JJ.Sandal på 20. des. 2013 kl. 22:45

2013-12-20T22:45:15Z

JJ.Sandal: Háttatal (FJ-da.)

2013-01-12T11:46:37Z

Háttatal (FJ-da.)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Háttatal]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Háttatal (FJ-da.)]] !! !!
|-
! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Háttatal (Carmina Scaldica)]] !! !! !! !! !!
|-
|}

<center>'''[[Den norsk-islandske skjaldedigtning]]'''

ved [[Finnur Jónsson]] 1912-1915

<big>'''Snorre Sturlason''' <big>'''Háttatal'''</big></big></center>

<blockquote>1.
 Han, som hedder Håkon, forbyder mændene overmodigt fredsbrud; han opmuntrer skaren; kongen forstår at frelse sit land; fyrsten, den unge konge, råder selv over landet alt imellem Det hvide hav og Elven; fyrstens lykke er så meget større.
 
 2.
 Brynjen falder ned over krigeren, hvor Skyles ætling dækker armene med ringe (brynjens); den kraftige konge dækker hovedet med hjælmen og den gavmilde fyrste svinger sværdet i hånden.
 
 3.
 Den herlige gavmilde fyrste værger landet; stavne er satte foran det stejle lands kant; den gæve konge forstår at fastholde landet; gavmilde mand, nyd (besiddelsen af) landet til din alderdom.
 
 4.
 Stive sår tiltager stærkt; den stærke æg skærer hvast de stærke skjolde for de dygtige mænd, den høje konge fører et ypperligt liv, enhver mand rødfarver de meget blanke sværd; den gæve konge er strålende i besiddelse af et rask hjærte; det herlige skjold splittes forfærdelig.
 
 5.
 Jeg hører, at den rasende hårde æg tilintetgør de fuldkække krigere; den meget modige konge volder den dådkraftige mand døden; den kampdjærve kriger forøger rødheden om den hamsorte ravns mund; jeg erfarer at kongen er høj ved sin hæder.
 
 6.
 Den kloge fyrste lader sværdene fare ud af skeden; sværdet farer rask ud af den lige skede; sværdet søger blodstrømmen: sværdet jager igennem brystet til det varme blod.
 
 7.
 Den raske fyrste stiller mændene med sværdet; han sætter blodstrømmen i bevægelse med de tynde sværd; den frygtelige konge lader mændene have blodige skjolde, den stærke fyrste rødfarver de jærngrå brynjer for herserne.
 
 8.
 Jeg erfarer, at hjælme kløves for kongens sværdsæg; krigerne er modige; derfor er mændenes blanke sværd stærkt rødfarvede, hvor skjoldene rystes; kongen vil ikke svigte, fordi han ser mændenes gule skjolde; han vover at trække det hvasse sværd over de skinnende skjoldes rande.
 
 9.
 Arbejdet tiltager; marken rødnes; skjoldet stødes; kampen vokser; sejr vindes; kongen tilfalder den; spydrøret varmes; ulven mættes; skjoldet rystes; skjoldene bøjes, spydet skælver, freden brydes; klingen runger, brynjerne flænges; spærene brager, pilene blodfarves.
 
 10.
 Fyrsten værger landet med sværdene; spydene frembringer gabende sår; det malede skjold skæres i kampen; hovedet springer af den adskilte krop; mændene falder på slagmarken; den gavmilde konge kæmper; æggen skambider læggene; hovedet ligger (på jorden) afskåret ved sværdet.
 
 11.
 Den gavmilde kriger forstår at berede ulvene drikkelag; den kampraske fyrste lader ulveslægten frydes ved foden; mændenes ven giver ulven overflod af blod ; ulven drikker blod af såret og rødfarver kæben.
 
 12.
 Håkon besidder glad en folkekonges navn og mændene; gud giver den rådkraftige fyrste landet med ære; den raske fyrste har et fuldstændigt herredømme over det vide land; gud gav den unge fyrste lykke.
 
 13.
 Mands dyder skaffer mændenes beskytter lov; hele den udmærkede befolkning bøjer sig for den herlige gavmilde fyrste. Havet stod ovenover fjældene. Jeg besøgte krigeren: den rejse var såre god. Jorden dukkede op af havet.
 
 14.
 Håkon råder over kongedømmet med strålende ry; mændenes ven har fåt et stort rige; fyrsten værger det vidtstrakte land med sværdet; krigeren styrer sit eget kongerige; mændene er glade ved det.
 
 15.
 Det [kongerige, se slutn. af foreg. v.], som hans fader tidligere havde at herske over, han som bar skrækkehjælmen ; folk husker det endnu; krigeren styrer det klippefulde fyrstesæde; han tager store beslutninger, og hjærtet ægger ham dertil; fyrsten besidder en stor kraft.
 
 16
 Krigerne danner en skjoldborg omkring den kloge fyrste mod skudbygerne, men der segner mændene til jorden; buen spændes; den kampkraftige kriger omgiver landets vide kyster med spyd; den gavmilde farer ud på søen til kamp.
 
 17.
 Kongen værger Fjordene, jævnede af havet; gulduddeleren straffer kolde trusler med sværdet; den glade konge fornemmer det overilede fredsbrud; den vrede fyrste stanser de frække mænds røverfærd.
 
 18.
 Blodet fremmer ulven; i høj grad bliver det tydeligt, at kampen holdtes; det hårde skjold ryster; men mændene begynder at værge landet; den hulde konge lader det lyse, guldprydede spyd(rør) drevet frem over mændene; det kølige sværd dræber mændene, men fyrstens søn viser sit mod.
 
 19.
 Sejlet ryster over skibet over kongen, de dybe skibe farer hurtig afsted; men Hugls grunde hader skibet; ikke giver den larmende Ran skibene fred, men skaber dem ufred; den hele bølge kløves for den tynde stavn.
 
 20.
 Stavnen belægges med rim lige til stålet, men (idet) skibet svæver kraftig fremad mod den brusende bølge; det hævede (skib) falder og mændene undgår ophold; den lige vind udfolder sejlene; sejlet driver skibene ud på havet; stormen suser og skibet vil gærne i havn; kongens handlinger vidner om ham.
 
 21.
 Jeg har hørt, at mændenes fyrstes skib for frem, og at tovene strammedes over hæren; bølgen rejste sig op over stavnen; skibet løb under kongen; mændene besætter hyppig de tunge skibes snævre rum; krigeren lader de stive stavne synke (duve) bøjelige i havet.
 
 22.
 Bølgen pisker de høje bænke; kølen splitter bølgen; den hæslige sø vil bryde det smukke skib; guldet funkler over den blide konge; den kolde bølge gør den bløde køl stærk; skibet farer afsted, året går.
 
 23.
 Åretaget savner hånd hos kongen(s mænd); vinteren går efter sommeren; men, de lange skibe tager hvile efter rejsen ved Listes hav; det gode øl sløver mændenes skare; den tomme hal fyldes let; men den fulde guldskål svæver behagelig som skænk.
 
 24.
 Fyrsten glæder mandskabet med det rene øl; hornet får ikke tid til at tørres; mjøden fjærner mændenes onde; den udmærkede konge, som holder skjolde mod skud, giver i fremragende grad krigerne gammel honningdrik.
 
 25.
 Fyrsten giver mændene gærstrømmen; øl vurderer jeg så; hornenes brænding fælder mændenes tavshed: det er gammelt øl; fyrsten ved at give talens helse; mjød hedder så; hovmodets skade kommer blandt udsøgte drikke; vin kalder jeg det.
 
 26.
 Kongen bryder heller end gerne guldet; hånden slipper ikke sin vane; ranstrafferen giver guld: man spørger om konger(s færd); i høj grad stoler fyrsten på mændenes prøve; gave vænter gengæld; fyrsten har fremdeles rådighed over mændene: enhver vokser ved sit følge.
 
 27.
 Jeg skar den iskolde bølge med skibet til møde med den mægtige konge; det blege skib blev prøvet; jeg er bekendt for det; jeg modtog det høje herse-navn af jarlernes pryder; det er rigtigt at vidne om hæderen; jeg sejlede ikke forgæves.
 
 28.
 Den kampmodige kriger gav mig en skibrede, men jeg takker den krigerske fyrste for den prægtige gave; dernæst skænkede kongen skibstyreren (mig) et skib; jeg så krigerens herlige gavmildhed.
 
 29.
 Jeg husker to glade vinterophold hos den muntre konge; jeg opnåde at sidde bænket hos den gavmilde fyrste; kongen gav villig udmærkede kostbarheder til krigeren (mig); jeg var venlig stemt mod hersernes fyrste med den talrige hird.
 
 30.
 Jeg ønsker, at krigeren (jeg) må bevare kongens gunst; krigeren (jeg) fik trivsel af den; kriger, nyd (herredømmet over) mange lande til en herlig alderdom; du var os huld, fjenders banemand.
 
 31.
 Søfareren (mig) sømmer det sig at mindes at lovprise den modige fyrste; jeg vil digte om krigeren; krigeren (jeg) skal ikke svigte med at digte et kvad om jarlen; jeg vil sætte sangen i bevægelse.
 
 32.
 En hård kamp trivedes omkring Skule; den hvasse æg blev oversprøjtet med blod i huggene; den modige fyrste gjorde ravnens klør blodige; Paul måtte falde under omens fod.
 
 33.
 Døden blev, i høj grad ifølge hvad man væntede, tildelt mændene; sværdene blev svungne; den stærke fanestang gik kraftig frem på tinget; fanerne gled fremad; det skarpe sværd tilintetgjorde mændenes håb om fred: de brune spyd bed omkring kongens broder; bønderne måtte flygte der.
 
 34.
 Mændenes prøver bemandede skibene med mænd, udstyrede med meget smukke skjolde: kongens broder furede søen med skibet med det meget smukke sejl; fyrsten drev skibet fremad, forsynet med de meget stærke tove; søen bruste mod kanten af skibet med den meget tunge bov.
 
 35.
 Den ordholdende kriger furede de høje strømme med det kolde rør vestfra til Vågsbro; kølstriben nåde langt tilbage; bøndernes flugt tiltog, da den grumme sø førte en stor mængde skibe foran landet; bovene svaledes.
 
 36.
 De meget stærke rustninger rystedes stærkt, da den lange fanestang rejstes; mændene iførte sig brynjer og fyrstens gærninger udførtes; det kolde sværd spillede i hånden; fyrsten viste sig for mændene som en udmærket mand; jeg har hørt, at fyrsten udstyrede sin brede fylking med sværd; tinget stod.
 
 37.
 Mændene måtte, som de fortjænte, forpligte sig til at udrede krigeren en meget stor betaling; mændenes dommer, som hader nølen, ved at knække mændenes magt(lyst); mændenes fyrste kunde byde bøndernes skare kraftig, hvorledes de skulde opføre sig; det udgik fra fyrsten; han viste sig meget gavmild.
 
 38.
 Fyrsten begynder en rask rejse; grådige bølger slår mod snekkerne, fyrstens mænd begynder at våge og kræver derpå løb af skibene; de heldige planker bevæger de prægtige skibskanter fremad i den stærke bør; bølgerne ryster skibenes sider; under kølen bærer det fremad.
 
 39.
 Og store hjælme (?) hævede den kampglade gavmilde mand, — krigeren begiver sig (modig) ud i kampe — , da landets konge gav den modige kriger jarletitlen; den ædle kriger opnår al hæder.
 
 40.
 Hvem holder hidsige kampe? Hvem er fjernt fra gniere? Hvem vinder større held? Hvem forstår at uddele rigdomme? — Krigeren volder kamp; han er fjærnest fra en gærrig mand; ham tilfalder så meget øjensynligere held; han besnærer guldet.
 
 41.
 Den ædelsindede fyrste giver de kloge mænd guld; ofte har guldet måttet springe itu for fyrsten; krigeren vil, at guldet spredes; rask kastes guldet bort hos krigeren.
 
 42.
 Den funklende røde rigdom spredes; jeg ved, hvor den kampmodige kriger kaster ringe på mændenes arme; den modige fyrste lader guldet falde på mændenes arme; krigeren pryder mændenes arm.
 
 43.
 Den raske kriger hædrer mændene med guld; krigeren ved hurtig at uddele det skinnende guld; den gavmilde mand sikrer mandskabet guld; guldet på den smukke grund dækker, bortgivet, armene.
 
 44.
 Fyrsten opnår hæder; den gavmilde viste store udmærkede egenskaber; guldet gives mændene tit; gaven bliver til virkelighed; mængden af det smukke guld får sjælden fred hos krigeren; mændene bærer de kølige guldringe.
 
 45.
 Fyrsten lader de snode ringbrudstykker gå itu; den gulduddeler tager god omtale om sig for smykkerne; armen lysner på mændene ved guldet, hvor armen bærer guldringe, gledne til (armens) led.
 
 46.
 Fyrsten giver mændene guld; han glæder hirden med det meget tunge guld; rigdomsgiveren hædrer mændene med det røde guld, hvor søfarerne takker den herlige fyrste for kostbarhederne.
 
 47.
 Den gavmilde gulddeler giver mændenes skare guld: jeg hører, at den ringmilde ringøder slynger ringene bort; den ringgrumme ringslynger hædrer krigerne med ringe; den guldgrumme guldbryder bringer guldet fuld fortræd.
 
 48.
 Fyrsten omgiver armene med rigdom, så at de bliver let kendelige; dér får mændene rigdom, bestående af det røde guld; den gavmilde fyrste udstyrer armene på sine mænd; han vænner de strålende (hvide) arme til løngaven.
 
 49.
 Krigeren fæster Hilde; ringen brister til gave; hærens styrer segner ind under Høgnes datters telt (ɔ: skjoldet); Hedins hustru (Hilde) bereder mange krigere hvile; Hjadningernes kvinde (Hilde) modtager som brudegave et mordøget sværd.
 
 50.
 Sværdet flænger mændenes bryster; den brune klinge springer i mændenes bryst; susende sværd svæver igennem det lyse brysts sår; sværdet er hvæsset for at jævne hovederne.
 
 51
 Den unge hærfører lader ravnen blive fuldt mættet; ørnen får betræde det livløse hoved, men den grå ulv betræder det sårede bryst; ulvinden får ofte blod at drikke; den gode fyrste vil det så.
 
 52.
 Fyrstens spydbyger falder ned; skafterne hæves; vinden udfolder fanerne omkring landets fyrste; mærkerne farer frem foran kongen; stangen trænger frem til kamp; kraftige våbenmøder er der under fanerne omkring den herlige fyrste.
 
 53.
 Krigeren vænner sig til at udføre store bedrifter; han forstår at holde landet i sin magt ved kamp; fyrsten ødelægger rustningen i hver en kamp; dér falder krigerne til mættelse for ulven.
 
 54.
 Kampbygen driver i slaget over den hvide skjolderand, men skjoldene holder stand; mændenes ven rødfarver rask oddene i blodet, hvor mændene kæmper; det er en jarls kraft.
 
 55.
 Hvem kan se en jarl, der er bedre end den meget vise fyrstebetvinger eller som er mere ivrig til at foretage en hårdtsvulmende kamp; stærk kamp udgår fra krigeren, når fyrsten begiver sig hen for at værge landet mod krigerne.
 
 56.
 Hvem skulde føde den blodbørstede ulvinde med blodslurke, hvis ikke fyrsten forøgede ulvens hunger mangen en dag; fyrsten giver ulven sår, lige bidte af sværdsæggen; hæren ser ulvefodens lådne klo blive rød.
 
 57.
 Fyrsten kæmper kraftig med det blodige sværd; de hvide spydskafter knækker, brynjepladerne klinger; sværdene rykker kraftig hovederne af; sværdene forøger skjoldenes øde- læggelse omkring jarlen.
 
 58.
 Krigerne kan vænte kamp, således at jarlen der truer med sit dragne sværd; man kan se skjoldrækken foran landet, når mændenes ven skal kæmpe.
 
 59.
 Krigeren ryster skjoldet i kampen; fyrsten lader skjoldene brydes i slaget; skibenes styrer lader kampen rase omkring sig; mændenes anfører vinder sejr i slaget.
 
 60.
 Den vældige blodbølge beskyller hvert år sværdene; den kyndige fyrste lader klingerne rask runge på sværdenes bølger; den ubøjelige fyrste vænner sværdene til blodet; den raske fyrste lader krigernes blod fylde sværdene.
 
 61.
 Sværdbygen falder omkring krigeren; en stærk kamp vokser omkring fyrsten; kampfrosten bider mændenes meget kolde skjolderand; gulddeleren knækker krigernes lægge i (ved) kampen; jeg erfarer, at mændene berøves livet; således times det for krigeren.
 
 62.
 Fyrsten lader det sne med kampens hagl på krigerne — ravnen mærker det — ; fyrsten sætter brynjens byge i gang; sværdet besnærer livet i kampen; valkyrjens regn raser omkring hovederne; — fyrsten styrer således buens hagl — ; sværdbygerne slår ned omkring den tapre fyrste; vi hører fortælle om hans kamp.
 
 63.
 Krigeren lærte krigerne (fjenderne) at falde østen for fjorden (Viken); mændene havde styret den røde stavn lige til land: den gavmilde fyrste stødte oddene igennem mændenes bryster; fyrsten frembragte store sår i (mændenes) hoveder med det skarpe sværd.
 
 64.
 Krigeren nølede ikke med at angribe, da han mødte mændene; krigeren trængte forbi de røde faner i kampen; landet blev renset, og Trøndernes fyrste gav Ribbungerne en tung død; Gunnar skød sit hoved ind under ulvens grumme klo.
 
 65.
 Den skånselsløse kamp væltede det dødsviede hoved; fyrsten lod hovedet, der fortjænte døden, møde hug; han gennemborede det kødfulde hoved med sværdet; det kraftige sværd i fyrstens hånd dræbte mændene.
 
 66.
 Den udmærkede hærfører dræbte oprørsmændene med spyd; stolene sang over fyrstens fjender; ulvinden stod i valen; den gavmilde fyrste lod mangen mand blive et hoved kortere; således forstår den vrede fyrste at straffe mændenes run.
 
 67.
 Jeg har digtet i 60 versemål om de modige fyrster, som jeg kendte som de allerypperste, til minde for mænd; ikke har de fyrster kastet hæder og guld i havet, hvormed de har hædret mig; det er os hæder.
 
 68.
 Skule var den ypperste — rosen skal ikke opsættes; jeg digter om kongen en flertvundet lovprisning ; fremdeles skal jeg fremføre en lov om krigeren for mændenes mængde; jeg var fyrsten kær.
 
 69.
 Jeg har fuldført 3 digte om kongens broder, kendte af folk; den fyrste har mange mænd om sig; frem skal nu træde den fjærde lovprisning af den gavmilde fyrste.
 
 70.
 Flere af mine versemål er ikke før bleven benyttede i digt om den kloge kriger; en opvakt skjald må omtale fyrstens prægtig udstyrede tog. — ung af fyrster.
 
 71.
 Den gavmilde fyrste lader skibene løbe hen over den farlige sø. hin lovpriste fyrste, som lader skibene forlade rullerne.
 
 72.
 Guldet funkler, mændene ror; de dygtige mænd er udsatte for strabadser tilsøs; egen kan glæde sig ved at fare frem med fyrsten; da nyder fyrsten godt af skibets fart.
 
 73.
 Fyrsten udstyrer prægtig de mørke skibe med hvide skjolde; den gavmilde fyrste pryder de glatte stavne på de sorte skibe.
 
 74.
 Havstrømmen ryster fyrstens skibe; den bøjer skibets ror; den kamphårde fyrste ser, hvorledes de sorte skibe bryder det tunge hav med stavnene.
 
 75.
 Den raske kriger lader snekkerne støde søen bort med stavnene, når tiden er inde: fyrsten ser hirdmændene omspænde åregrebene, og de (krigerens) meget dygtige årer ryste.
 
 76.
 Bølgerne pisker de ladede planker; havets skum lægger sig i lange banker; den kolde stavn kaster det salte hav fra sig; den veltalende fyrste lader sorte skibe fare frem over de sprøjtende bølger på havet.
 
 77.
 Den unge jarl lader snekkerne bruse ved solopgang ud på havet; tidlig ser fyrsten bølgen falde: masten rejses ofte på skibene over mandskabet; vinden udfolder sejlet; tovene møder hænderne.
 
 78.
 Den kolde bov skærer bølgen; fyrsten rejser rask; stormen bryder bølgen; skibssiden skyder havet tilside; hæftig rystes det mørke sejl; vinden driver det frem; den herlige jarl lader ikke rebe sejlet.
 
 79.
 Den lovpriste, venlige fyrste omgiver landets udkyster med skjoldgærde og sorte skibe; den spydraske fyrste omgærder landet med den af byger omfurede kyst med spydsodde.
 
 80.
 Lovprisning er fremført om den raske fyrste for de kampdjærve mænd; vi sparer ikke (at omtale) de bedrifter, vi har hørt; jeg har besunget hans rejser, fulde af ros, for de tapre mænd.
 
 81.
 Jeg har fremført et digt med tungen — den støttede mig — om ham, som erhværver sig ry; et stev skal dannes for Mørernes fyrste og bringes ham: det sømmer sig at digte.
 
 82.
 Således er det; det ry besidder fyrsten; mændene under ham det; Skule, den klogeste af mænd, er den herligste af jarler østfor havet.
 
 83.
 Den gavmilde fyrstes skibe rager hele vinteren op over de høje rullestokke; det går muntert til om vinteren hos mændenes ven; jarlen hædrer den modige skare; det kan man kalde en fremragende mand.
 
 84.
 Fyrsten fik godt ry; han er kampvant; den fuldtapre fyrste er meget storladen og gæstfri; ikke gives der en fyrste, som vurderer sager, der således behandler sine mænd hver vinter.
 
 85.
 Jeg vil med tungen øge krigerens lov; jeg vil fortælle om krigerens herlighed; mændene bør tie.
 
 86.
 Jeg ved, at den gavmilde fyrste indbyder den ølmætte hird i hallen; Lades hus er godt; fyrsten drikker krigerne glade, men ringe uddeles som gaver.
 
 87.
 Ringe uddeles, hvor fyrsten drikker; øllet er mændene meget kært; det rengyldne kar spiller mod fyrstens mænds tænder; jeg siger alt, som det er.
 
 88.
 Men når hærens styrer kalder hirden til hallen — , jarlen modtager ofte et utal af mænd — , er en gave beredt til skænk under den gavmilde mands gilde; mandefølget sidder tæt; derinde findes den største hædring.
 
 89.
 Fyrstens hird bliver oprømt; hallen besættes tæt lige til døren; fyrsten giver altid rigdom; det vil erfares i efterslægtens omtale; sådant regner jeg fyrsteskik; hans storladenhed er vældig; jarlen bryder i små stykker guldringen, der er sammenslynget med en snor.
 
 90.
 Mange mænd begiver sig til fyrstens sale; der er hæder at vinde med hensyn til alt ophold; fyrsten yder svale ringe; det er bedst at tale sandt om ham: vi spørger, at flade ringe brister for den gavmilde mand; mændenes ven kan hade guldet; jeg ved, at ingen drot har fåt et ypperligere gavesind.
 
 91.
 Mændenes skare modtager glad mjød tilligemed guld hos fyrsten; han lader skaren drikke den skønne vin hos sig af sølvkar; den gyldne skål møder hænderne; mændene sender han guld, den bedste af jarler; man træffer ingen ypperligere mand end den fyrste.
 
 92.
 Fyrstens rejser blev omtalte; jeg har gjort et rask digt; det sparer jeg ikke; fyrsten vil vænte det; ingen kriger finder en taprere kriger eller mere gavmild mand.
 
 93.
 Fyrsten udfører heldige dåder; han besidder stor kraft; fyrsten giver ringe i størst antal og hele; skibsstavnen brød det stygge hav; jeg besøgte fyrsten; alle mænd lovpriser ham; jeg har set jarlens store herlighed.
 
 94
 … Gram; den ypperlige Krake udstrøde guld; jeg har hørt, at Hake kæmpede kraftig; … alder; Sigurd bibragte ormen et sår; Ragnar ansås for at være den herligste af mænd — alt det skete for lang tid siden — ; Skule jarl er den herligste af alle.
 
 95.
 Jeg havde fyrsten 15 store gaver at takke, da jeg bragte Mørernes fyrste fire digte; hvor i verden ved nogen mand, at der før er digtet en lovsang om en gavmild mand med en ypperligere form.
 
 96.
 Der er digtet om fyrsten, som rødfarver ulvens og ulvindens kæber og gør våbnene blodige; den fyrstes ros vil altid leve, medmindre menneskeheden går under eller verden går til grunde.
 
 97.
 Jeg har fremført folkekongens lyse lov; jarlens ros er ført frem for mændene; hvilken mand skulde høre et således digtet kvad om en, som er karrig på guld og kostbarheder.
 
 98.
 Jeg kender unge fyrster, som svinger sværd og ruster snekker, mere værdige til lovsang end hjemmefødninger, [jeg kender dem som] giver guld [værdigere dertil] end en der sparer på guldet.
 
 99.
 De fyrster er de alviseste, de højeste ved ringe (rigdom), de modigste, værste mod guld, djærveste i kamp, huldeste mod hirden, nærmest ved held.
 
 100.
 Jeg har gjort tydelig rede for versemålene; der er regnet ti gange ti; den mand skal ikke regnes for at være uværdig til ros, som således kan digte under alle versemål.
 
 101.
 Jeg søgte (fik) hæder, jeg besøgte kongen; jeg besøgte den herlige jarl, da jeg ristede, da jeg befor den kolde strøm med kølen, den kolde sø med kølen.
 
 102.
 Gid konge og jarl måtte nyde liv og rigdomssale; det er digtets slutning; måtte jorden, støttet ved sten, før styrte i havet, en fyrstens ros (glemmes).

</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
[[Kategori:Snorri Sturluson]]
[[Kategori:Den yngre Edda]]

@@ Linje 20: / Linje 20: @@
-<blockquote>1.
+<blockquote>
 <br>Han, som hedder Håkon, forbyder mændene overmodigt fredsbrud; han opmuntrer skaren; kongen forstår at frelse sit land; fyrsten, den unge konge, råder selv over landet alt imellem Det hvide hav og Elven; fyrstens lykke er så meget større.
 <br>
@@ Linje 324: / Linje 325: @@
 <br>
 <br>102.
 <br>Gid konge og jarl måtte nyde liv og rigdomssale; det er digtets slutning; måtte jorden, støttet ved sten, før styrte i havet, en fyrstens ros (glemmes).
 </blockquote>

Háttatal (FJ-da.) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 20. des. 2013 kl. 22:45

JJ.Sandal: Háttatal (FJ-da.)