Carsten: Harald Blatan og Palnatoke: Tredie Samtale

2018-06-11T17:28:07Z

Harald Blatan og Palnatoke: Tredie Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Harald Blatan og Palnatoke: Tredie Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Kæmpelivets Undergang i Nord |Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Harald Blatan og Palnatoke:'''<br><big><big>'''Tredie Samtale'''</big></big>
</center>

<big>'''Jomsborg.'''</big>

::Sigurd.

::Er du tilsinds at laste Palnatoke?

::Sigvald.

::Ved alle Aser! det var ei min Agt.
::Jeg mente: just fordi han er saa kløgtig,
::Det og maa kaldes dobbelt underligt,
::At fra vor Borg han Kvinder vil forbande,
::Men han er da og alderstegen nu.
::Bue og Vagn komme farende ind i Salen.

::Bue.

::Er Palnatoke ikke her?

::Sigvald.

::Hvordan kan du saaledes spørge?
::Er I da løbet bort fra ham?
::Thi han fra jer vist ei er løbet.

::Bue.

::Fodrappe, som Strutharalds Sønner,
::Er ikke Vagn og jeg, men selv
::Du vist ei grumme langt var løbet,
::Thi dyb og tung var vaade Vei.

::Sigvald.

::Hvor er da Palnatoke blevet af?

::Vagn.

::Mig tykkes, Sigvald! at din Vaande
::For Toke er just ikke stor.

::Sigvald.

::Jeg er en Mand og kan ei græde
::Som Drengen for sin Bestefar.

::Vagn.

::Jeg var engang en Dreng, da klapped
::Jeg sagtelig dig under Kind;
::Hvi græd du da saa røde Taarer?
::Dog, nu er ikke Tid at prøve, hvem
::Af os der nemmest græder, hurtig
::Maa alle Jomsborgs Snekker ud
::I Hav at søge Palnatoke
::Og finde ham, hvis ikke alt
::Til Havets Bund han er nedsjunken.

::Sigvald.

::Jeg priser det, at du er djærv,
::Og vil for Toke Alting friste,
::Men Stormen farer over Hav,
::Og blæser haardt mod disse Strande;
::Hvor Toke er, det veed vi ei,
::Skønt nys et Vrag er her inddrevet
::Som ligner paa et Haar hans Skib;
::Men er til Havets Bund han sjunken,
::Det nytter ham kun lidt, om vi
::Vil stunde did, for ham at søge.
::Hvert Skib skal gøres rede fluks,
::Og da, saasnart sig Stormen lægger, ile
::Vi rundt paa Hav at søge op
::Vor tabte Høvding.

::Vagn.

::Snildt du taler.
::Ei sandt? det var en herlig Ting,
::At være Jomsborgs Høvding, Sigvald!

::Bue.

::Kom Vagn! vi er ei bange for
::At dyppes af en Bølge. Bedre
::Det altid er paa Havsens Bund
::Hos Toke, end som her hos Sigvald.

::Sigvald.

::Selv har jo Palnatoke sagt:
::Den Snekke, som engang er sjunken,
::Fordi den trodsed Stormens Magt,
::Den kneiser aldrig mer paa Havet,
::Og bærer aldrig Kæmper mer
::I Herrefærd. – Her er jeg Høvding
::Til Toke kommer selv, og I
::Maa lyde mig, ei løse eders Snekker,
::Før jeg tillader.

::Vagn.

::Sigvald! hør!
::Nu ganger jeg og stærken Bue,
::Hvis du har Lyst, da stil dig kun
::Her paa vor Vei, men vredes ikke
::Ifald vi tro du er en Knold,
::Og sparke dig lidt haardt tilside!

::En Jomsviking.

::Vor Høvding, Palnatoke.

::Sigvald.

::Hvad?
::Hvorledes kan det være muligt?
::Hvad? løb han alt igen?

::Vagn.

::Ja, staa kun du! jeg ogsaa løber.
::Nu er dit Høvdingskab forbi.

::Sigvald.

::End var da Timen ikke kommen!
::Men komme skal og maa den dog engang.

::____

::Palnatoke. Vagn.

::Vagn.

::Men siig mig, Toke! er dit Skib
::Paa Havet brudt, og har du været
::I Roskild hos Kong Harald? Alt
::Mig tykkes underligt, forvirret.

::Palnatoke.

::Ja Alt er underligt, min Søn!
::For os, som ei paa Norners Skjolde
::De Runer se, hvorefter Livet sig
::Maa sno i dunkle, krumme Gange.
::Men siden høie Guder selv paa Jord
::Omvandred, ei et større Under
::Er sket, end nu paa denne Færd,
::Et Jærtegn har mig Livet skænket.
::Da Stormen mig i mørken Nat
::Fra eder skilte, blev jeg drevet
::Paa Havet om, indtil ved Morgengry
::Jeg øined Sjællands sydre Odde.
::Vort Skib var læk, vi roed saa,
::At Blodet sprang af Fingerender;
::Fra Jotunheim en Hvirvelvind
::Da blæste haardt, og vælted Skibet.
::Med stærken Arm jeg kæmped mod
::De høie Bølger, naaed Landet,
::Men fandt ei Een af al min Flok.
::Jeg kom til Roskild, der Man dømte,
::Til Skemt for Harald og hans Klerk,
::Jeg skulde løbe ned ad Kullen.

::Vagn.

::Og der er du da løbet ned?

::Palnatoke.

::Jeg løbet? Spørger du mig ei,
::Om jeg er løbet op ad Kullen?
::Imens mit gule Haar blev graat,
::Jeg var en Mand, og tror at vide
::Hvad Manden kan udrette, men
::Ei det er Mandeværk. Kun Aser
::Kan løbe ned fra Klippetind,
::Kun den som Guderne beskytte
::Ei knuses ved at glide ned.
::Jeg havde offret mig til Odin,
::Og kun i Valhal tænkte jeg
::Paa høien Bænk at tømme Hornet;
::Alt svimled jeg, men Skien brast
::Og sagte gled jeg ned mod Havet.
::Der kom et Skib med vundne Seil
::Mod Vinden, mod de høie Bølger.
::Det standsede, Man tog mig ind,
::Og hurtig vendtes atter Stavnen.

::Ei spurgte Nogen mig om Navn
::Og jeg ei vovede at mæle,
::Du kender mig, ei var jeg ræd,
::Men dyb Forundring bandt min Tunge.
::Ved Roret stod en Ungersvend,
::Saa mildt henskuede hans Øie,
::Og mødte det en Bølge, fluks
::Mig tyktes at den sank i Havet;
::En Olding ved hans Side stod,
::Ham var det, som mig Haanden rakte,
::Da jeg i Skibet sprang, hans Blik
::Forkyndte mild og hellig Alvor,
::Som Goderne ved Odins Hof,
::Saa var han klædt, og Offerkniven hængte
::Med gylden Hjalte ved hans Lænd.
::Ret som vi vare nær ved Landet,
::Han greb min Haand og længe stirred
::Han taus paa Mærket, som jeg skar,
::Men da tilsidst han løfted Røsten,
::Den klang saa underlig og dyb,
::At jeg den aldrig mer kan glemme:
::“Du offred dig til Odin djærv
::Og Offeret har ham behaget,
::Sig Jetter sanke trindt hans Stol
::Og det er Tid for ham at kæmpe.”

::Vagn.

::Men hvem kan det vel have været?

::Palnatoke.

::Hvem uden ham, den høie Drot,
::Der styrer Offringer og Altre,
::Og ham, som løser hver en Mand,
::Der tro'r paa Guderne, af Trængsel!
::Kun ringe, Frænde! er din Kløgt,
::Da ei du kender Valhals Guder.

::Vagn.

::Men Valhals Guder! er de til?

::Palnatoke.

::Dig Bue Digre har opfostret,
::Det kan Man høre. Har du da
::Ei hørt om dem, som bygged Midgard?

::Vagn.

::Jo, Meget jeg om Aserne har hørt,
::Men tænkte, at det var kun gamle
::Besynderlige Sagn, som ei
::Man skulde tro, og Bue Digre
::Saatidt har sagt, at paa sig selv
::Han troed kun.

::Palnatoke.

::Har han da aldrig
::Dig sagt, han troede paa Thor?

:Vagn.

::Han sagde, at naar al den Størke,
::Som spredtes om paa viden Jord,
::Var sanket i een tapper Kæmpe,
::Da var han stærk, som Størkens Thor.
::Jeg troer ogsaa, der er Noget,
::Hvorfra vor Størke rinder ud,
::Som Bækkene fra Kildevældet;
::Men for sig selv jo maa hver Bæk
::Henløbe, aldrig mer den kommer
::Til Vældet, selv den maa se til,
::At blive selv et Væld; saaledes
::Maa ogsaa Manden stræbe frem,
::Og jeg har ment, at Størken vokste
::Hvergang han dræbte En med Sværd,
::Ret som med hans den Dræbtes kunde
::Sig sammenblande. Derfor og
::Jeg altid efter Striden længes,
::For dog at ligne Størkens Thor,
::Om ei jeg vorde kan hans Lige.

::Palnatoke.

::Med Kløgt du veed at føie dine Ord,
::Men troer du, at Bækken kunde løbe,
::Hvis den fra Vældet ingen Næring fik?

::Vagn.

::Derfor den og tilsidst maa stilles,
::Og krybe sagte ned i Jord,
::Ret som naar vi blir lagt i Høien.

::Palnatoke.

::Men ender sig dog i en Mose,
::Og denne vaade Bautasten
::Maa vidne: den ei heel er svundet.
::Hvem har fortalt dig, at fordi
::Den ikke mere løber over Jorden,
::Den heller ikke under Jord
::Henløber mod sit gamle Hjem?
::Vist Mimers Brønd fra Urdurs Kilde
::Er kommet langt og længere
::End Bækkene fra deres Væld,
::Og dog de vist vil atter mødes
::Endnu engang, om ikke før,
::Saa dog naar Ragnaroke kommer.

::Vagn.

::Ja, ældre er din Kløgt end min,
::Og ei jeg veed, hvad sig kan sømme
::At svare dig. Jeg maa vel tro,
::At Størken, som fra Thor udrandt,
::Med hans engang skal atter blandes;
::Men Guder, som sig mænge ind
::I Livet, som for Spyd og Sværde
::Kun bruge Smilet, lig en Qvinde,
::Dem tro'r jeg ikke paa.

::Palnatoke.

::Du mener da,
::At Mennesker blev til allene
::Fordi de skulde være til,
::Og ei for deres Skyld som lod dem blive;
::Thi ellers maa de høie Guder vel
::Og styre Livet, saa det Maalet rækker.
::Du vil at ikkun idel Mandighed
::Skal sig i Guder aabenbare,
::Er Kvinden da ei til, ei blevet til?
::Er hendes Hjerte og de fine Lemmer
::Vel dannet af det samme Malm,
::Som Sværd og Skjold?

::Vagn.

::Paa Kvinden aldrig
::Jeg just har tænkt; men troer du,
::At hun blev til paa anden Maade
::End Manden?

::Palnatoke.

::Jeg just ikke tro'r,
::At hun blev til paa anden Maade,
::Men vel, at anderledes blev
::Hos hende Alting sammenblandet.
::Jeg til det Dobbelte i Livet
::Dig ikkun vilde vise hen,
::Saa at du skønned, i dets Udspring
::Og maatte være Dobbelthed,
::Og har du hørt de gamle Sagn
::Om Gudedaad og Tidens dunkle Fødsel,
::Du der vel og den samme fandt.

::Vagn.

::Man sagde mig: at Odin, Ve og Vile
::Har Menneskene skabt.

::Palnatoke.

::Ja, vel jeg veed
::Den blinde Tid har Guders Tal forøget,
::Og ængstlig ledt om ny, som om
::De Gamle nu var alt for gamle,
::Og som i Fler Man Mere kunde se.
::Fast intet Sagn og intet Kvad
::Fremtælles længer i sin Renhed;
::Men ser du dette gamle Skjold?
::Det gik i Arv hos mine Fædre,
::Og faste paa dets Hvælving staa
::Usvigelige Runestave.
::Du kender Navnet; det er Vøluspa,
::Og naar de underlige Tegn du nemmer,
::Da skal du læse, og som jeg
::For høie Guder dybt dig bøie.
::Saa kvæder Vola om vort Ophav:

::::Aserne tvende,
::::Kraftig og Kærlig,
::::Ginge til Hjemmet,
::::Funde paa Landet
::::Mægtende lidet
::::Askur og Embla;
::::Aand de ei havde,
::::Skønhed og Mæle,
::::Farve de mangled.

::Alt hvad de mangled, gav dem disse Guder,
::Og du vel nu begriber lettelig,
::At Alt maa være Dobbelthed i Livet.

::Vagn.

::Jeg halv forstaar dig, men mig tykkes,
::At ret som Guderne var to,
::Saa bleve Mand og Kvinde tvende,
::Den ene svag, den anden stærk,
::Og Manden ene efter Størke
::Maa stunde, men du sagde jo,
::De havde et og samme Udspring!

::Palnatoke.

::Det sagde jeg, og siger end;
::Men sig mig! mener du, at Træet
::Er ypperst, naar om Vinterstid
::Det staar i mørke, kolde Størke,
::Hvad heller, naar det klædt og grønt
::I al sin Kraft med Blomsten pranger?
::Er Blommen vænest, naar dens Top
::Nedluder, eller naar den løfter
::Sit lille fagre Hoved kæk?

::Vagn.

::Kun liden maa min Kløgt dig tykkes,
::Hvis du kan tvivle om mit Svar.

::Palnatoke.

::Kan du da tvivle om, at Manden
::Er ypperst, naar sig Kraften blander
::Med Mildhed, og at Kvinden da
::Er fagerst, naar hun stundum glemmer
::Sin Svaghed, klæder sig i Staal,
::Og holder Skjoldet for sin Beiler?
::Kan du nu se at Frei, som Thor,
::At Vaner maa, som Aser dyrkes?

::Dog, ei om Guder og om Askurs Æt
::Jeg nu dig mægter Alt at sige;
::Men har du Lyst, da skal vi tit
::Naar Skjoldet hænger under Loft,
::Samtale om det Underlige
::I Livet og dets Fødsel.

::Vagn.

::Aldrig har
::Jeg saadan Tale hørt, og ofte
::Om Vinterstid begærlig skal
::Jeg lyde paa de gamle Frasagn,
::Og paa den Kløgt hvormed du dem udlægger;
::Thi Noget rører sig i mig,
::Det er som Øiet sig oplukked;
::Forhen jeg styrted vild i Kamp,
::Men snart jeg venter nu at skue
::Hvorfor jeg kæmper.

::Palnatoke.

::Ja, det skal
::Du klarlig skue. – Derfor, Odin!
::Det var, du frelste mig fra Død,
::At Asers Magt jeg skulde størke!
::Sig Jetter sanke trindt din Stol,
::Og det er Tid for dig at kæmpe.
::Ja det er Tid. Med Sværd og Tunge,
::Til Sværdet brister i min Haand,
::Og Tungen lammes, skal jeg kæmpe.

::Vagn.

::Og Harald Blatan være skal
::Den første Niding som du fælder.

::Palnatoke.

::Jeg svor ham Døden, svor ved den
::At hævne mig og mine Frænder;
::Men jeg er nu ei længere min egen,
::Jeg er kun Gudernes, og ene dem
::Jeg hævne vil paa Leirekongen.
::Jeg drog til Danmark med den Hug,
::At ville vorde Danmarks Høvding,
::Ei tækkedes det høie Aser, thi
::Jeg ellers ei skibbrudden, ene
::Var kastet op paa Sjællands Kyst;
::En Skjoldung kun maa Kongestolen klæde,
::Og Svend kan ikke være død;
::Jeg derfor brat vil give mig i Hav
::At søge ham, og da, Kong Harald!

::En Jomsviking.

::En Vikingssnekke stævner hid.

::Palnatoke.

::Veed du da ei, hvem Snekken raader?

::Jomsvikingen.

::Han nævner sig Svend Æsusøn.

::Palnatoke.

::Saa lad ham løbe ind i Havnen,
::Og før ham til mig fluks!
::(til Vagn.)
::Gak Frænde! jeg vil være ene

::Med Svend.

::Saa er din Time nu
::Da kommet, Harald! saare længe
::Du beiled til din Undergang,
::Og du er blevet graa som Niding.
::I Guder! vilde Svend kun nu
::Med Stadighed og Renhed eder dyrke!
::Da skulde Danmark til sin gamle Pris
::Sig atter løfte, Folket atter knæle
::I Lund med klar og hellig Sands.
::Men ak! jeg frygter, Haralds Vaklen
::Genfødtes i hans Søn, og Svend
::Er Æsas Søn, det var kun sjelden,
::En ædel Konge sprang af Trælleæt.

::Svend.

::Her, Fosterfader! ser du mig,
::Landflygtig, ringe og elendig;
::Een Snekke er mit Alt, med den jeg hid
::Er kommet for hos dig at raadne.

::Palnatoke.

::Saa taler Leirekongens Søn!

::Svend.

::Saa taler Trællekvindens Søn,
::Forskudt af Fader og af Lykke.

::Palnatoke.

::Hvad Manden vil, kan Mænd og Guder
::Forhindre, standse, det er sandt;
::Men Manden ei kan holde op at ville.

::Svend.

::Naar først du har min Trængsels Saga hørt,
::Da maa du dømme.

::Hist ved Helgenæs
::Jeg løftede mod Harald Sværdet;
::Men Sværdet sloges af min Haand.
::Jeg maatte fly. Jeg kom til Olaf
::I Venden, han var mørk og kold,
::Og bød mig bukke for min Fader,
::Isteden for at trodse ham.
::Jeg kom til England, som en Speider
::Jeg grebes der, og med Foragt
::Man netop Livet til mig slængte.
::Forvildet vankede jeg om,
::Som Trællen, der løb fra sin Herre,
::Imellem Skotlands Bjerge først
::Jeg standsed, og der fandt jeg Medynk.

::Palnatoke.

::O! det er haardt, at Danmarks Kongesøn
::Hos Odins og hos Danmarks Fjender
::Skal søge Hjelp, og finde Medynk!
::Det skulde undre mig, om ei,
::Man krævede som Løn for Ynken,
::Du skulde blive Kristen, Svend!

::Svend.

::Jeg hørte hvordan Barder kvad
::Om Fingals Seier over Odin,
::Jeg tænkte paa min Faders Seier
::Og Troen sank paa Asers Magt;
::Jeg hørte Klerke love Krist,
::Og sjunge om, hvordan han hjelper
::Enhver af Nød, som tjener ham,
::Og Skottekongen bød mig Skibe
::Og Mænd til Strid mod Danmarks Drot,
::Naar kun jeg vilde Kristen vorde,
::Primsigne lod jeg mig, og med en Flok
::Af Snekker jeg fra Skotland styred.

::Palnatoke.

::Du troed mer den blinde Ossian,
::End vore Skjalde med det klare Øie,
::Du mente Skottekongens Mænd
::Og Skibe kunde Odin trodse
::Som Fingal! hvor er Flokken nu?
::Svend.
::
::I trende Dage rased Nordenvinden,
::Og kun det ene Skib jeg har igen.

::Palnatoke.

::I Nordenvinden mæled Nordens Guder,
::Og dine Kristne søgte Havets Bund,
::Fordi de ikke kunde taale
::At høre paa det stærke Maal,
::Det var jo, hvad du maatte vente.

::Svend.

::Saa troer du, det var en Straf
::Fra Aserne? ei kan jeg nægte
::At Stormen tyktes mig saa haard
::Og hul, som vrede Guders Mæle.

::Palnatoke.

::Og dog endnu du trodser Asers Magt?

::Svend.

::Ja, kan det hjelpe atter dem at dyrke?

::Palnatoke.

::Mon det kan hjelpe, at du tro'r.
::Den Sol er til, som pryder Himlen?

::Svend.

::Hvad der er til, maa jeg jo tro er til.

::Palnatoke.

::Er Aserne da ikke til?
::Men om du nægted nu at Solen
::Var til, og sagde at det var
::En anden Ting, som lyste og som varmed,
::Var det ei Ret, om Solen skjulte sig
::For dig, saa at du kunde faae at vide,
::Hvordan det var, ifald den ikke var,
::Hvordan det Andet kunde lyse,
::Og turde du da vente Dag,
::Før du dig bøiede i Natten
::Med Anger og bekendte lydt,
::At ingen Straale er som Solens?

::Svend.

::Vel tykkes mig, at du har Ret,
::Men naar igen jeg Aser dyrker,
::Da vredes vist de Kristnes Gud,
::Og han er haard, naar han vil straffe.

::Palnatoke.

::O skam dig, Svend! jeg fostred dig,
::Og tænkte ei, din Moders Hjerte
::Var krøbet ind i dig. At Haralds Blod
::Var mænget tykt med Jetteedder,
::Det vidste jeg, men tænkte dog,
::At Skjoldungblodet kunde renses.
::Du ræddes for de Kristnes Gud,
::Fordi du tror at han har Størke,
::Men har da Aser ingen? mener du
::At Ymers Pande ei var haard at bryde?

::O reis dig Svend! og bliv en Mand,
::Og tro paa Guderne! da mine Snekker
::Skal bære dig til Danmarks Kyst,
::Og dette Skjold skal værge dig i Kampen
::Og denne gamle, dog ei svage Haand
::Skal løfte dig paa Kongestolen.

::Svend.

::Ja, Toke! ja, jeg skammer mig,
::Af Mod og Anger Kinden blusser.
::Med Hug og Mund jeg hylder Asers Magt,
::Og i dit Fjed jeg djærvt for dem skal kæmpe,
::For dem, for dig og for mig selv,
::Og vorde Skjoldungnavnet værdig.

::Palnatoke.

::Nu kender jeg min Fostersøn igen.
::Naar det kun ei er Spaanens falske Lue,
::Som blusser vel i Luft en føie Stund,
::Men uden Næring brat igen udslukkes!

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Harald Blatan og Palnatoke: Tredie Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Harald Blatan og Palnatoke: Tredie Samtale