Hos Aandemaneren Aua – Leveregler og tabubestemmelser (KR) - Revisjonshistorikk

Jesper: Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

2024-09-12T04:54:49Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

Jesper på 12. sep. 2024 kl. 04:53

2024-09-12T04:53:55Z

Carsten på 2. sep. 2024 kl. 08:54

2024-09-02T08:54:19Z

Carsten på 2. sep. 2024 kl. 07:11

2024-09-02T07:11:58Z

Vis endringer

Carsten: Hos Aandemaneren Aua – Leveregler og tabubestemmelser (KR)

2024-09-01T12:58:28Z

Hos Aandemaneren Aua – Leveregler og tabubestemmelser (KR)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Hos Aandemaneren Aua – Leveregler og tabubestemmelser (KR)]] !! !!
|-
|}

[[Fil:Aua (KR).jpg|thumb|300px|<center> Åndemaneren Aua og hans kone</center>]]<center>

 '''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]''' [[Fra Grønland til Stillehavet (KR)|Uddrag af '''Fra Grønland til Stillehavet''']] <big><big><big>'''Leveregler og tabubestemmelser'''</big></big></big> '''Forklaret af Aandemaneren Aua''' '''Knud Rasmussen''' København, 1926</center>

<blockquote>
'''Vi frygter'''

Flere Aftener igennem havde vi drøftet Leveregler og Tabuskikke uden at komme videre end til en lang og omstændelig Opremsen af, hvad der var tilladt og hvad der var forbudt. Alle vidste de saa udmærket, hvad der skulde gøres i et givet Tilfælde, men hver Gang jeg kom med mit hvorfor, blev de mig Svar skyldige. Det forekom dem ret urimeligt, at jeg ikke blot vilde have en Redegørelse for, men ogsaa en Begrundelse af deres religiøse Forestillinger. Det havde som sædvanlig været Aua, der førte Ordet, og da han stadig blev mig Svar skyldig, rejste han sig op, og som grebet af en pludselig Indskydelse bad han mig følge med udenfor.

Det havde den Dag været et ualmindelig haardt Vejr, og da vi efter flere Dages heldig Fangst havde Overskud af Kød, havde jeg anmodet min Vært om at blive hjemme, at vi kunde faa en Del Arbejde fra Haanden. Den korte Dag var forlængst gaaet over i Eftermiddagens Halvlys, men da Maanen var oppe, kunde man endnu se temmelig langt. Hvide, forrevne Skyer jog hen over Himlen, og naar Vindpustene fo'r hen over Bopladsen, fik vi Øjne og Mund fyldt med Sne. Aua saa mig ind i Øjnene, og idet han pegede ud over Isen, hvor Snefoget røg som piskede Bølger, sagde han: "For at jage vel og leve lykkeligt behøver Menneskene roligt Vejr. Hvorfor saa denne stadige Snestorm og alt dette unødige Besvær for dem, der skal søge Føden til sig og dem, de holder af? Hvorfor? Hvorfor?"

Vi var netop kommen ud paa den Tid, da Mændene kom hjem fra Aandehulsfangst; de gik sammen i Klynge og sled sig foroverbøjede op mod Vinden, der pressede dem saa haardt, at de helt maatte standse, hver Gang Vindstødene ramte dem. Ingen af dem havde Sæl paa Slæb; en hel Dags surt Slid havde været forgæves.

Jeg maatte besvare Auas Hvorfor med en stille Hovedrysten. Saa førte han mig ind i Kuvdlos Hus, der laa lige ved Siden af vort. Den lille Spæklampe brændte med laveste Blus uden at give den mindste Varme, og et Par smaafrysende Børn var krøbet sammen i et Hjørne af Briksen med et Renskindstæppe over sig.

Atter saa Aua paa mig og sagde: "Hvorfor skal der være koldt og uhyggeligt herinde? Kuvdlo har været ude paa Fangst hele Dagen, og hvis han havde faaet en Sæl, saaledes som han fortjente, vilde Konen nu have siddet leende ved sin Lampe og sat fuldt Blus paa, uden at være bange for, at der ikke skulde være nok til i Morgen. Og der vilde blive varmt og hyggeligt herinde, og Børnene vilde kravle frem fra deres Tæppe og glæde sig over at være til. Hvorfor skal det ikke være saaledes? Hvorfor?"

Da jeg ikke svarede, førte han mig ud af Huset og ind til sin gamle Søster Natseq, der boede i en lille Snehytte for sig selv, fordi hun var syg. Hun saa udslidt og mager ud og blev ikke en Gang oplivet ved vort Besøg. I flere Dage havde hun lidt af en ondartet Hoste, der syntes at komme dybt nede fra Lungerne, og det saa ud til, at hun ikke havde langt igen.

For tredie Gang saa Aua paa mig og sagde: "Hvorfor skal Mennesker være syge og lide? Vi er alle bange for Sygdom. Min gamle Søster her har, saavidt vi Mennesker kan se, intet ondt gjort, hun har levet et langt Liv og født stærke Børn, og nu skal hun lide, før hun ender sine Dage. Hvorfor? Hvorfor?"

Hermed var Demonstrationen forbi, og vi vendte tilbage til vort Hus og genoptog sammen med de andre den afbrudte Samtale.

<blockquote>"Der ser du," sagde Aua, "heller ikke du kan give Grunde, naar vi spørger dig, hvorfor Livet er, som det er. Og saaledes skal det være. Alle vore Skikke kommer fra Livet og gaar til Livet; vi forklarer intet, vi tror intet, men i det, jeg nu har vist dig, ligger alle vore Svar.

Vi frygter!

Vi frygter for Jordens Vejr, som vi skal kæmpe med for at vriste Føden ud af Land og Hav.

Vi frygter Nød og Sult i de kolde Snehytter.

Vi frygter den Sygdom, som vi daglig oplever rundt omkring os. Ikke Døden, men Lidelsen.

Vi frygter døde Menneskers og dræbte Fangstdyrs Sjæle.

Vi frygter Jordens og Luftens Aander.

Derfor har vore Fædre fra deres Fædre væbnet sig med alle de gamle Leveregler, som er bygget paa Slægters Erfaringer og Livsvisdom. Vi ved ikke hvorledes, vi aner ikke hvorfor, men vi følger dem for at faa Lov til at leve sorgløst. Og saa uvidende er vi trods alle vore Aandemanere, at vi frygter alt det, vi ikke kender. Vi frygter det, vi ser omkring os, og vi frygter det, vi kender fra Forfædres Fortællinger og Myter. Derfor har vi vore Skikke, og derfor overholder vi vor Tabu." </blockquote>

<center>__________</center>

Dette var Auas Forklaring. Som altid var han klar i sin Tanke. Og jeg skal nu forsøge paa at kæde de tre Aandemaneres hedenske Bud sammen.

Al Tabu og de dermed forbundne Leveregler skelner fundamentalt mellem Landvildt og Sødyr. Dette har sin Grund i, at disse hver for sig har deres særlige Ophav; derfor maa de holdes ud fra hinanden, thi man har den Tro, at de gensidig besmitter hinanden og derved volder Menneskene Ulykker.

Der er nu Sødyrenes Moder, der sank ned til Havets Bund, fordi hendes Fader huggede hendes Fingerled af, da hun blev kastet ud i Søen og angst for at drukne klamrede sig fast til Konebaadens Ræling (se Myten Pag. 83). Af hendes af huggede Fingerstumper blev Sødyrene til, de smaa Sæler, de store Remmesæler, Hvalrossen og Hvalen. Og for at hævne sig paa Menneskene, der var Skyld i hendes Død, krævede hun siden indviklet Tabu af alle dem, der skulde leve af Havet.

Og saa er der Renernes Moder. Aua gengav Myten i følgende Ord:

<blockquote>"Man fortæller, at dengang Sødyrene blev til, var der ingen Rener paa Jorden; men saa vandrede en gammel Kone ind i Land og skabte dem. Deres Skind lavede hun af sine Bukser, saaledes at Haarlagets Tegning kom til at veksle paa samme Maade som Mønstret i hendes Bukser. Men Renen fik Tænder paa samme Maade som andre Dyr, og i Begyndelsen havde den ogsaa Stødtænder. Den var et farligt Dyr, og det varede heller ikke længe, før en Mand blev dræbt under Jagt. Saa blev den gamle Kone bange og gik atter ind i Landet og samlede de Rener, hun havde skabt. Stødtænderne lavede hun om til Horn, Tænderne i Formunden slog hun ud, og da hun havde gjort det, sagde hun til dem: "Landdyr som I skal holde sig paa Afstand fra Menneskene og være frygtsomme!" Og saa gav hun dem et Spark i Panden, og derved kom den Fordybning, som man nu kan se oven i Panden paa alle Rener. Renerne sprang bort og blev siden meget sky. Det viste sig snart, at de var alt for hurtige, ingen Mennesker kunde jage dem, og atter maatte den gamle Kvinde fange dem ind. Denne Gang lavede hun Haarlaget om, saa at ikke alle Haar længere havde samme Fald. Nu vendte Bughaarene, Haarene under Halsen og Flankerne forskellige Veje, og saa blev de sluppet løs igen. Endnu var Vildrenen vel hurtig, men den kløvede ikke længere Luften saa let, og Menneskene kunde indhente og dræbe den. Siden tog den gamle Kvinde Land blandt Renerne, og hun kaldes nu "Renernes Moder" ''tugtut igfiat'' eller "den, hos hvem Renerne er."</blockquote>

Saaledes fik Sødyrene og Renerne hver sin Moder, og derfor maa de aldrig behandles under eet. Endnu en anden Grund giver Anledning til stor Forsigtighed: Hos alle levende Væsener findes Kræfter, der gør dem særlig følsomme over for de Leveregler, som engang er vedtagne af Menneskene. Disse Kræfter er nedlagt i Sjælen og Navnet.

Sjælen eller Inusia er det, som giver alt levende netop det Udseende, som det har. Den er i Virkeligheden for Mennesket et lille bitte Menneske, for Renen en lille bitte Ren, og saaledes for alle Dyr en Miniatur af det store og sidder inde i en luftfyldt Boble i Lysken; fra den kommer Udseende, Tanker, Kraft og Liv. Den gør Mennesket til et Menneske, Renen til en Ren, Hvalrossen til en Hvalros, Hunden til en Hund og saaledes videre. Øves der Vold mod denne Sjæl, eller saares den ved Tabubrud, bliver den til en ond Aand, der volder Ulykker og Død. Aua udtrykker dette i følgende Ord:

"Livets største Fare ligger i, at Menneskers Føde bestaar af lutter Sjæle."

Dermed menes der, at man for hvert Fangstdyr, man nedlægger og siden udnytter som Klæder og Spise, maa tage ganske særlige Hensyn; thi de har alle en Sjæl.

Men foruden Sjælen er der ogsaa Navnet, som kræver Hensyn. Og dette fortolkes saaledes:

Ved Opkaldelsen faar ethvert Menneske sin afdøde Navnes Styrke og Færdigheder; men da alle med fælles Navn har samme mystiske Livskilde, arver man ogsaa aandelige og legemlige Egenskaber fra dem, der langt, langt ude i den graa Fortid har baaret samme Navn. Bag ethvert Menneske gaar saaledes et mægtigt Tog af Aander, der støtter og hjælper, saa længe man holder Levereglerne efterretteligt; men bryder man sin Tabu, eller gør man noget, som er de Døde uvedkomment, vender alle de usynlige Venner sig mod en som Fjender, og man er hjælpeløst fortabt.

Et broget Virvar af religiøse Leveregler gaar nu umærkeligt og næsten automatisk ind som et Led i det daglige Liv, og det er ofte vanskeligt at faa fat paa dem. De dukker op eller forsvinder, eftersom man faar Brug for dem, og lader sig ikke uden videre remse op, blot fordi man spørger. Det voldte derfor Aua og mig stort Besvær at faa dem sammenstillet paa en saadan Maade, at de kunde give et Begreb om, hvorledes de i Virkeligheden griber ind i alt.

==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1'', ss. 347-352. København, 1926.</blockquote>
 

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. sep. 2024 kl. 04:53
Linje 1:		Linje 1:
−	~~{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"~~	+	[[Fil:Aua (KR).jpg\|thumb\|300px\|<center> Åndemaneren Aua og hans kone</center>]]
−	~~\|- style="background-color:#e9e9e9"~~
−	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !!~~ [[Fil:~~Dansk~~.~~gif~~\|~~32px~~\|~~link= Hos Aandemaneren~~ Aua ~~– Leveregler~~ og ~~tabubestemmelser (KR)~~]] ~~!! !!~~
−	\|-
−	\|}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. sep. 2024 kl. 08:54
Linje 165:		Linje 165:
	Naar Tiden i Barselhuset er omme, skal Kvinden besøge alle sine Bopladsfæller; hun skal medbringe den lille Træøse, hun brugte til sin Gryde, og i den skal der fra hvert Hus lægges et Stykke Kød, som hun skal bringe med sig hjem og koge. Saa snart hun har spist det, har hun atter Lov til at slukke sin Tørst med koldt Vand, og hun kan endelig færdes frit mellem Mennesker.		Naar Tiden i Barselhuset er omme, skal Kvinden besøge alle sine Bopladsfæller; hun skal medbringe den lille Træøse, hun brugte til sin Gryde, og i den skal der fra hvert Hus lægges et Stykke Kød, som hun skal bringe med sig hjem og koge. Saa snart hun har spist det, har hun atter Lov til at slukke sin Tørst med koldt Vand, og hun kan endelig færdes frit mellem Mennesker.

		+
		+	<center>__________</center>
		+
		+
		+
		+	'''Naar Mennesker dør'''
		+
		+	Naar et Menneske nærmer sig Døden, tages alle Brikseskind og Renskindstæpper, der tilhører Husets Beboere, ud og lægges i Husgangen; thi Døden besmitter alt. Naar den døende saa er ved at udaande, raabes: "Nu er det snart forbi med ham!", og alle skal bryde ud i høje Veklager. Den døde klædes i Ligdragt, som bestaar af Inderpelsen, Inderbukser og Strømper, og snøres ind i sit Underlagsskind. Hvis det er en Mand, bliver Sjælen i Legemet i tre Døgn, hvis det er en Kvinde, i fire. I denne Tid maa intet Arbejde udføres, og den dødes nærmeste skal opholde sig inde i Snehytten sammen med Liget. Derefter føres Liget ud af Snehuset; hvis det er en Mand, gennem den sædvanlige Husgang, hvis det er en Kvinde, gennem et Hul i Sidemuren. Er det Vinter, slæbes Liget i et Baand, der er fastgjort til Vristen, hen til det Sted, hvor det skal lægges. Er det Sommer, føres det ud gennem Teltets Sidevæg, og en af de nærmeste bærer det paa sin Ryg hen til Stedet, hvor det skal ligge.
		+
		+	Man tror, at Sjælen opholder sig i Legemet i de tre eller fire Dage, Dødstabuen varer. For ikke at saare den, maa man derfor iagttage stor Forsigtighed. Hvis Bopladsen har Kød nok, maa ingen gaa paa Fangst; er man i Nød, maa der tages paa Fangst, men kun til Fods; thi Larmen af Slæder og Hunde støder Sjælen.
		+
		+	Hvis der var Sælkød inde i et Hus, dengang Dødsfaldet indtraf, maa dette Kød vel spises, men Skindet af denne Sæl maa ikke benyttes til Klæder.
		+
		+	De Mænd eller Kvinder, der har været med til at røre ved Liget, maa ikke skære Kogekød til Gryderne; det maa Folk fra andre Huse komme ind og gøre for dem.
		+
		+	Selv det mest fredsommelige Menneske kan have en Sjæl, der bliver farlig, naar han dør. Folk ved Bopladsen maa derfor under Dødstabuen sove med deres Amuletter under Hovedet. I disse Dage maa enhver Form for Støj undgaas; der maa ingen Sangfester holdes i de andre Snehytter, og ingen maa fodre Hunde. Man maa ogsaa iagttage stor Forsigtighed med sit Legeme; ingen maa vaske sig, rede sig eller skære Negle.
		+
		+	Naar Dødstabuen er omme, tages et Hundeekskrement og føres rundt i alle Retninger inde i Snehuset, idet man siger: "Tu — tu — tu!" Er Dødsfaldet sket i et Telt, renses Luften, idet man slaar Gnister med en Ildsten. Derefter skal alle vaske sig, rede Haaret og skære Negle, og idet man gnider Neglene mod hinanden, skal man brummende sige: "Umh — umh — umh !" Først da kan Liget bringes op til den Plads, man har valgt. Her gaar man en Gang rundt om det, idet man vifter i Retning af Solen med det Dække, der har været for Ansigtet; saa giver den døde godt Vejr til de efterladte. Samtidig overskæres de Baand, hvormed Ligskindet har været snøret, og man bryder ud i høje Veklager, idet man vender tilbage til Bopladsen. Den døde lægges aldrig i Stendysse, men frit paa aaben Mark, med nogle løse Sten ved Hoved, Skuldre og Fødder; hvis det er Vinter, bygges dog et lille Ly med Tag over af Sne.
		+
		+	Forinden man bringer Liget op til Hvilestedet, skal man en miniature lave alt det, han i levende Live har Brug for: Kajak, Slæde, Hund, Bue, Pil, Harpun, Kop, Gryde, hvis det er en Mand; Lampe, Kødspid, Gryde, Kop, Synaale, Fingerbøl, hvis det er en Kvinde. Disse Miniatur-Redskaber lægges ved Fødderne og skal bruges i de dødes Land.
		+
		+	De, der arbejder med Døde, skal tilstoppe deres Næsebor med Renhaar, og saa snart Dødstabuen er omme, skal de kaste deres Tøj bort. De skal i et Aar have deres egne Gryder, som de alene og ingen andre maa spise af; det gælder særlig Kvinder. Disse maa heller ikke spise raat Kød af andre nyfangede Sæler end deres Mænds og kun frossent Kød af ældre Fangst.
		+
		+	Naar der fanges ved Bopladsen, ligegyldigt af hvem, skal der hurtigst muligt bringes en sørgende Enke Kød; det vil glæde den døde og give god Fangst. De Remme, der holder Ligskindet, skal altid skæres over med den dødes egen Kniv. Selv om denne Kniv er en stor Kostbarhed, maa den siden aldrig bruges, men lægges ved Siden af den døde. Naar dette er gjort, skal de Mænd, der var med til at bringe Liget ud, gaa tilbage til Huset, og alle skal drikke Vand af den dødes Kop; saa giver man den dødes Sjæl Vand. Derpaa forlades Huset, og man maa bygge sig et nyt, og intet som helst af det, der har været inde i Huset, da den døde udaandede, maa bringes med ind i det nye Hus.
		+
		+	Den Tabu, der knytter sig til et spædt Barns Død, er ikke saa streng, selv om Sjælen ogsaa her fordrer Hensyn:
		+
		+	Naar en Kvinde mister et Spædbarn, maa hun altid sørge for at have sit Hoved dækket med sin Pelshætte, naar hun gaar ud; kun en Dag, hvis Barnet ikke er fyldt Aar, og et Par Dage, hvis det er aargammelt. Derefter kan hun nøjes med at sy en lille Kappe af Skind uden Haar; den skal hun saa have paa Hovedet, hver Gang hun gaar ud i henholdsvis en Maaned eller to, alt efter Barnets Størrelse. I et Aar maa hun ikke spise raat Kød af fremmed Fangst, men gerne af sin Mands, hvis Barnet er død om Vinteren; dog først om Foraaret, naar Snehytternes Tag begynder at smelte. Desuden maa der overholdes almindelig Kvindetabu, der er forbundet med Dødsfald: Ikke spise Indvolde, Hjerte eller Æg.
		+
		+	Der maa aldrig være besøgende i et Hus, naar nogen udaander; de maa gaa ud i Husgangen i Dødsøjeblikket. Naar den døende er et lille Barn, kan Moderen tage det ud af Huset, lige før det udaander; Dødstabuen rammer da kun Moderen, medens Husfællerne gaar fri og intet Besvær faar hverken med de Skind eller de Klæder, der fandtes i Huset.
		+
		+	Første Gang en Mand, der har mistet sin Kone, gaar paa Fangst og faar en Sæl, flænser han den saaledes, at han kun tager Kødet, men lader Ben, Indvolde, Skind og Spæk urørt. Det skære Kød maa han gerne tage hjem, men Spækket og Skindet skal han lægge om Skrotten og efterlade det paa Isen som et Offer til sin afdøde Kones Sjæl. I tre derpaa følgende Dage skal han opholde sig inde i Huset og maa ikke tage sig noget Arbejde for. De to næste Sæler, han fanger, skal flænses paa samme Maade, og der skal ofres til Konens Sjæl ligesom første Gang; men Arbejde behøver ikke at være Tabu ved Hjemkomsten. I alle tre Tilfælde skal han drage Omsorg for, at Sælens Rygrad ikke knækkes. Ingen fremmed maa spise noget af det hjembragte Kød, kun han selv. Ved den fjerde Sæl er Dødstabuen hævet. Men den første Remmesæl han fanger, skal flænses paa samme Maade som Offer til den afdøde Kone; i dette Tilfælde skal dog Skrotten kastes i Havet. Det skære Kød maa han gerne spise sammen med andre Mænd, men maa dog ikke give Fangstparter, som det ellers er Skik ved Remmesælsfangst, hverken af Spæk eller Skind. Skal der laves Saaler eller Remme af Skindet, maa Haarene kun fjernes ved at lade Skindet gaa i Forraadnelse. Dette gælder dog kun hans første Remmesæl.
		+
		+	De tre første Rener, en Mand faar efter sin Kones Død, maa han flænse saaledes, at han kun faar det skære Kød og Skindet; Skrotten skal dækkes til med Sten.
		+
		+	For Hvalrosser gælder ingen særlig Tabu.
		+
		+	Folk, der er kede af Livet og ønsker at dræbe sig ved Hængning, skal gøre dette i et Hus, medens de er ene, og de skal hænge sig i Tørrestativets Stolpe; for at den indtrædende straks kan se dem, maa de ikke slukke Lampen, men lade den brænde.
		+
		+	En Mand mister Forstanden, hvis en uren Kvinde har spist af hans Fangst. Er det en Kvinde, der mister Forstanden, er det enten, fordi hun har brudt en vigtig Tabu, eller ogsaa er det, fordi hun engang har set de Fjældaander, der kaldes Ijerqat, og derefter besøgt en Barselkvinde; det taaler Ijerqat ikke.
		+
		+	En Kvinde regnes for uren et helt Aar, efter at hun har mistet en nærstaaende Slægtning. I den Tid maa hun ikke arbejde med raa Renskind og maa kun nævne Fangstdyrene i Aandemanernes særlige Sprog. Hun maa ikke pege paa Fangstdyr eller ytre sin Glæde over Fangst. En Mand maa, i det første Aar efter at han har mistet sin Kone, ikke slaa sine Hunde eller køre dem selv. Alle Kvinder regnes for urene, i den Tid de har deres Menses. Dette maa de altid meddele Bopladsfæller og ikke færdes frit om mellem Mænd; det vil skade dem i deres Fangst. De maa heller ikke sy, arbejde med Renskind eller banke Spæk til Lamperne. Paa samme Maade maa en Abort aldrig holdes hemmelig, thi da vil Fostret blive til en ond Aand og skræmme alle Fangstdyr bort. Mænd, der under Trangstid havde levet af Menneskekød, regnedes ogsaa for urene; de maatte aldrig spise ved det Sted, hvor en Hvalros blev flænset. Vilde de have frossent Kød af nyfanget Hvalros, maatte det ske paa Land, og da maatte de først lægge Kødstykket op paa deres Fod og lade, som om de »kogte« det der. De maatte aldrig spise raat Sælkød, Remmesæl kun af egen Fangst, og Marvben kun fra gamle Køddepoter. </blockquote>
		+
		+
		+	Den eneste Maade, hvorpaa Overtrædelse af Tabu kunde gøres skadefri, var ved hurtig at bekende det til sine Bopladsfæller. Dette skammede de fleste sig dog for at gøre, og desuden var der saa mange indviklede Faldgruber i den Maade, hvorpaa alt det, man maatte og ikke maatte, blev stillet op, at mange undertiden slet ikke vidste af, at de havde begaaet noget urigtigt. Risikoen laa i, at Overtrædelser, der tilsyneladende var ubetydelige, ofte kunde faa skæbnesvangre Følger og gaa ud over intetanende og uskyldige. Derfor var Mennesker altid i Fare; og det var Aandemanernes Sag at afværge disse.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. sep. 2024 kl. 04:54
Linje 1:		Linje 1:
−	[[Fil:~~Aua (KR)~~.~~jpg~~\|~~thumb~~\|~~300px\|<center> Åndemaneren~~ Aua og ~~hans kone</center>~~]]	+	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link= Hos Aandemaneren Aua – Leveregler og tabubestemmelser (KR)]] !! !!
		+	\|-
		+	\|}