Jesper: Nibelungekvadet 10

2013-01-15T08:42:47Z

Nibelungekvadet 10

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 10]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''10. Æventyr, hvorledes Brynhild blev modtaget i Worms'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
321.
  
  
  
</td>
<td>
Paa Rhinens anden Side      med mangen Skare saa
 man Kongen og hans Gæster      til Flodbredden naa.
 Og ledtes dér ved Tømmen      mangen en Jomfru blid.
 I Worms holdt man sig rede      til Ankomstens Tid.
</td>
<td>
''538.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
322.
  
  
  
</td>
<td>
Om Landets ædle Dronning      nu og et Budskab hør,
 om Ute den rige,      hvordan hun sine Møer
 bragte med fra Borgen,      da selv hun red derhen.
 Dér saas og blev kendte      mange Møer og Mænd.
</td>
<td>
''540.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
323.
  
  
  
</td>
<td>
Kongen var sat over      og mangen ædel Gæst.
 Eja, hvor brødes      Lanser for Fruerne dernæst!
 I Dystrend man hørte      paa Skjolde stærke Stød.
 Eja, hvor rige Skjoldbugler      højt i Trængslen lød!
</td>
<td>
''542.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
324.
  
  
  
</td>
<td>
De fagre Møer og Fruer      ved Ankerstedet stod.
 Gunther og hans Gæster      alt Skibene forlod:
 han selv førte Brynhild,      den fagre, ved sin Haand.
 Dér straalte lyse Stene      mod skønne Klædebon.
</td>
<td>
''543.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
325.
  
  
  
</td>
<td>
Da traadte ogsaa Krimhild,      ædel i sin Færd,
 hen at hilse Brynhild      og hendes Følge dér.
 Med hviden Haand de Haarkransen      lidt tilbage skød,
 da de kyssede hinanden,      som Anstand dem bød.
</td>
<td>
''544.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
326.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da skøn Krimhild      med ædel Tugt paa Stand:
 „I skal os være velkomne      her i dette Land,
 mig selv og min Moder      og alle, som vi har
 af trofaste Venner."      Hun bøjed sig til Svar.
</td>
<td>
''545.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
327.
  
  
  
</td>
<td>
De favnede hinanden      mangen Sinde her.
 Om kærligere Velkomst      man hørte aldrig mer,
 end begge Fruer skænked      Bruden i denne Stund;
 tit de kyssed Brynhild      paa hendes søde Mund.
</td>
<td>
''546.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
328.
  
  
  
</td>
<td>
Da Dronning Brynhilds Følge      til Hobe var i Land,
 mangen yndig Frue      blev dér tagen i Hand
 af stadselige Helte,      som venligt hilste dem.
 Man saa de skønne Møer      for Brynhild træde frem.
</td>
<td>
''547.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
329.
  
  
  
</td>
<td>
Før deres Hilsen endtes,      det var en lang Stund:
 for sanden blev dér kysset      mangen en Rosenmund.
 End dvælte hos hinanden      de Kongedøtre to:
 det Syn vakte Glæde      hos mange Helte tro.
</td>
<td>
''548.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
330.
  
  
  
</td>
<td>
Da spejded de med Øjnene,      som hørte sige før,
 at ingen Sinde saa man      saa saare fagre Møer
 som Krimhild og Brynhild:      det blev og aabenbart.
 Man fandt paa deres Legem      ikke Svig af nogen Art.
</td>
<td>
''549.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
331.
  
  
  
</td>
<td>
Hvo som kunde skønne      om fagre Fruers Liv,
 de priste højt for Skønhed      Kong Gunthers Fæsteviv:
 da mælte dér de vise,      som skued mere grant,
 at Krimhild i Skønhed      for Brynhild Prisen vandt.
</td>
<td>
''550.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
332.
  
  
  
</td>
<td>
Da monne Fruer og Møer      hen til hverandre gaa.
 Mangen fager Frue      man vel smykket saa.
 Dér stod Silkehytter      og rige Telte med:
 foran Worms hele Marken      blev opfyldt derved.
</td>
<td>
''551.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
333.
  
  
  
</td>
<td>
Gæsterne til Hobe      var nu og stegne til Hest.
 Da redes prægtigt Tjostridt      mod Skjoldene dernæst.
 I Marken rejstes Støvet,      som Ildsvaade svar
 lued over Landet:      dér blev man Helte var.
</td>
<td>
''552.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
334.
  
  
  
</td>
<td>
Da kom Hagen af Tronje,      ham havde Værten sendt:
 med venlig Tale bød han      Buhurten være endt,
 saa at de skønne Fruer      for Støvet lodes fri.
 Det Bud føjed Gæsterne      sig saare villigt i.
</td>
<td>
''554.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
335.
  
  
  
</td>
<td>
Alt over hele Marken      svandt Buhurten hen.
 Under de høje Telte      dér talte Riddersmænd
 Gammensord med Fruerne,      og Tiden faldt dem kort.
 En Stund dér fordreves,      til atter man red bort.
</td>
<td>
''555.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
336.
  
  
  
</td>
<td>
Det lakked hen ad Aften,      Solen gik alt ned,
 og sval føltes Luften;       til Kongsgaarden red
 talrige Mænd og Fruer,       dem tyktes dertil Tid.
 Med Øjnene blev kærtegnet      mangen Jomfru blid.
</td>
<td>
''556.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
337.
  
  
  
</td>
<td>
Dér red de stolte Helte      deres Gangere saa fast,
 saa var det Skik i Landet,      at Klæder sønderbrast,
 indtil foran Salshuset      Kongen af Hesten stod.
 Dér tjentes ædle Fruer      af mangen Kæmpe god.
</td>
<td>
''557.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
338.
  
  
  
</td>
<td>
De rige Dronninger skiltes      da ogsaa ad igen.
 Ute og hendes Datter      de traadte begge hen
 med deres ædle Følge      til en Fruerstue vid.
 Da hørtes alle Vegne      Larm og festlig Id.
</td>
<td>
''558.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
339.
  
  
  
</td>
<td>
Man oprejste Sæder:      nu vilde Kongen gaa
 til Bords med sine Gæster.      Da saa man hos ham staa
 den skønne Frue Brynhild.      Krone dér hun bar
 i Drotten Gunthers Rige:      for sand hun mægtig var.
</td>
<td>
''559.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
340.
  
  
  
</td>
<td>
Kongens Kammersvende      i Kar af Guldet rød
 kom did med Tvættevandet.      Det havde ringe Nød,
 om Nogen skulde sige,      at andetsteds man fandt
 rigere Fyrstebryllup:      jeg nægted, det var sandt.
</td>
<td>
''560.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
341.
  
  
  
</td>
<td>
Forinden Rhinens Skytsherre      Vandet tog dernæst,
 gjorde den Herre Sigfred,      hvad Helten sømmed bedst,
 han minded om, hvad Kongen      havde lovet ham at faa,
 inden han Fru Brynhild      hjemme paa Island saa.
</td>
<td>
''561.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
342.
  
  
  
</td>
<td>
Han mælte: „I bør mindes,      hvad mig svor eders Hand,
 at skulde Brynhild komme      engang til dette Land,
 gav I mig eders Søster.      Hvor er nu denne Ed?
 Jeg har paa eders Rejse      lidt svar Genvordighed."
</td>
<td>
''562.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
343.
  
  
  
</td>
<td>
Til sin Gæst mælte Kongen:      „I siger ret for sand.
 Deri skal ikke mensvoren      vorde Gunthers Hand.
 Jeg agter jer at hjælpe,       saa godt jeg kan formaa."
 Da bød man Dronning Krimhild      frem for Kongen staa.
</td>
<td>
''563.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
344.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte Drotten Gunther:       „Søster saare kær,
 fra min Ed du mig løse      for al din ædle Færd.
 Jeg svor dig til en Kæmpe:      tager du ham til Mand,
 saa har du gjort min Villie      saa tro, som du kan."
</td>
<td>
''566.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
345.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den ædle Krimhild:      „Min Broder saare kær,
 jer Bøn er ufornøden:      hvad end jer Villie er,
 den føjer jeg bestandig:      det vorde, som I vil.
 Jeg tager den til Husbond,      I har bestemt mig til."
</td>
<td>
''567.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
346.
  
  
  
</td>
<td>
For to kære Øjne      blev Sigfreds Farve rød:
 til Fru Krimhilds Tjenest      den gæve Helt sig bød.
 Da traadte sammen i Ringen      de to paa Gunthers Bud:
 man spurgte, om hun bifaldt      at blive Sigfreds Brud.
</td>
<td>
''568.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
347.
  
  
  
</td>
<td>
Som bly og tugtig Jomfru      bluedes hun en Stund:
 dog maatte Sigfred prise      sin Lykke mangelund,
 at ej hun vilde nægte      at tage ham til Mand.
 Og fæsted hende til Hustru      Kongen af Nederland.
</td>
<td>
''569.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
348.
  
  
  
</td>
<td>
Da han loved Møen      og Møen ham sin Tro,
 da trykked til sit Hjerte      saa vennesæl og fro
 Sigfred af Nederland      det fagre Barn derpaa.
 Han kyssed og skøn Krimhild,      mens Heltene det saa.
</td>
<td>
''570.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
349.
  
  
  
</td>
<td>
Kongen sad ved Bordet,      og Brynhild hos ham.
 Da skued hun Fru Krimhild,      og Kvide hun fornam,
 sidde ved Sigfreds Side:      hun brast i Graad derved.
 Ad hendes hvide Kinder      randt hede Taarer ned.
</td>
<td>
''572.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
350.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte Landets Herre:      „Hvad sker jer, Frue kær,
 at saare brat fordunkles      jere lyse Øjnes Skær?
 I maa med Rette glædes:      I raader for mit Land,
 for alle mine Stæder      og mangen herlig Mand."
</td>
<td>
''573.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
351.
  
  
  
</td>
<td>
„Jeg maa med Rette græde,"      gav Brynhild til Svar.
 „For Krimhild, din Søster,      jeg Sorg i Hjertet har.
 Hende ser jeg sidde      din Livegne nær:
 thi maa jeg stedse græmmes,      skal hun fornedres her."
</td>
<td>
''574.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
352.
  
  
  
</td>
<td>
Da genmælte Gunther:       „Dermed I tie bør.
 I skal engang erfare,      hvorfor jeg dette gør,
 at jeg har skænket Sigfred      min Søsterlil til Brud.
 For vist kan hun leve      i Fryd hos Helten prud."
</td>
<td>
''575.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
353.
  
  
  
</td>
<td>
Da kom deres Følge:      thi tøved de nu ej,
 deres rige Kammersvende      de lyste dem paa Vej.
 Da adskiltes Ridderne,      de to Kongers Mænd.
 Mange fulgte Sigfred      til Brudekamret hen.
</td>
<td>
''581.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
354.
  
  
  
</td>
<td>
Gik da baade Herrer      at lægge sig til Ro.
 Da vented de med Elskov      at sejre begge to
 over de fagre Fruer:      glad var deres Mod.
 Helten Sigfreds Gammen      var ogsaa saare god.
</td>
<td>
''582.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
355.
  
  
  
</td>
<td>
Hvordan han plejed Fruen,      skal ikke siges her.
 Hvorlunde Gunther hviled,      det høre I des mer,
 ved Siden af Fru Brynhild.      Den saare ædle Drot
 havde hos andre Fruer      hvilet nok saa godt.
</td>
<td>
''583.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
356.
  
  
  
</td>
<td>
I Særk, hvid som Saben,      hun hen til Sengen skred.
 Den ædle Ridder tænkte:      „Nu er mig velbered,
 hvad jeg har lønligt ønsket      enhver min Levedag."
 Med fuld Føje vakte      hendes Skønhed hans Behag.
</td>
<td>
''584.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
357.
  
  
  
</td>
<td>
Bort gemte Lysene      den ædle Konges Hand.
 Da gik den kække Kæmpe      til Fruen hen paa Stand.
 Nær han sig lagde:      han glædte sig fuldtrøst:
 da vilde Helten slutte      den skønne til sit Bryst.
</td>
<td>
''585.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
358.
  
  
  
</td>
<td>
Han stred om hendes Elskov      og krølled hendes Lin.
 Da greb til sin Livgjord      den Jomfru fejr og fin:
 det var et stærkt Bælte,      om Siderne hun bar.
 Med den voldtes Kongen      Fortræd og Kvide svar.
</td>
<td>
''587.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
359.
  
  
  
</td>
<td>
Fødder saa vel som Hænder      hun ham tilsammen tvang,
 hun bar ham til en Nagle      og paa en Væg ham hang.
 Da hendes Søvn han trued,      hun Elskov ham forbød.
 Da havde hendes Styrke      hartad voldt hans Død.
</td>
<td>
''588.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
360.
  
  
  
</td>
<td>
Den, sig tyktes Herre,      han trygled om sit Liv:
 „Nu løs mig af min Lænke,      min ædle Kongeviv.
 Jeg tror ej, skønne Frue,      jeg sejrer over jer,
 og aldrig skal jeg ligge      saa nær eder mer."
</td>
<td>
''589.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
361.
  
  
  
</td>
<td>
Da løste hun ham hastigt,      hun satte ham ned igen.
 Paa ny gik han til Fruen      til Sengelejet hen.
 Saa fjernt han sig lagde,      at aldrig nogen Gang
 han rørte hendes Klædning:      dertil ham Fruen tvang.
</td>
<td>
''592.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
362.
  
  
  
</td>
<td>
Da kom og deres Følge      med ny Klædedragt.
 Deraf blev saare mangen      til denne Morgen bragt.
 Hvor glad man dér sig teed,      gik dog i Kvide svar
 selve Landets Herre,      hvorvel han Krone bar.
</td>
<td>
''593.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
363.
  
  
  
</td>
<td>
Efter Skik, dér de plejed      og varetog med Flid,
 Gunther gik med Brynhild      efter en føje Tid
 til Domkirken sammen,      dér man Messen sang.
 Did kom ogsaa Sigfred:      hvor trængtes man dengang!
</td>
<td>
''594.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
364.
  
  
  
</td>
<td>
Som Konger det sig sømmer,      rakte dem mangen Haand,
 hvad dér de havde nødig,      Krone og Klædebon.
 Saalunde blev de signet.      Da det var sket, da saa
 man alle fire glade      med Krone smykket staa.
</td>
<td>
''595.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
365.
  
  
  
</td>
<td>
Seks Hundred Svende      tog Sværdet, kanske fler,
 Kongerne til Ære:      det skal I høre her.
 Da blev der megen Glæde      i de Burgunders Land.
 Man hørte Lanser klinge      i Sværdheltes Hand.
</td>
<td>
''596.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
366.
  
  
  
</td>
<td>
I Kongsgaardens Vinduer      fagre Møer saa til,
 hvorlunde Skjolde lyste      i ædle Ridderspil.
 Skilt fra sine Helte      Kong Gunther gik derpaa:
 ihvad end andre øved,      ham saa man sorgfuld staa.
</td>
<td>
''597.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
367.
  
  
  
</td>
<td>
Han og Helten Sigfred      de havde uligt Mod.
 Vel vidste, hvad ham fejled,      den ædle Ridder god.
 Han traadte hen til Kongen      og spurgte ham paa Stand:
 „Hvad Lykke gav jer Natten?      det sige I for sand."
</td>
<td>
''598.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
368.
  
  
  
</td>
<td>
Til Gæsten mælte Værten:      „Jeg har Tort og Skam:
 jeg har buden til Huse      den lede Djævel gram.
 Da jeg søgte hendes Elskov,      i Baand hun mig tvang:
 hun bar mig til en Nagle      og højt paa Væg mig hang.
</td>
<td>
''599.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
369.
  
  
  
</td>
<td>
Dér hang jeg i min Vaande      Natten indtil Dag,
 før atter hun mig løste.      Hvor laa hun sødt i Mag!
 Thi være det dig klaget,      om du mig raade kan."
 Da mælte stærken Sigfred:      „Det smerter mig for sand.
</td>
<td>
''600.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
370.
  
  
  
</td>
<td>
Det skal jeg vise eder,      om jeg faar Lov dertil.
 I Nat skal hun ligge jer      saa nær, I selv det vil,
 og aldrig hun jer nægter      igen sin Kærlighed."
 De Ord trøsted Gunther      i al den Kval, han led.
</td>
<td>
''601.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
371.
  
  
  
</td>
<td>
„Endnu i Nat jeg træder      i Bryllupskamret ind
 og har min Dølgekappe      saa lønligt svøbt om Kind,
 at ingen Anden mærker,      hvad List jeg tænker paa.
 Lad jere Kammersvende      da til Herberget gaa.
</td>
<td>
''602.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
372.
  
  
  
</td>
<td>
I Ynglingernes Hænder      jeg slukker Kjerters Skin:
 derpaa skal du erkende,       at jeg er alt traadt ind,
 og at jeg vil dig bistaa:      jeg tvinger dig din Viv,
 i Nat du favner hende,      før lader jeg mit Liv."
</td>
<td>
''603.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
373.
  
  
  
</td>
<td>
„Blot ikke du selv vil elske,"      Kong Gunther mælte saa,
 „min saare kære Hustru,      i alt andet maa
 du handle, som dig tykkes,      og tog du hendes Liv,
 det skulde jeg forvinde:       hun er en grufuld Viv."
</td>
<td>
''604.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
374.
  
  
  
</td>
<td>
Knap kunde Kongen vente,      til man fra Bordet stod.
 Den skønne Dronning Brynhild      Heltene forlod;
 det samme gjorde Krimhild,      de søgte begge Ro.
 Eja, hvad raske Kæmper      fulgte de Fruer to!
</td>
<td>
''608.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
375.
  
  
  
</td>
<td>
Den ædle Herre Sigfred      med ømt Hjerte sad
 ved Siden af sin Hustru      med Glæde uden Had.
 Dér klapped hun hans Hænder      alt med sin Haand saa hvid,
 til han svandt hende af Syne,      hun vidste ej hvad Tid.
</td>
<td>
''609.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
376.
  
  
  
</td>
<td>
Da hun kærtegned Helten      og ikke mer ham saa,
 talte til sit Følge      den skønne Viv derpaa:
 „Storligt maa mig undre,      hvor Kongen vel gik hen.
 Hvem tog hans Hænder      af mine bort igen?"
</td>
<td>
''610.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
377.
  
  
  
</td>
<td>
Hun spurgte ikke mere.      Da var han gaaet hen,
 hvor han med Lys i Hænde      fandt mangen Kammersvend:
 af deres Hænder slukked      han Kjerternes Skin.
 Derpaa kendte Gunther,      at Sigfred var traadt ind.
</td>
<td>
''611.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
378.
  
  
  
</td>
<td>
Han vidste, hvad han vilde:      da bød han Fruer og Møer
 gaa bort fra Brudekamret.      Det skete neppe, før
 den rige Konge Gunther      i Laas Døren slog:
 to stærke Slaaer      i Hast derfor han drog.
</td>
<td>
''612.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
379.
  
  
  
</td>
<td>
Bag Spærlagnet gemte      han Lysene derpaa.
 Da stred den stærke Sigfred      (det maatte være saa)
 med Gunthers skønne Frue      saa saare svar en Strid.
 Det voldte Kongen Ulyst      og Lyst paa samme Tid.
</td>
<td>
''613.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
380.
  
  
  
</td>
<td>
Han lod, som var han Gunther,      den ædle Konge rig:
 han tog i sine Arme      den Jomfru priselig.
 Dog ud af Sengelejet      hun paa en Bænk ham svang,
 saa at hans Hoved højlydt      imod en Skammel klang.
</td>
<td>
''616.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
381.
  
  
  
</td>
<td>
Da sprang han atter kraftigt,      den kække, op at staa
 for end en Gang at prøve.      Da han begyndte saa
 med Magt at tvinge hende,      da led han stort Besvær.
 Saa vel værger neppe      en Ægteviv sig mer.
</td>
<td>
''617.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
382.
  
  
  
</td>
<td>
Hun tog i sine Arme      den tapre Kæmpe god:
 da vilde hun ham bundet,      som Kongen, Arm og Fod,
 saa at hun kunde hvile      i Ro paa Lejet selv.
 At hendes Lin han krølled,      det hævned hun fuldvel.
</td>
<td>
''619.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
383.
  
  
  
</td>
<td>
Hvad gavned ham hans Kræfter      og al hans Styrke svar?
 Hun vilde vise Kæmpen,      at hun hans Mester var.
 Hun opbød sin Vælde      og bar ham hurtigt bort,
 mellem et Skab og Væggen      hun trykked Helten haardt.
</td>
<td>
''620.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
384.
  
  
  
</td>
<td>
„Ak ve," tænkte Kæmpen,      „skulde nu mit Liv
 jeg lade for en Jomfru,       saa kunde hver en Viv
 herefterdags bestandig      imod sin Ægtemand
 saa overmodigt té sig,      som ellers ej de kan."
</td>
<td>
''621.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
385.
  
  
  
</td>
<td>
Det monne Kongen høre,      han var i Angst for ham.
 Sigfred sig skammed      og blev i Hjertet gram:
 han satte sig til Værge      med svart ubændigt Mod.
 Paa ny i sin Vaande      forsøgte Kæmpen god.
</td>
<td>
''622.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
386.
  
  
  
</td>
<td>
Da greb hun til Hoften      efter sit Midiebaand
 og vilde binde Sigfred:      det hindred Heltens Haand,
 saa hendes Lemmer knaged      og hele hendes Liv.
 Dermed skiltes Striden:      da blev hun Gunthers Viv.
</td>
<td>
''625.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
387.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: „Ædle Konge,      du skaane mig for Død.
 Det skal vel blive sonet,      hvad jeg mod dig forbrød.
 Jeg modsætter mig aldrig      din ædle Kærlighed:
 at du er Fruers Mester,      jeg saare grant nu ved."
</td>
<td>
''626.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
388.
  
  
  
</td>
<td>
Til Side traadte Helten,      i Fred han Møen lod,
 som om han vilde lægge      den Dragt, hvori han stod.
 Han drog hende af Hænde      en gylden Fingerring
 saa varsomt, at Brynhild      ej mærked nogenting.
</td>
<td>
''627.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
389.
  
  
  
</td>
<td>
Han tog og hendes Bælte:      det var en Rem fuldgod.
 Hvo ved, om Helten gjorde      saalunde af Overmod?
 Han gav det til sin Hustru:       det voldte siden Harm.
 Da laa den skønne Jomfru      og Gunther Arm i Arm.
</td>
<td>
''628.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
390.
  
  
  
</td>
<td>
Da var hun og ej stærkere      end nogen anden Viv.
 Ømt kunde han favne      Brynhilds skønne Liv.
 Havde hun villet prøve,      det var til liden Gavn.
 Det voldte hende Gunther,      da hun laa i hans Favn.
</td>
<td>
''629.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
391.
  
  
  
</td>
<td>
Hin Morgenstund var Værten      langt gladere i Hu
 end tilforn nogen Sinde.      Thi var der Glæde nu
 iblandt de mange Gæster,      som Landets ædle Drot
 havde buden til Huse:      dem tjente man fuldgodt.
</td>
<td>
''632*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
392.
  
  
  
</td>
<td>
Bryllupsgildet vared      i fjorten Dage ved,
 saa at der hørtes Festgny      den hele Tid, som led,
 af allehaande Glæder,      som tyktes Hvermand bedst.
 Dyrt stod Kong Gunther      hans saare rige Fest.
</td>
<td>
''633*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
393.
  
  
  
</td>
<td>
Den ædle Værts Maage,      som Landsherren bød,
 bortgav ham til Ære      Dragt og Guldskænk rød,
 Sølv og derhos Heste      til mangen farende Mand.
 Hvo som ønsked Gave,      drog glad fra Gunthers Land.
</td>
<td>
''634*.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:22
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 10 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:22

Jesper: Nibelungekvadet 10