Carsten: Harald Blatan og Palnatoke: Fjerde Samtale

2018-06-12T15:27:49Z

Harald Blatan og Palnatoke: Fjerde Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Harald Blatan og Palnatoke: Fjerde Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Kæmpelivets Undergang i Nord |Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Harald Blatan og Palnatoke:'''<br><big><big>'''Fjerde Samtale'''</big></big>
</center>

Haralds Skibe laa udi Limfjord, selv var han stegen paa Land med Fjølnir, og som de ginge langs Bredden, samtalede de.

::Fjølnir.

::Ei maa du vredes, Herre Konge!
::Fordi jeg spørger dig saa frit:
::Hvad vil du med de mange Snekker?

::Harald.

::Hvad jeg vil? nei, du skulde spørge:
::Hvad Stormen vil at jeg skal gøre
::Her, hvor jeg aldrig gider kommet
::Ret fra den Stund, du husker nok,
::Den Juleaften.

:: Fjølnir.

::Ikke saa jeg mente;
::Men hvi du nu i Alderdom
::Vil give dig paa Vikingstoge;
::Hvi ei du tøver hjemme nu
::I Ro, derom jeg vilde spørge.

::Harald.

::Og du jo svaret har dig selv!
::Du vil, at jeg skal tøve hjemme
::I Ro, ja, naar jeg havde Ro.

::Fjølnir.

::Nu er jo Palnatoke tæmmet,
::Og Svend er sikkert ogsaa død.

::Harald.

::Maaske. Det var vel og det Bedste,
::Men har du glemt det gamle Sagn
::Om Randver, der han skulde hænges,
::Hvordan han plukkede en Høg,
::Og sendte Høgen til sin Fader,
::Og Jormunrek paa Høgen saae saalænge
::Til han forstod med tung og bitter Sorg,
::At han var sønneløs. Mig ogsaa tykkes
::Det er hel underligt at dø,
::Og ingen Søn at efterlade.

::::Fødtes end Sønnen
::::Sildig, dog bedre
::::Er det, end ingen
::::Arving at eie.
::::Sjelden stande
::::Bautastene tætte,
::::Reise ei Sønner
::::Dem efter Fædre.

::Er saa ei sagt i Havamal?

:: Fjølnir.

::Hvorledes er det med dig? Herre Konge!
::Saaledes talte du jo aldrig før.
::Jeg troer du har Sot.

::Harald.

::Ja Helsot.
::Jeg og har levet mange, mange Aar.
::Hvorlænge er det nu vel siden
::Den Juleaften?

::Fjølnir.

::Ogsaa jeg
::Er siden den Tid vorden gammel.
::Men, gaa vi ikke alt for langt
::Fra Skibene? Du kunde trættes.

::Harald.

::Ja, jeg er allerede træt
::Af denne Gang, som af den anden.
::Hist er en Sten, en mægtig Sten,
::Der kan vi sætte os og hvile,
::Og tale om den forbigangne Tid.

:: Fjølnir.

::Nei, Konge! Sædet er for haardt
::Til dine gamle, møde Lemmer;
::Vi snart kan naa igen dit Skib,
::Der kan du dig langt bedre hvile.

::Harald.

::Vist ikke, Fjølnir! Hvilken Sten!
::Hvad om vi kunde faae en saadan
::Paa vore Høie! Vil du tro,
::Den kunde skygge over begge,
::Og naar de lange Tider led
::Man skulde dog i Danmark mindes,
::Hvem der fik slig en Bautasten.

::Fjølnir.

::Din Tale er hel underlig, min Konge!
::Hist er en anden Sten, og den
::Er ei saa høi, saa ubekvem til Sæde.

::Harald.

::Jeg tro'r du ræddes for den Sten,
::Kan du nu ikke klavre længer?
::End kan jeg mindes, da du sprang
::Med mig fra Skib til Skib i Fjorden,
::Og saa fra Skib paa Land. Kom nu!
::Saa vil vi se, hvem af os begge
::Der først kan klavre op.

:: Fjølnir.

::Nei, nei,
::Jeg kan ei klavre, du og neppe.
::Kom med til denne lille Sten!
::Der kan vi sidde ret i Mag.

::Harald.

::Du glemmer nok, at jeg er Konge,
::Og hvad jeg vil, det vil jeg; kom!
::Og du skal se, at jeg kan klavre;
::Kan du ei vinde op, saa tøv
::Kun nedenfor! du est jo ogsaa
::Af Trælleæt.

Længe varede det, og stor var Møien før Harald mægtede at komme paa Stenen. Der sad han tiende enstund og skuede trindt sig.

::Harald.

::Besynderligt!
::Var det ei hist ved hine Træer
::At Knud sprang op? og denne Sten!
::Hvad? Hu! hvor blev du Fjølnir! kom dog,
::Og se! Er Mosset ikke rødt
::Paa denne Side?

::Fjølnir.

::Nei, mig tykkes,
::At det er gult, en smule brunt.

:: Harald.

::En smule! ja han havde ogsaa
::Alt dengang mistet meget Blod,
::Det var jo kun de sidste Draaber,
::Som dryppede paa denne Sten!
::Og det var allerede meget,
::At Mosset blev en smule brunt;
::Men det var ogsaa Broderblodet.

::::Brødre skulle
::::Slægtskab skille,
::::Hinanden dræbe.
::::Frænder øde
::::Næste Frænder.
::::Sværdtid, Skjoldtid,
::::Vindtid, Ulvtid,
::::Før Ragnaroke.

::Kan du ei mindes Fjølnir! disse Ord?
::Saa mælte Knud i Dødens Vaande,
::Det var mig tit, som Nogen raabte
::Dem i mit Øre, aldrig dog
::Saa høit, saa frygtelig de løde,
::Som nu i denne fæle Stund.
::Er det vel Stormen, som i Skoven hviner,
::Hvad heller mæler denne Sten?

:: Fjølnir.

::Du sagde nys, jeg var af Trælleæt,
::Og ser dog ei, at mine Lemmer ryste;
::Men vel det undrer mig, at du,
::En Kristen, gruer ved at tænke
::Paa hedensk Kvad, paa Noget, som
::En Hedning kvad, for dig at skrække.
::Hvad har du gjort? Det Samme jo,
::Som dine gamle, priste Frænder,
::Som Regner Lodbrok selv, en Mø
::Du saae, som du fik Lyst at eie,
::Og Ormen, som sig trindt om Buret vandt,
::Ham stak du, og gik ind, og favned Møen,
::Fordi den Mø ei Thora hed, men Danmark,
::Fordi den Orm hed Knud, hvad skader det?

:: Harald.

::Men Regner, han som Ormen stak,
::Han blev og stungen død af Orme,
::Det har du glemt.

::Fjølnir.

::Ja, det er vist,
::At jeg har Meget glemt, som du end mindes,
::Og aldrig har jeg hørt endog en Hedning
::At tyde saa paa sig de gamle Eventyr.
::Hvad vilde vel din fromme Moder sige,
::Hvis hun dig hørte kvæde gammelt Digt
::Med samme Fynd, som Klerke synge Tider?

::Harald.

::Min Moder! ja, jeg skylder hende Meget.

Kongen hensank i dyb Grublen; men ikke eiede Sjelen Størke til at overvinde de forstyrrede Tanker, og maatte derfor tjene dem.

::Harald.

::Nu lystig, Fjølnir! spring til Skibs!
::Og hent mig alle mine Mænd
::Med Touge og med Løftestænger,
::Og jag saa Nogle ud i Landet trindt,
::Og lad dem drive mine Bønder hid,
::Med Stænger og med Reb og Øksne,
::Thi her er Arbeid for dem Alle!
::Nu er jeg engang blevet glad igien.

::Fjølnir.

::Min Konge!

::Harald.

::Ja, din Konge er jeg,
::Men derfor skal du ogsaa løbe,
::Alt hvad du kan, thi du kan tro
::At her er ingen Tid at spilde.
::De Døde er just ei at spøge med,
::Og hvad man lover dem, det maa Man holde.
::Nu! hvorfor nøler du? kun, rask!

:: Fjølnir.

::Jeg ræddes for dig, Herre Konge!
::Du ser saa vildt.

::Harald.

::Nei hør til ham,
::Fordi Man stundum er lidt lystig!
::Hvad havde jeg for alt, hvad jeg har gjort,
::Hvad var der ved at være Konge,
::Naar jeg, som du, var aldrig glad?
::Nu ingen Snak! men løb!

::Fjølnir.

::Jeg maa
::Vel gange, naar du saa befaler,
::Men saa er du jo ene her!

::Harald.

::Jeg ene? du kan aldrig huske,
::At jeg er Konge. Alle Ting,
::Det Døde som det Levende maa snakke
::Med mig, saasnart jeg ikkun vil.
::Nu skal du bare høre:
::Hvorfor er du saa brun, du Mos!
::Har du vel Lyst at blive fløttet,
::Du store Sten! til Jelling Høi?
::Harald lagde Øret til Stenen, men Fjølnir gik.
::Ja rigtig! ja det vidste jeg
::Da nok, hvorfor du Lød har skiftet,
::Men vil du fløttes? nu saa svar!
::Jeg troer, ogsaa du har Nykker,
::Og stoler paa jeg ei er ung;
::Men jeg skal vise dig, at Konger
::Blir aldrig gamle, aldrig svage
::Saalænge der er Noget ungt,
::Og om jeg saa dig overalt
::Skal male med den samme Lød
::Som dette Mos, saa skal du fløttes.

::___

En mægtig Flok slæbede paa tunge Sten, og til den nære Lund var den nu henvæltet. Harald og Fjølnir stode bag ved Flokken.

::Harald.
::
::Det gaar jo herligt, hopsa, hopsasa!
::Der kan du se, at det gaar an;
::Men den er tung, det kan jeg mærke.
::Min Moder kommer til at vænne
::Sig til et stakket Aandedræt,
::Men hun gad ogsaa gerne sukke
::Imens hun leved, og hun alt
::Vel nu er vant til lidt at knuges.

Frem gik Odinkar. Med Undren saae han Folkets Færd, og med Skræk hørte han Kongens Tale.

::Odinkar.

::Dig hjelpe Krist af Nød, min Konge!

::Harald.

::O! jeg har ingen Nød, se der!
::Jeg har den Hjelp, som jeg behøver.
::Hvem er du ellers? jeg er Harald,
::De Danskes Konge som du ser.

::Odinkar.

::Jeg er kun Kristi ringe Tjener,
::Men bytted ei med dig, jeg har
::Hvad du maa savne, Ro i Sind.

::Fjølnir.

::Hold Mund, du dumme Klerk!

::Harald.

::O lad ham snakke! det er Løier
::At se, hvordan han skaber sig.
::Din Stakkel! er det længe siden
::Saa rent du tabte din Forstand?
::Du har det allerværste Galskab
::Du tænker, du kan finde Ro.
::Se paa den store Sten derhenne!
::Den mente og, den vilde staa i Ro,
::Men ser du nu, hvordan jeg triller
::Den som et Hjul!

::Odinkar.

::Jeg ser det, men
::Det Hjul har Mandeben til Aksel,
::Og bliver smurt med Mandesved,
::Og Mandeblod, det maa vel trille.

::Harald.

::Ja deri har du Ret, det hjelper
::At den blev smurt med Mandeblod,
::Men, derfor skal den ogsaa trille;
::Thi Alt, hvad der er smurt med Blod,
::Maa aldrig stilles, aldrig stædes.
::Det kan du ogsaa se paa mig,
::Jeg er nu gammel, grumme gammel,
::Men jeg kan aldrig have Ro.

::Odinkar.

::(sagte.)
::O Gud! saa mærkede du Kain,
::Saa dreves om den første Brodermorder.
::(høit.)
::Men siig mig Konge! hvor skal Stenen hen?

:: Harald.

::Det skal jeg saamæn sige dig.
::Du veed, min Moder hun hed Thyra,
::Min Broder hed Knud Danaast,
::Thi Danske godt ham kunde lide.
::Min Moder holdt dog mest af mig,
::Thi naar hun sang, saa sad jeg stille,
::Og lærte Noget udenad
::Af det hun sang, og naar hun spurgte:
::Om jeg ei ogsaa vilde sjunge saa,
::Og være Kristen, dersom jeg blev Konge,
::Saa svarte jeg bestandig: jo,
::Fordi mig tyktes, det var herligt,
::At være Konge, som det ogsaa er.
::Jeg hørte tit, hvordan min Moder sukked,
::Naar Nogen nævned Knud, og tit
::Hun sagde til mig: hvis han lever,
::Saa blir du aldrig Konge, han,
::Den Hedning bliver det. Da tænkte
::Jeg mangegange paa, om og
::Det just var sagt, han skulde leve,
::En Klerk fortalte mig, det var
::En hellig Idræt ham at dræbe;
::Jeg dræbte ham, min Fader Gorm,
::Han døde fluks af Sorg og Harme,
::Saa blev jeg Konge.

:: Odinkar.

::Dyrt var Købet.

::Harald.

::Hvordan? var det saa dyrt? du er
::Jo ogsaa Kristen, og min Popo
::Har sagt, at Kristendommens Urt
::Desbedre gror, jo mere Hedningblod
::Den gødes med, og Knud var Hedning
::Og kom til Helved, men til Himmerig
::Skal jeg, fordi jeg fik ham myrdet.
::Men veed du hvad? det er dog tit
::Jeg tror at baade du og Popo
::Og Thyra løi, og narrede mig kun.
::Mig tykkes ret, at jeg er Høder,
::Som myrdede sin Broder Balder,
::Den Elskede, og Fjølnir! du,
::Du er da Loke, du mig raadte
::At overfalde Knud om Natten
::Med mange flere Folk. Naar mig
::Man smider i det sorte Helheim,
::Saa skal du bindes der paa Stenen,
::Med Palnatokes Tarme – Stenen? ja
::Den triller herlig, hopsa! hopsasa!

::Odinkar.

::(sagte.)
::O ve det arme Mandebryst
::Hvori med Himlen Helved strider!
::Men dobbelt ve det Helvedbryst,
::Hvor Satan uden Strid regerer!

::Harald.

::Men ser du nu, den Sten skal staa
::Paa Thyras Grav; thi jeg vil glæde
::Min Moder med en værdig Bautasten;
::Den har kun een, en lille Rune,
::Men den er ristet med mit Sværd,
::Som dyppedes i Hedningblodet.
::Naar Gorm kun ikke bliver vred!
::Men det er sandt, o det var herligt!
::Da Knud han skulde til at dø,
::Da sagde han, jeg skulde myrdes
::Paa ligedan en Sten, ifald
::Jeg nu blev myrdet af en Hedning,
::Saa kunde Gorm jo faae en Sten,
::Som ogsaa var ham kær. Ei sandt?
::Det kunde jo gaa lige op.

::Nei vil du se, der sprang jo Rebet,
::Og hele Flokken drat omkuld,
::Den vil nok ikke trille længer.
::Dybt bevæget gik Odinkar bort, og mælte som han gik:
::O ve de Arme, som opsluges maa
::Af dybe Kløft imellem Krist og Odin!

En gammel Mand kom hastelig gangende og søgte lige paa Kongen.

::Harald.

::Du gamle Graaskæg! har du set
::Et større Hjul end det at trille?

::Den Gamle.

::Hvad kan ei trille, naar der kun
::Er nok om Værket! Vil du sige
::Mig, Konge! hvad dig tykkes størst:
::Den store Sten, hvad heller Landet
::Den væltes paa? thi jeg har set,
::At hele Dannemark kan trille.

:: Harald.

::Du er da ogsaa gal, i Dag
::Har Alle, tror jeg, tabt Forstanden.

::Den Gamle.

::Hvis du har og Forstanden tabt,
::Da har i Dag du Meget mistet;
::Thi aarle, ret som Sol gik op,
::Paa Viborg Thing du Danmark misted.
::Din Søn er kommen her i Fjord
::Med Palnatoke.

:: Harald.

::Hvad? med Palnatoke?
::Har Svend da rigtig sanket op
::De døde Ben og sat dem sammen?
::Dog det er Sandt, din Stakkel! du er gal.

::Fjølnir.

::Det er dog vel kun Løgn, du Gamle!
::At Palnatoke skulde leve end?

::Den Gamle.

::Du kan jo faae det selv at se, thi længe
::Det varer ei før, han er her,
::Og der var mange Mænd paa Thinget,
::Som vilde med herhen at se,
::Om I nu og var blevet færdig
::Med jeres Sten. De mente, at
::Da nu Saameget skulde fløttes,
::Saa var det bedst at fløtte Alt.

Harald vendte sig, i Tanke at Odinkar stod der end, og mælte:

::Den Sten kan vist ei heller trille,
::Undtagen den blir smurt med Blod.

Hurtig sankedes Flokken og slog en Kreds om Kongen og Fjølnir, men den Gamle gik hastelig ind i Skoven.

::Fjølnir.

::I tappre Jotlands Mænd! jer Konge…

:: Harald.

::Hold Mund! jeg kan jo snakke selv.
::I veed jeg har en Søn, jeg avled
::Ham just engang, da jeg var gal,
::Og derfor er han vred, og kommer
::Her, for at slaa mig selv ihjel.
::Nu er jeg klog, og har i Sinde,
::Den Ting skal gøres om igen.
::Han er kun vred, fordi han lever,
::Derfor vil jeg ham slaa ihjel,
::Saa tænker jeg, han blir fornøiet.

::Jeg ser, den Sten vil ikke bort
::Fra Fjorden, en tre, fire Stykker
::Af Jer kan nu gaa hen igen,
::Og bære den paa jeres Skuldre
::Til Fjorden, og saasnart som Svend
::Da kommer, skal I straks den smide
::I Panden paa ham. I kan tro
::At han vil føle hvor den rammer,
::Saa dumper han med den til Bunds,
::Og I skal se, hvor det vil boble.

::Nu! skynd jer! hvorfor nøle I?
::I mene det er Synd for Stenen?
::Den kan vi trække op igen!
::Nu! vil I ikke? ja, saa kan jeg selv.

::Fjølnir.

::Der ganger Harald, eders gamle Konge,
::Hans Fødder vakle; skaldet er hans Isse.
::Da I opvokste, graanede hans Haar;
::Men Guder gav ham dette lange Liv,
::Paa det at eders Sønner skulde skue
::I ham hans Moder: Thyra Danebod;
::Hun som bespiste eders Oldefædre,
::Og redded dem fra Sultens tunge Død,
::Som Heder rydded, og som Landet bygged,
::Som reiste Daneværke op med Kraft
::Til Jotlands Værn, som ikke end i Døden
::Fra eder og fra Jotland vilde skilles.

::Kong Harald kaldte jer. End før sin Død
::Paa Thyras Høi en Sten han vilde reise,
::Som gennem Aldre kunde vidne om
::Hvor elsket Thyra var, hvad Jotland mægted.
::I knurred over store tunge Værk,
::Og ei det undred mig; I aldrig Thyra
::Har set, I saae ei hvad hun led
::For eders gamle Oldefædres Skyld;
::Men medens Harald ægger jer til Vrede,
::Fordi han er en alt for kærlig Søn,
::Da kommer Svend, hans egen Søn med Vaaben,
::Og med en Vikingsflok, at dræbe ham
::Og hærge Landet, som hans Sæd mon være.
::Der Harald spurgte denne onde Færd,
::Af Sorg, I hørte det, sit Vid han tabte.

::Jeg fulgte ham i trende Snese Aar,
::Min gamle Fod mig knap vil bære længer
::Og Haanden ryster, men endnu engang
::Til Hevn for Harald skal jeg Sværdet løfte.
::Vil I gaa med til Strid for Thyras Søn?
::Hvad heller vil I Oldingen forsage,
::Og hylde Æsas, Trællekvindens Søn?

::Flokken.

::(Med Bulder og Gny.)
::Til Strid, til Hevn for Thyras Søn!

::___

Mørk var Natten. Harald og Fjølnir ginge frem med en Flok Hirdmænd og vare komne i Lunden, nær som hin store Sten laa omveltet.

::Harald.

::Hvor er vi? er her ingen Stub,
::Og ingen Sten, hvor jeg kan hvile?

:: Fjølnir.

::Men, Herre Konge! hvorfor vilde du
::Ei blive paa dit Skib og hvile?

::Harald.

::Jeg kunde ei, det stærke Vaabengny
::Blev ved at dundre for mit Øre.
::Jeg veed ei selv, hvordan det er,
::Mig tykkes jeg var glad i Morges,
::Nu er jeg saa bedrøvet og beklemt.

::Fjølnir.

::Det maa du ikke være, Herre Konge!
::Alt kan jo blive godt endnu.
::Vi seirede, og Svend kan ikke flygte,
::I Morgen er han i din Vold.

::Harald.

::Og er det derfor godt? ham kan jeg dræbe,
::Men ikke Angsten i mig selv.

::Nogle af Flokken.

::Her er en Sten.

::Harald.

::O lad mig komme
::Derhen! – Saa! det var godt, men, hu!
::Hvor det er mørkt og sort og skummelt!
::Kan I ei tænde os et Baal,
::Som dog kan lyse lidt i Natten?

Ild blev gjort og hurtig blussede de tørre Grene. Hirdmændene leirede sig trindt Baalet, men Fjølnir stod mørk, grublende ved Kongens Side og lænede sig mod Stenen.

::Harald.

::Hvad skal jeg gøre, Fjølnir! skal jeg ei
::I Morgen mig med Svend forlige?
::Jeg dør dog snart, og kan ei længer selv Regere.

::Fjølnir.

::Skal da Palnatoke leve?

::Harald.

::Ja Palnatoke! hvem kan dræbe ham,
::Som kunde løbe ned ad Kullen
::Og leve dog? Endnu har Odin Magt,
::Da sine Venner han formaar at frelse.
::O vidste du hvor mat og syg jeg er!
::Paa Strid og Had jeg ikke mer kan tænke,
::I Hjertet faar jeg aldrig mere Ro,
::Men uden for mig vilde jeg saa gerne
::Dog have Fred, maaske jeg kunde da
::Lidt mere rolig lægge mig i Høi;
::Thi du kan tro, min Tid er snarlig omme.

:: Fjølnir.

::Du skulde sove, det vil styrke dig,
::Det Andet skal nok jeg besørge.

::Harald.

::Ak nei, jeg har jo sovet længe nok,
::Jeg vaagned først ved Sværdelarmen,
::Men Søvnen har ei kvæget mig,
::Jeg laa og drømte om saa Meget,
::Om Knud og Gorm og Thyra, nei
::Jeg vil ei sove mer. O! kunde
::Jeg have tænkt mig denne Stund,
::Jeg vilde aldrig været Konge.

::___

<big>'''Et andet Sted i Skoven.'''</big>

Palnatoke stod ene, lænende sig mod en gammel Eg.

::Saa skal da Jetter altid seire!
::Saa er da Asers Magt forbi paa Jord!
::Dog nei, det kan, det maa ei være,
::Og dog – hvad bringer vel den Dag,
::Som ruges ud i dette fæle Mørke?
::Ja, bragte den mig Heltedød!
::Men Sværde vil mig ikke saare.
::Da Hildur sveg os, trængte jeg
::Mig ind i største Mandevrimmel,
::Men kunde hverken vinde eller dø,
::Og fanges jeg! nei før mit eget Sværd
::Skal sende mig til Valhals Guder.
::Og hvorfor ikke nu i denne Stund,
::Som er min egen? Hvi fremdrives
::Jeg saa? Hvad kan vel findes her?
::Uvilkaarlig fremgik Kæmpen og standsede pludselig.
::Hvad blusser hist? et det et Baal?
::Hvad ahner mig!
::Nærmere gik han.
::Ja det er natlig Lynglimt.
::Hvem er vel det, som sidder der
::Paa Stenen? er det ikke Harald!
::Det er, det er den feige Niding, som
::I Dag jeg søgte, men ei kunde finde
::Fordi han fjæled sig. – Nu vel!
::Saa dø da Nidingsdød, du Niding!

Ud drog han Pilen og lagde den paa Buen; vel vilde han sigte i Halvmørket, thi det tyktes ham som denne Pil skulde skille Krists og Odins Trætte.

::___

<big>'''Ved Stenen.'''</big>

::Harald.

::Hvad er det Gule vel, som skinner hist?

::Fjølnir.

::Jeg Intet ser, det er vel Luen,
::Som kaster Skinnet paa et Træ.

::Harald.

::Men Luen skulde ikke skinne saa,
::Der kunde komme En og se os her.
::Jeg er saa bange, slukker Ilden!

Pilen fløi og ramte hardt under Hjertet.

::Harald.

::Jeg dør, o Kristus! Kristus eller Odin!
::O hvilken Gud tør jeg vel dristig nævne?
::Ak Ingen, Ingen, jeg maa dø allene.

::___

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Harald Blatan og Palnatoke: Fjerde Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Harald Blatan og Palnatoke: Fjerde Samtale