En sandfærdig Fortælling fra Angmagsalik om Maanen (Holm) - Revisjonshistorikk

Carsten på 17. aug. 2024 kl. 04:04

2024-08-17T04:04:50Z

Carsten: En sandfærdig Fortælling fra Angmagsalik om Maanen (Holm)

2024-08-15T10:08:02Z

En sandfærdig Fortælling fra Angmagsalik om Maanen (Holm)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=En sandfærdig Fortælling fra Angmagsalik om Maanen (Holm)]] !! !!
|-
|}

<blockquote>[[File:Jens Erik Carl Rasmussen - Udsigt over en Sø på Grønland - 1878.png|Jens_Erik_Carl_Rasmussen_-_Udsigt_over_en_Sø_på_Grønland_-_1878|thumb|500px|<center>''Udsigt over en Sø på Grønland'' – af Jens Erik Carl Rasmussen, 1878</center>]]
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]''' '''<big>[[Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik (Holm)|Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik]]''' '''Gustav Holm'''</big> 1888
<big> <big>'''30. En sandfærdig Fortælling fra Angmagsalik om Maanen</big></big> <big>'''</big>fortalt af ''Angitinguak''

</center>

''Pulokojo'' boede ved ''Puilortolok'' sammen med to gamle Koner, af hvilke han var gift med den ene. Disse to gamle Fruentimmer sad og lyskede hinanden, og naar Kajakerne gik tilsøes, gik de ud i Gangen, pegede paa dem og talte om dem.

Ved ''Tasiusak'' boede en gammel Angekok, som kun havde eet Øje, og hvis Navn var ''Karrak''<ref>''Karrak'' var Fortællerens (''Angitinguak's'') Faders Onkel, han havde mistet det ene Øje, dengang Angekok-Bjørnen havde spist ham.</ref>. Denne rejste til Maanen, og da han kom hjem, fortalte han, at naar de, som have Sorg for Afdøde, gik omkring og arbejdede, vilde Maanen komme og skræmme dem. Da de to gamle Koner hørte dette, sagde de: «Hvorfor vil Maanen skræmme og forskrække os?» de troede nemlig ikke paa den.

''Karrak'' gik engang paa Besøg ud til ''Puilortolok'' sammen med Angekoken fra ''Puisak'' ved ''Sermiligak''<ref>Disse to Angekoker kunde flyve og komme ned under Jorden. Naar man holdt Haanden paa dem, kunde man føle, hvorledes de sank ned i Gulvet.</ref>. Da de kom derud, vare kun Fruentimmerne hjemme; alle Mandfolkene vare borte. De spurgte, om de skulde gjøre Tornakkunster, og den Enøjede skulde da begynde. Da Lamperne vare slukkede, begyndte Vandskindene for Gangen at dundre, og det peb i Angekokens Haar. Trommen gik ligesaa stærkt som den kunde. «Det er hverken mig eller min ''Tartok'', der gjør Tornakkunster«, raabte Angekoken. «Der kommer een i Bjørneskindsdragt<ref>Dette var Maanen.</ref> ude i Gangen! han skubbede mig om!» skreg nu Angekoken. Alle Folkene løb hen og skubbede Bjørneskinds-Manden ud. Han opfyldte hele Indgangen, saa bred var han. Nogle sloge ham med knyttet Næve, andre med Støvlesaaler. Da Maanen gik ud, hørte man en voldsom Susen, skjøndt det var ganske stille udenfor. Maanen fløj nu op ovenpaa Udkigsfjeldet ved ''Puilortolok'', medens ''Nelarsik''<ref>''Nelarsik'' ɔ: Vega, som angiver Tiden for Angmagsalikerne, naar det er mørkt, ligesom Solen naar det er lyst.</ref>, der var iført Vandskindsklæder, sad ovenpaa en Ø. Da Maanen var borte, kom ''Angisak''<ref>Dette var Faderen til ''Kunitit'', den nulevende Angekok ved ''Norajik''.</ref> ind. Lamperne bleve tændte, og han sagde til sin Kone, at hun skulde gjøre Børnene istand til at de kunde rejse.

Dagen efter Maanens Besøg fik den Ældste<ref>Dette var ''Tigajat's'' Faders Bedstefader.</ref> i Huset sit nye Tøj paa. Han plejede at faa dette paa, hvergang der toges en Sæl ind i Huset for at flenses. Henad Aften blev der hængt en Hammer og en Lampefod op over Døren som Amuletter, og den Gamle sagde: «Naar der kommer nogen deroppe fra, begynder Hammeren nok at røre sig». Da det blev Aften, begyndte Hammeren at røre sig, og Lampefoden faldt ned paa Gulvet og snurrede rundt dernede. Der opkom stor Forvirring og Støj, thi alle Folkene skyndte sig med at tage Tøjet paa og flygte. De rejste længere ind i Fjorden til Folkene ved ''Narsarmuit''. Om Aftenen hørte de Gjøen i Luften; det var Maanens Hund, og tillige hørte de en Bjørn brumme under Isen i Havet; det var Søbjørnen<ref>Et Monstrum i Bjørneskikkelse, saa stort, at naar det har Forpoterne ovenpaa et højt Fjeld, staaer det endnu med Bagdelen i Vandet. Naar det kommer ind til Fjorden, vader det kun i Vand til Haserne, og naar det trækker Vejret, sluger det en Mængde Is og de Konebaade, som ville flygte fra den.</ref>.

Da de den følgende Dag kom ud til Huset, var Husgangen falden ind, og Tag og Brix vare sammenfaldne og spredte ud paa Gulvet. Det var Manden i Vandskindsdragt (''Nelarsik''), der havde været inde i Huset. Da de om Aftenen sad i Huset, spurgte man ''Karrak'', om han vilde gjøre Tornakkunster; men han svarede, at han var bange for at gjøre det for Maanen. Angekoken sad og lænede sig op til Væggen, men pludselig fik han et Syn og saae Maanen sidde ovenpaa ''Puilortolok'' i Begreb med at støde hele Huset om med en ''kapotak'' (et Slags Spyd); men hvergang Maanen lige skulde til at vælte Huset, raable ''lbak''<ref>''lbak'' var en ''Timersek'' og ligesaa stor som en Konebaad.</ref>, der var en af ''Karrak's Tartok'er'', at den ikke maatte, hvorfor den trak Spydet tilbage igjen. Vandskindet (der hænges for Indgangen under Tornakkunster) var sammenrullet. Angekoken sad stadig ved Væggen og kaldte paa sin anden ''Tartok: Ikilerfik''<ref>''Ikilerfik'' boede paa en lille Ø udenfor ''Kulusuk'' sammen med sin Søster-Søn ''Kiterak''. Han var saa stor, at han ikke kunde komme ind i Huset.</ref>. Vandskindet for Husgangen rørte sig, skjøndt Lamperne vare tændte, og hans ''Tartok'' skreg udenfor. Det oprullede Vandskind rullede ned, Angekoken flyttede Sædet (Skindet) ned paa Gulvet, satte sig derpaa og begyndte at slaa paa Skindlappen, han havde i Haanden<ref>En almindelig Angekokkunst, hvorved Aanderne tilkaldes.</ref>. Det dundrede i Huset, og Sædet, hvorpaa Angekoken sad, rystede. «Jeg har noget at bestille med en stor Mand!» raabte Angekoken. «Jeg kan vist ikke gjøre noget ved ham!» svarede ''Ikilerfik''. «Nu fik jeg igjen et Syn», sagde Angekoken, «''lbak'' og Maanen er oppe at slaas! Nu er ''Ikilerfik'' ogsaa snart derude! ''Ikilerfik'' tager Spydet fra Maanen. ''Ikilerfik'' vil vride det istykker! Maanen raaber: Skal da Vandet aldrig falde mere? skal Sælerne ikke mere faa Unger? siden Du vil brække mit Spyd!» ''Tartoken'' slap Spydet, og Maanen fløj op i Luften.

==Fodnoter==
 
<references/>
</blockquote>
</blockquote>

 

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Gustav Frederik Holm]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. aug. 2024 kl. 04:04
Linje 24:		Linje 24:
	Dagen efter Maanens Besøg fik den Ældste<ref>Dette var ''Tigajat's'' Faders Bedstefader.</ref> i Huset sit nye Tøj paa. Han plejede at faa dette paa, hvergang der toges en Sæl ind i Huset for at flenses. Henad Aften blev der hængt en Hammer og en Lampefod op over Døren som Amuletter, og den Gamle sagde: «Naar der kommer nogen deroppe fra, begynder Hammeren nok at røre sig». Da det blev Aften, begyndte Hammeren at røre sig, og Lampefoden faldt ned paa Gulvet og snurrede rundt dernede. Der opkom stor Forvirring og Støj, thi alle Folkene skyndte sig med at tage Tøjet paa og flygte. De rejste længere ind i Fjorden til Folkene ved ''Narsarmuit''. Om Aftenen hørte de Gjøen i Luften; det var Maanens Hund, og tillige hørte de en Bjørn brumme under Isen i Havet; det var Søbjørnen<ref>Et Monstrum i Bjørneskikkelse, saa stort, at naar det har Forpoterne ovenpaa et højt Fjeld, staaer det endnu med Bagdelen i Vandet. Naar det kommer ind til Fjorden, vader det kun i Vand til Haserne, og naar det trækker Vejret, sluger det en Mængde Is og de Konebaade, som ville flygte fra den.</ref>.		Dagen efter Maanens Besøg fik den Ældste<ref>Dette var ''Tigajat's'' Faders Bedstefader.</ref> i Huset sit nye Tøj paa. Han plejede at faa dette paa, hvergang der toges en Sæl ind i Huset for at flenses. Henad Aften blev der hængt en Hammer og en Lampefod op over Døren som Amuletter, og den Gamle sagde: «Naar der kommer nogen deroppe fra, begynder Hammeren nok at røre sig». Da det blev Aften, begyndte Hammeren at røre sig, og Lampefoden faldt ned paa Gulvet og snurrede rundt dernede. Der opkom stor Forvirring og Støj, thi alle Folkene skyndte sig med at tage Tøjet paa og flygte. De rejste længere ind i Fjorden til Folkene ved ''Narsarmuit''. Om Aftenen hørte de Gjøen i Luften; det var Maanens Hund, og tillige hørte de en Bjørn brumme under Isen i Havet; det var Søbjørnen<ref>Et Monstrum i Bjørneskikkelse, saa stort, at naar det har Forpoterne ovenpaa et højt Fjeld, staaer det endnu med Bagdelen i Vandet. Naar det kommer ind til Fjorden, vader det kun i Vand til Haserne, og naar det trækker Vejret, sluger det en Mængde Is og de Konebaade, som ville flygte fra den.</ref>.

−	Da de den følgende Dag kom ud til Huset, var Husgangen falden ind, og Tag og Brix vare sammenfaldne og spredte ud paa Gulvet. Det var Manden i Vandskindsdragt (''Nelarsik''), der havde været inde i Huset. Da de om Aftenen sad i Huset, spurgte man ''Karrak'', om han vilde gjøre Tornakkunster; men han svarede, at han var bange for at gjøre det for Maanen. Angekoken sad og lænede sig op til Væggen, men pludselig fik han et Syn og saae Maanen sidde ovenpaa ''Puilortolok'' i Begreb med at støde hele Huset om med en ''kapotak'' (et Slags Spyd); men hvergang Maanen lige skulde til at vælte Huset, raable ''lbak''<ref>''lbak'' var en ''Timersek'' og ligesaa stor som en Konebaad.</ref>, der var en af ''Karrak's Tartok'er'', at den ikke maatte, hvorfor den trak Spydet tilbage igjen. Vandskindet (der hænges for Indgangen under Tornakkunster) var sammenrullet. Angekoken sad stadig ved Væggen og kaldte paa sin anden ''Tartok: Ikilerfik''<ref>''Ikilerfik'' boede paa en lille Ø udenfor ''Kulusuk'' sammen med sin Søster-Søn ''Kiterak''. Han var saa stor, at han ikke kunde komme ind i Huset.</ref>. Vandskindet for Husgangen rørte sig, skjøndt Lamperne vare tændte, og hans ''Tartok'' skreg udenfor. Det oprullede Vandskind rullede ned, Angekoken flyttede Sædet (Skindet) ned paa Gulvet, satte sig derpaa og begyndte at slaa paa Skindlappen, han havde i Haanden<ref>En almindelig Angekokkunst, hvorved Aanderne tilkaldes.</ref>. Det dundrede i Huset, og Sædet, hvorpaa Angekoken sad, rystede. «Jeg har noget at bestille med en stor Mand!» raabte Angekoken. «Jeg kan vist ikke gjøre noget ved ham!» svarede ''Ikilerfik''. «Nu fik jeg igjen et Syn», sagde Angekoken, «''lbak'' og Maanen er oppe at slaas! Nu er ''Ikilerfik'' ogsaa snart derude! ''Ikilerfik'' tager Spydet fra Maanen. ''Ikilerfik'' vil vride det istykker! Maanen raaber: Skal da Vandet aldrig falde mere? skal Sælerne ikke mere faa Unger? siden Du vil brække mit Spyd!» ''Tartoken'' slap Spydet, og Maanen fløj op i Luften.	+	Da de den følgende Dag kom ud til Huset, var Husgangen falden ind, og Tag og Brix vare sammenfaldne og spredte ud paa Gulvet. Det var Manden i Vandskindsdragt (''Nelarsik''), der havde været inde i Huset. Da de om Aftenen sad i Huset, spurgte man ''Karrak'', om han vilde gjøre Tornakkunster; men han svarede, at han var bange for at gjøre det for Maanen. Angekoken sad og lænede sig op til Væggen, men pludselig fik han et Syn og saae Maanen sidde ovenpaa ''Puilortolok'' i Begreb med at støde hele Huset om med en ''kapotak'' (et Slags Spyd); men hvergang Maanen lige skulde til at vælte Huset, raable ''lbak''<ref>''lbak'' var en ''Timersek'' og ligesaa stor som en Konebaad.</ref>, der var en af ''Karrak's Tartok'er'', at den ikke maatte, hvorfor den trak Spydet tilbage igjen. Vandskindet (der hænges for Indgangen under Tornakkunster) var sammenrullet. Angekoken sad stadig ved Væggen og kaldte paa sin anden ''Tartok: Ikilerfik''<ref>''Ikilerfik'' boede paa en lille Ø udenfor ''Kulusuk'' sammen med sin Søster-Søn ''Kiterak''. Han var saa stor, at han ikke kunde komme ind i Huset. Naar ''Karrak'' skulde ud til ''Ikilerfik'', bleve hans Hænder bagbundne, Benene sammenbundne og Hovedet bundet dertil. Han kunde da flyve omkring i Huset og ud gjennem Vinduet til ''Kulusuk''.</ref>. Vandskindet for Husgangen rørte sig, skjøndt Lamperne vare tændte, og hans ''Tartok'' skreg udenfor. Det oprullede Vandskind rullede ned, Angekoken flyttede Sædet (Skindet) ned paa Gulvet, satte sig derpaa og begyndte at slaa paa Skindlappen, han havde i Haanden<ref>En almindelig Angekokkunst, hvorved Aanderne tilkaldes.</ref>. Det dundrede i Huset, og Sædet, hvorpaa Angekoken sad, rystede. «Jeg har noget at bestille med en stor Mand!» raabte Angekoken. «Jeg kan vist ikke gjøre noget ved ham!» svarede ''Ikilerfik''. «Nu fik jeg igjen et Syn», sagde Angekoken, «''lbak'' og Maanen er oppe at slaas! Nu er ''Ikilerfik'' ogsaa snart derude! ''Ikilerfik'' tager Spydet fra Maanen. ''Ikilerfik'' vil vride det istykker! Maanen raaber: Skal da Vandet aldrig falde mere? skal Sælerne ikke mere faa Unger? siden Du vil brække mit Spyd!» ''Tartoken'' slap Spydet, og Maanen fløj op i Luften.