Eskimoliv – Religiøse forestillinger - Revisjonshistorikk

Jesper: Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

2024-08-24T05:52:36Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

Jesper på 24. aug. 2024 kl. 05:51

2024-08-24T05:51:59Z

Carsten på 23. aug. 2024 kl. 12:08

2024-08-23T12:08:11Z

Vis endringer

Carsten på 23. aug. 2024 kl. 08:51

2024-08-23T08:51:12Z

Vis endringer

Carsten på 23. aug. 2024 kl. 05:55

2024-08-23T05:55:44Z

Vis endringer

Carsten på 19. aug. 2024 kl. 07:10

2024-08-19T07:10:35Z

Carsten på 18. aug. 2024 kl. 19:39

2024-08-18T19:39:34Z

Carsten: Nansen : Eskimoliv – Religiøse forestillinger

2024-08-18T13:56:14Z

Nansen : Eskimoliv – Religiøse forestillinger

Ny side

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sprák''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes pá følgende sprák ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Eskimoliv – Religiøse forestillinger]] !! !! !!
|-
|}

[[Fil:Fridtjof Nansen LOC 03377u-3.jpg|thumb|250px|<center>Fridtjof Nansen (1861-1930)</center>]]
<center> '''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]''' <big><big>'''Religiøse forestillinger'''</big>

'''Uddrag af »Eskimoliv«'''</big>

av '''[[Fridtjof Nansen biografi| Fridtjof Nansen]]''' <ref>Som andre af datidens forskere var Nansen stærkt påvirket af den evulotionistiske tankegang. I lighed med religionsforskere som Edward B. Tylor (''Religion in Primitive Culture'') mente han, at oprindelige folk stod på et lavere udviklingstrin end europæere. Som det fremgår af artiklen, holdt han sig ikke tilbage for at kalde inuiternes religion for primitiv. – Forskere har for længst forladt denne tankegang, og betragter den i dag som et blindspor. Til trods for at Nansen netop har dette evolutionistiske udgangspunkt, rummer hans artikel en række interessante iagttagelser. ''clm. Heimskringla.no''.</ref>

Kristiania, 1891.

<big>'''SIDEN ER UNDER OPBYGNING'''</big></center>

<blockquote>

Religionen eller de religiøse forestillinger er en af menneskeaandens merkeligsste frembringelser. Med alle sine fornuftstridige paastande og i al sin overraskende urimelighed synes de ved første bekjendtskab uforklarlige. Gjennem alle tider har man derfor vanskelig kunnet tænke sig dem som andet end opstaaede ved en overnaturlig eller guddommelig aabenbaring, der altsaa oprindelig maatte være alle mennesker git ens. Men efterhaanden som man blev kjendt med de forskjellige folkeslags mer og mindre ufuldkomne religioner, der ofte i væsentlige ting adskiller sig fra hverandre, kom man i tvil om denne opfatnings rigtighed, og man begyndte mer og mer at tænke paa, om ikke de religiøse forestillinger maatte tillægges noget i menneskeaanden selv, om de ikke var et produkt af denne under paavirkning af omgivelserne.

Det første, man da kom i tanke paa, var, at de skulde skyldes en for alle mennesker fælles religiøs trang, der altsaa i og for sig paa en maade var overnaturlig. Det er en hemmelighedsfuld, uforstaalig anelse, siger Schleiermacher, som driver mennesket ud over denne endelige verden og fører enhver til religionen; kun ved forkrøbling af dette naturanlæg kan religionsløshed opstaa, «Religionens begyndelse er det almindelige livs første møde med et særegent, det er universets over alle feiltagelser liggende, hellige formælelse med den kjødblevne fornuft til en skabende, frembringende omfavnelse.»

Efterhaanden blev forklaringerne mindre vage og høit travende. Peschel og andre mente, at de religiøse forestillinger udsprang fra trangen til erkjendelse af alle tings aarsag eller første begyndelse, eller at det var aarsagerne til bevægelsen, livet og tanken, som mennesket søger med sin medfødte higen efter erkjendelsen af det absolute. Andre, som Max Müller, mener, at en længsel efter det uendelige, en stræben efter at forstaa det uforstaalige, at nævne det unævnelige er den sjælens dybe grundtone, som aabenbarer sig i alle religioner. Atter andre, som O. Pfleiderer, ser i menneskets medfødte og uforstaalige skjønhedstrang, dets æstetiske følelse og dets fantasi den første spire til den religiøse bevidsthed. Endelig har nogle ment at kunne forklare de religiøse forestillinger som udspringende fra menneskets moralske sans eller sedelighedstrang.

Ligeoverfor et lidt indgaaende studium af eskimoernes religiøse forestillinger ligesom af ethvert andet nnturfolks vil alle disse filosofiske forsøg paa forklaring falde til jorden. I vor empiriske tid er man mer og mer kommet til erkjendelsen af, at de religiøse forestillinger maa tilskrives de samme naturlove, som betinger alle andre fenomener, og man mener, som af David Hume først fremholdt, at de for en væsentlig del kan afledes fra to retninger i vor følelse, eller vi kunde snarere kalde dem drifter, som er alle dyr egne, nemlig: ''frygten for døden og ønsket at leve''. Af den første drift følger frygten for de døde ligesom for den ydre natur og for de overmægtige naturkræfter og trang til at beskytte sig derimod. Af den sidste følger ønsket om lykke, om magt og om fordel; og heraf følger igjen, at de tidlige religioner ikke er uegennyttige, men egoistiske, dyrkeren staar ikke saa meget betragtende overfor naturens gaader og det uendelige, som han er ivrig efter at vinde noget til sin fordel; da f. eks. amuletterne og fetisjen tiltros magt af overnaturlig art, benyttes de eller dyrkes de.

At finde tilbage til de religiøse forestillinger, saaledes som de i sin første vage form dæmrede frem i menneskeslegtens morgen, da tankerne begyndte at klarne ud af dyreaandens urtaager, det er et vanskeligt, for ikke at sige umuligt arbeide. Det er med de religiøse forestillinger i hin tid, som det var med de første organiske væsener, der opstod paa vor jord, de hadde endnu ikke antat saa bestemte former eller indeholdt ikke saa faste bestanddele, at de har kunnet efterlade spor; hvad vi finder, er de mer udviklede trin. De første forestillinger maa ha været yderst uklare indtryk, afhængige af mange ydre tilfældigheder, og vi kan lige lidet med vor tanke slutte os tilbage til dem, som vi kan slutte os til, hvordan de første organismer saa ud. Paa hvilket trin i menneskeslegtens udvikling disse første vage antydninger til religiøse forestillinger opdukkede, kan vi heller ikke afgjøre, om de f. eks. fandtes hos vore abelignende forfædre? Det forekommer mig ikke engang sikkert, at dyret mangler enhver overtroisk fornemmelse. Vi maa følgelig ikke vente, at der hos nogen nulevende rase skal findes fuldstændig mangel paa overtroiske forestillinger, om disse end kan være noksaa uudviklede. Det maa snarere forundre os, at de hos et i andre henseende saa høit udviklet folk, som f. eks. det eskimoiske, fremdeles staar paa et paafaldende lavt standpunkt.

Ifølge vort kjendskab til de primitive religioner forekommer det mig rigtigst ikke direkte at anse de omtalte drifter som de overtroiske forestillingers udspring, men snarere at skjelne mellem mindst tre spirer eller momenter, som har ydet materialet, hvoraf disse drifter, som vi kan slaa sammen til en, selvopholdelsesdriften, har dannet de religiøse systemer. De tre spirer er: vor tilbøilighed til at tillægge naturen personlighed, troen paa dens og vor egen dobbelthed og sjælens udødelighed, samt troen paa visse tings overnaturlige kraft eller magt (amuletter). For at indse, at disse særlig paa et primitivt trin faar stor betydning, maa vi forsøge at sætte os tilbage paa barnets standpunkt, som jo nærmest svarer til urmenneskets. At tillægge naturen personlighed er for barnet ingen tilfældig handling, det betragter alle det omgivende gjenstande, levende og ikke levende, som personer og fører f. eks. lange taler med sine leger. Et barn af mit bekjendtskab stod en dag i kjøkkenet og betragtede længe nogle pølser, som blev kogte i en gryde, og udbrød saa til pigen: «Er dem dræbt de pølserne naa du?» Vi husker vist alle fra vor barndom, at trær, visse fjelde o. l. tillagdes personlighed. Den samme tilbøilighed er det, som Tylor siger, der kommer igjen i vor ofte aldeles urimelige lyst eller trang til at hevne os paa livløse ting, som paa en eller anden maade har forvoldt os skade eller smerte. F. eks.: da vi gik over Grønland, hadde Sverdrup og jeg en slæde, som var tung at trække; det vilde derfor ha skaffet os en sand tilfredsstillelse at kunne ha ødelagt den eller paa anden maade hevnet os paa den, da vi vel drog ifra den. Det er ogsaa uadskillelig forbundet med det barnlige sind, dette i hver enkelt bevægelse eller begivenhed i dets lille verden at ville se virksomheden af en personlig vilje.

I menneskeslegtens første barnefilosofi maa den samme opfatning af alle ting i naturen som personer ha fulgt ganske naturlig og af sig selv. Trær, stene, elve, vind, skyer, stjerner, sol og maane blev levende mennesker eller dyr. Eskimoerne tror f, eks., at himmellegemerne engang var almindelige mennesker, før de kom op paa himmelen.

Men efter eller sammen med denne tilbøilighed maa der ogsaa ganske naturlig ha kommet en forestilling om en dobbelthed, dualisme, i naturen og i en selv, følelsen af en sanselig og synlig tilværelse og en oversanselig og usynlig. Lad os f. eks. tænke os, at et uvidende urmenneske faar høre ekkoet af sin egen stemme, maa han ikke tro, det er et menneske, som frembringer det? han kjender jo ingen teori om lydbølger. Men naar han nu gang efter gang hører det og ingen mennesker finder, da er det naturligt for ham, at det tillægges usynlige væsener.

Eller f. eks. duggen, som han ser kommer og forsvinder, uden at han ved hvorfra eller hvorhen, stjernerne, som tændes om kvelden og atter slukkes om morgenen, skyerne, som pludselig opstaar og forsvinder, regnen, vinden, strømmen i vandet, maa det ikke alt fremkalde tanken eller forestillingen om synlige og usynlige tilstande? Naar ureskimoen første gang mødtes med isbræen, som han saa bevæge sig ud i sjøen og af og til føde mægtige isfjelde, kunde han i denne se andet end virksomheden af et væsen? ja, han gjorde den simpelthen selv til et saadant, hvis kalvninger var vilkaarlige handlinger, og som han derfor frygtede.

Eller for at nævne noget ganske andet, naar et urmenneske saa sin egen skygge eller sit eget speilbillede i vandet, som snart var der, snart var borte, og som han ikke kunde føle og ikke gribe, kunde dette hos ham andet end fremkalde forestilling om noget sanseligt og noget ikke sanseligt, noget, som snart kunde ses, men snart atter være borte?

Der var kort sagt motiver nok til at frembringe forestillingen om en dobbelthed i naturen, om en synlig og en usynlig tilværelse. Men denne tro paa naturens dobbelthed maatte i høi grad styrkes ved urmenneskets forestillinger om sig selv. Naar han sov og drømte, at han gik paa jagt, var ved dans, i besøg hos andre, kort sagt streifede viden om, og saa atter vaagnede og opdagede, at legemet ikke hadde forladt hulen eller hytten, og hørte konen eller kameraterne sige det samme, maatte han naturligvis tro, at han bestod af to dele, noget, som kunde forlade ham om natten og opleve alt dette, og noget, som blev liggende; thi at gjøre forskjel paa drøm og virkelighed, laa naturligvis ikke for ham, ja mange primitive stammers sprog tillader fremdeles ikke, som Spencer fremholder, at sige: «jeg drømte, at jeg saa» istedenfor «jeg saa». Da han endvidere hadde set, at f. eks. skyggen fulgte ham om dagen, men ikke om natten, var det ganske naturligt for ham at kalde den del, som forlod ham, «skyggen», denne var altsaa det samme, som andre folk kalder sjælen eller aanden. At eskimoen har faat sin tro paa og navn for sjælen paa den vis, omtales senere. Overbevisningen om hans eget slegtskab med alle ting omkring ham blir nu end mere styrket ved en iagttagelse, som f. eks. den, at disse ligesom han selv har en skygge.

Men da urmennesket stilledes ansigt til ansigt med døden, maatte dette gjøre et mægtigt indtryk paa ham, og troen paa hans egen dobbelthed blev i endnu høiere grad bestyrket. Han saa, det var det samme legeme, den samme mund og de samme lemmer, forskjellen fra før var blot, at de da talte og bevægede sig, da var liv, nu var alt stille. Dette maatte skyldes noget livgivende, og dette noget maatte ganske naturlig være sjælen, som han jo fra drømmen vidste kunde forlade legemet. At den sjæl, som ved døden forlod legemet, kunde sættes i forbindelse med mundens aande, som nu var borte, maa ogsaa kunne tænkes som naturligt, og saa tillagdes, som f. eks. af nogle eskimoer, mennesket to sjæle, ''skyggen og aandedrættet''. Denne tro paa sjælens dobbelthed, som undertiden ogsaa skyldes skygge og speilbillede, er meget udbredt, og derfra stammer vel og vor adskillelse mellem sjæl og aand, ''psyche'' og ''pneuma''.

Naturligt kunde det straks synes for et primitivt menneske at anta, at sjælen lig legemet dør ved døden. Det er der ogsaa dem som mener; men da de snart i sine drømme traf sammen med de afdøde igjen, saa blev de jo tvungne til at anta, at deres sjæle endnu levede. Desuden var det jo heller ikke unaturligt at slutte, at ligesom sjælen var midlertidig fraværende ved søvn, feberfantasier o. l., saa var den for bestandig fraværende ved døden. Saaledes har altsaa troen paa sjælens fortsatte liv ganske naturlig maattet opstaa, og da det at gaa tilgrunde er lidet tiltalende for ethvert levende væsen, saa har en saadan udødelighedstanke fundet sterk gjenklang i det menneskelige sind.

Men da de fleste mennesker er ræd døden og de døde, saa liker de ikke at møde dem igjen som gjenfærd, og da frygten har fantasi, tillægges de overnaturlig magt særlig til at skade, men og gavne. De mener derfor, det er bedst at gjøre sig til vens med dem. Paa den vis er en dyrkelse af de afdøde opstaat, som spiller en saa stor betydning i de fleste folks religion, og som ligger, om ikke paa bunden, saa ialfald nær denne i næsten alle religioner, og saaledes ogsaa hos eskimoerne.

At de afdødes aander og særlig da de mer fremragende blandt dem som høvdingernes og fyrsternes efterhaanden blev til guder, kan ikke synes unaturligt.
Hebræernes (''il'' eller ''el''), egypternes (''nutar'') og mange andre folks ord for Gud betød blot et mægtigt væsen og kunde anvendes saavel for helte som guder. Og ligesom der paa jorden var særlig mægtige mennesker, maatte der i aandernes verden være særlig mægtige aander, og disse blev da naturlig guddomme par excellence, som det fremfor alt gjaldt at dyrke. Paa den vis kommer vi tilslut til troen paa en Gud, i det øieblik der i aandeverdenen oprettes et absolut monarki.

Men ved siden af denne anedyrkelse laa der ogsaa et for de overtroiske forestillingers udvikling vigtigt moment i menneskets fremtrædende hang til at tiltro visse ting overnaturlig kraft, som paa det primitive standpunkt bruges til at afvende eller paavirke de afdødes magt, eller og til at skaffe andre fordele, og derfra har hele den udbredte amulettro og muligens for en del ogsaa fetisj dyrkelsen udviklet sig. Hvorledes troen paa amulettens magt kan opstaa, omtales senere.

Et vigtigt moment til opretholdelsen og udviklingen af de overtroiske forestillinger, naar disse først er opstaat, er naturligvis medicinmændenes (aandebesvergernes) eller presternes herredømme over sine medmennesker. Det var naturligt, at enkelte, og det de klogeste hoder, kom til at forstaa sig bedre paa de overnaturlige ting end de andre og at staa i et nærmere forhold til de afdøde. At de saaledes kunde hjælpe næsten, naar det f. eks. gjaldt at vende disses magt til en enkelts eller samfundets fordel, var klart, og derved fik presten magt og indflydelse i samfundet, foruden ofte fordele af mer materiel art. Det har saaledes altid staat i medicinmændenes og presternes interesse at opretholde og nære de overtroiske eller religiøse forestillinger, de maa foregi selv at tro paa dem, ja, de kan selv finde ud nye guddommelige lærdomme til egen fordel, derved øger de baade herredømme og indtægt.

Hos folk som det eskimoiske kommer endnu noget til, som har sterk farvende indflydelse paa overtroen, nemlig det haarde, af lykken afhængige liv, som det fører, og den natur, hvori det lever. At et af jagt og fiskeri levende folk blir overtroisk, er en anerkjendt sag, derpaa har vi i vort eget land et slaaende eksempel. Sammenlign vestlændingen og nordlændingen med østlændingen. De første er ved sit erhverv for en stor del knyttede til sjøen, de er afhængige af veir og vind, fiskens indsig m. m., en hel række for mennesket ukjendte faktorer, som de med et ord kalder lykken, og som ikke alene kan være dem ugunstig, men endog ta livet. De blir derfor uundgaalig overtroiske. Det er da heller ingensteds hertillands, hvor pietisme og obscurantisme finder en saa frodig jordbund som paa vestlandet. Kommer vi til østlandsbonden, er der en paafaldende forskjel, han sidder tryg paa sin gaard, han er ogsaa lidt afhængig af veir og vind, men har dog sit paa det tørre og er derfor mindre overtroisk. Men hvor langt sterkere maa ikke denne overtrovækkende indflydelse virke paa eskimoen, hvis hele liv afhænger af jagten og fisket! Og endnu mer forøges den ved de stadige farer og de arktiske omgivelser, hvori han lever. En saa vild og storslaat natur som den grønlandske — med dens isbræer, flydende isfjeld, luftspeilinger, storme, og saa de lange vinternætter med de spillende nordlys — faar uvilkaarlig magt over sindet, det fremkalder ærefrygt og rædsel og gir fantasien næring. Vi staar med vor tørre fornuft og ser paa disse undere, men naturmennesket udfylder ligesom barnet den manglende forstand med sin vilde fantasi, og troen paa det overnaturlige styrkes og udvikles.

Moralen, som mange tror skulde være forbundet med de religiøse forestillinger, har i sin oprindelse lidet eller intet med dem at gjøre. Som allerede kap. 10 fremholdt, udspringer den af samfundsdriften og er hos de primitive folk adskilt fra de overtroiske forestillinger. De har saaledes ingen hinsidig belønning for ens moralske vandel.

Eskimoerne er til en vis grad eksempel herpaa. Vistnok finder vi i de grønlandske sagn antydninger til straf i dette liv af ondt, særlig hekseri, ved overnaturlige magter. De afdøde kan muligens tildels gjengjælde de efterlevende de dem i levende live viste velgjerninger, dyrenes sjæle (eller inue?) kan hevne et altfor hensynsløst drab af sit afkom, den myrdedes sjæl eller aand forlanger, at hans mord skal hevnes (blodhevn), forurettelse af svage hevnes paa forskjellig vis o. l. Men alt dette fremtræder i saa vag form, at det ikke kan opfattes som noget oprindeligt (primært), men mere som noget leilighedsvis tilkommet, idet samfundsforholdene og lovene ganske naturlig blander sig ind i sagnene. Det kan derfor betegnes som de første famlende skridt af de religiøse forestillinger henimod moralen, og det er først paa et betydelig senere trin, at religionen for alvor og bevidst har slaat sig sammen med den til et forbund, som var styrkende for begge. Religionen fik derved en god rygrad, og moralbudene virkede dybere, naar de kom fra et særegent høiere eller guddommeligt ophav og desuden lovede belønning hinsides for opfyldelse eller endog straf for forgaaelse.

Et merkeligt træk ved alle religioner er, at trods deres store forskjel i mange hovedting, er der dog ogsaa store og væsentlige ligheder, som gaar over hele jorden. Dette kan kun forklares paa to maader; enten er alle religioners aarsag den samme; eller og er de religiøse forestillinger opstaat paa et sted og har derfra udbredt sig over den hele jord. For min del tror jeg, begge dele har forenet sig om at danne denne religionernes lighed. Det menneskelige nervesystem og hjernen er hos alle raser forbausende ens dannet, forskjellighederne bestaar væsentlig i udviklingen, som maa tilskrives de høiere rasers fremskridt. Følgelig maa man anta de samme love for tænkningen, særlig paa dennes tidligere og mindre indviklede trin, og da erfaringerne til en vis grad har været ens overalt, maa man ikke alene være kommet til de samme rigtige slutninger, men ogsaa, hvor disse ikke ligger i dagen, kommet til de samme hovedfeiltagelser overalt, og paa disse feiltagelser er religionerne byggede. Men ved siden deraf har visse bestemte religiøse forestillinger paatagelig dannet sig paa enkelte steder og har som vandresagnene og eventyrene udbredt sig til alle jordens folkeslag. At de har kunnet naa selv saa afsondrede stammer som den eskimoiske, vil senere anføres talende beviser for.

Den eskimoiske tro i Grønland er af stor interesse ogsaa til belysning af de ovenfor berørte spørgsmaal. Den er saa primitiv, at det forekommer mig tvilsomt, om den fortjener navn af religion. Der er mange sagn og megen overtro, men det savner altsammen fast og klar form, begreberne om det overnaturlige veksler efter individerne, og det hele gjør indtryk af en religion i sin vorden, en masse spredte og fantastiske indtryk, som endnu ikke har samlet sig til nogen sluttet verdensanskuelse. Netop et sligt standpunkt, som vi maa anta alle religioner engang har gjennemgaat og udviklet sig fra.

Naturen har grønlænderne oprindelig lig alle primitive folk tænkt sig som besjælet, hver ting, som sten, fjeld, redskab osv. har sin sjæl. Fremdeles finder vi spor af denne tro, redskabernes, vaabnenes og klædernes sjæle følger den afdøde, paa hans vandring til de dødes land, og derfor lægger de dem ved graven, forat de kan raadne der, og sjælene bli fri. Efterhaanden har imidlertid paa naturfolkenes eiendommelig ulogiske og forvirrede vis denne tro blandet sig sammen med en fra den aldeles forskjellig, nemlig troen paa, at de afdødes sjæle kan ta bolig i forskjellige dyr, gjenstande, fjelde e. l., over hvilke de gjør sig til herre, og hvorfra de kan gjøre udflugter, ja endog vise sig for menneskene. Derved er opstaat troen paa, at der i hver naturgjenstand bor et eget væsen, som kaldes dens ''inua'' (ɔ: dens eier), hvilket ord betegnende nok egentlig betyder menneske eller eskimo.

Efter den eskimoiske opfatning har f. eks. en sten, et berg, en bræ, en elv, en sjø sin inua; ja selv luften har en saadan. Merkeligst er dog, at ogsaa begreber kan ha sin inua, der tales f. eks. om bestemte drifters og lidenskabers inue. Dette kan synes overraskende for et naturfolk, men det er vel neppe vanskeligt at forklare. Naar f. eks. et primitivt menneske under sterk hunger føler det gnage sig indvendig, er det vel naturligt at tænke sig dette foraarsaget ved et væsen, som han altsaa kalder hungerens eller madlystens ''inua''. Som regel er disse inue usynlige, men naar de ses, skal de ifølge Rink vise sig som en lysning eller ild, og synet af dem er meget farligt.

Mennesket selv mente grønlænderne bestod af mindst to dele: ''legemet'' og ''sjælen'', og disse mener de er forskjellige fra hinanden. Sjælen kan kun ses ved en særegen sans, som findes hos mennesker i visse tilstande eller med en egen begavelse, ɔ: angekokerne. Den viser sig da at ha samme skikkelse som legemet, men er af en luftigere beskaffenhed. Til Hans Egede sagde angekokerne, at sjælene var «gandske Bløde at Føle paa, ja Neppe at kunde føles paa, ret ligesom de var uden Seener og Been.»<ref>Om sjælens beskaffenhed se ogsaa Paul Egede: Eft. om Grønl. side 149 og Cranz: Historie von Grønland, side 258.</ref> Paa østkysten mener de, den er ganske liden, ikke større end en haand eller en finger. Grønlændernes ord for sjæl er ''tarnik''; dette ligner ordet ''tarrak'', som betyder skygge, og jeg anser det ikke for tvilsomt, at det oprindelig har været det samme ord, idet eskimoen, som ovenfor fremholdt, har anset sjæl og skygge for et og det samme.<ref>Paul Egede siger i «Efterretninger om Grønland» side 126, udtrykkelig, at de indfødte ikke ved forskjel paa ''tarrak'' og ''tarnek (tarnik)'', og han bruger begge ord om hverandre. Se ogsaa samme, side 92.</ref> Dette er i fuld overensstemmelse med, hvad vi finder hos andre folk. Fidjieren kalder f. eks. skyggen for sin mørke sjæl, som forlader ham om natten, hans lyse sjæl er speilbilledet. ''Tarrak'' betyder paa grønlandsk skygge og speilbillede, det oprindelige ord for sjæl har altsaa der betegnet alle disse tre ting. Ifølge Cranz,<ref>Historie von Grønland, side 257.</ref> mente nogle grønlændere, at mennesket hadde to sjæle: skyggen og aandedrættet (Sml. ovenfor side 192 f.). Det synes imidlertid, som den mest udbredte tro paa Egedes og Cranz’s tid var, at sjælen nærmest hadde forbindelse med aandedrættet. Angekoken blæste f eks. paa den syge, han skulde helbrede eller gi en ny sjæl.

Som merkeligt kan nævnes, at ''Hanserak'', en vestgrønlandsk indfødt kateket, som fulgte med kapt. Holm paa hans reise langs østkysten, skrev i sin paa eskimoisk holdte dagbog om angmagsalikernes tro paa sjælen, at «et menneske har mange sjæle. De største bor i strubehodet og i menneskets venstre side og er smaabitte mennesker, paa størrelse som spurve. De andre sjæle bor i andre legemsdele og er paa størrelse som led af en finger. Borttages en af dem, blir den tilsvarende legemsdel syg.»<ref>Se Holm: Med. om Grønl. Hefte io, side 112.</ref> Hvorvidt dette har været en blandt eskimoerne almindelig udbredt tro, fremgaar ikke af de andre beretninger.

Sjælen er ganske selvstændig og kan saaledes forlade legemet for længere eller kortere tid. Dette gjør den hver nat, naar den i deres livlige drømme er paa jagt og forlystelser e. l. Sjælen kunde f. eks. ogsaa være igjen hjemme, naar de var paa reise, hvilken opfatning Cranz mener kan komme fra hjemve. Den kan ogsaa mistes eller ved hekseri stjæles fra en. Da blir mennesket sygt og maa faa sin angekok til at reise afsted og hente den igjen. Var den nu imidlertid forulykket, f. eks. blit opspist af en anden angekoks tornarssuk, maatte en dø. En angekok kunde dog ogsaa skaffe en en ny sjæl eller bytte en syg sjæl med en sund, som han ifølge Cranz, f. eks kunde ta fra en hare, ren, fugl eller et ungt barn.

Det merkeligste er, at sjælen ikke alene kunde mistes helt, men man kunde ogsaa miste stykker og da maatte angekoken til for at lappe paa den.

Til disse menneskets to dele kommer blandt grønlænderne paa østkysten, ifølge Holm,<ref>Samme.</ref> endnu en tredje del: «navnen» [''atekata''). «Denne er saa stor som et menneske og træder ind i barnet, idet dette efter fødselen stryges om munden med vand samtidig med, at de afdødes «navne» nævnes.» Børnene hos alle grønlændere, selv de kristne, opkaldes som oftest efter de sidst afdøde, saafremt disse ikke allerede er opkaldte, og det sker for at skaffe dem ro i graven. Østgrønlænderen tror, at «navnen» holder sig ved liget eller vandrer gjennem forskjellige dyr,<ref>Den samme forestilling findes ogsaa almindelig paa vestkysten (sml. Med. om Grønl., hefte 10, side 342), men synes der at gjælde den afdødes almindelige sjæl. Adskillelsen mellem sjælen og navnen kan følgelig ikke være skarpt udviklet hos de forskjellige stammer.</ref> indtil et barn opkaldes efter den; derfor er det altsaa deres pligt at passe paa, at dette sker, hvis ikke, kan det ha skadelige følger for det barn, som burde være opkaldt.

Dette har en overraskende lighed med, hvad prof. ''Moltke Moe'' har meddelt mig om en i vort land almindelig tro paa, at afdøde «gaar efter navn». En frugtsommelig kone drømmer om en eller anden afdød slegtning, som kommer til hende («gaar efter navn»), og hvorefter hun maa opkalde barnet; gjør hun det ikke, er det en negligering, som kan ha skadelig indflydelse paa barnets fremtid.<ref>Se ogsaa Liebrecht: Zur Volkskunde, side 311.</ref> Den samme overtro findes ogsaa hos lapperne. Hos kolosjerne i Nord vest-Amerika ser moren i en drøm den afdøde slegtning, hvis sjæl gir barnet hans lighed. Navnegivelsen sættes hos indianerne ogsaa i forbindelse med en drøm.<ref>Klemm : Culturgeschichte. III, side 77; Tylor: Primitive Culture. (1873) II, side 4; Antiquarisk tidsskr. 1861—63, side 118.</ref>.

Navnet har paa Grønland, som overalt, en stor betydning; de tror, der er et sjæleligt slegtskab mellem to med samme navn,<ref>Det forekommer mig, at eksogami mellem to af samme familienavn, som findes hos mange folk (se side 150), let kan forklares paa denne maade, idet det samme navn gir et nært aandeligt slegtskab, som i lighed med det nære legemlige bør hindre giftermaalet.</ref> og den afdødes egenskaber gaar over i den opkaldte, som desuden har forpligtelse til at trodse de indflydelser, som har voldt hins død; var han omkommen paa sjøen, maatte den opkaldte saaledes særlig lægge vind paa at trodse den i kajak, hvilken forestilling ogsaa findes hos andre folk, f. eks. indianerne.

<center>'''FORTSÆTTELSE FØLGER'''</center>

</blockquote>

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Fridtjof Nansen]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. aug. 2024 kl. 05:51
Linje 1:		Linje 1:
−	~~{\|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse~~:~~collapse"~~	+	[[Fil:Fridtjof Nansen LOC 03377u-3.jpg\|thumb\|250px\|<center>Fridtjof Nansen (1861-1930)</center>]]
−	\|- ~~style="background-color:#e9e9e9"~~
−	~~!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg sprák''' !!align="center" valign="top" width="10%"~~ \| ~~Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"~~\| ~~Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"~~\| ~~Norsk !!align="~~center~~" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="~~center~~" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk~~
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes pá følgende sprák ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif\|32px\|link=Eskimoliv – Religiøse forestillinger~~]] ~~!! !! !!~~
−	\|-
−	\|}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 19. aug. 2024 kl. 07:10
Linje 106:		Linje 106:
	Egede paastaar dog, at til det deilige land under jorden kommer bare «de Qvinder, som døe paa Barsel-Seng, og de (mænd) som drukne i Havet, og Hvalfisk Fangere, hvilket skal være ligesom en Belønning, for det Onde, som de have udstaaet her i Verden, alle de andre komme til Himmelen.»<ref>Se om det samme ogsaa Paul Egede: Eft. om Grønl., side 117. Ifølge nogle udsagn skulde hekse og «onde folk» komme til oververdenen.</ref> Om dette har været den almindelige tro, synes ikke afgjort. En aldeles lignende findes ogsaa hos os; en gammel kone i Telemarken sagde til Moltke Moe om sønnen sin: «Jau du, han er eg tryg for, han har gjengji like in i himlen han, du veit det stend i Guds ord, at den som blir paa sjøen hel døyr paa barnseng den gjeng'e rake vegen til Guds rike.»<ref>Meddelt af M. Moe. Sml. ogsaa J. Flood: Grønland. Kristiania. 1873. Side 10, anm. Lignende forestillinger skal findes i Baiern og paa Markesasøerne. (Sml. Liebrecht. The Academy III (1872), side 321.)</ref>		Egede paastaar dog, at til det deilige land under jorden kommer bare «de Qvinder, som døe paa Barsel-Seng, og de (mænd) som drukne i Havet, og Hvalfisk Fangere, hvilket skal være ligesom en Belønning, for det Onde, som de have udstaaet her i Verden, alle de andre komme til Himmelen.»<ref>Se om det samme ogsaa Paul Egede: Eft. om Grønl., side 117. Ifølge nogle udsagn skulde hekse og «onde folk» komme til oververdenen.</ref> Om dette har været den almindelige tro, synes ikke afgjort. En aldeles lignende findes ogsaa hos os; en gammel kone i Telemarken sagde til Moltke Moe om sønnen sin: «Jau du, han er eg tryg for, han har gjengji like in i himlen han, du veit det stend i Guds ord, at den som blir paa sjøen hel døyr paa barnseng den gjeng'e rake vegen til Guds rike.»<ref>Meddelt af M. Moe. Sml. ogsaa J. Flood: Grønland. Kristiania. 1873. Side 10, anm. Lignende forestillinger skal findes i Baiern og paa Markesasøerne. (Sml. Liebrecht. The Academy III (1872), side 321.)</ref>

−	Imidlertid synes det ifølge nogles udsagn, som ogsaa andre grønlændersjæle kom til underverdenen, dette skulde bl. a. kunne afhænge af ligets behandling. Paul Egede siger saaledes (Eft. om Grønl. side 174), «at de pleiede at tage de Syge, som laae paa deres Yderste, lempelig ned af Sengen, og indsvøbe dem paa Gulvet til Begravelse. Denne Nedtagelse af Sengen, skal nok være en Betegning paa den Nedfart de ønske den Døde under Jorden. Men døer nogen førend han bliver nedtagen, da farer han op ad.»	+	Imidlertid synes det ifølge nogles udsagn, som ogsaa andre grønlændersjæle kom til underverdenen, dette skulde bl. a. kunne afhænge af ligets behandling. Paul Egede siger saaledes (Eft. om Grønl. side 174), «at de pleiede at tage de Syge, som laae paa deres Yderste, lempelig ned af Sengen, og indsvøbe dem paa Gulvet til Begravelse. Denne Nedtagelse af Sengen, skal nok være en Betegning paa den Nedfart de ønske den Døde under Jorden. Men døer nogen førend han bliver nedtagen, da farer han op ad.» Paa spørgsmaalet, hvorfor et hundehode var lagt ved en grav, fik han det svar, «at det var en Skik hos nogle af deres Medmennesker, at legge et Hundehoved hos et Barn, naar det blev begravet, for at det kunde støve og vise Barnet Veien til Sielenes Land, naar det bliver levende, eftersom Børn ere uforstandige og taabelige, og ei selv kan finde Vei.»<ref>P. Egede. Eft. om Grønl. side 109. Se ogsaa H. Egede: Det gamle Grønlands nye Perlustration. Side 84. Cranz. Hist. von Grønl. side 301.</ref> Det synes, som kapt. Holm<ref>Med. om Grønl. Hefte 10, side 106, anm.</ref> betviler denne opfatnings rigtighed (som han forøvrigt anfører efter Hans Egede), af den grund, at han ingen saadan poetisk skik kunde opdage hos østgrønlænderne. Men dette forekommer mig mindre berettiget; thi paa den ene side har vi neppe lov til at tvile paa et saa bestemt udsagn af en mand som Paul Egede, med hans kjendskab til grønlænderne og deres sprog, og paa den anden side bør det bølgende og foranderlige i de religiøse begreber altid erindres. Dernæst findes jo tilsvarende skikke hos indianerne. Aztecerne slagtede ved begravelser en hund, som brændtes eller begravedes med liget, med en bomuldstraad knyttet om halsen; dens opgave var at føre den afdøde over Chiuhnahuapans dybe vande paa veien til de dødes land.<ref>Tylor. Primitive Culture. (1873) I, side 472.</ref>
		+
		+	Reisen til det skjønne land er dog ikke let. Egede siger, at der underveis er en høi, spids sten, «hvorpaa de Døde maa gliide paa deres Bag, hvorfore Steenen er blodig.» Cranz paastaar, at sjælene skal holde paa i fem eller endnu flere dage med at glide ned ad denne sten eller dette berg, før de kommer frem, og særlig blir de stakkarer beklagede, som maa gjøre denne reise om vinteren eller i stormfuldt veir, fordi en da let kan komme til skade, hvilket de kalder den anden død, og efter den blir intet igjen.<ref>Forestillingen om den anden død eller sjælens død findes hos mange folk: hinduer, tartarer, græker, kelter, franskmænd, skandinaver, germaner o. fl.</ref> Dette frygter de meget, og forat det ikke skal ske, maa de gjenlevende i disse dage iagtta visse forsigtighedsregler. Lignende sagn om mange vanskeligheder paa sjælenes lange reise til de dødes land findes hos de fleste folkefærd.<ref>Tylor. Primitive Culture. II, side 44 f.</ref> Det synes rimeligt, at oprindelsen til disse vanskeligheder er den, at de skal være prøver, som de gode har lettere for at overvinde end de onde. Naar nu hos eskimoerne vanskelighederne ingen prøve er paa godt og ondt, synes det at maatte bevise, at sagnet om dem og udmalingen af dem maa være laant fra andre, og da nærmest fra indianerne. Særlig synes den spidse sten at minde sterkt om indianernes «bergkam, hvis smale ryg var saa skarp som den skarpeste kniv», hvorover veien gik til sjælenes bolig ''Wanaretebe''.<ref>Knortz. Aus dem Wigwam. Leipzig 1880. Side 133, sml. side 142. Min opmerksomhed henledet herpaa af Moltke Moe.</ref>
		+
		+	Dyrene synes grønlænderne ogsaa almindelig at ha tillagt en sjæl, der lig menneskets kunde leve efter legemets død og foreta reisen til det hinsidige land, hvilket f. eks. tydelig nok fremgaar af den kap. 12 meddelte bjørnefortælling (se side. 185). Det fremgaar ogsaa af den side 208 omtalte skik at lægge hundehoder i børns grave, idet det naturligvis er hundesjælen, som bor i hodet, der skal ledsage barnet. Det er forøvrigt en blandt naturfolk almindelig tro. Kamtsjadalerne mener saaledes, at alle dyrs sjæl, endog den mindste flues, lever op igjen i underverdenen.
		+
		+	Af høiere overnaturlige væsener har grønlænderne mange. Blandt dem, som staar menneskene nærmest, og som de gjennem sine angekoker har mest nytte af, bør først nævnes de saakaldte ''tôrnat'' (flt. af ''tôrnak''). Disse er angekokernes tjenende aander, som hjælper dem til deres overnaturlige magt. De nævnes meget ofte som de afdødes sjæle, særlig bedsteforældres eller forfædres, men de kan desuden være forskjellige dyrs sjæle eller ogsaa ofte andre overnaturlige væsener, enten af menneskelig oprindelse, f. eks. de senere nævnte ''kivigtut'', eller og andre, boende i havet eller i indlandet. De kan ogsaa være fraværende europæeres sjæle. En angekok hadde som regel flere, nogle var raadgivende, andre hjælpere i fare, og atter andre brugtes til hevn og ødelæggelse. I sidste fald udsendtes de af angekoken, forat de skulde vise sig som spøgelse og derved ihjelskræmme dem, de vilde ødelægge.
		+
		+	I forbindelse med eller over tornat staar ''tôrnârssuk'', som efter den almindelige mening nærmest er deres herre eller en mægtig tornak. Tornarssuk ansaas nærmest som god, gjennem sin tornak kunde angekoken komme i forbindelse med ham og faa gode raad. Ofte synes han ogsaa at være tillagt onde gjerninger, og det var vel nærmest med ham som med alle andre overnaturlige væsener, at det afhang af angekokerne, enten han kom til at gavne eller skade. Han hadde sit hjem i underverdenen, i sjælenes land. Om hans udseende var der uklare begreber; thi somme mente, at han ingen skikkelse hadde, andre, at han var som en bjørn, atter andre, at han var stor og hadde bare én arm, og endelig mente nogle, at han var liden som en finger. Om hans væsen var man, ifølge H. Egede, lige lidet paa det rene; thi mens nogle mente, at han var udødelig, var der andre, som trodde, at saare lidet var nok til at dræbe ham. Egede beretter saaledes, at under en angekoks magiske operationer, eller naar han taler med tornarssuk, «da maa ingen kløe sig i Hovedet, ikke heller sove, ey heller slippe en løs Bag til; thi af saadan en Piil, sige de, kand Hexe-Mæsteren dræbes, ja Dievelen (ɔ: tornarssuk) self.» Dr. Rink tror, at alt dette beror paa misforstaaelser fra Egedes og de andre missionærers side, og at man i det hele lidet vidste saavel om tornarssuks udseende som væsen. Paa østkysten har dog hedningerne, som vi skal se, ganske god greie paa ham.
		+
		+	I denne ''tôrnârssuk'' har mange villet se et høieste godt væsen, som eskimoerne dyrkede, og han skulde altsaa svare til vor Gud. Trods det blev han dog ved kristendommens indførelse omskabt til djævelen og betegner nu denne. Jeg kan ikke bare mig for den tro, at Egede og de første missionærer har hat lidt andel i fabrikationen af denne forestilling om ham som Gud. De kom sikkerlig, som mange hedningemissionærer endnu den dag idag, med den forudfattede mening, at ethvert folk maa ha et begreb om Gud eller et høieste godt væsen, og gaaende ud derfra, har de spurgt de stakkars hedninger saa længe om deres tornarssuk, at deres svar er blit derefter. Dernæst har de talt saa meget om sin gode og almægtige Gud, at hedningepresterne, for ikke at staa tilbage, har holdt paa, at de ogsaa hadde en slig Gud, som kunde hjælpe dem. At han ikke har været saa stor en aand, som almindelig fremholdt, synes tydelig at fremgaa af kapt. Holms beretning om de østgrønlandske hedningers tro. Deres tornarssuk er et mer beskedent dyr, som lever i havet, og som mange, saavel angekoker som almindelige mennesker, kan se og har set. De beskriver ham derfor ganske nøie, ja har endog talrige afbildninger af ham; han er lang som en stor sæl, men tykkere end en saadan og har bl. a. lange fangarme. Holm er efter deres beskrivelse kommet til den kjætterske mening, at det maa være en almindelig blæksprut. Han spiser de røvede sjæle og er ofte ganske rød af blod. Man maa kunne sige, at hvis dette skal stamme fra vort gudsbegreb, da har det degraderet i en sørgelig grad. Dernæst er han paa østkysten ikke bare en, men hver angekok har, ifølge Holm, sin tornarssuk. Han har der ogsaa en medhjælper, ''aperketek'', som er et sort dyr, op til to alen langt med store «knivtænger i hodet». Holm siger udtrykkelig, at han ikke kunde opdage antydning til, at tornarssuk var et væsen, der var herre over tornak, og vi blir vel saaledes nødt til at mindske lidt paa den magt og betydning, som denne aand af de ældre forfattere er bleven tillagt.<ref>Interessant er det, at der ogsaa hos Alaska-eskimoerne synes at forekomme et væsen ligt dette fra østkysten, med lange fangarme osv. Se Holm. Med. om Grønl. Hefte 10, side 115, anm. 1.</ref>
		+
		+	Det forekommer mig klart, at denne tro saavel paa tornarssuk som paa tornat maa afledes af en tro paa forfædrenes aander eller gjenfærd. Dette fremgaar muligens ogsaa af ordene, ''Tôrnak'' synes at kunne ha været samme ord som ''tarnik'' eller ''tarne'' (ɔ: sjæl), som igjen er lig ''tarrak'' (skygge, sml. side 201). En støtte for denne antagelse finder vi deri, at ''tôrnak'' paa østkysten heder ''tartok'' eller ''tartak'', som er samme ord som ''tarrak''.<ref>''Tartok'' betyder egentlig mørk. Blandt de sydlige Alaska-eskimoer betyder det samme ord (''taituk'') taage. Paa Østgrønland betyder ''târtek'' sort. (Sml. Rink, Med. om Grønl. Hefte n, 152).</ref> Det forekommer mig saaledes sandsynligt, at alle disse ord oprindelig har været et og det samme, som betød: skygge, speilbillede eller sjæl, og hvormed ogsaa de afdødes sjæle betegnedes. Men nu er ''tôrnârssuk'' sikkert afledet af ''tôrnak'' og har muligens oprindelig været lig ''tôrnârssuak'', det er den store, eller den slemme og fæle tornak, hvilket altsaa igjen vil sige, at han har været en særlig mægtig tornak, som saa efterhaanden hos nogle stammer har faat en slags herredømme over de andre tornat eller afdødes sjæle.
		+
		+	At de har gjort disse til gjenstand for særlig overtro, forklares ved den frygt, de ogsaa fremdeles har for de døde, og da naturligvis end mer for deres gjengangere, som ofte lar sig se og kan være meget farlige, men ogsaa noksaa snille. Den lemfældigste maade, hvorpaa de kan vise sig, er ved at fløite, dernæst ved at lade det synge for folks øren. I sidste fald beder de om mad, hvorfor man da siger i Grønland: «tag efter behag,» nemlig af mit forraad.<ref>Rink: Esk. Eventyr og Sagn, Suppl. side 187. I Skotland kaldes syngen for ørene «dødningeklokken» og betyder en vens død (Hogg Mountain Bard, 3 ed., side 31).</ref> At gjenfærdet ikke altid er farligt, fremgaar af, hvad Niels Egede<ref>Tredie Continuation osv., side 74.</ref> fortæller om en gut ved Godthaab, som, da han engang med nogle andre legte i nærheden af sin mors grav, pludselig saa nogen stige op deraf. Han og de andre tog tilbens, men gjenfærdet løb efter, greb sin søn, «holdt ham, kyste ham og sagde: vær ikke bange for mig, jeg er din Moder og elsker dig» og mer sligt.
		+
		+	Deres skikke ved folks død og begravelse viser, hvilken frygt de hadde for de døde og særlig for deres sjæle eller gjenfærd. De døende iføres ofte ligklæderne, det vil sige deres bedste dragt, en stund før døden, ligeledes blir benene hyppig bukkede sammen, saa fødderne kommer opunder bagdelen, og de blir sydde eller svøbte ind i skind; dette gjøres vistnok, fordi de skal ta mindre plads og saaledes trænge mindre grav, og det sker i levende live, forat de efterlevende skal slippe at røre ved dem mer end nødvendigt som lig. Denne deres frygt for at røre ved lig gaar jo, som side 122 omtalt, saa vidt, at de ikke vil hjælpe forulykkede (f. eks. kajakmænd, som holder paa at drukne), naar de tror, de er døden nær.
		+
		+	Naar de vel er døde, bringes de, hvis det er i hus, ud gjennem vinduet, og hvis det er i telt, gjennem en aabning, som gjøres i skindene paa bagvæggen<ref>Paa østkysten kan dog, ifølge Holm (Med. om Grønl. Hefte 10, side 105), liget ogsaa slæbes ud gjennem husgangen ved en kobberem, som er slaat omkring benene. Det synes mig, som frygten for at røre ved liget maa i dette tilfælde ha seiret over frygten for at bringe det ud gjennem gangen. Bringes det ud gjennem vinduet, maa det jo nemlig røres ved. Ved at det slæbes med benene foran og altsaa peger ud, hindres vel sjælen fra at vende tilbage.</ref>. Dette stemmer merkelig overens med den i vort land almindelige skik, at bringe liget ud gjennem en for anledningen gjort aabning f. eks. i væggen.<ref>Meddelt af Moltke Moe. Sml. ogsaa Liebrecht: Zur Volkskunde, side 372 f.</ref> Grunden er vel begge steder den samme, nemlig at disse aabninger atter kan fast tillukkes, saa gjenfærdet eller sjælen ikke kan slippe ind igjen, hvilket vilde kunne ske, om liget udbragtes gjennem husgangen eller døren. Usandsynligt er det ikke, at grønlænderne kan ha faat skikken fra de gamle nordmænd eller islændinger i Grønland. I flere sagaer staar den omtalt som benyttet af de hedenske islændinger. I »Eyrbyggja«<ref>Grønl. hist. Mindesmærker. III, side 639.</ref> heder det: «derefter lod han et hul bryde i væggen bagved den døde og bragte ham ud derigjennem.» Den dødes sager kastes ogsaa straks ud, forat de ikke skal gjøre de gjenlevende urene. Dette minder om vor lighalmsbrænding, som ogsaa er vidt udbredt hos os beslegtede folkestammer i Europa.<ref>Se Moltke Moes indberetning i N. Univ.og Skoleannaler 1880. (Separataftryk, side 2 og de der citerede verker.</ref>
		+
		+	De gjenlevende bærer ogsaa sine egne sager ud, forat dødslugten kan gaa af dem. De bringes enten ind igjen om kvelden, eller ogsaa ligger de, som paa østkysten, ude i flere dage. Den dødes slegtninge holder der endog op at bruge sine gamle klæder, og disse kastes bort.<ref>Holm. Med. om Grønl. Hefte 10, side 107.</ref>
		+
		+	Naar liget bringes ud, tænder en kvinde en pinde og vifter med den frem og tilbage sigende: «her er ikke mer at bekomme.» Dette sker vel nærmest for at vise sjælen, at alt den tilhørende er kastet ud.
		+
		+	Den døde begraves enten paa land eller kastes i havet (dersom en af forfædrene er omkommet i kajak(?)). Hans eiendele, som kajak, vaaben og klæder, eller, hvis det er kvinder, sygreier, krumkniv m. m. lægges paa eller ved graven, eller hvis de er kastede i sjøen, lægges de ensteds nær stranden. Det synes dels at ske, fordi de har frygt for en afdøds sager og nødig vil bruge dem, dels ogsaa fordi, som H. Egede siger, de kan gi dem anledning til at graate, idet man ved synet af dem mindes om den kjære afdøde, og «græder de for meget over den Døde, saa troer de at hand fryser.»<ref>H. Egede. Det gaml. Grønl. nye Perl., side 83.</ref> Denne forestilling minder paafaldende om 2det kvad om Helge Hundingsbane, hvor hans enke Sigrun møder ham vaad og frossen og hyllet i rimfrost paa grund af hendes graad over ham. («Helge svømmer i sorgens dug»).<ref>Se P. A. Gødeckes oversættelse af «Edda», side 170 og anmerkningen side 335, Opmerksomheden paa denne lighed skylder jeg; Moltke Moe.</ref> Sammenlign ogsaa den bekjendte svensk-danske folkevise om «Aage og Else», hvori det heder:
		+
		+
		+	::«For hver en gang du gleder dig,
		+	::och din hue er glad:
		+	::da er min kiste forinden
		+	::med røde rosens-blad.
		+
		+	::«For hver en gang du gremmer dig,
		+	::och din hue er moed:
		+	::da er min kiste forinden
		+	::som med det lefvere bloed.»
		+
		+
		+	Men desuden var det sikkert nok ogsaa grønlændernes mening, at den afdøde skulde bruge sine redskaber, dels til udflugter fra graven, dels ogsaa i den anden verden. Vistnok saa de, at redskaberne raadnede, men deres sjæle fulgte den afdødes sjæl. De, som bærer den døde ud eller har rørt ved ham eller noget ham tilhørende, er for nogen tid urene og maa afholde sig fra visse spiser eller forretninger, som angekokerne foreskriver, ja dette maa endog alle, som bor i samme hus, iagtta, dels for ikke at skade sig selv, dels for ikke at besværliggjøre reisen for den afdødes sjæl.
		+
		+	De maa sørge og græde en bestemt tid over den døde, og træffer de bekjendte eller slegtninge, som de ikke har set siden dødsfaldet, maa de, om det er noksaa længe siden, begynde at græde og hyle, saasnart de kommer i hus. Slige hylesener skal kunne virke ganske komisk og er altsaa den reneste komedie, ovenpaa hvilken man trøster sig med «Mad og Tractemente». De har ogsaa mange andre sørgeskikke, som kan gribe temmelig sterkt ind i deres liv, f. eks. at de, som har baaret liget ud, ikke maa arbeide i jern i flere aar osv. Dertil kommer ogsaa den før nævnte frygt for at nævne den afdødes navn.
		+
		+	Alt dette sker vistnok, som østlænderne sagde til Holm, «forat den døde ikke skal bli vred»; det viser, hvilken sterk indflydelse paa dette liv de tillægger de døde. Det er derfor intet urimeligt i, at hele troen paa tornat og tornarssuk kan ha udviklet sig deraf. Senere har imidlertid ogsaa anden overtro blandet sig ind.
		+
		+	Grønlænderne tror desuden paa en hel hærskare af overnaturlige væsener. Jeg skal her blot nævne nogle faa.
		+
		+	Havets dyr beherskes af en stor kvinde, som nogle kalder den navnløse, andre ''Arnarkuagssâk'', hvilket bare betyder den gamle kvinde.
		+

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. aug. 2024 kl. 05:52
Linje 1:		Linje 1:
−	[[Fil:~~Fridtjof Nansen LOC 03377u-3~~.~~jpg~~\|~~thumb~~\|~~250px~~\|~~<center>Fridtjof Nansen (1861~~-~~1930)</center>]]~~	+	{\|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg sprák''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes pá følgende sprák ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif\|32px\|link=Eskimoliv – Religiøse forestillinger]] !! !! !!
		+	\|-
		+	\|}

@@ Linje 13: / Linje 13: @@
 '''Uddrag af »Eskimoliv«'''</big>
-av '''[[Fridtjof Nansen biografi| Fridtjof Nansen]]''' <ref>Som andre af datidens forskere var Nansen stærkt påvirket af den evulotionistiske tankegang. I lighed med religionsforskere som Edward B. Tylor (''Religion in Primitive Culture'') mente han, at oprindelige folk stod på et lavere udviklingstrin end europæere. Som det fremgår af artiklen, holdt han sig ikke tilbage for at kalde inuiternes religion for primitiv. – Forskere har for længst forladt denne tankegang, og betragter den i dag som et blindspor. Til trods for at Nansen netop har dette evolutionistiske udgangspunkt, rummer hans artikel en række interessante iagttagelser. ''clm. Heimskringla.no''.</ref>
+av '''[[Fridtjof Nansen biografi| Fridtjof Nansen]]''' <ref>Som andre af datidens forskere var Nansen stærkt påvirket af den evulotionistiske tankegang. I lighed med religionsforskere som Edward B. Tylor (''Religion in Primitive Culture'') mente han, at oprindelige folk stod på et lavere udviklingstrin end europæere. Som det fremgår af artiklen, holdt han sig ikke tilbage for at kalde inuiternes religion for primitiv. – Forskere har for længst forladt denne tankegang, og betragter den i dag som et blindspor. Til trods for at Nansen har dette evolutionistiske udgangspunkt, rummer hans artikel en række interessante iagttagelser og problemstillinger. ''clm. Heimskringla.no''.</ref>
 Kristiania, 1891.
@@ Linje 88: / Linje 88: @@
 Navnet har paa Grønland, som overalt, en stor betydning; de tror, der er et sjæleligt slegtskab mellem to med samme navn,<ref>Det forekommer mig, at eksogami mellem to af samme familienavn, som findes hos mange folk (se side 150), let kan forklares paa denne maade, idet det samme navn gir et nært aandeligt slegtskab, som i lighed med det nære legemlige bør hindre giftermaalet.</ref> og den afdødes egenskaber gaar over i den opkaldte, som desuden har forpligtelse til at trodse de indflydelser, som har voldt hins død; var han omkommen paa sjøen, maatte den opkaldte saaledes særlig lægge vind paa at trodse den i kajak, hvilken forestilling ogsaa findes hos andre folk, f. eks. indianerne.