Isefjords syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Jesper på 2. mar. 2016 kl. 06:20

2016-03-02T06:20:23Z

Jesper på 2. mai 2014 kl. 12:54

2014-05-02T12:54:36Z

Carsten på 2. mai 2014 kl. 12:40

2014-05-02T12:40:03Z

Carsten på 1. mai 2014 kl. 20:32

2014-05-01T20:32:27Z

Carsten på 1. mai 2014 kl. 20:03

2014-05-01T20:03:57Z

Carsten på 1. mai 2014 kl. 20:03

2014-05-01T20:03:10Z

Carsten på 1. mai 2014 kl. 20:01

2014-05-01T20:01:26Z

Carsten på 1. mai 2014 kl. 14:07

2014-05-01T14:07:41Z

Carsten på 29. apr. 2014 kl. 10:54

2014-04-29T10:54:41Z

Carsten på 27. apr. 2014 kl. 14:36

2014-04-27T14:36:40Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. mar. 2016 kl. 06:20
Linje 159:		Linje 159:


−	Også i den senere middelalder hørte gården til de mest ansete på Island. Blandt dens beboere i denne periode kan især mærkes Björn Ejnarasön med tilnavnet jorsalafare (&~~#134~~; 1415), bekendt af sine mange og vidtløftige rejser, på hvilke han besøgte de fleste lande i Vest-Evropa, Rom (tre gange), Jerusalem, ja blev endog forslået til Grønland, hvor han opholdt sig to år. Hans dattersön var den oftere omtalte Björn Torlejvssön, der var gift med Olöv rige. Mellem en sønnesøn af denne mand af samme navn og en af hans slægtninge (Björn Gudnessön) udspandt der sig i slutningen af 15de årh. en vidtløftig arvestrid<ref>Se det nærmere herom: M. Ketilssöns Kgl. Forordninger ang. Island. Rappsøe 1776. I, 185 ffg.</ref>, der først afgjordes 1530, ved hvilken lejlighed gården Vatnsfjord tildømtes kirken, efter at den i 257 år havde været et tvistens æble mellem gejstlige og verdslige.	+	Også i den senere middelalder hørte gården til de mest ansete på Island. Blandt dens beboere i denne periode kan især mærkes Björn Ejnarasön med tilnavnet jorsalafare (&dagger; 1415), bekendt af sine mange og vidtløftige rejser, på hvilke han besøgte de fleste lande i Vest-Evropa, Rom (tre gange), Jerusalem, ja blev endog forslået til Grønland, hvor han opholdt sig to år. Hans dattersön var den oftere omtalte Björn Torlejvssön, der var gift med Olöv rige. Mellem en sønnesøn af denne mand af samme navn og en af hans slægtninge (Björn Gudnessön) udspandt der sig i slutningen af 15de årh. en vidtløftig arvestrid<ref>Se det nærmere herom: M. Ketilssöns Kgl. Forordninger ang. Island. Rappsøe 1776. I, 185 ffg.</ref>, der først afgjordes 1530, ved hvilken lejlighed gården Vatnsfjord tildømtes kirken, efter at den i 257 år havde været et tvistens æble mellem gejstlige og verdslige.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. mai 2014 kl. 12:54
Linje 92:		Linje 92:


−	Ved forbjærget Stige tager '''Isefjordsdyb''' ''(~~ísafjarðardjúp~~)'' sin begyndelse. I sagaerne er det oftere i sin helhed nævnet '''Isefjorden''' ''(Ísafjörðr)'', hvilket navn nu er indskrænket til dets østligste sidefjord, der dog også kan betragtes som hovedfjordens inderste del. Ligesom de fleste andre af Vestfjordene skærer også denne fjord sig i sydvestlig retning ind i landet, men har en længde af 8—10 mil og flere mils bredde. I sydvestlig retning afsætter den, som alt tidligere berørt, en hel række af sidefjorde, i alt 8—9. Uagtet det polarpræg, som er udbredt over dette landskab, frembyder dog en udsigt fra det indre af Isefjordsdybet ud over dette et lige så smukt som ejendommeligt — ja en stille sommeraften endog et henrivende — skue. Mod syd begrænses den store fjord ud efter af parallele rækker af høje, blålige, stejlt affaldende fjælde, sammentrykte som tagrygge eller endnu stærkere som lister eller kamme; alle disse, kun adskilte ved smalle dalstrækninger, løber umiddelbart ud mod dybet. Fra dette — der ved sin fiskerigdom giver beboerne rigelig erstatning for kystens nøgne fjælde — svæver blikket mod vest ud over det umålelige hav, men mod nord standses det atter, længst ude, af et højt, dunkelt fjæld, og nærmere inde af dybets nordkyst, den mørke sneplettede Snefjældsstrand; medens så vel over fjældene nord som syd for Dybet en jøkel breder sin hvide flade.	+	Ved forbjærget Stige tager '''Isefjordsdyb''' ''(Ísafjarðardjúp)'' sin begyndelse. I sagaerne er det oftere i sin helhed nævnet '''Isefjorden''' ''(Ísafjörðr)'', hvilket navn nu er indskrænket til dets østligste sidefjord, der dog også kan betragtes som hovedfjordens inderste del. Ligesom de fleste andre af Vestfjordene skærer også denne fjord sig i sydvestlig retning ind i landet, men har en længde af 8—10 mil og flere mils bredde. I sydvestlig retning afsætter den, som alt tidligere berørt, en hel række af sidefjorde, i alt 8—9. Uagtet det polarpræg, som er udbredt over dette landskab, frembyder dog en udsigt fra det indre af Isefjordsdybet ud over dette et lige så smukt som ejendommeligt — ja en stille sommeraften endog et henrivende — skue. Mod syd begrænses den store fjord ud efter af parallele rækker af høje, blålige, stejlt affaldende fjælde, sammentrykte som tagrygge eller endnu stærkere som lister eller kamme; alle disse, kun adskilte ved smalle dalstrækninger, løber umiddelbart ud mod dybet. Fra dette — der ved sin fiskerigdom giver beboerne rigelig erstatning for kystens nøgne fjælde — svæver blikket mod vest ud over det umålelige hav, men mod nord standses det atter, længst ude, af et højt, dunkelt fjæld, og nærmere inde af dybets nordkyst, den mørke sneplettede Snefjældsstrand; medens så vel over fjældene nord som syd for Dybet en jøkel breder sin hvide flade.

@@ Linje 17: / Linje 17: @@
 <big><big>'''Isefjords syssel'''</big> <br>(Ísafjarðar sýsla)</big><br><small>[Indbyggerantal c. 5000]</small></center>
@@ Linje 43: / Linje 41: @@
-Den første dal, der øst for Havnarnæs skyder sig ind mellem fjældene på Dyrefjordens sydside, er '''Keldudal'''(-r), hvor den i Gísl. oftere nævnte Torkel Eriksson boede på gården Saurar, der ligger vest for åen, inderst i dalen. Den næste større dal øst for Keldudal, men skilt fra denne ved stejle fjælde, er '''Haukadal'''(-r), hovedskuepladsen for de i Gísl. fortalte begivenheder. Her bosætter Torbjörn sur og hans sønner Torkel og Gisle sig ved deres ankomst til landet på gården '''Sæbol''' ''(Sæból)''; Torbjörn og hans hustru dør dog snart og højlægges (stedet angives ikke), gården Sæbol overlades til svogeren Torgrim gode, og efter at Torkel er flyttet til ham, bor Gisle alene på den op til Sæbol liggende gård '''Hol''' ''(Hól)''. Et spændt forhold mellem Gisle og hans svoger Vestén på den ene side, Torgrim og Torkel på den anden, udvikler sig hurtig; Vesten dræbes på Hol i en stormnat, da alt her var i forstyrrelse, og højlægges i sandbanken lige over for kæret '''Sevtjörn''' ''(Seftjörn)'', på hvilket der om vinteren legedes boldleg, og med hvis siv gulvene ved højtidelige lejligheder bestrøedes. Gisle vader fra Hol til Sæbol langs gennem bækken, der tjænte til vandforsyning for bægge gårde, går ind gennem kostalden, hvor de 30 kør stod, og dræber Torgrim, ligeledes ved nattetid. Da højen, hvori denne lagdes i skib, skal tillukkes, henter Gisle fra åmundingen en uhyre sten, som han lægger i skibet, med ord, der svarede til dem, Torgrim havde brugt ved Vesténs højlægning. Under legene på isen den følgende vinter sætter Gisle sig en dag ned og med øjnene vendt mod Torgrims høj kvæder han en vise, som hans søster, Torgrims enke, der sad blandt kvinderne oppe i brekken, forstod antydede ham som Torgrims drabsmand. En gang da hun følger sin anden mand,  Torgrims broder, Börk på vej hjemme fra og kommer til Torgrims høj, åbenbarer hun ham alt. Denne stævner senere Gisle til Torsnæsting, Gisle selv undkommer med nød til skoven og ser fra tjældet bag ved sin gård alt, hvad der foregår.
+[[Fil:WGC.P109.jpg|thumb|400px|right|<center>'''Haukadal i Dyrefjord''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Den første dal, der øst for Havnarnæs skyder sig ind mellem fjældene på Dyrefjordens sydside, er '''Keldudal'''(-r), hvor den i Gísl. oftere nævnte Torkel Eriksson boede på gården Saurar, der ligger vest for åen, inderst i dalen. Den næste større dal øst for Keldudal, men skilt fra denne ved stejle fjælde, er '''Haukadal'''(-r), hovedskuepladsen for de i Gísl. fortalte begivenheder. Her bosætter Torbjörn sur og hans sønner Torkel og Gisle sig ved deres ankomst til landet på gården '''Sæbol''' ''(Sæból)''; Torbjörn og hans hustru dør dog snart og højlægges (stedet angives ikke), gården Sæbol overlades til svogeren Torgrim gode, og efter at Torkel er flyttet til ham, bor Gisle alene på den op til Sæbol liggende gård '''Hol''' ''(Hól)''. Et spændt forhold mellem Gisle og hans svoger Vestén på den ene side, Torgrim og Torkel på den anden, udvikler sig hurtig; Vesten dræbes på Hol i en stormnat, da alt her var i forstyrrelse, og højlægges i sandbanken lige over for kæret '''Sevtjörn''' ''(Seftjörn)'', på hvilket der om vinteren legedes boldleg, og med hvis siv gulvene ved højtidelige lejligheder bestrøedes. Gisle vader fra Hol til Sæbol langs gennem bækken, der tjænte til vandforsyning for bægge gårde, går ind gennem kostalden, hvor de 30 kør stod, og dræber Torgrim, ligeledes ved nattetid. Da højen, hvori denne lagdes i skib, skal tillukkes, henter Gisle fra åmundingen en uhyre sten, som han lægger i skibet, med ord, der svarede til dem, Torgrim havde brugt ved Vesténs højlægning. Under legene på isen den følgende vinter sætter Gisle sig en dag ned og med øjnene vendt mod Torgrims høj kvæder han en vise, som hans søster, Torgrims enke, der sad blandt kvinderne oppe i brekken, forstod antydede ham som Torgrims drabsmand. En gang da hun følger sin anden mand,  Torgrims broder, Börk på vej hjemme fra og kommer til Torgrims høj, åbenbarer hun ham alt. Denne stævner senere Gisle til Torsnæsting, Gisle selv undkommer med nød til skoven og ser fra tjældet bag ved sin gård alt, hvad der foregår.
@@ Linje 61: / Linje 59: @@
-Øst for den af Sandaå gennemløbne dal strækker sig et fjæld, neden for hvilket et regelmæssig trekantet, fladt næs '''Tingøre''' ''(Þíngeyri'', ældre: ''Þingeyrr)'' skyder sig frem i fjorden. På dettes østside står temlig langt inde et handelssted af samme navn; tidligere fandtes her en gård af dette navn,  som allerede nævnes i Gísl. (og Ravns saga: Bsk. s. 675). Hvorvidt næsset virkelig allerede i tiden for de i Gísl. fortalte begivenheder har båret navnet Tingøre, må dog synes tvivlsomt; det ses i al fald af sagaen, at Dyrefjordens ting den gang holdtes et andet sted i fjorden. Af næssets navn fremgår det imidlertid tydelig, at denne egns ting en tid lang må være afholdt her; og det bliver vel rimeligst at antage, at tinget i en senere tid er bleven henlagt hertil, og at det f. eks. i Sturlungetiden har haft sin plads her. — I Sturl (I. 177, 81) og Ravns saga (Bsk. s. 641) omtales et par gange Dyrefjords ting, men uden at dets beliggenhed angives; derimod fremgår det så vel af disse kilder som af Gísl., at Dyrefjorden har haft sit eget vårting, uagtet der efter landets inddelig i et bestemt antal tinglag egenlig ikke var nogen plads for dette, da Vestfjordingefjærdingen foruden Tværå- og Torsnæs-ting kun indbefattede Torskefjordsting, hvis regelmæssige vårtings-sted må have været Torskefjord. Nu påvises Tingøre udelukkende som Dyrefjordens fordums tingsted, og en del tomter af temlig forskelligt udseende, der opfylde den indre del af Tingørenæsset sydvest for handelsstedet, og som til dels befinde sig i dettes tun, udgives for bodtomter. Tre til fire af disse have et meget alderdomligt udseende og vise sig som lave, i den udyrkede jordbund nedsunkne (»i mo komme«) aflangt-firkantede tomter 6—7 fv. lange; andre ere meget høje med flere alen høje græsgroede vægge og synes næppe at kunne skrive sig fra gammel tid; nogle af disse sidste er desuden af en overordenlig størrelse. En aflang, svagt ophøjet banke eller plet, temlig regelmæssig afgrænset fra det øvrige terræn, af betydelig størrelse, udgives for domstedet (dómhríngr, lögrétta), og i midten, hvor nu en udhustomt står, påstår man bænkene har været. Ved siden af denne og øst for ligger den største tomt, ny af udseende, som, vistnok kun på grund af sin størrelse, udgives for Ravn Svejnbjörnssöns<ref>Arne Magnusson omtaler i et brev til provst Hjalte Torstenssön (1727), at der på Tingøre i Dyrefjord er overmåde mange bodtomter; han har talt omtr. 40, og en del af disse er utvivlsomt tingboder. Addit. 5, fol.</ref>.
+[[Fil:WGC.294.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Tingøre i Dyrafjord''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Øst for den af Sandaå gennemløbne dal strækker sig et fjæld, neden for hvilket et regelmæssig trekantet, fladt næs '''Tingøre''' ''(Þíngeyri'', ældre: ''Þingeyrr)'' skyder sig frem i fjorden. På dettes østside står temlig langt inde et handelssted af samme navn; tidligere fandtes her en gård af dette navn,  som allerede nævnes i Gísl. (og Ravns saga: Bsk. s. 675). Hvorvidt næsset virkelig allerede i tiden for de i Gísl. fortalte begivenheder har båret navnet Tingøre, må dog synes tvivlsomt; det ses i al fald af sagaen, at Dyrefjordens ting den gang holdtes et andet sted i fjorden. Af næssets navn fremgår det imidlertid tydelig, at denne egns ting en tid lang må være afholdt her; og det bliver vel rimeligst at antage, at tinget i en senere tid er bleven henlagt hertil, og at det f. eks. i Sturlungetiden har haft sin plads her. — I Sturl (I. 177, 81) og Ravns saga (Bsk. s. 641) omtales et par gange Dyrefjords ting, men uden at dets beliggenhed angives; derimod fremgår det så vel af disse kilder som af Gísl., at Dyrefjorden har haft sit eget vårting, uagtet der efter landets inddelig i et bestemt antal tinglag egenlig ikke var nogen plads for dette, da Vestfjordingefjærdingen foruden Tværå- og Torsnæs-ting kun indbefattede Torskefjordsting, hvis regelmæssige vårtings-sted må have været Torskefjord. Nu påvises Tingøre udelukkende som Dyrefjordens fordums tingsted, og en del tomter af temlig forskelligt udseende, der opfylde den indre del af Tingørenæsset sydvest for handelsstedet, og som til dels befinde sig i dettes tun, udgives for bodtomter. Tre til fire af disse have et meget alderdomligt udseende og vise sig som lave, i den udyrkede jordbund nedsunkne (»i mo komme«) aflangt-firkantede tomter 6—7 fv. lange; andre ere meget høje med flere alen høje græsgroede vægge og synes næppe at kunne skrive sig fra gammel tid; nogle af disse sidste er desuden af en overordenlig størrelse. En aflang, svagt ophøjet banke eller plet, temlig regelmæssig afgrænset fra det øvrige terræn, af betydelig størrelse, udgives for domstedet (dómhríngr, lögrétta), og i midten, hvor nu en udhustomt står, påstår man bænkene har været. Ved siden af denne og øst for ligger den største tomt, ny af udseende, som, vistnok kun på grund af sin størrelse, udgives for Ravn Svejnbjörnssöns<ref>Arne Magnusson omtaler i et brev til provst Hjalte Torstenssön (1727), at der på Tingøre i Dyrefjord er overmåde mange bodtomter; han har talt omtr. 40, og en del af disse er utvivlsomt tingboder. Addit. 5, fol.</ref>.
@@ Linje 91: / Linje 89: @@
-Længere ude findes på nordsiden af Önundarfjorden handelsstedet ''Flatøre'' (Flateyri). Desuden fører fra den ydre side af fjordens nordkyst flere kortere hedeveje nord over fjældet til '''Sugandafjord''' ''(Súgandafjörðr)''. Denne fjord, langt mindre end nogen af de nærmest foregående, skærer sig ind i landet nord for Önundarfjord omtrent parallelt med den. Sugandafjorden er helt omgiret af høje stejle fjælde, hvad der gör denne bygd meget utilgængelig og afsondret fra de omliggende egne. Efter Ldn. beretter Grt. (s. 8), at Hallvard (sugande) besatte Sugandafjord og '''Skålavig''' ''(Skalavik)'' til '''Stige''' ''(Stigi)'' og boede der. Skålavig er en nord for Sugandafjord liggende dal, der strækker sig op fra en lille vig, hvorefter den bærer navn, mod syd ved stejle fjælde næsten helt afskåren fra forbindelse med Sugandafjordsbygden, mod nord begrænset af en fjældstrækning, hvis vestligste pynt bærer navnet Stige (navnet bruges dog også stundum om hele fjældstrækningen).
+[[Fil:WGC.295.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Horn''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Længere ude findes på nordsiden af Önundarfjorden handelsstedet ''Flatøre'' (Flateyri). Desuden fører fra den ydre side af fjordens nordkyst flere kortere hedeveje nord over fjældet til '''Sugandafjord''' ''(Súgandafjörðr)''. Denne fjord, langt mindre end nogen af de nærmest foregående, skærer sig ind i landet nord for Önundarfjord omtrent parallelt med den. Sugandafjorden er helt omgiret af høje stejle fjælde, hvad der gör denne bygd meget utilgængelig og afsondret fra de omliggende egne. Efter Ldn. beretter Grt. (s. 8), at Hallvard (sugande) besatte Sugandafjord og '''Skålavig''' ''(Skalavik)'' til '''Stige''' ''(Stigi)'' og boede der. Skålavig er en nord for Sugandafjord liggende dal, der strækker sig op fra en lille vig, hvorefter den bærer navn, mod syd ved stejle fjælde næsten helt afskåren fra forbindelse med Sugandafjordsbygden, mod nord begrænset af en fjældstrækning, hvis vestligste pynt bærer navnet Stige (navnet bruges dog også stundum om hele fjældstrækningen).
@@ Linje 170: / Linje 168: @@
-Et par mil fra fjordbunden står på Isefjordens vestside gården Laugabol. Foruden i Grt. skal i følge Jon Olavssöns gengivelse af den tabte del af Heið. gården have været nævnt i denne saga, og tilmed som bolig for Styrs broder Vermund; ja beretningen lader ham endog bo her, da han fører bersærkerne med sig til landet. Hvad enten nu disse angivelser skyldes sagaen eller ej, må de utvivlsomt, når hensés til andre kilder (Fbr., Eb., Grt.), bero på en misforståelse. — At det Laugabol, der i Háv. angives som hövdingen Torbjörn Tjodrekssöns bolig, ikke kan være denne gård, men må være det i Laugardalen liggende Laugabol er tidligere omtalt; både andre stedsnavne (Blåmyrar), den enstemmige opfattelse af sagaen i disse egne nu om stunder, og sagaens egen beskrivelse af sølivet på fjorden (&#596;: Dybet), som det dreves fra Laugabol, medens der inde i Isefjorden aldrig har været fiskeri eller søfart af nogen betydning, viser det<ref>G. Brynjúlfsson (Om Haavard og hans Viser, s. 148) synes med hensyn til Laugabols beliggenhed tilbøjelig til at antage det modsatte; nogen Laugardal, som det dér angives, findes imidlertid ikke her.</ref>.
+[[Fil:WGC.P112.jpg|thumb|400px|right|<center>'''Horn''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Et par mil fra fjordbunden står på Isefjordens vestside gården Laugabol. Foruden i Grt. skal i følge Jon Olavssöns gengivelse af den tabte del af Heið. gården have været nævnt i denne saga, og tilmed som bolig for Styrs broder Vermund; ja beretningen lader ham endog bo her, da han fører bersærkerne med sig til landet. Hvad enten nu disse angivelser skyldes sagaen eller ej, må de utvivlsomt, når hensés til andre kilder (Fbr., Eb., Grt.), bero på en misforståelse. — At det Laugabol, der i Háv. angives som hövdingen Torbjörn Tjodrekssöns bolig, ikke kan være denne gård, men må være det i Laugardalen liggende Laugabol er tidligere omtalt; både andre stedsnavne (Blåmyrar), den enstemmige opfattelse af sagaen i disse egne nu om stunder, og sagaens egen beskrivelse af sølivet på fjorden (&#596;: Dybet), som det dreves fra Laugabol, medens der inde i Isefjorden aldrig har været fiskeri eller søfart af nogen betydning, viser det<ref>G. Brynjúlfsson (Om Haavard og hans Viser, s. 148) synes med hensyn til Laugabols beliggenhed tilbøjelig til at antage det modsatte; nogen Laugardal, som det dér angives, findes imidlertid ikke her.</ref>.
@@ Linje 234: / Linje 232: @@
-Uagtet, som det kan tænkes, fjældene i Adalvigsvejten er nøgne og øde, mangler det lavere liggende land dog ingenlunde frodighed, og på mange steder skal dalstrøgene endog være usædvanlig græsrige <ref>For enkelte gårdes vedkommende fremhæves det i sognebeskrivelsen, at malkefårene give et eksempelløst udbytte; men desværre holdes i hele svejten i følge samme kilde kun meget få kreaturer.</ref>; men fordelen herved tilintetgøres for en stor del ved den idelige tåge og slud, som hersker her om somren (navnlig på Strandene) og som ofte forhindrer indbyggerne fra at få gavn af deres hø. En hovedulæmpe for disse egnes beboere er, som alt tidligere berørt, ''havisen'', der her er en jævnlig gæst. »Altid kommer her nogen havis«, siger sognebeskrivelsen, »og som oftest megen. For det meste driver den længe om uden for kysterne, fjærnt eller nær; og i den tid hersker bestandig uroligt vejr af alle kanter og voldsomme storme med vekselvis kortvarig tø af syd og vest og tågesnefald og isslag af nordvest eller stundom nordøst, dog er nordvinden den fremherskende. Men når isen er bleven landfast, indtræffer altid stille vejr og nogle dages tø, men aldrig stadigt tøvejr; bestandig er søen fri for brænding, når den er i nærheden. Stundum kommer den så pludselig, at skönt intet ses til den om aftenen fra de højeste fjælde, da kan dog næste morgen alle vige være fulde af den, og med samme hurtighed forsvinder den som oftest igen fra det faste land. Da den störste del af den er under vandet, har strømmene mere magt over den end vindene undtagen i vedholdende storme, da får vinden som oftest overmagten. Sjælden slår det fejl, at fiske- og håkarlestimer kommer forud for isen; ligeledes kan det ske, at bjørne kommer på den, men det er dog kun sjælden, at de blive tilbage, når den går igen; de er stundum blevne dræbte her med ægvåben. Hvordan som vejret er, når isen er ud for landet, så er det altid mere råt og kulden ubehageligere end i samme vejr under andre forhold. Man har lagt mærke til, at når isen længe ligger nær land eller landfast, da hæmmer den græsvæksten om foråret, og kreaturerne forårsager den uro og fugtigt udslæt, så at de ikke vil trives og undertiden dør heraf; ligeledes bevirkes for menneskers vedkommende uro og utålelig kløen i huden, selv om intet udslæt følger efter. Stundum følger hvaler med isen, &#596;: de dø i den og drive siden på land; det kan også ske, at de løbe ind i vigene for isen, men at denne da lukker således for dem, at de ikke kan komme ud igen (på denne måde fangede man i 1837 elleve store hvaler i Adalvigs-svejt). En gang — i én måned (&#596;: marts-april) 1817 — fik man en masse vadesælsunger på isen; der var en sådan mængde af disse, at man kunde fylde den ene båd efter den anden med dem. For isens ankomst kan ingen regel gives — strømmene antages ikke at have fuldstændig herredømme over den —; hvis den er kommet ved midvinterstid eller lidt før (&#596;: i januar), forsvinder den oftest allerede i februar, og derfor siger man: »Sjælden er mén ved midvinters is« — det står formodenlig i forbindelse med strømskiftet; efter midsommerstid ses den sædvanlig ikke længer fra landet af, men efter hvad der berettes fra fiskeskibene skal den i mange somre ikke have forladt havene her. Undertiden kommer drivtømmer forud for isen, men som oftest indeslutter den tømret i sig; og det er hændt, at man har set tømmmerbunker brænde ude i havet, og da driver der ofte en stor mængde brændt og svedet tømmer i land — årsagen til en sådan brand antages at være den, at tømret er bleven gnedet så voldsomt sammen i isen, at der er gået ild i det.«<ref>Sml. med denne beskrivelse E. O. s. 517—22.</ref>
+[[Fil:WGC.296.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Hornstrandene set fra havet''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Uagtet, som det kan tænkes, fjældene i Adalvigsvejten er nøgne og øde, mangler det lavere liggende land dog ingenlunde frodighed, og på mange steder skal dalstrøgene endog være usædvanlig græsrige <ref>For enkelte gårdes vedkommende fremhæves det i sognebeskrivelsen, at malkefårene give et eksempelløst udbytte; men desværre holdes i hele svejten i følge samme kilde kun meget få kreaturer.</ref>; men fordelen herved tilintetgøres for en stor del ved den idelige tåge og slud, som hersker her om somren (navnlig på Strandene) og som ofte forhindrer indbyggerne fra at få gavn af deres hø. En hovedulæmpe for disse egnes beboere er, som alt tidligere berørt, ''havisen'', der her er en jævnlig gæst. »Altid kommer her nogen havis«, siger sognebeskrivelsen, »og som oftest megen. For det meste driver den længe om uden for kysterne, fjærnt eller nær; og i den tid hersker bestandig uroligt vejr af alle kanter og voldsomme storme med vekselvis kortvarig tø af syd og vest og tågesnefald og isslag af nordvest eller stundom nordøst, dog er nordvinden den fremherskende. Men når isen er bleven landfast, indtræffer altid stille vejr og nogle dages tø, men aldrig stadigt tøvejr; bestandig er søen fri for brænding, når den er i nærheden. Stundum kommer den så pludselig, at skönt intet ses til den om aftenen fra de højeste fjælde, da kan dog næste morgen alle vige være fulde af den, og med samme hurtighed forsvinder den som oftest igen fra det faste land. Da den störste del af den er under vandet, har strømmene mere magt over den end vindene undtagen i vedholdende storme, da får vinden som oftest overmagten. Sjælden slår det fejl, at fiske- og håkarlestimer kommer forud for isen; ligeledes kan det ske, at bjørne kommer på den, men det er dog kun sjælden, at de blive tilbage, når den går igen; de er stundum blevne dræbte her med ægvåben. Hvordan som vejret er, når isen er ud for landet, så er det altid mere råt og kulden ubehageligere end i samme vejr under andre forhold. Man har lagt mærke til, at når isen længe ligger nær land eller landfast, da hæmmer den græsvæksten om foråret, og kreaturerne forårsager den uro og fugtigt udslæt, så at de ikke vil trives og undertiden dør heraf; ligeledes bevirkes for menneskers vedkommende uro og utålelig kløen i huden, selv om intet udslæt følger efter. Stundum følger hvaler med isen, &#596;: de dø i den og drive siden på land; det kan også ske, at de løbe ind i vigene for isen, men at denne da lukker således for dem, at de ikke kan komme ud igen (på denne måde fangede man i 1837 elleve store hvaler i Adalvigs-svejt). En gang — i én måned (&#596;: marts-april) 1817 — fik man en masse vadesælsunger på isen; der var en sådan mængde af disse, at man kunde fylde den ene båd efter den anden med dem. For isens ankomst kan ingen regel gives — strømmene antages ikke at have fuldstændig herredømme over den —; hvis den er kommet ved midvinterstid eller lidt før (&#596;: i januar), forsvinder den oftest allerede i februar, og derfor siger man: »Sjælden er mén ved midvinters is« — det står formodenlig i forbindelse med strømskiftet; efter midsommerstid ses den sædvanlig ikke længer fra landet af, men efter hvad der berettes fra fiskeskibene skal den i mange somre ikke have forladt havene her. Undertiden kommer drivtømmer forud for isen, men som oftest indeslutter den tømret i sig; og det er hændt, at man har set tømmmerbunker brænde ude i havet, og da driver der ofte en stor mængde brændt og svedet tømmer i land — årsagen til en sådan brand antages at være den, at tømret er bleven gnedet så voldsomt sammen i isen, at der er gået ild i det.«<ref>Sml. med denne beskrivelse E. O. s. 517—22.</ref>

← Eldre revisjon	Revisjonen fra 1. mai 2014 kl. 20:32
Linje 237:	Linje 237:


	+	I tidligere tid var de få beboere af disse afsides egne fattige og oven i købet — skønt med urette — ilde berygtede (mistænkte for trolddom o. d. l.); nu er forholdene her en del forandrede. De fleste ødegårde er efterhånden blevet bebyggede, og med produkternes stigende pris og den større ævne til at benytte de herværende indtægtskilder er også velstanden stegen betydelig. For Strandenes vedkommende giver i følge sognebeskrivelsen drivtømret ejerne det forholdsvis störste udbytte; det købes nemlig af de fjærnere boende på det sted, hvor det tilfældig er drevet i land, og i løbet af vinteren sender da køberne folk til stedet for at save tømret. Hen hvad der ubetinget nu mest bidrager til at hæve de mere heldig stillede til en større velstand, er ''håkarlefangsten'', der på Island navnlig foregår fra nord- og nordvestkysten <ref>Håkarlen (hákarl) er som bekendt en stor haj (længden indtil 25 f.), der opholder sig i de nordligere have, og som fornemmelig efterstræbes for leverens skyld, der giver en betydelig mængde tran. Den fanges på krog: hestekød er den bedste mading. Tidligere dreves håkarlefangsten af Islænderne omtrent som enhver anden fiskefangst. Når fisketiden, som indfalder i forårsmånederne, begyndte, begav man sig til den sædvanlige fiskeplads (for Adalvigssvejtens vedkommende Horn), og herfra dreves så fangsten, i det man i store, åbne fartøjer søgte håkarlen 5—6 mile fra land, og, når man havde fået fuld last, begav sig ind til land igen med denne. Foruden leveren benyttedes nemlig både håkarlenes kød og skind. Kødet er vel i frisk tilstand ufordøjeligt og volder nydt søledes i større mængde døden; men efter at det er undergået en delvis forrådnelse og törret i luften, afgiver det et — rigtignok ingenlunde vellugtende — fedemiddel, der af dem, som er vante til det, anses for ret velsmagende. Nu derimod drives høkarlefiskeriet mest ved hjælp af dæksfortøjer, hvis bygning med stor iver er bleven fremmet af de driftige Nordlændinger, der har dannet et søforsikringsselskab for sødanne skibe. Derved er det blevet muligt at opsøge håkarlestimerne langt fjærnere fra land; men derved er denne art fiskeri måske tillige bleven endnu mere anstrængende end før. Allerede tidligere måtte man ofte ligge mange dage i rad langt fra land i storm og uvejr; men nu begive skibene sig langt ud i det åbne hav norden for landet 20—30 mile bort, hvor drivis og uvejr stadig true. Her er der ikke længer lejlighed til at opbevare selve håkarlene; leveren skæres ud, efterhånden som de fanges, og kroppen kastes så straks over bord. Denne adfærd beklages af mange; ti da disse grådige rovfisk lokkes af deres udkastede døde kammerater, hindres de derved i at nærme sig land, ja fjærnes endog mere og mere fra dette, efter som skibene for at finde ny fiskestrøg fjærne sig mere og mere fra land. Håkarlefangsten er i øvrigt, dreven på denne måde, overordenlig indbringende, når man har held med sig, men med hensyn til at finde håkarlestimerne kan der være den störste forskel på de deltagende skibes lykke.</ref>.
	+
	+
	+	At man i disse afsides egne må kunne finde mange lævninger af en ældre tids anskuelser, overtro o. d. l. er utvivlsomt; også gårdenes bygning synes at have et vist gammeldags præg. Således er i følge sognebeskr. hølader og kostald sædvanlig sammenbygget med gårdens hovedbygninger, så at der fra disse er umiddelbar adgang til hine; og kostalden er som oftest anbragt under badstuegulvet.
	+
	+
	+	Østen for Horn strækker kysten sig fra Låtravig i sydøstlig retning til det høje forbjærg ''Gejrolvsgnup'' (Geirólfsgnúpr, nu sædvanlig kaldet Geirhólmr), der danner grænsen mellem Isefjords og Stranda sysler. Denne lange, men tyndt befolkede strækning, der, som tidligere nævnt, hører til Grunnavigssvejt, benævnes til forskel fra de Vestre Strande '''Nord-Strande''' ''(Norðrstrandir)'', stundum også '''Hornstrandene''' ''(Hornstrandir)'' — et navn, der i de ældre kilder også omfatter en strækning hinsides Gejrolvsgnup. Straks hinsides Låtravig begynde de såkaldte '''Østre Almindinger''' (''almenningar hinir eystri'', Grt. s. 61). Deres udstrækning langs søen skal være omtrent dobbelt så stor som de vestres, og ligesom disse skal de så at sige kun være tilgængelige fra søsiden. Østlig i Almindingerne har et sted ''Bjarnanæs'' (—nes) undertiden været bebygget; kreaturer er det dog på grund af mangel på græs umuligt at holde her. Hvis dette Bjarnanæs er det samme som det i Ldn. (s. 156) nævnte Bjarnanæs, hvor Skjalda-Björn, hvis landnam dog først begyndte noget østligere, havde sin anden gård, så skulde man her i sin tid have kunnet se »hans store skåletomter«. Øst for Almindingerne ligger Smiðjuvík, hvor der findes en bebot gård: det samme er tilfælde med den derpå følgende Barðsvík, der skal være ret frodig og indbydende til beboelse, — her havde jo også allerede Gejrmund heljarskind en af sine gårde. Mellem Bardsvig og Bolúngarvík (i følge A. M. Bolunga-vík, opr: Buðlunga-vík) skiller forbjærget Straumnes; ved dette begynder Skjalda-Björns landnam. Også i Bolungarvig står en enkelt gård. Sydøst for denne vig skære tre noget større fjorde sig ind: Furufjord (Furufjörðr), '''Taralåtrsfjord''' ''(Þaralátrsfjörðr)'' og Reykjarfjord (Reykjarfjörðr), der nu alle er beboede. Oven for disse ligger den nordligste del af Drangajøkel, som udsender en skridjøkel ned mod hver fjord, ja er i Taralåtrsfjord endog kun en halv mil fjærnet fra kysten. Denne fjord, der for sin nuværende temlig unge bebyggelse længe havde været ubebot, nævnes i Eb. som opholdssted for den voldsomme Ospak fra Bitra (Str.), der med sine tilhængere måtte flygte for Snorre gode; til ham kom en anden ugærningsmand, der havde ligget øde på Norderstrandene, og de indrettede sig nu en af et virke omgiven gård her, som de dog tvungne af de omboende bønder snart nødtes til at forlade. — I Reykjarfjord, der bærer navn efter nogle varme kilder, findes to gårde; ved den ene, Kirkjuból skal i følge A. M. efter traditionen fordum have været en kirke eller et kapel (ødelagt af søen). Også her, ved gården Reykjarfjord, har man i følge Olavius måtte udsøge en plads til at begrave de døde, som man ikke kunde føre til kirke. Det er beklageligt, at så vel dette kapel som et tilsvarende i Furufjord (ifg. A. M.) er bleven nedlagt; ti fra den til Grunnavig sogn hørende del af Strandene er kirkevejen om muligt endnu besværligere end fra Vester-Strandene. Vejlængden er 7—8 mil, fra Smidjuvig må man bryde op om fredagen, hvis man vil have nogen udsigt til at nå kirken om søndagen, og rejsen går så over tre besværlige fjælde. I øvrigt er forholdene naturligvis i hele denne sidst beskrevne strækning meget ensartede med dem på Vester-Strandene. Her er den samme velsignelse af drivtømmer, men også de samme af havisen, tåge og kulde flydende ulæmper. Sete fra søen skal Norder-Strandene frembyde et endnu vildere, mere goldt og øde udseende end strækningen vest for Horn.
	+
	+
	+	Reykjarfjord med den tilhørende lille Sigluvík er mod øst begrænset af Gejrolvsgnup, der, som oven for nævnt, danner grænsen mellem Isefjord syssel og og Strands syssel

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. mai 2014 kl. 20:03
Linje 234:		Linje 234:


−	Uagtet, som det kan tænkes, fjældene i Adalvigsvejten er nøgne og øde, mangler det lavere liggende land dog ingenlunde frodighed, og på mange steder skal dalstrøgene endog være usædvanlig græsrige <ref>For enkelte gårdes vedkommende fremhæves det i sognebeskrivelsen, at malkefårene give et eksempelløst udbytte; men desværre holdes i hele svejten i følge samme kilde kun meget få kreaturer.</ref>; men fordelen herved tilintetgøres for en stor del ved den idelige tåge og slud, som hersker her om somren (navnlig på Strandene) og som ofte forhindrer indbyggerne fra at få gavn af deres hø. En hovedulæmpe for disse egnes beboere er, som alt tidligere berørt, ''havisen'', der her er en jævnlig gæst. »Altid kommer her nogen havis«, siger sognebeskrivelsen, »og som oftest megen. For det meste driver den længe om uden for kysterne, fjærnt eller nær; og i den tid hersker bestandig uroligt vejr af alle kanter og voldsomme storme med vekselvis kortvarig tø af syd og vest og tågesnefald og isslag af nordvest eller stundom nordøst, dog er nordvinden den fremherskende. Men når isen er bleven landfast, indtræffer altid stille vejr og nogle dages tø, men aldrig stadigt tøvejr; bestandig er søen fri for brænding, når den er i nærheden. Stundum kommer den så pludselig, at skönt intet ses til den om aftenen fra de højeste fjælde, da kan dog næste morgen alle vige være fulde af den, og med samme hurtighed forsvinder den som oftest igen fra det faste land. Da den störste del af den er under vandet, har strømmene mere magt over den end vindene undtagen i vedholdende storme, da får vinden som oftest overmagten. Sjælden slår det fejl, at fiske- og håkarlestimer kommer forud for isen; ligeledes kan det ske, at bjørne kommer på den, men det er dog kun sjælden, at de blive tilbage, når den går igen; de er stundum blevne dræbte her med ægvåben. Hvordan som vejret er, når isen er ud for landet, så er det altid mere råt og kulden ubehageligere end i samme vejr under andre forhold. Man har lagt mærke til, at når isen længe ligger nær land eller landfast, da hæmmer den græsvæksten om foråret, og kreaturerne forårsager den uro og fugtigt udslæt, så at de ikke vil trives og undertiden dør heraf; ligeledes bevirkes for menneskers vedkommende uro og utålelig kløen i huden, selv om intet udslæt følger efter. Stundum følger hvaler med isen, ɔ: de dø i den og drive siden på land; det kan også ske, at de løbe ind i vigene for isen, men at denne da lukker således for dem, at de ikke kan komme ud igen (på denne måde fangede man i 1837 elleve store hvaler i Adalvigs-svejt). En gang — i én ~~måncd~~ (ɔ: marts-april) 1817 — fik man en masse vadesælsunger på isen; der var en sådan mængde af disse, at man kunde fylde den ene båd efter den anden med dem. For isens ankomst kan ingen regel gives — strømmene antages ikke at have fuldstændig herredømme over den —; hvis den er kommet ved midvinterstid eller lidt før (ɔ: i januar), forsvinder den oftest allerede i februar, og derfor siger man: »Sjælden er mén ved midvinters is« — det står formodenlig i forbindelse med strømskiftet; efter midsommerstid ses den sædvanlig ikke længer fra landet af, men efter hvad der berettes fra fiskeskibene skal den i mange somre ikke have forladt havene her. Undertiden kommer drivtømmer forud for isen, men som oftest indeslutter den tømret i sig; og det er hændt, at man har set tømmmerbunker brænde ude i havet, og da driver der ofte en stor mængde brændt og svedet tømmer i land — årsagen til en sådan brand antages at være den, at tømret er bleven gnedet så voldsomt sammen i isen, at der er gået ild i det.«<ref>Sml. med denne beskrivelse E. O. s. 517—22.</ref>	+	Uagtet, som det kan tænkes, fjældene i Adalvigsvejten er nøgne og øde, mangler det lavere liggende land dog ingenlunde frodighed, og på mange steder skal dalstrøgene endog være usædvanlig græsrige <ref>For enkelte gårdes vedkommende fremhæves det i sognebeskrivelsen, at malkefårene give et eksempelløst udbytte; men desværre holdes i hele svejten i følge samme kilde kun meget få kreaturer.</ref>; men fordelen herved tilintetgøres for en stor del ved den idelige tåge og slud, som hersker her om somren (navnlig på Strandene) og som ofte forhindrer indbyggerne fra at få gavn af deres hø. En hovedulæmpe for disse egnes beboere er, som alt tidligere berørt, ''havisen'', der her er en jævnlig gæst. »Altid kommer her nogen havis«, siger sognebeskrivelsen, »og som oftest megen. For det meste driver den længe om uden for kysterne, fjærnt eller nær; og i den tid hersker bestandig uroligt vejr af alle kanter og voldsomme storme med vekselvis kortvarig tø af syd og vest og tågesnefald og isslag af nordvest eller stundom nordøst, dog er nordvinden den fremherskende. Men når isen er bleven landfast, indtræffer altid stille vejr og nogle dages tø, men aldrig stadigt tøvejr; bestandig er søen fri for brænding, når den er i nærheden. Stundum kommer den så pludselig, at skönt intet ses til den om aftenen fra de højeste fjælde, da kan dog næste morgen alle vige være fulde af den, og med samme hurtighed forsvinder den som oftest igen fra det faste land. Da den störste del af den er under vandet, har strømmene mere magt over den end vindene undtagen i vedholdende storme, da får vinden som oftest overmagten. Sjælden slår det fejl, at fiske- og håkarlestimer kommer forud for isen; ligeledes kan det ske, at bjørne kommer på den, men det er dog kun sjælden, at de blive tilbage, når den går igen; de er stundum blevne dræbte her med ægvåben. Hvordan som vejret er, når isen er ud for landet, så er det altid mere råt og kulden ubehageligere end i samme vejr under andre forhold. Man har lagt mærke til, at når isen længe ligger nær land eller landfast, da hæmmer den græsvæksten om foråret, og kreaturerne forårsager den uro og fugtigt udslæt, så at de ikke vil trives og undertiden dør heraf; ligeledes bevirkes for menneskers vedkommende uro og utålelig kløen i huden, selv om intet udslæt følger efter. Stundum følger hvaler med isen, ɔ: de dø i den og drive siden på land; det kan også ske, at de løbe ind i vigene for isen, men at denne da lukker således for dem, at de ikke kan komme ud igen (på denne måde fangede man i 1837 elleve store hvaler i Adalvigs-svejt). En gang — i én måned (ɔ: marts-april) 1817 — fik man en masse vadesælsunger på isen; der var en sådan mængde af disse, at man kunde fylde den ene båd efter den anden med dem. For isens ankomst kan ingen regel gives — strømmene antages ikke at have fuldstændig herredømme over den —; hvis den er kommet ved midvinterstid eller lidt før (ɔ: i januar), forsvinder den oftest allerede i februar, og derfor siger man: »Sjælden er mén ved midvinters is« — det står formodenlig i forbindelse med strømskiftet; efter midsommerstid ses den sædvanlig ikke længer fra landet af, men efter hvad der berettes fra fiskeskibene skal den i mange somre ikke have forladt havene her. Undertiden kommer drivtømmer forud for isen, men som oftest indeslutter den tømret i sig; og det er hændt, at man har set tømmmerbunker brænde ude i havet, og da driver der ofte en stor mængde brændt og svedet tømmer i land — årsagen til en sådan brand antages at være den, at tømret er bleven gnedet så voldsomt sammen i isen, at der er gået ild i det.«<ref>Sml. med denne beskrivelse E. O. s. 517—22.</ref>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. mai 2014 kl. 14:07
Linje 192:		Linje 192:

	Langs foden af den stejle li står Snefjældsstrandens få gårde i lang afstand fra hinanden. Den tredje gård vest for Lonsøre er ''Myre'' (Mýri) eller ''Tyrdil-Myre'' (Tyrðil-Mýri), der må svare til '''Dyrdilmyre''' ''(Dyrðilmýrr'', Fbr. s. 5), hvor Tormods fader Berse oprindelig boede<ref>Den anden gård vest for Lonsøre er Unadsdal (Unaðsdalr); i tunet her skal der findes en kredsrund indhegning, som i sognebeskrivelsen antages for en gammel “domring”.</ref>. Nogle hundrede favne vest for Myre påvises tomterne af en ødegård '''Håvardsstad''' ''(Hávarðsstaðir)''; da Háv. s. 10 fortæller, at Håvard, vigende for Torbjörn, drager »ud hinsides fjorden«, hvor der var vide landstrækninger, og bygger sig der en gård Håvardsstad, kan det næppe være nogen anden end oven nævnte ødegård, som der i sagaen tænkes på. Dette er også almindelig antaget. Samme antagelse kommer ligeledes til orde i A. M., i det der berettes, at efter sigende skulde Håvard halte have grundet gården Håvardsstad; man mente, at Håvardsstad og Myre altid kun havde udgjort én jord, så at Myre først var bleven bebygget, i det gården fra Håvardsstad flyttedes hertil<ref>Gisle Brynjúlfsson (Om Haavard og hans Viser, s. 147) mener derimod, at Håvard har bot inderst inde i Kaldalon.<br>Når der i Háv. (s. 20) siges, at Bjargø, da hun en dag var på fiskeri fra Håvardsstad, så Torbjörn på vejen til Vadil sejle »ind efter fjorden«, er det dog vel kun en skrivefejl for »innan«, da der udtrykkelig siges, at han skal »vestr i Vaðil«, og noget senere, at han da ventedes »vestan«. Desuden kan det ikke vel antages, at nogen Islænder skulde være uvidende om Isefjordsdybets og i det hele Vestfjordenes hovedretning.</ref>.		Langs foden af den stejle li står Snefjældsstrandens få gårde i lang afstand fra hinanden. Den tredje gård vest for Lonsøre er ''Myre'' (Mýri) eller ''Tyrdil-Myre'' (Tyrðil-Mýri), der må svare til '''Dyrdilmyre''' ''(Dyrðilmýrr'', Fbr. s. 5), hvor Tormods fader Berse oprindelig boede<ref>Den anden gård vest for Lonsøre er Unadsdal (Unaðsdalr); i tunet her skal der findes en kredsrund indhegning, som i sognebeskrivelsen antages for en gammel “domring”.</ref>. Nogle hundrede favne vest for Myre påvises tomterne af en ødegård '''Håvardsstad''' ''(Hávarðsstaðir)''; da Háv. s. 10 fortæller, at Håvard, vigende for Torbjörn, drager »ud hinsides fjorden«, hvor der var vide landstrækninger, og bygger sig der en gård Håvardsstad, kan det næppe være nogen anden end oven nævnte ødegård, som der i sagaen tænkes på. Dette er også almindelig antaget. Samme antagelse kommer ligeledes til orde i A. M., i det der berettes, at efter sigende skulde Håvard halte have grundet gården Håvardsstad; man mente, at Håvardsstad og Myre altid kun havde udgjort én jord, så at Myre først var bleven bebygget, i det gården fra Håvardsstad flyttedes hertil<ref>Gisle Brynjúlfsson (Om Haavard og hans Viser, s. 147) mener derimod, at Håvard har bot inderst inde i Kaldalon.<br>Når der i Háv. (s. 20) siges, at Bjargø, da hun en dag var på fiskeri fra Håvardsstad, så Torbjörn på vejen til Vadil sejle »ind efter fjorden«, er det dog vel kun en skrivefejl for »innan«, da der udtrykkelig siges, at han skal »vestr i Vaðil«, og noget senere, at han da ventedes »vestan«. Desuden kan det ikke vel antages, at nogen Islænder skulde være uvidende om Isefjordsdybets og i det hele Vestfjordenes hovedretning.</ref>.
		+
		+
		+	Omtrent ud for Myre ligger kort fra land den udmærket indbringende ø '''Ædø''' (Æðey, Háv. s. 2). Øen, Isefjordsdybets störste ø, er omtrent en fjærdingvej lang; den ligger i retning fra nordvest til sydøst, er temlig bakket og indskåren af småvige, men ikke så ejendommelig skön som Vigr, hvorimod den er en langt værdifuldere besiddelse; den er således en af de ejendomme i Island, der frembringe mest æderdun (c. 400 pund). På øen er egenlig kun én gård, foran hvilken der ved øens sydøstlige hjørne er en udmærket af en lille holm beskyttet havn; overalt vrimler her af skrigende tærner, der som myg sværme i luften. I sundet, som mod nordvest skiller Ædø fra Snefjældsstranden, ligger en lille holm (Ædøholm). Lige over for denne på fastlandet står Ædøgårdens sæter, Bergsel kaldet, — til øen hører nemlig en ikke ubetydelig landstrækning på den lige over for liggende kyst, der navnlig når temlig langt imod vest. Det er vistnok dette sæter, som der i A. M. (1710) sigtes til, når der berettes, at »''Månaberg'' (Månaberg) hedder den plads, som sæteret fra Ædø nu står på, på fastlandet og i øens land; efter folks sigende skal der fordum have stået en gård (þad er sögn manna, að þar hafi i fyrndinni bygð verið), hvoraf der dog nu kun ses ringe spor i nogle tomte-lævninger. Stedet kan heller ikke bebygges på ny af mangel på tunstykke«.
		+
		+
		+	Under beskrivelsen af øen Vigr er det allerede fremhævet, at denne omtale af en ødegård '''Månaberg''' ved Isefjordsdybet måtte medføre, at traditionen om, at den fra Háv. bekendte »Ljot på Månaberg« havde bot på Vigr, ikke kunde antages for ægte. Vel er det besynderligt, at stedsnavnet Månaberg på Snefjældsstrand nu slet ikke skal kendes, end ikke af den nærmeste omegns beboere, af hvilke dog f. eks. folkene i Ædø længe har været knyttede til denne egn; men på den anden side er meddelelserne i A. M. med så stor omhyggelighed indhentede fra hver enkelt gårds beboere, at man næppe på noget punkt tør forudsætte forvirring. Har navnet Månaberg været knyttet til dette sted og, som det synes, i al fald som gårdsnavn kun til dette ene sted ved hele Isefjordsdybet, må det naturlig antages, at det er den her beliggende gård, som Háv.'s Månaberg skal betegne. Stødende er det ganske vist, at denne gård da har ligget i så umiddelbar nærhed ved Håvards-stad. Det synes lidet troligt, at Håvard har villet bosætte sig i nogle få hundrede favnes afstand fra sin værste fjendes broder; ja selv fjendskabet fraregnet er det noget usandsynligt, at man så tidlig har bygget to gårde så tæt ved siden af hinanden på den tyndt befolkede Snefjældsstrand<ref>Hvad man end vil mene herom, er det klart nok, at der — topografisk set — ikke er nogen grund til at søge gården Månaberg uden for Isefjordsdybet. G. Brynjúlfsson (Om Haavard og hans Viser, s. 148) antager dog sagaens Mánaberg for Máberg (i følge A. M. også Móberg) på Rødesand (Bst.).</ref>.
		+
		+
		+	Uden for Ædøbesiddelserne på det faste land strækker Snefjældsstranden sig endnu flere mil i nordvestlig retning indtil Bjarnanúp(r), der skiller mellem Isefjordsdybet og de såkaldte Jøkelfjorde. På denne strækning ligger præstegården, præst findes her dog ingenlunde altid; nu f. eks. betjænes den lange strækning fra Bjarnanup til Isefjordens bund af præsten på Melgrasøre <ref>Isefjordsdybet, denne aflukkede, ud mod oceanet vendende store fjord, synes med sit rige dyreliv af fiske, fugle og søpattedyr, med sin opblomstrende købstad, til og fra hvilken talrige både bevæge sig, og med sin i flere henseender højt stående befolkning at danne som en lille verden for sig selv. Indbyggerne her — og det samme gælder til dels om dem i Arnarfjord og Dyrefjord — gör, tværtimod hvad man måske efter den afsides beliggenhed vilde antage, indtryk af at være livlige, opvakte og forholdsvis velstående folk. Omkring Dybet drives med iver landbrug så vel som fiskeri hele året rundt; den ikke synderlig tætte befolkning er fordelagtig for de enkelte ejendomme, og den lette adgang til drivtømmer gør gårdenes bygning bedre end sædvanlig. Dybet er berömt for sin rigdom på fisk, som endog går ind i de fleste sidefjorde. Det storartede fiskeri i den indre del af Dybet skal dog først ret have udviklet sig i den sidste menneskealder, siden “vödusælen” (ɔ: floksælen, den grønlandske sæl — angående dens nærmere beskrivelse se Olavius s. 83 ffg.), der tidligere opholdt sig her i store mængder hver vinter — dog uden at kaste sine unger her —, ophørte at komme. Dog var heller ikke sælernes besøg uvelkomment for alle, i det mange havde opnåt en stor færdighed i at harpunere dem. Harpunering bruges i disse egne — navnlig i Arnarfjorden — også over for “hvalkalvene”-, de unge hvaler, der ledsagede af deres mødre opholde sig inde i fjordene, hvor man ofte kan se hvaler gå ganske tæt inde under land.<br>De i mange henseender begunstigede Vestfjorde, der f. eks. har været så godt som forskånede for de i Island tidligere så almindelige uår, har dog én fjende, som kan falde besværlig nok, nemlig ''havisen'', den grønlandske drivis, der ofte fylder fjordene og omspænder kysten til langt ud på somren. Dens hovedtilholdssted er dog Islands nordvestligste bygd, den ud mod det åbne hav vendende Adalvigssvejt; ved beskrivelsen af denne vil det derfor være naturligst nærmere at omtale havisens mange ejendommeligheder.</ref>
		+
		+
		+	Adalvigssvejten nævnedes i den forudgående anmærkning som Islands nordvestligste bygd; den er ved en anden bygd ''Grunnavigssvejten'' skilt fra den øvrige del af Vestfjordene. Hoveddelen af Grunnavigssvejten ligger omkring '''Jøkelfjordene''' (''Jökulfirðir'', ældre: ''Jökulsf—''), der oven for Snefjældsstranden skærer sig ind mod øst. Vel udgør også disse fjorde en forgrening af Isefjordsdybet, dog slutter Jøkelfjordsbygden sig i flere henseender nærmere til landet nord for end til de øvrige bygder omkring Dybet, af hvilke den jo kun, og det alene ved en stejl fjæld- eller hedevej, står i umiddelbar forbindelse med Snefjældsstranden. For den ydre dels vedkommende viser Jøkelfjordene sig som én større fjord, hvorfra først længere inde udsendes — mod nordøst, øst og sydøst — fem mindre fjorde, hver med sit særlige navn. Ved dette fjordsystem afsondres næsten fuldstændig den aller nordligste forgrening af de så stærkt sønderdelte Vestfjorde — et af høje fjælde opfyldt næs, der selv indskåret og uregelmæssigt hvad kystform angår strækker sig frem i vestlig retning, mod nordøst, nord og vest beskyllet af det åbne hav. Foruden den del af Grunnavigssvejten, der ligger omkring Jøkelfjordene, indbefattes i samme hrepp og sogn også nogle østligere strækninger hinsides fjældene, langs Vestfjordenes nordøstlige kyst, så at kun den yderste (nordvestligste) del af det omtalte næs lævnes Adalvigssvejten. Også denne udgør én hrepp (Sléttu hr.) og ét sogn, benævnt efter præstegården (Stad i Adalvig). For Grunnavig- sognets vedkommende hedder ligeledes præstegården, der ligger syd for Jøkelfjordene, ikke langt fra Dybet, ved den lille vig Grunnavig (—vík), ''Stad'' (navnet, Staðr, betyder jo kun kirkelig stiftelse). Om bægge de her omtalte præstekald gælder det, at de er de måske mest afsides og besværlige på hele Island — Grimsø på Nordlandet undtagen —, des foruden kun lidet indbringende, og som følge heraf vanskelige at få besatte, men dog aldeles uundværlige.
		+
		+
		+	Den sydligste af Jøkelfjordenes forgreninger er den lille '''Lerefjord''' ''(Leirufjörðr)'', der skærer sig mod sydøst ind i landet. Imod fjordbunden skyder sig en stejl skridjøkel ned fra Drangajøklen, der her når længst mod nordvest, hvorfra en jøkelå finder afløb til fjorden. I langt tilbage liggende tid skal en gård her inderst i fjorden være bleven ødelagt af denne skridjøkel<ref>Omtrent midtvejs mellem Stad og Lerefjord omtaler Olavius (s. 84) ved gården Kollså spor af fordums agerdyrkning.</ref>.
		+
		+
		+	De andre fire fjorde har en nogenlunde parallel, mere eller mindre bestemt udpræget nordøstlig retning. — Den sydøstligste af dem er '''Ravnsfjorden''' ''(Hrafnsfjörðr)'', en forholdsvis smal fjord, langs hvis sydside der ligger to gårde; på nordsiden ligger temlig nær fjordbunden gården Álfstaðir, men vest for denne er ødejorden ''Sviðningsstaðir'', hvor man i følge A. M. (1710) endnu da så tydelige spor af gårdens bygninger og indhegninger, men gården havde alt da ligget så længe øde, at ingen vidste anden besked om bebyggelse her, end hvad man kunde læse sig til i sagaerne (i fornsögum). Det er denne gård, som i Fbr. (s. 13) kaldes '''Svidinsstad''' ''(Sviðinsstaðir)'', og som nævnes i sagaen i anledning af, at fostbrødrene Torgejr og Tormod dræbte den her boende bonde Ingolv og hans søn til tak for den gæstfri modtagelse de havde fundet hos enken Sigrfljod i Jökelsfjordene. På vejen til »Strandir« blive fostbrødrene nemlig nødte til at søge ind i Jøkelsfjordene; de styre ind i en fjord, i fjordbunden finder de skibsskure og skibe; her lander de med deres fartøj og træffer omsider på en lille gård, hvor Sigrfljod boede. Mellem hendes og Ingolvs bygder (ɔ: gårde) var en fjord, siger sagaen, og hun forulæmpedes jævnlig af denne ubillige mand. Da fostbrødrene drager ud til angreb, begiver de sig over fjorden på is og kommer ubemærket til Ingolvs gård, hvorpå en for dem sejrrig kamp følger. — Herefter må man antage, at også Sigrfljods gård har ligget ved Ravnsfjorden, men på dennes sydside; at fostbrødrene landede i fjordbunden, må vel ikke tages for bogstavelig, i al fald er ingen gård der i nærheden. Omtrent midtvejs ved sydsiden af fjorden ligger derimod gården ''Øre'' (Eyri); måske man også som Sigrfljods bolig kunde tænke på gården Kjos (Kjós), der ligger yderlig ved fjorden, men ved bunden af en lille vig, der her skærer sig ind mod syd. Den antkv. indb. nævner en ''Sigrfljods høj'' ved Ravnsfjord, men desværre uden nærmere angivelse af dens beliggenhed <ref>Ulfhildar haugar og Sigurfliodar haugar era grasivaxnir holar vid Rafnfiörd. — Olavius (s. 35) beretter, at omtrent ved bunden af Ravnsfjord påvistes ved »Skipøre« tomten af en såkaldt »Irske Krambod«. — Den antkv. indb. omtaler nogle flere høje der i sognet, hvoriblandt ''Hildar haugr'' (sml. Antk. Ann. II., s. 160). Blandt indberetningens andre meddelelser bör måske anføres, at på Steinólfsstaðir (i Veiðileysa) skal der findes et »grjóthlað« af form som et omvæltet skib, hvorunder Stenolv skal være højlagt.</ref>. Jøkelfjordene ere adskilte fra hinanden ved høje klippenæs og pynter, af hvilke fjældpynten mellem de to østligste fjorde tillige danner grænsen mellem de to bygdelag<ref>Denne fjældpynt hedder Lás; dette navn findes derimod næppe, som på kortet, på noget fjæld inde i landet.</ref>. Den østligste Jøkelfjord, '''Hestørefjord''' ''(Hesteyrarfjörðr)'', hører nemlig til den følgende hrepp (Sléttu hrepp) og Adalvig sogn.
		+
		+
		+	Vest for Hestørefjorden strækker sig langs kysten det hen ved to mil lange sammenhængende fjæld Grænahlíð, et af hovedfindestederne for det islandske brunkul, surtarbranden<ref>Surtarbrand forekommer også et par steder i Adalvigssvejt Vestfjordene er i det hele den del af Island, der er langt rigest på denne ejendommelige planteforstening, der ofte i en påfaldende grad ligner smukt ibenholt — Om surtarbrandens forekomst og natur se E. O. s. 412 flg., samt registret hos Olavius; sml. Paijukull »Bidrag til kännedomen om Islands bergsbyggnad», Stockh. 1867 (K. Sv. Vetensk-Akad. Handlingar 7B, 1), s. 46 ffg. Denne sidst nævnte forf. er mest tilbøjelig til at antage, at surtarbranden har sin oprindelse fra oprindelig undersøiske aflejringer, der i sin tid er hidførte af havströmmene, hvilket dog bestrides af andre.</ref>. Med Rit(r), Grænahlidens nordvestligste pynt, er hovednæssets vestligste punkt nåt, og kysten antager nu en nord-nordøstlig retning<ref>I Antkv. Ann. II., s. 159 berettes, at der i fjældet Rit skulde være et »Grettes-Skaar«, som kunde ses fra Olvers-Höy i Stigahlid; under dette skår skulde Ölves kammeret vare begrevet. Oven på fjældet skulde »Grettes Flad-Steen« stå; i den sagdes der at være et hul, hvorigennem man skulde kunne se Gunnbjörnsskær. — Om disse Gunnbjörnsskær og om de ofte i forbindelse med dem nævnte Kroiseyjar, der bægge antages at være øgrupper ved Grønlands østkyst, se Grl.'s h. M.
		+	</ref>. Nord for Rit skærer en forholdsvis stor bugt ''Adalvig'' (Aðalvík) sig ind; op fra denne strækker sig blandt flere smådale én i sydøst, i hvilken præstegården Stad står. Den egenlige Adalvig, landet om bugtens sydøstlige vig, er til bægge sider ud imod kysten indesluttet af næsten uoverstigelige fjælde. Mod vest skiller et sådant fjæld vigen fra den nærmest Rit liggende Skåladal (Skáladalr), hvorfra svejtens indbyggere foråret igennem drive fiskeriet. Men navnlig mod nord over fjældet, som skiller mellem Adalvigen (Tværdal) og den nord for liggende Midvig, findes en berygtet vej, den såkaldte Hyrningsgata. Stien, der er meget stejl og smal, ligger yderst i fjældpynten ud mod søen; den er overordenlig farlig, især om vinteren, og hyppige ulykkestilfælde indtræffe. Ofte må den vejfarende hugge sig trin i sneen med økse og ved hjælp af et tov klatre op og ned.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. apr. 2014 kl. 14:36
Linje 144:		Linje 144:

	Endnu står kun tilbage at omtale den østligste del af Ögrsvejtsnæsset, der danner kysten langs '''Mjovefjord''' ''(Mjófifjörðr)''. Denne — som det ligger i navnet — forholdsvis lange og smalle fjord skiller det hidtil omtalte brede næs fra et andet ret anseligt mellem denne fjord og Isefjorden indesluttet næs; heller ikke dette har noget særligt navn, men da det udgör störste delen af ''Vatnsfjordssvejten'', kan man måske benævne det derefter; på nordsiden skærer sig to mindre fjorde ind, af hvilke den vestligste og mindste er Vatnsfjorden, ved hvilken den bekendte gård af samme navn står. — Langs vestsiden af Mjovefjord er ingen gård af betydning<ref>Midt på vestkysten ligger gården Eyri; Arne Magnussön forespørger sig i et brev til Hjalte Torstenssön (1727) om tomterne ved øre i Mjovefjord, om hvis betydning han er uvis (Addit 5. fol.).</ref>. Dog kan det mærkes, at nær fjordbunden, hvor gården Heydal(r) ligger, strækker sig op fra denne gård en lille dal af samme navn; den er nu ubebot, men man ved at fortælle om en talrig bygd, som her fordum har været, og om, hvorledes dalens bønder druknede i en lille å på vejen fra Vatnsfjord kirke. I følge A. M. (1710) kendte man den gang navnene på fem fordums gårde i dalen, hvor der på mange steder sås tomter; på en af gårdene skulde der i følge sagn have været kirke. — Mod Heydal (ɔ: Hødal) styre de fleste, der fare Glåma, deres kurs, dog kan man også komme ned gennem den selve fjordbunden fortsættende dal, der ved et langagtigt, smalt fjæld er skilt fra Heydal; også her findes en gård.		Endnu står kun tilbage at omtale den østligste del af Ögrsvejtsnæsset, der danner kysten langs '''Mjovefjord''' ''(Mjófifjörðr)''. Denne — som det ligger i navnet — forholdsvis lange og smalle fjord skiller det hidtil omtalte brede næs fra et andet ret anseligt mellem denne fjord og Isefjorden indesluttet næs; heller ikke dette har noget særligt navn, men da det udgör störste delen af ''Vatnsfjordssvejten'', kan man måske benævne det derefter; på nordsiden skærer sig to mindre fjorde ind, af hvilke den vestligste og mindste er Vatnsfjorden, ved hvilken den bekendte gård af samme navn står. — Langs vestsiden af Mjovefjord er ingen gård af betydning<ref>Midt på vestkysten ligger gården Eyri; Arne Magnussön forespørger sig i et brev til Hjalte Torstenssön (1727) om tomterne ved øre i Mjovefjord, om hvis betydning han er uvis (Addit 5. fol.).</ref>. Dog kan det mærkes, at nær fjordbunden, hvor gården Heydal(r) ligger, strækker sig op fra denne gård en lille dal af samme navn; den er nu ubebot, men man ved at fortælle om en talrig bygd, som her fordum har været, og om, hvorledes dalens bønder druknede i en lille å på vejen fra Vatnsfjord kirke. I følge A. M. (1710) kendte man den gang navnene på fem fordums gårde i dalen, hvor der på mange steder sås tomter; på en af gårdene skulde der i følge sagn have været kirke. — Mod Heydal (ɔ: Hødal) styre de fleste, der fare Glåma, deres kurs, dog kan man også komme ned gennem den selve fjordbunden fortsættende dal, der ved et langagtigt, smalt fjæld er skilt fra Heydal; også her findes en gård.
		+
		+
		+	På Mjovefjordens østside ligge, fra syd til nord, tre gårde Hörgshlíð, ''Kelda'' og Skálavík — den sidste omtrent i linje med Vatnsfjord, fra hvilken den er adskilt ved en ubetydelig hals. Fbr. fortæller, at Torgejrs fader Håvar oprindelig boede på gården '''Jöklahelda''' (Flatb. ''Jökulskellda''), men at høvdingen Vermund i Vatnsfjord tvang ham til at flytte herfra og forlade herredet, efter at de to fostbrødres, Torgejrs og Tormods, uroligheder var begyndte. Denne gård, som det i og for sig er naturligst at søge i nærheden af Vatnsfjord, kan med temlig sikkerhed antages at være den oven nævnte gård Kelda ved Mjovefjord. I Vm. nævnes blandt de Vatnsfjord-kirke tilkommende rettigheder kulsvien (kolgjörð) i Jökulkeldas skov, og ret til skovhugst ejer netop kirken endnu i Keldas land<ref>Dette stemmer aldeles med en mundtlig meddelelse fra præsten i Vatnsfjord (provst Torarin Kristianssön); kirke-måldagerne for Vatnsfjord gjorde det i følge ham klart — så vel ved gårdenes plads i opregningen som ved bestemmelsen om det omtalte “skógar ítak” —, at den deri nævnte gård Jökulkelda måtte være Kelda ved Mjovefjord. Af de to former for gårdens ældre navn er vel Jökul- (eller Jökuls-) kelda at foretrække. Navnet er i øvrigt noget besynderligt, da det ikke er let at se, hvorfor denne gård særlig skulde være benævnt efter nogen jøkel (vel sagtens Glåma). Ved den anden jøkel — Drangajøklen nord for dybet — hvorefter en gård i denne del af landet kunde tænkes at være bleven benævnt, har utvivlsomt aldrig ligget nogen gård Kelda.</ref>.
		+
		+
		+	Tormods fader Berse skal i følge Fbr. oprindelig have bot på Dyrdilmyre (Flatb., II., 92 udelader dog klogelig gårdsnavnet og indskrænker sig til at sige, at Berse boede i Isefjord, ɔ: ved Isefjordsdybet); denne gård ligger langt ude på den nordlige kyst af Isefjordsdybet. Af sagaen er det imidlertid tydeligt nok, at de to fostbrødre som unge må have bot ganske nær ved hinanden, rimeligvis på to nabogårde. At Berses gård må have ligget nær ved Vatnsfjord fremgår også af et senere sted i sagaen (Fbr. s. 19), hvor der fortælles, at Berse flyttede til Laugabol i Lauga(r)dal, da Vermund ikke vilde lade Torgejrs og Tormods tilholdssted være så nær sin gård<ref>Flatb. (s. 102) har et endnu stærkere udtryk, at Vermund ikke vilde lade fostbrødrenes tilholdssted være “ved sin gård”.</ref>. Det kan vel synes besynderligt, at Berse, når han skulde forlade sin gård for at fjærne sig fra Vermunds bopæl, kunde slippe med at flytte så kort som til Laugardalen; og den omstændighed, at hans fader var en af landnamsmændene i Ögrsvejten, kunde vel vække formodning om, at netop denne egn havde været hans oprindelige hjemsted; men hvis man med G. Brynjúlfsson<ref>Se “Om Haavard og hans Viser”, s. 140.</ref> lader Laugabol i Laugardalen være hans oprindelige bolig, hvorfra han så tvungen af Vermund antages at være flyttet hinsides Dybet til Dyrdilmyre, — da bliver både Tormods og Torgejrs nøje bekendtskab fra ungdommen af vanskeligere at forstå, og alle enkelthederne i fortællingen om Tormods besøg i Ögr må da anses for fuldstændig opdigtelse, efter at den oprindelige sammenhæng i sagaen var glemt. Dette synes lidet rimeligt; sikrere bliver det vistnok derfor at antage, at Berse først har bot på en Kelda og Vatnsfjord endnu nærmere liggende gård (efter beliggenheden snarest Skálavik; — eller Eyri lige over for Kelda hinsides fjorden?) og derfra virkelig er flyttet til Laugardal, som ganske vist ikke nær i samme grad som Mjovefjorden kan have hørt under Vatnsfjordshøvdingens umiddelbare område, — men hvorledes så navnet Dyrdilmyre har sneget sig ind som benævnelse på gården lader sig da næppe forklare<ref>Skulde gårdsnavnet Eyri kunde give et tilknytningepunkt: Eyri — Mýri (ved fejllæsning) — Dyrtilmyri.</ref>.
		+
		+
		+	Adskilt fra Mjovefjorden ved en smal hals eller fjældkant strækker sig i retning fra nord til syd '''Vatnsfjardardalen''' ''(Vatnsfjarðardalr)'' op i Vatnsfjordssvejten, til omtrent i linje med Hörgshlid. Dalen er smal, og navnlig i dens øverste del er de jævnt skrånende lier bevoksede med lyng og ris; her ligger også to småsøer, den ene oven for den anden. Grt. fortæller, at da Grette i sin fredløshedstid havde opholdt sig en vinter på Reykholar, begav han sig over Torskefjordsheden til Isefjord, hvor han levede af, hvad han kunde afpresse beboerne. Da han kom til Vatnsfjardardal, slog han sig ned ved sæteret her, lå i skovene og sov og viste ingen forsigtighed; men her overraskes han og gribes af bønderne, der vilde have ladet ham hænge, hvis ikke husfruen fra Vatnsfjord, der netop var på vejen til sit sæter, var kommen til og havde frelst ham. Skuepladsen for denne begivenhed er i følge sagnet den øverste del af dalen. Ved den nordlige ende af den øverste lille sø strækker sig nemlig et smalt lille næs ud i denne, som benævnes ''Grettestange'' (Grettistangi), og yderst ude på næsset står en sten, bag ved hvilken Grette siges at have været, da han blev grebet; stenen egner sig imidlertid mere til dækning under et forsvar end til skjul. Kort herfra, ved det nordøstlige hjörne af søen, står lidt oppe i lien gården Vatnsfjarðarsel.
		+
		+
		+	I dalen ligger langs vesterlien et par gårde, og desforuden i selve dalmundingen præstegården '''Vatnsfjord''' ''(Vatnsfjörðr'', ofte efter udtalen skrevet ''Vazfjörðr)''. Gården ligger sydøst for den lille fjord af samme navn, der ikke er stort mere end en almindelig vig, temlig lavt. Nord for gården er kirken; i linje med denne ses østligere i dalen en lille sø »Hopet« (hóp), der ved et udløb står i forbindelse med fjorden. Til gårdens vigtigste besiddelser hører den ved sit græs og æderdun indbringende Borgarø (—ey), en halv mils vej fra land. I følge forskellige samstemmende sagavidnesbyrd boede i begyndelsen af det 11te årh. i Vatnsfjord Viga-Styrs broder Vermund mjove, som, medens han endnu boede i Bjarnarhövn (Snf.), var indviklet i en del af de i Eb. fortalte begivenheder. Vatnsfjord og stillingen som høvding i denne egn nåede han ved giftermål med den her hjemmehørende enke Torbjörg digre, der nylig er nævnt som den, der i mandens fraværelse frelste Grette fra hængning. Efter denne begivenhed opholdt Grette sig nogen tid i Vatnsfjord; under dette besøg, fortæller man nu, lavede Grette en stor varde (Grettisvarða), som står på liens øverste afsats (Grettishjalli) nordvest for gården<ref>Desuden nævnes et “Grettistak” (antkv. indb. 1820).</ref>.
		+
		+
		+	I Sturlungetiden var Vatnsfjord sædet for en bekendt, men ilde berygtet hövdingeslægt, hvis mest udprægede medlem var Ravn Svejnbjörnssöns utaknemlige drabsmand Torvald Snorresson; og ofte var gården en ligefrem røverrede, hvor man levede på de omboendes bekostning, som man bedst kunde<ref>I det oldnordiske museum findes blandt genstandene fra den ældre middelalder en bronceløve, der tiltrækker sig særlig opmærksomhed, ved at den bærer en ''runeindskrift'', hvorefter den skulde være skænket til Vatnsfjord kirke af den oven nævnte hövding Torvald Snorresson og hans hustru, Snorre Sturlassöns datter Tordis. Løven er et såkaldt lavatorium, et af de for det 12te og 13de årh. karakteristiske, fantastiske vandbækkener, der havde deres plads på alteret, for at præsten efter messen kunde have vand til at overgyde sine hænder med. Angående dens nærmere beskrivelse se Antikv. Ann. IV, s. 526 og 616. På brystet bærer den et på skrå anbragt skjold, der er støbt i ét med løven og utvivlsomt lige så gammelt som denne; dette indeholder i fem linjer, der næsten helt udfylde skjoldet, den oven omtalte indskrift, som lyder således: “Leon þetta er gefet guþi til dirðar ok hinom helgaulaf at uatsfirþe af Þorualdi ok þordiso”. Indskriften er dog tydelig nok et bevidst falsum fra den nyere tid. Derom vidner så vel sprogform som runetegn. Hvad sprogformen angår, er nogle af de mest anstødelige ting oven for fremhævede: '''i''' i steden for '''y''', og to vilkårlige kunstlerier for at gøre sproget antikt. Hvad runetegnene angår, kan blandt andet mærkes et tegn for '''Ð''' dannet af '''Þ''' og et almindeligt '''K''' brugt som ''K-rune''. — Det vides, at bronceløven har tilhørt Suhm, efter hvis død den købtes af rektor Sk. Thorlacius, hvis søn skænkede den til museet. Og det bliver vel rimeligst at antage, hvad Thorkelin også mundtlig oftere skal have antydet, at indskriften er bleven indgravet for at göre løven interessantere som antikvitet, måske netop da den tilbødes Suhm. — At løven oprindelig er kommen fra Vatnsfjord, kan være rimeligt nok; således omtaler Jon Olavssön (Antkv. Ann. II, 162) blandt genstande, der skal være opgravne af en høj i nærheden af Vatnsfjord præstegård ved midten af det 17de århundrede, en kobberløve. (Om al slags gammeldags kirkeinventarium synes man den gang i følge nævnte forfatter at have næret den forestilling, at det var opgravet af høje.)</ref>.
		+
		+
		+	Også i den senere middelalder hørte gården til de mest ansete på Island. Blandt dens beboere i denne periode kan især mærkes Björn Ejnarasön med tilnavnet jorsalafare ( 1415), bekendt af sine mange og vidtløftige rejser, på hvilke han besøgte de fleste lande i Vest-Evropa, Rom (tre gange), Jerusalem, ja blev endog forslået til Grønland, hvor han opholdt sig to år. Hans dattersön var den oftere omtalte Björn Torlejvssön, der var gift med Olöv rige. Mellem en sønnesøn af denne mand af samme navn og en af hans slægtninge (Björn Gudnessön) udspandt der sig i slutningen af 15de årh. en vidtløftig arvestrid<ref>Se det nærmere herom: M. Ketilssöns Kgl. Forordninger ang. Island. Rappsøe 1776. I, 185 ffg.</ref>, der først afgjordes 1530, ved hvilken lejlighed gården Vatnsfjord tildømtes kirken, efter at den i 257 år havde været et tvistens æble mellem gejstlige og verdslige.
		+
		+
		+	Ved en lav hals er Vatnsfjorden skilt fra den lille, smalle ''Reykjarfjord'' (Reykjarfjörðr), der skærer sig betydelig længere ind i Vatnsfjordssvejten mod syd, men som kun ved et lavt og overordenlig smalt næs mod øst er skilt fra Isefjordsdybets østligste sidefjord Isefjorden. Temlig langt inde ved Reykjarfjordens vestkyst står en gård af samme navn, hvorefter hreppen (Reykjarfjarðar hr. = Vatnsfjarðarsveit) har navn; yderst ude på næsset øst for fjorden — Reykjanes (eller Reykjarnes?) —, hvor dette udvider sig lidt, ses en hvidlig røg at hæve sig. Dér findes 3—4 hverer, ikke meget store, men bekendte af det forsøg, her i sidste halvdel af forrige århundrede gjordes på saltkogning<ref>Om dette saltværk — der indrettedes 1773, og som Olavius (rejsebeskr. s. 29) roser meget, men som dog allerede efter 13 års forløb nedlagdes — findes en udførligere beretning i Islandske Månedstidender for juli 1776 (sml. nvb. 1774). Det synes, som om kun den ene hver (c. 100 fv. fra søen) er bleven benyttet — da tre andre omtales højere oppe på næsset —; havvandet pumpedes op i render og førtes til en større ønder tag værende beholder, hvorfra det lededes til kogepanderne, der befandt sig i huse, hvor det hede vand vældede op af 31 åbninger. De til saltværket hørende bygninger var ikke få. — I følge Vm. havde Vatnsfjord kirke ret til så meget ''sæd-land'' (sádjörð) i Reykjanæs, som man vilde, og fri benyttelse af tangen (þara nytjar).</ref>.
		+
		+
		+	Fra Reykjarfjordens inderste del går man sædvanlig over halsen øst for denne og befinder sig således kort efter ved den vestlige bred af ''Isefjorden'' (Ísafjörðr). Denne lange smalle fjord er egenlig selve Isefjordsdybets inderste del, der, med en stedse aftagende bredde, bøjer først i sydøst, så i syd. De fleste rejsende lade sig sætte tværs over fjorden for at spare den trættende 3—4 timers vej omkring dennes indre del; dog kan den meget vel passeres (og hestene må jo i ethvert fald denne vej), kun på vestsiden er etsteds inden for gården Øre en stenet og ubanet li. Også '''Øre''' (''Eyri'', ældre ''Eyrr'') var en af de gårde, som Grette gæstede efter sin ankomst til disse egne. — Isefjorden gör grænsen mellem Vatnsfjordssvejten og ''Langadalsstranden'' (Langadalsströnd), som strækker sig langs fjordens østkyst og derfra videre, mod nordvest<ref>»Langidalr« og »Langadalsströnd« hører man endnu her med den gammeldags udtale, i det i Vestfjordene — samt Dala syssel; mon også gennemgående i Snefjældsnæs syssel? — det uakcentuerede a er bleven bevaret foran ng. — Også ordforrådet i Vestfjordene har en del ejendommeligheder, og omkring i fjordene mod vest vil man kunne finde et og andet gammeldags i skikke og landboforhold. Som en vesterlandsk, men mere udbredt ejendommelighed kan også nævnes, at en særlig præt. plur. af ''koma'' (kómum) er bevaret; i Vestfjordene udtales ligeledes endnu ''f'' i ''fó'' (og ''fl''?) som ''v''.</ref>. Den inderste gård på Langadalsstranden er Klejvakot (Kleifakot); lidt længere ude ligger '''Gjörvedal''' (''Gjörfidalr'', Gervidalr: Grt., Fbr.)<ref>I følge A. M. skal gården, der den gang, frasét nogle ødegårde, var den øverste i dalen, tidligere have haft en noget anden beliggenhed.</ref>. Op fra Klejvakot strækker en dal, Gjörvedalen, sig, hvorigennem vejen ligger op på den såkaldte Skalmardalshede, benævnt efter vejens andet endepunkt Skalmardal i Mulasvejt (Bst.).- Vejen er kun 2—3 mile lang, selve heden endnu kortere, da Gjørvedalen er temlig lang, vejen er god og jøkel findes her ikke; på grund af vejens korthed benyttes den ofte, navnlig af fodgængere om vinteren, frem for den mindst dobbelt så lange Torskefjordshede. — I Fbr. (s. 19, 21) fortælles det, at Torgejr en gang hos den gerrige bonde i Gørvedal traf sammen med sin uven . Butralde; bægge agtede de sig syd på over heden. De brød også op samtidig næste morgen; den øvre del af dalen med den gennem den løbende å beskrives. Fra dalen op mod heden var en stejl snefyldt skrænt; medens Butralde stiger op ad denne, lader Torgejr, som er kommen forud, sig i susende fart glide ned efter og dræber Butralde i forbifarten med et øksehug. Sagaens beskrivelse skal passe meget godt til stedsforholdene. I følge Sighv. Grimssön (utrykte meddelelser) er der op fra dalbunden vesten til, der hvor vejen er, en høj brekke, stenig og bar om somren, fyldt med hård sne om vinteren; den benævnes nu »Butraldabrekka« eller af andre, mindre rigtig, »Brautaldabrekka«. Længden, som Torgejr har gennemløbet, er en 10 fv.s temlig stejl strækning. Torgejr har formodenlig agtet sig over heden til Kollafjord (Bst)., da det er let derfra at komme over Torskefjordens ydre del til Reykholar, som var målet for hans rejse.