Landnámabók som historisk kilde - Revisjonshistorikk

Carsten på 12. okt. 2025 kl. 06:35

2025-10-12T06:35:13Z

Carsten på 11. okt. 2025 kl. 07:25

2025-10-11T07:25:31Z

Carsten på 8. mai 2016 kl. 14:27

2016-05-08T14:27:23Z

Carsten på 5. mar. 2015 kl. 19:59

2015-03-05T19:59:54Z

Carsten på 22. jan. 2015 kl. 12:19

2015-01-22T12:19:08Z

Carsten på 22. jan. 2015 kl. 11:58

2015-01-22T11:58:52Z

Carsten på 18. jan. 2015 kl. 13:37

2015-01-18T13:37:08Z

Carsten på 19. aug. 2014 kl. 19:11

2014-08-19T19:11:59Z

Jesper på 19. aug. 2014 kl. 17:59

2014-08-19T17:59:46Z

Carsten på 19. aug. 2014 kl. 09:04

2014-08-19T09:04:38Z

@@ Linje 33: / Linje 33: @@
 Jón Jóhanessons studier resulterede i følgende skema:
-[[Fil:Landnáma Skema.jpg|600px]]
+<center>[[Fil:Landnáma Skema.jpg|400px]]</center>
 Lad os et øjeblik fokusere på den anden tabte version, Styrmisbók og de efterfølgende versioner. Vi skal senere vende tilbage til den første version. Styrmisbók omtales i lovmanden Hauk Erlendssons efterskrift til sin udgave af ''Landnámabók'', når han siger:

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
-<blockquote><blockquote><blockquote><blockquote><blockquote>[[File:Edinburgh 1130150 nevit.jpg|350px|right|thumb|Forelæsning fra University of Edinburgh, 1969. Her oversat fra ''Saga-Book'', Vol. XVII, Viking Society for Northern Research, University College London, 1969.]]<br>
+<blockquote><blockquote><blockquote><blockquote>[[File:Edinburgh 1130150 nevit.jpg|350px|right|thumb|Forelæsning fra University of Edinburgh, 1969. Her oversat fra ''Saga-Book'', Vol. XVII, Viking Society for Northern Research, University College London, 1969.]]<br>
 <center><big>'''[[Landnamabogen]]'''</big>'''
@@ Linje 37: / Linje 37: @@
 Lad os et øjeblik fokusere på den anden tabte version, Styrmisbók og de efterfølgende versioner. Vi skal senere vende tilbage til den første version. Styrmisbók omtales i lovmanden Hauk Erlendssons efterskrift til sin udgave af ''Landnámabók'', når han siger:
-<blockquote>”Men jeg, Hauk Erlendsson, skrev denne bog, idet jeg fulgte<br> den meget lærde lovmand Sturla Þórðarsons bog<br> tillige med den bog, som er skrevet af Styrmir den Vise.”<ref>''ÍF'' I 395 og 397.</ref></blockquote>
+<blockquote><blockquote><blockquote>”Men jeg, Hauk Erlendsson, skrev denne bog, idet jeg fulgte den meget lærde lovmand Sturla Þórðarsons bog tillige med den bog, som er skrevet af Styrmir den Vise.”<ref>''ÍF'' I 395 og 397.</ref></blockquote></blockquote></blockquote>
 En undersøgelse af Hauks tekst viser, at han brugte S som sin hovedkilde. Mere end halvdelen af H er simpelthen en kopi af S. Styrmir Kárason den Vise (hinn fróði) døde i 1245 mens han endnu var abbed på Viðey. Sturla Þórðarson døde i 1284. Det kan påvises med nogenlunde sikkerhed, at Styrmisbók må have været afsluttet omkring 1220<ref>''ÍF'' I civ-cv.</ref> og at Sturla Þórðarson først afsluttede sit værk i sin alderdom måske ikke før 1275-80<ref>''ÍF'' I lxxv.</ref>. Hauksbók-udgaven, som delvis er bevaret i Hauks egen hånd i manuskriptet, som kaldes Hauksbók, er skrevet i årene 1306-8. Disse oplysninger er resultatet af minutiøse studier foretaget af Stefán Karlsson ved det Arnamagnæanske Institut i København, baseret på en sammenligning af Hauks håndskrift i Hauksbók og nogle daterede breve, som er skrevet af Hauk selv.<ref>Stefán Karlsson, "Aldur Hauksbókar", ''Fróðskaparrit'' 13 (1964), 114-21.</ref>
@@ Linje 49: / Linje 49: @@
 Lad os nu vende tilbage til Styrmisbók. Efter de citerede ord i Hauk Erlendssons efterskrift kommer følgende udsagn:
-<blockquote>"Fra hver af de to bøger har jeg taget den fyldigste tekst, <br>selv om en stor del fortælles på samme måde i dem begge. <br>Derfor kan det heller ikke overraske, at denne ''Landnámabók'' <br>er længere end nogen anden."<ref>''ÍF'' I 397.</ref></blockquote>
+<blockquote><blockquote><blockquote>"Fra hver af de to bøger har jeg taget den fyldigste tekst, selv om en stor del fortælles på samme måde i dem begge. Derfor kan det heller ikke overraske, at denne ''Landnámabók'' er længere end nogen anden."<ref>''ÍF'' I 397.</ref></blockquote></blockquote></blockquote>
 Ud fra dette ser det altså ud til, at de to versioner - Styrmisbók og Sturlubók - stemte overens i en betydelig del af teksten, og at de begge indeholdt materiale, som ikke fandtes i den anden. Det er også bevist og hævet over enhver tvivl, at Sturla har anvendt Styrmisbók som sin hovedkilde (skønt han også brugte materiale fra en række andre kilder). Et af hovedspørgsmålene i forskningen omkring ''Landnámabók'' har derfor været at bestemme forskellen mellem Sturlubók og Styrmisbók eller med andre ord, at afgøre hvad Sturla føjede til og hvad han udelod fra materialet i Styrmisbók. Det er påvist, at Hauk Erlendsson ikke udtrykkte sig helt præcist, for han tilføjede selv stof til sin version, som kom fra andre kilder end de to nævnte udgaver af  ''Landnámabók''. Vi kan derfor ikke finde frem til, hvad han har fået fra Styrmisbók ved et simpelt regnestykke: H minus S = Styrmisbók. Derfor er det nødvendigt at forsøge at afgøre, hvad Sturla føjede til Styrmisbók ligesom vi også må kikke efter andre kilder, som kan være afledt af Styrmisbók, og som kan fortælle os noget om dens indhold.
@@ Linje 61: / Linje 61: @@
 Men vi har også mere direkte beviser. I begyndelsen af sit efterskrift skriver Hauk Erlendsson:
-<blockquote>”Nu er opregningen af bosættelserne på Island fuldendt,<br>ifølge det som vise mænd har skrevet,<br>først præsten Ari Þorgilsson den Vise (''fróði''),<br>og Kolskeggr den Vise (''vitri'').<ref>''ÍF'' I 395.</ref></blockquote>
+<blockquote><blockquote><blockquote>”Nu er opregningen af bosættelserne på Island fuldendt,ifølge det som vise mænd har skrevet, først præsten Ari Þorgilsson den Vise (''fróði''),og Kolskeggr den Vise (''vitri'').<ref>''ÍF'' I 395.</ref></blockquote></blockquote></blockquote>
 Herefter fortsætter han med at omtale Sturlas og Styrmirs bøger. Der har været mange spekulationer om Hauks kilde til dette udsagn. Det kan være kommet fra Styrmisbók, da det ikke ville være usandsynligt, at Styrmir et eller andet sted ville nævne sine kilder, men vi har ingen mulighed for at bevise dette. Ari den Vise bliver ikke nævnt som kilde i Sturlubók, selv om der her gøres brug af hans ''Íslendingabók''. Derimod er Kolskeggr Ásbjarnarson nævnt i ''Landnámabóks'' tekst som kilde til de kapitler, der dækker det meste af den øst- og sydøstlige del af Island. Dertil kommer, at disse kapitler afslører særlige fælles stilistiske træk.
@@ Linje 129: / Linje 129: @@
-</blockquote></blockquote></blockquote></blockquote></blockquote>
+</blockquote></blockquote></blockquote></blockquote>
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]

@@ Linje 88: / Linje 88: @@
 For det første: De fleste af Kolskeggs og Aris samtidige tilhørte sjette eller syvende generation efter bosætterne – Ari var fx syvende generation – og de kunne nemt have hørt fortællinger om fortiden fra folk, som var født omkring eller lidt før år 1000. Ari bygger således på sin fostfader Hallr, som var født i 995 og som var femte generation fra en bosætter. Det ville være højst usandsynligt, hvis folk fra større og mere oplyste familier ikke var i stand til at spore deres forfædre  fem eller seks generationer tilbage og vide, hvor i landet familiens første overhoved slog sig ned.
-For det andet: I et land uden en nedskrevet historie og med en befolkning, som stort set ikke kunne læse eller skrive, må familietraditioner være blevet fortalt igen og igen fra den ene generation til den næste. Naturligvis ikke den absolutte sandhed men de vigtigste facts såsom navne på forfædrene og de gårde, hvor de slog sig ned, ville i de fleste tilfælde blive bevaret. I mine unge dage kendte jeg selv mange ældre folk i Nordisland, som kune spore deres forfædre seks eller syv generationer tilbage uden brug af bøger eller andre skriftlige kilder, og disse folk var ikke ligefrem analfabeter. Det er derfor næsten afgjort, at et betydeligt antal mennesker omkring år 1100 sad inde med en stor mængde sand viden om bosættelserne. Hertil kan føjes, at en sådan viden kunne være ganske nyttig, ja, endog nødvendig i spørgsmål omkring retssager om arv og andre rettigheder i forbindelse med jordbesiddelser, som nævnt ovenfor.
+For det andet: I et land uden en nedskrevet historie og med en befolkning, som stort set ikke kunne læse eller skrive, må familietraditioner være blevet fortalt igen og igen fra den ene generation til den næste. Naturligvis ikke den absolutte sandhed men de vigtigste facts såsom navne på forfædrene og de gårde, hvor de slog sig ned, ville i de fleste tilfælde blive bevaret. I mine unge dage kendte jeg selv mange ældre folk i Nordisland, som kunne spore deres forfædre seks eller syv generationer tilbage uden brug af bøger eller andre skriftlige kilder, og disse folk var ikke ligefrem analfabeter. Det er derfor næsten afgjort, at et betydeligt antal mennesker omkring år 1100 sad inde med en stor mængde sand viden om bosættelserne. Hertil kan føjes, at en sådan viden kunne være ganske nyttig, ja, endog nødvendig i spørgsmål omkring retssager om arv og andre rettigheder i forbindelse med jordbesiddelser, som nævnt ovenfor.
 Der er dog én begrænsning, som må understreges. I mange tilfælde er navnene på bosætterne uden tvivl blevet konstrueret senere ud fra navnene på gårde eller andre stednavne så som navne på dale eller fjorde, hvis efterkommerne af de oprindelige bosættere var blevet spredt eller det var gået tilbage for dem eller de ligefrem var uddøde. I ''Landnámabók'' gives der adskillige eksempler på, at efterkommerne af en mindre betydelig bosætter slet ikke anføres med navne. Angående sådanne bosættere har vi al grund til at være skeptiske. Det samme kan siges om de mange fremragende historier om bosætterne og deres bedrifter, som fortælles i ''Landnámabók''. Ikke mindst de historier, som forklarer ophavet til et stednavn. De kan meget vel være ren fiktion.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2015 kl. 19:59
Linje 22:		Linje 22:


−	''Landnámabók'' (Bogen om bosættelserne) indtager en særstilling i oldislandsk litteratur. Ikke nok med at indholdet adskiller sig fuldstændigt fra de fleste andre store værker, men bogens ophav og teksthistorie er så kompliceret, at der ikke findes mange andre oldislandske bøger, som kan sammenlignes med den. Lad os først se på indholdet. ''Landnámabók'' fortæller den fantastiske historie om, hvordan Island blev befolket. I urets retning på et Islandskort opregnes bosætterne, der fortælles, hvor meget land de hver især tog eller fik fra de høvdinge, som oprindeligt havde taget mere land, end de selv kunne bruge. I mange tilfælde hører vi om bosætternes forfædre og efterkommere og ofte nævnes deres oprindelsessted eller det land, de kom fra. I den forstand er ''Landnámabók'' en sand guldmine af topografisk og genealogisk information. Den rummer omkring 3500 personnavne og over 1500 stednavne. Mere end 400 enkeltstående bosættere nævnes med navn, og heri er ikke medregnet deres koner, børn og andre, som fulgte dem uden at blive egentlige bosættere, selv om deres navne nogle gange kan være nævnt.	+	'''Landnámabók''' (''Bogen om bosættelserne'') indtager en særstilling i oldislandsk litteratur. Ikke nok med at indholdet adskiller sig fuldstændigt fra de fleste andre store værker, men bogens ophav og teksthistorie er så kompliceret, at der ikke findes mange andre oldislandske bøger, som kan sammenlignes med den. Lad os først se på indholdet. ''Landnámabók'' fortæller den fantastiske historie om, hvordan Island blev befolket. I urets retning på et Islandskort opregnes bosætterne, der fortælles, hvor meget land de hver især tog eller fik fra de høvdinge, som oprindeligt havde taget mere land, end de selv kunne bruge. I mange tilfælde hører vi om bosætternes forfædre og efterkommere og ofte nævnes deres oprindelsessted eller det land, de kom fra. I den forstand er ''Landnámabók'' en sand guldmine af topografisk og genealogisk information. Den rummer omkring 3500 personnavne og over 1500 stednavne. Mere end 400 enkeltstående bosættere nævnes med navn, og heri er ikke medregnet deres koner, børn og andre, som fulgte dem uden at blive egentlige bosættere, selv om deres navne nogle gange kan være nævnt.
	Det er helt naturligt, at en bog af denne art måtte blive brugt til at underbygge eller modbevise diverse udsagn om genealogier og personalhistorie vedrørende personerne i sagaerne. Problemet ved at gøre dette er imidlertid, at den bevarede tekst af ''Landnámabók'' har en lang og yderst kompliceret historie, og hvis man skal vurdere tekstens kildeværdi, må man nødvendigvis tage dens teksthistorie med i betragtning. Man kan ikke bare tage teksten i ''Landnámabók'' for pålydende og regne med at have en historisk kilde, som nogle forskere har gjort. Første problem er få slået fast, hvor langt tilbage man kan spore hvert afsnit eller med andre ord, hvor meget af teksten man kan påvises at stamme fra den ældste version, som vi kan ane konturerne af.		Det er helt naturligt, at en bog af denne art måtte blive brugt til at underbygge eller modbevise diverse udsagn om genealogier og personalhistorie vedrørende personerne i sagaerne. Problemet ved at gøre dette er imidlertid, at den bevarede tekst af ''Landnámabók'' har en lang og yderst kompliceret historie, og hvis man skal vurdere tekstens kildeværdi, må man nødvendigvis tage dens teksthistorie med i betragtning. Man kan ikke bare tage teksten i ''Landnámabók'' for pålydende og regne med at have en historisk kilde, som nogle forskere har gjort. Første problem er få slået fast, hvor langt tilbage man kan spore hvert afsnit eller med andre ord, hvor meget af teksten man kan påvises at stamme fra den ældste version, som vi kan ane konturerne af.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 22. jan. 2015 kl. 12:19
Linje 9:		Linje 9:

	<blockquote><blockquote><blockquote><blockquote><blockquote>[[File:Edinburgh 1130150 nevit.jpg\|350px\|right\|thumb\|Forelæsning fra University of Edinburgh, 1969. Her oversat fra ''Saga-Book'', Vol. XVII, Viking Society for Northern Research, University College London, 1969.]]<br>		<blockquote><blockquote><blockquote><blockquote><blockquote>[[File:Edinburgh 1130150 nevit.jpg\|350px\|right\|thumb\|Forelæsning fra University of Edinburgh, 1969. Her oversat fra ''Saga-Book'', Vol. XVII, Viking Society for Northern Research, University College London, 1969.]]<br>
−	<center><big>'''[[Landnamabogen]]'''</big>'''~~</blockquote></blockquote></blockquote></blockquote></blockquote>~~	+	<center><big>'''[[Landnamabogen]]'''</big>'''

@@ Linje 16: / Linje 16: @@
 <br><big><big>'''Landnámabók som historisk kilde'''</big></big><ref>Forelæsning fra University of Edinburgh og University College London i marts 1969. For en mere detaljeret diskussion af nogle af punkterne i denne artikel henvises læseren til forfatterens introduktion til ''Íslendingabók, Landnámabók'' (Íslenzk fornrit I, 1968). Referencer til denne udgave forkortes fremover med ''ÍF'' I. </ref>
-af '''[[Jakob Benediktsson biografi|Jakob Benediktsson]]'''
+Forelæsning af<br>'''[[Jakob Benediktsson biografi|Jakob Benediktsson]]'''
 <br>Oversættelse:<br>[[Bruker:Carsten|Carsten Lyngdrup Madsen]], 2014</center>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 19. aug. 2014 kl. 19:11
Linje 22:		Linje 22:


−	''Landnámabók'' (Bogen om bosættelserne) indtager en særstilling i oldislandsk litteratur. Ikke nok med at indholdet adskiller sig fuldstændigt fra de fleste andre store værker, men bogens ophav og teksthistorie er så kompliceret, at der ikke findes mange andre oldislandske bøger, som kan sammenlignes med den. Lad os først se på indholdet. ''Landnámabók'' fortæller den fantastiske historie om, hvordan Island blev befolket. I urets retning på et Islandskort opregnes bosætterne, der fortælles, hvor meget land de hver især tog eller fik fra de høvdinge, som oprindeligt havde taget mere land, end de selv kunne bruge. I mange tilfælde hører vi om bosætternes forfædre og efterkommere og ofte nævnes deres oprindelsessted eller det land, de kom fra. I den forstand er ''Landnámabók'' en sand guldmine af topografisk og genealogisk information. Den rummer omkring 3500 personnavne og over 1500 stednavne. Mere end 400 ~~uafhængige~~ bosættere nævnes med navn, og heri er ikke medregnet deres koner, børn og andre, som fulgte dem uden at blive egentlige bosættere, selv om deres navne nogle gange kan være nævnt.	+	''Landnámabók'' (Bogen om bosættelserne) indtager en særstilling i oldislandsk litteratur. Ikke nok med at indholdet adskiller sig fuldstændigt fra de fleste andre store værker, men bogens ophav og teksthistorie er så kompliceret, at der ikke findes mange andre oldislandske bøger, som kan sammenlignes med den. Lad os først se på indholdet. ''Landnámabók'' fortæller den fantastiske historie om, hvordan Island blev befolket. I urets retning på et Islandskort opregnes bosætterne, der fortælles, hvor meget land de hver især tog eller fik fra de høvdinge, som oprindeligt havde taget mere land, end de selv kunne bruge. I mange tilfælde hører vi om bosætternes forfædre og efterkommere og ofte nævnes deres oprindelsessted eller det land, de kom fra. I den forstand er ''Landnámabók'' en sand guldmine af topografisk og genealogisk information. Den rummer omkring 3500 personnavne og over 1500 stednavne. Mere end 400 enkeltstående bosættere nævnes med navn, og heri er ikke medregnet deres koner, børn og andre, som fulgte dem uden at blive egentlige bosættere, selv om deres navne nogle gange kan være nævnt.
	Det er helt naturligt, at en bog af denne art måtte blive brugt til at underbygge eller modbevise diverse udsagn om genealogier og personalhistorie vedrørende personerne i sagaerne. Problemet ved at gøre dette er imidlertid, at den bevarede tekst af ''Landnámabók'' har en lang og yderst kompliceret historie, og hvis man skal vurdere tekstens kildeværdi, må man nødvendigvis tage dens teksthistorie med i betragtning. Man kan ikke bare tage teksten i ''Landnámabók'' for pålydende og regne med at have en historisk kilde, som nogle forskere har gjort. Første problem er få slået fast, hvor langt tilbage man kan spore hvert afsnit eller med andre ord, hvor meget af teksten man kan påvises at stamme fra den ældste version, som vi kan ane konturerne af.		Det er helt naturligt, at en bog af denne art måtte blive brugt til at underbygge eller modbevise diverse udsagn om genealogier og personalhistorie vedrørende personerne i sagaerne. Problemet ved at gøre dette er imidlertid, at den bevarede tekst af ''Landnámabók'' har en lang og yderst kompliceret historie, og hvis man skal vurdere tekstens kildeværdi, må man nødvendigvis tage dens teksthistorie med i betragtning. Man kan ikke bare tage teksten i ''Landnámabók'' for pålydende og regne med at have en historisk kilde, som nogle forskere har gjort. Første problem er få slået fast, hvor langt tilbage man kan spore hvert afsnit eller med andre ord, hvor meget af teksten man kan påvises at stamme fra den ældste version, som vi kan ane konturerne af.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 19. aug. 2014 kl. 17:59
Linje 22:		Linje 22:


−	''Landnámabók'' (Bogen om bosættelserne) indtager en særstilling i oldislandsk litteratur. Ikke nok med at indholdet adskiller sig fuldstændigt fra de fleste andre store værker, men bogens ophav og teksthistorie er så kompliceret, at der ikke findes mange andre oldislandske bøger, som kan sammenlignes med den. Lad os først se på indholdet. ''Landnámabók'' fortæller den fantastiske historie om, hvordan Island blev befolket. I urets retning på et Islandskort opregnes bosætterne, der fortælles, hvor meget land de hver især tog eller fik fra de høvdinge, som oprindeligt havde taget mere land, end de selv kunne bruge. I mange tilfælde hører vi om bosætternes forfædre og efterkommere og ofte nævnes deres oprindelsessted eller det land, de kom fra. I den forstand er ''Landnámabók'' en sand guldmine af ~~topgrafisk~~ og genealogisk information. Den rummer omkring 3500 personnavne og over 1500 stednavne. Mere end 400 uafhængige bosættere nævnes med navn, og heri er ikke medregnet deres koner, børn og andre, som fulgte dem uden at blive egentlige bosættere, selv om deres navne nogle gange kan være nævnt.	+	''Landnámabók'' (Bogen om bosættelserne) indtager en særstilling i oldislandsk litteratur. Ikke nok med at indholdet adskiller sig fuldstændigt fra de fleste andre store værker, men bogens ophav og teksthistorie er så kompliceret, at der ikke findes mange andre oldislandske bøger, som kan sammenlignes med den. Lad os først se på indholdet. ''Landnámabók'' fortæller den fantastiske historie om, hvordan Island blev befolket. I urets retning på et Islandskort opregnes bosætterne, der fortælles, hvor meget land de hver især tog eller fik fra de høvdinge, som oprindeligt havde taget mere land, end de selv kunne bruge. I mange tilfælde hører vi om bosætternes forfædre og efterkommere og ofte nævnes deres oprindelsessted eller det land, de kom fra. I den forstand er ''Landnámabók'' en sand guldmine af topografisk og genealogisk information. Den rummer omkring 3500 personnavne og over 1500 stednavne. Mere end 400 uafhængige bosættere nævnes med navn, og heri er ikke medregnet deres koner, børn og andre, som fulgte dem uden at blive egentlige bosættere, selv om deres navne nogle gange kan være nævnt.
	Det er helt naturligt, at en bog af denne art måtte blive brugt til at underbygge eller modbevise diverse udsagn om genealogier og personalhistorie vedrørende personerne i sagaerne. Problemet ved at gøre dette er imidlertid, at den bevarede tekst af ''Landnámabók'' har en lang og yderst kompliceret historie, og hvis man skal vurdere tekstens kildeværdi, må man nødvendigvis tage dens teksthistorie med i betragtning. Man kan ikke bare tage teksten i ''Landnámabók'' for pålydende og regne med at have en historisk kilde, som nogle forskere har gjort. Første problem er få slået fast, hvor langt tilbage man kan spore hvert afsnit eller med andre ord, hvor meget af teksten man kan påvises at stamme fra den ældste version, som vi kan ane konturerne af.		Det er helt naturligt, at en bog af denne art måtte blive brugt til at underbygge eller modbevise diverse udsagn om genealogier og personalhistorie vedrørende personerne i sagaerne. Problemet ved at gøre dette er imidlertid, at den bevarede tekst af ''Landnámabók'' har en lang og yderst kompliceret historie, og hvis man skal vurdere tekstens kildeværdi, må man nødvendigvis tage dens teksthistorie med i betragtning. Man kan ikke bare tage teksten i ''Landnámabók'' for pålydende og regne med at have en historisk kilde, som nogle forskere har gjort. Første problem er få slået fast, hvor langt tilbage man kan spore hvert afsnit eller med andre ord, hvor meget af teksten man kan påvises at stamme fra den ældste version, som vi kan ane konturerne af.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 19. aug. 2014 kl. 09:04
Linje 8:		Linje 8:


−	[[File:Edinburgh 1130150 nevit.jpg\|350px\|right\|thumb\|~~<center>~~Forelæsning fra University of Edinburgh, 1969. Her oversat fra ''Saga-Book'', Vol. XVII, Viking Society for Northern Research, University College London, 1969.~~</center>~~]]<br>	+	[[File:Edinburgh 1130150 nevit.jpg\|350px\|right\|thumb\|Forelæsning fra University of Edinburgh, 1969. Her oversat fra ''Saga-Book'', Vol. XVII, Viking Society for Northern Research, University College London, 1969.]]<br>
	<center><big>'''[[Landnamabogen]]'''</big>'''		<center><big>'''[[Landnamabogen]]'''</big>'''