Magnus den Blindes og Harald Gilles saga - Revisjonshistorikk

August på 6. des. 2019 kl. 09:35

2019-12-06T09:35:33Z

Jesper på 2. aug. 2015 kl. 09:39

2015-08-02T09:39:43Z

Jesper på 19. mai 2014 kl. 14:41

2014-05-19T14:41:49Z

Jesper på 28. apr. 2014 kl. 14:06

2014-04-28T14:06:39Z

Jesper: Sletter vers på norrønt

2013-12-13T15:24:00Z

Sletter vers på norrønt

Vis endringer

Jesper på 13. feb. 2013 kl. 17:37

2013-02-13T17:37:17Z

Jesper på 4. feb. 2013 kl. 09:28

2013-02-04T09:28:07Z

JJ.Sandal: Magnus den Blindes og Harald Gilles saga

2013-01-12T22:08:59Z

Magnus den Blindes og Harald Gilles saga

Vis endringer

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 !  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Magnús blinda ok Haralds gilla (FJ)]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Magnus Blinde]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus den Blindes og Harald Gilles saga]] !! !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. aug. 2015 kl. 09:39
Linje 95:		Linje 95:


−	Kort derefter kom kong Haralds mænd ud på skibet; da blev kong Magnus pågrebet. Han sad bagerst i forrummet på højsædekisten sammen med Håkon Fauk — hans morbror, der var den flotteste mand, men ikke ansås for kløgtig. Også Ivar Øssurson og mange andre af hans venner blev ~~pågebet~~; nogle blev dræbt på stedet.	+	Kort derefter kom kong Haralds mænd ud på skibet; da blev kong Magnus pågrebet. Han sad bagerst i forrummet på højsædekisten sammen med Håkon Fauk — hans morbror, der var den flotteste mand, men ikke ansås for kløgtig. Også Ivar Øssurson og mange andre af hans venner blev pågrebet; nogle blev dræbt på stedet.

@@ Linje 35: / Linje 35: @@
 Magnus — kong Sigurds søn — blev i Oslo taget til konge over hele landet, på samme måde som befolkningen havde sværget til kong Sigurd. Han fik straks meget trofast mandskab og ligeledes lendermænd. Magnus var flottere end alle andre mænd, der dengang fandtes i Norge; han var overlegen og ondsindet og meget foretagsom, men måtte især takke sin fars afholdthed for folkets støtte. Han var meget drikfældig, grisk, uvenlig og umedgørlig. Harald Gille var blid, lattermild, drilagtig, omgængelig, gavmild — han sparede ikke på noget over for sine venner — og imødekommende på den måde, at han tog alle med på råd, som ville. Sådan tiltrak han sig venner og fik god omtale. Mange stormænd sluttede sig til ham — ikke færre end til Magnus.
-Harald var i Tønsberg, da han hørte om sin brors — kong Sigurds — død. Han holdt da straks møde med sine venner, hvor de besluttede at holde Haugarting dér i byen. På dette ting blev Harald valgt til konge over det halve af landet; da blev det kaldt tvang, at han havde fraskrevet sig retten til sin fædrene arv. Harald ansatte livvagter og udnævnte lendermænd, og snart tiltrak han sig en ikke mindre flok end kong Magnus. Der fór nu mænd mellem dem, og sagen stod på over syv nætter. Da Magnus fik et meget mindre følge, så han ingen anden udvej, end at dele landet med Harald. Det blev delt sådan, at hver af dem skulle have halvdelen af det rige, kong Sigurd havde haft, men skibe, bord- og dækketøj, kostbarheder og alt løsøre, som kong Sigurd havde ejet, fik kong Magnus; han var ikke desto mindre utilfreds med sin andel. De regerede nu landet i fred i et stykke tid, men havde i høj grad hver sit syn på tingene. Kong Harald fik en søn, der hed Sigurd, med Guttorm Gråskægs datter. Kong Harald blev gift med Ingrid — datter af Ragnvald, som var søn af kong Inge Steinkelson. Kong Magnus var gift med Kristin — datter af Knud Lavard og søster til Valdemar Danekonge. Magnus elskede hende ikke og sendte hende sydpå, hjem til Danmark, men derefter gik alt værre for ham, og hendes slægtninge syntes meget dårligt om ham.
+Harald var i Tønsberg, da han hørte om sin brors — kong Sigurds — død. Han holdt da straks møde med sine venner, hvor de besluttede at holde Haugarting dér i byen. På dette ting blev Harald valgt til konge over det halve af landet; da blev det kaldt tvang, at han havde fraskrevet sig retten til sin fædrene arv. Harald ansatte livvagter og udnævnte lendermænd, og snart tiltrak han sig en ikke mindre flok end kong Magnus. Der fór nu mænd mellem dem, og sagen stod på over syv nætter. Da Magnus fik et meget mindre følge, så han ingen anden udvej, end at dele landet med Harald. Det blev delt sådan, at hver af dem skulle have halvdelen af det rige, kong Sigurd havde haft, men skibe, bord- og dækketøj, kostbarheder og alt løsøre, som kong Sigurd havde ejet, fik kong Magnus; han var ikke desto mindre utilfreds med sin andel. De regerede nu landet i fred i et stykke tid, men havde i høj grad hver sit syn på tingene. Kong Harald fik en søn, der hed Sigurd, med Guttorm Gråskægs datter. Kong Harald blev gift med Ingerid — datter af Ragnvald, som var søn af kong Inge Steinkelson. Kong Magnus var gift med Kristin — datter af Knud Lavard og søster til Valdemar Danekonge. Magnus elskede hende ikke og sendte hende sydpå, hjem til Danmark, men derefter gik alt værre for ham, og hendes slægtninge syntes meget dårligt om ham.
@@ Linje 51: / Linje 51: @@
 '''3. Kampen på Fyrileiv'''
-Kong Magnus lod det hellige kors bære foran sig i kampen; det blev en stor og hård strid. Kristrød Kongsbror var gået med sin flok midt ind i kong Magnus’ slagorden og huggede til begge sider, så mændene trak sig væk fra ham i begge retninger. En mægtig bonde, der havde været i kong Haralds flok, stod bag Kristrød, og han løftede spyddet med begge hænder og stak det mellem skuldrene på ham og ud gennem brystet — dér faldt Kristrød. Da spurgte mange, som stod ved siden af, hvorfor han begik denne onde handling. Han sagde: »Nu fik han igen for dét, at de slagtede min besætning i sommer og tog alt, som var derhjemme, og tvang mig med sig i hæren. Dette havde jeg tiltænkt ham, hvis lejligheden bød sig.« Efter dette tog kong Haralds folk flugten, og han flygtede selv med hele sin flok. På det tidspunkt var mange af kong Haralds folk faldet; dér fik Ingemar Svenson fra Ask — lendermand i kong Haralds hær — og næsten 60 livvagter dødsstødet. Kong Harald flygtede østpå til sine skibe i Viken og fór siden til Danmark og opsøgte kong Erik Emune for at få hans støtte; de mødtes sydpå på Sjælland. Kong Erik tog godt imod ham, mest fordi de havde sværget hinanden broderskab; han gav Harald Halland til underhold og indkomst og gav ham syv uudrustede langskibe. Efter det drog kong Harald nordpå gennem Halland, og da sluttede folk sig til ham. Kong Magnus lagde hele landet under sig efter denne kamp; han gav fred til alle, der var sårede, og lod dem modtage behandling lige som sine egne mænd. Han gjorde da krav på hele landet; han havde nu det bedste udvalg af mænd, der var i hele landet, og da de holdt rådslagning, ville Sigurd Sigurdson og Tore Ingridson og alle de klogeste mænd have, at de lod hæren blive i Viken og dér afventede, om Harald skulle komme sydfra. Kong Magnus valgte sit eget råd; han tog nordpå til Bergen, hvor han slog sig ned for vinteren, lod hærsamlingen opløse og lod lendermændene tage hjem.
+Kong Magnus lod det hellige kors bære foran sig i kampen; det blev en stor og hård strid. Kristrød Kongsbror var gået med sin flok midt ind i kong Magnus’ slagorden og huggede til begge sider, så mændene trak sig væk fra ham i begge retninger. En mægtig bonde, der havde været i kong Haralds flok, stod bag Kristrød, og han løftede spyddet med begge hænder og stak det mellem skuldrene på ham og ud gennem brystet — dér faldt Kristrød. Da spurgte mange, som stod ved siden af, hvorfor han begik denne onde handling. Han sagde: »Nu fik han igen for dét, at de slagtede min besætning i sommer og tog alt, som var derhjemme, og tvang mig med sig i hæren. Dette havde jeg tiltænkt ham, hvis lejligheden bød sig.« Efter dette tog kong Haralds folk flugten, og han flygtede selv med hele sin flok. På det tidspunkt var mange af kong Haralds folk faldet; dér fik Ingemar Svenson fra Ask — lendermand i kong Haralds hær — og næsten 60 livvagter dødsstødet. Kong Harald flygtede østpå til sine skibe i Viken og fór siden til Danmark og opsøgte kong Erik Emune for at få hans støtte; de mødtes sydpå på Sjælland. Kong Erik tog godt imod ham, mest fordi de havde sværget hinanden broderskab; han gav Harald Halland til underhold og indkomst og gav ham syv uudrustede langskibe. Efter det drog kong Harald nordpå gennem Halland, og da sluttede folk sig til ham. Kong Magnus lagde hele landet under sig efter denne kamp; han gav fred til alle, der var sårede, og lod dem modtage behandling lige som sine egne mænd. Han gjorde da krav på hele landet; han havde nu det bedste udvalg af mænd, der var i hele landet, og da de holdt rådslagning, ville Sigurd Sigurdson og Tore Ingeridson og alle de klogeste mænd have, at de lod hæren blive i Viken og dér afventede, om Harald skulle komme sydfra. Kong Magnus valgte sit eget råd; han tog nordpå til Bergen, hvor han slog sig ned for vinteren, lod hærsamlingen opløse og lod lendermændene tage hjem.
@@ Linje 182: / Linje 182: @@
 '''15. Sammensværgelse mod kong Harald'''
-Sigurd forstod, at det ikke ville hjælpe ham at opsøge kong Harald. Han holdt sig derfor skjult hele efteråret og begyndelsen af vinteren; han opholdt sig i Bergen by hos en præst og overvejede, hvordan han kunne komme kong Harald til livs. Rigtig mange folk tog del i disse planer, også nogle, som var livvagter for og i huset ved kong Harald — de, der før havde været kong Magnus’ livvagter. De nød nu stort venskab af kong Harald og der var altid nogle af dem, der sad til bords med kongen. Om aftenen på Luciamessedag sad to mænd i samtale dér; den ene sagde til kongen: »Herre! Nu har vi lagt afgørelsen af vores uenighed under Deres dom, og vi har hver af os satset en askfuld honning; jeg siger, at De i nat skal ligge hos dronning Ingrid — Deres kone — men han siger, at De skal ligge hos Tora Guttormsdatter.« Da svarede kongen leende og ganske uvidende om, at dette spørgsmål blev stillet med så megen bagtanke: »Du vinder ikke væddemålet!« Af dette mente de at vide, hvor han var at finde denne nat, men hovedvagten blev holdt uden for det hus, hvor de fleste troede, kongen var, og som dronningen sov i.
+Sigurd forstod, at det ikke ville hjælpe ham at opsøge kong Harald. Han holdt sig derfor skjult hele efteråret og begyndelsen af vinteren; han opholdt sig i Bergen by hos en præst og overvejede, hvordan han kunne komme kong Harald til livs. Rigtig mange folk tog del i disse planer, også nogle, som var livvagter for og i huset ved kong Harald — de, der før havde været kong Magnus’ livvagter. De nød nu stort venskab af kong Harald og der var altid nogle af dem, der sad til bords med kongen. Om aftenen på Luciamessedag sad to mænd i samtale dér; den ene sagde til kongen: »Herre! Nu har vi lagt afgørelsen af vores uenighed under Deres dom, og vi har hver af os satset en askfuld honning; jeg siger, at De i nat skal ligge hos dronning Ingerid — Deres kone — men han siger, at De skal ligge hos Tora Guttormsdatter.« Da svarede kongen leende og ganske uvidende om, at dette spørgsmål blev stillet med så megen bagtanke: »Du vinder ikke væddemålet!« Af dette mente de at vide, hvor han var at finde denne nat, men hovedvagten blev holdt uden for det hus, hvor de fleste troede, kongen var, og som dronningen sov i.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. apr. 2014 kl. 14:06
Linje 177:		Linje 177:
	'''14. Om Sigurd Slumpedegn'''		'''14. Om Sigurd Slumpedegn'''

−	Da Harald havde været konge over Norge i 6 år, kom Sigurd til Norge og opsøgte sin bror — kong Harald; han fandt ham i Bergen og gik straks hen til ham. Han forelagde kongen sit ophav og henstillede, at kongen anerkendte deres slægtskab. Kongen traf ingen afgørelse i den sag, men forelagde den for sine venner. De talte om det og holdt møder, og dét kom ud af deres samtaler, at kongen anklagede Sigurd for, at han havde deltaget i aflivningen af Torkel Fostre vesten for havet. Torkel havde fulgtes med Harald, da han oprindeligt kom til landet; Torkel havde været kong Haralds bedste ven. Denne sag blev forfulgt så vedholdende, at Sigurd blev dømt til døden, og efter råd fra lendermændene skete det en sen aften, at nogle livvagter gik hen, hvor Sigurd var, og beordrede ham med sig. De tog nogle småskibe og roede Sigurd væk fra byen, sydpå til Nordnæs. Sigurd sad på skibskisten i agterenden og tænkte over sin sag og mistænkte dette for at være svig. Han var sådan påklædt, at han bar blå bukser og skjorte og snørrekappe som overtøj; han så ned for sig, holdt i kappebåndene og trak dem en gang imellem over sit hoved og siden af sit hoved. Da de var kommet ud for et næs, var de andre blevet muntre og fulde; de roede ivrigt og anede intet ondt. Sigurd rejste sig op og gik hen til rælingen. De to mænd, der var sat til at bevogte ham, rejste sig, gik hen til rælingen og tog begge i kappen og holdt den ud fra ham, som man plejer at gøre ved stormænd. Da han mistænkte dem for at holde fast i mere af sit tøj, tog han med hver af sine hænder fat i dem og styrtede derpå dem alle tre ~~overbord~~; skuden fortsatte et langt stykke, men det tog dem tid at vende, og lang tid gik, før de fik tag på sine mænd. Sigurd svømmede neddykket så langt væk, at han kom i land, før de havde fået vendt deres skibe efter ham. Sigurd var den hurtigste af alle og satte kursen ind i landet; kongsmændene ledte efter ham hele natten, men fandt ham ikke. Han lagde sig i en spalte i fjeldet, men blev meget nedkølet. Han tog bukserne af og skar hul i buksebagen, trak dem over sig og stak hænderne igennem — således reddede han sit liv for denne gang. Kongsmændene drog tilbage og kunne ikke skjule, hvad der var sket.	+	Da Harald havde været konge over Norge i 6 år, kom Sigurd til Norge og opsøgte sin bror — kong Harald; han fandt ham i Bergen og gik straks hen til ham. Han forelagde kongen sit ophav og henstillede, at kongen anerkendte deres slægtskab. Kongen traf ingen afgørelse i den sag, men forelagde den for sine venner. De talte om det og holdt møder, og dét kom ud af deres samtaler, at kongen anklagede Sigurd for, at han havde deltaget i aflivningen af Torkel Fostre vesten for havet. Torkel havde fulgtes med Harald, da han oprindeligt kom til landet; Torkel havde været kong Haralds bedste ven. Denne sag blev forfulgt så vedholdende, at Sigurd blev dømt til døden, og efter råd fra lendermændene skete det en sen aften, at nogle livvagter gik hen, hvor Sigurd var, og beordrede ham med sig. De tog nogle småskibe og roede Sigurd væk fra byen, sydpå til Nordnæs. Sigurd sad på skibskisten i agterenden og tænkte over sin sag og mistænkte dette for at være svig. Han var sådan påklædt, at han bar blå bukser og skjorte og snørrekappe som overtøj; han så ned for sig, holdt i kappebåndene og trak dem en gang imellem over sit hoved og siden af sit hoved. Da de var kommet ud for et næs, var de andre blevet muntre og fulde; de roede ivrigt og anede intet ondt. Sigurd rejste sig op og gik hen til rælingen. De to mænd, der var sat til at bevogte ham, rejste sig, gik hen til rælingen og tog begge i kappen og holdt den ud fra ham, som man plejer at gøre ved stormænd. Da han mistænkte dem for at holde fast i mere af sit tøj, tog han med hver af sine hænder fat i dem og styrtede derpå dem alle tre over bord; skuden fortsatte et langt stykke, men det tog dem tid at vende, og lang tid gik, før de fik tag på sine mænd. Sigurd svømmede neddykket så langt væk, at han kom i land, før de havde fået vendt deres skibe efter ham. Sigurd var den hurtigste af alle og satte kursen ind i landet; kongsmændene ledte efter ham hele natten, men fandt ham ikke. Han lagde sig i en spalte i fjeldet, men blev meget nedkølet. Han tog bukserne af og skar hul i buksebagen, trak dem over sig og stak hænderne igennem — således reddede han sit liv for denne gang. Kongsmændene drog tilbage og kunne ikke skjule, hvad der var sket.

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Magnús blinda ok Haralds gilla]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Magnus Blindes saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Harald Gilles og Magnus den Blindes Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Magnus den blindes och Harald gilles historia]] !!
 |-
-!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Magnús blinda ok Haralds gilla (FJ)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus den Blindes og Harald Gilles saga]] !! !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Magnús blinda ok Haralds gilla (FJ)]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Magnus Blinde]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus den Blindes og Harald Gilles saga]] !! !!
 |-
 |}

@@ Linje 24: / Linje 24: @@
 ----
-<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons'' [[Heimskringla (FJ)|Heimskringla – Nóregs konunga s&#491;gur]] ''G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)''<br>''De norrøne kvad — anført med kursiv skrift — er indsat uforandrede fra Finnur Jónssons udgave ([[#Note|Note]]).''</center>
+<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons'' [[Heimskringla (FJ)|Heimskringla – Nóregs konunga s&#491;gur]] ''G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)''<br>''De norrøne kvad — anført med kursiv skrift — er indsat uforandrede fra Finnur Jónssons udgave''</center>
 ----
@@ Linje 301: / Linje 301: @@
 <center>— o —</center>
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]