Linje 24:

<big>'''37. Om ulvefangst. At dræbe ulve ved skiløbning'''</big>

<big>'''37. Om ulvefangst. At dræbe ulve ved skiløbning'''</big>

−

Ved skiløbning dræber man saadan, at man gaar paa ski, naar sneen er tyk og bærer skierne, naar det er en let og hurtig Lap. Og naar man har indhentet den, saa slaar man den med staven i hovedet eller i nakken under ørerne og over haleroden eller paa snuden lige paa den sorte næsespids, der er den meget ømtaalig. Andre steder føler den ikke, selv om man slog aldrig saa haardt. Men hurtig skal den være, som ikke slipper sin stav og sine skier, ulven er meget slem til at snappe staven med munden, den snapper ogsaa i skierne og rusker saadan, at man slynges af skierne, og naar man falder af skierne, da springer ulven paa og bider, hvor den faar fat; men Lappen har kniven som tilflugt, han griber kniven og stikker øjeblikkelig; dog kan den nok komme til at bide et eller andet sted, somme tider værre og somme tider ikke saa slemt. Der er et raad, naar ulven har snappet i armen, saa skal man stikke haanden i ulvens gab lige ned i svælget og saa klemme den ne- derste del af svælget, saa kan ulven ikke bide, og med den anden haand skal man stikke med kniven, og nu er der ingen fare. Men hvis ulven naar at faa fat med tænderne i en fod eller midt paa armen — i albuen er det farligt, hvis ulven faar fat der — saa bider den, igennem armen gaar tænderne, og om den faar fat i et ben, saa er det ogsaa meget farligt, naar man der bliver bidt af ulven, som har saa lange tænder, at de naar igennem benet, og saa stivner benet, saadan at det ikke kan bøjes. Det er ofte hændet, at de er blevet bidt saa slemt, at de næsten døde, meget syge blev de i hvert fald og længe, undertiden en maaned og undertiden hele vinteren, og mærker bliver der saaledes, at de varer saa længe, som han lever. — De har ogsaa brugt en spydstav; men derfor kan ulven nok komme til at bide, endskønt det jo er en stor hjælp, naar man har en spydstav. — At løbe paa ski efter ulven er det allerværste til at tage folks sundhed. Der skal man løbe paa ski saadan, at blodet kommer i munden, og man ophedes saadan, at man er nødt til at blotte brystet helt nøgent. Og naar man har løbet paa ski langt hele dagen, da er man saa svedt, at alle klæderne mod huden er vaade, og saa er man træt saaledes, at det ikke er godt at orke tilbage. Men naar man træffer at komme langt ind i skoven, og der saa er tyk sne og passende, ikke altfor haard, ejheller altfor blød, og der ikke er spor i retning af højfjældet<ref>Paa højfjældet paa den tynde sne tabes sporet let, desuden er det vanskeligere for skiløberen at indhente ulven der end længere nede i skoven, hvor sneen er saa dyb og blød, at ulven hindres i farten.</ref>, da er det undertiden saa let at indhente den; hvis man bare ikke bliver bidt, indhenter man den straks. — Og naar ulven er indhentet, saa tuder den og spærrer gabet saa vidt op, at det kan rumme om det saa var et menneskehoved, naar det er af den store slags. Og naar det er et frygtsomt menneske, saa bliver han bange og vender om. Men der er et raad for et svagt menneske, naar der er træer paa stedet, han fanger ulven med lassoen, og saa slynger han den op i et træ, og da naar ulven ikke at bide lassoen over; men han skal være hurtig. Og med den kunst kan nok et svagt menneske ogsaa dræbe ulven. — Men naar det er en modig mand, saa naar han kommer i nærheden, da raaber han til ulven: «Far nu ikke mere, du slipper ikke længere!» Og saa vender ulven sig om øjeblikkelig og gaar frem og tuder og gør og spærrer gabet saa vidt op, som den kan; men naar det er en dristig mand, saa frygter han ikke, paa hvad maade den end skaber sig.

+

Ved skiløbning dræber man saadan, at man gaar paa ski, naar sneen er tyk og bærer skierne, naar det er en let og hurtig Lap. Og naar man har indhentet den, saa slaar man den med staven i hovedet eller i nakken under ørerne og over haleroden eller paa snuden lige paa den sorte næsespids, der er den meget ømtaalig. Andre steder føler den ikke, selv om man slog aldrig saa haardt. Men hurtig skal den være, som ikke slipper sin stav og sine skier, ulven er meget slem til at snappe staven med munden, den snapper ogsaa i skierne og rusker saadan, at man slynges af skierne, og naar man falder af skierne, da springer ulven paa og bider, hvor den faar fat; men Lappen har kniven som tilflugt, han griber kniven og stikker øjeblikkelig; dog kan den nok komme til at bide et eller andet sted, somme tider værre og somme tider ikke saa slemt. Der er et raad, naar ulven har snappet i armen, saa skal man stikke haanden i ulvens gab lige ned i svælget og saa klemme den nederste del af svælget, saa kan ulven ikke bide, og med den anden haand skal man stikke med kniven, og nu er der ingen fare. Men hvis ulven naar at faa fat med tænderne i en fod eller midt paa armen — i albuen er det farligt, hvis ulven faar fat der — saa bider den, igennem armen gaar tænderne, og om den faar fat i et ben, saa er det ogsaa meget farligt, naar man der bliver bidt af ulven, som har saa lange tænder, at de naar igennem benet, og saa stivner benet, saadan at det ikke kan bøjes. Det er ofte hændet, at de er blevet bidt saa slemt, at de næsten døde, meget syge blev de i hvert fald og længe, undertiden en maaned og undertiden hele vinteren, og mærker bliver der saaledes, at de varer saa længe, som han lever. — De har ogsaa brugt en spydstav; men derfor kan ulven nok komme til at bide, endskønt det jo er en stor hjælp, naar man har en spydstav. — At løbe paa ski efter ulven er det allerværste til at tage folks sundhed. Der skal man løbe paa ski saadan, at blodet kommer i munden, og man ophedes saadan, at man er nødt til at blotte brystet helt nøgent. Og naar man har løbet paa ski langt hele dagen, da er man saa svedt, at alle klæderne mod huden er vaade, og saa er man træt saaledes, at det ikke er godt at orke tilbage. Men naar man træffer at komme langt ind i skoven, og der saa er tyk sne og passende, ikke altfor haard, ejheller altfor blød, og der ikke er spor i retning af højfjældet<ref>Paa højfjældet paa den tynde sne tabes sporet let, desuden er det vanskeligere for skiløberen at indhente ulven der end længere nede i skoven, hvor sneen er saa dyb og blød, at ulven hindres i farten.</ref>, da er det undertiden saa let at indhente den; hvis man bare ikke bliver bidt, indhenter man den straks. — Og naar ulven er indhentet, saa tuder den og spærrer gabet saa vidt op, at det kan rumme om det saa var et menneskehoved, naar det er af den store slags. Og naar det er et frygtsomt menneske, saa bliver han bange og vender om. Men der er et raad for et svagt menneske, naar der er træer paa stedet, han fanger ulven med lassoen, og saa slynger han den op i et træ, og da naar ulven ikke at bide lassoen over; men han skal være hurtig. Og med den kunst kan nok et svagt menneske ogsaa dræbe ulven. — Men naar det er en modig mand, saa naar han kommer i nærheden, da raaber han til ulven: «Far nu ikke mere, du slipper ikke længere!» Og saa vender ulven sig om øjeblikkelig og gaar frem og tuder og gør og spærrer gabet saa vidt op, som den kan; men naar det er en dristig mand, saa frygter han ikke, paa hvad maade den end skaber sig.

Men det er den allerværste, som lægger ørerne tilbage og bevæger halen; dog, er han modig og hurtig, da har han i beredskab to stave, og den ene stikker han i ulvens gab, og med den anden slaar han. Og naar han har faaet den halvdød, saa begynder han at mane og bande og siger: «Du har ædt mine trækrener og mine renkøer og æd nu fremdeles, forbandede sæd! vov du nu at vise tænder, men du skal heller ikke mere, forbandede afkom! æde mine renkøer og trækrener. Sidste nat har du sønderrevet min bedste køreren, Birru, Bærkalak, Helvede, Satanas, Gavflab, Langtand! men du skal heller ikke mere sprede min hjord, forbandede sæd. Hvis du ikke selv har dræbt mine rener, saa har dog din bandlyste slægt gjort det!» Og saa slaar han igen som lynilden og stikker den ogsaa samtidig.

Men det er den allerværste, som lægger ørerne tilbage og bevæger halen; dog, er han modig og hurtig, da har han i beredskab to stave, og den ene stikker han i ulvens gab, og med den anden slaar han. Og naar han har faaet den halvdød, saa begynder han at mane og bande og siger: «Du har ædt mine trækrener og mine renkøer og æd nu fremdeles, forbandede sæd! vov du nu at vise tænder, men du skal heller ikke mere, forbandede afkom! æde mine renkøer og trækrener. Sidste nat har du sønderrevet min bedste køreren, Birru, Bærkalak, Helvede, Satanas, Gavflab, Langtand! men du skal heller ikke mere sprede min hjord, forbandede sæd. Hvis du ikke selv har dræbt mine rener, saa har dog din bandlyste slægt gjort det!» Og saa slaar han igen som lynilden og stikker den ogsaa samtidig.

Lappernes liv - Om fangstlære - Revisjonshistorikk

Jesper på 11. jul. 2023 kl. 04:28

Carsten: Turi: Om fangstlære