Grønlands historiske mindesmærker Indledende undersøgelser - Revisjonshistorikk

Carsten på 11. sep. 2018 kl. 08:28

2018-09-11T08:28:58Z

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 07:19

2018-08-24T07:19:38Z

Carsten på 10. jan. 2018 kl. 15:03

2018-01-10T15:03:57Z

Jesper på 10. aug. 2017 kl. 15:14

2017-08-10T15:14:12Z

Carsten på 8. aug. 2017 kl. 10:47

2017-08-08T10:47:12Z

Carsten på 8. aug. 2017 kl. 09:31

2017-08-08T09:31:19Z

Carsten på 8. aug. 2017 kl. 07:33

2017-08-08T07:33:46Z

Carsten på 7. aug. 2017 kl. 21:40

2017-08-07T21:40:48Z

Carsten på 7. aug. 2017 kl. 13:35

2017-08-07T13:35:47Z

Carsten på 1. aug. 2017 kl. 10:51

2017-08-01T10:51:13Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. sep. 2018 kl. 08:28
Linje 8:		Linje 8:


−	[[Fil:Finnur ~~Magnusson3~~.png\|thumb\|right\|150px\|<center>'''Finnur Magnusson''' (1781-1847)</center>]]	+	[[Fil:Finnur Magnússon3.png\|thumb\|right\|150px\|<center>'''Finnur Magnusson''' (1781-1847)</center>]]

	<center>'''[[Islændingesagaer]]'''		<center>'''[[Islændingesagaer]]'''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. aug. 2018 kl. 07:19
Linje 13:		Linje 13:


−	~~Udvalgte tekster fra~~

−	'''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''	+	'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] I'''

	<br><big><big>'''I.<br>Indledende undersøgelser'''</big><br></big>Angaaende de ældste skrifter og beretninger<br>om Island og Grönland og deres forskjellige forfattere		<br><big><big>'''I.<br>Indledende undersøgelser'''</big><br></big>Angaaende de ældste skrifter og beretninger<br>om Island og Grönland og deres forskjellige forfattere

@@ Linje 17: / Linje 17: @@
 '''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''
-<br><big><big>'''I. Indledende undersøgelser'''</big><br></big>Angaaende de ældste skrifter og beretninger<br>om Island og Grönland og deres forskjellige forfattere
+<br><big><big>'''I.<br>Indledende undersøgelser'''</big><br></big>Angaaende de ældste skrifter og beretninger<br>om Island og Grönland og deres forskjellige forfattere
 Af [[Finnur Magnússon biografi|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi|C. C. Rafn]]<br> </center>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. aug. 2017 kl. 15:14
Linje 25:		Linje 25:


−	De ældste og tillige paalideligste Underretninger om Grönlands Opdagelse og förste Beboelse ere upaatvivlelig af Are ~~F rode~~. Herom have ogsaa alle nyere Forfattere været enige, forsaavidt de indeholdes i de faa men vigtige Blade, som vi have fra hans Haand under dette saare beskedne Navn ''(Schedæ)''. Derimod har det været mindre bekjendt eller anerkjendt, at han ogsaa er den rette Ophavsmand til meget udförligere, endnu tildeels fra hans Haand kjendelige Efterretninger af senere Art, som indeholdes i den saa kaldte ''Landnáma'', fra hvilken nogle (med enkelte Forandringer) atter ere indförte i Olaf Tryggvesöns storre Saga og flere gamle historiske Skrifter. For os, som agtede, saa vidt mueligt, at oplyse det gamle Grönlands Historie ved at bringe dens Kilder for Dagen, blev en, Undersögelse om dette Æmne nödvendig. Den ledte os til adskillige, efter vor Mening ei uvigtige eller uinteressante Betragtninger, hvori vi troe at burde gjöre vore ærede Læsere deelagtige.	+	De ældste og tillige paalideligste Underretninger om Grönlands Opdagelse og förste Beboelse ere upaatvivlelig af Are Frode. Herom have ogsaa alle nyere Forfattere været enige, forsaavidt de indeholdes i de faa men vigtige Blade, som vi have fra hans Haand under dette saare beskedne Navn ''(Schedæ)''. Derimod har det været mindre bekjendt eller anerkjendt, at han ogsaa er den rette Ophavsmand til meget udförligere, endnu tildeels fra hans Haand kjendelige Efterretninger af senere Art, som indeholdes i den saa kaldte ''Landnáma'', fra hvilken nogle (med enkelte Forandringer) atter ere indförte i Olaf Tryggvesöns storre Saga og flere gamle historiske Skrifter. For os, som agtede, saa vidt mueligt, at oplyse det gamle Grönlands Historie ved at bringe dens Kilder for Dagen, blev en, Undersögelse om dette Æmne nödvendig. Den ledte os til adskillige, efter vor Mening ei uvigtige eller uinteressante Betragtninger, hvori vi troe at burde gjöre vore ærede Læsere deelagtige.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. aug. 2017 kl. 10:47
Linje 22:		Linje 22:
	Af [[Finnur Magnússon biografi\|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi\|C. C. Rafn]]<br> </center>		Af [[Finnur Magnússon biografi\|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi\|C. C. Rafn]]<br> </center>

−
−	~~<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>~~


Linje 319:		Linje 317:

	Skjönt den os i meget vedkommende ''Eyrbyggja-Saga'' saaledes ikke nævnes i Landnamas ældste Codex, synes den dog, i sin nærværende Skikkelse efter Müllers Beviisförelse (Sagabibliothek I, 197-98) at være omtrent samtidig med Styrmers Bearbeidelse af Landnamabogen. Om dette Æmne maae vi ellers udförligere handle i Indledningen til de Uddrag, som vi i nærværende Værk komme til at meddele af Eyrbyggja-Saga, hvoraf en Deel vel er grundet paa den ældste Landnamas og maaskee tillige paa flere af Are Frodes Beretninger og Optegnelser. Efter at have, saa nöie som indskrænket Leilighed har tilladt det, undersögt de i Landnamas ældste Bearbeidelse forekommende Slægtregistre, have vi vundet det efter vor Mening til Bedömmelse af Skriftets Varianter höist mærkværdige Resultat: a) at alle de Læsemaader, der forekomme i Codex B (forsaavidt de haves rigtig afskrevne) ere ældre end Aaret 1236 eller 1245, skjönt de for en stor Deel kunne, i det væsentlige, være ældre end 1121 til 1148<ref>Til den Tid, da Sturla Thordsön omtrent var 31 Aar gammel, var hans Liv saa uroligt, at han neppe har kunnet tænke paa at fortsætte Oldtidens historiske Værker.</ref>, b) de Tillæg, som findes i Hauksbog, maae antages at være senere tilföiede af Sturla Thordsön, paa de af Laugmand Hauk Erlendson tillagte Tillæg til Slægtregistrene nær, som fortsættes til ham selv og hans Hustru, samt nogle andre i hans Tid levende eller bekjendte Personer, og fölgelig ikke kunne være yngre end fra 1284, c) at temmelig udförlige Uddrag af Ares egen, maaskee af Sæmund reviderede, Landnama eller större ''Islendingabók'' (hvortil de saa kaldte ''Schedæ'' ere et Slags mindre, mest i chronologisk og lovhistorisk Henseende udfört Pendant) tildeels indeholdende dens förste og ældste Stykke, findes indrykkede i Olaf Tryggvesöns storre Saga, enten först oversatte paa Latin för Aaret 1218 eller senere (paa Islandsk) för 1236 eller 1245, d) at Kristni-Saga, eller Historien om Christendommens Indförelse paa Island og Grönland, i alt Væsentligt, er en Fortsættelse af Landnama, sluttet (skjönt maaskee senere revideret) 1121 eller 1122, hvortil uvæsentlige Tillæg dog kunne være föiede inden 1148, e) at disse Værker, forsaavidt de have Are Frode til Ophavsmand eller ældste Forfatter, paa forskjellige Maader ere komne til Snorre Sturlesöns Kundskab og i hans Besiddelse, samt blevne benyttede for historiske Arbeider, saavel af ham selv, som af hans Client, Landnamas tredie navngivne Bearbeider, Præsten Styrmer Frode, der vel maa ansees som hans överste Haandskriver og literaire Material-Samler. f) at Snorres historiske Samlinger efter hans Drab ere komne i Landnamas fjerde Fortsætters, Laugmand Sturla Thordsöns, og efter dennes Död i den femtes og sidstes, Laugmand Hauk Erlendsöns Besiddelse, — hvis Samlinger og med egen Haand skrevne Værker senere ere komne i Arngrim Johnsens, end senere i Brynjulf Svendsens, og endelig i Arne Magnussens Værge, hvorved de ere blevne reddede fra fuldkommen Undergang, samt siden efterhaanden benyttede til offentlig Udgivelse paa forskjellige Maader og med Tilföielse af de fornödne, skjönt endnu langt fra ikke fuldkommen tilveiebragte Oplysninger. Disses Grönland vedkommende Deel have vi i det nærværende Værk gjort det til vort Hovedformaal at samle og oplyse med al os muelig Fuldstændighed.		Skjönt den os i meget vedkommende ''Eyrbyggja-Saga'' saaledes ikke nævnes i Landnamas ældste Codex, synes den dog, i sin nærværende Skikkelse efter Müllers Beviisförelse (Sagabibliothek I, 197-98) at være omtrent samtidig med Styrmers Bearbeidelse af Landnamabogen. Om dette Æmne maae vi ellers udförligere handle i Indledningen til de Uddrag, som vi i nærværende Værk komme til at meddele af Eyrbyggja-Saga, hvoraf en Deel vel er grundet paa den ældste Landnamas og maaskee tillige paa flere af Are Frodes Beretninger og Optegnelser. Efter at have, saa nöie som indskrænket Leilighed har tilladt det, undersögt de i Landnamas ældste Bearbeidelse forekommende Slægtregistre, have vi vundet det efter vor Mening til Bedömmelse af Skriftets Varianter höist mærkværdige Resultat: a) at alle de Læsemaader, der forekomme i Codex B (forsaavidt de haves rigtig afskrevne) ere ældre end Aaret 1236 eller 1245, skjönt de for en stor Deel kunne, i det væsentlige, være ældre end 1121 til 1148<ref>Til den Tid, da Sturla Thordsön omtrent var 31 Aar gammel, var hans Liv saa uroligt, at han neppe har kunnet tænke paa at fortsætte Oldtidens historiske Værker.</ref>, b) de Tillæg, som findes i Hauksbog, maae antages at være senere tilföiede af Sturla Thordsön, paa de af Laugmand Hauk Erlendson tillagte Tillæg til Slægtregistrene nær, som fortsættes til ham selv og hans Hustru, samt nogle andre i hans Tid levende eller bekjendte Personer, og fölgelig ikke kunne være yngre end fra 1284, c) at temmelig udförlige Uddrag af Ares egen, maaskee af Sæmund reviderede, Landnama eller större ''Islendingabók'' (hvortil de saa kaldte ''Schedæ'' ere et Slags mindre, mest i chronologisk og lovhistorisk Henseende udfört Pendant) tildeels indeholdende dens förste og ældste Stykke, findes indrykkede i Olaf Tryggvesöns storre Saga, enten först oversatte paa Latin för Aaret 1218 eller senere (paa Islandsk) för 1236 eller 1245, d) at Kristni-Saga, eller Historien om Christendommens Indförelse paa Island og Grönland, i alt Væsentligt, er en Fortsættelse af Landnama, sluttet (skjönt maaskee senere revideret) 1121 eller 1122, hvortil uvæsentlige Tillæg dog kunne være föiede inden 1148, e) at disse Værker, forsaavidt de have Are Frode til Ophavsmand eller ældste Forfatter, paa forskjellige Maader ere komne til Snorre Sturlesöns Kundskab og i hans Besiddelse, samt blevne benyttede for historiske Arbeider, saavel af ham selv, som af hans Client, Landnamas tredie navngivne Bearbeider, Præsten Styrmer Frode, der vel maa ansees som hans överste Haandskriver og literaire Material-Samler. f) at Snorres historiske Samlinger efter hans Drab ere komne i Landnamas fjerde Fortsætters, Laugmand Sturla Thordsöns, og efter dennes Död i den femtes og sidstes, Laugmand Hauk Erlendsöns Besiddelse, — hvis Samlinger og med egen Haand skrevne Værker senere ere komne i Arngrim Johnsens, end senere i Brynjulf Svendsens, og endelig i Arne Magnussens Værge, hvorved de ere blevne reddede fra fuldkommen Undergang, samt siden efterhaanden benyttede til offentlig Udgivelse paa forskjellige Maader og med Tilföielse af de fornödne, skjönt endnu langt fra ikke fuldkommen tilveiebragte Oplysninger. Disses Grönland vedkommende Deel have vi i det nærværende Værk gjort det til vort Hovedformaal at samle og oplyse med al os muelig Fuldstændighed.
		+
		+
		+	Endelig maae vi ansee den store Sturlunga-Saga, hvori ogsaa adskilligt forekommer, som angaaer Grönland og dets Historie, for en Fortsættelse af Landnama og Kristni Saga. Ovenfor have vi bemærket, at Sturla Tkordsön (Landnamas Bearbeider) ogsaa var Sturlungas vigtigste Forfatter, men at en anden dog senere havde sluttet den (med hans Död) og föiet adskillige Tillæg til hans Arbeide. Vi skylde da vore Læsere nærmere Oplysninger om denne mærkelige Omstændighed, især da vi ved samme Leilighed kunne meddele nogle flere lidet bekjendte Efterretninger om Thorfinn Karlsefnes Efterkommere, som de mægtigste og lærdeste paa Island i den ellers for os næsten ganske mörke förste Halvdeel af det 14de Aarhundrede. Ved vore genealogiske Undersögelser ere vi (som S. 32, 33 ovenberört) komne til Kundskab om, at en hidindtil ubekjendt Forfatter har havt en, vis Andeel i Affattelse eller Forögelse af Sturlunga-Saga. Dette sees nemlig af et Variant-Tillæg, som er blevet bemærket og anfört af Sturlunga-Sagas Udgivere, efter de i Conferentsraad Stephensens, til Grund for en Deel af Udgaven<ref>Denne Udgave (i Qvart) er den eneste som endnu haves, foranstaltet ved det Islandske literaire Selskab og udfört ved forskjellige af dets Medlemmer. Dens Titel er: ''Sturlúnga-Saga eðr Islendingasaga hin mikla. Nú útgengin á prent ad tilhlutan hins Islenzka Bókmenta-Felags, eptir samanburd hinna merkilegustu handrita er fengist gátu'' (i to Bind, hvert paa 2 Afdelinger, hvoraf den sidste dog indeholder Biskop Arne Thorlaksöns Saga) ''Kaupmannahöfn'' 1817-1820. Textens Bearbeidelse og kritiske Behandling er god, hvorved vi kun maae beklage, at den eneste Membran i Folio som haves af Sagaen, (tilhörende den Arnæmagnæanske Samling) og som indeholder de to tredie Dele af selve Sturlunga, ikke er bleven benyttet ved Confereringen. Ulykkeligviis mangler Membranens Begyndelse ganske lige til Midten af 1ste Bogs 22 Cap. (efter den senere Inddeling, da her ingen saadan er bleven iagttaget) eller Udgavens I, 41. Mindre vigtigt er Savnet af Thorgils Skardes Historie, som ellers udgjör Sagaens 8de Bog og noget mere, men synes her at være bleven udeladt med frit Forsæt. Her mangler og tilfældigvis Stykket fra 7de B. 3die til 21de Cap. Ellers savne vi i Membranen et Par mestendeels afrevne Blade, og det meste af den (ellers korte) 10de og sidste Bog. Alle vigtige af os benyttede Steder af Sturlunga have vi jævnfört saavel med Pergamentsbogen som med det ovenmeldte meget fuldstændige Folio-Haandskrift.</ref>lagte, Exemplar anförte Varianter af en særdeles god og gammel Codex, som forhen havde tilhört den lærde Præst Ejulf Johnsen paa Völlum, hvormed dennes eget höist mærkværdige Apograph, tilhörende mig, Finn Magnusen, og end et andet gammelt i Folio, som senere er kommet i mit Værge, befindes at stemme overeens, see 1ste Binds 1ste Afdelings S. 130, eller 3die Bogs 9de Cap., hvori den Mand, der har afskrevet eller tillagt de i Texten indeholdte Genealogier (m. m.), erklærer sig for at være en Dattersön af Præsten Ketil Thorlaksön (först boende i Hitardal, senere paa Skard og tilsidst paa Kolbeinstade) ligesaavel som de ”Narfe-Sönner”. I Membranen siges Præsten Ketil og her at have været Morfader til de sidstmeldte. Det er os ei bekjendt at den nævnte Præst havde flere Döttre end a) de sidstnævntes Moder ''Valgerde'' og b) ''Helga'', gift med Snorre Marcussön paa Melum (Död 1313). Forfatteren maa altsaa have været en Sön af dette Ægtepar; efter nöiagtigt Gjennemsyn af de til det 13de Aarhundredes Slutning og det 14des Begyndelse eller Midte gaaende Sagaer og Annaler, kunne vi ei opdage nogen anden, som med mindste Rimelighed kunde antages for vor Forfatter, end Thorstein Snorresön, hvem vi först finde som Munk i Vidö Kloster, i Nærlieden af Melum, og senere i Helgafells Kloster, hvor han blev udvalgt til dettes Abbed 1344 og Döde sammesteds 1353. — Saaledes bekræftes da Biskop P. E. Müllers sindrige Gisning (Sagabibliotliekets I, 247): at en Munk har havt nogen Andeel i Sturlunga-Sagas Bearbeidelse ved at indflikke adskilligt deri af Halv-Helgenen Biskop Gudmund den Godes Levnet, tillige med forskjellige andre Beretninger, i hvilke sidste det af os anförte Sted netop forekommer<ref> I ingen af de elleve I Håndskrifter, som angaae Gudmund den Godes Levnet og haves i den Magnæanske Samling, findes det ovenmeldte Sted, efter hvad vi, ved at undersöge dem, have erfaret.</ref>. Vi tvivle ellers ei derom, at den selvsamme Interpolator er Forfatter til de 4 (i visse Afskrifter 5) förste Capitler af Sturlunga Sagas 1ste Bog, som vistnok ikke oprindelig have hört til den, men udgjore et Slags Indledning (öiensynlig meget nyere end Sturla Thordsöns Hovedværk), som begynder med den norske Sökonge, og senere Islands Landnamsmand Geirmund Heljarskinn, samt indeholder a) Opregnelse af hans noget fabelblandede Herkomst og Begivenheder, mest i Overeenstemmelse med Halfs-Saga (see ''Fornaldar-Sögur Norðrlanda'' II, 39 o. f, Overs. II, 57 o. f.) samt ligeledes med Landnama 2 P. 19, 20 og 29 Cap., b) en catholsk Legende eller Tradition om Geirmunds Forudsigelse af Christendommens Indförelse paa Island og c) en Samling af Slægtrækker eller genealogiske Brudstykker, deels fra Geirmund, deels fra Islands övrige förste Landnamsmænd med fiere, til den saakaldte Skard-Snorre, samt hans Hustru og Söskende<ref> Flere saadanne Fragmenter af Skard-Snorres Genealogie, som ei haves i den trykte Udgave, findes i den ovenmeldte Folio-Afskrift til 2 B. 7 Cap. (I, 53). Dens Text indeholder og de övrige Slægtregistre, som meddeles sammesteds i Udgagen efter Codex E. V., tildeels noget berigtigede, saaledes som vi i vore her meddeelte genealogiske Tabeller have benyttet samme.</ref>, hvilket vistnok vilde være paafaldende, da denne Mand, skjönt noget beslægtet med Sturlungerne, aldeles ikke spiller nogen stor Rolle i Sturlunga-Saga, hvis vi ei havde opdaget en speciel personlig Anledning dertil, som vi nu komme til at oplyse. Den nysnævnte Skard-Snorre, egentligst Præsten Snorre Narfesön paa Skard (&dagger; 1260), var Farfader til de ommeldte Narfesönner (Interpolatorens Söskendebörn) som, med deres nærmeste Afkom, vare de mægtigste Hövdinger paa Island i den förste Halvdeel af det 14de Aarhundrede. Vi tillade os at formode, at Munken Thorstein Snorresön har (kanskee baade paa Vidö og Helgafell, som begge ligge i Nærheden af Sturlungernes gamle Hovedsæder) afskrevet, revideret samt tildeels foröget og fortsat, efter Sturla Thordsöns originale Forarbeide, det ovenommeldte Exemplar al Sturlunga-Saga, bekostet af eller bestemt for een af hine tre Brödre (alle Laugmænd efter hinanden) ''Thorlak, Thord<ref> Det er denne Laugmand Thord Narfesön, som i Sturlunga-Sagas 10de Bogs 19de Cap. (Udg. III, 307) siges at have (i sine yngre Dage) opholdt sig i nogen Tid hos Sturla Thordsön, med hvem han var i et Slags Svogerskab; der synes især Vinteren 1271-72 at ommeldes. De i bemeldte Capitel indeholdte Anecdoter har han sikkert selv meddeelt, om ei endog nedskrevet, tillige med Beretningen om Sturlas Död m. m. Thord Döde i Aaret 1308.</ref>'' eller ''Snorre'', dog helst den sidstnævnte, som först Döde 1331 eller 32, eller den förstnævntes Sön Ketil Thorlaksön, som i mange Aar var Kongens Lehnshövding over hele Island (Död 1341). I hans Familie, af hvis Afkom mange Grene endnu blomstre, er Sagaen, ved fornyede Afskrifter, bleven bevaret lige til vore Dage. Neppe kan mindste Tvivl næres derom, at den ovenommeldte Sön af Snorre Marcussön ogsaa har forfattet de mange med denne og hans ovennævnte Hustru Helga endende genealogiske Brudstykker, der ere indflettede hist og her i den Recension af Landnama, som efter den nysnævnte ''Snorres'' Hjemsted Melar (''á Melum'') kaldes ''Melabók''. See ovenfor S. 33 o.f. Ogsaa i den ommeldes nu to af de ovennævnte Narfe-Sönner, Thorlak og Thord<ref> Snorre var sandsynligviis den yngste af dem, og overlevede de andre længe. Han blev forfulgt af Kongens Lehnsmand i sine yngre Aar, men beskyttet af Hierarchen, Biskop Arne Thorlaksön. Paa den Tid da Hauk skrev sin Tillægs-Bemærkning (altsaa mellem 1300 og 1310) havde han ikke opnaaet noget anseeligt Embede eller anden stor Berömmelse, hvorfor og hans Navn her forties.</ref>, nemlig i 2den Parts 4de Cap., i Overeensstemmelse med Hauks Bearbeidelse af Værket.
		+
		+
		+	At hine Tillæg ere indskudte i Sturlunga-Saga tidlig i det 14de Aarhundrede, indlyser endvidere öiensynlig deraf, at Sagaens 1ste B. 4de Cap. (S. 7) udtrykkelig nævner Sötrene, Fru Gudrun, gift med Hr. Kolbein til Audkula (''herra Kolbeinn auðkýllngr''), som Döde i Aaret 1309, og Fru Hallbera, Abbedisse til Reinestad Kloster, som overtog dette Embede 1298 eller 99, samt Döde 1330. Begge nævnes de og af den samtidige Laugmand Hauk i hans Bearbeidelse af Landnama 4 Parts 1 Cap. samt 5 P. 9 C. Ved denne Leilighed bemærke vi endelig, at Sturlunga udtrykkelig bevidner, at denne Gudrun og Hallbera vare Söstre, saa at dette ikke er en blot Gisning, efter hvad Islands ellers over vor Roes ophöiede Historiker, Sysselmand John Espolin, (uden Tvivl ved en Hukommelsesfeil) har meent, i hans Islandske Aarböger 1 D. S. 45. (Jævnför de til dette Bind af nærværende Værk föiede genealogiske Tabeller over Snorre Thorfinnsöns Afkom.)
		+
		+
		+	Naar Sturlungas Interpolators ovenommeldte nyere Indledning til samme Saga borttages, finde vi at den selv begynder med Haflide Marsöns Levnetsbeskrivelse<ref> Dette har og Biskop Müller med sædvanlig Skarpsindighed lagt Mærke til l. c. I, 244.</ref>, altsaa netop der, hvor Kristni-Saga, eller rettere dens annalistiske Tillæg, ender. Det bliver os saaledes tydeligt at Sturla Thordsön egentlig har villet fortsætte Islands ældre almindelige, af ham selv reviderede, Sagaer, nemlig ''Landnáma'' og ''Kristni-Saga'' med sin nyere ''Islendinga Saga'', thi saaledes lyder Sturlungas rette og oprindelige Titel. Saavel af den eneste nu tilværende Membran, som af den ovenommeldte Folio-Afskrift (der vistnok nedstammer fra en anden gammel og fuldstændigere Pergamentsbog) kan man tydelig see, at den vigtige Sturlunga-Saga ikke oprindelig har havt nogen Inddeling i Böger eller andre store Afdelinger; ei heller i Capitler, som vare betegnede med Tal. Disse Inddelinger ere vel först blevne foranledigede ved den senere Bearbeiders öiensynlige Indskydelse af andre Sagaer over samtidige Begivenheder, som i sidstmeldte, Haandskrift före deres særegne Titler, som ''Þáttr af Guðmundi biskupi góða'' og ''Saga Guðmundar hins dýra<ref> Denne vidtlöftige Interpolation, hvilken P. E. Müller först har opdaget, naaer fra 2 B. 34 Cap. til Slutningen af 3 B. 36 Cap. (Udg. I, 106-191 incl.). Dog ere de nævnte tvende Sagaer i hin Bearbeidelse ei meddeelte hver for sig selv, men afbrudte og tildeels lempede efter Tidsfölgen og de almindelige Begivenheders Gang.</ref>'' Ogsaa begynder en Afdeling i denne Codex med Titelen ''Saga Þórðar Sighvatssonar kakala'', men iövrigt har den aldeles ikke nogen saadanne Overskrifter eller vidtlöftige Afdelinger. Den i sin Tid kyndige og nöiagtige Saga- og Diplom-Afskriver, Islænderen John Mortensen (''Jón Marteinsson''), som kjendte mange Afskrifter af Sturlunga, synes dog ikke at have kjendt nogen Mage til denne, som saaledes maa være et Apograph af dens seneste Forfatters egen (og tillige maaskee hans udförligste) Bearbeidelse. At Sturlunga iövrigt skulde indeholdes i Flatöbogen, efter John Mortensens Angivelse, er en fuldkommen Vildfarelse<ref> See hans: Kort Fortegnelse over de Exemplarer af det store ''Chronico Islandico'' kaldet Sturlunga-Saga, hvilke man veed og kjender (&c.) skrevet 1755, i Suhms nye Samlinger til den danske Historie 4de B. 3die og 4de H., S. 46.</ref>.
		+
		+
		+	Tid og Rum tilstæde ikke nærværende Undersögelses Udvidelse; maaskee finde mange blandt vore Læsere den allerede for vidtlöftig, men vi haabe dog at dens möisommelig vundne Resultater kunne tjene til vor Undskyldning, især naar Hensyn tages dertil, at alle de af os her omhandlede gamle islandske Værker i een eller anden Maade give nogle, og tildeels de allervigtigste Oplysninger om Grönlands ældste Historie, samt dets eller Amerikas förste europæiske Opdageres og Colonisters Levnet og Afkom, hvorved da deres her omhandlede Forfattere have gjort sig fortjente og værdige til at leve fremdeles i Efterslægtens taknemmelige Erindring.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. aug. 2017 kl. 09:31
Linje 292:		Linje 292:

	At begge Olafernes store Sagaer, indförte i Flatöbogen, ere af Styrmer Frode, vinder endvidere nogen Sandsynlighed derved, at den ene af Bogens Sammenskrivere, Præsten Magnus Thorhallesen, som har afskrevet den deri endvidere indeholdte Sverres Saga, — udtrykkelig bevidner, at denne sidste er skreven af ham efter den Bog som Præsten Styrmer Frode selv havde skrevet, tildeels efter den förste Deel af Værket, som havde Abbed Carl paa Thingöre<ref> Carl var, som Abbed i Thingöre Kloster, baade Odds og Gunlögs Overmand. Odd var dets Præst, men Gunlög den överste og mest anseete af Munkene. Abbed Carl opholdt sig i to Aar hos Kong Sverre, omtrent fra 1184 til 86. Han Döde (efter Annalerne) i eet af Aarene fra 1211 til 1213. Gunlög overlevede ham altsaa, i det mindste, 5 Aar.</ref> til Forfatter og var nedskreven efter hans eget Dictamen. Biskop P.E. Müller mener at Styrmer virkelig har forfattet den övrige og störste Deel af Værket<ref> See B. Thorlacius’s og Werlauffs Fortale til ''Noregs Konúnga Sögur'' 5 Deel S. V-VII, 1-2; Jfr. S. XXII-XXIII — samt Müllers Sagabibliothek III, 420-423. Af den store Andeel som Styrmer beviislig har havt i Affattelsen af Olaf Haraldsöns og Sverres Historie, kunne vi med temmelig Sikkerhed formode, at han og paa en lignende Maade har beskjeftiget sig med Mellemrummets övrige norske Kongers Bedrifter, fra det 11te og 12te Aarhundrede.</ref>. Enten dette har været Tilfældet, eller ikke, troe vi, med Henhold til det ovenanförte, at Styrmer (tildeels efter Carls og senere Gunlögs Samlinger) har afskrevet eller fuldfört det til sin Patrons, Snorre Sturlesöns, Brug ved Udarbeidelsen af hans norske Historie. — Snorre maatte i alt Fald have anseet den for et passende Bilag eller Tillæg til sin egen Konge Historie, og vi vove endog den Gisning, at han, i denne Sagas senere Afdelinger, selv har lagt den sidste Haand paa Værket, samt at hans Bearbeidelse deraf (overeensstemmende i Planen med Heimskringlas foregaaende Dele) er opbevaret for os i den Arnæmagnæanske Membran 327, 4, som er kommen hertil fra Norge, og menes at være skreven der. Saaledes er og maaskee den islandske Text til Sverres tre nærmeste Efterfölgeres Historie Snorres förste Udkast, hvorimod han senere kan have affattet det udförligere, men nu tabte, som laae til Grund for Peder Claussöns Oversættelse. Vi vide ikke om de have været i Kong Hakon Hakonsöns Værge, da han paa sit yderste lod sig de norske Konge-Sagaer forelæse, i det han, som ovenmeldt, anfaldtes af Döden under Oplæsningen af Kong Sverres Historie.		At begge Olafernes store Sagaer, indförte i Flatöbogen, ere af Styrmer Frode, vinder endvidere nogen Sandsynlighed derved, at den ene af Bogens Sammenskrivere, Præsten Magnus Thorhallesen, som har afskrevet den deri endvidere indeholdte Sverres Saga, — udtrykkelig bevidner, at denne sidste er skreven af ham efter den Bog som Præsten Styrmer Frode selv havde skrevet, tildeels efter den förste Deel af Værket, som havde Abbed Carl paa Thingöre<ref> Carl var, som Abbed i Thingöre Kloster, baade Odds og Gunlögs Overmand. Odd var dets Præst, men Gunlög den överste og mest anseete af Munkene. Abbed Carl opholdt sig i to Aar hos Kong Sverre, omtrent fra 1184 til 86. Han Döde (efter Annalerne) i eet af Aarene fra 1211 til 1213. Gunlög overlevede ham altsaa, i det mindste, 5 Aar.</ref> til Forfatter og var nedskreven efter hans eget Dictamen. Biskop P.E. Müller mener at Styrmer virkelig har forfattet den övrige og störste Deel af Værket<ref> See B. Thorlacius’s og Werlauffs Fortale til ''Noregs Konúnga Sögur'' 5 Deel S. V-VII, 1-2; Jfr. S. XXII-XXIII — samt Müllers Sagabibliothek III, 420-423. Af den store Andeel som Styrmer beviislig har havt i Affattelsen af Olaf Haraldsöns og Sverres Historie, kunne vi med temmelig Sikkerhed formode, at han og paa en lignende Maade har beskjeftiget sig med Mellemrummets övrige norske Kongers Bedrifter, fra det 11te og 12te Aarhundrede.</ref>. Enten dette har været Tilfældet, eller ikke, troe vi, med Henhold til det ovenanförte, at Styrmer (tildeels efter Carls og senere Gunlögs Samlinger) har afskrevet eller fuldfört det til sin Patrons, Snorre Sturlesöns, Brug ved Udarbeidelsen af hans norske Historie. — Snorre maatte i alt Fald have anseet den for et passende Bilag eller Tillæg til sin egen Konge Historie, og vi vove endog den Gisning, at han, i denne Sagas senere Afdelinger, selv har lagt den sidste Haand paa Værket, samt at hans Bearbeidelse deraf (overeensstemmende i Planen med Heimskringlas foregaaende Dele) er opbevaret for os i den Arnæmagnæanske Membran 327, 4, som er kommen hertil fra Norge, og menes at være skreven der. Saaledes er og maaskee den islandske Text til Sverres tre nærmeste Efterfölgeres Historie Snorres förste Udkast, hvorimod han senere kan have affattet det udförligere, men nu tabte, som laae til Grund for Peder Claussöns Oversættelse. Vi vide ikke om de have været i Kong Hakon Hakonsöns Værge, da han paa sit yderste lod sig de norske Konge-Sagaer forelæse, i det han, som ovenmeldt, anfaldtes af Döden under Oplæsningen af Kong Sverres Historie.
		+
		+
		+	Nödvendigviis have vi her maattet söge at gjöre os, saavidt mueligt, bekjendte, saavel med Snorres store Bogsamling og dens Kilder, som med hans egne, ved andres Uddrag, Oversættelse og Afskrivning eller egen Dictering affattede Haandskrifter. Deres sidste Skjæbne kunde da ikke være os ligegyldig, især da vi antage det for vist, at Landnama, Kristni-Saga, Olaf Tryggvesöns store Saga o. fl. nedstamme fra hans Bibliothek, hvis sidste Skjæbne vi haabe at kunne oplyse ved Historiens Vidnesbyrd, hvilket vi da her tage os den Frihed at udvikle. Strax efter at Laugmand Snorre Sturlesön med Nöd og neppe var kommen hjem til Reikholt fra lslands Althing 1241, hvor han nær var faldet i sine talrige Fjenders Vold, havde han den store Sorg at miste, den 25de Juli, sin elskede Hustru Hallveig Ormsdatter. Hendes og hendes forrige Mands, Björn Thorvaldsöns tvende Sönner, Klang og Orm, indfandt sig strax for at dele deres Mödrenearv med Snorre, men herom opstode snart Tvistigheder mellem dem, med Hensyn til Boets faste Eiendomme. Alligevel blev Skiftet holdt og afgjort med Hensyn til dets Lösöre, især forsaavidt de bestode af Kostbarheder og Böger, hvis Belöb Snorre virkelig deelte med sine Stedsönner. Dog maa dette være saaledes at forstaae, at Snorre selv beholdt Bögerne mod Godtgjörelse i Penge eller andre Effecter, thi paa Hjemreisen efterlode Arvingerne de erholdte Kostbarheder paa Gaarden Bai (''Bæ'') uden at det ommeldes at de havde nogen Böger med<ref>See Sturlungasaga l. c. 6te Bogs 29de Cap., samt hvad de föIgende Begivenheder angaae, samme Bogs 30te til 36te Cap. </ref>; i al Fald havde vel de, som Snorre vilde skille sig af med, mest bestaaet i Dubletter, eller og saadanne Skrifter, som ikke vedkom den nordiske Historie. Derefter raadförte Brödrene sig med deres Farbroder Snorres Avindsmand, den senere i Island saa alvældige Jarl, Gissur Thorvaldsön, som deraf tog en længe önsket Anledning til at bringe sin forrige Svigerfader af Dage<ref> Omstændighederne ved Snorres Mord afgive et fælt Exempel paa de Yderligheder, hvortil Islands daværende Revolutionstilsland förte, da hans tre (forhenværende) Svigersönner og to Stedsönner vare dets Ophavsmænd, skjönt den ene af de sidstmeldte trak sig tilbage fra Toget efter at den norske Konges Anmodning om Snorres Paagribelse eller Drab var bleven oplæst for de Sammensvorne.</ref>. I Forening med de misfornöiede Brödre og andre af Snorres mægtige Fjender, samlede han hemmelig en stor væbnet Flok, for hvilken han bekjendtgjorde Norges Konges Hakon Hakonsöns længe fordulgte Stikbrev mod den sidstnævnte. Det lykkedes ham med Flokkens förste Afdeling, 70 Mand, at overfalde den Efterstræbte paa hans egen Bopæl, Natten mellem den 22de og 23de September, hvor Gissurs Befaling, fuldbyrdet ved een af hans Drabanter, snart skilte den store Mand ved Livet i hans 64de Aldersaar. Den næste og de fölgende Dage samledes efterhaanden den hele Flok paa og omkring Reikholt, hvor den Foranstaltning blev gjort at Snorre Sturlesöns der efterladte hele Bo overdroges til hans Stedsön Klangs Eiensdom eller Forvaltning; dog beholdt han den ikke længer end til næste Julenat, thi da overrumpledes han paa Reikholt, i Værelset over den Kjelder, hvor Snorre var bleven dræbt, af dennes Sön Urækja og Brodersön Sturla Thordsön, sad i Fængsel förste Juledag over, men blev næste Morgen skilt ved Livet efter Urækjas Foranstaltning. Först den sjette Dag i Julen toge de Forbundne fra Reikholt. Opholdet der er vel blevet anvendt til at sikkre Seiervinderne Snorres og Klangs der efterladte Eiendele, og vi antage det for vist, at Sturla Thordsön ved denne Leilighed er kommen i Besiddelse af Snorre Sturlesöns Bogsamling, som ikke kunde interessere den stedse urolige og omstreifende Urækja i mindste Maade. Först et halvt Aar derefter kom Reikholt igjen i Gissurs og hans Forbundnes Vold, men i denne Mellemtid har Sturla vist sörget for de ham saa kjære Bögers Flytning til hans Hjem Stadarhol. — Senere har vel Sturla, som ovenmeldt, overladt sin Broder Olaf de Værker af den Reikholtske Samling, som angik Snorres Edda tillige med andre, egentlig poetiske, Skrifter. — At og hvorledes Sturla Thordsöns Bogsamling og Værker senere ere komne i Landnamas sidste Bearbeider Hauk Erlendsöns Besiddelse, have vi ovenfor (S. 38) sögt at godtgjöre.
		+
		+
		+	Af det, som vi alt have meddeelt om Landnamas mange Samlere, ville vel Aarsagerne til deres forskjellige og hinanden, i enkelte Poster, som det synes, næsten modsigende Beretninger om Gunbjörns-Skjærenes og Grönlands Beliggenhed, Opdagere og Opdagelse m.m. let kunne begribes. Ved vor Undersögelse troe vi dog at være komne til fölgende Resultater i den Henseende:
		+
		+
		+	1) ''Are Frode'', som boede i den Egn, hvor Erik Röde sidst var bosat i Island, samt hvorfra han og Grönlands fleste mærkværdige Colonister uddroge, er den ældste Forfatter til Landnamas samtlige hertil hörende Beretninger. Af hans ''Schedæ'' vide vi desuden, at hans Farbroder, Thorkel Gellersön, selv havde reist til Grönland og erhvervet sig Underretninger der om Landets Historie, hvilke han igjen meddeelte Are, som ellers i sit nævnte Værk tiere anförer ham som sin vigtigste Hjemmelsmand for andre gamle Efterretninger. Af en ved os opdaget og meddeelt Læsemaade i Landnamas ældste nu tilværende Bearbeidelse, sammenholdt med de andre dertil svarende nyere, troe vi og at Ares Forfatterskab af 2den Parts hele 14de Capitel maa ansees for klart og uomtvisteligt, paa de senere afvigende Læsemaader nær. Dette Værk maa være skrevet omtrent 1120-1122.
		+
		+
		+	2) ''Styrmer Frode'', Landnamas Fortsætter, synes og at have, omtrent 1230, meddeelt den vigtigste Deel af det nævnte Capitel i den af ham udarbeidede store Saga om Olaf Tryggvesön. Her lægge vi Mærke til adskillige betydelige Afvigelser, som af os ere betegnede med O i Varianterne og nærmere omhandlede i Anmærkningerne.
		+
		+
		+	3) Andre afvigende Læsemaader i denne Deel af Capitlet maae vel for det meste tilskrives Sturla Thordsöns Bearbeidelse, der formodentlig er affattet omtrent 1250, for saavidt de indeholdes i ''Hauksbok'', Af Gudmund den Godes Saga, ligesom og af den Deel af Sturlunga-Saga, som Sturla Thordsön har forfattet, kunne vi slutte os til, at han havde megen Kundskab om Grönland og dets Historie, tildeels erhvervet ved Beretninger af en Styrkar Sigmundsön eller Sæmundsön af Grönland, hvilken her kaldes ”en stor og virkelig kyndig Sagamand eller Sagnfortæller” (''sagnamaðr mikill ok sannfroðr''; see Sturlunga-Saga, 2 B. 39te Cap.) Af saadanne Kilder kunne vi da vente at slige Forandringer eller afvigende Læsemaader l. c. ere tagne, og saaledes ingenlunde at foragte. Da ''Melabók'' her, i alt væsentligt, stemmer overeens med ''Hauksbók'', behöve vi ikke for saa vidt at tage noget videre Hensyn til den förstnævnte, og overhoved ikke til nogen af Landnamas nyere Bearbeidelser.
		+
		+
		+	Ingen af de herommeldte ældste Codices af Landnáma har nogen Inddeling i mimererede Parter eller Capitler. Saadant synes vel först at være tilföiet i den Skalholtske Udgave, men er med Rette beholdt, til Læseres og Forfatteres större Bekvemmelighed, i begge de nyere Kjöbenhavnske. Vi anföre derfor de her indrykkede og de ellers af os citerede Steder af Bogen med denne dobbelte Talbetegnelse, der kan benyttes af enhver, som har Leilighed til at eftersee een af de tre trykte Udgaver.
		+
		+
		+	Vi have ovenfor (S. 16) bemærket, at Landnama citerer eller ommelder adskillige ældre Sagaer, som Hjemmel for dens Beretninger. De ere opregnede i Müllers Sagabibliolhek I, 228<ref> Desuden ommeldes og ''Viga-Barða-Saga'' i en Variant af Mela-Bogen (E) til 2 P. 3 C.</ref>. Med Hensyn til Værkets forskjellige, Deles Ælde, vilde det være saare vigtigt at vide, hvem af Forfatterne ethvert Citat især oprindelig skyldtes. Derom kunde vi kun vente nogen, skjönt ei fuldstændig, Underretning, af den ældste Codex B. Ved at undersöge den, paa de anförte Steder, have vi fundet at de opregnede Sagaer og Slægtregistre nævnes deri, paa fölgende nær:
		+
		+
		+	1) ''Eyrbyggja-Saga'', som ellers kun nævnes a) i en Variant af Melabogen (E) til 2 P. 13 Cap. og b) i Hauksbog ved 2 P. 9 Cap. <ref> Dog er det vel mueligt at Styrmer Frode, da han afskrev og tillige fortsatte Landnama, har kjendt Eyrbyggja-Saga og flere andre, skjönt han ikke har nævnt dem, som da efter hans Mening almindelig bekjendte.</ref> 2) Bredefjordsboernes Slægtregister (''Breiðfirðinga kynslóð'') forfattet af Prior Brand, til 2 P. 15 C., hvor den hele deraf tagne Artikel er udeladt. 3) Hörds Saga (''Saga Harðar, Grímkels ok Geirs'') — men den kan muelig have været ommeldt i B, da dette og flere dermed sammenhængende Capitler have manglet i den, den Gang den nu tilværende eneste Afskrift blev forfærdiget (jfr. ovenfor S. 17 og 18). Af de övrige nævnte Sagaer haves hele 4 ikke mere, men tilsammentagne have dog alle de paaberaabte Skrifter, med Undtagelse af dem som angaae Udlandet og af den islandsk nordlandske Svarfdæla-Saga, samt af Ölvesboernes Sönderlandske Slægtregister, omhandlet Personer og Begivenheder, som vedkom Vesterlandet (hvor Are Frode mest menes at have levet og skrevet) og angik tildeels hans der boende Slægtninge, f.Ex, hans Stamfader Thord Geller<ref> De fleste af den ældste Landnamas Slægtregistre naae neppe til Ares Tid, eller slutte med Personer, som levede i hans Tid og tildeels hörte til hans Bekjendtskab og Nabolag, som Biskop Gissur, Thuride Snorresdatter, Haflide Marsön o. fl.</ref>. Forsaavidt de her omhandlede Citater (i Codex B) ikke have tilhört Are, maae de, ligesom Resten af dens Bearbeidelse, tillægges Præsten Styrmer Frode, som har fortsat den med forskjellige, især Oddemændenes, Sturlungernes og de til hans Tid (1237) i Embede værende islandske Biskoppers<ref> Biskop Sigurd Thettmarsön til Skalholt, i hvis Embedstid Styrmer Döde, var en Nordmand af Herkomst og Födsel. Det samme var Tilfældet med Biskop Botolf til Holum, som Döde vel et Aar efter Styrmer. Overhoved nævnes vel ingen i den ældste nu tilværende Landnama, der var yngre end saa, at han kan ansees for at have levet samtidig med Styrmer Frode, hvem Sturla Thordsön overlevede ei mindre end 39 Aar. De Personer, som bleve bekjendte i hans Levetid, nævnes og, forsaavidt Slægtregistrene give Anledning dertil, i Sturlas og Hauks fortsættelse af Landnama.</ref> Slægtregistre.
		+
		+
		+	Skjönt den os i meget vedkommende ''Eyrbyggja-Saga'' saaledes ikke nævnes i Landnamas ældste Codex, synes den dog, i sin nærværende Skikkelse efter Müllers Beviisförelse (Sagabibliothek I, 197-98) at være omtrent samtidig med Styrmers Bearbeidelse af Landnamabogen. Om dette Æmne maae vi ellers udförligere handle i Indledningen til de Uddrag, som vi i nærværende Værk komme til at meddele af Eyrbyggja-Saga, hvoraf en Deel vel er grundet paa den ældste Landnamas og maaskee tillige paa flere af Are Frodes Beretninger og Optegnelser. Efter at have, saa nöie som indskrænket Leilighed har tilladt det, undersögt de i Landnamas ældste Bearbeidelse forekommende Slægtregistre, have vi vundet det efter vor Mening til Bedömmelse af Skriftets Varianter höist mærkværdige Resultat: a) at alle de Læsemaader, der forekomme i Codex B (forsaavidt de haves rigtig afskrevne) ere ældre end Aaret 1236 eller 1245, skjönt de for en stor Deel kunne, i det væsentlige, være ældre end 1121 til 1148<ref>Til den Tid, da Sturla Thordsön omtrent var 31 Aar gammel, var hans Liv saa uroligt, at han neppe har kunnet tænke paa at fortsætte Oldtidens historiske Værker.</ref>, b) de Tillæg, som findes i Hauksbog, maae antages at være senere tilföiede af Sturla Thordsön, paa de af Laugmand Hauk Erlendson tillagte Tillæg til Slægtregistrene nær, som fortsættes til ham selv og hans Hustru, samt nogle andre i hans Tid levende eller bekjendte Personer, og fölgelig ikke kunne være yngre end fra 1284, c) at temmelig udförlige Uddrag af Ares egen, maaskee af Sæmund reviderede, Landnama eller större ''Islendingabók'' (hvortil de saa kaldte ''Schedæ'' ere et Slags mindre, mest i chronologisk og lovhistorisk Henseende udfört Pendant) tildeels indeholdende dens förste og ældste Stykke, findes indrykkede i Olaf Tryggvesöns storre Saga, enten först oversatte paa Latin för Aaret 1218 eller senere (paa Islandsk) för 1236 eller 1245, d) at Kristni-Saga, eller Historien om Christendommens Indförelse paa Island og Grönland, i alt Væsentligt, er en Fortsættelse af Landnama, sluttet (skjönt maaskee senere revideret) 1121 eller 1122, hvortil uvæsentlige Tillæg dog kunne være föiede inden 1148, e) at disse Værker, forsaavidt de have Are Frode til Ophavsmand eller ældste Forfatter, paa forskjellige Maader ere komne til Snorre Sturlesöns Kundskab og i hans Besiddelse, samt blevne benyttede for historiske Arbeider, saavel af ham selv, som af hans Client, Landnamas tredie navngivne Bearbeider, Præsten Styrmer Frode, der vel maa ansees som hans överste Haandskriver og literaire Material-Samler. f) at Snorres historiske Samlinger efter hans Drab ere komne i Landnamas fjerde Fortsætters, Laugmand Sturla Thordsöns, og efter dennes Död i den femtes og sidstes, Laugmand Hauk Erlendsöns Besiddelse, — hvis Samlinger og med egen Haand skrevne Værker senere ere komne i Arngrim Johnsens, end senere i Brynjulf Svendsens, og endelig i Arne Magnussens Værge, hvorved de ere blevne reddede fra fuldkommen Undergang, samt siden efterhaanden benyttede til offentlig Udgivelse paa forskjellige Maader og med Tilföielse af de fornödne, skjönt endnu langt fra ikke fuldkommen tilveiebragte Oplysninger. Disses Grönland vedkommende Deel have vi i det nærværende Værk gjort det til vort Hovedformaal at samle og oplyse med al os muelig Fuldstændighed.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. aug. 2017 kl. 07:33
Linje 264:		Linje 264:

	Desuden have vi benyttet en fra Island for kort siden hidkommen (ikke ret gammel) Afskrift, som vel i meget stemmer overeens med den Skalholtske Udgave, men har dog enkelte mærkelige fra den afvigende Læsemaader, som antydes ved Mærket M<small>A.</small> Værkets tre trykte Udgaver ere endelig her saaledes blevne betegnede af os:		Desuden have vi benyttet en fra Island for kort siden hidkommen (ikke ret gammel) Afskrift, som vel i meget stemmer overeens med den Skalholtske Udgave, men har dog enkelte mærkelige fra den afvigende Læsemaader, som antydes ved Mærket M<small>A.</small> Værkets tre trykte Udgaver ere endelig her saaledes blevne betegnede af os:
		+
		+
		+	{\|
		+	\|
		+	: I.      Den förste eller Skalholtske (efter 5 Haandskrifter aftrykte) Udgave 4
		+	: II.     Den 2den, eller ældre Kjöbenhavnske, 4
		+	: III.    Den 3die, eller nyere Kjöbenhavnske, 8
		+	: IV.    Hertil föie vi endvidere et Uddrag af Landnama, allerede i Middelalderen indrykket
		+	:         i Olaf Tryggvesöns storre Saga, indeholdende det herefter fölgende förste Brudstykke
		+	:         om Erik Röde og Grönlands Opdagelse, hvilket vi, ved dets Collationering, betegne med
		+	\|
		+	: S
		+	: K<small>A</small>
		+	: K<small>B</small>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	: O
		+
		+	\|}
		+
		+
		+	Hvormeget det end er at beklage, at vi af den ældste Landnama intet Pergamentsblad have tilbage, men kun nogle af dens Haukske Omarbeidelse, samt at selv blandt disse Bogens yderst vigtige Begyndelse mangler — saa tjener det os dog til nogen Tröst, at denne Begyndelse og flere ei uvigtige Stykker, hvoriblandt det om Erik den Rödes Opdagelse og Beboelse af Grönland, ere (som ovenmeldt) efter vor Formening, skjönt ikke uden nogen Forandring af Tillæg eller Forkortelse, blevne opbevarede for os i forskjellige Membran-Codices af den store Saga om Olaf Tryggvesön, der nu fuldstændig er udgivet af det Kongl. Nordiske OldskriftSelskab, som de tre förste Dele af ''Fornmanna-Sögur'' (1823-27) med tilhörende særskilte Oversættelser paa Dansk og Latin. De findes i Originalværkets 1ste Deel fra S. 233 ligetil 255 og 2 Deel S. 23, 189-192 og 213-216, samt indeholde eller angaae: Den saakaldte Prologus; 1ste Parts 1-12, 15-16, og 21 Cap.; 2 P. 1ste, 14-19 Cap.; 3 P. 12 Cap.; 4 P. 9de og 11te Cap. Kun et Par af disse Uddrag (1 Parts 1ste og 2 P. 14 Cap.) vedkomme os i nærværende Værk, hvorfor vi ei her kunne indlade os paa de övriges, ellers ikke uinteressante kritiske Jævnförelse med Landnamas forskjellige Bearbeidelser<ref> Vi bemærke kun at I. c. I, 235 paaberaabes et Skrift af Sæmund Sigfussön (om Naddodds Ankomst til Island) med disse Ord: ''svá segir Sæmundr prestr hinn fróði''. Disse Ord findes Ikke i den ældste Landnama. ''Hauksbók'' har den samme Beretning, taget af Styrmer Frodes eller Sturla Thordsöns Tillæg, med Forandring af Udtrykket ''segir'' til ''sagði''. Een af dem har vel brugt det förstmeldte (da Hauk ikke, efter sin Bearbeidelsesmaade, kunde bruge dem begge) og synes da selv at have havt Sæmunds Skrift ved Haanden. Jfr. ovenfor S. 12, 30.</ref>.
		+
		+
		+	Dog kunne vi ikke undgaae, med Hensyn til disse Stykkers Oprindelse og Forbindelse med Olaf Tryggvesöns store Saga, at tilkjendegive vore Tanker om dette Værks Affattelse, og den Maade, hvorpaa Landnama dertil er bleven benyttet. Den ovenmeldte Saga tillægges i Almindelighed Munken Gunlög Leifsön, som, tillige med en anden, Odd Snorresön, levede paa Thingöre (''Þíngeyra'') Kloster paa Islands Nordland, för og efter Aaret 1200. Den sidstnævnte Döde, efter nogle gamle Annaler, Aar 1218, efter andre 1219. Odd har upaatvivlelig forfattet en særegen Saga om Kong Olaf Tryggvesön, udgiven i Upsal af Reenhjelm, i 4, 1691, hvorom vi henvise til Biskop P.E. Müllers Undersögelser paa titanförte Steder. I Odds Skrift citeres udtrykkelig S. 118, 121 en Bog af Præsten Sæmund Frode, over de norske Kongers, her især Olaf Tryggvesöns, Historie (''svá hefir Sæmundr ritað um Ólaf konúng í sinni bók''). Ellers har denne Odd Snorreson skrevet den samme Konges Historie paa Latin, som nu ikke mere haves. Dog er saavel den, som en anden af den ovenmeldte Munk Gunlög Leifsön, skreven paa det samme Sprog, citerede af Forfatteren til Olaf Tryggvesöns store Saga, som saaledes virkelig er forskjellig fra hine to Munke, og har, efter vore Tanker, tillige benyttet andre, tildeels ældre Kilder<ref> Det samme formodes og i ''Finni Johannæi Hist. eccl. Isl.'' I 80, og Müllers Sagabibliothek III, 206 o. f.</ref>. Vi bede forelöbig vore Læsere at gjenerindre sig det ovenanförte om Præsten Styrmer Frode og hans Forhold til Snorre Sturlesön, især med Hensyn til begges Udarbeidelser af Olaf den Helliges Saga, som i den berömte Flatöbog, vel at mærke, fölger som en Fortsættelse af Olaf Tryggvesöns store Saga, uden nogen Gjentagelse af dennes forhen meddeelte Udsigt over Norges ældre Historie, som ellers pleier at findes (mere sammentrængt) foran den större ''Olafs helga Saga'', meddeelt som et særskilt, for sig selv bestaaende Værk. Vi vilde ikke have vidst, ved blot at læse denne selv, at Styrmer Frode havde forfattet den, hvis vi ikke tilfældigviis vare komne til Kundskab derom af senere Tillæg, tildeels indrykkede i Flatöbogen. Om eet af disse (i Udgaven först forekommende) Tillægs Forfattere ved ”Styrmers Bog” mener en Historie om flere norske Konger, eller den om Olaf Haraldsön allene, kunne vi ikke bestemt vide. Vi tillade os at mene: at hans Værk oprindelig har indeholdt begge Sagaer<ref> En lignende Mening er allerede for længst saaledes yttret al Finn Johnsen, forsaavidt han antog begge Sagaer for at have de samme (skjönt fra Styrmer forskjellige) Forfattere: ''Si quis etiam his monachis (Gunlögo et Oddu)... Historiam Olai Crassi adscribere vellet, me non refragantem haberet''. H. E. Isl. I, 213).</ref>, bestemt til Snorre Sturlesöns Brug. Olaf Tryggvesöns Sagas vidtlöftige Indledning handler temmelig udförlig om Norges Enevoldsherskere og selv om Danmarks Konger, hvortil adskillige særegne Fortællinger f. Ex. om Jomsvikingerne, ere föiede. Alt dette, tillige med meget af det om Kong Olaf selv, grundedes vel deels paa gamle Digte (hvoraf Snorre Sturlesön i sine Dage formodentlig besad den störste Samling) deels paa Ares, Sæmunds og flere gamle islandske, samt Gunlögs og Odds oprindelig latinske, men senere paa Islandsk oversatte, Skrifter og deels endelig paa forskjellige i Landet gjængse Traditioner og Folkesagn, af hvilke den oplyste og smagfulde Snorre i sin Bearbeidelse dog har forkastet den större Deel, enten som uvedkommende de norske Kongers Historie, eller altfor overtroisk, samt smagende af Munkes og Præsters Fordomme. Blandt de Skrifter, som Styrmer, eller i andet Fald den ubekjendte Samler, har benyttet til denne store Materialsamling til Olaf Tryggvesöns Levnet, hvortil han og har henfört alt hvad der angik den ved ham i Island indförte Christendom, og de Christne, som för havde levet i Landet — var ogsaa (som ovenmeldt) ''Islands Landndniabók'' deels i den Skikkelse, som Are og Kolskeg oprindelig havde givet den og deels i Styrmers egen forögede Udgave, hvortil vi nu kunne formode at han, angaaende Nordlandet, har samlet adskillige især genealogiske Bidrag af Gunlög Lieifsöns, vel endog Biskop Brand Sæmundsöns, nu for det meste tabte Optegnelser og Skrifter, hvilke Styrmers Patron, Snorre Sturlesön, rimeligviis ei har forsömt at sætte sig i Besiddelse af, som uundværlige til hans eget store Værks Udförelse<ref>Overhoved kunne vi bemærke at lige fra den Tid (1201) af, da Snorre Sturlesön lagde den vigtigste Grundvold til sin store Rigdom ved at tiltræde Arven efter sin Svigerfader, Præsten Berse den Rige paa Borg, Döde, i kort Tid, efter hinanden, mange af Islands lærdeste Mænd, som deels havde skrevet, deels ladet skrive eller samlet nordiske Sagaer og Digte, som 1) Biskop Brand Sæmundson, &dagger; 1201, som antydes at have samlet alle de til hans Tid i Island skrevne Sagaer over indenlandske Mænd og Begivenheder, i Sturlunga-Saga 2 Bog 38 Cap. Som ovenmeldt var han i Slægtskab og nöie Bekjendtskab med Sturlungerne, især Snorres Fader. 2) Laugmand Gissur Hallsön, &dagger; 1206, berömt ved Rigdom, Lærdom og Sagkyndighed, især angaaende Nordens Historie. Med hans Sönner skal Snorre længe have staaet i venskabelige Forhold, skjönt hans Sönnesön, Gissur Jarl, efter at være bleven Snorres Svigersön, tilsidst blev hans Morder. 3) Abbed Carl til Thingöre, især bekjendt af sin Andeel i Sverres Saga, &dagger; 1213. 4) Munken Gunlög Leifsön paa Thingöre, &dagger; 1218. 5) Hans Medbroder, saavel i Klosterlivet som i Historieskrivningen, Odd Snorresön, var vel samtidig med ham, men dog sandsynligvis ældre. Hans Dödstid er ubekjendt. Finn Johnsen ansætter den til henved 1200. De Leiligheder, som, foruden de ovenommeldte, hvorved Sæmunds og Ares nordiske Skrifter synes at maatte være komne i Snorres Hænder, saaledes tilböde sig for ham, i det bedste og roligste Tidsrum af hans Levetid, til at berige hans Samling af nordiske Skrifter, har han vist ikke ladet være ubenyttede. Desuden kan han paa ganske andre os ubekjendte Maader, være kommen i Besiddelse af slige literaire Skatte. De have vist og været de vigtigste Kilder for Styrmer Frodes og Sturla Thordsöns Tillæg til Landnama, og vedkomme saaledes vor Undersögelse over dens Tilblivelse og senere Skjæbne. </ref>. Det er og vistnok troligt, at han behövede sin Ven Præsten Stymers Hjelp til at oversætte Odds og Gunlögs Skrifter fra det Latinske. Fra Gunlögs Dödsaar til Snorres og (som vi maae antage) tillige Styrmers Flugt fra Reikholt forlöb 17 eller 18 Aar, i hvilken Mellemtid hin Oversættelse eller Bearbeidelse af Gunlögs Værk m. m. ved Styrmer, og siden dets Benyttelse af Snorre, vel kunde lade sig udföre. — Som en hertil hörende ikke uvigtig Omstændighed bemærke vi det: at blandt de islandske Slægtregistre, som ere optagne i denne Olafs-Saga, er netop et, som ender med Gudny, ”Moder til de Sturlesönner” (Snorre og hans Brödre). Derimod kan det ikke vidne mod Styrmers Affattelse af dette Værk, at Snorre, i dets Slutning, anföres som Hjemmelsmand for visse Beretninger om enkelte Begivenheder i Slaget ved Svolder, thi enten har da a) Styrmer strax nedskrevet Snorres Sagn, som ellers vare ham ubekjendte eller b) senere, af hans Revision eller Uddrag, indfört dem i sin store Sagnsamling eller og c) en end nyere Afskriver eller Bearbeider kan have tilföiet disse Beretninger.
		+
		+
		+	At begge Olafernes store Sagaer, indförte i Flatöbogen, ere af Styrmer Frode, vinder endvidere nogen Sandsynlighed derved, at den ene af Bogens Sammenskrivere, Præsten Magnus Thorhallesen, som har afskrevet den deri endvidere indeholdte Sverres Saga, — udtrykkelig bevidner, at denne sidste er skreven af ham efter den Bog som Præsten Styrmer Frode selv havde skrevet, tildeels efter den förste Deel af Værket, som havde Abbed Carl paa Thingöre<ref> Carl var, som Abbed i Thingöre Kloster, baade Odds og Gunlögs Overmand. Odd var dets Præst, men Gunlög den överste og mest anseete af Munkene. Abbed Carl opholdt sig i to Aar hos Kong Sverre, omtrent fra 1184 til 86. Han Döde (efter Annalerne) i eet af Aarene fra 1211 til 1213. Gunlög overlevede ham altsaa, i det mindste, 5 Aar.</ref> til Forfatter og var nedskreven efter hans eget Dictamen. Biskop P.E. Müller mener at Styrmer virkelig har forfattet den övrige og störste Deel af Værket<ref> See B. Thorlacius’s og Werlauffs Fortale til ''Noregs Konúnga Sögur'' 5 Deel S. V-VII, 1-2; Jfr. S. XXII-XXIII — samt Müllers Sagabibliothek III, 420-423. Af den store Andeel som Styrmer beviislig har havt i Affattelsen af Olaf Haraldsöns og Sverres Historie, kunne vi med temmelig Sikkerhed formode, at han og paa en lignende Maade har beskjeftiget sig med Mellemrummets övrige norske Kongers Bedrifter, fra det 11te og 12te Aarhundrede.</ref>. Enten dette har været Tilfældet, eller ikke, troe vi, med Henhold til det ovenanförte, at Styrmer (tildeels efter Carls og senere Gunlögs Samlinger) har afskrevet eller fuldfört det til sin Patrons, Snorre Sturlesöns, Brug ved Udarbeidelsen af hans norske Historie. — Snorre maatte i alt Fald have anseet den for et passende Bilag eller Tillæg til sin egen Konge Historie, og vi vove endog den Gisning, at han, i denne Sagas senere Afdelinger, selv har lagt den sidste Haand paa Værket, samt at hans Bearbeidelse deraf (overeensstemmende i Planen med Heimskringlas foregaaende Dele) er opbevaret for os i den Arnæmagnæanske Membran 327, 4, som er kommen hertil fra Norge, og menes at være skreven der. Saaledes er og maaskee den islandske Text til Sverres tre nærmeste Efterfölgeres Historie Snorres förste Udkast, hvorimod han senere kan have affattet det udförligere, men nu tabte, som laae til Grund for Peder Claussöns Oversættelse. Vi vide ikke om de have været i Kong Hakon Hakonsöns Værge, da han paa sit yderste lod sig de norske Konge-Sagaer forelæse, i det han, som ovenmeldt, anfaldtes af Döden under Oplæsningen af Kong Sverres Historie.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 7. aug. 2017 kl. 21:40
Linje 161:		Linje 161:

	Heraf bliver det klart at Kristni-Saga kunde siges at være forkortningsviis uddraget af Olaf Tryggvesöns Saga og Hungurvaka, begge skrevne (som vi nu have den förste) i den förste Halvdeel af det 13de Aarhundrede — saasnart vi, med Kristni-Sagas sidste Udgivere antage den for at være forfattet af Hauk Erlendsön. Det kunne vi, af ovenanförte Grunde, aldeles ikke. Det vilde og ganske have stridt mod den Maneer, hvorpaa han havde behandlet den foregaaende Landnama, hvilken han nemlig (forsaavidt Foreningen af flere ældre Tillæg og Fortsættelsen af hans eget og fleres Slægtregister angik) havde sögt at forlænge, ikke at forkorte. Han har dog fundet Landnamas Fortsættelse, den gamle Kristni-Saga, saa mærkværdig, at han selv har afskrevet den<ref> Overeensstemmende med denne vor Mening finde vi fölgende Bemærkning at være. Den findes i et Sammendrag af adskillige Annaler, forfattet af Hr. Hallgrim Johnsen, Degn til Thingöre Kloster paa Island, men ikke udgivet i Trykken. — ''”Við hann er Hauksbók kend, eðr Landnáma og Kristni-Saga, hvörjar hann hefir samanlesið.”'' Heraf fölger at Landnama og Kristni-Saga som dens Fortsættelse, fordum udgjorde, tilsammentagne, det Værk, som i den af Hauk reviderede Udgave fik Titel af Hauksbók.</ref>, skjönt alt eller det meste af dens Indhold allerede var indflettet i andre Skrifter. Dersom han selv havde forfattet den, vilde han ikke ganske have forbigaaet Gunlögs temmelig vidtlöftige Beretninger om hertil hörende Gjenstande (''Fornm. S. II'', 192-94, 222-232). Uden Tvivl vilde han da og have benyttet Njalas ei uvigtige og tildeels udförligere Fremstilling af de samme og andre dermed forbundne Begivenheder, da denne mærkelige Saga sikkert ikke har været ham ubekjendt, samt endelig og Fortællingen om Biskopperne Isleif og Gissur (i Flatöbogen) hörende til Olaf den Helliges Saga, forfattet af Styrmer Frode, som dog der rimeligviis har benyttet nordlandske Kilder; see Kristni-Sagas Fortale l. c. samt S. 130-141.		Heraf bliver det klart at Kristni-Saga kunde siges at være forkortningsviis uddraget af Olaf Tryggvesöns Saga og Hungurvaka, begge skrevne (som vi nu have den förste) i den förste Halvdeel af det 13de Aarhundrede — saasnart vi, med Kristni-Sagas sidste Udgivere antage den for at være forfattet af Hauk Erlendsön. Det kunne vi, af ovenanförte Grunde, aldeles ikke. Det vilde og ganske have stridt mod den Maneer, hvorpaa han havde behandlet den foregaaende Landnama, hvilken han nemlig (forsaavidt Foreningen af flere ældre Tillæg og Fortsættelsen af hans eget og fleres Slægtregister angik) havde sögt at forlænge, ikke at forkorte. Han har dog fundet Landnamas Fortsættelse, den gamle Kristni-Saga, saa mærkværdig, at han selv har afskrevet den<ref> Overeensstemmende med denne vor Mening finde vi fölgende Bemærkning at være. Den findes i et Sammendrag af adskillige Annaler, forfattet af Hr. Hallgrim Johnsen, Degn til Thingöre Kloster paa Island, men ikke udgivet i Trykken. — ''”Við hann er Hauksbók kend, eðr Landnáma og Kristni-Saga, hvörjar hann hefir samanlesið.”'' Heraf fölger at Landnama og Kristni-Saga som dens Fortsættelse, fordum udgjorde, tilsammentagne, det Værk, som i den af Hauk reviderede Udgave fik Titel af Hauksbók.</ref>, skjönt alt eller det meste af dens Indhold allerede var indflettet i andre Skrifter. Dersom han selv havde forfattet den, vilde han ikke ganske have forbigaaet Gunlögs temmelig vidtlöftige Beretninger om hertil hörende Gjenstande (''Fornm. S. II'', 192-94, 222-232). Uden Tvivl vilde han da og have benyttet Njalas ei uvigtige og tildeels udförligere Fremstilling af de samme og andre dermed forbundne Begivenheder, da denne mærkelige Saga sikkert ikke har været ham ubekjendt, samt endelig og Fortællingen om Biskopperne Isleif og Gissur (i Flatöbogen) hörende til Olaf den Helliges Saga, forfattet af Styrmer Frode, som dog der rimeligviis har benyttet nordlandske Kilder; see Kristni-Sagas Fortale l. c. samt S. 130-141.
		+
		+
		+	Arngrim Jonsen, (i sit ''Specimen Islandiæ historicum, Amstelodami'' 1642, 4, S. 154) ommelder en mærkelig, af ham dertil benyttet Codex af ''Hauksbók'', som var bleven ham laant af den vældige og rige Hövding Are Magnussen, Sysselmand for Bardestrands og Isefjords Sysseler<ref>''Nomophylax Hauko (floruit circa annum 1308) conscripto nostra lingua opere de origine gentis Islandicæ, chorographico et chronologico, quod ab authore Hauksbók nomen cepit, quem .... secuti sumus authorem; communicatum in illum usum, ab insulæ nostræ viro primario et magnate, Aretio Magni filio & c.''</ref>. Denne har formodentlig arvet den efter sin Fader, den lærde Digter, Sysselmand Magnus Johnsen til Bai (Bæ) paa Rödesand. Vi vide ikke om dette Exemplar er det samme, hvis Brudstykker og Afskrift vi endnu have Adgang til i den Magnæanske Samling. Muelig var det den ''Hauksbók'', hvoraf (eller vel rettere af hvis Tillæg) Björn Johnsen har uddraget adskilligt, som nu ellers ikke mere haves, i sine Grönlands Annaler, og hvilket vi, paa vedkommende Steder i nærværende Værk, skulle meddele vore ærede Læsere.
		+
		+
		+	Ellers har Landnama, som det synes, havt end flere Bearbeidere, som af dens forskjellige Recensioner, ''Hauksbók'' iberegnet, have sögt at danne en fuldstændig Harmonie, der dog undertiden, ved Afskrivernes Ukyndighed eller Skjödeslöshed, findes at være bleven meget forstyrret. Da Afskrifter af denne yngste Classe, ved de brugte Exemplarers Mangfoldighed, naturligviis maatte være de udförligste og forsaavidt fuldstændigste, er eet eller andet af to blandt dem blevet lagt til Grund for een af de tre Udgaver som allerede have seet Lyset af dette vigtige Værk, og de ere navnlig disse :
		+
		+
		+	1) For den Skalholtske Udgave, besörget af Biskop Mag. Theodorus Thorlacius 1688, 4, synes en Afskrift af Landnama Nr. 110 Fol. i den Magnæanske Samling, enten selv, eller i en mestendeels ligelydende Gjenpart at være bleven lagt til Grund. Efter Fortalen ere i alt 5 Haandskrifter blevne benyttede ved den, og den hele af dem sammensatte Recension sees i meget at stemme overeens med den ældste Landnama og med Hauksbok.
		+
		+
		+	2) Den Arnæmagnæanske Codex Nr. 104 i Folio, skreven af Thormod Torfæi Haandskriver Asgeir Johnsen, er lagt til Grund for den ældre Kjöbenhavnske Udgave ''(Islands Landnámabok. Hoc est: Liber Originum Islandiœ. Versione Latina, lectionibus variantibus et rerum, personarum, locorum, necnon vocum rarissimarum indicibus illustratus. Ex Manuscriptis Legat i Magnæani. Havniæ'' 1774. 4.) Den udödelige Suhm bekostede denne Udgave, som besörgedes af den lærde Hans Finsen (da Secretair ved Commissionen for det Arnæmagnæanske Legat, senere Dr. Theol. og Skalholts Stifts Biskop). En fuldstændig kritisk Collationering af et saadant Værk, var meget mere end man af een Mand kunde forlange eller vente, især da Udgiveren, ved Reiser tildeels forhindredes fra det Arbeide han havde paataget sig. I Fortalen tilstaaer han selv at Feil ere indlöbne herved, og dog maa man paaskjönne den store af ham ved Collationeringen anvendte (skjönt naturligviis ei stedse tilstrækkelige) Flid og Omhu, da han tit har bemærket, hvad der forekom ham at være vigtigst og rigtigst. Især maa man erkjende den ypperlige Kritik, han paa nogle Steder har anvendt til Textens Forbedring, ved ei blindt hen at fölge det brugte udförligste Exemplar<ref> Naar forskjellige gamle Codices haves af et Oldskrift, kunne undertiden vigtige Grunde anföres for at lægge den ældste og bedste af dem til Grund for en ny Udgave, — men naar man kun har en forholdsmæssig ny Udarbeidelse af et Værk, som er sammendraget af forkjellige ældre men dog aldeles ikke samtidige, Forfatteres Recensioner og successive Tillæg, som befindes at vrimle af Afskriver- og Ukyndigheds-Feil, men kun kunne gjöre Fordring paa en vis Udförlighed, saa kan der ikke være noget Tvivlsmaal om, at man jo maa foretrække de ældste og bedste Codices af enhver Bearbeidelse især for en saadan modern Amalgamering af forskjellige Forfatteres Oldskrifter og disses nyere Omarbeidelser eller Fortsættelser.</ref>, men derimod at raadföre sig med de andres (især de ældstes) Læsemaader, og af dem vælge de bedste. Den tilföiede Ordbog over de poetiske og flere sjeldne Ord er af den lærde i dette Fag særdeles bevandrede John Olafsen (fra ''Svefneyum'').
		+
		+
		+	3) Det selvsamme Haandskrift er ogsaa lagt til Grund for den nyeste Udgave, som udgjör den anden Afdeling af ''Íslendinga-Sögur, Fyrsta Bindi. Kphöfn. 1829''. De tvende ovennævnte Herrer have og her besörget Landnamas Udgivelse. Ved Collationeringen ere de blevne understöttede af 5 her studerende Islændere, saa at den nyeste Udgave derved, med Hensyn til tilföiede Læsemaader, maatte ventes at være bleven fuldstændig, især da den ældre Kjöbenhavnske Udgave i Fortalen siges at være bleven rettet paa mange Steder, og selv de mindste Varianter anmærkede. At afvigende Læsemaader, Tilsætninger o.s.v. virkelig her ere tildeels anförte fuldstændigere og nöiagtigere end i den Finsenske, have vi ved tilfældigt Eftersyn af visse Steder erfaret. Vi havde derfor besluttet at nöies med at afskrive de Steder af Landnama, som vi behövede til nærværende Værk, af den nyeste Udgave, og havde allerede afskrevet dem. Ved nærmere Eftersyn fandt vi dog snart, at enkelte Ord forekom i den, som efter vort Skjön syntes at være urigtige; ved ogsaa derom at eftersee den ældre Kjöbenhavnske, ja selv tildeels den Skalholtske Udgave fandt vi at enkelte slige der vare anförte rigtig. Vi forsögte da ved en nöiagtig Conferering med den ældre Kjöbenhavnske at hjelpe paa Sagen, men ogsaa herved mærkede vi at alle Betænkeligheder ikke kunde hæves. Vi besluttede tilsidst at lægge de ældste og bedste Afskrifter af Membranerne (forsaavidt vi ikke kunde benytte de faa originale Brudstykker) til Grund for de nævnte Stykkers Udgivelse, og erfarede da, at de indeholdt nogle særdeles vigtige, deels aabenbart, deels efter al Sandsynlighed, rigtige og ældre Læsemaader, som ikke findes bemærkede i nogen af de tre Udgaver. Tilstrækkelige Beviser herfor ville blive anförte i vor nyeste kritiske Bearbeidelse af vedkommende Steder i nærværende Værk. Eet af den förstommeldte Art er allerede ovenfor (S. 33) leilighedsviis blevet bemærket.
		+
		+
		+	Dette er ingenlunde sagt for at nedrive den sidste eller nogen af de foregaaende Udgaver, da enhver af dem, i det Tidspunkt, hvori den udkom, var nödvendig og fortjenstlig. Vi vide af Erfaring, hvor yderst besværlig en saa vidtlöftig Collationering er, og hvor let endog betydelige Feil derved kunne indlöbe, især naar den höiere Kritiks Vink stedse skulle iagttages med vedbörlig Opmærksomhed. Kun ansee vi det for at være vor Pligt at underrette de Literatorer eller Sagalæsere, som i Fremtiden ville benytte Landnama, om de nævnte tre Udgavers virkelige Beskaffenhed, for at de to sidste ikke (hver paa sin Viis) skulle ansees for aldeles fuldstændige eller feilfrie, og Læserne derved vildledes, med Hensyn til een eller anden for Historien vigtig Undersögelse. De fölgende smaae Stykker af Værket have vi selv sögt at meddele nöiagtig efter de bedste Kilder, med tilföiet Antegnelse af alle nogenlunde mærkelige Varianter.
		+
		+
		+	Vi have saaledes lagt det ovenommeldte Arnæmagnæanske Haandskrift Nr. 107 i Folio, som det oprindelig ældste, til Grund for vor nærværende Udgivelse af Landnamas Efterretninger om Grönland og Amerika, hvoraf de egentlig historiske meddeles i nærværende Bind, men alligevel jævnfört det med alle de övrige Afskrifter. Ved denne Leilighed tillade vi os at fremstille for vore Læsere, hvoraf maaskee nogle eie den Skalholtske, andre den ældre Kjöbenhavnske, og end andre den nyere Udgave, en Udsigt over alle af os benyttede Haandskrifter af ''Landnáma'' og ''Hauksbók'' efter deres Nummere i det Arnæmagnæanske Catalog, tillige med den ældre Kjöbenhavnske Udgaves til hvert især hörende Taltegn og den nyeres Bogstavmærker, som ogsaa af os, i Varianternes Anförelse, ere bibeholdte:
		+
		+
		+	{\|
		+	\|
		+	:'''I. Af den ældste ''Landnáma''.'''
		+	:AM.
		+	:Nr. 107 i Folio
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:'''II. Af ''Hauksbok''.'''
		+	:371 i 4 (Mbr. Fragm.)
		+	:105 i Fol. (Afskr,)
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	: '''III. Af ''Melabók''.'''
		+	:106 i Fol.
		+	:112 — (Fragm.)
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:'''IV. Nyere harmoniske Udskrifter'''
		+	:'''af ''Landnáma'' og ''Hauksbok'''''
		+	:'''tilsammentagne:'''
		+	:104 i Fol.
		+	:108    –
		+	:109    –
		+	:110    –
		+	:111    –
		+
		+	\|
		+	:<br>
		+	:Den anden Udgaves
		+	:7
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:M
		+	:3
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:6
		+	:12
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:4
		+	:8
		+	:9
		+	:10
		+	:11
		+
		+	\|
		+	:<br>
		+	:Den tredie Udgaves
		+	:B
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:C
		+	:C
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:E
		+	: F
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:<br>
		+	:A
		+	:G
		+	:H
		+	:I
		+	:K
		+	\|}
		+
		+
		+
		+	Desuden have vi benyttet en fra Island for kort siden hidkommen (ikke ret gammel) Afskrift, som vel i meget stemmer overeens med den Skalholtske Udgave, men har dog enkelte mærkelige fra den afvigende Læsemaader, som antydes ved Mærket M<small>A.</small> Værkets tre trykte Udgaver ere endelig her saaledes blevne betegnede af os:

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. aug. 2017 kl. 10:51
Linje 143:		Linje 143:

	Laugmand Hauk Erlendsön forekommer saa tit i norske Diplomer fra den Tid, og havde saa meget med Dommer-Forretninger og andre offentlige Sager i Norge, især i Bergen og dets Omegn, at bestille, at man let kunde fristes til at mene, at han virkelig har fungeret som Bergens eller Gulethings Laugmand, hvilken sidste Titel en gammel Oversættelse af et norsk Diplom, fra 1311, tillægger ham, men derved mene vi at en Feiltagelse er indlöben, med mindre han, som constitueret, for en kort Tid, har fört en saadan Titel, — da Gunnar Hjarandason, i originale Diplomer fra foregaaende og paafölgende Aar (1310 og 1312) udtrykkelig kaldes Laugmand for Bergen og Gulething ''(Björgvinar og Gulaþings lögmaðr)''. Ellers var Hauk i Aaret 1309 een af dem, som udfærdigede et mærkværdigt Actstykke angaaende Tiendevæsenet i Bergen. Fra 4de Mai 1321 haves et Brev eller Indlæg, som er skrevet til kam af Nordmænd i Districtet Vangen, og giver ham den hæderlige Titel af viis og vel erfaren Mand ''(vitrum manni og val reyndum, Herra Hauki Erlendssyni, lögmanni)'' hvori en Arvesags Beskaffenhed ellers forestilles ham, til hans Kjendelse eller Erklæring. 1313 finde vi ham som Medlem af flere, tildeels af Kongen udnævnte dömmende Commissioner, i en vigtig norsk Eiendomssag. I to Mandater, hvorved den afsagte Dom bekræftedes, kalder Kongen ham og ''Herra Hauk Erlendsson''. 1330 finde vi ham endelig som een af flere Dommere i en Sag, der angik en druknet Kones Dödsmaade, som erklæredes at være skeet ved ulykkeligt Tilfælde, men ikke ved andres strafværdige Uforsigtighed. Heraf erfare vi, hvor höi Anseelse han nöd i Norge uden for sin egentlige Embedskreds, — og haabe at disse hidindtil ubekjendte, men fra authentiske Kilder hentede Efterretninger om denne, saavel af det Offentlige som af Literaturen fortjente Mand ei ville være vore Læsere ukjærkomne<ref> At Laugmand Hauk i sin Tid har været meget yndet og længe derefter berömt i Island, sees blandt andet af den endnu gjængse Tradition, at en kostbar og kjærkommen Gave, givet af en anseelig Mand, netop efter ham pleier at kaldes ''Hauksnautr'' (Hauks Vennegave). Jfr. Espolins ''Arbækur'' 1ste Deel S. 16. Suhm siger i Danmarks Historie XII, 254 at Hauk Erlendson har lagt sidste Haand paa Skalda; hvorfra han har denne interessante Efterretning, er mig ubekjendt, men det kan vel være at Hauk som Besidder af Sturlungernes literaire Efterladenskaber, har nogen Andeel i et saadant Arbeide. — Hans Sön Erlend Hauksön forestod, formodentlig i hans Fraværelse, Laugmands-Embedet, i Aaret 1219, men mere om ham har ikke kunnet blive os bekjendt. Ogsaa er det vist, at den Jorun Hauksdatter, som 1343 blev valgt men 1344 viet (under Navn af Agnes) til Abbedisse for Kirkebai Kloster, var en Datter af Langmand Hauk. Annalerne sige nemlig udtrykkelig, ved Aaret 1361: ”Da Döde Fru Steinun Oles Datter, Moder til Fru Agnes, Abbedisse til Kirkebai.” At denne Frue virkelig havde været Laugmand Hauk Erlendsöns Hustru, sees af forskjellige Steder i ''Hauksbók'' (f. Ex. Landn. 2 P. 25 Cap. jfr. ovenfor S. 33).</ref>.		Laugmand Hauk Erlendsön forekommer saa tit i norske Diplomer fra den Tid, og havde saa meget med Dommer-Forretninger og andre offentlige Sager i Norge, især i Bergen og dets Omegn, at bestille, at man let kunde fristes til at mene, at han virkelig har fungeret som Bergens eller Gulethings Laugmand, hvilken sidste Titel en gammel Oversættelse af et norsk Diplom, fra 1311, tillægger ham, men derved mene vi at en Feiltagelse er indlöben, med mindre han, som constitueret, for en kort Tid, har fört en saadan Titel, — da Gunnar Hjarandason, i originale Diplomer fra foregaaende og paafölgende Aar (1310 og 1312) udtrykkelig kaldes Laugmand for Bergen og Gulething ''(Björgvinar og Gulaþings lögmaðr)''. Ellers var Hauk i Aaret 1309 een af dem, som udfærdigede et mærkværdigt Actstykke angaaende Tiendevæsenet i Bergen. Fra 4de Mai 1321 haves et Brev eller Indlæg, som er skrevet til kam af Nordmænd i Districtet Vangen, og giver ham den hæderlige Titel af viis og vel erfaren Mand ''(vitrum manni og val reyndum, Herra Hauki Erlendssyni, lögmanni)'' hvori en Arvesags Beskaffenhed ellers forestilles ham, til hans Kjendelse eller Erklæring. 1313 finde vi ham som Medlem af flere, tildeels af Kongen udnævnte dömmende Commissioner, i en vigtig norsk Eiendomssag. I to Mandater, hvorved den afsagte Dom bekræftedes, kalder Kongen ham og ''Herra Hauk Erlendsson''. 1330 finde vi ham endelig som een af flere Dommere i en Sag, der angik en druknet Kones Dödsmaade, som erklæredes at være skeet ved ulykkeligt Tilfælde, men ikke ved andres strafværdige Uforsigtighed. Heraf erfare vi, hvor höi Anseelse han nöd i Norge uden for sin egentlige Embedskreds, — og haabe at disse hidindtil ubekjendte, men fra authentiske Kilder hentede Efterretninger om denne, saavel af det Offentlige som af Literaturen fortjente Mand ei ville være vore Læsere ukjærkomne<ref> At Laugmand Hauk i sin Tid har været meget yndet og længe derefter berömt i Island, sees blandt andet af den endnu gjængse Tradition, at en kostbar og kjærkommen Gave, givet af en anseelig Mand, netop efter ham pleier at kaldes ''Hauksnautr'' (Hauks Vennegave). Jfr. Espolins ''Arbækur'' 1ste Deel S. 16. Suhm siger i Danmarks Historie XII, 254 at Hauk Erlendson har lagt sidste Haand paa Skalda; hvorfra han har denne interessante Efterretning, er mig ubekjendt, men det kan vel være at Hauk som Besidder af Sturlungernes literaire Efterladenskaber, har nogen Andeel i et saadant Arbeide. — Hans Sön Erlend Hauksön forestod, formodentlig i hans Fraværelse, Laugmands-Embedet, i Aaret 1219, men mere om ham har ikke kunnet blive os bekjendt. Ogsaa er det vist, at den Jorun Hauksdatter, som 1343 blev valgt men 1344 viet (under Navn af Agnes) til Abbedisse for Kirkebai Kloster, var en Datter af Langmand Hauk. Annalerne sige nemlig udtrykkelig, ved Aaret 1361: ”Da Döde Fru Steinun Oles Datter, Moder til Fru Agnes, Abbedisse til Kirkebai.” At denne Frue virkelig havde været Laugmand Hauk Erlendsöns Hustru, sees af forskjellige Steder i ''Hauksbók'' (f. Ex. Landn. 2 P. 25 Cap. jfr. ovenfor S. 33).</ref>.
		+
		+
		+	Ved Slutningen af den vigtige Bearbeidelse af Landnama, hvorved Laugmand Hauk sögte at forene dens ham bekjendte forskjellige Recensioner til et sammenhængende Heelt, gjör han selv Rede for sin derved brugte Fremgangsmaade, ved fölgende særdeles lærerige Forklaring: ''”Nu er yfirfarit um landnám þau er verit hafa á Íslandi, eptir þvi sem fróðir menn hafa skrifat, fyrst Ari prestr hinn fróði Þorgilsson ok Kolskeggr hinn vitri. En þessa bók ritaða<ref> Herved har Arne Magnussen tegnet i Margen: ''adde: ek.'' (hvilket og Sprogformen ''ritaða'' udtrykkelig viser at maatte have fulgt strax derefter) — Andre Exemplarer have (i tredie Person) ''ritaði Herra Haukr Erlendsson''.</ref> (ek) Haukr Ellinzson, eptir þeirri bók, sem ritað hafði Herra Sturla lögmaðr<ref> Andre tillægge ''Þórðarson'' (Thordsön).</ref>, hinn fróðasti maðr, ok eptir Þeirri bók annari, er ritað hafði Styrmir hinn fróði, ok hafða ek þat or hvárri, sem framar greindi, en mikill þorri var þat, er þær sögðu éins báðar, ok því er þat ekki at undra, þo þessi Landnámabók sé lengri enn nokkur önnur;”'' d. e. ”nu er det gjennemgaaet, hvorledes Islands Egne ere blevne tagne i Besiddelse, efter det som sagnkyndige Mænd have skrevet, först Præsten Are Thorgilsson Frode og Kolskeg den Vise. Men denne Bog skrev jeg, Hauk Erlendsön, efter den Bog som Laugmand Hr. Sturla Thordson, den lærdeste Mand, har skrevet, og efter en anden Bog, som Styrmer den Kyndige har skrevet; af enhver af disse har jeg taget det, som anförtes i den ene mere end i den anden, skjönt de begge berettede det meste paa den samme Maade. Det er derfor ei at undre over, at denne Landnamsbog er vidtlöftigere end nogen anden.” — Dette Sted have vi udskrevet af det bedste Exemplar af den saaledes reviderede ''Landnáma'', som i Almindelighed kaldes ''Hauksbók'', og ellers, ligesaavel som Are Frodes ''Schedæ'' og den ældste Landnáma, ere blevne bevarede fra Undergang ved Biskop Brynjulf Svendsen og Præsten Jon Erlendsen, ved at udskrives af en Membran, af hvilken dog nogle Blade ere tilbage. Afskriften bevares i den Arnæmagnæanske Samling under Nr. 105 i Folio, men Pergamentsbladene under Nr. 371 i 4to. Den samme Afskrift indeholder ogsaa ''Kristni-Saga'', ligesom ogsaa Brudstykker deraf haves paa de nysommeldte Membranblade, hvoraf det sees, at de engang have udgjort et Heelt med den ovenommeldte ''Hauksbók'' paa Pergament, ligesom det tit er Tilfældet i gamle Papirsafskrifter.
		+
		+
		+	Kristni-Sagas sidste Udgiver og flere have, af den sidstommeldte Omstændighed, taget Anledning til at erklære Landnamas Medarbeider, Laugmand Hauk Erlendsön, for Forfatter til Kristni-Saga. Vi troe, at dette ikke kan antages, men derimod det at denne Saga er en ældgammel Fortsættelse af Landnama, som og oprindelig skyldes Are Frode, der synes at have villet meddele den som et Tillæg til Islands almindelige Oldtids-Historie. Aarsagerne dertil, at Hauk, som ovenmeldt, er kommen i Besiddelse af Are Frodes, Styrmers og Sturla Thordsöns Værker, mene vi at være disse: Sturlas ene Sön Thord opofrede sig ganske til theologiske Studier, samt blev i Norge ansat som Kong Magnus Lagabæters Hofpræst, og Döde förend hans Fader uden at vende tilbage til Island. Hans Broder Snorre, kaldet den Digre eller Tykke, var i det Hele sin Fader meget ulig i Sind og Tilböieligheder, (Sturl. S. 10 B. 12, 18 C.) Efter Sturlas Död har han da vel ingen Priis sat paa hans egne efterladte Haandskrifter og övrige Bogsamling. Det bliver da meget sandsynligt at Sturlas Eftermand i Embedet, Laugmand Erlend Olafsön, (noget beslægtet med Sturlungerne), eller og hans da voxne Sön Hauk, hvis ivrige Studium af Islands Saga-Literatur vi alt have lært at kjende, have benyttet Ledigheden til at sætte sig i Besiddelse af Sturlas literaire Skatte, hvis Overdragelse fra hans eneste i Island efterladte Sön, som let skjönnes af ovenanförte Aarsag, neppe har været vanskelig at erholde. Det kan og være at Hauk ikke er kommen i Besiddelse af Bogsamlingen förend efter den yngre Snorre Sturlesöns Död, paa Stadarhol, den 31te Mai 1306. I det selvsamme Aar fungerede Hauk Erlendson som Laugmand efter Annalernes Beretning. Det fulgte af sig selv at Fuldföreren af Landnama med al Flid maatte söge at overkomme Islands gamle Sagaer og alle dertilhörende Haandskrifter. At dette temmelig vel er lykkets Laugmand Hauk bevidner Björn Johnsen saaledes i Grönlands Annaler: at han har samlet paa de fleste Sagnskrifter og Annaler, saavel angaaende den hedenske som den christelige Tid, baade fra Broder Gunlögs og mange andre Böger. Herfor have vi maaskee forskjellige Kjendsgjerninger i den Arnæmagnæanske Samling, uden at kunne paavise dem med Sikkerhed; dog formode vi at saavel en Deel af de Membran Fragmenter vi endnu have af hans egen Hauksbog som meget af Haandskriftet Nr. 544, i 4to, som blandt andet indeholder Thorfinn Karlsefnes Saga, er skrevet af ham selv. I det mindste sees begge tildeels at være skrevne med samme Haand, og desuden forekommer i dette Exemplar af Sagaen eet af de selvsamme, til ham fortsatte, Slægtregistre, som indeholdes i den upaatvivlelig af ham sammensatte ''Hauksbók'', hvorimod det udelades i et andet Pergaments-Exemplar, som synes at være skrevet efter en ældre Recension. Mere herom vil forekomme i Indledningen til Thorfinn Karlsefnes Saga. Kun bemærke vi her at Skrift og Skrivemaade af de to heromtalte Membraner vise, at den er fra Hauks Levetid, den förste Trediedeel af det 14de Aarhundrede. Med Fragmenterne af den herommeldte ''Hauksbok'' have andre af Kristni-Saga eller „Historien om Christendommens Indförelse” (i Island) været forenede, skrevne med den selvsamme Haand. De lærde Mænd (7 Medlemmer af den Arnæmagnæanske Commission), som foranstaltede den anden Udgave af bemeldte Værk<ref>''Kristni-Saga, sive historia religionis christianæ in Islandiam introductæ, nec non Þáttr af Isleifi biskupi sive narratio de Isleifo Episcopo, ex manuscriptis legati Arnæmagnæani, cum interpretatione Latina, notis, chronologia, tabulis genealogicis et indicibus, tam rerum quam verborum''. Hafniæ 1775, 8.</ref>, hvoraf den förste men ufuldkomnere Udgave længe för var trykt paa Island<ref>''Christendómssaga hliódande um Þad hvornenn christen trú kom fyrst á Island . Prentud i Skalhollti'' 1688. 4. Udgaven var besörget, efter John Erlendsens ommeldte Afskrift, ved Biskop Theodorus Thorlacius.</ref>, yttre i Fortalen den ovenanförte Mening om dens Oprindelse og understötte den især med den Grund, at denne Saga, saavel i Membranen af ''Hauksbók'' som i flere dens eller Landnamas Exemplarer, stedse sees at være forenet med eller lagt til eet af disse Værker<ref>''Historiam christianismi nusquam seorsim, sed semper alicui Landnamæ exemplo adjunctam reperimus.''</ref>. Vi troe endvidere at Kristni-Sagas Begyndelse ogsaa tilkjendegiver en saadan oprindelig Forbindelse, naar vi lægge Mærke til a) den fælles Slutning saavel af ''Landnáma'' som ''Hauksbók'' (5P. 15 Cap.), hvori först nogle döbte eller christne Landnamsmænd opregnes, med den Bemærkning at deres Efterkommere dog igjen forfaldt til Hedenskabet, og disse sidst tillagte Ord: ''en landit var alheiðit nær hundraði vetra'' (men hele Landet var hedensk i næsten hundrede Aar); — samt b) Begyndelsen til ''Kristni-Saga'', som i Hauhbuk o. fl. fölger umiddelbar derefter: ''Nú hefr þat hversu kristni kom á Island'', d. e. „Nu begynder det (Fortællingen eller Afdelingen derom) hvorledes Christendommen blev indfört paa Island.” Vistnok er Kristni-Saga ikke, saaledes som vi nu have den, Ares uforandrede Værk; i det mindste maa hans Navn eller Sagn, hvor det anföres i Sagaen (12 Cap. S. 104, 108, 13 Cap. 118) være blevet forandret fra förste til tredie Person, men paa det mellemste af disse Steder hedder det udtrykkelig: ''Ari fróði hefir flest sagt fra þessum tiðindum, er hér ero rituð'', d. e. ”Are Frode har berettet de fleste (eller: det meste) af de Begivenheder, som her ere skrevne.” Dette er da uden Tvivl saaledes bemærket af een, som har afskrevet hans Værk med smaae Forandringer og et ubetydeligt Tillæg, men fremstiller sig selv som dets Omarbeider paa en saadan Maade, noget lignende den som Kristni-Sagas nu vitterlige Afskriver, Laugmand Hauk, i det foregaaende havde sagt om sig selv, at han havde brugt ved Bearbeidelsen af Landnama. Rimeligviis var hans Original, ligesom det sidstmeldte Værk, kommen til ham fra SturlaThordsons (og för maaskee Snorre Sturlesöns) Haandskriftsamling.