Ingvar den Vidtberejstes saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 14. feb. 2026 kl. 10:09

2026-02-14T10:09:45Z

Jesper på 29. okt. 2024 kl. 23:57

2024-10-29T23:57:06Z

Jesper på 10. des. 2022 kl. 10:13

2022-12-10T10:13:33Z

Jesper på 25. nov. 2022 kl. 06:14

2022-11-25T06:14:45Z

Jesper på 25. nov. 2022 kl. 06:12

2022-11-25T06:12:48Z

Jesper: Oversættelse af Yngvars saga víðförla (uddrag)

2022-11-25T06:05:58Z

Oversættelse af Yngvars saga víðförla (uddrag)

Vis endringer

@@ Linje 43: / Linje 43: @@
 Nu sidder folk en tid ved gildet og er meget glade og muntre. I begyndelsen af gildet omgav Åge sig med mange vagter, men der blev færre, efterhånden som brylluppet skred frem, indtil der kun var én dag tilbage af gildet. Så overfalder kong Erik dem alle uden varsel, og han dræbte da alle de otte høvdinge, som havde sat sig op imod kongen, og det samme skete med Åge. Efter dette sluttede gildet. Jarl Håkon drog til Norge, og hver især vendte hjem til sit. Nogle mener, at dette skete på jarl Håkons råd, mens andre siger, at han selv var til stede, da de blev dræbt.
-Nu inddrager kongen alle de jorder og det løsøre, som havde tilhørt de otte høvdinge. Han lod Eymund og dennes mor hente hjem til sig. Eymund voksede op hos kongen og blev vel agtet, indtil kong Erik døde. Derefter kom Olof til magten, og han agtede Eymund på samme vis, som hans far havde gjort. Men da Eymund blev voksen, mindedes han sit tab, for hver dag kunne han se sine ejendomme for sig, og han mente, at al ære var blevet ham berøvet, for kongen tog alle skatter fra hans ejendomme. Kong Olof havde en datter, der hed Ingegerd. Hun og Eymund elskede hinanden højt for slægtsskabs skyld, for hun udmærkede sig i alle henseender. Eymund var stor af vækst og havde mange kræfter, og han var en fremragende ridder.
+Nu inddrager kongen alle de jorder og det løsøre, som havde tilhørt de otte høvdinge. Han lod Eymund og dennes mor hente hjem til sig. Eymund voksede op hos kongen og blev vel agtet, indtil kong Erik døde. Derefter kom Olof til magten, og han agtede Eymund på samme vis, som hans far havde gjort. Men da Eymund blev voksen, mindedes han sit tab, for hver dag kunne han se sine ejendomme for sig, og han mente, at al ære var blevet ham berøvet, for kongen tog alle skatter fra hans ejendomme. Kong Olof havde en datter, der hed Ingegerd. Hun og Eymund elskede hinanden højt for slægtskabs skyld, for hun udmærkede sig i alle henseender. Eymund var stor af vækst og havde mange kræfter, og han var en fremragende ridder.
 Eymund tænker nu over sin sag, og han syntes, at det trak ud med oprejsningen for det tab, han havde lidt, og han fandt, at det ville være bedre med en hurtig død end et liv med skam. Og da han erfarer, at tolv mand fra kongens hird var taget af sted for at opkræve skat i de herreder og riger, som havde tilhørt hans far, bestemmer han sig for at tage af sted med tolv mand og begive sig ind i skoven, som lå på kongens mænds vej. Og dér kæmpede de, og det blev en hård kamp. Denne samme dag fulgte Ingegerd efter dem ind i skoven og fandt dem alle døde på nær Eymund, men han var dog hårdt såret. Hun lod ham derpå anbringe i sin vogn og kørte af sted med ham og lod hans sår hele på et hemmeligt sted. Og da kong Olof hørte om disse hændelser, indkaldte han til ting og fik Eymund dømt og gjorde ham fredløs i hele sit rige. Men da Eymund var blevet rask, skaffede Ingegerd ham i hemmelighed et skib, og han begiver sig på hærtogt og vinder mange værdier og skaffer sig folk.
@@ Linje 94: / Linje 94: @@
 Siden sejlede Ingvar mange dage på floden. Da dukkede der borge og store bebyggelser op, og de så en storslået borg. Den var bygget af hvide marmorsten. Og da de nåede frem til borgen, så de store flokke af kvinder og mænd. Disse menneskers skønhed og kvindernes fremtræden gjorde et stort indtryk på dem, for mange af dem havde et fornemt udseende. Dog var der én, som overgik dem alle med hensyn til både klædedragt og skønhed. Denne statelige kvinde gav tegn til Ingvar og de andre om, at de skulle komme hen til hende. Ingvar gik da i land og mødte denne agtværdige kvinde. Hun spurgte, hvem de var, og hvor de skulle hen, men Ingvar svarede ikke, for han ville vide, om hun talte flere sprog, og det viste sig, at hun kunne romersk, tysk, dansk og græsk og mange andre sprog, som tales i Østerleden. Men da Ingvar forstod, at hun talte disse sprog, fortalte han hende sit navn og spurgte, hvad hun hed, og hvilken rang hun havde. »Jeg hedder Silkesif,« sagde hun, »— og jeg er dronning i dette land og rige.« Så bød hun Ingvar og hele hans følge hjem til sin borg. Det tog han imod. Og borgfolkene tog deres skibe med alt udstyr og bar dem op til borgen. Ingvar indrettede sig i en hal sammen med alle sine folk, men han lukkede den grundigt til, for der foregik afgudsdyrkelse overalt omkring dem. Ingvar bad de andre være varsomme med at omgås de hedenske mennesker, og han forbød alle kvinder på nær dronningen at komme ind i hallen. Der var nogle mænd, som ikke rettede sig efter hans ord, men dem lod han dræbe, og siden var der ingen, der vovede at trodse hans befaling. Ingvar opholdt sig dér den vinter og havde det godt, for dronningen og hendes rådgivere sad hver dag i samtale med ham, og de fortalte hinanden om mangt og meget. Ingvar fortalte hende til stadighed om Guds almægtighed, og hun syntes godt om denne tro. Hun elskede Ingvar så højt, at hun tilbød ham, at han kunne få hele riget og blive konge, og det endte med, at hun lovede ham sig selv, såfremt han ville blive dér på stedet, men han sagde, at han først ville finde ud af, hvor lang floden var, og så siden tage imod dette tilbud.
-Da foråret kom, gjorde Ingvar sig klar til at tage af sted, og han bad dronningen sidde i fred med sit folk. Ingvar sejlede på floden, indtil han kom til et stort vandfald og trange kløfter. Bjergsiderne dér var høje, så de måtte hale skibene op med reb. Bagefter trak de dem tilbage i flodløbet og sejlede længe, uden at der indtraf noget. Men sidst på sommeren så de en mængde skibe blive roet i mod sig. De var alle sammen runde og havde årer hele vejen rundt. De kom hen imod dem på en måde, så Ingvar ikke havde andre muligheder end at vente på stedet, for deres skibe skød samme fart som en fugl i flugt. Men før de stødte sammen, rejste en mand fra denne flok sig op. Han var klædt som en konge og talte mange forskellige sprog. Ingvar forholdt sig tavs. Så sagde manden noget på græsk. Ingvar forstod, at han hed Jolf og kom fra borgen Heliopolis. Og da kongen erfarede Ingvars navn, og hvor han kom fra, og hvor han ville hen, indbød han ham til vinterophold på sin borg. Ingvar afslog og sagde, at det passede ham dårligt at blive forsinket. Kongen påbød ham da at tage ophold dér denne vinter. Ingvar sagde, at så måtte det være sådan. Så sejlede de i havn med deres mandskab og gik i land og op til borgen. Men da de så sig tilbage, kunne de se borgens folk bære deres skibe på skuldrene op under borgen til et sted, som kunne aflåses. Overalt i gaderne så de omfattende afgudsdyrkelse. Ingvar bad sine folk være faste i troen og flittige med bønnen. Jolf stillede en hal til deres rådighed, men den vinter passede Ingvar på sine folk, sådan at ingen af dem blev fordærvet af omgang med kvinder eller hedenskab i øvrigt. Og når de gik hen for at forrette deres nødtørft, var de fuldt bevæbnede og låste hallen imens. Ingen, bortset fra kongen, måtte komme derind. Han sad hver dag i samtale med Ingvar, og de fortalte hinanden om mange tildragelser fra deres lande — både nyt og gammelt. Ingvar spurgte, om han vidste, hvor denne flod havde sit udspring, og Jolf sagde, at han vidste ganske sikkert, at den havde sit udspring på det sted, »— vi kalder Lindebælt. Derfra løber også en anden flod til Rødehavet, og dér findes en stor hvirvelstrøm, som kaldes Gabet. Mellem havet og floden findes det næs, der hedder Siggeum. Floden flyder ikke langt, før den falder over bjergvæggen ned i Rødehavet, og det sted betragter vi som verdens ende. Men på denne flod, som du har sejlet på, ligger der ugerningsmænd på store skibe, men de har skjult skibene bag siv, så folk antager, at det er øer, og de har alle slags våben og flammekastere, og de anretter større skade med ild end med våben.« Men folkene i borgen fandt, at kongen forsømte deres tarv på grund af Ingvar, og de truede med at jage ham ud af landet og vælge sig en anden konge. Og da Ingvar hørte dette, bad han kongen om at rette sig efter folkets ønske, og det gjorde han. Kongen bad Ingvar støtte ham i kampen mod sin bror. Denne havde den største magt af dem, og han behandlede sin bror meget uretfærdigt. Ingvar lovede at yde ham støtte på tilbagevejen.
+Da foråret kom, gjorde Ingvar sig klar til at tage af sted, og han bad dronningen sidde i fred med sit folk. Ingvar sejlede på floden, indtil han kom til et stort vandfald og trange kløfter. Bjergsiderne dér var høje, så de måtte hale skibene op med reb. Bagefter trak de dem tilbage i flodløbet og sejlede længe, uden at der indtraf noget. Men sidst på sommeren så de en mængde skibe blive roet imod sig. De var alle sammen runde og havde årer hele vejen rundt. De kom hen imod dem på en måde, så Ingvar ikke havde andre muligheder end at vente på stedet, for deres skibe skød samme fart som en fugl i flugt. Men før de stødte sammen, rejste en mand fra denne flok sig op. Han var klædt som en konge og talte mange forskellige sprog. Ingvar forholdt sig tavs. Så sagde manden noget på græsk. Ingvar forstod, at han hed Jolf og kom fra borgen Heliopolis. Og da kongen erfarede Ingvars navn, og hvor han kom fra, og hvor han ville hen, indbød han ham til vinterophold på sin borg. Ingvar afslog og sagde, at det passede ham dårligt at blive forsinket. Kongen påbød ham da at tage ophold dér denne vinter. Ingvar sagde, at så måtte det være sådan. Så sejlede de i havn med deres mandskab og gik i land og op til borgen. Men da de så sig tilbage, kunne de se borgens folk bære deres skibe på skuldrene op under borgen til et sted, som kunne aflåses. Overalt i gaderne så de omfattende afgudsdyrkelse. Ingvar bad sine folk være faste i troen og flittige med bønnen. Jolf stillede en hal til deres rådighed, men den vinter passede Ingvar på sine folk, sådan at ingen af dem blev fordærvet af omgang med kvinder eller hedenskab i øvrigt. Og når de gik hen for at forrette deres nødtørft, var de fuldt bevæbnede og låste hallen imens. Ingen, bortset fra kongen, måtte komme derind. Han sad hver dag i samtale med Ingvar, og de fortalte hinanden om mange tildragelser fra deres lande — både nyt og gammelt. Ingvar spurgte, om han vidste, hvor denne flod havde sit udspring, og Jolf sagde, at han vidste ganske sikkert, at den havde sit udspring på det sted, »— vi kalder Lindebælt. Derfra løber også en anden flod til Rødehavet, og dér findes en stor hvirvelstrøm, som kaldes Gabet. Mellem havet og floden findes det næs, der hedder Siggeum. Floden flyder ikke langt, før den falder over bjergvæggen ned i Rødehavet, og det sted betragter vi som verdens ende. Men på denne flod, som du har sejlet på, ligger der ugerningsmænd på store skibe, men de har skjult skibene bag siv, så folk antager, at det er øer, og de har alle slags våben og flammekastere, og de anretter større skade med ild end med våben.« Men folkene i borgen fandt, at kongen forsømte deres tarv på grund af Ingvar, og de truede med at jage ham ud af landet og vælge sig en anden konge. Og da Ingvar hørte dette, bad han kongen om at rette sig efter folkets ønske, og det gjorde han. Kongen bad Ingvar støtte ham i kampen mod sin bror. Denne havde den største magt af dem, og han behandlede sin bror meget uretfærdigt. Ingvar lovede at yde ham støtte på tilbagevejen.
@@ Linje 110: / Linje 110: @@
 '''Kapitel 7'''
-Efter disse hændelser tog Ingvar og de andre ud for at undersøge det næs, som de var kommet til. De fandt en fæstning, hvor de så, der stod en stor hal. Og da de kom ind i hallen, så de, at den var smukt indrettet, og de fandt dér mange værdier og store kostbarheder. Da spurgte Ingvar, om nogen ville tilbringe natten på stedet for at se, hvad man blev udsat for. Sote sagde, at han ikke ville holde sig tilbage. Og da det blev aften, vendte Ingvar tilbage til skibene med sit mandskab, mens Sote fandt sig et skjulested. Da det var blevet sent, viste en djævel sig for ham i skikkelse af et menneske og sagde: »Der var en stærk og mægtig mand, der hed Siggeus. Han havde tre døtre. Dem gav han en mængde guld. Og da han døde, blev han begravet dér, hvor I nu så dragen. Efter hans død blev den ældste datter misundelig over sine søstres guld og kostbarheder. Hun tog sit eget liv. Den næste søster gjorde det samme. Den tredje af dem levede længst, og hun tog arven efter sin far og ledelsen af dette sted — men ikke bare mens hun var i live. Hun navngav næsset og kaldte det Siggeum. Hun lader hver nat hallen fylde med djævle, og jeg er en af dem, og jeg blev sendt hen for at fortælle dig dette. Dragerne åd kongen og hans døtres lig, men der er også dem, der mener, at de er blevet forvandlet til drager. Du skal vide — Sote! — og fortælle jeres konge Ingvar, at Harald Svenskekonge drog denne vej for længe siden, og han omkom sammen med sit mandskab i Rødehavets hvirvelstrøm, men nu er han kommet for at herske her. Og som bevis på det jeg siger, findes hans banner her i hallen, og det skal Ingvar tage med sig og føre til svenskerne, så de ikke er uvidende om, hvad der skete med kongen. Du kan også fortælle Ingvar, at han sammen med en stor del af sit mandskab vil dø på denne færd. Men du — Sote! — har ingen tro og er uretfærdig, og derfor skal du blive her hos os, mens Ingvar vil blive frelst af den tro, han har på Gud.« Djævelen tav, da han havde sagt dette. Hele natten var der en vældig larm og råben på stedet. Og da det blev morgen, kom Ingvar, og Sote fortalte ham, hvad han havde set og hørt. Men da Sote var færdig med sin fortælling, faldt han død om for øjnene af alle.
+Efter disse hændelser tog Ingvar og de andre ud for at undersøge det næs, som de var kommet til. De fandt en fæstning, hvor de så, der stod en stor hal. Og da de kom ind i hallen, så de, at den var smukt indrettet, og de fandt dér mange værdier og store kostbarheder. Da spurgte Ingvar, om nogen ville tilbringe natten på stedet for at se, hvad man blev udsat for. Sote sagde, at han ikke ville holde sig tilbage. Og da det blev aften, vendte Ingvar tilbage til skibene med sit mandskab, mens Sote fandt sig et skjulested. Da det var blevet sent, viste en djævel sig for ham i skikkelse af et menneske og sagde: »Der var en stærk og mægtig mand, der hed Siggeus. Han havde tre døtre. Dem gav han en mængde guld. Og da han døde, blev han begravet dér, hvor I nu så dragen. Efter hans død blev den ældste datter misundelig over sine søstres guld og kostbarheder. Hun tog sit eget liv. Den næste søster gjorde det samme. Den tredje af dem levede længst, og hun tog arven efter sin far og ledelsen af dette sted — men ikke bare mens hun var i live. Hun navngav næsset og kaldte det Siggeum. Hun lader hver nat hallen fylde med djævle, og jeg er en af dem, og jeg blev sendt hen for at fortælle dig dette. Dragerne åd kongen og hans døtres lig, men der er også dem, der mener, at de er blevet forvandlet til drager. Du skal vide — Sote! — og fortælle jeres konge Ingvar, at Harald Svenskekonge drog denne vej for længe siden, og han omkom sammen med sit mandskab i Rødehavets hvirvelstrøm, men nu er han kommet for at herske her. Og som bevis på det, jeg siger, findes hans banner her i hallen, og det skal Ingvar tage med sig og føre til svenskerne, så de ikke er uvidende om, hvad der skete med kongen. Du kan også fortælle Ingvar, at han sammen med en stor del af sit mandskab vil dø på denne færd. Men du — Sote! — har ingen tro og er uretfærdig, og derfor skal du blive her hos os, mens Ingvar vil blive frelst af den tro, han har på Gud.« Djævelen tav, da han havde sagt dette. Hele natten var der en vældig larm og råben på stedet. Og da det blev morgen, kom Ingvar, og Sote fortalte ham, hvad han havde set og hørt. Men da Sote var færdig med sin fortælling, faldt han død om for øjnene af alle.
 Nu tager Ingvar banneret, der stod i hallen, hvorefter han går ned til skibene med sit mandskab. Han vender nu stavnen hjemad, og han navngav det store vandfald og kaldte det Bælgsote. Færden var begivenhedsløs, indtil de kom til kong Hromunds rige — han blev også kaldt Jolf. Og da de for anden gang sejlede hen imod borgen Heliopolis, kom kong Jolf imod dem med en stor flåde og bad Ingvar bjærge sejlene, »— for nu skal du hjælpe mig mod min bror Bjolf, der også bliver kaldt Sølmund, for han og hans sønner ønsker at røve riget fra mig.« Ingvar tog da hen til borgen og forberedte sig på kampen. Ingvar lod opstille vældige hjul, som var forsynet med store spidser og skarpe pigge hele vejen rundt. Derpå lod han slå hærsporer.<ref>En slags partisansøm.</ref>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 29. okt. 2024 kl. 23:57
Linje 105:		Linje 105:
	De drager nu af sted, indtil floden deler sig, og de ser da fem øer, som bevæger sig og kommer hen imod dem. Ingvar bad sine mænd stå klar. Han lod tænde ild med det viede fyrtøj. En af øerne kom hurtigt hen til dem og udsatte dem for en hård byge af sten, men de holdt skjoldene for og kastede stenene tilbage. Og da vikingerne kunne mærke, at de mødte modstand, begyndte de at blæse med smedebælge i ovne, hvor der brændte ild, og dette frembragte en vældig larm. Der stak også et kobberrør frem, og ud derfra blæste en voldsom ild hen imod et skib, og det brændte straks, så alt blev til aske. Og da Ingvar så dette, sørgede han over sit tab, men bad om at få fængstof med viet ild. Han spændte derpå sin bue og lagde en pil på strengen, og han stak pilespidsen i fængstoffet, der brændte med viet ild. Og denne brændende pil fløj fra buen og ind i røret, der stak ud fra ovnen, så ilden vendte sig mod hedningerne selv, og på et øjeblik brændte øen op med alt — både mandskabet og skibene. De andre øer nærmede sig også, men så snart Ingvar hørte smedebælgenes pusten, skød han med viet ild, og med Guds støtte udslettede han dette djævelske folk, så der ikke var andet end asken tilbage.		De drager nu af sted, indtil floden deler sig, og de ser da fem øer, som bevæger sig og kommer hen imod dem. Ingvar bad sine mænd stå klar. Han lod tænde ild med det viede fyrtøj. En af øerne kom hurtigt hen til dem og udsatte dem for en hård byge af sten, men de holdt skjoldene for og kastede stenene tilbage. Og da vikingerne kunne mærke, at de mødte modstand, begyndte de at blæse med smedebælge i ovne, hvor der brændte ild, og dette frembragte en vældig larm. Der stak også et kobberrør frem, og ud derfra blæste en voldsom ild hen imod et skib, og det brændte straks, så alt blev til aske. Og da Ingvar så dette, sørgede han over sit tab, men bad om at få fængstof med viet ild. Han spændte derpå sin bue og lagde en pil på strengen, og han stak pilespidsen i fængstoffet, der brændte med viet ild. Og denne brændende pil fløj fra buen og ind i røret, der stak ud fra ovnen, så ilden vendte sig mod hedningerne selv, og på et øjeblik brændte øen op med alt — både mandskabet og skibene. De andre øer nærmede sig også, men så snart Ingvar hørte smedebælgenes pusten, skød han med viet ild, og med Guds støtte udslettede han dette djævelske folk, så der ikke var andet end asken tilbage.

−	Ikke længe derefter kom Ingvar frem til det sted, hvor floden havde sit udspring. Og dér så de en drage, der var så stor, at de aldrig havde set mage. Og under dragen lå en mængde guld. De lagde til ikke langt derfra, og alle mand gik i land og derhen, hvor dragen plejede at bugte sig ned til vandet. Det var et meget bredt spor. Så bad Ingvar sine folk om at strø salt i sporet og slæbe kæmpefoden derhen. Han mente, at dette nok ville opholde dragen en tid. De skjulte sig og var stille. Og på den tid, hvor dragen plejede at søge til vandet og fulgte sporet, så den, at der var salt på vejen foran den, og den begyndte at slikke det i sig. Og da den kom hen, hvor kæmpefoden lå, slugte den straks foden. Dragen var nu længere tid undervejs, end den plejede, for tre gange, når den var nået halvvejs tilbage, vendte den om for at drikke. Ingvar og hans følgesvende gik hen til dragens rede, og dér så de en stor klump af guld, og guldet var så hedt, som var det lige løbet ud af diglen. Derpå huggede de noget af guldklumpen med deres ~~buløsker~~, og det var en umådelig formue, de fik på den måde. Da så de, at dragen nærmede sig. De trak sig tilbage med et stort bytte, som de skjulte mellem sivene. Ingvar bad dem om ikke at iagttage dragen. De gjorde, som han sagde, bortset fra nogle få mænd, som blev stående og så, at dragen blev vred over sit tab. Den rejste sig på halen og frembragte en lyd, som når en mand fløjter, og rullede sig sammen oven på guldet. Mændene fortalte, hvad de havde set, men derpå faldt de døde om.	+	Ikke længe derefter kom Ingvar frem til det sted, hvor floden havde sit udspring. Og dér så de en drage, der var så stor, at de aldrig havde set mage. Og under dragen lå en mængde guld. De lagde til ikke langt derfra, og alle mand gik i land og derhen, hvor dragen plejede at bugte sig ned til vandet. Det var et meget bredt spor. Så bad Ingvar sine folk om at strø salt i sporet og slæbe kæmpefoden derhen. Han mente, at dette nok ville opholde dragen en tid. De skjulte sig og var stille. Og på den tid, hvor dragen plejede at søge til vandet og fulgte sporet, så den, at der var salt på vejen foran den, og den begyndte at slikke det i sig. Og da den kom hen, hvor kæmpefoden lå, slugte den straks foden. Dragen var nu længere tid undervejs, end den plejede, for tre gange, når den var nået halvvejs tilbage, vendte den om for at drikke. Ingvar og hans følgesvende gik hen til dragens rede, og dér så de en stor klump af guld, og guldet var så hedt, som var det lige løbet ud af diglen. Derpå huggede de noget af guldklumpen med deres buløkser, og det var en umådelig formue, de fik på den måde. Da så de, at dragen nærmede sig. De trak sig tilbage med et stort bytte, som de skjulte mellem sivene. Ingvar bad dem om ikke at iagttage dragen. De gjorde, som han sagde, bortset fra nogle få mænd, som blev stående og så, at dragen blev vred over sit tab. Den rejste sig på halen og frembragte en lyd, som når en mand fløjter, og rullede sig sammen oven på guldet. Mændene fortalte, hvad de havde set, men derpå faldt de døde om.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. des. 2022 kl. 10:13
Linje 8:		Linje 8:


−	<center>[[~~Nordiske~~ fornaldersagaer]]	+	<center>[[Udvalgte fornaldersagaer]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 25. nov. 2022 kl. 06:14
Linje 1:		Linje 1:
−	~~[[Fil~~:~~Dragon_Harley_MS_3244.png~~\|~~thumb~~\|~~300px\|<center>~~'''~~En edderspyende drage~~'''~~<br>Fra et engelsk 1200~~-~~tals håndskrift</center>~~]]	+	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif\|32px\|link=Yngvars saga víðförla]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link=Ingvar den Vidtberejstes saga]] !! !!
		+	\|-
		+	\|}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 25. nov. 2022 kl. 06:12
Linje 1:		Linje 1:
−	{\| ~~class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"~~	+	[[Fil:Dragon_Harley_MS_3244.png\|thumb\|300px\|<center>'''En edderspyende drage'''<br>Fra et engelsk 1200-tals håndskrift</center>]]
−	\|~~- style="background-color:#e9e9e9"~~
−	~~!align="~~center~~" valign="top" width="40%" \|~~ '''~~Velg språk~~''' ~~!!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="~~center~~" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk~~
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif\|32px\|link=Yngvars saga víðförla]~~] ~~!! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link=Ingvar den Vidtberejstes saga~~]~~] !! !!~~
−	\|-
−	\|}