Carsten: Harald Blatan og Palnatoke: Første Samtale

2018-06-11T12:08:49Z

Harald Blatan og Palnatoke: Første Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Harald Blatan og Palnatoke: Første Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Kæmpelivets Undergang i Nord |Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Harald Blatan og Palnatoke:'''<br><big><big>'''Første Samtale'''</big></big>
</center>

{|
|    '''De Talende.'''
|-
|    ''Harald Blatan:  ''
|    Dannekonge.
|-
|    ''Svend Tveskæg:''
|    hans Søn.
|-
|    ''Popo:''
|    hans Klerk.
|-
|    ''Palnatoke:''
|    Jomsborgs Høvding.
|-
|    ''Fjølner:''
|    hans Farbroder, Haralds Hirdmand.
|-
|    ''Vagn Aagesøn:''
|    hans Sønnesøn.
|-
|    ''Bue Digre:''
|    Vesets Søn fra Borgundarholm.
|-
|    ''Sigurd Kappe:''
|    Vesets Søn fra Borgundarholm.
|-
|    ''Sigvald:''
|    Strutharalds Søn fra Skaane.
|-
|    ''Thorkil Havi:''
|    Strutharalds Søn fra Skaane.
|-
|    ''Odinkar:''
|
|-
|    ''Gunnar fra Hlidarende:''
|    en Islænder.
|-
|    ''Haralds Sendebud:''
|
|-
|    ''Svends Sendebud:''
|
|-
|    ''En ukendt Olding:''
|
|-
|    ''Hofgoder:''
|
|}

'''Første Samtale.'''

<big>'''Jomsborg.'''</big>

Sankede vare de ypperste Jomsvikinge, og mellem dem Vesets og Strutharalds Sønner, for at lyde paa Palnatokes Tale, der han gav Jomsborg Love.

::Palnatoke.

::Hvad var vel Jomsborg? Kun et Vikingsbøl,
::Et Smuthul for en vild og fremmet Skare,
::Som røved fra den stille Bondemand,
::Fra Ven og Fjende, sloges fræk om Rovet,
::Og krænked Kvinder, dræbte Vaabenløse.

::Vor Arm har knuset denne Røverflok,
::Men skulle vi forny dens onde Idræt!
::Kun slet det sømmed sig for os, som alle
::Fra Odin stamme ned. En anden Trang
::Os sanked her, det høit skal nævnes
::I Nord, hvi Danmarks Kæmpeskare drog
::Til Vindland hen. – I veed, paa Bretlands Kyst
::Jeg har et Rige, som jeg kunde raade.
::Hvi kom jeg hid? hvi stillede jeg mig
::I eders Spidse, nu da Haaret graaner,
::Da jeg med Hæder kunde i min Hal
::Hensidde rolig, trodse Haralds Vrede?
::Oplader eders Øine, Kæmper! ser
::Hvor Nordens Aand i Norden selv forsvinder,
::Hvormangen Drot nu kaster gamle Sæd,
::For hviden Krist at tjene! ser med Harme
::En Klerk fra Saksland knæle, sukke der
::Hvor fordum Kæmpen sad og Skjalden kvad!

::Jeg saae det, og jeg svor ved Urdas Brønd,
::At standse Edderelven, som fra Syden
::Vil strømme hid og overskylle Nord,
::Og disse Mure skal som Dæmning stande
::Mod striden Elv og gemme Nordens Kraft,
::Til den sit gamle Hjem kan atter vinde.
::Men sker det ei, og driver Jetters Flok
::Den gamle, stolte Gudehær fra Norden,
::Da skal dog Jomsborg staa i hellig Kraft,
::Som Undersyn, som varigt Kæmpeminde
::Om Tiderne, som rulled hen,
::Som dræbtes af en Trælleskare.

::Bue.

::Ja, og af hver en Nidings Ben,
::Som Sværdet naaer, skal Muren vokse,
::Og Blod skal farve den, da staar
::Vor Borg som røden Altersten
::Til Skræk og Gru for hele Norden.

::Sigvald.

::Du har os sanket, Toke! her til Stevne,
::For mellem os at skikke Lov og Ret,
::At Borgen, som saa stærk vi bygged,
::Som har i os saa fast et Værn,
::Ei skal ved Splid og Tvedragt ødes;
::At Vildhed og at Grumhed ei
::Skal Høvdinge imod os reise.
::Thi, sig! hvad med din stille Kløgt
::Du har udfundet!

::Bue.

::Trænge vi til Love?
::Skal de vel binde vores Kæmpehaand!
::At kaste Hjelm og Skjold, og modig
::Med løftet Sværd i baade Hænder
::At gange frem og aldrig fly,
::Er Mandens Lov; men kønt at holde Fred,
::Det er en Lov for gamle Kvinder.

::Sigvald.

::Du Bue! pukker altid paa dit Sværd,
::Hvad har du vel, naar det engang du mister?
::Din Hjerne den er tom og farlig hul,
::Derfor og nu saa høit din Pralen skralder.
::Du mener, at af Dødningben
::En Mur kan bygges, veed da ikke
::At snart de rulle, naar kun Liv
::Hel sagtelig det ene rører,
::Du vil bestryge den med Blod,
::En herlig Kalk, som stadig rinder
::Og river Muren med sig hen.

::Palnatoke.

::O kives nu ei saa! kun lidet sømmer
::Sig Sligt for Mænd. Vist, Bue! ei
::Min Lov din Kæmpehaand skal binde,
::Kun raade med den, saa den ei
::Sig alt for vildt omkring skal tumle.
::Du Sigvald! kløgtig fandt, at Bue
::Foruden Sværd var vaabenløs;
::Men hvor er Kæmpen vel, som nænner
::At vriste Sværdet af hans Haand!

::Nu Lovene jeg eder vil fremtælle,
::Og hvad ham tykkes, maa Enhver i Dag
::Om dennem tale, men naar næste Morgen
::Fremgryer, skal for hver, som Loven ei
::Vil taus adlyde, Porten fluks oplades,
::Og har han hørt den slingre bag sin Hæl
::Mod Stolpen ind med Gny, han aldrig
::Af Jomsborgs Mænd skal høre anden Tale,
::End den som lyder høit i Sværdets Døn,
::Naar det hans Skjold og Brynje kløver.

::Alle.

::Ja han skal høre Sværdets Døn,
::Naar det hans Skjold og Brynje kløver.

::Palnatoke.

::I Livets Morgenrøde Livet spiller
::Letsindig vaklende, som Rør i Luft;
::Mod Livets Aften Størken atter svinder
::Og varig Kraft er ikkun Asers Lod;
::Vor Borg behøver Mænd, og derfor Ingen,
::Som ei har baaret atten Vintres Kuld,
::Og Ingen som har femti Aar paa Bagen,
::Skal stædes Adgang til vort Kæmpelaug.

::Bue.

::Ja, ingen Dreng og ingen Gubbe,
::Som blegner ved at skue Blod,
::Som nøler med at drage Sværdet,
::Maa taales i vort Kæmpelaug.

::Palnatoke.

::Den Mand, som bange veg i Strid
::For En, der kaldes maa hans Jævning,
::Om han ved List end sneg sig ind,
::Skal fluks uddrives som en Niding.

::Bue.

::Ja, Hver som bange veg i Strid
::For En, for ti, for hundred Fjender,
::Bør drives ud.

::Palnatoke.

::Nei, ikke saa!
::Du est af Staal, og Staalet viger
::Ei før det hel er sønderbrudt;
::Gid Jomsborg aldrig dine Lige
::Maa mangle! men den ødtes fluks,
::Hvis Alle vare dine Lige.

::I Vestresaltet tit jeg foer,
::Og naar jeg veg for Stormens Vælde,
::Jeg stundom saae en Snekke stolt
::Forsage Land og Kyst og Havn,
::Og trodse kæk de store Bølger.
::Jeg stod og saae med herlig Lyst
::Paa Asathors det høie Billed;
::Men Roret knak, og Snekken sank,
::Og kneiste aldrig mer paa Havet,
::Og aldrig mer den bar en Flok
::Af Kæmper hen til mandig Idræt.
::Du veed det, Bue! ei af Frygt
::Jeg taler saa, end ofte Skjoldet
::I Striden tykkes mig for tungt;
::Men dette Laug ei, som et Under
::Paa Himlen, skal en føie Tid
::Fremglindse og igen forsvinde;
::Af haarde Stene Muren blev,
::I Jernets Størke Porten klædtes,
::Thi vil jeg og, at flere Led,
::End jeg kan tælle op til Odin,
::Skal tælles ned fra mig, og end
::Skal i sin Vælde Borgen stande.

::Sigvald.

::Ja, det vanærer ingen Mand
::At vige for en mægtig Fjende,
::Thi ellers maatte stolte Eg
::Sig skamme, naar dens Top sig bøier
::For Vindens Kraft.

::Bue.

::Saa tænker du,
::Din Fader tænkte ligedan, Strutharald
::Har set sin Strut af fem Marks Guld
::Paa Bues Hjelm og han har tiet.

::Palnatoke.

::Alt Nag og Nid skal her forsvundet være,
::Thi Brødre er det, som i Jomsborg bo;
::Om Nogen ogsaa fandt sin næste Frændes,
::Sin Broders, Faders Bane her,
::Ei maa han blotte Sværd, men ene
::Jeg dømmer hvad mig tykkes Ret.
::Med Vandet som vor Borg omskyller,
::Sig Blodet blande! men den selv
::Ei smittes maa af røde Vædske;
::Mon Aser vel har glemt, at Fenris bed
::Med onde Tand af Tyr hans Høire;
::Og veed de kanske ei, han skal engang
::Den høie Seierfader sluge?
::De Intet glemme, Alt de veed,
::Men helligt Thing de ei vil smitte
::Med Ulvens Blod – Som Guders Thing
::Saa skal vor Borg os hellig være.

::Bue.

::Den Lov er haard, var anden Høvding
::End Toke, snart jeg skulde atter se
::Borgundarholms de høie Bakker,
::Hvor frit jeg turde løfte Sværd
::Mod Vesets og mod egne Fjender.

::Sigvald.

::Den Lov er viis; thi ingen Høvding
::De vilde Kæmpers Overmod
::Var mægtig uden den at styre;
::Snart skulde Ravnen hakke ud
::Den sidste faldne Vikings Øine,
::Og Ulven vade dybt i Blod,
::Og slide Lig i Borgens Sale,
::Om Frændehævn og Tvekamp her
::Tillodes inden disse Mure.

::Palnatoke.

::Hvor Tappre er, Bagtale, Digt og Løgn
::Kan ikke være, hvis det Nogen glemmer,
::Med Spot og Haan fra os han drives ud.
::At sige Tidende ei heller Nogen vove!
::Thi selv jeg først og ene vil
::Forkynde, hvad der skal forkyndes.

::Alt Bytte skal til reiste Stang
::Henbæres, der det skal uddeles;
::Og er en Niding, som for sig
::Beholder Noget, aldrig Solen
::Ham skal beskinne mere her,
::Om han og var min næste Frænde,
::Næst mig den vældigste i Kamp.

::Ei sankedes vi her til Lyst og Gammen,
::Men til at virke, bære kækt som Mænd
::Hvad Mænd kan bære, derfor Ingen
::Sin Trængsel eller Kvide maa
::For Anden klage.

::Bue.

::Kvinder sømmer
::Det sig at klage, ser jeg En
::At vride sig i Kamp ved Saaret,
::Han skal vist ei fortælle, hvad
::Han vred sig for.

::Thorkil.

::Men naar en Byrde
::Er mig for tung, hvi maa jeg da
::Ei byde Vennen hjelpe mig at bære?

::Palnatoke.

::Fordi saalænge du den bærer selv,
::Da er den din, men naar du den fortæller,
::Da er du dens, og den igiennem dig
::End søger at nedbryde Vennens Kraft.

::Kun een er Loven, som end maa tilføies:
::Imellem os skal ingen Kvinde bo,
::Thi Manddom døer i Kvindens kælne Favn.

::Bue.

::Selvanden jeg hver Nat i Sengen ligger,
::Jeg med mit gode Sværd, og vi
::Vist ei hinanden skal forkæle.

::Sigvald.

::Som Mandevid er lidt mod Norners Visdom,
::Saa, Toke! agter jeg min Kløgt mod din.
::Men dog mig tykkes, om mig Noget tyktes,
::At denne Lov er underlig og sær.
::Naar Vinterfrosten binder Havets Strømme,
::Og Snekken hviler trygt i Borgens Havn,
::Naar Kæmperne om breden Bord forsamles
::Til Gammens Tale, sjunge gamle Kvad,
::Hvi maa da fagre Møer ei fremgange
::Alt under hviden Lin, og brune Mjød
::I Hornet øse, det til Kæmpen række?
::Valkyrierne jo i Odins Sal
::Fremgange saa, og aldrig end Man hørte
::Einherier at glemme daglig Strid.

::Sigurd.

::Ei er jeg snild i Maal som Sigvald,
::Og tier gerne, naar som Kloge tale;
::Men her mig tykkes dog et Ord
::Jeg og maa lægge til: jeg fæsted
::Mig liden Tove, hun er væn som Faa,
::Dog hid jeg drog for Manddoms Daad at øve.

::Palnatoke.

::Ja, Brødre! Kæmper! I har Ret,
::Hel underlig kan denne Lov og synes,
::Jeg grubled længe, nødig vilde jeg
::Den fagre Lænke sønderbryde,
::Ei har jeg sønderbrudt den, sagte
::Jeg løfted ikkun Led fra Led.
::I Borgen her maa ingen Kvinde være,
::Kun tvende Nætter maa i Rad
::Sig Nogen selv fra Borgen fjerne,
::Men Høvdingen, som skarp i Syn,
::Maa dybt i sine Kæmper skue,
::Vil stundum dog om Vinterstid
::Tilstæde den, hvis Mod er øvet,
::Hvis Hug er fast, som er en Mand,
::At dvæle hos sin Mø, sin Kvinde.

::Dig Sigurd! Nordens ægte Søn,
::Og Sigvald! snild i Raad og Tale!
::Jer vil jeg lære, hvi vor Borg
::Maa lukkes tæt for hver en Kvinde.
::Valkyrier i Odins høie Sal
::Frembære Mjød, ja endnu mere:
::Folkvangers Mø i kærlig Favn
::Indslutter Kæmpen, som har elsket.
::Jeg fordum sad i Stefners Borgesal,
::Med hviden Haand Olufa rakte
::Mig Hornet, gav mig Haanden med,
::Og mangengang jeg djærv er sprunget
::Fra hendes Favn i Hildurs Leg;
::Med Lyst jeg hørte hende kvæde,
::Men og med Gammen Pilesang.
::Alt under Høien hviler hun, men hist
::Paa Disabænk jeg skal den Væne favne.
::Ei er det Tingens men kun Tidens Skyld,
::Som ved sin Vanart nøder os at kaste
::Det Halve bort af Fædres Kæmpeliv,
::For anden Halvdel at bevare;
::Naar Møen er Valkyrie, da ei
::Hun Manden kalder bort fra Odins Lege,
::Saalænge hver en Nordens Mø
::For Freia knæled øm og modig,
::Oplued hun sin Beilers Sind
::Til mandig Daad; thi vel hun vidste,
::Sesrumner aabnes kun for Mænd.
::Alt længe nu er Tro paa høie Guder
::Hos Mange slukket, siden vi i Lund
::Opreiste deres Støtter, synes Aser
::Som døde i den døde Sten,
::Og Kvinden, hun som søger Varme,
::Og lever kun i den, har følt
::Paa kolde Sten, og gyst, og flygtet;
::Ei mer hun stunder efter Freias Sal;
::Men tæt hun vil sin Elsker knuge
::Til sig paa Jord. – Og nu den nye Lære!
::For Kvinder skabt, den heder Kvindens Hjerte,
::Og Mandemods det før saa haarde Malm
::I Heden smelter.

::Thorkil.

::Du da mener altsaa,
::At Kristuslæren Nordens gamle Kraft
::Fordrive vil?
::Palnatoke.

::Jeg Intet mener
::Jeg ser og tror, og hver som ser,
::Maa tro med mig. Jeg fuldt har nemmet
::I Bretland Læren, kunde og
::Hel klarlig vise, at det saa maa være;
::Men dennegang jeg dig kun vil adspørge:
::Hvorfor mon Angler undertvang
::De gamle Britter? Hvorfor mon
::De samme Anglers Æt betvunges
::Af Regnars Sønner? Hvorfor kued Rolf
::Det stolte Valland?

::Thorkil.

::Ja, det synes vise,
::At største Kraft hos Asafolket boer;
::Men Eet er underligt, hvi kued
::Vel Sakslands Otto Harald saa?

::Palnatoke.

::Mon Aserne da med ham strede,
::Og mon for Aser Harald stred?
::Veed du det ei, at Leirekongen
::Er haltende og sygelig,
::Vil være baade Gorm og Thyra,
::Vil være baade Ild og Vand,
::Men blir en Damp, det Slette af dem begge.
::Hans Hirdmænd er som han, hans Folk
::Forvirret veed ei hvad det vil og søger,
::Og var det da den kristne Otto vel,
::Som ødte Danneværke, eller
::Var det ei Trygves djærve Søn,
::Den unge Olaf hist fra Norrigs Fjelde,
::Af gamle Haralds Æt, med Haralds Tro,
::Ham, som jeg før min Død end tænker
::At se paa Haralds Stol og der
::At gøre Jomsborg hartad unødvendig!

::Thorkil.

::Hvor kan du ønske det? Har Nogen
::Vel dyrket Guderne med mere Flid
::End Hakon?

::Palnatoke.

::Hakon? ja Hakon!
::Jeg kender ham, Guldharalds lumske Morder.
::Han sanker Ben af gamle Haralds Æt
::Og reiser paa dem Hladejarlens Sæde,
::At det kan vorde høit, en Kongestol.
::Han tro'r paa Jetter, paa sin egen Størke
::Paa Valhals Guder tror han ei.

::Thorkil.

::Men hvorfor har han da vel bygget
::Ved Hlade og i Guledal
::De fagre, prude Gudehuse,
::Hvis Mage Man ei saae i Nord?
::Hvi mon han Aser saa udsmykker
::At Guldet hartad skjuler dem?

::Palnatoke.

::Hvorfor? Det var vel ikke tungt at sige;
::Men naar han skjuler Aserne med Guld
::Da gør han ret; thi det var Guldet
::Som skjulte Aserne for ham.
::Han har opbygget Gudehuse!
::Hvor priseligt! Saa bygge og
::De Kristne Gudehuse. – Fordum,
::Ved Tidens Fødsel, kvæder Vola, blev
::De rige Guders Borg fra Jordens Vange
::Til Himlen fløttet – Hakon vil
::Den maaske ned til Jorden atter hente,
::Fordi den er lidt høiere end hans.
::Dog, herom kan vi siden tale
::Om saa Du vil.

::Nu har I hørt
::Hvad Lov, hvad Ulov er i Borgen,
::Og hver, som ei vil lyde, fluks
::Udgange, om han ei vil drives!
::Thi denne Lov som Volas Kvad,
::Som Odins Bud skal hellig være.

::Alle.

::Ja, den skal staa som Volas Kvad,
::Som Odins Bud, som Valhal selv.

::En Jomsviking.

::En Snekke hid har ladet stande,
::Og ligger hardt ved Havnens Port,
::En Ungersvend staar i dens Løfting,
::Og raaber høit paa Palnatoke.
::Nu ginge alle Høvdinge op paa Muren.

::Palnatoke.

::Hvem est du, mens saa høit du raaber,
::Og ter dig storlig ved vor Borg?

::Vagn.

::Ei dølger jeg min Æt, og du vel burde
::Mig kende; thi mig avlede din Søn
::Med Vesets Datter. Spørg kun Bue!
::Han kender Vagn.

::Palnatoke.

::Hvi kom du hid?

::Vagn.

::Fordi jeg kedtes mellem mine Frænder
::Ved Bænkesæde og ved Studebrøl,
::Og mine stille Frænder tyktes ilde
::Om mig, fordi jeg stundum slog
::Et Ben i Panden paa en Vrævler,
::Maaske lidt haardt, saa Blodet sprang,
::Og Kroppen faldt og glemte sig at reise.
::Thi søgte jeg nu hid, da jeg har hørt
::At her er Mænd og ingen Kvinder,
::Jeg vidste og, at Bue var her alt,
::Og hvor han er, der gad jeg ogsaa være.

::Palnatoke.

::Og mener du da, Frænde! at du her
::Kan frit med Mandehovder lege?
::At Jomborgs Kæmper taale mer,
::End dine egne næste Frænder?

::Vagn.

::Kun lidet nyder jeg vort Frændskab,
::Den første Gang vi sees, og altid jeg
::Har tænkt, du var en anderledes Mand.
::Jeg sad som Dreng paa Skødet af Thorgunna,
::Og hørte Aage tale om din Daad
::Om Vinteraftner, naar han sad ved Ilden
::Og gjorde Pleiler, hvordan du
::I Bretland foer og paa de irske Kyster,
::Da kaagte al den Smule Blod,
::Som i mig var, med begge Hænder
::Jeg løftede paa Pleilen, slog i Ild,
::Saa Aages Haar blev fuldt af Gnister.
::Engang fortalte han, hvordan du skød
::Med sikkre Pil det lille Æble
::Ned af hans Hoved; fluks jeg fik
::Mig gjort en Bue, lagde saa et Æble
::Paa Hovedet af vores ene Træl,
::For dog at se, om ei jeg kunde ramme
::Saa godt som du. Jeg rigtig nok
::Skød feil, og ramte Trællens Øie,
::Men siden den Tid har jeg øvet mig
::Og søger nu til dig som til min Jævning.

::Palnatoke.

::Er du saa brav i Haand, som stærk i Mund,
::Da har jeg ingen Skam af vores Frændskab.
::Sig, Bue! tør du borge for
::At han ei bryder vore Love?

::Bue.

::Jeg knap tør borge for mig selv, end sige
::For slig en vild ustyrlig Dreng.
::Han blir en vældig Kæmpe; men at holde
::De Love her, han sikkert mægter ei.

::Vagn.

::Kun lidet hædrer du din Fostersøn.
::Hvad kan det være vel for Love
::Som du, men ikke jeg kan holde?

::End I, Strutharalds fagre Sønner!
::I raade dog vel godt for mig?

::Sigvald.

::Eet Raad vi begge har, vi ville:
::Du aldrig kommer her i Flok

::Vagn.

::Ei heller, naar jeg bærer jer en Hilsen
::Fra jeres Fader? Jeg i sidste Vaar
::Var hos ham, for jeg vilde skønne,
::Om bedre nu sin røde Strut
::Han gemte, siden Bue Digre,
::Af Medynk gav ham den igen.
::Jeg fandt kun nogle Faar og Stude,
::Og saa en Smule Andet. – Ser du,
::Hvor dybt sig Rusten har indgnavet
::I disse Skjolde, disse Sværd?
::De har vist ogsaa ligget grumme længe,
::Hver Dag vi dygtig slide paa dem, men
::Endnu de ikke ret vil blive blanke.
::Strutharald er vist ikke blevet vred,
::Fordi jeg tog, hvad han dog selv ei brugte,
::Og hvad jeg høilig kunde trænge til;
::Thi Skib og Folk jeg fik af Aage,
::Men ingen Vaaben, – til sin Plov
::Han bruger Jernet, – og jeg maatte
::Da selv se til at faae lidt Staal.
::Nu, Sigvald! kommer jeg i Flokken?
::Det kunde jo dog glæde dig
::Hver Dag at skaade disse Vaaben,
::Og mindes om din Faders Gaard.

::Palnatoke.

::Men sig! hvor gammel est du Frænde?

::Vagn.

::Jeg lyver ei, tolv Vintre er jeg gammel.

::Palnatoke.

::Ei bryde vi da vores Lov, som vil,
::At Hver hos os skal tælle atten Vintre.
::Men vel mig tykkes om dig, Vagn!
::I Bretland har jeg Jarlerige,
::Og Hælvten nu skal være dit.

::Vagn.

::Vel er det budet; men jeg skøtter
::Ej om dit Rige. – Eders Lov
::Jo brydes ei, naar ikkun Hugget
::Er atten Vintre; jeg mit Sværd
::Vil løfte da med baade Hænder,
::Saa tænker jeg nok at mit Hug
::Blir firogtyve Vintre gammelt.
::Halvhundred Mand og dette ene Skib
::Jeg ikkun har; men dog jeg byder
::Strutharalds Søn, den tappre Sigvald ud
::At møde mig med tvende Skibe
::Og hundred Mand til Vaabenting,
::Og taber jeg, da skal jeg vige;
::Men viger han, mig og min Flok
::I skal i eders Flok optage.

::Nu, Sigvald! er du ingen Niding,
::Er Mandehug dig mere kært
::End Sengelyst og Bænkesæde,
::Saa kom herud og prøv en Dyst!

::Palnatoke.

::Da han saa mandelig dig æsker,
::Og byder saa forvovent Bud,
::Saa faaer du lægge mod ham, Sigvald!
::Du kuer vel hans Overmod;
::Men dræb ham ei! lad Skjolde bære
::Omkring ham! thi han skal
::Kun lære, han er Dreng i mer end Alder.
::Der Skibene vare lagde ud, raabte Palnatoke til Vagn:
::Nu Frænde! Porten er opvundet,
::Og fluks du frit kan seile ind
::Her under Buen, naar kun først du jager
::De Fiske ind, som nys løb ud.

Snare fløi Pilene i Flok og ei sparedes Hugvaaben. Enstund saae Alle tause derpaa, men da Striden begyndte at mindskes paa Sigvalds og øges paa Vagns Haand, stod Bue brummende, indtil han endelig udbrød:

::Jeg troer Sigvald nænner ei
::At hugge i sin Faders Skjolde.

::Palnatoke.

::Jeg troer han har Ret, de Hug
::Er mer end atten Vintre gamle;
::Jeg frygter snart at Sigvalds Skjolde
::Blir alt for smaa, naar de skal til
::At indeklemme ham. – Mig tykkes
::At Sigvald styrer ind mod Land.

::En Jomsviking.

::Ham fattes Sten, dem vil han sanke.

::Vagn.

::Hør Sigvald! det behøves ikke.
::Jeg ser, at du vil sanke Sten
::For at afgnide Vaabenrusten,
::Det ei behøves, alt mit Sværd
::Har slidt sig blankt i dine Skjolde,
::Og Blodet troer jeg ogsaa hjelper.

Ogsaa Vagn gik paa Land og Sigvald trængtes alt haardere og haardere, men der Palnatoke saae det store Mandfald, da raabte han:

::Nu er det nok. Vi har for Sæd
::At prøve Mænd, som vil i Lauget,
::Men slig en Prøve, som i Dag,
::Maa være sjelden. Sig! hvormange
::Gik der til Valhal?

::En Jomsviking.

::Sigvalds Flok

::Har Tredve tabt og Vagns kun tyve,
::Men Somme have Ulivs Saar.

::Vagn.

::Nu, Palnatoke! mener jeg dog ei
::Du nævner mig en Dreng.

::Palnatoke.

::Saa stille, Frænde!
::Du veed dog vel, at jeg er Høvding her.
::Hvad praler du vel af? ei var det sjeldent
::Blandt vore Fædre, at en tolvaars Dreng
::Var mægtig til i Strid at bære Vaaben,
::Ja stundum eied han og sindig Kløgt.
::Den savner du, derfor du nu skal drage
::Med Bue ud paa Tog, ei komme hid
::Før han sig trøster til for dig at borge,
::At du vil skikke dig i vores Lov.

::Vagn.

::Vil du da bryde…

::Palnatoke.

::Tie, og lyd din Høvding!
::Du, Bue, tæm ham! før ham siden hid!

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Harald Blatan og Palnatoke: Første Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Harald Blatan og Palnatoke: Første Samtale