FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens arter: Betydning - Revisjonshistorikk

Jesper på 28. aug. 2015 kl. 19:43

2015-08-28T19:43:55Z

JJ.Sandal på 25. des. 2013 kl. 21:40

2013-12-25T21:40:08Z

JJ.Sandal på 25. des. 2013 kl. 21:39

2013-12-25T21:39:34Z

Carsten: FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens arter: Betydning

2013-01-14T20:43:23Z

FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens arter: Betydning

Vis endringer

@@ Linje 85: / Linje 85: @@
 Dette vers hører til et digt, forfattet efter 1048; hvor længe efter vides ikke. Digteren udtaler sig som den, der af andre har erfaret tidligere begivenheder. Ikke desto mindre er det, som han beretter, i den bedste orden. Her berettes atter kun den kendsgærning, at forliget kom ''i stand'', og at Magnus delte sit land med Harald ligesom denne sit guld med Magnus. Det forudgangne omtales ikke her med et ord; muligvis har der stået noget derom i de foranstående, nu tabte vers. Hele verset er i den skønneste overensstemmelse med traditionen. Man kan ikke på nogen måde i disse vers slutte, at skjaldene har ''villet'' lægge skjul på noget (Haralds valg til konge af en 15-årig bondesøn), der kunde være mindre behageligt for fyrsten at høre på, eller at de har villet forvanske den virkelige historiske sammenhæng.
-''Virkelige historiske fejl'' lader sig kun ganske enkelte gange påvise. Når f. ex. Sigvatr i sit bekendte vers af arvekvadet om kong Olaf d. hellige knytter solformørkelsen d. 31. august 1030 til Óláfs fald, der skete den 29. juli, er dette åbenbart i modstrid med den historiske sandhed, og de senere historieskrivere, der var ude af stand til at undersøge rigtigheden af Sigvats udsagn, har fra ham optaget fejlen. Hertil er der nu at bemærke, at verset hører til et ''arve''kvad om Olaf, som siges at have været Sigvats sidste digt og må altså være digtet efter 1040 eller mindst en halv snes år efter kongens fald. Den eneste rigtige forklaring af Sigvats urigtige angivelse er den, at der i Norge, hvor vi ser overtroen så rask opblomstre efter Olafs fald (hvorledes digter ikke Þórarinn loftunga kun 1 eller 2 år senere om de jærtegn, der skete ved kongens lig?), har dannet sig, rimeligvis hos gejstligheden, den falske tradition, at solformørkelsen og Olafs fald var samtidige begivenheder. Selvfølgelig trode Sigvatr, der vel at mærke havde været i Italien under Stiklestadslaget, på denne tradition uden at mene, at han behøvede nærmere at undersøge, hvorvidt den var rigtig eller ikke.
+''Virkelige historiske fejl'' lader sig kun ganske enkelte gange påvise. Når f. ex. Sigvatr i sit bekendte vers af arvekvadet om kong Olaf d. hellige knytter solformørkelsen d. 31. august 1030 til Olafs fald, der skete den 29. juli, er dette åbenbart i modstrid med den historiske sandhed, og de senere historieskrivere, der var ude af stand til at undersøge rigtigheden af Sigvats udsagn, har fra ham optaget fejlen. Hertil er der nu at bemærke, at verset hører til et ''arve''kvad om Olaf, som siges at have været Sigvats sidste digt og må altså være digtet efter 1040 eller mindst en halv snes år efter kongens fald. Den eneste rigtige forklaring af Sigvats urigtige angivelse er den, at der i Norge, hvor vi ser overtroen så rask opblomstre efter Olafs fald (hvorledes digter ikke Þórarinn loftunga kun 1 eller 2 år senere om de jærtegn, der skete ved kongens lig?), har dannet sig, rimeligvis hos gejstligheden, den falske tradition, at solformørkelsen og Olafs fald var samtidige begivenheder. Selvfølgelig trode Sigvatr, der vel at mærke havde været i Italien under Stiklestadslaget, på denne tradition uden at mene, at han behøvede nærmere at undersøge, hvorvidt den var rigtig eller ikke.
 Det er klart, at man på grundlag af et sådant vers og andre med hensyn til teksten ikke ganske sikre vers ikke kan begrunde noget angreb på skjaldenes troværdighed i det hele, på skjaldepoesien som en historisk kilde. Dog skal den bemærkning her straks tilføjes, at for os er og kan den ikke være i samme grad kilde som for Snorre og oldtidens egne forfattere, som havde digtene i deres hele omfang og undertiden flere digte om det samme, medens vi kun har løsrevne stumper og stykker tilbage.

@@ Linje 53: / Linje 53: @@
 For at vise, hvor forsigtig man må være med at dømme om eller fordømme skjaldens beretning, skal her nogle af ''A. D. Jørgensen'' (10) stærkt angrebne vers om Harald hårdrådes hjemkomst til Norge nogenlunde udførlig behandles.
-<blockquote>Alle de islandske fremstillinger af de norske kongers historie - med undtagelse af det særdeles kortfattede Ágrip - lader Harald hårdråde komme fra Rusland - hvilket er fuldstændig rigtigt (11) - og anløbe Sigtuna i Sverrig, hvor han træffer sammen med Sven Ulfsson. Snorre og bearbejdelsen i Fornmannasögur lader dem nu bægge i forening gøre et krigstog til Danmark og hærje dér; nogle skjaldevers, særlig af Valgarðr, om Haralds rejse, sejlas forbi Skåne, hærjninger på Sælland og Fyn, og om Roskildes brand anføres. Da kong Magnus erfarer alt dette, ruster han sin hær for at drage imod dem; efter hemmelige budsendelser og efter nogle mægleres råd kommer dog et forlig i stand mellem Magnus og Harald.
+<blockquote>
 De ældre sagaværker - Fagrskinna og Morkinskinna tillige med den i Flateyjarbók - lader i modsætning hertil Harald ganske vist træffe Sven i Sverrig og der tilbyde ham forbund, men han afslår foreløbig dette og begiver sig til Danmark, hvor han møder Magnus og bliver venlig modtagen af denne. Underhandlingerne med Magnus afbrydes ved Einarr tambeskælvers optræden, og Harald rejser forbitret tilbage til Sverrig og nu indgår han forbund med Sven; de hærjer i Danmark. Magnus sender bud til Harald; denne rejser til Norge og søger at tiltvinge sig kongemagten; han hyldes i Gudbrandsdalen og modtager kongenavnet af den 15-årige bondesøn, Tore på Steig. Nu kommer Magnus til Norge og efter forskellige underhandlinger kommer det endelige forlig i stand på Skjaldarakr (eller Akr).
@@ Linje 63: / Linje 64: @@
 Adam af Bremen fortæller kort og partisk (III, 11), at Sven fordrev Magnus fra Danmark og at denne ”denuo bellum instaurans obiit in navibus”, samt (III, 12) at Harald efter ”broderens” (!) død blev kaldt tilbage og at han måtte tage Norge som len af Sven og sværge ham ed. Adam går ud fra, at Sven fik Norge efter Magnus' død. Iøvrigt er Adams fremstilling, foruden at være skæv og urigtig, uden betydning for den her omhandlede sag.
-A. D. Jørgensen har fremsat sin opfattelse af begivenhedernes gang (l. c), og han er der kommen til det resultat, at de skjaldevers, der herom haves, er upålidelige, deres fremstilling skæv og at deres forfattere har villet skjule den uregelmæssige og lidet tiltalende måde, hvorpå Harald fik magten i Norge. </blockquote>
+A. D. Jørgensen har fremsat sin opfattelse af begivenhedernes gang (l. c), og han er der kommen til det resultat, at de skjaldevers, der herom haves, er upålidelige, deres fremstilling skæv og at deres forfattere har villet skjule den uregelmæssige og lidet tiltalende måde, hvorpå Harald fik magten i Norge.
 Hvad siger da disse skjaldevers herom?

@@ Linje 23: / Linje 23: @@
 '''Betydning'''
-<br>Efter at vi således har betragtet indholdet af dette tidsrums skjaldedigtning i ''almindelighed'', går vi over til at betragte dette indholds forskelligartede ''betydning.''
 Denne betydning er da for det første særlig dels ''mytologisk-sagnhistorisk'' dels ''historisk''.
@@ Linje 43: / Linje 44: @@
 Det skal derfor naturligvis ikke nægtes, at i skjaldekvad et stedsnavn, ligesom så mange ord, hist og her i håndskrifterne kan være forvansket eller på en og anden måde af afskrivere gjort ukendeligt, men det er noget ganske andet. Vi vil senere komme tilbage til sådanne og andre lignende forvanskninger, som den sproglige kritiker og den historiske forsker må forene sig om at få fjærnede.
-<br>___________________
+___________________
-<br>Der har ikke manglet røster, der har hævet sig mod de gamle skjaldes troværdighed i historisk henseende, uden at det dog derfor kan siges at være lykkedes at svække troen til dem og deres retninger i det hele.
 De fleste af fyrstekvadene - og det er nærmest disse, der her er tale om - er, hvad man kunde kalde ''oversigtskvad,'' d. v. s. sådanne digte, hvori skjalden giver en fremstilling af en række begivenheder og da enten fra en del af den besungne fyrstes liv eller, når digtet er et arvekvad, fra hele hans liv. Som eksempel på det første tilfælde kan Sigvats digt om kong Olaf d. Helliges vikingetog før 1015 tjæne. De lævninger, der haves af dette digt, består af 15 vers, hvoraf ethvert indeholder beretningen om en særskilt kamp. Det er klart, at i så korte vers, som der her er tale om, kan der ikke siges meget, ja, der kan næppe være tale om andet eller mere end den nøgne beretning om, at fyrsten »havde en kamp med N. N. dér og dér og vandt sejr« el. lign. I andre digte, der behandler flere afsnit af fyrstens liv eller det hele liv, kunde hvert enkelt afsnit (der da i regelen består af skildringen af en enkelt kamp el. leding) være noget udførligere; om nogen synderlig ''detaljeret'' beskrivelse kunde der dog heller ikke her være tale, desto mindre, jo færre vers afsnittene bestod af. Mindst af alt skildres almindelige tilstande, der har foranlediget tildragelserne, eller overhovedet de til grund for disse liggende psykologiske og andre motiver. Det er kun det afgørende, den afgørende kamp, eller med andre ord ''resultatet'', digterne mere eller mindre udførlig og nøjagtig har ''villet'' og - efter digtenes bygning - ''kunnet'' skildre.
@@ Linje 93: / Linje 95: @@
 Det må under alle omstændigheder opstilles som en bestemt fordring, at, før end et skjaldevers erklæres for at være fejlagtigt, dets tekst ifølge kritiske og filologiske principer er lutret og renset, såvidt dette overhovedet lader sig gøre. Skjaldekvadene har desværre været i et vist vanry; men dette kommer for allerstørste delen dels af de forskellige udgavers mere eller mindre skødesløse og ukritiske behandling af versene, dels af en mindre smagfuld fortolkningsmetode i det hele, hvilken dog for ældre tider er noget undskyldelig. Nu derimod, da principerne for versenes behandling er fastslået og deres kritiske behandling given, må det være en let sag at bestemme, om en uoverensstemmelse mellem vers og prosa (sagaen) beror på en fejl i verset eller en misforståelse af dette fra sagaforfatterens side. Vi tager ikke i betænkning at hævde, at, hvor der er en uoverensstemmelse imellem et vers og en prosaisk fremstilling (og dette forekommer ikke så sjælden i de isl. slægtsagaer, se om disse senere), er det, hvor sagen ikke ved andre midler lader sig afgøre, mere tilforladeligt at tro på versets end prosaens fremstilling.
-<br>___________________
+___________________
-<br>Foruden denne dobbelte hovedbetydning har skjaldepoesien netop for denne periodes vedkommende en overordenlig betydning i ''sproglig'' henseende, og denne er for os måske større end den historiske. Tilligemed eddakvadene er skjaldedigtene nemlig så godt som de eneste eller i hvert fald de uden sammenligning ''vigtigste'' sprogmindesmærker, der i dette tidsrum haves fra Norge, og de absolut eneste, der haves fra Island. Når hertil kommer, at de besidder en fast form, der beror på bestemte regler, sproglige så vel som metriske, er det indlysende, hvor værdifulde de er.
 Digtenes ''fulde'' værd i så henseende har de dog først fået fra den tid af, da ''E. Sievers'' kunde fremlægge en fuldstændig, på videnskabelig undersøgelse og metode grundet »skjaldemetrik« (hvorom mere i det følgende). Efter denne metrik og ved hjælp af reglerne for skjalderimene lader det sig gøre at påvise ''de forandringer, ordenes former i tidens løb er undergåede.'' Ligeså stor er digtenes ''leksikalske'' betydning både med hensyn til ''ordforråd og ordbetydningernes udvikling.'' Den nævnte betydning er dog ikke indskrænket til første tidsrum, idet dette i sproglig henseende hænger nøje sammen med det følgende. Vi lærer af dette tidsrums skjaldekvad - ligesom også af eddakvadene - for kun her at fremhæve enkelte ting - , at former som ''bláum, séa, tváa'' og lign., er eneherskende i det 10. årh., og at de sammentrukne former begynder så småt at gøre sig gældende noget før midten af det 11. (''ófám'', Arnórr); vi kan følge udviklingen af ord (navne) som ''Áleifr, Áláfr, Óláfr''; vi kan se, hvorledes former som ''auðar'' og ''auðs'' løber jævnsides med hinanden, dog således, at de første er i flertal, foruden mange interessante enkeltheder i ordenes bøjning. Vi kan endvidere fastslå kvantiteten af vokaler og således bestemt afgøre forskellige tidligere omtvistede spørsmål  og tvivl; således ser vi, at Sigurðs hest hedder ''Grani'' (ikke ''Gráni''), at jætten hedder ''Hymir'', at det hedder ''blotamaðr'' (ikke ''blótamaðr'', som antaget i den sidste udgave af ''Fritzners'' ordbog), osv. osv., foruden alt hvad rimene selv lærer os om ordenes udtale. En mængde ord, som ellers aldrig findes, men som er af stor betydning, giver skjaldepoesien os (18).
@@ Linje 110: / Linje 113: @@
-<br>'''Noter:'''
+): ''Snorre Sturlason:'' Hkr. prologen.
 <br>2): Hkr. (Olaf Tryggvasons saga), I, 407.
 <br>3): Flat. II, 226; jfr. 431: „Svá er sagt í kvæði því, er ort er um þá . . . fleiri eru þau tiðindi, er kvæðit vísar á, er þeir hafi báðir samt at verit" osv.
@@ Linje 132: / Linje 138: @@
 <br>19): Den 1. og 2. grammat. afhandling i Snorres Edda 1886, s. 32-3.
 <br>20): Fms. VIII, 207-8.
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Finnur Jónsson]]