Haakon Herdebreds saga - Revisjonshistorikk

August på 3. nov. 2021 kl. 06:53

2021-11-03T06:53:39Z

Jesper på 7. mai 2014 kl. 18:44

2014-05-07T18:44:12Z

Jesper på 7. mai 2014 kl. 09:40

2014-05-07T09:40:22Z

Jesper på 6. mai 2014 kl. 08:57

2014-05-06T08:57:14Z

Jesper på 2. mai 2014 kl. 10:44

2014-05-02T10:44:52Z

Jesper på 28. apr. 2014 kl. 11:15

2014-04-28T11:15:05Z

Lars: Fjernet tomme :: fra kvad

2013-02-21T14:01:58Z

Fjernet tomme :: fra kvad

Lars: fotnoter til , kvad fra
til ::

2013-02-19T11:55:58Z

fotnoter til <ref>, kvad fra <blockquote> til ::

Vis endringer

Jesper: -d

2013-02-14T06:08:17Z

-d

Jesper på 14. feb. 2013 kl. 06:06

2013-02-14T06:06:10Z

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sagan af Hákoni herðibreið]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Haakon Herdebreds saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Håkon Hærdebreds saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Håkon härdabreds historia]] !!
 |-
-!  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Haakon Herdebreid]] !!  !! !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Hákonar saga herðibreiðs (FJ)]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Haakon Herdebreid]] !!  !! !!
 |-
 |}

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sagan af Hákoni herðibreið]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Haakon Herdebreds saga]] !!  !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Håkon härdabreds historia]] !!
+! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sagan af Hákoni herðibreið]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Haakon Herdebreds saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Håkon Hærdebreds saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Håkon härdabreds historia]] !!
 |-
 !  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Haakon Herdebreid]] !!  !! !!

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 7. mai 2014 kl. 09:40
Linje 116:		Linje 116:


−	'''21.''' Det hændte i Grækenland, da kong Kirjalax<ref>Se side 681 note 5. [I [[Magnussønnernes saga]], kap. 12, note 32].</ref> styrede der, at kongen fór i hærfærd til Blåkomændenes<ref>''Blåko''mænd, d. e. Vlacher i Valachiet (Rumænien), nord for Donau.</ref> land. Men da han kom paa Pezinernes<ref>Pezinerne, d. e. Petschenegerne (lat. ''Pecinei''), et tyrkisk folk paa sletterne ved Donau. Slaget mod Petschenegerne, hvor Væringerne udmerkede sig, stod ellers i aaret 1122 under keiser Kalojohannes, søn af Alexios Komnenos.</ref> volder, da kom det en hedensk konge imod ham der med en vældig hær. De havde havt med sig did hestfolk og meget store vogner, og ovenpaa dem var det skyde-skaar. Men naar de gjorde sig rede til natteleie, stillede de vognene op, den ene ved den anden, udenfor sine hærboder, men udenfor dem grov de et stort dige. Det var da alt sammen saa stort et vern, som om det var en borg. Den hedenske konge var blind. Men da grækerkongen kom, stillede hedningene sin fylking paa voldene foran vognborgen. Da stillede Grækerne sin fylking imod dem, og de red nu begge imod hverandre og kjæmpede. Det gik da ilde og uheldig; Grækerne flygtede og havde faaet stort mandefald, men hedningene fik seier. Da stillede kongen op en fylking af Franker og Flæminger, og siden red de frem imod hedningene og kjæmpede med dem; det gik dem som de forrige, at mange blev dræbte, men alle flygtede, som kom unda. Da blev grækerkongen meget vred paa sine hærmænd, men de svarede ham og bad ham da tage til Væringene, sine vinbelger. Kongen siger saa, at han ikke vilde spilde sine bedste mænd saaledes, at lede imod saa stor en hær saa faa mænd, om de end var modige. Da svarede Tore Helsing, som da forestod Væringene, paa kongens ord: «Om det end var brændende ild imod, saa vilde jeg og mine mænd strax løbe i den, om jeg vidste, at det kunde kjøbes derved, at I da siden fik fred, konge.» Men kongen svarede: «Gjør I løfter til den hellige Olav, eders konge, for hjælp og seier.» Væringene havde halvfemte hundrede<ref>540.</ref> mænd. Da gjorde de med haandfæstning sit løfte, at reise en kirke i Miklegaard paa sin kostnad og med gode mænds hjælp og lade den kirke vie til den hellige kong Olavs hæder og dyrkelse. Siden løb Væringene frem paa volden. Men da hedningene saa det, da sagde de til sin konge, at nu fór endnu en flok af grækerkongens hær, «og er dette kun en haandfuld mænd,» sagde de. Da svarede kongen: «Hvem er den storslagne mand, som rider der paa den hvide hest foran deres flok?» «Ikke ser vi ham,» sagde de. Det var der saa stor folkemon, at det var 60 hedninger imod én kristen mand; men ikke desmindre gik Væringene djervt i kampen. Men saasnart de kom sammen, da slog det sig frygt og rædsel i hedningenes hær, saa at de strax tog til at fly, men Væringene drev dem foran sig og dræbte snart en stor mængde. Men da Græker og Franker, de som forud havde flyet for hedningene, saa det, da søgte de frem og forfulgte de flygtende med dem. Da var Væringene. komne op i vognborgen, og der blev det største mandefald. Men da hedningene flyede, blev den hedenske konge tagen til fange, og Væringene havde ham med sig. Da tog de kristne mænd hedningenes hærboder og vognborgen.	+	'''21.''' Det hændte i Grækenland, da kong Kirjalax<ref>Se side 681 note 5. [I [[Magnussønnernes saga]], kap. 12, note 32].</ref> styrede der, at kongen fór i hærfærd til Blåkomændenes<ref>''Blåko''mænd, d. e. Vlacher i Valachiet (Rumænien), nord for Donau.</ref> land. Men da han kom paa Pezinernes<ref>Pezinerne, d. e. Petschenegerne (lat. ''Pecinei''), et tyrkisk folk paa sletterne ved Donau. Slaget mod Petschenegerne, hvor Væringerne udmerkede sig, stod ellers i aaret 1122 under keiser Kalojohannes, søn af Alexios Komnenos.</ref> volder, da kom det en hedensk konge imod ham der med en vældig hær. De havde havt med sig did hestfolk og meget store vogner, og ovenpaa dem var det skyde-skaar. Men naar de gjorde sig rede til natteleie, stillede de vognene op, den ene ved den anden, udenfor sine hærboder, men udenfor dem grov de et stort dige. Det var da alt sammen saa stort et vern, som om det var en borg. Den hedenske konge var blind. Men da grækerkongen kom, stillede hedningene sin fylking paa voldene foran vognborgen. Da stillede Grækerne sin fylking imod dem, og de red nu begge imod hverandre og kjæmpede. Det gik da ilde og uheldig; Grækerne flygtede og havde faaet stort mandefald, men hedningene fik seier. Da stillede kongen op en fylking af Franker og Flæminger, og siden red de frem imod hedningene og kjæmpede med dem; det gik dem som de forrige, at mange blev dræbte, men alle flygtede, som kom unda. Da blev grækerkongen meget vred paa sine hærmænd, men de svarede ham og bad ham da tage til Væringene, sine vinbelger. Kongen siger saa, at han ikke vilde spilde sine bedste mænd saaledes, at lede imod saa stor en hær saa faa mænd, om de end var modige. Da svarede Tore Helsing, som da forestod Væringene, paa kongens ord: «Om det end var brændende ild imod, saa vilde jeg og mine mænd strax løbe i den, om jeg vidste, at det kunde kjøbes derved, at I da siden fik fred, konge.» Men kongen svarede: «Gjør I løfter til den hellige Olav, eders konge, for hjælp og seier.» Væringene havde halvfemte hundrede<ref>540.</ref> mænd. Da gjorde de med haandfæstning sit løfte, at reise en kirke i Miklegaard paa sin kostnad og med gode mænds hjælp og lade den kirke vie til den hellige kong Olavs hæder og dyrkelse. Siden løb Væringene frem paa volden. Men da hedningene saa det, da sagde de til sin konge, at nu fór endnu en flok af grækerkongens hær, «og er dette kun en haandfuld mænd,» sagde de. Da svarede kongen: «Hvem er den storslagne mand, som rider der paa den hvide hest foran deres flok?» «Ikke ser vi ham,» sagde de. Det var der saa stor folkemon, at det var 60 hedninger imod én kristen mand; men ikke desmindre gik Væringene djervt i kampen. Men saasnart de kom sammen, da slog det sig frygt og rædsel i hedningenes hær, saa at de strax tog til at fly, men Væringene drev dem foran sig og dræbte snart en stor mængde. Men da Græker og Franker, de som forud havde flyet for hedningene, saa det, da søgte de frem og forfulgte de flygtende med dem. Da var Væringene komne op i vognborgen, og der blev det største mandefald. Men da hedningene flyede, blev den hedenske konge tagen til fange, og Væringene havde ham med sig. Da tog de kristne mænd hedningenes hærboder og vognborgen.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. mai 2014 kl. 08:57
Linje 98:		Linje 98:


−	'''15.''' To aarmænd fór med disse tidender ind i Oslo for at fortælle dem til kong Inge; men da de kom did, krævede de at faa kongen i tale. Han spurgte, hvad tidender de sagde. «Gregorius Dagsøns fald,» sagde de. «Hvorledes bar det saa ilde til?» sagde kongen. De fortalte ham. Kongen svarede: «Der raadede da de, som var mindst forstandige.» Det er sagt, at han tog sig saa nær deraf, at han græd som et barn. Men da det gik af ham, sagde han dette: «Jeg vilde fare til Gregorius, saasnart jeg spurgte Haldors drab, thi jeg tyktes at vide, at Gregorius ikke vilde sidde saa længe, uden at han vilde søge hevn. Men folket her lod, som om intet var saa nødvendigt som denne juledrik, og som om den ikke kunde brydes af. Thi jeg ved vist, at om jeg havde været der, vilde det enten være faret frem med bedre raad, eller ogsaa vilde jeg og Gregorius have faret begge til ét gjestebud. Men der er den mand ~~folden~~, som har været bedst imod mig og mest har holdt landet i min haand; men det troede jeg indtil nu, at det vilde være kort mellem os. Nu skal jeg love det ene, at fare til møde med Haakon og hans mænd, og skal da ét af to hænde: at jeg skal faa bane eller ogsaa skal jeg stige over Haakon og hans mænd; men om de end alle kommer til skade, er dog ikke slig en mand, som Gregorius var, fuldhevnet.» En mand svarede og sagde, at han lidet vilde trænge til at søge imod dem; «de agtede at fare imod ham.» Kristin, kong Sigurds datter og kong Inges søskendebarn, var der i Oslo. Kongen spurgte, at hun vilde fare bort fra byen, og sendte hende bud og spurgte, hvorfor hun vilde ud af byen. Hun svarede, at det tyktes hende farligt, og at det ikke var for kvinder at være der. Kongen bad, at hun ikke skulde fare bort: «Hvis vi vinder seier, som jeg tænker, da vil du være vel holden her; men hvis jeg falder, da vil vel mine venner ikke faa lov til at stelle om mit lig. Da skal du bede om, at det gives dig lov til at stelle om liget; dermed kan du bedst lønne mig for det, at jeg har været god imod dig.»	+	'''15.''' To aarmænd fór med disse tidender ind i Oslo for at fortælle dem til kong Inge; men da de kom did, krævede de at faa kongen i tale. Han spurgte, hvad tidender de sagde. «Gregorius Dagsøns fald,» sagde de. «Hvorledes bar det saa ilde til?» sagde kongen. De fortalte ham. Kongen svarede: «Der raadede da de, som var mindst forstandige.» Det er sagt, at han tog sig saa nær deraf, at han græd som et barn. Men da det gik af ham, sagde han dette: «Jeg vilde fare til Gregorius, saasnart jeg spurgte Haldors drab, thi jeg tyktes at vide, at Gregorius ikke vilde sidde saa længe, uden at han vilde søge hevn. Men folket her lod, som om intet var saa nødvendigt som denne juledrik, og som om den ikke kunde brydes af. Thi jeg ved vist, at om jeg havde været der, vilde det enten være faret frem med bedre raad, eller ogsaa vilde jeg og Gregorius have faret begge til ét gjestebud. Men der er den mand falden, som har været bedst imod mig og mest har holdt landet i min haand; men det troede jeg indtil nu, at det vilde være kort mellem os. Nu skal jeg love det ene, at fare til møde med Haakon og hans mænd, og skal da ét af to hænde: at jeg skal faa bane eller ogsaa skal jeg stige over Haakon og hans mænd; men om de end alle kommer til skade, er dog ikke slig en mand, som Gregorius var, fuldhevnet.» En mand svarede og sagde, at han lidet vilde trænge til at søge imod dem; «de agtede at fare imod ham.» Kristin, kong Sigurds datter og kong Inges søskendebarn, var der i Oslo. Kongen spurgte, at hun vilde fare bort fra byen, og sendte hende bud og spurgte, hvorfor hun vilde ud af byen. Hun svarede, at det tyktes hende farligt, og at det ikke var for kvinder at være der. Kongen bad, at hun ikke skulde fare bort: «Hvis vi vinder seier, som jeg tænker, da vil du være vel holden her; men hvis jeg falder, da vil vel mine venner ikke faa lov til at stelle om mit lig. Da skal du bede om, at det gives dig lov til at stelle om liget; dermed kan du bedst lønne mig for det, at jeg har været god imod dig.»

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. mai 2014 kl. 10:44
Linje 57:		Linje 57:


−	'''9.''' Nu er det at fortælle om Inges mænd; da de saa, at Haakons mænd gjorde sig rede til kamp — det var da aaen alene mellem dem —, da sendte de en løbeskute ud efter den del af hæren, som havde roet bort, med bud om, at de skulde vende om; men kongen og hele hæren biede paa dem, og de ordnede sin hær til at lægge frem. Da talte høvdingene og sagde hæren sin mening, det først, hvilke skibe skulde ligge nærmest, og dernæst, hvor hvert skib skulde lægge til. Gregorius sagde: «Vi har en stor og vakker hær. Nu er det mit raad, at I, konge, ikke skal være med i kampen; thi da er alt vel vogtet, naar I er det, og ingen ved, hvor en uvittig skyttes pil kan gjøre skade. De har den udrustning, at det fra hunkastellene paa kjøbskibene kastes sten og skydes, og da er det lidt mindre fare for dem, som staar fjernt. De har ikke større hær; men det er vort, lendermændenes, ønske at holde slag imod dem. Jeg vil lægge mit skib imod det af deres skibe, som er størst, og jeg venter fremdeles, at det bliver en kort prøve at kjæmpe med dem. Saa har det ofte gaaet ved vore møder, om end folkemonen har været paa en anden side end nu.» Alle likte godt det, som Gregorius sagde, at kongen selv ikke skulde være med i slaget. Da sagde Erling Skakke: «Det raad vil jeg støtte, at I, konge, ikke farer til slaget; jeg ser paa deres udrustning, at vi vil trænge til at vogte os vel, om vi ikke skal faa stort mandetab af dem; det tykkes mig «bedst at binde om hele lemmer». Det raad, som vi før kom frem med idag, det talte mange imod, og de sagde, at jeg vilde ikke kjæmpe; men mig ~~lykkes~~ det, at det nu har vendt sig til stort held for os, siden de nu er borte fra pælene; men nu er det kommet saa vidt, at jeg ikke vil raade fra at lægge til slag, thi jeg ser nu det, som alle vel ved, hvor nødvendigt det er at drive bort denne ulykkesflok, som nu har faret over alt landet med ran og rov, saa at mænd derefter kan bygge landet i fred og tjene én konge, den som er saa god og retsindig som kong Inge er, og dog har han længe haft møie og uro af sine frænders overmod og uretfærdighed og været et vern for hele almuen og lagt sig i mangfoldig fare for at frede landet.» Meget og snildt talte Erling og end flere høvdinger, og de endte paa samme maade, at alle eggede til at lægge frem. De biede, indtil al deres hær kom sammen. Kong Inge havde Bøkesuden og føiede sig efter sine venners bøn, at han ikke lagde til slaget, men laa efter ved øen.	+	'''9.''' Nu er det at fortælle om Inges mænd; da de saa, at Haakons mænd gjorde sig rede til kamp — det var da aaen alene mellem dem —, da sendte de en løbeskute ud efter den del af hæren, som havde roet bort, med bud om, at de skulde vende om; men kongen og hele hæren biede paa dem, og de ordnede sin hær til at lægge frem. Da talte høvdingene og sagde hæren sin mening, det først, hvilke skibe skulde ligge nærmest, og dernæst, hvor hvert skib skulde lægge til. Gregorius sagde: «Vi har en stor og vakker hær. Nu er det mit raad, at I, konge, ikke skal være med i kampen; thi da er alt vel vogtet, naar I er det, og ingen ved, hvor en uvittig skyttes pil kan gjøre skade. De har den udrustning, at det fra hunkastellene paa kjøbskibene kastes sten og skydes, og da er det lidt mindre fare for dem, som staar fjernt. De har ikke større hær; men det er vort, lendermændenes, ønske at holde slag imod dem. Jeg vil lægge mit skib imod det af deres skibe, som er størst, og jeg venter fremdeles, at det bliver en kort prøve at kjæmpe med dem. Saa har det ofte gaaet ved vore møder, om end folkemonen har været paa en anden side end nu.» Alle likte godt det, som Gregorius sagde, at kongen selv ikke skulde være med i slaget. Da sagde Erling Skakke: «Det raad vil jeg støtte, at I, konge, ikke farer til slaget; jeg ser paa deres udrustning, at vi vil trænge til at vogte os vel, om vi ikke skal faa stort mandetab af dem; det tykkes mig «bedst at binde om hele lemmer». Det raad, som vi før kom frem med idag, det talte mange imod, og de sagde, at jeg vilde ikke kjæmpe; men mig tykkes det, at det nu har vendt sig til stort held for os, siden de nu er borte fra pælene; men nu er det kommet saa vidt, at jeg ikke vil raade fra at lægge til slag, thi jeg ser nu det, som alle vel ved, hvor nødvendigt det er at drive bort denne ulykkesflok, som nu har faret over alt landet med ran og rov, saa at mænd derefter kan bygge landet i fred og tjene én konge, den som er saa god og retsindig som kong Inge er, og dog har han længe haft møie og uro af sine frænders overmod og uretfærdighed og været et vern for hele almuen og lagt sig i mangfoldig fare for at frede landet.» Meget og snildt talte Erling og end flere høvdinger, og de endte paa samme maade, at alle eggede til at lægge frem. De biede, indtil al deres hær kom sammen. Kong Inge havde Bøkesuden og føiede sig efter sine venners bøn, at han ikke lagde til slaget, men laa efter ved øen.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. apr. 2014 kl. 11:15
Linje 36:		Linje 36:


−	'''2.''' Sommeren efter [1158] kom Haakon og hans mænd ned fra Gautland og fór til Konungahella; de havde en meget stor og vakker hær. Gregorius var der i byen og stævnede et folksomt ting med bønder og bymænd og krævede hjælp af dem. Folk tyktes ham at vise ringe villighed, og han sagde, at han troede dem ilde. Han fór bort med to skibe og ind i Viken og var meget uglad; han vilde møde kong Inge, thi han havde spurgt, at kong Inge med en stor hær fór sydover gjennem Viken. Men da Gregorius var kommet ikke langt nordover, mødte han Simon Skaalp og Haldor Brynjulvsøn og Gyrd Aamundesøn, Kong Inges fostbroder. Gregorius blev meget glad over deres komme; han vendte da om, og de sammen med ham, og de havde 11 skibe. Men da de roede op til Konungahella, da holdt Haakon og hans mænd ting udenfor byen og saa deres færd. Da sagde Sigurd af Røir: «Nu er Gregorius dødsens, siden han farer os i hænderne med en ringe hær.» Gregorius lagde til land lige overfor byen og vilde bie paa kong — ~~Inge~~ thi man ventede ham, — men han kom ikke. Kong Haakon rustede sig i byen og lod Torljot Skauveskalle være høvding over de mænd, som var paa kjøbskibene, som flød foran byen; han var en viking og ransmand. Men Haakon og Sigurd og hele hæren var i byen og fylkede paa bryggerne. Alle mænd der havde gaaet under Haakon.	+	'''2.''' Sommeren efter [1158] kom Haakon og hans mænd ned fra Gautland og fór til Konungahella; de havde en meget stor og vakker hær. Gregorius var der i byen og stævnede et folksomt ting med bønder og bymænd og krævede hjælp af dem. Folk tyktes ham at vise ringe villighed, og han sagde, at han troede dem ilde. Han fór bort med to skibe og ind i Viken og var meget uglad; han vilde møde kong Inge, thi han havde spurgt, at kong Inge med en stor hær fór sydover gjennem Viken. Men da Gregorius var kommet ikke langt nordover, mødte han Simon Skaalp og Haldor Brynjulvsøn og Gyrd Aamundesøn, Kong Inges fostbroder. Gregorius blev meget glad over deres komme; han vendte da om, og de sammen med ham, og de havde 11 skibe. Men da de roede op til Konungahella, da holdt Haakon og hans mænd ting udenfor byen og saa deres færd. Da sagde Sigurd af Røir: «Nu er Gregorius dødsens, siden han farer os i hænderne med en ringe hær.» Gregorius lagde til land lige overfor byen og vilde bie paa kong Inge — thi man ventede ham, — men han kom ikke. Kong Haakon rustede sig i byen og lod Torljot Skauveskalle være høvding over de mænd, som var paa kjøbskibene, som flød foran byen; han var en viking og ransmand. Men Haakon og Sigurd og hele hæren var i byen og fylkede paa bryggerne. Alle mænd der havde gaaet under Haakon.

@@ Linje 73: / Linje 73: @@
 ::med vandet ud til havet
 ::det varme blod strømmed’.
-::
 ::I stride flod flød mange
 ::stavnblodige skibe (buer