Jesper: H. P. Holst: »Kong Skjold«

2019-06-02T06:18:58Z

H. P. Holst: »Kong Skjold«

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kong Skjold (Holst)]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]]

'''H. P. Holst'''

<big><big>'''Kong Skjold'''</big></big>

'''Digte'''<br>
''Første Samling''<br>
Forlagt af Universitetsboghandler C.A. Reitzel<br>
Kjøbenhavn, 1840
</center>

[[Fil:Hans_Peter_Holst_by_Budtz_Müller.jpg|thumb|right|300px|<center>'''H. P. Holst''' (1811-1893)</center>]]
::Med Sværd ved Hoften, med Skjold paa Arm,
::Med Vaabenbulder og Raab og Larm
::Paa Runehøien til Thing sig samle
::De tætte Skarer af Unge, Gamle.

::»Hvem skal vi skjænke Guldkronen god?
::En Drot bør kaares af Landets Rod,
::Der kjækt kan værne om Danmarks Ære, —
::Hvo ''det'' er voxen, sit Krav frembære!«

::Og Raabet voxte, og Larmen steg,
::Hver vilde prøve den Kongeleg,
::Hver troede ''sig'' just til Konge baaren, —
::Og allerdygtigst troede sig Daaren.

::Alt svinges Spydet, alt blottes Sværd!
::Men Østresaltet oprørtes qvær
::Og overdøved den vilde Skare, —
::Da mon et Syn flux sig aabenbare:

::En Baad man øiner langtude, hvor
::Den vilde Bølge mod Himlen gaaer;
::Snart Stormens Haand den i Dybet slynger,
::Og snart mod Himlen den let sig gynger.

::Da synker Sværdet. Al Kiv og Larm
::Med eet forstummer, og see, hver Arm
::Til Hjælp og Redning sig flux udstrækker:
::Da jævnes Dybet, sig Stormen lægger.

::Ei Havet raser nu meer med Brag,
::Sin Ryg det soler i stille Mag;
::Kun Havfrusangen man fjerntfra hører,
::Mens Strømmen Baaden til Stranden fører.

::Og i den slumrer, som i en Seng,
::En guldhaarfager, en deilig Dreng!
::Med røde Kinder tilfreds han smiler,
::Paa gule Kornneeg hans Hoved hviler.

::Han aabner Øiet, det mørkeblaae,
::Og seer omkring sig, — og hvor han saae,
::Forsvandt hver Yttring af Tvedragtsaanden:
::Da nikker mildt han og slaaer med Haanden.

::Med Undren Mængden sig flokker tæt
::Omkring den Lille, — saa snart, saa let
::Kan barnlig Uskyld selv Raahed dæmpe.
::Da mæler blandt dem en gammel Kæmpe:

::»Ei Konger kaares med Mord og Vold!«
::— Han løfter Drengen høit paa sit Skjold.
::»See her Jer Konge! Ved ham bebuder
::Er varigt Held os de høie Guder.«

::Og Bifaldsjublen lød fjernt og nær.
::De strakte mod ham de blanke Spær,
::Og Drengen smilte saa glad i Aanden,
::Og nikked til dem og slog med Haanden.

::De ''Skjold'' ham kaldte, men Ingen veed,
::Hvorfra han hidkom, og hvad han hed.
::Nu vel! med Ahner han kan ei bramme,
::Men Danmarks Konger fra ham nedstamme.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]
[[Kategori:Hans Peter Holst]]

Kong Skjold (Holst) - Revisjonshistorikk

Jesper: H. P. Holst: »Kong Skjold«