JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 19:12

2013-12-23T19:12:39Z

Jesper: Kogleriet paa Heden (Adam Oehlenschläger)

2013-01-14T15:29:56Z

Kogleriet paa Heden (Adam Oehlenschläger)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kogleriet paa Heden (Adam Oehlenschläger)]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
 Poetiske skrifter
 Et episk Digt

<big>'''Kogleriet paa Heden'''</big></center>

<blockquote>
1. Som Thor med vaagent Øre
 Nu trøstig sad i Mag,
 Da fik han snart at høre
 Et svart og vældigt Brag.
 Havet, som stedse skummed,
 Blev overdøvet brat;
 Det var, som Jorden brummed
 Dybt i den tause Nat.

 2. Da sorte Skyer braged,
 Og røde Straaler stod;
 Det var, som Muldet knaged
 Under den Herres Fod.
 Men Thor, den Gud for Helte,
 Sad rolig i sin Kraft;
 Han spændte sit Sværdbælte,
 Og svang sit Hammerskaft.

 3. Han raabte med stor Harme
 Hen ad den mørke Vei:
 "Hvad tør saaledes larme,
 Naar Hlorrida ager ei?"
 Han kunde sin Kraft ei dæmpe,
 At slaae den Herre lysted;
 Den senestærke Kæmpe
 De blanke Plader rysted.

 4. Da monne den Stierneklare
 Med Haler af røden Blod
 En Jotun brat opklare
 Alt for den Herres Fod.
 I Søvne han sig strakte,
 Han var heel stærk og stor,
 Hans Krop sig vidt udstrakte
 Langs ad den nøgne Jord.

 5. Da mon med Miølner høde
 Den Herre kiæk og bold;
 Han vilde slaae til Døde
 I Hast den arge Trold.
 Det var sig Jette svare,
 Han sprang fra Jorden op.
 Da monne først aabenbare
 Sig hans uhyre Krop.

 6. Han hørtes vældigt buldre,
 Han foer saa gramt afsted.
 Han havde brede Skuldre
 Og stærke Knokkelled.
 Ei mindste Ord han sagde,
 En Stang kun var hans Værn.
 De haarde Sener lagde
 Sig om hans Arm som Jern.

 7. Da glemte Thor at høde,
 Ham lysted ei at true,
 Grandt ved de Lius saa røde
 Han monne den Jotun skue.
 Han sagde: "Siig mig dette,
 Hvad est du for en Mand?"
 Giensvarte stærken Jette:
 "Jeg er fra Kæmpeland.

 8. Vel Skrymner man mig nævner;
 Med lange Stang i Haand
 Jeg slaaer, at snarlig revner
 Hver Ring, hvert Pandserbaand.
 I Hielm og Vargestoke,
 Vel foret blødt med Maar,
 Jeg tiener Utgarde-Loke
 Udi hans Herregaard.

 9. Ikke du mig behøver
 At sige her dit Navn.
 Søn af en Sværdesløver!
 Du est ei Jetters Gavn.
 Dig nævner høit med Ære
 Himmel, dertil vel Jord;
 Dog liden tykkes mig at være
 Valhallas Asa-Thor.

 10. Heel ræd du blev tilvisse
 Nys ved min sagte Larm.
 Med Hielmen om din Isse
 Du naaer ei til min Arm.
 Jeg paa min Haand dig sætter,
 I alt dit Kobber klæd,
 Dog nævnes jeg blandt Jetter
 Spærlemmet meest og spæd."

 11. Den Jotun ydermere
 Saaledes tog til Ord:
 "Hvor mon min Handske være?
 Har du bortslæbt den, Thor?"
 Han kunde sin Spot ei dølge,
 Han loe af Valhals Gud.
 Da vaagned den Herres Følge,
 Og kom af Hytten ud.

 12. Jetten til Jorden knæled,
 Han var saa arg i Hu;
 Han ydermere mæled:
 "Hvor er min Handske nu?"
 Hans tykke Hielmbusk vaied,
 Som Fieldets Granetop;
 Han sig til Jorden neied,
 Og løfted Hytten op.

 13. Da saae de Kæmper gode
 Ved aarle Morgenstid:
 Hvad de en Hytte troede,
 Var en Staalhandske viid.
 Jetten den monne tage,
 Han trak den paa til Gru.
 Da monne brat forsage
 De Kæmper af ganske Hu.

 14. Thor hørtes da at tale,
 En Helt saa kiæk og huld;
 Han monne dem vel husvale,
 Han var saa tillidsfuld.
 "Ei Kraften i at voxe
 Bestaaer," saa var hans Ord;
 "En Ulv tidt vog en Oxe,
 Var dog ei nær saa stor.

 15. Jeg kan vel sige dette:
 Ei skal mit Mod forgaae,
 Skiøndt denne fule Jette
 Lader til godt at slaae.
 Jeg føler dog tilfulde
 Min hele Guddomskraft;
 Ondt var det, hvis jeg skulde
 Mistroe mit Hammerskaft."

 16. Det var sig Jetten svare,
 Han støtted sig til Spiud:
 "Hvad driver Thor at fare
 Saa langt fra Asgard ud?
 Hvad vil du, kiære Herre!
 I denne Ørk paa Sand?
 Hvi stander uden Kærre
 Thor i Troldkæmpe-Land?"

 17. Da svared med stor Ære
 Den Gud, for Helte kiær:
 "Mig lyster her at være,
 Og derfor er jeg her.
 Alt om din Drot hiin forte
 Jeg hørte mangt et Ord;
 Snart inden for hans Porte
 Staaer Valhals Asa-Thor.

 18. Jeg vil den Helt dog skue,
 Ja gieste ham dertil;
 Jeg frygter ei hans Lue,
 Og ei hans Trolddomsspil.
 Før altid Jetter skialfe,
 Naar frem treen Asa-Thor."
 Da smiilte Rosk' og Thialfe
 Til deres Herres Ord.

 19. Raabte da Jetten svare,
 Saa det i Bierget klang:
 "Du sætter dig i Fare,
 Lad af med denne Gang!
 Giennem de sorte Stænger,
 Som hegner Utgards Hiem,
 Sig ingen Asa trænger
 Hidtil ustraffet frem.

 20. Lad af, du hvide Aser!
 At nærmes dig min Drot.
 Hvad hielper det, du raser?
 Det blier din Skam og Spot.
 Du kommer ei som Frænde,
 Du har et fiendtligt Sind.
 Det bliver din Elende,
 Saafremt du gaaer derind.

 21. Vend om, vend om, tilbage,
 Op til dit lyse Hiem!
 Hvad gavner dig at drage
 Blandt Lyng og Tidsler frem?
 Et Hav, hvor Bølger trille,
 En Ørk, hvor Stormen tuder,
 Blev sat, for at adskille
 Jetter og lyse Guder.

 22. I Lyst, som aldrig savnes,
 I Spil og Vaabendands
 De stolte Guder favnes
 Af Solens varme Glands.
 Jer Nornen har beskieret
 Et lystigt Herskerliv;
 Vorde tilbedt og æret
 Af Mand, saavel som Viv.

 23. Jetter og sorte Trolde
 Fik et heel andet Mærke.
 Inden Fieldets Volde
 De voxe kæmpestærke.
 Ei Jordens Børn dem dyrke,
 Til Skræk de bryde frem.
 Thi Klippens Kraft og Styrke
 Faae de i mørken Hiem.

 24. Sort Bolig blev os givet,
 Kun lys af Branden rød;
 Som Aser bringe Livet,
 Vi bringe Skræk og Død.
 Os Mulmet oftest skiuler,
 Vi diærvt med Køller slaae;
 I vore dybe Huler
 Selv Guder gyse maae."

 25. Thor monne svarligt studse,
 Slog Hamren mod sit Skiold;
 Han sagde: "Onde Thusse!
 Du est en arger Trold.
 Min Miølner nu ei langer
 Op mellem dine Bryn;
 Men sad jeg i Thrudvanger,
 Jeg knuste dig med Lyn.

 26. Hvor vover Utgards Kæmpe
 At tale saa til Thor?
 Vil du mit Mod neddæmpe,
 Du Myr' i svarten Jord?
 Skiøndt du dig høit kan række
 Fra disse Tidsler ud,
 Tro ei, du kan forskrække
 Valhallas stolte Gud!"

 27. Han sagde ydermere
 Den Herre saa mangelund:
 "Var der af Jetter flere,
 End Sand paa Havsens Bund,
 End Øgler i Nastronds Sale,
 Det var mig lige Skiel;
 Det skulde mig ret husvale,
 At slaae enhver ihiel.

 28. De Guder, Helte dyrke
 Med Ild og Offerblod,
 Fik Kraft og selsom Styrke
 Med Dannished og Mod.
 Troer du, at Mørkets Jetter
 I Magt os overgaaer?
 At Asa-Thors Idrætter
 Selv under Lokes staaer?

 29. Du svulne Svamp tilvisse
 Med luftigskiøre Spær!
 Jeg burde kløve din Isse
 Med dette gode Sværd.
 Vel Jordens Børn maae bløde
 For eders grumme Tand;
 Men Thor kan eder døde
 Blot med sin Skiolderand.

 30. Den graa Alfader satte
 Jer hen i sorten Hiem;
 Bland Luer og Biergets Skatte
 I lumsk kun bryde frem.
 Kun Natten eder maner,
 Da faaer I Overhaand;
 Er Livets lumske Baner
 Med lange Spiud i Haand.

 31. Paa Lys I stedse pukke,
 Dertil hver Kraft saa god;
 Derfor I Øiet udhugge,
 Og drikke Hiertets Blod.
 Efter alt Godt at dræbe,
 Som Ulv og hungrig Biørn,
 Kun dirrer eders Læbe,
 I blege Nattens Børn!

 32. Men Aserne fik Vælde
 Med Viisdom og med Raad.
 Vi skal vel eder fælde,
 Saa er af Nornen spaaed.
 Vi skal jer brat nedknuse;
 Bierget blier eders Grav.
 Da eders Blod skal bruse,
 Som et fortvivlet Hav.

 33. Selv eders Slægt i Bierge,
 Med Hammer og med Tang,
 De listigkloge Dverge
 Maae eders Undergang.
 De smedde mangt et Stykke
 Til Østens lyse Æt;
 Dem skal vi eengang smykke
 Med eders røde Tvæt.

 34. Miølner, min tunge Hammer,
 Gav mig en Dverg saa god;
 Under dens dybe Skrammer
 Frempibler Dødsens Flod.
 Disligest dette Bælte,
 Som giør mig stærk og stor.
 Thi frygt den Gud for Helte!"
 Saa taled Asa-Thor.

 35. Det var sig Jetten svare,
 Ringled med Pandserbaand.
 Thor stod i Harnisk klare
 Med Miølner høit i Haand.
 Da gøs den arge Jette
 Alt ved den Herres Mod.
 Han sagde: "Vi vil ei trætte,
 Du ædle Kæmpe god!

 36. Jeg vil dig Veien vise
 Til Utgards fierne Hiem.
 Jeg skal dig vel bespise,
 Mens her vi vandre frem."
 Han sagde ydermere:
 "Du est en tapper Mand;
 Kiært vil det Loke være,
 At see dig i sit Land."

 37. Ginge de Kæmper gode
 Langs med den stille Sø.
 Da var ei ræd til Mode
 Selv Roska, den vene Mø.
 Skrymner, stærken Kæmpe,
 Gik med en Brog foran;
 Da monne Vreden dæmpe
 Gud Thor, den stærke Mand.

 38. Som nu de længer ginge,
 Blev Veien mere god.
 De bolde Kæmper finge
 Derved vel Kraft og Mod.
 De vandred langs en Slette;
 I røden Aftenstund
 Stode de Kæmper trætte
 Brat for en løvrig Lund.

 39. Da sagde Jetten svare,
 Han Brogen synke lod:
 "Nu vil vi meer ei fare,
 Du ædle Asa god!
 Alt i den grønne Skygge,
 Hvorhen de Fugle tye,
 Der vil vi hvile trygge
 Til aarle Morgengry."

 40. Løfted han Brogen snarlig
 Da ned med stærken Haand,
 Bad Thor at fare varlig
 Alt med dens møre Baand.
 Han sagde: "Du vil finde
 En Nadver her at staae,
 Saa god, som nogensinde
 Du den hos Sif kan faae."

 41. Den skulderbrede Jette
 Gik bort med disse Ord.
 Han monne ned sig sætte
 Alt paa den grønne Jord.
 Udi de stille Skove,
 Udi det lune Læ
 Den Jotun monne sove
 Under et løvfuldt Træ.

 42. Gud Thor, dertil vel Loke,
 Samt Thialf' og Roska hvid,
 I Hielm og Vargestoke,
 I svalen Aftenstid
 Paa Græsset ned sig satte,
 Saa hungrig ved den Gang.
 De monne Brogen skatte,
 Dertil den Kæmpe lang.

 43. Da sagde Thor med Ære,
 Den understærke Mand:
 "Vi maae det mage, Kiære!
 At Skrymner ei klage kan.
 Han bad mig varlig tage,
 Om Brogens møre Baand;
 Derfor, o Roska! fage
 Jeg gier den i din Haand."

 44. Sank da med venlig Villie
 Alt under grønne Træ
 Roska, den hvide Lilie,
 Paa sine runde Knæe.
 Den Knude fast var knyttet,
 Tæt slyngte sig de Baand.
 Det Arbeid lidet nytted;
 Træt sank den spæde Haand.

 45. Thor fra mosgroede Stene
 Til Thialf' da raabte saa:
 "Du vil vist ei formene,
 at vi vor Nadver faae.
 Din Søster Intet mægter,
 Den fagre Rosenkind;
 Løs du de skiøre Hægter,
 Som slutte Skatten ind!"

 46. Da Thialf' paa Hug sig satte
 Med Brogen mellem Been,
 Dens Baand han vel mon fatte,
 Den Kæmpe ver ei seen.
 Først pilled han med Lempe,
 Men løsned ingen Snor;
 Raabte den stærke Kæmpe
 Da hen til Asa-Thor:

 47. "Slig Knude ei man bryder
 Med en lemfældig Haand;
 Klogt giør du, hvis du byder
 At rive sønder de Baand."
 Alt ved den lyse Maane
 Da svared Asa-Thor:
 "Dem har jeg lovt at skaane,
 Og bryder ei mit Ord.

 48. Loke, du bolde Kæmpe,
 Min snilde Følgesvend!
 Jeg vil min Lyst ei dæmpe,
 Gak du til Brogen hen.
 Hvad der for Jordens Slægter
 Er tungt, ja skiult i Løn,
 Det tror jeg vel du mægter,
 Du fagre Laufeis Søn!"

 49. Det vil jeg ei fordølge,
 Da gik den snilde Gud;
 Hans sorte Lok mon bølge
 Ned ad det hvide Skrud.
 Loke den Brog i Hænde
 Da tog med megen List -
 Men Intet det monne bevende
 Alt efter lange Frist.

 50. Da smiilte Thor hiin faste,
 Han reiste sig fra Steen;
 Han monne svarlig haste,
 Han var ei længer seen.
 Han greb om Baandets Ender,
 Saa kiær var ham den Brad -
 Men med de stærke Hænder
 Han skilte Intet ad.

 51. Greb da den Gud i Vrede
 Sit Sværd i største Hast;
 Han trak det af sin Skede,
 Han Hug paa Knuden fast.
 Heel kraftig da han hugged,
 Han brugte vel sin Haand -
 Men end bestandig lukked
 For Brogen de feige Baand.

 52. Da hæved Thor hiin stærke
 Sin Miølner med Hænder begge.
 Han sagde: "Jeg kan mærke,
 At Trolden mig vil giekke.
 Thi vil jeg nu ham dræbe
 Alt for hans onde Værk;
 Mit Jern i Blod skal klæbe
 Paa brustne Pandsersærk."

 53. Gik for den Trold at døde
 Gud Thor da hen i Mag.
 Han monne med Miølner høde,
 Han slog et vældigt Slag
 Ret midt udi hans Pande
 Mellem de tykke Bryn.
 Det maatte de Kæmper sande,
 Det var et svarligt Syn.

 54. Det var sig Jetten svare,
 Han Øiet halv oplod;
 Han saae, i Harnisk klare
 Thor ved hans Side stod.
 Han sagde: "Hvi blev jeg vaagen?
 Faldt ned paa mig et Blad?
 Hvor staaer det sig med Brogen?
 Har du nu skilt den ad?"

 55. I Harm da Thor mon blusse,
 Han bed sig i sin Læbe.
 Han tænkte: "Du onde Thusse!
 Jeg skal dig dog vel dræbe."
 Jetten ei længe skumled,
 Han sov paa grønne Vold.
 Høit det i Skoven rumled,
 Saa snorked den lede Trold.

 56. Slog da med Kraft og Harme
 Gud Thor kun lidet blidt.
 Han hæved sine Arme
 Heel mandeligt og tidt.
 Der gnistred Ild og Flammer,
 Den Gud var vred i Sind;
 Thi sank den tunge Hammer
 Vel dybt til Næbet ind.

 57. Det var sig Jetten stærke,
 Trak lidet med sin Mund;
 Han sagde: "Jeg kan mærke,
 Jeg sover i en Lund.
 For tidt jeg bliver vaagen,
 Nu faldt der ned et Bær.
 Hvor staaer det sig med Brogen?
 Nu dog vel løst den er?"

 58. Derpaa sig Trolden vendte,
 Og sov paa bløden Jord.
 Da fast sit Bælte spændte
 Den stærke Asa-Thor.
 Høit lød hans Stemme klare
 Til Odin op i Sky;
 Da monne den Fugleskare
 Forfærd af Skoven flye.

 59. Hans Øine stod i Lue,
 Der hørtes stærke Skrald,
 Han hug af al Formue
 Mod Jettens Pandeskal.
 Strakte sig stærken Jette
 Heel mødig da og seen.
 Han sagde: "Hvad er dette?
 Nu faldt der ned en Green."

 60. Derpaa han langsomt reiste
 Sig høit fra Græsset op.
 Da Morgensolen kneiste
 Alt over Skovens Top.
 Han sagde: "Nu det bliver,
 O stærke Thor! vel bedst,
 At du dig did begiver,
 Hvor du din Hu har fæst."

 61. Gik da heel blid og rolig
 Den skulderbrede Trold
 Mod Utgards mørke Bolig
 Alt med sin Stang og Skiold.
 De store Utgards Porte
 Man i det Fierne saae,
 Befæst med Stænger sorte,
 Samt Bolt og mægtig Slaa.

 62. Da strakte svaren Thusse
 Mod Utgard ud sin Haand;
 Han sagde: "Ei du studse
 For disse stærke Baand!"
 Han lagde Thor i Hænde
 Et Spyd med Staal paa Top.
 Han sagde: "Med dets Ende
 Du støder Porten op.

 63. Nu jeg Farvel maa sige,
 Jeg kan ei længer gaae.
 I Utgarde-Lokes Rige
 Fleer Jetter I see vil faae.
 Lad eder ei forfærde,
 Gaaer frem med rolig Fod!
 I har jo stærke Sværde,
 Dertil vel Kraft og Mod."

 64. Derpaa sin Kaas han satte,
 Mens fast han Brogen bandt,
 Hen mod de Klipper bratte
 I Nordens fierne Kant.
 Han gik med Skridt heel svare
 Hen mod den Biergerad.
 Da drog den Kæmpeskare
 Mod Utgards skumle Stad.
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Kogleriet paa Heden (Adam Oehlenschläger) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 19:12

Jesper: Kogleriet paa Heden (Adam Oehlenschläger)