Forord (Postola sögur) - Revisjonshistorikk

Jesper på 16. mai 2023 kl. 14:29

2023-05-16T14:29:08Z

Jesper på 16. mai 2023 kl. 05:39

2023-05-16T05:39:16Z

August på 13. des. 2020 kl. 16:27

2020-12-13T16:27:50Z

August: Forord (Postola sögur)

2020-11-24T14:31:20Z

Forord (Postola sögur)

Vis endringer

@@ Linje 19: / Linje 19: @@
 De her udgivne Apostelsagaer grunde sig paa latinske Kilder. Da flere af dem, dels nogenlunde fuldstændigt, dels i Fragmenter, ere os levnede i Haandskrifter, der ikke kunne være fra en senere Tid end Aar 1200, har man god Grund til at slutte, at de allerede i det 12te Aarhundredes sidste Halvdel, hvad deres væsentligste Indhold angaar, have været til. Siden ere de i nye Bearbeidelser blevne forøgede med nyt tilkommet Stof, og disse senere Recensioner ere da tilblevne i Løbet af det 13de Aarhundrede, og flere af dem vel i dette Aarhundredes sidste Halvdel.
-Et nøiere Kjendskab til Apostlernes senere Skjebne maa have ligget den tidlige Kristenhed stærkt paa Hjerte, og da det Lidet, det nye Testamente herom meddeler, ikke har været tilstrækkeligt, har Traditionen traadt til og søgt at raade Bod paa dette Savn, saaledes at der tidligt i Folkemunde maa have dannet sig Sagn om dem, om deres Bestræbelser for Kristendommens Udbredelse i de forskjellige Lande, og om deres Martyrdød. Disse Sagn ere da senere blevne optegnede og stadig forøgede, indtil de have antaget den Form, hvori de nu foreligge i græske Bearbeidelser. Allerede i det 6te Aarhundrede synes disse at være overførte paa Latin, og fingeres i Fortalen til den latinske Text at skyldes en hebraisk Original af Abdias, første Biskop i Babylon (om ham i Saga Simonis ok Jude S. 787), og at være oversat paa Græsk af dennes Discipel Eutropius, samt igjen fra Græsk paa Latin af Fortalens Forfatter Julius Africanus. Denne Bog er flere Gange trykt i det 16de Aarhundrede, saaledes i Paris 1571 in 8<sup>vo</sup> under følgende Titel: „<big>Abdiæ Babyloniæ primi episcopi ab apostolis constituti, de historia certaminis apostolici, libri X, Julio Africano interprete</big>, og blev optagen i „<big>Fabricii Codex Apocryphus Novi Testamenti, Hamburgi 1703</big>.“ Denne Bog har naturligvis udgjort et vigtigt Grundlag for disse Postola Sögur, men som Hjælpekilder have da ogsaa de sædvanlige middelalderske encyclopædiske Haandbøger været benyttede, Peter Commestors Historia Scholastica, Speculum Historiale af Vincentius Bellovacensis, Speculum Ecclesie o. lign. foruden flere af Kirkefædrenes Skrifter og Commentarer til den Hellige Skrift. Nøiaglig overalt at paavise disse Kilder, vilde overskride baade Udgiverens Evner og Hjælpekilder, og da Bogen i og for sig er bleven temmelig stor, maa disse Forord indskrænke sig til at omfatte, hvad der nødvendigst vedkommer Udgaven selv og de Haandskrifter, der ligge til Grund for samme.
+Et nøiere Kjendskab til Apostlernes senere Skjebne maa have ligget den tidlige Kristenhed stærkt paa Hjerte, og da det Lidet, det nye Testamente herom meddeler, ikke har været tilstrækkeligt, har Traditionen traadt til og søgt at raade Bod paa dette Savn, saaledes at der tidligt i Folkemunde maa have dannet sig Sagn om dem, om deres Bestræbelser for Kristendommens Udbredelse i de forskjellige Lande, og om deres Martyrdød. Disse Sagn ere da senere blevne optegnede og stadig forøgede, indtil de have antaget den Form, hvori de nu foreligge i græske Bearbeidelser. Allerede i det 6te Aarhundrede synes disse at være overførte paa Latin, og fingeres i Fortalen til den latinske Text at skyldes en hebraisk Original af Abdias, første Biskop i Babylon (om ham i Saga Simonis ok Jude S. 787), og at være oversat paa Græsk af dennes Discipel Eutropius, samt igjen fra Græsk paa Latin af Fortalens Forfatter Julius Africanus. Denne Bog er flere Gange trykt i det 16de Aarhundrede, saaledes i Paris 1571 in 8<sup>vo</sup> under følgende Titel: „<big>Abdiæ Babyloniæ primi episcopi ab apostolis constituti, de historia certaminis apostolici, libri X, Julio Africano interprete</big>, og blev optagen i „<big>Fabricii Codex Apocryphus Novi Testamenti, Hamburgi 1703</big>.“ Denne Bog har naturligvis udgjort et vigtigt Grundlag for disse Postola Sögur, men som Hjælpekilder have da ogsaa de sædvanlige middelalderske encyclopædiske Haandbøger været benyttede, Peter Commestors Historia Scholastica, Speculum Historiale af Vincentius Bellovacensis, Speculum Ecclesie o. lign. foruden flere af Kirkefædrenes Skrifter og Commentarer til den Hellige Skrift. Nøiagtig overalt at paavise disse Kilder, vilde overskride baade Udgiverens Evner og Hjælpekilder, og da Bogen i og for sig er bleven temmelig stor, maa disse Forord indskrænke sig til at omfatte, hvad der nødvendigst vedkommer Udgaven selv og de Haandskrifter, der ligge til Grund for samme.
@@ Linje 34: / Linje 34: @@
 Bogens Indhold har da været: 1) Peters Saga (her trykt som den første Bearbeidelse af denne Saga S. 1-126); 2) Paulus Saga (S. 236-279); 3) Andreas Saga S. 389-404); 4) Johannes og Jacobs Saga (S. 536-711); 5) Thomas Saga (712-727); 6) Phillippus og Jacobs Saga (S. 740-743), 7) Bartholomæus Saga (S. 744-752), 8) Mathias Saga (S. 775-778), 9) Simons og Judas (S. 779-789) og 10) Mathæus (797-807). No. 1 og 2 indeholdes i Cd. 631 qv., No. 3 i Cd. 628 qv., No. 4. i Cd. 636 qv., No. 5-10 samtlige i Cd. 628 qv.
-Den ældste og største Del af Codex (1-4) har havt en jævn og god Orthographi, har adskilt'd og ð, for den sidste ofte þ, har havt nogle Eiendommeligheder tilfælles med adskillige i Norge skrevne Bøger, saasom ''mið'' (vi to) = ''við'', det samme Forkortningstegn for ''r finale'' som for ''er'', hvor islandske Haandskrifter fra en senere Tid gjerne bruge Forkortningstegnet for ''ur'', dog har den ikke adskilt æ og &#339;, men betegnet begge Lyd med æ. De under 5-10 anførte Partier af Bogen have været med en anden og yngre Haand; denne bruger sjelden ð, betjener sig hyppig af en eiendommelig Snirkel over Vokalerne e, æ, a og o; dette har dog af typographiske Hensyn ikke kunnet gjengives i Udgaven, undtagen ved ''o'', hvor det er opfattet som ''&#7887;'', rigtigst havde det vel været ogsaa her at lade den ubetegnet, thi det har vistnok ikke været Afskriverens Mening, at ''st&#7887;d'' og ''i&#7887;kt'' skulde betegne ''stöd'' og ''iökt''. Til denne Egenhed er intet Hensyn taget i Varianterne, hvor et andet Haandskrift ligger til Grund.
+Den ældste og største Del af Codex (1-4) har havt en jævn og god Orthographi, har adskilt d og ð, for den sidste ofte þ, har havt nogle Eiendommeligheder tilfælles med adskillige i Norge skrevne Bøger, saasom ''mið'' (vi to) = ''við'', det samme Forkortningstegn for ''r finale'' som for ''er'', hvor islandske Haandskrifter fra en senere Tid gjerne bruge Forkortningstegnet for ''ur'', dog har den ikke adskilt æ og &#339;, men betegnet begge Lyd med æ. De under 5-10 anførte Partier af Bogen have været med en anden og yngre Haand; denne bruger sjelden ð, betjener sig hyppig af en eiendommelig Snirkel over Vokalerne e, æ, a og o; dette har dog af typographiske Hensyn ikke kunnet gjengives i Udgaven, undtagen ved ''o'', hvor det er opfattet som ''&#7887;'', rigtigst havde det vel været ogsaa her at lade den ubetegnet, thi det har vistnok ikke været Afskriverens Mening, at ''st&#7887;d'' og ''i&#7887;kt'' skulde betegne ''stöd'' og ''iökt''. Til denne Egenhed er intet Hensyn taget i Varianterne, hvor et andet Haandskrift ligger til Grund.

@@ Linje 32: / Linje 32: @@
 '''Codex Scardensis''' har indeholdt den fuldstændigste Samling, og den har tillige havt flere af Sagaerne i den vidtløftigste Recension. Originalen existerer desværre ikke mere, men Arne Magnussøn har i sin Tid under sit eget Tilsyn ladet tage en særdeles god Afskrift af den og fordelt den i 3 Bind (No. 631, 636 og 628 qv), saa at Tabet for saa vidt ikke er meget stort. Den har efter Arnes Antydning været en tospaltet Pergamentsbog, i Folio, og, at slutte fra Indholdet af det i Jons og Jacobs Saga tabte Blad (S. 639<sup>14</sup>-643<sup>11</sup>), har hver Spalte næsten indeholdt saa meget som en Side i nærværende Udgave, den har saaledes været omtrent af samme Størrelse, og, hvad den største Del af Bogen angaar, sandsynligvis af samme Alder som Membr. 234 Folio (jvf. Guðbr. Vigfusson Biskupa Sögur I S. XXXV), omtrent fra Aar 1325. Navnet har den af Skard paa Skardstrand ved Bredefjorden paa Island. Den Orden, hvori Sagaerne have fulgt paa hinanden i denne Codex, er tagen til Følge i denne Udgave.
-Bogens Indhold har da været: 1) Peters Saga (her trykt som den første Bearbeidelse af denne Saga S. 1-126); 2) Paulus Saga (S. 236-279); 3) Andreas Saga S. 389-404); 4) Johannes og Jacobs Saga (S. 536-711); 5) Thomas Saga (712-217); 6) Phillippus og Jacobs Saga (S. 740-743), 7) Bartholomæus Saga (S. 744-752), 8) Mathias Saga (S. 775-778), 9) Simons og Judas (S. 779-789) og 10) Mathæus (797-807). No. 1 og 2 indeholdes i Cd. 631 qv., No. 3 i Cd. 628 qv., No. 4. i Cd. 636 qv., No. 5-10 samtlige i Cd. 628 qv.
+Bogens Indhold har da været: 1) Peters Saga (her trykt som den første Bearbeidelse af denne Saga S. 1-126); 2) Paulus Saga (S. 236-279); 3) Andreas Saga S. 389-404); 4) Johannes og Jacobs Saga (S. 536-711); 5) Thomas Saga (712-727); 6) Phillippus og Jacobs Saga (S. 740-743), 7) Bartholomæus Saga (S. 744-752), 8) Mathias Saga (S. 775-778), 9) Simons og Judas (S. 779-789) og 10) Mathæus (797-807). No. 1 og 2 indeholdes i Cd. 631 qv., No. 3 i Cd. 628 qv., No. 4. i Cd. 636 qv., No. 5-10 samtlige i Cd. 628 qv.
 Den ældste og største Del af Codex (1-4) har havt en jævn og god Orthographi, har adskilt'd og ð, for den sidste ofte þ, har havt nogle Eiendommeligheder tilfælles med adskillige i Norge skrevne Bøger, saasom ''mið'' (vi to) = ''við'', det samme Forkortningstegn for ''r finale'' som for ''er'', hvor islandske Haandskrifter fra en senere Tid gjerne bruge Forkortningstegnet for ''ur'', dog har den ikke adskilt æ og &#339;, men betegnet begge Lyd med æ. De under 5-10 anførte Partier af Bogen have været med en anden og yngre Haand; denne bruger sjelden ð, betjener sig hyppig af en eiendommelig Snirkel over Vokalerne e, æ, a og o; dette har dog af typographiske Hensyn ikke kunnet gjengives i Udgaven, undtagen ved ''o'', hvor det er opfattet som ''&#7887;'', rigtigst havde det vel været ogsaa her at lade den ubetegnet, thi det har vistnok ikke været Afskriverens Mening, at ''st&#7887;d'' og ''i&#7887;kt'' skulde betegne ''stöd'' og ''iökt''. Til denne Egenhed er intet Hensyn taget i Varianterne, hvor et andet Haandskrift ligger til Grund.

@@ Linje 49: / Linje 49: @@
 For at levere en Prøve paa Orthographi og Sprogform i 630 qv. meddeles her nedenfor efter dette Haandskrift Brevet fra Jarlen i Ephesus til Keiser Domitian af Johannes Saga (S. 417<sup>38</sup>-418<sup>19</sup>). Her har man tillige Anledning til at sammenligne Afskriften med Fragmentet af Originalen 652 qv. (S. 436<sup>16</sup>-437<sup>3</sup>).
-Hinum mylldasta keisara og synum drottni domiciano sender jarll Effesio<ref>Afskriveren har her overseet Forkortningstegnet for ''rum'', der er knyttet til o; isl. Udg. har rettet til ''í Epheso.''</ref> kuediu. Vier vilium kinna ydar hinne hæstu dijrd, ad hingad &#42803; Asia er komenn eirnn madr af kine ebreskra manna, [og kenner<ref>[saaledes efter Gisning 630 qv., den isl. Udg. retter til ''sem kennir''; Membranen har, lidt utydeligt men aldeles sikkert: ''sa er Johannes heitir, hann boðar.''</ref> folkinu ad trua ä Jesum Christum hinn krossfesta, og þad sannar hann [med m&#7887;rgum jarteiknum.<ref>[Efter Gisning 630 qv.; samme Læsemaade isl. Udg.; Membranen har: ''at Jesus [er sannr guðs] son lifanda'', hvor kun de indklamrede Ord ere usikre.</ref> Allann atruniad goda vorra þeirra er vier higgium [almattk og osigrud<ref>[saaledes efter Gisning 630 qv.; isl. Udg. har forandret ''osigrud'' til ''osigrandi''; Membranen har, noget utydeligt med aldeles sikkert: ''at alldrege mætti sigroð verða, þa.''</ref> onyter hann, og þau enn g&#7887;fuglegu hóf [vor er<ref>[Gisning for ''er naliga'', der er aldeles sikkert i Membranen.</ref> alla æfi hafa stadid þa brytur hann nidr. Er þessi fiolkunnugi galldra madr gagnstadlegr ydru bodordi og hefur nu af sinne fiolkyngi og viel bodum snuid mestum hlut borgar lydsinz j Effeso til dyrkunar vid hinn krossfesta mann hinn dauda. Nu firer þa sauk ad vier h&#7887;fum mikid &#42803;stryki ä odaudlegum godum og berum þar firer mikla vmvandan, þa budum vier ad leida hann firer vora domstola, og logdum stund ä med blydum ordum og strydum ad minna hann a ad neita drottne gudi synum Jesu Christo epter ydru bodordi, og lieti af ad boda nafn hans, en færdi þuilykar förner almattkum godum vorum, enn er vier mättum med #7887;nguum hætti þessu til leidar koma vid hann þa lietum vier rita bref þessi, og sendum sydan ydru konglegu velldi ad huerke er ydari mikilmennsku lijkar ad giera af þessum hinum ohlydna manne er fir var nefndr, þa l&#42803;tid ydr soma ad giora oss þad i kunnleika, þoo ad vier syeum laagier hiä ydr, lifid heiler.
+Hinum mylldasta keisara og synum drottni domiciano sender jarll Effesio<ref>Afskriveren har her overseet Forkortningstegnet for ''rum'', der er knyttet til o; isl. Udg. har rettet til ''í Epheso.''</ref> kuediu. Vier vilium kinna ydar hinne hæstu dijrd, ad hingad &#42803; Asia er komenn eirnn madr af kine ebreskra manna, [og kenner<ref>[saaledes efter Gisning 630 qv., den isl. Udg. retter til ''sem kennir''; Membranen har, lidt utydeligt men aldeles sikkert: ''sa er Johannes heitir, hann boðar.''</ref> folkinu ad trua ä Jesum Christum hinn krossfesta, og þad sannar hann [med m&#7887;rgum jarteiknum.<ref>[Efter Gisning 630 qv.; samme Læsemaade isl. Udg.; Membranen har: ''at Jesus [er sannr guðs] son lifanda'', hvor kun de indklamrede Ord ere usikre.</ref> Allann atruniad goda vorra þeirra er vier higgium [almattk og osigrud<ref>[saaledes efter Gisning 630 qv.; isl. Udg. har forandret ''osigrud'' til ''osigrandi''; Membranen har, noget utydeligt med aldeles sikkert: ''at alldrege mætti sigroð verða, þa.''</ref> onyter hann, og þau enn g&#7887;fuglegu hóf [vor er<ref>[Gisning for ''er naliga'', der er aldeles sikkert i Membranen.</ref> alla æfi hafa stadid þa brytur hann nidr. Er þessi fiolkunnugi galldra madr gagnstadlegr ydru bodordi og hefur nu af sinne fiolkyngi og viel bodum snuid mestum hlut borgar lydsinz j Effeso til dyrkunar vid hinn krossfesta mann hinn dauda. Nu firer þa sauk ad vier h&#7887;fum mikid &#42803;stryki ä odaudlegum godum og berum þar firer mikla vmvandan, þa budum vier ad leida hann firer vora domstola, og logdum stund ä med blydum ordum og strydum ad minna hann a ad neita drottne gudi synum Jesu Christo epter ydru bodordi, og lieti af ad boda nafn hans, en færdi þuilykar förner almattkum godum vorum, enn er vier mättum med &#7887;nguum hætti þessu til leidar koma vid hann þa lietum vier rita bref þessi, og sendum sydan ydru konglegu velldi ad huerke er ydari mikilmennsku lijkar ad giera af þessum hinum ohlydna manne er fir var nefndr, þa l&#42803;tid ydr soma ad giora oss þad i kunnleika, þoo ad vier syeum laagier hiä ydr, lifid heiler.
 Det samme lyder i den islandske Udgave, hvormed Cd. 629 qv. for det meste stemmer, saaledes:
@@ Linje 60: / Linje 60: @@
 '''Membr. 645 qv.''' Denne gamle Skindbog maa være skreven ved Aar 1200 (Jvf. Guðbr. Vigfusson, Fortale til Biskupa Sögur XLVIII, Konr. Gislason: Um Frumparta ísl. tungu LXII-LXVI). De af denne Bog her meddelte Sagaer findes der i følgende Orden: Clemens Saga (S. 126-151), Petrs Saga (S. 201-211), Jacobs Saga (S. 524-529), Bartholomæus Saga (S. 757-762), Mathæus Saga (S. 813-823), Andreas Saga (S. 349-353), Paulus Saga (S. 216-236).
-Denne Membran har mange Forkortninger og sammenslynger ofte to Bogstaver i én Figur, dette er især Tilfælde med ''af, an, ar, av, nd, ng, ns, de, dr''. For Bogstaven f findes to Tegn, det ene har den latinske Form og staar paa Linien, det andet den angelsaxiske (det almindeligste i norske og islandske Haandskrifter), der drager sig under Linien. V bruges oftest for u og v, dog forekommer ogsaa u af og til; Vokalen u er overalt her i Udgaven adskilt fra Consonanten v. I enkelte Lydbetegnelser findes i dette Haandskrift en stor Vaklen, saaledes kan Ordet ''för'' skrives paa 6 forskjellige Maader: før, f#491;r, faur, favr, f&#42809;r, fa&#8734;.
+Denne Membran har mange Forkortninger og sammenslynger ofte to Bogstaver i én Figur, dette er især Tilfælde med ''af, an, ar, av, nd, ng, ns, de, dr''. For Bogstaven f findes to Tegn, det ene har den latinske Form og staar paa Linien, det andet den angelsaxiske (det almindeligste i norske og islandske Haandskrifter), der drager sig under Linien. V bruges oftest for u og v, dog forekommer ogsaa u af og til; Vokalen u er overalt her i Udgaven adskilt fra Consonanten v. I enkelte Lydbetegnelser findes i dette Haandskrift en stor Vaklen, saaledes kan Ordet ''för'' skrives paa 6 forskjellige Maader: før, f&#491;r, faur, favr, f&#42809;r, fa&#8734;.
 Et Særkjende for dette Haandskrift er følgende latinske Forkortningstegn: ''n&#773;'' (d e. ''non'') = eigi, ''n&#869;'' (d e. ''nisi'') = nema, s; (d. e. ''sed'') = heldr, sic' (d. e. ''sicut'') = ''sva sem, p'' (d. e. ''post'') = efter, ''l'' (d. e ''vel'') = eþa. At Skriveren her ikke ved Tegnet har tænkt paa den latinske Opløsning af Forkortningen antydes derved, at ''n&#869;'' ogsaa kan betegne Verbet ''nema'' (at lære), s; ogsaa ''heldr'' Præsens af ''halda'', og ''n&#773;'' ogsaa ''eigi,'' Præsens Conjunctiv af ''eiga''. Disse Forkortningstegn forekomme langt hyppigere end deres Opløsninger: Eigi findes saaledes helt ud skrevet kun tre Gange, to Gange alene, i Originalen 54<sup>11</sup>, 91<sup>1</sup>, og den tredie Gang Eigi n&#773; (d. e. Eigi eigi) i Originalen 30<sup>20</sup>, her i Udg. S. 134<sup>9</sup>, eige én Gang (Originalen 78<sup>1</sup>), ''æig'' én Gang (Orig. 51<sup>26</sup>), eg' to Gange (57<sup>28</sup>, 63), ellers overalt n&#773;; ''eþa'' findes, saa vidt bemærket, kun én Gang, ellers l'; ''efter'' én Gang, ellers p'; ''sva sem'' to Gange ellers ''sic'''. Disse Forkortninger ere derfor overalt i Udgaven opløste, uden at der under Texten er gjort nogen Bemærkning derved. Hvor derimod andre latinske Ordformer forekomme, ere disse henviste til Noterne med et tilføiet ''Cd.'' (d. e. Codex), og deres Overssættelse sat op i Texten, dog ere i de sidst trykte Bartholomæus og Mathæus de latinske Ord beholdte i Texten. De saaledes hyppigst forekommende latinske Ord ere: ''dominus = drottenn, ipse = sialfr, sanctus = heilagr, discipulus = lærisveinn, pater noster = faþer várr, frater = broþer, mia'' (d. e. misericordia) = ''miskunn, opc'' (d. e. omnipotens) = ''almattegr''; én Gang forekommer: ''nisi relinquat áþr alla gøfgon viþ idola'' S. 202<sup>22-23</sup>, ''af orþa ratione'' S. 202<sup>24</sup>, ''verbis eius'' 202<sup>36</sup>.