Fortale (Flateyjarbók) - Revisjonshistorikk

August: Erstattet OldNordicTimes med HTML-koder

2020-06-10T06:30:19Z

Erstattet OldNordicTimes med HTML-koder

August på 24. apr. 2020 kl. 05:35

2020-04-24T05:35:39Z

August på 21. des. 2019 kl. 08:22

2019-12-21T08:22:13Z

August på 13. feb. 2019 kl. 10:20

2019-02-13T10:20:01Z

August på 18. des. 2018 kl. 14:26

2018-12-18T14:26:27Z

August: Fortale (Flateyjarbók)

2018-12-14T10:10:00Z

Fortale (Flateyjarbók)

Vis endringer

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 |}
@@ Linje 33: / Linje 30: @@
 Flateyjarbók var blandt de Skindbøger, Thormod Torfæus bragte med sig fra Island 1662 som Gave fra Biskop Brynjolf Sveinsson til Kong Frederik den Tredie, og tilhører saaledes nu det Kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, hvor den findes som Nr. 1005 Folio i den gamle kongelige Samling.<ref>Blandt de Membraner han medbragte vare ogsaa Codices af begge Eddaerne, Grágás, Annales Regii o. a. fl.</ref> Biskop Brynjolf havde selv faaet den til Foræring af Bonden Jon Finnson paa Flatø i Bredefjorden (Flatey á Breiðafirði), og Bogen havde været et Arvestykke i hans Slægt, hvilket godtgjøres ved følgende Antegnelse af Jon selv foran i Bogen:
-:Þessa Bok a eg Jon Finnson ad gi<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>f mijns säluga f<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>dur fodurs Jons Biarnssonar suo sem bevisingar til finnast skulu, enn var mier af mijnum säluga f<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>dur Finne Jonssyne sialfum persönulega afhendt og j þeirre meiningu til eignar feingenn. Til merkes mitt nafn hier fyrir nedan
+:Þessa Bok a eg Jon Finnson ad gi&#7887;f mijns säluga f&#7887;dur fodurs Jons Biarnssonar suo sem bevisingar til finnast skulu, enn var mier af mijnum säluga f&#7887;dur Finne Jonssyne sialfum persönulega afhendt og j þeirre meiningu til eignar feingenn. Til merkes mitt nafn hier fyrir nedan
-::Jon Finnsson med eiginn h<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>nd.
+::Jon Finnsson med eiginn h&#7887;nd.
@@ Linje 137: / Linje 134: @@
 I Bogen er der, som før omtalt, tre Hænder, de to samtidige, men den tredie et hundrede Aar yngre. Paa den Tid var naturligvis ingen fast Skrivebrug, og Præsterne Jon og Magnus afvige derfor endel fra hinanden i Retskrivningen. Jons Haand er mere islandsk, Magnus's Orthographie mere norsk. Ved Islands Tilslutning til Norge kom norske Lovbøger ind i Landet, Forbindelsen mellem Island og Norge blev engere og Islænderne begyndte at efterligne den norske Skrivemaade, skjønt ikke altid conseqvent, som rimelig kan være, og denne Skrivebrug vedvarede da den sidste Halvdel af det 13de og gjennem det 14de Aarhundrede, men i det 15de Aarhundrede ophørte den mestendels. Dette giver ofte de islandske Haandskrifter fra den Tid et noget broget Udseende; i en Linie staar lutr, i den næste hlutr, i en Linie bøkr, i en anden bækr, dette er Tilfældet med Hr. Hauk Erlendsson<ref>Dog er denne conseqventere, da han ved sit lange Ophold i Norge var bleven mere fortrolig med norsk Udtale, saaledes skriver han stedse &#339; i b&#339;kr, s&#339;kia o. lign.</ref> i hans Bog, ligesom med Magnus Thorhallsson i Flateyjarbók. I Nordmændenes Haandskrifter er dette naturligt, da de og deres Forfædre talte og havde talt saaledes i lange Tider, der er hos dem ingen Vaklen i saa Henseende, og hl, hn og hr findes knapt i noget norskt Haandskrift. Paa den anden Side er det mærkeligt, at skjønt Islænderne toge efter Nordmændene, saa fandt dog ikke det omvendte Sted, nemlig at de Norske efterlignede Islænderne, endogsaa ikke i Tilfælde hvor den islandske Dialekt var oprindeligere og rigtigere. Dette kom vistnok ikke deraf, at de Norske vare mindre fortrolige med islandske Bøger eller Haandskrifter, hvoraf der i Norge have været mange, (endogsaa norske Lovbøger bleve ofte afskrevne af Islændere), men snarere deraf, at Norge var Hovedlandet og Island et Skatland, og at den norske Udtale da vel har været anseet for finere og fornemmere. I de ældste islandske Haandskrifter findes lidet eller intet Spor af denne Efterligning, og Haandskrifterne fra det 12te og 15de Aarhundrede slutte forsaavidt til hinanden, og begge have hl, hn, hr, medens man i Mellemtiden udelod h<ref>Islandske Haandskrifter fra 12te Aarhundrede stemme dog i et Punkt med de norske, nemlig i den nøiagtige Forskjel paa æ og &#339;, en Forskjel som altid har været iagttaget i Norge.</ref>. Herfra gjøre dog nogle af de bedste Haandskrifter en Undtagelse, navnlig de der indeholde Islendinga Sögur, f. Ex. den fortrinlige Codex Arna-Magn. 132 Folio. Det er en Mærkelighed ved det Islandske, at det er det eneste af de germaniske Sprog, som til den Dag idag har beholdt dette h, der i de ældste Tider var fælles for alle disse Sprog.
-Med Hensyn til andre orthographiske Eiendommeligheder kan man mærke Følgende. Hverken Jon eller Magnus adskiller æ og &#339;, men betegne begge lyd paa samme Maade ved æ eller undertiden &#281;; Jon skriver oftere æi = ei, hvilket ikke Magnus bruger; foran Bogstavforbindelsen ng bruge begge gjerne ei = e: hardfeingr, dreingr, þeingill, eingi, dog ikke altid, de skrive ogsaa engi, gengu o. lign., navnlig Magnus. Jon har ofte e i Endelsen for i: sagde, fylgde, ligeledes foran en Vokal = j: sitea, vilea, þridea, geora, gearna, beornn, treanna, hea. Vokalen ö betegnes meget ofte af Jon ved <font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>: <font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>ll, g<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>fga, f<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>dur, s<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>gu, Magnus bruger oftere au: aull, gaufga, haundum, auxi; men dog ogsaa h<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>nd, <font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>nd. Magnus er mere tilbøielig til at udtrykke Vocalernes Længde ved Fordobling: raad<ref>Oftest sammendrages aa til et Tegn &#42803;, hvilket dog først her i Udgaven er anvendt fra III, 251 af.</ref>, leet, rijd, Jon skriver sædvanligst rad, let, hrid. Begge skrive gjerne o = á efter v: voru, vopu, kvomu, dog almindelig sva, tva og tvo (Jon synes altid at skrive Neutralformen af dette Ord tvau, ikke tv<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>). Jon antyder den islandske Udtale ved undertiden at skrive silfur, brædur o. lign., = silfr, brædr; i den sammendragne Form af mikill skriver han gjerne y for i: myklum.
+Med Hensyn til andre orthographiske Eiendommeligheder kan man mærke Følgende. Hverken Jon eller Magnus adskiller æ og &#339;, men betegne begge lyd paa samme Maade ved æ eller undertiden &#281;; Jon skriver oftere æi = ei, hvilket ikke Magnus bruger; foran Bogstavforbindelsen ng bruge begge gjerne ei = e: hardfeingr, dreingr, þeingill, eingi, dog ikke altid, de skrive ogsaa engi, gengu o. lign., navnlig Magnus. Jon har ofte e i Endelsen for i: sagde, fylgde, ligeledes foran en Vokal = j: sitea, vilea, þridea, geora, gearna, beornn, treanna, hea. Vokalen ö betegnes meget ofte af Jon ved &#7887;: &#7887;ll, g&#7887;fga, f&#7887;dur, s&#7887;gu, Magnus bruger oftere au: aull, gaufga, haundum, auxi; men dog ogsaa h&#7887;nd, &#7887;nd. Magnus er mere tilbøielig til at udtrykke Vocalernes Længde ved Fordobling: raad<ref>Oftest sammendrages aa til et Tegn &#42803;, hvilket dog først her i Udgaven er anvendt fra III, 251 af.</ref>, leet, rijd, Jon skriver sædvanligst rad, let, hrid. Begge skrive gjerne o = á efter v: voru, vopu, kvomu, dog almindelig sva, tva og tvo (Jon synes altid at skrive Neutralformen af dette Ord tvau, ikke tv&#7887;). Jon antyder den islandske Udtale ved undertiden at skrive silfur, brædur o. lign., = silfr, brædr; i den sammendragne Form af mikill skriver han gjerne y for i: myklum.
-Begge betjene sig af d for ð, undertiden bruges dog þ i Enden af en Stavelse = ð, f. Ex. siþan. Dette er gjerne Tilfældet, hvor Endelsen an er betegnet ved en Streg gjennem Halsen af þ, hvilken ikke lod sig anbringe paa Bogstaven d. Jon bruger i enkelte Ord t i Enden for det sædvanlige d eller ð, vit = við, kvat = kvað, og næsten overalt g i mig, þig, sig, mi<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>g = mik, þik, sik, mi<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>k, dog ek, ikke eg; almindelig Consonantforbindelsen pt, dog gjerne ft i eftir. Som Egenheder ved Jons Orthographi kan man ogsaa mærke iall eller iarll = jarl, Tilbøieligheden til at fordoble n efter en anden Consonant: Ragnnarr, fornnum, nefnndr, efnniligr, beornn, som oftest betegnes denne Fordobling ved et Punkt over n. I den reflexive Form af Verberne bruger han gjerne zst. Magnus lader sig for det meste nøie med z. Præpositionen fyrir skriver Magnus saaledes, Jon foretrækker Formen firir. Magnus skriver sunr og sonr om hinanden, dog det første hyppigst. Endelig kan som en Egenhed hos Magnus mærkes iungr = ungr, hvilken Form blev den almindelige i jungherra, jungfrú.
+Begge betjene sig af d for ð, undertiden bruges dog þ i Enden af en Stavelse = ð, f. Ex. siþan. Dette er gjerne Tilfældet, hvor Endelsen an er betegnet ved en Streg gjennem Halsen af þ, hvilken ikke lod sig anbringe paa Bogstaven d. Jon bruger i enkelte Ord t i Enden for det sædvanlige d eller ð, vit = við, kvat = kvað, og næsten overalt g i mig, þig, sig, mi&#7887;g = mik, þik, sik, mi&#7887;k, dog ek, ikke eg; almindelig Consonantforbindelsen pt, dog gjerne ft i eftir. Som Egenheder ved Jons Orthographi kan man ogsaa mærke iall eller iarll = jarl, Tilbøieligheden til at fordoble n efter en anden Consonant: Ragnnarr, fornnum, nefnndr, efnniligr, beornn, som oftest betegnes denne Fordobling ved et Punkt over n. I den reflexive Form af Verberne bruger han gjerne zst. Magnus lader sig for det meste nøie med z. Præpositionen fyrir skriver Magnus saaledes, Jon foretrækker Formen firir. Magnus skriver sunr og sonr om hinanden, dog det første hyppigst. Endelig kan som en Egenhed hos Magnus mærkes iungr = ungr, hvilken Form blev den almindelige i jungherra, jungfrú.
 Den Haand der har skrevet de senere i Bogen indskudte Læg (III, 251-441) nærmer sig i Skrivebrug og Sprogform mere det nyere Islandske: eg (egh), og (ogh) = ek, ok; so = svá; mier, þier, hiet = mér, þér, hét; d for t i tonløse Endestavelser: rikid, farid, mikid = ríkit, farit, mikit; oftere ur = r i Endelser, dog er der oftere her benyttet et Forkortningstegn, som baade kan betegne r og ur; hvor dette Tegn benyttes i Codex, har man her i Udgaven betjent sig af et liggende eller cursiv r. Oftere anvendes et overflødigt h efter t: ath, aukazth, undertiden bruges &#42803; kun som et graphisk Tegn for a, f. Ex. ro&#42803; 287<sup>31</sup> = róa, rn for nn: eirn = einn.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. apr. 2020 kl. 05:35
Linje 133:		Linje 133:


−	Og derfor er man ofte slemt faren i dette Tilfælde, naar man kun har Flateyjarbók at holde sig til, saaledes f. Ex. ved Hyndluljóð<ref>Undertiden er til en Skrivfeil ogsaa kommen en Interpolation. Et Exempel herpaa har man rimeligvis i Hyndluljóð Strophe 23: ani omi voru bornir Arngrims synir ok Eyfuru. Her kan ingen Tvivl være om, at ani omi maa være Feillæsning for Arngrimi. Originalen har vel haft arngͥme, hvor Lykken nede paa g har været utydelig, saa at man har læst o, og rimeligvis taget Forkortningstegnet <~~sup~~>~~[[Fil:-ir-er.jpg\|8px]]~~</~~sup~~> for en Accent over denne Bogstav. Da nu Skriveren vidste, at disse Brødre vare Arngrims Sønner, har han i tredie Viseord indsat Arngrims foran synir, og har været nødt til at stryge noget andet ud, maaske ōflugir eller et andet Adjektiv. Vi have Mistanke om, at hele den anden Halvdel af Visen er forvansket, at bauls margskonar er en Fordreielse af i Biolm austr. Mange Feil i Hyndluljóð ere med stor Skarpsindighed rettede af Prof. Bugge i hans fortrinlige Udgave af Norrœn Fornkvæði. Enkelte Steder ere her i Udgaven af Flateyjarbók berigtigede, hvor man før har læst galt. Saaledes Strophe 5 har man før læst runa mulum for runa minum. En urigtig Læsemaade, som hidrører derfra, at den nederste Streg af en h i Linien ovenfor berører den sidste Del af n i minum, saa at in ved en flygtig Betragtning seer ud som ul.</ref> (Olafsríma og Konungatal ere ret gode, da de ere saa simple). Anderledes forholder det sig med Prosatexten, her have naturligvis Afskriverne forstaaet hvad de skrev, og her følge da ogsaa ofte hele Sider og Blade i Rad uden at nogen væsentlig Feil forstyrrer Læsningen. Vi skulle exempelvis paavise nogle Skrivfeil i Orkneyinga Saga, som man let opdager ved Sammenligning med den ovenomtalte danske Oversættelse af Sagaen. Strax ved dennes Begyndelse I, 219<sup>5</sup> skal der for Jotlandi staa því landi: hann réð því landi, er kallat er Finnland o. s. v.; II, 472<sup>28</sup> staar: bio einn vngr madr i eyiunum, er Kolbeinn hruga het; her skal for eyiunum læses Vigr (det nærværende Weir) jvfr. Munchs Historie II, 800 Note 2; IL 475: kuomu til hans hialltlenzkir menn, skal være islenzkir menn. Som Exempel paa Steder, hvor Ord eller Sætninger ere oversprungne, kan anføres II, 509<sup>4</sup> þeir foru um kuelldit vpp vm dalinn ok toku þar nokkur gisting; ved Sammenligning med Oversættelsen bliver det sandsynligt, at Stedet burde lyde saaledes: þeir fóru um kveldit upp um dalinn, þar sem voru erg nökkur, þat köllum vér setr (der som vaar noget erg, det kalde vi setter) ok tóku þar gisting. Heraf forklares Stedsnavnene Asgrimserg eller ergin, som forekomme senere II, 511<sup>25</sup>. Man maa her lægge Mærke til, at de gamle Afskrivere sjelden synes, som man nuomstunder pleier, at have sammenlignet sine færdige Afskrifter med Originalen. Hertil kan vel ogsaa komme i Betragtning, at man nødig har villet gjøre Rettelser ved at stryge ud eller skrive over, for ikke at vansire Bogen<ref>Opdagede man, at en Feil var indløben derved, at man havde skrevet en Bogstav eller et Ord formeget, rettede man dette paa den lempeligste og mindst iøinefaldende Maade ved at underprikke den eller de Bogstaver, der skulde gaa ud.</ref>. Betænker man dette, maa man forundre sig over, at vore Haandskrifter virkelig ere saa gode, som de i de fleste Tilfælde vise sig at være.	+	Og derfor er man ofte slemt faren i dette Tilfælde, naar man kun har Flateyjarbók at holde sig til, saaledes f. Ex. ved Hyndluljóð<ref>Undertiden er til en Skrivfeil ogsaa kommen en Interpolation. Et Exempel herpaa har man rimeligvis i Hyndluljóð Strophe 23: ani omi voru bornir Arngrims synir ok Eyfuru. Her kan ingen Tvivl være om, at ani omi maa være Feillæsning for Arngrimi. Originalen har vel haft arngͥme, hvor Lykken nede paa g har været utydelig, saa at man har læst o, og rimeligvis taget Forkortningstegnet <big>͛</big> for en Accent over denne Bogstav. Da nu Skriveren vidste, at disse Brødre vare Arngrims Sønner, har han i tredie Viseord indsat Arngrims foran synir, og har været nødt til at stryge noget andet ud, maaske ōflugir eller et andet Adjektiv. Vi have Mistanke om, at hele den anden Halvdel af Visen er forvansket, at bauls margskonar er en Fordreielse af i Biolm austr. Mange Feil i Hyndluljóð ere med stor Skarpsindighed rettede af Prof. Bugge i hans fortrinlige Udgave af Norrœn Fornkvæði. Enkelte Steder ere her i Udgaven af Flateyjarbók berigtigede, hvor man før har læst galt. Saaledes Strophe 5 har man før læst runa mulum for runa minum. En urigtig Læsemaade, som hidrører derfra, at den nederste Streg af en h i Linien ovenfor berører den sidste Del af n i minum, saa at in ved en flygtig Betragtning seer ud som ul.</ref> (Olafsríma og Konungatal ere ret gode, da de ere saa simple). Anderledes forholder det sig med Prosatexten, her have naturligvis Afskriverne forstaaet hvad de skrev, og her følge da ogsaa ofte hele Sider og Blade i Rad uden at nogen væsentlig Feil forstyrrer Læsningen. Vi skulle exempelvis paavise nogle Skrivfeil i Orkneyinga Saga, som man let opdager ved Sammenligning med den ovenomtalte danske Oversættelse af Sagaen. Strax ved dennes Begyndelse I, 219<sup>5</sup> skal der for Jotlandi staa því landi: hann réð því landi, er kallat er Finnland o. s. v.; II, 472<sup>28</sup> staar: bio einn vngr madr i eyiunum, er Kolbeinn hruga het; her skal for eyiunum læses Vigr (det nærværende Weir) jvfr. Munchs Historie II, 800 Note 2; IL 475: kuomu til hans hialltlenzkir menn, skal være islenzkir menn. Som Exempel paa Steder, hvor Ord eller Sætninger ere oversprungne, kan anføres II, 509<sup>4</sup> þeir foru um kuelldit vpp vm dalinn ok toku þar nokkur gisting; ved Sammenligning med Oversættelsen bliver det sandsynligt, at Stedet burde lyde saaledes: þeir fóru um kveldit upp um dalinn, þar sem voru erg nökkur, þat köllum vér setr (der som vaar noget erg, det kalde vi setter) ok tóku þar gisting. Heraf forklares Stedsnavnene Asgrimserg eller ergin, som forekomme senere II, 511<sup>25</sup>. Man maa her lægge Mærke til, at de gamle Afskrivere sjelden synes, som man nuomstunder pleier, at have sammenlignet sine færdige Afskrifter med Originalen. Hertil kan vel ogsaa komme i Betragtning, at man nødig har villet gjøre Rettelser ved at stryge ud eller skrive over, for ikke at vansire Bogen<ref>Opdagede man, at en Feil var indløben derved, at man havde skrevet en Bogstav eller et Ord formeget, rettede man dette paa den lempeligste og mindst iøinefaldende Maade ved at underprikke den eller de Bogstaver, der skulde gaa ud.</ref>. Betænker man dette, maa man forundre sig over, at vore Haandskrifter virkelig ere saa gode, som de i de fleste Tilfælde vise sig at være.

	I Bogen er der, som før omtalt, tre Hænder, de to samtidige, men den tredie et hundrede Aar yngre. Paa den Tid var naturligvis ingen fast Skrivebrug, og Præsterne Jon og Magnus afvige derfor endel fra hinanden i Retskrivningen. Jons Haand er mere islandsk, Magnus's Orthographie mere norsk. Ved Islands Tilslutning til Norge kom norske Lovbøger ind i Landet, Forbindelsen mellem Island og Norge blev engere og Islænderne begyndte at efterligne den norske Skrivemaade, skjønt ikke altid conseqvent, som rimelig kan være, og denne Skrivebrug vedvarede da den sidste Halvdel af det 13de og gjennem det 14de Aarhundrede, men i det 15de Aarhundrede ophørte den mestendels. Dette giver ofte de islandske Haandskrifter fra den Tid et noget broget Udseende; i en Linie staar lutr, i den næste hlutr, i en Linie bøkr, i en anden bækr, dette er Tilfældet med Hr. Hauk Erlendsson<ref>Dog er denne conseqventere, da han ved sit lange Ophold i Norge var bleven mere fortrolig med norsk Udtale, saaledes skriver han stedse œ i bœkr, sœkia o. lign.</ref> i hans Bog, ligesom med Magnus Thorhallsson i Flateyjarbók. I Nordmændenes Haandskrifter er dette naturligt, da de og deres Forfædre talte og havde talt saaledes i lange Tider, der er hos dem ingen Vaklen i saa Henseende, og hl, hn og hr findes knapt i noget norskt Haandskrift. Paa den anden Side er det mærkeligt, at skjønt Islænderne toge efter Nordmændene, saa fandt dog ikke det omvendte Sted, nemlig at de Norske efterlignede Islænderne, endogsaa ikke i Tilfælde hvor den islandske Dialekt var oprindeligere og rigtigere. Dette kom vistnok ikke deraf, at de Norske vare mindre fortrolige med islandske Bøger eller Haandskrifter, hvoraf der i Norge have været mange, (endogsaa norske Lovbøger bleve ofte afskrevne af Islændere), men snarere deraf, at Norge var Hovedlandet og Island et Skatland, og at den norske Udtale da vel har været anseet for finere og fornemmere. I de ældste islandske Haandskrifter findes lidet eller intet Spor af denne Efterligning, og Haandskrifterne fra det 12te og 15de Aarhundrede slutte forsaavidt til hinanden, og begge have hl, hn, hr, medens man i Mellemtiden udelod h<ref>Islandske Haandskrifter fra 12te Aarhundrede stemme dog i et Punkt med de norske, nemlig i den nøiagtige Forskjel paa æ og œ, en Forskjel som altid har været iagttaget i Norge.</ref>. Herfra gjøre dog nogle af de bedste Haandskrifter en Undtagelse, navnlig de der indeholde Islendinga Sögur, f. Ex. den fortrinlige Codex Arna-Magn. 132 Folio. Det er en Mærkelighed ved det Islandske, at det er det eneste af de germaniske Sprog, som til den Dag idag har beholdt dette h, der i de ældste Tider var fælles for alle disse Sprog.		I Bogen er der, som før omtalt, tre Hænder, de to samtidige, men den tredie et hundrede Aar yngre. Paa den Tid var naturligvis ingen fast Skrivebrug, og Præsterne Jon og Magnus afvige derfor endel fra hinanden i Retskrivningen. Jons Haand er mere islandsk, Magnus's Orthographie mere norsk. Ved Islands Tilslutning til Norge kom norske Lovbøger ind i Landet, Forbindelsen mellem Island og Norge blev engere og Islænderne begyndte at efterligne den norske Skrivemaade, skjønt ikke altid conseqvent, som rimelig kan være, og denne Skrivebrug vedvarede da den sidste Halvdel af det 13de og gjennem det 14de Aarhundrede, men i det 15de Aarhundrede ophørte den mestendels. Dette giver ofte de islandske Haandskrifter fra den Tid et noget broget Udseende; i en Linie staar lutr, i den næste hlutr, i en Linie bøkr, i en anden bækr, dette er Tilfældet med Hr. Hauk Erlendsson<ref>Dog er denne conseqventere, da han ved sit lange Ophold i Norge var bleven mere fortrolig med norsk Udtale, saaledes skriver han stedse œ i bœkr, sœkia o. lign.</ref> i hans Bog, ligesom med Magnus Thorhallsson i Flateyjarbók. I Nordmændenes Haandskrifter er dette naturligt, da de og deres Forfædre talte og havde talt saaledes i lange Tider, der er hos dem ingen Vaklen i saa Henseende, og hl, hn og hr findes knapt i noget norskt Haandskrift. Paa den anden Side er det mærkeligt, at skjønt Islænderne toge efter Nordmændene, saa fandt dog ikke det omvendte Sted, nemlig at de Norske efterlignede Islænderne, endogsaa ikke i Tilfælde hvor den islandske Dialekt var oprindeligere og rigtigere. Dette kom vistnok ikke deraf, at de Norske vare mindre fortrolige med islandske Bøger eller Haandskrifter, hvoraf der i Norge have været mange, (endogsaa norske Lovbøger bleve ofte afskrevne af Islændere), men snarere deraf, at Norge var Hovedlandet og Island et Skatland, og at den norske Udtale da vel har været anseet for finere og fornemmere. I de ældste islandske Haandskrifter findes lidet eller intet Spor af denne Efterligning, og Haandskrifterne fra det 12te og 15de Aarhundrede slutte forsaavidt til hinanden, og begge have hl, hn, hr, medens man i Mellemtiden udelod h<ref>Islandske Haandskrifter fra 12te Aarhundrede stemme dog i et Punkt med de norske, nemlig i den nøiagtige Forskjel paa æ og œ, en Forskjel som altid har været iagttaget i Norge.</ref>. Herfra gjøre dog nogle af de bedste Haandskrifter en Undtagelse, navnlig de der indeholde Islendinga Sögur, f. Ex. den fortrinlige Codex Arna-Magn. 132 Folio. Det er en Mærkelighed ved det Islandske, at det er det eneste af de germaniske Sprog, som til den Dag idag har beholdt dette h, der i de ældste Tider var fælles for alle disse Sprog.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 21. des. 2019 kl. 08:22
Linje 133:		Linje 133:


−	Og derfor er man ofte slemt faren i dette Tilfælde, naar man kun har Flateyjarbók at holde sig til, saaledes f. Ex. ved Hyndluljóð<ref>Undertiden er til en Skrivfeil ogsaa kommen en Interpolation. Et Exempel herpaa har man rimeligvis i Hyndluljóð Strophe 23: ani omi voru bornir Arngrims synir ok Eyfuru. Her kan ingen Tvivl være om, at ani omi maa være Feillæsning for Arngrimi. Originalen har vel haft ~~arn<sup>[[Fil:g(i).jpg\|8px]]</sup>~~me, hvor Lykken nede paa g har været utydelig, saa at man har læst o, og rimeligvis taget Forkortningstegnet <sup>[[Fil:-ir-er.jpg\|8px]]</sup> for en Accent over denne Bogstav. Da nu Skriveren vidste, at disse Brødre vare Arngrims Sønner, har han i tredie Viseord indsat Arngrims foran synir, og har været nødt til at stryge noget andet ud, maaske ōflugir eller et andet Adjektiv. Vi have Mistanke om, at hele den anden Halvdel af Visen er forvansket, at bauls margskonar er en Fordreielse af i Biolm austr. Mange Feil i Hyndluljóð ere med stor Skarpsindighed rettede af Prof. Bugge i hans fortrinlige Udgave af Norrœn Fornkvæði. Enkelte Steder ere her i Udgaven af Flateyjarbók berigtigede, hvor man før har læst galt. Saaledes Strophe 5 har man før læst runa mulum for runa minum. En urigtig Læsemaade, som hidrører derfra, at den nederste Streg af en h i Linien ovenfor berører den sidste Del af n i minum, saa at in ved en flygtig Betragtning seer ud som ul.</ref> (Olafsríma og Konungatal ere ret gode, da de ere saa simple). Anderledes forholder det sig med Prosatexten, her have naturligvis Afskriverne forstaaet hvad de skrev, og her følge da ogsaa ofte hele Sider og Blade i Rad uden at nogen væsentlig Feil forstyrrer Læsningen. Vi skulle exempelvis paavise nogle Skrivfeil i Orkneyinga Saga, som man let opdager ved Sammenligning med den ovenomtalte danske Oversættelse af Sagaen. Strax ved dennes Begyndelse I, 219<sup>5</sup> skal der for Jotlandi staa því landi: hann réð því landi, er kallat er Finnland o. s. v.; II, 472<sup>28</sup> staar: bio einn vngr madr i eyiunum, er Kolbeinn hruga het; her skal for eyiunum læses Vigr (det nærværende Weir) jvfr. Munchs Historie II, 800 Note 2; IL 475: kuomu til hans hialltlenzkir menn, skal være islenzkir menn. Som Exempel paa Steder, hvor Ord eller Sætninger ere oversprungne, kan anføres II, 509<sup>4</sup> þeir foru um kuelldit vpp vm dalinn ok toku þar nokkur gisting; ved Sammenligning med Oversættelsen bliver det sandsynligt, at Stedet burde lyde saaledes: þeir fóru um kveldit upp um dalinn, þar sem voru erg nökkur, þat köllum vér setr (der som vaar noget erg, det kalde vi setter) ok tóku þar gisting. Heraf forklares Stedsnavnene Asgrimserg eller ergin, som forekomme senere II, 511<sup>25</sup>. Man maa her lægge Mærke til, at de gamle Afskrivere sjelden synes, som man nuomstunder pleier, at have sammenlignet sine færdige Afskrifter med Originalen. Hertil kan vel ogsaa komme i Betragtning, at man nødig har villet gjøre Rettelser ved at stryge ud eller skrive over, for ikke at vansire Bogen<ref>Opdagede man, at en Feil var indløben derved, at man havde skrevet en Bogstav eller et Ord formeget, rettede man dette paa den lempeligste og mindst iøinefaldende Maade ved at underprikke den eller de Bogstaver, der skulde gaa ud.</ref>. Betænker man dette, maa man forundre sig over, at vore Haandskrifter virkelig ere saa gode, som de i de fleste Tilfælde vise sig at være.	+	Og derfor er man ofte slemt faren i dette Tilfælde, naar man kun har Flateyjarbók at holde sig til, saaledes f. Ex. ved Hyndluljóð<ref>Undertiden er til en Skrivfeil ogsaa kommen en Interpolation. Et Exempel herpaa har man rimeligvis i Hyndluljóð Strophe 23: ani omi voru bornir Arngrims synir ok Eyfuru. Her kan ingen Tvivl være om, at ani omi maa være Feillæsning for Arngrimi. Originalen har vel haft arngͥme, hvor Lykken nede paa g har været utydelig, saa at man har læst o, og rimeligvis taget Forkortningstegnet <sup>[[Fil:-ir-er.jpg\|8px]]</sup> for en Accent over denne Bogstav. Da nu Skriveren vidste, at disse Brødre vare Arngrims Sønner, har han i tredie Viseord indsat Arngrims foran synir, og har været nødt til at stryge noget andet ud, maaske ōflugir eller et andet Adjektiv. Vi have Mistanke om, at hele den anden Halvdel af Visen er forvansket, at bauls margskonar er en Fordreielse af i Biolm austr. Mange Feil i Hyndluljóð ere med stor Skarpsindighed rettede af Prof. Bugge i hans fortrinlige Udgave af Norrœn Fornkvæði. Enkelte Steder ere her i Udgaven af Flateyjarbók berigtigede, hvor man før har læst galt. Saaledes Strophe 5 har man før læst runa mulum for runa minum. En urigtig Læsemaade, som hidrører derfra, at den nederste Streg af en h i Linien ovenfor berører den sidste Del af n i minum, saa at in ved en flygtig Betragtning seer ud som ul.</ref> (Olafsríma og Konungatal ere ret gode, da de ere saa simple). Anderledes forholder det sig med Prosatexten, her have naturligvis Afskriverne forstaaet hvad de skrev, og her følge da ogsaa ofte hele Sider og Blade i Rad uden at nogen væsentlig Feil forstyrrer Læsningen. Vi skulle exempelvis paavise nogle Skrivfeil i Orkneyinga Saga, som man let opdager ved Sammenligning med den ovenomtalte danske Oversættelse af Sagaen. Strax ved dennes Begyndelse I, 219<sup>5</sup> skal der for Jotlandi staa því landi: hann réð því landi, er kallat er Finnland o. s. v.; II, 472<sup>28</sup> staar: bio einn vngr madr i eyiunum, er Kolbeinn hruga het; her skal for eyiunum læses Vigr (det nærværende Weir) jvfr. Munchs Historie II, 800 Note 2; IL 475: kuomu til hans hialltlenzkir menn, skal være islenzkir menn. Som Exempel paa Steder, hvor Ord eller Sætninger ere oversprungne, kan anføres II, 509<sup>4</sup> þeir foru um kuelldit vpp vm dalinn ok toku þar nokkur gisting; ved Sammenligning med Oversættelsen bliver det sandsynligt, at Stedet burde lyde saaledes: þeir fóru um kveldit upp um dalinn, þar sem voru erg nökkur, þat köllum vér setr (der som vaar noget erg, det kalde vi setter) ok tóku þar gisting. Heraf forklares Stedsnavnene Asgrimserg eller ergin, som forekomme senere II, 511<sup>25</sup>. Man maa her lægge Mærke til, at de gamle Afskrivere sjelden synes, som man nuomstunder pleier, at have sammenlignet sine færdige Afskrifter med Originalen. Hertil kan vel ogsaa komme i Betragtning, at man nødig har villet gjøre Rettelser ved at stryge ud eller skrive over, for ikke at vansire Bogen<ref>Opdagede man, at en Feil var indløben derved, at man havde skrevet en Bogstav eller et Ord formeget, rettede man dette paa den lempeligste og mindst iøinefaldende Maade ved at underprikke den eller de Bogstaver, der skulde gaa ud.</ref>. Betænker man dette, maa man forundre sig over, at vore Haandskrifter virkelig ere saa gode, som de i de fleste Tilfælde vise sig at være.

	I Bogen er der, som før omtalt, tre Hænder, de to samtidige, men den tredie et hundrede Aar yngre. Paa den Tid var naturligvis ingen fast Skrivebrug, og Præsterne Jon og Magnus afvige derfor endel fra hinanden i Retskrivningen. Jons Haand er mere islandsk, Magnus's Orthographie mere norsk. Ved Islands Tilslutning til Norge kom norske Lovbøger ind i Landet, Forbindelsen mellem Island og Norge blev engere og Islænderne begyndte at efterligne den norske Skrivemaade, skjønt ikke altid conseqvent, som rimelig kan være, og denne Skrivebrug vedvarede da den sidste Halvdel af det 13de og gjennem det 14de Aarhundrede, men i det 15de Aarhundrede ophørte den mestendels. Dette giver ofte de islandske Haandskrifter fra den Tid et noget broget Udseende; i en Linie staar lutr, i den næste hlutr, i en Linie bøkr, i en anden bækr, dette er Tilfældet med Hr. Hauk Erlendsson<ref>Dog er denne conseqventere, da han ved sit lange Ophold i Norge var bleven mere fortrolig med norsk Udtale, saaledes skriver han stedse œ i bœkr, sœkia o. lign.</ref> i hans Bog, ligesom med Magnus Thorhallsson i Flateyjarbók. I Nordmændenes Haandskrifter er dette naturligt, da de og deres Forfædre talte og havde talt saaledes i lange Tider, der er hos dem ingen Vaklen i saa Henseende, og hl, hn og hr findes knapt i noget norskt Haandskrift. Paa den anden Side er det mærkeligt, at skjønt Islænderne toge efter Nordmændene, saa fandt dog ikke det omvendte Sted, nemlig at de Norske efterlignede Islænderne, endogsaa ikke i Tilfælde hvor den islandske Dialekt var oprindeligere og rigtigere. Dette kom vistnok ikke deraf, at de Norske vare mindre fortrolige med islandske Bøger eller Haandskrifter, hvoraf der i Norge have været mange, (endogsaa norske Lovbøger bleve ofte afskrevne af Islændere), men snarere deraf, at Norge var Hovedlandet og Island et Skatland, og at den norske Udtale da vel har været anseet for finere og fornemmere. I de ældste islandske Haandskrifter findes lidet eller intet Spor af denne Efterligning, og Haandskrifterne fra det 12te og 15de Aarhundrede slutte forsaavidt til hinanden, og begge have hl, hn, hr, medens man i Mellemtiden udelod h<ref>Islandske Haandskrifter fra 12te Aarhundrede stemme dog i et Punkt med de norske, nemlig i den nøiagtige Forskjel paa æ og œ, en Forskjel som altid har været iagttaget i Norge.</ref>. Herfra gjøre dog nogle af de bedste Haandskrifter en Undtagelse, navnlig de der indeholde Islendinga Sögur, f. Ex. den fortrinlige Codex Arna-Magn. 132 Folio. Det er en Mærkelighed ved det Islandske, at det er det eneste af de germaniske Sprog, som til den Dag idag har beholdt dette h, der i de ældste Tider var fælles for alle disse Sprog.		I Bogen er der, som før omtalt, tre Hænder, de to samtidige, men den tredie et hundrede Aar yngre. Paa den Tid var naturligvis ingen fast Skrivebrug, og Præsterne Jon og Magnus afvige derfor endel fra hinanden i Retskrivningen. Jons Haand er mere islandsk, Magnus's Orthographie mere norsk. Ved Islands Tilslutning til Norge kom norske Lovbøger ind i Landet, Forbindelsen mellem Island og Norge blev engere og Islænderne begyndte at efterligne den norske Skrivemaade, skjønt ikke altid conseqvent, som rimelig kan være, og denne Skrivebrug vedvarede da den sidste Halvdel af det 13de og gjennem det 14de Aarhundrede, men i det 15de Aarhundrede ophørte den mestendels. Dette giver ofte de islandske Haandskrifter fra den Tid et noget broget Udseende; i en Linie staar lutr, i den næste hlutr, i en Linie bøkr, i en anden bækr, dette er Tilfældet med Hr. Hauk Erlendsson<ref>Dog er denne conseqventere, da han ved sit lange Ophold i Norge var bleven mere fortrolig med norsk Udtale, saaledes skriver han stedse œ i bœkr, sœkia o. lign.</ref> i hans Bog, ligesom med Magnus Thorhallsson i Flateyjarbók. I Nordmændenes Haandskrifter er dette naturligt, da de og deres Forfædre talte og havde talt saaledes i lange Tider, der er hos dem ingen Vaklen i saa Henseende, og hl, hn og hr findes knapt i noget norskt Haandskrift. Paa den anden Side er det mærkeligt, at skjønt Islænderne toge efter Nordmændene, saa fandt dog ikke det omvendte Sted, nemlig at de Norske efterlignede Islænderne, endogsaa ikke i Tilfælde hvor den islandske Dialekt var oprindeligere og rigtigere. Dette kom vistnok ikke deraf, at de Norske vare mindre fortrolige med islandske Bøger eller Haandskrifter, hvoraf der i Norge have været mange, (endogsaa norske Lovbøger bleve ofte afskrevne af Islændere), men snarere deraf, at Norge var Hovedlandet og Island et Skatland, og at den norske Udtale da vel har været anseet for finere og fornemmere. I de ældste islandske Haandskrifter findes lidet eller intet Spor af denne Efterligning, og Haandskrifterne fra det 12te og 15de Aarhundrede slutte forsaavidt til hinanden, og begge have hl, hn, hr, medens man i Mellemtiden udelod h<ref>Islandske Haandskrifter fra 12te Aarhundrede stemme dog i et Punkt med de norske, nemlig i den nøiagtige Forskjel paa æ og œ, en Forskjel som altid har været iagttaget i Norge.</ref>. Herfra gjøre dog nogle af de bedste Haandskrifter en Undtagelse, navnlig de der indeholde Islendinga Sögur, f. Ex. den fortrinlige Codex Arna-Magn. 132 Folio. Det er en Mærkelighed ved det Islandske, at det er det eneste af de germaniske Sprog, som til den Dag idag har beholdt dette h, der i de ældste Tider var fælles for alle disse Sprog.

@@ Linje 42: / Linje 42: @@
 Sin første Eier angiver Bogen selv ved Antegnelsen paa Bagsiden af første Blad: Þessa bók á Jónn Hákonarsun. Er hér fyrst á kvæði, þá hversu Noregr bygðizt, þá frá Eireki víðförla, þar næst frá Ólafi konungi Tryggvasyni meðr öllum sínum þáttum. Því næst er saga Ólafs konungs hins helga Haraldssunar med öllum sínum þáttum, ok þar meðr sögur Orkneyia jarla. Þá er Sverris saga, þar eptir Hákonar saga gamla með sögu Magnúsar konungs sunar hans. Þá er þáttr Einars Sokkasonar af Grænlandi, þar næst frá Helga ok Ulfi hinum illa. Þá hefr upp annál, þegar heimrinn er skaptr, tekr hann allt til þess er nú er komit heimstöðunni. Hefir skrifat Jónn prestr Þórðarson fra Eiriki víðförla ok Olafssögurnar báðar, en Magnús prestr Þorhallssun hefir skrifat upp þaðan ok svá þat er fyrr er skrifat, ok lýst alla. Gleði guð allsvaldandi þá er skrifaðu ok þann er fyrir sagði ok jumfrú sancta María. d. e. Denne Bog eier Jon Haakonson. Staar her først Digte, derpaa hvorledes Norge bebyggedes, derpaa om Eirik Vidförle, dernæst om Kong Olaf Tryggvason med alle sine Thaatter. Dernæst kommer Kong Olaf den Helliges Saga med alle sine Thaatter, samt Orknøjarlernes Sagaer. Derpaa kommer Sverres Saga, derefter Haakon den Gamles Saga tilligemed Kong Magnus hans Søns Saga, derpaa kommer Fortællingen om Einar Sokkason fra Grønland, dernæst om Helge og Ulv den Onde. Derpaa begynde Annalerne fra Verdens Skabelse og indtil nuværende Tidspunkt. Præsten Jon Thordarson har skrevet om Eirik Vidførle og begge Olafssagaerne, men Præsten Magnus Thorhallsson det følgende og ligeledes det foregaaende, og illumineret hele Bogen. Den almægtige Gud og Jomfru sancta Maria glæde dem som skrev og den som sagde fore.
-Annalerne bag i Bogen oplyse dette end yderligere; thi til Hæder for Eieren Jon Haakonson har Afskriveren indført hans Fader Haakons og hans Farfader Gizur Galles Levnetsomstændigheder; jævnfør fornemmelig Aarene 1270, 1306-1318, 1324, 1350 (Jon Haakonsons Fødselsaar), og 1370 (i hvilket Aar Gizur Galle døde, 101 Aar gammel). Denne Mand synes ogsaa at have eiet en anden stor Membran, den saakaldte Vatnshornsbók eller Vatnshyrna, der indeholdt Islendinga Sögur (om denne se Bárðar saga Snæfellsáss, Viglundarsaga udg. af Guðbr. Vigfnsson, Kbhvn. 1860, IX-XI og Fornsögur herausgegeben von Guðbr. Vigfusson und Möbius, Leipzig 1860, XIV-XVII).
+Annalerne bag i Bogen oplyse dette end yderligere; thi til Hæder for Eieren Jon Haakonson har Afskriveren indført hans Fader Haakons og hans Farfader Gizur Galles Levnetsomstændigheder; jævnfør fornemmelig Aarene 1270, 1306-1318, 1324, 1350 (Jon Haakonsons Fødselsaar), og 1370 (i hvilket Aar Gizur Galle døde, 101 Aar gammel). Denne Mand synes ogsaa at have eiet en anden stor Membran, den saakaldte Vatnshornsbók eller Vatnshyrna, der indeholdt Islendinga Sögur (om denne se Bárðar saga Snæfellsáss, Viglundarsaga udg. af Guðbr. Vigfusson, Kbhvn. 1860, IX-XI og Fornsögur herausgegeben von Guðbr. Vigfusson und Möbius, Leipzig 1860, XIV-XVII).
 Gizur Galle boede i Víðidalstunga i Húnavatnssýsla (se Laurentius Saga Cap. 51), og af Breve sees, at han og Sønnen havde Jordeiendomme i det Hered. Derfor har man formodet, at ogsaa Sønnesønnen har boet der, hvoraf man igjen har draget den Slutning, at Flateyjarbók var skreven paa Vididalstunga eller i Thingøre Kloster (Islenzkir Annálar, Hafniæ 1847, XV). Før Udgivelsen af de Islandske Annaler var det en almindelig Mening, at den var skreven paa Vestlandet, ja endog i Flatey. Den i Fortalen til Annalerne udtalte Formening, at Bogen skulde skrive sig fra Vididalstunga eller Thingøre Kloster er dog en blot og bar Gisning, og der er intet som taler for, at Jon Haakonson har boet der. Han nævnes i Annalerne i Flateyjarbók kun paa to Steder, nemlig ved Aaret 1350, hans Fødsel, og ved 1394 sammen med Biørn Jorsalafarer. I en anden Annal (Isl. Ann. S. 372) nævnes Jon Haakonson een Gang ved Aaret 1398, og paa en ganske anden Kant af Landet, nemlig i Fljótsdal paa Østlandet, hvor han var bleven haardt saaret paa en Thingreise. Om hans Dødsaar, Giftermaal og Efterkommere veed man intet, ligesaa liden Besked veed man om hans Faders Haakon Gizursons Bosted. Man maa lægge Mærke til, at der ikke paa Island som i Norge vare Odelsbønder, en Søn var sjelden paa samme Sted hvor hans Fader havde boet, end sige hvor hans Farfader havde været. Hertil kommer, at vægtige Grunde tale for, at Flateyjarbók ikke kan være skreven i Hunavatnssysla. Ved Aaret 1393 døde Einar Haflidason, Forfatteren til Laurentius Saga, Officialis og Præst til Breidabolstad i Vestrhop, en i sin Tid bekjendt Geistlig. Dennes vigtigste Levnetsomstændigheder berører vor Annalskriver Magnus Thorhallsson, men paa samme Maade som oftere ved de sidste Annalsaar, at han sætter aabent Rum for Ord og Sætninger, som som han for Øieblikket ikke havde Rede paa, men senere ved Leilighed vilde udfylde, saaledes ved denne aaben Plads for det Antal Aar han var Officialis og Raadsmand i Holum, ligesom han ogsaa feilagtig angiver hans Alder ved hans Dødsaar (III, 578). Dette kunde ikke vække nogen Forundring, dersom Bogen er skreven i Breidafjord eller Vestfjordene, men vilde være utænkeligt, hvis den var skreven i Vididalstunga eller Thingøre, der saa at sige ligge Gaard i Gaard med Breidabolstad. Dog saa længe vi kunne forfølge dens Spor, har Bogen været paa Vestlandet. Ved Slutningen af det 15de Aarhundrede bleve 3 Læg indskudte i Bogen, indeholdende Magnus den Godes og Harald Haardraades Sagaer, hvilke øiensynlig bære Spor af vestfjordsk Dialekt, lb og rb for lf og rf, og selv de oprindelige Skrivere af Bogen, Jon og Magnus, frembære leilighedevis den samme vestfjordske Dialekteiendommelighed: hreinbialba I, 131, orb þægir I, 450, silbrinu II, 247, kylbuna II, 44<ref>Codex Arna-Magn. 309 Folio, en Afskrift af en Del af Flatb., synes ogsaa at være vestfjordsk. Den er skrevet 1498, efter Bogens eget Vidnesbyrd: „hann var þa konungr, er sú bók var skrifud er þessi bok var eptir skrifud, þá er lidid var fra hingadburd vars herra J. Cr. m.ccc.lxxx ok siau ár, en nú eru lidin, er sia bok er skrifud, m.cccc niutigir ok atta ar.“ Fra dette Haandskrift skriver sig det som Arngrimr Jonsson har i Crymogæa og Suplem. 1593 og 1609 om Fornjot og Thorstein uxafót. Flatb. selv kjendte han den Gang ikke.</ref>.

@@ Linje 103: / Linje 103: @@
 '''Hyndluljóð''' findes ikkun her, den er flere Gange udgivet, sidst i Bugges Norr&#339;n Fornkvæði S. 152-162.
-Uddraget af '''Hamborgar Historia''' (Mag. Adam af Bremen) findes ogsaa i Cd. Arna-Mag. 415 qv. og er derefter trykt i Langebeks Script. Rer. Danicarum II, 146-153 og i [[Sögubrot ok þættir viðkomandi Danmerkr sögu. Annat brot|Fornms. XI. 417-421]]. Fortællingen om Sigurd Sleva er før trykt i [[Þáttr frá Sigurði konúngi slefu, syni Gunnhildar|Fornms. III, 83-88]].
+Uddraget af '''Hamborgar Historia''' (Mag. Adam af Bremen) findes ogsaa i Cd. Arna-Mag. 415 qv. og er derefter trykt i Langebeks Script. Rer. Danicarum II, 146-153 og i [[Sögubrot ok þættir viðkomandi Danmerkr sögu. Annat brot|Fornms. XI. 417-421]]. Fortællingen om '''Sigurd Sleva''' er før trykt i [[Þáttr frá Sigurði konúngi slefu, syni Gunnhildar|Fornms. III, 83-88]].
 '''Hversu Noregr bygðiz''' og '''Ættartölur,''' eller med et andet Navn Langfeðgatal, findes kun i Flateyjarbók (og i Cd. Arna-Magn. 309 qv. Afskrift af denne). Disse Ættetal ere mærkelige i sit Slags og maa regnes blandt det interessanteste af denne Bogs Indhold. De ere tilforn trykte bag i Rasks Udgave af Snorra Edda og senere i Fornalds. II, 3-16. Den sidste Efterretning Flateyjarbók meddeler (I, 28) er Kong Olaf Haakonsons Forsvinden (hvarf) og Bogens Ende falder saaledes sammen med den sidste norske Kongeætlings Bortgang eller den norske Kongeæts Uddøen.
@@ Linje 114: / Linje 114: @@
 Paa disse her indskudte Blade har man altsaa Sagaen om '''Magnus Gode og Harald Haardraade.''' Denne Text er mærkelig derved, at den stemmer temmelig nøie baade i Indhold og Ordlyd med disse [[Saga Magnús góða ok Haralds harðráða (Morkinskinna)|Kongers Saga i Morkinskinna]], saaledes at den kan udfylde en Del Huller, som nu findes i denne, dog er den ingen Afskrift af samme, men hidrører fra en med Morkinskinna beslægtet Codex; thi den er undertiden noget vidtløftigere i Udtrykket, mangler enkelte Episoder, som findes i Morkinskinna (f. Ex. om Brand hinn örvi Morksk. S. 69; Hreiðarr heimski 35-44), har igjen andre, som mangle i Morksk. (f. Ex. Hemings þáttr), og istedenfor, som Morkinskinna, at indflette disse i selve Kongesagaen, har den anbragt dem ved Enden af denne og i en fra Morkinskinnas meget forskjellig Bearbeidelse. Man jævnføre saaledes Fortællingen om Audun Vestfirðingr og Snegluhalli i begge.
-Efter Harald Haardraades Saga følge da Smaafortællingerne. '''Hemings þáttr''' er ufuldstændig, dog har Skriveren ladet Rum aabent for senere at udfylde den. Fortællingen er meget fuldstændigere i Hauksbók (dog mangler her første Part), Hrokkinskinna og Cd. Arna-Magn. 325 qv., men den har aldrig været udgiven efter disse Haandskrifter. Udgaven i Sex Söguþættir (Reykjavik 1855) følger Flateyjarbók saa langt den gaar, men er siden en Paraphrase af Hemingsrimaerne (Cd. Arna-Magn. 604 qv.), hvilket noksom fremlyser af Bogstavrimene f. Ex. því halfu verr var Hemingr staddr at hilmis ráðum. Den anden Del af Hemings þáttr kaldes i enkelte Bøger Tosta þáttr. Efter Fortællingen om Heming kommer '''Auðunar þáttr,''' trykt i [[Fortællingen om Audun den Vestfjordske - Uddrag (CCR/FM)|Grønlands Hist. Mindesmærker II]]. Dernæst kommer Snegluhalla þáttr, trykt i Sex Söguþættir. Fortællingen har her faaet et senere uægte Tillæg af smudsigt Indhold, som mangler i de øvrige Bearbeidelser. '''Halldórs þáttr Snorrasonar''' staar allerede før i Flateyjarbók, nemlig I, 506-511. '''Þorsteins þáttr forvitna''' findes kun her, og er trykt i Sex Söguþættir. '''Þorsteins þáttr tjaldstæðings''' kjendes fra Landnámabók, men er der mindre udførlig. Tilsidst kommer '''Blóðegils þáttr,''' der er tagen af [[Knytlíngasaga|Knytlinga Saga]] (Fornm. S. XI, 231-242). Denne sidste Fortælling ender paa første Spalte af syvende Blad i det tredie indskudte Læg, det øvrige af Bladet er blankt, og det 8de eller sidste Blad, hvor intet har været skrevet, er forlængst bortskaaret. De nye indskudte Blade i Flateyjarbók udgjør i alt tre og tyve eller 3 Ark paa et Blad nær. Naar disse indskudte Ark ere skrevne, kan ikke med Vished afgjøres, dog ere de efter al Sandsynlighed blevne til i Slutningen af 15de Aarhundrede, eller 100 Aar efter at Hovedbogen var skreven.
+Efter Harald Haardraades Saga følge da Smaafortællingerne. '''Hemings þáttr''' er ufuldstændig, dog har Skriveren ladet Rum aabent for senere at udfylde den. Fortællingen er meget fuldstændigere i Hauksbók (dog mangler her første Part), Hrokkinskinna og Cd. Arna-Magn. 325 qv., men den har aldrig været udgiven efter disse Haandskrifter. Udgaven i Sex Söguþættir (Reykjavik 1855) følger Flateyjarbók saa langt den gaar, men er siden en Paraphrase af Hemingsrimaerne (Cd. Arna-Magn. 604 qv.), hvilket noksom fremlyser af Bogstavrimene f. Ex. því halfu verr var Hemingr staddr at hilmis ráðum. Den anden Del af Hemings þáttr kaldes i enkelte Bøger Tosta þáttr. Efter Fortællingen om Heming kommer '''Auðunar þáttr,''' trykt i [[Fortællingen om Audun den Vestfjordske - Uddrag (CCR/FM)|Grønlands Hist. Mindesmærker II]]. Dernæst kommer '''Snegluhalla þáttr,''' trykt i Sex Söguþættir. Fortællingen har her faaet et senere uægte Tillæg af smudsigt Indhold, som mangler i de øvrige Bearbeidelser. '''Halldórs þáttr Snorrasonar''' staar allerede før i Flateyjarbók, nemlig I, 506-511. '''Þorsteins þáttr forvitna''' findes kun her, og er trykt i Sex Söguþættir. '''Þorsteins þáttr tjaldstæðings''' kjendes fra Landnámabók, men er der mindre udførlig. Tilsidst kommer '''Blóðegils þáttr,''' der er tagen af [[Knytlíngasaga|Knytlinga Saga]] (Fornm. S. XI, 231-242). Denne sidste Fortælling ender paa første Spalte af syvende Blad i det tredie indskudte Læg, det øvrige af Bladet er blankt, og det 8de eller sidste Blad, hvor intet har været skrevet, er forlængst bortskaaret. De nye indskudte Blade i Flateyjarbók udgjør i alt tre og tyve eller 3 Ark paa et Blad nær. Naar disse indskudte Ark ere skrevne, kan ikke med Vished afgjøres, dog ere de efter al Sandsynlighed blevne til i Slutningen af 15de Aarhundrede, eller 100 Aar efter at Hovedbogen var skreven.