Lægekunsten i den nordiske oldtid - Revisjonshistorikk

Jesper på 4. jul. 2022 kl. 20:27

2022-07-04T20:27:03Z

Jesper på 4. jul. 2022 kl. 20:24

2022-07-04T20:24:49Z

Jesper på 15. apr. 2021 kl. 17:27

2021-04-15T17:27:16Z

Jesper på 15. apr. 2021 kl. 17:21

2021-04-15T17:21:07Z

Vis endringer

Jesper på 15. apr. 2021 kl. 17:15

2021-04-15T17:15:41Z

Knut: /* Enkelte lidelser og deres behandling m. m. */

2021-04-15T11:30:23Z

Enkelte lidelser og deres behandling m. m.

Knut: /* Medicinsk litteratur */

2021-04-15T11:28:21Z

Medicinsk litteratur

Knut: /* Medicinsk litteratur */

2021-04-15T11:27:28Z

Medicinsk litteratur

Knut: /* Enkelte lidelser og deres behandling m. m. */

2021-04-15T11:25:08Z

Enkelte lidelser og deres behandling m. m.

Knut: /* Anatomiske kundskaber */

2021-04-15T11:23:45Z

Anatomiske kundskaber

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. jul. 2022 kl. 20:27
Linje 170:		Linje 170:
	Ved længere flænger og når bugen var revet op blev såret syt sammen; også dette omtales næsten kun i uhistoriske sagaer, men det støtter sig uden tvivl til virkelig praksis; at beskrivelserne af fremgangsmåden er overdrevne er en anden sag. Et par gange omtales, at den opsprættede bug bliver syt sammen, den ene gang med silketråd. På samme måde siges et sår at være syt sammen med silketråd, hvorefter såret blev salvet og forbundet; dette omtales også i en historisk saga<ref>Biskupasögur I, 360.</ref>; dér er der tale om et læbesår (efter 3 dage var såret helet). Morsomt nok har vi et positivt bevis for tilstedeværelsen af silketråd fra c. 1270, idet en flænge i et blad af den berømte kodeks af Eddakvadene er ved den tid kunstfærdig syt sammen med grøn silketråd. Til den heroiske behandling af benbrud, hvorpå vi i det foregående har set eksempler, svarer en i en historisk saga<ref> Biskupasögur I, 377 (jærtegnsliste).</ref> omtalt sammensyning af et dybt sår i halsen, som en mand i et anfald af sindsforvirring havde tilføjet sig selv; såret var et sådant, at han ikke rigtig kunde trække vejret, undtagen ved at holde med hænderne fast om såret, der naturligvis blødte stærkt. Hans broder tog da en "skonål" og senetråd op af sin pung og syde såret sammen; den sårede var allerede så udmattet, at han ingen modstand kunde gøre. Til yderligere belysning skal tilføjes, at "skonål" er en meget grov nål i form af et spydblad; senetråden har vel heller ikke været særlig fin.		Ved længere flænger og når bugen var revet op blev såret syt sammen; også dette omtales næsten kun i uhistoriske sagaer, men det støtter sig uden tvivl til virkelig praksis; at beskrivelserne af fremgangsmåden er overdrevne er en anden sag. Et par gange omtales, at den opsprættede bug bliver syt sammen, den ene gang med silketråd. På samme måde siges et sår at være syt sammen med silketråd, hvorefter såret blev salvet og forbundet; dette omtales også i en historisk saga<ref>Biskupasögur I, 360.</ref>; dér er der tale om et læbesår (efter 3 dage var såret helet). Morsomt nok har vi et positivt bevis for tilstedeværelsen af silketråd fra c. 1270, idet en flænge i et blad af den berømte kodeks af Eddakvadene er ved den tid kunstfærdig syt sammen med grøn silketråd. Til den heroiske behandling af benbrud, hvorpå vi i det foregående har set eksempler, svarer en i en historisk saga<ref> Biskupasögur I, 377 (jærtegnsliste).</ref> omtalt sammensyning af et dybt sår i halsen, som en mand i et anfald af sindsforvirring havde tilføjet sig selv; såret var et sådant, at han ikke rigtig kunde trække vejret, undtagen ved at holde med hænderne fast om såret, der naturligvis blødte stærkt. Hans broder tog da en "skonål" og senetråd op af sin pung og syde såret sammen; den sårede var allerede så udmattet, at han ingen modstand kunde gøre. Til yderligere belysning skal tilføjes, at "skonål" er en meget grov nål i form af et spydblad; senetråden har vel heller ikke været særlig fin.

−	En enkelt gang hører vi, at der ind i et dybt halssår<ref>Biskupasögur I, 378.</ref>, som en kvinde selv har tilføjet sig, lægges en méche af lærred (''keri, léreptskeri''). Ordet ''keri'' betyder vel egenlig "undersøger" (et redskab, hvormed noget undersøges); denne brug af ordet træder tydelig frem etsteds i den islandske fristatslov<ref>Staðarhólsbok 352.</ref> "da er man såret i (til) hjærnen, når man ved en keri (sonde) trænger ind til hjærnebasten (&#596: hjærnehinden)."	+	En enkelt gang hører vi, at der ind i et dybt halssår<ref>Biskupasögur I, 378.</ref>, som en kvinde selv har tilføjet sig, lægges en méche af lærred (''keri, léreptskeri''). Ordet ''keri'' betyder vel egenlig "undersøger" (et redskab, hvormed noget undersøges); denne brug af ordet træder tydelig frem etsteds i den islandske fristatslov<ref>Staðarhólsbok 352.</ref> "da er man såret i (til) hjærnen, når man ved en keri (sonde) trænger ind til hjærnebasten (ɔ: hjærnehinden)."

@@ Linje 154: / Linje 154: @@
 Lemmer omtales meget ofte som ophovnede, uden at der er tale om nogen særlig grund dertil; herom bruges udtrykket ''at blása'' (upersonlig brugt) og substantivet ''blástr'' (jfr. inflammere og inflammation); dette nævnes også som følge af sår.
-Fremdeles nævnes ofte, at arme, fingre og ben er bøjede, så at de ikke kan strækkes (fingrene trykkedev helt ind i den hule hånd, benene helt op til bagen) osv. osv., ligeledes at hænder eller ben er "visnede", lamme, kraftesløse. Alt dette findes også i danske helgeners jærtegn.
+Fremdeles nævnes ofte, at arme, fingre og ben er bøjede, så at de ikke kan strækkes (fingrene trykkede helt ind i den hule hånd, benene helt op til bagen) osv. osv., ligeledes at hænder eller ben er "visnede", lamme, kraftesløse. Alt dette findes også i danske helgeners jærtegn.
 Jeg skal her tilføje et par beskrivelser af denslags ’mén’. En kvinde fik et sådant<ref> Biskupasögur I, 386—87.</ref>, at benet svulmede op og blev så blåsort, som om koldbrand var kommet deri; ved at hun måtte gå og arbejde blev det værre og værre; så dannedes der et åbent sår nedenfor knæet udvendig på benet; det blev næsten så langt som det "mindre spand" (afstanden mellem tommelfinger og pegefinger) og ikke fuldt så bredt; deraf udgik blod og rådnede køddele; så måtte hun ligge til sængs indtil hellig Torlak tog sig af hende.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. apr. 2021 kl. 17:27
Linje 37:		Linje 37:

	<center>__________</center>		<center>__________</center>
		+
		+

@@ Linje 100: / Linje 100: @@
 Ved siden af de så at sige professionelle læger gaves der også andre, der forstod, lejlighedsvis, at optræde som dem, der kunde yde "den første hjælp" især ved forbinding af sår, som hin berømte høvding Hjalte Skeggjason (omkr. 1000), der helbredede en, der havde fået et sår i låret, men han blev dog halt, eller ''hin Ljótr'', som "forbandt sår, så at de helbrededes hurtig" — ganske vist i en ikke fuldt pålidelig tekst.
-Hvad de kvindelige læger angår, haves for det første den bekendte fortælling om Stiklestadslaget. Her var det en kvinde, der undersøgte alles sår, forbandt dem, udtrak stykker af våben, der sad fast i legemet; og det fremgår af det hele, at det ikke var en tilfældig kvinde, der gjorde dette, men en virkelig læge. Andre kvindelige læger nævnes i forskellige sagaer, og det hedder om dem, at de var "gode læger"; én kaldes ligefrem "læge" ved tilnavn (''Alfgerðr læknir'', Droplogøsnnernes saga). Det er mulig et billede af virkelige (dog senere?) forhold, som en uhistorisk saga giver under omtalen af en "kongedatter"; hun havde et lille lægehus, hvor der, hedder det så smukt, var meget frydefuldt for syge mennesker at være hos kvinder med bløde hænder og medynk, i sindet. Hun havde helbredet mange". Dette er det eneste sted, hvor noget antydes, der kunde kaldes en "klinik".
+Hvad de kvindelige læger angår, haves for det første den bekendte fortælling om Stiklestadslaget. Her var det en kvinde, der undersøgte alles sår, forbandt dem, udtrak stykker af våben, der sad fast i legemet; og det fremgår af det hele, at det ikke var en tilfældig kvinde, der gjorde dette, men en virkelig læge. Andre kvindelige læger nævnes i forskellige sagaer, og det hedder om dem, at de var "gode læger"; én kaldes ligefrem "læge" ved tilnavn (''Alfgerðr læknir'', Droplögsönnernes saga). Det er mulig et billede af virkelige (dog senere?) forhold, som en uhistorisk saga giver under omtalen af en "kongedatter"; hun havde et lille lægehus, hvor der, hedder det så smukt, var meget frydefuldt for syge mennesker at være hos kvinder med bløde hænder og medynk, i sindet. Hun havde helbredet mange". Dette er det eneste sted, hvor noget antydes, der kunde kaldes en "klinik".
 Efter ethvert slag trængte man til læger eller folk, der forstod sig på at forbinde og behandle sår. Således var det efter Stiklestadslaget (1030) og således efter det berømte slag på Lyrskovshede (1043), hvor Magnus d. gode vandt den afgørende sejr over Vendernes tusinder. "Efter kampen" — hedder det betegnende nok i sagaens skildring — "lod kong Magnus forbinde sine mænds sår; men der var i hæren ikke så mange læger, som man trængte til. Da gik kongen til de mænd, som han fandt for godt, og følte på deres hænder indvendig; så nævnede han 12 af dem, som tyktes ham at have de blødeste hænder, og sagde, at de skulde forbinde sårene; ingen af dem havde gjort det før; men de blev alle de største læger"; 2 af disse nævnes ved navn, den ene var Atle, "hvis søn var Bård svarte i Seládal, og fra dem nedstammede flere læger". Hvor meget man end skal trække fra i denne beretning angående Magnus’ betydning for de pågældende mænds lægekunst — man huske, at Magnus var Olaf d. helliges søn —, er der dog sikkert noget sandt i det her fortalte. En bekræftelse herpå findes i, hvad der fortælles om den berømte høvding Hrafn Sveinbjörnsson (d. 1215), den nævnte Bårds sønnesøn. Om denne udmærkede mand, — der havde samme skæbne som så mange andre udmærkede mænd, at blive uvenner med slette mennesker; han blev overfaldet på sin gård af sin

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. apr. 2021 kl. 11:30
Linje 293:		Linje 293:


−	Det er ovf. blevet nævnet, at sygdomme, der var folk uforklarlige og som ytrede sig som mathed, sløvhed og som sikkert også var ledsaget af feber, kaldtes ''kröm''; dertil verbet ''at kremjask''. Det var ikke så underligt, at man antog, at sådanne sygdomme berode på trolddom<ref>Trolddomssygdom, görningasótt, som det kaldtes.</ref> og følgelig anvendte trolddom imod den. Som oftest er der vel tale om tuberkulose eller nyrebetændelse eller hysteriske sygdomme. Særlig fremhæves som symptom en meget stærkt udviklet afkræftelse, mathed i alle lemmer, mangel på madlyst og søvnløshed. Den slags sygdomme kaldes også simpelthen ''sótt'', "sygdom" (altså ensbetydende med ''kröm''). Dette findes meget hyppig i helgenlegender, både islandske og danske (''mulier, omni membrorum officio destituta'' — en sygdom, der havde varet i 12 år; ''usu membrorum destitutus, debilis membris et quasi freneticus<ref>"En kvinde, berøvet sine lemmers hele virksomhed", "berøvet brugen af sine lemmer", "svag af lemmer og ligesom gal".</ref>, osv.). Det er muligt og rimeligt, at flere forskellige sygdomme skjuler sig	+	Det er ovf. blevet nævnet, at sygdomme, der var folk uforklarlige og som ytrede sig som mathed, sløvhed og som sikkert også var ledsaget af feber, kaldtes ''kröm''; dertil verbet ''at kremjask''. Det var ikke så underligt, at man antog, at sådanne sygdomme berode på trolddom<ref>Trolddomssygdom, görningasótt, som det kaldtes.</ref> og følgelig anvendte trolddom imod den. Som oftest er der vel tale om tuberkulose eller nyrebetændelse eller hysteriske sygdomme. Særlig fremhæves som symptom en meget stærkt udviklet afkræftelse, mathed i alle lemmer, mangel på madlyst og søvnløshed. Den slags sygdomme kaldes også simpelthen ''sótt'', "sygdom" (altså ensbetydende med ''kröm''). Dette findes meget hyppig i helgenlegender, både islandske og danske (''mulier, omni membrorum officio destituta'' — en sygdom, der havde varet i 12 år; ''usu membrorum destitutus, debilis membris et quasi freneticus''<ref>"En kvinde, berøvet sine lemmers hele virksomhed", "berøvet brugen af sine lemmer", "svag af lemmer og ligesom gal".</ref>, osv.). Det er muligt og rimeligt, at flere forskellige sygdomme skjuler sig
	under disse betegnelser (lamhed er vel ment i flere). De islandske udtryk er i reglen mere bestemte. En sygdomsbeskrivelse lyder<ref>Biskupas. I, 351.</ref>: "En gift kone blev syg og sængeliggende; hun kunde ikke gå og knap sidde og var næsten kraftesløs i alle lemmer, og hun havde jævnlig smærter", og således havde hun ligget i 6 vintre. At komme nærmere ind herpå vilde knap kunne føre til nogen sikker opfattelse. Vi vil derfor gå over til de mere bestemt antydede sygdomme.		under disse betegnelser (lamhed er vel ment i flere). De islandske udtryk er i reglen mere bestemte. En sygdomsbeskrivelse lyder<ref>Biskupas. I, 351.</ref>: "En gift kone blev syg og sængeliggende; hun kunde ikke gå og knap sidde og var næsten kraftesløs i alle lemmer, og hun havde jævnlig smærter", og således havde hun ligget i 6 vintre. At komme nærmere ind herpå vilde knap kunne føre til nogen sikker opfattelse. Vi vil derfor gå over til de mere bestemt antydede sygdomme.

@@ Linje 402: / Linje 402: @@
 I den første halvdel af 13. årh. levede i Danmark en mand, som hed Henrik Harpestræng; at han var kannik i Roskilde og døde 1244 er omtrent det eneste, vi med vished ved om ham. Men hans navn er blevet berømt, hvad enten de skrifter, der bærer hans navn, i virkeligheden er af ham eller ikke. Hovedsagelig er det en lægebog, der går under hans navn (udg. af Molbech 1826 og M. Kristensen 1908 f.)<ref>Jfr. M. Kristensen: Harpestrængs urtebøger i Letterst. tidsskr.</ref>; den består af to såkaldte "urtebøger". Den findes i to håndskrifter, hvoraf det ældste (fra o. 1300) og bedste findes i Stockholms bibliotek. Deri findes forskellige planter opregnede og hvad de kan bruges til som lægemidler; deri findes også nogle kapitler om åreladning og kopsætning m. m. Ordningen er her usystematisk og er "i alt væsenligt" den oprindelige. Det andet håndskrift findes i det kgl. bibliotek i København; her findes omtrent samme stof, men planterne er her ordnede alfabetisk. I dette håndskrift findes tillige en "stenbog" (om stene med underfuld eller helbredende kraft) samt en "kogebog", som man også plejer at tillægge Harpestræng. Alt det væsenlige i urtebøgerne beror imidlertid på udenlandske kilder, nemlig på et latinsk digt af Macer: De virtutibus (el. viribus) herbarum, et i middelalderen berømt værk, og Constantinus Africanus: De gradibus simplicium (dette værk dog kun i uddrag). Et eksempel oplyser skriftets art: "Fennikel . . drikker man fennikel og vin sammen(blandet), det duer mod al edder. Fennikelrod knust og saften blandet med honning, det helbreder øjnene for al skimmel, når de smøres ofte dermed. Tager man det friske frø og knuser det og tørrer det i solen, så er den saft, som kommer deraf, god mod alslags sygdom i øjnene. Fennikelsaft dræber orm i ørene. Fennikelrod, kogt i bygsåd, hjælper mod sygdom i nyrerne. Drikker man fennikelsaft og vin, hjælper det mod lemmer svulne af vattersot, ligeledes mod edderbid og lungesot og sygdom i leveren, og giver en moder, der giver sit barn die, megen mælk. Hugorme, når de ældes, æder de fennikel og bliver unge; derfor hjælper det (også) meget gamle mænd."
-[[Fil:Lægekunsten i den nordiske oldtid Fig 4.png|thumb|Fig. 4 Islandsk lægebog. Udg. af Kålund.]]Dette Harpestrængs skrift vandt megen udbredelse i Norden. Det kom til Sverrig og Norge. Her blev det oversat på norsk, og der haves rester af et meget gammelt håndskrift. Det håndskrift, hvorefter oversættelsen er foretaget, har været nærbeslægtet med det københavnske. Og det er denne, der igen ligger til grund for tre islandske bearbejdelser, der alle findes (delvis brudstykkevis) i den Arnamagnæanske samling. Men her findes flere andre ting sammenblandede med de Harpestrængske artikler, hvoraf endel går tilbage til eller er nærbeslægtet med den nedenfor omtalte danske lægebog. Et af disse håndskrifter, AM 434a, 120, er udgivet af dr. Kr. Kålund (1907); det er i et meget lille format og indeholder meget af rent overtroisk art, trylleformularer, signeformularer og lign. (med de i disse sædvanlige uforståelige stavelser, med runetegn osv.). Det var den
+[[Fil:Lægekunsten i den nordiske oldtid Fig 4.png|thumb|Fig. 4 Islandsk lægebog. Udg. af Kålund.]]Dette Harpestrængs skrift vandt megen udbredelse i Norden. Det kom til Sverrig og Norge. Her blev det oversat på norsk, og der haves rester af et meget gammelt håndskrift. Det håndskrift, hvorefter oversættelsen er foretaget, har været nærbeslægtet med det københavnske. Og det er denne, der igen ligger til grund for tre islandske bearbejdelser, der alle findes (delvis brudstykkevis) i den Arnamagnæanske samling. Men her findes flere andre ting sammenblandede med de Harpestrængske artikler, hvoraf endel går tilbage til eller er nærbeslægtet med den nedenfor omtalte danske lægebog. Et af disse håndskrifter, AM 434a, 120, er udgivet af dr. Kr. Kålund (1907); det er i et meget lille format og indeholder meget af rent overtroisk art, trylleformularer, signeformularer og lign. (med de i disse sædvanlige uforståelige stavelser, med runetegn osv.). Det var den slags småbøger, man senere på Island kaldte "kællingebøger" og nærede dyb foragt for. Disse skrifter indeholder adskilligt af interesse med hensyn til sproglige og medicinske udtryk.
 Så er der det nævnte danske skrift, en lægebog (i den Arnamagnæanske samling, udg. af V. Såby 1885), i et håndskrift fra 14. årh. Den er "i hovedsagen en samling af forskellige naturlige eller overtroiske midler mod allehånde sygdomme eller sygelige tilfælde hos mennesket". Sygdommene, mod hvilke midlerne omtales, er delvis ordnede efter legemets dele, men der hersker megen uorden, især i bogens sidste halvdel. "Vi har i denne lægebog, siger udgiveren, en god prøve på den såkaldte munkemedicin med dens rå empirisme, dens uvidenhed og overtro." De midler, der nævnes, er ofte latterlige, ja, hårrejsende. Et par eksempler. Først et ret uskyldigt: "Om det værker i din lyske, tag gemullam og bland det med honning og peber og drik det, eller med saften af verbena og drik det. Item tag ''klofløg'' (hvidløg) og kog den, eller solsekvierod, knus den og drik den med vin. Certum est." Et andet: "Ad eos, qui non continent urinam. Om du ikke kan holde dit vand, tag barken (hinden) af lilium og kog den i mulsa og gør deraf plaster og bind ved din lyske." Et tredje af grellere art: "Item tag en kylling og kom den i en kasse og giv den altid ederam (vedbend) at æde, og efter 9 dage sæt den op på et kar, og det kar skal være hvælvet på jorden, og i bunden deraf skal du bore (et hul) med et bor, og bunden skal vende opad, og der skal kyllingen være bunden 9 dage, og ikke skal du give den andet at æde end hederam og ikke drikke andet end vin, og så skal du sætte et bredt bækken under karret, og alt det, som kyllingen har "mighet" på karbunden, det skal alt løbe ned i bækkenet; derefter skal du slippe kyllingen løs og blande det, som den har ’mighet’, med vin og giv den at drikke, som har sten i sig, så bliver han rask." Overfor alt sligt står man egenlig uforstående; hvorledes har man kunnet hitte på alt dette vås? I de islandske lægebøger findes nok af lignende midler og kure. Dette skrifts kilder er vistnok latinske, eller det går indirekte tilbage til sådanne. I et skrift, der kaldes Speculum medicorum, findes endel paralleler.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. apr. 2021 kl. 11:25
Linje 112:		Linje 112:

	==Enkelte lidelser og deres behandling m. m.==		==Enkelte lidelser og deres behandling m. m.==
		+

@@ Linje 377: / Linje 377: @@
 ==Anatomiske kundskaber==
-Sådanne kunde ikke findes i nogen nævneværdig grad i oldtiden i Norden. Vi finder heller ikke nogen videre oplysninger i så henseende. Når knoglernes antal i en ung sagarecension (Fóstbræðrasaga) opgives til at være 214 (&#596;: 254?)<ref>100 = 120 ("stort hundrede").</ref>, tændernes til 30, årernes til 415 (&#596;: 495?), er dette kun udenlandsk lærdomskram (og iøvrigt en enestående bemærkning). Så findes der — naturligvis foruden sprogets almenkendte navne på legemets ud- og indvendige dele — egenlig kun navn på en bestemt åre; om den ofte nævnte Hrafn hed det, at han årelod en
+Sådanne kunde ikke findes i nogen nævneværdig grad i oldtiden i Norden. Vi finder heller ikke nogen videre oplysninger i så henseende. Når knoglernes antal i en ung sagarecension (Fóstbræðrasaga) opgives til at være 214 (&#596;: 254?)<ref>100 = 120 ("stort hundrede").</ref>, tændernes til 30, årernes til 415 (&#596;: 495?), er dette kun udenlandsk lærdomskram (og iøvrigt en enestående bemærkning). Så findes der — naturligvis foruden sprogets almenkendte navne på legemets ud- og indvendige dele — egenlig kun navn på en bestemt åre; om den ofte nævnte Hrafn hed det, at han årelod en kvinde på den åre, "som han kaldte þjótandi" (egl. 'den susende’)." Andre navne er vistnok ''lifæðr'' (’livåre’) og ''gjósæðr'' (egl. "sprøjteåre", hvoraf blodet står i en stråle). Det første betyder sikkert pulsen, og det sidste, der kun findes én gang, vist også. Af andre anatomiske udtryk kan mærkes Ufhinna "livhinde" for peritoneum.
 I Hauksbog findes et kapitel i et afsnit af broget indhold (udg. s. 180—82), hvori blodet og dets bestanddele særlig omtales (4 sådanne, der sættes i forbindelse med de 4 elementer) osv. Dette beror alt på udenlandsk litteratur (Beda og fl.)