Knytlingernes saga - Revisjonshistorikk

Jesper: Tilføjet fodnote

2020-11-12T16:19:30Z

Tilføjet fodnote

Jesper på 15. feb. 2020 kl. 20:30

2020-02-15T20:30:14Z

Jesper på 10. jul. 2017 kl. 17:09

2017-07-10T17:09:08Z

Jesper på 10. jul. 2017 kl. 14:47

2017-07-10T14:47:02Z

Jesper på 17. okt. 2016 kl. 16:33

2016-10-17T16:33:47Z

JJ.Sandal på 15. jul. 2016 kl. 14:43

2016-07-15T14:43:45Z

Jesper: Mange tak til Carsten!

2016-02-20T10:15:21Z

Mange tak til Carsten!

Vis endringer

Jesper på 19. feb. 2016 kl. 15:13

2016-02-19T15:13:42Z

Jesper: Kap. 130 og slut

2016-02-19T14:49:57Z

Kap. 130 og slut

Jesper: Kap. 128-129

2016-02-18T20:57:27Z

Kap. 128-129

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. nov. 2020 kl. 16:19
Linje 77:		Linje 77:

	[[Fil:Edmund den Hellige dræber Svend Tveskæg.jpg\|thumb\|right\|400 px\|<center>'''Edmund den Hellige dræber Svend Tveskæg'''<br>(Fra håndskriftet ''Life of St Edward the Confessor,'' ca. 1250)</center>]]		[[Fil:Edmund den Hellige dræber Svend Tveskæg.jpg\|thumb\|right\|400 px\|<center>'''Edmund den Hellige dræber Svend Tveskæg'''<br>(Fra håndskriftet ''Life of St Edward the Confessor,'' ca. 1250)</center>]]
−	'''6.''' Kong Svend var en stor kriger og den mægtigste konge; han hærgede vidt omkring — både i Østersølandene og sydpå omkring Saxland. Til sidst drog han med sin hær vestpå til England, hvor han hærgede vidt omkring og deltog i mange kampe. Dengang var Adelråd Edgarson konge dér. Han og kong Svend havde mange kampe og skiftedes til at sejre. Kong Svend vandt størstedelen af England; han opholdt sig da mange år i England og hærgede og brændte landet vidt omkring. Man kaldte ham ''Englændernes Fanden''. I denne ufred flygtede kong Adelråd ud af landet fra kong Svend, men kong Svend døde pludseligt i sin seng om natten, og englænderne siger, at Edmund den Hellige skulle have dræbt ham på samme måde, som den hellige Merkurius dræbte Julian Nidding.	+	'''6.''' Kong Svend var en stor kriger og den mægtigste konge; han hærgede vidt omkring — både i Østersølandene og sydpå omkring Saxland. Til sidst drog han med sin hær vestpå til England, hvor han hærgede vidt omkring og deltog i mange kampe. Dengang var Adelråd Edgarson konge dér. Han og kong Svend havde mange kampe og skiftedes til at sejre. Kong Svend vandt størstedelen af England; han opholdt sig da mange år i England og hærgede og brændte landet vidt omkring. Man kaldte ham ''Englændernes Fanden''. I denne ufred flygtede kong Adelråd ud af landet fra kong Svend, men kong Svend døde pludseligt i sin seng om natten, og englænderne siger, at Edmund den Hellige skulle have dræbt ham på samme måde, som den hellige Merkurius dræbte Julian Nidding.<ref>Se [[Om biskop Basilius og kejser Julians død]]</ref>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. feb. 2020 kl. 20:30
Linje 1 461:		Linje 1 461:
	[[Kategori:Kongesagaer]]		[[Kategori:Kongesagaer]]
	[[Kategori:Jesper Lauridsen]]		[[Kategori:Jesper Lauridsen]]
		+	[[Kategori:Danmarks historie]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. jul. 2017 kl. 17:09
Linje 1 033:		Linje 1 033:
	Kong Erik drog af sted, til han kom til Miklagård. Alexis var på denne tid grækernes konge; han tog hæderfuldt imod kong Erik og holdt et pragtfuldt gilde for ham. Det fortælles, at Alexis Grækerkonge bad kong Erik vælge, hvorvidt han ville have en halv læst guld af ham, eller om han skulle lade den leg afholde for ham, som grækerne kalder padreimsleg, og som kongen plejede at lade afholde i Padreim på det sted, som kaldes sådan. Og alle sagde, at legen ikke kostede kongen mindre end det guld, han tilbød kong Erik. Da kong Erik havde mange udgifter til underhold af sit store følge, hvilket tærede meget på hans rede midler, og da der endnu ventede en lang rejse, valgte han hellere at tage guldet. Den samme Alexis Grækerkonge tilbød siden den norske kong Sigurd Jorsalfarer de samme vilkår, og fordi kong Sigurd da var på vej hjem og havde afholdt de fleste af sine rejseudgifter, valgte han legen. Folk er ikke enige om, hvorvidt dette valg anstod sig mere for en høvding. Alexis Grækerkonge gav kong Erik sin klædedragt, og den var meget værdifuld, og han gav ham 14 hærskibe, og desuden gav han ham mange andre gaver, som var en stormand værdig.		Kong Erik drog af sted, til han kom til Miklagård. Alexis var på denne tid grækernes konge; han tog hæderfuldt imod kong Erik og holdt et pragtfuldt gilde for ham. Det fortælles, at Alexis Grækerkonge bad kong Erik vælge, hvorvidt han ville have en halv læst guld af ham, eller om han skulle lade den leg afholde for ham, som grækerne kalder padreimsleg, og som kongen plejede at lade afholde i Padreim på det sted, som kaldes sådan. Og alle sagde, at legen ikke kostede kongen mindre end det guld, han tilbød kong Erik. Da kong Erik havde mange udgifter til underhold af sit store følge, hvilket tærede meget på hans rede midler, og da der endnu ventede en lang rejse, valgte han hellere at tage guldet. Den samme Alexis Grækerkonge tilbød siden den norske kong Sigurd Jorsalfarer de samme vilkår, og fordi kong Sigurd da var på vej hjem og havde afholdt de fleste af sine rejseudgifter, valgte han legen. Folk er ikke enige om, hvorvidt dette valg anstod sig mere for en høvding. Alexis Grækerkonge gav kong Erik sin klædedragt, og den var meget værdifuld, og han gav ham 14 hærskibe, og desuden gav han ham mange andre gaver, som var en stormand værdig.

−	Kong Alexis hjalp kong Erik med alt, hvad denne havde brug for til at sejle ud fra hans rige, og kong Alexis og kong Erik skiltes i fortrolighed og venskab. Kong Erik sejlede fra Miklagård med en stor flåde og agtede at tage derfra til Jorsalaland, men da han kom til den ø i Grækenlandshavet, som ~~nordmænd~~ kalder Kipr, ramtes han dér af den sygdom, som førte til hans død. Han døde i den borg, der hedder Basta, og det afstedkom stor sorg blandt hans folk og viden om, hvor man erfarede, hvad der var sket. Således siger Markus:	+	Kong Alexis hjalp kong Erik med alt, hvad denne havde brug for til at sejle ud fra hans rige, og kong Alexis og kong Erik skiltes i fortrolighed og venskab. Kong Erik sejlede fra Miklagård med en stor flåde og agtede at tage derfra til Jorsalaland, men da han kom til den ø i Grækenlandshavet, som nordboer kalder Kipr, ramtes han dér af den sygdom, som førte til hans død. Han døde i den borg, der hedder Basta, og det afstedkom stor sorg blandt hans folk og viden om, hvor man erfarede, hvad der var sket. Således siger Markus:

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. jul. 2017 kl. 14:47
Linje 794:		Linje 794:
	'''57.''' Herefter gik bønderne til angreb på kirken, men kongsmændene forsvarede sig så mandigt, at der længe den dag ikke skete mandefald blandt kongsmændene, mens mange af bønderne faldt; disse deltog i angrebet på skift, når de var blevet udhvilede og friske, for der var svært mange af dem. Bønderne brugte disse slagord, når de søgte frem i kampen: »Nu skal du få for koen — kong Knud!« — »Nu skal du få for tyren!« — »Nu skal du få for hesten!« Men det trak ud med deres angreb på kirken, og da sagde jarl Asbjørn: »Det er yderst skammeligt, som der angribes her i dag, hvor der kun er få mænd til at forsvare. Og vi har mistet mange folk, men de ingen. De her mænd er ynkelige og rådvilde, og det forekommer sandsynligt, at de må give op inden længe. Men lad nu folk gå rundt om kirken,« sagde jarlen, »— og brække glasruderne ud, og skyd så ind på dem dér og kast med sten.«		'''57.''' Herefter gik bønderne til angreb på kirken, men kongsmændene forsvarede sig så mandigt, at der længe den dag ikke skete mandefald blandt kongsmændene, mens mange af bønderne faldt; disse deltog i angrebet på skift, når de var blevet udhvilede og friske, for der var svært mange af dem. Bønderne brugte disse slagord, når de søgte frem i kampen: »Nu skal du få for koen — kong Knud!« — »Nu skal du få for tyren!« — »Nu skal du få for hesten!« Men det trak ud med deres angreb på kirken, og da sagde jarl Asbjørn: »Det er yderst skammeligt, som der angribes her i dag, hvor der kun er få mænd til at forsvare. Og vi har mistet mange folk, men de ingen. De her mænd er ynkelige og rådvilde, og det forekommer sandsynligt, at de må give op inden længe. Men lad nu folk gå rundt om kirken,« sagde jarlen, »— og brække glasruderne ud, og skyd så ind på dem dér og kast med sten.«

−	Dette blev derpå udført, og det var let gjort. Så blev der kastet sten og skudt ind på dem, og da blev folk sårede, og nogle blev skamslået af stenene, mens andre blev slået helt ihjel. Benedikt og de andre indså da, at dette ikke kunne gå, og han sagde da, at de skulle søge ind i koret og forsvare sig derfra, så længe det blev dem forundt. Og det gjorde de. Bønderne fulgte da efter dem ind i kirken, men Benedikt og de andre forsvarede nu døren til koret. Nogle af bønderne angreb kirken udefra, som det tidligere blev berettet, og nogle af kongsmændene fik til opgave at tage sig af dem. Nu begyndte kampen for anden gang, og den var meget hårdere end det første stormløb. Nu tog mandefaldet til blandt kongsmændene, men der faldt dog mange flere bønder, og ~~man fortæller~~, at blodet stod ~~op til folks ankler~~ inde i kirken. Hele tiden gik jarl Asbjørn med et stort følge rundt om kirken og opildnede flokken og fortalte, hvor man skulle angribe, og han sagde, at det var dem til stor skam, at så få mænd kunne holde stand imod dem så længe. Så tiltog angrebet på ny. Benedikt — kongens bror — stod midt i døren til koret og forsvarede sig mandigt. Han både stak og huggede og blev årsag til manges død, og han bad de andre gå hårdt til gudsniddingerne, og det gjorde alle hans mænd, og de ønskede, at det aldrig måtte gå den mand godt, som viste sig skånsom mod bønderne. Da kampen var på sit højeste, blev kong Knud ramt af en sten, som kom ind gennem et vindue; den traf ham på øjenbrynet, og det blødte meget. Han tog et fad, som han anbragte i sit skød, for at det ikke skulle bløde på tøjet, og han sang fra salmebogen som før. Nu blev kampen meget voldsom, og mange af kongsmændene faldt, men vandt sig et godt ry. Men endnu var alle kongens høvdinge uskadte.	+	Dette blev derpå udført, og det var let gjort. Så blev der kastet sten og skudt ind på dem, og da blev folk sårede, og nogle blev skamslået af stenene, mens andre blev slået helt ihjel. Benedikt og de andre indså da, at dette ikke kunne gå, og han sagde da, at de skulle søge ind i koret og forsvare sig derfra, så længe det blev dem forundt. Og det gjorde de. Bønderne fulgte da efter dem ind i kirken, men Benedikt og de andre forsvarede nu døren til koret. Nogle af bønderne angreb kirken udefra, som det tidligere blev berettet, og nogle af kongsmændene fik til opgave at tage sig af dem. Nu begyndte kampen for anden gang, og den var meget hårdere end det første stormløb. Nu tog mandefaldet til blandt kongsmændene, men der faldt dog mange flere bønder, og det siges, at blodet stod ankelhøjt inde i kirken. Hele tiden gik jarl Asbjørn med et stort følge rundt om kirken og opildnede flokken og fortalte, hvor man skulle angribe, og han sagde, at det var dem til stor skam, at så få mænd kunne holde stand imod dem så længe. Så tiltog angrebet på ny. Benedikt — kongens bror — stod midt i døren til koret og forsvarede sig mandigt. Han både stak og huggede og blev årsag til manges død, og han bad de andre gå hårdt til gudsniddingerne, og det gjorde alle hans mænd, og de ønskede, at det aldrig måtte gå den mand godt, som viste sig skånsom mod bønderne. Da kampen var på sit højeste, blev kong Knud ramt af en sten, som kom ind gennem et vindue; den traf ham på øjenbrynet, og det blødte meget. Han tog et fad, som han anbragte i sit skød, for at det ikke skulle bløde på tøjet, og han sang fra salmebogen som før. Nu blev kampen meget voldsom, og mange af kongsmændene faldt, men vandt sig et godt ry. Men endnu var alle kongens høvdinge uskadte.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. okt. 2016 kl. 16:33
Linje 241:		Linje 241:


−	[[Fil:EdmundIronside_Canutethe_Dane1.jpg\|thumb\|center\|700px\|<center>'''Edmund den Stærke møder Knud den Mægtige'''<br>(Fra Matthew Paris: ''Chronica Majora''~~, ca. 1250)~~</center>]]	+	[[Fil:EdmundIronside_Canutethe_Dane1.jpg\|thumb\|center\|700px\|<center>'''Edmund den Stærke møder Knud den Mægtige'''<br>(Fra Matthew Paris: ''Chronica Majora)''</center>]]

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Knytlinga saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Knytlinga Saga (C.C.Rafn)]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Knytlíngasaga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Knytlinga Saga (C.C.Rafn)]] !!  !!
 |-
-! !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Knytlingernes saga]] !!  !!
+! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Knytlinga saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Knytlingernes saga]] !!  !!
 |-
 ! !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Knud Lavards mord]] !!  !!

@@ Linje 792: / Linje 792: @@
 ===Her begynder kampen===
 '''57.''' Herefter gik bønderne til angreb på kirken, men kongsmændene forsvarede sig så mandigt, at der længe den dag ikke skete mandefald blandt kongsmændene, mens mange af bønderne faldt; disse deltog i angrebet på skift, når de var blevet udhvilede og friske, for der var svært mange af dem. Bønderne brugte disse slagord, når de søgte frem i kampen: »Nu skal du få for koen — kong Knud!« — »Nu skal du få for tyren!« — »Nu skal du få for hesten!« Men det trak ud med deres angreb på kirken, og da sagde jarl Asbjørn: »Det er yderst skammeligt, som der angribes her i dag, hvor der kun er få mænd til at forsvare. Og vi har mistet mange folk, men de ingen. De her mænd er ynkelige og rådvilde, og det forekommer sandsynligt, at de må give op inden længe. Men lad nu folk gå rundt om kirken,« sagde jarlen, »— og brække glasruderne ud, og skyd så ind på dem dér og kast med sten.«
@@ Linje 800: / Linje 799: @@
 ===Kong Knuds fald===
 '''58.''' Nu blev der et ophold i kampen, og bønderne indstillede angrebet. Da tog også kongsmændene et hvil. Benedikt stod i døren til koret og støttede sig til sit skjold; han var da endnu ikke såret, men umådeligt udmattet af kampen, for alle siger samstemmende, at aldrig har så få mænd forsvaret sig så dygtigt som disse mod en sådan overmagt, men ingen er dog mere navnkundig end ham.

@@ Linje 29: / Linje 29: @@
 <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er'' [[Knytlinga saga]] ''udgivet af Carl af Petersens og Emil Olson, København 1919-25''&nbsp;<ref>Kapiteloverskrifterne er tilføjet af oversætteren fsva. kapitlerne 50, 89, 103-106, 115, 117-120 og 122.</ref></center>
 ----
@@ Linje 1 440: / Linje 1 437: @@
 Da det blev forår, udbød kong Knud leding i Danmark; da var ærkebiskop Absalon og biskop Asbjørn og mange andre stormænd igen med i flokken. De havde en stor hær og drog til Valagust og brændte på begge sider af floden og kom således frem til Stenborg og afsved hele landet. Burislav slap med nød og næppe væk; han kastede sig af hestens ryg og ind over et gærde og kom dermed ind i borgen. Så kom kong Knud og ærkebiskop Absalon ridende til, og da gjorde Burislav tegn til dem og bad om fred og lov til at tale med dem, men de bad ham sende folk til dem med de sager, som han ønskede at forelægge dem. Og da hans budbringere kom til biskop Asbjørn, bad de ham om at tale Burislavs sag for kongen og ærkebiskoppen, så disse ville give ham lov til at komme ud af borgen for at tale med dem; de sagde, at de ville tale ærligt med ham, og at de ikke var så uhæderlige som ham. Burislav siger, at han gerne vil holde sine løfter til dem og bad om et møde mellem kongen og ham, og han sagde, at han ville opsøge kong Knud, når der var gået tre dage. Kong Knud sagde, at han da ville aftale et møde med ham, men i mellemtiden agter han dog at afbrænde landet og den gård, der lå foran borgen, således som det hidtil har været hans plan. Burislav bad kongen afbrænde, som denne ville, og alligevel — sagde han — ville han opsøge kongen, men han bad kongen spare deres gårde og de hellige huse, som fandtes dér. Så kom kvinderne fra gårdene og kastede sig for kongens fødder og bad ham om ikke at lade gårdene afbrænde, og det tilstod kongen dem. Efter dette drog kongen op i landet for at afbrænde, og han var oppe i landet om natten og afbrændte vidt omkring, men den følgende morgen tog kongen til skibene; da opsøgte Burislav kong Knud og ærkebiskoppen og bad om nåde og stillede kongen sønnerne af de bedste mænd, der fandtes i landet, som gidsler, og han gav kongen 300 mark og ærkebiskoppen 800 mark. Så tog kong Knud magten og hele Vendland i sin varetægt og drog derpå hjem til Danmark.