Fortælling om Thrond fra Oplandene (CCR/FM) - Revisjonshistorikk

Carsten på 31. okt. 2018 kl. 23:11

2018-10-31T23:11:02Z

Carsten på 31. okt. 2018 kl. 22:58

2018-10-31T22:58:28Z

Vis endringer

Carsten på 31. okt. 2018 kl. 22:52

2018-10-31T22:52:19Z

Vis endringer

Carsten på 31. okt. 2018 kl. 22:51

2018-10-31T22:51:33Z

Vis endringer

Jesper på 31. okt. 2018 kl. 19:04

2018-10-31T19:04:53Z

Jesper på 31. okt. 2018 kl. 18:31

2018-10-31T18:31:36Z

Jesper på 31. okt. 2018 kl. 18:08

2018-10-31T18:08:33Z

Jesper på 31. okt. 2018 kl. 18:08

2018-10-31T18:08:02Z

Knut på 31. okt. 2018 kl. 12:29

2018-10-31T12:29:32Z

Knut på 31. okt. 2018 kl. 12:27

2018-10-31T12:27:01Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. okt. 2018 kl. 23:11
Linje 32:		Linje 32:


−	Vor forevigede P. E. Müller yttrer sig saaledes meget rigtig om nærværende Fortælling i Sagabibliotheket ~~lIl~~, 319-321: “Torfæus nævner den i Hist. Norv. lll, 199 og har givet et Udtog deraf i sin Grönlandía S. 212-217. Han anseer den for en Fabel, men blot i Fölge de svage Grunde, at det havde været uværdigt for Kong Harald at efterstræbe en Bonde, og at der var andre Steder i Verden, hvor Thrond kunde være i Sikkerhed, end netop i Grönland. Thrond var vel ikke Lehnsmand, men dog, som Fortællingen antyder, rig og mægtig i sin Egn. Naar man antager, at Kong Harald havde været i denne Egn og ikke erholdt slige Æresbeviisninger, kunde han gjerne være bleven avindsyg over at see, man gjorde denne Forskjel mellem ham og Magnus. Om han ved sine Udsendinge (først) har villet aflive Thrond eller blot afpresse ham Penge, er uvist. Siden, da hans Folk vare blevne mishandlede, havde han Grund til at forfölge Thrond. Island og Grönland vare de Egne, hvortil de misfornöiede Nordmænd sædvanligen tyede; men selv did naaede undertiden de norske Kongers Forfölgelse; dog var Grönland det fjernere og sikkrere Tilflugtssted. Fortællingen er da ikke i sig selv usandsynlig; den bærer heller ikke Præg af senere Opdigtelse."	+	Vor forevigede P. E. Müller yttrer sig saaledes meget rigtig om nærværende Fortælling i Sagabibliotheket III, 319-321: “Torfæus nævner den i Hist. Norv. lll, 199 og har givet et Udtog deraf i sin Grönlandía S. 212-217. Han anseer den for en Fabel, men blot i Fölge de svage Grunde, at det havde været uværdigt for Kong Harald at efterstræbe en Bonde, og at der var andre Steder i Verden, hvor Thrond kunde være i Sikkerhed, end netop i Grönland. Thrond var vel ikke Lehnsmand, men dog, som Fortællingen antyder, rig og mægtig i sin Egn. Naar man antager, at Kong Harald havde været i denne Egn og ikke erholdt slige Æresbeviisninger, kunde han gjerne være bleven avindsyg over at see, man gjorde denne Forskjel mellem ham og Magnus. Om han ved sine Udsendinge (først) har villet aflive Thrond eller blot afpresse ham Penge, er uvist. Siden, da hans Folk vare blevne mishandlede, havde han Grund til at forfölge Thrond. Island og Grönland vare de Egne, hvortil de misfornöiede Nordmænd sædvanligen tyede; men selv did naaede undertiden de norske Kongers Forfölgelse; dog var Grönland det fjernere og sikkrere Tilflugtssted. Fortællingen er da ikke i sig selv usandsynlig; den bærer heller ikke Præg af senere Opdigtelse."

	Endskjönt vi, ved Hjelp af visse ligelydende Forbindelser, Ord eller sætninger, her have sögt at udgive Fortællingen som en Eenhed, bestaaer den dog, nöie betragtet, af to forskjellige, som dog omhandle og berette de selvsamme Tildragelser. Den ene, og efter vor Mening oprindelig ældre, er den i Flatöbogen; thi den viser sig at være enten ligefrem nedskreven efter mundtlig Recitation, uden mindste Hensyn til en smuk eller concis Stilemaade, eller og som en i skjödeslöst Hastværk udkastet Paraphrase af et gammelt fortællende Digt. Denne Afskrift sees tydelig (skjönt den er fra det 14de Aarhundrede) at være tagen efter en ældre Original, i hvilken Afskriveren ikke ret har kunnet læse enkelte Ord, efter hvad der tildeels nærmere skal oplyses i Anmærkningerne. Den anden Fortælling (som dog tildeels haves i ældre Afskrifter) har de modsatte Egenskaber, men nedstammer dog, efter vor Formening fra den samme historiske Almuessang som den förstommeldte Recension, maaskee noget anderledes reciteret, saaledes som den sees at være lagt til Grund for Sagnet, der her nu, paa en dobbelt Maade, skriftlig meddeles.		Endskjönt vi, ved Hjelp af visse ligelydende Forbindelser, Ord eller sætninger, her have sögt at udgive Fortællingen som en Eenhed, bestaaer den dog, nöie betragtet, af to forskjellige, som dog omhandle og berette de selvsamme Tildragelser. Den ene, og efter vor Mening oprindelig ældre, er den i Flatöbogen; thi den viser sig at være enten ligefrem nedskreven efter mundtlig Recitation, uden mindste Hensyn til en smuk eller concis Stilemaade, eller og som en i skjödeslöst Hastværk udkastet Paraphrase af et gammelt fortællende Digt. Denne Afskrift sees tydelig (skjönt den er fra det 14de Aarhundrede) at være tagen efter en ældre Original, i hvilken Afskriveren ikke ret har kunnet læse enkelte Ord, efter hvad der tildeels nærmere skal oplyses i Anmærkningerne. Den anden Fortælling (som dog tildeels haves i ældre Afskrifter) har de modsatte Egenskaber, men nedstammer dog, efter vor Formening fra den samme historiske Almuessang som den förstommeldte Recension, maaskee noget anderledes reciteret, saaledes som den sees at være lagt til Grund for Sagnet, der her nu, paa en dobbelt Maade, skriftlig meddeles.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. okt. 2018 kl. 19:04
Linje 66:		Linje 66:
	'''Om Thrond Oplænders Sager.'''		'''Om Thrond Oplænders Sager.'''

−	[[Fil: Magnus Harald.png\|thumb\|Mynt for kong Magnus og kong Harald. C. I. Schive: Norges Mynter i Middelalderen. Christiania 1865.]] Fölgende Tildragelse hændtes engang, da Kong Magnus drog omkring til Gjesterí paa Oplandene, holdt der Thing paa mange Steder, og gjorde det vitterligt for alle, at han vilde opgive den Sag som angik hans Fader<ref>Kong Olaf` Haraldsön, för kaldet den Tykke, men da den Hellige, mod hvem Oplandsboerne tilligemed Thrönderne havde giort Oprör, som endtes med det berömte Slag paa Stiklestad, i hvilket Kongen faldt 1030.</ref>, hvis Folk vilde vende sig til ham med Kjærlighed og sand Oprigtighed. Da er det blevet ommeldt, at paa eet af disse Thing reiste en Mand sig, ved Navn Thrond, og besvarede saaledes Kongens Tale: "Vi ville takke eder, Herre, for den Velvillie mod Folk som I viser, ligesom i saa meget andet, da vore Frænder vare eders Frænders Uvenner, hvilket Gud unde dem at kunne afsone, men vi have dog ikke været tilstede ved den store Begivenhed, som har været eder saa forhadt, eders Faders Afgang. Mod eder ville vi vistnok handle paa det bedste, og jeg selv önskede nu gjerne at pröve din Nedladenhed paa en vis Maade; jeg vilde nemlig gjerne at vi bytte Vore Overklæder.” Kongen svarede at det nok kunde lade sig gjöre: “thi jeg seer at dine ere meget bedre." Det var en Peldskappe<ref>Peld (''pell'') kaldtes fordum et fremmedt meget kostbart Töi; jfr. ovenfor S. 558. I den anden Recension siges denne Kappe at have været af ''guðvef'', et andet ikke mindre kostbart Klædningsstof, hvilket nogle mene have svaret til vort Flöiel; andre have antaget det for et Slags Purpur. Navnet synes at betyde enten Gudernes Væv, (vævet af Guderne), eller guddommelig (overmaade herlig) Vævning. Det har svaret til Angelsaxernes ''goðvelz, goðeveb''. Jfr. Edd. ant. ll, 649 og Cædmon, edited by B. Thorpe (London 1832) S. 215. I Sagabibliotheket lll, 319 oversættes vor Texts ''guðvefjarskykkja'' (efter Haldorsens islandske Ordbog) ved “en skjön broget Kappe."</ref>, som Kongen fik af ham; de byttede ogsaa Vaaben, efter Thronds Begjering, og paa dem var der ingen ringere Forskjel<ref>Thronds Vaaben vare, ligesom Overklæderne, bedre end Kongens. At der selv i det hedenske Norge har blandt de Store eller Rige Ihersket megen Pragt, derom vidne mange i nyere Tider i Gravhöiene fundne Kostbarheder.</ref>. Dernæst indböd Thrond Kongen til et Gjestebud, hvilket Kongen modtog, og indfandt sig hos ham til et herligt Gilde. Efter nogen Tids Forlöb spurgte Kong Harald dette, og det forekom ham at Thrond var veget fra den rette Vei og havde aabenbar viist sig fra den Side, at han vilde vise Kong Magnus en större Hæder end ham, hvorrned han var meget misfornöiet, og fattede stor Misgunst mod Thrond. En Mand kaldtes Svend den Gerdske<ref>Det vil sige den Russiske, eller fra Rusland komne, af ''Garðar, Garðarílki'', Rusland. At Navnet Swen har (ogsaa som ''Sphaindr''?) været temmelig almindeligt blandt Russerne eller de russiske Vareger, sees af deres Kröniker og de i dem opbevarede Traktater. P. E. Müller har vist havt en feilagtig Afskrift for sig, hvori, ved en Misforstaaelse af Abbreviationen, ''griskki'' er blevet sat istedenfor ''girðski'', og saaledes har han oversat Navnet “Svend Græker".</ref>; han var kommen ind i i Landet med Kong Harald<ref>Fra hans langvarige Ophold i Udlandet især i Rusland og det græske Keiserrige.</ref> og havde den Gang faaet en Forlening af ham; han var og stedse beredt til at udrette alt hvad Kongen vilde paalægge ham, skjönt andre ansaae det for uanstændigt<ref>Den listige Harald kunde let indsee, at en Fremmed, som ikke havde nogen indenlandske Slægtskabs- (eller Venskabsforbindelser, og tillige ikke deelte Indbyggernes Fordomme eller andre Meninger, men kun rettede sig efter sin Herres Villie, var bedst skikket til saadanne Foretagenders Udförelse.</ref>. Han var tillige en kjek Karl. Kong Harald sendte denne Svend til Oplandene med 12 Mænd. De bare alle sorte Klæder, og udgave sig for Munke<ref>Heri ligger aldeles intet usandsynligt, da allerede i 1031 (om ikke för) Munkeklostre vare oprettede i Norge. See Münters Kírchengesch. Dänemarks u. Norweg. Il, 668. Blandt de förste Munke i Norge vare Cluniacenserne, indkomne til det Throndhjemske, Knud den Stores Tid, fra England. Deres Ordensdragt var sort (som den falske her beskrives).</ref>. Kong Harald udtænkte det hele Anslag, hvorledes de skulde faae fat paa Thrond, thi Kongen vilde lade ham skille ved Livet. En Morgen tidlig kom de i Nærheden af Thronds Gaard. Folk var der paa Agrene (ved Markarbeide) paa tre Steder. Svend spurgte dem, som han traf först, om Thrond var hjemme. De svarede at han ikke var hjemme. Dernæst gik de til et andet Parti, og spurgte om det samme, men fik det samme Svar. Da sagde Svend: Dette gaaer underlig til, men alligevel troer jeg at I lyve. Vi skulle da foretage et Forsög med disse Mænd. Det var Fader og Sön, hos hvilke de da vare. De talte da til den yngre Mand, og lagde en Stund vel Mærke til hans Ord; dette kunde den ældre ikke holde ud, og sagde da tilsidst at Thrond var hjemme. “Det tænkte jeg nok,” sagde Svend. Dernæst pidskede<ref>Rimeligviis have Voldsmændene bundet Arbeidsfolkene, for at de ikke skulde kunne komme Thrond, hvem de agtede at overfalde, til Hjelp, og derpaa, maaskee til dels af Kaadhed, pidsket dem med Riis, maaskee medbragte som et Slags Attribut for Munke (der tit pleiede at pidske sig selv, til Bodsövelser, eller og saaledes at straffe andre af deres Selskab, for Overtrædelse af Ordensreglerne.</ref> de Arbeidsfolkene. Thronds Fostbroder hed Sigurd. Han gik ud i den tidlige Morgenstund<ref> Eller og: netop i det samme (paa samme Tid.</ref>, blev dette var, og sagde til Thrond at Mænd i Munkeklæder vare komne paa hans Mark og pryglede hans Arbeidsfolk. “De (svarede Thrond) ville bede om Gaver til hellige Steder, og du har vist seet feil, thi Munke ville vist ikke give sig til at prygle Folk." “Det kan være,” sagde Sigurd, “men disse Munke tykkes mig underlige." “Da (svarede Thrond) ville de gaae hid til Soveværelset og bede om Penge, men jeg skal sige at: de kunne gaae til Stuen og vente der til noget ud paa Morgenen; hvis de ere Speidere ville de vist ikke gjöre det, men strax bruge Kongens Nögel<ref>"At bruge Kongens Nögle" er en gammel Talemaade, isteden forat bryde Döre eller Laase op, som undertiden kan skee efter Kongens eller Övrighedens Befaling, hvilket ogsaa her virkelig var Tilfældet.</ref>. Jeg har her et Jordhuus<ref>Eller en dyb og rummelig Kjelder. I den anden Recension synes Indretningen af Thronds Jordhuus (eller underjordiske Gang) at beskrives noget anderledes.</ref>, og det vil slet ikke være til min Skade at de löbe der ind, saasnart de ville; du maa staae bag ved Dören, thi jeg formoder at de alle ville löbe ind i en Fart, og agte at udföre det som er blevet dem befalet; hvis dette forholder sig saaledes, skal du springe frem og slaae Dören i Laas; da skal jeg strax indfinde mig, og det er da vel muligt at vi ligesaa fuldt have dem i vor Vold, som de os i sin." Denne Thronds Forudsætning opfyldtes ganske. De Fremmede kom til Gaarden, og gik til Stuen for at bede Huusbonden om Penge. Da Thrond og hans Ven ikke viste sig rneget hurtige i at lukke Dören op, sagde Svend at de skulde bryde den med Kongens Nögle, hvis man ikke vilde lukke op. "De Munke fare heftig afsted," sagde Thrond, “og Dören maa da för aabnes end den skal brydes op." Svend ordnede da sine Mænd saaledes som de skulde gaae ind, men bad nogle af dem blive udenfor; de lode som de ikke hörte det og löb alle ind, men Sigurd smuttede ud blandt dem og slog Dören i Laas; i det samme kom Thrond der, saa at Svend og hans Fölgesvende nu vare i Thronds Vold. Dernæst lod Thrond dem alle gribe og pidske<ref>Her synes dog kun Svends Fölgesvende, ikke han selv, at menes, baade med Hensyn til det Efterfölgende og til den anden Recensions Udtryk.</ref>, samt lod dem bekjende Sandheden, hvad de vare for Folk. Deres Ærende fik saaledes et beskæmmende Udfald. Derefter forföiede de sig bort, men Thrond lod Svend blive tilbage hos sig og behandlede ham vel. Svend var taus og misfornöiet med sin Skjæbne, og hans Opholdssted forekom ham slettere end det var. Kong Harald spurgte snart disse Tildragelser, og tog sig dem meget nær. Kong Magnus fik dem og at höre, men de vare ret efter hans Sind. Han foretog sig da en Reise til Oplandene med et stort Fölge; han holdt i en Skovstrækning i Nærheden af Thronds Gaard og tövede der nogen Tid, for at erfare hvad Thrond vilde gribe til, og nu blev det fortalt ham, at en stor Trop var kommen til hans Gaard, "og vi troe at det er Kong Harald." Strax stævnede Thrond Folk til sig og sendte Bud omkring i hele Bygden, saa at der snart blev samlet en talrig og anseelig Trop. Da blev det berettet til Kong Magnus at Thrond havde en heel Mængde Folk hos sig, saaledes udrustet, som om de skulde holde et Slag. Kongen svarede: “Jeg veed nok at Thrond antager mig for min Frænde Harald, og derfor skulle vi lade dem paa Gaarden vide for vist at vi ere fredelige Folk; men slige Mænd ere sikkert, ved deres Mandighed, brave Anförere<ref>Eller Formænd (Hövdinger, fornemme Mænd), til hvilke Thrond vistnok har maattet regnes; sandsynligvis har han været i Slægt med een af de fem Oplandske Konger (thi saaledes kaldtes da slige smaae Fyrster, eller rettere Friherrer), hvilke Olaf den Hellige ovrervandt i et Hovedslag, og hvis Lande han siden bemægtigede sig. Dette har maaskee faldet Kong Magnus den Gode ind, i det han sagde disse Ord, ved hvilke han synes at have villet antyde det, at Thrond og hans Bundsforvandte (hvilke han havde kaldt til Hjelp) vare værdige til at være Oplandenes Hövdinger.</ref>, og det er en stor Skade, hvis han ikke skal kunne undgaae Haralds Efterstræbelser, som sigte til at skille ham ved Livet." Da Thrond fik det Rigtige at vide, kastede enhver af hans Trop sine Vaaben öieblikkelig fra sig, og de gik alle de kommende imöde. Kongen blev modtaget med et höitideligt Gilde; han gav da Thrond tilkjende, at Kong Harald var meget vred paa ham, og at han neppe vilde kunne opholde sig, længere derpaa Stedet. Kongen indböd ham da til sig og lovede at bestyre hans Jordegods; Thrond fulgte ogsaa disse Raad. Kong Harald efterstræbte ham ikke desmindre, og vilde gjerne have ham fat, men en saadan Leilighed, som han önskede, gaves ham dog ikke dertil. Ved Foraarets Begyndelse sagde Kong Magnus til Thrond, at han antog det for usikkert, om han fremdeles kunde vogte ham deri Landet for Kong Haralds Forfölgelser; “Jeg har hemmelig ladet et Skib udruste, og vil raade dig til at drage med det til Grönland og bosætte dig der, thi der kan du vel tage dig iagt for Kong Harald." Thrond samtykkede heri, og saa megen Omhu bar Kong Magnus for ham, at han selv fulgte ham ombord, og skiltes ikke fra ham, förend han lagde fra Land. Kort efter at de havde taget Afsked fra hinanden, traf Thrond, paa den anden Side af Öens yderste Spidse<ref>Denne Ö ommeldes ikke i det Foregaaende, men derimod (Paa sit Sted) i den anden Recension. Den er fölgelig her enten udeladt af Fortælleren, (efter hvis Udsagn Beretningen er nedskrevet) eller ogsaa af Afskriveren.</ref>, Kong Harald, som anfaldt ham med sit Skib, saa at det strax kom til en Fægtning. lmidlertid overveiede Kong Magnus at han vel alt for tidlig havde forladt Thrond, thi hans Fætter Harald kunde let blive ham for klog; han tog da atter til Söes, og saae snart at de sloges; han lod da sine Folk roe saa stærkt som de kunde. Da Kong Harald saae at Kong Magnus saaledes nærmede sig, lagde han strax fra. Saaledes skilles de ad. Thrond seilede til Havs, som han havde foresat sig, og kom til Grönland, hvor han opholdt sig nogle Aar<ref>Eller, efter den anden Recension, længe derefter, formodentlig til hans Dödsdag.</ref>.	+	[[Fil: Magnus Harald.png\|thumb\|Mynt for kong Magnus og kong Harald. C. I. Schive: Norges Mynter i Middelalderen. Christiania 1865.]] Fölgende Tildragelse hændtes engang, da Kong Magnus drog omkring til Gjesterí paa Oplandene, holdt der Thing paa mange Steder, og gjorde det vitterligt for alle, at han vilde opgive den Sag som angik hans Fader<ref>Kong Olaf` Haraldsön, för kaldet den Tykke, men da den Hellige, mod hvem Oplandsboerne tilligemed Thrönderne havde giort Oprör, som endtes med det berömte Slag paa Stiklestad, i hvilket Kongen faldt 1030.</ref>, hvis Folk vilde vende sig til ham med Kjærlighed og sand Oprigtighed. Da er det blevet ommeldt, at paa eet af disse Thing reiste en Mand sig, ved Navn Thrond, og besvarede saaledes Kongens Tale: "Vi ville takke eder, Herre, for den Velvillie mod Folk som I viser, ligesom i saa meget andet, da vore Frænder vare eders Frænders Uvenner, hvilket Gud unde dem at kunne afsone, men vi have dog ikke været tilstede ved den store Begivenhed, som har været eder saa forhadt, eders Faders Afgang. Mod eder ville vi vistnok handle paa det bedste, og jeg selv önskede nu gjerne at pröve din Nedladenhed paa en vis Maade; jeg vilde nemlig gjerne at vi bytte Vore Overklæder.” Kongen svarede at det nok kunde lade sig gjöre: “thi jeg seer at dine ere meget bedre." Det var en Peldskappe<ref>Peld (''pell'') kaldtes fordum et fremmedt meget kostbart Töi; jfr. ovenfor S. 558. I den anden Recension siges denne Kappe at have været af ''guðvef'', et andet ikke mindre kostbart Klædningsstof, hvilket nogle mene have svaret til vort Flöiel; andre have antaget det for et Slags Purpur. Navnet synes at betyde enten Gudernes Væv, (vævet af Guderne), eller guddommelig (overmaade herlig) Vævning. Det har svaret til Angelsaxernes ''goðvelz, goðeveb''. Jfr. Edd. ant. ll, 649 og Cædmon, edited by B. Thorpe (London 1832) S. 215. I Sagabibliotheket lll, 319 oversættes vor Texts ''guðvefjarskykkja'' (efter Haldorsens islandske Ordbog) ved “en skjön broget Kappe."</ref>, som Kongen fik af ham; de byttede ogsaa Vaaben, efter Thronds Begjering, og paa dem var der ingen ringere Forskjel<ref>Thronds Vaaben vare, ligesom Overklæderne, bedre end Kongens. At der selv i det hedenske Norge har blandt de Store eller Rige Ihersket megen Pragt, derom vidne mange i nyere Tider i Gravhöiene fundne Kostbarheder.</ref>. Dernæst indböd Thrond Kongen til et Gjestebud, hvilket Kongen modtog, og indfandt sig hos ham til et herligt Gilde. Efter nogen Tids Forlöb spurgte Kong Harald dette, og det forekom ham at Thrond var veget fra den rette Vei og havde aabenbar viist sig fra den Side, at han vilde vise Kong Magnus en större Hæder end ham, hvorrned han var meget misfornöiet, og fattede stor Misgunst mod Thrond. En Mand kaldtes Svend den Gerdske<ref>Det vil sige den Russiske, eller fra Rusland komne, af ''Garðar, Garðarílki'', Rusland. At Navnet Swen har (ogsaa som ''Sphaindr''?) været temmelig almindeligt blandt Russerne eller de russiske Vareger, sees af deres Kröniker og de i dem opbevarede Traktater. P. E. Müller har vist havt en feilagtig Afskrift for sig, hvori, ved en Misforstaaelse af Abbreviationen, ''griskki'' er blevet sat istedenfor ''girðski'', og saaledes har han oversat Navnet “Svend Græker".</ref>; han var kommen ind i Landet med Kong Harald<ref>Fra hans langvarige Ophold i Udlandet især i Rusland og det græske Keiserrige.</ref> og havde den Gang faaet en Forlening af ham; han var og stedse beredt til at udrette alt hvad Kongen vilde paalægge ham, skjönt andre ansaae det for uanstændigt<ref>Den listige Harald kunde let indsee, at en Fremmed, som ikke havde nogen indenlandske Slægtskabs- (eller Venskabsforbindelser, og tillige ikke deelte Indbyggernes Fordomme eller andre Meninger, men kun rettede sig efter sin Herres Villie, var bedst skikket til saadanne Foretagenders Udförelse.</ref>. Han var tillige en kjek Karl. Kong Harald sendte denne Svend til Oplandene med 12 Mænd. De bare alle sorte Klæder, og udgave sig for Munke<ref>Heri ligger aldeles intet usandsynligt, da allerede i 1031 (om ikke för) Munkeklostre vare oprettede i Norge. See Münters Kírchengesch. Dänemarks u. Norweg. Il, 668. Blandt de förste Munke i Norge vare Cluniacenserne, indkomne til det Throndhjemske, Knud den Stores Tid, fra England. Deres Ordensdragt var sort (som den falske her beskrives).</ref>. Kong Harald udtænkte det hele Anslag, hvorledes de skulde faae fat paa Thrond, thi Kongen vilde lade ham skille ved Livet. En Morgen tidlig kom de i Nærheden af Thronds Gaard. Folk var der paa Agrene (ved Markarbeide) paa tre Steder. Svend spurgte dem, som han traf först, om Thrond var hjemme. De svarede at han ikke var hjemme. Dernæst gik de til et andet Parti, og spurgte om det samme, men fik det samme Svar. Da sagde Svend: Dette gaaer underlig til, men alligevel troer jeg at I lyve. Vi skulle da foretage et Forsög med disse Mænd. Det var Fader og Sön, hos hvilke de da vare. De talte da til den yngre Mand, og lagde en Stund vel Mærke til hans Ord; dette kunde den ældre ikke holde ud, og sagde da tilsidst at Thrond var hjemme. “Det tænkte jeg nok,” sagde Svend. Dernæst pidskede<ref>Rimeligviis have Voldsmændene bundet Arbeidsfolkene, for at de ikke skulde kunne komme Thrond, hvem de agtede at overfalde, til Hjelp, og derpaa, maaskee til dels af Kaadhed, pidsket dem med Riis, maaskee medbragte som et Slags Attribut for Munke (der tit pleiede at pidske sig selv, til Bodsövelser, eller og saaledes at straffe andre af deres Selskab, for Overtrædelse af Ordensreglerne.</ref> de Arbeidsfolkene. Thronds Fostbroder hed Sigurd. Han gik ud i den tidlige Morgenstund<ref> Eller og: netop i det samme (paa samme Tid.</ref>, blev dette var, og sagde til Thrond at Mænd i Munkeklæder vare komne paa hans Mark og pryglede hans Arbeidsfolk. “De (svarede Thrond) ville bede om Gaver til hellige Steder, og du har vist seet feil, thi Munke ville vist ikke give sig til at prygle Folk." “Det kan være,” sagde Sigurd, “men disse Munke tykkes mig underlige." “Da (svarede Thrond) ville de gaae hid til Soveværelset og bede om Penge, men jeg skal sige at: de kunne gaae til Stuen og vente der til noget ud paa Morgenen; hvis de ere Speidere ville de vist ikke gjöre det, men strax bruge Kongens Nögel<ref>"At bruge Kongens Nögle" er en gammel Talemaade, isteden forat bryde Döre eller Laase op, som undertiden kan skee efter Kongens eller Övrighedens Befaling, hvilket ogsaa her virkelig var Tilfældet.</ref>. Jeg har her et Jordhuus<ref>Eller en dyb og rummelig Kjelder. I den anden Recension synes Indretningen af Thronds Jordhuus (eller underjordiske Gang) at beskrives noget anderledes.</ref>, og det vil slet ikke være til min Skade at de löbe der ind, saasnart de ville; du maa staae bag ved Dören, thi jeg formoder at de alle ville löbe ind i en Fart, og agte at udföre det som er blevet dem befalet; hvis dette forholder sig saaledes, skal du springe frem og slaae Dören i Laas; da skal jeg strax indfinde mig, og det er da vel muligt at vi ligesaa fuldt have dem i vor Vold, som de os i sin." Denne Thronds Forudsætning opfyldtes ganske. De Fremmede kom til Gaarden, og gik til Stuen for at bede Huusbonden om Penge. Da Thrond og hans Ven ikke viste sig rneget hurtige i at lukke Dören op, sagde Svend at de skulde bryde den med Kongens Nögle, hvis man ikke vilde lukke op. "De Munke fare heftig afsted," sagde Thrond, “og Dören maa da för aabnes end den skal brydes op." Svend ordnede da sine Mænd saaledes som de skulde gaae ind, men bad nogle af dem blive udenfor; de lode som de ikke hörte det og löb alle ind, men Sigurd smuttede ud blandt dem og slog Dören i Laas; i det samme kom Thrond der, saa at Svend og hans Fölgesvende nu vare i Thronds Vold. Dernæst lod Thrond dem alle gribe og pidske<ref>Her synes dog kun Svends Fölgesvende, ikke han selv, at menes, baade med Hensyn til det Efterfölgende og til den anden Recensions Udtryk.</ref>, samt lod dem bekjende Sandheden, hvad de vare for Folk. Deres Ærende fik saaledes et beskæmmende Udfald. Derefter forföiede de sig bort, men Thrond lod Svend blive tilbage hos sig og behandlede ham vel. Svend var taus og misfornöiet med sin Skjæbne, og hans Opholdssted forekom ham slettere end det var. Kong Harald spurgte snart disse Tildragelser, og tog sig dem meget nær. Kong Magnus fik dem og at höre, men de vare ret efter hans Sind. Han foretog sig da en Reise til Oplandene med et stort Fölge; han holdt i en Skovstrækning i Nærheden af Thronds Gaard og tövede der nogen Tid, for at erfare hvad Thrond vilde gribe til, og nu blev det fortalt ham, at en stor Trop var kommen til hans Gaard, "og vi troe at det er Kong Harald." Strax stævnede Thrond Folk til sig og sendte Bud omkring i hele Bygden, saa at der snart blev samlet en talrig og anseelig Trop. Da blev det berettet til Kong Magnus at Thrond havde en heel Mængde Folk hos sig, saaledes udrustet, som om de skulde holde et Slag. Kongen svarede: “Jeg veed nok at Thrond antager mig for min Frænde Harald, og derfor skulle vi lade dem paa Gaarden vide for vist at vi ere fredelige Folk; men slige Mænd ere sikkert, ved deres Mandighed, brave Anförere<ref>Eller Formænd (Hövdinger, fornemme Mænd), til hvilke Thrond vistnok har maattet regnes; sandsynligvis har han været i Slægt med een af de fem Oplandske Konger (thi saaledes kaldtes da slige smaae Fyrster, eller rettere Friherrer), hvilke Olaf den Hellige ovrervandt i et Hovedslag, og hvis Lande han siden bemægtigede sig. Dette har maaskee faldet Kong Magnus den Gode ind, i det han sagde disse Ord, ved hvilke han synes at have villet antyde det, at Thrond og hans Bundsforvandte (hvilke han havde kaldt til Hjelp) vare værdige til at være Oplandenes Hövdinger.</ref>, og det er en stor Skade, hvis han ikke skal kunne undgaae Haralds Efterstræbelser, som sigte til at skille ham ved Livet." Da Thrond fik det Rigtige at vide, kastede enhver af hans Trop sine Vaaben öieblikkelig fra sig, og de gik alle de kommende imöde. Kongen blev modtaget med et höitideligt Gilde; han gav da Thrond tilkjende, at Kong Harald var meget vred paa ham, og at han neppe vilde kunne opholde sig, længere derpaa Stedet. Kongen indböd ham da til sig og lovede at bestyre hans Jordegods; Thrond fulgte ogsaa disse Raad. Kong Harald efterstræbte ham ikke desmindre, og vilde gjerne have ham fat, men en saadan Leilighed, som han önskede, gaves ham dog ikke dertil. Ved Foraarets Begyndelse sagde Kong Magnus til Thrond, at han antog det for usikkert, om han fremdeles kunde vogte ham deri Landet for Kong Haralds Forfölgelser; “Jeg har hemmelig ladet et Skib udruste, og vil raade dig til at drage med det til Grönland og bosætte dig der, thi der kan du vel tage dig iagt for Kong Harald." Thrond samtykkede heri, og saa megen Omhu bar Kong Magnus for ham, at han selv fulgte ham ombord, og skiltes ikke fra ham, förend han lagde fra Land. Kort efter at de havde taget Afsked fra hinanden, traf Thrond, paa den anden Side af Öens yderste Spidse<ref>Denne Ö ommeldes ikke i det Foregaaende, men derimod (Paa sit Sted) i den anden Recension. Den er fölgelig her enten udeladt af Fortælleren, (efter hvis Udsagn Beretningen er nedskrevet) eller ogsaa af Afskriveren.</ref>, Kong Harald, som anfaldt ham med sit Skib, saa at det strax kom til en Fægtning. lmidlertid overveiede Kong Magnus at han vel alt for tidlig havde forladt Thrond, thi hans Fætter Harald kunde let blive ham for klog; han tog da atter til Söes, og saae snart at de sloges; han lod da sine Folk roe saa stærkt som de kunde. Da Kong Harald saae at Kong Magnus saaledes nærmede sig, lagde han strax fra. Saaledes skilles de ad. Thrond seilede til Havs, som han havde foresat sig, og kom til Grönland, hvor han opholdt sig nogle Aar<ref>Eller, efter den anden Recension, længe derefter, formodentlig til hans Dödsdag.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. okt. 2018 kl. 18:31
Linje 66:		Linje 66:
	'''Om Thrond Oplænders Sager.'''		'''Om Thrond Oplænders Sager.'''

−	[[Fil: Magnus Harald.png\|thumb\|Mynt for kong Magnus og kong Harald. C. I. Schive: Norges Mynter i Middelalderen. Christiania 1865.]] Fölgende Tildragelse hændtes engang, da Kong Magnus drog omkring til Gjesterí paa Oplandene, holdt der Thing paa mange Steder, og gjorde det vitterligt for alle, at han vilde opgive den Sag som angik hans Fader<ref>Kong Olaf` Haraldsön, för kaldet den Tykke, men da den Hellige, mod hvem Oplandsboerne tilligemed Thrönderne havde giort Oprör, som endtes med det berömte Slag paa Stiklestad, i hvilket Kongen faldt 1030.</ref>, hvis Folk vilde vende sig til ham med Kjærlighed og sand Oprigtighed. Da er det blevet ommeldt, at paa eet af disse Thing reiste en Mand sig, ved Navn Thrond, og besvarede saaledes Kongens Tale: "Vi ville takke eder, Herre, for den Velvillie mod Folk som I viser, ligesom i saa meget andet, da vore Frænder vare eders Frænders Uvenner, hvilket Gud unde dem at kunne afsone, men vi have dog ikke været tilstede ved den store Begivenhed, som har været eder saa forhadt, eders Faders Afgang. Mod eder ville vi vistnok handle paa det bedste, og jeg selv önskede nu gjerne at pröve din Nedladenhed paa en vis Maade; jeg vilde nemlig gjerne at vi bytte Vore Overklæder.” Kongen svarede at det nok kunde lade sig gjöre: “thi jeg seer at dine ere meget bedre." Det var en Peldskappe<ref>Peld (''pell'') kaldtes fordum et fremmedt meget kostbart Töi; jfr. ovenfor S. 558. I den anden Recension siges denne Kappe at have været af ''guðvef'', et andet ikke mindre kostbart Klædningsstof, hvilket nogle mene have svaret til vort Flöiel; andre have antaget det for et Slags Purpur. Navnet synes at betyde enten Gudernes Væv, (vævet af Guderne), eller guddommelig (overmaade herlig) Vævning. Det har svaret til Angelsaxernes ''goðvelz, goðeveb''. Jfr. Edd. ant. ll, 649 og Cædmon, edited by B. Thorpe (London 1832) S. 215. I ~~Sagabihliotheket~~ lll, 319 oversættes vor Texts ''guðvefjarskykkja'' (efter Haldorsens islandske Ordbog) ved “en skjön broget Kappe."</ref>, som Kongen fik af ham; de byttede ogsaa Vaaben, efter Thronds Begjering, og paa dem var der ingen ringere Forskjel<ref>Thronds Vaaben vare, ligesom Overklæderne, bedre end Kongens. At der selv i det hedenske Norge har blandt de Store eller Rige Ihersket megen Pragt, derom vidne mange i nyere Tider i Gravhöiene fundne Kostbarheder.</ref>. Dernæst indböd Thrond Kongen til et Gjestebud, hvilket Kongen modtog, og indfandt sig hos ham til et herligt Gilde. Efter nogen Tids Forlöb spurgte Kong Harald dette, og det forekom ham at Thrond var veget fra den rette Vei og havde aabenbar viist sig fra den Side, at han vilde vise Kong Magnus en större Hæder end ham, hvorrned han var meget misfornöiet, og fattede stor Misgunst mod Thrond. En Mand kaldtes Svend den Gerdske<ref>Det vil sige den Russiske, eller fra Rusland komne, af ''Garðar, Garðarílki'', Rusland. At Navnet Swen har (ogsaa som ''Sphaindr''?) været temmelig almindeligt blandt Russerne eller de russiske Vareger, sees af deres Kröniker og de i dem opbevarede Traktater. P. E. Müller har vist havt en feilagtig Afskrift for sig, hvori, ved en Misforstaaelse af Abbreviationen, ''griskki'' er blevet sat istedenfor ''girðski'', og saaledes har han oversat Navnet “Svend Græker".</ref>; han var kommen ind i i Landet med Kong Harald<ref>Fra hans langvarige Ophold i Udlandet især i Rusland og det græske Keiserrige.</ref> og havde den Gang faaet en Forlening af ham; han var og stedse beredt til at udrette alt hvad Kongen vilde paalægge ham, skjönt andre ansaae det for uanstændigt<ref>Den listige Harald kunde let indsee, at en Fremmed, som ikke havde nogen indenlandske Slægtskabs- (eller Venskabsforbindelser, og tillige ikke deelte Indbyggernes Fordomme eller andre Meninger, men kun rettede sig efter sin Herres Villie, var bedst skikket til saadanne Foretagenders Udförelse.</ref>. Han var tillige en kjek Karl. Kong Harald sendte denne Svend til Oplandene med 12 Mænd. De bare alle sorte Klæder, og udgave sig for Munke<ref>Heri ligger aldeles intet usandsynligt, da allerede i 1031 (om ikke för) Munkeklostre vare oprettede i Norge. See Münters Kírchengesch. Dänemarks u. Norweg. Il, 668. Blandt de förste Munke i Norge vare Cluniacenserne, indkomne til det Throndhjemske, Knud den Stores Tid, fra England. Deres Ordensdragt var sort (som den falske her beskrives).</ref>. Kong Harald udtænkte det hele Anslag, hvorledes de skulde faae fat paa Thrond, thi Kongen vilde lade ham skille ved Livet. En Morgen tidlig kom de i Nærheden af Thronds Gaard. Folk var der paa Agrene (ved Markarbeide) paa tre Steder. Svend spurgte dem, som han traf först, om Thrond var hjemme. De svarede at han ikke var hjemme. Dernæst gik de til et andet Parti, og spurgte om det samme, men fik det samme Svar. Da sagde Svend: Dette gaaer underlig til, men alligevel troer jeg at I lyve. Vi skulle da foretage et Forsög med disse Mænd. Det var Fader og Sön, hos hvilke de da vare. De talte da til den yngre Mand, og lagde en Stund vel Mærke til hans Ord; dette kunde den ældre ikke holde ud, og sagde da tilsidst at Thrond var hjemme. “Det tænkte jeg nok,” sagde Svend. Dernæst pidskede<ref>Rimeligviis have Voldsmændene bundet Arbeidsfolkene, for at de ikke skulde kunne komme Thrond, hvem de agtede at overfalde, til Hjelp, og derpaa, maaskee til dels af Kaadhed, pidsket dem med Riis, maaskee medbragte som et Slags Attribut for Munke (der tit pleiede at pidske sig selv, til Bodsövelser, eller og saaledes at straffe andre af deres Selskab, for Overtrædelse af Ordensreglerne.</ref> de Arbeidsfolkene. Thronds Fostbroder hed Sigurd. Han gik ud i den tidlige Morgenstund<ref> Eller og: netop i det samme (paa samme Tid.</ref>, blev dette var, og sagde til Thrond at Mænd i Munkeklæder vare komne paa hans Mark og pryglede hans Arbeidsfolk. “De (svarede Thrond) ville bede om Gaver til hellige Steder, og du har vist seet feil, thi Munke ville vist ikke give sig til at prygle Folk." “Det kan være,” sagde Sigurd, “men disse Munke tykkes mig underlige." “Da (svarede Thrond) ville de gaae hid til Soveværelset og bede om Penge, men jeg skal sige at: de kunne gaae til Stuen og vente der til noget ud paa Morgenen; hvis de ere Speidere ville de vist ikke gjöre det, men strax bruge Kongens Nögel<ref>"At bruge Kongens Nögle" er en gammel Talemaade, isteden forat bryde Döre eller Laase op, som undertiden kan skee efter Kongens eller Övrighedens Befaling, hvilket ogsaa her virkelig var Tilfældet.</ref>. Jeg har her et Jordhuus<ref>Eller en dyb og rummelig Kjelder. I den anden Recension synes Indretningen af Thronds Jordhuus (eller underjordiske Gang) at beskrives noget anderledes.</ref>, og det vil slet ikke være til min Skade at de löbe der ind, saasnart de ville; du maa staae bag ved Dören, thi jeg formoder at de alle ville löbe ind i en Fart, og agte at udföre det som er blevet dem befalet; hvis dette forholder sig saaledes, skal du springe frem og slaae Dören i Laas; da skal jeg strax indfinde mig, og det er da vel muligt at vi ligesaa fuldt have dem i vor Vold, som de os i sin." Denne Thronds Forudsætning opfyldtes ganske. De Fremmede kom til Gaarden, og gik til Stuen for at bede Huusbonden om Penge. Da Thrond og hans Ven ikke viste sig rneget hurtige i at lukke Dören op, sagde Svend at de skulde bryde den med Kongens Nögle, hvis man ikke vilde lukke op. "De Munke fare heftig afsted," sagde Thrond, “og Dören maa da för aabnes end den skal brydes op." Svend ordnede da sine Mænd saaledes som de skulde gaae ind, men bad nogle af dem blive udenfor; de lode som de ikke hörte det og löb alle ind, men Sigurd smuttede ud blandt dem og slog Dören i Laas; i det samme kom Thrond der, saa at Svend og hans Fölgesvende nu vare i Thronds Vold. Dernæst lod Thrond dem alle gribe og pidske<ref>Her synes dog kun Svends Fölgesvende, ikke han selv, at menes, baade med Hensyn til det Efterfölgende og til den anden Recensions Udtryk.</ref>, samt lod dem bekjende Sandheden, hvad de vare for Folk. Deres Ærende fik saaledes et beskæmmende Udfald. Derefter forföiede de sig bort, men Thrond lod Svend blive tilbage hos sig og behandlede ham vel. Svend var taus og misfornöiet med sin Skjæbne, og hans Opholdssted forekom ham slettere end det var. Kong Harald spurgte snart disse Tildragelser, og tog sig dem meget nær. Kong Magnus fik dem og at höre, men de vare ret efter hans Sind. Han foretog sig da en Reise til Oplandene med et stort Fölge; han holdt i en Skovstrækning i Nærheden af Thronds Gaard og tövede der nogen Tid, for at erfare hvad Thrond vilde gribe til, og nu blev det fortalt ham, at en stor Trop var kommen til hans Gaard, "og vi troe at det er Kong Harald." Strax stævnede Thrond Folk til sig og sendte Bud omkring i hele Bygden, saa at der snart blev samlet en talrig og anseelig Trop. Da blev det berettet til Kong Magnus at Thrond havde en heel Mængde Folk hos sig, saaledes udrustet, som om de skulde holde et Slag. Kongen svarede: “Jeg veed nok at Thrond antager mig for min Frænde Harald, og derfor skulle vi lade dem paa Gaarden vide for vist at vi ere fredelige Folk; men slige Mænd ere sikkert, ved deres Mandighed, brave Anförere<ref>Eller Formænd (Hövdinger, fornemme Mænd), til hvilke Thrond vistnok har maattet regnes; sandsynligvis har han været i Slægt med een af de fem Oplandske Konger (thi saaledes kaldtes da slige smaae Fyrster, eller rettere Friherrer), hvilke Olaf den Hellige ovrervandt i et Hovedslag, og hvis Lande han siden bemægtigede sig. Dette har maaskee faldet Kong Magnus den Gode ind, i det han sagde disse Ord, ved hvilke han synes at have villet antyde det, at Thrond og hans Bundsforvandte (hvilke han havde kaldt til Hjelp) vare værdige til at være Oplandenes Hövdinger.</ref>, og det er en stor Skade, hvis han ikke skal kunne undgaae Haralds Efterstræbelser, som sigte til at skille ham ved Livet." Da Thrond fik det Rigtige at vide, kastede enhver af hans Trop sine Vaaben ~~öiehlikkelig~~ fra sig, og de gik alle de kommende imöde. Kongen blev modtaget med et höitideligt Gilde; han gav da Thrond tilkjende, at Kong Harald var meget vred paa ham, og at han neppe vilde kunne opholde sig, længere derpaa Stedet. Kongen indböd ham da til sig og lovede at bestyre hans Jordegods; Thrond fulgte ogsaa disse Raad. Kong Harald efterstræbte ham ikke desmindre, og vilde gjerne have ham fat, men en saadan Leilighed, som han önskede, gaves ham dog ikke dertil. Ved Foraarets Begyndelse sagde Kong Magnus til Thrond, at han antog det for usikkert, om han fremdeles kunde vogte ham deri Landet for Kong Haralds Forfölgelser; “Jeg har hemmelig ladet et Skib udruste, og vil raade dig til at drage med det til Grönland og bosætte dig der, thi der kan du vel tage dig iagt for Kong Harald." Thrond samtykkede heri, og saa megen Omhu bar Kong Magnus for ham, at han selv fulgte ham ombord, og skiltes ikke fra ham, förend han lagde fra Land. Kort efter at de havde taget Afsked fra hinanden, traf Thrond, paa den anden Side af Öens yderste Spidse<ref>Denne Ö ommeldes ikke i det Foregaaende, men derimod (Paa sit Sted) i den anden Recension. Den er fölgelig her enten udeladt af Fortælleren, (efter hvis Udsagn Beretningen er nedskrevet) eller ogsaa af Afskriveren.</ref>, Kong Harald, som anfaldt ham med sit Skib, saa at det strax kom til en Fægtning. lmidlertid overveiede Kong Magnus at han vel alt for tidlig havde forladt Thrond, thi hans Fætter Harald kunde let blive ham for klog; han tog da atter til Söes, og saae snart at de sloges; han lod da sine Folk roe saa stærkt som de kunde. Da Kong Harald saae at Kong Magnus saaledes nærmede sig, lagde han strax fra. Saaledes skilles de ad. Thrond seilede til Havs, som han havde foresat sig, og kom til Grönland, hvor han opholdt sig nogle Aar<ref>Eller, efter den anden Recension, længe derefter, formodentlig til hans Dödsdag.</ref>.	+	[[Fil: Magnus Harald.png\|thumb\|Mynt for kong Magnus og kong Harald. C. I. Schive: Norges Mynter i Middelalderen. Christiania 1865.]] Fölgende Tildragelse hændtes engang, da Kong Magnus drog omkring til Gjesterí paa Oplandene, holdt der Thing paa mange Steder, og gjorde det vitterligt for alle, at han vilde opgive den Sag som angik hans Fader<ref>Kong Olaf` Haraldsön, för kaldet den Tykke, men da den Hellige, mod hvem Oplandsboerne tilligemed Thrönderne havde giort Oprör, som endtes med det berömte Slag paa Stiklestad, i hvilket Kongen faldt 1030.</ref>, hvis Folk vilde vende sig til ham med Kjærlighed og sand Oprigtighed. Da er det blevet ommeldt, at paa eet af disse Thing reiste en Mand sig, ved Navn Thrond, og besvarede saaledes Kongens Tale: "Vi ville takke eder, Herre, for den Velvillie mod Folk som I viser, ligesom i saa meget andet, da vore Frænder vare eders Frænders Uvenner, hvilket Gud unde dem at kunne afsone, men vi have dog ikke været tilstede ved den store Begivenhed, som har været eder saa forhadt, eders Faders Afgang. Mod eder ville vi vistnok handle paa det bedste, og jeg selv önskede nu gjerne at pröve din Nedladenhed paa en vis Maade; jeg vilde nemlig gjerne at vi bytte Vore Overklæder.” Kongen svarede at det nok kunde lade sig gjöre: “thi jeg seer at dine ere meget bedre." Det var en Peldskappe<ref>Peld (''pell'') kaldtes fordum et fremmedt meget kostbart Töi; jfr. ovenfor S. 558. I den anden Recension siges denne Kappe at have været af ''guðvef'', et andet ikke mindre kostbart Klædningsstof, hvilket nogle mene have svaret til vort Flöiel; andre have antaget det for et Slags Purpur. Navnet synes at betyde enten Gudernes Væv, (vævet af Guderne), eller guddommelig (overmaade herlig) Vævning. Det har svaret til Angelsaxernes ''goðvelz, goðeveb''. Jfr. Edd. ant. ll, 649 og Cædmon, edited by B. Thorpe (London 1832) S. 215. I Sagabibliotheket lll, 319 oversættes vor Texts ''guðvefjarskykkja'' (efter Haldorsens islandske Ordbog) ved “en skjön broget Kappe."</ref>, som Kongen fik af ham; de byttede ogsaa Vaaben, efter Thronds Begjering, og paa dem var der ingen ringere Forskjel<ref>Thronds Vaaben vare, ligesom Overklæderne, bedre end Kongens. At der selv i det hedenske Norge har blandt de Store eller Rige Ihersket megen Pragt, derom vidne mange i nyere Tider i Gravhöiene fundne Kostbarheder.</ref>. Dernæst indböd Thrond Kongen til et Gjestebud, hvilket Kongen modtog, og indfandt sig hos ham til et herligt Gilde. Efter nogen Tids Forlöb spurgte Kong Harald dette, og det forekom ham at Thrond var veget fra den rette Vei og havde aabenbar viist sig fra den Side, at han vilde vise Kong Magnus en större Hæder end ham, hvorrned han var meget misfornöiet, og fattede stor Misgunst mod Thrond. En Mand kaldtes Svend den Gerdske<ref>Det vil sige den Russiske, eller fra Rusland komne, af ''Garðar, Garðarílki'', Rusland. At Navnet Swen har (ogsaa som ''Sphaindr''?) været temmelig almindeligt blandt Russerne eller de russiske Vareger, sees af deres Kröniker og de i dem opbevarede Traktater. P. E. Müller har vist havt en feilagtig Afskrift for sig, hvori, ved en Misforstaaelse af Abbreviationen, ''griskki'' er blevet sat istedenfor ''girðski'', og saaledes har han oversat Navnet “Svend Græker".</ref>; han var kommen ind i i Landet med Kong Harald<ref>Fra hans langvarige Ophold i Udlandet især i Rusland og det græske Keiserrige.</ref> og havde den Gang faaet en Forlening af ham; han var og stedse beredt til at udrette alt hvad Kongen vilde paalægge ham, skjönt andre ansaae det for uanstændigt<ref>Den listige Harald kunde let indsee, at en Fremmed, som ikke havde nogen indenlandske Slægtskabs- (eller Venskabsforbindelser, og tillige ikke deelte Indbyggernes Fordomme eller andre Meninger, men kun rettede sig efter sin Herres Villie, var bedst skikket til saadanne Foretagenders Udförelse.</ref>. Han var tillige en kjek Karl. Kong Harald sendte denne Svend til Oplandene med 12 Mænd. De bare alle sorte Klæder, og udgave sig for Munke<ref>Heri ligger aldeles intet usandsynligt, da allerede i 1031 (om ikke för) Munkeklostre vare oprettede i Norge. See Münters Kírchengesch. Dänemarks u. Norweg. Il, 668. Blandt de förste Munke i Norge vare Cluniacenserne, indkomne til det Throndhjemske, Knud den Stores Tid, fra England. Deres Ordensdragt var sort (som den falske her beskrives).</ref>. Kong Harald udtænkte det hele Anslag, hvorledes de skulde faae fat paa Thrond, thi Kongen vilde lade ham skille ved Livet. En Morgen tidlig kom de i Nærheden af Thronds Gaard. Folk var der paa Agrene (ved Markarbeide) paa tre Steder. Svend spurgte dem, som han traf först, om Thrond var hjemme. De svarede at han ikke var hjemme. Dernæst gik de til et andet Parti, og spurgte om det samme, men fik det samme Svar. Da sagde Svend: Dette gaaer underlig til, men alligevel troer jeg at I lyve. Vi skulle da foretage et Forsög med disse Mænd. Det var Fader og Sön, hos hvilke de da vare. De talte da til den yngre Mand, og lagde en Stund vel Mærke til hans Ord; dette kunde den ældre ikke holde ud, og sagde da tilsidst at Thrond var hjemme. “Det tænkte jeg nok,” sagde Svend. Dernæst pidskede<ref>Rimeligviis have Voldsmændene bundet Arbeidsfolkene, for at de ikke skulde kunne komme Thrond, hvem de agtede at overfalde, til Hjelp, og derpaa, maaskee til dels af Kaadhed, pidsket dem med Riis, maaskee medbragte som et Slags Attribut for Munke (der tit pleiede at pidske sig selv, til Bodsövelser, eller og saaledes at straffe andre af deres Selskab, for Overtrædelse af Ordensreglerne.</ref> de Arbeidsfolkene. Thronds Fostbroder hed Sigurd. Han gik ud i den tidlige Morgenstund<ref> Eller og: netop i det samme (paa samme Tid.</ref>, blev dette var, og sagde til Thrond at Mænd i Munkeklæder vare komne paa hans Mark og pryglede hans Arbeidsfolk. “De (svarede Thrond) ville bede om Gaver til hellige Steder, og du har vist seet feil, thi Munke ville vist ikke give sig til at prygle Folk." “Det kan være,” sagde Sigurd, “men disse Munke tykkes mig underlige." “Da (svarede Thrond) ville de gaae hid til Soveværelset og bede om Penge, men jeg skal sige at: de kunne gaae til Stuen og vente der til noget ud paa Morgenen; hvis de ere Speidere ville de vist ikke gjöre det, men strax bruge Kongens Nögel<ref>"At bruge Kongens Nögle" er en gammel Talemaade, isteden forat bryde Döre eller Laase op, som undertiden kan skee efter Kongens eller Övrighedens Befaling, hvilket ogsaa her virkelig var Tilfældet.</ref>. Jeg har her et Jordhuus<ref>Eller en dyb og rummelig Kjelder. I den anden Recension synes Indretningen af Thronds Jordhuus (eller underjordiske Gang) at beskrives noget anderledes.</ref>, og det vil slet ikke være til min Skade at de löbe der ind, saasnart de ville; du maa staae bag ved Dören, thi jeg formoder at de alle ville löbe ind i en Fart, og agte at udföre det som er blevet dem befalet; hvis dette forholder sig saaledes, skal du springe frem og slaae Dören i Laas; da skal jeg strax indfinde mig, og det er da vel muligt at vi ligesaa fuldt have dem i vor Vold, som de os i sin." Denne Thronds Forudsætning opfyldtes ganske. De Fremmede kom til Gaarden, og gik til Stuen for at bede Huusbonden om Penge. Da Thrond og hans Ven ikke viste sig rneget hurtige i at lukke Dören op, sagde Svend at de skulde bryde den med Kongens Nögle, hvis man ikke vilde lukke op. "De Munke fare heftig afsted," sagde Thrond, “og Dören maa da för aabnes end den skal brydes op." Svend ordnede da sine Mænd saaledes som de skulde gaae ind, men bad nogle af dem blive udenfor; de lode som de ikke hörte det og löb alle ind, men Sigurd smuttede ud blandt dem og slog Dören i Laas; i det samme kom Thrond der, saa at Svend og hans Fölgesvende nu vare i Thronds Vold. Dernæst lod Thrond dem alle gribe og pidske<ref>Her synes dog kun Svends Fölgesvende, ikke han selv, at menes, baade med Hensyn til det Efterfölgende og til den anden Recensions Udtryk.</ref>, samt lod dem bekjende Sandheden, hvad de vare for Folk. Deres Ærende fik saaledes et beskæmmende Udfald. Derefter forföiede de sig bort, men Thrond lod Svend blive tilbage hos sig og behandlede ham vel. Svend var taus og misfornöiet med sin Skjæbne, og hans Opholdssted forekom ham slettere end det var. Kong Harald spurgte snart disse Tildragelser, og tog sig dem meget nær. Kong Magnus fik dem og at höre, men de vare ret efter hans Sind. Han foretog sig da en Reise til Oplandene med et stort Fölge; han holdt i en Skovstrækning i Nærheden af Thronds Gaard og tövede der nogen Tid, for at erfare hvad Thrond vilde gribe til, og nu blev det fortalt ham, at en stor Trop var kommen til hans Gaard, "og vi troe at det er Kong Harald." Strax stævnede Thrond Folk til sig og sendte Bud omkring i hele Bygden, saa at der snart blev samlet en talrig og anseelig Trop. Da blev det berettet til Kong Magnus at Thrond havde en heel Mængde Folk hos sig, saaledes udrustet, som om de skulde holde et Slag. Kongen svarede: “Jeg veed nok at Thrond antager mig for min Frænde Harald, og derfor skulle vi lade dem paa Gaarden vide for vist at vi ere fredelige Folk; men slige Mænd ere sikkert, ved deres Mandighed, brave Anförere<ref>Eller Formænd (Hövdinger, fornemme Mænd), til hvilke Thrond vistnok har maattet regnes; sandsynligvis har han været i Slægt med een af de fem Oplandske Konger (thi saaledes kaldtes da slige smaae Fyrster, eller rettere Friherrer), hvilke Olaf den Hellige ovrervandt i et Hovedslag, og hvis Lande han siden bemægtigede sig. Dette har maaskee faldet Kong Magnus den Gode ind, i det han sagde disse Ord, ved hvilke han synes at have villet antyde det, at Thrond og hans Bundsforvandte (hvilke han havde kaldt til Hjelp) vare værdige til at være Oplandenes Hövdinger.</ref>, og det er en stor Skade, hvis han ikke skal kunne undgaae Haralds Efterstræbelser, som sigte til at skille ham ved Livet." Da Thrond fik det Rigtige at vide, kastede enhver af hans Trop sine Vaaben öieblikkelig fra sig, og de gik alle de kommende imöde. Kongen blev modtaget med et höitideligt Gilde; han gav da Thrond tilkjende, at Kong Harald var meget vred paa ham, og at han neppe vilde kunne opholde sig, længere derpaa Stedet. Kongen indböd ham da til sig og lovede at bestyre hans Jordegods; Thrond fulgte ogsaa disse Raad. Kong Harald efterstræbte ham ikke desmindre, og vilde gjerne have ham fat, men en saadan Leilighed, som han önskede, gaves ham dog ikke dertil. Ved Foraarets Begyndelse sagde Kong Magnus til Thrond, at han antog det for usikkert, om han fremdeles kunde vogte ham deri Landet for Kong Haralds Forfölgelser; “Jeg har hemmelig ladet et Skib udruste, og vil raade dig til at drage med det til Grönland og bosætte dig der, thi der kan du vel tage dig iagt for Kong Harald." Thrond samtykkede heri, og saa megen Omhu bar Kong Magnus for ham, at han selv fulgte ham ombord, og skiltes ikke fra ham, förend han lagde fra Land. Kort efter at de havde taget Afsked fra hinanden, traf Thrond, paa den anden Side af Öens yderste Spidse<ref>Denne Ö ommeldes ikke i det Foregaaende, men derimod (Paa sit Sted) i den anden Recension. Den er fölgelig her enten udeladt af Fortælleren, (efter hvis Udsagn Beretningen er nedskrevet) eller ogsaa af Afskriveren.</ref>, Kong Harald, som anfaldt ham med sit Skib, saa at det strax kom til en Fægtning. lmidlertid overveiede Kong Magnus at han vel alt for tidlig havde forladt Thrond, thi hans Fætter Harald kunde let blive ham for klog; han tog da atter til Söes, og saae snart at de sloges; han lod da sine Folk roe saa stærkt som de kunde. Da Kong Harald saae at Kong Magnus saaledes nærmede sig, lagde han strax fra. Saaledes skilles de ad. Thrond seilede til Havs, som han havde foresat sig, og kom til Grönland, hvor han opholdt sig nogle Aar<ref>Eller, efter den anden Recension, længe derefter, formodentlig til hans Dödsdag.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. okt. 2018 kl. 18:08
Linje 32:		Linje 32:


−	Vor forevigede P. E. Müller yttrer sig saaledes meget rigtig om nærværende Fortælling i ~~Sagabihliotheket~~ lIl, 319-321: “Torfæus nævner den i Hist. Norv. lll, 199 og har givet et Udtog deraf i sin Grönlandía S. 212-217. Han anseer den for en Fabel, men blot i Fölge de svage Grunde, at det havde været uværdigt for Kong Harald at efterstræbe en Bonde, og at der var andre Steder i Verden, hvor Thrond kunde være i Sikkerhed, end netop i Grönland. Thrond var vel ikke Lehnsmand, men dog, som Fortællingen antyder, rig og mægtig i sin Egn. Naar man antager, at Kong Harald havde været i denne Egn og ikke erholdt slige Æresbeviisninger, kunde han gjerne være bleven avindsyg over at see, man gjorde denne Forskjel mellem ham og Magnus. Om han ved sine Udsendinge (først) har villet aflive Thrond eller blot afpresse ham Penge, er uvist. Siden, da hans Folk vare blevne mishandlede, havde han Grund til at forfölge Thrond. Island og Grönland vare de Egne, hvortil de misfornöiede Nordmænd sædvanligen tyede; men selv did naaede undertiden de norske Kongers Forfölgelse; dog var Grönland det fjernere og sikkrere Tilflugtssted. Fortællingen er da ikke i sig selv usandsynlig; den bærer heller ikke Præg af senere Opdigtelse."	+	Vor forevigede P. E. Müller yttrer sig saaledes meget rigtig om nærværende Fortælling i Sagabibliotheket lIl, 319-321: “Torfæus nævner den i Hist. Norv. lll, 199 og har givet et Udtog deraf i sin Grönlandía S. 212-217. Han anseer den for en Fabel, men blot i Fölge de svage Grunde, at det havde været uværdigt for Kong Harald at efterstræbe en Bonde, og at der var andre Steder i Verden, hvor Thrond kunde være i Sikkerhed, end netop i Grönland. Thrond var vel ikke Lehnsmand, men dog, som Fortællingen antyder, rig og mægtig i sin Egn. Naar man antager, at Kong Harald havde været i denne Egn og ikke erholdt slige Æresbeviisninger, kunde han gjerne være bleven avindsyg over at see, man gjorde denne Forskjel mellem ham og Magnus. Om han ved sine Udsendinge (først) har villet aflive Thrond eller blot afpresse ham Penge, er uvist. Siden, da hans Folk vare blevne mishandlede, havde han Grund til at forfölge Thrond. Island og Grönland vare de Egne, hvortil de misfornöiede Nordmænd sædvanligen tyede; men selv did naaede undertiden de norske Kongers Forfölgelse; dog var Grönland det fjernere og sikkrere Tilflugtssted. Fortællingen er da ikke i sig selv usandsynlig; den bærer heller ikke Præg af senere Opdigtelse."

	Endskjönt vi, ved Hjelp af visse ligelydende Forbindelser, Ord eller sætninger, her have sögt at udgive Fortællingen som en Eenhed, bestaaer den dog, nöie betragtet, af to forskjellige, som dog omhandle og berette de selvsamme Tildragelser. Den ene, og efter vor Mening oprindelig ældre, er den i Flatöbogen; thi den viser sig at være enten ligefrem nedskreven efter mundtlig Recitation, uden mindste Hensyn til en smuk eller concis Stilemaade, eller og som en i skjödeslöst Hastværk udkastet Paraphrase af et gammelt fortællende Digt. Denne Afskrift sees tydelig (skjönt den er fra det 14de Aarhundrede) at være tagen efter en ældre Original, i hvilken Afskriveren ikke ret har kunnet læse enkelte Ord, efter hvad der tildeels nærmere skal oplyses i Anmærkningerne. Den anden Fortælling (som dog tildeels haves i ældre Afskrifter) har de modsatte Egenskaber, men nedstammer dog, efter vor Formening fra den samme historiske Almuessang som den förstommeldte Recension, maaskee noget anderledes reciteret, saaledes som den sees at være lagt til Grund for Sagnet, der her nu, paa en dobbelt Maade, skriftlig meddeles.		Endskjönt vi, ved Hjelp af visse ligelydende Forbindelser, Ord eller sætninger, her have sögt at udgive Fortællingen som en Eenhed, bestaaer den dog, nöie betragtet, af to forskjellige, som dog omhandle og berette de selvsamme Tildragelser. Den ene, og efter vor Mening oprindelig ældre, er den i Flatöbogen; thi den viser sig at være enten ligefrem nedskreven efter mundtlig Recitation, uden mindste Hensyn til en smuk eller concis Stilemaade, eller og som en i skjödeslöst Hastværk udkastet Paraphrase af et gammelt fortællende Digt. Denne Afskrift sees tydelig (skjönt den er fra det 14de Aarhundrede) at være tagen efter en ældre Original, i hvilken Afskriveren ikke ret har kunnet læse enkelte Ord, efter hvad der tildeels nærmere skal oplyses i Anmærkningerne. Den anden Fortælling (som dog tildeels haves i ældre Afskrifter) har de modsatte Egenskaber, men nedstammer dog, efter vor Formening fra den samme historiske Almuessang som den förstommeldte Recension, maaskee noget anderledes reciteret, saaledes som den sees at være lagt til Grund for Sagnet, der her nu, paa en dobbelt Maade, skriftlig meddeles.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. okt. 2018 kl. 18:08
Linje 66:		Linje 66:
	'''Om Thrond Oplænders Sager.'''		'''Om Thrond Oplænders Sager.'''

−	[[Fil: Magnus Harald.png\|thumb\|Mynt for kong Magnus og kong Harald. C. I. Schive: Norges Mynter i Middelalderen. Christiania 1865.]] Fölgende Tildragelse hændtes engang, da Kong Magnus drog omkring til Gjesterí paa Oplandene, holdt der Thing paa mange Steder, og gjorde det vitterligt for alle, at han vilde opgive den Sag som angik hans Fader<ref>Kong Olaf` Haraldsön, för kaldet den Tykke, men da den Hellige, mod hvem Oplandsboerne tilligemed Thrönderne havde giort Oprör, som endtes med det berömte Slag paa Stiklestad, i hvilket Kongen faldt 1030.</ref>, hvis Folk vilde vende sig til ham med Kjærlighed og sand Oprigtighed. Da er det blevet ommeldt, at paa eet af disse Thing reiste en Mand sig, ved Navn Thrond, og besvarede saaledes Kongens Tale: "Vi ville takke eder, Herre, for den Velvillie mod Folk som I viser, ligesom i saa meget andet, da vore Frænder vare eders Frænders Uvenner, hvilket Gud unde dem at kunne afsone, men vi have dog ikke været tilstede ved den store Begivenhed, som har været eder saa forhadt, eders Faders Afgang. Mod eder ville vi vistnok handle paa det bedste, og jeg selv önskede nu gjerne at pröve din Nedladenhed paa en vis Maade; jeg vilde nemlig gjerne at vi bytte Vore Overklæder.” Kongen svarede at det nok kunde lade sig gjöre: “thi jeg seer at dine ere meget bedre." Det var en Peldskappe<ref>Peld (''pell'') kaldtes fordum et fremmedt meget kostbart Töi; jfr. ovenfor S. 558. I den anden Recension siges denne Kappe at have været af ''~~guðref~~'', et andet ikke mindre kostbart Klædningsstof, hvilket nogle mene have svaret til vort Flöiel; andre have antaget det for et Slags Purpur. Navnet synes at betyde enten Gudernes Væv, (vævet af Guderne), eller guddommelig (overmaade herlig) Vævning. Det har svaret til Angelsaxernes ''goðvelz, goðeveb''. Jfr. Edd. ant. ll, 649 og Cædmon, edited by B. Thorpe (London 1832) S. 215. I Sagabihliotheket lll, 319 oversættes vor Texts ''guðvefjarskykkja'' (efter Haldorsens islandske Ordbog) ved “en skjön broget Kappe."</ref>, som Kongen fik af ham; de byttede ogsaa Vaaben, efter Thronds Begjering, og paa dem var der ingen ringere Forskjel<ref>Thronds Vaaben vare, ligesom Overklæderne, bedre end Kongens. At der selv i det hedenske Norge har blandt de Store eller Rige Ihersket megen Pragt, derom vidne mange i nyere Tider i Gravhöiene fundne Kostbarheder.</ref>. Dernæst indböd Thrond Kongen til et Gjestebud, hvilket Kongen modtog, og indfandt sig hos ham til et herligt Gilde. Efter nogen Tids Forlöb spurgte Kong Harald dette, og det forekom ham at Thrond var veget fra den rette Vei og havde aabenbar viist sig fra den Side, at han vilde vise Kong Magnus en större Hæder end ham, hvorrned han var meget misfornöiet, og fattede stor Misgunst mod Thrond. En Mand kaldtes Svend den Gerdske<ref>Det vil sige den Russiske, eller fra Rusland komne, af ''Garðar, Garðarílki'', Rusland. At Navnet Swen har (ogsaa som ''Sphaindr''?) været temmelig almindeligt blandt Russerne eller de russiske Vareger, sees af deres Kröniker og de i dem opbevarede Traktater. P. E. Müller har vist havt en feilagtig Afskrift for sig, hvori, ved en Misforstaaelse af Abbreviationen, ''griskki'' er blevet sat istedenfor ''girðski'', og saaledes har han oversat Navnet “Svend Græker".</ref>; han var kommen ind i i Landet med Kong Harald<ref>Fra hans langvarige Ophold i Udlandet især i Rusland og det græske Keiserrige.</ref> og havde den Gang faaet en Forlening af ham; han var og stedse beredt til at udrette alt hvad Kongen vilde paalægge ham, skjönt andre ansaae det for uanstændigt<ref>Den listige Harald kunde let indsee, at en Fremmed, som ikke havde nogen indenlandske Slægtskabs- (eller Venskabsforbindelser, og tillige ikke deelte Indbyggernes Fordomme eller andre Meninger, men kun rettede sig efter sin Herres Villie, var bedst skikket til saadanne Foretagenders Udförelse.</ref>. Han var tillige en kjek Karl. Kong Harald sendte denne Svend til Oplandene med 12 Mænd. De bare alle sorte Klæder, og udgave sig for Munke<ref>Heri ligger aldeles intet usandsynligt, da allerede i 1031 (om ikke för) Munkeklostre vare oprettede i Norge. See Münters Kírchengesch. Dänemarks u. Norweg. Il, 668. Blandt de förste Munke i Norge vare Cluniacenserne, indkomne til det Throndhjemske, Knud den Stores Tid, fra England. Deres Ordensdragt var sort (som den falske her beskrives).</ref>. Kong Harald udtænkte det hele Anslag, hvorledes de skulde faae fat paa Thrond, thi Kongen vilde lade ham skille ved Livet. En Morgen tidlig kom de i Nærheden af Thronds Gaard. Folk var der paa Agrene (ved Markarbeide) paa tre Steder. Svend spurgte dem, som han traf först, om Thrond var hjemme. De svarede at han ikke var hjemme. Dernæst gik de til et andet Parti, og spurgte om det samme, men fik det samme Svar. Da sagde Svend: Dette gaaer underlig til, men alligevel troer jeg at I lyve. Vi skulle da foretage et Forsög med disse Mænd. Det var Fader og Sön, hos hvilke de da vare. De talte da til den yngre Mand, og lagde en Stund vel Mærke til hans Ord; dette kunde den ældre ikke holde ud, og sagde da tilsidst at Thrond var hjemme. “Det tænkte jeg nok,” sagde Svend. Dernæst pidskede<ref>Rimeligviis have Voldsmændene bundet Arbeidsfolkene, for at de ikke skulde kunne komme Thrond, hvem de agtede at overfalde, til Hjelp, og derpaa, maaskee til dels af Kaadhed, pidsket dem med Riis, maaskee medbragte som et Slags Attribut for Munke (der tit pleiede at pidske sig selv, til Bodsövelser, eller og saaledes at straffe andre af deres Selskab, for Overtrædelse af Ordensreglerne.</ref> de Arbeidsfolkene. Thronds Fostbroder hed Sigurd. Han gik ud i den tidlige Morgenstund<ref> Eller og: netop i det samme (paa samme Tid.</ref>, blev dette var, og sagde til Thrond at Mænd i Munkeklæder vare komne paa hans Mark og pryglede hans Arbeidsfolk. “De (svarede Thrond) ville bede om Gaver til hellige Steder, og du har vist seet feil, thi Munke ville vist ikke give sig til at prygle Folk." “Det kan være,” sagde Sigurd, “men disse Munke tykkes mig underlige." “Da (svarede Thrond) ville de gaae hid til Soveværelset og bede om Penge, men jeg skal sige at: de kunne gaae til Stuen og vente der til noget ud paa Morgenen; hvis de ere Speidere ville de vist ikke gjöre det, men strax bruge Kongens Nögel<ref>"At bruge Kongens Nögle" er en gammel Talemaade, isteden forat bryde Döre eller Laase op, som undertiden kan skee efter Kongens eller Övrighedens Befaling, hvilket ogsaa her virkelig var Tilfældet.</ref>. Jeg har her et Jordhuus<ref>Eller en dyb og rummelig Kjelder. I den anden Recension synes Indretningen af Thronds Jordhuus (eller underjordiske Gang) at beskrives noget anderledes.</ref>, og det vil slet ikke være til min Skade at de löbe der ind, saasnart de ville; du maa staae bag ved Dören, thi jeg formoder at de alle ville löbe ind i en Fart, og agte at udföre det som er blevet dem befalet; hvis dette forholder sig saaledes, skal du springe frem og slaae Dören i Laas; da skal jeg strax indfinde mig, og det er da vel muligt at vi ligesaa fuldt have dem i vor Vold, som de os i sin." Denne Thronds Forudsætning opfyldtes ganske. De Fremmede kom til Gaarden, og gik til Stuen for at bede Huusbonden om Penge. Da Thrond og hans Ven ikke viste sig rneget hurtige i at lukke Dören op, sagde Svend at de skulde bryde den med Kongens Nögle, hvis man ikke vilde lukke op. "De Munke fare heftig afsted," sagde Thrond, “og Dören maa da för aabnes end den skal brydes op." Svend ordnede da sine Mænd saaledes som de skulde gaae ind, men bad nogle af dem blive udenfor; de lode som de ikke hörte det og löb alle ind, men Sigurd smuttede ud blandt dem og slog Dören i Laas; i det samme kom Thrond der, saa at Svend og hans Fölgesvende nu vare i Thronds Vold. Dernæst lod Thrond dem alle gribe og pidske<ref>Her synes dog kun Svends Fölgesvende, ikke han selv, at menes, baade med Hensyn til det Efterfölgende og til den anden Recensions Udtryk.</ref>, samt lod dem bekjende Sandheden, hvad de vare for Folk. Deres Ærende fik saaledes et beskæmmende Udfald. Derefter forföiede de sig bort, men Thrond lod Svend blive tilbage hos sig og behandlede ham vel. Svend var taus og misfornöiet med sin Skjæbne, og hans Opholdssted forekom ham slettere end det var. Kong Harald spurgte snart disse Tildragelser, og tog sig dem meget nær. Kong Magnus fik dem og at höre, men de vare ret efter hans Sind. Han foretog sig da en Reise til Oplandene med et stort Fölge; han holdt i en Skovstrækning i Nærheden af Thronds Gaard og tövede der nogen Tid, for at erfare hvad Thrond vilde gribe til, og nu blev det fortalt ham, at en stor Trop var kommen til hans Gaard, "og vi troe at det er Kong Harald." Strax stævnede Thrond Folk til sig og sendte Bud omkring i hele Bygden, saa at der snart blev samlet en talrig og anseelig Trop. Da blev det berettet til Kong Magnus at Thrond havde en heel Mængde Folk hos sig, saaledes udrustet, som om de skulde holde et Slag. Kongen svarede: “Jeg veed nok at Thrond antager mig for min Frænde Harald, og derfor skulle vi lade dem paa Gaarden vide for vist at vi ere fredelige Folk; men slige Mænd ere sikkert, ved deres Mandighed, brave Anförere<ref>Eller Formænd (Hövdinger, fornemme Mænd), til hvilke Thrond vistnok har maattet regnes; sandsynligvis har han været i Slægt med een af de fem Oplandske Konger (thi saaledes kaldtes da slige smaae Fyrster, eller rettere Friherrer), hvilke Olaf den Hellige ovrervandt i et Hovedslag, og hvis Lande han siden bemægtigede sig. Dette har maaskee faldet Kong Magnus den Gode ind, i det han sagde disse Ord, ved hvilke han synes at have villet antyde det, at Thrond og hans Bundsforvandte (hvilke han havde kaldt til Hjelp) vare værdige til at være Oplandenes Hövdinger.</ref>, og det er en stor Skade, hvis han ikke skal kunne undgaae Haralds Efterstræbelser, som sigte til at skille ham ved Livet." Da Thrond fik det Rigtige at vide, kastede enhver af hans Trop sine Vaaben öiehlikkelig fra sig, og de gik alle de kommende imöde. Kongen blev modtaget med et höitideligt Gilde; han gav da Thrond tilkjende, at Kong Harald var meget vred paa ham, og at han neppe vilde kunne opholde sig, længere derpaa Stedet. Kongen indböd ham da til sig og lovede at bestyre hans Jordegods; Thrond fulgte ogsaa disse Raad. Kong Harald efterstræbte ham ikke desmindre, og vilde gjerne have ham fat, men en saadan Leilighed, som han önskede, gaves ham dog ikke dertil. Ved Foraarets Begyndelse sagde Kong Magnus til Thrond, at han antog det for usikkert, om han fremdeles kunde vogte ham deri Landet for Kong Haralds Forfölgelser; “Jeg har hemmelig ladet et Skib udruste, og vil raade dig til at drage med det til Grönland og bosætte dig der, thi der kan du vel tage dig iagt for Kong Harald." Thrond samtykkede heri, og saa megen Omhu bar Kong Magnus for ham, at han selv fulgte ham ombord, og skiltes ikke fra ham, förend han lagde fra Land. Kort efter at de havde taget Afsked fra hinanden, traf Thrond, paa den anden Side af Öens yderste Spidse<ref>Denne Ö ommeldes ikke i det Foregaaende, men derimod (Paa sit Sted) i den anden Recension. Den er fölgelig her enten udeladt af Fortælleren, (efter hvis Udsagn Beretningen er nedskrevet) eller ogsaa af Afskriveren.</ref>, Kong Harald, som anfaldt ham med sit Skib, saa at det strax kom til en Fægtning. lmidlertid overveiede Kong Magnus at han vel alt for tidlig havde forladt Thrond, thi hans Fætter Harald kunde let blive ham for klog; han tog da atter til Söes, og saae snart at de sloges; han lod da sine Folk roe saa stærkt som de kunde. Da Kong Harald saae at Kong Magnus saaledes nærmede sig, lagde han strax fra. Saaledes skilles de ad. Thrond seilede til Havs, som han havde foresat sig, og kom til Grönland, hvor han opholdt sig nogle Aar<ref>Eller, efter den anden Recension, længe derefter, formodentlig til hans Dödsdag.</ref>.	+	[[Fil: Magnus Harald.png\|thumb\|Mynt for kong Magnus og kong Harald. C. I. Schive: Norges Mynter i Middelalderen. Christiania 1865.]] Fölgende Tildragelse hændtes engang, da Kong Magnus drog omkring til Gjesterí paa Oplandene, holdt der Thing paa mange Steder, og gjorde det vitterligt for alle, at han vilde opgive den Sag som angik hans Fader<ref>Kong Olaf` Haraldsön, för kaldet den Tykke, men da den Hellige, mod hvem Oplandsboerne tilligemed Thrönderne havde giort Oprör, som endtes med det berömte Slag paa Stiklestad, i hvilket Kongen faldt 1030.</ref>, hvis Folk vilde vende sig til ham med Kjærlighed og sand Oprigtighed. Da er det blevet ommeldt, at paa eet af disse Thing reiste en Mand sig, ved Navn Thrond, og besvarede saaledes Kongens Tale: "Vi ville takke eder, Herre, for den Velvillie mod Folk som I viser, ligesom i saa meget andet, da vore Frænder vare eders Frænders Uvenner, hvilket Gud unde dem at kunne afsone, men vi have dog ikke været tilstede ved den store Begivenhed, som har været eder saa forhadt, eders Faders Afgang. Mod eder ville vi vistnok handle paa det bedste, og jeg selv önskede nu gjerne at pröve din Nedladenhed paa en vis Maade; jeg vilde nemlig gjerne at vi bytte Vore Overklæder.” Kongen svarede at det nok kunde lade sig gjöre: “thi jeg seer at dine ere meget bedre." Det var en Peldskappe<ref>Peld (''pell'') kaldtes fordum et fremmedt meget kostbart Töi; jfr. ovenfor S. 558. I den anden Recension siges denne Kappe at have været af ''guðvef'', et andet ikke mindre kostbart Klædningsstof, hvilket nogle mene have svaret til vort Flöiel; andre have antaget det for et Slags Purpur. Navnet synes at betyde enten Gudernes Væv, (vævet af Guderne), eller guddommelig (overmaade herlig) Vævning. Det har svaret til Angelsaxernes ''goðvelz, goðeveb''. Jfr. Edd. ant. ll, 649 og Cædmon, edited by B. Thorpe (London 1832) S. 215. I Sagabihliotheket lll, 319 oversættes vor Texts ''guðvefjarskykkja'' (efter Haldorsens islandske Ordbog) ved “en skjön broget Kappe."</ref>, som Kongen fik af ham; de byttede ogsaa Vaaben, efter Thronds Begjering, og paa dem var der ingen ringere Forskjel<ref>Thronds Vaaben vare, ligesom Overklæderne, bedre end Kongens. At der selv i det hedenske Norge har blandt de Store eller Rige Ihersket megen Pragt, derom vidne mange i nyere Tider i Gravhöiene fundne Kostbarheder.</ref>. Dernæst indböd Thrond Kongen til et Gjestebud, hvilket Kongen modtog, og indfandt sig hos ham til et herligt Gilde. Efter nogen Tids Forlöb spurgte Kong Harald dette, og det forekom ham at Thrond var veget fra den rette Vei og havde aabenbar viist sig fra den Side, at han vilde vise Kong Magnus en större Hæder end ham, hvorrned han var meget misfornöiet, og fattede stor Misgunst mod Thrond. En Mand kaldtes Svend den Gerdske<ref>Det vil sige den Russiske, eller fra Rusland komne, af ''Garðar, Garðarílki'', Rusland. At Navnet Swen har (ogsaa som ''Sphaindr''?) været temmelig almindeligt blandt Russerne eller de russiske Vareger, sees af deres Kröniker og de i dem opbevarede Traktater. P. E. Müller har vist havt en feilagtig Afskrift for sig, hvori, ved en Misforstaaelse af Abbreviationen, ''griskki'' er blevet sat istedenfor ''girðski'', og saaledes har han oversat Navnet “Svend Græker".</ref>; han var kommen ind i i Landet med Kong Harald<ref>Fra hans langvarige Ophold i Udlandet især i Rusland og det græske Keiserrige.</ref> og havde den Gang faaet en Forlening af ham; han var og stedse beredt til at udrette alt hvad Kongen vilde paalægge ham, skjönt andre ansaae det for uanstændigt<ref>Den listige Harald kunde let indsee, at en Fremmed, som ikke havde nogen indenlandske Slægtskabs- (eller Venskabsforbindelser, og tillige ikke deelte Indbyggernes Fordomme eller andre Meninger, men kun rettede sig efter sin Herres Villie, var bedst skikket til saadanne Foretagenders Udförelse.</ref>. Han var tillige en kjek Karl. Kong Harald sendte denne Svend til Oplandene med 12 Mænd. De bare alle sorte Klæder, og udgave sig for Munke<ref>Heri ligger aldeles intet usandsynligt, da allerede i 1031 (om ikke för) Munkeklostre vare oprettede i Norge. See Münters Kírchengesch. Dänemarks u. Norweg. Il, 668. Blandt de förste Munke i Norge vare Cluniacenserne, indkomne til det Throndhjemske, Knud den Stores Tid, fra England. Deres Ordensdragt var sort (som den falske her beskrives).</ref>. Kong Harald udtænkte det hele Anslag, hvorledes de skulde faae fat paa Thrond, thi Kongen vilde lade ham skille ved Livet. En Morgen tidlig kom de i Nærheden af Thronds Gaard. Folk var der paa Agrene (ved Markarbeide) paa tre Steder. Svend spurgte dem, som han traf först, om Thrond var hjemme. De svarede at han ikke var hjemme. Dernæst gik de til et andet Parti, og spurgte om det samme, men fik det samme Svar. Da sagde Svend: Dette gaaer underlig til, men alligevel troer jeg at I lyve. Vi skulle da foretage et Forsög med disse Mænd. Det var Fader og Sön, hos hvilke de da vare. De talte da til den yngre Mand, og lagde en Stund vel Mærke til hans Ord; dette kunde den ældre ikke holde ud, og sagde da tilsidst at Thrond var hjemme. “Det tænkte jeg nok,” sagde Svend. Dernæst pidskede<ref>Rimeligviis have Voldsmændene bundet Arbeidsfolkene, for at de ikke skulde kunne komme Thrond, hvem de agtede at overfalde, til Hjelp, og derpaa, maaskee til dels af Kaadhed, pidsket dem med Riis, maaskee medbragte som et Slags Attribut for Munke (der tit pleiede at pidske sig selv, til Bodsövelser, eller og saaledes at straffe andre af deres Selskab, for Overtrædelse af Ordensreglerne.</ref> de Arbeidsfolkene. Thronds Fostbroder hed Sigurd. Han gik ud i den tidlige Morgenstund<ref> Eller og: netop i det samme (paa samme Tid.</ref>, blev dette var, og sagde til Thrond at Mænd i Munkeklæder vare komne paa hans Mark og pryglede hans Arbeidsfolk. “De (svarede Thrond) ville bede om Gaver til hellige Steder, og du har vist seet feil, thi Munke ville vist ikke give sig til at prygle Folk." “Det kan være,” sagde Sigurd, “men disse Munke tykkes mig underlige." “Da (svarede Thrond) ville de gaae hid til Soveværelset og bede om Penge, men jeg skal sige at: de kunne gaae til Stuen og vente der til noget ud paa Morgenen; hvis de ere Speidere ville de vist ikke gjöre det, men strax bruge Kongens Nögel<ref>"At bruge Kongens Nögle" er en gammel Talemaade, isteden forat bryde Döre eller Laase op, som undertiden kan skee efter Kongens eller Övrighedens Befaling, hvilket ogsaa her virkelig var Tilfældet.</ref>. Jeg har her et Jordhuus<ref>Eller en dyb og rummelig Kjelder. I den anden Recension synes Indretningen af Thronds Jordhuus (eller underjordiske Gang) at beskrives noget anderledes.</ref>, og det vil slet ikke være til min Skade at de löbe der ind, saasnart de ville; du maa staae bag ved Dören, thi jeg formoder at de alle ville löbe ind i en Fart, og agte at udföre det som er blevet dem befalet; hvis dette forholder sig saaledes, skal du springe frem og slaae Dören i Laas; da skal jeg strax indfinde mig, og det er da vel muligt at vi ligesaa fuldt have dem i vor Vold, som de os i sin." Denne Thronds Forudsætning opfyldtes ganske. De Fremmede kom til Gaarden, og gik til Stuen for at bede Huusbonden om Penge. Da Thrond og hans Ven ikke viste sig rneget hurtige i at lukke Dören op, sagde Svend at de skulde bryde den med Kongens Nögle, hvis man ikke vilde lukke op. "De Munke fare heftig afsted," sagde Thrond, “og Dören maa da för aabnes end den skal brydes op." Svend ordnede da sine Mænd saaledes som de skulde gaae ind, men bad nogle af dem blive udenfor; de lode som de ikke hörte det og löb alle ind, men Sigurd smuttede ud blandt dem og slog Dören i Laas; i det samme kom Thrond der, saa at Svend og hans Fölgesvende nu vare i Thronds Vold. Dernæst lod Thrond dem alle gribe og pidske<ref>Her synes dog kun Svends Fölgesvende, ikke han selv, at menes, baade med Hensyn til det Efterfölgende og til den anden Recensions Udtryk.</ref>, samt lod dem bekjende Sandheden, hvad de vare for Folk. Deres Ærende fik saaledes et beskæmmende Udfald. Derefter forföiede de sig bort, men Thrond lod Svend blive tilbage hos sig og behandlede ham vel. Svend var taus og misfornöiet med sin Skjæbne, og hans Opholdssted forekom ham slettere end det var. Kong Harald spurgte snart disse Tildragelser, og tog sig dem meget nær. Kong Magnus fik dem og at höre, men de vare ret efter hans Sind. Han foretog sig da en Reise til Oplandene med et stort Fölge; han holdt i en Skovstrækning i Nærheden af Thronds Gaard og tövede der nogen Tid, for at erfare hvad Thrond vilde gribe til, og nu blev det fortalt ham, at en stor Trop var kommen til hans Gaard, "og vi troe at det er Kong Harald." Strax stævnede Thrond Folk til sig og sendte Bud omkring i hele Bygden, saa at der snart blev samlet en talrig og anseelig Trop. Da blev det berettet til Kong Magnus at Thrond havde en heel Mængde Folk hos sig, saaledes udrustet, som om de skulde holde et Slag. Kongen svarede: “Jeg veed nok at Thrond antager mig for min Frænde Harald, og derfor skulle vi lade dem paa Gaarden vide for vist at vi ere fredelige Folk; men slige Mænd ere sikkert, ved deres Mandighed, brave Anförere<ref>Eller Formænd (Hövdinger, fornemme Mænd), til hvilke Thrond vistnok har maattet regnes; sandsynligvis har han været i Slægt med een af de fem Oplandske Konger (thi saaledes kaldtes da slige smaae Fyrster, eller rettere Friherrer), hvilke Olaf den Hellige ovrervandt i et Hovedslag, og hvis Lande han siden bemægtigede sig. Dette har maaskee faldet Kong Magnus den Gode ind, i det han sagde disse Ord, ved hvilke han synes at have villet antyde det, at Thrond og hans Bundsforvandte (hvilke han havde kaldt til Hjelp) vare værdige til at være Oplandenes Hövdinger.</ref>, og det er en stor Skade, hvis han ikke skal kunne undgaae Haralds Efterstræbelser, som sigte til at skille ham ved Livet." Da Thrond fik det Rigtige at vide, kastede enhver af hans Trop sine Vaaben öiehlikkelig fra sig, og de gik alle de kommende imöde. Kongen blev modtaget med et höitideligt Gilde; han gav da Thrond tilkjende, at Kong Harald var meget vred paa ham, og at han neppe vilde kunne opholde sig, længere derpaa Stedet. Kongen indböd ham da til sig og lovede at bestyre hans Jordegods; Thrond fulgte ogsaa disse Raad. Kong Harald efterstræbte ham ikke desmindre, og vilde gjerne have ham fat, men en saadan Leilighed, som han önskede, gaves ham dog ikke dertil. Ved Foraarets Begyndelse sagde Kong Magnus til Thrond, at han antog det for usikkert, om han fremdeles kunde vogte ham deri Landet for Kong Haralds Forfölgelser; “Jeg har hemmelig ladet et Skib udruste, og vil raade dig til at drage med det til Grönland og bosætte dig der, thi der kan du vel tage dig iagt for Kong Harald." Thrond samtykkede heri, og saa megen Omhu bar Kong Magnus for ham, at han selv fulgte ham ombord, og skiltes ikke fra ham, förend han lagde fra Land. Kort efter at de havde taget Afsked fra hinanden, traf Thrond, paa den anden Side af Öens yderste Spidse<ref>Denne Ö ommeldes ikke i det Foregaaende, men derimod (Paa sit Sted) i den anden Recension. Den er fölgelig her enten udeladt af Fortælleren, (efter hvis Udsagn Beretningen er nedskrevet) eller ogsaa af Afskriveren.</ref>, Kong Harald, som anfaldt ham med sit Skib, saa at det strax kom til en Fægtning. lmidlertid overveiede Kong Magnus at han vel alt for tidlig havde forladt Thrond, thi hans Fætter Harald kunde let blive ham for klog; han tog da atter til Söes, og saae snart at de sloges; han lod da sine Folk roe saa stærkt som de kunde. Da Kong Harald saae at Kong Magnus saaledes nærmede sig, lagde han strax fra. Saaledes skilles de ad. Thrond seilede til Havs, som han havde foresat sig, og kom til Grönland, hvor han opholdt sig nogle Aar<ref>Eller, efter den anden Recension, længe derefter, formodentlig til hans Dödsdag.</ref>.

@@ Linje 32: / Linje 32: @@
-Vor forevigede P. E. Müller yttrer sig saaledes meget rigtig om nærværende Fortælling i Sagabihliotheket lIl, 319-321: “Torfæus nævner den i Hist. Norv. lll, 199 og har givet et Udtog deraf  i  sin Grönlandía S. 212-217. Han anseer den for en Fabel, men blot i Fölge de svage Grunde, at det havde været uværdigt for Kong Harald at efterstræbe en Bonde, og at der var andre Steder i Verden, hvor Thrond kunde være i Sikkerhed, end netop i Grönland. Tbrond var vel ikke Lehnsmand, men dog, som Fortællingen antyder, rig og mægtig i sin Egn. Naar man antager, at Kong Harald havde været i denne Egn og ikke erholdt slige Æresbeviisninger, kunde han gjerne være bleven avindsyg over at see, man gjorde denne Forskjel mellem ham og Magnus. Om han ved sine Udsendinge (først) har villet aflive Thrond eller blot afpresse ham Penge, er uvist. Siden, da hans Folk vare blevne mishandlede, havde han Grund til at forfölge Thrond. Island og Grönland vare de Egne, hvortil de misfornöiede Nordmænd sædvanligen tyede; men selv did naaede undertiden de norske Kongers Forfölgelse; dog var Grönland det fjernere og sikkrere Tilflugtssted. Fortællingen er da ikke i sig selv usandsynlig; den bærer heller ikke Præg af senere Opdigtelse."
+Vor forevigede P. E. Müller yttrer sig saaledes meget rigtig om nærværende Fortælling i Sagabihliotheket lIl, 319-321: “Torfæus nævner den i Hist. Norv. lll, 199 og har givet et Udtog deraf  i  sin Grönlandía S. 212-217. Han anseer den for en Fabel, men blot i Fölge de svage Grunde, at det havde været uværdigt for Kong Harald at efterstræbe en Bonde, og at der var andre Steder i Verden, hvor Thrond kunde være i Sikkerhed, end netop i Grönland. Thrond var vel ikke Lehnsmand, men dog, som Fortællingen antyder, rig og mægtig i sin Egn. Naar man antager, at Kong Harald havde været i denne Egn og ikke erholdt slige Æresbeviisninger, kunde han gjerne være bleven avindsyg over at see, man gjorde denne Forskjel mellem ham og Magnus. Om han ved sine Udsendinge (først) har villet aflive Thrond eller blot afpresse ham Penge, er uvist. Siden, da hans Folk vare blevne mishandlede, havde han Grund til at forfölge Thrond. Island og Grönland vare de Egne, hvortil de misfornöiede Nordmænd sædvanligen tyede; men selv did naaede undertiden de norske Kongers Forfölgelse; dog var Grönland det fjernere og sikkrere Tilflugtssted. Fortællingen er da ikke i sig selv usandsynlig; den bærer heller ikke Præg af senere Opdigtelse."
 Endskjönt vi, ved Hjelp af visse ligelydende Forbindelser, Ord eller sætninger, her have sögt at udgive Fortællingen som en Eenhed, bestaaer den dog, nöie betragtet, af to forskjellige, som dog omhandle og berette de selvsamme Tildragelser. Den ene, og efter vor Mening oprindelig ældre, er den i Flatöbogen; thi den viser sig at være enten ligefrem nedskreven efter mundtlig Recitation, uden mindste Hensyn til en smuk eller concis Stilemaade, eller og som en i skjödeslöst Hastværk udkastet Paraphrase af et gammelt fortællende Digt. Denne Afskrift sees tydelig (skjönt den er fra det 14de Aarhundrede) at være tagen efter en ældre Original, i hvilken Afskriveren ikke ret har kunnet læse enkelte Ord, efter hvad der tildeels nærmere skal oplyses i Anmærkningerne. Den anden Fortælling (som dog tildeels haves i ældre Afskrifter) har de modsatte Egenskaber, men nedstammer dog, efter vor Formening fra den samme historiske Almuessang som den förstommeldte Recension, maaskee noget anderledes reciteret, saaledes som den sees at være lagt til Grund for Sagnet, der her nu, paa en dobbelt Maade, skriftlig meddeles.
@@ Linje 66: / Linje 66: @@
 '''Om Thrond Oplænders Sager.'''
-[[Fil: Magnus Harald.png|thumb|Mynt for kong Magnus og kong Harald. C. I. Schive: Norges Mynter i Middelalderen. Christiania 1865.]] Fölgende Tildragelse hændtes engang, da Kong Magnus drog omkring til Gjesterí paa Oplandene, holdt der Thing paa mange Steder, og gjorde det vitterligt for alle, at han vilde opgive den Sag som angik hans Fader<ref>Kong Olaf` Haraldsön, för kaldet den Tykke, men da den Hellige, mod hvem Oplandsboerne tilligemed Thrönderne havde giort Oprör, som endtes med det berömte Slag paa Stiklestad, i hvilket Kongen faldt 1030.</ref>, hvis Folk vilde vende sig til ham med Kjærlighed og sand Oprigtighed. Da er det blevet ommeldt, at paa eet af disse Thing reiste en Mand sig, ved Navn Thrond, og besvarede saaledes Kongens Tale: "Vi ville takke eder, Herre, for den Velvillie mod Folk som I viser, ligesom i saa meget andet, da vore Frænder vare eders Frænders Uvenner, hvilket Gud unde dem at kunne afsone, men vi have dog ikke været tilstede ved den store Begivenhed, som har været eder saa forhadt, eders Faders Afgang. Mod eder ville vi vistnok handle paa det bedste, og jeg selv önskede nu gjerne at pröve din Nedladenhed paa en vis Maade; jeg vilde nemlig gjerne at vi bytte Vore Overklæder.” Kongen svarede at det nok kunde lade sig gjöre: “thi jeg seer at dine ere meget bedre." Det var en Peldskappe<ref>Peld (''pell'') kaldtes fordum et fremmedt meget kostbart Töi; jfr. ovenfor S. 558. I den anden Recension siges denne Kappe at have været af ''guðref'', et andet ikke mindre kostbart Klædningsstof, hvilket nogle mene have svaret til vort Flöiel; andre have antaget det for et Slags Purpur. Navnet synes at betyde enten Gudernes Væv, (vævet af Guderne), eller guddommelig (overmaade herlig) Vævning. Det har svaret til Angelsaxernes ''goðvelz, goðeveb''. Jfr. Edd. ant. ll, 649 og Cædmon, edited by B. Thorpe (London 1832) S. 215. I Sagabihliotheket lll, 319 oversættes vor Texts ''guðvefjarskykkja'' (efter Haldorsens islandske Ordbog) ved “en skjön broget Kappe."</ref>, som Kongen fik af ham; de byttede ogsaa Vaaben, efter Thronds Begjering, og paa dem var der ingen ringere Forskjel<ref>Thronds Vaaben vare, ligesom Overklæderne, bedre end Kongens. At der selv i det hedenske Norge har blandt de Store eller Rige Ihersket megen Pragt, derom vidne mange i nyere Tider i Gravhöiene fundne Kostbarheder.</ref>. Dernæst indböd Thrond Kongen til et Gjestebud, hvilket Kongen modtog, og indfandt sig hos ham til et herligt Gilde. Efter nogen Tids Forlöb spurgte Kong Harald dette, og det forekom ham at Thrond var veget fra den rette Vei og havde aabenbar viist sig fra den Side, at han vilde vise Kong Magnus en större Hæder end ham, hvorrned han var meget misfornöiet, og fattede stor Misgunst mod Thrond. En Mand kaldtes Svend den Gerdske<ref>Det vil sige den Russiske, eller fra Rusland komne, af ''Garðar, Garðarílki'', Rusland. At Navnet Swen har (ogsaa som ''Sphaindr''?) været temmelig almindeligt blandt Russerne eller de russiske Vareger, sees af deres Kröniker og de i dem opbevarede Traktater. P. E. Müller har vist havt en feilagtig Afskrift for sig, hvori, ved en Misforstaaelse af Abbreviationen, ''griskki'' er blevet sat istedenfor ''girðski'', og saaledes har han oversat Navnet “Svend Græker".</ref>; han var kommen ind i  i Landet med Kong Harald<ref>Fra hans langvarige Ophold i Udlandet især i Rusland og det græske Keiserrige.</ref> og havde den Gang faaet en Forlening af ham; han var og stedse beredt til at udrette alt hvad Kongen vilde paalægge ham, skjönt andre ansaae det for uanstændigt<ref>Den listige Harald kunde let indsee, at en Fremmed, som ikke havde nogen indenlandske Slægtskabs- (eller Venskabsforbindelser, og tillige ikke deelte Indbyggernes Fordomme eller andre Meninger, men kun rettede sig efter sin Herres Villie, var bedst skikket til saadanne Foretagenders Udförelse.</ref>. Han var tillige en kjek Karl. Kong Harald sendte denne Svend til Oplandene med 12 Mænd. De bare alle sorte Klæder, og udgave sig for Munke<ref>Heri ligger aldeles intet usandsynligt, da allerede i 1031 (om ikke för) Munkeklostre vare oprettede i Norge. See Münters Kírchengesch. Dänemarks u. Norweg. Il, 668. Blandt de förste Munke i Norge vare Cluniacenserne, indkomne til det Throndhjemske, Knud den Stores Tid, fra England. Deres Ordensdragt var sort (som den falske her beskrives).</ref>. Kong Harald udtænkte det hele Anslag, hvorledes de skulde faae fat paa Tbrond, thi Kongen vilde lade ham skille ved Livet. En Morgen tidlig kom de i Nærheden af Thronds Gaard. Folk var der paa Agrene (ved Markarbeide) paa tre Steder. Svend spurgte dem, som han traf först, om Tbrond var hjemme. De svarede at han ikke var hjemme. Dernæst gik de til et andet Parti, og spurgte om det samme, men fik det samme Svar. Da sagde Svend: Dette gaaer underlig til, men alligevel troer jeg at I lyve. Vi skulle da foretage et Forsög med disse Mænd. Det var Fader og Sön, hos hvilke de da vare. De talte da til den yngre Mand, og lagde en Stund vel Mærke til hans Ord; dette kunde den ældre ikke holde ud, og sagde da tilsidst at Thrond var hjemme. “Det tænkte jeg nok,” sagde Svend. Dernæst pidskede<ref>Rimeligviis have Voldsmændene bundet Arbeidsfolkene, for at de ikke skulde kunne komme Thrond, hvem de agtede at overfalde, til Hjelp, og derpaa, maaskee til dels af Kaadhed, pidsket dem med Riis, maaskee medbragte som et Slags Attribut for Munke (der tit pleiede at pidske sig selv, til Bodsövelser, eller og saaledes at straffe andre af deres Selskab, for Overtrædelse af Ordensreglerne.</ref> de Arbeidsfolkene. Thronds Fostbroder hed Sigurd. Han gik ud i den tidlige Morgenstund<ref> Eller og: netop i det samme (paa samme Tid.</ref>, blev dette var, og sagde til Thrond at Mænd i Munkeklæder vare komne paa hans Mark og pryglede hans Arbeidsfolk. “De (svarede Thrond) ville bede om Gaver til hellige Steder, og du har vist seet feil, thi Munke ville vist ikke give sig til at prygle Folk." “Det kan være,” sagde Sigurd, “men disse Munke tykkes mig underlige." “Da (svarede Thrond) ville de gaae hid til Soveværelset og bede om Penge, men jeg skal sige at: de kunne gaae til Stuen og vente der til noget ud paa Morgenen; hvis de ere Speidere ville de vist ikke gjöre det, men strax bruge Kongens Nögel<ref>"At bruge Kongens Nögle" er en gammel Talemaade, isteden forat bryde Döre eller Laase op, som undertiden kan skee efter Kongens eller Övrighedens Befaling, hvilket ogsaa her virkelig var Tilfældet.</ref>. Jeg har her et Jordhuus<ref>Eller en dyb og rummelig Kjelder. I den anden Recension synes Indretningen af Thronds Jordhuus (eller underjordiske Gang) at beskrives noget anderledes.</ref>, og det vil slet ikke være til min Skade at de löbe der ind, saasnart de ville; du maa staae bag ved Dören, thi jeg formoder at de alle ville löbe ind i en Fart, og agte at udföre det som er blevet dem befalet; hvis dette forholder sig saaledes, skal du springe frem og slaae Dören i Laas; da skal jeg strax indfinde mig, og det er da vel muligt at vi ligesaa fuldt have dem i vor Vold, som de os i sin." Denne Thronds Forudsætning opfyldtes ganske. De Fremmede kom til Gaarden, og gik til Stuen for at bede Huusbonden om Penge. Da Thrond og hans Ven ikke viste sig rneget hurtige i at lukke Dören op, sagde Svend at de skulde bryde den med Kongens Nögle, hvis man ikke vilde lukke op. "De Munke fare heftig afsted,"  sagde Thrond, “og Dören maa da för aabnes end den skal brydes op."  Svend ordnede da sine Mænd saaledes som de skulde gaae ind, men bad nogle af dem blive udenfor; de lode som de ikke hörte det og löb alle ind, men Sigurd smuttede ud blandt dem og slog Dören i Laas; i det samme kom Thrond der, saa at Svend og hans Fölgesvende nu vare i Thronds Vold. Dernæst lod Thrond dem alle gribe og pidske<ref>Her synes dog kun Svends Fölgesvende, ikke han selv, at menes, baade med Hensyn til det Efterfölgende og til den anden Recensions Udtryk.</ref>, samt lod dem bekjende Sandheden, hvad de vare for Folk. Deres Ærende fik saaledes et beskæmmende Udfald. Derefter forföiede de sig bort, men Thrond lod Svend blive tilbage hos sig og behandlede ham vel. Svend var taus og misfornöiet med sin Skjæbne, og hans Opholdssted forekom ham slettere end det var. Kong Harald spurgte snart disse Tildragelser, og tog sig dem meget nær. Kong Magnus fik dem og at höre, men de vare ret efter hans Sind. Han foretog sig da en Reise til Oplandene med et stort Fölge; han holdt i en Skovstrækning i Nærheden af Thronds Gaard og tövede der nogen Tid, for at erfare hvad Thrond vilde gribe til, og nu blev det fortalt ham, at en stor Trop var kommen til hans Gaard, "og vi troe at det er Kong Harald." Strax stævnede Thrond Folk til sig og sendte Bud omkring i hele Bygden, saa at der snart blev samlet en talrig og  anseelig Trop. Da blev det berettet til Kong Magnus at Thrond havde en heel Mængde Folk hos sig, saaledes udrustet, som om de skulde holde et Slag. Kongen svarede: “Jeg veed nok at Thrond antager mig for min Frænde Harald, og derfor skulle vi lade dem paa Gaarden vide for vist at vi ere fredelige Folk; men slige Mænd ere sikkert, ved deres Mandighed, brave Anförere<ref>Eller Formænd (Hövdinger, fornemme Mænd), til hvilke Thrond vistnok har maattet regnes; sandsynligvis  har han været i Slægt med een af de fem Oplandske Konger (thi saaledes kaldtes da slige smaae Fyrster, eller rettere Friherrer), hvilke Olaf den Hellige ovrervandt i et Hovedslag, og hvis Lande han siden bemægtigede sig. Dette har maaskee faldet Kong Magnus den Gode ind, i det han sagde disse Ord, ved hvilke han synes at have villet antyde det, at Thrond og hans Bundsforvandte (hvilke han havde kaldt til Hjelp) vare værdige til at være Oplandenes Hövdinger.</ref>,  og det er en stor Skade, hvis han ikke skal kunne undgaae Haralds Efterstræbelser, som sigte til at skille ham ved Livet." Da Thrond fik det Rigtige at vide, kastede enhver af hans Trop sine Vaaben öiehlikkelig fra sig, og de gik alle de kommende imöde. Kongen blev modtaget med et höitideligt Gilde; han gav da Thrond tilkjende, at Kong Harald var meget vred paa ham, og at han neppe vilde kunne opholde sig, længere derpaa Stedet. Kongen indböd ham da til sig og lovede at bestyre hans Jordegods;  Thrond fulgte ogsaa disse Raad.  Kong Harald efterstræbte ham ikke desmindre, og vilde gjerne have ham fat, men en saadan Leilighed, som han önskede, gaves ham dog ikke dertil. Ved Foraarets Begyndelse sagde Kong Magnus til Thrond, at han antog det for usikkert, om han fremdeles kunde vogte ham deri Landet for Kong Haralds Forfölgelser; “Jeg har hemmelig ladet et Skib udruste, og vil raade dig til at drage med det til Grönland og bosætte dig der, thi der kan du vel tage dig iagt for Kong Harald." Thrond samtykkede heri, og saa megen Omhu bar Kong Magnus for ham, at han selv fulgte ham ombord, og skiltes ikke fra ham, förend han lagde fra Land. Kort efter at de havde taget Afsked fra hinanden, traf Thrond, paa den anden Side af Öens yderste Spidse<ref>Denne Ö ommeldes ikke i det Foregaaende, men derimod (Paa sit Sted) i den anden Recension. Den er fölgelig her enten udeladt af Fortælleren, (efter hvis Udsagn Beretningen er nedskrevet) eller ogsaa af Afskriveren.</ref>, Kong Harald, som anfaldt ham med sit Skib, saa at det strax kom til en Fægtning. lmidlertid overveiede Kong Magnus at han vel alt for tidlig havde forladt Thrond, thi hans Fætter Harald kunde let blive ham for klog; han tog da atter til Söes, og saae snart at de sloges; han lod da sine Folk roe saa stærkt som de kunde. Da Kong Harald saae at Kong Magnus saaledes nærmede sig, lagde han strax fra. Saaledes skilles de ad. Thrond seilede til Havs, som han havde foresat sig, og kom til Grönland, hvor han opholdt sig nogle Aar<ref>Eller, efter den anden Recension, længe derefter, formodentlig til hans Dödsdag.</ref>.
+[[Fil: Magnus Harald.png|thumb|Mynt for kong Magnus og kong Harald. C. I. Schive: Norges Mynter i Middelalderen. Christiania 1865.]] Fölgende Tildragelse hændtes engang, da Kong Magnus drog omkring til Gjesterí paa Oplandene, holdt der Thing paa mange Steder, og gjorde det vitterligt for alle, at han vilde opgive den Sag som angik hans Fader<ref>Kong Olaf` Haraldsön, för kaldet den Tykke, men da den Hellige, mod hvem Oplandsboerne tilligemed Thrönderne havde giort Oprör, som endtes med det berömte Slag paa Stiklestad, i hvilket Kongen faldt 1030.</ref>, hvis Folk vilde vende sig til ham med Kjærlighed og sand Oprigtighed. Da er det blevet ommeldt, at paa eet af disse Thing reiste en Mand sig, ved Navn Thrond, og besvarede saaledes Kongens Tale: "Vi ville takke eder, Herre, for den Velvillie mod Folk som I viser, ligesom i saa meget andet, da vore Frænder vare eders Frænders Uvenner, hvilket Gud unde dem at kunne afsone, men vi have dog ikke været tilstede ved den store Begivenhed, som har været eder saa forhadt, eders Faders Afgang. Mod eder ville vi vistnok handle paa det bedste, og jeg selv önskede nu gjerne at pröve din Nedladenhed paa en vis Maade; jeg vilde nemlig gjerne at vi bytte Vore Overklæder.” Kongen svarede at det nok kunde lade sig gjöre: “thi jeg seer at dine ere meget bedre." Det var en Peldskappe<ref>Peld (''pell'') kaldtes fordum et fremmedt meget kostbart Töi; jfr. ovenfor S. 558. I den anden Recension siges denne Kappe at have været af ''guðref'', et andet ikke mindre kostbart Klædningsstof, hvilket nogle mene have svaret til vort Flöiel; andre have antaget det for et Slags Purpur. Navnet synes at betyde enten Gudernes Væv, (vævet af Guderne), eller guddommelig (overmaade herlig) Vævning. Det har svaret til Angelsaxernes ''goðvelz, goðeveb''. Jfr. Edd. ant. ll, 649 og Cædmon, edited by B. Thorpe (London 1832) S. 215. I Sagabihliotheket lll, 319 oversættes vor Texts ''guðvefjarskykkja'' (efter Haldorsens islandske Ordbog) ved “en skjön broget Kappe."</ref>, som Kongen fik af ham; de byttede ogsaa Vaaben, efter Thronds Begjering, og paa dem var der ingen ringere Forskjel<ref>Thronds Vaaben vare, ligesom Overklæderne, bedre end Kongens. At der selv i det hedenske Norge har blandt de Store eller Rige Ihersket megen Pragt, derom vidne mange i nyere Tider i Gravhöiene fundne Kostbarheder.</ref>. Dernæst indböd Thrond Kongen til et Gjestebud, hvilket Kongen modtog, og indfandt sig hos ham til et herligt Gilde. Efter nogen Tids Forlöb spurgte Kong Harald dette, og det forekom ham at Thrond var veget fra den rette Vei og havde aabenbar viist sig fra den Side, at han vilde vise Kong Magnus en större Hæder end ham, hvorrned han var meget misfornöiet, og fattede stor Misgunst mod Thrond. En Mand kaldtes Svend den Gerdske<ref>Det vil sige den Russiske, eller fra Rusland komne, af ''Garðar, Garðarílki'', Rusland. At Navnet Swen har (ogsaa som ''Sphaindr''?) været temmelig almindeligt blandt Russerne eller de russiske Vareger, sees af deres Kröniker og de i dem opbevarede Traktater. P. E. Müller har vist havt en feilagtig Afskrift for sig, hvori, ved en Misforstaaelse af Abbreviationen, ''griskki'' er blevet sat istedenfor ''girðski'', og saaledes har han oversat Navnet “Svend Græker".</ref>; han var kommen ind i  i Landet med Kong Harald<ref>Fra hans langvarige Ophold i Udlandet især i Rusland og det græske Keiserrige.</ref> og havde den Gang faaet en Forlening af ham; han var og stedse beredt til at udrette alt hvad Kongen vilde paalægge ham, skjönt andre ansaae det for uanstændigt<ref>Den listige Harald kunde let indsee, at en Fremmed, som ikke havde nogen indenlandske Slægtskabs- (eller Venskabsforbindelser, og tillige ikke deelte Indbyggernes Fordomme eller andre Meninger, men kun rettede sig efter sin Herres Villie, var bedst skikket til saadanne Foretagenders Udförelse.</ref>. Han var tillige en kjek Karl. Kong Harald sendte denne Svend til Oplandene med 12 Mænd. De bare alle sorte Klæder, og udgave sig for Munke<ref>Heri ligger aldeles intet usandsynligt, da allerede i 1031 (om ikke för) Munkeklostre vare oprettede i Norge. See Münters Kírchengesch. Dänemarks u. Norweg. Il, 668. Blandt de förste Munke i Norge vare Cluniacenserne, indkomne til det Throndhjemske, Knud den Stores Tid, fra England. Deres Ordensdragt var sort (som den falske her beskrives).</ref>. Kong Harald udtænkte det hele Anslag, hvorledes de skulde faae fat paa Thrond, thi Kongen vilde lade ham skille ved Livet. En Morgen tidlig kom de i Nærheden af Thronds Gaard. Folk var der paa Agrene (ved Markarbeide) paa tre Steder. Svend spurgte dem, som han traf först, om Thrond var hjemme. De svarede at han ikke var hjemme. Dernæst gik de til et andet Parti, og spurgte om det samme, men fik det samme Svar. Da sagde Svend: Dette gaaer underlig til, men alligevel troer jeg at I lyve. Vi skulle da foretage et Forsög med disse Mænd. Det var Fader og Sön, hos hvilke de da vare. De talte da til den yngre Mand, og lagde en Stund vel Mærke til hans Ord; dette kunde den ældre ikke holde ud, og sagde da tilsidst at Thrond var hjemme. “Det tænkte jeg nok,” sagde Svend. Dernæst pidskede<ref>Rimeligviis have Voldsmændene bundet Arbeidsfolkene, for at de ikke skulde kunne komme Thrond, hvem de agtede at overfalde, til Hjelp, og derpaa, maaskee til dels af Kaadhed, pidsket dem med Riis, maaskee medbragte som et Slags Attribut for Munke (der tit pleiede at pidske sig selv, til Bodsövelser, eller og saaledes at straffe andre af deres Selskab, for Overtrædelse af Ordensreglerne.</ref> de Arbeidsfolkene. Thronds Fostbroder hed Sigurd. Han gik ud i den tidlige Morgenstund<ref> Eller og: netop i det samme (paa samme Tid.</ref>, blev dette var, og sagde til Thrond at Mænd i Munkeklæder vare komne paa hans Mark og pryglede hans Arbeidsfolk. “De (svarede Thrond) ville bede om Gaver til hellige Steder, og du har vist seet feil, thi Munke ville vist ikke give sig til at prygle Folk." “Det kan være,” sagde Sigurd, “men disse Munke tykkes mig underlige." “Da (svarede Thrond) ville de gaae hid til Soveværelset og bede om Penge, men jeg skal sige at: de kunne gaae til Stuen og vente der til noget ud paa Morgenen; hvis de ere Speidere ville de vist ikke gjöre det, men strax bruge Kongens Nögel<ref>"At bruge Kongens Nögle" er en gammel Talemaade, isteden forat bryde Döre eller Laase op, som undertiden kan skee efter Kongens eller Övrighedens Befaling, hvilket ogsaa her virkelig var Tilfældet.</ref>. Jeg har her et Jordhuus<ref>Eller en dyb og rummelig Kjelder. I den anden Recension synes Indretningen af Thronds Jordhuus (eller underjordiske Gang) at beskrives noget anderledes.</ref>, og det vil slet ikke være til min Skade at de löbe der ind, saasnart de ville; du maa staae bag ved Dören, thi jeg formoder at de alle ville löbe ind i en Fart, og agte at udföre det som er blevet dem befalet; hvis dette forholder sig saaledes, skal du springe frem og slaae Dören i Laas; da skal jeg strax indfinde mig, og det er da vel muligt at vi ligesaa fuldt have dem i vor Vold, som de os i sin." Denne Thronds Forudsætning opfyldtes ganske. De Fremmede kom til Gaarden, og gik til Stuen for at bede Huusbonden om Penge. Da Thrond og hans Ven ikke viste sig rneget hurtige i at lukke Dören op, sagde Svend at de skulde bryde den med Kongens Nögle, hvis man ikke vilde lukke op. "De Munke fare heftig afsted,"  sagde Thrond, “og Dören maa da för aabnes end den skal brydes op."  Svend ordnede da sine Mænd saaledes som de skulde gaae ind, men bad nogle af dem blive udenfor; de lode som de ikke hörte det og löb alle ind, men Sigurd smuttede ud blandt dem og slog Dören i Laas; i det samme kom Thrond der, saa at Svend og hans Fölgesvende nu vare i Thronds Vold. Dernæst lod Thrond dem alle gribe og pidske<ref>Her synes dog kun Svends Fölgesvende, ikke han selv, at menes, baade med Hensyn til det Efterfölgende og til den anden Recensions Udtryk.</ref>, samt lod dem bekjende Sandheden, hvad de vare for Folk. Deres Ærende fik saaledes et beskæmmende Udfald. Derefter forföiede de sig bort, men Thrond lod Svend blive tilbage hos sig og behandlede ham vel. Svend var taus og misfornöiet med sin Skjæbne, og hans Opholdssted forekom ham slettere end det var. Kong Harald spurgte snart disse Tildragelser, og tog sig dem meget nær. Kong Magnus fik dem og at höre, men de vare ret efter hans Sind. Han foretog sig da en Reise til Oplandene med et stort Fölge; han holdt i en Skovstrækning i Nærheden af Thronds Gaard og tövede der nogen Tid, for at erfare hvad Thrond vilde gribe til, og nu blev det fortalt ham, at en stor Trop var kommen til hans Gaard, "og vi troe at det er Kong Harald." Strax stævnede Thrond Folk til sig og sendte Bud omkring i hele Bygden, saa at der snart blev samlet en talrig og  anseelig Trop. Da blev det berettet til Kong Magnus at Thrond havde en heel Mængde Folk hos sig, saaledes udrustet, som om de skulde holde et Slag. Kongen svarede: “Jeg veed nok at Thrond antager mig for min Frænde Harald, og derfor skulle vi lade dem paa Gaarden vide for vist at vi ere fredelige Folk; men slige Mænd ere sikkert, ved deres Mandighed, brave Anförere<ref>Eller Formænd (Hövdinger, fornemme Mænd), til hvilke Thrond vistnok har maattet regnes; sandsynligvis  har han været i Slægt med een af de fem Oplandske Konger (thi saaledes kaldtes da slige smaae Fyrster, eller rettere Friherrer), hvilke Olaf den Hellige ovrervandt i et Hovedslag, og hvis Lande han siden bemægtigede sig. Dette har maaskee faldet Kong Magnus den Gode ind, i det han sagde disse Ord, ved hvilke han synes at have villet antyde det, at Thrond og hans Bundsforvandte (hvilke han havde kaldt til Hjelp) vare værdige til at være Oplandenes Hövdinger.</ref>,  og det er en stor Skade, hvis han ikke skal kunne undgaae Haralds Efterstræbelser, som sigte til at skille ham ved Livet." Da Thrond fik det Rigtige at vide, kastede enhver af hans Trop sine Vaaben öiehlikkelig fra sig, og de gik alle de kommende imöde. Kongen blev modtaget med et höitideligt Gilde; han gav da Thrond tilkjende, at Kong Harald var meget vred paa ham, og at han neppe vilde kunne opholde sig, længere derpaa Stedet. Kongen indböd ham da til sig og lovede at bestyre hans Jordegods;  Thrond fulgte ogsaa disse Raad.  Kong Harald efterstræbte ham ikke desmindre, og vilde gjerne have ham fat, men en saadan Leilighed, som han önskede, gaves ham dog ikke dertil. Ved Foraarets Begyndelse sagde Kong Magnus til Thrond, at han antog det for usikkert, om han fremdeles kunde vogte ham deri Landet for Kong Haralds Forfölgelser; “Jeg har hemmelig ladet et Skib udruste, og vil raade dig til at drage med det til Grönland og bosætte dig der, thi der kan du vel tage dig iagt for Kong Harald." Thrond samtykkede heri, og saa megen Omhu bar Kong Magnus for ham, at han selv fulgte ham ombord, og skiltes ikke fra ham, förend han lagde fra Land. Kort efter at de havde taget Afsked fra hinanden, traf Thrond, paa den anden Side af Öens yderste Spidse<ref>Denne Ö ommeldes ikke i det Foregaaende, men derimod (Paa sit Sted) i den anden Recension. Den er fölgelig her enten udeladt af Fortælleren, (efter hvis Udsagn Beretningen er nedskrevet) eller ogsaa af Afskriveren.</ref>, Kong Harald, som anfaldt ham med sit Skib, saa at det strax kom til en Fægtning. lmidlertid overveiede Kong Magnus at han vel alt for tidlig havde forladt Thrond, thi hans Fætter Harald kunde let blive ham for klog; han tog da atter til Söes, og saae snart at de sloges; han lod da sine Folk roe saa stærkt som de kunde. Da Kong Harald saae at Kong Magnus saaledes nærmede sig, lagde han strax fra. Saaledes skilles de ad. Thrond seilede til Havs, som han havde foresat sig, og kom til Grönland, hvor han opholdt sig nogle Aar<ref>Eller, efter den anden Recension, længe derefter, formodentlig til hans Dödsdag.</ref>.

@@ Linje 52: / Linje 52: @@
 Vor Thrond har, som en saa rig og anseet Hövding, rimeligviis nedstammet fra en gammel oplandsk Kongefamilie; dette formode vi tildeels af Navnet, thi Saxo omtaler (i 8de Bog) en Kong Thrond paa Tellemarken (maaskee tillige, som Schöning mener, over Valders og Gudbrandsdalen). Af hans Slægt var maaskee ogsaa den Thrond ''ramme'' (eller stærke) fra Tellemarken, som (Aar l000) var een af Olaf Tryggvesöns fornemste Krigere i Slaget ved Svolder. Jfr. herefter, Anm. 13. At en saa anseelig og rig Mand har bragt en betydelig Formue med sig til Grönland er sandsynligt, men desværre vide vi intet om ham efter hans Ankomst der, med Undtagelse deraf, at han boede der længe, eller, efter den anden Recensions Udtryk, i nogle Aar. lngensteds ommeldes hans Tilbagekomst til Norge eller Reise fra Grönland, saa at vi maae antage at han til sin Död har boet i det sidstmeldte Land, blandt hvis Indbyggere han i sin Tid uden Tvivl har staaet i höi Anseelse.
-Nærværende Fortælling bar sandsynligen været Snorre Sturlesön bekjendt, thi han ommelder (i Harald Haardraades Saga 25de og 27de Cap.) at der paa den  Tid, da Kongerne foretoge den ovenmeldte Omreise i Oplandene, og noget derefter, indtraf mange Tilfælde, som foraarsagede stor Uenighed mellem dem, endskjönt han selv, i sit Værk, kun vilde optegne meget lidet derom (Hkr. III, 82, 84).
+Nærværende Fortælling har sandsynligen været Snorre Sturlesön bekjendt, thi han ommelder (i Harald Haardraades Saga 25de og 27de Cap.) at der paa den  Tid, da Kongerne foretoge den ovenmeldte Omreise i Oplandene, og noget derefter, indtraf mange Tilfælde, som foraarsagede stor Uenighed mellem dem, endskjönt han selv, i sit Værk, kun vilde optegne meget lidet derom (Hkr. III, 82, 84).
 Kong Magnus´s förste Sammenkomster med Thrond ere skete i Efteraaret 1046, og strax derefter ere Haralds Efterstræbelser begyndte. Efter Nytaar 1047 har Kong Magnus besögt Thrond paa ny og taget ham med til sit Hof; samme Foraar, eller tidlig paa Sommeren har Thrond afseilet til Grönland.