Haakon Magnussøns saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 1. jun. 2025 kl. 09:38

2025-06-01T09:38:19Z

Jesper: Tilføjet noter om, at »sagaen« ikke er ægte

2025-06-01T09:25:52Z

Tilføjet noter om, at »sagaen« ikke er ægte

Jesper på 31. mai 2025 kl. 19:25

2025-05-31T19:25:22Z

Jesper på 31. mai 2025 kl. 19:15

2025-05-31T19:15:09Z

Jesper på 31. mai 2025 kl. 05:42

2025-05-31T05:42:13Z

Jesper på 13. des. 2022 kl. 19:04

2022-12-13T19:04:29Z

Jesper på 13. des. 2022 kl. 19:00

2022-12-13T19:00:20Z

Jesper på 13. des. 2022 kl. 18:54

2022-12-13T18:54:32Z

Jesper på 13. des. 2022 kl. 18:49

2022-12-13T18:49:05Z

Jesper på 13. des. 2022 kl. 15:53

2022-12-13T15:53:22Z

@@ Linje 10: / Linje 10: @@
 <center><big>'''Haakon Magnussøns saga'''</big><br>
-Oversat efter nyfundne Brudstykker <ref>OBS: Denne sagaen er ikke ekte, men et morsomt påfunnn av Gustav Storm (= Mester Styrme)</ref>
+Oversat efter nyfundne Brudstykker <ref>OBS: Denne sagaen er ikke ekte, men et morsomt påfunn av Gustav Storm (= Mester Styrme)</ref>
 af [[Gustav Storm biografi|Dr. Gustav Storm]]

@@ Linje 10: / Linje 10: @@
 <center><big>'''Haakon Magnussøns saga'''</big><br>
-Oversat efter nyfundne Brudstykker
+Oversat efter nyfundne Brudstykker <ref>OBS: Denne sagaen er ikke ekte, men et morsomt påfunnn av Gustav Storm (= Mester Styrme)</ref>
 Sælges til Indtægt for Akershus Slots Gjenreisning.
@@ Linje 27: / Linje 27: @@
-Medens Henrik Wergeland var Rigsarkivar, fandt man i Rigsarkivet, at mange gamle Skattemandtal var bleven indbundne saaledes, at der i Ryggen af Bindet var indsat Stykker af Pergamentblade med gammel Skrift. Wergeland skrev da i 1843 til Professorerne Keyser og Munch og bad dem undersøge disse gamle Blade, og det gjorde de (se Langes Tidsskrift, 1ste Bind). Det viste sig da, at Pergamentstykkerne ofte hørte sammen og kunde sættes sammen til Blade; de hørte til tabte Pergamentsbøger, som kunde være Love, Sagaer, Legender og kirkelige Skrifter. Nogle faa af disse Blade kom bort, uden at man ved hvorledes, men de er nu fundne igjen, og de har vist sig at høre til en tabt Saga om Haakon Magnussøn, Konge 1299—1319. Da de netop taler om Akershus og Oslo, og fortæller om Festlighederne ved Bryllupet i 1312, har man troet at burde udgive dem nu (i Oversættelse). Pergamentbladene er pragtfuldt udstyrede med Initialer og malede Figurer, som skal illustrere Indholdet. Sagaskriverens Navn findes optegnet, idet der nederst paa Blad 2 staar med en gammeldags Haand: ''denne Saga skrev Mester Styrme, som var Kannik i Oslo'' (se Side 7). Det kan sees af Indholdet, at Sagaen er forfattet omkr. Aar 1335.
+Medens Henrik Wergeland var Rigsarkivar, fandt man i Rigsarkivet, at mange gamle Skattemandtal var bleven indbundne saaledes, at der i Ryggen af Bindet var indsat Stykker af Pergamentblade med gammel Skrift. Wergeland skrev da i 1843 til Professorerne Keyser og Munch og bad dem undersøge disse gamle Blade, og det gjorde de (se Langes Tidsskrift, 1ste Bind). Det viste sig da, at Pergamentstykkerne ofte hørte sammen og kunde sættes sammen til Blade; de hørte til tabte Pergamentsbøger, som kunde være Love, Sagaer, Legender og kirkelige Skrifter. Nogle faa af disse Blade kom bort, uden at man ved hvorledes, men de er nu fundne igjen, og de har vist sig at høre til en tabt Saga om Haakon Magnussøn, Konge 1299—1319. Da de netop taler om Akershus og Oslo, og fortæller om Festlighederne ved Bryllupet i 1312, har man troet at burde udgive dem nu (i Oversættelse). Pergamentbladene er pragtfuldt udstyrede med Initialer og malede Figurer, som skal illustrere Indholdet. Sagaskriverens Navn findes optegnet, idet der nederst paa Blad 2 staar med en gammeldags Haand: ''denne Saga skrev Mester Styrme, som var Kannik i Oslo'' (se Side 7). Det kan sees af Indholdet, at Sagaen er forfattet omkr. Aar 1335<ref>Slutnote i publikationen: Trykfeil. Side 2 Linie 22: 1335 læs: 1899.</ref>.
 Oversætteren har i Noter givet Forklaring om Tidsregning og Stednavne.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. mai 2025 kl. 19:25
Linje 213:		Linje 213:
	Jomfru Ingebjørg, som vi nu kalde Hertuginden, var dengang bare 11 Vintre gammel, men hun var høi og rank, som om hun var 16 Vintre, og hun red dygtig sin Ganger, som lededes af to Hestesvender. Jomfruen var den fagreste Mø, høvisk og forstandig for sin Alder, glad og leken, og det kunde man se, at hun elskede meget Hertugen, og alle, som saa dem sammen, glædede sig over deres Lykke og ønskede dem et langt Liv. Jomfruen bar nedslaaet Haar og paa Hovedet en Krone med ædle Stene. Hun var saaledes klædt, at hun bar en Underkjole af gul Silke med Overstykke af Sølvrævskind, og over Skuldrene en rød Fløielskaabe, kantet med Hermelin. Hendes Sadeldække var rødt og førte den kongelige Løve.		Jomfru Ingebjørg, som vi nu kalde Hertuginden, var dengang bare 11 Vintre gammel, men hun var høi og rank, som om hun var 16 Vintre, og hun red dygtig sin Ganger, som lededes af to Hestesvender. Jomfruen var den fagreste Mø, høvisk og forstandig for sin Alder, glad og leken, og det kunde man se, at hun elskede meget Hertugen, og alle, som saa dem sammen, glædede sig over deres Lykke og ønskede dem et langt Liv. Jomfruen bar nedslaaet Haar og paa Hovedet en Krone med ædle Stene. Hun var saaledes klædt, at hun bar en Underkjole af gul Silke med Overstykke af Sølvrævskind, og over Skuldrene en rød Fløielskaabe, kantet med Hermelin. Hendes Sadeldække var rødt og førte den kongelige Løve.

−	Efter Hertuginden red hendes to Møer, Jomfru Elin og Jomfru ~~Cæilia~~.	+	Efter Hertuginden red hendes to Møer, Jomfru Elin og Jomfru Cecilia.

@@ Linje 298: / Linje 298: @@
 '''32.'''
-Derefter red Hr. Nikolaus Grevesøn af Halland. Han var fostret i Norge, fordi Hans Fader Grev Jakob havde maattet fly fra Danmark for Danekongens Vrede og havde overgivet sit Land til Norges Konge, Haakon. Hr. Nikolaus havde gaaet i Kong Haakons Tjeneste, og Kongen havde givet ham Borge og Land at styre. Hr. Nikolaus var djærv i Tale og djærv i Strid og haard og grum mod alle sine Uvenner. Han var saaledes klædt, at han bar en Staalbrynje med sorte Striber, og en hvid Vaabenkjole, og over Skuldrene en rød Fløielskappe; paa Hovedet bar han en Fløielshue, kantet med Guld, men Hans Hestedække var sort. Hans Vaabenmærke var delt, dets Farve var oventil blaa, og deri sprang en Løve, men nedentil var Farven gylden, og deri var spredt 10 røde Søblade. Derfor fører han en Løve, forbi han stammer fra Konger, men han har taget sort til Farve, fordi han sørger over at været drevet fra sine Fædres Land.
+Derefter red Hr. Nikolaus Grevesøn af Halland. Han var fostret i Norge, fordi Hans Fader Grev Jakob havde maattet fly fra Danmark for Danekongens Vrede og havde overgivet sit Land til Norges Konge, Haakon. Hr. Nikolaus havde gaaet i Kong Haakons Tjeneste, og Kongen havde givet ham Borge og Land at styre. Hr. Nikolaus var djærv i Tale og djærv i Strid og haard og grum mod alle sine Uvenner. Han var saaledes klædt, at han bar en Staalbrynje med sorte Striber, og en hvid Vaabenkjole, og over Skuldrene en rød Fløielskappe; paa Hovedet bar han en Fløielshue, kantet med Guld, men Hans Hestedække var sort. Hans Vaabenmærke var delt, dets Farve var oventil blaa, og deri sprang en Løve, men nedentil var Farven gylden, og deri var spredt 10 røde Søblade. Derfor fører han en Løve, fordi han stammer fra Konger, men han har taget sort til Farve, fordi han sørger over at været drevet fra sine Fædres Land.
 Efter Hr. Nikolaus Grevesøn red Hr. Havthore Jonssøn og Fru Agnes Kongsdatter, Side om Side.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. mai 2025 kl. 05:42
Linje 27:		Linje 27:


−	Medens Henrik Wergeland var Rigsarkivar, fandt man i Rigsarkivet, at mange gamle Skattemandtal var bleven indbundne saaledes, at der i Ryggen af Bindet var indsat Stykker af Pergamentblade med gammel Skrift. Wergeland skrev da i 1843 til Professorerne Keyser og ~~Muneh~~ og bad dem undersøge disse gamle Blade, og det gjorde de (se Langes Tidsskrift, 1ste Bind). Det viste sig da, at Pergamentstykkerne ofte hørte sammen og kunde sættes sammen til Blade; de hørte til tabte Pergamentsbøger, som kunde være Love, Sagaer, Legender og kirkelige Skrifter. Nogle faa af disse Blade kom bort, uden at man ved hvorledes, men de er nu fundne igjen, og de har vist sig at høre til en tabt Saga om Haakon Magnussøn, Konge 1299—1319. Da de netop taler om Akershus og Oslo, og fortæller om Festlighederne ved Bryllupet i 1312, har man troet at burde udgive dem nu (i Oversættelse). Pergamentbladene er pragtfuldt udstyrede med Initialer og malede Figurer, som skal illustrere Indholdet. Sagaskriverens Navn findes optegnet, idet der nederst paa Blad 2 staar med en gammeldags Haand: ''denne Saga skrev Mester Styrme, som var Kannik i Oslo'' (se Side 7). Det kan sees af Indholdet, at Sagaen er forfattet omkr. Aar 1335.	+	Medens Henrik Wergeland var Rigsarkivar, fandt man i Rigsarkivet, at mange gamle Skattemandtal var bleven indbundne saaledes, at der i Ryggen af Bindet var indsat Stykker af Pergamentblade med gammel Skrift. Wergeland skrev da i 1843 til Professorerne Keyser og Munch og bad dem undersøge disse gamle Blade, og det gjorde de (se Langes Tidsskrift, 1ste Bind). Det viste sig da, at Pergamentstykkerne ofte hørte sammen og kunde sættes sammen til Blade; de hørte til tabte Pergamentsbøger, som kunde være Love, Sagaer, Legender og kirkelige Skrifter. Nogle faa af disse Blade kom bort, uden at man ved hvorledes, men de er nu fundne igjen, og de har vist sig at høre til en tabt Saga om Haakon Magnussøn, Konge 1299—1319. Da de netop taler om Akershus og Oslo, og fortæller om Festlighederne ved Bryllupet i 1312, har man troet at burde udgive dem nu (i Oversættelse). Pergamentbladene er pragtfuldt udstyrede med Initialer og malede Figurer, som skal illustrere Indholdet. Sagaskriverens Navn findes optegnet, idet der nederst paa Blad 2 staar med en gammeldags Haand: ''denne Saga skrev Mester Styrme, som var Kannik i Oslo'' (se Side 7). Det kan sees af Indholdet, at Sagaen er forfattet omkr. Aar 1335.

	Oversætteren har i Noter givet Forklaring om Tidsregning og Stednavne.		Oversætteren har i Noter givet Forklaring om Tidsregning og Stednavne.

@@ Linje 317: / Linje 317: @@
 '''35.'''
-Fru Brynhild var Datter af Hr. Olav af Stein og var en rig og ung Enke; hendes Husbond Hr. Aslak Ragnvaldssøn var død efter faa Aars Ægteskab. Mange troede, at hun ikke vilde gifte sig igjen, thi hendes Sind var tungt og hun havde selv sagt, at hun vilde gaa i Kloster. Men andre mente, som sagt er, at Kvindens Sind er foranberligt, thi hun fór med til Oslo for at se Ridderleg og Turnridt, og de fik Ret, thi Aaret efter var Fru Brynhild gift igjen med en mægtig Ridder.
+Fru Brynhild var Datter af Hr. Olav af Stein og var en rig og ung Enke; hendes Husbond Hr. Aslak Ragnvaldssøn var død efter faa Aars Ægteskab. Mange troede, at hun ikke vilde gifte sig igjen, thi hendes Sind var tungt og hun havde selv sagt, at hun vilde gaa i Kloster. Men andre mente, som sagt er, at Kvindens Sind er foranderligt, thi hun fór med til Oslo for at se Ridderleg og Turnridt, og de fik Ret, thi Aaret efter var Fru Brynhild gift igjen med en mægtig Ridder.
 '''36.'''
-Fru Gudrun var Datter af Hr. Sæbjørn Helgesøn, som boede i Ryfylke og var gift med Hr. Finn Ogmundsøn af Hestby. Hun kaldtes Danse- Gudrun, thi hun var glad i Dans og Sang, og ofte gik hun forrest i Danselegen med Glasset i Haand og sang Dansevisen.
+Fru Gudrun var Datter af Hr. Sæbjørn Helgesøn, som boede i Ryfylke og var gift med Hr. Finn Ogmundsøn af Hestby. Hun kaldtes Danse-Gudrun, thi hun var glad i Dans og Sang, og ofte gik hun forrest i Danselegen med Glasset i Haand og sang Dansevisen.
 Begge var klædt ens. Kjolen var af sort Fløielsbrokade, og over den bar de Kaaber af gul Fløiel med gyldne Kanter; paa Hovedet bar de brun Baret med hvid Skindkant, og Haaret bar de i guldbroderet Haarnet. I Sadeldækket førte de den kongelige Løve og Rosen, begge dobbelt.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. des. 2022 kl. 19:00
Linje 231:		Linje 231:
	'''22.'''		'''22.'''

−	Hr. Filip ~~Ulvssøns~~ var svensk og fulgte Hertug Erik. Han var en djærv Ridder og en god Stridsmand; ingen Ridder havde nogensinde kastet ham af Hesten. Farven paa Hans Hestedække er gul, men selv bærer han en sort Vaabenkjole og under den en Ringbrynje med Guldstriber. Vaabenmærke tog han efter sin Faders Ravn, thi han førte i sit Skjold en Ulv, som vendte Hovedet nedad.	+	Hr. Filip Ulvsøn var svensk og fulgte Hertug Erik. Han var en djærv Ridder og en god Stridsmand; ingen Ridder havde nogensinde kastet ham af Hesten. Farven paa Hans Hestedække er gul, men selv bærer han en sort Vaabenkjole og under den en Ringbrynje med Guldstriber. Vaabenmærke tog han efter sin Faders Ravn, thi han førte i sit Skjold en Ulv, som vendte Hovedet nedad.

@@ Linje 195: / Linje 195: @@
 '''18.'''
-Ronald mac Leod, Harold mac Rory og Angus mac Donald. De bar Dronningens Farver og var klædte som Skotlændere og bar en kort Kilt og korte Hoser, men over Knæet var de barbente, og mauge var de, som havde lyst til at le af deres Dragt; men farlige saa de ud, thi Alexander bar et langt Slagsværd, og de andre tunge Øxer, og alle havde bistre Aasyn, saa Folk vogtede sig for at spotte dem.
+Ronald mac Leod, Harold mac Rory og Angus mac Donald. De bar Dronningens Farver og var klædte som Skotlændere og bar en kort Kilt og korte Hoser, men over Knæet var de barbente, og mange var de, som havde lyst til at le af deres Dragt; men farlige saa de ud, thi Alexander bar et langt Slagsværd, og de andre tunge Øxer, og alle havde bistre Aasyn, saa Folk vogtede sig for at spotte dem.
@@ Linje 317: / Linje 317: @@
 '''35.'''
-Fru Brynhild var Datter af Hr. Olav af Stein og var en rig og ung Enke; hendes Husbond Hr. Aslak Ragnvaldssøn var død efter faa Aars Ægteskab. Mauge troede, at hun ikke vilde gifte sig igjen, thi hendes Sind var tungt og hun havde selv sagt, at hun vilde gaa i Kloster. Men andre mente, som sagt er, at Kvindens Sind er foranberligt, thi hun fór med til Oslo for at se Ridderleg og Turnridt, og de fik Ret, thi Aaret efter var Fru Brynhild gift igjen med en mægtig Ridder.
+Fru Brynhild var Datter af Hr. Olav af Stein og var en rig og ung Enke; hendes Husbond Hr. Aslak Ragnvaldssøn var død efter faa Aars Ægteskab. Mange troede, at hun ikke vilde gifte sig igjen, thi hendes Sind var tungt og hun havde selv sagt, at hun vilde gaa i Kloster. Men andre mente, som sagt er, at Kvindens Sind er foranberligt, thi hun fór med til Oslo for at se Ridderleg og Turnridt, og de fik Ret, thi Aaret efter var Fru Brynhild gift igjen med en mægtig Ridder.

@@ Linje 40: / Linje 40: @@
-Kongens yngste Søn blev født i Tønsberg i Kongsgaarden under Berget i Kong Magnus´ 7de Regjeringsaar<ref>1270</ref>paa Skjærtorsdag, som da var den 10de Dag i April. Den hellige Biskop Erlend fra Færøerne var da i Tønsberg, og han døbte Gutten paa Langfredag i Laurentiuskirke og gav ham Navnet Haakon efter Hans Farfader, den værdige Herre Kong Haakon den gamle. Biskopen spaaede om det Barn, at han skulde blive Konge i Norge og blive en mærkelig Konge; han skulde bygge mange Borger og Kirker og blive Riget til stor Ære. Det troede faa dengang, thi alle mente, at den ældste Søn Erik Magnus vilde blive Konge efter sin Fader. Men den hellige Biskop var en sand Spaamand, og nu ved alle, at han var sandspaaet, thi Haakon blev siden en mæktig Konge, og Hans Værker vil leve længe efter ham. Han byggede Baahus ved Landsenden, Akershus ved Oslo og Vardøhus i Finmarken, og det er Mænds Tro, at disse Borge skal staa til evig Tid og aldrig skal de tages af Fiendehaand; for det vil vi prise den signede Kong Haakon, som byggede Riget disse stærke Værn. Han byggede ogsaa Kongsgaarden i Oslo og en Mur om den, som enduu staar, og han byggede Mariakirken paa Ørene, og der ligger han nu nedenfor Høialteret, og der beder Præsterne hver Dag for Hans Sjæl.
+Kongens yngste Søn blev født i Tønsberg i Kongsgaarden under Berget i Kong Magnus' 7de Regjeringsaar<ref>1270</ref> paa Skjærtorsdag, som da var den 10de Dag i April. Den hellige Biskop Erlend fra Færøerne var da i Tønsberg, og han døbte Gutten paa Langfredag i Laurentiuskirke og gav ham Navnet Haakon efter Hans Farfader, den værdige Herre Kong Haakon den gamle. Biskopen spaaede om det Barn, at han skulde blive Konge i Norge og blive en mærkelig Konge; han skulde bygge mange Borger og Kirker og blive Riget til stor Ære. Det troede faa dengang, thi alle mente, at den ældste Søn Erik Magnus vilde blive Konge efter sin Fader. Men den hellige Biskop var en sand Spaamand, og nu ved alle, at han var sandspaaet, thi Haakon blev siden en mægtig Konge, og Hans Værker vil leve længe efter ham. Han byggede Baahus ved Landsenden, Akershus ved Oslo og Vardøhus i Finmarken, og det er Mænds Tro, at disse Borge skal staa til evig Tid og aldrig skal de tages af Fiendehaand; for det vil vi prise den signede Kong Haakon, som byggede Riget disse stærke Værn. Han byggede ogsaa Kongsgaarden i Oslo og en Mur om den, som enduu staar, og han byggede Mariakirken paa Ørene, og der ligger han nu nedenfor Høialteret, og der beder Præsterne hver Dag for Hans Sjæl.
 Da Haakon var tre Aar gammel, gav Kong Magnus den Lov om Kongearven, som altid skal gielde her i Riget, og da gav han sin Søn Erik Kongenavn og sin Søn Haakon Hertugnavn, og han bød, at Haakon skulde være Hertug over Oplandene og Osloherred, med — — —
@@ Linje 48: / Linje 48: @@
-— — —	tog sit Sæde i Oslo; da var Hertug Haakon 15 Aar gammel<ref>1285.</ref>. I de Aar var der Strid mellem Biskoperne og Baronerne, som fik Kongen til at gjøre hvad de vilde. Da havde Erkebiskopen og to andre Biskoper maattet fty fra Landet, og Erkebiskop Jon døde udenlands. Men Biskop Andres i Oslo kom hjem igjen til sit Sæde, og han gjorde Forlig med Hertugen. Men Jarlen Alv Erlingson var Biskopens Fiende, og Biskopen satte ham i Ban. Da hændte det om Vaaren i Haakons tredie Regjeringsaar<ref>1287.</ref>, at Hertugens Moder blev syg i Bergen og bad sin Søn komme til hende. Hertugen drog til Bergen og var der, da Hans Moder døde. Men medens Hertugen var borte, hendte det en Dag, at Hr. Alv samlede sine Mænd og fór med dem til Oslo. De kom did om Natten og gik i Stilhed op lige forbi Kongsgaarden og kom til Biskopsgaarden, førend nogen mærkede det. De satte Ild paa Biskopsgaarden, men Biskopen kom sig hemmelig ud paa Strædet; der blev han fangen og dræbt. Hertugens Høvedsmand, Hallkel Krokedans, ilede til med sine Mænd, men han blev fangen og ført til Alvs Borg Isegran, og der blev han dræbt. Da Hertugen i Bergen fik vide om, at Biskopen og Hans egne Mænd var dræbte, gjorde han det Løfte, at han skulde hævne Biskopens Død og at han skulde bygge en stærkere Borg ved Oslo, end nogen anden i Riget. Det er skrevet i Eriks Saga, hvor ilde det siden gik Alv Hart, men her skal fortælles, at Hertug Haakon, da han kom hjem til Oslo, bød at bygge en ny Borg paa Akersnæs; den Borg kaldte han Akersborg, men vi kalder vi den Akershus. Der blev bygget en Ringmur af Sten, og mange Huse indeni, og et stort Stentaarn, som endnu staar paa Østsiden. Paa den Borg byggedes i 12 Aar. Hertugen lagde Skat paa Bønderne i Osloherred og paa Oplandene, at de skulde hiælpe til at bygge det store Taarn til Værn for Landet; men Bønderne mukkede over det uvante Arbeide og sagde, at Borgen kun var alle Mænd til Mén og ingen til Nytte. Da svor Hertugen, at Borgen skulde bygges, hvad saa Bønder og Torperer sagde, og at hver den skulde vaage sin Hals, som nægtede at bygge paa Taarnet: derfor kaldte Bønderne Taarnet Vaagehals, og saa kaldes det endnu idag.
+— — —	tog sit Sæde i Oslo; da var Hertug Haakon 15 Aar gammel<ref>1285.</ref>. I de Aar var der Strid mellem Biskoperne og Baronerne, som fik Kongen til at gjøre hvad de vilde. Da havde Erkebiskopen og to andre Biskoper maattet fly fra Landet, og Erkebiskop Jon døde udenlands. Men Biskop Andres i Oslo kom hjem igjen til sit Sæde, og han gjorde Forlig med Hertugen. Men Jarlen Alv Erlingson var Biskopens Fiende, og Biskopen satte ham i Ban. Da hændte det om Vaaren i Haakons tredie Regjeringsaar<ref>1287.</ref>, at Hertugens Moder blev syg i Bergen og bad sin Søn komme til hende. Hertugen drog til Bergen og var der, da Hans Moder døde. Men medens Hertugen var borte, hendte det en Dag, at Hr. Alv samlede sine Mænd og fór med dem til Oslo. De kom did om Natten og gik i Stilhed op lige forbi Kongsgaarden og kom til Biskopsgaarden, førend nogen mærkede det. De satte Ild paa Biskopsgaarden, men Biskopen kom sig hemmelig ud paa Strædet; der blev han fangen og dræbt. Hertugens Høvedsmand, Hallkel Krokedans, ilede til med sine Mænd, men han blev fangen og ført til Alvs Borg Isegran, og der blev han dræbt. Da Hertugen i Bergen fik vide om, at Biskopen og Hans egne Mænd var dræbte, gjorde han det Løfte, at han skulde hævne Biskopens Død og at han skulde bygge en stærkere Borg ved Oslo, end nogen anden i Riget. Det er skrevet i Eriks Saga, hvor ilde det siden gik Alv Hart, men her skal fortælles, at Hertug Haakon, da han kom hjem til Oslo, bød at bygge en ny Borg paa Akersnæs; den Borg kaldte han Akersborg, men vi kalder vi den Akershus. Der blev bygget en Ringmur af Sten, og mange Huse indeni, og et stort Stentaarn, som endnu staar paa Østsiden. Paa den Borg byggedes i 12 Aar. Hertugen lagde Skat paa Bønderne i Osloherred og paa Oplandene, at de skulde hiælpe til at bygge det store Taarn til Værn for Landet; men Bønderne mukkede over det uvante Arbeide og sagde, at Borgen kun var alle Mænd til Mén og ingen til Nytte. Da svor Hertugen, at Borgen skulde bygges, hvad saa Bønder og Torperer sagde, og at hver den skulde vaage sin Hals, som nægtede at bygge paa Taarnet: derfor kaldte Bønderne Taarnet Vaagehals, og saa kaldes det endnu idag.

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
-[[File:Kong Haakons segl.png|thumb|Haakon Magnussøns (1270-1319) segl. Håkon 5. Magnusson, konge i perioden 1299–1319 og yngste sønn av Magnus Lagabøte.]]
+{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
@@ Linje 22: / Linje 27: @@
-Medens Henrik Wergeland var Rigsarkivar, fandt man i Rigsarkivet, at mange gamle Skattemandtal var bleven indbundne saaledes, at der i Ryggen af Bindet var indsat Stykker af Pergamentblade med gammel Skrift. Wergeland skrev da i 1843 til Professorerne Keyser og Muneh og bad dem undersøge disse gamle Blade, og det gjorde de (se Langes Tidsskrift, lste Bind). Det viste sig da, at Pergamentstykkerne ofte hørte sammen og kunde sættes sammen til Blade; de hørte til tabte Pergamentsbøger, som kunde være Love, Sagaer, Legender og kirkelige Skrifter. Nogle faa af disse Blade kom bort, uden at man ved hvorledes, men de er nu fundne igjen, og de har vist sig at høre til en tabt Saga om Haakon Magnussøn, Konge 1299—1319. Da de netop taler om Akershus og Oslo, og fortæller om Festlighederne ved Bryllupet i 1312, har man troet at burde udgive dem nu (i Oversættelse). Pergamentbladene er pragtfuldt udstyrede med Initialer og malede Figurer, som skal illustrere Indholdet. Sagaskriverens Navn findes optegnet, idet der nederst paa Blad 2 staar med en gammeldags Haand: ''denne Saga skrev Mester Styrme, som var Kannik i Oslo'' (se Side 7). Det kan sees af Indholdet, at Sagaen er forfattet omkr. Aar 1335.
+Medens Henrik Wergeland var Rigsarkivar, fandt man i Rigsarkivet, at mange gamle Skattemandtal var bleven indbundne saaledes, at der i Ryggen af Bindet var indsat Stykker af Pergamentblade med gammel Skrift. Wergeland skrev da i 1843 til Professorerne Keyser og Muneh og bad dem undersøge disse gamle Blade, og det gjorde de (se Langes Tidsskrift, 1ste Bind). Det viste sig da, at Pergamentstykkerne ofte hørte sammen og kunde sættes sammen til Blade; de hørte til tabte Pergamentsbøger, som kunde være Love, Sagaer, Legender og kirkelige Skrifter. Nogle faa af disse Blade kom bort, uden at man ved hvorledes, men de er nu fundne igjen, og de har vist sig at høre til en tabt Saga om Haakon Magnussøn, Konge 1299—1319. Da de netop taler om Akershus og Oslo, og fortæller om Festlighederne ved Bryllupet i 1312, har man troet at burde udgive dem nu (i Oversættelse). Pergamentbladene er pragtfuldt udstyrede med Initialer og malede Figurer, som skal illustrere Indholdet. Sagaskriverens Navn findes optegnet, idet der nederst paa Blad 2 staar med en gammeldags Haand: ''denne Saga skrev Mester Styrme, som var Kannik i Oslo'' (se Side 7). Det kan sees af Indholdet, at Sagaen er forfattet omkr. Aar 1335.
 Oversætteren har i Noter givet Forklaring om Tidsregning og Stednavne.