Kjos' syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Jesper på 2. mar. 2016 kl. 06:36

2016-03-02T06:36:47Z

Carsten på 18. feb. 2014 kl. 17:29

2014-02-18T17:29:27Z

Carsten på 18. feb. 2014 kl. 17:18

2014-02-18T17:18:09Z

Carsten på 4. feb. 2014 kl. 21:55

2014-02-04T21:55:18Z

Carsten på 26. aug. 2013 kl. 14:45

2013-08-26T14:45:27Z

Carsten på 26. aug. 2013 kl. 14:42

2013-08-26T14:42:25Z

Carsten på 26. aug. 2013 kl. 14:39

2013-08-26T14:39:59Z

Carsten på 26. aug. 2013 kl. 14:37

2013-08-26T14:37:30Z

Carsten på 26. aug. 2013 kl. 14:34

2013-08-26T14:34:42Z

Carsten på 24. aug. 2013 kl. 14:46

2013-08-24T14:46:59Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. mar. 2016 kl. 06:36
Linje 153:		Linje 153:


−	Efter Islands underkastelse under den norske konge ansattes sysselmænd i landet, først kun få, hvis sysler havde meget vekslende størrelse, senere udstykkede lensherrerne efter behag landet i større og mindre sysler, og først sent kom der nogen fasthed i disse forhold, så at syslerne for en stor del kom til at svare til de gamle ting (som disse kendes fra Hákb. og Jónsb.) i hvilket tilfælde navnet oftest blev uforandret, kun med ombytning af »þing« med »sýsla«, eller hvor disse var for vidtløftige, kom til at bestå af en del af disse og da med nyt navn. Dog anvendtes indtil den nyeste tid og anvendes endnu de gamle benævnelser med »þing« for mange syslers vedkommende i skrift og i daglig tale, især, som anført, hvor talen er om gejstlige forhold. Navnene på de her beskrevne to sysler er begge sådanne ny opståede. ''Kjos’ syssel'', hvis navn naturligvis er taget fra bygden Kjos, nævnes allerede i det 15de årh.<ref>Arnesen, isl. Rættergang s. 477.</ref>; benævnelsen ''Guldbringe syssel'' skal først forekomme fra det følgende århundrede, og navnet skal være taget fra en bakkeskråning på sysselgrænsen<ref>Jon Olavssön fra Grunnavig (om hvem mere senere) nævner lejlighedsvis i et af sine utrykte arbejder (Addit. 8, 4to. s. 2623), at en samtidig af ham, Jon Torkelssön (&~~#134~~; 1759), der havde skrevet et latinsk lovprisningsdigt ''“Chrysoris”'' om Guldbringe syssel, deri havde forsøgt en (uheldig) forklaring af navnet, men at han (J. O.) havde meddelt ham, at han havde fået at vide, at der på grænsen fandtes en blomsterklædt skrænt, som kaldtes ''Gullbrínga'', id est pectus aureum. — Jon Torkelssöns digt findes på det kgl. bibliotek (Gl. kgl. Saml. 2874, 4to.), det er ledsaget af forklarende noter, og bagefter følger en gengivelse af en del, af Jon Olavssön mod enkeltheder i digtet gjorte, indvendinger med tilhørende gendrivelse. Det ses heraf, at den omtalte skrænt Guldbringe skal være i nærheden af ''Geitahlíð'' — en omtrent ½ mil lang fjældskråning på sydkysten af Reykjanæshalvøen, på grænsen mellem Gb. og A.; i følge sognebeskrivelsen skal dens skønhed i senere tider meget have tabt sig. — Jon Olavssön mener, at navnet først er opkommet efter reformationen, og at det skyldes de danske, hvem det er forekommet smukt og tillige passende, da dette sted lå på sysselgrænsen. — Vilde man antage, at syslets navn havde sin oprindelse fra “Guldbringerne” i Mossfellssvejt, måtte man antage, at denne bygd først senere var bleven udskilt fra Gb., hvad vel ikke er tilfælde.</ref>.	+	Efter Islands underkastelse under den norske konge ansattes sysselmænd i landet, først kun få, hvis sysler havde meget vekslende størrelse, senere udstykkede lensherrerne efter behag landet i større og mindre sysler, og først sent kom der nogen fasthed i disse forhold, så at syslerne for en stor del kom til at svare til de gamle ting (som disse kendes fra Hákb. og Jónsb.) i hvilket tilfælde navnet oftest blev uforandret, kun med ombytning af »þing« med »sýsla«, eller hvor disse var for vidtløftige, kom til at bestå af en del af disse og da med nyt navn. Dog anvendtes indtil den nyeste tid og anvendes endnu de gamle benævnelser med »þing« for mange syslers vedkommende i skrift og i daglig tale, især, som anført, hvor talen er om gejstlige forhold. Navnene på de her beskrevne to sysler er begge sådanne ny opståede. ''Kjos’ syssel'', hvis navn naturligvis er taget fra bygden Kjos, nævnes allerede i det 15de årh.<ref>Arnesen, isl. Rættergang s. 477.</ref>; benævnelsen ''Guldbringe syssel'' skal først forekomme fra det følgende århundrede, og navnet skal være taget fra en bakkeskråning på sysselgrænsen<ref>Jon Olavssön fra Grunnavig (om hvem mere senere) nævner lejlighedsvis i et af sine utrykte arbejder (Addit. 8, 4to. s. 2623), at en samtidig af ham, Jon Torkelssön (&dagger; 1759), der havde skrevet et latinsk lovprisningsdigt ''“Chrysoris”'' om Guldbringe syssel, deri havde forsøgt en (uheldig) forklaring af navnet, men at han (J. O.) havde meddelt ham, at han havde fået at vide, at der på grænsen fandtes en blomsterklædt skrænt, som kaldtes ''Gullbrínga'', id est pectus aureum. — Jon Torkelssöns digt findes på det kgl. bibliotek (Gl. kgl. Saml. 2874, 4to.), det er ledsaget af forklarende noter, og bagefter følger en gengivelse af en del, af Jon Olavssön mod enkeltheder i digtet gjorte, indvendinger med tilhørende gendrivelse. Det ses heraf, at den omtalte skrænt Guldbringe skal være i nærheden af ''Geitahlíð'' — en omtrent ½ mil lang fjældskråning på sydkysten af Reykjanæshalvøen, på grænsen mellem Gb. og A.; i følge sognebeskrivelsen skal dens skønhed i senere tider meget have tabt sig. — Jon Olavssön mener, at navnet først er opkommet efter reformationen, og at det skyldes de danske, hvem det er forekommet smukt og tillige passende, da dette sted lå på sysselgrænsen. — Vilde man antage, at syslets navn havde sin oprindelse fra “Guldbringerne” i Mossfellssvejt, måtte man antage, at denne bygd først senere var bleven udskilt fra Gb., hvad vel ikke er tilfælde.</ref>.

@@ Linje 158: / Linje 158: @@
 <br><br>
 <center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>
 ----
@@ Linje 165: / Linje 170: @@
 <references/>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. feb. 2014 kl. 17:18
Linje 165:		Linje 165:
	<references/>		<references/>

		+
		+
		+	Se '''[[Tillæg og rettelser (K.Kålund)\|Tillæg og rettelser]]'''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. feb. 2014 kl. 21:55
Linje 26:		Linje 26:


−	[[Fil:WGC.275.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Hvalfjörður - Hvalfjorden''' - (''W.G. Collingwood,'' ~~1896~~)</center>]]Fra Ellidaåerne fører den almindelige vej nord på over Lerevågene; man passerer da tæt forbi den i Kjln. nævnte gård '''Korpulvsstad''' (''Korpúlfsstaðir''), der ligger sydøst for gården Guvenæs ved roden af næsset, tæt ved den vest fra kommende ''Korpulvsstadå'' (Korpúlfsstaðaá) <ref>Utvivlsomt Ldn.’s '''Ulfarsá''' (se Safn til sögu Islands II, 352), der synes at have dannet nordgrænsen for Ingolvs landnam i snævrere forstand, ligesom Hraunsholtslæk (Gb.) var den tilsvarende sydgrænse. — Ulvarså: Ldn. s. 40.</ref>, hvor denne drejer mod nord. Inde i dalen, hvorfra denne å kommer, ligger blandt flere gårde '''Tormodsdal''' (''Þormóðsdalr''), der ligeledes nævnes i samme saga. Lidt nordligere end Korpulvsstad skyder en smuk såkaldet hammer, et langagtigt foroven fladt, ved den forreste ende stejlt affaldende fjæld, sig frem. Dette (''Lágafellshamar'' — Lågafellshammer — Lavfjældshammer) vender sin smukt buede trapformede forside ud mod sletten og søen; bag ved det i øst og nordøst hæver sig en gruppe af små fjælde og højder<ref>''Lágafell'' med ''Úlmanns-''(ɔ: ''Úlfars-)fell, Helgafell, Reykjafell'' med højden ''Reykjaborg, Grímmanns-'' (ɔ:'' Grímars-)fell.''</ref>, der omslutte og begrænse forskellige dalstrøg. Det ejendommeligste af disse fjælde er ''Helgafell'', et fritliggende lille fjæld, der i sin form noget minder om den yngre jærnalders skålformede spænder ved sin lågformig-hvælvede med mange småbuler og knuder besatte overflade; gennemgående synes det i det hele for de ikke få fjælde på Island, der, som dette, ved deres navn betegnes som »hellige«, at de både ved deres form og deres isolerede beliggenhed har noget opmærksomhed vækkende ved sig. Blandt småbygderne her er navnlig det lille ''Reykjahverve'' sydøst for Helgafell af nogen interesse på grund af sine ''varme kilder''; allerede i længere afstand ser man talrige røgskyer hæve sig i vejret. Det hede vand vælder dels op af en forbiløbende bæk, dels får denne tilløb fra en mængde små grøfter, hvoraf hver begynder med en varm kilde, eller rettere sagt, ved hvis begyndelse det varme vand siver frem af jorden. Varmen er her taget i landbrugets tjæneste, langs bækken er kartoffelhaver anlagte, der lykkes udmærket <ref>Her synes i ældre tid at have fundet en ikke ubetydelig ''korndyrkning'' sted; således siges i en måldage for den daværende ''Reykja kirke'' (fra slutn. af 12te årh., Dipl. isl. I, 268), at bonden på Reykir kunde betale præsten hans halve løn i mel; kirken ejede da et temlig betydeligt areal agerland (nitian mæla acrlond i gorþom ut), hvoraf halvdelen skulde afleveres tilsåt.</ref>.	+	[[Fil:WGC.275.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Hvalfjörður - Hvalfjorden''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Fra Ellidaåerne fører den almindelige vej nord på over Lerevågene; man passerer da tæt forbi den i Kjln. nævnte gård '''Korpulvsstad''' (''Korpúlfsstaðir''), der ligger sydøst for gården Guvenæs ved roden af næsset, tæt ved den vest fra kommende ''Korpulvsstadå'' (Korpúlfsstaðaá) <ref>Utvivlsomt Ldn.’s '''Ulfarsá''' (se Safn til sögu Islands II, 352), der synes at have dannet nordgrænsen for Ingolvs landnam i snævrere forstand, ligesom Hraunsholtslæk (Gb.) var den tilsvarende sydgrænse. — Ulvarså: Ldn. s. 40.</ref>, hvor denne drejer mod nord. Inde i dalen, hvorfra denne å kommer, ligger blandt flere gårde '''Tormodsdal''' (''Þormóðsdalr''), der ligeledes nævnes i samme saga. Lidt nordligere end Korpulvsstad skyder en smuk såkaldet hammer, et langagtigt foroven fladt, ved den forreste ende stejlt affaldende fjæld, sig frem. Dette (''Lágafellshamar'' — Lågafellshammer — Lavfjældshammer) vender sin smukt buede trapformede forside ud mod sletten og søen; bag ved det i øst og nordøst hæver sig en gruppe af små fjælde og højder<ref>''Lágafell'' med ''Úlmanns-''(ɔ: ''Úlfars-)fell, Helgafell, Reykjafell'' med højden ''Reykjaborg, Grímmanns-'' (ɔ:'' Grímars-)fell.''</ref>, der omslutte og begrænse forskellige dalstrøg. Det ejendommeligste af disse fjælde er ''Helgafell'', et fritliggende lille fjæld, der i sin form noget minder om den yngre jærnalders skålformede spænder ved sin lågformig-hvælvede med mange småbuler og knuder besatte overflade; gennemgående synes det i det hele for de ikke få fjælde på Island, der, som dette, ved deres navn betegnes som »hellige«, at de både ved deres form og deres isolerede beliggenhed har noget opmærksomhed vækkende ved sig. Blandt småbygderne her er navnlig det lille ''Reykjahverve'' sydøst for Helgafell af nogen interesse på grund af sine ''varme kilder''; allerede i længere afstand ser man talrige røgskyer hæve sig i vejret. Det hede vand vælder dels op af en forbiløbende bæk, dels får denne tilløb fra en mængde små grøfter, hvoraf hver begynder med en varm kilde, eller rettere sagt, ved hvis begyndelse det varme vand siver frem af jorden. Varmen er her taget i landbrugets tjæneste, langs bækken er kartoffelhaver anlagte, der lykkes udmærket <ref>Her synes i ældre tid at have fundet en ikke ubetydelig ''korndyrkning'' sted; således siges i en måldage for den daværende ''Reykja kirke'' (fra slutn. af 12te årh., Dipl. isl. I, 268), at bonden på Reykir kunde betale præsten hans halve løn i mel; kirken ejede da et temlig betydeligt areal agerland (nitian mæla acrlond i gorþom ut), hvoraf halvdelen skulde afleveres tilsåt.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. aug. 2013 kl. 14:45
Linje 16:		Linje 16:


−	<big><big>'''Kjos syssel'''</big><br>Kjósar sýsla</big><br><small>[Indbyggerantal c. 1300]</small>	+	<big><big>'''Kjos syssel'''</big><br>Kjósar sýsla</big><br><small>[Indbyggerantal c. 1300]</small></center>
		+


−	~~<br>'''<FONT COLOR=red>Siden er under opbygning. Teksten er ufuldstændig!</FONT COLOR=red>'''</center>~~

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. aug. 2013 kl. 14:42
Linje 117:		Linje 117:


−	Lidt ovenfor Hrisakot ligger den sædvanlige vej mellem Brynjedal og den nordfor liggende ''Botnsdal''; den er ret god, da Mulefjæld her ikke længere er stejlt affaldende, men går over i en lavere, hvælvet, til dels græsgrot hals. Ved Holmsmændenes første mislykkede forsøg på at røve kvæg fra Torbjörg lader de Tord Kat sidde på halsen og holde vagt, men han overraskes og dræbes, og er ifølge sagaen (HGrk. s. 76) begravet i den nederste del af '''Kattarhøvde''' (''Kattarhöfdi''). MuleJfjæld løber som omtalt ud mod jorden med en lodret affaldende mule (ɔ: afrundet pynt, egl: snude), under hvilken man må passere ad en snæver sti i den stejle skrænt; straks efter at man er kommen forbi mulen, ses en grønklædt lille klippe skyde sig freem mod Botnsvåg, Hvalfjordens inderste vig. Dette er Kattarhøvde. Inden for høvden et et godt landingssted, og her antager man, at Holmsmændene har landet på deres gentagne røvertog mod Hrisar; kort efter fornyede de nemlig toget og med mere held. De drev en mængde får ned til båden, slagtede disse og indskibede dem (HGrk. s. 77). Fårene kan de enten have drevet fra Brynjedalen over et skard i fjældet, ''Lambaskarð'', hvor man til nød kan passere gående, eller snarere ad den almindelige vej inden for Hrisakot ned i Botnsdal og så langs dennes sydside, hvor der ingen gårde ligger. Noget inden for Kattarhøvde omtrent ud for midten af ''Botnsvåg'', hvor grænseskellet er mellem Brynjedalens og Botnsdalens jorder, ligger ''Kötlugröf'' (Katlagrov), en græsgrot dalstrækning eller fordybning, oven for hvilken netop Lambaskard udmunder. Her er i følge sagnet stedet for den sidste kamp mellem de to troldkyndige kvinder Torbjörg Katla og Torgrima smedkone, om hvilke sagaen fortæller (s. 115), at de fandtes begge døde i Mulefjæld, aldeles sønderrevne; ved deres dysser antoges der at spøge, og man antog, at de havde dræbt hinanden indbyrdes.	+	[[Fil:AM.059.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Kløft i bjerget Hengill''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Lidt ovenfor Hrisakot ligger den sædvanlige vej mellem Brynjedal og den nordfor liggende ''Botnsdal''; den er ret god, da Mulefjæld her ikke længere er stejlt affaldende, men går over i en lavere, hvælvet, til dels græsgrot hals. Ved Holmsmændenes første mislykkede forsøg på at røve kvæg fra Torbjörg lader de Tord Kat sidde på halsen og holde vagt, men han overraskes og dræbes, og er ifølge sagaen (HGrk. s. 76) begravet i den nederste del af '''Kattarhøvde''' (''Kattarhöfdi''). MuleJfjæld løber som omtalt ud mod jorden med en lodret affaldende mule (ɔ: afrundet pynt, egl: snude), under hvilken man må passere ad en snæver sti i den stejle skrænt; straks efter at man er kommen forbi mulen, ses en grønklædt lille klippe skyde sig freem mod Botnsvåg, Hvalfjordens inderste vig. Dette er Kattarhøvde. Inden for høvden et et godt landingssted, og her antager man, at Holmsmændene har landet på deres gentagne røvertog mod Hrisar; kort efter fornyede de nemlig toget og med mere held. De drev en mængde får ned til båden, slagtede disse og indskibede dem (HGrk. s. 77). Fårene kan de enten have drevet fra Brynjedalen over et skard i fjældet, ''Lambaskarð'', hvor man til nød kan passere gående, eller snarere ad den almindelige vej inden for Hrisakot ned i Botnsdal og så langs dennes sydside, hvor der ingen gårde ligger. Noget inden for Kattarhøvde omtrent ud for midten af ''Botnsvåg'', hvor grænseskellet er mellem Brynjedalens og Botnsdalens jorder, ligger ''Kötlugröf'' (Katlagrov), en græsgrot dalstrækning eller fordybning, oven for hvilken netop Lambaskard udmunder. Her er i følge sagnet stedet for den sidste kamp mellem de to troldkyndige kvinder Torbjörg Katla og Torgrima smedkone, om hvilke sagaen fortæller (s. 115), at de fandtes begge døde i Mulefjæld, aldeles sønderrevne; ved deres dysser antoges der at spøge, og man antog, at de havde dræbt hinanden indbyrdes.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. aug. 2013 kl. 14:39
Linje 84:		Linje 84:


−	Sagaens helt Bue var en søn af denne Andrid, men opfostredes dog hos ''Esja'' på Esjeberg. Efter at han på Torgrim godes søn Torstens foranstaltning var bleven dømt fredløs, er det, at Bue engang på vejen langs søen fra Brautarholt til Esjeberg angribes af Torsten »på den høj, der hedder '''Kleberg'''« (''Kléberg'', Kjln. s. 407); dette er en lille pynt, hverken lang eller synderlig høj, der strækker sig frem i søen kort fra Hov, omtrent hvor det flade land mellem Esja og fjorden begynder at udvide sig; den nærmere beskrivelse i sagaen: den lille bæk, der løber forbi, de nærmeste omgivelser flade — passer aldeles til forholdene, som de nu er. Senere, under et besøg på Brautarholt, er det, at Bue en morgen, da han går »øst på holtet« , ser Torsten begive sig fra gården Hov til gudehuset; han opsøger og dræber ham, brænder hovet og tillyser på hjemvejen drabet på gården '''Holar''' (í Hólum, Kjln. s. 409—11); det er gården ''Sjåvarholar'' (Sjáfarhólar) der ligger omtrent midtvejs mellem Hov og Esjeberg.	+	[[Fil:AM.058.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Miðdalur í Mosfellssveit''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Sagaens helt Bue var en søn af denne Andrid, men opfostredes dog hos ''Esja'' på Esjeberg. Efter at han på Torgrim godes søn Torstens foranstaltning var bleven dømt fredløs, er det, at Bue engang på vejen langs søen fra Brautarholt til Esjeberg angribes af Torsten »på den høj, der hedder '''Kleberg'''« (''Kléberg'', Kjln. s. 407); dette er en lille pynt, hverken lang eller synderlig høj, der strækker sig frem i søen kort fra Hov, omtrent hvor det flade land mellem Esja og fjorden begynder at udvide sig; den nærmere beskrivelse i sagaen: den lille bæk, der løber forbi, de nærmeste omgivelser flade — passer aldeles til forholdene, som de nu er. Senere, under et besøg på Brautarholt, er det, at Bue en morgen, da han går »øst på holtet« , ser Torsten begive sig fra gården Hov til gudehuset; han opsøger og dræber ham, brænder hovet og tillyser på hjemvejen drabet på gården '''Holar''' (í Hólum, Kjln. s. 409—11); det er gården ''Sjåvarholar'' (Sjáfarhólar) der ligger omtrent midtvejs mellem Hov og Esjeberg.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. aug. 2013 kl. 14:37
Linje 53:		Linje 53:


−	De tidligere nævnte to åer løber hver for sig nær fjældlierne, så at så godt som hele dalfladen ligger imellem dem, dog ligger mellem de tre tit nævnte gårde og åen Koldekvisl en smal og meget sumpig mosestrækning; her er mange pytter og moradshuller, hvoraf nogle ikke ses fra gårdene, og her må vel de i sagaen omtalte store og dybe moradser have været. Syd for Koldekvisl, der er den største af åerne — den anden, Varmå, løber umiddelbart forbi de varme kilder — , i dalsletten omtrent 1000 alen fra kilderne findes store rundagtige vandpytter med blød bund, det er måske sagaens store jordhuller (eller grave) syd for åen. Holtet øst for tungærdet, hvor Egil sås vanke om, må snarest være strækningen mellem Kyrgil og Mosfell, men den største del af denne strækning kan rigtignok ikke overses fra Hrisbru, og strækningen mellem Hrisbru og Mosfell kan en sådan benævnelse ikke vel tilkomme.	+	[[Fil:AM.057.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Udsigt over Mosfellsheiði''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]De tidligere nævnte to åer løber hver for sig nær fjældlierne, så at så godt som hele dalfladen ligger imellem dem, dog ligger mellem de tre tit nævnte gårde og åen Koldekvisl en smal og meget sumpig mosestrækning; her er mange pytter og moradshuller, hvoraf nogle ikke ses fra gårdene, og her må vel de i sagaen omtalte store og dybe moradser have været. Syd for Koldekvisl, der er den største af åerne — den anden, Varmå, løber umiddelbart forbi de varme kilder — , i dalsletten omtrent 1000 alen fra kilderne findes store rundagtige vandpytter med blød bund, det er måske sagaens store jordhuller (eller grave) syd for åen. Holtet øst for tungærdet, hvor Egil sås vanke om, må snarest være strækningen mellem Kyrgil og Mosfell, men den største del af denne strækning kan rigtignok ikke overses fra Hrisbru, og strækningen mellem Hrisbru og Mosfell kan en sådan benævnelse ikke vel tilkomme.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. aug. 2013 kl. 14:34
Linje 26:		Linje 26:


−	Fra Ellidaåerne fører den almindelige vej nord på over Lerevågene; man passerer da tæt forbi den i Kjln. nævnte gård '''Korpulvsstad''' (''Korpúlfsstaðir''), der ligger sydøst for gården Guvenæs ved roden af næsset, tæt ved den vest fra kommende ''Korpulvsstadå'' (Korpúlfsstaðaá) <ref>Utvivlsomt Ldn.’s '''Ulfarsá''' (se Safn til sögu Islands II, 352), der synes at have dannet nordgrænsen for Ingolvs landnam i snævrere forstand, ligesom Hraunsholtslæk (Gb.) var den tilsvarende sydgrænse. — Ulvarså: Ldn. s. 40.</ref>, hvor denne drejer mod nord. Inde i dalen, hvorfra denne å kommer, ligger blandt flere gårde '''Tormodsdal''' (''Þormóðsdalr''), der ligeledes nævnes i samme saga. Lidt nordligere end Korpulvsstad skyder en smuk såkaldet hammer, et langagtigt foroven fladt, ved den forreste ende stejlt affaldende fjæld, sig frem. Dette (''Lágafellshamar'' — Lågafellshammer — Lavfjældshammer) vender sin smukt buede trapformede forside ud mod sletten og søen; bag ved det i øst og nordøst hæver sig en gruppe af små fjælde og højder<ref>''Lágafell'' med ''Úlmanns-''(ɔ: ''Úlfars-)fell, Helgafell, Reykjafell'' med højden ''Reykjaborg, Grímmanns-'' (ɔ:'' Grímars-)fell.''</ref>, der omslutte og begrænse forskellige dalstrøg. Det ejendommeligste af disse fjælde er ''Helgafell'', et fritliggende lille fjæld, der i sin form noget minder om den yngre jærnalders skålformede spænder ved sin lågformig-hvælvede med mange småbuler og knuder besatte overflade; gennemgående synes det i det hele for de ikke få fjælde på Island, der, som dette, ved deres navn betegnes som »hellige«, at de både ved deres form og deres isolerede beliggenhed har noget opmærksomhed vækkende ved sig. Blandt småbygderne her er navnlig det lille ''Reykjahverve'' sydøst for Helgafell af nogen interesse på grund af sine ''varme kilder''; allerede i længere afstand ser man talrige røgskyer hæve sig i vejret. Det hede vand vælder dels op af en forbiløbende bæk, dels får denne tilløb fra en mængde små grøfter, hvoraf hver begynder med en varm kilde, eller rettere sagt, ved hvis begyndelse det varme vand siver frem af jorden. Varmen er her taget i landbrugets tjæneste, langs bækken er kartoffelhaver anlagte, der lykkes udmærket <ref>Her synes i ældre tid at have fundet en ikke ubetydelig ''korndyrkning'' sted; således siges i en måldage for den daværende ''Reykja kirke'' (fra slutn. af 12te årh., Dipl. isl. I, 268), at bonden på Reykir kunde betale præsten hans halve løn i mel; kirken ejede da et temlig betydeligt areal agerland (nitian mæla acrlond i gorþom ut), hvoraf halvdelen skulde afleveres tilsåt.</ref>.	+	[[Fil:WGC.275.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Hvalfjörður - Hvalfjorden''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]Fra Ellidaåerne fører den almindelige vej nord på over Lerevågene; man passerer da tæt forbi den i Kjln. nævnte gård '''Korpulvsstad''' (''Korpúlfsstaðir''), der ligger sydøst for gården Guvenæs ved roden af næsset, tæt ved den vest fra kommende ''Korpulvsstadå'' (Korpúlfsstaðaá) <ref>Utvivlsomt Ldn.’s '''Ulfarsá''' (se Safn til sögu Islands II, 352), der synes at have dannet nordgrænsen for Ingolvs landnam i snævrere forstand, ligesom Hraunsholtslæk (Gb.) var den tilsvarende sydgrænse. — Ulvarså: Ldn. s. 40.</ref>, hvor denne drejer mod nord. Inde i dalen, hvorfra denne å kommer, ligger blandt flere gårde '''Tormodsdal''' (''Þormóðsdalr''), der ligeledes nævnes i samme saga. Lidt nordligere end Korpulvsstad skyder en smuk såkaldet hammer, et langagtigt foroven fladt, ved den forreste ende stejlt affaldende fjæld, sig frem. Dette (''Lágafellshamar'' — Lågafellshammer — Lavfjældshammer) vender sin smukt buede trapformede forside ud mod sletten og søen; bag ved det i øst og nordøst hæver sig en gruppe af små fjælde og højder<ref>''Lágafell'' med ''Úlmanns-''(ɔ: ''Úlfars-)fell, Helgafell, Reykjafell'' med højden ''Reykjaborg, Grímmanns-'' (ɔ:'' Grímars-)fell.''</ref>, der omslutte og begrænse forskellige dalstrøg. Det ejendommeligste af disse fjælde er ''Helgafell'', et fritliggende lille fjæld, der i sin form noget minder om den yngre jærnalders skålformede spænder ved sin lågformig-hvælvede med mange småbuler og knuder besatte overflade; gennemgående synes det i det hele for de ikke få fjælde på Island, der, som dette, ved deres navn betegnes som »hellige«, at de både ved deres form og deres isolerede beliggenhed har noget opmærksomhed vækkende ved sig. Blandt småbygderne her er navnlig det lille ''Reykjahverve'' sydøst for Helgafell af nogen interesse på grund af sine ''varme kilder''; allerede i længere afstand ser man talrige røgskyer hæve sig i vejret. Det hede vand vælder dels op af en forbiløbende bæk, dels får denne tilløb fra en mængde små grøfter, hvoraf hver begynder med en varm kilde, eller rettere sagt, ved hvis begyndelse det varme vand siver frem af jorden. Varmen er her taget i landbrugets tjæneste, langs bækken er kartoffelhaver anlagte, der lykkes udmærket <ref>Her synes i ældre tid at have fundet en ikke ubetydelig ''korndyrkning'' sted; således siges i en måldage for den daværende ''Reykja kirke'' (fra slutn. af 12te årh., Dipl. isl. I, 268), at bonden på Reykir kunde betale præsten hans halve løn i mel; kirken ejede da et temlig betydeligt areal agerland (nitian mæla acrlond i gorþom ut), hvoraf halvdelen skulde afleveres tilsåt.</ref>.