskaffenhed: '''
-::a) Saasnart en Finne-Kone er frugtsommelig og nær ved at føde, da, efterat hun hiertelig har befalet sig ''Sarakka'', hvilken fos Finnerne er ''Cybele og magna mater'', bliver gierne den frugtsommelige advaret ''Nækarist'', eller i Drømme, af en ''Janike'', som skal opstaae i det Barns Liv<ref>''Nækarist'', eller ''Nakjærist'', betyder, i Henrykkelse eller Besvimelse; ''Janike'' eller ''Jamike'', er Gespenst, eller Dødning; altsaa troede Finnerne, at de Dødes Siele passede paa Leilighed, for at komme nok engang ind i menneskelig, Legeme og Verden.</ref>; (''ita loqvuntur'') eller ogsaa vorder af Faderen og Venner myret paa Ruunebomme, eller og paa Øxe og Belte, eller ''Noider'' adspurgte ved Aabenbaringer, at sige hvad Barnets Navn skal være; samme Navn angiver da Finnen for Præsten, naar Barnet skal døbes; uvidende om alle Omstændigheder, gives Barnet det Navn ved Daaben af Præsten, som Satan, enten ved ''Janike'', eller ved Myren har paahængt Barnet, der derved af Moders Liv bliver ligesom indviet til Mørkhedens Rige; dog er dette Navn altid paa Nordmands Tungemaal; enten Peder, Hans eller Niels etc.
+::a) Saasnart en Finne-Kone er frugtsommelig og nær ved at føde, da, efterat hun hiertelig har befalet sig ''Sarakka'', hvilken fos Finnerne er ''Cybele og magna mater'', bliver gierne den frugtsommelige advaret ''Nækarist'', eller i Drømme, af en ''Janike'', som skal opstaae i det Barns Liv<ref>''Nækarist'', eller ''Nakjærist'', betyder, i Henrykkelse eller Besvimelse; ''Janike'' eller ''Jamike'', er Gespenst, eller Dødning; altsaa troede Finnerne, at de Dødes Siele passede paa Leilighed, for at komme nok engang ind i menneskelig, Legeme og Verden.</ref>; (''ita loqvuntur'') eller ogsaa vorder af Faderen og Venner myret paa Ruunebomme, eller og paa Øxe og Belte, eller ''Noider'' adspurgte ved Aabenbaringer, at sige hvad Barnets Navn skal være; samme Navn angiver da Finnen for Præsten, naar Barnet skal døbes; uvidende om alle Omstændigheder, gives Barnet det Navn ved Daaben af Præsten, som Satan, enten ved ''Janike'', eller ved Myren har paahængt Barnet, der herved af Moders Liv bliver ligesom indviet til Mørkhedens Rige; dog er dette Navn altid paa Nordmands Tungemaal; enten Peder, Hans eller Niels etc.
-::b) Naar Finnens Barn kommer hiem fra Præstens Daab, da til Forsmædelse for den christelige Gudstieneste, bliver Præftens Daab afvasket, paa det Barnet skal aldeles ingen Samfund have med Kirke eller Præst, og det forrettes sædvanlig ved en Pige, som kaldes ''Risem edni''; dermed have de den Tanke, Barnet har ingen lykke, førend Præste-Daaben er aftoet; samme ''Risem edni'' giver Barnet ''Skiello''<ref>''Risem edni'' er den Lappe-Qvinde, som afvasker Barnet den christelige Daab; ''Skiello'' eller ''Skietto'' er den Ring eller plade, som kastes i Vandet, naar Lappe-Børn skulle omdøbes.</ref> det er, en Messing-Ring, til Beviis, at det fra Christendommen er befriet.
+::b) Naar Finnens Barn kommer hiem fra Præstens Daab, da til Forsmædelse for den christelige Gudstieneste, bliver Præstens Daab afvasket, paa det Barnet skal aldeles ingen Samfund have med Kirke eller Præst, og det forrettes sædvanlig ved en Pige, som kaldes ''Risem edni''; dermed have de den Tanke, Barnet har ingen lykke, førend Præste-Daaben er aftoet; samme ''Risem edni'' giver Barnet ''Skiello''<ref>''Risem edni'' er den Lappe-Qvinde, som afvasker Barnet den christelige Daab; ''Skiello'' eller ''Skietto'' er den Ring eller plade, som kastes i Vandet, naar Lappe-Børn skulle omdøbes.</ref> det er, en Messing-Ring, til Beviis, at det fra Christendommen er befriet.
-::c) Naar nu, Barnet bliver sygt eller græder meget, da, saasom Barnet ikke kan trives med det første Navn, bliver Barnet enten efter ''Janikes'' Tilsigelse, eller ''Myrans'' Adspørgelse<ref>''Myran'' er Adspørgelse ved Ruunebommen.</ref>, omdøbt med et andet Navn, som sædvanligen er Lappisk, og Barnets afgudiske Forfædre have baaret; denne Daab skeer da saaledes: Barnets Moder maae i Almindelighed selv omdøbe sit Barn, men den christelige Daab maae først være afvasket og bortkastet; udi kogt Vand kaster Moderen Ild, Knøsk, Jern, Kul og ''Skiello'', der noget af Messing, Tin eller Sølv: Denne ''Skiello'' beholder Barnet siden al sin Livstid, til et Beviis, at det er ''Uddenemo-Gadset'', eller omdøbt til sine Fædres Guder; denne ''Skiello'' bæres udi Belte, eller til Bryst-Prydelse, og kaldes ''Nemo Skiello''. ''Formulæ Anabaptismi'' ere adskillige, dog derudi overeenstemmende, at Barnet efter den ''Noids'' eller ''Janikes'' Sigelse bliver tvettet og døbt til ''Sarakka, Saiwo'' og andre Finnernes Guder; derved skal da Barnet blive bedre, og leve vel, end ved Præstens Daab, og nu skal den, eller den ''Janike'', eller Afdøde, opstaae i Barnets nye Navn; herved skeer gemeenlig Løvte om Offer for Barnet, besynderlig til den ''Janike'', hvis Lappe eller Noide Navn bliver opkaldet; Barnet maae derefter blant Lapperne ikke kaldes med den christelige Daabs Navn, men altid med ''Uddenemo''; dog skiule de dette ''Uddenemo'' for Nordmændene det meste mueligt; Finnerne indbyrdes lade ingen vide deres Børns christne Navn, eller deres eget, men allene deres ''Uddenemo''; Lapperne blive vrede paa hverandre, naar de kaldes af nogen ved andet Navn, end deres ''Uddenemo''<ref>''Uddenemo'' er det navn, de faae ved Omdøbelsen.</ref>; og Børnene straffes ofte haardeligen af Forældrene, naar de kalde deres forældre eller Sødskende med Præste-Daabs Navn, og ikke med ''Uddenemo''; denne Omdøbelse foretages ei allene med de Unge, men og med de Gamle; jeg har kiendt dem, skriver Lector, som udi deres Alders 70 Aar ere ''Uddenemo Sekirsat''; dette skeer ikke besynderlig for eengang, men saa ofte et Menneske er meget sygt eller elendigt; Lector havde truffet dem, som 4 Gange vare omdøbte, thi de troe med Jødernes Rabbiner, at Navnets Forandring skal forandre baade Guds Vrede og Sygdommen.
+::c) Naar nu, Barnet bliver sygt eller græder meget, da, saasom Barnet ikke kan trives med det første Navn, bliver Barnet enten efter ''Janikes'' Tilsigelse, eller ''Myrans'' Adspørgelse<ref>''Myran'' er Adspørgelse ved Ruunebommen.</ref>, omdøbt med et andet Navn, som sædvanligen er Lappisk, og Barnets afgudiske Forfædre have baaret; denne Daab skeer da saaledes: Barnets Moder maae i Almindelighed selv omdøbe sit Barn, men den christelige Daab maae først være afvasket og bortkastet; udi kogt Vand kaster Moderen Ild, Knøsk, Jern, Kul og ''Skiello'', det er noget af Messing, Tin eller Sølv: Denne ''Skiello'' beholder Barnet siden al sin Livstid, til et Beviis, at det er ''Uddenemo-Gadset'', eller omdøbt til sine Fædres Guder; denne ''Skiello'' bæres udi Belte, eller til Bryst-Prydelse, og kaldes ''Nemo Skiello''. ''Formulæ Anabaptismi'' ere adskillige, dog derudi overeenstemmende, at Barnet efter den ''Noids'' eller ''Janikes'' Sigelse bliver tvettet og døbt til ''Sarakka, Saiwo'' og andre Finnernes Guder; derved skal da Barnet blive bedre, og leve vel, end ved Præstens Daab, og nu skal den, eller den ''Janike'', eller Afdøde, opstaae i Barnets nye Navn; herved skeer gemeenlig Løvte om Offer for Barnet, besynderlig til den ''Janike'', hvis Lappe eller Noide Navn bliver opkaldet; Barnet maae derefter blant Lapperne ikke kaldes med den christelige Daabs Navn, men altid med ''Uddenemo''; dog skiule de dette ''Uddenemo'' for Nordmændene det meste mueligt; Finnerne indbyrdes lade ingen vide deres Børns christne Navn, eller deres eget, men allene deres ''Uddenemo''; Lapperne blive vrede paa hverandre, naar de kaldes af nogen ved andet Navn, end deres ''Uddenemo''<ref>''Uddenemo'' er det navn, de faae ved Omdøbelsen.</ref>; og Børnene straffes ofte haardeligen af Forældrene, naar de kalde deres forældre eller Sødskende med Præste-Daabs Navn, og ikke med ''Uddenemo''; denne Omdøbelse foretages ei allene med de Unge, men og med de Gamle; jeg har kiendt dem, skriver Lector, som udi deres Alders 70 Aar ere ''Uddenemo Sekirsat''; dette skeer ikke besynderlig for eengang, men saa ofte et Menneske er meget sygt eller elendigt; Lector havde truffet dem, som 4 Gange vare omdøbte, thi de troe med Jødernes Rabbiner, at Navnets Forandring skal forandre baade Guds Vrede og Sygdommen.
-::d) Desforuden døbes Noider, maar nogen skal blive til Noid, og
+::d) Desforuden døbes Noider, naar nogen skal blive til Noid, og
 ::e) ''Saiwo'' døbes, naar nogen skal annamme ''Saiwo'', det er, ''Lares montanos'', besynderlig ''Arb-Saiwo'', som ved Arveret falde til Efterkommerne.
@@ Linje 202: / Linje 202: @@
 ::a) Naar en Fin gaaer til Guds Bord, er han bange for, at fortørne sine Guder, og tabe dem; han frygter ogsaa for, ved Alterens Sacramentes Forsømmelse at tabe Frihed til, at boe udi de Christnes Land, eller og forskierse de Christnes Guds Hielp, dersom han ellers skulde kunne formaae noget.
-::b) Derfor skeer det sædvanligen, at naar Finnen vil gaae til Guds Bord, aflægger han først Skriftemaal for sine Guder, enten hiemme, eller, ved det første Vand, han finder paa Kirke-Veien, bærende hos sig et Stykke Kiød, Ost eller Brød; han beder først paa sine Knæe ''Sarakka, Saiwo, Horagalles, Ailikes Olmai, Radien, Janiker, Leibolmai'', ja! endogsaa ''Kiebs-Olmai'', og ''Fudno'', som de selv bekiende er Dievelen, alle disse beder han om Forladelse for alle de Synder, han har begaaet imod dem; men! for alting bede Finnerne deres Guder om Forladelse for, at de imod deres Villie maae gaae til Præst og Guds Bord, hvilket de maae giøre, at de kan blive i landet; derefter tager Finnen et Stykke Brød, Kiød eller Ost, sigende; ''Dat le Sarakka biergo, Saiwo Læipe, Horangalla biergo etc''. Dette et ''Sarakka'' Legeme, ''Saiwo'' Brød, ''Horangalla'' Legeme etc.; derpaa drikker han af Bekken, og siger: ''Dat le Sarakka, væro, Saiwo Gadse, Horangallan Gadse etc. ''; dette er, ''Sarakka'' Blod, Saiwo Vand, ''Horangalla'' Vand etc.
+::b) Derfor skeer det sædvanligen, at naar Finnen vil gaae til Guds Bord, aflægger han først Skriftemaal for sine Guder, enten hiemme, eller, ved det første Vand, han finder paa Kirke-Veien, bærende hos sig et Stykke Kiød, Ost eller Brød; han beder først paa sine Knæe ''Sarakka, Saiwo, Horagalles, Ailikes Olmai, Radien, Janiker, Leibolmai'', ja! endogsaa ''Kiebs-Olmai'', og ''Fudno'', som de selv bekiende er Dievelen, alle disse beder han om Forladelse for alle de Synder, han har begaaet imod dem; men! for alting bede Finnerne deres Guder om Forladelse for, at de imod deres Villie maae gaae til Præst og Guds Bord, hvilket de maae giøre, at de kan blive i landet; derefter tager Finnen et Stykke Brød, Kiød eller Ost, sigende; ''Dat le Sarakka biergo, Saiwo Læipe, Horangalla biergo etc''. Dette er ''Sarakka'' Legeme, ''Saiwo'' Brød, ''Horangalla'' Legeme etc.; derpaa drikker han af Bekken, og siger: ''Dat le Sarakka, væro, Saiwo Gadse, Horangallan Gadse etc. ''; dette er, ''Sarakka'' Blod, ''Saiwo'' Vand, ''Horangalla'' Vand etc.
-::c) Nogle giøre dette udi Brændeviin, eller naar de kan bekomme det, andre ''sub utraqve'', nogle Dagen efter; andre naar de gaae fra eller til Kirten, med de Ord: nu kan den vinde, som stærkest er, den ''Rist-Ibmel'', de Christnes Gud, eller ''Sarakka'' etc., Finnernes Guder; vi have giort begges Vilje. De fleste have bekiendt, skriver Lector, at ved deres Kirkegang, enddog de aldrig søgde Kirken uden først ved Tilspørgelse med Ruunebomme, Øxe, Belte etc., at bede om tilladelse dertil, have de strax ved Indtrædelsen udi Kirken med Knæefald bedet til ''Sarakka, Saiwo'', etc.; Nogle sagde, de havde bedet baade til de Christnes og Finnernes Gud; de bekiendte for Lector, at de ved det hellige Sacramentes Annammelse aldeles ikke havde tænkt paa Jesum, men allene i deres Hierte ihukommet ''Sarakka, Saiwo, Horangallas, Radiens etc. '', Legem og Blod; efter Altergangen takkede de i Kirken sine Guder, uden at nævne Jesum eller hans Fader.
+::c) Nogle giøre dette udi Brændeviin, eller Øl, naar de kan bekomme det, andre ''sub utraqve'', nogle Dagen efter; andre, naar de gaae fra eller til Kirten, med de Ord: nu kan den vinde, som stærkest er, den ''Rist-Ibmel'', de Christnes Gud, eller ''Sarakka'' etc., Finnernes Guder; vi have giort begges Vilje. De fleste have bekiendt, skriver Lector, at ved deres Kirkegang, enddog de aldrig søgde Kirken uden først ved Tilspørgelse med Ruunebomme, Øxe, Belte etc., at bede om tilladelse dertil, have de strax ved Indtrædelsen udi Kirken med Knæefald bedet til ''Sarakka, Saiwo'', etc.; Nogle sagde, de havde bedet baade til de Christnes og Finnernes Gud; de bekiendte for Lector, at de ved det hellige Sacramentes Annammelse aldeles ikke havde tænkt paa Jesum, men allene i deres Hierte ihukommet ''Sarakka, Saiwo, Horangallas, Radiens etc. '', Legem og Blod; efter Altergangen takkede de i Kirken sine Guder, uden at nævne Jesum eller hans Fader.
 ::d) Alle frugtsommelige Qvinder drikke ''Sarakka-Gare'' og æde ''Sarakka'' Grød.
@@ Linje 213: / Linje 213: @@
-Udi et Brev af 4de Septbr. 1723, lægger Lector dette til, som mærkværdigt, at Finnerne havde selv tilstaaet for ham, at ligesom de Christne foreenes nærmere med deres Christo, naar de æde hans Legeme og drikke hans Blod, saa tænke de og, at blive nærmere foreenede med deres Guder, naar de æde og drikke deres ''Biergo ja vuorre, ja Gadse''<ref>''Biergo'' er Mad eller Kost; ''dat le Sarakka biergo'', dette et Mad for ''Sarakka'', som er Lappernes Venus; Ordet ''Vuorre'' finder jeg ei forklaret af Mag. Skanke udi hans korte Fortegnelse over lappiske Ord, der henhøre til ''Idololatriam Lapponicam''; maaskee det er og urigtig skrevet af Copisterne.</ref>; dernæst; at Finnerne ved Omdaaben troe, at optages i Tieneste fra Gud, til deres forrige Guder. Ligesom dette var forskrekkeligt, saa var og deres Janikers Omgængelse, Opvækkelse og Adspørgelse, ikke lidet afskyelig, ligesom og deres Pagt med ''Rutu'', Dievelen selv, og deres Selskab med ''Saiwo''; derom lovede Lector med al flid at udstæde de fuldkomne Acta, enddog Tiden var ham betagen; Slutnings-Følgerne, Lector heraf uddrager, passelige for den Tid, ere endnu Opmærksomhed værdige; vil endnu den galne Verden holde Finnerne for Christne? Og ikke for Hedninge før Missionens Tid? De rasende have intet tilbage, uden Jesuiternes Skiul over ''Confucii'' Dyrkelse; de Ting, jeg har anført, skriver Lector, ere stadfæstede ved Landets Præsters, Missionariorum og andres Vidnesbyrd, og ere hos mange i frisk Minde, efterdi disse ''Mysteria Satanæ'', ved min sidste Reise 1722 ere først aabenbarede.
+Udi et Brev af 4de Septbr. 1723, lægger Lector dette til, som mærkværdigt, at Finnerne havde selv tilstaaet for ham, at ligesom de Christne foreenes nærmere med deres Christo, naar de æde hans Legeme og drikke hans Blod, saa tænke de og, at blive nærmere foreenede med deres Guder, naar de æde og drikke deres ''Biergo ja vuorre, ja Gadse''<ref>''Biergo'' er Mad eller Kost; ''dat le Sarakka biergo'', dette et Mad for ''Sarakka'', som er Lappernes Venus; Ordet ''Vuorre'' finder jeg ei forklaret af Mag. Skanke udi hans korte Fortegnelse over lappiske Ord, der henhøre til ''Idololatriam Lapponicam''; maaskee det er og urigtig skrevet af Copisterne.</ref>; dernæst; at Finnerne ved Omdaaben troe, at optages i Tieneste fra Gud, til deres forrige Guder. Ligesom dette var forskrekkeligt, saa var og deres ''Janikers'' Omgængelse, Opvækkelse og Adspørgelse, ikke lidet afskyelig, ligesom og deres Pagt med ''Rutu'', Dievelen selv, og deres Selskab med ''Saiwo''; derom lovede Lector med al flid at udstæde de fuldkomne Acta, enddog Tiden var ham betagen; Slutnings-Følgerne, Lector heraf uddrager, passelige for den Tid, ere endnu Opmærksomhed værdige; vil endnu den galne Verden nægte Missionens Fornødenhed blant Finner? Vil holde Finnerne for Christne? Og ikke for Hedninge før Missionens Tid? De rasende have intet tilbage, uden Jesuiternes Skiul over ''Confucii'' Dyrkelse; de Ting, jeg har anført, skriver Lector, ere stadfæstede ved Landets Præsters, Missionariorum og andres Vidnesbyrd, og ere hos mange i frisk Minde, efterdi disse ''Mysteria Satanæ'', ved min sidste Reise 1722 ere først aabenbarede.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. okt. 2022 kl. 09:29
Linje 143:		Linje 143:
	''Hammond, ss. 442-444: ''<br>		''Hammond, ss. 442-444: ''<br>

−	Her maae jeg anføre ~~udtog~~ af Lectors Brev, under Reisen til Collegium, dateret uden for Rødøen paa Ragesund Fiorden i Helgeland, den 12te October 1722; udi dette Øieblik kommer jeg fra min besværlige Reise fra Tromsøen til Rødøen; jeg har giennemvandret hver Finne- og Lappefiord, og en stor Deel af Fieldene i Nordlandene; Herren har rigelig og langt over min Tanke velsignet mit ringe Arbeide; det var paa høi Tid, at Gud sendte nogen Hielp til Nordlandenes Lapper og Finner, thi jeg fandt det, som jeg ofte har sagt, at Nordlandene laae endnu i større Elendighed, end Finmarken; der vare hele Finne-Fiorder, hvor ikke een eeneste Mand var frie fra at offre til Dievle; alle Fielde vare Guder, alle Marker opfyldte med Theraphim, hvert Huus og Gamme var Satans Synagoge; ingensteds fandt jeg grovere og mere hedenske Lapper og Finner, end udi Bispens Kald, ~~nenilig-~~Ofoten, Tydsfiorden, Gratangen, Salangen etc. Lovet være Gud, som har overalt bragt det saa vidt, at Lapperne nu har givet Himlens Gud Ære, forsaget reent Dievelen, og udviset en inderlig Poenitence, og ret brændende Kierlighed til Gud og hans Ord; jeg har Haab, at den blandt os forfaldne Christendom skal opreises blandt dem; vist er det, at denne tredie Missions Reise har taget meest mine Kræfter bort; men! det maae være ringe, imod den Hiertens Glæde, at naar Christi Død aabenbares udi mit ~~legeme~~, hans ~~liv~~ kan aabenbares i mine velsignede Børn Lapperne; de ere nu færdige at følge mig til Verdens Ende, de, som i Begyndelsen vare bittre Biørne og Ulve mod mig; jeg troer ikke Satan skal rose sig af det Offer, han faaer denne Høst paa de Steder, hvor jeg har været; i Steden for den hellige Trefoldighed regierede Rutu, Horagalles, Peiwe, etc. Tiden tillader mig ikke at nævne den afgudiske Skare; disse regierede blandt Finnerne og Ruunebommer vare Bibler udi hver Mands Huus; de vare ikke dermed fornøiede, men de offrede til deres egne døde Mænd og Forældre, ~~Jamigadfer~~; ja! ~~Det~~ opfyldede endda ikke den umættelige ''Lasciviam idololatricam'', men Fudno, det er Fanden og Dievelen selv og hans Staldbrødre, med alle sine Under-Dievle bleve tilbedede, og med Offer ærede af dem, mangfoldige ''Lapides bætylos'' har jeg overkommet og forstyrret; ''Verro'', det er afgudiske Altare vare mange; men jeg giør vel ingen Afbedelse for Satan og Missionens Fiender, dersom jeg har paataget mig at være Jerubbaal; det kan jeg vidne for Guds Ansigt, at hvor ugudelige og hedenske Lapperne har været, og endeel, til ~~Hvilke~~ jeg ikke endnu er kommen, kan være, vil jeg hellere forbinde mig til at omvende ved Guds Naade 20 af de arrigste Finner og Lapper, end 10 af de hovmodige ugudelige Nordmænd; og sparer Gud mig Livet, va vil jeg herefter for Alvor, tale med de Engle som holde Jordens Veir, og vil overbevise alle Missionens Fiender, at de holde med Satan: Skulde da saa mange Siele, som i saa lang tid har været i Dievelens Snarer ikke frelses? Jeg skal saa længe der er en eeneste varm Blodsdraabe i mig, lade den med Glæde offres for en Lap eller Fin; . . . thi de meente forhen, at de giorde Gud en Tieneste dermed, at de bleve i deres Forfædres Religion. . .	+	Her maae jeg anføre Udtog af Lectors Brev, under Reisen til Collegium, dateret uden for Rødøen paa Ragesund Fiorden i Helgeland, den 12te October 1722; udi dette Øieblik kommer jeg fra min besværlige Reise fra Tromsøen til Rødøen; jeg har giennemvandret hver Finne- og Lappefiord, og en stor Deel af Fieldene i Nordlandene; Herren har rigelig og langt over min Tanke velsignet mit ringe Arbeide; det var paa høi Tid, at Gud sendte nogen Hielp til Nordlandenes Lapper og Finner, thi jeg fandt det, som jeg ofte har sagt, at Nordlandene laae endnu i større Elendighed, end Finmarken; der vare hele Finne-Fiorder, hvor ikke een eeneste Mand var frie fra at offre til Dievle; alle Fielde vare Guder, alle Marker opfyldte med Theraphim, hvert Huus og Gamme var Satans Synagoge; ingensteds fandt jeg grovere og mere hedenske Lapper og Finner, end udi Bispens Kald, nemlig Ofoten, Tydsfiorden, Gratangen, Salangen etc. Lovet være Gud, som har overalt bragt det saa vidt, at Lapperne nu har givet Himlens Gud Ære, forsaget reent Dievelen, og udviset en inderlig Poenitence, og ret brændende Kierlighed til Gud og hans Ord; jeg har Haab, at den blandt os forfaldne Christendom skal opreises blandt dem; vist er det, at denne tredie Missions Reise har taget meest mine Kræfter bort; men! det maae være ringe, imod den Hiertens Glæde, at naar Christi Død aabenbares udi mit Legeme, hans Liv kan aabenbares i mine velsignede Børn Lapperne; de ere nu færdige at følge mig til Verdens Ende, de, som i Begyndelsen vare bittre Biørne og Ulve mod mig; jeg troer ikke Satan skal rose sig af det Offer, han faaer denne Høst paa de Steder, hvor jeg har været; i Steden for den hellige Trefoldighed regierede Rutu, Horagalles, Peiwe, etc. Tiden tillader mig ikke at nævne den afgudiske Skare; disse regierede blandt Finnerne og Ruunebommer vare Bibler udi hver Mands Huus; de vare ikke dermed fornøiede, men de offrede til deres egne døde Mænd og Forældre, Jamigadser; ja! det opfyldede endda ikke den umættelige ''Lasciviam idololatricam'', men Fudno, det er Fanden og Dievelen selv og hans Staldbrødre, med alle sine Under-Dievle bleve tilbedede, og med Offer ærede af dem, mangfoldige ''Lapides bætylos'' har jeg overkommet og forstyrret; ''Verro'', det er afgudiske Altare vare mange; men jeg giør vel ingen Afbedelse for Satan og Missionens Fiender, dersom jeg har paataget mig at være Jerubbaal; det kan jeg vidne for Guds Ansigt, at hvor ugudelige og hedenske Lapperne har været, og endeel, til hvilke jeg ikke endnu er kommen, kan være, vil jeg hellere forbinde mig til at omvende ved Guds Naade 20 af de arrigste Finner og Lapper, end 10 af de hovmodige ugudelige Nordmænd; og sparer Gud mig Livet, da vil jeg herefter for Alvor, tale med de Engle som holde Jordens Veir, og vil overbevise alle Missionens Fiender, at de holde med Satan: Skulde da saa mange Siele, som i saa lang tid har været i Dievelens Snarer ikke frelses? Jeg skal saa længe der er en eeneste varm Blodsdraabe i mig, lade den med Glæde offres for en Lap eller Fin; . . . thi de meente forhen, at de giorde Gud en Tieneste dermed, at de bleve i deres Forfædres Religion. . .

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. okt. 2022 kl. 06:35
Linje 137:		Linje 137:
	''Hammond, ss. 439-440: ''<br>		''Hammond, ss. 439-440: ''<br>

−	. . . imidlertid blev Lector daglig mere kyndig udi Lappers og Finners Hedenskab, som de fra ældgammel Tid havde bevaret skiult for alle, med al den forskrekkelige Overtroe; Lector undersøgte nøie hver Ruunebomme, som Lapperne brugte i dette Sognekald; blandt de mange Overtroens Tegn fandt Lector paa en Ruunebomme nogle usædvanlige Figurer; Eiermanden svarede, da Betydningen blev omspurgt, at det var Manonasti og Mananasti; saaledes ~~som~~ Lector til at forstaae, skriver Mag. Skanke, Astronomiam diabolicam blandt Lapperne; thi Noiden forklarede, at begge vare Stierner, som kunde forekomme Noiderne under deres Reiser til Jamikaimo; naar Manonasti gaaer ud i Maanen for Noiden, medens han farer i Aanden paa sin Reise, da er han forsikkret paa, at den Kone han seer, eller hexer for, er frugtsommelig med Drenge-Barn; men gaaer Manonasti ind i Maanen medens han reiser, da er Konen frugtsommelig med Pige-Barn; paa samme Ruunebomme fandt Lector desuden en usædvanlig Tegning; Noiden kaldede Figuren Guerge, og forklarede, at de troede, der var en Wærmelands Kone, kaldet Bergmonakka, som skulde raade for alle Fugle, at skaffe dem frem fra de varmere Lande til de nordre Egne; denne Guerga var Fuglenes Konge og Anfører, som havde at aflægge Regnskab til Bergmonakka, hvor mange Fugle der avles, og hvor mange der tabes, da Bergmonakka fastsetter, hvor stort Antal Fugle der skal blive hos hende, og sender Resten omkring i Verden.	+	. . . imidlertid blev Lector daglig mere kyndig udi Lappers og Finners Hedenskab, som de fra ældgammel Tid havde bevaret skiult for alle, med al den forskrekkelige Overtroe; Lector undersøgte nøie hver Ruunebomme, som Lapperne brugte i dette Sognekald; blandt de mange Overtroens Tegn fandt Lector paa en Ruunebomme nogle usædvanlige Figurer; Eiermanden svarede, da Betydningen blev omspurgt, at det var Manonasti og Mananasti; saaledes kom Lector til at forstaae, skriver Mag. Skanke, Astronomiam diabolicam blandt Lapperne; thi Noiden forklarede, at begge vare Stierner, som kunde forekomme Noiderne under deres Reiser til Jamikaimo; naar Manonasti gaaer ud i Maanen for Noiden, medens han farer i Aanden paa sin Reise, da er han forsikkret paa, at den Kone han seer, eller hexer for, er frugtsommelig med Drenge-Barn; men gaaer Manonasti ind i Maanen medens han reiser, da er Konen frugtsommelig med Pige-Barn; paa samme Ruunebomme fandt Lector desuden en usædvanlig Tegning; Noiden kaldede Figuren Guerge, og forklarede, at de troede, der var en Wærmelands Kone, kaldet Bergmonakka, som skulde raade for alle Fugle, at skaffe dem frem fra de varmere Lande til de nordre Egne; denne Guerga var Fuglenes Konge og Anfører, som havde at aflægge Regnskab til Bergmonakka, hvor mange Fugle der avles, og hvor mange der tabes, da Bergmonakka fastsetter, hvor stort Antal Fugle der skal blive hos hende, og sender Resten omkring i Verden.

@@ Linje 64: / Linje 64: @@
 ''Hammond, ss. 249-253: ''<br>
-Søndagen den 2den August forrettede Lector selv den ganske Gudstieneste i Talvig Kirke og Finnernes Forsamling; efterat Kirketienesten var endet, begyndte han at overhøre og undersøge Finnernes Overtroe; her treffede Lector hvad han formodede, tvende besynderlig stærke Noider; den ene bekiendte omsider ved sin Troldoms Kunst at have dræbt 11 Mennesker, næsten alle Lapper , som han hver især angav ved navn, og med alle omstændigheder af deres Forseelse imod sig; Noiden fortællede videre, hvor mange Dage eller Timer enhver havde været syg, førend de døde, samt Maaden hvorledes han paakaldede og anraabre sin Noide-Gadse (som denne Noid kaldede Zidse) ude paa Marken, og anbefalede den, at straffe den eller den, som han var fortørnet paa.
+Søndagen den 2den August forrettede Lector selv den ganske Gudstieneste i Talvig Kirke og Finnernes Forsamling; efterat Kirketienesten var endet, begyndte han at overhøre og undersøge Finnernes Overtroe; her treffede Lector hvad han formodede, tvende besynderlig stærke Noider; den ene bekiendte omsider ved sin Troldoms Kunst at have dræbt 11 Mennesker, næsten alle Lapper , som han hver især angav ved navn, og med alle omstændigheder af deres Forseelse imod sig; Noiden fortællede videre, hvor mange Dage eller Timer enhver havde været syg, førend de døde, samt Maaden hvorledes han paakaldede og anraabte sin Noide-Gadse (som denne Noid kaldede Zidse) ude paa Marken, og anbefalede den, at straffe den eller den, som han var fortørnet paa.
-Denne Troldmester var den første, af hvilken Hr. Lector von Westen erholdte Efterretning om Lappernes indbildte<ref>Jeg skriver med Forsæt indbildt Omgjængelse, uden at frygte for Beskyldning af Vantroe; hvor mange Hexe-Processer vanærede ikke Europa lige til Begyndelsen af dette Seculo? Hvor mange mennesker bleve ikke levende brændte for de forseelser, de havde begaaet og Ulykker, de havde stiftet, efter egen Bekiendelse, hvoraf de fleste og første vare absulut umuelige; de arme Mennesker troede selv de havde giort alt dette, og hvad kan ikke en ophidset, uordentlig, forvirret Indbildningskraft troe? Den seer, hører og føler Ting, som aldrig har været til, ja ikke kan være til; udi Ehrenmalms Reise giennem vest Nordland til Asehle Lapmark, føiet til Høgstrøms Beskrivelse over svensk Lapland, den tyske Oversettelse 1748, Pag. 418, beskrives Lappernes Indbildningskraft, som utroelig stærk, thi en usædvanlig Skræk kan let bringe dem til at falde i Afmagt; de ere tilbøielige til at efterabe alle Gebærder, som giøres for dem, ja! naar Den eene taler, rører den anden ligeledes Munden; af denne Indbildningskraft, siger Ehrenmalm, og det troer vel enhver der har sund Fornuft og betragter Sagen philosophisk, kommer deres Henrykkelse, naar de slaae paa deres Herretromme eller Ruunebomme; deres Tilbøjelighed til Overtroe, deres Afskye for Overherredom, med andre sædvanlige følger ere ligesaa stærke Prøver paa en stærk Indbildnings Gave; deraf sluttes, siger han videre, at med Haardhed, udrettes intet hos dette Folk; derimod kan en Lap med det gode og Lemfældighed bringes til hvad man vil; thi de høre gierne Forestillinger, og begribe dem let, naar de finde sig overbevisede om, at det skeer i god Mening; det kan man troe, at en Kielling selv af fuldt Hierte troer, at have ridet paa Kosteskaft til Bloksbierg, og seilet over Havet paa en Slibesteen! Men! at dette virkelig er skeet troer vel ingen fornuftig.</ref> Omgiengelse med Dievelske Aander; thi han bekiendte (og jeg skriver som Historicus hvad jeg finder optegnet) sig at have en spiritum succubum, Tonto eller Touto, i Qvindegestalt til Tieneste; men beskrev hende, qvoad mutuos amplexus, haard som en Steen; hvor kan dog Synd og Overtroe fordærve alle Sielens Evner i høieste Grad? Hvor inderlig bør vi ei takke Gud for Evangelii Lys, og bede vi maatte ei straffes ved dets Tab? Vi alle her i Norden, og de spottende stærke Aander, endog de, der nægte baade Gud og hans Forsyn, vilde begaaet maaskee større, ja! gruesommere, umenneskeligere Daarligheder af Overtroe, end Lapperne, naar Gud ikke havde værdiget os Oplysning; de, som nu ikke tilbede Gud, vilde da faldet ned for Bierge, Steene og Træknubler; det gyselige langvarige Mørke, de høie majestetiske Bierge, de skyggefulde Skove, vilde opfylde det af Naturen frygtsomme Menneske der føler sin Afmagt til at forsvare sig selv, med levende Forfærdelse, og denne Skræk opsøge en Guddom til Beskiermelse, den første den beste; den utaknemmelige Vantroe arbeider af al Magt paa, ved Christendommens Udryddelse at giøre plads for den dumme Overtroe; er da Daarlighed, og at gaae over til Yderlighed, Menneslægtens Arvedeel? Af samme Noid hørde Lector ogsaa første Gang, hvad særdeles Behag Saiwo og Sarakka<ref>Denne Sarakka blev tilbedet af de norske Lapper, og var ubekiendt udi svensk Lapmark; hver Province, ja! hver Bye havde sine egne Guder i det gamle Ægypten, Videnskabernes og Statskunstens Sæde, den øvrige Verdens Skole; maaskee, ligesom hver Lapmark har sin egen Dialect, saa og sine egne Afguder, eller de samme under forskiellige Navne; den lærde Høgstrøm, Missionaire og Pastor til Gelliware udi hans Beskrivelse over svensk Lapland, 11 Cap. §. 6, siger: at Lapperne ogsaa har troet paa een, de kaldede Saracka, det har den dyrebare danske Lærer Thomas von Westen berettet, og tillige beskrevet denne Afgud; saa meget er vist, at man udi nogle Lapmarker har brugt Ordet Saragads, for Nomen appellativum, i Stedet for Creator; udi Kaiton har man de Ord, Skaber og skabt, nemlig, Seunedie og Seunedet; men Sarack er og ikke ubekiendt siger Høgstrøm videre, thi naar man har spurgt nogle, hvem der havde skabt Verden, har de svaret Sarack; han havde ikke kundet erholde noget rigtig Begreb om denne Person af Lappernes udsigende; Efter andres Beretning havde han befunden, at de næsten holdte Saracka for Naturam naturantem, men dog forskiellig fra Gud, og at Saracka var virksom ved Menneskers og andre Kreaturers fødsel, Veltrivenhed og Ophold, og derfor kunde regnes blandt deres gamle Afguder; altsaa af det Ord, hvormed Skoler betegnedes, havde de norske Lapper dannet en Afgud, og glemt Begrebet, Ordets egentlige Betydning; man betragte dog med Eftertanke den hedenske verden, og strax overbevises vi om Aabenbaringens Nødvendighed.</ref> skulde have i Offer af Hunde, og at disse Dyr offredes besynderlig, i Børns Døds- eller Qvinders Barselnød; men! da skulde Hunden begraves levende; han lagde til, at ved sin Kunst vare mange helbredede af Sygdomme og andre Tilfælde, og at han var kuns 12 Aar gammel, da han begyndte at ruune og fik Noidegadser; meget tidlig begyndt; i vore Tider, da Opdragelsen ikke allene almindelig forsømmes, men Ungdommen endog med Flid fordærves, og undervises i al optænkelig Letsindighed, for at danne ugudelige Narre, overleveres Mennesker endnu tidligere til Syndens og Satans Herredom.
+Denne Troldmester var den første, af hvilken Hr. Lector von Westen erholdte Efterretning om Lappernes indbildte<ref>Jeg skriver med Forsæt indbildt Omgjængelse, uden at frygte for Beskyldning af Vantroe; hvor mange Hexe-Processer vanærede ikke Europa lige til Begyndelsen af dette Seculo? Hvor mange Mennesker bleve ikke levende brændte for de Forseelser, de havde begaaet og Ulykker, de havde stiftet, efter egen Bekiendelse, hvoraf de fleste og største vare absulut umuelige; de arme Mennesker troede selv de havde giort alt dette, og hvad kan ikke en ophidset, uordentlig, forvirret Indbildningskraft troe? Den seer, hører og føler Ting, som aldrig har været til, ja ikke kan være til; udi Ehrenmalms Reise giennem vest Nordland til Asehle Lapmark, føiet til Høgstrøms Beskrivelse over svensk Lapland, den tydske Oversettelse 1748, Pag. 418, beskrives Lappernes Indbildningskraft, som utroelig stærk, thi en usædvanlig Skræk kan let bringe dem til at falde i Afmagt; de ere tilbøielige til at efterabe alle Gebærder, som giøres for dem, ja! naar den eene taler, rører den anden ligeledes Munden; af denne Indbildningskraft, siger Ehrenmalm, og det troer vel enhver der har sund Fornuft og betragter Sagen philosophisk, kommer deres Henrykkelse, naar de slaae paa deres Hexetromme eller Ruunebomme; deres Tilbøjelighed til Overtroe, deres Afskye for Overherredom, med andre sædvanlige Følger ere ligesaa stærke Prøver paa en stærk Indbildnings Gave; deraf sluttes, siger han videre, at med Haardhed, udrettes intet hos dette Folk; derimod kan en Lap med det gode og Lemfældighed bringes til hvad man vil; thi de høre gierne Forestillinger, og begribe dem let, naar de finde sig overbevisede om, at det skeer i god Mening; det kan man troe, at en Kielling selv af fuldt Hierte troer, at have ridet paa Kosteskaft til Bloksbierg, og seilet over Havet paa en Slibesteen! Men! at dette virkelig er skeet troer vel ingen Fornuftig.</ref> Omgiengelse med Dievelske Aander; thi han bekiendte (og jeg skriver som Historicus hvad jeg finder optegnet) sig at have en spiritum succubum, Tonto eller Touto, i Qvindegestalt til Tieneste; men beskrev hende, qvoad mutuos amplexus, haard som en Steen; hvor kan dog Synd og Overtroe fordærve alle Sielens Evner i høieste Grad? Hvor inderlig bør vi ei takke Gud for Evangelii Lys, og bede vi maatte ei straffes ved dets Tab? Vi alle her i Norden, og de spottende stærke Aander, endog de, der nægte baade Gud og hans Forsyn, vilde begaaet maaskee større, ja! gruesommere, umenneskeligere Daarligheder af Overtroe, end Lapperne, naar Gud ikke havde værdiget os Oplysning; de, som nu ikke tilbede Gud, vilde da faldet ned for Bierge, Steene og Træknubler; det gyselige langvarige Mørke, de høie majestetiske Bierge, de skyggefulde Skove, vilde opfylde det af Naturen frygtsomme Menneske der føler sin Afmagt til at forsvare sig selv, med levende Forfærdelse, og denne Skræk opsøgt en Guddom til Beskiermelse, den første den beste; den utaknemmelige Vantroe arbeider af al Magt paa, ved Christendommens Udryddelse at giøre Plads for den dumme Overtroe; er da Daarlighed, og at gaae over til Yderlighed, Menneslægtens Arvedeel? Af samme Noid hørde Lector ogsaa første Gang, hvad særdeles Behag Saiwo og Sarakka<ref>Denne Sarakka blev tilbedet af de norske Lapper, og var ubekiendt udi svensk Lapmark; hver Province, ja! hver Bye havde sine egne Guder i det gamle Ægypten, Videnskabernes og Statskunstens Sæde, den øvrige Verdens Skole; maaskee, ligesom hver Lapmark har sin egen Dialect, saa og sine egne Afguder, eller de samme under forskiellige Navne; den lærde Høgstrøm, Missionaire og Pastor til Gelliware udi hans Beskrivelse over svensk Lapland, 11 Cap. §. 6, siger: at Lapperne ogsaa har troet paa een, de kaldede Saracka, det har den dyrebare danske Lærer Thomas von Westen berettet, og tillige beskrevet denne Afgud; saa meget er vist, at man udi nogle Lapmarker har brugt Ordet Saragads, for Nomen appellativum, i Stedet for Creator; udi Kaiton har man de Ord, Skaber og skabt, nemlig, Seunedie og Seunedet; men Sarack er og ikke ubekiendt siger Høgstrøm videre, thi naar man har spurgt nogle, hvem der havde skabt Verden, har de svaret Sarack; han havde ikke kundet erholde noget rigtig Begreb om denne Person af Lappernes udsigende; Efter andres Beretning havde han befunden, at de næsten holdte Saracka for Naturam naturantem, men dog forskiellig fra Gud, og at Saracka var virksom ved Menneskers og andre Kreaturers Fødsel, Veltrivenhed og Ophold, og derfor kunde regnes blandt deres gamle Afguder; altsaa af det Ord, hvormed Skoler betegnedes, havde de norske Lapper dannet en Afgud, og glemt Begrebet, Ordets egentlige Betydning; man betragte dog med Eftertanke den hedenske Verden, og strax overbevises vi om Aabenbaringens Nødvendighed.</ref> skulde have i Offer af Hunde, og at disse Dyr offredes besynderlig, i Børns Døds- eller Qvinders Barselnød; men! da skulde Hunden begraves levende; han lagde til, at ved sin Kunst vare mange helbredede af Sygdomme og andre Tilfælde, og at han var kuns 12 Aar gammel, da han begyndte at ruune og fik Noidegadser; meget tidlig begyndt; i vore Tider, da Opdragelsen ikke allene almindelig forsømmes, men Ungdommen endog med Flid fordærves, og undervises i al optænkelig Letsindighed, for at danne ugudelige Narre, overleveres Mennesker endnu tidligere til Syndens og Satans Herredom.
-Denne Noid var meget berygtet; hans Navn og Væsen var Lector bekiendt, før han kom til Talvig; men! Lector havde aldrig faaet Noiden i Tale denne Gang, hvis han ikke uvidende om Lectors Nærværelse, den samme Søndag, Doni. 8 post Trinit. havde søgt Kirken for at lade sit Barn døbe; Lector spurgte Noiden, hvad Navn Barnet skulde gives ved den christelige Daab? Han svarede: Kari, efter sin farmoder, som var en lykkelig og brav Qvinde, det vil sige, en fornemme Ruunerske og betydelig Hexe; thi Noiden forklarede selv, at hans forældre vare ogsaa begge viise udi alle Stykker, af den Kunst han bekiendte sig selv at have øvet; Lector spurgte videre, om Barnet ikke tilforn allerede var lauket, det er, døbt med dette Navn? Noiden svarede ja: Moderen havde lauket Barnet med Vand strax efter Fødselen, og givet det Navn Kari; Lector spurgte fremdeles: Hvad? Om Barnet ikke vilde trives med dette Navn? Noiden svarede; saa skal mit Barn faae et andet Navn og laukes Berrete, efter sin Moster, som ogsaa var en lykkelig Qvinde.
+Denne Noid var meget berygtet; hans Navn og Væsen var Lector bekiendt, før han kom til Talvig; men! Lector havde aldrig faaet Noiden i Tale denne Gang, hvis han ikke uvidende om Lectors Nærværelse, den samme Søndag, Dom. 8 post Trinit. havde søgt Kirken for at lade sit Barn døbe; Lector spurgte Noiden, hvad Navn Barnet skulde gives ved den christelige Daab? Han svarede: Kari, efter sin Farmoder, som var en lykkelig og brav Qvinde, det vil sige, en fornemme Ruunerske og betydelig Hexe; thi Noiden forklarede selv, at hans Forældre vare ogsaa begge viise udi alle Stykker, af den Kunst han bekiendte sig selv at have øvet; Lector spurgte videre, om Barnet ikke tilforn allerede var lauket, det er, døbt med dette Navn? Noiden svarede ja: Moderen havde lauket Barnet med Vand strax efter Fødselen, og givet det Navn Kari; Lector spurgte fremdeles: Hvad? Om Barnet ikke vilde trives med dette Navn? Noiden svarede; saa skal mit Barn faae et andet Navn og laukes Berrete, efter sin Moster, som ogsaa var en lykkelig Qvinde.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 30. mar. 2022 kl. 05:41
Linje 20:		Linje 20:

	1734</center>		1734</center>
		+
		+
		+	<big>'''Hr. Paus' instruks for helligdagsvægterne'''</big><br>
		+	Wadsøe 4de August 1711, underskrevet af Amtmand Loriche og Provsten Hr. Paus.<br>
		+	''Hammond, ss. 28-34:''<br>
		+
		+	Ak! Herre hielp! ak! Herre lad dette vel Iykkes, Amen! Formedelst de utallige forskrækkelige Vederstyggeligheder, som alt for længe blandt Finnerne er gaaet i Svang, og endnu hos endeel, fom nyeligen er befunden, skal være i fuld Hevd, hvorved den sande Guds Dyrkelse høiligen er bespottet og hans Navn vanhelliget, og mange tusinde Siæle komme Satan, den Morder af Begyndelsen, til Rov og Bytte; efterdi Præsten, Guds reene Ords og Lærdoms Tiener og deres Siælesørger ikke altid kan være hos dennem, og derover ikke (som det ellers giordes fornøden) kan blive saadanne Vederstyggeligheder vitterlig, med mindre ham tilføies, udi sit vanskelige og besværlige Embede Hielp og Bistand; da, et Guds Lærdom kan fremmes, og Satans forstyrres, Guds Rige fortplantes og Satans oprykkes med Rod, og saaledes den Alerhøieste, alles vores Skaber Gienløser og Helliggiører, hos disse, som hos alle andre sande Christne nyde sin skyldige og tilbørlige Ære, udi alle Ting, beskikkes og forordnes i Jesu Christi kraftige og velsignede Navn, efterfølgende ærlige og gudfrygtige Dannemænd til Medhielpere i Herrens Tieneste, som og tillige skal være Helligdags-Vægtere udi Waranger; (N. N., 10 Mænd) hvilke Medhielpere og Helligdags-Vægtere skal (som de for Gud og deres Øvrighed, geistlig og verdslig vilde ansvare, og ikke selv, ved Forsømmelse dobbelt Straf være underkastede) efterfølgende paa Guds og det hellige Ministerii Vegne, vel iagttage og forsvare:
		+
		+	1) At Søndagene og andre af christen Øvrighed paabudne hellige Dage tilbørligen holdes, saa intet uden det, som kan være til Guds Ære og Næstens Saligheds Opbyggelse forhandles; skulde nogen sig imod Formodning understaae, Guds Sabbather med Guds Ords Forsømmelse, Banden, Skilden, Slagsmaal, Kiv og Trætte, Næstens Bagtalelse, forfængeligt Spil, være sig Kortspil eller andet, utugtige og letfærdige Tale og Gierninger, samt unødvendig Arbeide, Drik og Fylderie etc. at vanhellige, da have ovenmeldte Helligdags-Vægtere saadanne første Gang alvorligen, dog broderligen at advare; skulde saadan broderlig Advarsel ikke agtes, da, anden Gang med tvende gudfrygtige Dannemænd dem strængeligen paaminde; men! Skulde endda ikke sees nogen Forbedring, men haardnakket Fremturenhed, da tillige med Skolemesteren Isaac Olsen, deres Sognepræst det, uden nogen Persons Anseelse angive, som ved Øvrighedens Hielp, med Gabestok, Halsjern, og anden haardere Straf efter Forseelsens Beskaffenhed rigoureusement dem haver at afstraffe, og, endelig, om udi Forseelserne haardnakkelig skulde fortfares, da med Band-Straf at exeqveres.
		+
		+	2) Da Finnerne skal have særskilte Helligedage, saasom Torsdag og andre vedtagne, hvilke deres forbandede Passe Almaid, skal, tvertimod Guds Bud, byde dem at holde, ja, endog undertiden, som endeel Finner selv har bekiendt, truer dem, med legemlig Straf og Plager, om de ikke holde disse Dage hellige; da, som samme Passe Almaid ikke andet er, end Beelsebubs, den store Dievels, gamle Slanges og røde Dragers Haandlangere, hvilke der ere udsendte at forføre Menneskene, og drage dem fra Guds i Dievelens Hænder til Siælens evige Fordærvelse, og derfor deres paabudne Helligedage ikkun Dievle-Bud til Guds Sabbathers Forringelse, og Vanhelligelse, have ovenmeldte Helligdags-Vægtere, hver udi sit District tillige med Skolemesteren Isaac Olsen, saadant flittelig at efterforske; skulde nogen befindes endnu saa Dievle-Hengiven, samme Dievle-Bud at efterleve, da Helligdags-Vægterne efter anden Gangs Formaning dennem strax til Lensmanden at levere, som dennem siden til Præsten fremsender at undervises og formanes, hvilken derefter om ingen Underviisning og Formaning agtes, samme Personer, udi Øvrighedens Hænder til legemlig Straf overantvorder.
		+
		+	3) Alle Faster, som ikke skee for at tvinge sit syndige Kiød, at man kan desbedre tiene den hellige og reene Gud, ere Gud mishagelige; hvorfore Helligdags-Vægterne have nøie at tage i Agt, Finnernes overtroiske Faster, saasom, Faste paa Juleaften, vor Frue Aften, etc., Faste for Børnenes gode Opfostrelse, med videre, og saadan utidig Fasten, naar de kan treffes, for deres Sognepræst angive, som denne siden har at fraraade, og ydermere af Guds Ord undervise, hvorudi den rette Faste bestaaer.
		+
		+	4) Som fornemmes at endeel Finner endnu skal hemmeligen offre til Træer, ferske Vande, Steen, Høie og Bierge, nemlig Miesk, vare Nieide, vare Styrren, Alda Morie, Ibmel, Passa Alda, Morie, Kapper, Jurvon Passe Alda, Noidus, Noide Giergie, Hord Javre, Bulme Javre, Acker Jaure, Alickas Jocka, Jabmissteller eller Jabmis Cuser, ja til Satan selv, Noide Gadzer, og Julegadzer, have og deres Toento Dievle, eller hemmlig Raads-Dievle, Wuocko, Æimogadzer, Jammis Gadzer, Ziæackalag, Oddesaga, Gadzer, Sladergadzer, Golle Sparra Alma, Wesse Turffes, Syolla Jadzier, Atsien etc. etc. Tede alma ganasit Zunckusit, Jamissid, Stillis, Golle, Form Alma, Passe Irgie, Perckel Gadze, Stalla Giedtnis, Goviitter, hvilke Dievle-Dyrkelser, Ordspørgelser og Raadførelser, de paa sine visse Tider skal øve, og aldeles foragte deres rette Gud og hans hellige Aand, da maae Helligdags-Vægterne herudi ikke efterlade sin Nidkierhed for Guds Ære og sin Næstes Salighed at lade see, men flittig paapasse, naar nogen hemmlig udi saa fordømmelig Ærende skulde være afreist; skulde nogen befindes paa saadanne ugudelige Veie, til ovenmeldte Dievle-Dyrkelse; da strax antastes og fængslet til Wadsøe udføres, sin fortiente Straf at lide.
		+
		+	5) Og, som Gud bedre! alt for meget erfares, det de hellige Sacramenter skal blant Finnerne høiligen vanæres, i det, hvad det hellige Daabens Sacramente betreffer, naar deres Børn ere døbte af Præsten med den christelige Daab, da, saasnart derefter paakommer Børnene Sygdomme, eller andre Skrøbeligheder og Tilfælde, hvilke vi dog alle for Syndens og vore Forældres Vantroes Skyld ere underkastede, strax omdøber Finnerne deres Børn med en anden Dievle-Daab, og giver dem et andet Navn, hvad Alterens Sacramente angaaer, da ei allene misbruges det skiendeligen, men desforuden til Sacramentets største Bespottelse, tale de ugudeligen om det høiværdige Sacramentes himmelske Tings beskikkede Symbolis, Brødet og Viinen; thi, endeel (forskrekkeligt at eftersige) skal kalde den lille velsignede Brødkage, Skallo, det er, et Stykke Æggeskal, som giver ingen Mættelse, og den velsignede Viin, fordi den ikke er saa stærk som Brændeviin, Syærro Kusehz, det er Musepis; da ere Helligdags-Vægerne tillige med Skolemesteren Isaac Olsen, hermed strængeligen befalede, at saasnart et Barn af Præsten med den hellige Daab er døbt, de da flittelig haver Indseende med Børnenes Forældre, især naar nogen Sygdom Barnet kan overfalde, at samme Barn ikke bliver omdøbt; skulde nogen Forædre befindes sit Barn at omdøbe, eller have omdøbt, da skal de strax overlevere dem til Lensmanden, som uden Ophold skikker dem til Sognepræsten, der siden med Kirkens Disciplin fortfarer, og dem ydermere Øvrigheden antvorder til velfortient Straf at udstande. Iligemaade, hvad Alterens Sacramenter angaaer, da skal de flittig give agt paa Communicanterne, hvorledes de bære sig ad, ved Annammelsen af de hellige Symbola, saa og, hvorledes de siden lade sig forlyde derom, og undervise de Eenfoldige, at saadanne Ting ere ikke til legemlig Mættelse eller Bugfylde indstiftede, men til Hellighed og Saligheds Forsikring og Besegling.
		+
		+	6) Maae ogsaa eftersees, at al Runen, Jougen og Gand-Visers Sang, i alle Huse og hos alle bliver afskaffede, saa de nu værende, eller tilkommende uskyldige Børn, ei dermed skulde forarges og forføres; saaledes maae ogsaa Troldmessen, og Hørelsen paa Noiden i Helligdags-Klæder af al Magt forhindres; der maae og forbydes at reise nogensteds til Noiderne for at søge Hielp udi Sygdomme, Ulykke, og andre sørgelige Tilfælde, men alle og enhver alvorligen tilholdes, at henge ved Gud allene, søge Guds Huus, og der, med Anger og Kuelse sin Synd og Ulykke at afbede; skulde nogen findes tilbøielig til bemeldte Overtrædelser og syndige Bedrifter, og ikke vilde lade sig rette, da maae Helligdags-Vægterne have Magt strax at sette ham, og ikke lade ham løs, førend de det sin Sognepræst have tilkiendegivet, som videre det Øvrigheden communicerer.
		+
		+	7) Og, da Noiderne, paa sine Tider skal reise omkring udi Boyderne, for at kræve sin Løn hos Finnerne, for sine Dievels-Kunster, og den Hielp de synes at have giort dem, imod Ulykke, Sygdomme og andre Tilfælde, da formanes og herved alvorlig tilholdes Helligdags-Vægterne, og Skolemesteren saadanne Dievle-Noider at agtpaagive, og derfore, naar nogen kommer reisende blant Finnerne flittelig efterforske, hvem de ere, og hvad Ærende de foregive; skulde en Noid treffes i Omreisen eller sin Visitation nogensteds, sin Dievle-Lærdom og Løn at søge, da ham strax bunden Lensmanden at levere, som bemeldte Noid under Fængsels Tvang, siden til Øvrigheden fremsender.
		+
		+	8) De frugtsommelige Qvinder Hunde-Offer maae med al Nidkierhed forhindres, og ikke fordølges.
		+
		+	9) Maa Helligdags-Vægterne være betænkte paa, at staae Skolemesteren Isaac Olsen bie, udi alt, hvad han til Guds Ære, kan have deres Hielp fornøden, og ikke tilstede, at den saliggiørende Lærdom om Gud lider nogen Modsigelse.
		+
		+	10) Skulde nogen af Finnerne fatte Had til ovenmelte Helligdags-Vægtere etc., og skulde nogen af Vægterne selv befindes tilbøielige til ovenskrevne Forseelser og Vederstyggeligheder, da skal Skolemesteren Isaac Olsen dem, een og anden Gang alvorligen formane og advare, men adlydes ikke hans Advarsel, skal han strax give det tilkiende for Øvrigheden og Sognepræsten, som vel derpaa raader Bod: Thi formanes paa Guds Vegne ovenmelte HelligdagsVægtere, at de ei allene afsondre sig selv fra alle bemeldte Vederstyggeligheder, men og alvorligen og ivrig forhindre dem hos alle; især have de, at see nøie efter dem, som for saadanne Vederstyggeligheder ere mistænkte; imidlertid staae Gud den almægtigste disse Helligdags-Vægtere bi! Han regiere dem med sin Hellig Aand, at de saaledes maatte forestaae deres gudelige Embede, at hans Rige herefter merkeligen maatte forøges, og Satans Herredom, som alt forlænge har blomstret blant disse daarlige og vanvittige Mennesker, aldeles forstyrres, til deres og alles vores Salighed! Amen! I Jesu Navn Amen.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 7. mar. 2022 kl. 11:36
Linje 188:		Linje 188:
	Udi et Brev af 4de Septbr. 1723, lægger Lector dette til, som mærkværdigt, at Finnerne havde selv tilstaaet for ham, at ligesom de Christne foreenes nærmere med deres Christo, naar de æde hans Legeme og drikke hans Blod, saa tænke de og, at blive nærmere foreenede med deres Guder, naar de æde og drikke deres ''Biergo ja vuorre, ja Gadse''<ref>''Biergo'' er Mad eller Kost; ''dat le Sarakka biergo'', dette et Mad for ''Sarakka'', som er Lappernes Venus; Ordet ''Vuorre'' finder jeg ei forklaret af Mag. Skanke udi hans korte Fortegnelse over lappiske Ord, der henhøre til ''Idololatriam Lapponicam''; maaskee det er og urigtig skrevet af Copisterne.</ref>; dernæst; at Finnerne ved Omdaaben troe, at optages i Tieneste fra Gud, til deres forrige Guder. Ligesom dette var forskrekkeligt, saa var og deres Janikers Omgængelse, Opvækkelse og Adspørgelse, ikke lidet afskyelig, ligesom og deres Pagt med ''Rutu'', Dievelen selv, og deres Selskab med ''Saiwo''; derom lovede Lector med al flid at udstæde de fuldkomne Acta, enddog Tiden var ham betagen; Slutnings-Følgerne, Lector heraf uddrager, passelige for den Tid, ere endnu Opmærksomhed værdige; vil endnu den galne Verden holde Finnerne for Christne? Og ikke for Hedninge før Missionens Tid? De rasende have intet tilbage, uden Jesuiternes Skiul over ''Confucii'' Dyrkelse; de Ting, jeg har anført, skriver Lector, ere stadfæstede ved Landets Præsters, Missionariorum og andres Vidnesbyrd, og ere hos mange i frisk Minde, efterdi disse ''Mysteria Satanæ'', ved min sidste Reise 1722 ere først aabenbarede.		Udi et Brev af 4de Septbr. 1723, lægger Lector dette til, som mærkværdigt, at Finnerne havde selv tilstaaet for ham, at ligesom de Christne foreenes nærmere med deres Christo, naar de æde hans Legeme og drikke hans Blod, saa tænke de og, at blive nærmere foreenede med deres Guder, naar de æde og drikke deres ''Biergo ja vuorre, ja Gadse''<ref>''Biergo'' er Mad eller Kost; ''dat le Sarakka biergo'', dette et Mad for ''Sarakka'', som er Lappernes Venus; Ordet ''Vuorre'' finder jeg ei forklaret af Mag. Skanke udi hans korte Fortegnelse over lappiske Ord, der henhøre til ''Idololatriam Lapponicam''; maaskee det er og urigtig skrevet af Copisterne.</ref>; dernæst; at Finnerne ved Omdaaben troe, at optages i Tieneste fra Gud, til deres forrige Guder. Ligesom dette var forskrekkeligt, saa var og deres Janikers Omgængelse, Opvækkelse og Adspørgelse, ikke lidet afskyelig, ligesom og deres Pagt med ''Rutu'', Dievelen selv, og deres Selskab med ''Saiwo''; derom lovede Lector med al flid at udstæde de fuldkomne Acta, enddog Tiden var ham betagen; Slutnings-Følgerne, Lector heraf uddrager, passelige for den Tid, ere endnu Opmærksomhed værdige; vil endnu den galne Verden holde Finnerne for Christne? Og ikke for Hedninge før Missionens Tid? De rasende have intet tilbage, uden Jesuiternes Skiul over ''Confucii'' Dyrkelse; de Ting, jeg har anført, skriver Lector, ere stadfæstede ved Landets Præsters, Missionariorum og andres Vidnesbyrd, og ere hos mange i frisk Minde, efterdi disse ''Mysteria Satanæ'', ved min sidste Reise 1722 ere først aabenbarede.

		+
		+	<big>'''Nordmændenes behandling af samernes'''</big><br>
		+	''Hammond, ss. 544ff.: ''<br>
		+
		+	Utroelige vare de Hindringer, Nordmændene lagde i Veien for Lappers og Finners Omvendelse; ligesaa ubørlig var al den Uretfærdighed, disse arme Folk maatte lide; Finner og Lapper agtedes og behandledes som Hunde; denne var deres Titel af christne Skiende-Giester; Lector bad derfor Præsterne, tvende Gange om Aaret at formane deres Tilhørere, de vilde afstaae fra al Foragt, Skielsord, Uret, Overfald og Spotterier, som var øvet imod Finnerne; Nordmændene spottede Finnerne for deres Omvendelse, Læsning og Gudfrygtigheds-Øvelser, bebrejdende dem deres forrige Hedenskab; de beloe Finnerne, naar de begræd deres Synder eller udvisede mindste Andagt; i Kirkerne maatte Finnerne staae længst nede i Kirken, eller strax give Plads for den ringeste Nordmand, naar han nærmede sig Stolen; de indbildede Finnerne, hvis Oplysning og Forsvar de befrygtede, da de ikke i Handel kunde bedrage dem, som forhen, at Kongens Øiemerke med Missionen var, at fængsle, brænde og hænge Finnerne, naar deres Hedenskab var åbenbaret, og at mange af deres Folk, andre Steder, allerede vare saaledes behandlede; Finnernes privilegerede Jordstykker tilsnege Nordmændene sig, for noget Brændeviin, eller Tobak af 11/2 Rdlrs. Værdie, eller Forstrekning til de Kongelige Skatters Betaling, eller ved at bringe Finnerne underfundige i Gield, og snakke dem for, udi deres Drukkenskab, derpaa strax at flytte Husene ind paa Finnernes Jord; Nordmændene kjøbte Finnernes Børn til evig Slaverie; tiente Børnene, fik de ingen Løn, og aldeles ingen Underviisning, da de behandledes som Bester, der bleve underholdte ved Livet allene for at plage dem med svært Arbeide, indtil de vare helseløse og Betlere; naar Finnerne nedsatte sine Vare hos Nordmanden, som i Nordlandene kaldes Boemænd, maatte de tage hvad dem blev forundet i Betaling; vare de dermed ikke fornøiede, blev Skieldsord og Hug den fulde Værdie for Finnernes Eiendom, der ansaaes som Vildt i Skoven, enhver, der kunde skyde, tilhørende; Brændeviin var alt hvad Finnen kunde faae til Betaling; udi Overhalden, Snaasen, Tosnæs, og næsten overalt i Nordlandene, rømte Finnerne bort, og turde ikke komme til Lector, for Bøddelens Skyld, Nordmændene forsikkrede fulgte med ham; denne Løgn, skriver Lector, foraarsagede ham mere Fortred, ved Finners og Lappers Opsøgelse , end al anden Satans Modstand; naar Finnerne skulde reise, enten til eller fra Lector, for at undervises, bleve de slagne, asklædede, deres faa Penge dem frarøvet, og disse arme Mennesker saaledes jagede, at de ei uden største Angest dristede sig til at opsøge Lector; dette skeede besynderlig i Trundhiems Amt; ja! udi Trundhiems Bye selv, med Finnerne fra Merager, Sælboe og Tønsæt; ikke at tale om den Forargelse Finnerne lagdes i Veien af Nordmændenes Drukkenskab, Sabbathens Overtrædelse, Banden og anden Ugudelighed, saa at Finnerne spurgte Lector: Fader! skal ikke Boemænd ogsaa frygte Gud, saavel som vi? Hvorledes gaaer det til?

← Eldre revisjon	Revisjonen fra 5. nov. 2021 kl. 05:32
Linje 1:	Linje 1:
	+	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
	+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
	+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
	+	\|-
	+	! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link= Den nordiske Missions Historie - Uddrag]] !! !!
	+	\|-
	+	\|}