Grønlændernes saga - Revisjonshistorikk

August på 10. des. 2019 kl. 09:23

2019-12-10T09:23:52Z

Jesper på 18. mai 2017 kl. 19:01

2017-05-18T19:01:54Z

Jesper på 1. jan. 2016 kl. 16:46

2016-01-01T16:46:58Z

Jesper på 7. des. 2014 kl. 19:54

2014-12-07T19:54:01Z

Jesper: Grœnlendinga saga

2014-12-05T18:20:18Z

Grœnlendinga saga

Vis endringer

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Grænlendinga saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Erik den røde]] !!  !!
 |-
-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes Saga CCR/FM]] !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eireks þáttr rauða]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes Saga CCR/FM]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Grønlændernes saga]] !!  !!

@@ Linje 28: / Linje 28: @@
 ----
-<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' Íslendinga sögur, ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
+<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' [[Íslendinga sögur]], ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
 ----

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. jan. 2016 kl. 16:46
Linje 146:		Linje 146:
	Hun gik i seng med kolde fødder, hvorved Torvard vågner og spørger, hvorfor hun er så kold og våd. Hun svarer ophidset: »Jeg var gået hen til brødrene,« siger hun, »— for at købe deres skib, for jeg ville have et større skib, men det gjorde dem så vrede, at de slog mig og gjorde mig fortræd. Men du — sølle mand! — vil vel hverken søge oprejsning for min eller din skam, og nu kan jeg mærke, at jeg ikke befinder mig i Grønland, men jeg vil skilles fra dig, medmindre du hævner dette.« Og nu ville han ikke tåle hendes irettesættelser, men bad folkene stå op i en fart og gribe deres våben, og det gør de og farer straks til brødrenes hus, hvor de gik ind til de sovende folk og pågreb dem og bandt dem og derpå førte dem ud, når de var blevet bundne. Og Frøydis lod alle, der kom ud, dræbe. Nu var alle mændene blevet dræbt, men kvinderne var tilbage, og dem ville ingen dræbe. Da sagde Frøydis: »Ræk mig en økse.« Dette skete. Hun huggede til de fem kvinder dér og efterlod dem døde. Nu gik de tilbage til deres hus efter denne ugerning, og man kunne ikke mærke andet på Frøydis, end at hun mente at have gjort det godt. Hun sagde til sine rejsefæller: »Hvis det bliver os beskåret at komme til Grønland,« siger hun, »— så skal jeg tage livet af den, der fortæller om denne hændelse. Nu skal vi sige, at de blev tilbage her, da vi tog herfra.«		Hun gik i seng med kolde fødder, hvorved Torvard vågner og spørger, hvorfor hun er så kold og våd. Hun svarer ophidset: »Jeg var gået hen til brødrene,« siger hun, »— for at købe deres skib, for jeg ville have et større skib, men det gjorde dem så vrede, at de slog mig og gjorde mig fortræd. Men du — sølle mand! — vil vel hverken søge oprejsning for min eller din skam, og nu kan jeg mærke, at jeg ikke befinder mig i Grønland, men jeg vil skilles fra dig, medmindre du hævner dette.« Og nu ville han ikke tåle hendes irettesættelser, men bad folkene stå op i en fart og gribe deres våben, og det gør de og farer straks til brødrenes hus, hvor de gik ind til de sovende folk og pågreb dem og bandt dem og derpå førte dem ud, når de var blevet bundne. Og Frøydis lod alle, der kom ud, dræbe. Nu var alle mændene blevet dræbt, men kvinderne var tilbage, og dem ville ingen dræbe. Da sagde Frøydis: »Ræk mig en økse.« Dette skete. Hun huggede til de fem kvinder dér og efterlod dem døde. Nu gik de tilbage til deres hus efter denne ugerning, og man kunne ikke mærke andet på Frøydis, end at hun mente at have gjort det godt. Hun sagde til sine rejsefæller: »Hvis det bliver os beskåret at komme til Grønland,« siger hun, »— så skal jeg tage livet af den, der fortæller om denne hændelse. Nu skal vi sige, at de blev tilbage her, da vi tog herfra.«

−	Nu klargjorde ~~det~~ tidligt om foråret det skib, som brødrene havde haft, og lastede det med alle de gode ting, de kunne skaffe, og som skibet kunne rumme. De stod siden til havs og havde en vellykket rejse og kom til Eriksfjord tidligt på sommeren. Dér lå Karlsemne med et fuldrustet skib og afventede gunstig vind, og man siger, at et rigere skib end det, han styrede, aldrig har forladt Grønland.	+	Nu klargjorde de tidligt om foråret det skib, som brødrene havde haft, og lastede det med alle de gode ting, de kunne skaffe, og som skibet kunne rumme. De stod siden til havs og havde en vellykket rejse og kom til Eriksfjord tidligt på sommeren. Dér lå Karlsemne med et fuldrustet skib og afventede gunstig vind, og man siger, at et rigere skib end det, han styrede, aldrig har forladt Grønland.

@@ Linje 138: / Linje 138: @@
 Nu begyndte man på ny at tale om at drage til Vinland, for denne færd syntes velegnet, både hvis man ville skaffe sig værdier og hæder. Den samme sommer, som Karlsemne kom fra Vinland, kom et skib fra Norge til Grønland. Skibet blev ført af to brødre — Helge og Finnboge — som den vinter opholdt sig i Grønland. Brødrene var af islandsk slægt og stammede fra Østfjordene.
-Nu skal der indledes med, at Frøydis Eriksdatter tog hjemme fra Gardar og opsøgte de to brødre — Helge og Finnboge — og tilbød dem at tage med til Vinland med deres eget fartøj og dele hele det udbytte, de måtte få, halvt med hende. Nu sagde de ja til dette. Derfra tog hun hen til Leif — sin bror — og bad ham give hende de huse, han havde ladet bygge i Vinland. Han svarede som før, at de måtte låne husene, men ikke få dem. Det blev aftalt mellem brødrene og Frøydis, at hver part skulle have 30 våbenføre mand på sit skib — og dertil kvinderne. Men Frøydis tilsidesatte straks dette, idet hun havde yderligere fem mand, men hun skjulte dem, og de to brødre blev ikke klar over dette, før de kom til Vinland. Nu stod de til havs, og de havde forinden aftalt, at de ville sejle samlet, såfremt det var muligt. Der var kun kort imellem dem, men de to brødre ankom dog noget før og havde båret deres rejsegods op til Leifs huse. Da Frøydis ankom til landet, lossede de deres skib og bar deres rejsegods op til husene. Da sagde Frøydis: »Hvorfor har I båret jeres sager ind her?« »Fordi vi tænkte,« siger de »— at vi skulle holde alle de indgåede aftaler.« »Leif har udlånt husene til ''mig'',« siger hun, »— ikke til ''jer''.« Da sagde Helge: »Vi brødre kan ikke hamle op med dig i ondskab,« — og de bar nu deres ting ud og byggede sig et hus ved en søbred længere væk fra havet, hvor de indrette sig godt, mens Frøydis lod fælde træ til skibslasten.
+Nu skal der indledes med, at Frøydis Eriksdatter tog hjemme fra Gardar og opsøgte de to brødre — Helge og Finnboge — og tilbød dem at tage med til Vinland med deres eget fartøj og dele hele det udbytte, de måtte få, halvt med hende. Nu sagde de ja til dette. Derfra tog hun hen til Leif — sin bror — og bad ham give hende de huse, han havde ladet bygge i Vinland. Han svarede som før, at de måtte låne husene, men ikke få dem. Det blev aftalt mellem brødrene og Frøydis, at hver part skulle have 30 våbenføre mand på sit skib — og dertil kvinderne. Men Frøydis tilsidesatte straks dette, idet hun havde yderligere fem mand, men hun skjulte dem, og de to brødre blev ikke klar over dette, før de kom til Vinland. Nu stod de til havs, og de havde forinden aftalt, at de ville sejle samlet, såfremt det var muligt. Der var kun kort imellem dem, men de to brødre ankom dog noget før og havde båret deres rejsegods op til Leifs huse. Da Frøydis ankom til landet, lossede de deres skib og bar deres rejsegods op til husene. Da sagde Frøydis: »Hvorfor har I båret jeres sager ind her?« »Fordi vi tænkte,« siger de »— at vi skulle holde alle de indgåede aftaler.« »Leif har udlånt husene til ''mig'',« siger hun, »— ikke til ''jer''.« Da sagde Helge: »Vi brødre kan ikke hamle op med dig i ondskab,« — og de bar nu deres ting ud og byggede sig et hus ved en søbred længere væk fra havet, hvor de indrettede sig godt, mens Frøydis lod fælde træ til skibslasten.
 Nu begyndte det at blive vinter, og brødrene talte om, at man skulle lege og spille for morskabs skyld. Dette gjorde man en tid, indtil folk begyndte at tale ondt om hinanden, og så blev de uvenner og legene ophørte, og der var ingen samkvem mellem husene. Således gik det nu længe om vinteren.