Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - Revisjonshistorikk

Jesper: Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Knut

2022-04-08T15:54:25Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Knut

Jesper på 8. apr. 2022 kl. 15:53

2022-04-08T15:53:13Z

Knut: /* Erkesædets lange Ledighet 1282–1288. Jørund 1288–1309 */

2022-04-08T05:12:28Z

Erkesædets lange Ledighet 1282–1288. Jørund 1288–1309

Knut: /* Olaf I. (1350–1371) */

2022-04-08T04:54:57Z

Olaf I. (1350–1371)

Knut: /* Paal 1333–1346 */

2022-04-08T04:53:50Z

Paal 1333–1346

Knut: /* Erkesædets lange Ledighet 1282–1288. Jørund 1288–1309 */

2022-04-08T04:52:24Z

Erkesædets lange Ledighet 1282–1288. Jørund 1288–1309

Knut: /* Thore 1227–1230 */

2022-04-08T04:50:52Z

Thore 1227–1230

Knut: /* Thore 1227–1230 */

2022-04-08T04:49:42Z

Thore 1227–1230

Knut: /* Guttorm 1215–1224 */

2022-04-08T04:48:26Z

Guttorm 1215–1224

Knut på 8. apr. 2022 kl. 04:45

2022-04-08T04:45:55Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. apr. 2022 kl. 15:54
Linje 1:		Linje 1:

−	[[Fil:~~Domkapitlets Sigil ca 1260~~.png\|thumb\|~~Domkapitlets Sigil ca 1260, Nidaros~~.]]	+	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif\|32px\|link=Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros]] !! !! !!
		+	\|-
		+	\|}
		+
		+
		+	[[Fil:Ludvig Ludvigsen Daae 1898.png\|thumb\|200px\|Ludvig Daae (1873 - 1965).]]
		+

	<center><big><big>'''Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros'''</big></big>		<center><big><big>'''Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros'''</big></big>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. apr. 2022 kl. 15:53
Linje 1:		Linje 1:

−	~~{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"~~	+	[[Fil:Domkapitlets Sigil ca 1260.png\|thumb\|Domkapitlets Sigil ca 1260, Nidaros.]]
−	~~\|- style="background-color:#e9e9e9"~~
−	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif\|32px\|link=Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros]] !! !! !!~~
−	\|-
−	\|}
−
−
−	[[Fil:~~Ludvig Ludvigsen Daae 1898~~.png\|thumb\|~~200px\|Ludvig Daae (1873 - 1965)~~.]]
−

	<center><big><big>'''Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros'''</big></big>		<center><big><big>'''Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros'''</big></big>

@@ Linje 428: / Linje 428: @@
 Men man maa ikke tro, at den stridbare Mand gav tabt. Han fortsatte sine Chicaner og respekterede end ikke den romerske Dom, hvis Omkostninger nu vare fastsatte til 60 Guldgylden. Capitlet vendte sig til Paven for at faa Dommen sat i Udøvelsen, og Decanen af Upsala, Everard, modtog fra Rom dette Hverv. Denne befuldmægtigede igjen Biskop Narve i Bergen og det derværende Capitel til at indføre Nidaros’s Capitel i dets Rettigheder, og det blev offentlig bekjendtgjort, at Jon Elg og de øvrige Kanniker ikke vare under noget Ban, men Kirkens lydige Sønner med fulde Rettigheder<ref>Dipl. Norv. III. No. 62.</ref>.
-En eneste Kilde, [[Biskop Laurentius saga]], som senere skal omtales, beretter at Kong Haakon – Aaret er tvivlsomt, men har vistnok, som Munch mener, været 1303 – indfandt sig i Nidaros for at beskytte Erkebiskoppen og tvinge Kannikerne til Underkastelse, samt at disse da faldt til Fode. Men i ethvert Fald har Kongen ikke villet gjennemføre nogen principiel Forandring i det nu ved Dommen fastsatte Forhold. Derimod maa man vel antage, at Haakons Optræden har fremkaldt roligere Tilstande, og at striden i det mindste for en Tid er ophørt, hvor stor Forbitrelse der end fremdeles raadede i Sindene. Man ser af de Vidisser, der i den følgende Tid optoges af ældre Gavebreve og Privilegier, at Ilden i det mindste har ulmet under Asken, og Kongen synes ingenlunde at have været Kannikerne fiendsk, men har tvertimod gjentagne Gange viist dem Naade<ref>Munch N. F. H. IV 2, 389 fgg.</ref>.
+En eneste Kilde, [[Biskop Laurentius´saga]], som senere skal omtales, beretter at Kong Haakon – Aaret er tvivlsomt, men har vistnok, som Munch mener, været 1303 – indfandt sig i Nidaros for at beskytte Erkebiskoppen og tvinge Kannikerne til Underkastelse, samt at disse da faldt til Fode. Men i ethvert Fald har Kongen ikke villet gjennemføre nogen principiel Forandring i det nu ved Dommen fastsatte Forhold. Derimod maa man vel antage, at Haakons Optræden har fremkaldt roligere Tilstande, og at striden i det mindste for en Tid er ophørt, hvor stor Forbitrelse der end fremdeles raadede i Sindene. Man ser af de Vidisser, der i den følgende Tid optoges af ældre Gavebreve og Privilegier, at Ilden i det mindste har ulmet under Asken, og Kongen synes ingenlunde at have været Kannikerne fiendsk, men har tvertimod gjentagne Gange viist dem Naade<ref>Munch N. F. H. IV 2, 389 fgg.</ref>.
 Jørund havde jevnlig, som man allerede har bemerket reist udenfor sit Stifts Grændser, og dette var ogsaa Tilfældet i hans senere Aar. Navnlig var han oftere i Bergen, hvor han 1305 indviede to Bisper, derimellem Arne Sigurdssøn til Narves Eftermand og af ham modtog syv Aars Peterspenge. I 1307 visiterede han i de nordligste Egne og kom endog lige til Vardø, hvor han indviede den nye Kirke, hvilket er det første Spor til Vardøhuus’s Tilværelse<ref>Norsk hist. Tidsskr. 2 R. IV. 492.</ref>.

@@ Linje 541: / Linje 541: @@
 ==Olaf I.  (1350–1371)==
-[[Fil:Erkebispegården Trondheim 01.jpg|thumb|Erkebispegården i Trondheim. Anlegget ble bygget som erkebiskopens residens og palladium, og kan ha vært påbegynt av erkebiskop Øystein Erlendsson fra 1161. Anlegget ble bygd ut i flere etapper gjennom middelalderen, og var erkebiskopens bolig og administrative sentrum i Norge inntil reformasjonen i 1537. (Foto: Cato Edvardsen, 2009. Commons.)]]I islandske Annaler hedder det, at ikke alene Erkebiskop Arne blev et Offer for den store Mandedød, men at ogsaa alle Chorsbrødre i Nidaros bortreves paa en, Lodin, nær. Denne Beretning gjendrives heller ikke, naar man undersøger de rigtignok ikke ret mange Chorsbrødres Navne, som ere bevarede fra hin Tid. Thi foruden hin Lodin (Thoressøn)<ref>Levede endnu som Chorsbroder i 1358, D. N. VIII. No. 172.</ref> finder jeg kun en eneste blandt disse, der vides at have været Chorsbroder baade før og efter 1349. Men denne Mand, Arnulf Steinarssøn, har ikke resideret i Nidaros, men i Oslo (hvor han hørte hjemme og ligeledes var Chorsbroder, indtil han i Mandedødens Aar gik ind i Hovedøens Kloster, hvis Abbed han senere blev); og det er derfor naturligt nok, at Annalerne eller deres Hjemmelsmand have bortseet fra denne fremmede Sinecurist. Men naar Annalerne videre fortælle, at den nysnævnte Lodin ene skred til paa Capitlets Vegne at udøve Valgret (eller Postulation) til Erkebispedømmet, tør man vel neppe ubetinget fæste Lid dertil.
+[[Fil:Erkebispegården Trondheim 01.jpg|thumb|400px|Erkebispegården i Trondheim. Anlegget ble bygget som erkebiskopens residens og palladium, og kan ha vært påbegynt av erkebiskop Øystein Erlendsson fra 1161. Anlegget ble bygd ut i flere etapper gjennom middelalderen, og var erkebiskopens bolig og administrative sentrum i Norge inntil reformasjonen i 1537. (Foto: Cato Edvardsen, 2009. Commons.)]]I islandske Annaler hedder det, at ikke alene Erkebiskop Arne blev et Offer for den store Mandedød, men at ogsaa alle Chorsbrødre i Nidaros bortreves paa en, Lodin, nær. Denne Beretning gjendrives heller ikke, naar man undersøger de rigtignok ikke ret mange Chorsbrødres Navne, som ere bevarede fra hin Tid. Thi foruden hin Lodin (Thoressøn)<ref>Levede endnu som Chorsbroder i 1358, D. N. VIII. No. 172.</ref> finder jeg kun en eneste blandt disse, der vides at have været Chorsbroder baade før og efter 1349. Men denne Mand, Arnulf Steinarssøn, har ikke resideret i Nidaros, men i Oslo (hvor han hørte hjemme og ligeledes var Chorsbroder, indtil han i Mandedødens Aar gik ind i Hovedøens Kloster, hvis Abbed han senere blev); og det er derfor naturligt nok, at Annalerne eller deres Hjemmelsmand have bortseet fra denne fremmede Sinecurist. Men naar Annalerne videre fortælle, at den nysnævnte Lodin ene skred til paa Capitlets Vegne at udøve Valgret (eller Postulation) til Erkebispedømmet, tør man vel neppe ubetinget fæste Lid dertil.
 Det visse er, at den nye Erkebiskop blev Olaf, der var Abbed af Nidarholm og for første Gang nævnes som saadan 1346. Vi finde Olaf i Avignon seent paa Høsten det følgende Aar hos Pave Clemens VI. I det første af de os her vedkommende Pavebreve<ref>D. N. I. No. 322</ref> (3. Nov. 1350) omtales intet forudgaaende Valg. Clemens besatte i ethvert Fald Erkestolen ved Provision og angav, at han allerede i Erkebiskop Arnes Tid havde besluttet selv at besætte Erkesædet, naar det maatte blive ledigt, at han nu har erfaret, at saa er blevet Tilfældet, "og at han har vendt sine Tanker paa Abbed Olaf, hvis gode Egenskaber han ved troværdige Vidnesbyrd har erfaret, hvorfor han nu udvælger ham." Det er jo ogsaa klart, at Olaf ikke har kunnet præsentere sig for Paven uden at medbringe Anbefalinger, men fra hvem, sees ikke. Lodins Autoritet har neppe været tilstrækkelig, og usandsynligt er det da ikke, at Kongen kan have virket for Olaf. Magnus vides ogsaa med temmelig Vished selv at have været i Nidaros i den første Halvdeel af 1350<ref>1. Febr. anmeldte han for Bønderne i Jemteland, at han stod i Begreb med gjennem deres Land, hvor han vilde tilbringe Paasken, at drage i pilegrimsfærd til St. Olaf (D. N. III. No. 271), og 7. Juni s. A. finde vi ham i Bergen. (D. N. III. No. 272).</ref>, altsaa, som man maa antage, førend Abbed Olaf drog afsted, og det kan da ikke tvivles om, at Ledigheden i Erkebispeværdigheden maa have været af de Ting, som allermest maa have optaget ham under Besøget ved den øde Domkirke.

@@ Linje 483: / Linje 483: @@
 ==Paal 1333–1346==
-[[Fil:Ruine of St. Mary's Church, Oslo 02.jpg|thumb|Ruinene av Mariakirken i Oslo. Fra rundt 1320 til 1326 oppholdt Pål seg i utlandet. Han tok doktorgrad ved universitetet i Orléans i Frankrike og fikk etter dette tittelen professor utriusque juris. Tilbake i Norge ble Pål kongens kansler og prost ved Mariakirken i Oslo. (Foto: Grzegorz Wysocki, 2007. Commons.)]]Om Eilifs Eftermands, Paal Baardssøns Familieforhold har jeg dannet mig følgende Formodning. Vi finde henimod Midten af det fjortende Aarhundrede en Fru Ingeborg Munaansdatter, der var gift med en Hr. Nikolas Plogpenning, ikke usandsynligt en dansk Mand. Denne Frue stod i et nærmere Forhold til sin Navne, Hertuginde Ingeborg Haakonsdatter, idet baade hun selv og Manden "længe og trofast" havde tjent Hertuginden. Denne skjænkede dem derfor 1346 betingelsesvis en Gaard i Bergen, der faldt tilbage, efter at de begge vare døde uden Børn, maaske i den store Mandedød<ref>Dipl. Norv. I No. 300. II No. 312.</ref>. Ligeledes forekom (1357) en Arnbjørn (Abernus) Munaanssøn, der sees at have været Befalingsmand paa Varberg i Halland<ref>Svensk hist. Tidsskr. 1882, 327. Munch, N. F. H. Unionsp. I. 644, 907.</ref>. Navnet Munaans store Sjeldenhed berettiger os til at tro, at Ingeborg og Arnbjørn vare sødskende og efter al Sandsynlighed Børn af den nogle Gange, navnlig ved det store Rigsmøde i Oslo 1319, forekommende Rigsraad Hr. Munaan Baardssøn. Men naar saa, som senere skal oplyses, ogsaa Erkebiskop Paal Baardssøn udtrykkelig siges at staa i høi Yndest hos Hertugmde Ingeborg kan jeg ikke andet end tro, at han har hørt til denne samme Familie og været Ridderen Munaan Baardssøns (rimeligvis yngre) Broder. Man maa huske, at Hertuginde Ingeborg tidlig blev næsten fremmed for sit Fødeland, hvilket hun kun sjelden besøgte, og at som Følge deraf hendes norske Forbindelser og Venner ikke kunne have været meget talrige, hvilket styrker dette Indicium. Andensteds har jeg søgt at gjøre sandsynligt, at denne Familie nedstammer fra Munaan Biskopssøn og Hertug Skules Datter Rangrid, hvorfor de langt ude turde have været Kongehusets Frænder<ref>Norsk hist. Tidsskr. 3 R. B. III. og IV.</ref>.
+[[Fil:Ruine of St. Mary's Church, Oslo 02.jpg|thumb|400px|Ruinene av Mariakirken i Oslo. Fra rundt 1320 til 1326 oppholdt Pål seg i utlandet. Han tok doktorgrad ved universitetet i Orléans i Frankrike og fikk etter dette tittelen professor utriusque juris. Tilbake i Norge ble Pål kongens kansler og prost ved Mariakirken i Oslo. (Foto: Grzegorz Wysocki, 2007. Commons.)]]Om Eilifs Eftermands, Paal Baardssøns Familieforhold har jeg dannet mig følgende Formodning. Vi finde henimod Midten af det fjortende Aarhundrede en Fru Ingeborg Munaansdatter, der var gift med en Hr. Nikolas Plogpenning, ikke usandsynligt en dansk Mand. Denne Frue stod i et nærmere Forhold til sin Navne, Hertuginde Ingeborg Haakonsdatter, idet baade hun selv og Manden "længe og trofast" havde tjent Hertuginden. Denne skjænkede dem derfor 1346 betingelsesvis en Gaard i Bergen, der faldt tilbage, efter at de begge vare døde uden Børn, maaske i den store Mandedød<ref>Dipl. Norv. I No. 300. II No. 312.</ref>. Ligeledes forekom (1357) en Arnbjørn (Abernus) Munaanssøn, der sees at have været Befalingsmand paa Varberg i Halland<ref>Svensk hist. Tidsskr. 1882, 327. Munch, N. F. H. Unionsp. I. 644, 907.</ref>. Navnet Munaans store Sjeldenhed berettiger os til at tro, at Ingeborg og Arnbjørn vare sødskende og efter al Sandsynlighed Børn af den nogle Gange, navnlig ved det store Rigsmøde i Oslo 1319, forekommende Rigsraad Hr. Munaan Baardssøn. Men naar saa, som senere skal oplyses, ogsaa Erkebiskop Paal Baardssøn udtrykkelig siges at staa i høi Yndest hos Hertugmde Ingeborg kan jeg ikke andet end tro, at han har hørt til denne samme Familie og været Ridderen Munaan Baardssøns (rimeligvis yngre) Broder. Man maa huske, at Hertuginde Ingeborg tidlig blev næsten fremmed for sit Fødeland, hvilket hun kun sjelden besøgte, og at som Følge deraf hendes norske Forbindelser og Venner ikke kunne have været meget talrige, hvilket styrker dette Indicium. Andensteds har jeg søgt at gjøre sandsynligt, at denne Familie nedstammer fra Munaan Biskopssøn og Hertug Skules Datter Rangrid, hvorfor de langt ude turde have været Kongehusets Frænder<ref>Norsk hist. Tidsskr. 3 R. B. III. og IV.</ref>.
 Men hvad enten disse mine Formodninger ere rigtige eller ikke, saa møde vi Paul Baardssøn første Gang i 1309 som Chorsbroder i Bergen<ref>D. N. I. No. 123. (I samme Brev og andre nævnes forøvrigt ogsaa en Chorsbroder Peter Baardssøn).</ref>, altsaa under den mægtige og ansete Biskop Arne. I 1313 finde vi Paal i Nidaros, hvor han paa denne sin Biskops Vegne optraadte mod Erkebiskop Eilif i Anledning af den ovenfor omtalte Strid angaaende Færøernes Bispestol, og nu kaldes han Magister<ref>D. N. III No. 99, IV. No. 101, VII No. 78.</ref>, hvoraf man ser, at han allerede da har studeret udenlands. Den Yndest, som Paal efter et saadant Tillidshverv at dømme, har nydt hos Biskop Arne, bevarede han ogsaa under dennes Eftermand og Broder Audfinn (1315–1330).

@@ Linje 384: / Linje 384: @@
 ==Erkesædets lange Ledighet 1282–1288. Jørund 1288–1309==
-[[Fil:Nidarosdom 1857.jpg|thumb|Nidarosdomen 1857, kapittelhuset og Oktogonen nærmest. (Commons.)]]Da Jon maatte forlade sit Sæde, var Hierarchiet, som vi have seet, ganske ydmyget og derhos ladet i Stikken af Pavemagten. Denne var for Tiden ganske optagen af finantsielle Interesser og det lykkedes den tilsidst ogsaa at erholde et efter Forholdene betydeligt Pengebeløb ogsaa her i Landet<ref>Se herom Munch, N. F. H. IV 2, 58 og pavelige Nuntiers Regnskabsb ger 13–14.</ref>. Derimod havde Regjeringen frie Hænder forøvrigt ligeoverfor Kirken. Over Erkebiskoppens Gods raadede nu en af Jons værste Fiender Baronen Hr. Jon Brynjulfssøn. Han tog som dets Administrator Bolig i selve Erkebiskopsgaarden ved Domkirken, hvor han især vakte Manges Forargelse ved at sove med sin Kone i den fordrevne Metrepolitans egen Seng, hvilket udtrykkelig fremhæves i Biskop Arnes Saga<ref>Biskupa Sögur 1 742</ref>. Ogsaa Capitlets Gods underlagde han sig, og Chorsbrødrene maatte lade sig nøie med en liden Sum ("expens") til sit nødtørftige Underhold.
+[[Fil:Nidarosdom 1857.jpg|thumb|400px|Nidarosdomen 1857, kapittelhuset og Oktogonen nærmest. (Commons.)]]Da Jon maatte forlade sit Sæde, var Hierarchiet, som vi have seet, ganske ydmyget og derhos ladet i Stikken af Pavemagten. Denne var for Tiden ganske optagen af finantsielle Interesser og det lykkedes den tilsidst ogsaa at erholde et efter Forholdene betydeligt Pengebeløb ogsaa her i Landet<ref>Se herom Munch, N. F. H. IV 2, 58 og pavelige Nuntiers Regnskabsb ger 13–14.</ref>. Derimod havde Regjeringen frie Hænder forøvrigt ligeoverfor Kirken. Over Erkebiskoppens Gods raadede nu en af Jons værste Fiender Baronen Hr. Jon Brynjulfssøn. Han tog som dets Administrator Bolig i selve Erkebiskopsgaarden ved Domkirken, hvor han især vakte Manges Forargelse ved at sove med sin Kone i den fordrevne Metrepolitans egen Seng, hvilket udtrykkelig fremhæves i Biskop Arnes Saga<ref>Biskupa Sögur 1 742</ref>. Ogsaa Capitlets Gods underlagde han sig, og Chorsbrødrene maatte lade sig nøie med en liden Sum ("expens") til sit nødtørftige Underhold.
 Rimeligvis var det ogsaa paa samme Tid, at den mægtige Baron Hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø paa lignende Maade optraadte paa Haalogaland. Ifølge et i 1291 herom optaget Vidnesbyrd holdt han et Møde paa Brudarberg i Vaagen, hvor han erklærede den saakaldte "Vaagebog", en Samling af locale Lovbestemmelser for denne Egn, ophævet, da Kongen ikke vilde have mere end en Lovbog i sit Land, ligesom han protesterede mod Jens Christenret og erklærede den gamle fra Erkebiskop Sigurds Dage at være gjeldende, forbød anden Tiende end den fra gammel Tid ydede, saaledes Baade-Tienden, Koleie- og Ostetienden og Sæltienden, samt befalede, at der alene maatte betales Tiende af den Skrei, som blev tilovers, naar Fiskernes omkostninger vare fraregnede. Chorsbrødrene Sighvat Lande og Audun Raude, der begge vistnok have havt Præstekald heroppe (om Audun vides med Bestemthed, at han havde Throndenes Kirke<ref>Biskupa Sögur I 828, hvor det berettes, at han længe havde indehavt Throndenes Kirke. Da nu Audun i en senere Tid som Biskop i Hole paa Island lagde for Dagen en stærkt fremtrædende Byggelyst, har jeg tænkt mig, at den prægtige Throndenes Kirke i det mindste tildels turde skyldes denne virksomme Mand.</ref> dømte Hr. Bjarne i Pengebøder, og Audun maatte tilbagebetale Sagefald, som han havde opkrævet for Løsagtighedsforbrydelser. Videre forbødes den Skik, at Forældre skulde give Kirken Salt og Vox ved sine Børns Daab. Endelig erklærede Bjarne at alene Lagmændene skulde dømme ogsaa i Sager, der angik Christenretten, ligesom i verdslige Sager, aabenbart en Protest mod de Provster, som Hierarchiet ved denne Tid havde forsøgt at indsætte som geistlige Dommere<ref>Dipl. Norv. III No. 20. Munch, N. F. H. IV 2, 40–41.</ref>.

@@ Linje 237: / Linje 237: @@
 ==Thore 1227–1230==
-[[Fil:HakonTheOldAndSkule-Flateyjarbok.jpg|thumb|400px|Håkon IV Håkonsson var konge av Norge i perioden 1217–1263.Illustrasjon fra Flatøybok, 1300-tallet.]] Peters Eftermand blev Thore, til Adskillelse fra den tidligere Erkebiskop af samme Navn, kaldet ''den thrøndske''. Om hans Herkomst vides Intet. Han havde rimeligvis været Chorsbroder og er vel en af de to Thorer (Sira Thore og Thore Kraak), der bevidnede Skules Gaver til Chorsbrødrene 1225<ref>Dipl. Norv. I. No. 8.</ref>. Annalerne og Haakons Saga berette, at han indviedes 1227 og om Vaaren 1228 kom tilbage over Oslo, hvor han traf Kongen og Jarlen. Kongen sendte Mænd imod ham til Hovedøen og gav ham Herberge i Kongsgaarden.
+[[Fil:HakonTheOldAndSkule-Flateyjarbok.jpg|thumb|350px|Håkon IV Håkonsson var konge av Norge i perioden 1217–1263.Illustrasjon fra Flatøybok, 1300-tallet.]] Peters Eftermand blev Thore, til Adskillelse fra den tidligere Erkebiskop af samme Navn, kaldet ''den thrøndske''. Om hans Herkomst vides Intet. Han havde rimeligvis været Chorsbroder og er vel en af de to Thorer (Sira Thore og Thore Kraak), der bevidnede Skules Gaver til Chorsbrødrene 1225<ref>Dipl. Norv. I. No. 8.</ref>. Annalerne og Haakons Saga berette, at han indviedes 1227 og om Vaaren 1228 kom tilbage over Oslo, hvor han traf Kongen og Jarlen. Kongen sendte Mænd imod ham til Hovedøen og gav ham Herberge i Kongsgaarden.
 Der vides forøvrigt ikke meget om denne Mand, hvis Virksomhed ogsaa, som Formandens, blev ganske kortvarig. I 1229 havde hun samlet alle Norges Biskopper til et Provincialconcilium i Bergen. Mødet er mærkeligt derved, at den 1188 døde Erkebiskop Eystein blev erklæret for en Helgen. Fra nu uf er han rimeligvis bleven dyrket som saadan i Throndhjem. Men denne Sag, der flere Gange optages, da man stræber efter at faa Eystein formelig canoniseret af Paven, har politisk Interesse. Tvistemaalene mellem Kongemagten og Prælaterne fra Sverres Dage havde længe hvilet og hvile fremdeles, men de vare ingenlunde glemte fra nogen af Siderne, og Hierarchiet var sikkert altid rede til, naar Leilighed gaves, at fornye Eysteins og Eriks Paastande. Det er neppe tvivlsomt, at det var en Demonstration fra Kirkens Side at gjøre Eystein til Helgen og derved ligesom at give ogsaa hans Standpunkt og hans Anskuelser Hellighedens Glands. Eysteins Helgennavn blev derfor i den følgende Tid Gjenstand for mange Forhandlinger og vistnok ogsaa for mange Intriger<ref>L. Daae, Norges Helgener. 170 fgg.</ref>. Paa sin Side nærede Kongen et Ønske, som først længe efter skulde opfyldes, nemlig om at blive kronet. Hans uægte Fødsel (''defectus natalium'') var ham en Hindring, som alene pavelig Dispensation kunde bortrydde. Han havde derfor indledet Forhandlinger med Curien, og Erkebispen af Lund og en svensk Biskop havde fra denne faaet det Hverv at anstille de fornødne Undersøgelser, men da Haakon nødig saa denne Sag lagt i den danske Erkebiskops Hænder, gik Gregor IX i 1229 ind paa at beskikke Thore og den bergenske Biskop i de nys omtaltes Sted<ref>Dipl. Norv. I. No. 19.</ref>.

@@ Linje 237: / Linje 237: @@
 ==Thore 1227–1230==
-[[Fil:HakonTheOldAndSkule-Flateyjarbok.jpg|thumb| Håkon IV Håkonsson var konge av Norge i perioden 1217–1263.Illustrasjon fra Flatøybok, 1300-tallet.]] Peters Eftermand blev Thore, til Adskillelse fra den tidligere Erkebiskop af samme Navn, kaldet ''den thrøndske''. Om hans Herkomst vides Intet. Han havde rimeligvis været Chorsbroder og er vel en af de to Thorer (Sira Thore og Thore Kraak), der bevidnede Skules Gaver til Chorsbrødrene 1225<ref>Dipl. Norv. I. No. 8.</ref>. Annalerne og Haakons Saga berette, at han indviedes 1227 og om Vaaren 1228 kom tilbage over Oslo, hvor han traf Kongen og Jarlen. Kongen sendte Mænd imod ham til Hovedøen og gav ham Herberge i Kongsgaarden.
+[[Fil:HakonTheOldAndSkule-Flateyjarbok.jpg|thumb|400px|Håkon IV Håkonsson var konge av Norge i perioden 1217–1263.Illustrasjon fra Flatøybok, 1300-tallet.]] Peters Eftermand blev Thore, til Adskillelse fra den tidligere Erkebiskop af samme Navn, kaldet ''den thrøndske''. Om hans Herkomst vides Intet. Han havde rimeligvis været Chorsbroder og er vel en af de to Thorer (Sira Thore og Thore Kraak), der bevidnede Skules Gaver til Chorsbrødrene 1225<ref>Dipl. Norv. I. No. 8.</ref>. Annalerne og Haakons Saga berette, at han indviedes 1227 og om Vaaren 1228 kom tilbage over Oslo, hvor han traf Kongen og Jarlen. Kongen sendte Mænd imod ham til Hovedøen og gav ham Herberge i Kongsgaarden.
 Der vides forøvrigt ikke meget om denne Mand, hvis Virksomhed ogsaa, som Formandens, blev ganske kortvarig. I 1229 havde hun samlet alle Norges Biskopper til et Provincialconcilium i Bergen. Mødet er mærkeligt derved, at den 1188 døde Erkebiskop Eystein blev erklæret for en Helgen. Fra nu uf er han rimeligvis bleven dyrket som saadan i Throndhjem. Men denne Sag, der flere Gange optages, da man stræber efter at faa Eystein formelig canoniseret af Paven, har politisk Interesse. Tvistemaalene mellem Kongemagten og Prælaterne fra Sverres Dage havde længe hvilet og hvile fremdeles, men de vare ingenlunde glemte fra nogen af Siderne, og Hierarchiet var sikkert altid rede til, naar Leilighed gaves, at fornye Eysteins og Eriks Paastande. Det er neppe tvivlsomt, at det var en Demonstration fra Kirkens Side at gjøre Eystein til Helgen og derved ligesom at give ogsaa hans Standpunkt og hans Anskuelser Hellighedens Glands. Eysteins Helgennavn blev derfor i den følgende Tid Gjenstand for mange Forhandlinger og vistnok ogsaa for mange Intriger<ref>L. Daae, Norges Helgener. 170 fgg.</ref>. Paa sin Side nærede Kongen et Ønske, som først længe efter skulde opfyldes, nemlig om at blive kronet. Hans uægte Fødsel (''defectus natalium'') var ham en Hindring, som alene pavelig Dispensation kunde bortrydde. Han havde derfor indledet Forhandlinger med Curien, og Erkebispen af Lund og en svensk Biskop havde fra denne faaet det Hverv at anstille de fornødne Undersøgelser, men da Haakon nødig saa denne Sag lagt i den danske Erkebiskops Hænder, gik Gregor IX i 1229 ind paa at beskikke Thore og den bergenske Biskop i de nys omtaltes Sted<ref>Dipl. Norv. I. No. 19.</ref>.
@@ Linje 243: / Linje 243: @@
 Den allerede nævnte urolige Islænding, Biskop Gudmund af Hole, der flere Gange gjestede Norge og opholdt sig der i aarevis, var ogsaa Thores Gjest, fik Gaver af ham og gjorde forskjellige Mirakler i Norge, men har dog vistnok været en temmelig besværlig Person. Han var i Nidaros til Thores Død og var siden Chorsbrødrenes Gjest<ref>Biskupa Sögur II. 119, 124–125.</ref>.
 Thore døde Paaskedag 7. April 1230.
 ==Sigurd 1231–1252==

@@ Linje 205: / Linje 205: @@
 ==Guttorm 1215–1224==
-[[Fil:De sacris aedificiis a Costantino Magno constructis synopsis historica pag. 17 Tab. V.jpg|thumb|Lateranpalasset i middelalderen. Guttorm reiste til Rom trolig tidlig på året 1215, sammenfallende med fjerde Laterankonsil, og mottok sannsynligvis sitt pallium før konsilet begynte. Illustrasjon hentet fra De sacris aedificiis a Constantino Magno constructis : synopsis historica, 1693. (Commons.)]]Ved Thores Død valgtes i samme Aar<ref>Fornm. Sögur IX, 226</ref> Guttorm, om hvis Herkomst intet andet med Vished kjendes, end at han var en Broder af den Halvard Skygna, der, ifølge Sverres Saga, 1200 blev dræbt i Nidaros som Sveitehøvding blandt Birkebenerne. Munch<ref>N. F. Hist. III, 558.</ref> har henkastet den Formodning, at han turde have været beslægtet med Reinsætten, hvilken han viste sig at være hengiven. Det kunde være tænkeligt, at ogsaa denne Erkebiskop i sin Tid har været i Paris hos Victorinerne, da han senere (1221) sees at have ladet deponere den i Norge indsamlede Romerskat i St. Victors Kirke i Paris og altsaa har staaet i Forbindelse med dette Convent<ref>Dipl. Norv. VI No. 13.</ref>.
+[[Fil:De sacris aedificiis a Costantino Magno constructis synopsis historica pag. 17 Tab. V.jpg|thumb|400px|Lateranpalasset i middelalderen. Guttorm reiste til Rom trolig tidlig på året 1215, sammenfallende med fjerde Laterankonsil, og mottok sannsynligvis sitt pallium før konsilet begynte. Illustrasjon hentet fra De sacris aedificiis a Constantino Magno constructis : synopsis historica, 1693. (Commons.)]]Ved Thores Død valgtes i samme Aar<ref>Fornm. Sögur IX, 226</ref> Guttorm, om hvis Herkomst intet andet med Vished kjendes, end at han var en Broder af den Halvard Skygna, der, ifølge Sverres Saga, 1200 blev dræbt i Nidaros som Sveitehøvding blandt Birkebenerne. Munch<ref>N. F. Hist. III, 558.</ref> har henkastet den Formodning, at han turde have været beslægtet med Reinsætten, hvilken han viste sig at være hengiven. Det kunde være tænkeligt, at ogsaa denne Erkebiskop i sin Tid har været i Paris hos Victorinerne, da han senere (1221) sees at have ladet deponere den i Norge indsamlede Romerskat i St. Victors Kirke i Paris og altsaa har staaet i Forbindelse med dette Convent<ref>Dipl. Norv. VI No. 13.</ref>.
 Selvfølgelig drog Guttorm til Rom og hans Ophold her synes at have fundet Sted paa en interessant Tid, idet han vistnok er kommen til at være tilstede ved Innocents III’s store lateranske Kirkemøde. Denne glimrende Forsamling, der repræsenterer Pavemagten paa dens høieste Tinde, sammentraadte vistnok først 1. Novbr. 1215, men Guttorms Udenlandsreise synes at have varet usædvanlig længe. Flere islandske Annaler sætte nemlig vel hans Indvielse til 1215, men hans Hjemkomst først til 1216, og en af dem lader ham endog blive indviet først i det sidste Aar<ref>Ogsaa i Biskupa Sögur (I. 507) henf res Thores Død til det første Aar af en af Biskop Gudmunds Norgesreiser, Guttorms Hjemkomst f rst til det tredie og i en af Sagaerne om Biskop Gudmund (Bp. Sögur II. 99) siges endog udtrykkeligt, at Guttorm "var i Rom, da Thinget stod i Lateran".</ref>. Da Innocents III døde (16. Juli 1216), maa dog vel Guttorm have forladt Rom, da man seer, at Honorius III den 25 s. M. tilmelder ham og Norges øvrige Biskopper sit Valg<ref>Dipl. Norv. I. No. 2.</ref>. Dog kan dette heraf ikke med Sikkerhed sluttes.

@@ Linje 21: / Linje 21: @@
 Festskrift udgivet i Anledning af<br>
 Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897<br>
-Trondjem<br>
+Trondhjem<br>
 </center>