En olddansk Runeoptegnelse i England - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 20. feb. 2016 kl. 11:46

2016-02-20T11:46:19Z

JJ.Sandal på 25. des. 2013 kl. 14:32

2013-12-25T14:32:24Z

Jesper: En olddansk Runeoptegnelse i England

2013-01-13T16:11:30Z

En olddansk Runeoptegnelse i England

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=En olddansk Runeoptegnelse i England]] !! !! !!
|-
|}

<div class="toccolours">For at runetegnene som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen [http://www.hd.uib.no/Runefonter/Gullhornet.html Gullhornet] installert på din PC eller Mac. Gullhornet skal lagres i Fonts i Windows eller  Mac OS.</div>

<center><big><big>'''En olddansk Runeoptegnelse i England'''</big></big>

af

<big>'''[[Sophus Bugge biografi|Sophus Bugge]]'''</big>

Særtryk af Aarb. for Nord. Oldkyn. og Hist. 1899.

Kjøbenhavn

Thieles Bogtrykkeri

1900

</center>

I Ms. Cotton. Caligula A. XV, 4to (et af Wanley Catal. p. 233 beskrevet Haandskrift), findes to Linjer med nordiske Runer. Runerne følger efter en astronomisk Afhandling med Tabeller, begynder nede paa fol. 123 b (efter ældre Paginering 119 b), fortsættes og afsluttes nede paa fol. 124 a. (120 a). Runerne synes at være skrevne med samme Haand som den ovenforstaaende Text, thi Rum har fra Begyndelsen af været i holdt frit til dem. Længden af Runelinjerne er bestemt ved Sidens Bredde i Skindbogen. Nede paa 123 b staar 40 Runer (de sidste danner Ordet ''þik''). De følgende 36 Runer (af hvilke de første danner Ordet ''þorsa'') staar paa. 124 a. Den Afdeling af Skindhogen, som indeholder Runerne, er efter Edw. A. Bond (hos Stephens, Runic Monuments, Ill, 293) skreven før Aaret 1075, da Aarstallet 1074 er det sidste, som her er indført i dette Hasndskrift, der indeholder mange kalendariske Beregninger. Disse Runer blev først udgivne af Hickes i hans Thesaurus (Oxoniæ 1705) fol., Pars 3, Gramm. Isl. Pl. 6. Efter Hickes er de senere udgivne i følgende Skrifter: P. Tham, Anmärkningar i anledning af Herr Prof. Müllers Afhandling om Guldhornene, Stockholm, 1817. 4to, S. 7, 38 f. (med Tolkninger af Tham og M. F. Arendt). Kemble, On Anglosaxon Runes i Archæologia, Vol. XXVIII (London 1840), Tab. XX, IV. [[Finnur Magnússon biografi|Finn Magnussen]], Forsøg til Runamo-Indskriftens Forklaring (Kjøb. 1841), S. 603-606 (med Tolkning). F Dietrich, Drei altheidnische segensformeln, i Zeitschrift für deutsches Alterthum, XIII (Berlin 1867), S. 193—197 (Tolkning). Efter Originalen er Optegnelsen senest bleven udgivet med Tolkning af Stephens, »Tordneren Thor« (Kjøb. 1878), S. 43- 49([[#Note1|1]]), gjentaget i Runic Monuments, III (1884), S. 292—294. Den er desuden nævnt af Kluge i Pauls Grundriss([[#Note2|2]]), I, 935.

Dr. Erik Björkman har været saa god fra London nylig at sende mig en Afskrift af disse Runer efter Originalen. Dette har givet Anledning til, at jeg har gjenoptaget mit Studium af Optegnelsen, og jeg meddeler her de Resultater, til hvilke jeg er kommen.

Runerne i Haandskriftet er følgende:

[[Bilde:En olddansk Runeoptegnelse i England.jpg]]

<blockquote>TurilSNrquNrNFNrqunufuntiniStuquruiTiqiß
 QarSNtrutiniurilSNrquNrNuiqrNqrNuNri</blockquote>

Runerne maa transscriberes saaledes:

<blockquote>'''kurilsarþuarafarþunufuntinistuþuruikiþik'''
 '''þorsatrutiniurilsarþuarauiþraþrauari'''</blockquote>

Det er klart og forlængst udtalt, at dette er nordiske Runer af den kortere Rekkes Skrift. Kemble har aabenbart med urette henregnet dem til »Runic lines, printed in Hickes ..... which can hardly he looked upon as anything but idle amusement of transcribers«. Men det tør trygt siges, at de Tolkninger, som har været udgivne, alle tilsammen er meget uheldige([[#Note2|2]]). Man har vistnok fundet den rette Betydning af enkelte Ord, som jeg i det følgende skal fremhæve. Men mange andre Ord er af samtlige Fortolkere blevne misforstaaede paa de besynderligste Maader, f. Ex. '''istu''', d. e. ''estu'' »er du«, hvori Stephens formoder et Stedsnavn ''Stow''. Og Meningen af Optegnelsen i dens Helhed er bleven forfeilet af Alle. Ikke mindst af den sidste Fortolker Stephens. Han finder i Optegnelsen en kjærlig Hilsen fra en hedensk Dame til en af hendes Nærmeste. Hun skal her fortælle, at hun har været i Livsfare, men at hun er kommen i Sikkerhed til Stow. Stephens lader hende skrive: »Tor Tursernes Overvælder velsigne og styrke dig« !

Herefter. meddeler jeg mit eget Forsøg til Tolkning. Originalen har ingen Ordadskillelse. I Optegnelsens Begyndelse danner '''kurilsarþuara''' en Enhed for sig; thi de samme Runer gjentages, kun med den Forskjel, at der da som første Rune skrives i, ikke T.

Af de nævnte Runer adskiller jeg først '''sarþu'''. Dette, som vel har været udtalt ''sarðu'', er sikkert '''sarþ''' med enklitisk '''þu''', af et til oldnorsk ''serða'' »futuere« svarende Verbum. Dette har tillige Været østnordisk; ''sarð'' forekommer i Vestgötalag. Et tilsvarende Verbum har været brugt i vestgermanske Sprog: northumbr. ''serð'' Imperat. (Lindisf.), mht. ''serten''. Dette Verbum brugtes i Nordisk mest om Sodomiteri. At der her er Tale derom, vil af det følgende blive klart. I Oldnorsk dannede ''verða'' Præt. 2 Ps. Ental ''vart''. Den her forekommende Form for 2 Ps. '''sarþu''' er en mindre oprindelig AnaIogidannelse, hvori Personendelsen rnangler, som ofte i Oldnorsk, hvor Nominativ af 2den Persons Pronomen er enklitisk tilføiet. Jfr. oldn. ''skaldu, munþu'' eller ''mundu; qvaðattv'' Oddr. 12; glsv. i Vestgöt. ''þu koþ''([[#Note3|3]]).

'''sarþu''' kræver et Objekt. Objektet har vi i det umiddelbart følgende '''are''', d. e. Akkus. af Mandsnavnet ''Ari''. Dette var tillige dansk og svensk; se O. Nielsen og Lundgren. En engelsk Myntmester under Æthelstán, Éadmund I, Éadréd bar det nordiske Navn ''Are''.

Efter det foregaaende synes man ogsaa at maatte kræve et Mandsnavn som nærmere Bestemmelse af '''þu''', der er Subjekt for '''sar(þ)'''. Dette Mandsnavn kan kun stikke i det 0rd, som gaar forud for '''sarþu'''. Ordet er første Gang skrevet '''kuril''' (foran '''sarþu'''), anden Gang '''iuril''' (foran '''sarþu'''). Det er klart (hvad ogsaa tidligere Fortolkere har seet), at vi skal have samme Navn paa de to Steder, og derfor maa Ordets første Rune idetmindste paa et af Stederne være feilagtig skrevet.

Jeg formoder, at '''iurilsarþu''' er det rette, at '''kurilsarþu''' er forvansket, og at vi her har et Mandsnavn '''iurils'''([[#Note4|4]]). Da Optegnelsen aldrig adskiller Ordene og aldrig skriver en Rune to Gange i Træk, saa har vi Ret til at læse '''s''' her dobbelt, saa vi faar '''iurils (s)arþu'''. Hvis '''iurils''' er det rette Navn, indeholdes heri samme Forled som i oldnorsk ''Jórunn, Jóreiðr, Jórulfr'' (jfr. ''Jóra''), svensk ''iurulf'' (Akkus.) paa Tjängvide-Stenen, ''Jorger'' (jfr. ''Jure'' hos Lundgren). Andet Led i '''jurils''' er opstaaet af ''-gils, -gisl''. Samme Efterled findes i dansk ''þurils'' paa Sandby-Stenen, i svensk ''Aðils, Ærnils, Rodils'' og flere Navne: se min færste Afhandling om Røk-Stenen S. 68. Det danske og svenske Navn ''Iuris'' (se O. Nielsen og Lundgren) kan være opstaaet af ''*Iur-gis''.

Efter første Sætning (der bør forstaaes som udsigende et Faktum, ikke som spørgende) følger '''farþu''', Imperativ, udtalt ''farðu'' (snarere end ''far þu'') »far du« (saaledes allerede Dietrich). Jfr. f. Ex. sidste Replik i [[Hárbarðsljóð]]: ''Farðu nú þars þik hafi allan gramir!'' Her som i det engelske Haandskrift følger ''nú'' efter ''farðu'', og i Runeoptegnelsen indleder dette efter min Formodning. som i Hárb., en Forbandelse.

Oldn. ''fara'' betyder ofte »fare bort« (Fritzners Ordb. ''fara'' 4). Derefter forstaar jeg '''farþu''' her som »drag bort« »pak dig«.

'''nu''', udtalt ''nú'', »nu« hører, som Dietrich har seet, til det foregaaende '''farþu'''.

'''funtin''', udtalt ''fundinn'', Partic. Nom. Ental Hankjøn([[#Note5|5]]), »funden«. Dette forstaar jeg her som »funden skyldig«, overbevist om Forbrydelsen. Oldn. ''finna e-n at e-u'' betyder at gribe En skyldig i noget. Eller vi kan med en uvæsentlig Nuance oversætte »d er opdaget«, d. e. det er opdaget, hvilket Uhyre du er.

'''istu''', udtalt ''estu'', »er du«.

<blockquote>''farðu nú !''
 ''fundinn estu''</blockquote>

opfatter jeg som et Par allittererende Verslinjer. Her skifter, som ofte i Eddadigtene, en firstavelses Linje med en trestavelses, hvis sidste Stavelse er stærkt betonet.

'''þur''' er, som F. Magnussen og Stephens har seet, Gudens Navn i Nomin., = '''''þórr'''''. Da Optegnelsen har ''þorsa'' med a, skulde dette synes at forudsætte, at ogsaa Ordet ''óss'' (med langt ''ó''), Navnet paa Runen ''óss'', blev skrevet med a. Derfor skulde '''þur''' synes ikke at kunne have været af Runeristeren udtalt som ''þórr'', men at maatte have været udtalt ''þúrr''. Hermed stemmer det overens, at den nordiske Guds Navn af Angelsakserne oftere skrives ''þur'', af Normannerne ''Tur'', og at Mandsnavnet ''Thure'' i Middelalderens Dansk svarer til oldnorsk ''þórir''. Jfr. Kock, Arkiv, XV, 327 ff. Se dog ''trutin'' i det følgende.

'''uigi''', udtalt ''vígi'', 3 Ps. Konj. »vie« (saaledes de fleste Fortolkere). Jeg skal i det følgende bestemtere søge at vise, hvorledes dette »vie« her er at opfatte.

'''þik''' »dig« (saaledes de fleste Fortolkere).

'''þorsa''' er, som Stephens har seet, og som allerede F. Magnussen formodede, Gen. pl. = oldn. ''þursa'' »Tursernes«. Den danske Form ''þors'' findes som Runenavn i en Optegnelse hos Hickes, Thesaurus, 3, Tab. 6, Nr. 7 og derefter hos Stephens, Run. Mon. I, 103, 14. Fra ''þors'' stammer nydansk ''Tosse''. Udtrykket ''Tossegreven'' i den danske Vise om Tor svarer til isl. ''þussagramrinn'' i [[Þrymlur|þrymlur]] og til oldn. ''þutsa dróttinn'' i [[Þrymskviða]]. Samme Vokalforhold finder Sted ved oldsvensk ''þorr'', nysv. ''torr'' = oldn. ''þurr'' og ved '''borumʀ''' paa Stentofta-Stenen i Bleking = oldn. ''burum''.

'''trutin''' er, som de fleste Fortolkere har seet, = oldn. ''dróttinn'' (Nomin) eller ''dróttin'' (Akkus.), »Herre«. Om Ordet her er at opfatte som Nominativ eller Akkusativ, skal jeg i det følgende søge at vise. Skrivemaaden her skulde synes at forudsætte en Udtale ''druttinn'', ikke ''dróttinn''. Men en saadan Udtale kjender jeg ellers ikke i Dansk([[#Note6|6]]), saa det ligger nær her at formode Mangel paa Følgerigtighed i Lydbetegnelsen, ligesom f. Ex. naar Mallumkuns Indskrift paa Man har '''fustra, krus, kuþan''' ved Siden af '''totir, kona, son'''.

<blockquote>''þórr vígi þik''
 ''þorsa dróttinn (eller dróttinn)''</blockquote>

er tydelig et Par allittererende Verslinjer.

Stephens oversætter, tildels efter Finn Magnussen: »May Thur, the giant-tamer, bless and comfort theel« Men det er klart, at naar ''þursa dróttinn'' i [[Þrymskviða]] betyder »Tursernes Herre (eller Konge, Hersker)«, saa maa, bortseet fra Kasus, '''þorsa trutin''' her have samme Betydning. Hvis vi forstaar '''trutin''' som Nominativ, da. er det Tor selv, som her kaldes »Tursemes Herre«. Hvis dette er rigtigt, da maa Udtrykket forklares deraf, at de gamle nordiske Guder efter Kristendommens Indførelse blev anseede for Trold og Djævle. Det skulde da være fra kristeligt standpunkt, at Tor her var gjort til Troldenes Herre og Konge, medens han i den hedenske Tid var deres Fiende og Banemand. Dette kunde man tænke paa at ville støtte derved, at ''Tor Norvik nora ti frå sundi'' optræder blandt Trold i en Optegnelse af den norske Herredags-Vise. Ligeledes optræder i det færøske Kvæde Ragnarlikkja ''Tórur úr Trøllabotnum'' blandt Hedninger og Jætter.

Dog tvivler jeg om Rigtigheden af denne Opfatning, hvorefter '''trutin''' skulde være Nominativ og Tor kaldes »Tursernes Herre«. Vidnesbyrd fra sene norske og færøske Ballader kan ikke tilstrækkelig støtte en Forestilling, som allerede skulde optræde ved Midten af 11te Aarhundred.

Hertil kommer, at der er en tydelig Forbindelse mellem '''þorsa trutin''' i Runeoptegnelsen og ''þursa dróttirm'' i [[Þrymskviða]]. Dette Kvæde har ogsaa Nævnelsen af Tor og Verbet ''vígja'' tilfælles med Runeoptegnelsen. Dennes Ophavsmand synes derfor at maatte have kjendt Þrymskviða. Da maa
han have vidst, at det i dette Digt er Jætten, der bliver dræbt af Tor, Trym, som kaldes ''þursa dróttinn''. Men da bliver det paafaldende, at det i Runeoptegnelsen skulde være Tor, som kaldes '''þorsa trutin'''.

Jeg tror tværtimod, at Overensstemmelsen med [[Þrymskviða]] godtgjør, at Udtrykket '''þorsa trutin''' betegner en anden Person end '''þur''', og at '''trutin''' altsaa ikke kan være Nominativ, men maa være Akkusativ. Mytedigtningen om Trym kaster Lys over hele Runeoptegnelsens Betydning. Jurils skjældes ud for Tursernes Herre, fordi han har villet ligesom Trym (der dog var uvidende om det virkelige Forhold) tage en Mand til Brud. l Olddigtet vil Trym, at han og Bruden skal vies sammen ved Hammeren, men Tor lader sin viende Hammer faa en anden Anvendelse for Trym, ved at knuse hans Hjærneskal med den.

Meningen i Runeoptegnelsen er: Jurils! dit Forhold til Are er opdaget. Du er det værste Trold, du der som Trym har villet have en Mand til Brud. Gid det maa gaa dig som Tursernes Konge! Gid Tor maa vie dig som Trym med sin knusende Hammer og gid du som Trym maa fare til Hel!

''vígja'' er vox media. Det betegner overhoved at virke paa en med hellige, guddommelige magiske Kræfter. I Runeoptegnelsen er Verbet brugt i en Forbandelse. Vi kan forsaavidt med Dietrich sammenligne Brugen af ''vígja'' paa, følgende Steder: ''nú vígi ek þik undir ǫll þau atkvæði ok skildaga sem Óðinn fyrirmælti'' (Sǫrla þáttr i Flatøbogen I 280). ''Ek vígi svá / virða dauða, // at ér skuluð / allir liggia / dauðir með draugum / í dys fúnir'' (Hervar. s. Bugges Udg. S. 218).

Paa den anden Side knytter det her udtalte Ønske '''þur uigi þik''' sig ved sin Ordlyd til den hedenske danske Formel, hvori der udtales et Ønske om, at Tor ved sin viende Hammer skal fjærne alt ondt fra en Gjenstand: '''þur uiki þisi runaʀ''' paa [[Billeder fra Glavendrup|Glavendrup-Stenen]], '''þur uiki þisi kuml''' paa Virring-Stenen. Ja endog paa den tyske Nordendorf-Spænde har jeg formodet et væsentlig tilsvarende Udtryk '''wigi þonar'''.

Efter den nævnte Forbandelsen gjentages i Runeoptegnelsen '''iurils (s)arþu ara'''. Herefter afsluttes Optegnelsen med '''uiþ raþr a uari'''. Her er '''raþr''', udtalt ''ræðr'', d. s. s. oldnorsk ''hreðr, reðr'' neutr. (penis), i nynorske Dialekter ''rér'', ''re'' (se Aasen 589 a), i svenske Dialekter ''rär'' n. Rietz 552. Det er beslægtet med oldn. ''hreðjar'' (scrotum), dansk ''ræder'' pl. Dette Ord godtgjør, at jeg har tolket '''sarþu''' i det foregaaende rigtig. Thi samme Substantiv er forbundet med et 0rd af samme
Verbalstamme i Sneglu-Halles Vers:

<blockquote>''Sýr er ávalt,''
 ''hefir saurugt alt''
 ''hestr þjóðólfs erðr,''
 ''hann er dróttin-serðr''</blockquote>

(þáttr af Sneglu-Halla Kap. 10, Flatøb. III 428). ''(h)erðr'' er Sideform til ''(h)reðr''; jfr. ''argr-ragr'' og lign.

'''raþr''' er vel i Akkus. styret af Præpositionen '''uiþ''', udtalt ''við'', »med«. Det ved '''uiþ''' her betegnede logiske Forhold er da ikke meget forskjelligt fra det, som ''við'' angiver i oldn. Udtryk som ''tendra eld við fjallrapa; skyrta saumuð við gull''. Jeg vover ikke at foreslaa et Adjekt. ''viðræðr'' »amplo pene praeditus«, uagtet dette vilde danne Allitteration med ''vári''.

'''a ueri''' = oldn. ''á vári'' »i Vaares«. I ældre Runeindskrifter skrives derimod Præpositionen ''á'' med ''óss''-Runen.

Den hele Optegnelse tænker jeg mig udtalt saaledes: ''Iúrils sarðu Ara.''

<blockquote>''Farðu nú!''
 ''fundinn estu.''
 ''þórr vígi þik''
 ''þorsa dróttin!</blockquote>

''Iúrils! sarðu Ara við ræðr á vári.''

Af den Feil, at samme Mandsnavn første Gang skrives '''kurils''', anden Gang '''iurils''', slutter jeg, at vi i det engelske Haandskrift har for os en senere Afskrift, ikke den oprindelige Optegnelse af disse Runer. Hvor de oprindelig har været skrevne, om paa Pergament eller kanske paa Træ, derom kan vi intet vide. Optegnelsen begynder og slutter med Prosa. I Mindeindskrifter paa svenske Runestene har vi jo ligeledes oftere Blanding af Prosa. og Vers.

Runerne indeholder mod en bestemt Person ''níð'', som er nedskrevet af en hedensk dansk Mand. Herved kan mindes om, at der i Aardals nu nedtagne Stavekirke i Sogn i Norge fandtes stukket ind ved Prækestolen en Træpind, hvori der med Runer var indridset Nidvers. Se min Afhandling i Aarsberetning for 1868 fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring([[#Note7|7]]).

Det ''níð'', som er skrevet med Runer i det engelske Haandskrift, tilhører et smudsigt Omraade, som de islandske Sagaer oftere rører ved; jfr. Fritzner under ''serða''.

Optegnelsen har Værd for Runeskriftens og Sprogets Historie, navnlig da dens omtrentlige Tid er sikker. Jeg fremhæver, at den har Formen a for '''o'''. Den har endnu ikke eget Tegn for Lyden ''e'', som den udtrykker ved i '''i'''; den betegner Lyden ''d'' ved t '''t''', men derimod har den T for '''g'''.

l literaturhistorisk Henseende er det interessant, at denne Runeoptegnelse giver os et Vidnesbyrd om, at en dansk Mand i England c. 1075 kjendte, saaledes som jeg i det foregaaende har søgt at vise, Eddadigtet ''þrymskviða''.

Der er en særlig Overensstemmelse mellem den danske Vise om Germand Gladensvend A 20:

<blockquote>Hør I det, min kjære Moder,
 laaner mig eders Fjæderham</blockquote>

og Þrymskv. 3:

<blockquote>''Muntu mér, Freyja!''
 ''fjaðrhams léa?''</blockquote>

Se »Torsvisen« S. 109.

Det ligger nu nærmest at forklare denne Overensstemmelse saa, at Oldkvædet om Tors Hammerhentning, som længe havde været kjendt blandt Danske i England, der har virket paa Balladen om Germand. Paa tilsvarende Maade lader muligens ogsaa Forholdet mellem følgende to Vers sig opfatte:

Dansk Vise om Ridderen i Fugleham B 4, 5:

<blockquote>Saa lod han sig gjøre en Fjæderham,
 Fjædre af Sølv og Vinger af Guld.</blockquote>

Þrymskv. 4:

<blockquote>''þá munda ek gefa þér (fjaðrham),''
 ''þótt ór gulli væri,''
 ''ok þó selja''
 ''at væri úr silfri.''</blockquote>

At Eddadigtet [[Þrymskviða]] kjendtes af en dansk Mand i England ved Midten af 11te Aarhundred, kan intet strængt taget bevise om Digtets oprindelige Hjemsted. Men denne Kjendsgiærning fortjener dog Opmærksomhed som et af de mange Baand, der knytter Eddadigtningen til de britiske Øer, og som en af de mange Antydninger til Forbindelse mellem dansk og norsk mytisk-heroisk Digtning derude i Vesten.

----

'''Fotnoter:'''

(▲ etter fotnoten fører tilbake til teksten)

<ol start="1">

<li> Ogsaa i engelsk Udgave »Thunor the Thunderer«, London
1878. [[#1|▲]]

<li> Den hos Tham S. 38 meddelte »Versio ex incertitudine exscriptionis guam maxime ambigua«, som er undertegnet »Dagsnas. Jan. 1807 M. F. Arendt«, er i høieste Grad urimelig. Naar jeg i Modsætning hertil tinder, at Arendt i de fleste af sine egenhændige Optegnelser viser sig at staa langt over sine Samtidige i kyndig Bedømmelse af Runer, saa kan jeg ikke undertrykke en Mistanke om, at Arendt har villet narre den lidet kyndige Tham. Et lignende Forhold har jeg omtalt i mit Skrift om Ringen i Forsa Kirke S, 32 f. [[#2|▲]]

<li> lngen har hidtil forstaaet '''sarþu''' rigtig. men [[Finnur Magnússon biografi|Finn Magnussen]] har dog bl. a. tænkt paa, at dette kunde være ''serþu''. Imperaiiv af ''serða''. [[#3|▲]]

<li> Det vilde være dristigere at formode, at Navnet var forvansket paa begge Steder, og at det rette var '''þurils'''. [[#4|▲]]

<li> Dietrich og Stephens har været paa ret Vei ved Opfatningen af Formen, men har misforstaaet Ordets Betydning. [[#5|▲]]

<li> I Haandskriftet af den svenske Dalalag forekommer ''gut'' »godt«. [[#6|▲]]

<li> I disse Vers forstaar jeg nu '''þar munu matkar marher gauga''' som »der mon mange Marker (Maddiker) myldre«. ''matkar = maþkar'': jfr. den i Gammelsvensk ofte forekommende Form ''matker''. ''gauga''; jfr. ''gauva, gaua'' »myldre«, som endnu bruges i Sogn; f. Ex. »Da aulte å gaudde mæ makk«, se Aasen og Ross. [[#7|▲]]

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Runer]]
[[Kategori:Sophus Bugge]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. feb. 2016 kl. 11:46
Linje 8:		Linje 8:


−	<div class="toccolours">For at runetegnene som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen [http://~~www.hd.uib~~.no/~~Runefonter~~/Gullhornet.~~html~~ Gullhornet] installert på din PC eller Mac. Gullhornet skal lagres i Fonts i Windows eller  Mac OS.</div>	+	<div class="toccolours">For at runetegnene som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen [http://heimskringla.no/fonts/Gullhornet.ttf Gullhornet] installert på din PC eller Mac. Gullhornet skal lagres i Fonts i Windows eller  Mac OS.</div>

@@ Linje 24: / Linje 24: @@
 </center>
@@ Linje 37: / Linje 35: @@
 [[Bilde:En olddansk Runeoptegnelse i England.jpg]]
-<blockquote><font face="Gullhornet">TurilSNrquNrNFNrqunufuntiniStuquruiTiqiß</font>
+<blockquote>
-<br><font face="Gullhornet">QarSNtrutiniurilSNrquNrNuiqrNqrNuNri</font></blockquote>
+<font face="Gullhornet">TurilSNrquNrNFNrqunufuntiniStuquruiTiqiß</font>
 Runerne maa transscriberes saaledes:
-<blockquote>'''kurilsarþuarafarþunufuntinistuþuruikiþik'''
+<blockquote>
-<br>'''þorsatrutiniurilsarþuarauiþraþrauari'''</blockquote>
+'''kurilsarþuarafarþunufuntinistuþuruikiþik'''
 Det er klart og forlængst udtalt, at dette er nordiske Runer af den kortere Rekkes Skrift. Kemble har aabenbart med urette henregnet dem til »Runic lines, printed in Hickes ..... which can hardly he looked upon as anything but idle amusement of transcribers«. Men det tør trygt siges, at de Tolkninger, som har været udgivne, alle tilsammen er meget uheldige<sup><span id="2">([[#Note2|2]])</span></sup>. Man har vistnok fundet den rette Betydning af enkelte Ord, som jeg i det følgende skal fremhæve. Men mange andre Ord er af samtlige Fortolkere blevne misforstaaede paa de besynderligste Maader, f. Ex. '''istu''', d. e. ''estu'' »er du«, hvori Stephens formoder et Stedsnavn ''Stow''. Og Meningen af Optegnelsen i dens Helhed er bleven forfeilet af Alle. Ikke mindst af den sidste Fortolker Stephens. Han finder i Optegnelsen en kjærlig Hilsen fra en hedensk Dame til en af hendes Nærmeste. Hun skal her fortælle, at hun har været i Livsfare, men at hun er kommen i Sikkerhed til Stow. Stephens lader hende skrive: »Tor Tursernes Overvælder velsigne og styrke dig« !
@@ Linje 67: / Linje 69: @@
 '''istu''', udtalt ''estu'', »er du«.
-<blockquote>''farðu nú !''
+<blockquote>
-<br>''fundinn estu''</blockquote>
+''farðu nú !''
 opfatter jeg som et Par allittererende Verslinjer. Her skifter, som ofte i Eddadigtene, en firstavelses Linje med en trestavelses, hvis sidste Stavelse er stærkt betonet.
@@ Linje 82: / Linje 86: @@
 '''trutin''' er, som de fleste Fortolkere har seet, = oldn. ''dróttinn'' (Nomin) eller ''dróttin'' (Akkus.), »Herre«. Om Ordet her er at opfatte som Nominativ eller Akkusativ, skal jeg i det følgende søge at vise. Skrivemaaden her skulde synes at forudsætte en Udtale ''druttinn'', ikke ''dróttinn''. Men en saadan Udtale kjender jeg ellers ikke i Dansk<sup><span id="6">([[#Note6|6]])</span></sup>, saa det ligger nær her at formode Mangel paa Følgerigtighed i Lydbetegnelsen, ligesom f. Ex. naar Mallumkuns Indskrift paa Man har '''fustra, krus, kuþan''' ved Siden af '''totir, kona, son'''.
-<blockquote>''þórr vígi þik''
+<blockquote>
-<br>''þorsa dróttinn (eller dróttinn)''</blockquote>
+''þórr vígi þik''
 er tydelig et Par allittererende Verslinjer.
@@ Linje 105: / Linje 111: @@
 Verbalstamme i Sneglu-Halles Vers:
-<blockquote>''Sýr er ávalt,''
+<blockquote>
 <br>''hefir saurugt alt''
 <br>''hestr þjóðólfs erðr,''
-<br>''hann er dróttin-serðr''</blockquote>
+<br>''hann er dróttin-serðr''
 (þáttr af Sneglu-Halla Kap. 10, Flatøb. III 428). ''(h)erðr'' er Sideform til ''(h)reðr''; jfr. ''argr-ragr'' og lign.
@@ Linje 118: / Linje 126: @@
 Den hele Optegnelse tænker jeg mig udtalt saaledes: ''Iúrils sarðu Ara.''
-<blockquote>''Farðu nú!''
+<blockquote>
 <br>''fundinn estu.''
 <br>''þórr vígi þik''
-<br>''þorsa dróttin!</blockquote>
+<br>''þorsa dróttin!
 ''Iúrils! sarðu Ara við ræðr á vári.''
@@ Linje 137: / Linje 147: @@
 Der er en særlig Overensstemmelse mellem den danske Vise om Germand Gladensvend A 20:
-<blockquote>Hør I det, min kjære Moder,
+<blockquote>
-<br>laaner mig eders Fjæderham</blockquote>
+Hør I det, min kjære Moder,
 og Þrymskv. 3:
-<blockquote>''Muntu mér, Freyja!''
+<blockquote>
-<br>''fjaðrhams léa?''</blockquote>
+''Muntu mér, Freyja!''
 Se »Torsvisen« S. 109.
@@ Linje 151: / Linje 165: @@
 Dansk Vise om Ridderen i Fugleham B 4, 5:
-<blockquote>Saa lod han sig gjøre en Fjæderham,
+<blockquote>
-<br>Fjædre af Sølv og Vinger af Guld.</blockquote>
+Saa lod han sig gjøre en Fjæderham,
 Þrymskv. 4:
-<blockquote>''þá munda ek gefa þér (fjaðrham),''
+<blockquote>
 <br>''þótt ór gulli væri,''
 <br>''ok þó selja''
-<br>''at væri úr silfri.''</blockquote>
+<br>''at væri úr silfri.''
 At Eddadigtet [[Þrymskviða]] kjendtes af en dansk Mand i England ved Midten af 11te Aarhundred, kan intet strængt taget bevise om Digtets oprindelige Hjemsted. Men denne Kjendsgiærning fortjener dog Opmærksomhed som et af de mange Baand, der knytter Eddadigtningen til de britiske Øer, og som en af de mange Antydninger til Forbindelse mellem dansk og norsk mytisk-heroisk Digtning derude i Vesten.