Carsten: Havånden (Eskimoernes kultiske guddomme)

2024-08-08T10:26:11Z

Havånden (Eskimoernes kultiske guddomme)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Havånden (Eskimoernes kultiske guddomme)]] !! !!
|-
|}

[[Fil:Grønlandsk maske 01.jpeg|thumb|300px|<center>Grønlandsk træmaske</center>]]
<center>

 '''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]''' <big>'''[[Eskimoernes kultiske guddomme]]'''</big> '''William Thalbitzer'''
 

<big><big>'''I. Guderne'''</big></big> <big><big><big>'''Havånden'''</big></big></big></center>

<blockquote>De fleste Eskimoer bor ved havranden og skal leve av sødyrene: deres hovedguddom er verdenshusmoderen i havdybet, i hvis hus alle dyrene har hjemme og hvorfra de udgår, svømmende i floden, der strømmer gennem husgangen helt ind til hendes tranlampe.

Hos de ældre grønlandske forfattere læser vi myten om hendes oprindelse og får tildels forklaret angakkokkernes kultiske forhold til hende. Vi har sagnet fra Sydgrønland, optegnet av C. Lytzen, om den forældreløse ''Nivikkaa'' »den (unge) pige som han (manden) kastede bagover«,<ref>Navnet er avledet av ''niverpoq'' »falder bagover«, brugt transitivt: får ham (hende) til at falde bagover.</ref> da hun sad som roerske i hans konebåd. Manden kastede hende i havet og da hun greb fat i bådens essing, huggede han med sin øxe hendes fingre av. Idet hun sank ned i dybet, slængte han hendes hund og hendes lampe efter hende. Forhånet i livet blev hun efter døden herskerinde over alle havdyrene, som hun samler i drypskålen under sin lampe. Hunden bevogter hendes hus. »Når der er god fangst på sødyr og fugle, er det fordi Nivigkâ har flyttet sin lampe og ladet dyrene svømme ud . . . Men bliver hun derimod fornærmet« — nemlig hvis noget menneske forbryderisk benytter en avdøds kajak eller klæer ude på havet og derved gør hendes område urent, eller av lignende grunde — »da sender hun den slemme sydvest (''imarsarneq'', havvinden) med tykning og lukker alle dyrene inde, og da bliver der misfangst«<ref>Lytzen (1874), s. 209-212.</ref>.

Hos Paul Egede (Journ. s. 79-80 for året 1737) læser vi den klassiske beskrivelse av angakkokkens åndeflugt til havdybets gru og herlighed. Det er som en drøm — men alle angakkut oplever det samme dernede. Som ved synerne under hans uddannelse og ved hans flugt i himmelrummet eller i indlandet: hvad han ser og oplever, er traditionens drømmesyner og begivenheder. Tilfældighederne får ikke nogen stor magt over hans fantasi. Han ledsages på rejsen av sine egne tilvante hjælpeånder og møder, fra gang til gang, de samme vanskeligheder. Som bevis overfor sine husfæller for, at han virkelig har været nede hos havkvinden, bringer han med sig til denne verden, til daggryet, et av hendes lange hovedhår.

<blockquote>»Allernederst i Jorden boer en stor slem Qvinde, som kaldes Tornarsuks Oldemoder, udi et meget stort Huus, som man ei kan skyde over med en Bue. Denne samme Qvinde råder for alle Havets Kreaturer thi de ere alle hendes Huusfolk: Hvalfiske, Enhiørninger, Sælhunde, Hvidfiske o. s. v. I det Trankar, som staar under hendes Lampe, svømmer alle Slags Søefugle i Overflødighed. Uden for hendes Dør sees heele Flokke af Sælhunde, som staae overende og bider om sig til dem, som vil ind, hvilket ikke tillades nogen anden end en Angekkok, som endelig maae have sin Tornak med sig. Naar de giøre denne Reise maae de først passere de Dødes Siele, der see ud, som de levede her i Livet; naar de ere komne dem forbie, er der et bredt langt og dybt Svelg ned i Jorden. Dette Svelg skal de over; men der er intet at gaae paa uden et stort Hiul, glat som Iisen, og drives bestandig hastig omkring. Herpaa maa Tornaken ɔ: hans Skyds-Engel, lede sin Angekkok. Derefter komme de til en stor Kiedel, hvorudi koges levende Sælhunde. Omsider komme de til Fandens Oldemoders Residens. Der griber Tornaken sin Angekkok ved Haanden, og fører ham igiennem den stærke Sælhundevagt. Indgangen er bred; men siden gaaer den over en Afgrund, den [Bro] er ei bredere end en Snor, og intet at holde sig ved. Her indenfor sidder den fæle Qvinde, som har mange Ophævelser og Convulsioner, sveder af Vrede, river sig i Haaret over de ankomne Giester... Hun griber strax til en Fuglevinge, tænder Ild i den, og holder den for deres Næse, ved hvilken Lugt de blive afmægtige, og ere hendes Fanger. Men Angekkoken, som er underrettet af sin Tornak, forekommer hende, griber hende strax ved Haaret, og tumler saa længe med hende, indtil hun bliver ganske kraftesløs. Heri er hans Tornak ham ogsaa behielpelig.

Om hendes Ansigt henger ''Aglerrulit'', som Slangerne om Medusæ Hoved. Disse Udyr meene nogle komme af hemmelig Abortu. De rive disse af hende, efterdi de ere Aarsag til at Havets Kreature forlade Landet og gaae til hende. Ligesaa fort som de rive det af hende, fare Hvale, Sælhunde plaskende ned i Vandet og søge til de Grændser igien, hvor Grønlænderne kan fange dem. Naar dette er forrettet, begiver Angekkoken sig med sin Tornak igien paa Hiemreisen, hvor han finder den forrige farlige Vei gandske god og jævn for sig.« </blockquote>

Fremstillingen er vistnok individuelt præget, men vi savner tilstrækkelige varianter av den til at kunne kontrollere alle enkelthederne. Jeg har min tvivl om »den stærke Sælhundevagt« udenfor »Fandens Oldemors Residens«. Usikkerheden om hvorvidt hun er Tornarsuks oldemoder eller som Cranz sir<ref>Cranz, l. c. s. 264.</ref> — »Tornarsuks Weib oder Mutter, (darinn sind sie nicht einig«), eller om hun er hans datter, som det henstilles alternativt i Hans Egedes Perlustration,<ref>H. Egede, Perlustration (ed. Bobé), s. 397.</ref> gør mig tilbøjelig til at tro, at selve ideen om hendes nære familieskab med Tornarsuk er konstrueret av Egedes omgivelser. Sagnene (i Rinks samling) taler yderst lidt om disse høje ånder: Tornarsuk omtales overhodet ikke i de gamle sagn og havkvinden kun en gang eller to.<ref>I Rinks samlinger omtales havkvinden vistnok kun i I (1866) no. 72 og 139 (sidstnævnte har navnet Arnarquashsaaq), II (1871) no. 113.</ref> De gamle kultiske skikke berøres yderst sjældent i sagnene.

Navnet ''Arnarquáshaaq'' er først fremdraget av Rink<ref>Rink, Grønl. gamle Tro (1868), s. 204. — Jvf. også tillægget »Om Eskimoerne« i hans E. E. og Sagn (1871), 184.</ref> og det har sikkert aldrig været brugt som egentligt navn for guddommen, men kun lejlighedsvis som et epitet (kun kendt fra vestkysten). Egedes »Oldemoder« er muligvis en fri gengivelse av navnet. Ordet oversættes i de ældre ordbøger (H. Egede 1750, Arngnakoeksák) ved »en gammel Kierling, ''vetula'',« en oversættelse, der er fastholdt også i den nyeste ordbog. Jeg indser ikke, hvorfor man i dette ene tilfælde skulde tage det til ''arnarqua'' -føjede ''-shsaaq'' i nogensomhelst anden betydning end den sædvanlige, som vi fx. har i ''nunáshsaaq'' »et herligt land«, ''naalagáshsaaq'' »en majestætisk ''naalagaq'' (høvding, herre)«. Det foregående suffix (infixet ''-qua'' el. ''-rquaq'') synes at være en diminutivform av den forældede, men hyppige derivationsendelse ''(r)qoq'', hvis oprindelige betydning jeg ikke her skal forsøge at udrede.<ref>Flere exempler på ''-(r)qoq'' og ''-roq'' er samlede i The Eskimo Numerals (1908), s. 20 f.</ref> Rink skrev om hende:

<blockquote>I de ældre Skrifter er hun fremstillet som den »fæle Qvinde«, som et ondt Væsen, der tog Sødyrene bort fra Havet. Jeg har først selv fulgt denne Anskuelse, men ved nærmere Undersøgelse, og navnlig ved at udspørge de nulevende Grønlændere, fundet, at den er urigtig. I Navnet ligger simpelthen blot Betydningen af »en gammel Qvinde«, og i de grønlandske Sagn er en saadan det stadige Billede paa Sparsommelighed og klog Forvaltning af Forraad osv.</blockquote>

Det er så langt fra, at ''-shsaaq'' indeholder en nedsættende eller spotsk betegnelse, at det langt snarere i den grønlandske bevidsthed er et følelsesbetonet udtryk for beundringsværdige herlige egenskaber, nemlig hos det nomen, endelsen knyttes til. Og det er sikkert ikke kvindens ælde, der hermed er betonet, men hendes mægtighed, hendes majestæt, med en biklang av noget ophøjet og herligt. En østgrønlandsk angakkoq, med hvem jeg talte om havdybets ånd, betegnede hende som overmåde »venlig og skøn« ''(pin˙ikät˙a)''.

De gamle beretninger (H. og P. Egede, Glahn) har ingen omtale av havkvindens hund, som vogter hendes hus. Lytzen’s senere opskrift fra Sydgrønland av oprindelsesmyten (se s. 41—42) omtaler både hendes hund og lampen, som hun fik med sig ned på havsens bund, og i det nævnte sagn hos Rink (1866, no. 72 Angakokken Tugtutsiak) møder angakkokken hendes »store fæle hund«, som snærrer og knurrer ad ham fra toppen av indgangshulen til hendes hus. — I mytens varianter fra Centraleskimoerne spiller denne hund en stor rolle.

Hunden er forøvrigt omtalt i Cranz’ fremstilling av havkvinden og angakkokkens åndeflugt til hende.<ref>Cranz, l. c. s. 264-265.</ref> Det viser bl. a., at Cranz ikke helt slavisk bygger på Egedes bøger (hvad ellers atter og atter i disse partier om Grønlænderne synes at være tilfældet).

Egedes (og Cranz’s) fremstilling har det bemærkelsesværdige træk, at angakkokken på sin vej til havkvinden må fare forbi »de Dødes Siele«, dødsriget i underverdenen. Såvidt synes angakkokken at nå frem uden større besvær, hvorimod de dødes langsomt vandrende sjæle på deres vej til underverdenens lyksalige bopladser er nødt til at kravle over en meget høj og skarp sten (stenkant?) for derfra at glide på deres bag den lange vej derned; »hvorfore og Steenen er blodig«.<ref>Hans Egede, Perlustr. (ed. Bobé), s. 399; P. Egede, Journ. 114. Cranz 259.</ref> Angakkokken har derimod andre farer at overvinde: svælget med det isglatte store hjul, der »driver iidelig og hastig omkring«, kedlen, vagten og indgangsvejen, der er så smal som en snor, »og paa begge Sider intet at holde sig ved, men en heslig stor Afgrund og svælgende Dyb nedenunder.«<ref>Hans Egede 1. c. s. 398.</ref> — Hvordan »hjulet« skal forstaas, er mig uklart, da det er en ganske ueskimoisk forestilling.<ref>Fridtjof Nansen påviser i Eskimoliv (1891), s. 210 og 219, at »den knivskarpe bjærgkam« og »det glatte hjul« hører hjemme i Dakotaindianernes mytologi. Disse vanskeligheder ligger på sjælenes vej til dødsriget Wanaretebe.</ref>

Paul Egedes mærkelige udtryk om de »urenligheder«, der hænger i havkvindens hår — »''Aglerrutit''<ref>Således læser jeg ordet, med ''t'' (ikke ''l''), jvf. Egede, Perlustr. (s. 398).</ref> som Slangerne om Medusæ Hoved: Disse Udyr meene nogle komme af hemmelig Abortu« — har vel fået sin rette fortolkning gennem de av Franz Boas fremskaffede oplysninger fra Centraleskimoerne på Baffinsland. Betegnelsen »visse urenligheder« er brugt om dem av Rink (E. E. og S. II, s. 184). P. Egede sier, at det er dem, der forårsager at havdyrene forlader kysten og går ned i havdybet »til hende«; Cranz udtrykker det lidt anderledes: »durch deren ''Charme'' [magiske kraft?] die See-Thiere aufgehalten werden.« Begge beskriver, hvorledes angakkokken og hans hjælpeånd griber hende ved håret og tumler med hende, til de får revet disse ting av hende. Rink fremstiller sagen således: disse ''agdlerutit'' har hængt sig om hendes hode og fremkaldt hendes uvilje, så at hun holder sødyrene tilbage: »der siges, at disse var mishandlede eller i Dølgsmål fødte menneskelige Fostre, altså Frugterne af Menneskenes hemmelige Forbrydelser.«<ref>Rink, Grønl. gl. Tro, s. 205.</ref> Jvfr. det av Lytzen optegnede sagn (slutningen). Iflg. Ordbogen (Kleinschmidt) skulde dette ord komme av et verbum (sjældent) ''agdlerpok'' I »føder et dødt el. ufuldkomment foster«, hvoraf ''agdlerut'' »et dødfødt eller utidigt foster.« ''-ut'', der føjes til et verbum, betyder »midlet, hvormed —, sagen, hvorved —, anledningen til at — eller årsagen, hvorfor —.« Der er et ligelydende og ganske almindeligt verbum, hvoraf dette ord efter min mening snarere bør avledes, ''agdlerpok'' II »avholder sig fra visse ting av overtro, f. ex. når en er syg eller død,« med tilføjet ''-ut, agdlerut'' »et avholdsmiddel el. en avholdsårsag«, frit oversat »avholdstilstanden« eller »avholdsreglen«, forbudet selv. Spørsmålet er nu: hvorav kommer havkvindens vrede, eller som Egede sier, hendes »mange Ophævelser og Convulsioner«, der driver sveden frem i hende og får hende til at rive sig i håret?

Franz Boas gengir fra Baffinsøen den centraleskimoiske variant om myten om havkvinden (Sedna) og knytter nogle betydningsfulde oplysninger dertil.<ref>F. Boas, Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay (I—II, 1901-07), s. 119 f. Jvf. også hans The Folklore of the Eskimo (1904), s. 11.</ref> Jeg refererer hovedtrækkene derav.

<blockquote>Sedna var en pige, som ikke vilde ha nogen mand — hun fik en forvandlet stormsvale til mand, som bortførte hende til sin boplads. Da faeren hentede hende tilbage i sin båd, fulgte stormsvalen efter og rejste en vældig storm. For at redde sig selv kastede faeren Sedna overbord; og da hun klyngede sig til båden, skar han hendes fingerled over, et efter et. Som de faldt i vandet, blev de forvandlede til hvaler, remmesæler og alm. sæler. Tilsidst huggede han hendes ene øje ud. Så sank hun ned i underverdenen og blev dybets herskerinde. Hendes faer lagde sig, da han kom hjem, paa stranden og dækkede sig med sit telt. Flodvandet slog over ham og trak ham ned, og nu bor han i Sednas hus.

Denne kvinde, sødyrenes moder, er Centraleskimoernes hovedguddom. Hun behersker menneskenes ve og vel, og alle disse stammers religiøse taburegler og skikke går ud paa at sikre sig hendes velvilje.

Hun antas at bo på havets bund i et hus bygget av sten eller hvalribber. Enøjet. Kan ikke gå, men kryber avsted med det ene ben bøjet ind under sig, det andet fremstrakt. Hendes faer ligger dækket under sit teltskind. Hendes hund — som efter en version var hendes husbond (jvf. myten om »Kvinden gift med en hund«) — vogter indgangen.

Sæler og hvaler svømmer ud og ind. Når et av disse dyr dræbes, forblir dets sjæl 3 dage ved kroppen — derefter går sjælen tilbage til Sednas bolig, for senere igen at blie sendt ud av hende.

Hvis det i de 3 dage, sjælen dvæler ved kroppen, sker, at nogen tabu eller noget foreskrevet forbud blir krænket av et menneske, blir overtrædelsen (''pitssēte'') hængende ved dyrets sjæl og volder det smerte. Sjælen kæmper for at befri sig fra disse påhæng, men forgæves, den er nødt til at ta dem med ned til Sedna. Disse overtrædelsers påhæng gør på en uforklarlig måde hendes hænder ømme, og ''hun'' straffer de mennesker, som har forårsaget smerten, ved at sende dem sygdom, ondt vær, og hungersnød.

Men hvis derimod alle taburegler er blevne iagttagne rigtigt, vil sødyrene gerne la sig fange: ja, de går fangeren imøde. Det gælder altså om at holde både dyrene og Sedna fri for disse plagsomme påhæng ved at overholde de nedarvede fangstskikke.

Jægeren skal fx. undgå berøring med folk som har rørt ved et lig (begravet en død), eller med folk som bløder, særlig menstruerende kvinder eller kvinder, som nylig har haft en fødsel. Disse mennesker er nemlig omgivne av en dunst, dunst fra blødningen eller fra liget — sødyrene er istand til at se denne dunst og avskyr denne, flygter for den, og fører deres mishag med sig ned til Sedna.

Derfor skal et menneske, der har rørt ved lig, omtale det for sine omgivelser. Og kvinder, der har menstruation, eller som aborterer, skal omtale dette, de må ikke holde det hemmeligt. Hemmeligholdelsen klæber som dunst ved sødyrene og vender tilbage med ulykke over jægerne.

Skik og vedtægt kræver tilståelse av enhver overskridelse av tabu.

Det er en av angakkokkernes store og hyppige opgaver gennem rådspørgen av ånderne at udfinde, ''hvem'' der har krænket tabuen og holdt overtrædelsen hemmelig.</blockquote>

<center>____________</center>

Baffinslændernes ''pitssē’te'', der av Boas oversættes som »krænkelsen, overtrædelsen«<ref>Medens grl. ''alhlerut'' < ''alhlerpaa'' ingen vanskelighed frembyder, er Bf. L. ''pitssēte'' vanskeligere at identificere, da denne dialekt ikke er nærmere kendt. Sammenligner vi med grønlandsk, frembyder ordet ''pitserpaa'' sig, »venter på at han (den) skal dø«, ''pitserpoq'' »venter på sin død«, derav ''pitseevaa'', med avledningen ''-te, se: pitseessaa'' »en, der venter på hans (el. sin?) død, indtil han (hun, den anden)« — d. e. (måske) »et dødsvarsel« eller et »dødsstød«, (en dræbende synd)?</ref> svarer i denne beskrivelse til Grønlændernes ''alhlerut'' (Rink ''agdlerutit'' flt.). At det er disse, der volder havkvindens dårlige humør, er sikkert nok, men vi kan kun gætte os til, hvordan denne årsagsforbindelse opfattes i den eskimoiske tankegang. Krænkelsen synes at gi sig udslag i, at sødyrene anfægtes eller besmittes av »dunsten«, der er det usynlige udslag av overtrædelsen: sødyrene er identiske med havkvindens fingre (fingerled), derfor får hun ømme fingre. Identiteten må naturligvis ikke tas i absolut forstand; i havdybet har Sedna sine hænder i behold, endskønt fingerleddene blev avhuggede, da hun sank ned. I enkelte versioner av myten omtales hun forøvrigt som eenøjet og eenhåndet.

Hvad Boas og Rink betegner som vedhængsler (»attachments«), er noget mere åndeligt eller »luftigt«, som trænger ind i sødyrene som en sygdom, de fører med sig ned til havkvinden og som virker i hende som en humørsygdom. Derfor straffer hun menneskene. Denne kalamitet kan imidlertid undgås derved, at tabu-overtræderen skrifter sin overtrædelse for angakkokken eller andre av sine bopladsfæller, specielt ved, at kvinden ikke hemmeligholder sin menstruation eller abort (''aŋiaq''). Intet er så farligt for samfundet som den hemmeligholdte overtrædelse.

Overalt på Baffinsøen fandt der en Sednakultus sted, særlig levende ved den periodiske høstfest. Allerede fra G. F. Lyons dage (Franklinexpeditionerne) har vi vidnesbyrd derom fra Iglulik.<ref>Lyon, Private Journal (1824), s. 362. Her nævnes Sednas navne som ''Nuliajoq'' og ''Aiwilliajoq'' og hendes fars ''Annautalik''.</ref> Udførligere skildrer Franz Boas festen fra Cumberland sundet. Den holdes i bopladsens store tempel ''qaggi [qaxxi] '' = grl. ''qashse'', en cirkelrund kuppelformet snebygning, der måler 20 fod i diameter (ved grunden) og er 15 f. høj.

<blockquote>Hele festen varer mindst 2 dage, og består dels i åndemanernes besværgelser, dels i dramatiske optrin.

Sedna selv vil indfinde sig. En lang skindrem rulles op, så at den danner en kegle med et lille hul i toppen. Rullekeglen stilles midt på gulvet, den forestiller en sæls åndehul i isen. To angakkut står på hver side av den, parat med harpuner. En tredje sidder i husets eller i qashsens baggrund og trommesynger magisk. Omsider høres Sedna at nærme sig nedefra; man hører hendes åndedræt, hun dukker op i hullet — harpuneres og synker ned hastigt og i vrede, idet hun trækker harpunen med sig, som de to mænd holder i en line strammet med al kraft. Med en fortvivlet anstrængelse river hun sig tilsidst løs og vender tilbage til havbunden (underverdenen). De to mænd fremviser den frigjorte harpunspids overstænket med hendes blod.

Den følgende dag går alle bopladsens mænd i frygt og bæven for Sednas hævn og bærer bestemte dertil indviede amuletter for at avværge vreden. Hun er såret og kan vise sig igen. Fra tidlig morgen samles alle midt på bopladsen, og løber derefter hujende og skrigende omkring husene, følgende solens retning — enkelte, klædt som kvinder, løber i modsat retning. Derefter avlægger de besøg i hvert hus, og husmoren modtar dem med gaver. Sluttelig deler flokken sig op i to partier: ryperne »de som er født om vinteren«, og ænderne »sommerbørnene«, og udfører forskellige lege el. ceremonier. Herunder bruges fx. udklædninger og masker av sælskind. Orakel-ånderne, de to ''qailertetang'' (udklædte mænd) optræder mellem husene, de parrer mænd og kvinder<ref>Jvf. »billed- eller dukkefesten« i Alaska, se Nelson, 1. c. s. 379, hvor en lignende parring går for sig. »Dukkerne« ved denne fest er billeder av guder eller ånder.</ref>, påkalder været, bringer forudsigelser, avværger onde ånder osv. </blockquote>

Mens myten om ''sol'' og ''måne'' var en oprindelses-myte, der handlede om virkelige naturfænomener, har vi her i Sedna-myten en kult-forklaringsmyte: dens basis er den faktiske, effektive kultus av havets ''inua''.

Havkvinden optræder fra sted til sted under forskellige navne (el. epiteter), ''Sättuma eeva'' havdybets ånd (Østgrønland), svarende til Vestgrønland ''säsvsuma inua; Nivikkaa'' den bagover væltede kvinde (sydligste Vestgrønland); ''Arnarquashaaq'' den majestætiske kvinde (Vestgrønland);<ref>Jvf. s. 44. Navnet er også kendt som stednavn udenfor Grønland, nemlig i nærheden av ''Iglulik'' nord for Hudsonbugten. Lyon (Priv. Journ. 1824, s. 448), gengiver det i formen ''Arnă-kōă-khiak''.</ref> ''Nerhrivik'' kødstedet, sulefadet (nordligste Vestgrønland); ''Sedna'', måske = ''Sänvna'' den (hun) dernede i havdybet<ref>Navnet ''Sedna'' (Boas) er ikke sikkert at tolke. Det kunde være en misopfattet form av stammen ''sanavoq'' »arbejder, laver, tildanner« (''sännät'' redskaber); eller en sammentrængt form av ''sättuma'' (øgr.) »havdybets«. Jvf. s. 47.</ref>; ''Nuliajoq'' den der bestandig parrer sig; ''Avilajoq'' den der bestandig skilte sig (som ikke vilde være gift). Hun er den store verdenshusmoder, havdyrenes opretholder, det kvindelige princip i jægernes verden og i verdens spisekammer, der råder for menneskenes trivsel. En stor mængde av de religiøse hensyn, som menneskene må iagtta, går ud på at vinde og bevare hendes velvilje.

Hendes husherre, da hun levede blandt Inuitterne, måtte ofre hende til havet for at formilde en vred naturmagt, der forklædt som en stormfugl krævede hende, fik hende og blev hende frarøvet. Havdyrene er hendes hånds avhuggede fingerled; de er som sjæle av hendes sjæl (ti mennesket har en lille-sjæl i hvert led i kroppen). Hun har nu kun een hånd og kan derfor ikke sætte sit hår i top eller kæmme det. Når menneskene taler om Sedna, må det ske i ærbødighed, ingen må le eller synge. På det sted i Ponds Bay (nordlige Baffinsland), hvor hun engang skal ha bot, er det forbudt at tænde lyngbål eller arbejde med landdyret renens skind.<ref>Boas, 1. c. s. 492.</ref> —

Fra Grønland kender vi ingen faste kultiske fester, der knytter sig til dyrkelsen av havkvinden eller nogen anden guddom. En sådan kultus kan ha eksisteret engang i de første tider efter Inuitfolkets indvandring fra Hudsonsbugtegnene, men vi har ingen beretninger derom. Selv i de ret levende rudimenter av kultiske lege, vi kender fra Østgrønland (med udklædning og masker), finder vi ikke spor av nogen dyrkelse av havkvinden.

Grønland danner i denne henseende en paralel til Alaska, hvorfra havkvinden heller ikke omtales som dyrket, hverken av E. W. Nelson, Murdoch eller Fr. Barnum; kun Franz Boas gengir myten om Sedna fra Beringstrædet (Port Clarence)<ref>Boas i Journ. Amer. Folklore VII, 1894.</ref>.

Fra Kobbereskimoerne omtaler Jenness både myten om
havkvinden — her forenet med myten om »kvinden gift med en hund« (moderophavet til Inuit og visse andre folkeslag) — og en kultus av hende, meget nær svarende til den, Boas gengav fra Baffinsland ved Davisstrædet.<ref>Jenness, Can. Artic Exp. vol. XIII (1924) s. 81 (no. 72 e); og ibid. vol. XII (1922) s. 188-189. Senest har vi modtaget en variant av myten fra lidt østligere område, Melvillehalvøen ved nordvesthjørnet av Hudsonbugten, i Knud Rasmussens: Fra Grønland til Stillehavet, s. 83 f.</ref> Her iblandt Kobbereskimoerne kaldes hun ''Kannakapfaluk'' (mon = ''kannaqaffaluk?''), hun bor i en snehytte på havsens bund og hendes hunde er en brun og hvid bjørn. Hun har en slags trælledværg, der hedder ''Unga'', der skriger, når angakkokkerne trækker ham op til overfladen. Hvis kvinderne bryder tabuskikkene, er det Unga, der genner sælerne bort fra landet og ind i Kannakapfaluks hytte. Under sådan misfangsttid samles alt folket i qashsen under åndemanernes ledelse, og ganske som ved festen i Baffinsland udfører de den højtidelige ritus med optrækning av havkvinden til overfladen — inde i festhuset — og hendes fastholden usynligt derinde under gulvet, mens de søger at overtale hende til at bringe fangsten i lave for dem igen. — Men her (som vel også i Baffinsland) kender man også til den skik, at angakkokken drager (»dykker ned«) til hendes hytte. »Unga, sælernes bevogter«, forsøger at flygte, men shamanen svøber ham ind i sin trøje og bringer ham op til dansehuset omhyggelig skjult, så at ingen kan se ham, skønt man hører hans skrig.« — Der er i dette væsen, lige indtil navnet, en påfaldende lighed med Ammassalik-angakkokkernes skræmmende åndedyr ''Ongaa'' (jf. her s. 25).

Endnu noget vestligere for denne egn (Coronationgolfen), fra egnen om Kap Bathurst (126° v. 1.), kender Eskimoerne til havkvinden (herude endogså to), men her synes den vestlige grænse for kulten at være. Fra Mackenzieflodens munding og vestligere hører vi intet om havkvinde dyrkelse på det amerikanske fastlands havkyst.<ref>Ifølge ''J. H. Rink'' (manuskripter, Kgl. bibl. N. k. S. fol. 1593, vol. 3, s. 964) er der grund til at tro, at Arnaquashsaaq-ideen genfindes blandt Indianerne ved Winnipegsøen, som kalder hende Witsakutschat (Petitot) eller Wäsakootshaht (Franklin).</ref> Rink, der havde undersøgt dette vigtige spørsmål, knyttede den endnu aktuelle bemærkning til dette faktum: »Skulde det, hvad der dog synes meget uvist, vise sig at Mythen om Arnakuagsak er særegen for de østligere Eskimoer, turde det tyde på, at den var ubekendt i Eskimoernes fælles Hjem og først havde uddannet sig, opfunden af Angakut, efterat de allerede i længere Tid havde været udelukkende arktiske Kystboere.«<ref>Rink, ibid., s. 963.</ref>

Det er muligt at der iblandt de eskimoiske angakkutter på en vis tid og på givet sted, har været stærke skabende personligheder, der har indført en eller anden ny vending i kulten eller en ny trosidé. Det kunde de små variationer vi finder fra egn til egn nok tyde på. Men grundideernes igenkomst over forbavsende lange avstande vidner om, at disses udbredelse hænger sammen med selve de eskimoiske gruppers udbredelse, med deres fremvandring fra vest mod øst. Muligt at vi må regne (som allerede Rink gjorde) med to lag, et oprindeligere før-shamanistisk og et fra Asien ind¬kommet shamanistisk kulturelement. Det skal ikke drøftes her. Myten om en havkvinde og kystboernes kultus av hende er ikke begrænset til de amerikanske Eskimoer, men findes på den anden side av Beringstrædet hos de asiatiske Eski¬moers naboer, Tjuktjerne samt, i et spring langt mod vest derfra, hos Samojederne ved Objflodens munding.

Kyst-Tjuktjerne har (ifølge Bogoras) — i modsætning til indlandets nomadiserende rensdyr-Tjuktjer deres »hav¬guder« (''anqa-vairgit''), blandt hvilke den mægtigste er ''Keretkun'' og hans kone. Dette par bor i et stort flydende hus på havbunden eller i det åbne hav. En anden havånd er »Hvalrosmoer« en gammel kvinde,der bor på havbunden, hvor hun hersker over sødyrene. Hun er væbnet med to stødtæn¬der som en hvalros, og om oprindelsen til disse tænder for¬tælles der to sagn. Ifølge det ene skyldtes de en straf, hendes mægtige faer havde pålagt hende, fordi hun havde ladet sig friste av faerens fjende Stor-ravnen til at udlevere denne sin faers største kostbarheder, de tre sække i huset, hvori faeren havde gemt månen, solen og stjærnerne. Den vrede faer hængte da sin datter op i en line med hodet nedad. Linen brast til sidst, så hun styrtede i vandet og blev til en hvalros: dens stødtænder er forvandlede av hen¬des snot, der løb ud, mens hun hang under loftet. (Denne myte er beslægtet med flere myter om solen og månen og storravnen, som fortælles lige fra Point Barrow på Alaskas nordspids til Indianerstammerne ved Stillehavet i British Columbia). Det andet sagn er det, vi kender fra Eskimoerne helt over til Grønland, om kvinden, der ikke vilde beholde nogen mand, men blev kastet baglænds overbord fra båden av sin egen faer, der avhuggede hendes fingre. Tjuktjerne fortæller, at hun sank i havdybet, hvor hun forvandledes til en hvalros, idet dens stødtænder fremkom ved forvandling av hendes to hårfletninger.<ref>Bogoras (1904), s. 315—316.</ref>

Blandt Tjuktjernes sydlige naboer Korjakerne taler man om »havets ejer eller herre« (''anqaken-etinvilan'') og nogle hævder, at havets ejer (''etin'') er en kvinde.

Ideen om en havgudinde træffer vi endelig indenfor arktisk område så langt borte fra Eskimoerne og så nær Evropa som ved mundingen av Obj-floden i Sibirien.<ref>K. Donner: Blant Samojeder (1918), s. 112.</ref>

Underverdnen, som befinder sig under mundingen av Obj, regeres av en kvindelig guddom, hvis navn er »de 7 jordes (landes) navlestrenge«. Hendes tjener er »vandets ånd«, som i mange tilfælde udfører hendes befalinger. »Hun befaler, når et menneske skal fødes til verden og når man skal dø.«

==Fodnoter==
 
<references/></blockquote>
 

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:William Thalbitzer]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. aug. 2024 kl. 04:50
Linje 1:		Linje 1:
−	~~{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"~~	+
−	~~\|- style="background-color:#e9e9e9"~~	+	[[Fil:Grønlandsk maske 01.jpeg\|thumb\|300px\|<center>Grønlandsk træmaske</center>]]
−	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !!~~ [[Fil:~~Dansk~~.~~gif~~\|~~32px~~\|~~link= Havånden (Eskimoernes kultiske guddomme)~~]] ~~!! !!~~
−	\|-
−	\|}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. aug. 2024 kl. 15:29
Linje 14:		Linje 14:
	<br><br>		<br><br>

−	<big><big>'''I. Guderne'''</big></big> <br><br><big><big><big>'''Havånden'''</big></big></big></center>	+	<big><big>'''II. Guderne'''</big></big> <br><br><big><big><big>'''Havånden'''</big></big></big></center>

Havånden (Eskimoernes kultiske guddomme) - Revisjonshistorikk

Jesper: Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

Jesper på 13. aug. 2024 kl. 04:50

Carsten på 10. aug. 2024 kl. 15:29

Carsten: Havånden (Eskimoernes kultiske guddomme)