Fostbrædra saga - Uddrag (CCR/FM) - Revisjonshistorikk

August på 6. feb. 2021 kl. 10:21

2021-02-06T10:21:11Z

Jesper på 26. sep. 2018 kl. 18:23

2018-09-26T18:23:27Z

Jesper på 26. sep. 2018 kl. 18:19

2018-09-26T18:19:42Z

Jesper på 26. sep. 2018 kl. 18:13

2018-09-26T18:13:26Z

Jesper på 26. sep. 2018 kl. 18:11

2018-09-26T18:11:26Z

Jesper på 26. sep. 2018 kl. 18:08

2018-09-26T18:08:37Z

Jesper på 26. sep. 2018 kl. 18:06

2018-09-26T18:06:16Z

Jesper på 26. sep. 2018 kl. 18:04

2018-09-26T18:04:01Z

Jesper på 26. sep. 2018 kl. 18:01

2018-09-26T18:01:04Z

Carsten på 26. sep. 2018 kl. 16:24

2018-09-26T16:24:36Z

Vis endringer

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 !  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Fóstbræðra saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fostbrødrenes Saga]] !!  !!
 |-
-!  !!  !!  !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fostbrødrenes saga]] !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Fóstbr&#339;ðra saga (Flateyjarbók)]] !!  !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fostbrødrenes saga]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fostbrædra saga - Uddrag (CCR/FM)]] !!  !!

@@ Linje 481: / Linje 481: @@
 '''Om Thorgeir Trolle.'''
-Thorgrim Einarsön Trolle boede i Einarsfjorden, paa Löngunes<ref>''Löngunes'' eller ''Laungunes'' betegner enten a) to lange Næs, ved eller mellem hvilke Gaarden har ligget, skjönt Navnet ikke, som det da burde være, findes regelmæssigt declineret i Fleerltallet (jfr. Anm. 31), eller og snarere b) Langens Næs af Fisken ''lánga'', Dansk-Norsk Lange, Svendsk ''långa'', Engl. ''ling'', Holl. ''leng'' (gadus molva), eller endelig c) af ''lángi'' noget som er langt (nu især i Islandsk Stortarmen, ''colon'') eller strækker sig ud i Længden, her muelig svarende til det paa Örkenöerne endnu (mm en smal og lang Jord- eller Mark-Ryg) brugelige ''laing''. Om Ordet nes, see ovenfor I, 65.</ref>. Han var en Gode<ref>Denne Benævnelse (''goðorðsmaðr'') er her især mærkelig, ved Undersögelsen over Grönlands gamle republicanske Forfatning. I Begyndelsen har vel Erik den Röde været Landets eneste Gode, men da dets Bebyggelse tiltog, ere de blevne flere, saa at Thorkel, Leifs Sön, har været Eriksfjordens, men Thorgrim Einarsfjordens (saaledes et særegent Districts) Gode. Muelig har en tredie da, eller senere været paa Herjolfsnes eller i dets Omegn, hvorom vi dog vel mangle tydelige Underretninger.</ref>, en stor og mægtig Hövding, holdt mange Folk og var stolt i sit hele Væsen. En Söster til Thorgrim, som hed Thordis, boede sammen med ham; hun havde været gift med en vis Hamund. Thordis's fire Sönner opholdt sig hos Thorgrim. Een af dem hed Bödvar, den anden Falgeir, den tredie Thorkel, den fjerde Thord. De vare alle meget raske og fyrige Mænd. En anden Söster til Thorgrim hed Thorun; hun boede i Einarsfjorden paa den Gaard som kaldes Langenes<ref>Lánganes betyder udtrykkelig det lange Næs af Adj. ''lángr'', lang (tilhörende alle gothisk-germaniske og selv de latinsk - romanske Sprog). See ellers (om Ordet ''nes'') I, 265. Som bekjendt kaldes Islands nordöstligste, sig langt ud i Söen strækkende Forbjerg, endnu ''Lánganes''.</ref>. Hun havde en Sön, ved Navn Ljot; han var meget stor af Væxt. Alle Thorgeirs Frænder vare meget stöiende og ubillige i deres Fremfærd. Sigrid hed en Kone som boede paa den Gaard der kaldtes Hammer<ref>Ordet ''Hamar'' betyder vel almindeligst det danske, tydske og engelske Hammer, Svensk ''hammar'', (eller ''hammare'') Angelsax., Aleman. og Plattydsk ''hamer'' her betegnede det vistnok, ligesom ellers i Oldnordisk og endnu i Islandsk, en steil Klippe (af paafaldende Lighed med en Hammer uden Skaft) som ogsaa endnu i Norge kaldes Hammer. Af en saadan Klippe har og sikkerlig det fordum berörte, men nu ödelagte Slot Hammershuus paa Bornholm sin Benævnelse. Kjøbstedet og Bispesædet Hammer (fordom, ligesom denne grönlandske Gaard, Hamar) i Norge har havt den samme Skjæhne. I Island bære mange höie steile Klipper og enkelte i saadannes Nærhed liggende Gaarde endnu dette Navn.</ref>; hun eiede et godt og indbringende Bo. Sigurd hed hendes Sön, som forestod Boet tilligemed hende; han var en modig og meget yndet Mand, holdt ikke af megen Stöi, og Folk syntes at han undertiden maatte vige for andre<ref> Den her forekommende, meget tvetydige Talemaade (som udelades i de övrige Haandskrifter) kan og modtage en aldeles modsat Fortolkning.</ref>. Avlskarlen<ref>Allene i det førhen til Grund lagde Haandskrift kaldes han Arheidstræl eller Avlstræl (''verksþræll''), men i samtlige övrige ''verkstjóri'', oversat af Arngrim Johnsen ved det græsk-latinske oeconomus, som ligefrem svarer til Avlskarl eller Avlsforvalter, hvilket og hans Stilling, som den der havde at befale over frie Mænd, synes at bekræfte. Dog finder man Exempler paa at Ordet þræll, skjönt stedse ved en fjendtlig eller nedværdigende Anvendelse, er blevet brugt om frie Mænd, ligesom det endnu undertiden bruges som Skjældsord i Island, hvor dog nu intet Spor af virkelig Trældom findes.</ref> i Brattalid hed Lodin; han var en god Arbeider; han holdt til med en Kone ved Navn Sigrid; hende blev det paalagt at sörge for Thormods Opvartning. I Brattalid var en Bygning, adskilt fra Gaardens övrige Huse; der pleiede Thorkel og hans faste Gjæster at sove<ref>Ved förste Öiekast synes den Beretning temmelig ligegyldig, at Hövdingen Thorkel pleiede at sove i samme Værelse som hans anseete Gjæster, men for dem som eftergranske det gamle Grönlands for os saa dunkle Historie forekommer den os at være meget mærkværdig. Deraf see vi nemlig, at Hövdingen Thorkel Leifsön ikke har været gift i hans Ungdoms- og Velmagtsdage, hvoraf man igjen kan slutte at han ikke har efterladt Livsarvvinger. Saaledes bliver det let begribeligt, som ellers forekommer besynderligt, og hvad vi af ældre Efterretninger vide, at Brattalilid, tillige med den vigtigste Övrighedsværdighed i Grönland, strax efter Thorkels Död er falden i fremede Hænder.</ref>; der brændte bestandig Lys om Natten, men andre Folk sov i Gaarden. Lodin tyktes at Sigrid opholdt sig alt for længe i Udhuset om Aftenen, og at hun viste ham mindre Opmærksomhed end førhen; da erindréde han sig den Vise<ref>Disse Vers findes i det ældgamle Eddadigt Havamaal; see den ældre Eddas store Udgave Ill, 105; Dansk Oversættelse lll, 123, 155.</ref> som (forlængst) havde været digtet om lösagtige Kvinder:
+Thorgrim Einarsön Trolle boede i Einarsfjorden, paa Löngunes<ref>''Löngunes'' eller ''Laungunes'' betegner enten a) to lange Næs, ved eller mellem hvilke Gaarden har ligget, skjönt Navnet ikke, som det da burde være, findes regelmæssigt declineret i Fleerltallet (jfr. Anm. 31), eller og snarere b) Langens Næs af Fisken ''lánga'', Dansk-Norsk Lange, Svendsk ''långa'', Engl. ''ling'', Holl. ''leng'' (gadus molva), eller endelig c) af ''lángi'' noget som er langt (nu især i Islandsk Stortarmen, ''colon'') eller strækker sig ud i Længden, her muelig svarende til det paa Örkenöerne endnu (mm en smal og lang Jord- eller Mark-Ryg) brugelige ''laing''. Om Ordet nes, see ovenfor I, 65.</ref>. Han var en Gode<ref>Denne Benævnelse (''goðorðsmaðr'') er her især mærkelig, ved Undersögelsen over Grönlands gamle republicanske Forfatning. I Begyndelsen har vel Erik den Röde været Landets eneste Gode, men da dets Bebyggelse tiltog, ere de blevne flere, saa at Thorkel, Leifs Sön, har været Eriksfjordens, men Thorgrim Einarsfjordens (saaledes et særegent Districts) Gode. Muelig har en tredie da, eller senere været paa Herjolfsnes eller i dets Omegn, hvorom vi dog vel mangle tydelige Underretninger.</ref>, en stor og mægtig Hövding, holdt mange Folk og var stolt i sit hele Væsen. En Söster til Thorgrim, som hed Thordis, boede sammen med ham; hun havde været gift med en vis Hamund. Thordis's fire Sönner opholdt sig hos Thorgrim. Een af dem hed Bödvar, den anden Falgeir, den tredie Thorkel, den fjerde Thord. De vare alle meget raske og fyrige Mænd. En anden Söster til Thorgrim hed Thorun; hun boede i Einarsfjorden paa den Gaard som kaldes Langenes<ref>Lánganes betyder udtrykkelig det lange Næs af Adj. ''lángr'', lang (tilhörende alle gothisk-germaniske og selv de latinsk - romanske Sprog). See ellers (om Ordet ''nes'') I, 265. Som bekjendt kaldes Islands nordöstligste, sig langt ud i Söen strækkende Forbjerg, endnu ''Lánganes''.</ref>. Hun havde en Sön, ved Navn Ljot; han var meget stor af Væxt. Alle Thorgeirs Frænder vare meget stöiende og ubillige i deres Fremfærd. Sigrid hed en Kone som boede paa den Gaard der kaldtes Hammer<ref>Ordet ''Hamar'' betyder vel almindeligst det danske, tydske og engelske Hammer, Svensk ''hammar'', (eller ''hammare'') Angelsax., Aleman. og Plattydsk ''hamer'' her betegnede det vistnok, ligesom ellers i Oldnordisk og endnu i Islandsk, en steil Klippe (af paafaldende Lighed med en Hammer uden Skaft) som ogsaa endnu i Norge kaldes Hammer. Af en saadan Klippe har og sikkerlig det fordum berörte, men nu ödelagte Slot Hammershuus paa Bornholm sin Benævnelse. Kjøbstedet og Bispesædet Hammer (fordom, ligesom denne grönlandske Gaard, Hamar) i Norge har havt den samme Skjæhne. I Island bære mange höie steile Klipper og enkelte i saadannes Nærhed liggende Gaarde endnu dette Navn.</ref>; hun eiede et godt og indbringende Bo. Sigurd hed hendes Sön, som forestod Boet tilligemed hende; han var en modig og meget yndet Mand, holdt ikke af megen Stöi, og Folk syntes at han undertiden maatte vige for andre<ref> Den her forekommende, meget tvetydige Talemaade (som udelades i de övrige Haandskrifter) kan og modtage en aldeles modsat Fortolkning.</ref>. Avlskarlen<ref>Allene i det førhen til Grund lagde Haandskrift kaldes han Arbeidstræl eller Avlstræl (''verksþræll''), men i samtlige övrige ''verkstjóri'', oversat af Arngrim Johnsen ved det græsk-latinske oeconomus, som ligefrem svarer til Avlskarl eller Avlsforvalter, hvilket og hans Stilling, som den der havde at befale over frie Mænd, synes at bekræfte. Dog finder man Exempler paa at Ordet þræll, skjönt stedse ved en fjendtlig eller nedværdigende Anvendelse, er blevet brugt om frie Mænd, ligesom det endnu undertiden bruges som Skjældsord i Island, hvor dog nu intet Spor af virkelig Trældom findes.</ref> i Brattalid hed Lodin; han var en god Arbeider; han holdt til med en Kone ved Navn Sigrid; hende blev det paalagt at sörge for Thormods Opvartning. I Brattalid var en Bygning, adskilt fra Gaardens övrige Huse; der pleiede Thorkel og hans faste Gjæster at sove<ref>Ved förste Öiekast synes den Beretning temmelig ligegyldig, at Hövdingen Thorkel pleiede at sove i samme Værelse som hans anseete Gjæster, men for dem som eftergranske det gamle Grönlands for os saa dunkle Historie forekommer den os at være meget mærkværdig. Deraf see vi nemlig, at Hövdingen Thorkel Leifsön ikke har været gift i hans Ungdoms- og Velmagtsdage, hvoraf man igjen kan slutte at han ikke har efterladt Livsarvvinger. Saaledes bliver det let begribeligt, som ellers forekommer besynderligt, og hvad vi af ældre Efterretninger vide, at Brattalilid, tillige med den vigtigste Övrighedsværdighed i Grönland, strax efter Thorkels Död er falden i fremede Hænder.</ref>; der brændte bestandig Lys om Natten, men andre Folk sov i Gaarden. Lodin tyktes at Sigrid opholdt sig alt for længe i Udhuset om Aftenen, og at hun viste ham mindre Opmærksomhed end førhen; da erindréde han sig den Vise<ref>Disse Vers findes i det ældgamle Eddadigt Havamaal; see den ældre Eddas store Udgave Ill, 105; Dansk Oversættelse lll, 123, 155.</ref> som (forlængst) havde været digtet om lösagtige Kvinder:
 :Paa rullende Hjul<ref>Formodentlig menes her Pottemagerens Hjul, hvilket adskillige i nordiske Gravhöie fundne Urner vise, at de hedenske Nordboere have kjendt og brugt.</ref>

@@ Linje 130: / Linje 130: @@
 '''Dráp Þorgeirs Hávarssonar.'''
-Tveir bræðr bjoggu í Garpsdal, hêt annarr Kálfr, en annarr Steinólfr; þeir voru [ríkir menn<ref>fra [á úngum aldri ok vel fjáregandi, B, C, J, K, L, M, auðugir, D, E, F; fjáðir, G.</ref> [ok vinsælir<ref>udeL-F.</ref> ---<ref>Her udelades noget som ikke vedkommer Fortællingens Gang.</ref> [En er vâraði þá sendir lllugi várníng sinn til skips<ref>a' Slèttu, paa Sletten. A, B, C, E.</ref>; þá skyldu fara utan með honum Þorgeir Hávarsson ok þeir bræðr í Garpsdal, Kálfr ok Steinólfr<ref>ok Helgí selseista, tilL F, E.</ref>, ok fóru þeir Þorgeir norðr fyri at búa skipit<ref>norðr í höfnina, nordpaa til Havnen, B, C.</ref>, en Illugi reið til þíngs<ref>Her er Fortællingen noget vidtlöftigere i de övríge, men giver den samme Mening.</ref>. Ok er þeir komu [í Raunhöfn, settu þeir fram skipið. Þar var þá Helgi selseista. Gautr Sleituson var til skips kominn, ok [var eigi í mötuneyti með Þorgeiri<ref>fra [hafði annat mötuneyti, B, C, D, E, F, G, J, K, L, M.</ref>. Þar var íllt til eldiviðar, ok fóru sinn dag hvârir at afla eldiviðar<ref>eldibranda, B,C, G, J, K, L, M.</ref>. Einn dag [fór Þorgeirr ok hans kumpánar<ref>förunautar, B, (J, L, M; menn, D, G (udel. Tr.), fra [fóru þeir Þorgeir, E, F.</ref>, en Gautr var heima til [matgerðar<ref>udel. B, C, F.</ref>. [Menu Gauts þraut eldivíð<ref> fra [Matsveinar Gauts höfðu ketíl uppi, ok er vella var komin á ketil þeírra, þá var lokit eldíviði þeirra, B, C, D, E, F, G, J, K, L.</ref>, ok sögðu Gauti<ref>til sinna vandræða, I. B, C, J, G.</ref>. Hann gengr til tjalds<ref>búðar, B,C.J.</ref> Þorgeirs, ok tekr þar<ref>ofan, l. F,G.</ref> spjót hans, ok höggr af skapti, [ok kastar spjótinu í húðfat<ref>rúm, B,C,G.J.</ref> hans<ref>ok hefir með sèr skaptið, till. B, C, J, fra [ v. D, F.</ref>; hann tók ok skjöld Þorgeirs, ok klyfr sundr skjöldinn ok spjótskaptið<ref>gengr síðan til eldstdarinnar, till. B, C, D, E, F, J.</ref>, ok eldar uudir katlinum; ok varð þá vel matbúið. Þorgeirr kom heim um kveldit, ok saknar [spjóts síns ok skjaldar<ref>fra [skjött vâpna sinna, B, 0.</ref>; hann spyrr hverr tekit hefði. Gautr segir at hann klauf hvárttveggja undir ketil várn, er eigi mátti aðr matbúa er engi var eldiviðr, en oss þótti illt at eta rátt<ref>en sjot þitt liggr í rúmi þinu, till. F.</ref>. [Þorgeirr svarar: nauðsyn var þat at matbúa yðr, því at [hráæti eru fyriboðin<ref>bönnuð, G.</ref> hêr í landslögum<ref>fra [udel. B, C, D, K, L, M.</ref>, ok minn herra, Ólafr<ref>udel, G, K.</ref> konúngr, fyribyðr öllum [sínum mönnum<ref>fra tredie [u.B,C.</ref> at eta hrátt. [Engi maðr fann at Þorgeiri <ref>fra [nú finna menn á (Þorgeiri at honum, nu mærkede Folk paa Torgeir at han var, F, L K; Þorgeiri likaði illa, en var þó vel stilltr, Thorgeir syntes ilde herom, men forholdt sig dog fuldkommen rolig; L) nú fann ekki á Þorgeiri at honum, F, G.</ref> mislikaði þetta<ref>sjá titlekja,B, C: þessi t.,D.</ref>. Annan dag [fór Gautr ok hans kumpánar<ref>förunautar, B, C; menn, G; fra [var Þorgeirr heima ok bjó skip sitt, en Gautr fór, var Thorgeir hjemme og udrusfeäe sit Skib, men Gaut tog ud, B, C, F, L.</ref> at eldiviði<ref>fá eldibranda, E, C; at eldibründum, F.</ref>, en sveinar<ref>matsveinar,P.</ref> Þorgeirs sögðu honum at þá vantaði við. Þorgeirr<ref>fór til tjalds Gauts, ok, t. D</ref> tók þá skjöld Gauts ok spjót, ok hjó undir ketíl. Gautr kom heim, ok sá spjót sitt liggja skaptlaust í húðfati<ref>rúmi, F, G.</ref> sínu; hann saknar ok skjaldar síns. Hann spyrr hverr tekit hefir. Þorgeirr svarar: þat klauf ek undir ketil í dag, þvíat sveinum varð eldiviðar skortr<ref>fátt, B, C.</ref>. Gautr mælti: seint [lætr þú af<ref>leiðst þèr, G.</ref> at auka [úsæmð við oss frændr<ref>fra [ oss skapraunir, B, C, E, F, G, J.</ref>. Þorgeirr svarar: svâ er leikr hverr sem [byrjaðr var<ref>heiman er gerr, B, C, E, F, G, J.</ref>. Gautr hjó þá til Þorgeirs, en hann lystr exi sinni við högginu, ok bar af sêr, ok skeindist þó nokkut<ref>litt, B, C, D, E.</ref> á fæti; lupu þá menn meðal þeirra<ref>toku þá, l, B, C.</ref>, ok hèldu [þá Þorgeiri. Hann<ref>fra [Þorgeirr B, C; þeim P, F,</ref>mælti: ekki þurfit pèr mèr at halda, [ekki geri ek at sinni<ref>fra [því at ek mun mik nú til engis (úfriðar t. D, F.) likligan gera, B, C, D, E, F, G, J.</ref>. Voru þeir nú skildir, ok fór hvárr í sitt tjald, ok [fóru síðan at sofa<ref>hafa nætrfrið, G; leggjast síðan til svefns, ok er menn voru sofnaðir, B, C, D, E, J.</ref>. Ok um nóttina stendr Þorgeirr upp, ok tekr exi sína, ok gengr [í tjald þat<ref>til tjalds þess, B, C, D, E, F, J.</ref> er Gautr svaf í<ref>ok spretti tjaldskörum, gengr inn í tialdit ok at rúmi Gauts, f. B, C, D, E,F,G,J.</ref>, ok vekr hann. Gautr<ref>vaknar ok t. B, C, D,E,J.</ref> sprettr upp, ok vildi grípa vâpn sin. Þá hjó Þorgeirr í höfuð Gauti, ok klýfr hann í herðar niðr<ref>fèkk Gautr af því sári (skjótan) bana; Þorgeir, t. B, C, D,E,F, G, J.</ref>, gekk brott síðan til [tjalds síns<ref>búðar sinnar, B, C, J.</ref>. Kumpánar<ref>búðunautar, B, C, F, G; búðarnautar, D, J; búðanauta, E.</ref> Gauts vöknuðu við brestinn, er hann var veginn, [ok bjuggu um líkið. Svâ segir Þormóðr<ref>fra [styrmðu þeir yfir líkinu ok bjuggu um. Um þenna atburð orti Þormodr vísu þessa, C, D, E, F, J.</ref>:
+Tveir bræðr bjoggu í Garpsdal, hêt annarr Kálfr, en annarr Steinólfr; þeir voru [ríkir menn<ref>fra [á úngum aldri ok vel fjáregandi, B, C, J, K, L, M, auðugir, D, E, F; fjáðir, G.</ref> [ok vinsælir<ref>udeL-F.</ref> ---<ref>Her udelades noget som ikke vedkommer Fortællingens Gang.</ref> [En er vâraði þá sendir lllugi várníng sinn til skips<ref>a' Slèttu, paa Sletten. A, B, C, E.</ref>; þá skyldu fara utan með honum Þorgeir Hávarsson ok þeir bræðr í Garpsdal, Kálfr ok Steinólfr<ref>ok Helgí selseista, tilL F, E.</ref>, ok fóru þeir Þorgeir norðr fyri at búa skipit<ref>norðr í höfnina, nordpaa til Havnen, B, C.</ref>, en Illugi reið til þíngs<ref>Her er Fortællingen noget vidtlöftigere i de övríge, men giver den samme Mening.</ref>. Ok er þeir komu [í Raunhöfn, settu þeir fram skipið. Þar var þá Helgi selseista. Gautr Sleituson var til skips kominn, ok [var eigi í mötuneyti með Þorgeiri<ref>fra [hafði annat mötuneyti, B, C, D, E, F, G, J, K, L, M.</ref>. Þar var íllt til eldiviðar, ok fóru sinn dag hvârir at afla eldiviðar<ref>eldibranda, B,C, G, J, K, L, M.</ref>. Einn dag [fór Þorgeirr ok hans kumpánar<ref>förunautar, B, (J, L, M; menn, D, G (udel. Tr.), fra [fóru þeir Þorgeir, E, F.</ref>, en Gautr var heima til [matgerðar<ref>udel. B, C, F.</ref>. [Menu Gauts þraut eldivíð<ref> fra [Matsveinar Gauts höfðu ketíl uppi, ok er vella var komin á ketil þeírra, þá var lokit eldíviði þeirra, B, C, D, E, F, G, J, K, L.</ref>, ok sögðu Gauti<ref>til sinna vandræða, I. B, C, J, G.</ref>. Hann gengr til tjalds<ref>búðar, B,C.J.</ref> Þorgeirs, ok tekr þar<ref>ofan, l. F,G.</ref> spjót hans, ok höggr af skapti, [ok kastar spjótinu í húðfat<ref>rúm, B,C,G.J.</ref> hans<ref>ok hefir með sèr skaptið, till. B, C, J, fra [ v. D, F.</ref>; hann tók ok skjöld Þorgeirs, ok klyfr sundr skjöldinn ok spjótskaptið<ref>gengr síðan til eldstdarinnar, till. B, C, D, E, F, J.</ref>, ok eldar uudir katlinum; ok varð þá vel matbúið. Þorgeirr kom heim um kveldit, ok saknar [spjóts síns ok skjaldar<ref>fra [skjött vâpna sinna, B, 0.</ref>; hann spyrr hverr tekit hefði. Gautr segir at hann klauf hvárttveggja undir ketil várn, er eigi mátti aðr matbúa er engi var eldiviðr, en oss þótti illt at eta rátt<ref>en sjot þitt liggr í rúmi þinu, till. F.</ref>. [Þorgeirr svarar: nauðsyn var þat at matbúa yðr, því at [hráæti eru fyriboðin<ref>bönnuð, G.</ref> hêr í landslögum<ref>fra [udel. B, C, D, K, L, M.</ref>, ok minn herra, Ólafr<ref>udel, G, K.</ref> konúngr, fyribyðr öllum [sínum mönnum<ref>fra tredie [u.B,C.</ref> at eta hrátt. [Engi maðr fann at Þorgeiri <ref>fra [nú finna menn á (Þorgeiri at honum, nu mærkede Folk paa Torgeir at han var, F, L K; Þorgeiri likaði illa, en var þó vel stilltr, Thorgeir syntes ilde herom, men forholdt sig dog fuldkommen rolig; L) nú fann ekki á Þorgeiri at honum, F, G.</ref> mislikaði þetta<ref>sjá titlekja,B, C: þessi t.,D.</ref>. Annan dag [fór Gautr ok hans kumpánar<ref>förunautar, B, C; menn, G; fra [var Þorgeirr heima ok bjó skip sitt, en Gautr fór, var Thorgeir hjemme og udrustede sit Skib, men Gaut tog ud, B, C, F, L.</ref> at eldiviði<ref>fá eldibranda, E, C; at eldibründum, F.</ref>, en sveinar<ref>matsveinar,P.</ref> Þorgeirs sögðu honum at þá vantaði við. Þorgeirr<ref>fór til tjalds Gauts, ok, t. D</ref> tók þá skjöld Gauts ok spjót, ok hjó undir ketíl. Gautr kom heim, ok sá spjót sitt liggja skaptlaust í húðfati<ref>rúmi, F, G.</ref> sínu; hann saknar ok skjaldar síns. Hann spyrr hverr tekit hefir. Þorgeirr svarar: þat klauf ek undir ketil í dag, þvíat sveinum varð eldiviðar skortr<ref>fátt, B, C.</ref>. Gautr mælti: seint [lætr þú af<ref>leiðst þèr, G.</ref> at auka [úsæmð við oss frændr<ref>fra [ oss skapraunir, B, C, E, F, G, J.</ref>. Þorgeirr svarar: svâ er leikr hverr sem [byrjaðr var<ref>heiman er gerr, B, C, E, F, G, J.</ref>. Gautr hjó þá til Þorgeirs, en hann lystr exi sinni við högginu, ok bar af sêr, ok skeindist þó nokkut<ref>litt, B, C, D, E.</ref> á fæti; lupu þá menn meðal þeirra<ref>toku þá, l, B, C.</ref>, ok hèldu [þá Þorgeiri. Hann<ref>fra [Þorgeirr B, C; þeim P, F,</ref>mælti: ekki þurfit pèr mèr at halda, [ekki geri ek at sinni<ref>fra [því at ek mun mik nú til engis (úfriðar t. D, F.) likligan gera, B, C, D, E, F, G, J.</ref>. Voru þeir nú skildir, ok fór hvárr í sitt tjald, ok [fóru síðan at sofa<ref>hafa nætrfrið, G; leggjast síðan til svefns, ok er menn voru sofnaðir, B, C, D, E, J.</ref>. Ok um nóttina stendr Þorgeirr upp, ok tekr exi sína, ok gengr [í tjald þat<ref>til tjalds þess, B, C, D, E, F, J.</ref> er Gautr svaf í<ref>ok spretti tjaldskörum, gengr inn í tialdit ok at rúmi Gauts, f. B, C, D, E,F,G,J.</ref>, ok vekr hann. Gautr<ref>vaknar ok t. B, C, D,E,J.</ref> sprettr upp, ok vildi grípa vâpn sin. Þá hjó Þorgeirr í höfuð Gauti, ok klýfr hann í herðar niðr<ref>fèkk Gautr af því sári (skjótan) bana; Þorgeir, t. B, C, D,E,F, G, J.</ref>, gekk brott síðan til [tjalds síns<ref>búðar sinnar, B, C, J.</ref>. Kumpánar<ref>búðunautar, B, C, F, G; búðarnautar, D, J; búðanauta, E.</ref> Gauts vöknuðu við brestinn, er hann var veginn, [ok bjuggu um líkið. Svâ segir Þormóðr<ref>fra [styrmðu þeir yfir líkinu ok bjuggu um. Um þenna atburð orti Þormodr vísu þessa, C, D, E, F, J.</ref>:
 :Gaut<ref>Gautr(rimeligviis urigtigt) B, C..</ref> veít ek at sun Sleitu

@@ Linje 48: / Linje 48: @@
 B) En Afskrift i samme Samling af Membranen AA, skrevet med Asgeir Johnsens Haand, 566 b, i 4to. Foran læses (med Arne Magnussens Haand): “Saga Þormóðar ok Þorgeirs, ex membrana mea in folio, vantar nærri hálfa aptan við." Afskriften naar uden Tvivl ligesaa langt som Originalens for den til Grund liggende men nu forkomne Blade, nemlig til den trykte Udgaves S. 131, Sde Linie, i dens 17de Capitel, hvor Afskriften slutter med Ordet ''allt'', hvorved det dog maa bemærkes, at Membranens Indhold tildeels findes at være anderledes omsat, end i den trykte Udgaves Text.
-C) En Afskrift af den samme Membran, tilhörende mig, Finn Magnusen, skrevet med den bekjendte Saga-Afskriver, Præsten Odd Johnsens Haand (formodentlig henved 1770). Foran er iölgende Bemærkning tilföiet: ''Ex codíce membraneo in folio Msta A. Magnæi Num. 132. Hæc ultima est historiarum in Membrana, quæ ad finem mutíla est''. Den naaer til Udgavens S. 114, sidste Linie, til Ordet ''rennr'' incl. Her antegnes i den trykte Udgave: ''hér lýkr''  No. 132. I den anföres dog senere adskillige Varianter efter 132. Denne vor Afskrift indeholder 50 Linier mindre end den Arnæmagnæanske.
+C) En Afskrift af den samme Membran, tilhörende mig, Finn Magnusen, skrevet med den bekjendte Saga-Afskriver, Præsten Odd Johnsens Haand (formodentlig henved 1770). Foran er fölgende Bemærkning tilföiet: ''Ex codice membraneo in folio Msta A. Magnæi Num. 132. Hæc ultima est historiarum in Membrana, quæ ad finem mutila est''. Den naaer til Udgavens S. 114, sidste Linie, til Ordet ''rennr'' incl. Her antegnes i den trykte Udgave: ''hér lýkr''  No. 132. I den anföres dog senere adskillige Varianter efter 132. Denne vor Afskrift indeholder 50 Linier mindre end den Arnæmagnæanske.
 Noget af Originalens sidst tabte Blade vedkommer Grönlands Historie; i deres Sted have vi maattet bruge de ovenmeldte Afskrifter, for saavidt som de naae; vi have collationeret dem med hinanden, ligefra det Sted, hvor Membranen nu ophörer, og befundet, at de afvige i mange Ord, ja endog undertiden i hele Perioder, fra hinanden, samt at Odd Johnsens Afskrift her oftest synes at være den rigtigere og saaledes at burde have Fortrinet for Asgeir Johnsens Afskrift. Hertil kommer og den vigtige Omstændighed, at Asgeir ikke har kunnet læse adskilligt (deels enkelte Ord, deels hele sætninger), og derfor blot levnet blank Plads derfor, hvilket Odd derimod har dechiffreret og tillagt i sin Afskrift. Endelig kan det bemærkes, at i Asgeirs Afskrift fattes overalt Capitlernes Overskrifter eller Titler, hvilke Odd derimod, naar saadant fandtes i Originalen, overalt har tilföiet.

@@ Linje 42: / Linje 42: @@
 Vi have bragt i Erfaring at i det mindste tre Membraner af Sagaen fordum have været til; een af dem besidde vi heel, men kun Levninger af de to andre. Det ene af Fragmenterne (AA), have vi ved nærværende Arbeide egentlig slet ikke kunnet bruge i Originalen, da det nu ikke naaer til det Tidspunkt, hvor den os vedkommende Deel af Fortællingen begynder. Dog have vi været saa heldige at kunnne benytte to forskjellige Afskrifter (B, C), tagne af en Deel af samme Pergamentsbog som nu er aldeles forsvunden. Derimod have vi, forsaavidt vor Meddelelse naaer, lagt det andet Pergamentsfragment, A (som efter vor Mening indeholder Sagaens ældste Bearbeidelse), til Grund for Texten, og med det begynde vi Fortegnelsen over samtlige ved os afskrevne eller collationerede Haandskrifter.
-A) Et Membranfragment i mindste Folio eller aflang Qvartformat, Nr. 544, 4to, i den Magnæanske Haandskriftsamling. Det begynder i Thormods Samtale med Hatla (i den trykte Udgave S. 70), hvori hun giver ham en Guldring til Belönning for det Lovkvad som han havde digtet om hendes Datter Thorbjörg Kolbrun, og hvorved han tillige fik sit bekjendte Tilnavn. Hele Bindet er nærmere beskrevet og omhandlet af os her ovenfor I, 343-346, hvor vi have sögt at vise, at det maa være fra Slutningen af det 13de eller Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, samt at det til deels er skrevet af den berömte Laugmand og Historiker Hauk Erlendsön. Saavidt vi vide, er denne vor Afskrift den förste, som nogensinde er bleven taget af dette mærkværdige Fragment, som heller ikke er blevet benyttet ved den eneste trykte Udgave eller Sagaens i sin Tid af Suhm foranstaltede Collationering. For vigtigt Beviis for denne Membrans, eller maaskee rettere denne Recensions, höie Ælde, antage vi den Omstændighed, at den har kun faa Capitel-Inddelinger i Forhold til de nyere i Flatöbogen og de med den mest overeensstemmende Recensioner. Saaledes indbefatter f. Ex. 1 af vor Texts Capitler 8 i Flatöbogen, nemlig det 31te til 38 i den trykte Udgave.
+A) Et Membranfragment i mindste Folio eller aflang Qvartformat, Nr. 544, 4to, i den Magnæanske Haandskriftsamling. Det begynder i Thormods Samtale med Katla (i den trykte Udgave S. 70), hvori hun giver ham en Guldring til Belönning for det Lovkvad som han havde digtet om hendes Datter Thorbjörg Kolbrun, og hvorved han tillige fik sit bekjendte Tilnavn. Hele Bindet er nærmere beskrevet og omhandlet af os her ovenfor I, 343-346, hvor vi have sögt at vise, at det maa være fra Slutningen af det 13de eller Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, samt at det til deels er skrevet af den berömte Laugmand og Historiker Hauk Erlendsön. Saavidt vi vide, er denne vor Afskrift den förste, som nogensinde er bleven taget af dette mærkværdige Fragment, som heller ikke er blevet benyttet ved den eneste trykte Udgave eller Sagaens i sin Tid af Suhm foranstaltede Collationering. For vigtigt Beviis for denne Membrans, eller maaskee rettere denne Recensions, höie Ælde, antage vi den Omstændighed, at den har kun faa Capitel-Inddelinger i Forhold til de nyere i Flatöbogen og de med den mest overeensstemmende Recensioner. Saaledes indbefatter f. Ex. 1 af vor Texts Capitler 8 i Flatöbogen, nemlig det 31te til 38 i den trykte Udgave.
 AA) En Membran i Folio i samme Samling Nr. 132, indeholder Begyndelsen af denne Saga, som nu kun naaer til den trykte Udgaves Side 58, 4de Linie, i dens 14de Capitel, og ender med Ordet ''lagðist''. Stykket udgjör et löst Læg, som forhen har været indbundet i en Bog, der ellers indeholder forskjellige andre Sagaer, og hvori denne er den sidste. Siden Bogen kom i Arne Magnussens Eie har den stedse været defect, men desværre see vi nu, af de Afskrifter som strax herefter ommeldes, at den da har indeholdt noget mere end nu, og at et Læg eller adskillige Blade senere ere bortkomne; naar dette er skeet, vides nu ikke. Pergamentsbogen har været afbenyttet ved de trykte Udgaver af fölgende Sagaer: ''Saga Egils Skallagrímssonar, Saga af Finnboga rama, Laxdæla og Kormaks Saga'', og ommeldes i Udgavernes Fortaler. Efter ældre Lærdes og vort eget Skjönnende er denne Bog skrevet i det 14de Aarhundredes Begyndelse eller förste Halvdeel. Det er formodentlig denne Codex som i Arne Magnussens Tid kaldtes ''Kálfækjarbók'' eller Bogen fra ''Kálfalæk''. Hans Optegnelse om den have vi ikke kunnet finde.

@@ Linje 36: / Linje 36: @@
 Hverken den udförlige Meddelelse af denne vor Sagas ellers læseværdige Slutning, eller dens förste Halvdeel vedkommer os egentlig ved nærværende Værks Udgivelse, da Helten Thormod langt fra ikke hörte til Grönlands ægte Nybyggere eller Indbyggere, men snarere affolkede end befolkede Landet. Dog finde vi det passende her at meddele vore Læsere et kortfattet Udtog af de tvende her nævnte islandske Heltes ellers i Sagaen udförlig skildrede Levnet<ref>Uddrag deraf findes a) i Arngrim Johnsens uudgivne Grænlandia 6te Cap. og i Einar Eyjolfsens paa Skalholt trykte islandsk Oversættelse (det er især forsaavidt urigtigt at de heelt forskjellige Steder Langanes og Löngunes paa Grönland antages deri for eet og det samme). b) Torfæi Historia Norvegica III, 162, 190 o. f., og især, med Hensyn til det her beskrevne Grönlandstog, i hans Grænlandia S. 157-192. c) i P. E. Müllers Saga-Bibliothek I, 153-159. Dog har ingen af disse Forfattere kjendt Sagaens ældste Recension, som nu udgives af os, efter en ældgammel, hidindtil i den lærde Verden uhekjendt Membran, for saa vidt som den vedkommer Grönlands Historie.</ref>.
-Baade Thorgeir og Thormod vare födte og opfödte i Isefjorden paa Islands Vesterland. Begges Fædre vare Bönder, aldeles ikke beslægtede med hinanden. Berse (eller Besse) Thormods Fader, var efter Landnamas 2 B. 29 Cap., en Sön af Haldor, Sön af den Gunnbjörn som först opdagede Gunnbjörnsskjærene og tillige var den förste Europæer som saae Grönlands Fastland, og underrettede andre derom (see I, 71 o. fl). De förstnævnte indgik allerede i Barndomsalderen, et svorent Broderskab, og lovede höitidelig: at den af dem, som overlevede den anden, skulde hævne hans Drab. Deres stridbare Sindelag og idelige Vaabenövelser lode dem allerede da forudsee at den da for hæderlig og önskelig anseete Vaabendöd vilde blive deres Skjæbne. I denne Anledning bemærker Sagaens Forfatter: "Endskjönt; Folk paa den Tid kaldtes Christne, var Christendommen dog meget ung og ufuldkommen, saa at mange af Hedenskabets Gnister endnu ulmede i manges Sind, og Vaner. - Det var een af Oldtidens Skikke at tappre Mænd indgik den Pagt mellem sig, at den længstlevende skulde hævne den andens Drab. De skulde gaae gjennem tre opreiste Jordringe og det ansaae de for en Eed. Det skete paa den Maade, at man opskar tre lange og tynde Græstörv (ved Siden af hinanden); med begge Ender skulde de alle være faste til Jorden, men oplöftes saaledes i Midten, at den sværgende kunde gaae under (eller igjennem) dem<ref>Denne symboliske Eed blev vel aflagt ved den nordiske Hedendoms höieste guddommelige Ægtepar, alles Forældre: Odin (Alfader), Himmelens Gud (thi Löftet aflagdes under den frie Himmel) og ved Frigga, den frugtbare Jords Gudinde, alles fælles Moder. De Sværgende, opfostrede tilsammen ved hendes Barm, satte dette naturlige Fostbroderskab, ved hin Ceremonie, i det virkelige Broderskabs Sted.</ref>. Denne Leg udövede<ref>Efter de i (AA) B,C og G forekommende Læesemaader: denne Ed aflagde o.s.v.</ref> ogsaa Drengene Thormod og Thorgeir." Der gaves ellers flere Ceremonier i Hedenold ved Fostbroderskabets Stiftelse, end de som ommeldes i den, og de beskrives nöiere i andre Sagaer<ref>Höist besynderligt er det, at netop et færöisk Digt, som er vedligeholdt ved Traditionen lige til vore Dage, om Thormod og Thorgeir (hvilket vi nærmere ommelde ved denne Indlednings slutning), strax i sin Begyndelse beretter at disse Fostbrödre blandede Blod med hinanden (''röra saman dröyra''), saaledes som Ceremonierne især beskrives i den ældre Edda (see den danske Oversættelse II, 287, 308-9,l IV, 88) Völsunga-Saga 31. Cap. og i Gisle Sursöns Saga 6te Capitel.</ref>, men hin Drengeleg blev dog i den voxne Alder til ramme Alvor, samt havde med Tiden en stor (og rimeligviis afgjörende) Indflydelse paa Grönlands Herskerfamiliers og dets egen Skjæbne. Vore Fostbrödre sögte og i deres Opvæxt at ligne Hedenolds Kæmper i urolig og stridbar Færd, hvorved de indvikledes i mange og langvarige Feider. Thorgeir var kun 15 Aar gammel, da han hævnede sin (for hans Skyld fra Isefjorden bortviste) Faders Drab, ved at nedlægge hans tappre og mægtige Banemand. Siden begik han paa Island, Tid efter anden, 9 forskjellige Drab, foruden de 3 som berettes i det Stykke af Sagaen som vi her meddele. Nogen Tid af sit Liv tilbragde Thorgeir i Norge, som Kong Olafs Hirdmand, gjorde et Streiftog til England og Irland<ref>Ved en Feiltagelse beretter Suhm (i hans Danmarks Historie III, 785, at Thormod fulgtes med Thorgeir paa hans Tog til England o.s.v., Thormod forlod ikke Island förend efter hans Fostbroders Död.</ref>, samt var med Paa et krigersk Ledingstog fra Örkenöerne. Endskjönt han udenlands vandt megen Anseelse, reiste han dog, mod Kong Olafs Raad, tilbage til Island, hvor Fredlösheds Dom var gaaet ham over, og beskyttedes der et halvt Aars Tid af sin Ven og Frænde, Hövdingen Thorgils Aresön, men skulde atter afgaae til Norge med den sidstnævntes Broders, llluge Aresöns Skib, da Stolthed eller Hævngjerrighed forförte ham til end et Drab, som strax derefter kostede hans eget Liv. Tborgeirs Fostbroder Thormod hjalp ham trolig i adskillige af hans blodige Foretagender, men skiltes dog, for en Tid, fra ham, fordi Thorgeir önskede at pröve Styrke med ham, efter at have erklæret sig og Thormod for de raskeste af alle andre Mænd, hvilket den Sidstnævnte ei heller vilde ganske samtykke. I sin Ungdom gjorde Thormod sig ellers mere bekjendt ved forskjellige Hjærlighedsforstaaelser, og sine Digtninger til elskede Möers Pris, end ved sine Heltegjerninger. Om hans Udenlandsreiser ere denne Sagas forskjellige Recensioner tildeels uenige, hvorom vi forelöbig kunne henvise til dens trykte Udgave.
+Baade Thorgeir og Thormod vare födte og opfödte i Isefjorden paa Islands Vesterland. Begges Fædre vare Bönder, aldeles ikke beslægtede med hinanden. Berse (eller Besse) Thormods Fader, var efter Landnamas 2 B. 29 Cap., en Sön af Haldor, Sön af den Gunnbjörn som först opdagede Gunnbjörnsskjærene og tillige var den förste Europæer som saae Grönlands Fastland, og underrettede andre derom (see I, 71 o. fl). De förstnævnte indgik allerede i Barndomsalderen, et svorent Broderskab, og lovede höitidelig: at den af dem, som overlevede den anden, skulde hævne hans Drab. Deres stridbare Sindelag og idelige Vaabenövelser lode dem allerede da forudsee at den da for hæderlig og önskelig anseete Vaabendöd vilde blive deres Skjæbne. I denne Anledning bemærker Sagaens Forfatter: "Endskjönt; Folk paa den Tid kaldtes Christne, var Christendommen dog meget ung og ufuldkommen, saa at mange af Hedenskabets Gnister endnu ulmede i manges Sind, og Vaner. - Det var een af Oldtidens Skikke at tappre Mænd indgik den Pagt mellem sig, at den længstlevende skulde hævne den andens Drab. De skulde gaae gjennem tre opreiste Jordringe og det ansaae de for en Eed. Det skete paa den Maade, at man opskar tre lange og tynde Græstörv (ved Siden af hinanden); med begge Ender skulde de alle være faste til Jorden, men oplöftes saaledes i Midten, at den sværgende kunde gaae under (eller igjennem) dem<ref>Denne symboliske Eed blev vel aflagt ved den nordiske Hedendoms höieste guddommelige Ægtepar, alles Forældre: Odin (Alfader), Himmelens Gud (thi Löftet aflagdes under den frie Himmel) og ved Frigga, den frugtbare Jords Gudinde, alles fælles Moder. De Sværgende, opfostrede tilsammen ved hendes Barm, satte dette naturlige Fostbroderskab, ved hin Ceremonie, i det virkelige Broderskabs Sted.</ref>. Denne Leg udövede<ref>Efter de i (AA) B,C og G forekommende Læesemaader: denne Ed aflagde o.s.v.</ref> ogsaa Drengene Thormod og Thorgeir." Der gaves ellers flere Ceremonier i Hedenold ved Fostbroderskabets Stiftelse, end de som ommeldes i den, og de beskrives nöiere i andre Sagaer<ref>Höist besynderligt er det, at netop et færöisk Digt, som er vedligeholdt ved Traditionen lige til vore Dage, om Thormod og Thorgeir (hvilket vi nærmere ommelde ved denne Indlednings slutning), strax i sin Begyndelse beretter at disse Fostbrödre blandede Blod med hinanden (''röra saman dröyra''), saaledes som Ceremonierne især beskrives i den ældre Edda (see den danske Oversættelse II, 287, 308-9,l IV, 88) Völsunga-Saga 31. Cap. og i Gisle Sursöns Saga 6te Capitel.</ref>, men hin Drengeleg blev dog i den voxne Alder til ramme Alvor, samt havde med Tiden en stor (og rimeligviis afgjörende) Indflydelse paa Grönlands Herskerfamiliers og dets egen Skjæbne. Vore Fostbrödre sögte og i deres Opvæxt at ligne Hedenolds Kæmper i urolig og stridbar Færd, hvorved de indvikledes i mange og langvarige Feider. Thorgeir var kun 15 Aar gammel, da han hævnede sin (for hans Skyld fra Isefjorden bortviste) Faders Drab, ved at nedlægge hans tappre og mægtige Banemand. Siden begik han paa Island, Tid efter anden, 9 forskjellige Drab, foruden de 3 som berettes i det Stykke af Sagaen som vi her meddele. Nogen Tid af sit Liv tilbragde Thorgeir i Norge, som Kong Olafs Hirdmand, gjorde et Streiftog til England og Irland<ref>Ved en Feiltagelse beretter Suhm (i hans Danmarks Historie III, 785, at Thormod fulgtes med Thorgeir paa hans Tog til England o.s.v., Thormod forlod ikke Island förend efter hans Fostbroders Död.</ref>, samt var med Paa et krigersk Ledingstog fra Örkenöerne. Endskjönt han udenlands vandt megen Anseelse, reiste han dog, mod Kong Olafs Raad, tilbage til Island, hvor Fredlösheds Dom var gaaet ham over, og beskyttedes der et halvt Aars Tid af sin Ven og Frænde, Hövdingen Thorgils Aresön, men skulde atter afgaae til Norge med den sidstnævntes Broders, llluge Aresöns Skib, da Stolthed eller Hævngjerrighed forförte ham til end et Drab, som strax derefter kostede hans eget Liv. Thorgeirs Fostbroder Thormod hjalp ham trolig i adskillige af hans blodige Foretagender, men skiltes dog, for en Tid, fra ham, fordi Thorgeir önskede at pröve Styrke med ham, efter at have erklæret sig og Thormod for de raskeste af alle andre Mænd, hvilket den Sidstnævnte ei heller vilde ganske samtykke. I sin Ungdom gjorde Thormod sig ellers mere bekjendt ved forskjellige Kjærlighedsforstaaelser, og sine Digtninger til elskede Möers Pris, end ved sine Heltegjerninger. Om hans Udenlandsreiser ere denne Sagas forskjellige Recensioner tildeels uenige, hvorom vi forelöbig kunne henvise til dens trykte Udgave.
 Fölgende Haandskrifter, som endnu haves af Sagaen, ere af os ved den nærværende Bearbeidelse fra vores Side blevne benyttede.
@@ Linje 104: / Linje 104: @@
 *1023: Strax efter Thorgeirs Död forlader Thormod Island og lander i Efteraaret ved Helgeland i Norge. Han begav sig strax til Kong Olaf, og har truffet ham i Nidaros, hvor han netop da, efter Hongesagaerne, overvintrede.
 *1024: Thormod afreiste, om Foraaret, til Grönland, efter at have taget Afsked med Kongen (som da endnu opholdt sig i Nidaros).
-*1024: Thorgils Aresön anlægger Sögsmaal mod Tborgeir Havarsöns islandske Drabsmænd, som domfældes paa Althinget (skjönt Sagen tildeels, med Hensyn til dem, efter Flatöbogen, er bleven forligt, med Gudmund den Riges Bistand).
+*1024: Thorgils Aresön anlægger Sögsmaal mod Thorgeir Havarsöns islandske Drabsmænd, som domfældes paa Althinget (skjönt Sagen tildeels, med Hensyn til dem, efter Flatöbogen, er bleven forligt, med Gudmund den Riges Bistand).
 *1023: Kong Olaf den Hellige sendte Thoraren Nefjulfsön til Grönland eller Island, med Ærender til Gudmund den Rige (som uden Tvivl tildeels have fordret Hævn for Thorgeir Havarsöns Drab) - efter Honge-Sagaerne 1023.
@@ Linje 391: / Linje 391: @@
 '''Thorgeir Havarsöns Drab.'''
-[[Fil:Olav den helliges saga - Torgils og Grim foerer Olavs lik bort - H. Egedius.jpg|thumb|«Torgils og Grim fører Olavs Lig bort.» Halfdan Egedius: Illustration for Olav den helliges saga. Snorre 1899-edition.]] Tvende Brödre boede i Garpsdal, den ene hed Kalf, den anden Steinolf; de vare rige og almindelig yndede Mænd<ref>Her fölger i Sagaen et lille Stykke som ikke vedkommer vor Fortælling.</ref>. - Da det vaaredes sendte Illuge<ref>Illuge Aresön fra Beikhole (Broder til den berömte Thorgils). Han var Kong Olaf den Helliges Hirdmand, og drev jævnlig Handel mellem Island og Norge. See ellers om dem her ovenfor I, 152-155, 169, som Sönner af Are Max-Sön, Americas ældste europæiske Opdager og Indbygger.</ref> sine Varer til Skibet; da skulde Thorgeir Havarssön reise med ham ud af Landet, og ligeledes Brødrene fra Garpsdal, Kalf og Steinolf; de toge nord paa, for at udruste Skibet, men Illuge red til Thinget<ref> Saaledes kaldes Althinget eller Islands almindelige Landsthing (ved Thingvalle og Öxaraaen) ofte fortrinsviis i Sagaerne.</ref>. Da de kom til Rönhavn<ref>Dette Rönhavn (''Hraunhöfn'') er forskjelligt fra det (i det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel) som ommeldes i Thorfinn Karlefnes Saga, Eyrbyggja o. fl., see ovenfor I, 372 3, 458-59 o. fl. St. Denne Havn ligger, som det ovenfor meldes i Sagaen, i Bygdelaget ''Melrakkasletta'' (Rævesletten, ofte kaldet blot ''Sletta'' eller Sletten) i det nuværende Norder- eller Thingöe-Syssel paa den nordöstlige Kant af Island. Denne Havn laa meget langt fra Illuges Hjemsted, men han havde i det næstforlöbne Efteraar, efter en meget besværlig Reise fra Norge, maattet tye til den som en Nödhavn, og Skibet laa der Vinteren over. Her tales om Skibets Udrustning til Norge i det næstpaafölgende Foraar. Denne ''Raunhöfn'' er maaskee den samme som den nu saakaldte ''Raufarshöfn'', der endnu aarlig opseiles af Handelskibe. See Udgavens S. 92.</ref> trak de Skibet ud. Helge Selseysta<ref>Denne Mand omtales forhen i Sagaen som en særdeles rask Löber. See Udg. S. 93 o. fl.</ref> var da allerede der. Gaut Sleitesön<ref>Denne Gaut Sleitusön havde för, som nærbeslægtet med en af Thorgeir ombragt Mand, teet sig som hans Fjende. (see Udg. S. 52-53) jfr. Gretters Saga i 29de Capitel. Baade han og Thorgeir var af Skibets Reder antagne til Overfart dermed fra Island til Norge.</ref> var ogsaa komnen til Skibet, og havde ikke Spisning tilfælles<ref>I Originalen ''Mötuneyti''' (eller ''mavtuneyti'' efter Ordet Madlaug eller Madselskab, hvori Skibsmandskaberne forhen, ligesom og tidt endnu, vare inddeelte. Jfr. Ordet Madskabi eller Madskaberi i Danske Vidensk. S. Ordbog IV, 21.</ref> med Thorgeir. Det var der vanskeligt at skaffe Brændsel tilveie, og Partierne skiftedes om, hver sin Dag, til den Bestilling. En Dag var Thorgeír ude med hans Reisefæller, men Gaut var hjemme, for Madlavningens Skyld. Gauts Folk manglede Brændsel, og androge det for ham. Han gik til Thorgeirs Telt og tog der hans Spyd, hug det fra Skaftet og kastede Spydsbladet paa hans Sengested. Han tog ogsaa Thorgeirs Skjold, klövede det i Stykker tilligemed Spydskaftet, og fyrede under Kjedelen dermed; saaledes blev Maden vel tillavet. Thorgeír kom hjem om Aftenen, og savnede sit Spyd og Skjold; han spurgte hvem der havde taget dem. Gaut svarede at han klövede begge Dele til Brændsel under deres Kjedel, da de ellers ikke havde noget, men, sagde han, vi syntes ilde om at spise raat. Thorgeir svarede: Det var nödvendigt for eder at lave Maden til, da raae Spiser ere forbudne i Landets Love, og min Herre, Kong Olaf, ligeledes forbyder alle sine Mænd at spise raat<ref>Denne Bestemmelse indeholdtes rimeligviis i Biskop Grimkels Christenret, eller de Love, hvilke Olaf den Hellige (Aar 1015 o. f.) udgav for Norge, og ligeledes, forsaavidt den angik Christendommen, formaaede Laugmand Skapte Thoroddsön til at indföre i Island. See Snorre Sturlesön i denne Konges Saga 58 Cap. (Il/cr. II, 65). Jfr. Fornm. S. IV, 109, 115, 116.</ref>. Ingen Mand mærkede at Thorgeir var misfornöiet hermed. Den anden Dag toge Gaut og hans Selskabsbrödre ud for at skaffe Brændsel, men Thorgeirs Fölgesvende fortalte ham at de fattedes Ved. Thorgeir tog da Gauts Skjold og Spyd, klövede dem, og kastede dem under Kjedelen. Gaut kom hjem, og saae sit Spyd ligge uden Skaft i sin Seng; han savnede og sit Skjold. Han spurgte, hvo der havde taget dem; Thorgeir svarede: det maatte vi bruge til Brændsel i Dag, fordi vi kom til at lide Mangel derpaa. Gaut sagde: Sildig hörer du op med at tilföie mig og mine Frænder Skam. Thorgeir svarede: Saaledes gaaer det med enhver Leg, som den er bleven anstillet fra Förstningen af<ref>Her anvendes et ældre Ordsprog.</ref>. Gaut hug da til Thorgeir, men han afvendte Hugget for det meste med sin Öxe; dog fik han et lille Saar paa Foden. Folk löb da mellem dem, og holdt Thorgeir fast. Han sagde: I behöver ikke at holde mig; jeg foretager mig intet denne Gang. De bleve da skilte ad, og hver gik til sit Telt, og lagde sig siden til at sove. Om Natten stod Tborgeir op, tog sin Öxe og gik til det Telt, hvori Gaut sov, samt vakte ham. Gaut sprang op og vilde gribe sine Vaaben. Da hug Thorgeir Gaut i Hovedet, og klövede det lige ned til Skuldrene; derefter gik han hastig til sit Telt. Gauts Selskabsbrödre vaagnede ved Knaldet, i det han blev dræbt, og sörgede for hans Lig. Saa siger Thormod:
+[[Fil:Olav den helliges saga - Torgils og Grim foerer Olavs lik bort - H. Egedius.jpg|thumb|«Torgils og Grim fører Olavs Lig bort.» Halfdan Egedius: Illustration for Olav den helliges saga. Snorre 1899-edition.]] Tvende Brödre boede i Garpsdal, den ene hed Kalf, den anden Steinolf; de vare rige og almindelig yndede Mænd<ref>Her fölger i Sagaen et lille Stykke som ikke vedkommer vor Fortælling.</ref>. - Da det vaaredes sendte Illuge<ref>Illuge Aresön fra Beikhole (Broder til den berömte Thorgils). Han var Kong Olaf den Helliges Hirdmand, og drev jævnlig Handel mellem Island og Norge. See ellers om dem her ovenfor I, 152-155, 169, som Sönner af Are Max-Sön, Americas ældste europæiske Opdager og Indbygger.</ref> sine Varer til Skibet; da skulde Thorgeir Havarssön reise med ham ud af Landet, og ligeledes Brødrene fra Garpsdal, Kalf og Steinolf; de toge nord paa, for at udruste Skibet, men Illuge red til Thinget<ref> Saaledes kaldes Althinget eller Islands almindelige Landsthing (ved Thingvalle og Öxaraaen) ofte fortrinsviis i Sagaerne.</ref>. Da de kom til Rönhavn<ref>Dette Rönhavn (''Hraunhöfn'') er forskjelligt fra det (i det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel) som ommeldes i Thorfinn Karlefnes Saga, Eyrbyggja o. fl., see ovenfor I, 372 3, 458-59 o. fl. St. Denne Havn ligger, som det ovenfor meldes i Sagaen, i Bygdelaget ''Melrakkasletta'' (Rævesletten, ofte kaldet blot ''Sletta'' eller Sletten) i det nuværende Norder- eller Thingöe-Syssel paa den nordöstlige Kant af Island. Denne Havn laa meget langt fra Illuges Hjemsted, men han havde i det næstforlöbne Efteraar, efter en meget besværlig Reise fra Norge, maattet tye til den som en Nödhavn, og Skibet laa der Vinteren over. Her tales om Skibets Udrustning til Norge i det næstpaafölgende Foraar. Denne ''Raunhöfn'' er maaskee den samme som den nu saakaldte ''Raufarshöfn'', der endnu aarlig opseiles af Handelskibe. See Udgavens S. 92.</ref> trak de Skibet ud. Helge Selseysta<ref>Denne Mand omtales forhen i Sagaen som en særdeles rask Löber. See Udg. S. 93 o. fl.</ref> var da allerede der. Gaut Sleitesön<ref>Denne Gaut Sleitusön havde för, som nærbeslægtet med en af Thorgeir ombragt Mand, teet sig som hans Fjende. (see Udg. S. 52-53) jfr. Gretters Saga i 29de Capitel. Baade han og Thorgeir var af Skibets Reder antagne til Overfart dermed fra Island til Norge.</ref> var ogsaa komnen til Skibet, og havde ikke Spisning tilfælles<ref>I Originalen ''Mötuneyti''' (eller ''mavtuneyti'' efter Ordet Madlaug eller Madselskab, hvori Skibsmandskaberne forhen, ligesom og tidt endnu, vare inddeelte. Jfr. Ordet Madskabi eller Madskaberi i Danske Vidensk. S. Ordbog IV, 21.</ref> med Thorgeir. Det var der vanskeligt at skaffe Brændsel tilveie, og Partierne skiftedes om, hver sin Dag, til den Bestilling. En Dag var Thorgeír ude med hans Reisefæller, men Gaut var hjemme, for Madlavningens Skyld. Gauts Folk manglede Brændsel, og androge det for ham. Han gik til Thorgeirs Telt og tog der hans Spyd, hug det fra Skaftet og kastede Spydsbladet paa hans Sengested. Han tog ogsaa Thorgeirs Skjold, klövede det i Stykker tilligemed Spydskaftet, og fyrede under Kjedelen dermed; saaledes blev Maden vel tillavet. Thorgeír kom hjem om Aftenen, og savnede sit Spyd og Skjold; han spurgte hvem der havde taget dem. Gaut svarede at han klövede begge Dele til Brændsel under deres Kjedel, da de ellers ikke havde noget, men, sagde han, vi syntes ilde om at spise raat. Thorgeir svarede: Det var nödvendigt for eder at lave Maden til, da raae Spiser ere forbudne i Landets Love, og min Herre, Kong Olaf, ligeledes forbyder alle sine Mænd at spise raat<ref>Denne Bestemmelse indeholdtes rimeligviis i Biskop Grimkels Christenret, eller de Love, hvilke Olaf den Hellige (Aar 1015 o. f.) udgav for Norge, og ligeledes, forsaavidt den angik Christendommen, formaaede Laugmand Skapte Thoroddsön til at indföre i Island. See Snorre Sturlesön i denne Konges Saga 58 Cap. (Il/cr. II, 65). Jfr. Fornm. S. IV, 109, 115, 116.</ref>. Ingen Mand mærkede at Thorgeir var misfornöiet hermed. Den anden Dag toge Gaut og hans Selskabsbrödre ud for at skaffe Brændsel, men Thorgeirs Fölgesvende fortalte ham at de fattedes Ved. Thorgeir tog da Gauts Skjold og Spyd, klövede dem, og kastede dem under Kjedelen. Gaut kom hjem, og saae sit Spyd ligge uden Skaft i sin Seng; han savnede og sit Skjold. Han spurgte, hvo der havde taget dem; Thorgeir svarede: det maatte vi bruge til Brændsel i Dag, fordi vi kom til at lide Mangel derpaa. Gaut sagde: Sildig hörer du op med at tilföie mig og mine Frænder Skam. Thorgeir svarede: Saaledes gaaer det med enhver Leg, som den er bleven anstillet fra Förstningen af<ref>Her anvendes et ældre Ordsprog.</ref>. Gaut hug da til Thorgeir, men han afvendte Hugget for det meste med sin Öxe; dog fik han et lille Saar paa Foden. Folk löb da mellem dem, og holdt Thorgeir fast. Han sagde: I behöver ikke at holde mig; jeg foretager mig intet denne Gang. De bleve da skilte ad, og hver gik til sit Telt, og lagde sig siden til at sove. Om Natten stod Thorgeir op, tog sin Öxe og gik til det Telt, hvori Gaut sov, samt vakte ham. Gaut sprang op og vilde gribe sine Vaaben. Da hug Thorgeir Gaut i Hovedet, og klövede det lige ned til Skuldrene; derefter gik han hastig til sit Telt. Gauts Selskabsbrödre vaagnede ved Knaldet, i det han blev dræbt, og sörgede for hans Lig. Saa siger Thormod:
 :Vist Gaut, en Sön af Sleita,

@@ Linje 510: / Linje 510: @@
 :en Skjoldborg tit lod danne.
-Thormod gik derfra til Thorgrims Bod. Den blev beklædt med herlige Tapetserier, og alt der indrettet paa det bedste<ref>Saadanne oldnordiske Thingboders Indretning troer jeg, Finn Magnusen, at have omtrentlig seet paa Islands Althing (eller almindelige Landsthing) som först blev ophævet ved indeværende Aarhudredes Begyndelse. De der saakaldte ''búðír'' eller ''þingbúðir'' vare forsaavidt indrettede ligesom almindelige islandske Bygninger, at deres Mure eller Vægge vare opförte af Stene eller Jord (et Slags Pisée), men Taget bestod af Sparreværk, som oventil var bedækket med hvidt Vadmel eller Lærred. Væggene vare indvendig beklædte med linnede Tapetserier, udsyede med Figurer og lndskrifter (med gothiske Bogstaver) af forskjellige Farver (forhen kaldte ''reflar'' eller ''veggjatjöld''). Nogle saadanne (tildeels meget gamle) forvares her i det Kongelige Museum for nordiske Oldsager. I de Fornemmeres Thingboder brugtes og lignende Gulvtepper, samt Forhæng, som dannede forskjellige Værelser eller Afdelinger o.s.v. Min Fader, med hvem jeg som Dreng opholdt mig paa Althinget hver Sommer, en halv Maaned igjennem, var Islands sidste Laugmand; han Pleiede, der at opholde sig i den Thingbod, som fordum siges at have tilhört den berömte Snorre Gode, hvoraf den (eller dens Rudera) endnu almindelig kaldes ''Snorrabúð''. Jfr. ellers ovenfor I, 521 o. f. om det ældre Thingvalle paa Vesterlandet, hvis Indretninger i meget have lignet det nyeres paa Sönderlandet og som formodentlig har tjent til Mönster for Grönlands almindelige Thingsteds Anlæggelse.</ref>. Det hændte sig paa Thinget, en Dag, da Veiret var smukt, at alle Folk vare gaaede bort fra Skufs og Bjarnes Bod undtagen Thormod allene; han laae hjemme i Boden og sov; over sig havde han bredt en dobbelt Pelts, hvor det laadne vendte ud til begge Sider; paa den ene var den sort, men hvid paa den anden. Da Thormod havde sovet en Stund, vaagner han og seer at alle Mennesker ere borte. Han undredes derover, thi förend han var sovet ind, havde mange Folk været der. I det samme kom Egil farende ind Boden og sagde: Du er alt for langt borte fra et herligt Tidsfordriv. Thormod spurgte: Hvorfra kommer du, eller hvilke Lege har man nu til at forlyste sig med? Egil svarede: Jeg var ved Thorgrim Einarsöns Bod, og der er Fleerheden af Thingfolket forsamlet. Thormod spurgte: Hvilket Tidsfordriv har man der? Egil svarede: Thorgrim foredrager der en Fortælling. Thormod spurgte: Om hvem handler den Fortælling. Egil svarede: Jeg veed ikke rigtig om hvem den egentlig handler, men det veed jeg, at han fortæller vel og fornöielig, og man har sat en Stol under ham ved Boden, men Folk sidde rundt omkring og lytte til Fortællingen. Thormod sagde: Du kan vel huske een eller anden Mand, som nævnes i denne Saga, allerhelst da du selv siger at den er saa morsom. Egil svarede: En vis Thorgeir omtaltes i Sagaen som en stor Helt, og det forekommer mig at Thorgrim selv ogsaa omhandles i den, og har gaaet heel drabelig frem, som man nok kunde formode; gid du selv vilde gaae derhen og höre det Morskab. Det kan nok skee, svarede Thormod; han stod op, kastede Peltsen over sig, og lod det Sorte vende ud; han tog sin Öxe i Haanden, satte en Hat paa sit Hoved, og gik derpaa til Thorgrims Bod, tilligemed Egil; de standsede ved Bodens Væg, og lyttede derfra til Fortællingen, men de kunde dog ikke höre den ret tydelig. Veiret havde været klart med stærk Solskin, men da Thormod kom til Boden, begyndte Luften at tykne. Thormod afvexlede da med snart at stirre höit op mod Himmelen og snart dybt ned paa Jorden lige for sine Födder. Egil spurgte: hvorfor skaber du dig saaledes? Thormod svarede: Baade Himmelen og Jorden have nu det Udseende, hvilket de pleíe at faa kort förend Skadeknald<ref>Eller ogsaa efter Ordet (''vobrestr'') vidunderlige, uventet pludselige eller farlige Knald. Saadanne höres virkeligen undertiden i Grönland, og have maaskee faaet den her anförte Benævnelse af dets gamle Indbyggere. Jfr. ovenfor II, 198. Meget stærke Knald höres og undertiden i Polaregnene, af de Arter som nu i Island kaldes ''ísbrestr'' eller Isknald og ''jökulsbrestr'' (Isbjergsknald) eller ''jöklahjöð'' (Isbjergslyd eller Skraal), hvilke sidste endog, i Lyden, have Tordenens Styrke; see Eggert Olafsens Reise gjennem Island, ll, 770. Den overtroiske Tosse-Egil vidste ikke at skjelne mellem disse naturlige og andre forsætlig opdigtede Phænonmener.</ref> indtræffe. Egil svarede: Hvad pleie slige Skadeknald at betyde? Thormod svarede: De pleie stedse at forkynde mærkelige Begivenheder, og naar du hörer Skadeknaldet, maa du söge at undflye og löbe som snarest hjem til vor Bod, og hytte dig der. I det de talte saaledes sammen, kom en Byge over dem med stærk Skylleregn, og Folk ilede bort, hver til sin Bod, fordi man ikke havde beredt sig paa noget Regnveir. Nogle gik ind i Thorgrims Bod, saa at der blev megen Treengsel ved Indgangen. Thorgrim blev tilbage paa Stolen, og ventede paa at Folkestimmelen ved Bodens Dör skulde formindskes noget. Thormod sagde da til Egil: Bi du kun her, men jeg vil gaae frem for Boden og see hvad der gaaer for sig, men hvis du hörer Skadeknaldet, saa maa du löbe hjem til Boden saa hurtig som muligt. Thormod gik da frem for Boden til det Sted hvor Thorgrim sad, og spurgte: Hvad var det for en Saga, som du fortalte för? Thorgrim svarede: De Heltegjerninger, som indeholdes i den Saga, kunne ikke lade sig fortælle med faa Ord, -- men hvad er vel dit Navn? Han svarede: Jeg hedder Utryg<ref>Bogstavelig oversat: utro, forræderisk.</ref>. Hvis Sön er du? spurgte Thorgrim. Jeg er Tortrygs<ref>Tortryggr betyder, ligefrem oversat, efter den nu almindelige Talebrug, mistænksom; Thormod har herved snarere tænkt sig Begrebet: mistænkelig, vanskelig at stole paa.</ref> Sön. Da vilde Thorgrim reise sig op af Stolen; Thormod hug da (med Öxen) lige i hans Hoved, og klövede det ned til Skulderen, men strax derpaa skjulte han Öxen under sin Pelts, og satte sig ned, lagde Thorgrims Skuldre i sit Skjöd og raabte i det samme: Kommer hid; Thorgrim er bleven farlig saaret. Da vendte mange sig didhen, og saae Saaret. De spurgte Thormod, om han vidste, hvem der havde anfaldet Thorgrim. Han svarede: Jeg saae ham ganske nylig; jeg löb hen og satte mig under Thorgrims Skuldre, da Gjerningen var skeet, men jeg saae ikke, hvor den blev af som havde begaaet den. Da satte andre sig henunder Thorgrims Skuldre, men Thormod gik bort; han gik derefter fremad langs med Strandbredden forbi en Huk; der vendte han Peltsen om, og lod da det Hvide vende ud. Da Egil havde hört Knaldet, i det Thormod hug til Thorgrim, löb han hjemad til Skufs Bod. Folk saae, hvor en Mand löb, og tænkte at han var den som havde saaret Thorgrim. Egil blev meget forskrækket, da han saae at mange Folk forfulgte ham, tildeels bevæbnede, og da de grebe ham, rystede hans Been af Frygt<ref>Det her i andre Haandskrifter sildigere indskudte, men for Middelalderens anatomiske Kundskaber ikke umærkelig Sted, er af os indrykket ovenfor i Indledningen, 8.269.</ref>, men da de kjendte Egil, kunde de nok vide, at det ikke var ham som havde overfaldet Thorgrim; da forsvandt hans Frygt som Ildrödmen af det hedede Jern. De, som havde forfulgt ham, begave sig da til Boderne, for at opsöge Drabsmanden, men fandt ham ikke. De spredtes da ad langs med Sökanten, og frem for det Næs som der strakte sig ud i Söen. Der traf de en Mand i en hvid Pelts, og spurgte om hans Navn. Han kaldte sig Vigfus<ref>Efter Ordet: drablysten, begjerlig efter Kamp; - et ellers almindeligt og endnu hyppig i Island brugeligt Mandsnavn.</ref>. De spurgte, hvorhen han agtede at gaae. Han svarede at han sögte om den Mand som havde saaret Thorgrim. De toge da en lige modsat Retning, og begge Partier gik meget stærkt til, saa at de snart skiltes fra hinanden. - Skuf og Bjarne savnede Thormod, og havde nogen Formodning om, at det var ham som havde gjort sig skyldig i Overfaldet, thi Skuf havde hört i Norge, hvad Kongen havde ladet sig forlyde med, at han nok önskede, at Thorgeir Havarsöns Död blev hævnet. Da Drabsmandens ivrigste Eftersögelse af de Forfólgende var aftaget, toge Skuf og Bjarne hemmelig en Baad, og bare endeel Födemidler ud paa den. De roede siden frem for Næsset, fordi man sagde at en Mand i hvid Pelts, som kaldte sig Vigfus, havde ladet sig see der. Da de kom frem for Næsset, saae de hvor Thormod var, roede til Landet og sagde at han skulde gaae ud paa Fartöiet, hvilket han og gjorde. De spurgte, om han havde saaret Thorgrím; han tilstod at det var sandt. De spurgte ham, hvorledes det var gaaet til, eller hvor stort Saaret var. Thormod kvad da denne Vise:
+Thormod gik derfra til Thorgrims Bod. Den blev beklædt med herlige Tapetserier, og alt der indrettet paa det bedste<ref>Saadanne oldnordiske Thingboders Indretning troer jeg, Finn Magnusen, at have omtrentlig seet paa Islands Althing (eller almindelige Landsthing) som först blev ophævet ved indeværende Aarhudredes Begyndelse. De der saakaldte ''búðír'' eller ''þingbúðir'' vare forsaavidt indrettede ligesom almindelige islandske Bygninger, at deres Mure eller Vægge vare opförte af Stene eller Jord (et Slags Pisée), men Taget bestod af Sparreværk, som oventil var bedækket med hvidt Vadmel eller Lærred. Væggene vare indvendig beklædte med linnede Tapetserier, udsyede med Figurer og lndskrifter (med gothiske Bogstaver) af forskjellige Farver (forhen kaldte ''reflar'' eller ''veggjatjöld''). Nogle saadanne (tildeels meget gamle) forvares her i det Kongelige Museum for nordiske Oldsager. I de Fornemmeres Thingboder brugtes og lignende Gulvtepper, samt Forhæng, som dannede forskjellige Værelser eller Afdelinger o.s.v. Min Fader, med hvem jeg som Dreng opholdt mig paa Althinget hver Sommer, en halv Maaned igjennem, var Islands sidste Laugmand; han Pleiede, der at opholde sig i den Thingbod, som fordum siges at have tilhört den berömte Snorre Gode, hvoraf den (eller dens Rudera) endnu almindelig kaldes ''Snorrabúð''. Jfr. ellers ovenfor I, 521 o. f. om det ældre Thingvalle paa Vesterlandet, hvis Indretninger i meget have lignet det nyeres paa Sönderlandet og som formodentlig har tjent til Mönster for Grönlands almindelige Thingsteds Anlæggelse.</ref>. Det hændte sig paa Thinget, en Dag, da Veiret var smukt, at alle Folk vare gaaede bort fra Skufs og Bjarnes Bod undtagen Thormod allene; han laae hjemme i Boden og sov; over sig havde han bredt en dobbelt Pelts, hvor det laadne vendte ud til begge Sider; paa den ene var den sort, men hvid paa den anden. Da Thormod havde sovet en Stund, vaagner han og seer at alle Mennesker ere borte. Han undredes derover, thi förend han var sovet ind, havde mange Folk været der. I det samme kom Egil farende ind Boden og sagde: Du er alt for langt borte fra et herligt Tidsfordriv. Thormod spurgte: Hvorfra kommer du, eller hvilke Lege har man nu til at forlyste sig med? Egil svarede: Jeg var ved Thorgrim Einarsöns Bod, og der er Fleerheden af Thingfolket forsamlet. Thormod spurgte: Hvilket Tidsfordriv har man der? Egil svarede: Thorgrim foredrager der en Fortælling. Thormod spurgte: Om hvem handler den Fortælling. Egil svarede: Jeg veed ikke rigtig om hvem den egentlig handler, men det veed jeg, at han fortæller vel og fornöielig, og man har sat en Stol under ham ved Boden, men Folk sidde rundt omkring og lytte til Fortællingen. Thormod sagde: Du kan vel huske een eller anden Mand, som nævnes i denne Saga, allerhelst da du selv siger at den er saa morsom. Egil svarede: En vis Thorgeir omtaltes i Sagaen som en stor Helt, og det forekommer mig at Thorgrim selv ogsaa omhandles i den, og har gaaet heel drabelig frem, som man nok kunde formode; gid du selv vilde gaae derhen og höre det Morskab. Det kan nok skee, svarede Thormod; han stod op, kastede Peltsen over sig, og lod det Sorte vende ud; han tog sin Öxe i Haanden, satte en Hat paa sit Hoved, og gik derpaa til Thorgrims Bod, tilligemed Egil; de standsede ved Bodens Væg, og lyttede derfra til Fortællingen, men de kunde dog ikke höre den ret tydelig. Veiret havde været klart med stærk Solskin, men da Thormod kom til Boden, begyndte Luften at tykne. Thormod afvexlede da med snart at stirre höit op mod Himmelen og snart dybt ned paa Jorden lige for sine Födder. Egil spurgte: hvorfor skaber du dig saaledes? Thormod svarede: Baade Himmelen og Jorden have nu det Udseende, hvilket de pleíe at faa kort förend Skadeknald<ref>Eller ogsaa efter Ordet (''vobrestr'') vidunderlige, uventet pludselige eller farlige Knald. Saadanne höres virkeligen undertiden i Grönland, og have maaskee faaet den her anförte Benævnelse af dets gamle Indbyggere. Jfr. ovenfor II, 198. Meget stærke Knald höres og undertiden i Polaregnene, af de Arter som nu i Island kaldes ''ísbrestr'' eller Isknald og ''jökulsbrestr'' (Isbjergsknald) eller ''jöklahjöð'' (Isbjergslyd eller Skraal), hvilke sidste endog, i Lyden, have Tordenens Styrke; see Eggert Olafsens Reise gjennem Island, ll, 770. Den overtroiske Tosse-Egil vidste ikke at skjelne mellem disse naturlige og andre forsætlig opdigtede Phænonmener.</ref> indtræffe. Egil svarede: Hvad pleie slige Skadeknald at betyde? Thormod svarede: De pleie stedse at forkynde mærkelige Begivenheder, og naar du hörer Skadeknaldet, maa du söge at undflye og löbe som snarest hjem til vor Bod, og hytte dig der. I det de talte saaledes sammen, kom en Byge over dem med stærk Skylleregn, og Folk ilede bort, hver til sin Bod, fordi man ikke havde beredt sig paa noget Regnveir. Nogle gik ind i Thorgrims Bod, saa at der blev megen Treengsel ved Indgangen. Thorgrim blev tilbage paa Stolen, og ventede paa at Folkestimmelen ved Bodens Dör skulde formindskes noget. Thormod sagde da til Egil: Bi du kun her, men jeg vil gaae frem for Boden og see hvad der gaaer for sig, men hvis du hörer Skadeknaldet, saa maa du löbe hjem til Boden saa hurtig som muligt. Thormod gik da frem for Boden til det Sted hvor Thorgrim sad, og spurgte: Hvad var det for en Saga, som du fortalte för? Thorgrim svarede: De Heltegjerninger, som indeholdes i den Saga, kunne ikke lade sig fortælle med faa Ord, -- men hvad er vel dit Navn? Han svarede: Jeg hedder Utryg<ref>Bogstavelig oversat: utro, forræderisk.</ref>. Hvis Sön er du? spurgte Thorgrim. Jeg er Tortrygs<ref>Tortryggr betyder, ligefrem oversat, efter den nu almindelige Talebrug, mistænksom; Thormod har herved snarere tænkt sig Begrebet: mistænkelig, vanskelig at stole paa.</ref> Sön. Da vilde Thorgrim reise sig op af Stolen; Thormod hug da (med Öxen) lige i hans Hoved, og klövede det ned til Skulderen, men strax derpaa skjulte han Öxen under sin Pelts, og satte sig ned, lagde Thorgrims Skuldre i sit Skjöd og raabte i det samme: Kommer hid; Thorgrim er bleven farlig saaret. Da vendte mange sig didhen, og saae Saaret. De spurgte Thormod, om han vidste, hvem der havde anfaldet Thorgrim. Han svarede: Jeg saae ham ganske nylig; jeg löb hen og satte mig under Thorgrims Skuldre, da Gjerningen var skeet, men jeg saae ikke, hvor den blev af som havde begaaet den. Da satte andre sig henunder Thorgrims Skuldre, men Thormod gik bort; han gik derefter fremad langs med Strandbredden forbi en Huk; der vendte han Peltsen om, og lod da det Hvide vende ud. Da Egil havde hört Knaldet, i det Thormod hug til Thorgrim, löb han hjemad til Skufs Bod. Folk saae, hvor en Mand löb, og tænkte at han var den som havde saaret Thorgrim. Egil blev meget forskrækket, da han saae at mange Folk forfulgte ham, tildeels bevæbnede, og da de grebe ham, rystede hans Been af Frygt<ref>Det her i andre Haandskrifter sildigere indskudte, men for Middelalderens anatomiske Kundskaber ikke umærkelig Sted, er af os indrykket ovenfor i Indledningen, 8.269.</ref>, men da de kjendte Egil, kunde de nok vide, at det ikke var ham som havde overfaldet Thorgrim; da forsvandt hans Frygt som Ildrödmen af det hedede Jern. De, som havde forfulgt ham, begave sig da til Boderne, for at opsöge Drabsmanden, men fandt ham ikke. De spredtes da ad langs med Sökanten, og frem for det Næs som der strakte sig ud i Söen. Der traf de en Mand i en hvid Pelts, og spurgte om hans Navn. Han kaldte sig Vigfus<ref>Efter Ordet: drablysten, begjerlig efter Kamp; - et ellers almindeligt og endnu hyppig i Island brugeligt Mandsnavn.</ref>. De spurgte, hvorhen han agtede at gaae. Han svarede at han sögte om den Mand som havde saaret Thorgrim. De toge da en lige modsat Retning, og begge Partier gik meget stærkt til, saa at de snart skiltes fra hinanden. - Skuf og Bjarne savnede Thormod, og havde nogen Formodning om, at det var ham som havde gjort sig skyldig i Overfaldet, thi Skuf havde hört i Norge, hvad Kongen havde ladet sig forlyde med, at han nok önskede, at Thorgeir Havarsöns Död blev hævnet. Da Drabsmandens ivrigste Eftersögelse af de Forfölgende var aftaget, toge Skuf og Bjarne hemmelig en Baad, og bare endeel Födemidler ud paa den. De roede siden frem for Næsset, fordi man sagde at en Mand i hvid Pelts, som kaldte sig Vigfus, havde ladet sig see der. Da de kom frem for Næsset, saae de hvor Thormod var, roede til Landet og sagde at han skulde gaae ud paa Fartöiet, hvilket han og gjorde. De spurgte, om han havde saaret Thorgrim; han tilstod at det var sandt. De spurgte ham, hvorledes det var gaaet til, eller hvor stort Saaret var. Thormod kvad da denne Vise:
 :Keithaandet Mand, jeg mærked,

@@ Linje 452: / Linje 452: @@
 :min Sang skal Folket tolke.
-Nu da Thorer var falden, men Spydet stod igjennem Thorgeir, faldt han dog ikke alligevel. Da löb Thorgrim og Thoraren til ham, og fuldendte Begge hans Drab. Thoraren hug Hovedet af ham, og förte det bort med sig<ref>Ljósvetninga-Saga beretter at Thoraren saltede Thorgeirs Hoved tilligemed Hovederne af sex andre, som faldt i denne Kamp og bragde dem med sig til Landsthinget, hvor han foreviste dem, som Beviser for sit sagn, men jordede dem siden i en Höi ved Vadilshorn. Denne Adfærd skal især, som uhört, have opbragt Kong Olaf meget mod Thorgeirs Banemænd.</ref>. De opskare hans Legeme, og vilde see hans Hjerte; det var ikke större end en Valnöd, men haardt som en Skorpe og uden noget Blod<ref>See videre herom og om Middelalderens hertil hörende Overtro, Varianttillægget S. 299-300. Da sluttede man sig til Menneskets Sind af Hjertet, ligesom nu af Hjerneskallen.</ref>. Efter Slaget hævede Thorgrim og Thoraren deres Fællesskab, fordi Thoraren ventede sig store Hædersbevisninger og Fremgang af den Seier, som han saaledes tyktes at have vundet<ref>Ljósvetninga-Saga angiver og end en Grund dertil, nemlig Thorarens Begjerlighed efter at vinde den Priis, som paa Landsthinget var bleven udsat for Thorgeirs og flere med ham fældede Fredlöses Hoveder. Det meldes dog ikke at han virkelig fik de saaledes fordrede Penge. Bemeldte Saga afviger og deri fra vor, at det ikke var Gudmund, men hans Sön Eyolf, som lod Thoraren Ofse ombringe. Jfr. vor Indledning, hvori det bemærkes at Kong Olaf sendte Thoraren Nefjulfsön til Island 1024 med Ærender til Gudmund den Rige.</ref>. Ved Fællesskabets Deling erholdt Thorgrim Skibet, men Thoraren alle Lösöre. Thorgrim seilede til Grönland, men Thoraren skaffede sig Heste, og red Nord fra med 12 Mand. Thoraren puttede Thorgeirs Hoved i en Bælg, og hængte den ved Haleremmen af sit Hesletöi, for at forherlige sin Seier. Om Dagen, da de Reisende lode Hestene græsse, var det deres Tidsfordriv, at de toge Thorgeirs Hoved op af Bælgen, satte det op paa en Tue, og loe derad. Da de kom i Öfjorden, bedede de kort fra Gaarden Stokkalödum<ref>Denne Gaard, som endnu bærer det samme Navn, var, efter Ljósvetninga-Saga, Thoraren Ofses egen Bopæl. De övrige Haandskrifter nævne Nöstet, eller Nösterne, i Öfjorden; enten dette her er et Stedsnavn, eller kun betegne Skibshusene ved Havnen eller Handelsstedet, kunne vi ikke sige.</ref>; de toge da end engang Thorgeirs Hoved, og satte det op paa en Tue, som de pleiede. Hovedet forekom dem da saa forfærdeligt, at Öinene bevægedes og dreiede sig, Tungen hængte ud og dirrede.De blev saa forskrækkede herover, at ingen torde nærme sig dertil. De grove da en Grube med deres Öxer, og stödte Hovedet ned i den, samt bedækkede det derefter med Græstörv og Stene. Efter Slaget bleve Steinolf og_Kalf löste af deres Fjædre, og lode da Ligene jorde med Slettebeboernes Hjelp. Kort derefter llluge til Skibet, og drog med det, den samme Sommer, til Udlandet.
+Nu da Thorer var falden, men Spydet stod igjennem Thorgeir, faldt han dog ikke alligevel. Da löb Thorgrim og Thoraren til ham, og fuldendte Begge hans Drab. Thoraren hug Hovedet af ham, og förte det bort med sig<ref>Ljósvetninga-Saga beretter at Thoraren saltede Thorgeirs Hoved tilligemed Hovederne af sex andre, som faldt i denne Kamp og bragde dem med sig til Landsthinget, hvor han foreviste dem, som Beviser for sit sagn, men jordede dem siden i en Höi ved Vadilshorn. Denne Adfærd skal især, som uhört, have opbragt Kong Olaf meget mod Thorgeirs Banemænd.</ref>. De opskare hans Legeme, og vilde see hans Hjerte; det var ikke större end en Valnöd, men haardt som en Skorpe og uden noget Blod<ref>See videre herom og om Middelalderens hertil hörende Overtro, Varianttillægget S. 299-300. Da sluttede man sig til Menneskets Sind af Hjertet, ligesom nu af Hjerneskallen.</ref>. Efter Slaget hævede Thorgrim og Thoraren deres Fællesskab, fordi Thoraren ventede sig store Hædersbevisninger og Fremgang af den Seier, som han saaledes tyktes at have vundet<ref>Ljósvetninga-Saga angiver og end en Grund dertil, nemlig Thorarens Begjerlighed efter at vinde den Priis, som paa Landsthinget var bleven udsat for Thorgeirs og flere med ham fældede Fredlöses Hoveder. Det meldes dog ikke at han virkelig fik de saaledes fordrede Penge. Bemeldte Saga afviger og deri fra vor, at det ikke var Gudmund, men hans Sön Eyolf, som lod Thoraren Ofse ombringe. Jfr. vor Indledning, hvori det bemærkes at Kong Olaf sendte Thoraren Nefjulfsön til Island 1024 med Ærender til Gudmund den Rige.</ref>. Ved Fællesskabets Deling erholdt Thorgrim Skibet, men Thoraren alle Lösöre. Thorgrim seilede til Grönland, men Thoraren skaffede sig Heste, og red Nord fra med 12 Mand. Thoraren puttede Thorgeirs Hoved i en Bælg, og hængte den ved Haleremmen af sit Hesletöi, for at forherlige sin Seier. Om Dagen, da de Reisende lode Hestene græsse, var det deres Tidsfordriv, at de toge Thorgeirs Hoved op af Bælgen, satte det op paa en Tue, og loe derad. Da de kom i Öfjorden, bedede de kort fra Gaarden Stokkalödum<ref>Denne Gaard, som endnu bærer det samme Navn, var, efter Ljósvetninga-Saga, Thoraren Ofses egen Bopæl. De övrige Haandskrifter nævne Nöstet, eller Nösterne, i Öfjorden; enten dette her er et Stedsnavn, eller kun betegne Skibshusene ved Havnen eller Handelsstedet, kunne vi ikke sige.</ref>; de toge da end engang Thorgeirs Hoved, og satte det op paa en Tue, som de pleiede. Hovedet forekom dem da saa forfærdeligt, at Öinene bevægedes og dreiede sig, Tungen hængte ud og dirrede.De blev saa forskrækkede herover, at ingen torde nærme sig dertil. De grove da en Grube med deres Öxer, og stödte Hovedet ned i den, samt bedækkede det derefter med Græstörv og Stene. Efter Slaget bleve Steinolf og Kalf löste af deres Fjædre, og lode da Ligene jorde med Slettebeboernes Hjelp. Kort derefter llluge til Skibet, og drog med det, den samme Sommer, til Udlandet.
@@ Linje 475: / Linje 475: @@
 '''Thormod reiste til Grönland.'''
-Da Thormod Kolbrunes Skald havde været en Vinter hos Kong Olaf, udrustede Skuf Grönlænder sit Skib til Grönland. Thormod gik da frem for Kongen, og sagde: Det önsker jeg, min Herre, at du tillader mig at reise ud til Grönland. Kongen spurgte: Agter du vel at hævne Thorgeír, din edsvorne Broder<ref>Eller Fostbroder. Om dette Slags frivillige Broderskab have vi handlet ovenfor l, 720-721. Fostbrödrenes fornemste gjensidige Pligt var den, at den Efterlevende skulde hævne den Faldnes Drab.</ref>? Thormod svarede: Jeg veed ikke, hvorledes det kunde falde ud. Kongen sagde: Jeg vil ikke forbyde dig Reisen, fordi jeg veed, hvad du har i Sinde. Thormod betingede sig da Overfarten af Skuf, med hans Skib. Da de vare næsten ganske færdige, begave de sig til Kongen, og takkede ham for al den Gunst, som han havde beviist dem. Kongen önskede dem en lykkelig Reise. Han gav Thormod et Sværd og en Guldring til Afsked. Skuf og hans Reíseselskab gik ombord paa deres Skib. Da de vare seilfærdige, gik en Mand ud til Skibet, og den yderste Ende af Skibsbryggen. Denne Mand var stor af Væxt, og havde tykke Skuldre; han havde en bredskygget Hat paa Hovedet, saa at man ikke ret kunde see hans Ansigt; af det lidet som kunde skimtes deraf forekom han dem at være guulbruun, stærk skægget og barsk af Udseende. Han hilste paa Skuf. Skuf besvarede hans Hilsen vel, og spurgte ham om hans Navn. Han kaldte sig Gest. Skuf spurgte: Af hvilken Slægt er du? Han svarede: Min Slægt er vidt adspredt, men det Ærende har jeg her, at jeg vil vide om du vil tage mig ud med til Grönland eller ikke. Skuf svarede: Du er mig ubekjendt, og jeg vil tage mine Skibsfolk paa Raad med mig, for at höre (fleres Mening. Gest svarede: Jeg troede at Skipperen burde raade for Skibet, men ikke Skibsfolkene, og det er sandsynligst at jeg forretter saaledes det Arbeide, som bliver mig paalagt, at Skibsfolkene ikke skulle behöve at udrette det for mig. Nu endtes deres Samtale saaledes at Skuf tog mod Gest. Gest gik derpaa op i Byen, og kom strax derefter tilbage med en saa stor Byrde, at to Mænd neppe kunde faae Bugt med den. Gest tog sin Plads agter ude paa Skibet, bag ved Lastrummet. Han indlod sig ikke meget med andre Folk, og var noget kort for Hovedet. Skuf gik strax til Söes, da Vinden blev god. Gest viste sig at være en des raskere Sömand, jo mere det behövedes. Det forekom Folk at Gest var ligesaa stærk som to eller tre andre. Mellem ham og Thormod gik det ikke meget venskabelíg til, naar de havde noget med hinanden at bestille. Det hændte sig en Dag, at de begge skulde besörge Kjölvandets Opösning; i den Tid udfórtes Opösningen med Bötter; men ikke ved Pomper<ref>Jfr. ovenfor Il, 144. Ved disse to Beretningers Sammenligning maa man formode at Indretningerne ved Skibes Ösning have været simplere i det lOde Aarhundrede, end senere i det 11te, samt er dog blevet endnu kunstigere i det 12te.</ref>. Thormod var nede i Kjölen, og sænkede Bötterne, men Gest tog mod dem paa Dækket, og kastede Sövandet ud af dem over Bord. Thormod var ikke ret stærk<ref>Han var tillige keithaandet, fordi han forhen, ved et svært Saar, var sat ud af stand til ret at kunne bruge sin höire Haand.</ref>, og ofte rakte han ikke Bötterne höit nok i Veiret. Gest sagde at han skulde lange Bötterne höiere op. Thormod svarede ikke, men bar sig ad paa samme Maade som för. Da man mindst ventede det, lod Gest Bötten falde, fyldt med Sövand, lige ned paa Thormods Bryst, saa at han blev ganske vaad, sprang op fra Ösningen og greb sine Vaaben. Gest gjorde det samme, og de agtede da at slaaes med hinanden. Skuf sagde: det sömmer sig ikke at Folk kives paa Handelsskibe, i Söen, fordi megen Skade foraarsages derved, og sjelden vil det gaae godt for de Farlöier, som have Folk indenbords, der ikke forliges med hinanden. Nu ville vi bede eder at I tilsiger hinanden gjensidig Tryghed, saalænge som I ere i Söen til Skibs. Dette gik virkelig for sig. Skibet drev længe omkring i Havet, omtumlet af stærke Storme. Et Vindkast knækkede deres Storraa, saa at Seilet faldt i Söen; Mandskabet fik dog fat i det, og trak det ombord, hvorved Gests Anstrængelse især var virksom. Skuf vidste, at de Mænd ikke vare meget behændige som han havde taget med sig fra Grönland, men han havde seet at Thormod og Gest havde skilt sig meget net ved adskilligt Tömmerarbeide. Skuf sagde da til Thormod: Vil du föie Raaens Stykker sammen igjen? Thormod svarede: Jeg er ikke saa nævenyttig; bed kun Gest om at gjöre Raaen i Stand: han er saa stærk, at han vist uden videre kan sætte Raastykkerne sammen med de blotte Hænder. Skuf gik da til Gest med den samme Begjering. Han svarede: Jeg er ikke saa behændig; bed kun Thormod derom, for han er saa veltalende at han nok skal udrette det med sin Digtning, at Raaens Ender igjen heftes fast til hinanden. Dog vil jeg, da Nödvendigheden nu byder det, til hugge den ene Deel af Raaen, naar Thormod vil hugge den anden til. Man flyede da hver af dem en Öxe, og hver for sig tilhuggede sin Deel af Raaen. Gest skottede af og til, over Skuldrene, til Thormod. Da Thormod var færdig med at hugge sin Deel af Raaen til, satte han sig ned paa Lasten, men Gest tövede noget længere ved at tilhugge sit Stykke Tömmer, men da han var færdig dermed, eftersaae han stykkerne, og intet af dem trængte til nogen videre Bearbeidelse. Gest satte Raaen sammen; dernæst gjorde de Seilet fast til den, og Seiladsen gik igjen for sig. Sildig om Efteraaret anlöb de Grönland, og kom til Eriksfjorden. Thorkel, Leifs Sön, var i den Tid Hövding over Eriksfjorden. Thorkel var en mægtig Mand, rig paa Gods og Venner; han var ogsaa en god Ven af den hellige Kong Olaf<ref> Ligesom og Thorkels Fader, Leif Eriksön, havde været; see ovenfor S. 242, 248.</ref>. Thorkel kom snart til Skibet, efter at det var gaaet til Ankers, samt kjöbte af Skipper, Styrmænd og Mandskab de Ting, som han behövede. Skuf lod Thorkel vide, at een af Kong Olafs Hirdmænd, som hed Thormod, var der paa Skibet, samt at Kongen havde sendt ham til Thorkel, for at söge Tilflugt og Beskjærmelse hos ham, hvis han behövede det. Paa Grund af denne Anbefaling tog Thormod sit Ophold paa Brattalid. Skuf eiede en Gaard paa Stokkanes<ref> Navnets europæiske Oprindelse have vi viist ovenfor I, 467. Der havde Thorbjörn Vifilsön forhen boet (see I, 382.)</ref>; den laa paa een Side af Eriksfjorden, men Brattalid paa den anden. En Mand, som hed Bjarne, boede sammen med Skuf; han var en forstandig Mand, og meget yndet, besad mange Færdigheder, især som Smed; han forestod deres fælles Bo, naar Skuf var paa Reiser. De eiede Boet i Fællesskab, og forligtes meget vel. Thormod blev til Huse paa Brattalid, Gest tog sit Ophold i Einarsfjorden, paa en Gaard som kaldtes Vig<ref> Stednavnet ''Víg''' var meget almindeligt i det gamle Skandinavien som og i Island. Som bekjendt betyder det en lille Bugt. I Angelsaxisk hed det fordum ''Vic'', endnu i Svensk ''wik'' eller ''vik'', i Dansk 'Vig'' o.s.v., i engelske og skotske Stedsnavne er Ordet blevet til ''wic, wick, wich'' eller ''vig''. Rimeligviis er det beslægtet med Gjerningsordet ''víkia'' vige (''cedere, reeedere, secedere''), Angelsaxisk ''wican'', Svensk ''wika, vika'', Holl. ''wyken'' , Tydsk ''weichen'' - da Havet kan siges at vige tilbage til saadanne Bugter eller Vige. Jfr. det almindelige oldnordisk-islandske Ord ''vik', som har en noget lignende Betydning.</ref>; der boede en Mand som hed Thorgrim<ref>De andre Haandskrifter (ligesaa vel som denne i det fölgende) nævne Manden ''Grim'', - han bar vel forsaavidt begge disse Navne, som han, födt i Grönlands hedenske Tid, virkelig havde faaet dem begge (tildeels forenede) efter den Tids Skik, men har senere kastet Thors Navn bort som en ivrig Christen. Jfr. ovenfor l, 257, 537, 553, 567, 591.</ref>.
+Da Thormod Kolbrunes Skald havde været en Vinter hos Kong Olaf, udrustede Skuf Grönlænder sit Skib til Grönland. Thormod gik da frem for Kongen, og sagde: Det önsker jeg, min Herre, at du tillader mig at reise ud til Grönland. Kongen spurgte: Agter du vel at hævne Thorgeír, din edsvorne Broder<ref>Eller Fostbroder. Om dette Slags frivillige Broderskab have vi handlet ovenfor l, 720-721. Fostbrödrenes fornemste gjensidige Pligt var den, at den Efterlevende skulde hævne den Faldnes Drab.</ref>? Thormod svarede: Jeg veed ikke, hvorledes det kunde falde ud. Kongen sagde: Jeg vil ikke forbyde dig Reisen, fordi jeg veed, hvad du har i Sinde. Thormod betingede sig da Overfarten af Skuf, med hans Skib. Da de vare næsten ganske færdige, begave de sig til Kongen, og takkede ham for al den Gunst, som han havde beviist dem. Kongen önskede dem en lykkelig Reise. Han gav Thormod et Sværd og en Guldring til Afsked. Skuf og hans Reíseselskab gik ombord paa deres Skib. Da de vare seilfærdige, gik en Mand ud til Skibet, og den yderste Ende af Skibsbryggen. Denne Mand var stor af Væxt, og havde tykke Skuldre; han havde en bredskygget Hat paa Hovedet, saa at man ikke ret kunde see hans Ansigt; af det lidet som kunde skimtes deraf forekom han dem at være guulbruun, stærk skægget og barsk af Udseende. Han hilste paa Skuf. Skuf besvarede hans Hilsen vel, og spurgte ham om hans Navn. Han kaldte sig Gest. Skuf spurgte: Af hvilken Slægt er du? Han svarede: Min Slægt er vidt adspredt, men det Ærende har jeg her, at jeg vil vide om du vil tage mig ud med til Grönland eller ikke. Skuf svarede: Du er mig ubekjendt, og jeg vil tage mine Skibsfolk paa Raad med mig, for at höre (fleres Mening. Gest svarede: Jeg troede at Skipperen burde raade for Skibet, men ikke Skibsfolkene, og det er sandsynligst at jeg forretter saaledes det Arbeide, som bliver mig paalagt, at Skibsfolkene ikke skulle behöve at udrette det for mig. Nu endtes deres Samtale saaledes at Skuf tog mod Gest. Gest gik derpaa op i Byen, og kom strax derefter tilbage med en saa stor Byrde, at to Mænd neppe kunde faae Bugt med den. Gest tog sin Plads agter ude paa Skibet, bag ved Lastrummet. Han indlod sig ikke meget med andre Folk, og var noget kort for Hovedet. Skuf gik strax til Söes, da Vinden blev god. Gest viste sig at være en des raskere Sömand, jo mere det behövedes. Det forekom Folk at Gest var ligesaa stærk som to eller tre andre. Mellem ham og Thormod gik det ikke meget venskabelíg til, naar de havde noget med hinanden at bestille. Det hændte sig en Dag, at de begge skulde besörge Kjölvandets Opösning; i den Tid udförtes Opösningen med Bötter; men ikke ved Pomper<ref>Jfr. ovenfor Il, 144. Ved disse to Beretningers Sammenligning maa man formode at Indretningerne ved Skibes Ösning have været simplere i det lOde Aarhundrede, end senere i det 11te, samt er dog blevet endnu kunstigere i det 12te.</ref>. Thormod var nede i Kjölen, og sænkede Bötterne, men Gest tog mod dem paa Dækket, og kastede Sövandet ud af dem over Bord. Thormod var ikke ret stærk<ref>Han var tillige keithaandet, fordi han forhen, ved et svært Saar, var sat ud af stand til ret at kunne bruge sin höire Haand.</ref>, og ofte rakte han ikke Bötterne höit nok i Veiret. Gest sagde at han skulde lange Bötterne höiere op. Thormod svarede ikke, men bar sig ad paa samme Maade som för. Da man mindst ventede det, lod Gest Bötten falde, fyldt med Sövand, lige ned paa Thormods Bryst, saa at han blev ganske vaad, sprang op fra Ösningen og greb sine Vaaben. Gest gjorde det samme, og de agtede da at slaaes med hinanden. Skuf sagde: det sömmer sig ikke at Folk kives paa Handelsskibe, i Söen, fordi megen Skade foraarsages derved, og sjelden vil det gaae godt for de Farlöier, som have Folk indenbords, der ikke forliges med hinanden. Nu ville vi bede eder at I tilsiger hinanden gjensidig Tryghed, saalænge som I ere i Söen til Skibs. Dette gik virkelig for sig. Skibet drev længe omkring i Havet, omtumlet af stærke Storme. Et Vindkast knækkede deres Storraa, saa at Seilet faldt i Söen; Mandskabet fik dog fat i det, og trak det ombord, hvorved Gests Anstrængelse især var virksom. Skuf vidste, at de Mænd ikke vare meget behændige som han havde taget med sig fra Grönland, men han havde seet at Thormod og Gest havde skilt sig meget net ved adskilligt Tömmerarbeide. Skuf sagde da til Thormod: Vil du föie Raaens Stykker sammen igjen? Thormod svarede: Jeg er ikke saa nævenyttig; bed kun Gest om at gjöre Raaen i Stand: han er saa stærk, at han vist uden videre kan sætte Raastykkerne sammen med de blotte Hænder. Skuf gik da til Gest med den samme Begjering. Han svarede: Jeg er ikke saa behændig; bed kun Thormod derom, for han er saa veltalende at han nok skal udrette det med sin Digtning, at Raaens Ender igjen heftes fast til hinanden. Dog vil jeg, da Nödvendigheden nu byder det, til hugge den ene Deel af Raaen, naar Thormod vil hugge den anden til. Man flyede da hver af dem en Öxe, og hver for sig tilhuggede sin Deel af Raaen. Gest skottede af og til, over Skuldrene, til Thormod. Da Thormod var færdig med at hugge sin Deel af Raaen til, satte han sig ned paa Lasten, men Gest tövede noget længere ved at tilhugge sit Stykke Tömmer, men da han var færdig dermed, eftersaae han stykkerne, og intet af dem trængte til nogen videre Bearbeidelse. Gest satte Raaen sammen; dernæst gjorde de Seilet fast til den, og Seiladsen gik igjen for sig. Sildig om Efteraaret anlöb de Grönland, og kom til Eriksfjorden. Thorkel, Leifs Sön, var i den Tid Hövding over Eriksfjorden. Thorkel var en mægtig Mand, rig paa Gods og Venner; han var ogsaa en god Ven af den hellige Kong Olaf<ref> Ligesom og Thorkels Fader, Leif Eriksön, havde været; see ovenfor S. 242, 248.</ref>. Thorkel kom snart til Skibet, efter at det var gaaet til Ankers, samt kjöbte af Skipper, Styrmænd og Mandskab de Ting, som han behövede. Skuf lod Thorkel vide, at een af Kong Olafs Hirdmænd, som hed Thormod, var der paa Skibet, samt at Kongen havde sendt ham til Thorkel, for at söge Tilflugt og Beskjærmelse hos ham, hvis han behövede det. Paa Grund af denne Anbefaling tog Thormod sit Ophold paa Brattalid. Skuf eiede en Gaard paa Stokkanes<ref> Navnets europæiske Oprindelse have vi viist ovenfor I, 467. Der havde Thorbjörn Vifilsön forhen boet (see I, 382.)</ref>; den laa paa een Side af Eriksfjorden, men Brattalid paa den anden. En Mand, som hed Bjarne, boede sammen med Skuf; han var en forstandig Mand, og meget yndet, besad mange Færdigheder, især som Smed; han forestod deres fælles Bo, naar Skuf var paa Reiser. De eiede Boet i Fællesskab, og forligtes meget vel. Thormod blev til Huse paa Brattalid, Gest tog sit Ophold i Einarsfjorden, paa en Gaard som kaldtes Vig<ref> Stednavnet ''Víg''' var meget almindeligt i det gamle Skandinavien som og i Island. Som bekjendt betyder det en lille Bugt. I Angelsaxisk hed det fordum ''Vic'', endnu i Svensk ''wik'' eller ''vik'', i Dansk 'Vig'' o.s.v., i engelske og skotske Stedsnavne er Ordet blevet til ''wic, wick, wich'' eller ''vig''. Rimeligviis er det beslægtet med Gjerningsordet ''víkia'' vige (''cedere, reeedere, secedere''), Angelsaxisk ''wican'', Svensk ''wika, vika'', Holl. ''wyken'' , Tydsk ''weichen'' - da Havet kan siges at vige tilbage til saadanne Bugter eller Vige. Jfr. det almindelige oldnordisk-islandske Ord ''vik', som har en noget lignende Betydning.</ref>; der boede en Mand som hed Thorgrim<ref>De andre Haandskrifter (ligesaa vel som denne i det fölgende) nævne Manden ''Grim'', - han bar vel forsaavidt begge disse Navne, som han, födt i Grönlands hedenske Tid, virkelig havde faaet dem begge (tildeels forenede) efter den Tids Skik, men har senere kastet Thors Navn bort som en ivrig Christen. Jfr. ovenfor l, 257, 537, 553, 567, 591.</ref>.
@@ Linje 499: / Linje 499: @@
 '''Thorgrim Trolles Drab.'''
-Een af Skufs og Bjarnes Huskarle hed Egil. Han var stor af Væxt, stærk, men styg af Udseende, klodset og uforstandig, hvorfor man havde givet ham Ögenavn af Tosse-Egil. Thormod var ofte sörgmodig. Bjarne og Skuf spurgte ham, om de ikke paa nogen Maade kunde raade Bod paa hans Kummer. Thormod svarede: Det er mit Önske at I overlader mig een Fölgesvend, som kunde fölge mig overalt, hvor jeg saa end vilde begive mig hen. De svarede at de gjerne vilde det, og bade ham selv vælge den Mand blandt deres Huskarle som han önskede. Thormod sagde: Tosse-Egil her er stærk og stor af Væxt; ham vælger jeg, og han vil vist ikke blive for klog til at udrette det som bliver ham befalet. De svarede at det skulde saa være. Folk undredes over det, at han just skulde vælge Egil til sin Fölgesvend. Bjarne smedede for Thormod, efter hans Anviisning, en bred Öxe; ovenfra lige til Eggen var den slaaet lige; dens Eg var ikke i mindste Maade afrundet, men var dog særdeles skarp. Den næste Sommer, efter disse Tildragelser toge Folk til Thinget ved Garde i Einarsfjorden. De fra Eriksfjorden havde indrettet deres Teltboder paa et Sted, hvor en lille Bakke laa imellem det og den Plads, hvor Einarsfjordens Beboere havde opslaaet deres Telte<ref>Gardething sees at have været de gamle Grönlænderes almindelige Landsthing. Jfr. ovenfor I, 265 o. f. Erik den Röde giftede sin Datter Freydis med en Thorvard, som först boede paa Garde, og har sandsynligviis selv indstiftet det der aarlig holdte Landsthing, hvorved Bispestolen sildigere blev oprettet. Det er især mærkværdigt, at Eriksfjordens og Einarsfjordens Indbyggere havde forskjellige og særskilte Pladse eller Tomter for deres Thingboder (jfr. Anrn. 43) ligesom indbyggerne af lslands forskjellige Thinglaug i fordums Dage havde paa Althinget eller det almindelige Landsthing</ref>. Da de fleste havde teltet over deres Thingboder var Thorgrim ikke kommen. Kort efter saae man hans Tog. Han havde et prægtigt Skib og hans krigeriske Fölge var ligesaa udsögt og vel udrustet. Thorgrims Overmod var saa stort, at Folk neppe torde tale til ham. Grönlænderne pleiede stedse have Redskaber til Jagt (g Fiskeri ombord paa deres Fartöier. Da nu Thorgrims Skib kom til Landet, gik Folk ned til Strandbredden, for at see hans og Fölges Pragt og Vaabenrustning. Thormod var ogsaa nærværende der. Han tog op en Sælhunde Harpun, som de havde kastet paa Land, og betragtede den, men een af Thorgrims Fölgesvende greb Harpunen og sagde: Giv kun slip paa den, Menneske! thi det vil kun nytte dig lidet at du holder den i Haanden, og det er min Mening at du forstaaer dig ikke synderlig paa dens Jagtbrug<ref>Mærkelig nok har den grönlandske Natur tvunget de gamle europæiske Colonister til en lignende Opmærksomhed og Flid ved Sælhunde-Fangsten samt de til den tjenligste Maader, som deres eskimoiske Fjender og Efterkommere stedse have viist.</ref>. Han svarede: Jeg anseer det for uvist, om du forstaaer dig bedre paa Skytteriet end jeg. Det er dog vist upaatvivleligt, svarede den anden. Thormod kvad da en Vise:
+Een af Skufs og Bjarnes Huskarle hed Egil. Han var stor af Væxt, stærk, men styg af Udseende, klodset og uforstandig, hvorfor man havde givet ham Ögenavn af Tosse-Egil. Thormod var ofte sörgmodig. Bjarne og Skuf spurgte ham, om de ikke paa nogen Maade kunde raade Bod paa hans Kummer. Thormod svarede: Det er mit Önske at I overlader mig een Fölgesvend, som kunde fölge mig overalt, hvor jeg saa end vilde begive mig hen. De svarede at de gjerne vilde det, og bade ham selv vælge den Mand blandt deres Huskarle som han önskede. Thormod sagde: Tosse-Egil her er stærk og stor af Væxt; ham vælger jeg, og han vil vist ikke blive for klog til at udrette det som bliver ham befalet. De svarede at det skulde saa være. Folk undredes over det, at han just skulde vælge Egil til sin Fölgesvend. Bjarne smedede for Thormod, efter hans Anviisning, en bred Öxe; ovenfra lige til Eggen var den slaaet lige; dens Eg var ikke i mindste Maade afrundet, men var dog særdeles skarp. Den næste Sommer, efter disse Tildragelser toge Folk til Thinget ved Garde i Einarsfjorden. De fra Eriksfjorden havde indrettet deres Teltboder paa et Sted, hvor en lille Bakke laa imellem det og den Plads, hvor Einarsfjordens Beboere havde opslaaet deres Telte<ref>Gardething sees at have været de gamle Grönlænderes almindelige Landsthing. Jfr. ovenfor I, 265 o. f. Erik den Röde giftede sin Datter Freydis med en Thorvard, som först boede paa Garde, og har sandsynligviis selv indstiftet det der aarlig holdte Landsthing, hvorved Bispestolen sildigere blev oprettet. Det er især mærkværdigt, at Eriksfjordens og Einarsfjordens Indbyggere havde forskjellige og særskilte Pladse eller Tomter for deres Thingboder (jfr. Anrn. 43) ligesom indbyggerne af lslands forskjellige Thinglaug i fordums Dage havde paa Althinget eller det almindelige Landsthing</ref>. Da de fleste havde teltet over deres Thingboder var Thorgrim ikke kommen. Kort efter saae man hans Tog. Han havde et prægtigt Skib og hans krigeriske Fölge var ligesaa udsögt og vel udrustet. Thorgrims Overmod var saa stort, at Folk neppe torde tale til ham. Grönlænderne pleiede stedse have Redskaber til Jagt og Fiskeri ombord paa deres Fartöier. Da nu Thorgrims Skib kom til Landet, gik Folk ned til Strandbredden, for at see hans og Fölges Pragt og Vaabenrustning. Thormod var ogsaa nærværende der. Han tog op en Sælhunde Harpun, som de havde kastet paa Land, og betragtede den, men een af Thorgrims Fölgesvende greb Harpunen og sagde: Giv kun slip paa den, Menneske! thi det vil kun nytte dig lidet at du holder den i Haanden, og det er min Mening at du forstaaer dig ikke synderlig paa dens Jagtbrug<ref>Mærkelig nok har den grönlandske Natur tvunget de gamle europæiske Colonister til en lignende Opmærksomhed og Flid ved Sælhunde-Fangsten samt de til den tjenligste Maader, som deres eskimoiske Fjender og Efterkommere stedse have viist.</ref>. Han svarede: Jeg anseer det for uvist, om du forstaaer dig bedre paa Skytteriet end jeg. Det er dog vist upaatvivleligt, svarede den anden. Thormod kvad da en Vise:
 :Han som kan hurtig löbe