Germania - Revisjonshistorikk

Carsten på 15. mar. 2021 kl. 12:11

2021-03-15T12:11:25Z

Carsten på 4. mai 2019 kl. 09:19

2019-05-04T09:19:25Z

Jesper på 2. okt. 2018 kl. 18:16

2018-10-02T18:16:08Z

Carsten på 2. okt. 2018 kl. 11:11

2018-10-02T11:11:12Z

JJ.Sandal: Germania

2013-01-12T16:41:20Z

Germania

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. mar. 2021 kl. 12:11
Linje 105:		Linje 105:


−	'''31.''' Noget, der også kan forekomme hos andre germanske folkestammer men sjældent og altid kun, når en enkelt mand på egen hånd drister sig dertil, det er hos Chatterne blevet en folkeskik, alle er enige om at følge, nemlig, såsnart de når frem til manddomsårene, da at lade hår og skæg gro langt og ikke aflægge dette ansigtets særpræg, før de har dræbt en fjende, så at det bliver et sådant manddomsværk, de har lovet og forpligtet sig til at ofre det for; når de foran sig kan se blod og en fjenderustning, de har gjort til bytte, afslører de deres pande; og da mener de først, de har afbetalt den gæld, de er kommet i ved at have fået livet, og vist sig værdige til at have fædreland og forældre; de feje og krigsrædde vedbliver at bære det forsømte ydre som en sørgedragt. De kækkeste går desuden med en armring af jern, hvad der i dette folks øjne ellers er et skændselsmærke ligesom en fangelænke, indtil de har udløst sig ved drabet af en ~~f j ende~~. Der er blandt Chatterne en stor mængde, der finder behag i det omtalte udvortes; og der er dem, der endog bliver gamle og grå med dette tegn på sig, hvorved de bringer sig til at falde i øjnene både på fjender og landsmænd. I alle kampe er det disse mænd, der slår det første slag; de udgør den forreste linie, som straks gør et overraskende indtryk på øjet. Thi ikke engang i fredstid antager de et mildere og tammere ydre. Ingen af dem har hus eller mark eller overhovedet et eller andet at bekymre sig for; hvem som helst de kommer til, får de deres underhold hos, så de er ødsle med andres ejendom, men forsmår egen, så længe indtil afkræftet alderdom gør dem udygtige til så hårdfør en manddom.	+	'''31.''' Noget, der også kan forekomme hos andre germanske folkestammer men sjældent og altid kun, når en enkelt mand på egen hånd drister sig dertil, det er hos Chatterne blevet en folkeskik, alle er enige om at følge, nemlig, såsnart de når frem til manddomsårene, da at lade hår og skæg gro langt og ikke aflægge dette ansigtets særpræg, før de har dræbt en fjende, så at det bliver et sådant manddomsværk, de har lovet og forpligtet sig til at ofre det for; når de foran sig kan se blod og en fjenderustning, de har gjort til bytte, afslører de deres pande; og da mener de først, de har afbetalt den gæld, de er kommet i ved at have fået livet, og vist sig værdige til at have fædreland og forældre; de feje og krigsrædde vedbliver at bære det forsømte ydre som en sørgedragt. De kækkeste går desuden med en armring af jern, hvad der i dette folks øjne ellers er et skændselsmærke ligesom en fangelænke, indtil de har udløst sig ved drabet af en fjende. Der er blandt Chatterne en stor mængde, der finder behag i det omtalte udvortes; og der er dem, der endog bliver gamle og grå med dette tegn på sig, hvorved de bringer sig til at falde i øjnene både på fjender og landsmænd. I alle kampe er det disse mænd, der slår det første slag; de udgør den forreste linie, som straks gør et overraskende indtryk på øjet. Thi ikke engang i fredstid antager de et mildere og tammere ydre. Ingen af dem har hus eller mark eller overhovedet et eller andet at bekymre sig for; hvem som helst de kommer til, får de deres underhold hos, så de er ødsle med andres ejendom, men forsmår egen, så længe indtil afkræftet alderdom gør dem udygtige til så hårdfør en manddom.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. mai 2019 kl. 09:19
Linje 42:		Linje 42:


−	'''10.''' Varsler og spådom ved lodkastning holder de i hævd og ære og det så trofast som noget folk; og ved en sådan lodkastning er det en simpel og ligefrem måde, de plejer at gå frem på. En afskåren gren af et frugtbærende træ skærer de itu til småpinde og mærker disse med visse tegn, så de kan ~~skernes~~ fra hverandre. Disse pinde kaster de så på må og få ud over en hvid dug, alt som tilfældet føjer det. Og derefter, dersom det er på det samtlige folks vegne, man vil stille spørgsmålet, så forretter den for hele samfundet beskikkede præst, men hvis det ikke sker i det offentliges tjeneste, så vedkommende husbond selv en bøn til guden og tager så med øjnene vendte mod himlen tre pinde frem den ene efter den anden, løfter dem i vejret og udlægger dem efter de derpå indristede tegn. Tyder nu disse på en hindring, så indlader man sig i det pågældende anliggende ikke på nogen yderligere henvendelse til guderne samme dag; men ligger der en tilladelse deri, så søger man endnu tilforladeligheden deraf stadfæstet ved varsler. Og det er så noget, man også kender til hos dette folk, at der søges svar på stillede spørgsmål i fugles skrig og flugt. Derimod er det en ejendommelig skik hos det også at lempe sin færd efter forudsigelser og advarsler fra heste. På fælles bekostning holdes der i de oven omtalte lunde og småskove sådanne heste, som er snehvide og ikke fornedrede med noget arbejde i menneskers tjeneste; de spændes for den hellige vogn og ledsages så af en præst og kongen eller en samfundshøvding, som lægger mærke til deres vrinsken og snøften; og der er intet varsel, der finder større tiltro, ikke blot hos almuen men hos de fornemme, hos præsterne; thi sig selv ser de gudernes tjenere i, men i de hellige heste deres fortrolige medvidere. Der gives også en anden iagttagelse af varsler, hvorved de søger kundskab om udfaldet af svære krige. En fange ud af det folk, de ligger i krig med, lige meget på hvilken måde de har fået ham i deres magt på, stiller de til kamp med en kriger, der er valgt ud af deres egne landsmænd, hver med de våben, der er ejendommelige for hans folk. Den enes eller den andens sejr tages da som en forud fældet dom.	+	'''10.''' Varsler og spådom ved lodkastning holder de i hævd og ære og det så trofast som noget folk; og ved en sådan lodkastning er det en simpel og ligefrem måde, de plejer at gå frem på. En afskåren gren af et frugtbærende træ skærer de itu til småpinde og mærker disse med visse tegn, så de kan skelnes fra hverandre. Disse pinde kaster de så på må og få ud over en hvid dug, alt som tilfældet føjer det. Og derefter, dersom det er på det samtlige folks vegne, man vil stille spørgsmålet, så forretter den for hele samfundet beskikkede præst, men hvis det ikke sker i det offentliges tjeneste, så vedkommende husbond selv en bøn til guden og tager så med øjnene vendte mod himlen tre pinde frem den ene efter den anden, løfter dem i vejret og udlægger dem efter de derpå indristede tegn. Tyder nu disse på en hindring, så indlader man sig i det pågældende anliggende ikke på nogen yderligere henvendelse til guderne samme dag; men ligger der en tilladelse deri, så søger man endnu tilforladeligheden deraf stadfæstet ved varsler. Og det er så noget, man også kender til hos dette folk, at der søges svar på stillede spørgsmål i fugles skrig og flugt. Derimod er det en ejendommelig skik hos det også at lempe sin færd efter forudsigelser og advarsler fra heste. På fælles bekostning holdes der i de oven omtalte lunde og småskove sådanne heste, som er snehvide og ikke fornedrede med noget arbejde i menneskers tjeneste; de spændes for den hellige vogn og ledsages så af en præst og kongen eller en samfundshøvding, som lægger mærke til deres vrinsken og snøften; og der er intet varsel, der finder større tiltro, ikke blot hos almuen men hos de fornemme, hos præsterne; thi sig selv ser de gudernes tjenere i, men i de hellige heste deres fortrolige medvidere. Der gives også en anden iagttagelse af varsler, hvorved de søger kundskab om udfaldet af svære krige. En fange ud af det folk, de ligger i krig med, lige meget på hvilken måde de har fået ham i deres magt på, stiller de til kamp med en kriger, der er valgt ud af deres egne landsmænd, hver med de våben, der er ejendommelige for hans folk. Den enes eller den andens sejr tages da som en forud fældet dom.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. okt. 2018 kl. 18:16
Linje 66:		Linje 66:


−	'''18.''' Medgift bringer ikke konen med til ægtemanden, men denne byder sin hustru den. Ved samme lejlighed er forældre og frænder tilstede og prøver og godkender gaverne, og disse er ikke beregnede på at tilfredsstille kvindelig forfængelighed; heller ikke ting, den unge brud kan pynte sig med, men okser og en optømmet hest, så et skjold tillige med en framje og et sværd. Dette er de gaver, manden tager imod sin hustru med; og til gengæld bringer også hun nogle våben med til sin ægtemand. Deri ser de det kraftigste bånd, deri den løndomssvangre hellige indvielse og ægteskabets skytsguder. For at konen ikke skal tro sig stillet uden for enhver tanke om mandige dyder eller for krigens tilskikkelser, advares hun allerede ved indvielsen af det begyndende ægteskab om, at hun kommer for at stå ~~ski~~ husbond ved siden under møjsommeligheder og farer, for i fred og i våbenkamp at dele lidelser med ham, og for at gøre ham følgeskab til vovelig færd. Dette ligger der et fingerpeg om i de sammenkoblede okser, den opsadlede hest og de våben, hun har fået; under sådanne vilkår skal hun leve, under sådanne føde børn til verden; det, hun selv tager imod, det skal hun afgive til sine børn i ukrænket og uplettet stand; det skal hendes sønnekoner tage imod og igen afgive til hendes børnebørn.	+	'''18.''' Medgift bringer ikke konen med til ægtemanden, men denne byder sin hustru den. Ved samme lejlighed er forældre og frænder tilstede og prøver og godkender gaverne, og disse er ikke beregnede på at tilfredsstille kvindelig forfængelighed; heller ikke ting, den unge brud kan pynte sig med, men okser og en optømmet hest, så et skjold tillige med en framje og et sværd. Dette er de gaver, manden tager imod sin hustru med; og til gengæld bringer også hun nogle våben med til sin ægtemand. Deri ser de det kraftigste bånd, deri den løndomssvangre hellige indvielse og ægteskabets skytsguder. For at konen ikke skal tro sig stillet uden for enhver tanke om mandige dyder eller for krigens tilskikkelser, advares hun allerede ved indvielsen af det begyndende ægteskab om, at hun kommer for at stå sin husbond ved siden under møjsommeligheder og farer, for i fred og i våbenkamp at dele lidelser med ham, og for at gøre ham følgeskab til vovelig færd. Dette ligger der et fingerpeg om i de sammenkoblede okser, den opsadlede hest og de våben, hun har fået; under sådanne vilkår skal hun leve, under sådanne føde børn til verden; det, hun selv tager imod, det skal hun afgive til sine børn i ukrænket og uplettet stand; det skal hendes sønnekoner tage imod og igen afgive til hendes børnebørn.

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Latin !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=P. Corneli Taciti de origine et situ Germanorum]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Germania]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=P. Corneli Taciti de origine et situ Germanorum]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Germania]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Tacitus' Germania]] !!
 |-
 |}