Carsten på 16. jun. 2018 kl. 06:22

2018-06-16T06:22:43Z

Carsten på 10. jun. 2018 kl. 12:17

2018-06-10T12:17:18Z

Carsten: Gorm hin Gamle: Første Samtale

2018-06-10T12:13:31Z

Gorm hin Gamle: Første Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortale Kæmpelivets Undergang i Nord]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Kæmpelivets Undergang i Nord |Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Gorm hin Gamle:'''<br><big><big>'''Første Samtale'''</big></big>
</center>

{|
|    '''De Talende.'''
|-
|    ''Gorm hin Gamle:  ''
|    Leirekonge.
|-
|    ''Thyra Danabod:''
|    hans Dronning.
|-
|    ''Knud Danaast:''
|    deres Søn.
|-
|    ''Harald Blatan:''
|    deres Søn.
|-
|    ''Klakharald:''
|    Thyras Fader, Jarl i Holsetuland.
|-
|    ''Unni:''
|    Erkebisp.
|-
|    ''Gardur:''
|    en Sjælandsfar, Islands Opdager.
|-
|    ''Eiulf:''
|    Gorms Fostbroder.
|-
|    ''Askield:''
|    Hofgode.
|-
|    ''Thormod:''
|    Hofgode.
|-
|    ''Hirdmænd:''
|.
|-
|}

'''Første Samtale.'''

Leire. Gorm. Gardur.

::Gorm.

::Hel lysteligt det er i Alderdommen,
::Naar man i Ungdom selv har faret vidt
::Paa Tidender om Yngres Færd at lyde.
::Men sig mig Gardur! er det sandt,
::Hvad Man om Gangerolf fortæller?

::Gardur.

::At han i Valland fik et Hertugdom?

::Gorm.

::Det veed jeg, men at han blev Kristen?

::Gardur.

::Er og desværre sandt, jeg selv har set
::Ham døbes, hørt hvordan han skifted
::Sit gamle Navn, og fik et nyt igen.

::Gorm.

::Det er et Galenskab, som nuomtide
::Er kommet over Nordens djærve Mænd.
::Det danske Tungemaal har Rolf vel ogsaa
::Omskiftet med det vælske Munkepludder?

::Gardur.

::Ja nu er Rolf da død, hans Søn
::Er kommet efter ham, han snakker
::Som du og jeg imellem danske Folk;
::Men for det meste taler han dog Vallandsk
::Som alle de, der bo i Rotemag,
::Og til en anden By sin Søn han maatte skikke
::For at han kunde lære Danskes Maal.

::Gorm.

::Saaledes gaaer det nu. I gamle Dage
::Hvor Danske kom, blev ogsaa Maalet dansk.
::Men naar den Sæd fra Romaborg nu vinder
::Blir vel i Danmark selv det Danske glemt.

::Gardur.

::Det vil jeg ikke tro, men om det skedte
::Saa er der nu et Land, hvor dog
::Nok baade Fædres Sæd og Maal kan gemmes.

::Gorm.

::Hvor mener du?

::Gardur.

::Paa Island mener jeg.

::Gorm.

::Er det hint Land i Vest, som Man fortæller
::At du har fundet.

::Gardur.

::Netop det.
::Jeg nævned Landet Gardursholmen
::At det dog kunde faae et Navn,
::Men siden har Man kaldt det Island.
::Det er det samme, hvad det hedder, men
::Det er et herligt Land med store Klipper,
::Og mange Fjorde, alskøns Fisk
::Og brede Enge. Der er koldt deroppe.
::Men det kan ikke skade, det er ret
::For Aser og for Nordmænd, og jeg tænker
::At om en Klerk end vover sig derop,
::Saa skal han fryse rent ihjel.

::Gorm.

::Men er det bygget?

::Gardur.

::Dygtig alt.
::Jeg var der kun en Vinter, siden
::Jeg vilde seilet did engang igen,
::Men kunde ikke mere Holmen finde.
::Da vied Floke Odin trende Ravne
::Og fulgte siden efter, hvor de fløi,
::Saa fandt han Landet, og jeg mener
::Det er et Mærke paa, at Odin end
::Har ikke tabt sin Kløgt, at høie Aser
::Kanske vil fløtte op til Island nu,
::Ifald dem hviden Krist fordriver,
::Og Norges Konge med; thi hvad er det
::Vel andet Harald gør, den Niding,
::Som dræber Norges Fylkekonger, eller
::Uddriver dem fra deres Odel, dog
::Hel mange af dem ere Odins Ætmænd?
::De flygte nu til Island, alt
::For Thor og Frei er mangent Hus opbygget.

::Gorm.

::Hvad kalder du da det, at jeg uddrev
::Og dræbte alle Danmarks Fylkekonger?

::Gardur.

::Naar Odins Æt bær Vaaben paa sig selv
::Jeg ei kan sige, at den gør det ikke;
::Men du dog hærgede med mere Skel
::Paa dem, der sveg dig for dit Odelsrige.
::Desuden er det saa en egen Sag med dig,
::Du og de andre stammede fra Aslaug,
::Fra Sigurd og fra Brynhild, med den Æt
::Det er saa underligt, den maa vel kæmpe
::Imod sig selv, som den har altid gjort.
::Ind traadte nu Eiulf hin Gamle

::Eiulf.

::Hilsæl Kong Gorm! hvad du befol,
::Er Alt udrettet.

::Gorm.

::Du fra Jotland kommer!

::Eiulf.

::Fra Ribe og fra Hedeby,
::Fra Kirkebrand og Klerkemord jeg kommer,

::Gorm.

::I fik da stillet Tungen paa de Klerke,
::Der nu saalænge har bespottet Thor
::Og alle Aser.

::Eiulf.

::Ja, vi fik den stillet;
::Men hvad den mælte først, var fælt.

::Gorm.
:
::Hvordan? mig tykkes Røsten skælver Eiulf!
::Jeg troer du er ræd.

::Eiulf.

::Med dig jeg foer,
::Saa vide om paa Hærtog og vist aldrig
::Du saae mig ræddes, ja endnu jeg tør
::Selv med hin argste Bærserk Holmgang prøve;
::Men brænde Kirker, dræbe Klerke, nei,
::Det gør jeg aldrig mer, om end du byder.

::Gorm.

::De har forhekset dig med Seid
::De arge Trolde, du vel ikke mer
::Nu troer paa Aserne?

::Eiulf.

::Jeg troer at Aser
::Har Magt, men den har ogsaa flere Guder
::Og Krist er stærk.

::Gorm.

::Hvad sagde vel de Klerke?

::Eiulf.

::De sagde, naar de kom til Himmerig
::Til deres Valhal, Krist de vilde bede
::At straffe os med Plager og med Død,
::Men dig med Hjertesorg og alskøns Jammer.

::Gorm.

::Og derfor est du bange? Thorbjørn vist
::Dog ei blev ræd.

::Eiulf.

::Han siger det vel ikke
::Til dig, thi han har glemt at mæle.
::Paa vores Hjemfærd brødes Skibet, mig
::De Kristnes Gud har ene ladet frelses;
::Men han mig straffede dog mere haardt
::End dem, der sank tilbunds i Havet.
::Min Gunnar! – I halvtredsindstyve Aar
::Kun Blod har rundet ned paa mine Kinder;
::Men nu maa Taarer rinde – ja de maa.

::Gorm.

::Din Gunnar var en vakker Svend, og saare
::Jeg ynded ham – Han drukned altsaa med.

::Eiulf.

::Og troer du da, ifald han kun var druknet
::Jeg vilde staa og græde som en Dreng?
::Nei gruelig han endte. – Over Altret
::I Kirken hang et Stykke Træ,
::Du kender det, det er som Hammerstegnet
::Og nævnes Kors, derpaa var hviden Krist
::Udskaaret, og som røde Guld han lyste.
::Det rev min Gunnar ned og holdt det frem
::For Klerken, der han skulde dø, og spotted.
::Og bød ham bede til sin hvide Krist.
::Da løfted Klerken Øinene mod Himlen
::Som om han kunde gennemstirre den,
::Og da hans Blik paa Gunnar sig nedsænked.
::Det var saa stærkt og hvast at alle gøs;
::Dertil han mælte Ord, som klang saa hule
::Og som ei Nogen iblandt os forstod.
::Da blev min Søn som galen, snart han tuded
::Lig Ulve, snart han brøled, Haanden kneb
::Han fast om Korset, og da Kirken brændte,
::Da løb han ind i Ilden, kasted sig
::Paa Jord, og brøled gennem Luen.

::Gorm.

::Ja det var grueligt, ei undres mig
::Du græder. Jeg har glemt at græde,
::Men hvis min Knud – o sig mig dog!
::Har du ei spurgt til hans og Haralds Færd?

::Eiulf.

::Om Knud jeg Intet hørte, men Man sagde
::Klakharald alt var draget hid.

::Gorm.

::Saa gak da Gamle! lad trehundred Mænd
::Sig væbne, stille sig ved Salen!

::Eiulf.

::Det er det sidste Bud, som jeg udretter,
::Før med min Kval jeg skjuler mig i Høi.
::Farvel Kong Gorm! jeg tjente dig hel trolig
::Og maaske alt for trolig.

::Gorm.

::I Valhalla
::Vi atter mødes skal til Gammensliv.
::Fostbrødre vare vi, og jeg er pligtig
::At hevne dig. Paa Krist og paa hans Flok
::Du hevnes skal.

::Støttende sig paa Spydet, gik den gamle Eiulf nedbøiet ud af Hallen.

::Gorm.

::Hvad siger du vel Gardur! om alt Dette?

::Gardur.

::Jeg siger nu som før, at det er godt,
::At Island er, og at jeg mener
::Det ikke er for Intet, at just nu
::Den Ø er fundet.

::Gorm.

::Saa du mener
::At det er her forbi med Asers Magt?

::Gardur.

::Det mener jeg just ikke; men mig tykkes,
::Du frygter for det selv.

::Gorm.

::Jeg frygter ei,
::Det aldrig var min Sæd, og ei jeg grubler,
::Jeg holder fast ved mine Fædres Tro,
::Thi det er Kæmpetroen. Intet Jærtegn
::Om det var nok saa underligt og stort,
::Kan rokke mig; thi hine store Slægter
::Som stige ned fra Odin er et Jærtegn
::Langt større end om Ild blev Vand
::Og Vand blev Ild. Dog ei jeg dølger, stundum
::Hel sære Tanker avles i mit Sind
::Naar jeg maa se, at Asers Flok forringes,
::Og naar jeg tænker paa den tunge Drøm
::Som jeg har havt engang.

::Gardur.

::Ja Drømme
::Desværre tit er ikkun alt for sande.
::Paa Norges Harald ser Man det saa grant,
::Hans Moder drømte, som du veed, om Træet
::Der skygged over Norrig, ei engang
::Hun drømte, at saamange gæve Mænd
::I Træets Grene skulde blive hængte,
::Og nu er det dog med det Andet sket.
::Hvad drømte du Kong Gorm?

::Gorm.

::Den Stund
::Jeg beilede til Thyra, ei hun vilde
::Mig ægte, før jeg trende Nætter sov
::I nybygt Hus, og sagde mine Drømme.
::I trende Nætter kom den samme Drøm igen:
::Mig tyktes at jeg stod ved Østresaltet
::Og Vandet skyndte sig fra Landet bort,
::Saa der blev tørt imellem alle Øer,
::Da trende hvide Nød gik op paa Land,
::Saa trende røde, derpaa trende sorte,
::Og alle bede Græs, men der de sorte
::Fra Landet gik, da hørtes sligt et Gny
::At hele Danmark maatte skælve.
::Det lagde Thyra ud om haarde Uaar,
::De kom, men Gnyet vilde hun udtyde
::Om megen Død og Ufred i min Æt.
::Kun liden er min Æt, den snart kan ødes.
::Og mener jeg, at ødes Skjoldungætten,
::Da ødes og i Danmark Odins Sæd.

::Gardur.

::Din Drøm hel mærkelig maa nævnes,
::Og dog jeg ei som Thyra eier Kløgt
::Mig tykkes det var ogsaa vel at mærke,
::At Nødene var af adskillig Lød.

::Gorm.

::End mer adskillige de vare,
::De sorte havde mægtig store Horn
::De røde mindre, men de hvide ingen.

::Gardur.

::Ja stor er Asakæmpens stille Kraft,
::Den mindskes da, naar den i Strid sig deler;
::Men Klerken stander værgeløs og svag
::For Altret i den hvide Messesærk.

::Klakharald kom indgangende i Salen med Knud og tredive Hirdmænd.

::Klakharald.

::Hilsæl Kong Gorm min Maag!

::Gorm.

::Saa kom du dog
::Engang Klakharald! skønt det sent maa nævnes.
::Kom hid min Knud, at jeg kan maale dig
::Med gamle Øie! Du est vorden stor
::Og stærk, du ligner dine Fædrefrænder.
::Du Gardur! gak med Knud, fortæl
::Ham Noget om de mange Lande
::Hvor du har færdedes! og Harald sig
::Til dine Mænd de gange ud af Salen!
::Harald bød, og ud ginge Mændene.

::Gorm.

::Du Gardur! kom igen! din Kløgt er stor
::Og vel du høre maa, hvad vi samtale.
::Da vendte Kongen sig hel bister mod Klakharald.
::Jeg trende Gange dig til Julegilde
::Indbød, og du vanhædrede mit Bud,
::Og loved, mig til Spot, du vilde komme
::Men kom dog ei. Jeg derfor var tilsinds
::Dit Land at hærge og dig selv at dræbe;
::Men Thyra saare gik i Bøn for dig
::Og mente at du varst forhindret
::Ved sære Hændelser. Nu est du her;
::Trehundred Mænd staa væbnede for Salen
::Og hvis du ei aarsager dig, da skal
::Du aldrig komme heden med dit Liv.

::Klakharald.

::Mit Liv Kong Gorm! er ikkun lidt at agte,
::Du selv est gammel, jeg er ældre dog,
::Og vilde glædes ved at dø, forinden
::De Ting fremkomme, som tilstunde nu:
::Derfor jeg kaarer ogsaa helst at tie
::Enddog hel vel jeg mægtede at tale.
::Du ei skal raabe dine Hirdmænd hid,
::Du har jo selv et Sværd, og jeg tør mene
::Mig værdig til at falde for din Haand.

::Gorm.

::Uhørt jeg dræber Ingen som fremtræder
::Her for min Stol. Aarsag dig, om du kan!

::Klakharald.

::Du vil da vide, hvi jeg ei er kommet?

::Gorm.

::Ja derfor stevned jeg dig hid.

::Klakharald.

::Men naar du hører, hvad dig lidet huger?

::Gorm.

::Saa er det ikke førstegang.

::Klakharald.

::Saa hør!
::Ved Juletid jeg kom til Limafjorden
::Der stod et Træ hel grønt ved Fjordens Bred,
::Og det var underligt, om Vinterstide
::At se det ene Træ saa sommerligt.
::I Træet hængte Æbler smaa men fagre,
::Ved Roden Andre mægtig store laa,
::Men ormestukne og med vissen Stilk
::De alt begyndte at forfules.
::Jeg gruede ved Synet, og hvorfor?
::Behøver jeg vist ikke dig at sige.

::Gorm.

::Ei sandt? det skal betyde Sædomskiftning?
::Det var et grumme konstigt Syn,
::Saa konstigt, at Man hartad skulde mene,
::Det Træ kun i dit eget Hoved stod;
::Men det er allerede slemt, det Store
::Er raadnet der. – Nu, dengang blev du ræd
::For Skyggen af dig selv. Hvad Mere?

::Klakharald.

::Den anden Jul paa Skibet alt jeg stod,
::Ufødte Hvalpe høit i Tispen gøede,
::Men selv hun tav. – Det vel betyder, at
::Det som end ei er født, men dog undfanget
::Skal vorde lydt, det Gamle tie kvær.

::Gorm.

::Var alt det Gamle saa som du, Klakharald!
::Da var det vist nok ogsaa bedst, det tav;
::Men saa er ikke Alt, thi Man kan vorde
::Hel gammel og dog ikke kærlingvæg
::Som du. – Hvad er dit tredie Eventyr?

::Klakharald.

::Ei Eventyr, men Sandsagn. Tvende Bølger
::Hel store, løfted sig i Limafjord,
::Og sjunke i hinandens Favn, da tyktes
::For Øine Vandet være idel Blod.
::Da tænkte jeg paa dine tvende Sønner,
::Ulige som de begge er i Sind.
::Dengang jeg dog vel maatte blive bange,
::Da ei jeg er saa stærk, som du Kong Gorm!

::Gorm.

::Det er min Knud, om hvem du spaar saa ilde!
::Først haaner du, nu vil du pine mig.
::Har du end Mer at sige?

::Klakharald.

::Nei.

::Kongen slog paa Skjoldet og en Flok Hirdmænd styrtede ind med dragne Sværde. Da reiste sig Gardur og traadte for Kongen.

::Gardur.

::Som det sig burde, tav jeg Herre Konge
::Imens du talte, men da nu du vil
::Din Maag den gamle Harald dræbe,
::Fordi du ei kan se, hvad han har set
::Da maa jeg tale, bede dig at mindes
::Din egen Drøm og store Troldomskløgt,
::Som Kristne eie! Mindes du ei længer
::Hvad Eiulf mælte? hvorfor er det Løgn
::Hvad Jarlen siger? mon fordi det tykkes
::Dig underligt? og mener du da han,
::Hvis store kløgt er vide kendt i Norden,
::Ei vel saa let et mere rimeligt,
::Sandsynligt Paaskud havde kunnet finde,
::Ifald han vilde lyve? mener du,
::Han vilde sagt dig hvad hel vel han vidste,
::Du ei gad hørt, ifald det ei var sandt?
::Saa underligt en Konge sielden dømte.

::Gorm.

::Der han havde betænkt sig enstund.

::Ja du har Ret, og det var Odin selv
::Som fik mig til at kalde dig tilbage.
::I trende Aar jeg harmed mig, fordi
::Jeg mente mig vanhædret, derfor tyktes
::Mig Alting usandt, og da om min Knud
::Han spaade ilde, spaaede hans Død,
::Hans Død, som naar jeg vorder lagt i Høien
::Allene er igen af Skjoldungætten,
::(Thi Harald hører ei til den i Sind,)
::Da blev jeg ret som galen, end jeg ryster
::Af Harme, men det er ei Haralds Skyld,
::Det ser jeg grant og derfor skal han leve.
::Dog dette mæler jeg for eder Kæmper!
::Og det skal mæles høit paa alle Thing
::Fra Skanei og til Jotland: hvo som bærer
::Mig Tidende om Knud, at han er død,
::Ja som ham nævner død for mine Øren,
::Han skal ei leve, indtil Solen sættes,
::Om det er Dag, og er det Nat,
::Ei til den reiser sig, det sværger
::Jeg høit ved Odin, Thor og Frei
::Og Nornerne, som Alles Skebne raade.
::Hirdmændenes Høvding.

::Svinger i Luften
::Lysende Staal,
::Støder det haarde
::Sværd imod Skjold!
::Hørte I Kongen
::Svor ved de hellige
::Aser og Norner?
::Aldrig kan brydes
::Eden han svor.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

@@ Linje 587: / Linje 587: @@
 ::Da var det vist nok ogsaa bedst, det tav;
 ::Men saa er ikke Alt, thi Man kan vorde
-::Hel gammel og dog ikke kærlingvæg
+::Hel gammel og dog ikke kærlingveg
 ::Som du. – Hvad er dit tredie Eventyr?

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortale Kæmpelivets Undergang i Nord]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gorm hin Gamle: Første Samtale]] !!  !!
 |-
 |}

Gorm hin Gamle: Første Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten på 16. jun. 2018 kl. 06:22

Carsten på 10. jun. 2018 kl. 12:17

Carsten: Gorm hin Gamle: Første Samtale