Linje 39:

−

Ser vi så hen til ''Danmark'', må vi jo ligeledes dær vente at finde en mængde udløbere af den gamle hedenske tro; men det viser sig imidlertid, at vi i vore love har langt færre kilder til forståelse af folketroens udvikling. Det ældste aktstykke mod hedensk tro findes i Knud den stores love, der vel sagtens gælder både for England og Danmark, det lyder omtrent<ref>''Consiliatio Cnuti bei Liebermann'', 1893, lib. II, c. 5; jvf. ''Schmid, Gesetze der Angelsachsen.<sub>2</sup>'', 1858, p. 272-4. Consil. har dog forvekslet ordene blot og fyrhte med blod og fyrde.</ref>: »Vi forbyder al hedenskab, og hedenskab er det, at man dyrker afguder, for exempel hedenske guder, sol eller måne, ild eller vand (''flumen''), kilder eller klipper eller træ af nogensomhelst slags; ligeledes hvis man foretar giftblanderi, løndrab eller hengir sig til blotning eller nogen misbrug af lignende slags«. Dette er vist den eneste kristne bestemmelse fra den ældre tid; den dærpå følgende tid har ligeledes kun sparsomme antydninger. Vore almindelige landskabslove har kun én iøvrig ubetydelig bestemmelse (''Jyske lov'' III, 69), der tar hensyn til folketroen; og dær møder os desuden en vanskelighed, idet denne bestemmelse først findes i redaktionerne fra 1590 og 1593, men dærimod ikke i den bevislig ældste redaktion (Gl. kgl. saml. 3138 4to), hvor den kun findes i registret; dog blir sagen i sig selv ikke så vanskelig at råde, da bestemmelsen dog i hvert fald fandtes i en forordning af 1284<ref> Se Thorsens udgave af jyske lov 1853, indledn. p. 23.</ref>. — Oversat efter redaktionen fra 1590 vil bestemmelsen omtrent lyde: Om en mand beskylder en anden for at ha forgjort ham med trolddom, og vedgår han det ej, som er sigtet derfor, mens den, der sigter ham, alligevel »giæder oc tilmoder hannem det paa Haande, da værge sig den der sigtedes med nævn både for den, der sigtede, og for bispen«<ref>''Skånske lov'', udg. af Thorsen, 1853, p. 288.</ref>; så man ser bestemmelsen er meget mild; — den indeholder jo ikke en gang noget om, hvad der skal ske, hvis eden fælder. Vore gamle ''kirkelove'' er ligeledes meget milde, og desværre kortfattede. Absalons sjællandske kirkelov<ref> Thorsens udgave, 1852, p. 70.</ref> har lige en bestemmelse om at samme bevisførelse, som kommer til anvendelse ved drab, skal anvendes overfor »troldom ællær um forgærninge«<ref> Det skal blot bemærkes at verbet 'forgøræ' kun betyder at fortabe ved sin handling, forbryde (f. e. jyske lov I, 8: forgørth theræ goz &#596;: forspildt deres gods) og ikke har den nyere tids spesielle betydning, hvad dog substantivet har.</ref> og skånske kirkelov har ligeledes en tilsvarende bestemmelse »fore troldom ellir fordæthæ«<ref> Thorsens udg. 1852, p. 71; jvf. Sk. lov, 1853, p. 82.</ref>. Men foruden disse oplysninger indeholder vor ældre lovliteratur intet til oplysning om, hvad folk troede, skönt vi dog andre stæder fra ved, at der var meget at påtale og gribe ind mod; nogle af vore folkeviser indeholder jo en mængde hedenskab, og for exempel den gammeldanske lægebog (AM. 187. 8vo) kender jo ikke blot besværgelser, men vejleder endog i mange overtroiske klogkoneråd, f. e. brug af dyrehjerter o. m. m.

+

Ser vi så hen til ''Danmark'', må vi jo ligeledes dær vente at finde en mængde udløbere af den gamle hedenske tro; men det viser sig imidlertid, at vi i vore love har langt færre kilder til forståelse af folketroens udvikling. Det ældste aktstykke mod hedensk tro findes i Knud den stores love, der vel sagtens gælder både for England og Danmark, det lyder omtrent<ref>''Consiliatio Cnuti bei Liebermann'', 1893, lib. II, c. 5; jvf. ''Schmid, Gesetze der Angelsachsen.<sup>2</sup>'', 1858, p. 272-4. Consil. har dog forvekslet ordene blot og fyrhte med blod og fyrde.</ref>: »Vi forbyder al hedenskab, og hedenskab er det, at man dyrker afguder, for exempel hedenske guder, sol eller måne, ild eller vand (''flumen''), kilder eller klipper eller træ af nogensomhelst slags; ligeledes hvis man foretar giftblanderi, løndrab eller hengir sig til blotning eller nogen misbrug af lignende slags«. Dette er vist den eneste kristne bestemmelse fra den ældre tid; den dærpå følgende tid har ligeledes kun sparsomme antydninger. Vore almindelige landskabslove har kun én iøvrig ubetydelig bestemmelse (''Jyske lov'' III, 69), der tar hensyn til folketroen; og dær møder os desuden en vanskelighed, idet denne bestemmelse først findes i redaktionerne fra 1590 og 1593, men dærimod ikke i den bevislig ældste redaktion (Gl. kgl. saml. 3138 4to), hvor den kun findes i registret; dog blir sagen i sig selv ikke så vanskelig at råde, da bestemmelsen dog i hvert fald fandtes i en forordning af 1284<ref> Se Thorsens udgave af jyske lov 1853, indledn. p. 23.</ref>. — Oversat efter redaktionen fra 1590 vil bestemmelsen omtrent lyde: Om en mand beskylder en anden for at ha forgjort ham med trolddom, og vedgår han det ej, som er sigtet derfor, mens den, der sigter ham, alligevel »giæder oc tilmoder hannem det paa Haande, da værge sig den der sigtedes med nævn både for den, der sigtede, og for bispen«<ref>''Skånske lov'', udg. af Thorsen, 1853, p. 288.</ref>; så man ser bestemmelsen er meget mild; — den indeholder jo ikke en gang noget om, hvad der skal ske, hvis eden fælder. Vore gamle ''kirkelove'' er ligeledes meget milde, og desværre kortfattede. Absalons sjællandske kirkelov<ref> Thorsens udgave, 1852, p. 70.</ref> har lige en bestemmelse om at samme bevisførelse, som kommer til anvendelse ved drab, skal anvendes overfor »troldom ællær um forgærninge«<ref> Det skal blot bemærkes at verbet 'forgøræ' kun betyder at fortabe ved sin handling, forbryde (f. e. jyske lov I, 8: forgørth theræ goz &#596;: forspildt deres gods) og ikke har den nyere tids spesielle betydning, hvad dog substantivet har.</ref> og skånske kirkelov har ligeledes en tilsvarende bestemmelse »fore troldom ellir fordæthæ«<ref> Thorsens udg. 1852, p. 71; jvf. Sk. lov, 1853, p. 82.</ref>. Men foruden disse oplysninger indeholder vor ældre lovliteratur intet til oplysning om, hvad folk troede, skönt vi dog andre stæder fra ved, at der var meget at påtale og gribe ind mod; nogle af vore folkeviser indeholder jo en mængde hedenskab, og for exempel den gammeldanske lægebog (AM. 187. 8vo) kender jo ikke blot besværgelser, men vejleder endog i mange overtroiske klogkoneråd, f. e. brug af dyrehjerter o. m. m.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. okt. 2017 kl. 09:34
Linje 39:		Linje 39:


−	Ser vi så hen til ''Danmark'', må vi jo ligeledes dær vente at finde en mængde udløbere af den gamle hedenske tro; men det viser sig imidlertid, at vi i vore love har langt færre kilder til forståelse af folketroens udvikling. Det ældste aktstykke mod hedensk tro findes i Knud den stores love, der vel sagtens gælder både for England og Danmark, det lyder omtrent<ref>''Consiliatio Cnuti bei Liebermann'', 1893, lib. II, c. 5; jvf. ''Schmid, Gesetze der Angelsachsen.<~~sub~~>2</sup>'', 1858, p. 272-4. Consil. har dog forvekslet ordene blot og fyrhte med blod og fyrde.</ref>: »Vi forbyder al hedenskab, og hedenskab er det, at man dyrker afguder, for exempel hedenske guder, sol eller måne, ild eller vand (''flumen''), kilder eller klipper eller træ af nogensomhelst slags; ligeledes hvis man foretar giftblanderi, løndrab eller hengir sig til blotning eller nogen misbrug af lignende slags«. Dette er vist den eneste kristne bestemmelse fra den ældre tid; den dærpå følgende tid har ligeledes kun sparsomme antydninger. Vore almindelige landskabslove har kun én iøvrig ubetydelig bestemmelse (''Jyske lov'' III, 69), der tar hensyn til folketroen; og dær møder os desuden en vanskelighed, idet denne bestemmelse først findes i redaktionerne fra 1590 og 1593, men dærimod ikke i den bevislig ældste redaktion (Gl. kgl. saml. 3138 4to), hvor den kun findes i registret; dog blir sagen i sig selv ikke så vanskelig at råde, da bestemmelsen dog i hvert fald fandtes i en forordning af 1284<ref> Se Thorsens udgave af jyske lov 1853, indledn. p. 23.</ref>. — Oversat efter redaktionen fra 1590 vil bestemmelsen omtrent lyde: Om en mand beskylder en anden for at ha forgjort ham med trolddom, og vedgår han det ej, som er sigtet derfor, mens den, der sigter ham, alligevel »giæder oc tilmoder hannem det paa Haande, da værge sig den der sigtedes med nævn både for den, der sigtede, og for bispen«<ref>''Skånske lov'', udg. af Thorsen, 1853, p. 288.</ref>; så man ser bestemmelsen er meget mild; — den indeholder jo ikke en gang noget om, hvad der skal ske, hvis eden fælder. Vore gamle ''kirkelove'' er ligeledes meget milde, og desværre kortfattede. Absalons sjællandske kirkelov<ref> Thorsens udgave, 1852, p. 70.</ref> har lige en bestemmelse om at samme bevisførelse, som kommer til anvendelse ved drab, skal anvendes overfor »troldom ællær um forgærninge«<ref> Det skal blot bemærkes at verbet 'forgøræ' kun betyder at fortabe ved sin handling, forbryde (f. e. jyske lov I, 8: forgørth theræ goz ɔ: forspildt deres gods) og ikke har den nyere tids spesielle betydning, hvad dog substantivet har.</ref> og skånske kirkelov har ligeledes en tilsvarende bestemmelse »fore troldom ellir fordæthæ«<ref> Thorsens udg. 1852, p. 71; jvf. Sk. lov, 1853, p. 82.</ref>. Men foruden disse oplysninger indeholder vor ældre lovliteratur intet til oplysning om, hvad folk troede, skönt vi dog andre stæder fra ved, at der var meget at påtale og gribe ind mod; nogle af vore folkeviser indeholder jo en mængde hedenskab, og for exempel den gammeldanske lægebog (AM. 187. 8vo) kender jo ikke blot besværgelser, men vejleder endog i mange overtroiske klogkoneråd, f. e. brug af dyrehjerter o. m. m.	+	Ser vi så hen til ''Danmark'', må vi jo ligeledes dær vente at finde en mængde udløbere af den gamle hedenske tro; men det viser sig imidlertid, at vi i vore love har langt færre kilder til forståelse af folketroens udvikling. Det ældste aktstykke mod hedensk tro findes i Knud den stores love, der vel sagtens gælder både for England og Danmark, det lyder omtrent<ref>''Consiliatio Cnuti bei Liebermann'', 1893, lib. II, c. 5; jvf. ''Schmid, Gesetze der Angelsachsen.<sup>2</sup>'', 1858, p. 272-4. Consil. har dog forvekslet ordene blot og fyrhte med blod og fyrde.</ref>: »Vi forbyder al hedenskab, og hedenskab er det, at man dyrker afguder, for exempel hedenske guder, sol eller måne, ild eller vand (''flumen''), kilder eller klipper eller træ af nogensomhelst slags; ligeledes hvis man foretar giftblanderi, løndrab eller hengir sig til blotning eller nogen misbrug af lignende slags«. Dette er vist den eneste kristne bestemmelse fra den ældre tid; den dærpå følgende tid har ligeledes kun sparsomme antydninger. Vore almindelige landskabslove har kun én iøvrig ubetydelig bestemmelse (''Jyske lov'' III, 69), der tar hensyn til folketroen; og dær møder os desuden en vanskelighed, idet denne bestemmelse først findes i redaktionerne fra 1590 og 1593, men dærimod ikke i den bevislig ældste redaktion (Gl. kgl. saml. 3138 4to), hvor den kun findes i registret; dog blir sagen i sig selv ikke så vanskelig at råde, da bestemmelsen dog i hvert fald fandtes i en forordning af 1284<ref> Se Thorsens udgave af jyske lov 1853, indledn. p. 23.</ref>. — Oversat efter redaktionen fra 1590 vil bestemmelsen omtrent lyde: Om en mand beskylder en anden for at ha forgjort ham med trolddom, og vedgår han det ej, som er sigtet derfor, mens den, der sigter ham, alligevel »giæder oc tilmoder hannem det paa Haande, da værge sig den der sigtedes med nævn både for den, der sigtede, og for bispen«<ref>''Skånske lov'', udg. af Thorsen, 1853, p. 288.</ref>; så man ser bestemmelsen er meget mild; — den indeholder jo ikke en gang noget om, hvad der skal ske, hvis eden fælder. Vore gamle ''kirkelove'' er ligeledes meget milde, og desværre kortfattede. Absalons sjællandske kirkelov<ref> Thorsens udgave, 1852, p. 70.</ref> har lige en bestemmelse om at samme bevisførelse, som kommer til anvendelse ved drab, skal anvendes overfor »troldom ællær um forgærninge«<ref> Det skal blot bemærkes at verbet 'forgøræ' kun betyder at fortabe ved sin handling, forbryde (f. e. jyske lov I, 8: forgørth theræ goz ɔ: forspildt deres gods) og ikke har den nyere tids spesielle betydning, hvad dog substantivet har.</ref> og skånske kirkelov har ligeledes en tilsvarende bestemmelse »fore troldom ellir fordæthæ«<ref> Thorsens udg. 1852, p. 71; jvf. Sk. lov, 1853, p. 82.</ref>. Men foruden disse oplysninger indeholder vor ældre lovliteratur intet til oplysning om, hvad folk troede, skönt vi dog andre stæder fra ved, at der var meget at påtale og gribe ind mod; nogle af vore folkeviser indeholder jo en mængde hedenskab, og for exempel den gammeldanske lægebog (AM. 187. 8vo) kender jo ikke blot besværgelser, men vejleder endog i mange overtroiske klogkoneråd, f. e. brug af dyrehjerter o. m. m.

Lovstridigt hedenskab i Norden - Revisjonshistorikk

Jesper på 15. okt. 2017 kl. 09:34

Carsten: Oskar Thyregod: Lovstridigt hedenskab i Norden