Fortælling om Orm Storolfsøn (C.C.Rafn) - Revisjonshistorikk

August på 1. sep. 2020 kl. 14:57

2020-09-01T14:57:04Z

JJ.Sandal på 4. des. 2016 kl. 22:34

2016-12-04T22:34:05Z

JJ.Sandal på 25. sep. 2016 kl. 18:23

2016-09-25T18:23:57Z

Jesper på 22. feb. 2016 kl. 17:36

2016-02-22T17:36:11Z

Jesper på 18. apr. 2014 kl. 08:33

2014-04-18T08:33:11Z

Jesper på 18. apr. 2014 kl. 08:32

2014-04-18T08:32:47Z

JJ.Sandal på 17. apr. 2014 kl. 22:05

2014-04-17T22:05:05Z

JJ.Sandal på 26. des. 2013 kl. 16:54

2013-12-26T16:54:27Z

Jesper på 23. des. 2013 kl. 14:31

2013-12-23T14:31:29Z

Jesper: Dobb. kategori

2013-01-28T18:38:08Z

Dobb. kategori

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr Orms Stórólfssonar]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Orm Storolfsøn (C.C.Rafn)]] !! !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Orms þáttr Stórólfsson (Flateyjarbók)]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Orm Storolfsøn (C.C.Rafn)]] !! !!
 |-
-! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Orms þáttr Stórólfssonar]] !! !! !! !! !!
+! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr Orms Stórólfssonar]] !! !! !! !! !!
 |-
 !  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Fjörutíu Íslendinga þættir: Orms þáttr Stórólfssonar]] !!  !!  !! !!  !!

@@ Linje 4: / Linje 4: @@
 |-
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr Orms Stórólfssonar]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Orm Storolfsøn (C.C.Rafn)]] !! !!
 |-
 !  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Fjörutíu Íslendinga þættir: Orms þáttr Stórólfssonar]] !!  !!  !! !!  !!

@@ Linje 4: / Linje 4: @@
 |-
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr Orms Stórólfssonar]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Orm Storolfsøn (C.C.Rafn)]] !! !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 22. feb. 2016 kl. 17:36
Linje 31:		Linje 31:
	'''Kapitel 1'''		'''Kapitel 1'''

−	Der var en Mand, som hed Hæng, en Søn af Ketil, Jarl over Nummedalen; Ketil Jarls Moder hed Rafnhild, og var en Datter af Ketil Hæng fra Rafnista. Hæng var en anseelig Mand; han var i Misforstaaelse med Kong Harald Dovrefostre formedelst Hilderides Sønnners Drab, og derfor flygtede han bort fra Landet. Hæng sejlede vester ud i Havet at opsøge Island; de bleve Land vaer, og vare komne til Sydlandet; de sejlede op i Mundingen paa en stor Aa, og lagde til ved den østlige Side, denne Aa hedder nu Thjorsaa. De undersøgte Landet vidt omkring. Hæng opholdt sig den første Vinter østen for Rangaa, men om Vaaren tog han Land i Besiddelse mellem Thjorsaa og Markarfljot lige fra Fjældene til Strandbreden, og bosatte sig paa Hof ved den østre Rangaa. Hans Kone hed Ingun, hun fødte om Vaaren en Søn, som blev kaldt Rafn. Hæng deels gav deels solgde sine Skibsfolk Land, og de ere blevne kaldte Landnamsmænd. Hængs anden Søn hed Herjulf; hans Søn igjen var Sumarlide; den tredie hed Helge, den fjerde Vestar. Rafn Hængssøn var den første Lovsiger paa Island, han boede paa Hof efter sin Fader. Hans Datter Thorlaug var gift med Offerpræsten Jørund. Hæng havde en femte Søn, som hed Storolf; han blev holdt for den største af hans Sønner, men Rafn for den ypperste. Storolf var gift med Thorarna, en Søster til Thorbjørn Skolm, som var Thoralfs Fader. Storolf boede paa Hvol, som siden kaldtes Storolfshvol. Storolf var en meget stærk Mand, og alle sagde, at han besad overnaturlige Kræfter; han var en kyndig og lærd Mand, og blev derfor holdt for at være troldkyndig. Med sin Kone Thorarna havde han en Søn, som hed Orm; han var tidlig baade stor og stærk og vel øvet i Idrætter; thi da han var syv Aar gammel, kunde han maale sig med de Stærkeste i Styrke og alle Idrætter. Hans Fader gjorde ikke meget af ham, og han var ham heller ikke føjelig, og vilde ikke arbejde, men hans Moder elskede ham højt. Orm hang dog ikke i Køkkenet; han voxte nu op, indtil han var tolv Aar gammel. Storolf var en arbejdsom og driftig Mand. Det hændte sig nu en Dag om Sommeren, at Storolf lod føre Hø sammen, og der gik fire øg ad Gangen til at bringe Høet hjem. Storolf stakkede det, men der vare kun faa til at bære det op, og han syntes, at det saae ud til Regn; han kaldte derfor sin Søn Orm til, og bad ham hjælpe til at række Høet op. Orm gjorde saa, men da Regnbygerne begyndte at trække op, blev Storolf meget ivrig i Arbejdet, og skyndte Orm stærkt til, at han skulde hjælpe og bruge sin Styrke, og sagde, at han var baade dorsk og kraftløs, og havde mere faaet væxt end Styrke og Raskhed. Orm blev nu vred, og bar hele Stakkene op i en føje Tid, og i det samme kom Øget til, Orm greb da læsset og Hesten med alt Kjøretøjet, og kastede det op paa Hæsset saa stærkt, at den gamle ~~Slorolf~~ faldt ned af Høet i Mellemrummet med saa tungt et Fald, at tre Ribbeen brødes i ham. Da sagde Storolf: “Det er ilde at ægge den Hidsige, og det er let at see, at du vil blive en heftig Mand.” Alle fandt, at det var en stor Styrkes prøve af saa ungt et Menneske at være.	+	Der var en Mand, som hed Hæng, en Søn af Ketil, Jarl over Nummedalen; Ketil Jarls Moder hed Rafnhild, og var en Datter af Ketil Hæng fra Rafnista. Hæng var en anseelig Mand; han var i Misforstaaelse med Kong Harald Dovrefostre formedelst Hilderides Sønnners Drab, og derfor flygtede han bort fra Landet. Hæng sejlede vester ud i Havet at opsøge Island; de bleve Land vaer, og vare komne til Sydlandet; de sejlede op i Mundingen paa en stor Aa, og lagde til ved den østlige Side, denne Aa hedder nu Thjorsaa. De undersøgte Landet vidt omkring. Hæng opholdt sig den første Vinter østen for Rangaa, men om Vaaren tog han Land i Besiddelse mellem Thjorsaa og Markarfljot lige fra Fjældene til Strandbreden, og bosatte sig paa Hof ved den østre Rangaa. Hans Kone hed Ingun, hun fødte om Vaaren en Søn, som blev kaldt Rafn. Hæng deels gav deels solgde sine Skibsfolk Land, og de ere blevne kaldte Landnamsmænd. Hængs anden Søn hed Herjulf; hans Søn igjen var Sumarlide; den tredie hed Helge, den fjerde Vestar. Rafn Hængssøn var den første Lovsiger paa Island, han boede paa Hof efter sin Fader. Hans Datter Thorlaug var gift med Offerpræsten Jørund. Hæng havde en femte Søn, som hed Storolf; han blev holdt for den største af hans Sønner, men Rafn for den ypperste. Storolf var gift med Thorarna, en Søster til Thorbjørn Skolm, som var Thoralfs Fader. Storolf boede paa Hvol, som siden kaldtes Storolfshvol. Storolf var en meget stærk Mand, og alle sagde, at han besad overnaturlige Kræfter; han var en kyndig og lærd Mand, og blev derfor holdt for at være troldkyndig. Med sin Kone Thorarna havde han en Søn, som hed Orm; han var tidlig baade stor og stærk og vel øvet i Idrætter; thi da han var syv Aar gammel, kunde han maale sig med de Stærkeste i Styrke og alle Idrætter. Hans Fader gjorde ikke meget af ham, og han var ham heller ikke føjelig, og vilde ikke arbejde, men hans Moder elskede ham højt. Orm hang dog ikke i Køkkenet; han voxte nu op, indtil han var tolv Aar gammel. Storolf var en arbejdsom og driftig Mand. Det hændte sig nu en Dag om Sommeren, at Storolf lod føre Hø sammen, og der gik fire øg ad Gangen til at bringe Høet hjem. Storolf stakkede det, men der vare kun faa til at bære det op, og han syntes, at det saae ud til Regn; han kaldte derfor sin Søn Orm til, og bad ham hjælpe til at række Høet op. Orm gjorde saa, men da Regnbygerne begyndte at trække op, blev Storolf meget ivrig i Arbejdet, og skyndte Orm stærkt til, at han skulde hjælpe og bruge sin Styrke, og sagde, at han var baade dorsk og kraftløs, og havde mere faaet væxt end Styrke og Raskhed. Orm blev nu vred, og bar hele Stakkene op i en føje Tid, og i det samme kom Øget til, Orm greb da læsset og Hesten med alt Kjøretøjet, og kastede det op paa Hæsset saa stærkt, at den gamle Storolf faldt ned af Høet i Mellemrummet med saa tungt et Fald, at tre Ribbeen brødes i ham. Da sagde Storolf: “Det er ilde at ægge den Hidsige, og det er let at see, at du vil blive en heftig Mand.” Alle fandt, at det var en stor Styrkes prøve af saa ungt et Menneske at være.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. apr. 2014 kl. 08:33
Linje 182:		Linje 182:
	'''Kapitel 8: Orm besøger Menglød i Saudø'''		'''Kapitel 8: Orm besøger Menglød i Saudø'''

−	Om de tre Mænd, som undkom, fortælles, at de skyndte sig at roe bort, og standsede ikke, førend de naaede Land; de fortalte, hvad der var skeet paa deres Færd, og sagde at de troede, at Asbjørn var død, men kunde ikke sige, paa hvad Maade han havde mistet Livet. De kom til at rejse med nogle Kjøbmænd, og kom saaledes ned til Danmark. Denne Tidende spurgdes nu vidt omkring, og syntes mærkelig. Der var da skeet Høvdinge-skifte i Norge, i det Hakon Jarl var død, men Olaf Tryggvesøn kommen til Landet, og han bød alle den sande Tro. Orm Storolfssøn spurgde ud til Island om Asbjørns Færd og død, som Folk holdt for afgjort. Han tog sig det meget nær, og syntes nu ikke længere om at blive paa Island. Han skaffede sig Skibslejlighed i Rejdefjord og foer bort fra Landet; de kom til den nordlige Deel af Norge, og han opholdt sig ~~omVinteren~~ i Throndhjem; den Gang havde Olaf regjeret tre Aar over Norge. Om Vaaren lavede Orm sig til at drage til Saudøerne; han havde næsten ligesaa mange paa Skibet, som Asbjørn havde haft; de lagde silde om Aftenen til den mindre Saudø, sloge Telt oppe paa Land, og laae der om Natten. Man siger, at Orm var bleven primsignet i Danmark, men er bleven kristnet paa Island. Da Orm var falden i Søvn, saae han, at en Kvinde gik ind i Teltet, hun var stor og stærkt bygget, velklædt og smuk af Udseende; hun gik lige ind, hvor Orm laa, og standsede der. Det forekom Orm, at han hilste hende, og spurgde hende om Navn; hun sagde, at hun hed Menglød, og var en Datter af Ofotan norden fra Ofotansfjord; “Jeg og Bruse ere Søskende paa fædrene Side,” sagde hun, “men jeg har et Menneske til Moder, men hans Moder er den kulsorte Hunkat, som er i Hulen hos ham; men skjønt vi ere beslægtede, ere vi dog ikke lige i Sindelag; han raader over den yderste Ø, og den er øjensynlig den bedste; men han er mig en ond Nabo, saa at jeg troer, at jeg maa flygte bort. Jeg veed ogsaa, hvad dit Ærende er, du agter at hævne din Fostbroder Asbjørn, og det kan man finde rimeligt, thi du har en tapper Mand at hævne; du er vel ogsaa begjerlig efter at vide, paa hvad Maade han er omkommen, men derom ville ikke mange kunne berette uden Bruse og jeg. Hun fortalte da hele Tildragelsen og berettede om Asbjørns Død, og ligesaa kvad hun alle de Viser, som han havde kvædet, og føjede endelig til: “Ej synes jeg at kunne forudsee, om Bruses og hans Moders Troldskab eller din Lykke vil formaae mest, men intet Menneske, uden dig allene frygter han, og han har gjort Tilberedelser, om du agter at komme; han har ført saadan en Klippe for Døren til Hulen, at ingen kan komme ind, saalænge den staaer der; men skjønt du seer stærk ud, har du dog hverken Styrke imod Bruse eller til at tage Klippen bort; her vil jeg nu give dig et Par Handsker, som besidde den Egenslab, at den, som har dem paa, vil aldrig fattes Kræfter; skeer det nu saa, at du overvinder Bruse, da ønsker jeg, at du overgiver mig Saudø, og vilde jeg snarere være dig til Hjælp; thi jeg synes godt om dig, skjønt vi ikke kunne faae hinanden formedelst din Troe.”Derpaa forsvandt Konen, men Orm vaagnede, og Handskerne vare der, og han kunde huske alle Viserne. Orm stod da op, og vækkede sine Mænd; de styrede nu ud til Øen, og Orm bad sine Mænd at vente paa ham med Skibet til den næste Dag ved samme Tid, men sejle bort, hvis han da ikke var kommen tilbage.	+	Om de tre Mænd, som undkom, fortælles, at de skyndte sig at roe bort, og standsede ikke, førend de naaede Land; de fortalte, hvad der var skeet paa deres Færd, og sagde at de troede, at Asbjørn var død, men kunde ikke sige, paa hvad Maade han havde mistet Livet. De kom til at rejse med nogle Kjøbmænd, og kom saaledes ned til Danmark. Denne Tidende spurgdes nu vidt omkring, og syntes mærkelig. Der var da skeet Høvdinge-skifte i Norge, i det Hakon Jarl var død, men Olaf Tryggvesøn kommen til Landet, og han bød alle den sande Tro. Orm Storolfssøn spurgde ud til Island om Asbjørns Færd og død, som Folk holdt for afgjort. Han tog sig det meget nær, og syntes nu ikke længere om at blive paa Island. Han skaffede sig Skibslejlighed i Rejdefjord og foer bort fra Landet; de kom til den nordlige Deel af Norge, og han opholdt sig om Vinteren i Throndhjem; den Gang havde Olaf regjeret tre Aar over Norge. Om Vaaren lavede Orm sig til at drage til Saudøerne; han havde næsten ligesaa mange paa Skibet, som Asbjørn havde haft; de lagde silde om Aftenen til den mindre Saudø, sloge Telt oppe paa Land, og laae der om Natten. Man siger, at Orm var bleven primsignet i Danmark, men er bleven kristnet paa Island. Da Orm var falden i Søvn, saae han, at en Kvinde gik ind i Teltet, hun var stor og stærkt bygget, velklædt og smuk af Udseende; hun gik lige ind, hvor Orm laa, og standsede der. Det forekom Orm, at han hilste hende, og spurgde hende om Navn; hun sagde, at hun hed Menglød, og var en Datter af Ofotan norden fra Ofotansfjord; “Jeg og Bruse ere Søskende paa fædrene Side,” sagde hun, “men jeg har et Menneske til Moder, men hans Moder er den kulsorte Hunkat, som er i Hulen hos ham; men skjønt vi ere beslægtede, ere vi dog ikke lige i Sindelag; han raader over den yderste Ø, og den er øjensynlig den bedste; men han er mig en ond Nabo, saa at jeg troer, at jeg maa flygte bort. Jeg veed ogsaa, hvad dit Ærende er, du agter at hævne din Fostbroder Asbjørn, og det kan man finde rimeligt, thi du har en tapper Mand at hævne; du er vel ogsaa begjerlig efter at vide, paa hvad Maade han er omkommen, men derom ville ikke mange kunne berette uden Bruse og jeg. Hun fortalte da hele Tildragelsen og berettede om Asbjørns Død, og ligesaa kvad hun alle de Viser, som han havde kvædet, og føjede endelig til: “Ej synes jeg at kunne forudsee, om Bruses og hans Moders Troldskab eller din Lykke vil formaae mest, men intet Menneske, uden dig allene frygter han, og han har gjort Tilberedelser, om du agter at komme; han har ført saadan en Klippe for Døren til Hulen, at ingen kan komme ind, saalænge den staaer der; men skjønt du seer stærk ud, har du dog hverken Styrke imod Bruse eller til at tage Klippen bort; her vil jeg nu give dig et Par Handsker, som besidde den Egenslab, at den, som har dem paa, vil aldrig fattes Kræfter; skeer det nu saa, at du overvinder Bruse, da ønsker jeg, at du overgiver mig Saudø, og vilde jeg snarere være dig til Hjælp; thi jeg synes godt om dig, skjønt vi ikke kunne faae hinanden formedelst din Troe.”Derpaa forsvandt Konen, men Orm vaagnede, og Handskerne vare der, og han kunde huske alle Viserne. Orm stod da op, og vækkede sine Mænd; de styrede nu ud til Øen, og Orm bad sine Mænd at vente paa ham med Skibet til den næste Dag ved samme Tid, men sejle bort, hvis han da ikke var kommen tilbage.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. apr. 2014 kl. 08:32
Linje 182:		Linje 182:
	'''Kapitel 8: Orm besøger Menglød i Saudø'''		'''Kapitel 8: Orm besøger Menglød i Saudø'''

−	Om de tre Mænd, som undkom, fortælles, at de skyndte sig at roe bort, og standsede ikke, førend de naaede Land; de fortalte, hvad der var skeet paa deres Færd, og sagde at de troede, at Asbjørn var død, men kunde ikke sige, paa hvad Maade han havde mistet Livet. De kom til at rejse med nogle Kjøbmænd, og kom saaledes ned til Danmark. Denne Tidende spurgdes nu vidt omkring, og syntes mærkelig. Der var da skeet Høvdinge-skifte ~~iNorge~~, i det Hakon Jarl var død, men Olaf Tryggvesøn kommen til Landet, og han bød alle den sande Tro. Orm Storolfssøn spurgde ud til Island om Asbjørns Færd og død, som Folk holdt for afgjort. Han tog sig det meget nær, og syntes nu ikke længere om at blive paa Island. Han skaffede sig Skibslejlighed i Rejdefjord og foer bort fra Landet; de kom til den nordlige Deel af Norge, og han opholdt sig omVinteren i Throndhjem; den Gang havde Olaf regjeret tre Aar over Norge. Om Vaaren lavede Orm sig til at drage til Saudøerne; han havde næsten ligesaa mange paa Skibet, som Asbjørn havde haft; de lagde silde om Aftenen til den mindre Saudø, sloge Telt oppe paa Land, og laae der om Natten. Man siger, at Orm var bleven primsignet i Danmark, men er bleven kristnet paa Island. Da Orm var falden i Søvn, saae han, at en Kvinde gik ind i Teltet, hun var stor og stærkt bygget, velklædt og smuk af Udseende; hun gik lige ind, hvor Orm laa, og standsede der. Det forekom Orm, at han hilste hende, og spurgde hende om Navn; hun sagde, at hun hed Menglød, og var en Datter af Ofotan norden fra Ofotansfjord; “Jeg og Bruse ere Søskende paa fædrene Side,” sagde hun, “men jeg har et Menneske til Moder, men hans Moder er den kulsorte Hunkat, som er i Hulen hos ham; men skjønt vi ere beslægtede, ere vi dog ikke lige i Sindelag; han raader over den yderste Ø, og den er øjensynlig den bedste; men han er mig en ond Nabo, saa at jeg troer, at jeg maa flygte bort. Jeg veed ogsaa, hvad dit Ærende er, du agter at hævne din Fostbroder Asbjørn, og det kan man finde rimeligt, thi du har en tapper Mand at hævne; du er vel ogsaa begjerlig efter at vide, paa hvad Maade han er omkommen, men derom ville ikke mange kunne berette uden Bruse og jeg. Hun fortalte da hele Tildragelsen og berettede om Asbjørns Død, og ligesaa kvad hun alle de Viser, som han havde kvædet, og føjede endelig til: “Ej synes jeg at kunne forudsee, om Bruses og hans Moders Troldskab eller din Lykke vil formaae mest, men intet Menneske, uden dig allene frygter han, og han har gjort Tilberedelser, om du agter at komme; han har ført saadan en Klippe for Døren til Hulen, at ingen kan komme ind, saalænge den staaer der; men skjønt du seer stærk ud, har du dog hverken Styrke imod Bruse eller til at tage Klippen bort; her vil jeg nu give dig et Par Handsker, som besidde den Egenslab, at den, som har dem paa, vil aldrig fattes Kræfter; skeer det nu saa, at du overvinder Bruse, da ønsker jeg, at du overgiver mig Saudø, og vilde jeg snarere være dig til Hjælp; thi jeg synes godt om dig, skjønt vi ikke kunne faae hinanden formedelst din Troe.”Derpaa forsvandt Konen, men Orm vaagnede, og Handskerne vare der, og han kunde huske alle Viserne. Orm stod da op, og vækkede sine Mænd; de styrede nu ud til Øen, og Orm bad sine Mænd at vente paa ham med Skibet til den næste Dag ved samme Tid, men sejle bort, hvis han da ikke var kommen tilbage.	+	Om de tre Mænd, som undkom, fortælles, at de skyndte sig at roe bort, og standsede ikke, førend de naaede Land; de fortalte, hvad der var skeet paa deres Færd, og sagde at de troede, at Asbjørn var død, men kunde ikke sige, paa hvad Maade han havde mistet Livet. De kom til at rejse med nogle Kjøbmænd, og kom saaledes ned til Danmark. Denne Tidende spurgdes nu vidt omkring, og syntes mærkelig. Der var da skeet Høvdinge-skifte i Norge, i det Hakon Jarl var død, men Olaf Tryggvesøn kommen til Landet, og han bød alle den sande Tro. Orm Storolfssøn spurgde ud til Island om Asbjørns Færd og død, som Folk holdt for afgjort. Han tog sig det meget nær, og syntes nu ikke længere om at blive paa Island. Han skaffede sig Skibslejlighed i Rejdefjord og foer bort fra Landet; de kom til den nordlige Deel af Norge, og han opholdt sig omVinteren i Throndhjem; den Gang havde Olaf regjeret tre Aar over Norge. Om Vaaren lavede Orm sig til at drage til Saudøerne; han havde næsten ligesaa mange paa Skibet, som Asbjørn havde haft; de lagde silde om Aftenen til den mindre Saudø, sloge Telt oppe paa Land, og laae der om Natten. Man siger, at Orm var bleven primsignet i Danmark, men er bleven kristnet paa Island. Da Orm var falden i Søvn, saae han, at en Kvinde gik ind i Teltet, hun var stor og stærkt bygget, velklædt og smuk af Udseende; hun gik lige ind, hvor Orm laa, og standsede der. Det forekom Orm, at han hilste hende, og spurgde hende om Navn; hun sagde, at hun hed Menglød, og var en Datter af Ofotan norden fra Ofotansfjord; “Jeg og Bruse ere Søskende paa fædrene Side,” sagde hun, “men jeg har et Menneske til Moder, men hans Moder er den kulsorte Hunkat, som er i Hulen hos ham; men skjønt vi ere beslægtede, ere vi dog ikke lige i Sindelag; han raader over den yderste Ø, og den er øjensynlig den bedste; men han er mig en ond Nabo, saa at jeg troer, at jeg maa flygte bort. Jeg veed ogsaa, hvad dit Ærende er, du agter at hævne din Fostbroder Asbjørn, og det kan man finde rimeligt, thi du har en tapper Mand at hævne; du er vel ogsaa begjerlig efter at vide, paa hvad Maade han er omkommen, men derom ville ikke mange kunne berette uden Bruse og jeg. Hun fortalte da hele Tildragelsen og berettede om Asbjørns Død, og ligesaa kvad hun alle de Viser, som han havde kvædet, og føjede endelig til: “Ej synes jeg at kunne forudsee, om Bruses og hans Moders Troldskab eller din Lykke vil formaae mest, men intet Menneske, uden dig allene frygter han, og han har gjort Tilberedelser, om du agter at komme; han har ført saadan en Klippe for Døren til Hulen, at ingen kan komme ind, saalænge den staaer der; men skjønt du seer stærk ud, har du dog hverken Styrke imod Bruse eller til at tage Klippen bort; her vil jeg nu give dig et Par Handsker, som besidde den Egenslab, at den, som har dem paa, vil aldrig fattes Kræfter; skeer det nu saa, at du overvinder Bruse, da ønsker jeg, at du overgiver mig Saudø, og vilde jeg snarere være dig til Hjælp; thi jeg synes godt om dig, skjønt vi ikke kunne faae hinanden formedelst din Troe.”Derpaa forsvandt Konen, men Orm vaagnede, og Handskerne vare der, og han kunde huske alle Viserne. Orm stod da op, og vækkede sine Mænd; de styrede nu ud til Øen, og Orm bad sine Mænd at vente paa ham med Skibet til den næste Dag ved samme Tid, men sejle bort, hvis han da ikke var kommen tilbage.

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 |- style="background-color:#e9e9e9"
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Orm Storolfsøn (C.C.Rafn)]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr Orms Stórólfssonar]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Orm Storolfsøn (C.C.Rafn)]] !! !!
 |-
 |}

@@ Linje 111: / Linje 111: @@
 <br>Nu paa Kæmpens Side
 <br>Sværdsod vorder stukken.
 <br><br>Andet var paa Færde,
 <br>Da vi ølmuntre sade,
@@ Linje 120: / Linje 119: @@
 <br>Nu er jeg ene i onde
 <br>Jætters Trængsel gangen.
 <br><br>Andet var paa Færde,
 <br>Da vi modige fore,
@@ Linje 129: / Linje 127: @@
 <br>Svegen i Tro jeg Nødes
 <br>Troldes Hal nu at gjæste.
 <br><br>Andet var paa Færde
 <br>Da i Hildes Stormvejr (4)
@@ Linje 138: / Linje 135: @@
 <br>Saar uddeelte den tapre
 <br>Helt ved Ifas Munding.
 <br><br>Andet var paa Færde,
 <br>Da med den hvasse Kaarde
@@ Linje 147: / Linje 143: @@
 <br>Mest dog da de tapre
 <br>Svogre laae tilbage.
 <br><br>Andet var paa Færde,
 <br>Da alle vi vare sammen,
@@ Linje 156: / Linje 151: @@
 <br>Hauk og Hake,
 <br>Hrok og Toke.
 <br><br>Andet var paa Færde,
 <br>Ofte paa Søen vi fore,
@@ Linje 165: / Linje 159: @@
 <br>Tume og Torfe,
 <br>Tejt og Gejter.
 <br><br>Andet var paa Færde,
 <br>Da i Kampen vi lidet
@@ Linje 174: / Linje 167: @@
 <br>Dog var Orm i Striden
 <br>Stedse Heltenes Fører.
 <br><br>Bister Orm da
 <br>Blive vilde,
@@ Linje 207: / Linje 199: @@
 Engang drog Orm paa besøg til sine Bekjendtere i Throndhjem, hos hvem han for havde været. Paa Vejen kom han til Gimsar, og traf Ejnar hjemme. Det var paa den Tid, Ejnar var i Kirke, og hans Bue stod udenfor Kirkedøren. Orm gik til, og tog den op, lagde Piil paa Streng, og trak den ud for Spidsen, og lod Pilen blive staaende saaledes i Buen; derefter lagde han den igjen ned og gik bort. Men da Ejnar kom ud, og saae, hvad der var gjort ved Hans Bue, undredes han meget derover, og spurgde, hvo der vel havde haft ved Hans Bue, men han blev længe i Uvished derom, indtil endelig Orm selv sagde ham det. Ejnar sagde, at han ogsaa kunde vide, at det ikke havde været et Drog, som havde spændt hans Bue for Odden. Erik Jarl drog paa Gjæsteri øster til Vigen; da var Orm med Jarlen; men da de kom der, hvor Ormen lange var bleven ophuggen, laa Masten der endnu. Jarlen bad sine Mænd prøve paa, hvor mange der behøvede at gaae under den, for at Løfte den paa Skuldrene; han gav Orm Plads under Midten; 60 Mand hævede da Masten op; derpaa bød Jarlen en Mand ad Gangen efterhaanden at gaae bort fra hver Ende; saa gjorde de, indtil Orm tilsidst stod ene under Masten, han gik da tre Skridt med den, og lagde den siden ned; men Folk sige, at Orm fra den Tid ikke havde samme Styrke som før. Han var hos Jarlen i nogle Aar, drog siden ud til Island, og nedsatte sig paa Storolfshvol, og blev stedse anseet for en meget drabelig Mand; han døde af Alderdom, og holdt vel sin Tro.
 '''Noter:'''
-<br>1) Skibet
 <br>2) Trolddom
 <br>3) D.e. lille Skrift eller Fortælling
@@ Linje 216: / Linje 211: @@
 <br>5) Jærn med  magisk paaskrift
 <br>6) D.e. et kort Sværd
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
 [[Kategori:C. C. Rafn]]

@@ Linje 53: / Linje 53: @@
 Over en Torp i Danmark, som hedder Vendilskage raadede en Mand, ved Navn Virvil. Han og Vesete paa Bornholm vare Brødre. Virvil var gift, og havde med sin Kone en Søn, som hed Asbjørn; han var tidlig stor og smuk og vel øvet i Idrætter; han overgik alle andre i Belevenhed, og blev derfor kaldt Asbjørn Prude. Det var til de Tider Skik, at nogle Kvinder, som kaldtes Vølver, droge omkring i Landet, og forudsagde Folk deres Skjæbne, Aarets Frugtbarhed og andre Ting, som man vilde underrettes om. Denne Trop kom til Virvil; Vølven blev der vel imodtagen, thi der var anrettet et godt Gilde. Da Folkene om Aftenen vare komne til Sæde, spurgde de Vølven om, hvad hun spaaede dem, og hun sagde da, at Virvil skulde boe der til sin Alderdom, og holdes for en brav Mand; men det unge Menneske, som sidder der hos dig, Virvil! kan have godt af at høre sin Skjæbne; thi han vil komme til at fare vide om i Verden, og vil blive anseet for den ypperste Mand paa hvert Sted, hvor han kommer, og han vil udføre mange Manddoms Bedrifter, og døe af Alderdom, hvis han ikke kommer til Nordmøre i Norge eller norden derfor i det Land.” “Jeg venter,” sagde Asbjørn, “at jeg ikke er Døden vissere der end her.” “Den vil det dog ikke gaae efter din Mening, hvad du end agter,” sagde Vølven, “og der kom hende da et Kvad i Munden:
-<blockquote>Om du end lader
+<blockquote>
 <br>Over brede Vande
 <br>Søhesten (1) løbe
@@ Linje 60: / Linje 61: @@
 <br>At norden for Møre
 <br>Bane du faaer.
-<br>Bedst det er at tie. </blockquote>
+<br>Bedst det er at tie.
 Siden var Vølven der, saalænge det var bestemt, og fik gode Gaver med sig, da hun drog bort. Asbjørn voxte nu op, og saasnart han havde Alder dertil, begav han sig paa Rejser til forskjellige Lande, gjorde sig bekjendt med fremmede folks Sæder og blev meget anseet af alle Høvdinger. Hans Moder havde sin Slægt nord oppe i Norge i Hørdeland og Nordmøre, og stammede fra Bifre-Kaares Æt. Asbjørn opholdt sig længe hos sine mødrene Frænder, og var i stor Anseelse formedelst sine Idrætter og Færdigheder.
@@ Linje 69: / Linje 71: @@
 For at fortsætte den før begyndte Fortælling, maa berettes, at Orm Storolfssøn opholdt sig fremdeles i Island, og da han var tredive Aar gammel, kom han til at rejse med en Mand fra Hørdeland, som hed Øssur, og havde et Skib staaende oppe i Thjorsaa, med ham drog han bort fra Landet. Øssur ejede en Gaard paa Hørdeland, og Orm opholdt sig hos ham om Vinteren. Da var Asbjørn Prude paa Hørdeland, og han og Orm traf ofte sammen og kom godt overeens, saa at de snart sluttede Venskab med hinanden. De prøvede mange Idrætter, og vare lige i alle dem, hvor Styrken ikke kom i Betragtning, men Orm var langt stærkere end Asbjørn. Det kom saavidt, at de indgik edeligt Fostbrødrelag med hinanden efter Fortids Skik, at den, som levede længst, skulde hævne den anden, om han døde for Vaaben. Om Vaaren sagde Asbjørn til Orm, at han vilde drage nord op til Møre at besøge sine Frænder Eyvind Snog og Bergthor Bestil; “Jeg er ogsaa nysgjerrig efter at vide,” sagde han, “om Livet strax forlader mig, naar jeg kommer der, som den arme Vølve sagde.” Orm sagde, at han var beredt til denne Rejse; “men ej synes mig,” sagde han, “at du bør trodse Skjæbnen, thi saadanne Folk, som hun er, vide en heel Deel.” Siden droge de paa to Skibe nord op til Møre, og Eyvind og Bergthor toge meget vel imod deres Frænde Asbjørn, thi de vare Søskendebørn. Dette skede i Slutningen af Hakon Hlade-Jarls Dage. Asbjørn spurgde der, at der nordenfor Landet laae to øer, som begge hed Saudø, og at der over den yderste af Øerne herskede en Jætte, som hed Bruse; han var en stor Trold og Menneskeæder, og Folk troede, at han aldrig vilde overvindes af Mennesker, hvor mange de end vare; men hans Moder var dog værre at have med at gjøre, det var en kulsort Hunkat og saa stor som de største Offernød. Formedelst disse Uvætter havde Landets Beboere ingen Fordele af nogen af disse Øer. Asbjørn fik Lyst til at drage til Øerne, men Orm fraraadte ham det, og sagde, at faa Ting vare være, end at have at gjøre med saadanne Djævle, og derfor blev der intet af Rejsen. Om Sommeren sejlede de ned til Danmark, og opholdt sig hos Virvil om Vinteren, men da Vinteren var forløben, og Vaaren kom, droge de paa Krigstoge med fem Skibe, og fore vidt omkring ved Øer og Udskjær, og vandt Sejer og Bytte, hvor de kom frem; der vare da ingen navnkundigere i Vikingsfærd end de. Ud paa Sommeren lagde de til Gøtland, og hærjede der; derover herskede den Gang en Jarl, som hed Herrød; de holdt mange Træfninger, og undertvang Landet; og der opholdt de sig den tredie Vinter. Der vare om Vinteren store Gilder og megen Munterhed. En Dag om Vinteren, da Asbjørn og Orm sade og drak, kvad Asbjørn denne Vise:
-<blockquote>Hun ved Sejd (2) mig sagde,
+<blockquote>
 <br>Og sang om det længe,
 <br>At jeg dødsens var, hvis
@@ Linje 76: / Linje 79: @@
 <br>Være end i Gøtland
 <br>Glad jeg skal, thi hendes
-<br>Spaadom tyder ej meget. </blockquote>
+<br>Spaadom tyder ej meget.
 Orm og Asbjørn syntes ikke om at blive der længe, og droge derfra om Vaaren, og fore om Sommeren til det nordlige Danmark, og derfra til Norge, hvor de vare den fjerde Vinter hos Øssur paa Hørdeland. Om Vaaren talte Fostbrødrene sammen; Asbjørn vilde paa Krigstoge men Orm ud til Island, og derfor skiltes de, dog med Kjærlighed og Venskab. Orm drog til Island med Øssur fra Hørdeland: de havde en hastig og lykkelig Rejse, og landede med deres Skib i Lejravaag nedenfor Heden; da spurgde Orm den Tidende, at hans Fader, den gamle Storolf, var omkommen i hans og Dufthaks Forhandling; han blev ikke begrædt af mange. Orm drog da hjem til Storolfshvol, opførte sig der en Bopæl, og boede der længe, efterat han havde hævnet sin Fader Storolf, som der fortælles i Islændernes Skraa (3).
@@ Linje 85: / Linje 89: @@
 Kort efterat Orm og Asbjørn skiltes, fik Asbjørn Lyst til at drage nordop til Saudøerne; han foer med fire og tyve Mænd paa et Skib temmelig langt norden for Møre, og lagde en Dag silde til den ydre Saudø; de gik i Land og rejste sig et Telt; der vare de om Natten og bleve intet vaer. Aarle om Morgenen stod Asbjørn op, klædte sig paa, tog sine Vaaben og gik op paa Landet, men bad sine Mænd at vænte efter ham. Men kort efterat Asbjørn var gaaet bort, bleve de vaer, at en frygtelig Hunkat var kommen i Teltdøren; den var kulsort af Farve, og saae meget gruelig ud, thi der syntes at brænde Ild ud af dens Næse og Mund; dens Øjne vare heller ikke smukke; de studsede meget ved dette Syn, og bleve meget forskrækkede. Katten løb da ind til dem, og greb den ene efter den anden, og det siges, at den slugte nogle af dem, men rev andre ihjel med sine Kløer og Tænder; hun dræbte tyve Mænd i et Øjeblik, men fire undkom til Skibet, og holdt strax fra Land. Asbjørn gik lige til Bruses Hule, og gik strax ind i den. Det blev ham noget dunkelt for Øjnene, thi der var meget skyggefuldt i Hulen; han mærkede ingen Ting til, førend han blev greben, hævet i Vejret, og kastet saa haardt ned, at det syntes ham frygteligt; han mærkede da, at Jætten Bruse var kommen, og syntes meget stor. Bruse sagde da: “Du var meget ivrig efter at komme hid, du skal nu ogsaa have et Ærende, thi du skal her lade Livet med saa store Pinsler, at det skal afholde andre fra at hjemsøge mig med Ufred.” Han trak da alle Klæderne af Asbjørn, thi saa stor Forskel var der paa deres Kræfter, at Jætten kunde raade ene imellem dem. Asbjørn saae en stor Steen staae tværs igjennem Hulen, og et stort Hul var midt i Stenen, noget foran Stenen stod en stor Jærnstøtte. “Nu skal det prøves,” sagde Bruse, “om du er noget haardførere end andre.” “Det er lidet at prøve,” sagde Asbjørn, ”men ulykkeligt er det gaaet mig, at jeg ikke skulde kunne forsvare mig lidet, og det er rimeligst, at døden kalder paa mig, og han kvad da denne Vise:
-<blockquote>Ingen maa,
+<blockquote>
 <br>Paa sin Idræt stole,
 <br>Om stærk han end er
@@ Linje 92: / Linje 97: @@
 <br>Dag enhver
 <br>Hjærte og Kraft,
-<br>Som Held forlader. </blockquote>
+<br>Som Held forlader.
 Derpaa aabnede Bruse Maven paa Asbjørn, tog fat paa Enden af hans Tarme, bandt den om Jærnstøtten, og ledte Asbjørn rundt deromkring, men Asbjørn gik med Djærvhed, og alle hans Tarme vikledes ud til Enden. Asbjørn kvad da disse Viser i det samme:
-<blockquote>Det skal siges min Moder
+<blockquote>
 <br>Svanhvide udi Danmark,
 <br>At hun skal i Sommer
@@ Linje 175: / Linje 182: @@
 <br>Thussen gruelig
 <br>Mine Pinsler,
-<br>Om han mægted det. </blockquote>
+<br>Om han mægted det.
 Siden lod Asbjørn sit Liv med megen Manddom og Tapperhed.