Historiske Viser - Revisjonshistorikk

Carsten på 31. aug. 2014 kl. 08:48

2014-08-31T08:48:57Z

Carsten på 31. aug. 2014 kl. 08:37

2014-08-31T08:37:54Z

JJ.Sandal på 30. aug. 2014 kl. 15:00

2014-08-30T15:00:54Z

Carsten på 28. aug. 2014 kl. 13:23

2014-08-28T13:23:36Z

Carsten på 28. aug. 2014 kl. 12:14

2014-08-28T12:14:16Z

Carsten på 28. aug. 2014 kl. 12:12

2014-08-28T12:12:05Z

Carsten på 28. aug. 2014 kl. 12:03

2014-08-28T12:03:55Z

Carsten på 28. aug. 2014 kl. 11:20

2014-08-28T11:20:20Z

Carsten på 28. aug. 2014 kl. 11:06

2014-08-28T11:06:40Z

Carsten på 28. aug. 2014 kl. 10:07

2014-08-28T10:07:08Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. aug. 2014 kl. 08:48
Linje 201:		Linje 201:
	[[Kategori:Tekster på dansk]]		[[Kategori:Tekster på dansk]]
	[[Kategori:Axel Olrik]]		[[Kategori:Axel Olrik]]
		+	[[Kategori:Ida Falbe-Hansen]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. aug. 2014 kl. 08:37
Linje 16:		Linje 16:


−	'''[[Danske Folkeviser i Udvalg]]'''<br>Ved [[Axel Olrik biografi\|Axel Olrik]] og Ida Falbe-Hansen	+	'''[[Danske Folkeviser i Udvalg]]'''<br>Ved [[Axel Olrik biografi\|Axel Olrik]] og [[Ida Falbe-Hansen biografi\|Ida Falbe-Hansen]]
	</center>		</center>

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Historiske Viser]] !!
+! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Historiske Viser]] !!  !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. aug. 2014 kl. 13:23
Linje 86:		Linje 86:


−	Sidst digtedes den skønneste Digtning af dem alle, Visen om Dagmars Død. Med sit Omkvæd „Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar“ synges den ikke af den Slægt, der har set og kendt hende og følt Savnet af hende, men af Efterslægten, for hvem Mindet er knyttet til hendes Grav i Ringsted Klosters Kirkegulv, ved Kong Valdemars Side. Og i Mellemtiden har Billedet af hende udfoldet sig friere og skønnere; Sammenhængen med samtidige Forhold føles kun svagere, selv Folkets Skæbne og Berngerds Ondskab træder mere i Baggrunden; det er om den elskeligste Dronnings og den største Konges Kærlighed, at Digteren vil fortælle. Han maler fyldig — men i Træk der er sjælden anskuelige — de enkelte Optrin i Dagmars hjælpeløse Lidelse, da hun er i Barnsnød, Valdemars vældige Higen efter sin døende Hustru og endelig den inderlige Bøn og Attraa, hvormed han kalder den allerede døde tilbage til Livet, men kun kort, ti „Himmeriges Klokker“ ringer efter hende. — Digteren har i Dagmars sidste Tale indflettet et Træk, som vor Tid let kan misforstaa ɔ: let kan lægge en anden Tanke ind i, end Middelalderen tillagde det. Havde hun ikke snørt sine Ærmer saa stadselig og sat „Streger“ (Hovedtøj ?) paa, da havde hun ikke behøvet at brænde i Skærsilden. Man maa ikke opfatte dette som en ren Sjæls Bekendelser af sin ganske ubetydelige Syndeskyld (sin „Dronning Dagmars Synd“). Naar den allerede bortvandrede Sjæl vender tilbage til Legemet fra den hinsidige Verden, er det jo den rammeste Alvor; og denne Scene maa opfattes i Lighed med andre Optrin i Middelalderens Litteratur, hvor Dronninger og andre fornemme aabenbarer, hvad de maa lide i Skærsilden for deres Overdaadighed. Pynteligheden i Klædedragt var ikke uskyldig; for den forsagende Middelalder var det Verdenslyst i sin argeste Form; og af Tidens Aandesyner herom lyser der endnu et Genskær over Valdemars og Dagmars Liv<ref>Særlig fordømtes Kvindernes Pyntelyst, fordi de ved den fristede Mændenes Sanser. Sakse taler strenge Ord om dette Forhold; sml. ogsaa Visen: „Jon rømmer af Land“ S. 225 her. (I. F.–H.)</ref>. For Menneskene i det 12te og ~~l3de~~ Aarh. kan Himmerigsklokken ikke ringe, uden at der kommer Klang af Domsbasuner med; men dette hører nu med til Korstogenes og Tiggermunkenes Aarhundrede. Det mærkelige i dansk Litteratur er ikke, at det kom, men at det kun blev en Bitone ind i den vemodig fromme Dagmardigtning. I Norge derimod blev det alvorstunge „Drømmekvæde“ det 13de Aarh.s og hele Middelalderens ypperste Digtning.	+	Sidst digtedes den skønneste Digtning af dem alle, Visen om Dagmars Død. Med sit Omkvæd „Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar“ synges den ikke af den Slægt, der har set og kendt hende og følt Savnet af hende, men af Efterslægten, for hvem Mindet er knyttet til hendes Grav i Ringsted Klosters Kirkegulv, ved Kong Valdemars Side. Og i Mellemtiden har Billedet af hende udfoldet sig friere og skønnere; Sammenhængen med samtidige Forhold føles kun svagere, selv Folkets Skæbne og Berngerds Ondskab træder mere i Baggrunden; det er om den elskeligste Dronnings og den største Konges Kærlighed, at Digteren vil fortælle. Han maler fyldig — men i Træk der er sjælden anskuelige — de enkelte Optrin i Dagmars hjælpeløse Lidelse, da hun er i Barnsnød, Valdemars vældige Higen efter sin døende Hustru og endelig den inderlige Bøn og Attraa, hvormed han kalder den allerede døde tilbage til Livet, men kun kort, ti „Himmeriges Klokker“ ringer efter hende. — Digteren har i Dagmars sidste Tale indflettet et Træk, som vor Tid let kan misforstaa ɔ: let kan lægge en anden Tanke ind i, end Middelalderen tillagde det. Havde hun ikke snørt sine Ærmer saa stadselig og sat „Streger“ (Hovedtøj ?) paa, da havde hun ikke behøvet at brænde i Skærsilden. Man maa ikke opfatte dette som en ren Sjæls Bekendelser af sin ganske ubetydelige Syndeskyld (sin „Dronning Dagmars Synd“). Naar den allerede bortvandrede Sjæl vender tilbage til Legemet fra den hinsidige Verden, er det jo den rammeste Alvor; og denne Scene maa opfattes i Lighed med andre Optrin i Middelalderens Litteratur, hvor Dronninger og andre fornemme aabenbarer, hvad de maa lide i Skærsilden for deres Overdaadighed. Pynteligheden i Klædedragt var ikke uskyldig; for den forsagende Middelalder var det Verdenslyst i sin argeste Form; og af Tidens Aandesyner herom lyser der endnu et Genskær over Valdemars og Dagmars Liv<ref>Særlig fordømtes Kvindernes Pyntelyst, fordi de ved den fristede Mændenes Sanser. Sakse taler strenge Ord om dette Forhold; sml. ogsaa Visen: „Jon rømmer af Land“ S. 225 her. (I. F.–H.)</ref>. For Menneskene i det 12te og 13de Aarh. kan Himmerigsklokken ikke ringe, uden at der kommer Klang af Domsbasuner med; men dette hører nu med til Korstogenes og Tiggermunkenes Aarhundrede. Det mærkelige i dansk Litteratur er ikke, at det kom, men at det kun blev en Bitone ind i den vemodig fromme Dagmardigtning. I Norge derimod blev det alvorstunge „Drømmekvæde“ det 13de Aarh.s og hele Middelalderens ypperste Digtning.


Linje 92:		Linje 92:


−	Der haves seks Viser om Hovedpersonerne i den store Ufredstid. De opfattes af tidligere Udgivere (Vedel og S. Grundtvig) som en Kres af Viser, der hører sammen og fortsætter hverandre; de nyere Undersøgelser gaar ud paa, at det er en Række af oprindelig selvstændige Fremstillinger af enkelte Begivenheder, først senere sammensmeltede til større Digtninger. Vi har ialt fire korte Digte, der til Dels er Øjebliksviser, og to større Sammenarbejdelser<ref>A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen. S. 113—134; nærmere udført i J. Martensen, „Erik Glipping og Marsk Stig i Middelalderens Annaler og Viser“ (i Historisk Tidsskrift, 4de Række, 4de Bd.); jf. H. Schück, Ur ~~gam1a~~ papper, II. og Hans Brix: Vers fra gamle Dage (1918).</ref>.	+	Der haves seks Viser om Hovedpersonerne i den store Ufredstid. De opfattes af tidligere Udgivere (Vedel og S. Grundtvig) som en Kres af Viser, der hører sammen og fortsætter hverandre; de nyere Undersøgelser gaar ud paa, at det er en Række af oprindelig selvstændige Fremstillinger af enkelte Begivenheder, først senere sammensmeltede til større Digtninger. Vi har ialt fire korte Digte, der til Dels er Øjebliksviser, og to større Sammenarbejdelser<ref>A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen. S. 113—134; nærmere udført i J. Martensen, „Erik Glipping og Marsk Stig i Middelalderens Annaler og Viser“ (i Historisk Tidsskrift, 4de Række, 4de Bd.); jf. H. Schück, Ur gamla papper, II. og Hans Brix: Vers fra gamle Dage (1918).</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. aug. 2014 kl. 12:14
Linje 13:		Linje 13:


−	'''Indledning'''<br><big><big>'''~~Samfundsklasser~~'''</big></big>	+	'''Indledning'''<br><big><big>'''Historiske Viser'''</big></big>

@@ Linje 20: / Linje 20: @@
@@ Linje 138: / Linje 137: @@
 ::et Tusind, tre Hundred og fyrretive,
 ::da Slangen segned for Løvens Slag,
-::da Niels Ebbesøn tog Grev Gert af Live.
+::da Niels Ebbesøn tog Grev Gert af Live.<ref>
-<ref>::M semel et ter C bis binos X lege per te.
+::M semel et ter C bis binos X lege per te.
 ::Danorum mentes beat ipse dies Sitientes.
 ::Filius Ebbonis Nicholaus more leonis
@@ Linje 184: / Linje 183: @@
-Men der findes en anden Form af Niels Ebbesøns Vise end denne rolige Vise, der forherliger Klogskab og Sammenhold, og som kun lader sin Fædrelandsfølelse tale ad Omveje. Visen er i Samtiden bleven omarbejdet af en Sanger med strømmende frisk Følelse og med Begejstring for Niels Ebbesøns Værk som en Vaabendaad og som en Dagens Daad. Her taler Niels Ebbesøn kraftige Ord til Svendene; her er Listen, der skal skaffe Adgang til Greven, mislykket, og Døren sprænges med Skjold og Spyd; Dagen bryder frem i det samme. — Den Strid, der stod om Heltens Minde, har her frembragt for lyst eller, om man vil, for almindelig heltemæssigt et Billed af Grevens Banemand. Det historiske Billede i denne sidste Vise har Eftertiden derfor maattet rette paa; den folkelige Kraft i Visen er lige ung og lige ypperlig<ref>Foruden den ældre „Nat“-affattelse, og den lidt yngre „Dag“-affattelse, af Niels Ebbesøns Vise har vi ogsaa — men i meget ufuldkommen Overlevering — en endnu ældre Affattelse. Her omtales (historisk rigtig) Esge Frost som den, der har svoret Greven Tjenesteed og atter forladt ham (Sønnen Anders Frost er senere ved Fejltagelse indsat i hans Sted; og Niels Ebbesøn henvender sig til sin Broder Knud Ebbesøn paa Bygholm om Hjælp til Overfaldet. Derimod synes saadanne Optrin som Samtalen med Huskarlene og Svend Trøst's Daad endnu ikke at være opfundne. Fra denne ældste mere personalhistoriske Form af Niels–Ebbesøn–Visen synes derimod Ove Haas' Fald at have sin Oprindelse. (Danske Studier 1908, S. 117 jf. S. 230 ff.</>.
+Men der findes en anden Form af Niels Ebbesøns Vise end denne rolige Vise, der forherliger Klogskab og Sammenhold, og som kun lader sin Fædrelandsfølelse tale ad Omveje. Visen er i Samtiden bleven omarbejdet af en Sanger med strømmende frisk Følelse og med Begejstring for Niels Ebbesøns Værk som en Vaabendaad og som en Dagens Daad. Her taler Niels Ebbesøn kraftige Ord til Svendene; her er Listen, der skal skaffe Adgang til Greven, mislykket, og Døren sprænges med Skjold og Spyd; Dagen bryder frem i det samme. — Den Strid, der stod om Heltens Minde, har her frembragt for lyst eller, om man vil, for almindelig heltemæssigt et Billed af Grevens Banemand. Det historiske Billede i denne sidste Vise har Eftertiden derfor maattet rette paa; den folkelige Kraft i Visen er lige ung og lige ypperlig<ref>Foruden den ældre „Nat“-affattelse, og den lidt yngre „Dag“-affattelse, af Niels Ebbesøns Vise har vi ogsaa — men i meget ufuldkommen Overlevering — en endnu ældre Affattelse. Her omtales (historisk rigtig) Esge Frost som den, der har svoret Greven Tjenesteed og atter forladt ham (Sønnen Anders Frost er senere ved Fejltagelse indsat i hans Sted; og Niels Ebbesøn henvender sig til sin Broder Knud Ebbesøn paa Bygholm om Hjælp til Overfaldet. Derimod synes saadanne Optrin som Samtalen med Huskarlene og Svend Trøst's Daad endnu ikke at være opfundne. Fra denne ældste mere personalhistoriske Form af Niels–Ebbesøn–Visen synes derimod Ove Haas' Fald at have sin Oprindelse. (Danske Studier 1908, S. 117 jf. S. 230 ff.</ref>.

@@ Linje 129: / Linje 129: @@
-I disse syv Maaneder fra Aprilnatten til November ligger hele Niels Ebbesøns Historie. Ellers vides der saare lidt om hans Forhold. Tre Adelsslægter stredes ned i Tiden om at tælle ham blandt sine Medlemmer; men den rigtige af dem er „Strangesønnerne“, den anselige Stormandsæt i Ty, der spiller en Rolle i første Halvdel af 14. Aarh., og hvis Forfædre besynges i Ebbe–Skammelsøn–Visen (vor Nr.44). Dens mest fremtrædende Medlemmer var da det talrige Kuld af Ebbe Strangesøns Børn, af hvilke Niels og to Brødre faldt ved Skanderborg 1340. De kunde støtte sig til de andre „Strangesønner“ og til deres Halvfætre og gode Venner Frosterne, og de var besvogrede med Globerne i Vendsyssel og med Ove Haas, fjærnere ude med Niels Bugge, Jyllands rigeste Herremand. Visen nævner alle disse som Deltagere i Uafhængighedsbevægelsen; kun Ove Haas var paa Grevens Parti og fandt sin Død i Randers. — Niels er næsten den af Ebbes Sønner, man veed mindst om; man kender ikke med Sikkerhed hans Gaard, der i en Opskrift af Visen kaldes Noringsris (Den henlagdes senere til en Borgplads med en gammel Eg i Noring Sogn, mellem Risgaard og Hovgaard, i Aarhusegnen, — maaske med Rette.). Ebbesønnernes Lig førtes fra Skanderborg til Vestervig Klosterkirke, hvor Slægten havde sine Gravsteder.
+I disse syv Maaneder fra Aprilnatten til November ligger hele Niels Ebbesøns Historie. Ellers vides der saare lidt om hans Forhold. Tre Adelsslægter stredes ned i Tiden om at tælle ham blandt sine Medlemmer; men den rigtige af dem er „Strangesønnerne“, den anselige Stormandsæt i Ty, der spiller en Rolle i første Halvdel af 14. Aarh., og hvis Forfædre besynges i Ebbe–Skammelsøn–Visen (vor Nr.44). Dens mest fremtrædende Medlemmer var da det talrige Kuld af Ebbe Strangesøns Børn, af hvilke Niels og to Brødre faldt ved Skanderborg 1340. De kunde støtte sig til de andre „Strangesønner“ og til deres Halvfætre og gode Venner Frosterne, og de var besvogrede med Globerne i Vendsyssel og med Ove Haas, fjærnere ude med Niels Bugge, Jyllands rigeste Herremand. Visen nævner alle disse som Deltagere i Uafhængighedsbevægelsen; kun Ove Haas var paa Grevens Parti og fandt sin Død i Randers. — Niels er næsten den af Ebbes Sønner, man veed mindst om; man kender ikke med Sikkerhed hans Gaard, der i en Opskrift af Visen kaldes Noringsris<ref>Den henlagdes senere til en Borgplads med en gammel Eg i Noring Sogn, mellem Risgaard og Hovgaard, i Aarhusegnen, — maaske med Rette.</ref>. Ebbesønnernes Lig førtes fra Skanderborg til Vestervig Klosterkirke, hvor Slægten havde sine Gravsteder.
@@ Linje 138: / Linje 138: @@
 ::et Tusind, tre Hundred og fyrretive,
 ::da Slangen segned for Løvens Slag,
-::da Niels Ebbesøn tog Grev Gert af Live.<ref>
+::da Niels Ebbesøn tog Grev Gert af Live.
-::M semel et ter C bis binos X lege per te.
+<ref>::M semel et ter C bis binos X lege per te.
 ::Danorum mentes beat ipse dies Sitientes.
 ::Filius Ebbonis Nicholaus more leonis
@@ Linje 151: / Linje 151: @@
-Det mærkeligste i hele Visen er denne Samtale; den er det klareste Udtryk for Tankerne hos den danske Folkeviseadel, og den tegner et helt Samfund for os. Allerede et af Indledningsversene har antydet det nu stænderdelte danske Samfund: „Riddere og Svende“ overfor „Bønder og Bomænd“, der dog alle trues og kues af den samme mægtige Fjendes Nærhed. Under Samtalen aabenbares den politiske Stilling: flere af de jydske Herremænd, der før har været Grevens baandgangne Mænd, har nu „undsagt“ ham, hvad der her ikke betyder, at de har svoret hans Død, men at de har sagt sig ud af Lensforholdet. Saa kommer Samtalen, hvor Digteren stiller overfor hinanden den kloge og mægtige Greve og den forsigtige, men dog uforfærdede Herremand. Greven byder Niels Ebbesøn til sig og søger først ved almindelig venlig Henvendelse at faa Oplysning af ham om Adelens Stemning (V. 5), og han faar det høflig–velvillige Svar, at det skal være dem alle en Glæde at gøre, hvad Grev Gert ønsker (V. 6). „Du er en kunstig Mand (c: en listig Mand)“ udbryder Greven — og tilføjer smigrende: „dertil er du from (tapper)“ — „du kan gaa udenom med dit Svar, naar du ikke tør gaa lige paa“. Og for nu at tvinge Niels Ebbesøn ud af hans Tilbageholdenhed, beder han ham at være Grevens Talsmand hos de andre Adelsmænd (V. 8 og 13), og han gør lejlighedsvis et Spørgsmaal om Tallet paa hans Svende, der skal vise at han har gennemskuet Ridderens Stilling som en af Bevægelsens Førere sammen med Niels Bugge (V. 8 og 10); Niels Ebbesøn, der ikke straks aner, hvor Greven vil hen, søger først at sikre sig mod, at Greven tager hans Svende i sin Tjeneste, men da han fatter Grevens Antydning, erklærer han Rygtet om deres Mængde for Løgn. Greven tager da sin første Tanke op og beder ham — maaske kun paa Skrømt — at være hans Talsmand hos Niels Bugge, og klager over at Bugge, Povl Glob og Anders Frost er faldne fra ham. Niels Ebbesøn svarer med tidligere Forsigtighed, at Hr. Bugges Sager ikke kommer ham ved; men Anders Frost (der var Niels Ebbesøns Frænde, se ovfr. S. 57) tager han i Forsvar: Anders har tjent Greven tro, saa længe han var i hans Tjeneste; og naar han har opsagt den, er der intet mere at fordre. Grev Gert svarer uvillig, at ingen maa forlade sin Herre, saa længe han vil beholde ham; dette er den tyske Retssæt'ning, at Vasallens Tjeneste tilhører Lensherren i Kraft af selve hans Fødsel, og at han kun med sin Herres Samtykke maa drage andensteds hen. Men Niels Ebbesøn kender kun dansk Ret af helt andet Indhold:
+Det mærkeligste i hele Visen er denne Samtale; den er det klareste Udtryk for Tankerne hos den danske Folkeviseadel, og den tegner et helt Samfund for os. Allerede et af Indledningsversene har antydet det nu stænderdelte danske Samfund: „Riddere og Svende“ overfor „Bønder og Bomænd“, der dog alle trues og kues af den samme mægtige Fjendes Nærhed. Under Samtalen aabenbares den politiske Stilling: flere af de jydske Herremænd, der før har været Grevens haandgangne Mænd, har nu „undsagt“ ham, hvad der her ikke betyder, at de har svoret hans Død, men at de har sagt sig ud af Lensforholdet. Saa kommer Samtalen, hvor Digteren stiller overfor hinanden den kloge og mægtige Greve og den forsigtige, men dog uforfærdede Herremand. Greven byder Niels Ebbesøn til sig og søger først ved almindelig venlig Henvendelse at faa Oplysning af ham om Adelens Stemning (V. 5), og han faar det høflig–velvillige Svar, at det skal være dem alle en Glæde at gøre, hvad Grev Gert ønsker (V. 6). „Du er en kunstig Mand (&#596;: en listig Mand)“ udbryder Greven — og tilføjer smigrende: „dertil er du from (tapper)“ — „du kan gaa udenom med dit Svar, naar du ikke tør gaa lige paa“. Og for nu at tvinge Niels Ebbesøn ud af hans Tilbageholdenhed, beder han ham at være Grevens Talsmand hos de andre Adelsmænd (V. 8 og 13), og han gør lejlighedsvis et Spørgsmaal om Tallet paa hans Svende, der skal vise at han har gennemskuet Ridderens Stilling som en af Bevægelsens Førere sammen med Niels Bugge (V. 8 og 10); Niels Ebbesøn, der ikke straks aner, hvor Greven vil hen, søger først at sikre sig mod, at Greven tager hans Svende i sin Tjeneste, men da han fatter Grevens Antydning, erklærer han Rygtet om deres Mængde for Løgn. Greven tager da sin første Tanke op og beder ham — maaske kun paa Skrømt — at være hans Talsmand hos Niels Bugge, og klager over at Bugge, Povl Glob og Anders Frost er faldne fra ham. Niels Ebbesøn svarer med tidligere Forsigtighed, at Hr. Bugges Sager ikke kommer ham ved; men Anders Frost (der var Niels Ebbesøns Frænde, se ovfr. S. 57) tager han i Forsvar: Anders har tjent Greven tro, saa længe han var i hans Tjeneste; og naar han har opsagt den, er der intet mere at fordre. Grev Gert svarer uvillig, at ingen maa forlade sin Herre, saa længe han vil beholde ham; dette er den tyske Retssætning, at Vasallens Tjeneste tilhører Lensherren i Kraft af selve hans Fødsel, og at han kun med sin Herres Samtykke maa drage andensteds hen. Men Niels Ebbesøn kender kun dansk Ret af helt andet Indhold:
@@ Linje 175: / Linje 175: @@
-Man har villet opfatte denne Smaadreng „Svend Trøst“ ved Randers Bro som en historisk Person; men saaledes som Visen lyder paa Folkemunde, gør den slet ikke Krav derpaa. Han kaldes i en Opskrift „liden Svend Trøst“ (c: den lille, trofaste Svend) og afvekslende dermed „liden Smaadreng, som førre Orlov tog“ (Navnet Svend Trøst er ikke ejendommeligt for Niels Ebbesøns Vise, men er vistnok laant fra en anden Vise (se nærv. Udgaves 2. Saml. Nr. 21): liden Danneved giver sig paa Vej trods Fare og Overfald, i Tillid til sit gode Sværd og sine raske Svende; da de kommer i Skoven, overfaldes de af Fjender, alle Svendene „tager Orlov og flyr“, kun „liden Svend Trøst“ staar hos sin Herre og hjælper ham at dræbe dem alle; de rider saa hjem, og unge Danneved siger til Moderen, at Svend Trøst skal fra nu af være ham som en Broder og have hans Søster til Ægte.)); i en anden betegnes han blot som „Nie!s Ebbesøns Søstersøn“ uden Navn, ligesom man i Nilus og Hillelilles Vise (vor Nr.32) omtaler de to trofaste Svende som hans „Søstersønner“. I Folkets Sang er han altsaa ikke betegnet nærmere end Visernes mange andre Smaadrenge, der følger deres Herre i Fare eller Død. Først da Vedel sammenarbejdede de ægte Tekster i sin Udgave 1591, fik han baade Navn og Slægtskab; senere har Ingemanns Roman slaaet hans Tilværelse endnu stærkere fast; og Historikerne har — hidtil ganske forgæves — ledt efter ham i gamle Dokumenter. Vi bør da udslette hans Navn og Byrd af den danske Historie, der herved bliver en Person fattigere, og vi bør i Stedet nævne Tingen, som den var: at en dansk Sanger ikke kunde tænke sig den store Mandedaad udført, uden at ogsaa en trofast Smaadreng, en liden Svend Trøst, med Snilde og Raskhed hjalp paa sit Sted i det dristige Foretagende. Den Lid, som Niels Ebbesøns Sanger og hele Middelalderen sætter til den unge Smaasvend, er maaske ikke mindre værd end det „historiske“ Navn.
+Man har villet opfatte denne Smaadreng „Svend Trøst“ ved Randers Bro som en historisk Person; men saaledes som Visen lyder paa Folkemunde, gør den slet ikke Krav derpaa. Han kaldes i en Opskrift „liden Svend Trøst“ (&#596;: den lille, trofaste Svend) og afvekslende dermed „liden Smaadreng, som førre Orlov tog“<ref>Navnet Svend Trøst er ikke ejendommeligt for Niels Ebbesøns Vise, men er vistnok laant fra en anden Vise (se nærv. Udgaves 2. Saml. Nr. 21): liden Danneved giver sig paa Vej trods Fare og Overfald, i Tillid til sit gode Sværd og sine raske Svende; da de kommer i Skoven, overfaldes de af Fjender, alle Svendene „tager Orlov og flyr“, kun „liden Svend Trøst“ staar hos sin Herre og hjælper ham at dræbe dem alle; de rider saa hjem, og unge Danneved siger til Moderen, at Svend Trøst skal fra nu af være ham som en Broder og have hans Søster til Ægte.)</ref>; i en anden betegnes han blot som „Niels Ebbesøns Søstersøn“ uden Navn, ligesom man i Nilus og Hillelilles Vise (vor Nr.32) omtaler de to trofaste Svende som hans „Søstersønner“. I Folkets Sang er han altsaa ikke betegnet nærmere end Visernes mange andre Smaadrenge, der følger deres Herre i Fare eller Død. Først da Vedel sammenarbejdede de ægte Tekster i sin Udgave 1591, fik han baade Navn og Slægtskab; senere har Ingemanns Roman slaaet hans Tilværelse endnu stærkere fast; og Historikerne har — hidtil ganske forgæves — ledt efter ham i gamle Dokumenter. Vi bør da udslette hans Navn og Byrd af den danske Historie, der herved bliver en Person fattigere, og vi bør i Stedet nævne Tingen, som den var: at en dansk Sanger ikke kunde tænke sig den store Mandedaad udført, uden at ogsaa en trofast Smaadreng, en liden Svend Trøst, med Snilde og Raskhed hjalp paa sit Sted i det dristige Foretagende. Den Lid, som Niels Ebbesøns Sanger og hele Middelalderen sætter til den unge Smaasvend, er maaske ikke mindre værd end det „historiske“ Navn.
-Saaledes naar Sangeren med sit Digt frem til Grevens Bolig. Hvad han vil lægge Vægt paa, er det Snilde, hvormed Daaden forberedes, og at det skyldes alles Raad, ogsaa de uanseligste: Niels Ebbesøns Hustrus om at lokke Forfølgerne paa Vildspor ved Hestenes bagvendte Sko, og Smaadrengens Omhu for at afbryde Broen. Dertil slutter sig som det tredje Raad den „kunstige“ (listige) Ridders eget Paafund, at slippe frem til Grevens Bolig ved at udgive sig for Hertug Henriks Sendebud. (I Forbigaaende faar han Lejlighed til at vise Grevens ondskabs.fu!de Glæde ved Budskabet om Koldings og Ribes Indtagelse). Saa meget er det Digteren om de danskes Klogskab at gøre, at han slet ikke kender eller omtaler det virkelige Forhold, at de danske med Magt og Kamp trængte ind i Grevens Sovekammer. — Først da Drabet er udført, lader han sin Helt med ridderlig Dristighed røre Trommerne, Holstenerne strømmer til, blandt dem hans egen Frænde Ove Haas, der søger at afskære dem, men falder for Niels Ebbesøns Haand.
+Saaledes naar Sangeren med sit Digt frem til Grevens Bolig. Hvad han vil lægge Vægt paa, er det Snilde, hvormed Daaden forberedes, og at det skyldes alles Raad, ogsaa de uanseligste: Niels Ebbesøns Hustrus om at lokke Forfølgerne paa Vildspor ved Hestenes bagvendte Sko, og Smaadrengens Omhu for at afbryde Broen. Dertil slutter sig som det tredje Raad den „kunstige“ (listige) Ridders eget Paafund, at slippe frem til Grevens Bolig ved at udgive sig for Hertug Henriks Sendebud. (I Forbigaaende faar han Lejlighed til at vise Grevens ondskabsfulde Glæde ved Budskabet om Koldings og Ribes Indtagelse). Saa meget er det Digteren om de danskes Klogskab at gøre, at han slet ikke kender eller omtaler det virkelige Forhold, at de danske med Magt og Kamp trængte ind i Grevens Sovekammer. — Først da Drabet er udført, lader han sin Helt med ridderlig Dristighed røre Trommerne, Holstenerne strømmer til, blandt dem hans egen Frænde Ove Haas, der søger at afskære dem, men falder for Niels Ebbesøns Haand.
@@ Linje 184: / Linje 184: @@
-Men der findes en anden Form at Niels Ebbesøns Visen end denne rolige Vise, der forherliger Klogskab og Sammenhold, og som kun lader sin Fædrelandsfølelse tale ad Omveje. Visen er i Samtiden bleven omarbejdet af en Sanger med strømmende frisk Følelse og med Begejstring for Niels Ebbesøns Værk som en Vaabendaad og som en Dagens Daad. Her taler Niels Ebbesøn kraftige Ord til Svendene; her er Listen, der skal skaffe Adgang til Greven, mislykket, og Døren sprænges med Skjold og Spyd; Dagen bryder frem i det samme. — Den Strid, der stod om Heltens Minde, har her frembragt for lyst eller, om man vil, for almindelig heltemæssigt et Billed af Grevens Banemand. Det historiske Billede i denne sidste Vise har Eftertiden derfor maattet rette paa; den folkelige Kraft i Visen er lige ung og lige ypperlig (Foruden den ældre „Nat“ affattelse, og den lidt yngre „Dag“ — affattelse, af Niels Ebbesøns Vise har vi ogsaa — men i meget ufuldkommen Overlevering — en endnu ældre Affattelse. Her omtales (historisk rigtig) Esge Frost som den, der har svoret Greven Tjenesteed og atter forladt ham (Sønnen Anders Frost er senere ved Fejltagelse indsat i hans Sted; og Niels Ebbesøn henvender sig til sin Broder Knud Ebbesøn paa Bygholm om Hjælp til Overfaldet. Derimod synes saadanne Optrin som Samtalen med Huskarlene og Svend Trøst's Daad endnu ikke at være opfundne. Fra denne ældste mere personalhistoriske Form af Niels–Ebbesøn–Visen synes derimod Ove Haas' Fald at have sin Oprindelse. (Danske Studier 1908, S. 117 jf. S. 230 ff.).
+Men der findes en anden Form af Niels Ebbesøns Vise end denne rolige Vise, der forherliger Klogskab og Sammenhold, og som kun lader sin Fædrelandsfølelse tale ad Omveje. Visen er i Samtiden bleven omarbejdet af en Sanger med strømmende frisk Følelse og med Begejstring for Niels Ebbesøns Værk som en Vaabendaad og som en Dagens Daad. Her taler Niels Ebbesøn kraftige Ord til Svendene; her er Listen, der skal skaffe Adgang til Greven, mislykket, og Døren sprænges med Skjold og Spyd; Dagen bryder frem i det samme. — Den Strid, der stod om Heltens Minde, har her frembragt for lyst eller, om man vil, for almindelig heltemæssigt et Billed af Grevens Banemand. Det historiske Billede i denne sidste Vise har Eftertiden derfor maattet rette paa; den folkelige Kraft i Visen er lige ung og lige ypperlig<ref>Foruden den ældre „Nat“-affattelse, og den lidt yngre „Dag“-affattelse, af Niels Ebbesøns Vise har vi ogsaa — men i meget ufuldkommen Overlevering — en endnu ældre Affattelse. Her omtales (historisk rigtig) Esge Frost som den, der har svoret Greven Tjenesteed og atter forladt ham (Sønnen Anders Frost er senere ved Fejltagelse indsat i hans Sted; og Niels Ebbesøn henvender sig til sin Broder Knud Ebbesøn paa Bygholm om Hjælp til Overfaldet. Derimod synes saadanne Optrin som Samtalen med Huskarlene og Svend Trøst's Daad endnu ikke at være opfundne. Fra denne ældste mere personalhistoriske Form af Niels–Ebbesøn–Visen synes derimod Ove Haas' Fald at have sin Oprindelse. (Danske Studier 1908, S. 117 jf. S. 230 ff.</>.

@@ Linje 90: / Linje 90: @@
-Danmark havde saaledes faaet to historiske Sangkredse, den ene om Tove, Valdemar den Store og Dronning Soffi, den andenog yngre, med mere Følelse for Folkets Tilværelse, knyttet til Valdemar Sejrs Dronninger. Men næppe var disse to Sangkredse nogenlunde afsluttede i Folkets Digtning, saa fremstod en ny, der i poetisk Rigdom overstraalede sine to Forgængere. Den handler om de voldsomme Begivenheder efter Erik Klippings Drab, og Marsk Stig bliver efterhaanden dens Helt.
+Danmark havde saaledes faaet to historiske Sangkredse, den ene om Tove, Valdemar den Store og Dronning Soffi, den anden og yngre, med mere Følelse for Folkets Tilværelse, knyttet til Valdemar Sejrs Dronninger. Men næppe var disse to Sangkredse nogenlunde afsluttede i Folkets Digtning, saa fremstod en ny, der i poetisk Rigdom overstraalede sine to Forgængere. Den handler om de voldsomme Begivenheder efter Erik Klippings Drab, og Marsk Stig bliver efterhaanden dens Helt.
-Der haves seks Viser om Hovedpersonerne i den store Ufredstid. De opfattes af tidligere Udgivere (Vedelog S. Grundtvig) som en Kres af Viser, der hører sammen og fortsætter hverandre; de nyere Undersøgelser gaar ud paa, at det er en Række af oprindelig selvstændige Fremstillinger af enkelte Begivenheder, først senere sammensmeltede til større Digtninger. Vi har ialt fire korte Digte, der til Dels er Øjebliksviser, og to større Sammenarbejdelser (A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen. S. 113—134; nærmere udført i J. Martensen, „Erik Glipping og Marsk Stig i Middelalderens Annaler og Viser“ (i Historisk Tidsskrift, 4de Række, 4de Bd.); jf. H. Schiick, Ur gam1a papper, II. og Hans Brix: Vers fra gamle Dage (1918).).
+Der haves seks Viser om Hovedpersonerne i den store Ufredstid. De opfattes af tidligere Udgivere (Vedel og S. Grundtvig) som en Kres af Viser, der hører sammen og fortsætter hverandre; de nyere Undersøgelser gaar ud paa, at det er en Række af oprindelig selvstændige Fremstillinger af enkelte Begivenheder, først senere sammensmeltede til større Digtninger. Vi har ialt fire korte Digte, der til Dels er Øjebliksviser, og to større Sammenarbejdelser<ref>A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen. S. 113—134; nærmere udført i J. Martensen, „Erik Glipping og Marsk Stig i Middelalderens Annaler og Viser“ (i Historisk Tidsskrift, 4de Række, 4de Bd.); jf. H. Schück, Ur gam1a papper, II. og Hans Brix: Vers fra gamle Dage (1918).</ref>.
-Stødet til denne Digtning udgik fra Kongemordet i 1286. Erik Klipping havde en stor Del af sin Kongetid levet i Fejde med sine selvraadige Stormænd; de havde afnødt ham Sikkerhedsløfter om Adelens Indflydelse og om Folkefriheder, og han havde brudt dem. Saa blev han en sen Efteraarsnat (S. Cecilie Nat, den 22. November) myrdet paa sit Leje i Landsbyen Finderup. Hvem Morderne var, var ukendt; kun 56 Saar paa Liget vidnede om deres Daad. Kongens Kammersvend Rane havde været til Stede og efter eget og hans Venners Sigende „skønt nøgen og vaabenløs værget sin Herre“; men der synes siden at være ført tilstrækkelige Vidnesbyrd for, at han var Mordernes Medvider. Mistanken for selve Drabet vendte sig mod de store Adelsmænd, der havde været Kongens ivrigste Modstandere; Harmen var stærk imod dem hos mange, medens de selv og alle deres Venner hævdede deres Uskyld. Endelig paa Danehoffet ved Pinse 1287 samlede Mistanken og Vidnesbyrdene sig mod ni bestemte Adelsmænd, for en stor Del at samme Slægt; de blev dømt fredløse. Grev Jakob af Halland og Rigets Marsk, Stig Andersøn, var de to betydeligste.
+Stødet til denne Digtning udgik fra Kongemordet i 1286. Erik Klipping havde en stor Del af sin Kongetid levet i Fejde med sine selvraadige Stormænd; de havde afnødt ham Sikkerhedsløfter om Adelens Indflydelse og om Folkefriheder, og han havde brudt dem. Saa blev han en sen Efteraarsnat (S. Cecilie Nat, den 22. November) myrdet paa sit Leje i Landsbyen Finderup. Hvem Morderne var, var ukendt; kun 56 Saar paa Liget vidnede om deres Daad. Kongens Kammersvend Rane havde været til Stede og efter eget og hans Venners Sigende „skønt nøgen og vaabenløs værget sin Herre“; men der synes siden at være ført tilstrækkelige Vidnesbyrd for, at han var Mordernes Medvider. Mistanken for selve Drabet vendte sig mod de store Adelsmænd, der havde været Kongens ivrigste Modstandere; Harmen var stærk imod dem hos mange, medens de selv og alle deres Venner hævdede deres Uskyld. Endelig paa Danehoffet ved Pinse 1287 samlede Mistanken og Vidnesbyrdene sig mod ni bestemte Adelsmænd, for en stor Del af samme Slægt; de blev dømt fredløse. Grev Jakob af Halland og Rigets Marsk, Stig Andersøn, var de to betydeligste.
-Ud af denne første Tids Angst og Uro og Hadet mod de endnu ikke opdagede Kongefjender digtedes den første Vise, „Kongemordet i Finderup“, med det gribende Omkvæd „Fordi stander Landet i V aade “. I to Linjer fremstiller Digteren hele den politiske Situation: „Der er saa mange i Dannemark, som alle vil Herrer være“; det er Selvraadighed og Kongemagt, der staar mod hinanden; og i de næste Linjer er vi — med den for Digtningen ejendommelige Raskhed — inde i Begivenheden: de skærer sig Graamunkekapper og følger Kongens Spor allevegne. Selve Drabet skildres kort og med de Træk, som man virkelig kendte: Kongen ligger paa sit Leje i Bondens Lade, da den fornummede Skare bryder ind; Digteren kender Ranes Forsvar, men opfatter det som øvet paa Skrømt. Saa slutter han med det kraftfulde Billede — maaske sandt og maaske opfundet — af Smaadrengen, der kommer ridende paa Kongens Hest, melder den tunge Skæbne og paakalder Dronningen om at føre Folk og Rige frelst gennem Ulykken. — Ligesom Visen om Lenaslaget samler alt sit Indhold i det sidste Budskabsoptrin, rummer her Smaadrengens Ord et helt Folks Angst og Haab; ti „nu stander Landet i Vaade“. —
+Ud af denne første Tids Angst og Uro og Hadet mod de endnu ikke opdagede Kongefjender digtedes den første Vise, „Kongemordet i Finderup“, med det gribende Omkvæd „Fordi stander Landet i Vaade “. I to Linjer fremstiller Digteren hele den politiske Situation: „Der er saa mange i Dannemark, som alle vil Herrer være“; det er Selvraadighed og Kongemagt, der staar mod hinanden; og i de næste Linjer er vi — med den for Digtningen ejendommelige Raskhed — inde i Begivenheden: de skærer sig Graamunkekapper og følger Kongens Spor allevegne. Selve Drabet skildres kort og med de Træk, som man virkelig kendte: Kongen ligger paa sit Leje i Bondens Lade, da den fornummede Skare bryder ind; Digteren kender Ranes Forsvar, men opfatter det som øvet paa Skrømt. Saa slutter han med det kraftfulde Billede — maaske sandt og maaske opfundet — af Smaadrengen, der kommer ridende paa Kongens Hest, melder den tunge Skæbne og paakalder Dronningen om at føre Folk og Rige frelst gennem Ulykken. — Ligesom Visen om Lenaslaget samler alt sit Indhold i det sidste Budskabsoptrin, rummer her Smaadrengens Ord et helt Folks Angst og Haab; ti „nu stander Landet i Vaade“. —
@@ Linje 108: / Linje 108: @@
-Endelig faar vi den fjerde Vise. Tiden er gaaet. Den politiske Stilling i hin Tid er glemt; de andre fredløses Tilværelse er traadt i Baggrunden, og man husker kun Kongens Mord og Marsken som hans bitre Fjende. En Forestilling, som allerede fandtes i Samtiden, om at et Elskovseventyr var Grunden til Kongens Død, fæstner sig endelig ved den fredløse Høvding: Marsk Stig har øvet sin Daad for at hævne Kongens Forhold til hans Hustru. — Dette har faaet sin storartede Fremstilling i en ganske kort Vise: „Marsk Stig og hans Hustru“. Forhistorien antydes kun (Opskrifterne af Visen bruger snart Udtrykket „han lokked“, snart „han voldtog“); den egentlige Handling begynder med, at hun sidder ubevægelig ved sin Herres Hjemkomst; Marsken venter, at hun skal gaa ham i Møde i Gaarden, men hun kommer ikke; han venter hende i Døren, men hun rejser sig ikke; han staar tavs i Undren og Uhygge. (Visen adskiller sig heri fra Sangernes almindelige Fremstilling, hvor Samtale fører til Handlingens Spænding; her lægger Tavsheden et saadant Højtryjk.) Endelig brydes Tavsheden, da hun med bitter Fortvivlelse nævner sig som „Dronning i Danmark“ c: som Kongens Frille, og koldt og kort beder om Hævn. Hendes Husbond drager — ganske i Visens Aand uden at svare — hen at kræve Ugerningsmanden til Regnskab. Kongens indsmigrende Forsoningstilbud afslaar han, og han undsiger ham paa Livet. — Saaledes lyder Visen, der paa en eller anden Maade synes at danne Indledningen til en Vise om Finderup–Mordet. Forholdet til den historiske Virkelighed er ret svagt (saaledes vistnok ogsaa det, at Handlingen stadig tænkes at foregaa paa Sjælland); mulig er dog Marskens Undsigelse Minde om hans Vægring ved at hylde den unge Kong Erik Aaret før Kongemordet. Hovedsagen har været den rent digteriske Opgave, at fremstille den i sin Harme og Sorg storladne Kvindeskikkelse, Hovedpersonen i den mærkelige Indledningsscene og stadig mindet gennem Omkvædet: „Men Fruen hun sidder i Sjælland, saa mangt der hun sørger.“
+Endelig faar vi den fjerde Vise. Tiden er gaaet. Den politiske Stilling i hin Tid er glemt; de andre fredløses Tilværelse er traadt i Baggrunden, og man husker kun Kongens Mord og Marsken som hans bitre Fjende. En Forestilling, som allerede fandtes i Samtiden, om at et Elskovseventyr var Grunden til Kongens Død, fæstner sig endelig ved den fredløse Høvding: Marsk Stig har øvet sin Daad for at hævne Kongens Forhold til hans Hustru. — Dette har faaet sin storartede Fremstilling i en ganske kort Vise: „Marsk Stig og hans Hustru“. Forhistorien antydes kun (Opskrifterne af Visen bruger snart Udtrykket „han lokked“, snart „han voldtog“); den egentlige Handling begynder med, at hun sidder ubevægelig ved sin Herres Hjemkomst; Marsken venter, at hun skal gaa ham i Møde i Gaarden, men hun kommer ikke; han venter hende i Døren, men hun rejser sig ikke; han staar tavs i Undren og Uhygge. (Visen adskiller sig heri fra Sangernes almindelige Fremstilling, hvor Samtale fører til Handlingens Spænding; her lægger Tavsheden et saadant Højtryjk.) Endelig brydes Tavsheden, da hun med bitter Fortvivlelse nævner sig som „Dronning i Danmark“ &#596;: som Kongens Frille, og koldt og kort beder om Hævn. Hendes Husbond drager — ganske i Visens Aand uden at svare — hen at kræve Ugerningsmanden til Regnskab. Kongens indsmigrende Forsoningstilbud afslaar han, og han undsiger ham paa Livet. — Saaledes lyder Visen, der paa en eller anden Maade synes at danne Indledningen til en Vise om Finderup–Mordet. Forholdet til den historiske Virkelighed er ret svagt (saaledes vistnok ogsaa det, at Handlingen stadig tænkes at foregaa paa Sjælland); mulig er dog Marskens Undsigelse Minde om hans Vægring ved at hylde den unge Kong Erik Aaret før Kongemordet. Hovedsagen har været den rent digteriske Opgave, at fremstille den i sin Harme og Sorg storladne Kvindeskikkelse, Hovedpersonen i den mærkelige Indledningsscene og stadig mindet gennem Omkvædet: „Men Fruen hun sidder i Sjælland, saa mangt der hun sørger.“
@@ Linje 114: / Linje 114: @@
-Handlingens Midtpunkt fandt Digteren i Marsk Stigs Hævn for Hustruens Lidelse, saaledes som den var kommen frem i den yngste af Smaaviserne „Marsk Stig og hans Hustru“. Det er mærkeligt at se, hvor let han har faaet de andre Visers Optrin til at føje sig derefter, skønt de fra først af slet ikke kender denne Opfattelse af Kong Eriks Drab. Visen begynder med de tunge Drømme, der faar saa meget større Alvor, som deres Opfyldelse gælder ikke blot Marskens Fredløshed, men hele hans huslige Ulykke. Overgangen dannes saa ved, at Smaadrengen i det samme kommer med Kongens Budskab om at drage i Leding. Ganske fint er det Træk, at Marsken selv frygter sin Død paa Krigstoget, medens Visens Tilhørere snart aner den virkelige Fare der truer. Optrin for Optrin fremstiller Digteren nu, hvad den ældre Vise blot nævner i et enkelt Vers. Kongens sledske Løfter og hans paafølgende Forsøg paa at lokke Fru Ingeborg stiller os begges Karakter klart frem; Tilhøreren kender dem begge, da man naar til den gamle Vises Indledningsoptrin, Fruens tavse Modtagelse af sin hjemvendende Ægtemand. Undsigelsen paa Tinge gengives udførlig og med stærk Fremhæven af Drabets Retmæssighed. Saa faar Digteren Marskens Skæbne knyttet sammen med Finderupvisen, idet Rane optræder som Fru Ingeborgs Søstersøn, der lægger Raad op med hende om Kongens Drab og lokker Kongen til Finderup. Forinden Mordet kommer det uhyggelige Varsel, som kun kendes i den lange Vise, men som vel er optaget fra en ældre Folkevise. Kongen farer vild i Skoven og ser et lille Hus, og derinde træffer han en vidunderlig skøn Jomfru; han bliver indtagen i hende og bejler, hun antyder til Svar, at hun er Elvermø, han spørger ud om sin Skæbne, og hun giver spottende en Advarsel om hans nærforestaaende Død („Spørg du ad den liden Krog, der dit Sværd hænger paa.“ Hvori dette Varsel bestaar, er ikke klart; maaske skal det forstaas billedligt: dit Liv holdes ikke oppe af mere end saa meget som den lille Bæltekrog, hvori dit Sværd hænger.); Kongen fatter eller ænser ikke Varslet, han griber med vildt Begær efter den skønne Mø, — og da forsvinder Ellepigen og Huset, han staar ene i den mørke Skov. Skæbnen nærmer sig ham; Rane er i det samme atter til Stede, og fører ham til Finderup. Drabet selv skildres efter den gamle Drabsvise, men Ranes Underfundighed udmales bredere. (Versene om Iklædning af Munkekutter er dog ikke medtagne: vore Folkeviser skrider altid frem i Handlingen, de ynder ikke at gaa tilbage og opsamle de forudgaaende Træk.) Smaadrengens Budskab omtales forholdsvis svagt; det maa træde i Baggrunden for det hurtig paafølgende Optrin, at Marsk Stig rider til Skanderborg og har det djærve Ordskifte med Dronningen og hendes Søn, som viser Marsken i hans stolte Trods; som forsonende Scene følger Hjemkomsten, hvor Fru Ingeborg lover at følge ham af Land. Men med hans stolte Selvhævdelse i Borgbygningen paa Hjælm (Slutningsversene af den tidligere Fredløshedsvise) ender den hele Digtning; og saaledes maatte den ende for at fremstille ham som den „ædelig Herre, hin unge Hr. Marstig.“
+Handlingens Midtpunkt fandt Digteren i Marsk Stigs Hævn for Hustruens Lidelse, saaledes som den var kommen frem i den yngste af Smaaviserne „Marsk Stig og hans Hustru“. Det er mærkeligt at se, hvor let han har faaet de andre Visers Optrin til at føje sig derefter, skønt de fra først af slet ikke kender denne Opfattelse af Kong Eriks Drab. Visen begynder med de tunge Drømme, der faar saa meget større Alvor, som deres Opfyldelse gælder ikke blot Marskens Fredløshed, men hele hans huslige Ulykke. Overgangen dannes saa ved, at Smaadrengen i det samme kommer med Kongens Budskab om at drage i Leding. Ganske fint er det Træk, at Marsken selv frygter sin Død paa Krigstoget, medens Visens Tilhørere snart aner den virkelige Fare der truer. Optrin for Optrin fremstiller Digteren nu, hvad den ældre Vise blot nævner i et enkelt Vers. Kongens sledske Løfter og hans paafølgende Forsøg paa at lokke Fru Ingeborg stiller os begges Karakter klart frem; Tilhøreren kender dem begge, da man naar til den gamle Vises Indledningsoptrin, Fruens tavse Modtagelse af sin hjemvendende Ægtemand. Undsigelsen paa Tinge gengives udførlig og med stærk Fremhæven af Drabets Retmæssighed. Saa faar Digteren Marskens Skæbne knyttet sammen med Finderupvisen, idet Rane optræder som Fru Ingeborgs Søstersøn, der lægger Raad op med hende om Kongens Drab og lokker Kongen til Finderup. Forinden Mordet kommer det uhyggelige Varsel, som kun kendes i den lange Vise, men som vel er optaget fra en ældre Folkevise. Kongen farer vild i Skoven og ser et lille Hus, og derinde træffer han en vidunderlig skøn Jomfru; han bliver indtagen i hende og bejler, hun antyder til Svar, at hun er Elvermø, han spørger ud om sin Skæbne, og hun giver spottende en Advarsel om hans nærforestaaende Død<ref>„Spørg du ad den liden Krog, der dit Sværd hænger paa.“ Hvori dette Varsel bestaar, er ikke klart; maaske skal det forstaas billedligt: dit Liv holdes ikke oppe af mere end saa meget som den lille Bæltekrog, hvori dit Sværd hænger.</ref>; Kongen fatter eller ænser ikke Varslet, han griber med vildt Begær efter den skønne Mø, — og da forsvinder Ellepigen og Huset, han staar ene i den mørke Skov. Skæbnen nærmer sig ham; Rane er i det samme atter til Stede, og fører ham til Finderup. Drabet selv skildres efter den gamle Drabsvise, men Ranes Underfundighed udmales bredere. (Versene om Iklædning af Munkekutter er dog ikke medtagne: vore Folkeviser skrider altid frem i Handlingen, de ynder ikke at gaa tilbage og opsamle de forudgaaende Træk.) Smaadrengens Budskab omtales forholdsvis svagt; det maa træde i Baggrunden for det hurtig paafølgende Optrin, at Marsk Stig rider til Skanderborg og har det djærve Ordskifte med Dronningen og hendes Søn, som viser Marsken i hans stolte Trods; som forsonende Scene følger Hjemkomsten, hvor Fru Ingeborg lover at følge ham af Land. Men med hans stolte Selvhævdelse i Borgbygningen paa Hjælm (Slutningsversene af den tidligere Fredløshedsvise) ender den hele Digtning; og saaledes maatte den ende for at fremstille ham som den „ædelig Herre, hin unge Hr. Marstig.“

@@ Linje 69: / Linje 69: @@
-Vi har tre Viser, hvor Dronning Dagmar er Hovedperson, og een om Dronning Berngerd. Hvor meget hver af dem stemmer med Samtidens Indtryk og med Samtidens Sang, er vanskeligt at sige; men om nogen af dem er Udtryk for Øjeblikkets Stemninger, er det snarest den Spotte– og Nidvise, hvor Berngerd gøres tilOphavsmand for de ilde sete Skattepaalæg. Den er bygget over et Optrin, som i Viserne ikke saa sjælden gøres til Genstand for mere eller mindre skæmtende Behandling: det er Morgenen efter Brylluppet, Berngerd kræver sin „Morgengave“ (Brudegave) af Kongen, og hun kan ikke faa den stor nok. Hun kræver store Skatter af hver Mand og Kvinde og hvert Barn i Riget; hun vil lade Landene „slaa i Jern“ c: hun vil lukke alle Landets Havne med Jernkæder for at kræve Told af alle indsejlende. Folket ser i sin Herre Kong Valdemar den, der med sund Sans kan modstaa disse ublu Herskerlyster; og hans Ord bliver det der gælder; ti „Nu ligger Berngerd under sorten Jord, endnu har Bonden baade Okse og Ko.“ — En Sanger, næppe Visens oprindelige Digter, har udformet denne sidste Tanke i ret fantastisk (og meget uhistorisk) Form: da Kongen skal i Leding, advarer den døde Dronning Dagmar ham i Drømme om ikke at sætte Berngerd til at styre Riget i Mellemtiden; han fører hende med i Leding, og hun falder for den første Pil, der udsendes.
+Vi har tre Viser, hvor Dronning Dagmar er Hovedperson, og een om Dronning Berngerd. Hvor meget hver af dem stemmer med Samtidens Indtryk og med Samtidens Sang, er vanskeligt at sige; men om nogen af dem er Udtryk for Øjeblikkets Stemninger, er det snarest den Spotte– og Nidvise, hvor Berngerd gøres til Ophavsmand for de ilde sete Skattepaalæg. Den er bygget over et Optrin, som i Viserne ikke saa sjælden gøres til Genstand for mere eller mindre skæmtende Behandling: det er Morgenen efter Brylluppet, Berngerd kræver sin „Morgengave“ (Brudegave) af Kongen, og hun kan ikke faa den stor nok. Hun kræver store Skatter af hver Mand og Kvinde og hvert Barn i Riget; hun vil lade Landene „slaa i Jern“ &#596;: hun vil lukke alle Landets Havne med Jernkæder for at kræve Told af alle indsejlende. Folket ser i sin Herre Kong Valdemar den, der med sund Sans kan modstaa disse ublu Herskerlyster; og hans Ord bliver det der gælder; ti „Nu ligger Berngerd under sorten Jord, endnu har Bonden baade Okse og Ko.“ — En Sanger, næppe Visens oprindelige Digter, har udformet denne sidste Tanke i ret fantastisk (og meget uhistorisk) Form: da Kongen skal i Leding, advarer den døde Dronning Dagmar ham i Drømme om ikke at sætte Berngerd til at styre Riget i Mellemtiden; han fører hende med i Leding, og hun falder for den første Pil, der udsendes.
-Samtidig udformedes Dagmarviserne. — Aaret 1205 bragte to sjældne Begivenheder. Den ene var Dronning Dagmars Komme; den anden var Bestemmelsen om Biskop Valdemars Frigivelse. Han sad da paa 14de Aar i Søborg Fangetaarn siden den Sammensværgelse, hvor han med en Kres af udenlandske Fyrster til Hjælpere søgte at sætte sig paa den danske Trone som den tyske Kejsers Vasal. Paven, den mægtige Innocens, havde allerede gjort stærke Forestillinger for den danske Konge om at slippe Biskoppen ud af den verdslige Magts Hænder; Kongen havde trukket Sagen i Langdrag, men svarede nu samtykkende sidst paa Aaret 1205; tidlig næste Aar drog Biskop Valdemar til Rom for at forsvare sig for Pavens Domstol. I de følgende Aar var han den Brand, der tændte de tyske Fyrster til Kamp mod Valdemar Sejr og fyldte Nordtyskland med Strid, indtil alle hans Forsøg var knuste af den sejrende danske Konge. Men under disse Kampe maatte Tanken gaa tilbage og spørge, hvem der havde kunnet bevæge Kong Valdemar til at løsgive sin argeste Fjende. Af Datidens Brevskaber kendes Pave Innocens's kraftige Anstrengelser for at unddrage selv saa brødefuld en Kirkefyrste fra den verdslige Straf; i en Klostermands Krønike læses, at det var paa Ærkebiskop Andreas's og andres kærlige Forestillinger“; men for Folket i det hele har sikkert Rigets nyskomne Dronning staaet som Fredsbederen, og vel næppe med Urette.
+Samtidig udformedes ''Dagmarviserne''. — Aaret 1205 bragte to sjældne Begivenheder. Den ene var Dronning Dagmars Komme; den anden var Bestemmelsen om Biskop Valdemars Frigivelse. Han sad da paa 14de Aar i Søborg Fangetaarn siden den Sammensværgelse, hvor han med en Kres af udenlandske Fyrster til Hjælpere søgte at sætte sig paa den danske Trone som den tyske Kejsers Vasal. Paven, den mægtige Innocens, havde allerede gjort stærke Forestillinger for den danske Konge om at slippe Biskoppen ud af den verdslige Magts Hænder; Kongen havde trukket Sagen i Langdrag, men svarede nu samtykkende sidst paa Aaret 1205; tidlig næste Aar drog Biskop Valdemar til Rom for at forsvare sig for Pavens Domstol. I de følgende Aar var han den Brand, der tændte de tyske Fyrster til Kamp mod Valdemar Sejr og fyldte Nordtyskland med Strid, indtil alle hans Forsøg var knuste af den sejrende danske Konge. Men under disse Kampe maatte Tanken gaa tilbage og spørge, hvem der havde kunnet bevæge Kong Valdemar til at løsgive sin argeste Fjende. Af Datidens Brevskaber kendes Pave Innocens's kraftige Anstrengelser for at unddrage selv saa brødefuld en Kirkefyrste fra den verdslige Straf; i en Klostermands Krønike læses, at det var paa Ærkebiskop Andreas's og andres kærlige Forestillinger“; men for Folket i det hele har sikkert Rigets nyskomne Dronning staaet som Fredsbederen, og vel næppe med Urette.
@@ Linje 87: / Linje 87: @@
-Sidst digtedes den skønneste Digtning af dem alle, Visen om Dagmars Død. Med sit Omkvæd „Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar“ synges den ikke af den Slægt, der har set og kendt hende og følt Savnet af hende, men af Efterslægten, for hvem Mindet er knyttet til hendes Grav i Ringsted Klosters Kirkegulv, ved Kong Valdemars Side. Og i Mellemtiden har Billedet af hende udfoldet sig friere og skønnere; Sammenhængen med samtidige Forhold føles kun svagere, selv Folkets Skæbne og Berngerds Ondskab træder mere i Baggrunden; det er om den elskeligste Dronnings og den største Konges Kærlighed, at Digteren vil fortælle. Han maler fyldig — men i Træk der er sjælden anskuelige — de enkelte Optrin i Dagmars hjælpeløse Lidelse, da hun er i Barnsnød, Valdemars vældige Higen efter sin døende Hustru og endelig den inderlige Bøn og Attraa, hvormed han kalder den allerede døde tilbage til Livet, men kun kort, ti „Himmeriges Klokker“ ringer efter hende. — Digteren har i Dagmars sidste Tale indflettet et Træk, som vor Tid let kan misforstaa c: let kan lægge en anden Tanke ind i, end Middelalderen tillagde det. Havde hun ikke snørt sine Ærmer saa stadselig og sat „Streger“ (Hovedtøj ?) paa, da havde hun ikke behøvet at brænde i Skærsilden. Man maa ikke opfatte dette som en ren Sjæls Bekendelser af sin ganske ubetydelige Syndeskyld (sin „Dronning Dagmars Synd“). Naar den allerede bortvandrede Sjæl vender tilbage til Legemet fra den hinsidige Verden, er det jo den rammeste Alvor; og denne Scene maa opfattes i Lighed med andre Optrin i Middelalderens Litteratur, hvor Dronninger og andre fornemme aabenbarer, hvad de maa lide i Skærsilden for deres Overdaadighed. Pynteligheden i Klædedragt var ikke uskyldig; for den forsagende Middelalder var det Verdenslyst i sin argeste Form; og af Tidens Aandesyner herom lyser der endnu et Genskær over Valdemars og Dagmars Liv (Særlig fordømtes Kvindernes Pyntelyst, fordi de ved den fristede Mændenes Sanser. Sakse taler strenge Ord om dette Forhold; sml. ogsaa Visen: „Jon rømmer af Land“ S. 225 her. (I. F.–H.)). For Menneskene i det 12te og l3de Aarh. kan Himmerigsklokken ikke ringe, uden at der kommer Klang af Domsbasuner med; men dette hører nu med til Korstogenes og Tiggermunkenes Aarhundrede. Det mærkelige i dansk Litteratur er ikke, at det kom, men at det kun blev en Bitone ind i den vemodig fromme Dagmardigtning. I Norge derimod blev det alvorstunge „Drømmekvæde“ det 13de Aarh.s og hele Middelalderens ypperste Digtning.
+Sidst digtedes den skønneste Digtning af dem alle, Visen om Dagmars Død. Med sit Omkvæd „Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar“ synges den ikke af den Slægt, der har set og kendt hende og følt Savnet af hende, men af Efterslægten, for hvem Mindet er knyttet til hendes Grav i Ringsted Klosters Kirkegulv, ved Kong Valdemars Side. Og i Mellemtiden har Billedet af hende udfoldet sig friere og skønnere; Sammenhængen med samtidige Forhold føles kun svagere, selv Folkets Skæbne og Berngerds Ondskab træder mere i Baggrunden; det er om den elskeligste Dronnings og den største Konges Kærlighed, at Digteren vil fortælle. Han maler fyldig — men i Træk der er sjælden anskuelige — de enkelte Optrin i Dagmars hjælpeløse Lidelse, da hun er i Barnsnød, Valdemars vældige Higen efter sin døende Hustru og endelig den inderlige Bøn og Attraa, hvormed han kalder den allerede døde tilbage til Livet, men kun kort, ti „Himmeriges Klokker“ ringer efter hende. — Digteren har i Dagmars sidste Tale indflettet et Træk, som vor Tid let kan misforstaa &#596;: let kan lægge en anden Tanke ind i, end Middelalderen tillagde det. Havde hun ikke snørt sine Ærmer saa stadselig og sat „Streger“ (Hovedtøj ?) paa, da havde hun ikke behøvet at brænde i Skærsilden. Man maa ikke opfatte dette som en ren Sjæls Bekendelser af sin ganske ubetydelige Syndeskyld (sin „Dronning Dagmars Synd“). Naar den allerede bortvandrede Sjæl vender tilbage til Legemet fra den hinsidige Verden, er det jo den rammeste Alvor; og denne Scene maa opfattes i Lighed med andre Optrin i Middelalderens Litteratur, hvor Dronninger og andre fornemme aabenbarer, hvad de maa lide i Skærsilden for deres Overdaadighed. Pynteligheden i Klædedragt var ikke uskyldig; for den forsagende Middelalder var det Verdenslyst i sin argeste Form; og af Tidens Aandesyner herom lyser der endnu et Genskær over Valdemars og Dagmars Liv<ref>Særlig fordømtes Kvindernes Pyntelyst, fordi de ved den fristede Mændenes Sanser. Sakse taler strenge Ord om dette Forhold; sml. ogsaa Visen: „Jon rømmer af Land“ S. 225 her. (I. F.–H.)</ref>. For Menneskene i det 12te og l3de Aarh. kan Himmerigsklokken ikke ringe, uden at der kommer Klang af Domsbasuner med; men dette hører nu med til Korstogenes og Tiggermunkenes Aarhundrede. Det mærkelige i dansk Litteratur er ikke, at det kom, men at det kun blev en Bitone ind i den vemodig fromme Dagmardigtning. I Norge derimod blev det alvorstunge „Drømmekvæde“ det 13de Aarh.s og hele Middelalderens ypperste Digtning.